Tag: menneskerettigheder (page 1 of 9)

Europas store udfordring

I de seneste mange år har Europa været udsat for et voksende pres fra flygtninge og migranter, som ønsker at slå sig ned i der. Dette er naturligvis et vidnesbyrd om Europas succeshistorie med at skabe høj velstand, demokrati, frihed, sikkerhed, lov og orden og beskyttelse af mindretals rettigheder. En succeshistorie, som det har taget hundredvis af år at skabe. Europa er sammen med USA, Canada, Australien og New Zealand et fyrtårn for verden. Flygtninge og migranter søger til Europa for at nyde godt af det, der er blevet skabt.

Ligeledes har Europa i lige så mange år kæmpet med at håndtere dette pres, så det på den ene side har kunnet fastholde sin åbenhed og tolerance, men på den anden side også kan overleve som civilisation og model. Den folkelige modstand mod indvandringen, der alt overvejede kommer fra muslimske lande i Mellemøsten og Afrika, er eskaleret, hvilket bl.a. har givet sig udtryk ved, at højre-populistiske partier er stormet frem i parlamenterne.

Angela Merkel har undergravet nationalstaternes suverænitet

Den tyske kansler Angela Merkels beslutning om de facto at suspendere hovedhjørnestenen i EU’s asylpolitik, Dublin-forordningen, har været en ’game changer’. Den har sat et veritabelt flygtninge- og migrationstog i gang, som fræser op gennem EU, og slår al orden og fornuft ned på sin vej. Man kan hævde, at de nordvesteuropæiske lande nok en gang må bøde for det tyske skyldkompleks.

Tyskland har gennem den europæiske integrationsproces i årtier bidraget til at undergrave de europæiske nationalstaters suverænitet. Nationalstater, som daterer sig helt tilbage til årene efter den Westphalenske fred i 1648, der afsluttede 30-årskrigen. I disse dage er suveræniteten helt væk. Thi det er et afgørende træk ved nationalstaternes suverænitet, at de kan forsvare deres grænser mod indtrængen fra andre stater eller personer, der ulovligt krydser grænsen.  Endelig har Merkel indirekte brudt Folkeretten, som understreger, at stater skal respektere andre staters suverænitet. Hun har med andre ord skabt det rene anarki. Det nye Tysklands stamfader, Konrad Adenauer må vende sig i sin grav.

Hvor bevæger flygtninge- og migrationstoget sig hen?

Det er for tidligt at afgøre endeligt, hvor flygtninge og migrationstoget bevæger sig hen. Men indtrykket er, at det bevæger sig mod Tyskland, hvor de fleste passagerer står af og mod Sverige med Danmark som transitland. En del tager herfra til Norge og enkelte andre til Finland.

Hvordan kan det være?

En vigtig del af forklaringen er, at Tyskland og Sverige er de lande, hvor flygtningene føler sig mest velkomne. Både Angela Merkel og den svenske statsleder har i entydige vendinger gjort det klart, at man i Tyskland og Sverige har plads til flere, og at de syriske flygtninge kan få permanent opholdstilladelse i disse lande. Men samtidigt kritiserer de to lande andre EU-lande for, at de ikke tager i mod flere. I tillæg har  den svenske regering kritiseret den danske for, at Danmark bare lade flygtningestrømmen passere igennem landet til Sverige. Dette lyder hult, når man samtidigt inviterer flygtningene. Hvordan skulle de ellers komme til Sverige? Det er også ironisk, at Finland kritiserer Sverige for at føre præcis samme politik. Faktisk spiller landene i øjeblikket sorteper om, hvem der skal have flygtningene. Aldrig har EU i en sådan grad blevet flået i laser.

Er Tyskland og Sverige i virkeligheden sikre lande?

Det ultimative mål for flygtninge er at komme i sikkerhed. Ellers kan de næppe kaldes for flygtninge. Tilbyder Tyskland og Sverige reelt dette?

På overfladen er Tyskland og Sverige sikre lande. De er demokratisk retsstater, som beskytter mindretallenes rettigheder. Men det gør de andre EU-lande også. Dette er et helt afgørende kriterium, som skal overholdes for at blive en del af klubben

Skyldes det ”tonen”? Tja, de to lande har en lang tradition, som bunder i det tyske  skyldkompleks og Sveriges selvforståelse som humanitær stormagt. Der slås i begge lande ned på personer og grupper, som ytrer sig kritisk om muslimske indvandrere og om islam. Men skaber det sikkerhed?

Nej, det gør det ikke. Tværtimod. Den repressive tone varmer blot trykkogeren op, hvilket resulterer i alvorlige overgreb på de nytilkomne. Tyskland og Sverige har Europarekord i brandattentater mod muslimske forretninger og boliger. Samtidigt er Tyskland et af de lande i EU, hvor muslimer udsættes for mest diskrimination på arbejdspladserne. Set i det lys er Tyskland og Sverige faktisk de mest usikre lande i EU, som flygtningene kan rejse til, med undtagelse af de fleste Østeuropæiske lande.

Skyldes det så velfærdssystemerne?

 Denne faktor spiller en rolle. Sveriges universelle velfærdsstat tager sig godt af sine flygtninge og indvandrere. I Sverige har de adgang til gratis uddannelse, sundhedsvæsen og til overførsler, som minder om det gamle danske bistandshjælpssystem, dog på langt lavere niveau. Tyskland, som bygger på den forsikringsprægede centraleuropæiske velfærdsmodel tilbyder langt færre velfærdsydelser, men Tyskland ligger dog i top blandt de lande, som følger denne model. Men ingen af landene kan konkurrere med det danske velfærdssystem, ej heller efter at den nye regering har tilpasset reglerne med den ny kontanthjælpsreform. Jeg har i detaljer beregnet, hvad en flygtningefamilie med to små børn med de nye regler kan forvente at modtage i Danmark ud over gratis uddannelses og sundhed. Resultatet er 365.000 kr. Dette beløb kan end ikke Sverige hamle op med.

Så hvorfor står så få af toget i Danmark? Det gør de bl.a., fordi asylreglerne er markant strammere. Det gør en verden til forskel, at man kun kan få midlertidig opholdstilladelse for et år, og dernæst 2 år af gangen i forhold til, at man kan få permanent opholdstilladelse. Sidstnævnte regel skaber langt større tryghed for flygtninge, som ofte har betalt menneskesmuglere 60.000 kr. eller mere at komme til Europa. De har ingen interesse i at blive sendt hurtigt tilbage. Og det dæmper gevaldigt appetitten på Danmark, der har de mest restriktive regler i EU på det område.

Intentionen med regeringens politik virker dog, og den bliver paradoksalt hjulpet på vej af de mange danskere, som hjælper flygtningene, og som i deres harme fortæller, at ikke blot kan flygtningene kun få kortere opholdstilladelse, de får også mindre i økonomisk støtte end i Sverige.

Familiesammenføring?

Flygtninge har et naturligt ønske om at blive genforenet med deres familie. Men det er særligt udtalt blandt syriske flygtninge. I Sverige kan de anmode om familiesammenføring fra det øjeblik, de modtager papirerne om deres permanente opholdstilladelse. I Danmark kan de fleste flygtninge først søge om familiesammenføring efter, at de har været her et år. Det svenske system virker derfor langt mere favorabelt.

Det danske familesammenføringssystem er imidlertid langt mere effektivt end det svenske. Hvor det i Danmark blot tager 5-6 måneder fra at anmodningen er modtaget til, at flygtningen er blevet sammenbragt med sin familie, kan det tage op til 16 måneder eller mere. Dette udligner forskellen.

DIASPORA 

Diaspora kommer fra græsk, og betyder geografisk spredning af trossamfund eller kulturer. I den moderne forståelse af begrebet lægges der vægt på, at mennesker, der migrerer, ofte flytter til fremmede steder, som de har en følelsesmæssig tilknytning til. Det vil først og fremmest være steder, hvor de har familie og venner og i videre forstand ligesindede.

Tendensen til, at der skabes diaspora i koncentrerede geografisk områder, skyldes to forskellige ting.

For det første: At der i forvejen, eksisterer en stærk kultur, som matcher den, migranterne kommer fra. Derfor er det ikke en overraskelse, at de armenske kristne i Syrien, er flygtet til Armenien.

For det andet, og omvendt: Jo mere fremmedartet den kultur, som flygtningene og migranterne kommer fra, desto større er tendensen til, at de klumper sig sammen i ghettolignende områder i deres bestemmelsesland. For der kan de fortsat udleve deres kulturelle sædvaner, og måske i en sådan grad, at der ligefrem skabes parallelsamfund, hvor der gælder andre regler end i det omgivende samfund. Tendensen er størst, hvis flygtningene og migranterne har lav kulturel kapital, og når de føler diskrimination og intolerance fra det omgivende samfund. Vi kender fænomenet fra 1890-1920’ernes USA og fra i Europa i moderne tid.

Dette forstærker naturligvis problemerne med at integrere flygtningene og migranterne i det omgivende samfund. Disse problemer kan være midlertidige, som det var tilfældet i USA i den nævnte tidsperiode, eller de kan synes permanente, som det tilfældet i dagens Europa.

Forklaringen på denne forskel er todelt:

1.Folkevandringen til Europa er forskellig fra den folkevandringen til USA i 1890’erne til 20’erne

Der er meget stor forskel på USA og Europa. I USA må hver især klare sig selv. Det er deres eget ansvar, før som nu. I Europa har vi opbygget tunge velfærdssystemer, som nødvendiggør, at der fra samfundets side gøres en ihærdig indsats for at nedbryde de sociokulturelle forskelle med henblik på, at trække flere indvandrere og efterkommere ud af deres negative sociale og kulturelle arv. Det betyder, at de skal trækkes ud af overførelsessystemet, deres svage præstationer i uddannelsessystemet og i deres overhyppighed i den grove kriminalitetsstatistik. Ellers vokset presset på velfærdssystemet.. Dette er lettere sagt end gjort, når både indvandrerne og deres efterkommere fastholder at leve i deres kulturelle tidslomme. Derfor har de sidste 30 års integrationsindsats været forfejlet.

Og det gør ikke problemet mindre, at man fra systemets side er alt for villig til at placere problembørnene på permanent forsørgelse, så man slipper for at tage stilling til dem. I 1990’erne og op gennem 00’erne blev mange således tildelt førtidspension, mens læger i dag er meget flinke med at tildele dem en PTSD-diagnose, hvilket med den foregående regerings revision af retningslinjerne for undtagelserne for de krav, der stilles for at man kan opnå statsborgerskab, nærmest er blevet en garanti for at opnå statsborgerskab betingelsesløst. Med en PTSD-diagnose i hånden fritages ansøgeren således både bestået indfødsretprøve og bestået danskprøve.. Det er ikke noget tilfælde, at der er sket en regulær eksplosion i antallet af personer, som har ansøgt om statsborgerskab med fritagelse af de nævnte krav.

2. Kristen versus muslimsk indvandring

Hvor migrationen til USA i perioden 1890-1924 (1924 markerede et vendepunkt, for da indførte USA et kvotasystem, som begrænsede og dirigerede indvandringen) kom fra lande, som var domineret af forskellige variationer af kristne trossamfund, er migrationen til Europa fundamentalt anderledes. Den kommer fra muslimske folkeslag.

Islam er ikke en religion, som kun kan dyrkes i private rammer. Religionen griber ind i samfundet på alle leder og kanter. Det er både en religion, som fastsætter rammer for, hvordan den troede skal leve sit liv, men som også kan rammer for, hvordan andre skal leve deres liv. Dette afhænger af, hvordan religionen praktiseres i det enkelte samfund. Islam kan enten være tolerant eller intolerant. I sin mest intolerante udgave, er religionen intolerant over for andre trossamfund (f.eks. anbefalede den Saudiarabiske stor-Mufti for 3 år siden, at alle kristne kirker skulle nedbrændes. I sådanne meget fundamentalistiske samfund, som man ser i Saudi-Arabien, i Iran og i Egypten under det islamiske styre i 2011-12 er religionen også aldeles intolerant over for ateister og homoseksuelle. Det kan udløse flere års fængsel. Den mest ekstreme udgave af islam finder vi i det irakisk-syriske ISIS-kontrollerede område. Der nedslagtes kristne mænd, mens kvinder og pigebørn tages til sexslaver. Homoseksuelle kastes ned fra bygninger og ateister halshugges. Selv moderate imamer, som understreger, at islam bygger på lag på lag-fortolkninger og ikke, hvad der ordret står i Koranen, henrettes, hvis de ikke “vender tilbage” til islam på Muhammeds tid. Omvendt kan islam være en meget tolerant religion, som man oplevede det under Abbasid-kalifat (750-1258) eller ganske tolerant som i nutidens Marokko og Tunesien.

Endelig føler de fleste fundamentalistiske muslimer ikke en følelsesmæssig tilknytning til den stat, som de lever i . Nationalstater er fremmedlegemer  for islam. Derfor er det ikke overraskende at General Nassers pan-arabiske nationale ideologi ikke overlevede, selvom det brutale nederlag i seksdageskrigen i 1967 gjorde sit til at aflive den. I islams selvforståelse tilhører muslimer ’umma’en’, det muslimske fællesskab. Derfor føler mange sig ikke som svenskere, tyskere, franskmænd eller danskere. De føler sig som del af umma’en. Og det forklarer, hvorfor de ofte er utilbøjelige til at kritisere eller anmelde andre muslimer  for kriminalitet. Dette forstærker problemerne med at få dem integreret i samfundeet.

Det er vigtigt at understege, at et flertal af muslimer i Europa er pragmatiske mht. dyrkelsen af deres religion. De lever den så og sige à la carte. Men de fundamentalistiske varianter trives i de omtalte ghettoområder Man bør derfor sondre mellem sekulariserede muslimer, som vi 1980’erne modtog mange af fra Iran, da de netop flygtede fra præstestyret og fundamentalistiske muslimer, hvoriblandt islamisterne og jihad-islamisterne er de mest yderligtgående. De næstmest yderligtgående fundamentalister støtter sig primært til Hanbali-fiqh’en (muslimsk retstradition), som er dominerende i Saudi-Arabien og visse andre Gulfstater.. Midt i mellem befinder de pragmatiske muslimer sig.

Problemet er, at Europa har fået flere fundamentalister. Nogle er kommet til i 90’erne og 00’erne, andre er blev fundamentalistisk indstillet i den tid, hvor de har levet i Europa. Det gælder ikke mindst for 2. og 3. generationsefterkommerne. De er generelt mere religiøse, end deres forældre eller bedsteforældre, der oprindeligt kom til Europa. Dette er bl.a. blevet påvist i det hidtidigt største videnskabelige studie af muslimer i Europa, et studie som nok så vigtigt også viser, at ikke færre end 44% af de europæiske muslimer er fundamentalistiske. Studiet som er blevet gennemført af førende europæiske og amerikanske forskere ved det velansete WissenschaftZentrumBerlin-institut, og som er blevet publiceret i et peer-reviewed internationalt tidsskrift, som jeg vil anbefale at læse (1)

Hvorfor voksende fundamentalisme blandt muslimer : Historien om islams religiøse genopvækkelse

Etableringen af de første europæiske nationalstater faldt tilfældigvis sammen med en tid, hvor Europa var udsat for den største kulturelle trussel mod sin civilisation. Og den kom netop fra islam. Den kulminererede med osmannernes storm på Wien i 1683. Kun med en fælles koalition af europæiske hære lykkedes det at nedkæmpe den.

På det tidspunkt havde islam allerede indledt sit forfald. Det var langt fra det abbasidske kalifat (750-1258), der var blevet etableret med hovedsæde i Baghdad, og som i en periode blev flyttet til Samarra. Abbasid-dynastiet nedstammede fra Mohammeds yngste onkel, Abbas ibn Abd al-Muttalib. Abbasiderne havde nedkæmpet det umayyadiske kalifat (661-750), somhavde hovedsæde i Damaskus, og som tog over efter de første fire retskafne kalifater (632-661). Disse kaliffer overtog tronen efter profeten Mohammed (570-632). I de knap 500 år, hvor abbasiderne sad ved magten var islam præget af fred, tolerance overfor jøder og kristne (selvom de stadig skulle betale særskat) og der blev gjort store videnskabelige fremskridt og lavet fantastiske bygningsværker, som man den dag i dag kan se i det sydlige Spanien. Kalifatet gik under, da Djengis Khans mongoler belejrede og indtog Baghdad i 1258. Derefter blev kalif en indholdsløs titel, selvom den osmanniske sultan i 1517 oprettede et kalifat som varede til dets endelige nederlag i 1924.

Mohammed ibn al-Wahhab og sauderne

Efter nederlaget i Wien i 1683 begyndte islams store nedgang. I 1730-1740’erne kom den første modreaktion, da forkynderen og krigeren, Mohammed al-Wahhab på den arabiske halvø rensede ud i islams tiltagende udvanding med pragmatiske prakssisser fra især sufismen og islams inspiration fra andre religioner som katolicismen . Disse praksisser gav sig bl.a. udslag i ikon-og idoldyrkelse af afdøde personer, mysticistisk dyrkelse af ’hellige’ træer og oaser, samt fester med dans, musik, alkoholindtagelse og tobaksrygning i de mange karavaner mod Mekka, samt  ægteskabelige sidespring både af mænd og af kvinder ej at forglemme. Mohammed al-Wahhab ønskede at rydde helt om og føre Islam tilbage til udgangspunktet på Mohammeds tid.

Han begyndte sin hærgen i 1730’erne, da han af en af sine kvindelige følgere blev spurgt om, hvad hun skulle gøre for at undgå at komme i helvede da hun havde haft et seksuelt sidespring. Al-Wahhab overvejede det længe, før han traf sin beslutning; Kvinden skulle stenes til døde. Denne stening var den første i mange hundrede år. Al-Wahhab brugte også tid på at fælde de ’hellige’ palmetræer,  som han kunne få øje på samt smadre de ikoner og gravsteder, han kom forbi. Men han var forhadt blandt mange stammeledere. Til slut blev al-Wahhab fordrevet til en lille oase, hvor han blev mødt med sympati. Det var i et område omkring Riyadh, hvor Saud-familien hørte til.

Saud-familiens leder Muhammed ibn Saud og Mohammed al-Wahhab indgik derefter en pagt, som blev beseglet ved, at en af Wahhabs døtre blev gift med ibn Sauds tronfølger. Derfor bærer Saud-familien i dag Wahhabs blod. Derefter blev den første Saudiske stat dannet (1744), og den blev indledt med en krig mod andre stammer med henblik på at overtage hele den arabiske halvø. I 1802 vendte wahhabitterne sig mod islams hellige byer, Mekka og Medina med henblik på at overtage dem og gennemføre Wahhabs radikale reformer. I denne proces blev Mohammeds gravsted i Medina smadret. Alle karavaner blev sendt hjem, og den arabiske halvø blev klinisk renset for ikoner, afgudsdyrkelse og andre foreteelser ligesom kristne kirker blev brændt ned. Wahhabitterne stormede også de shiitiske hellige byer i Irak, hvorfra de bragte mange kvinder og pigebørn med sig hjem som sexslaver. Til sidst fik osmannerne nok, og sendte en mamelukkerne fra Egypten i krig mod wahhabitterne. I den osmanniske-saudiske krig i 1818-1821 blev wahhabitterne omsider nedkæmpet og fordrevet til den indre Nejd-provins. Sauderne etablerede dernæst det 2. saudiske rige, som imidlertid også blev nedkæmpet i 1902 af den rivaliserende Rashid-familie. Kun Abdul Aziz ibn Said, det moderne Saudi-Arabiens grundlægger formåede sammen med sin bedstefar at flygte til Kuwait, hvor de nød beskyttelse af briterne.

Efter 1. verdenskrig vendte ibn Saud tilbage hvor han allierede sig med den militante wahhabittiske Ikhwan-bevægelse. Processen startede forfra, og den kulminerede med, at Ikhwan-bevægelsen også ville overtage Syrien og dele af Irak. Så sagde briterne stop, og det endte med at Saud-familen i 1932 henrettede de fleste ikwanere. Kun få overlevede, bl.a. faderen til den søn, som var leder af den en større gruppe af jihadister gennemførte det første jihadiske terrorangreb den nytårsmorgen i året 1400 (22. november 1979) efter islamisk tidsregning. Han hed Juhayman al-Otaibi, og terrorangrebet blev begået på intet mindre end den store moské i Mekka.

En anden kilde til fundamentaliseringen af islam er kommet fra det Muslimske Broderskab, som blev dannet i 1928 i Egypten af Hassan al Banna. Han er i dag en stor inspirationskilde for islamister. Men den største er Sayyd Qubt, en egyptisk teoretiker og forfatter, som kom i fængsel efter General Nassers militærkup i 1952. I fængslet udviklede Qubt sine tanker om muslimers store jihad (deres kamp med at blive rettroende og modstå egne lyster og begær), men han blev også gradvist radikaliseret og foreslog muslimer at udføre ikke bare den lille, men individuelle jihad: hellig krig mod vantro. Derfor har han været Osama bin Ladens store forbillede. Faderen til Al-Qaeda-nuværende leder, Ayman al-Zawahri, der var mentor for bin-Laden, var Qubts advokat i fængslet.

Så vidt forbindelsen mellem Wahhabismen og vor tids islamiske terrorister, som  har kulmineret med den wahhabistiske (nu kaldet salafistiske) ISIS-bevægelse i Syrien og Irak. For at runde det hele af, er det væsentligt at bemærke, at denne bevægelse ønsker at genskabe Abbasid-kalifatet minus al den tolerance, det kalifat skabte. Det nye kalifat skal være på salafistiske principper. Derfor er det ikke en tilfældighed, at krigen mod Assads styre har base i Damaskus. Det er heller ikke en tilfældigt, at ISIS planlægger at etablere sit kalifat i Baghdad, når denne by er indtaget. Og det er heller ikke tilfældigt, at ISIS selvbestaltede kalif, Abu Bakr al-Baghdadi kommer fra Samara, og at han har omdøbt sig til Abu Bakr. Sunniislams første retskafne kalif, efterfølgeren til Mohammed, hed netop Abur Bakr. Det hele har symbolsk betydning.

Så hvordan forklarer vi ellers islams genopvækkelse, og hvilken rolle har Saudi-Arabien spillet?

Det store spring fremad skete i årene efter den 1. oliekrise i 1973/73, hvor Saudi-Arabien begyndte at bruge sine milliarder af petrodollars på at udbrede, hvad Wahhab kaldte den rettroende version af islam. Til det formål har Saudi-Arabien bygget moskéer, børnehaver, skoler, og universiteter over alt i den arabiske verden, og med den muslimske indvandring til i Europa i 1970’erne og 80’erne i stigende grad i den verdensdel. Forstærket af de arabiske landes krige med Israel i 1967 og 1973, som markerede afslutningen på den pan-arabiske bevægelse, af de autoritære regimer i Mellemøsten og Nordafrika, af den årtierlange svage økonomiske udvikling (olieproduktionen er ikke kommet den almindelige befolkning til gode), som har produceret massearbejdsløshed og et proletariat blandt de unge, og ej at forglemme af vestens militære engagement i adskillige krige i Mellemøsten, er netop denne generation blevet mere oprørsk og religiøs. Unge muslimske efterkommere i Europa er blevet inspireret af denne religiøse vækkelse, som har skabt nyt håb.

Saudi-Arabiens påvirkning er generelt meget indirekte. Landet har ingen kontrol med de moskéer, landet finansierer. På det allersenste har Saudi-Arabien tilbudt at finansiere 200 nye moskéer til de flygtninge, som ankommer til Tyskland. Men Saudi-Arabien bidrager til at sprede sine religiøse budskaber, ligesom moskéerne fungerer som imagepleje for den stenrige ørkenstat. På den måde anvender Saudi-Arabien blød magtanvendelse (soft power) i Joseph Nyes forstand.

Islams genopvækkelse har også fået impulser fra den iranske revolution i 1979 og det efterfølgende præstestyre. Man skal blot huske på, at denne revolution var shiamuslimsk, at 90% af muslimerne er sunnimuslimske.

Hvad nu Europa?

Det centrale ved diasporaer er, at de har det med at formere sig. Når de først er blevet etableret, følger flere efter. Det sker ikke som en lineær proces, for mennesker føler sig knyttet til det område, hvori de bor. Det sker derimod i ryk, udløst af krige, store politiske omvæltninger, naturkatastrofer eller en vedvarende forringelse af levevilkårene.

Med alt det nævnte in mente, står Europa overfor en kolossal udfordring. Det er ikke for meget at hævde, at Europas civilisation er på spil. Det er den, de europæiske ledere spiller om, og indsatsen er uhyrlig.

Man kan håbe, at islam på ny gennemgår en reformationsproces. Den kunne f.eks. starte med, at de mellemøstlige lande endelig indser, at krig og politisk og social ustabilitet ikke er vejen frem. Ligesom man i Europa indså det samme i årene efter de to store krige. Men så længe der ikke er udsigt til det, må vi forlade os på de vilkår, der gælder.

I øjeblikket rumles der meget med kvotaordninger på flygtninge. Blandt har den kendte og indflydelsesrige slovenske sociolog, Slavoj Žižek, argumenteret for sådanne kvotaordninger på helt bestemte præmisser.

I sin nyeste kronik, som blev publiceret i Dagbladet Information for 2 dage siden (2), skriver han, at centrum-venstres ”facile moralisme” skal afvises, og at denne fløj skal anerkende, at ”det […] ikke er racistisk eller facscitoidt, når værtsbefolkninger vil beskytte deres livsform”. Disse ord kommer fra en person, som selv tilhører venstrefløjen

Samtidigt skriver han, at:

“Europa må pålægge sig selv klare regler og forskrifter. Kontrol med flygtningestrømmene må håndhæves af et administrativt netværk, der omfatter alle medlemmer af EU (for at forhindre udbrud af lokalt barbari fra myndighedsside, som set i Ungarn). Flygtninge skal vide deres sikkerhed garanteret, men vi bør samtidig gøre klart, at de skal acceptere de destinationer, de får tildelt af de europæiske myndigheder. Og at de skal respektere de love og sociale normer, som gælder i de europæiske stater, herunder nultolerance over for religiøs, sexistisk og etnisk vold. At det er dem forbudt at påtvinge nogen deres egen religion eller livsstil.”

Det er principper, jeg selv i høj grad kan tilslutte mig, men spørgsmålet er, om de er realistiske? F.eks. skal indvandrere anerkende de selvsamme principper, før de herhjemme modtager statsborgerskab, men det jo forhindrer ikke, at deres efterkommere (som nu er født danske) vil anerkende dem. Der er intet klart mønster mellem radikaliserede muslimer og deres sociale baggrund. Flere af dem kommer familier, som har været aldeles sekulariseret.

Hvordan håndterer man i det hele taget flygtningestrømmen, når den dominerende europæiske leder selv lader hånt om alle regler og bare lader flygtninge- og migrantstrømmen komme ind, uanset hvad andre stater mener?

At begive sig tilbage til asylbegrebets oprindelige betydning, nemlig at asyl er midlertidig og ikke permanent, er ret utopisk, når det dominerende land i lighed med Sverige, tildeler permanent ophold betingelsesløst. Men det er nødvendigt.

Selv det land, som satte flygtninge- og migranttoget i gang, har nu nået smertetærsklen efter Müchens banegård på én dag har taget imod 10.000 flere flygtninge (3) Samtidigt har den første førende politiker i den tyske koalitionsregering ytret kritik mod den hovedløse tyske politik (4) Blandt tyskere stilles der spørgsmål ved, om der i højere grad skal tages hensyn ti flygtninge og migranter end de gamle og til børnene.(5)

For blot få dage siden advarede PET igen mod islamistiske jihadister, som kan gemme sig blandt flygtningene (6).  Det skete på en dag, hvor Politiet opgav grænsekontrollen. Imens kunne Wall Street Journal i en større artikel igen berette om, at der blandt flygtninge rejser mange illegale migranter fra andre lande end Syrien. De rejser på falske syriske pas, fordi Syrien har status som prima facie flygtningeland, hvor man næsten er garanteret asyl. Undervejs terper migranterne vejnavne i fx. Aleppo, så har lettere ved at narre politi og myndigheder i Europa (7)

Det vil kræve flere ting, hvis man skal inddæmme flygtninge- og migrant problemet:

A. Det, der er brug for, at man nedlægger Schengen-samarbejdet, og genetablerer grænsekontrollen med fast paskontrol. Vi er nået dertil, hvor de idealistiske indre markedstanker må vige for de ikke mindst sikkerhedspolitiske trusler EU-landene står overfor.
Hvis EU ikke selv kan finde ud af det, skal vi selv forlade Schengen og deltagelsen i Dublin-forordningen. Vi er alligevel ikke forpligtet af disse. Det har vores EU-forbehold på retsområdet sørget for.

B.  FN’s forældede flygtningekonventioner skal omskrives, så de tilpasses til den tid, vi lever i. Folkevandringen mod Europa er så stor, at man nærmest 2000 år tilbage for at finde noget tilsvarende. Nægtes dette i FN, og kan EU heller ikke finde ud af at komme med overbevisende argumenter, bør Danmark overveje også opsige disse konventioner.

C. Hjælpen til Syriens nærområder, herunder ikke mindst flygtningelejrene i Libanon, Jordan og Tyrkiet, skal øges meget massivt. EU landene kan passende donere, hvad der svarer til 1000 kr. per europæisk indbygger til denne hjælp, som også omfatter økonomisk og teknisk bistand.

D. Krigsindsatsen mod ISIS skal intensiveres. FN og koalitionen skal presse andre lande til at deltage. ISIS er også et problem for Rusland og for Kina, eftersom ISIS-grupper også presser sig på disse lande. EU skal droppe sit moralsk korstog mod Rusland, og koncentrere sig om det, det virkelig handler om. Krigen mod ISIS (og der er der brug for russisk (og kinesisk deltagelse). Husk på at vi ikke længere lever i det 20. århundrede i bipolaritetens tid. Vi lever i det 21. århundrede med helt andre problemstillinger.

E. EU-kvotafordelinger af flygtninge kan måske være en udmærket idé, sålænge man kan blive enige om, konsekvent at hjemsende flygtningene, når de katastrofer, som har ramt flygtningene har lagt sig, og at man bruger asylbegrebet til det, det er skabt — beskyttelse og intet andet. Og her må man være realistisk. Udviklingen i Mellemøsten og i Nordafrika går langsomt. Konflikter varer ved og repressive autoritære regimer består.  Flygtninge har ret til asyl – uanset FN-konventioner eller ej. Her bør man stærkt overveje, at etablere og finansiere flygningelejre i andet områder. Men hvis man også tilbyder asyl i Europa, tjener kvotaer i det mindste det formål, at de spreder flygtningene i stedet for at koncentrere dem De begrænser væksten i religiøse diasporaer. Kvotafordelingen sænker også EU’s attraktionsværdi for flygtninge. At blive placeret i Litauen eller i det kolde nord-Finland er måske knap så sjovt, som at søge asyl i en anden verdensdel. Derfor er det også afgørende, at asyl-shopping standes.

Europa har også ret til at beskytte sig selv og dets civilisation.

Referencer

1.  Ruud Koopmans (2015), “Religious Fundamentalism and Hostily against Out-groups. A Comparison of Muslims and Christians in Western Europe”. In: Journal of Ethnic and Migration Studies, Vol. 41, No. 1, p. 33-57. http://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/1369183X.2014.935307 Artiklen kan også læses her: https://www.wzb.eu/en/press-release/islamic-fundamentalism-is-widely-spread.

 2. Slavoj Žižek, “Norge findes ikke – ikke engang i Norge”, Dagbladet Information, 11. september 2015.

3 Frankfurter Allgemeine,  13. september 2015, Deutschland führt wieder Grenzkontrollen ein.

4 Süddeutsche Zeitung, 13. september 2015, Spahm kritisiert deutsche Flüchtlingspolitik.

5. The Guardian, 11. september 2015, ‘There have to be limits’.Mixed feeling from Germans over refugees 

6. PET advarer mod ekstremister blandt flygtninge.

7. Wall Street Journal, 12. september 2015, Migrants pose as Syrians to open door to Asylum in Europe.

 

Nogle tanker om terrorbekæmpelse

Retssikkerheden er på spil, skriver Berlingeren, i en god, lang artikel om overvågning i form af sessionslogning. Det er den form for internet-overvågning af alt-og-alle, som EU-Domstolen kendte uproportional og ulovlig. Justitsministeriet tøver dog stadig med at rydde op i det danske regelsæt om sessionslogning, ligesom Rigspolitiet angiveligt mener, at masseovervågningen skal fortsætte som før. Samme sang kommer i dag fra chefembedsmanden i Europol, der har været på turnet med en påstand om, at det er bydende nødvendigt med mere overvågning og mere samarbejde.

Statens hovedopgave må være at skabe sikkerhed for borgerne i staten, så deres juridiske rettigheder ikke bliver krænket – fx af terrorister, kriminelle, fremmede statsmagter eller af staten selv. Hvis ikke staten kan give den sikkerhed, hvorfor så have den? For at løse sin hovedopgave må statsmagten selvfølgelig udvikle sig i takt med teknologien og tiden.

Denne punditokrat har ingen kvaler mod fx sessionslogning, hvis bare logningen sker ordentligt, proportionalt og begrundet (link går til Justitia). Det vil sige, at man først skal overvåge personer, når man kan begrunde, hvorfor overvågningen er et nødvendigt næste skridt i efterforskningen. Eller som Jacob Mchangamas sagde i forbindelse med EU-Domstolens dom i sagen om logningsdirektivet:

Jeg vil derfor anbefale … at der for det første alene kan foretages logning af persondata vedrørende konkrete personer, som, politiet har en rimelig formodning om, er involveret i alvorlig kriminalitet, og for det andet at de loggede data derefter alene kan udleveres i henhold til reglerne i Retsplejeloven, der bl.a. kræver mistanke og retskendelse

Overvågning må aldrig blive noget man gør, bare fordi man kan eller fordi det er det mest belejlige. I så fald varetager man hensyn, der ikke er forenelige med de værdier, et frit og åbent samfund bygger på. For at bruge Søren Pinds ord i den førstnævnte artikel:

“Rammer vi balancen rigtigt imellem civilsamfund og demokrati og respekt for frihedsrettigheder? Eller går vi i sidste ende terroristernes ærinde og får skabt totalitære træk ved vores samfund?”

Når det gælder sessionslogning kan man spørge, hvorfor Justitsministeriet har noget imod, at en jurist ved Politiet/PET/FE skal ofre en time til halvanden på at bede retten om godkendelse af en overvågning af en person, personkreds eller måske alle personer i et geografisk afgrænset område i en bestemt periode. Hvis vi formoder – og det mener jeg vi skal – at myndighedernes nuværende overvågninger er både velovervejede og lovlige, ligger man allerede inde med en begrundelse for overvågningen. Det er ikke kompliceret at skrive dén ned, tilføje en underskrift og så sende det hele til retten.

Det ville klæde Justitsministeriet at lave lovgivning, der udviser omsorg for retfærdigheden.

Det er på høje tid, at Justitsministeriet inviterer fx Advokatrådet, Justitia og (ikke mindst) eksperter i retspleje, sikkerhed og grundrettigheder fra de juridiske og politologiske institutter til drøftelser om, hvordan fremtidens danske anti-terrorlovgivning skal udformes: Hvad må Politiet og de to efterretningstjenester gøre selv og hvad kræver en dommerkendelse? Hvad skal retten undersøge, før den kan afsige en kendelse? Hvilke indsigelsesmuligheder skal der være for fx telefonselskaber? Hvordan opnår vi en mere intensiv kontrol med PET og FE’s virksomhed? Hvor går grænsen mellem terrorvirksomhed og almindelig kriminalitet, når det kommer til valg af midler, og hvordan sikrer vi, at Politiet ikke bruger anti-terrormidler til at bekæmpe simpel kriminalitet? Det er bare nogle af spørgsmålene, og de er vigtige.

Juraen er velsagtens det eneste staten kan bidrage med, når det kommer til terrorbekæmpelse specifikt, og kriminalitetsbekæmpelse generelt. Men der er vel også en mere kulturel dimension til spørgsmålet? Som Rune Selsing konstaterer på sin Jyllands-Posten-blog: “Truslen fra terroren kan vi aldrig fjerne med effektive efterretningstjenester, vi kan højest holde den nede.”

Det er rigtigt. Hertil kommer, at Danmark, ifølge Rune, skal:

vise styrke, selvtillid og stolthed. På alle fronter. Det gør vi ved at sætte hårdt mod hårdt. Kriminelle skal sidde i lukkede fængsler, og de skal sidde der i meget længere tid. Så længe de sidder bag tremmer, kan de ikke udøve fysisk kontrol over deres familier, de kan ikke kaste sten efter ambulancer og de kan ikke trække andre med sig ned. Vi skal holde op med at tolerere hærværk, cykeltyveri, baldrede ruder og smårapserier. Tolerance over for den antisociale kriminalitet er ikke et udtryk for civilisation, men det modsatte.

Hvor komplet dysfunktionelt må Danmark ikke fremstå, for det meget store antal indvandrere, der er fuldt arbejdsdygtige og alligevel lever på offentlig forsørgelse? De betragter ikke de ødsle velfærdsydelser som udtryk for menneskeligt overskud, men som dekadence. Det er det jo også.

De moderate muslimer skal vælge os til. Og det gør de hverken ved hjælp af humanistisk pladder eller rationelle argumenter. Det handler om følelser. Om Symbolik og kulturel styrke.

Det kan jeg erklære mig stort set enig i. Hvis den vestlige kultur og civilisation får lov til at degenerere i korrekthed, berøringsangst og værdi-nihilisme, er vi ude af stand til at overvinde andre menneskers “hearts and minds”? Men hvad nu med den balance, Søren Pind var inde på i citatet ovenfor?

Som en med-punditokrat skrev for 10 år siden:

Decentralisering i form af deling af den politiske magt og markedsøkonomi gør skadevirkningerne af terrorangreb mindre. …  Begrænsning af borgerlige, civile og økonomiske rettigheder kan desuden øge rekrutteringen af terrorister. Det er der flere statistiske analyser, der tyder på. …

Det mest effektive middel mod terror er formentlig en mere realistisk opfattelse af, hvor stor – og det vil sige: lille – risikoen er. Det ville begrænse terroraktionernes skadevirkninger markant. Og det kunne være med til at hindre modforholdsregler med små eller ligefrem perverse virkninger.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilke (strø?)tanker vores læsere gør sig om emnet. Så giv din mening til kende i kommentarfeltet nedenfor, og lad det gerne være fyldigt.

Opdatering: Se også Christopher Arzrounis leder i Børsen d. 19. januar: “Hold Hovedet Koldt“, med et opråb imod “Carl Schmitt”-fløjen blandt de danske konservative og ligesindedes affekt-forslag, der for nogles vedkommende ville sætte lands lov og ret ud af kraft:

Men ud over islamisterne har vi også grund til at være bekymrede over de mennesker, der vil frelse os fra dem.

Det er blevet bemærket, at Pia Kjærsgaard (DF) foreslog brugen af “nødret”. Sandsynligvis har hun ikke fattet, at begrebet indebærer at sætte landets almindelige love ud af kraft. Og derfor er det ikke hendes følelsesudbrud, der er grund til at være bange for.

Det egentlige problem er nogle lidt mere sofistikerede personer, som fisker i rørte vande i det nationalkonservative miljø, som foragter, hvad de betragter som de liberale demokratiers svagheder. I dette miljø er det blevet normalt igen at henvise til “den tyske jurist Carl Schmitt”, som han benævnes.

Han burde læse Karl Poppers klassiske værk “Det åbne samfund og dets fjender” fra 1945, som netop giver et realistisk og liberalt svar på, hvordan frihedens institutioner skal forsvare sig mod den totalitære trussel, uden at sætte friheden over styr. Der er således ingen grund til at smide liberalismen ud med badevandet i det liberale demokrati.

Om at EU-Domtolen sagde nej til menneskerettighedskonventionen

Skamlæs selvpromovering er ikke noget, vi går af vejen for. Derfor en henvisning til et nok alt for langt indlæg jeg havde hos Børsen forleden. Det handler om, at EU-Domstolen den 18. december sagde, at EU ikke må tiltræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og i den forbindelse kom til at lyde næsten som en såkaldt EU-skeptiker. Det kan læses her.

SKATs kontrolbeføjelser i lyset af EMRK art. 8

cedhSpørgsmålet om rimeligheden i Told- og Skatteforvaltningens adgang til at foretage uanmeldt kontrol af erhvervsdrivende på privat grund, uden forudgående dommerkendelse, har været flittigt debatteret, herunder – selvfølgelig – af CEPOS.

Men ét er rimelighed, noget andet er ret; og at myndighederne har retten på sin side, konstateres ved at læse fx § 2, nr. 2 i lov nr. 590 af 18. juni 2012 (pdf) om initiativer mod sort arbejde, der i tilpasset citatform lyder:

”[Der kan] gennemføres kontrol … på en ejendom, der tjener til privatbolig eller fritidsbolig, hvis der synligt kan konstateres udendørs aktiviteter af professionel karakter. [Kontrollen] omfatter dog ikke adgang til kontrol af selve privatboligen eller fritidsboligen.”

Man kan så spørge, om kontrolbeføjelsen er på kanten af, eller direkte i strid med, Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 8, om retten til respekt for privat- og familieliv:

“Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.”

CEPOS har i sine notater været omkring bestemmelsen; men professor lic.jur. Søren Friis Hansen gør det mest klart i en netop offentliggjort en artikel, der går i kødet på de to bestemmelser. Den kan læses i Skattepolitisk Oversigt: SPO.2014.1 – “Ikke hjemme hos mig SKAT!” (bag betalingsmur).

Friis Hansen når frem til bl.a., at Folketinget, i sin behandling af lovforslaget, helt har undladt at tage stilling til EMRK-bestemmelsen. Det afføder bl.a. følgende ”allerede derfor”-bemærkning:  ”Allerede derfor kan det ikke anses for godtgjort på en overbevisende måde, at indgrebet er berettiget i relation til EMRK artikel 8.” Det må nemlig være Folketinget, der fører bevis for påtænkte kontrolindgrebs forenelighed med borgerens grundrettigheder. Nuvel, sket er sket: Er kontrolbeføjelsen så i strid med EMRK? Efter yderligere et par mellemregninger konkluderer Friis Hansen:

“På denne baggrund må adgangen for SKAT til uden forudgående retskendelse til at foretage kontrol af erhvervsdrivende på en ejendom, der benyttes til privat- eller fritidsbolig, anses for at gå videre end nødvendigt i et demokratisk samfund, hvorfor indgrebet er uberettiget i henhold til EMRK artikel 8, og artikel 7 i EUs Charter om grundlæggende rettigheder.”

Såvel retsteknisk som -politisk er det en konklusion, denne punditokrat støtter op om.

Man kan imidlertid ikke forlange af en myndighed, at den ikke bruger det værktøj, som lovgivningsmagten har givet; og da slet ikke, når værktøjet er givet med så klar støtte i den primære skatteret, som den omtalte § 2. Myndigheden må kunne arbejde ud fra den formodning, at Folketinget ikke vedtager retsstridige regler. Hvis Folketinget har det, må det være op til domstolene eller Folketinget selv at censurere kontrolbeføjelserne.

Man kunne i den forbindelse håbe, at Friis Hansen, med sin artikel, er med til at støbe kuglerne for noget af det, der er mest tiltrængt i dansk ret: En revision af den gamle skattekontrollov.

Sociale rettigheder og sociale resultater

Jacob Mchangama og jeg har siden sidste år arbejdet på et papir om, hvorvidt de såkaldte socio-økonomiske menneskerettigheder faktisk gør, hvad de påstås at gøre. Med andre ord, når man indfører en social rettighed i forfatningen, som FN presser lande til at gøre, ser man så en forbedring efterfølgende? Vi har set på retten til uddannelse, sundhed og social sikkerhed og som Jacob tweetede igår – det kort svar er nej. Efter vi har præsenteret det på flere konferencer og fået input og forslag fra kolleger og venner har vi nu sendt det ud som working paper. Papiret kan hentes her eller her. Abstractet lyder:

While the United Nations and NGOs are pushing for global judicialization of economic, social and cultural rights (ESCRs), little is known of their consequences. We provide evidence of the effects of introducing three types of ESCRs into the constitution: the rights to education, health and social security. Employing a large panel covering annual data from 160 countries in the period 1960-2010, we find no robust evidence of positive effects of ESCRs. We do, however, document adverse medium-term effects on education and inflation.

Ejendomsretten – som en beskyttet menneskeret

Ex-punditokrat Mchangama har begået et godt essay (oprindeligt udgivet i Cato Policy Review) om den private ejendomsrets ringe beskyttelse i folkerettens positive retskilder, så som Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og den ikke-bindende Verdenserklæring. Cato Institute-initiativet Libertarianism.org har nu offentliggjort det på sin blog.

Læs essayet i sin helhed; her er et lille udklip, der rimelig fint illustrerer problemstillingen på området:

Despite the end of the Cold War and the collapse of socialism, much of mainstream human rights thinking is still skeptical of — if not outright hostile to — the notion of private property as a human right in its classical sense of protecting against expropriation and intrusive regulation. In fact, leading human rights scholars have reinterpreted the right to property to encompass an entitlement to be provided property by government through redistribution

Droner & Drab

Dagens kronik i Berlingske Tidende – Droner og drab – handler, som overskriften antyder, om USA’s dronekrigsførelse i Asien, Arabien og Afrika. Det er mig der har skrevet den – og dette indlæg hører derfor til i kategorien skamløs selvpromovering.

Mit formål har for det første været at nuancere debatten om droner i Danmark, som jeg mener, har handlet for meget om ord og for lidt om realiteter. Blandt andet ville jeg gerne pointere, at dronerne udgør en betydelig del af US Air Force – og indirekte, at de er kommet for at blive – og at den proces, hvorunder Præsident Obamas ”dødslister” bliver lavet, rent faktisk ikke er helt så lyssky, som den lyder til at være. Plausible deniability er et dødt princip. I USA dokumenterer og begrunder man sine handlinger så godt og grundigt som muligt. Desværre hemmeligholder man dem efterfølgende.

For det andet har jeg gerne villet pointere, at man som liberal og retsstats-tilhænger bør have en række forbehold overfor som minimum det grundlag, USA fører sin krig på.
Her er de første to afsnit:

USAs drone-krigsførelse, som er en del af en bredere »Krig mod terror«, har igen været vendt i danske avisspalter efter Søren Pinds udtalelse om, at USA med dronerne begår »snigmord«. Den udtalelse er blevet kritiseret og forsvaret, men for at sige det som det er, så er det en fjollet debat. Uanset om man kalder »drone strikes« for snigmord eller en nuance deraf er resultatet det samme: En person dræbes. En debat om krigsførelse skal ikke handle om ordkløveri, men handlinger og legitimitet. Den debat har kørt i adskillige år i liberalistiske kredse, og særligt i USA. Her diskuteres staternes pligter, ansvar, midler og mål i Krigen mod terror livligt – og debatten er ikke stilnet af efter at Barack Obama blev præsident. Snarere tværtimod.

At netop liberale har været i front skyldes, at de liberale ideologier udspringer af et moralsk krav om, at vi som mennesker hver især skal – ikke bør, skal – behandle andre med værdighed og aldrig udnytte dem. Det betyder, at man skal respektere sine medmenneskers liv, livsførelse og ret til at leve i frihed fra tvang. Det betyder dog ikke, at man skal være pacifist og vende den anden kind til: Når liv eller rettigheder trues eller krænkes, bør man i sagens natur handle for at forebygge, genoprette det tabte og straffe de ansvarlige. Det er det samme princip, der gælder mellem stater: Angrebskrige er forbudt. Forsvarskrige er tilladelige. Jagten på den legitime krigsårsag, casus belli, er nu om stunder en juridisk opgave af dimensioner. Den samme respekt, staterne viser hinanden, mener liberale, at staterne bør udvise over for borgerne. Derfor støtter de retsstaten: Et samfund, hvor rettigheder beskyttes de jure såvel som de facto; hvor love er offentlige; hvor myndighederne er bundet af regler og hvor arbitrær magtanvendelse er en ulovlig gerning.

Læs resten hos Berlingske Tidende.

Krigen mod terror – set fra CIA’s vindue

Watching ‘Zero Dark Thirty’ with the CIA: Separating fact from fiction

Watching ‘Zero Dark Thirty’ with the CIA: Separating fact from fiction

Hvis man hører til dem, der gerne vil lytte til førstehåndsberetninger fra helt centralt hold i USA’s ”krig mod terror” skal man ikke snyde sig selv for dette 1½-time lange event, som American Entreprise Institute afholdt forleden: ”Watching ‘Zero Dark Thirty’ with the CIA: Separating fact from fiction”. Det kan  ses på AEIs hjemmeside såvel som hos C-SPAN.

Det skal understreges, at Zero Dark Thirty-filmen alene er et springbræt for diskussionen eller foredraget; man behøver ikke have set filmen, for at følge med. Begivenheden handler 99 pct. om, hvordan CIA har arbejdet fra 2001 og frem: Arbejdsgange- og metoder, avancerede forhørsmetoder,  lidt om relationerne til Det Hvide Hus før og efter 2008 og meget der imellem.

Foredragsholderne er Michael Hayden (tidl. CIA-chef), Jose Rodriguez (tidl. chef for de hemmelige operationer) og ikke mindst John Rizzo (tidl. chefjurist i CIA med mere end 30 års erfaring fra ”miljøet”).

* * *

Her er i øvrigt traileren til Zero Dark Thirty, hvis De ikke kender til den:

Podcast om kronologien i USAs våbenlovgivning

Vil man vide lidt mere om USAs føderalhøjesterets praksis mens man er på farten, er Supreme Court Podcast et glimrende sted at starte. Op til juletiden har holdet bag produceret nogle særafsnit og i lyset af Sandy Hook skole-massakren den 14. december er den ene særlig relevant: Den handler om våbenregulering (teksten kan læses her):

(hent i iTunes)

Podcasten rummer en glimrende kronologisk gennemgang af væsentlige love og retspraksis, men for mig at se er det mest interessante indledningen, hvor det præcist bliver slået fast, hvor selvfølgeligt det var, dengang Bill of Rights blev skrevet, at rettigheden til at besidde skydevåben skulle forstås individuelt. Her et et uddrag, med mine fremhævninger:

[T]he intent of the drafters of the Second Amendment was to protect the individual’s right to bear arms. At the time the Second Amendment was written, it was common for individual-rights provisions of state constitutions to include a prefatory statement of purpose. The common-law rule inherited from England dictated that the effect of a preamble was only to clarify, and not to restrict the effect of, the operative part of the law.

Furthermore, the Founding Fathers were heavily influenced by English republican views on the relationship between arms and democracy. This theory, espoused by Blackstone and other seventeenth- and eighteenth-century English political theorists, held the citizen’s ability to bear arms and use them to defend his rights to be a crucial component of political independence. An armed population was vital to protect against both foreign threats and the threat of a standing army, which could become an instrument of governmental tyranny. The Federalists, who supported a strong centralized government, and the Antifederalists, who preferred local autonomy, agreed on the importance of the individual right to bear arms. The lack of recorded debate over the Second Amendment underscores this point; what little there is relates to the idea that no religiously scrupulous person should be compelled to bear arms, but never questions that those who desire arms should be allowed to have them.

Hvordan ser adgangen til FN’s menneskerettighedsråd ud?

I et indlæg i Jyllandsposten i dag svarer Jacob Mchangama på kritik fra teamet Søvndal og Friis Bach, der mener, at FN’s menneskerettighedsråd ” rådet er menneskerettighedernes globale kampplads”. Jacob peger bl.a. på, at rådet per resolution er sat i verden for at ”opretholde den højeste standard af respekt for menneskerettigheder”. Jacob peger i dette og mange andre indlæg på, at politikernes tro på, at rådet gør dette, er en eklatant fejl. Han skriver bl.a. at:

Det er dette mandat, som rådet skal bedømmes på. Derfor illustrerer rådets sammensætning af lande som Kina, Etiopien og Saudi-Arabien og det nylige valg af vicepræsidenter fra Mauretanien med omfattende slaveri, Ecuador med systematisk censur og Maldiverne med massiv religiøs intolerance også, at ambitionerne har slået fejl.

Jeg kom derfor i den – ikke helt ukendte – situation, at jeg ikke kunne lade være med at se på, hvad tallene siger. Spørgsmålet er, hvem der sidder i rådet – har disse lande anderledes karakteristika end dem udenfor? Og svaret er ja. Splitter man FN’s medlemmer op i to halvdele – dem med etablerede demokratier og dem uden – er det ret klart at det ikke er tilfældigt. Estimerer man sandsynligheden for, at et land pt. er medlem, er det stort set kun størrelse, der er vigtigt for de demokratiske. Rykker et land en standardafvigelse (fra cirka 7 til cirka 47 millioner indbyggere) op, øges odds for at landet er medlem med 62 %.

Det interessante er blandt de mindre demokratiske medlemmer. Her er en standard afvigelse i BNP per indbygger, eller cirka 9000 dollars, forbundet med en 18 % større chance for at være medlem. Og mest interessant: For hvert points forværring af landets menneskerettighedsstatus, målt på det årlige indeks, der publiceres af Reporters Without Borders, øges chancen for at et land er medlem af FN’s menneskerettighedsråd med 2 %. Standardafvigelsen blandt disse lande er 35 point.

Med andre ord betyder én statistisk enhedsændring i negativ retning på menneskerettighedsstatus, at et land med cirka 70 % større sandsynlighed er medlem af rådet. Det påvirker indlysende nok den måde, rådet fungerer på, når udemokratiske lande med stor sandsynlighed vælger relativt slemme lande ind. Hvordan man derefter kan regne med, som Søvndal og Friis Bach åbent gør, at rådet effektivt beskytter menneskerettighederne rundt omkring i verden, er mig en gåde.

Older posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑