Tag: Mellemøsten

Økonomisk frihed i den arabiske verden

Fraser Instituttet i Canada har forleden dag, sammen med Friedrich Naumann Foundation for Freedom og the International Research Foundation of Oman, udgivet den årlige Economic Freedom of the Arab World. Rapporten, der i år er forfattet af Salem Ben Nasser Al Ismaily, Azzan Al-Busaidi, Miguel Cervantes og Fred McMahon, dokumenterer omhyggeligt, at der ikke er sket det helt store i den del af verden. På trods af påstande om en såkaldt ’neoliberal bølge’, viser rapporten ikke nogen særlige fremskridt. Der er derimod meget store, og relativt stabile forskelle mellem landene. Selvom man ofte tænker på disse lande som en slags enhed, er den arabiske verden derfor, meget ligesom for eksempel Europa, ikke særligt ens i en institutionel forstand. Figuren nedenfor, der plotter størrelse på den offentlige sektor og kvaliteten af retslige og bureaukratiske institutioner, den pengepolitiske stabilitet og åbenhed for handel i 2015, illustrerer fuldt ud forskellene.

Disse forskelle er dog ikke altid som man tror. De to demokratier i regionen – Tunesien og Comorerne – adskiller sig for eksempel ikke i økonomisk frihed fra andre lande, de delte institutioner med for få år siden. Den egentlige forskel er i institutioner og økonomisk politik mellem monarkierne og de andre. De arabiske monarkier har i gennemsnit en score på 7,9 mod 6,1 for diktaturerne og 6,5 for de to demokratier. Man må dog huske, at monarkierne i den arabiske verden også stort set alle er olierige lande, der muligvis har ’bedre råd’ til at have velfungerende juridiske og bureaukratiske institutioner. Undtagelsen er Jordan, der ikke har olie og på mange måder er det mest almindelige af de mellemøstlige lande. Det er også perfekt gennemsnitligt blandt monarkierne, når man for eksempel ser på graden af korruption (48 på Transparency Internationals CPI og dermed sammenligneligt med Tjekkiet og Italien) på trods af, at landet er væsentligt fattigere end olielandene.

Overordnet set strækker den arabiske verden sig fra konfliktplagede og institutionelt ekstremt svage, store lande som Syrien, Sudan og Libyen til ganske velfungerende, små autokratier i Bahrain, Oman og de Forenede Arabiske Emirater. Deres problemer er for det meste meget forskellige og dermed slet ikke sammenlignelige, og de to demokratier illustrerer, at regionen ikke er en ’lost cause’ for demokratisering. Når man tager hensyn til en række meget mærkværdige eksempler på lovgivning – den saudiske ledelse er for eksempel først fornylig begyndt at lette på forbuddet mod, at kvinder må køre bil (selvom regimet ikke blandede sig, da en fuldt kvindelig crew fra Royal Brunei Airlines sidste år fløj en Boeing 787 til Jeddah) – findes der velfungerende retsvæsener i området. Private ejendomsrettigheder er for eksempel fint beskyttede i Bahrain og Emiraterne, og både Qatar og Emiraterne har bedre kontrol med korruptionsproblemer end de sydeuropæiske lande, og ganske nordeuropæiske reguleringsstandarder.

På samme måde som man nogle gange må minde amerikanere om, at Europa ikke er et land eller en bare nogenlunde sammenlignelig gruppe lande, minder Fraser Instituttets Economic Freedom of the Arab World således om, at den arabiske verden ikke er én størrelse. Nogle af de mest håbløse lande ligger i det arabiske Nordafrika og Mellemøsten, mens andre dele på mange måder minder institutionelt om os. De store forskelle skal ikke søges i deres økonomiske frihed, men i andre aspekter af samfundet. De få lande i regionen, hvor pressen er blot nogenlunde fri, er Comorerne, Libanon og Tunesien, der ifølge Freedom House har cirka samme standarder som Serbien eller Bolivia. Er man interesseret i økonomisk frihed og er dele af den arabiske verden op til vestlige standarder. Er ens præferencer bredere, og er man bekymret for sin personlige frihed og muligheden for at tænke og tale frit, skal man blive væk. Og gør man det, er tanken ikke langt væk: Hvad ville lande som Bahrain, Emiraterne eller Jordan blive til, hvis den politiske elite slap grebet om den personlige og offentlige meningsdannelse, som det danske monarki gjorde omkring 1830?

Tillid i den arabiske verden

Et af de tydeligste særtræk ved de nordiske lande er vores høje tillidsniveau. Vi stoler ikke mere på venner og familie end i mange andre dele af verden, men vores sociale tillid til andre mennesker– folk i vores egne samfund, som vi ikke kender – er langt højere end andre steder. Adspurgt om de generelt stoler på andre mennesker eller om de mener, man skal være forsigtig, siger cirka 70 % i Danmark, Norge og Sverige, at man kan stole på andre mennesker. De globale gennemsnit i undersøgelser ligger på cirka 25-26 %, og selv i andre velfungerende lande, som vi ofte sammenligner os med, er niveauet noget lavere. I Storbritannien og Irland er det omkring 40 %, som har tillid til andre, og selv i andre ekstreme tilfælde som New Zealand og den engelsktalende del af Canada, ligger niveauet ikke meget over 50 %. Vi er ekstremt tillidsfulde og – som den anden side af medaljen – også ærlige i en grad, som udlændinge til tider finder helt pinefuld.

Den nordiske tillidskultur er en central forklaring på, hvorfor vi trods en beliggenhed i en perifer del af verden og et samfundssystem – velfærdsstaten – som ødelægger sig selv andre steder og er en vækstbyrde for os – stadig er at tælle blandt verdens rige lande (se mere generelt her og her). Men den gør det også ganske svært at integrere mange udlændinge i de nordiske samfund. Særligt virker det som om arabiske indvandrere i Danmark og Sverige har svært ved at gennemskue vores tillidsnormer og hvad vi opfatter som uærlig adfærd. De fleste danskeres rygmarvsreaktion er derfor, at de arabiske lande må have ekstremt lave tillidsniveauer, når de får den – ikke altid forkerte – opfattelse, at mange indvandrere fra arabiske lande ikke er videre tillidsvækkende.

Om det er sandt, kan man teste ved at bruge en særlig undersøgelse, the Arab Barometer, som er udført i tre bølger, og hvor resultaterne fra den tredje undersøgelsesbølge har været offentligt tilgængelige nogen tid. Figuren nedenfor illustrerer det generelle tillidsniveau i de 13 lande, der er dækket af undersøgelsen; nummer 14 er Qatar, som deltog i den seneste World Values Survey. Er de arabiske befolkninger karakteriseret af specielt lav tillid?

Man kan svare på spørgsmålet på to måder. Et første er et rungende ja, sammenlignet med de nordiske lande. Det er dog et meningsløst svar, fordi det gælder praktisk taget hele resten af verden. Det andet svar er et nej: Sammenlignet med lande på den anden side af Middelhavet ligner de arabiske lande ganske godt. Ikke overraskende er det på alle måder fragmenterede libanesiske samfund karakteriseret ved lav tillid – 15 % erklærer, at de har tillid til andre mennesker. Det samme gælder de to gamle, franske kolonier i Marokko og Algeriet, hvor tillidsniveauet er 17 %. Disse niveauer er på linje med f.eks. Cypern og Rumæniens. Egypten og Qatar ligger kun marginalt højere omkring 20 %., dvs. omkring et græsk eller portugisisk niveau. Bevæger man sig ind i Jordan, Libyen og Sudan, og en smule højere, i Tunesien og Palæstina, er man i området 25-30 %. Her er de europæiske sammenligner Frankrig, Syditalien og det fransktalende Belgien.

Det er dog værd at bemærke, at tre lande stikker ud fra resten: Irak på 35 %, Yemen på 38 %, og Kuwait på 39 %. Disse tre arabiske lande er dermed ikke blot over det globale gennemsnit, men faktisk på linje med tillidsniveauet i steder som Tyskland, Flandern (den hollandsktalende del af Belgien), og Norditalien. Ser man nøgternt på den arabiske verden, med et fokus på tillid, er det dermed svært at tale om en kultur. Steder som Libanon og Algeriet er karakteriseret ved tillidsniveauer, der ligner de værste steder i Europa, mens tre andre lande stikker ud fra resten med en tillidskultur, der ligner den i lande, vi normalt betragter som sikre og venlige på et personligt plan. Måske skulle vi – med risiko for at fornærme nogle af vores mere nationalkonservative læsere – holde op med at tale om den arabiske verden som en enhedskultur, men tage hensyn til, at selv arabere herhjemme og i Mellemøsten og Nordafrika er fra meget forskellige baggrunde?

Europas store udfordring

I de seneste mange år har Europa været udsat for et voksende pres fra flygtninge og migranter, som ønsker at slå sig ned i der. Dette er naturligvis et vidnesbyrd om Europas succeshistorie med at skabe høj velstand, demokrati, frihed, sikkerhed, lov og orden og beskyttelse af mindretals rettigheder. En succeshistorie, som det har taget hundredvis af år at skabe. Europa er sammen med USA, Canada, Australien og New Zealand et fyrtårn for verden. Flygtninge og migranter søger til Europa for at nyde godt af det, der er blevet skabt.

Ligeledes har Europa i lige så mange år kæmpet med at håndtere dette pres, så det på den ene side har kunnet fastholde sin åbenhed og tolerance, men på den anden side også kan overleve som civilisation og model. Den folkelige modstand mod indvandringen, der alt overvejede kommer fra muslimske lande i Mellemøsten og Afrika, er eskaleret, hvilket bl.a. har givet sig udtryk ved, at højre-populistiske partier er stormet frem i parlamenterne.

Angela Merkel har undergravet nationalstaternes suverænitet

Den tyske kansler Angela Merkels beslutning om de facto at suspendere hovedhjørnestenen i EU’s asylpolitik, Dublin-forordningen, har været en ’game changer’. Den har sat et veritabelt flygtninge- og migrationstog i gang, som fræser op gennem EU, og slår al orden og fornuft ned på sin vej. Man kan hævde, at de nordvesteuropæiske lande nok en gang må bøde for det tyske skyldkompleks.

Tyskland har gennem den europæiske integrationsproces i årtier bidraget til at undergrave de europæiske nationalstaters suverænitet. Nationalstater, som daterer sig helt tilbage til årene efter den Westphalenske fred i 1648, der afsluttede 30-årskrigen. I disse dage er suveræniteten helt væk. Thi det er et afgørende træk ved nationalstaternes suverænitet, at de kan forsvare deres grænser mod indtrængen fra andre stater eller personer, der ulovligt krydser grænsen.  Endelig har Merkel indirekte brudt Folkeretten, som understreger, at stater skal respektere andre staters suverænitet. Hun har med andre ord skabt det rene anarki. Det nye Tysklands stamfader, Konrad Adenauer må vende sig i sin grav.

Hvor bevæger flygtninge- og migrationstoget sig hen?

Det er for tidligt at afgøre endeligt, hvor flygtninge og migrationstoget bevæger sig hen. Men indtrykket er, at det bevæger sig mod Tyskland, hvor de fleste passagerer står af og mod Sverige med Danmark som transitland. En del tager herfra til Norge og enkelte andre til Finland.

Hvordan kan det være?

En vigtig del af forklaringen er, at Tyskland og Sverige er de lande, hvor flygtningene føler sig mest velkomne. Både Angela Merkel og den svenske statsleder har i entydige vendinger gjort det klart, at man i Tyskland og Sverige har plads til flere, og at de syriske flygtninge kan få permanent opholdstilladelse i disse lande. Men samtidigt kritiserer de to lande andre EU-lande for, at de ikke tager i mod flere. I tillæg har  den svenske regering kritiseret den danske for, at Danmark bare lade flygtningestrømmen passere igennem landet til Sverige. Dette lyder hult, når man samtidigt inviterer flygtningene. Hvordan skulle de ellers komme til Sverige? Det er også ironisk, at Finland kritiserer Sverige for at føre præcis samme politik. Faktisk spiller landene i øjeblikket sorteper om, hvem der skal have flygtningene. Aldrig har EU i en sådan grad blevet flået i laser.

Er Tyskland og Sverige i virkeligheden sikre lande?

Det ultimative mål for flygtninge er at komme i sikkerhed. Ellers kan de næppe kaldes for flygtninge. Tilbyder Tyskland og Sverige reelt dette?

På overfladen er Tyskland og Sverige sikre lande. De er demokratisk retsstater, som beskytter mindretallenes rettigheder. Men det gør de andre EU-lande også. Dette er et helt afgørende kriterium, som skal overholdes for at blive en del af klubben

Skyldes det ”tonen”? Tja, de to lande har en lang tradition, som bunder i det tyske  skyldkompleks og Sveriges selvforståelse som humanitær stormagt. Der slås i begge lande ned på personer og grupper, som ytrer sig kritisk om muslimske indvandrere og om islam. Men skaber det sikkerhed?

Nej, det gør det ikke. Tværtimod. Den repressive tone varmer blot trykkogeren op, hvilket resulterer i alvorlige overgreb på de nytilkomne. Tyskland og Sverige har Europarekord i brandattentater mod muslimske forretninger og boliger. Samtidigt er Tyskland et af de lande i EU, hvor muslimer udsættes for mest diskrimination på arbejdspladserne. Set i det lys er Tyskland og Sverige faktisk de mest usikre lande i EU, som flygtningene kan rejse til, med undtagelse af de fleste Østeuropæiske lande.

Skyldes det så velfærdssystemerne?

 Denne faktor spiller en rolle. Sveriges universelle velfærdsstat tager sig godt af sine flygtninge og indvandrere. I Sverige har de adgang til gratis uddannelse, sundhedsvæsen og til overførsler, som minder om det gamle danske bistandshjælpssystem, dog på langt lavere niveau. Tyskland, som bygger på den forsikringsprægede centraleuropæiske velfærdsmodel tilbyder langt færre velfærdsydelser, men Tyskland ligger dog i top blandt de lande, som følger denne model. Men ingen af landene kan konkurrere med det danske velfærdssystem, ej heller efter at den nye regering har tilpasset reglerne med den ny kontanthjælpsreform. Jeg har i detaljer beregnet, hvad en flygtningefamilie med to små børn med de nye regler kan forvente at modtage i Danmark ud over gratis uddannelses og sundhed. Resultatet er 365.000 kr. Dette beløb kan end ikke Sverige hamle op med.

Så hvorfor står så få af toget i Danmark? Det gør de bl.a., fordi asylreglerne er markant strammere. Det gør en verden til forskel, at man kun kan få midlertidig opholdstilladelse for et år, og dernæst 2 år af gangen i forhold til, at man kan få permanent opholdstilladelse. Sidstnævnte regel skaber langt større tryghed for flygtninge, som ofte har betalt menneskesmuglere 60.000 kr. eller mere at komme til Europa. De har ingen interesse i at blive sendt hurtigt tilbage. Og det dæmper gevaldigt appetitten på Danmark, der har de mest restriktive regler i EU på det område.

Intentionen med regeringens politik virker dog, og den bliver paradoksalt hjulpet på vej af de mange danskere, som hjælper flygtningene, og som i deres harme fortæller, at ikke blot kan flygtningene kun få kortere opholdstilladelse, de får også mindre i økonomisk støtte end i Sverige.

Familiesammenføring?

Flygtninge har et naturligt ønske om at blive genforenet med deres familie. Men det er særligt udtalt blandt syriske flygtninge. I Sverige kan de anmode om familiesammenføring fra det øjeblik, de modtager papirerne om deres permanente opholdstilladelse. I Danmark kan de fleste flygtninge først søge om familiesammenføring efter, at de har været her et år. Det svenske system virker derfor langt mere favorabelt.

Det danske familesammenføringssystem er imidlertid langt mere effektivt end det svenske. Hvor det i Danmark blot tager 5-6 måneder fra at anmodningen er modtaget til, at flygtningen er blevet sammenbragt med sin familie, kan det tage op til 16 måneder eller mere. Dette udligner forskellen.

DIASPORA 

Diaspora kommer fra græsk, og betyder geografisk spredning af trossamfund eller kulturer. I den moderne forståelse af begrebet lægges der vægt på, at mennesker, der migrerer, ofte flytter til fremmede steder, som de har en følelsesmæssig tilknytning til. Det vil først og fremmest være steder, hvor de har familie og venner og i videre forstand ligesindede.

Tendensen til, at der skabes diaspora i koncentrerede geografisk områder, skyldes to forskellige ting.

For det første: At der i forvejen, eksisterer en stærk kultur, som matcher den, migranterne kommer fra. Derfor er det ikke en overraskelse, at de armenske kristne i Syrien, er flygtet til Armenien.

For det andet, og omvendt: Jo mere fremmedartet den kultur, som flygtningene og migranterne kommer fra, desto større er tendensen til, at de klumper sig sammen i ghettolignende områder i deres bestemmelsesland. For der kan de fortsat udleve deres kulturelle sædvaner, og måske i en sådan grad, at der ligefrem skabes parallelsamfund, hvor der gælder andre regler end i det omgivende samfund. Tendensen er størst, hvis flygtningene og migranterne har lav kulturel kapital, og når de føler diskrimination og intolerance fra det omgivende samfund. Vi kender fænomenet fra 1890-1920’ernes USA og fra i Europa i moderne tid.

Dette forstærker naturligvis problemerne med at integrere flygtningene og migranterne i det omgivende samfund. Disse problemer kan være midlertidige, som det var tilfældet i USA i den nævnte tidsperiode, eller de kan synes permanente, som det tilfældet i dagens Europa.

Forklaringen på denne forskel er todelt:

1.Folkevandringen til Europa er forskellig fra den folkevandringen til USA i 1890’erne til 20’erne

Der er meget stor forskel på USA og Europa. I USA må hver især klare sig selv. Det er deres eget ansvar, før som nu. I Europa har vi opbygget tunge velfærdssystemer, som nødvendiggør, at der fra samfundets side gøres en ihærdig indsats for at nedbryde de sociokulturelle forskelle med henblik på, at trække flere indvandrere og efterkommere ud af deres negative sociale og kulturelle arv. Det betyder, at de skal trækkes ud af overførelsessystemet, deres svage præstationer i uddannelsessystemet og i deres overhyppighed i den grove kriminalitetsstatistik. Ellers vokset presset på velfærdssystemet.. Dette er lettere sagt end gjort, når både indvandrerne og deres efterkommere fastholder at leve i deres kulturelle tidslomme. Derfor har de sidste 30 års integrationsindsats været forfejlet.

Og det gør ikke problemet mindre, at man fra systemets side er alt for villig til at placere problembørnene på permanent forsørgelse, så man slipper for at tage stilling til dem. I 1990’erne og op gennem 00’erne blev mange således tildelt førtidspension, mens læger i dag er meget flinke med at tildele dem en PTSD-diagnose, hvilket med den foregående regerings revision af retningslinjerne for undtagelserne for de krav, der stilles for at man kan opnå statsborgerskab, nærmest er blevet en garanti for at opnå statsborgerskab betingelsesløst. Med en PTSD-diagnose i hånden fritages ansøgeren således både bestået indfødsretprøve og bestået danskprøve.. Det er ikke noget tilfælde, at der er sket en regulær eksplosion i antallet af personer, som har ansøgt om statsborgerskab med fritagelse af de nævnte krav.

2. Kristen versus muslimsk indvandring

Hvor migrationen til USA i perioden 1890-1924 (1924 markerede et vendepunkt, for da indførte USA et kvotasystem, som begrænsede og dirigerede indvandringen) kom fra lande, som var domineret af forskellige variationer af kristne trossamfund, er migrationen til Europa fundamentalt anderledes. Den kommer fra muslimske folkeslag.

Islam er ikke en religion, som kun kan dyrkes i private rammer. Religionen griber ind i samfundet på alle leder og kanter. Det er både en religion, som fastsætter rammer for, hvordan den troede skal leve sit liv, men som også kan rammer for, hvordan andre skal leve deres liv. Dette afhænger af, hvordan religionen praktiseres i det enkelte samfund. Islam kan enten være tolerant eller intolerant. I sin mest intolerante udgave, er religionen intolerant over for andre trossamfund (f.eks. anbefalede den Saudiarabiske stor-Mufti for 3 år siden, at alle kristne kirker skulle nedbrændes. I sådanne meget fundamentalistiske samfund, som man ser i Saudi-Arabien, i Iran og i Egypten under det islamiske styre i 2011-12 er religionen også aldeles intolerant over for ateister og homoseksuelle. Det kan udløse flere års fængsel. Den mest ekstreme udgave af islam finder vi i det irakisk-syriske ISIS-kontrollerede område. Der nedslagtes kristne mænd, mens kvinder og pigebørn tages til sexslaver. Homoseksuelle kastes ned fra bygninger og ateister halshugges. Selv moderate imamer, som understreger, at islam bygger på lag på lag-fortolkninger og ikke, hvad der ordret står i Koranen, henrettes, hvis de ikke “vender tilbage” til islam på Muhammeds tid. Omvendt kan islam være en meget tolerant religion, som man oplevede det under Abbasid-kalifat (750-1258) eller ganske tolerant som i nutidens Marokko og Tunesien.

Endelig føler de fleste fundamentalistiske muslimer ikke en følelsesmæssig tilknytning til den stat, som de lever i . Nationalstater er fremmedlegemer  for islam. Derfor er det ikke overraskende at General Nassers pan-arabiske nationale ideologi ikke overlevede, selvom det brutale nederlag i seksdageskrigen i 1967 gjorde sit til at aflive den. I islams selvforståelse tilhører muslimer ’umma’en’, det muslimske fællesskab. Derfor føler mange sig ikke som svenskere, tyskere, franskmænd eller danskere. De føler sig som del af umma’en. Og det forklarer, hvorfor de ofte er utilbøjelige til at kritisere eller anmelde andre muslimer  for kriminalitet. Dette forstærker problemerne med at få dem integreret i samfundeet.

Det er vigtigt at understege, at et flertal af muslimer i Europa er pragmatiske mht. dyrkelsen af deres religion. De lever den så og sige à la carte. Men de fundamentalistiske varianter trives i de omtalte ghettoområder Man bør derfor sondre mellem sekulariserede muslimer, som vi 1980’erne modtog mange af fra Iran, da de netop flygtede fra præstestyret og fundamentalistiske muslimer, hvoriblandt islamisterne og jihad-islamisterne er de mest yderligtgående. De næstmest yderligtgående fundamentalister støtter sig primært til Hanbali-fiqh’en (muslimsk retstradition), som er dominerende i Saudi-Arabien og visse andre Gulfstater.. Midt i mellem befinder de pragmatiske muslimer sig.

Problemet er, at Europa har fået flere fundamentalister. Nogle er kommet til i 90’erne og 00’erne, andre er blev fundamentalistisk indstillet i den tid, hvor de har levet i Europa. Det gælder ikke mindst for 2. og 3. generationsefterkommerne. De er generelt mere religiøse, end deres forældre eller bedsteforældre, der oprindeligt kom til Europa. Dette er bl.a. blevet påvist i det hidtidigt største videnskabelige studie af muslimer i Europa, et studie som nok så vigtigt også viser, at ikke færre end 44% af de europæiske muslimer er fundamentalistiske. Studiet som er blevet gennemført af førende europæiske og amerikanske forskere ved det velansete WissenschaftZentrumBerlin-institut, og som er blevet publiceret i et peer-reviewed internationalt tidsskrift, som jeg vil anbefale at læse (1)

Hvorfor voksende fundamentalisme blandt muslimer : Historien om islams religiøse genopvækkelse

Etableringen af de første europæiske nationalstater faldt tilfældigvis sammen med en tid, hvor Europa var udsat for den største kulturelle trussel mod sin civilisation. Og den kom netop fra islam. Den kulminererede med osmannernes storm på Wien i 1683. Kun med en fælles koalition af europæiske hære lykkedes det at nedkæmpe den.

På det tidspunkt havde islam allerede indledt sit forfald. Det var langt fra det abbasidske kalifat (750-1258), der var blevet etableret med hovedsæde i Baghdad, og som i en periode blev flyttet til Samarra. Abbasid-dynastiet nedstammede fra Mohammeds yngste onkel, Abbas ibn Abd al-Muttalib. Abbasiderne havde nedkæmpet det umayyadiske kalifat (661-750), somhavde hovedsæde i Damaskus, og som tog over efter de første fire retskafne kalifater (632-661). Disse kaliffer overtog tronen efter profeten Mohammed (570-632). I de knap 500 år, hvor abbasiderne sad ved magten var islam præget af fred, tolerance overfor jøder og kristne (selvom de stadig skulle betale særskat) og der blev gjort store videnskabelige fremskridt og lavet fantastiske bygningsværker, som man den dag i dag kan se i det sydlige Spanien. Kalifatet gik under, da Djengis Khans mongoler belejrede og indtog Baghdad i 1258. Derefter blev kalif en indholdsløs titel, selvom den osmanniske sultan i 1517 oprettede et kalifat som varede til dets endelige nederlag i 1924.

Mohammed ibn al-Wahhab og sauderne

Efter nederlaget i Wien i 1683 begyndte islams store nedgang. I 1730-1740’erne kom den første modreaktion, da forkynderen og krigeren, Mohammed al-Wahhab på den arabiske halvø rensede ud i islams tiltagende udvanding med pragmatiske prakssisser fra især sufismen og islams inspiration fra andre religioner som katolicismen . Disse praksisser gav sig bl.a. udslag i ikon-og idoldyrkelse af afdøde personer, mysticistisk dyrkelse af ’hellige’ træer og oaser, samt fester med dans, musik, alkoholindtagelse og tobaksrygning i de mange karavaner mod Mekka, samt  ægteskabelige sidespring både af mænd og af kvinder ej at forglemme. Mohammed al-Wahhab ønskede at rydde helt om og føre Islam tilbage til udgangspunktet på Mohammeds tid.

Han begyndte sin hærgen i 1730’erne, da han af en af sine kvindelige følgere blev spurgt om, hvad hun skulle gøre for at undgå at komme i helvede da hun havde haft et seksuelt sidespring. Al-Wahhab overvejede det længe, før han traf sin beslutning; Kvinden skulle stenes til døde. Denne stening var den første i mange hundrede år. Al-Wahhab brugte også tid på at fælde de ’hellige’ palmetræer,  som han kunne få øje på samt smadre de ikoner og gravsteder, han kom forbi. Men han var forhadt blandt mange stammeledere. Til slut blev al-Wahhab fordrevet til en lille oase, hvor han blev mødt med sympati. Det var i et område omkring Riyadh, hvor Saud-familien hørte til.

Saud-familiens leder Muhammed ibn Saud og Mohammed al-Wahhab indgik derefter en pagt, som blev beseglet ved, at en af Wahhabs døtre blev gift med ibn Sauds tronfølger. Derfor bærer Saud-familien i dag Wahhabs blod. Derefter blev den første Saudiske stat dannet (1744), og den blev indledt med en krig mod andre stammer med henblik på at overtage hele den arabiske halvø. I 1802 vendte wahhabitterne sig mod islams hellige byer, Mekka og Medina med henblik på at overtage dem og gennemføre Wahhabs radikale reformer. I denne proces blev Mohammeds gravsted i Medina smadret. Alle karavaner blev sendt hjem, og den arabiske halvø blev klinisk renset for ikoner, afgudsdyrkelse og andre foreteelser ligesom kristne kirker blev brændt ned. Wahhabitterne stormede også de shiitiske hellige byer i Irak, hvorfra de bragte mange kvinder og pigebørn med sig hjem som sexslaver. Til sidst fik osmannerne nok, og sendte en mamelukkerne fra Egypten i krig mod wahhabitterne. I den osmanniske-saudiske krig i 1818-1821 blev wahhabitterne omsider nedkæmpet og fordrevet til den indre Nejd-provins. Sauderne etablerede dernæst det 2. saudiske rige, som imidlertid også blev nedkæmpet i 1902 af den rivaliserende Rashid-familie. Kun Abdul Aziz ibn Said, det moderne Saudi-Arabiens grundlægger formåede sammen med sin bedstefar at flygte til Kuwait, hvor de nød beskyttelse af briterne.

Efter 1. verdenskrig vendte ibn Saud tilbage hvor han allierede sig med den militante wahhabittiske Ikhwan-bevægelse. Processen startede forfra, og den kulminerede med, at Ikhwan-bevægelsen også ville overtage Syrien og dele af Irak. Så sagde briterne stop, og det endte med at Saud-familen i 1932 henrettede de fleste ikwanere. Kun få overlevede, bl.a. faderen til den søn, som var leder af den en større gruppe af jihadister gennemførte det første jihadiske terrorangreb den nytårsmorgen i året 1400 (22. november 1979) efter islamisk tidsregning. Han hed Juhayman al-Otaibi, og terrorangrebet blev begået på intet mindre end den store moské i Mekka.

En anden kilde til fundamentaliseringen af islam er kommet fra det Muslimske Broderskab, som blev dannet i 1928 i Egypten af Hassan al Banna. Han er i dag en stor inspirationskilde for islamister. Men den største er Sayyd Qubt, en egyptisk teoretiker og forfatter, som kom i fængsel efter General Nassers militærkup i 1952. I fængslet udviklede Qubt sine tanker om muslimers store jihad (deres kamp med at blive rettroende og modstå egne lyster og begær), men han blev også gradvist radikaliseret og foreslog muslimer at udføre ikke bare den lille, men individuelle jihad: hellig krig mod vantro. Derfor har han været Osama bin Ladens store forbillede. Faderen til Al-Qaeda-nuværende leder, Ayman al-Zawahri, der var mentor for bin-Laden, var Qubts advokat i fængslet.

Så vidt forbindelsen mellem Wahhabismen og vor tids islamiske terrorister, som  har kulmineret med den wahhabistiske (nu kaldet salafistiske) ISIS-bevægelse i Syrien og Irak. For at runde det hele af, er det væsentligt at bemærke, at denne bevægelse ønsker at genskabe Abbasid-kalifatet minus al den tolerance, det kalifat skabte. Det nye kalifat skal være på salafistiske principper. Derfor er det ikke en tilfældighed, at krigen mod Assads styre har base i Damaskus. Det er heller ikke en tilfældigt, at ISIS planlægger at etablere sit kalifat i Baghdad, når denne by er indtaget. Og det er heller ikke tilfældigt, at ISIS selvbestaltede kalif, Abu Bakr al-Baghdadi kommer fra Samara, og at han har omdøbt sig til Abu Bakr. Sunniislams første retskafne kalif, efterfølgeren til Mohammed, hed netop Abur Bakr. Det hele har symbolsk betydning.

Så hvordan forklarer vi ellers islams genopvækkelse, og hvilken rolle har Saudi-Arabien spillet?

Det store spring fremad skete i årene efter den 1. oliekrise i 1973/73, hvor Saudi-Arabien begyndte at bruge sine milliarder af petrodollars på at udbrede, hvad Wahhab kaldte den rettroende version af islam. Til det formål har Saudi-Arabien bygget moskéer, børnehaver, skoler, og universiteter over alt i den arabiske verden, og med den muslimske indvandring til i Europa i 1970’erne og 80’erne i stigende grad i den verdensdel. Forstærket af de arabiske landes krige med Israel i 1967 og 1973, som markerede afslutningen på den pan-arabiske bevægelse, af de autoritære regimer i Mellemøsten og Nordafrika, af den årtierlange svage økonomiske udvikling (olieproduktionen er ikke kommet den almindelige befolkning til gode), som har produceret massearbejdsløshed og et proletariat blandt de unge, og ej at forglemme af vestens militære engagement i adskillige krige i Mellemøsten, er netop denne generation blevet mere oprørsk og religiøs. Unge muslimske efterkommere i Europa er blevet inspireret af denne religiøse vækkelse, som har skabt nyt håb.

Saudi-Arabiens påvirkning er generelt meget indirekte. Landet har ingen kontrol med de moskéer, landet finansierer. På det allersenste har Saudi-Arabien tilbudt at finansiere 200 nye moskéer til de flygtninge, som ankommer til Tyskland. Men Saudi-Arabien bidrager til at sprede sine religiøse budskaber, ligesom moskéerne fungerer som imagepleje for den stenrige ørkenstat. På den måde anvender Saudi-Arabien blød magtanvendelse (soft power) i Joseph Nyes forstand.

Islams genopvækkelse har også fået impulser fra den iranske revolution i 1979 og det efterfølgende præstestyre. Man skal blot huske på, at denne revolution var shiamuslimsk, at 90% af muslimerne er sunnimuslimske.

Hvad nu Europa?

Det centrale ved diasporaer er, at de har det med at formere sig. Når de først er blevet etableret, følger flere efter. Det sker ikke som en lineær proces, for mennesker føler sig knyttet til det område, hvori de bor. Det sker derimod i ryk, udløst af krige, store politiske omvæltninger, naturkatastrofer eller en vedvarende forringelse af levevilkårene.

Med alt det nævnte in mente, står Europa overfor en kolossal udfordring. Det er ikke for meget at hævde, at Europas civilisation er på spil. Det er den, de europæiske ledere spiller om, og indsatsen er uhyrlig.

Man kan håbe, at islam på ny gennemgår en reformationsproces. Den kunne f.eks. starte med, at de mellemøstlige lande endelig indser, at krig og politisk og social ustabilitet ikke er vejen frem. Ligesom man i Europa indså det samme i årene efter de to store krige. Men så længe der ikke er udsigt til det, må vi forlade os på de vilkår, der gælder.

I øjeblikket rumles der meget med kvotaordninger på flygtninge. Blandt har den kendte og indflydelsesrige slovenske sociolog, Slavoj Žižek, argumenteret for sådanne kvotaordninger på helt bestemte præmisser.

I sin nyeste kronik, som blev publiceret i Dagbladet Information for 2 dage siden (2), skriver han, at centrum-venstres ”facile moralisme” skal afvises, og at denne fløj skal anerkende, at ”det […] ikke er racistisk eller facscitoidt, når værtsbefolkninger vil beskytte deres livsform”. Disse ord kommer fra en person, som selv tilhører venstrefløjen

Samtidigt skriver han, at:

“Europa må pålægge sig selv klare regler og forskrifter. Kontrol med flygtningestrømmene må håndhæves af et administrativt netværk, der omfatter alle medlemmer af EU (for at forhindre udbrud af lokalt barbari fra myndighedsside, som set i Ungarn). Flygtninge skal vide deres sikkerhed garanteret, men vi bør samtidig gøre klart, at de skal acceptere de destinationer, de får tildelt af de europæiske myndigheder. Og at de skal respektere de love og sociale normer, som gælder i de europæiske stater, herunder nultolerance over for religiøs, sexistisk og etnisk vold. At det er dem forbudt at påtvinge nogen deres egen religion eller livsstil.”

Det er principper, jeg selv i høj grad kan tilslutte mig, men spørgsmålet er, om de er realistiske? F.eks. skal indvandrere anerkende de selvsamme principper, før de herhjemme modtager statsborgerskab, men det jo forhindrer ikke, at deres efterkommere (som nu er født danske) vil anerkende dem. Der er intet klart mønster mellem radikaliserede muslimer og deres sociale baggrund. Flere af dem kommer familier, som har været aldeles sekulariseret.

Hvordan håndterer man i det hele taget flygtningestrømmen, når den dominerende europæiske leder selv lader hånt om alle regler og bare lader flygtninge- og migrantstrømmen komme ind, uanset hvad andre stater mener?

At begive sig tilbage til asylbegrebets oprindelige betydning, nemlig at asyl er midlertidig og ikke permanent, er ret utopisk, når det dominerende land i lighed med Sverige, tildeler permanent ophold betingelsesløst. Men det er nødvendigt.

Selv det land, som satte flygtninge- og migranttoget i gang, har nu nået smertetærsklen efter Müchens banegård på én dag har taget imod 10.000 flere flygtninge (3) Samtidigt har den første førende politiker i den tyske koalitionsregering ytret kritik mod den hovedløse tyske politik (4) Blandt tyskere stilles der spørgsmål ved, om der i højere grad skal tages hensyn ti flygtninge og migranter end de gamle og til børnene.(5)

For blot få dage siden advarede PET igen mod islamistiske jihadister, som kan gemme sig blandt flygtningene (6).  Det skete på en dag, hvor Politiet opgav grænsekontrollen. Imens kunne Wall Street Journal i en større artikel igen berette om, at der blandt flygtninge rejser mange illegale migranter fra andre lande end Syrien. De rejser på falske syriske pas, fordi Syrien har status som prima facie flygtningeland, hvor man næsten er garanteret asyl. Undervejs terper migranterne vejnavne i fx. Aleppo, så har lettere ved at narre politi og myndigheder i Europa (7)

Det vil kræve flere ting, hvis man skal inddæmme flygtninge- og migrant problemet:

A. Det, der er brug for, at man nedlægger Schengen-samarbejdet, og genetablerer grænsekontrollen med fast paskontrol. Vi er nået dertil, hvor de idealistiske indre markedstanker må vige for de ikke mindst sikkerhedspolitiske trusler EU-landene står overfor.
Hvis EU ikke selv kan finde ud af det, skal vi selv forlade Schengen og deltagelsen i Dublin-forordningen. Vi er alligevel ikke forpligtet af disse. Det har vores EU-forbehold på retsområdet sørget for.

B.  FN’s forældede flygtningekonventioner skal omskrives, så de tilpasses til den tid, vi lever i. Folkevandringen mod Europa er så stor, at man nærmest 2000 år tilbage for at finde noget tilsvarende. Nægtes dette i FN, og kan EU heller ikke finde ud af at komme med overbevisende argumenter, bør Danmark overveje også opsige disse konventioner.

C. Hjælpen til Syriens nærområder, herunder ikke mindst flygtningelejrene i Libanon, Jordan og Tyrkiet, skal øges meget massivt. EU landene kan passende donere, hvad der svarer til 1000 kr. per europæisk indbygger til denne hjælp, som også omfatter økonomisk og teknisk bistand.

D. Krigsindsatsen mod ISIS skal intensiveres. FN og koalitionen skal presse andre lande til at deltage. ISIS er også et problem for Rusland og for Kina, eftersom ISIS-grupper også presser sig på disse lande. EU skal droppe sit moralsk korstog mod Rusland, og koncentrere sig om det, det virkelig handler om. Krigen mod ISIS (og der er der brug for russisk (og kinesisk deltagelse). Husk på at vi ikke længere lever i det 20. århundrede i bipolaritetens tid. Vi lever i det 21. århundrede med helt andre problemstillinger.

E. EU-kvotafordelinger af flygtninge kan måske være en udmærket idé, sålænge man kan blive enige om, konsekvent at hjemsende flygtningene, når de katastrofer, som har ramt flygtningene har lagt sig, og at man bruger asylbegrebet til det, det er skabt — beskyttelse og intet andet. Og her må man være realistisk. Udviklingen i Mellemøsten og i Nordafrika går langsomt. Konflikter varer ved og repressive autoritære regimer består.  Flygtninge har ret til asyl – uanset FN-konventioner eller ej. Her bør man stærkt overveje, at etablere og finansiere flygningelejre i andet områder. Men hvis man også tilbyder asyl i Europa, tjener kvotaer i det mindste det formål, at de spreder flygtningene i stedet for at koncentrere dem De begrænser væksten i religiøse diasporaer. Kvotafordelingen sænker også EU’s attraktionsværdi for flygtninge. At blive placeret i Litauen eller i det kolde nord-Finland er måske knap så sjovt, som at søge asyl i en anden verdensdel. Derfor er det også afgørende, at asyl-shopping standes.

Europa har også ret til at beskytte sig selv og dets civilisation.

Referencer

1.  Ruud Koopmans (2015), “Religious Fundamentalism and Hostily against Out-groups. A Comparison of Muslims and Christians in Western Europe”. In: Journal of Ethnic and Migration Studies, Vol. 41, No. 1, p. 33-57. http://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/1369183X.2014.935307 Artiklen kan også læses her: https://www.wzb.eu/en/press-release/islamic-fundamentalism-is-widely-spread.

 2. Slavoj Žižek, “Norge findes ikke – ikke engang i Norge”, Dagbladet Information, 11. september 2015.

3 Frankfurter Allgemeine,  13. september 2015, Deutschland führt wieder Grenzkontrollen ein.

4 Süddeutsche Zeitung, 13. september 2015, Spahm kritisiert deutsche Flüchtlingspolitik.

5. The Guardian, 11. september 2015, ‘There have to be limits’.Mixed feeling from Germans over refugees 

6. PET advarer mod ekstremister blandt flygtninge.

7. Wall Street Journal, 12. september 2015, Migrants pose as Syrians to open door to Asylum in Europe.

 

EU ved begyndelsen på afslutningen?

Dette er ikke afslutningen på EU, men det er måske begyndelsen på afslutningen.

EU befinder sig nu i sin værste krise nogensinde, men det er kun en forsmag på, hvad der venter.

EU har intet svar på flygtningestrømmen. Landene kan ikke blive enige om, hvordan den skal håndteres her og nu, og hvad der bør gøres fremadrettet.

Der er dem, der tror, at flygtningestrømmen skyldes ISIS hærgen og borgerkrigen i Syrien, og at der derfor er tale om et akut problem, som vil lægge sig, ligesom man står overfor at skulle evakuere et fodboldstadion, der er i flammer.

Men de tager fejl. For de glemmer, hvor flygtningestrømmen også kommer fra. Det blev ellers klart eksponeret tidligere på året: Den kommer også fra landene omkring Sahara.

I de lande vokser befolkningstørrelsen hastigt, og langt hurtigere end økonomien udvikler sig. Det er virkeliggørelsen af Thomas Maltus (1766.-1834) teori:

Population, when unchecked, increases in a geometrical ratio. The superior power of population cannot be checked without producing misery or vice“.

Og fattigdom og trøstesløshed samt forsmåede håb, om at det kan blive bedre, er lige præcis, hvad de yngre generationer oplever. Ungdomsarbejdsløsheden er kollossal.

I det arabiske forår blev der tændt et lille lys i mørket. Et håb om, at fremtiden ville blive bedre. Men det lys er gået ud. Nu ligger håbet et andet sted: Destination Europa.

Vi har taget hul på en veritabel folkevandring.

Med tysklands beslutning om at hejse det hvide flag og bare åbne grænsebommene, er der blevet sendt et klart signal til såvel flygtninge som would-be flygtninge.

Der er også blevet sendt et signal til would be-menneskesmuglere om, at der ligger en fremtid i denne lukrative branche. Det er en af de få jobmuligheder, som findes.

Og når udbuddet af menneskesmuglere vokser markant, hvad sker der så med priserne? De falder naturligvis. Muligvis drastisk.

Og hvad sker der så med efterspørgslen? Den vokser.

Med andre ord: Flygtningestrømmen til Europa vil blive meget større.

I EU advarede man allerede om det i 90’erne. Jeg husker en EU-Megreb konference i Nordafrika, hvor vi netop diskuterede dette tema. Dengang var der et spinkelt håb, om vi i fællesskab kunne løfte den økonomiske udvikling og fremme den politiske demokratiseringsproces. Men dette håb er forlængst slukket.

Nu er det hver mand for sig selv.

Flygtningestrømmen vil paralysere EU, hvis EU ikke allerede er blevet paralyseret. Hvis flygtningestrømmen blot var et akut og midlertidigt problem, kunne man måske håndtere det.

Men det er ikke et midlertidigt problem. Det ved man godt i EU, og derfor går medlemslandene allerede enegang. De søger nationale løsninger på fælles problemer. Og derfor er samarbejdet på dette vigtige område blevet omsonst. Det vil muligvis få negative konsekvenser (negative spilll-overs) til andre politikområder.

I 2018 får EU sit næste chok. For da træder det første store medlemsland ud af samarbejdet. Beslutningen vil blive taget om to år. Efter den britiske folkeafstemning. I går blev den første meningsmåling, som viste et britisk nej til fortsat medlemsskab, offentliggjort. Det Nej-forspring vil vokse sig større frem mod folkeafstemningen.

Goodbye EU, I wouldn’t say it wasn’t nice.

Demokratisering i Mellemøsten: Baggrundsviden

Medierne skriver med begejstring om den bølge af demonstrationer, der har bredt sig i Nordafrika og Mellemøsten. Og med god grund – der synes at være et stærkt og oprigtigt ønske om politisk reform i landene. Bølgen foreløbig har ramt Bahrain, Egypten, Jordan, Libyen, Oman, Syrien, Tunesien og Yemen, og man må undres, hvis der ikke også opstår krav i Algeriet, Marokko, Qatar og Saudi Arabien. Men medierne giver ikke megen baggrundsinformation om de forskellige lande. Vi gør i tabellen nedenfor. Læs resten

Michael Young om Arabiske diktatorer

Hvis man vil (prøve at) forstå Mellemøsten er en god kilde Michael Young, der er debatredaktør på en af Mellemøstens vigtigste aviser Libanons Daily Star og medredaktør på det libertarianske magasin Reason.

Michael Young skrev i sidste uge om, hvorfor arabiske diktatorer altid slipper afsted med mord og undertrykkelse.  Her er en lille teaser fra artiklen:

Observing that the absence of the rule of law leads to the abuse of power is trite. However, this can be applied to state systems, and helps explain why destabilizing dictatorships can so easily impose their will on other sometimes more powerful states around them. The Arab state system is a prime example of this condition. Looking back several decades, and up to this day, a recurrent pattern in the Middle East and North Africa is that of the most thuggish regimes managing to get away with murder, even though their reckless behavior endangers the interests of other regimes.

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑