Tag: menneskerettigheder (side 1 af 5)

Nogle tanker om terrorbekæmpelse

Retssikkerheden er på spil, skriver Berlingeren, i en god, lang artikel om overvågning i form af sessionslogning. Det er den form for internet-overvågning af alt-og-alle, som EU-Domstolen kendte uproportional og ulovlig. Justitsministeriet tøver dog stadig med at rydde op i det danske regelsæt om sessionslogning, ligesom Rigspolitiet angiveligt mener, at masseovervågningen skal fortsætte som før. Samme sang kommer i dag fra chefembedsmanden i Europol, der har været på turnet med en påstand om, at det er bydende nødvendigt med mere overvågning og mere samarbejde.

Statens hovedopgave må være at skabe sikkerhed for borgerne i staten, så deres juridiske rettigheder ikke bliver krænket – fx af terrorister, kriminelle, fremmede statsmagter eller af staten selv. Hvis ikke staten kan give den sikkerhed, hvorfor så have den? For at løse sin hovedopgave må statsmagten selvfølgelig udvikle sig i takt med teknologien og tiden.

Denne punditokrat har ingen kvaler mod fx sessionslogning, hvis bare logningen sker ordentligt, proportionalt og begrundet (link går til Justitia). Det vil sige, at man først skal overvåge personer, når man kan begrunde, hvorfor overvågningen er et nødvendigt næste skridt i efterforskningen. Eller som Jacob Mchangamas sagde i forbindelse med EU-Domstolens dom i sagen om logningsdirektivet:

Jeg vil derfor anbefale … at der for det første alene kan foretages logning af persondata vedrørende konkrete personer, som, politiet har en rimelig formodning om, er involveret i alvorlig kriminalitet, og for det andet at de loggede data derefter alene kan udleveres i henhold til reglerne i Retsplejeloven, der bl.a. kræver mistanke og retskendelse

Overvågning må aldrig blive noget man gør, bare fordi man kan eller fordi det er det mest belejlige. I så fald varetager man hensyn, der ikke er forenelige med de værdier, et frit og åbent samfund bygger på. For at bruge Søren Pinds ord i den førstnævnte artikel:

“Rammer vi balancen rigtigt imellem civilsamfund og demokrati og respekt for frihedsrettigheder? Eller går vi i sidste ende terroristernes ærinde og får skabt totalitære træk ved vores samfund?”

Når det gælder sessionslogning kan man spørge, hvorfor Justitsministeriet har noget imod, at en jurist ved Politiet/PET/FE skal ofre en time til halvanden på at bede retten om godkendelse af en overvågning af en person, personkreds eller måske alle personer i et geografisk afgrænset område i en bestemt periode. Hvis vi formoder – og det mener jeg vi skal – at myndighedernes nuværende overvågninger er både velovervejede og lovlige, ligger man allerede inde med en begrundelse for overvågningen. Det er ikke kompliceret at skrive dén ned, tilføje en underskrift og så sende det hele til retten.

Det ville klæde Justitsministeriet at lave lovgivning, der udviser omsorg for retfærdigheden.

Det er på høje tid, at Justitsministeriet inviterer fx Advokatrådet, Justitia og (ikke mindst) eksperter i retspleje, sikkerhed og grundrettigheder fra de juridiske og politologiske institutter til drøftelser om, hvordan fremtidens danske anti-terrorlovgivning skal udformes: Hvad må Politiet og de to efterretningstjenester gøre selv og hvad kræver en dommerkendelse? Hvad skal retten undersøge, før den kan afsige en kendelse? Hvilke indsigelsesmuligheder skal der være for fx telefonselskaber? Hvordan opnår vi en mere intensiv kontrol med PET og FE’s virksomhed? Hvor går grænsen mellem terrorvirksomhed og almindelig kriminalitet, når det kommer til valg af midler, og hvordan sikrer vi, at Politiet ikke bruger anti-terrormidler til at bekæmpe simpel kriminalitet? Det er bare nogle af spørgsmålene, og de er vigtige.

Juraen er velsagtens det eneste staten kan bidrage med, når det kommer til terrorbekæmpelse specifikt, og kriminalitetsbekæmpelse generelt. Men der er vel også en mere kulturel dimension til spørgsmålet? Som Rune Selsing konstaterer på sin Jyllands-Posten-blog: “Truslen fra terroren kan vi aldrig fjerne med effektive efterretningstjenester, vi kan højest holde den nede.”

Det er rigtigt. Hertil kommer, at Danmark, ifølge Rune, skal:

vise styrke, selvtillid og stolthed. På alle fronter. Det gør vi ved at sætte hårdt mod hårdt. Kriminelle skal sidde i lukkede fængsler, og de skal sidde der i meget længere tid. Så længe de sidder bag tremmer, kan de ikke udøve fysisk kontrol over deres familier, de kan ikke kaste sten efter ambulancer og de kan ikke trække andre med sig ned. Vi skal holde op med at tolerere hærværk, cykeltyveri, baldrede ruder og smårapserier. Tolerance over for den antisociale kriminalitet er ikke et udtryk for civilisation, men det modsatte.

Hvor komplet dysfunktionelt må Danmark ikke fremstå, for det meget store antal indvandrere, der er fuldt arbejdsdygtige og alligevel lever på offentlig forsørgelse? De betragter ikke de ødsle velfærdsydelser som udtryk for menneskeligt overskud, men som dekadence. Det er det jo også.

De moderate muslimer skal vælge os til. Og det gør de hverken ved hjælp af humanistisk pladder eller rationelle argumenter. Det handler om følelser. Om Symbolik og kulturel styrke.

Det kan jeg erklære mig stort set enig i. Hvis den vestlige kultur og civilisation får lov til at degenerere i korrekthed, berøringsangst og værdi-nihilisme, er vi ude af stand til at overvinde andre menneskers “hearts and minds”? Men hvad nu med den balance, Søren Pind var inde på i citatet ovenfor?

Som en med-punditokrat skrev for 10 år siden:

Decentralisering i form af deling af den politiske magt og markedsøkonomi gør skadevirkningerne af terrorangreb mindre. …  Begrænsning af borgerlige, civile og økonomiske rettigheder kan desuden øge rekrutteringen af terrorister. Det er der flere statistiske analyser, der tyder på. …

Det mest effektive middel mod terror er formentlig en mere realistisk opfattelse af, hvor stor – og det vil sige: lille – risikoen er. Det ville begrænse terroraktionernes skadevirkninger markant. Og det kunne være med til at hindre modforholdsregler med små eller ligefrem perverse virkninger.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilke (strø?)tanker vores læsere gør sig om emnet. Så giv din mening til kende i kommentarfeltet nedenfor, og lad det gerne være fyldigt.

Opdatering: Se også Christopher Arzrounis leder i Børsen d. 19. januar: “Hold Hovedet Koldt“, med et opråb imod “Carl Schmitt”-fløjen blandt de danske konservative og ligesindedes affekt-forslag, der for nogles vedkommende ville sætte lands lov og ret ud af kraft:

Men ud over islamisterne har vi også grund til at være bekymrede over de mennesker, der vil frelse os fra dem.

Det er blevet bemærket, at Pia Kjærsgaard (DF) foreslog brugen af “nødret”. Sandsynligvis har hun ikke fattet, at begrebet indebærer at sætte landets almindelige love ud af kraft. Og derfor er det ikke hendes følelsesudbrud, der er grund til at være bange for.

Det egentlige problem er nogle lidt mere sofistikerede personer, som fisker i rørte vande i det nationalkonservative miljø, som foragter, hvad de betragter som de liberale demokratiers svagheder. I dette miljø er det blevet normalt igen at henvise til “den tyske jurist Carl Schmitt”, som han benævnes.

Han burde læse Karl Poppers klassiske værk “Det åbne samfund og dets fjender” fra 1945, som netop giver et realistisk og liberalt svar på, hvordan frihedens institutioner skal forsvare sig mod den totalitære trussel, uden at sætte friheden over styr. Der er således ingen grund til at smide liberalismen ud med badevandet i det liberale demokrati.

Om at EU-Domtolen sagde nej til menneskerettighedskonventionen

Skamlæs selvpromovering er ikke noget, vi går af vejen for. Derfor en henvisning til et nok alt for langt indlæg jeg havde hos Børsen forleden. Det handler om, at EU-Domstolen den 18. december sagde, at EU ikke må tiltræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og i den forbindelse kom til at lyde næsten som en såkaldt EU-skeptiker. Det kan læses her.

SKATs kontrolbeføjelser i lyset af EMRK art. 8

cedhSpørgsmålet om rimeligheden i Told- og Skatteforvaltningens adgang til at foretage uanmeldt kontrol af erhvervsdrivende på privat grund, uden forudgående dommerkendelse, har været flittigt debatteret, herunder – selvfølgelig – af CEPOS.

Men ét er rimelighed, noget andet er ret; og at myndighederne har retten på sin side, konstateres ved at læse fx § 2, nr. 2 i lov nr. 590 af 18. juni 2012 (pdf) om initiativer mod sort arbejde, der i tilpasset citatform lyder:

”[Der kan] gennemføres kontrol … på en ejendom, der tjener til privatbolig eller fritidsbolig, hvis der synligt kan konstateres udendørs aktiviteter af professionel karakter. [Kontrollen] omfatter dog ikke adgang til kontrol af selve privatboligen eller fritidsboligen.”

Man kan så spørge, om kontrolbeføjelsen er på kanten af, eller direkte i strid med, Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 8, om retten til respekt for privat- og familieliv:

“Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.”

CEPOS har i sine notater været omkring bestemmelsen; men professor lic.jur. Søren Friis Hansen gør det mest klart i en netop offentliggjort en artikel, der går i kødet på de to bestemmelser. Den kan læses i Skattepolitisk Oversigt: SPO.2014.1 – “Ikke hjemme hos mig SKAT!” (bag betalingsmur).

Friis Hansen når frem til bl.a., at Folketinget, i sin behandling af lovforslaget, helt har undladt at tage stilling til EMRK-bestemmelsen. Det afføder bl.a. følgende ”allerede derfor”-bemærkning:  ”Allerede derfor kan det ikke anses for godtgjort på en overbevisende måde, at indgrebet er berettiget i relation til EMRK artikel 8.” Det må nemlig være Folketinget, der fører bevis for påtænkte kontrolindgrebs forenelighed med borgerens grundrettigheder. Nuvel, sket er sket: Er kontrolbeføjelsen så i strid med EMRK? Efter yderligere et par mellemregninger konkluderer Friis Hansen:

“På denne baggrund må adgangen for SKAT til uden forudgående retskendelse til at foretage kontrol af erhvervsdrivende på en ejendom, der benyttes til privat- eller fritidsbolig, anses for at gå videre end nødvendigt i et demokratisk samfund, hvorfor indgrebet er uberettiget i henhold til EMRK artikel 8, og artikel 7 i EUs Charter om grundlæggende rettigheder.”

Såvel retsteknisk som -politisk er det en konklusion, denne punditokrat støtter op om.

Man kan imidlertid ikke forlange af en myndighed, at den ikke bruger det værktøj, som lovgivningsmagten har givet; og da slet ikke, når værktøjet er givet med så klar støtte i den primære skatteret, som den omtalte § 2. Myndigheden må kunne arbejde ud fra den formodning, at Folketinget ikke vedtager retsstridige regler. Hvis Folketinget har det, må det være op til domstolene eller Folketinget selv at censurere kontrolbeføjelserne.

Man kunne i den forbindelse håbe, at Friis Hansen, med sin artikel, er med til at støbe kuglerne for noget af det, der er mest tiltrængt i dansk ret: En revision af den gamle skattekontrollov.

Sociale rettigheder og sociale resultater

Jacob Mchangama og jeg har siden sidste år arbejdet på et papir om, hvorvidt de såkaldte socio-økonomiske menneskerettigheder faktisk gør, hvad de påstås at gøre. Med andre ord, når man indfører en social rettighed i forfatningen, som FN presser lande til at gøre, ser man så en forbedring efterfølgende? Vi har set på retten til uddannelse, sundhed og social sikkerhed og som Jacob tweetede igår – det kort svar er nej. Efter vi har præsenteret det på flere konferencer og fået input og forslag fra kolleger og venner har vi nu sendt det ud som working paper. Papiret kan hentes her eller her. Abstractet lyder:

While the United Nations and NGOs are pushing for global judicialization of economic, social and cultural rights (ESCRs), little is known of their consequences. We provide evidence of the effects of introducing three types of ESCRs into the constitution: the rights to education, health and social security. Employing a large panel covering annual data from 160 countries in the period 1960-2010, we find no robust evidence of positive effects of ESCRs. We do, however, document adverse medium-term effects on education and inflation.

Ejendomsretten – som en beskyttet menneskeret

Ex-punditokrat Mchangama har begået et godt essay (oprindeligt udgivet i Cato Policy Review) om den private ejendomsrets ringe beskyttelse i folkerettens positive retskilder, så som Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og den ikke-bindende Verdenserklæring. Cato Institute-initiativet Libertarianism.org har nu offentliggjort det på sin blog.

Læs essayet i sin helhed; her er et lille udklip, der rimelig fint illustrerer problemstillingen på området:

Despite the end of the Cold War and the collapse of socialism, much of mainstream human rights thinking is still skeptical of — if not outright hostile to — the notion of private property as a human right in its classical sense of protecting against expropriation and intrusive regulation. In fact, leading human rights scholars have reinterpreted the right to property to encompass an entitlement to be provided property by government through redistribution

Droner & Drab

Dagens kronik i Berlingske Tidende – Droner og drab – handler, som overskriften antyder, om USA’s dronekrigsførelse i Asien, Arabien og Afrika. Det er mig der har skrevet den – og dette indlæg hører derfor til i kategorien skamløs selvpromovering.

Mit formål har for det første været at nuancere debatten om droner i Danmark, som jeg mener, har handlet for meget om ord og for lidt om realiteter. Blandt andet ville jeg gerne pointere, at dronerne udgør en betydelig del af US Air Force – og indirekte, at de er kommet for at blive – og at den proces, hvorunder Præsident Obamas ”dødslister” bliver lavet, rent faktisk ikke er helt så lyssky, som den lyder til at være. Plausible deniability er et dødt princip. I USA dokumenterer og begrunder man sine handlinger så godt og grundigt som muligt. Desværre hemmeligholder man dem efterfølgende.

For det andet har jeg gerne villet pointere, at man som liberal og retsstats-tilhænger bør have en række forbehold overfor som minimum det grundlag, USA fører sin krig på.
Her er de første to afsnit:

USAs drone-krigsførelse, som er en del af en bredere »Krig mod terror«, har igen været vendt i danske avisspalter efter Søren Pinds udtalelse om, at USA med dronerne begår »snigmord«. Den udtalelse er blevet kritiseret og forsvaret, men for at sige det som det er, så er det en fjollet debat. Uanset om man kalder »drone strikes« for snigmord eller en nuance deraf er resultatet det samme: En person dræbes. En debat om krigsførelse skal ikke handle om ordkløveri, men handlinger og legitimitet. Den debat har kørt i adskillige år i liberalistiske kredse, og særligt i USA. Her diskuteres staternes pligter, ansvar, midler og mål i Krigen mod terror livligt – og debatten er ikke stilnet af efter at Barack Obama blev præsident. Snarere tværtimod.

At netop liberale har været i front skyldes, at de liberale ideologier udspringer af et moralsk krav om, at vi som mennesker hver især skal – ikke bør, skal – behandle andre med værdighed og aldrig udnytte dem. Det betyder, at man skal respektere sine medmenneskers liv, livsførelse og ret til at leve i frihed fra tvang. Det betyder dog ikke, at man skal være pacifist og vende den anden kind til: Når liv eller rettigheder trues eller krænkes, bør man i sagens natur handle for at forebygge, genoprette det tabte og straffe de ansvarlige. Det er det samme princip, der gælder mellem stater: Angrebskrige er forbudt. Forsvarskrige er tilladelige. Jagten på den legitime krigsårsag, casus belli, er nu om stunder en juridisk opgave af dimensioner. Den samme respekt, staterne viser hinanden, mener liberale, at staterne bør udvise over for borgerne. Derfor støtter de retsstaten: Et samfund, hvor rettigheder beskyttes de jure såvel som de facto; hvor love er offentlige; hvor myndighederne er bundet af regler og hvor arbitrær magtanvendelse er en ulovlig gerning.

Læs resten hos Berlingske Tidende.

Krigen mod terror – set fra CIA’s vindue

Watching ‘Zero Dark Thirty’ with the CIA: Separating fact from fiction

Watching ‘Zero Dark Thirty’ with the CIA: Separating fact from fiction

Hvis man hører til dem, der gerne vil lytte til førstehåndsberetninger fra helt centralt hold i USA’s ”krig mod terror” skal man ikke snyde sig selv for dette 1½-time lange event, som American Entreprise Institute afholdt forleden: ”Watching ‘Zero Dark Thirty’ with the CIA: Separating fact from fiction”. Det kan  ses på AEIs hjemmeside såvel som hos C-SPAN.

Det skal understreges, at Zero Dark Thirty-filmen alene er et springbræt for diskussionen eller foredraget; man behøver ikke have set filmen, for at følge med. Begivenheden handler 99 pct. om, hvordan CIA har arbejdet fra 2001 og frem: Arbejdsgange- og metoder, avancerede forhørsmetoder,  lidt om relationerne til Det Hvide Hus før og efter 2008 og meget der imellem.

Foredragsholderne er Michael Hayden (tidl. CIA-chef), Jose Rodriguez (tidl. chef for de hemmelige operationer) og ikke mindst John Rizzo (tidl. chefjurist i CIA med mere end 30 års erfaring fra ”miljøet”).

* * *

Her er i øvrigt traileren til Zero Dark Thirty, hvis De ikke kender til den:

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=YxC_JNz5Vbg width=100%]

Podcast om kronologien i USAs våbenlovgivning

Vil man vide lidt mere om USAs føderalhøjesterets praksis mens man er på farten, er Supreme Court Podcast et glimrende sted at starte. Op til juletiden har holdet bag produceret nogle særafsnit og i lyset af Sandy Hook skole-massakren den 14. december er den ene særlig relevant: Den handler om våbenregulering (teksten kan læses her):

(hent i iTunes)

Podcasten rummer en glimrende kronologisk gennemgang af væsentlige love og retspraksis, men for mig at se er det mest interessante indledningen, hvor det præcist bliver slået fast, hvor selvfølgeligt det var, dengang Bill of Rights blev skrevet, at rettigheden til at besidde skydevåben skulle forstås individuelt. Her et et uddrag, med mine fremhævninger:

[T]he intent of the drafters of the Second Amendment was to protect the individual’s right to bear arms. At the time the Second Amendment was written, it was common for individual-rights provisions of state constitutions to include a prefatory statement of purpose. The common-law rule inherited from England dictated that the effect of a preamble was only to clarify, and not to restrict the effect of, the operative part of the law.

Furthermore, the Founding Fathers were heavily influenced by English republican views on the relationship between arms and democracy. This theory, espoused by Blackstone and other seventeenth- and eighteenth-century English political theorists, held the citizen’s ability to bear arms and use them to defend his rights to be a crucial component of political independence. An armed population was vital to protect against both foreign threats and the threat of a standing army, which could become an instrument of governmental tyranny. The Federalists, who supported a strong centralized government, and the Antifederalists, who preferred local autonomy, agreed on the importance of the individual right to bear arms. The lack of recorded debate over the Second Amendment underscores this point; what little there is relates to the idea that no religiously scrupulous person should be compelled to bear arms, but never questions that those who desire arms should be allowed to have them.

Hvordan ser adgangen til FN’s menneskerettighedsråd ud?

I et indlæg i Jyllandsposten i dag svarer Jacob Mchangama på kritik fra teamet Søvndal og Friis Bach, der mener, at FN’s menneskerettighedsråd ” rådet er menneskerettighedernes globale kampplads”. Jacob peger bl.a. på, at rådet per resolution er sat i verden for at ”opretholde den højeste standard af respekt for menneskerettigheder”. Jacob peger i dette og mange andre indlæg på, at politikernes tro på, at rådet gør dette, er en eklatant fejl. Han skriver bl.a. at:

Det er dette mandat, som rådet skal bedømmes på. Derfor illustrerer rådets sammensætning af lande som Kina, Etiopien og Saudi-Arabien og det nylige valg af vicepræsidenter fra Mauretanien med omfattende slaveri, Ecuador med systematisk censur og Maldiverne med massiv religiøs intolerance også, at ambitionerne har slået fejl.

Jeg kom derfor i den – ikke helt ukendte – situation, at jeg ikke kunne lade være med at se på, hvad tallene siger. Spørgsmålet er, hvem der sidder i rådet – har disse lande anderledes karakteristika end dem udenfor? Og svaret er ja. Splitter man FN’s medlemmer op i to halvdele – dem med etablerede demokratier og dem uden – er det ret klart at det ikke er tilfældigt. Estimerer man sandsynligheden for, at et land pt. er medlem, er det stort set kun størrelse, der er vigtigt for de demokratiske. Rykker et land en standardafvigelse (fra cirka 7 til cirka 47 millioner indbyggere) op, øges odds for at landet er medlem med 62 %.

Det interessante er blandt de mindre demokratiske medlemmer. Her er en standard afvigelse i BNP per indbygger, eller cirka 9000 dollars, forbundet med en 18 % større chance for at være medlem. Og mest interessant: For hvert points forværring af landets menneskerettighedsstatus, målt på det årlige indeks, der publiceres af Reporters Without Borders, øges chancen for at et land er medlem af FN’s menneskerettighedsråd med 2 %. Standardafvigelsen blandt disse lande er 35 point.

Med andre ord betyder én statistisk enhedsændring i negativ retning på menneskerettighedsstatus, at et land med cirka 70 % større sandsynlighed er medlem af rådet. Det påvirker indlysende nok den måde, rådet fungerer på, når udemokratiske lande med stor sandsynlighed vælger relativt slemme lande ind. Hvordan man derefter kan regne med, som Søvndal og Friis Bach åbent gør, at rådet effektivt beskytter menneskerettighederne rundt omkring i verden, er mig en gåde.

Skal, skal ikke? Kritik af IMR’s parløb med Regeringen

Sten Thorup Kristensen kan være meget stolt af den klare, relevante og ikke mindst aktuelle kronik i dagens Jyllands-Posten. Kronikken kritiserer, ikke uberettiget, Institut for Menneskerettigheder og dettes direktør, Jonas Christoffersen, for at være enten blind overfor eller ligeglad med menneske-/borger-/frihedsrettigheds-situationen indenfor Danmarks Riges grænser.

I udpluk, og med mine fremhævninger:

Det bedste – eller rettere, det værste – eksempel på myndighedernes usaglighed er måske den indsats mod ”social dumping”, som tidligere skatteministers Thor Mögers uanmeldte kontroller i private hjem er en del af. Juridisk set er der slet ikke er noget, der hedder social dumping: Der er fri løndannelse i Danmark … Men man ønsker altså ikke, at folk skal benytte sig af den fri løndannelse, når de køber f.eks. håndværkerydelser og kan få dem billigere hos et polsk firma. Så man iværksætter hårdhændede kontroller for at afsløre de pågældende i noget andet, der er ulovligt, f.eks. i forhold til udlændingeloven, arbejdsmiljøloven eller skattelovgivningen …

Kontrollerne mod social dumping strider således ganske åbenlyst mod de basale regler i retssamfund. Der synes desværre ikke at være nogen instans, der ser det som sin opgave at gribe ind.

Men det var netop i sådan et tilfælde, at IMR og Jonas Christoffersen skulle komme på banen. Som en evig sten i skoen på de politikere, der i egen interesse ofrer retsstaten og basale menneskerettigheder. Men Jonas Christoffersen anderswo engagiert. Han skal f.eks. være medlem af en ny mæglings- og klageinstitution for ansvarlig virksomhedsadfærd. Institutionen skal holde virksomhederne op på nogle OECD-retningslinjer, og det handler bl.a. om, hvorvidt virksomhederne køber autoriseret fairtrade-kaffe til deres kantiner (det eksempel er faktisk nævnt som det første i bemærkningerne til loven om instituttet).

Fænomenet – at direktøren for IMR bruger sin tid på kaffeproduktion, mens hundredvis af danskere sidder i fængsel uden dom, mens andre tusinde får deres telefoner aflyttet for, at politiet skal opklare småforseelser, og mens atter andre tusinder danskere bliver udsat for det, der mere og mere ligner vilkårlige husundersøgelser – indeholder mere end en spøjs prioritering. Det stiller også spørgsmålstegn ved, om Jonas Christoffersen overhovedet har forstået, hvad det indebærer at forsvare menneskerettigheder.

Menneskerettigheder handler om at begrænse myndighedernes magt. Direktøren for IMR skal altså holde myndighederne i ørerne. Men i stedet hjælper han dem med at udøve deres myndighed.

Jeg ser frem til Jonas Christoffernsens svar; Sten Thorup Kristensen har nemlig sat overliggeren meget højt.

Søren Kirkegaard og John Stuart Mill: Det Radikale Venstre burde være forbudt

De to verdenskendte tænkere, Søren Kirkegaard og John Stuart Mill, som det Radikale Venstres tidligere leder, Marianne Jelved, ved flere lejligheder har fremhævet som inspirationskilder, mener at det radikale venstre burde være totalt forbudt i det danske samfund. Meldingen kommer samtidig med, at de radikales forbudsordfører, Camilla Hersom, igen har demonstreret partiets modstand mod at sikre borgernes frihed og vist deres foragt overfor den enkeltes grundlæggende frihedsrettigheder.

– “Hvis det kunne lade sig gøre, så ville jeg synes, at det var ganske fint”, udtaler Søren Kirkegaard, som tidligere har peget på farerne ved demokratiet*, og suppleres af John Stuart Mill med ordene. “Jeg er overbevist om, at hvis partiet blev grundlagt i dag, så ville det blive erklæret forbudt, med henvisning til at dets virke og mål er i strid med grunlæggende frihedsrettigheder**”.

Mill’s og Kirkegaard’s udmelding kommer samtidig med, at den danske regering forbereder endnu flere indgreb i borgernes grundlæggende frihed, ikke mindst overfor rygerne..

Mill og Kirkegaard siger, at de ville forbyde det radikale venstre totalt, hvis det kunne lade sig gøre.

Begge peger  dog på, at med den nuværende situation, hvor tusindvis af danskere stemmer på partiet, er et totalt forbud ikke muligt, men anbefaler dog at partiets valgplakakter udstyres med en advarsel om at partiet er farligt for borgernes frihed.

– Det, vi kan gøre, det er at bruge alle de virkemidler, vi har, for at gøre opmærksom på, hvor farligt partiet er, siger John Stuart Mill.

Liberal Alliances frihedsordfører, Joachim B. Olsen, er skeptisk.

– Man tror, man kan flytte mennesker rundt som skakbrikker. Det er ikke alle, der har de samme værdier. “Jeg synes, der skal være plads til folk, der har andre holdninger, uden at vi andre nødvendigvis hele tiden skal mindes om, hvor dårlige samfundsborgere, de er”, udtaler Joachim B. Olsen til Punditokraterne.

Mill og Kirkegaard understreger, at de ikke vil forsøge at forbyde Det Radikale Venstre, men at de ville gøre det, hvis det kunne lade sig gøre.

____________________________________________________________________

* Søren Kirkegaards advarsel mod demokratiet kan læses i “Møller, Egelund (1975) ”Søren Kirkegaard om politik”, side 139 Forlaget Strand”

En tyran som enkelt menneske er da så ophøjet, én så fjern at man for ham kan få lov til at leve privat som man vil. Det kan i al evighed ikke falde en kejser ind at bryde sig om mig, hvordan jeg lever, hvad tid jeg står op, hvad jeg læser osv. – ordentligvis ved han slet ikke af, at jeg er til. Men i en folkeregering er jo »ligemanden« det herskende. Ham beskæftiger sligt, om mit skæg er som hans, om jeg tager i Dyrehaven på samme tider som han, om jeg er ganske som ham og de andre.

**John Stuart Mill  i “Om Friheden” (1859) :

efter min mening er det eneste, der principielt kan retfærdiggøre, at ét menneske (eller en gruppe mennesker) begrænser et andet menneskes handlefrihed, nødvendigheden af at forsvare egne interesser. Det eneste, der principielt kan retfærdiggøre magtudøvelse fra samfundets side over for borgerne i et civiliseret land, er derfor hensigten om at beskytte andre borgeres interesser. Det er ikke nok at påstå, at det fysisk eller psykisk er til det pågældende menneskes eget bedste.

Mill sammenligner andetsteds i “Alt Om friheden” kravet om alkoholforbud (bogen er i vidt omfang skrevet som et modsvar til datidens afholdsbevægelses krav om alkoholforbud) med Koranens påbud om ikke at spise svinekød og understreger, at uanset om en majoritet mener, at man bør afholde sig fra at drikke alkohol, kan kravet kun gælde dem selv.

Som Mill skriver:

Vi må med andre ord ikke blot beskytte os mod embedsmændenes tyranni, men
også mod den herskende tanke eller følelse, mod samfundets lyst til uden at dømme
og straffe at presse sine ideer og adfærdsmønstre ned over hovedet på anderledes
tænkende.

 

Grundlovsidéer

Det er det samme hvert eneste år. Lige efter nytår eller – hvis man er i et lidt for seriøst selskab – også på selve nytårsaften: Dén diskussionen om arvekongedømmets berettigelse, som H.M. Dronningens nytårstale altid ser ud til at foranledige.

Tilbage i 2005 skrev CEPOS nuværende chefjurist Jacob Mchangama her på bloggen om det (vedvarende) socialistiske og social-liberale ønske om, at omskrive den danske grundlov, så sproget bliver “normalt” (!) og indholdet forøget, med et positivt defineret katalog over socio-økonomiske “rettigheder“. Dét indlæg står stadig ved magt.

I selvsamme indlæg henviser Jacob Mchangama til et forslag til en omskrevet og liberalt forstærket forfatningslov; som indgik i en “grundlovsdebat”, som de færreste af os stadig kan huske (- og som jeg måske/måske ikke selv deltog i) Folketinget havde vedtaget, for at fejre 150-årsdagen for Danmarks Riges Grundlov et par år forinden.

Det forslag der henvises til er genoptrykt i Libertas #44 og har titlen: “Frihed, magtdeling og demokrati: Forslag til principper og elementer i en ny dansk grundlov“. Forfatterne er – i min tilfældige rækkefølge – Peter Kurrild-Klitgaard, Thomas Bernt Henriksen, Morten Holm og Edith Thingstrup.

Det er baseret på en idé om, at en forfatningslov ikke skal følge med tiden, men tværtimod gå mod denne således, at loven kommer til at danne et værn for borgeren mod statsmagten og dennes omskiftelige lune. En helt igennem fornuftigt idé, som uden videre kan tiltrædes af denne blogger.

Forslagets inspirationskilder kan ligeledes tiltrædes: Den engelske Bill of Rights; De Forenede Staters forfatninger (hvoraf jeg personligt bryder mig mest om Articles of Confederation fra 1777); den franske 1789-rettighedserklæring og så i øvrigt den danske Junigrundlov af 1849.

Sådanne inspirationskilder forpligter; men jeg synes, at de er sluppet rigtigt godt fra det. Se f.eks. om ekspropriation:

At sikringen af den private ejendomsret (§73) udstrækkes til

  • at gælde imod begrænsninger i brug, påbud, forbud og andre former for regulering;
  • at ekspropriation og andre indgreb i den private ejendomsret kan indbringes for domstolene m.h.t. ikke blot størrelsen af erstatning men også begrundelsen;
  • at det vil være staten, der har bevisbyrden for, at et indgreb i ejendomsretten er til almenvellets bedste;
  • at hver enkelt ekspropriation skal behandles ved individuel lovgivning og ikke kan delegeres til andre offentlige myndigheder;
  • at Grundlovens eksisterende sikring (§73.2.) af Folketings-mindretals ret til at udskyde ikrafttræden af en ekspropriation sikres yderligere ved at nedsætte andelen til 1/5.
– Dertil ville jeg selv nok blot havde tilføjet, at enhver tvist om ekspropriationens begrundelse eller erstatningens størrelse, skulle havde fuldt opsættende virkning.

Den flittige læser vil sikkert allerede have åbnet Libertas-linket i en fane i browseren og have snust lidt til den artikel jeg taler om. – Og det er egentlig hvad jeg vil anbefale alle læsere at gøre. Hent Libertas #44; print det ud eller smæk det over på din Kindle eller iPad og sæt dig så godt til rette i en stol under lyset.

God læselyst.

 

Globalisering og menneskerettigheder

Et af venstrefløjens mest markante argumenter mod globalisering har været, at den underminerer regimers respekt for de universelle menneskerettigheder. Jeg har altid undret mig over påstanden, ikke mindst når den er kommet fra propagandister som Naomi Klein. Ny forskning giver stof til eftertanke og – heldigvis – bekræftelse af min og andres mistanke: Globalisering er godt. Jeg havde en kommentar om det i Børsen i går. Her er et pluk:

Mens handel og investeringer bidrager positivt, er det i særlig grad den såkaldt »samfundsmæssige« globalisering, der presser regimer til at respektere menneskerettighederne: Jo flere, der har internet-adgang, læser udenlandske aviser og bøger, og har kontakt med udlændinge gennem rejser eller andet, jo bedre bliver menneskerettighedssituationen.

Hele kommentaren kan læses her.

Lars dilemma

SM113~Chief-Wiggum-PostersEfter at Lars Kragh Andersen for nylig på 180grader skrev et indlæg, hvori han gjorde rede for, at han som politibetjent, ikke havde tænkt sig at bekæmpe narkotika, har sagen fået en del omtale. Foreløbig er det endt med at Lars har taget orlov fra politiet i et år. Forargelsen har været stor, for hvad ligner det? Tænk sig, en politimand der ikke vil bruge sin tid på at forfølge borgere, bare fordi deres kriminalitet først og fremmest går ud over dem selv, hvad bliver ikke det næste?. Lars er udmærket selv klar over dilemmaet, for som han skriver;

Kan man tvinge sine værdier ned over andre mennesker? Kan man med god samvittighed visitere, ransage og straffe borgere, der er i besiddelse af indtørrede blade og andre planteprodukter? Kan man med god samvittighed opretholde et forbud, der i sin essens driver uanede mængder vold, drab og berigelseskriminalitet – her i landet og i særdeleshed i fattigere lande?

Nej, mener jeg – og det kan der næppe komme meget virak ud af at mene, hvis man var alt andet, end politibetjent. Men det er dét jeg er.

Læs mere

USA på kompromis med ytringsfriheden

Obama-administrationen har erklæret at den vil gå langt for at sikre ’internationalt samarbejde’. Hvor langt viste sig forleden, som Anne Bayefsky dokumenterer i dagens Weekendavisen. USA har valgt at indtræde i FN’s Menneskerettighedsråd, uanset at det er domineret af en række lande, der gang på gang udviser ophøjet foragt for de mest basale menneskerettigheder. Libyen, Kina, Cuba og Saudi-Arabien er blot nogle af eksemplerne. I toppen af rådet er der også mere end almindeligt knas. Præsidenten er belgieren Alex Van Meeuwen, men allerede vicepræsidenten er Egyptens Hisham Badr. Det er svært at forlige sig med det rimelige i, at ’næstkommanderende’ i rådet er fra et land, der i 2008 var placeret nummer 146 af 173 lande (score 50,25) på Reporters Without Borders liste over pressefrihed.  Til sammenligning deler Danmark 14.pladsen med Østrig med en score på 3,5.

Der stopper samarbejdsivrigheden dog ikke. Bayefsky skriver, at USA i samarbejde med Egypten har udarbejdet en revideret resolution om ytringsfrihed (her hendes artikel fra The Weekly Standard). Resolutionen omfatter blandt andet formuleringen ”but expresses regret at the promotion by certain media of false images and negative stereotypes of vulnerable individuals or groups of individuals, and at the use of information and communications technologies such as the Internet for purposes contrary to respect for human rights, in particular the perpetration of violence against and exploitation and abuse of women and children, and disseminating racist and xenophobic discourse or content” (min fremhævelse). Lignende passager i den amerikansk-egyptiske tekst om mediers særlige ansvar tolkes tydeligt og officielt af Organisationen af Islamiske Lande som at ”ytringsfriheden er underordnet alt, hvad der krænker eller skaber negative stereotype billeder ar religionerne” (Bayefskys læsning).

Det er mildt sagt bekymrende læsning for tilhængere af menneskerettigheder, og i særlig grad for presse- og ytringsfriheden, at USA under Obama åbenbart går med til så tydelig en accept af indskrænkninger af religiøse og politiske grunde. Her er iøvrigt RSF-scorerne for USA’s andre ’partnerlande’ i dette arbejde i Menneskerettighedsrådet: Indonesian – 27 (nr. 111), Pakistan – 54,88 (nr. 152).

Jacob Mchangama om socio-økonomiske ’rettigheder’

Den altid glimrende Jacob Mchangama, Cepos chefjurist og tidligere blogger her på stedet, driver en blog på Berlingske Tidende. Jacobs analyser er klare og velargumenterede, og posten fra i går eftermiddags er om nogen både klar i mælet og med politisk og humanitær genklang. Jeg skal holde mig fra at referere hele posten, men blot sætte emnet op.

Da man efter anden verdenskrig skabte FN, var en af de første, store opgaver at skrive en erklæring om universelle menneskerettigheder. Erklæringen blev, som stort set alt andet i FN, et mudret kompromis mellem Vestens fokus på klassiske, negative rettigheder, og Sovjetunionens forsøg på at udvande en række rettigheder, som man alle gjorde vold på. Resultatet blev, at menneskerettighdscharteret kom til at indeholde de klassiske rettigheder – for eksempel ” ret til liv, frihed og personlig sikkerhed” og frihed fra tortur – og de pseudorettigheder, som Sovjet fik presset ind – for eksempel retten til et arbejde og ”et retfærdigt og gunstigt vederlag, der sikrer ham selv og hans familie en menneskeværdig tilværelse, og om fornødent tillige til andre sociale beskyttelsesforanstaltninger”.

De sidstnævnte rettigheder er i stadig højere grad blevet fokus for den tidligere så glimrende Amnesty International. Jacob peger på det politiserende i det nye fokus, der for ham (og mange andre) er et klart og farligt vildspor. Han noterer blandt andet, at:

når man som Amnesty indirekte søger at gøre den markedsvenlige holdning til en menneskerettighedskrænkelse og fastslår, at øgede offentlige udgifter er en menneskeretlig forpligtelse, er det svært at opfatte det som andet end et forsøg på at ophøje en bestemt politisk dagsorden til en særlig uangribelig status.

Og

Vil man påstå, at en afrikansk bondes fattigdom er en menneskerettighedskrænkelse, må man dermed også påstå, at man ved hvordan den afrikanske bondes fattigdom kan afløses af velstand, og at den rette løsning derfor er en menneskeretlig forpligtelse at gennemføre. Men hverken menneskerettighederne eller menneskerettighedsbevægelsen besidder en trylleformular, der ophæver fattigdom.

Jacobs indlæg burde være pligtlæsning for alle, der deltager i debatten om menneskerettigheder. Læs hele posten her.

US Supreme Court om Guantanamo fangernes retsstilling

Man kan få nok at gøre, hvis man skal dække alle aspekter af kampen for menneskerettigheder. Steyns sag er nævnt ndf., og her skal opmærksomheden blot henvises til den amerikanske føderale højesteret, der i en 5-4 afgørelse har fastslået, at de indsatte i Guantanamo-lejren har habeas corpus, dvs. en ret til at få fastslået for egentlige domstole, om deres tilbageholdelse er lovlig.

Der er allerede rigeligt med bidrag, en pæn del af dem lettere forskruede. Efter min opfattelse er denne dækning fra WaPo god, da den viser de mange aspekter af sagen.

Mere om FNs Menneskerettighedsråd

Jeg har i dagens JP et debatindlæg vedrørende FNs Menneskerettighedsråd, der fortsætter sine farceagtige sessioner i Geneve. Dette med fuld støtte fra de vestlige stater, hvis agendaer gang på gang bliver udvandet eller nedstemt af et flertal bestående af lande med en mere end tvivlsom beskyttelse af basale menneskerettigheder.

Spørg Atilla III

Jeg har tidligere her på stedet (her og her) omtalt retssagen mod den liberale, tyrkiske akademiker Atilla Yayla, som kom for skade i et akademisk foredrag at kritisere Tyrkiets grundlægger, Kemal Atatürk (som han formastede sig til at referere til som “denne mand”), og persondyrkelsen af denne.  Nu er juryen færdig, om man så må sige–og de fandt Yayla skyldig i at have fornærmet landsfaderen.  Dommen?  15 måneder i fængsel (omend den blev suspenderet, og Yala iøvrigt er gået i eksil i Storbritannien). 

Læs mere hos vores gode ven Tom Palmer og i selveste New York Times.

Debatindlæg om Afrika

Jeg har et debatindlæg i dagens udgave af Berlingske under titlen “Afrikas ledere svigter”

”Afrika og Europa er bundet sammen af historie, kultur, geografi, en fælles fremtid såvel som et fælles sæt af værdier: respekt for menneskerettigheder, frihed, lighed, solidaritet, retfærdighed, retsstatsprincipper og demokrati” hedder det højtideligt i den fælles erklæring fra EU-Afrika topmødet i Lissabon som afholdes fra den 10-12 december 2007.

Det er da også rigtigt at visse afrikanske lande som Botswana, Ghana, Senegal og Uganda har taget vigtige skridt på vej mod økonomisk fremskridt og konsolidering af demokrati, der viser at Afrikas potentiale kan opfyldes. Men respekten for menneskerettigheder og frihed er i alt for mange afrikanske lande underordnet undertrykkende regimers vilkårlige og kleptokratiske handlinger.

Hvad der er næsten ligeså slående er den nærmest totale mangel på afrikansk selvjustits. Afrikanske ledere virker ofte mere solidariske med hinanden end med de befolkninger som de står i spidsen for. Det er nærmest uhørt at afrikanske ledere kritiserer selv alvorlige overgreb på afrikanske borgeres basale menneskerettigheder.At afrikanske ledere i Lissabon velvilligt stiller op med en brutal diktator som Robert Mugabe er et godt eksempel derpå. Desværre er dette udtryk for et mønster snarere end en enlig svale.

I 2006 holdt den Afrikanske Union (AU) således sit årlige møde for stats- og regeringsledere i Sudan, hvor mere end 200.000 mennesker er blevet myrdet af værtslandets regime og dets militser. Ikke én eneste resolution nævnede overgrebene i Darfur eller tyranniet i Zimbabwe. I stedet vedtog man tomme resolutioner om indførelsen af det ”andet årti for uddannelse i Afrika” og ”et international år for afrikansk fodbold”. Kronen på værket var da man valgte Sudan som formand for AU i 2007. Så meget for AUs angivelige respekt for menneskerettigheder, retfærdighed og retsstatsprincipper. Så meget for ofrene i Darfur og Zimbabwe.

Også i FN regi holder de afrikanske stater i Menneskerettighedsrådet hånden over Zimbabwe og Sudan, mens man gladeligt lægger stemmer til diktaturstaters kampagne mod ytringsfrihed. Afrikas mest velstående demokrati Sydafrika stemmer rutinemæssigt for den dagsorden der stilles af udemokratiske lande i Menneskerettighedsrådet og holder i sine bilaterale forbindelser med Zimbabwe hånden over Robert Mugabe. At Sydafrika vender det blinde øje til massive krænkelser af menneskerettigheder i Afrika er særligt kritisabelt, når man tænker på, hvor væsentlig udenlandsk støtte var i kampen mod apartheidregimet og hvor vigtig en rolle Sydafrika kunne spille for udbredelse af en større respekt for basale menneskettigheder på kontinentet.

Tavsheden overfor systematiske overgreb på basale menneskerettigheder står også i stærk kontrast til den aktive måde, hvorpå nyligt uafhængige afrikanske stater i 60’erne og 70’erne – med rette – brugte FN som en effektiv platform til at fordømme og udstille de europæiske lande, der endnu ikke havde afkoloniseret deres besiddelser i Afrika.

At EU-Afrika topmødet hverken har Darfur eller situationen i Zimbabwe på dagsordnen er på denne baggrund en hån mod de millioner af afrikanere, som topmødet angiveligt skulle komme til gode. At en række europæiske lande har en fortid som undertrykkende koloniherrer er ikke en valid undskyldning for at være eftergivende. Nuværende europæiske regeringer har ingen skyld i fortidens synder og for den afrikaner der bliver tortureret, får myrdet sin familie og konfiskeret sin ejendom er det en ringe trøst at krænkeren er en landsmand fremfor en europæer.

« Ældre indlæg

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑