I et indlæg i Jyllandsposten i dag svarer Jacob Mchangama på kritik fra teamet Søvndal og Friis Bach, der mener, at FN’s menneskerettighedsråd ” rådet er menneskerettighedernes globale kampplads”. Jacob peger bl.a. på, at rådet per resolution er sat i verden for at ”opretholde den højeste standard af respekt for menneskerettigheder”. Jacob peger i dette og mange andre indlæg på, at politikernes tro på, at rådet gør dette, er en eklatant fejl. Han skriver bl.a. at:
Det er dette mandat, som rådet skal bedømmes på. Derfor illustrerer rådets sammensætning af lande som Kina, Etiopien og Saudi-Arabien og det nylige valg af vicepræsidenter fra Mauretanien med omfattende slaveri, Ecuador med systematisk censur og Maldiverne med massiv religiøs intolerance også, at ambitionerne har slået fejl.
Jeg kom derfor i den – ikke helt ukendte – situation, at jeg ikke kunne lade være med at se på, hvad tallene siger. Spørgsmålet er, hvem der sidder i rådet – har disse lande anderledes karakteristika end dem udenfor? Og svaret er ja. Splitter man FN’s medlemmer op i to halvdele – dem med etablerede demokratier og dem uden – er det ret klart at det ikke er tilfældigt. Estimerer man sandsynligheden for, at et land pt. er medlem, er det stort set kun størrelse, der er vigtigt for de demokratiske. Rykker et land en standardafvigelse (fra cirka 7 til cirka 47 millioner indbyggere) op, øges odds for at landet er medlem med 62 %.
Det interessante er blandt de mindre demokratiske medlemmer. Her er en standard afvigelse i BNP per indbygger, eller cirka 9000 dollars, forbundet med en 18 % større chance for at være medlem. Og mest interessant: For hvert points forværring af landets menneskerettighedsstatus, målt på det årlige indeks, der publiceres af Reporters Without Borders, øges chancen for at et land er medlem af FN’s menneskerettighedsråd med 2 %. Standardafvigelsen blandt disse lande er 35 point.
Med andre ord betyder én statistisk enhedsændring i negativ retning på menneskerettighedsstatus, at et land med cirka 70 % større sandsynlighed er medlem af rådet. Det påvirker indlysende nok den måde, rådet fungerer på, når udemokratiske lande med stor sandsynlighed vælger relativt slemme lande ind. Hvordan man derefter kan regne med, som Søvndal og Friis Bach åbent gør, at rådet effektivt beskytter menneskerettighederne rundt omkring i verden, er mig en gåde.