Tag: meningsmålinger (side 1 af 3)

Efter det amerikanske præsidentvalg. Hvorfor tog målingerne fejl?

November-8-2016-Election-Day-In-United-States

De færreste medier troede på, at Donald Trump ville vinde det amerikanske præsidentvalg. Gennem det meste af 2016 var han i meningsmålingerne langt bagud i forhold til modkandidaten Hillary Clinton, men alligevel vandt han forholdvis overbevisende ved bl.a. at vinde de afgørende svingstater i det østlige USA.

Til trods for en overvældende dækning af valget, forventede langt de fleste danske journalister og politiske kommentatorer ,at Clinton ville vinde valget, men nok engang blev de taget på sengen. Ikke alle kommentatorer tog dog fejl. Så tidligt som i juli 2016 efter nomineringen af de to hovedkandidater på deres respektive partikonventer, forudsagde jeg, at Donald Trump ville vinde valget, og blive USA’s næste præsident.    Æren for denne forudsigelse tilkommer dog den amerikanske public choice-professor, Helmut Norpoth, hvis såkaldte primærvalgsmodel har vist sig at være overordentlig præcis i dens forudsigelser af  udfaldet af amerikanske præsidentvalg.

Det skal også siges, at selvom hovedparten af de amerikanske meningsmålinger tog fejl, var det ikke dem alle. Den såkaldte IBD-TIPP-poll, som er ved at oparbejde et ry som den mest præcise poll, rapporterede flere dage op til valget om en sejr på omkring 2 procent point til Trump, og nok så vigtigt rapporterede den om, at tilslutningen til Trump var stigende dag for dag, og at det altså var hans lejr som havde klart momentum. 

Det store spørgsmål er, hvorfor hovedparten af meningsmålingerne tog fejl

Man kan formentlig drage lære af bl.a. Brexit-afstemningen om Storbritanniens fortsatte medlemsskab af EU i sommer, hvor meningsmålingerne gennemgående også tog fejl. I den forbindelse skrev YouGov’s forskningschef, Anthony Wells et interessant blogindlæg, hvor han redegjorde for forklaringer på, hvorfor målingerne tog fejl.   Flere af forklaringerne kan meget vel også vise sig at gælde for det amerikanske præsidentvalg. Hovedforklaringerne var, at Brexit-afstemningen ligesom det senere amerikanske præsidentvalg mobiliserede nogle vælgere, som ikke indfanges i de traditionelle meningsmålinger, men mere præcist kan Wells’ pointer sammenfattes således:

• Selvom de stikprøver, som udtages til meningsmålinger, er demografisk og socioøkonomisk repræsentative, er vælgergrupper med lavere og korterevarig uddannelse systematisk underrepræsenteret, fordi svarprocenten blandt disse vælgergrupper er lavere, end den skulle være for de facto at gøre målingen repræsentativ.  Dette betyder, at hele den fine statistik med signifikansniveauer og sikkerhedsmarginer faldet på gulvet. Man kan med andre ord ikke længere stole på målingen.  Et relateret problem er, at tidsperioden, hvor man gennemfører målingerne (typisk over tre dage) er for kort til, at man kan få en tilfredsstillende svarprocent fra disse grupper, så Wells’ anbefaling, er, at man øger svarperioden, så svarprocenten kan blive tilfredsstillende, f.eks. til 7-10 dage.

Disse indsigter har også stor betydning for meningsmålingerne i Danmark og en række andre europæiske lande: I Danmark fx. har det været et velkendt fænomen, at Dansk Folkeparti har været systematisk undervurderet i meningsmålingerne. Politiske analytikeres forklaring har været, at vælgerne ikke har turde tilkendegive, at de ville stemme på Dansk Folkeparti, fordi dette blev anset som politisk ukorrekt. Denne forklaring skal ses i et nyt lys, for Dansk Folkeparti har en overvægt af vælgere, som ikke er højtuddannede, og som måske også har en mistillid til det etablerede politiske system. Derfor har de en tilbøjelighed til at sige nej til at deltage i meningsmålingerne, eller også  1qq

• Der er stor forskel på telefoninterviews og online polls. Onlinepolls er mere præcise end telefonpolls, men selv onlinepolls skal korrigeres med en faktor for at øge præcisionen. Fastlæggelsen af denne faktor kræver yderligere forskning, men pointen er her, at de traditionelle telefoninterviews ikke virker længere. Nogle vælgergrupper giver ikke altid et ærligt svar, når de ringes op, fremfor de i ro og mag selv kan svare på en computer over internettet.

I tillæg er der nogle vigtige problemer med den såkaldte opregning:

• Eftersom der altid er frafald ved meningsmålinger, må meningsmålingsinstiuttterne korrigere for den forventede valgprocent. Den opregning, som de gennemfører i denne forbindelse, bliver fejlbehæftet, når den faktiske valgdeltagelse bliver betydeligt højere end den forventede. Det var tilfældet ved Brexit-afstemningen, og kan også vise sig at have været tilfældet ved det amerikanske præsidentvalg.

˚ Opregningen sker typisk også via såkaldte attitudevægte: Når de spurgte vælgere svarer “ved ikke”, bliver de også stillet nogle holdningsspørgsmål, så institutterne derigennem kan regne sig frem til, hvilket parti eller hvilken kandidat, vælgeren vil stemme på. De attitudevægte, som konstrueres i denne forbindelse, kan af forskellige grunde, som i de fleste tilfælde har at gøre med ovenstående, være forkerte, hvorfor hele målingen bliver skæv.

Alt dette betyder ikke, at vi ikke længere skal have tiltro til meningsmålinger, men der forestå et stort arbejde for meningsmålingsinstitutter for at få gjort deres målinger mere præcise.  Dertil kommer, at journalister og politiske kommentatorer skal blive bedre til at forstå de statistiske usikkerhedsmarginer, som er knyttet til meningsmålinger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

• Brexit-afstemningen mobilisered

 

 

Hvad “nyt” siger meningsmålingerne? Ikke så meget (II)

Jeg har lige revideret mit vægtede gennemsnit fra forleden, så det inkluderer den seneste måling fra YouGov Zapera (der, en passant, giver fortsat rødt flertal og lavest målte tilslutning til Konservative nogensinde).  Så ser de opdaterede tal (med samme model af vægtning af antal respondenter og datoer) således ud:

A: 27,9%

B: 6,6%

C: 5,0%

F: 13,4%

I: 6,8%

K: 0,5%

O: 13,4%

V: 22,8%

Ø: 3,7%

“Rød blok”: 51,9%

Nu har vi så i alt fire målinger med totalt 5.400 respondenter på godt en uge, der aggregeret viser et relativt lille, men grundlæggende stabilt “rødt flertal”.

Mine penge er (som hidtil) på, at hvis dét billeder ikke ændrer sig, bliver der først udskrevet valg i oktober.  Selv ikke om f.eks. Børsen dd. taler meget for et maj-valg (ovenpå 2020-plan, Vækstforum-udspil, o.s.v.), har jeg svært ved at tro på, at en statsminister–ceteris paribus–ikke vil vælge at tage fem måneder mere snarere end at gå på en slags politisk efterløns-ordning.

Hvad “nyt” siger meningsmålingerne? Ikke så meget

Har statsminister Lars Løkke Rasmussens offensive strategi virket eller fejlet hos vælgerne?  Og er der “total koks i meningsmålingerne”, når hele tre målingerne på mindre end et døgn tilsyneladende viser ret forskellige resultater?

Lad os tage det sidste først.  Det virker på mange paradoksalt, at man samme dag kan have én politisk meningsmåling, der for første gang i lang tid viser et ikke-socialistisk flertal og med Socialdemokraterne og SF bombet tilbage til 2007-niveau (Megafon)–mens man så omvendt i to andre får uændret rødt flertal og endog med den største tilslutning til Socialdemokraterne i mange år (Greens og Gallup). Særligt den sidste faktor (en forskel på knap 6 pct.point) er svær at forklare med andet end, at meningsmålingsinstitutterne ikke har samme sammensætning af deres “repræsentative udvalg”.  Men derudover er de fleste udsving indenfor eller tæt på den statistiske usikkerhed–omend der er bemærkelsesværdigt mange partier, for hvem de tre målinger indbyrdes har relativt store udsving: LA (4,3-7,8%), V (21,6-24,3%), DF (12,2-14,6%), Konservative (4,5-6,3%), Radikale (5,5-7,5%) og Enhedslisten (2,9-4,6%).

Med andre ord, set i “fugleperspektiv”: Det er nok ikke så meget målingerne, som de journalister og politikere, der overfortolker disses betydning, der er “koks” i.

Men hvad med det første spørgsmål: Har statsministerens offensive udspil forandret noget i den politiske balance?  Og hvad er det i givet fald?

For at besvare det, har jeg lavet en sammenvejet gennemsnit af de tre målinger, hvor jeg har vægtet dels for undersøgelsernes alder (således at nye tæller mere end ældre) og dels for antal respondenter (således at målinger med flere tæller tilsvarende mere dem med færre).  Det første er ikke det helt store problem her, idet målingerne var stort set samtidige, omend med små forskelle (Megafon er nyest); det andet kunne potentielt være vigtigt, idet der var 30-40 pct. flere respondenter i Gallup/Green-målingerne end hos Megafon.  (Imod at det sidste skulle betyde noget taler, at forskellen, når man først er over 1.000 respondenter, statistisk set er beskeden, og at Megafon omvendt siden 1998 har været bedst til at forudsige resultaterne på selve valgdagen.)

Her er mine resultater ved denne metode (som altså i tilvejebringelsen er lidt forskellig fra dem, jeg tidligere har puslet med):

A: 28,6%

B: 6,8%

C: 5,4%

F: 12,3%

I: 6,0%

K: 0,5%

O: 13,3%

V: 23,4%

Ø: 3,6%

“Rød blok”: 51,3%

Trods småforskelle i metoden, kan disse fordelinger ganske rimeligt sammenlignes med de snit, jeg fornylig lavede for november-december.  Hvad ser man så?

  • Stort set uforandret billede.  En binær korrelation af stemmeandelene viser, at de er stort set ens (R2=0,97).
  • “Rød blok” er gået tilbage.  Knap 1,5 pct.point.
  • “Rød blok” har fortsat flertal.  (Omregnes dette til mandater, er ABØF’s parlamentariske styrke endog større, takket være tre af de fire nordatlantiske mandater, så der er faktisk fortsat ikke skyggen af “blåt” flertal, selv ikke i Megafon-målingen.)
  • V og (i mindre grad) A er som “hovedfronterne” i debatten gået frem, men primært på bekostning af andre koalitions-partnere (LA, K & DF vs. SF & EL).

Med andre ord: Statsministerens “gamble” har haft en vis effekt–har flyttet stemmer henover midten og til Venstre.  I det store perspektiv er billedet dog ret uændret.  Der skal åbenbart mere eller andet til, hvis næste folketingsvalg skal give VIKO-flertal.

Årets sidste meningsmålingsgennemsnit

Her kommer så årets sidste udgave af mit vægtede meningsmålingsgennemsnit, hvor jeg bl.a. tager højde for målingernes alder.  Det drejer sig denne gang om otte målinger fra perioden medio november til medio december.  Største forskel fra tidligere er, at jeg nu–trods en vis skepsis–er begyndt at medtage Voxmeter (fhv. Catinét).  Her er procenterne:

A: 27,5

B: 6,3

C: 6,1

F: 14,5

I: 6,9

K: 0,8

O: 14,2

V: 19,3

Ø: 4,3

“Rød blok”: 52,6

Med andre ord: Pænt forspring til det Røde Kabinet, og De Konservative nede på at være Folketingets nu næstmindste parti (efter Enhedslisten).

Hvordan ser det ud i forhold til for et år siden?  Lad os tage Greens måling fra 8.I.2010.  Den mest markante positive enkeltforandring (målt i stemmeandele) er for Liberal Alliance, der i den måling fik noget så bemærkelsesværdigt som 0,0 pct., og dermed har vundet næsten 7 pct.point.  Også pæn fremgang til Sosserne, der trods et noget turbulent år netto har en fremgang på ca. 3 pct.point.  Så kommer der en fremgang på lidt over ca. 2 pct.point for dels Enhedslisten og dels De Radikale.

Største tabere i stemmeandele i 2010 var Venstre (ca. 7 pct.point), Socialistisk Folkeparti (ca. 4 pct.point) og De Konservative (ca. 3 pct.point).

Målt i andel af tilslutningen må årets største succeser være Liberal Alliance og Kristendemokraterne med forøgelse på henholdsvis 600-700 pct. (afhængig af sammenligningsgrundlaget) og ca. 50-100 pct. (igen afhængig af sammenligningsgrundlaget).  De største tabere er De Konservative og Venstre med henholdsvis ca. 40 pct. og knap ca. 30 pct.

En stor del af de sidstes stemmer er gået til LA; i mine analyser kommer partiets stemmer for ca. 40 pcts. vedkommende fra V, ca. 30 pcts. vedkommende fra C, og ca. 10-20 pcts. vedkommende fra Ny Alliances vælgere i 2007, mens resten kommer fra resten af spektret.  Det betyder så omvendt, at regeringspartierne har “netto-eksporteret” ca. 3 pct.point til venstrefløjen.

Midtvejsvalget 2010: Post mortem med en vis blære-ret

Finally, the votes are in … Først nu, mere end en måned efter USA’s jordskreds-midtvejsvalg, er det sidste mandat blevet afgjort, og dermed foreligger det “endelige”, fulde valgresultat.  Dermed er der nu også muligheden for at sige noget om, hvilke ”pundits” og meningsmålere, der ramte tættest eller fjernest, eller midt imellem, i deres forsøg på at forudsige valgresultatet.  I nedenstående tabel kommer tre af de centrale forhold: Stemmeandelene, ”the popular vote” (som vanligvis og aldeles konventionelt opgøres som stemmeandelene ved valget til Repræsentanternes Hus); antal mandater i Repræsentanternes Hus; antal mandater i Senatet.  (Det henholdsvis fjerde og femte relevante element ville være at se på fordelingen af guvernørposter og kontrollen med delstaternes lovgivende forsamlinger, men det lader vi ligge her.)

På hver af de tre områder er nedenfor angivet de faktiske tal med fed skrift, ligesom der er angivet de ”prognoser”, som enten meningsmålingsfirmaer eller ”eksperter” fremkom med inden valget.  Jeg har taget stort set revl og krat med.  Dertil har jeg så angivet ”brutto-fejlene” ved hvert estimat (d.v.s. forskelle i.f.t. de faktiske tal for Demokraterne og Republikanerne, lagt sammen).  (Feinschmeckere vil sikkert spørge, hvorfor jeg angiver brutto-fejl snarere end netto-fejl? Og dén kan man så tygge lidt på …)

Demokrater  (forskel i.f.t. faktisk resultat) Republikanere (forskel i.f.t. faktisk resultat) Brutto-fejl i.f.t. de to store partiers faktiske resultater
”Popular vote” (baseret på House-stemmeandele, jf. Wikipedia) 44,8

52,1
Meningsmålingsgennemsnit:
Mark Blumenthal, Pollster.com/ Huffington Post, vægtet gennemsnit (2.XI.2010) 42,9 (-1,9) 50,6 (-1,5) 3,4
Peter Kurrild-Klitgaard på Punditokraterne, vægtet gennemsnit (2.XI.2010) (afrundet) 42 (-2,8) 51 (-1,1) 3,9
RealClearPolitics.com, uvægtet gennemsnit (2.XI.2010) 41,3 (-3,5) 50,7 (-1,4) 4,9
Læs resten

Midtvejsvalget 2010, IV: Sidste kik & prognose

Så er dagen oprunden for det, der meget tænkeligt kan blive et af de mere interessante amerikanske midtvejsvalg i en generation eller to (sammen med 1994 og 2006).  De sidste meningsmålinger på landsplan og i delstater er nu offentliggjort, og jeg vil hermed komme med mine bud p.b.a. dels lidt statistisk hokus-pokus med udgangspunkt i de sidste meningsmålinger for “likely voters” (N =  10.884  14.574!), dels de lokale meningsmålinger, og dels lidt erfaringsbaserede tommelfinger-regler.

Stemmeandele på landsplan (afrundet):

  • Demokraterne: 42%
  • Republikanerne: 51%
  • (= andre: 7%)

Senatet:

  • Demokraterne: 50 (-9)
  • Republikanerne: 50 (+9)

Repræsentanternes Hus:

  • Demokraterne: 190 (-66)
  • Republikanerne: 245 (+66)

Altså med andre ord: Republikanerne vinder Huset overbevisende og går markant frem i Senatet men mangler reelt én stemme i et flertal.

Et sådant “bud” ligger i den højere ende for Republikanernes vedkommende sammenlignet med andre iagttagere, men på linje med hvad jeg har “prognosticeret” i mine to tidligere poster om emnet.  Til sammenligning ligger RealClearPolitics.com’s gennemsnit for “generic congressional vote” i skrivende stund på lidt over 8%, og de fleste kommentatorers bud på 48-49 senatorer og ca. 230-35 i Huset (til Republikanerne).  Bevægelsen i meningsmålingerne på landsplan har dog den sidste uge været så næsten systematisk til fordel for Republikanerne, at meget tyder på, at en “bølge” er ved at forme sig.

Viser dette bud sig at være korrekt, vil det være det største sving til fordel for noget parti ved et midtvejsvalg i cirka 100 år, den største stemmeandel ved et sådant for Republikanerne siden 1940erne og det største antal kongresmedlemmer for partiet i lige så lang tid.

Skal man krydre med lidt forskning på området, kan man pege på, at ved sidste midtvejsvalg (2006) tabte Republikanerne 30 sæder i Huset, hvilket svarede næsten nøjagtigt til gennemsnittet for de seneste årtier, samt at Douglas Hibbs’ model for midtvejsvalg forudsiger–på rent strukturelle faktorer–at Demokraterne på økonomien m.v. alene skulle tabe ca. 45 sæder i Huset.  Holder Demokraternes tab sig på 30 eller derunder (og dermed magten med Huset), vil de med god ret kunne fremstille det som en sejr.  Jo mere tabene er over 30–og især over Hibbs’ 45–desto mere vil det være en målestok for Demokraternes nederlag.

Midtvejsvalget 2010, III: Et andet kik

For halvanden måned siden gav jeg denne sammenfatning af min daværende vurdering af, hvorledes det ville gå ved det amerikanske midtvejsvalg den 2.XI.–altså om kun en uge.  Essensen af det var denne:

Lad os se på, hvor de seneste delstats-meningsmålinger peger hen.  Tager man RealClearPolitics.com’s seneste gennemsnit af målingerne, får man:

Senatet:

  • Republikanerne: 44
  • Demokraterne: 48 (inkl. to “uafhængige)
  • “Toss ups”: 8

Huset:

  • Republikanerne: 206
  • Demokraterne: 194
  • “Toss ups”: 35

Hvis de usikre deler sig ligeligt, vil man altså få dette resultat:

Senatet:

  • Republikanerne: 48 (+7)
  • Demokraterne: 52 (-7) (inkl. to “uafhængige)

Huset:

  • Republikanerne: 223-224 (+41/42)
  • Demokraterne: 211-212 (-41/42)

Med andre ord: Republikanerne kommer tæt på at genvinde Senatet, men “close but no cigar”.  Til gengæld er Huset deres, omend med en lille margen.

Men når der er store nationale strømninger, er det sjældent, at alle lokale valg totalt set deler sig ligeligt.  I 1994 og 2006 vandt henholdsvis Republikanerne og Demokraterne stort set alt, hvad der så ud til at ligge tæt eller blot være muligt.  Hvis alle “toss-ups” “breaker” samme vej, får man dette resultat:

Senatet:

  • Republikanerne: 52
  • Demokraterne: 48

Huset:

  • Republikanerne: 241
  • Demokraterne: 194

Så slemt går det næppe helt for Demokraterne.  Men med de nuværende meningsmålinger burde et resultat for G.O.P., der ligger mellem disse to bud (altså på ca. 50 og ca. 232-233), næppe være urealistisk.

Så hvordan ville samme type ræsonnement se ud nu?  Tager man igen RealClearPolitics.com’s seneste gennemsnit af målingerne, får man Læs resten

September/oktobers meningsmålinger – mine egne snit

Jeg har ved tidligere lejligheder (her og her) omtalt mine eksperimenter med at gå min ærede kollega, professor Søren Risbjerg Thomsen, i bedene m.h.t. at forsøge at lave meningsmålingsgennemsnit.

Så her kommer til almen fortæring “mine” udgaver af september/oktobers målinger (omfattende syv målinger fra perioden, og kun udelukkende (indtil videre) de tre fra det nye Voxmeter (fhv. Catinet).).  Ligesom sidst er det første tal det rent “aritmetiske” gennemsnit, altså simpelthen bare det rå gennemsnit af alle syv målinger.  Det andet tal er mit eget kronologisk vægtede gennemsnit, hvor nye målinger er vægtet tungere end ældre, og som derved skulle kunne give et mere “opdateret” billede og måske også en strømpil, når det sammenholdes med det foregående:

A: 26,94 – 27,21

B: 4,89 – 4,91

C: 6,77 – 6,73

F: 16,20 – 16,12

I: 5,39 – 5,51

K: 0,87 – 0,83

O: 14,54 – 14,48

V: 21,39 – 21,20

Ø: 2,84 – 2,83

“Rød blok”: 50,9 – 51,1

Hvordan skal vi fortolke disse tal?  Sammenlignet med den foregående måned er der formodentlig belæg for at tale om en moderat styrkelse af “rød blok”, som i forvejen lå til at vinde, men som har vundet i gennemsnit ca. et halvt procentpoint.  Med mindre økonomien slår om i kraftig positiv retning, begynder det at se noget surt ud for “blå blok”, der reelt ikke har været foran i over et halvt år, og som p.g.a. de nordatlantiske mandater (hvoraf tre stemmer rødt) skal have tilslutning fra mere end 50 pct. af vælgerne for at vinde.

Fremgangen for “rød blok” dækker over, hvad der synes at være en tilbagegang for SF (+1 pct.point) og for Venstre (+2 pct.point) og en næsten tilsvarende fremgang for Socialdemokraterne.  Dermed må jeg æde min stolthed og erkende, at jeg formodentlig tog fejl, da jeg forudsagde, at en “frikendelse” af Thorning-Schmidt i.f.m. hendes mands skattesag formodentlig ikke ville udløse en fremgang for hendes parti.  Eller også skyldes denne lille fremgang noget andet … 😉

De fleste andre ligger stort set uændret (inkl. K) eller har så små udsving, at det ikke er muligt at fortolke–med én enkelt undtagelse: Liberal Alliance, der har scoret ét ekstra procentpoint siden august. Min vurdering af, hvor denne kommer fra (baseret i dels nogle enkelt-survey hvor respondenterne er tracket og har anført deres begrundelser, samt i nogle statistiske analyser af fremgang/tilbagegang), er, at den seneste styrkelse af LA primært kommer fra frafaldne K-vælgere (hvorimod det i foråret mere ligeligt var V- og K-vælgere).  Sidst sagde jeg, at LA var i smult vande, og det må gælde endnu mere nu.  Det kunne man nok udlægge som en grund til, at partiet har forstået at “stay the course” og næppe vil kunne vinde noget ved at skifte strategi.

Augusts meningsmålinger – mine egne snit

Jeg har tidligere omtalt, at jeg er begyndt at eksperimentere med at gå min ærede kollega, professor Søren Risbjerg Thomsen, lidt i bedene m.h.t. at forsøge at lave meningsmålingsgennemsnit, for derved at komme lidt udover egne & mediers evige tendens til altid at stirre sig blinde på små, i virkeligheden ligegyldige og uforklarlige udsving.

Det er i sagens natur noget, der måske kan være særligt interessant p.t., hvor Liberal Alliance er kommet på banen, hvor nogle fra regeringspartierne mener at kunne spore et omsving, og hvor andre er meget opsatte på at “rød blok”s dominans i målingerne det sidste halve år er permanent.

Så her kommer til almen fortæring “mine” udgaver af augusts målinger (omfattende syv målinger fra måneden, og kun udelukkende (indtil videre) den ene fra det nye Voxmeter (fhv. Catinet).  Det første tal er det rent “aritmetiske” gennemsnit, altså simpelthen bare det rå gennemsnit af alle syv målinger.  Det andet tal er mit eget kronologisk vægtede gennemsnit, hvor nye målinger er vægtet tungere end ældre, og som derved skulle kunne give et mere “opdateret” billede og måske også en strømpil.

A: 25,27 – 25,26

B: 4,79 – 4,65

C: 6,77 – 6,77

F: 17,59 – 17,81

I: 4,56 – 4,44

K: 0,60 – 0,55

O: 14,19 – 14,01

V: 23,11 – 23,38

Ø: 2,90 – 2,97

“Rød blok”: 50,5 – 50,7

Så hvordan skal man fortolke disse tal?  For det første er der ikke meget, regeringspartierne kan hænge forhåbningerne på: Der er et klart, omend beskedent forspring til de røde.  Af syv meningsmålinger har “rød blok” haft flertal i de fem, og selv i de to, hvor man ikke havde, ville forskellige faktorer have gjort, at der alligevel havde været rødt flertal.  Og så er der de nordatlantiske mandater.  Med mindre HTS-skattesagen fortsætter og bliver værre, eller økonomien drejer hurtigt i positiv retning, kan der meget vel være et par ministre, der alligevel ikke når at blive kommandører af Dannebrogordenen i denne omgang.

For det andet, at Liberal Alliance altså–uanset hvad nogle valgforskere måtte sige (heriblandt én, der flere gange kategorisk dømte partiet dødt og færdigt for længe siden, og derfor alene af den årsag næppe har det store incitament til at mene andet …)–er i rimeligt smult vande, med en tilslutning på mellem 4 og 5 pct., og uden nogen synlig tendens til tilbagegang efter at V og K har tilpasset retorikken til de nye omstændigheder.

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi (4)

Berlingske Tidendes Cavling Pris-vindende korrespondent Poul Høi fortsætter i den vante skure med en særegen type blanding af journalistik, politisk kommentar og fri fortolkning af fakta. I den forgangne uge kunne man fx læse hans udlægning af en række primærvalg og et enkelt suppleringsvalg forrige tirsdag. Det fik – ikke så overraskende hvis man kender Modus Høi – en udlægning, der var ganske speciel: “Obama vandt uden at stille op”. Altså en sejr til den Demokratiske præsident. Det kunne måske overraske folk, der følger amerikansk politik og derfor ved, hvordan andre udlagde valgdagen – og hvor presset Obama og Demokraterne er i meningsmålingerne. Så hvordan når Høi denne konklusion?

Den ene er, at økonomien vil kunne arbejde for Obama ved midtvejsvalget til november. Amerikanske valg afgøres som regel af økonomiske konjunkturer, og noget tyder på, at de er (svagt) opadgående. Dét er sådant set godt nok. Men hvordan kan det lede til den konklusion, rubrikken lægger op til? Formodentlig kun ved at vælgerne i givet fald har kunnet rejse fra fremtiden tilbage til nutiden. Ellers er der ikke rigtigt noget ræsonnement, der giver mening.

Den anden er, at Republikanerne har en tendens til at selvdestruere. Den er også god nok. Og igen kræves kun en tidsmaskine, for at rubrikken giver mening – med mindre, naturligvis, at Republikanerne allerede har destrueret sig selv. Det sidste kan godt nok ikke ses i meningsmålingerne – men nu foregriber vi fornøjelserne.

Læs resten

Ældre indlæg

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑