Tag-arkiv: menneskerettigheder

Ejendomsretten – som en beskyttet menneskeret

Af Nikolaj Stenberg · Udgivet 23. maj 2013 · Skriv et svar

Ex-punditokrat Mchangama har begået et godt essay (oprindeligt udgivet i Cato Policy Review) om den private ejendomsrets ringe beskyttelse i folkerettens positive retskilder, så som Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og den ikke-bindende Verdenserklæring. Cato Institute-initiativet Libertarianism.org har nu offentliggjort det på sin blog.

Læs essayet i sin helhed; her er et lille udklip, der rimelig fint illustrerer problemstillingen på området:

Despite the end of the Cold War and the collapse of socialism, much of mainstream human rights thinking is still skeptical of — if not outright hostile to — the notion of private property as a human right in its classical sense of protecting against expropriation and intrusive regulation. In fact, leading human rights scholars have reinterpreted the right to property to encompass an entitlement to be provided property by government through redistribution

Droner & Drab

Af Nikolaj Stenberg · Udgivet 11. februar 2013 · 4 svar

Dagens kronik i Berlingske Tidende – Droner og drab – handler, som overskriften antyder, om USA’s dronekrigsførelse i Asien, Arabien og Afrika. Det er mig der har skrevet den – og dette indlæg hører derfor til i kategorien skamløs selvpromovering.

Mit formål har for det første været at nuancere debatten om droner i Danmark, som jeg mener, har handlet for meget om ord og for lidt om realiteter. Blandt andet ville jeg gerne pointere, at dronerne udgør en betydelig del af US Air Force – og indirekte, at de er kommet for at blive – og at den proces, hvorunder Præsident Obamas ”dødslister” bliver lavet, rent faktisk ikke er helt så lyssky, som den lyder til at være. Plausible deniability er et dødt princip. I USA dokumenterer og begrunder man sine handlinger så godt og grundigt som muligt. Desværre hemmeligholder man dem efterfølgende.

For det andet har jeg gerne villet pointere, at man som liberal og retsstats-tilhænger bør have en række forbehold overfor som minimum det grundlag, USA fører sin krig på.
Her er de første to afsnit:

USAs drone-krigsførelse, som er en del af en bredere »Krig mod terror«, har igen været vendt i danske avisspalter efter Søren Pinds udtalelse om, at USA med dronerne begår »snigmord«. Den udtalelse er blevet kritiseret og forsvaret, men for at sige det som det er, så er det en fjollet debat. Uanset om man kalder »drone strikes« for snigmord eller en nuance deraf er resultatet det samme: En person dræbes. En debat om krigsførelse skal ikke handle om ordkløveri, men handlinger og legitimitet. Den debat har kørt i adskillige år i liberalistiske kredse, og særligt i USA. Her diskuteres staternes pligter, ansvar, midler og mål i Krigen mod terror livligt – og debatten er ikke stilnet af efter at Barack Obama blev præsident. Snarere tværtimod.

At netop liberale har været i front skyldes, at de liberale ideologier udspringer af et moralsk krav om, at vi som mennesker hver især skal – ikke bør, skal – behandle andre med værdighed og aldrig udnytte dem. Det betyder, at man skal respektere sine medmenneskers liv, livsførelse og ret til at leve i frihed fra tvang. Det betyder dog ikke, at man skal være pacifist og vende den anden kind til: Når liv eller rettigheder trues eller krænkes, bør man i sagens natur handle for at forebygge, genoprette det tabte og straffe de ansvarlige. Det er det samme princip, der gælder mellem stater: Angrebskrige er forbudt. Forsvarskrige er tilladelige. Jagten på den legitime krigsårsag, casus belli, er nu om stunder en juridisk opgave af dimensioner. Den samme respekt, staterne viser hinanden, mener liberale, at staterne bør udvise over for borgerne. Derfor støtter de retsstaten: Et samfund, hvor rettigheder beskyttes de jure såvel som de facto; hvor love er offentlige; hvor myndighederne er bundet af regler og hvor arbitrær magtanvendelse er en ulovlig gerning.

Læs resten hos Berlingske Tidende.

Krigen mod terror – set fra CIA’s vindue

Af Nikolaj Stenberg · Udgivet 3. februar 2013 · Skriv et svar
Watching ‘Zero Dark Thirty’ with the CIA: Separating fact from fiction

Watching ‘Zero Dark Thirty’ with the CIA: Separating fact from fiction

Hvis man hører til dem, der gerne vil lytte til førstehåndsberetninger fra helt centralt hold i USA’s ”krig mod terror” skal man ikke snyde sig selv for dette 1½-time lange event, som American Entreprise Institute afholdt forleden: ”Watching ‘Zero Dark Thirty’ with the CIA: Separating fact from fiction”. Det kan  ses på AEIs hjemmeside såvel som hos C-SPAN.

Det skal understreges, at Zero Dark Thirty-filmen alene er et springbræt for diskussionen eller foredraget; man behøver ikke have set filmen, for at følge med. Begivenheden handler 99 pct. om, hvordan CIA har arbejdet fra 2001 og frem: Arbejdsgange- og metoder, avancerede forhørsmetoder,  lidt om relationerne til Det Hvide Hus før og efter 2008 og meget der imellem.

Foredragsholderne er Michael Hayden (tidl. CIA-chef), Jose Rodriguez (tidl. chef for de hemmelige operationer) og ikke mindst John Rizzo (tidl. chefjurist i CIA med mere end 30 års erfaring fra ”miljøet”).

* * *

Her er i øvrigt traileren til Zero Dark Thirty, hvis De ikke kender til den:

Podcast om kronologien i USAs våbenlovgivning

Af Nikolaj Stenberg · Udgivet 11. januar 2013 · 1 svar

Vil man vide lidt mere om USAs føderalhøjesterets praksis mens man er på farten, er Supreme Court Podcast et glimrende sted at starte. Op til juletiden har holdet bag produceret nogle særafsnit og i lyset af Sandy Hook skole-massakren den 14. december er den ene særlig relevant: Den handler om våbenregulering (teksten kan læses her):

(hent i iTunes)

Podcasten rummer en glimrende kronologisk gennemgang af væsentlige love og retspraksis, men for mig at se er det mest interessante indledningen, hvor det præcist bliver slået fast, hvor selvfølgeligt det var, dengang Bill of Rights blev skrevet, at rettigheden til at besidde skydevåben skulle forstås individuelt. Her et et uddrag, med mine fremhævninger:

[T]he intent of the drafters of the Second Amendment was to protect the individual’s right to bear arms. At the time the Second Amendment was written, it was common for individual-rights provisions of state constitutions to include a prefatory statement of purpose. The common-law rule inherited from England dictated that the effect of a preamble was only to clarify, and not to restrict the effect of, the operative part of the law.

Furthermore, the Founding Fathers were heavily influenced by English republican views on the relationship between arms and democracy. This theory, espoused by Blackstone and other seventeenth- and eighteenth-century English political theorists, held the citizen’s ability to bear arms and use them to defend his rights to be a crucial component of political independence. An armed population was vital to protect against both foreign threats and the threat of a standing army, which could become an instrument of governmental tyranny. The Federalists, who supported a strong centralized government, and the Antifederalists, who preferred local autonomy, agreed on the importance of the individual right to bear arms. The lack of recorded debate over the Second Amendment underscores this point; what little there is relates to the idea that no religiously scrupulous person should be compelled to bear arms, but never questions that those who desire arms should be allowed to have them.

Hvordan ser adgangen til FN’s menneskerettighedsråd ud?

Af Christian Bjørnskov · Udgivet 20. december 2012 · 1 svar

I et indlæg i Jyllandsposten i dag svarer Jacob Mchangama på kritik fra teamet Søvndal og Friis Bach, der mener, at FN’s menneskerettighedsråd ” rådet er menneskerettighedernes globale kampplads”. Jacob peger bl.a. på, at rådet per resolution er sat i verden for at ”opretholde den højeste standard af respekt for menneskerettigheder”. Jacob peger i dette og mange andre indlæg på, at politikernes tro på, at rådet gør dette, er en eklatant fejl. Han skriver bl.a. at:

Det er dette mandat, som rådet skal bedømmes på. Derfor illustrerer rådets sammensætning af lande som Kina, Etiopien og Saudi-Arabien og det nylige valg af vicepræsidenter fra Mauretanien med omfattende slaveri, Ecuador med systematisk censur og Maldiverne med massiv religiøs intolerance også, at ambitionerne har slået fejl.

Jeg kom derfor i den – ikke helt ukendte – situation, at jeg ikke kunne lade være med at se på, hvad tallene siger. Spørgsmålet er, hvem der sidder i rådet – har disse lande anderledes karakteristika end dem udenfor? Og svaret er ja. Splitter man FN’s medlemmer op i to halvdele – dem med etablerede demokratier og dem uden – er det ret klart at det ikke er tilfældigt. Estimerer man sandsynligheden for, at et land pt. er medlem, er det stort set kun størrelse, der er vigtigt for de demokratiske. Rykker et land en standardafvigelse (fra cirka 7 til cirka 47 millioner indbyggere) op, øges odds for at landet er medlem med 62 %.

Det interessante er blandt de mindre demokratiske medlemmer. Her er en standard afvigelse i BNP per indbygger, eller cirka 9000 dollars, forbundet med en 18 % større chance for at være medlem. Og mest interessant: For hvert points forværring af landets menneskerettighedsstatus, målt på det årlige indeks, der publiceres af Reporters Without Borders, øges chancen for at et land er medlem af FN’s menneskerettighedsråd med 2 %. Standardafvigelsen blandt disse lande er 35 point.

Med andre ord betyder én statistisk enhedsændring i negativ retning på menneskerettighedsstatus, at et land med cirka 70 % større sandsynlighed er medlem af rådet. Det påvirker indlysende nok den måde, rådet fungerer på, når udemokratiske lande med stor sandsynlighed vælger relativt slemme lande ind. Hvordan man derefter kan regne med, som Søvndal og Friis Bach åbent gør, at rådet effektivt beskytter menneskerettighederne rundt omkring i verden, er mig en gåde.