Tag: Morten Uhrskov

Vindere og tabere ved frihandel

Protektionismen er på fremmarch. I USA går republikanernes præsidentkandidat til valg på en klar protektionistisk dagsorden og herhjemme mere end flirter man med protektionisme i nationalkonservative kredse.

I et indlæg i sidste uge, “Protektionisme er idiotisk, punktum“, gik Christian Bjørnskov i rette med den stigende protektionisme, vi ser i disse år. I modsætning til tidligere er det Ikke kun på den yderste venstrefløj (hvis forhold til den økonomiske videnskab altid har været på niveau med kreationisters forhold til biologi og evolutionslæren) man flirter med protektionistiske tiltag. Også på dele af det, som i daglig tale opfattes som “højrefløjen” dyrker man protektionisme og kritiserer hvad der omtales som den “liberale” økonomiske dagsorden. Vi ser det i USA, hvor både den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, og Bernie Sanders, der i sidste ende tabte nomineringen til Hillary Clinton hos demokraterne, har ført en meget protektionistisk kampagne.

At højrefløjen dyrker nationalistisk økonomisk politik og protektionisme er relativt nyt i vores del af verden. Det er historisk noget vi primært forbinder med med Sydeuropa og Latinamerika, hvor sammenblandingen af nationalisme og økonomi har en lang tradition. på tværs af den traditionelle politiske skala.

Når Morten Uhskov fra Dansk Samling således anbefaler protektionisme, er der tale om et markant brud med mere end 100 års (borgerlig) dansk tradition. At det netop er blandt nationalkonservative, som jo med særlig ildhu fremhæver kultur og det danske som helt centralt, man finder nogle af bannerførerne for nyprotektionismen er i sig selv lettere paradoksalt. Idehistorisk hører disse tanker til i Sydeuropa og Latinamerika. Hvis vi skal blive i den nationalt orienterede retorik kan man sige, at det er udansk, når man foreslår tiltag der er i direkte modstrid med både økonomisk videnskab og dansk handels- og økonomisk politik gennem mere end 100 år,. En økonomisk forståelse baseret på erkendelse at vi lever i en lille åben økonomi, hvis velstand i høj grad er skabt vi tilpasning til den internationale arbejdsdeling, adgang til verdensmarkedet og begrænset protektionisme.

Picking the loosers

Christians indlæg i sidste uge var en direkte kommentar til føromtalte Morten Uhrskovs udtalelser i Radio 24syv, hvor han foreslog at rejse beskyttende toldmure omkring sektorer som bruger ufaglært arbejdskraft, der alternativt kan flytte/har flyttet produktionen til f. eks. Kina.

I interviewet fremhævede Uhrskov at 80 procent af legetøj solgt i EU fremstilles i Kina. Jeg går ud fra at det også gælder f. eks. fremstilling af tøj og beklædningsenstande (der er den største enkeltpost på dansk import fra Kina). Mere om konsekvenserne af dette senere.

Strategi Morten Uhrskov anbefaler har betegnelse indenfor den økonomiske videnskab, nemlig “picking the loosers”, som er når man opstiller handelbarrierer eller subsidierer sektorer, der ikke længere er konkurrencedygtige.

Et oplagt eksempel i Europæisk sammenhæng er naturligvis den førte landbrugspolitik i EU, der hvert år koster borgerne i Europa tusindevis af kroner, eller som Christian og undertegnede skrev i en kronik i Berlingske Tidende for nu mere end 10 år siden;

“Hvis vi afskaffede landbrugsstøtten i Europa, ville det øge vores levestandard med et beløb
svarende til, at en gennemsnits husholdning fik udbetalt en ekstra månedsløn om året.
 “

Det gør den formentlig fortsat, selv om man har ændret hist og pist, og flyttet nogle af posterne ind under egnsudvikling. Og så havde vi slet ikke medtaget, at den førte landbrugspolitik svækkede – og svækker – væksten i andre dele af verden. En vækst som kunne øge efterspørgslen efter netop europæisk, og dermed også dansk fremstillede produkter.

Næsten komisk bliver det, når Uhrskov understreger, at det skam kun er overfor sektorer hvor man i stor udstrækning bruger ufaglært arbejdskraft, man skal indføre told og andre restriktioner og samtidig understreger at der skam fortsat skal være fri handel indenfor mere avancerede sektorer.

Han har tilsyneladende ikke overvejet hvorledes fattige lande skal få råd til at købe vores mere avancerede produkter, når  de ikke længere har mulighed for at sælge deres produkter til os.

Han har heller ikke overvejet, at hvis vi nægter at importere bestemte varer fra et andet land, er det ikke utænkeligt, at der hos dem vil være et indenlandsk pres for at de gør det samme i forhold til sektorer, hvor de ikke er konkurrencedygtige.

Den problemstilling illustreres fint af de mere end 10 års forhandlinger mellem EU og  Mercosur. Mens landene i Mercosur ønsker adgang til at eksportere landbrugsvarer til Europa og EU gerne have adgang til at eksportere mere avancerede produkter til Mercosur, hr problemet været, at modparten ikke har ønsket dette. til skade for forbrugerne i både Mercosur og EU. Forbrugerne betaler mere produkterne end nødvendigt, og samtidig er det kunstigt attraktivt at investere i sektorer, som kun overlever på grund af politiske regulering og handelsbarrierer. Det skader i sidste ende både vækst og reallønsudvikling og dermed levestandarden for langt de fleste.

Eneste vindere er kapitalejerne i de beskyttede industrier og evt. de ansatte. Der er dog tale om en gevinst som alene sikres via et endnu større tab for andre – i dette tilfælde i høj grad de lavtlønnede.

Som økonom er det godt nok vanskeligt at forstå at nogen ligefrem foretrækker tiltag, der garanterer en lavere velstand end hvad man kunne have haft ved frihandel.

De fattigste forbrugere vinder mest ved frihandel

Måske er problemet at Morten Uhrskov (og andre nationalkonservative) kun tillægger økonomi ringe værdi og vi derfor taler forbi hinanden. For som Uhrskov skriver under overskriften “Er protektionisme vejen frem?”

Jeg ved godt, at mit forslag vil føre til mindre global velstand, men hvis jeg kan styrke sammenholdet blandt danskere, er jeg villig til at betale den pris. Det følger af mine forpligtelser overfor de dårligst stillede danskere, for hvem det er en ulykke ikke at være i arbejde.

Her ville det have været en fordel hvis Uhrskov  i sit blogindlæg på Jyllands-Posten, havde forholdt sig til et helt centralt afsnit i Christian Bjørnskovs kritik.

For som Christian skriver, overser Uhrskov ( og alle der er enige med ham), at folk med relativt lav indkomst har et andet forbrugsmønster end han selv. Grunden er, med et teknisk udtryk, at folks præferencer ikke er homotetiske.

Man køber ikke lige meget ekstra af alle varer når man bliver rigere. Således har lavtlønnede et større forbrug af varer, der produceres af andre lavtlønnede – ofte i andre lande – end de med højere lønninger. Sidstnævnte har til gengæld et væsentligt højere forbrug af indenlandsk producerede serviceydelser, som i sagens natur ikke er udsat for samme grad af udenlandsk konkurrence, som landbrugsprodukter og forarbejdede varer. Heraf følger også, at det er de laveste indkomstgrupper, som rammes hårdest af den fortsatte protektionisme på landbrugsområdet i EU.

Som Christian gør opmærksom på, er konklusionen af ny forskning ved Pablo Fajgelbaum og Amit Khandelwal, “Measuring the unequal gains from trade“, at

“Larger expenditures in more tradeable sectors and a lower rate of substitution between imports and domestic goods lead to larger gains from trade for the poor than the rich.”

Gevinsten på udvalgte indkomstdeciler i USA er illustreret ved nedenstående figur.

consumer_benefits_to_trade_by_income_share_usa_world_average_chartbuilder-1

Det fremgår meget tydeligt, at de laveste indkomster procentuelt har oplevet en langt højere gevinst end de højeste indkomster. En konsekvens af at lavindkomstgrupperne bruger en større del af deres indkomst på varer, der handles over grænser, og fordi en større del af deres forbrug er er prisuelastisk – f.eks. fødevarer.

Derfor rammes de laveste indkomstgrupper væsentligt hårdere end andre af protektionistiske tiltag. Det er illustreret ved nedenstående grafer, som illustrerer de relative velfærdsgevinster ved et fald på 5 procent på handlede udenlandske varer.

gainsOmvendt forholder det sig naturligvis ved en stigning. Derfor vil omkostningerne ved Morten Uhrskovs forslag primært blive båret af forbrugerne med de laveste indkomster.

Maskinstormere og sammenhængskraft

Grundlæggende ligner Morten Uhrskov (og andre i det nationalkonservative landskab) argumentation da også til forveksling tidligere tiders maskinstormere. Det er de samme forestillinger og den samme frygt som de havde, som er bærende for den nye bølge af protektionisme.

Men måske er en central del af problemet også at Uhrskov blander tingene sammen. Således skriver han på sin blog, at

Anslået mellem 15 og 20 procent af danskerne har mere og mere vanskeligt ved at finde noget, der bare minder om varig beskæftigelse. Kvalifikationskravene på arbejdsmarkedet stiger, men det gør kvalifikationerne hos op imod en femtedel af danskerne ikke af den grund. Jeg er med på, at en del af miseren kan løses ved at sænke mindstelønnen mod skattelettelser, men jeg tvivler stærkt på, at det kan løse hele det meget alvorlige samfundsproblem, vi står overfor her.

Men er det virkeligt en konsekvens af frihandel og globalisering? For hvorledes vil Morten Uhrskov så forklare tilstedeværelsen af de over 100.000 udlændinge fra primært Østeuropa, som arbejder i Danmark? Det hænger ikke sammen. Hvis det skulle forholde sig som Morten Uhrskov siger, ville de arbejdspladser jo ikke findes.

Men det gør de. Og nej, den udenlandske arbejdskraft “tager ikke” danske arbejdspladser eller arbejder til “30 kroner i timen”. Langt de fleste arbejder til overenskomstmæssig løn og arbejdsgiverne kan ganske enkelt ikke skaffe dansk arbejdskraft. Noget kunne tyde på at forklaringen på den store andel på overførselsindkomst skal findes andet steds. Frihandel, EUs indre marked eller globaliseringen kan ikke forklare det. Og er hverken globalisering eller frihandel grund til den store andel af befolkningen i den arbejdsdygtige alderm, der står udenfor arbejdsmarkedet, giver det absolut heller ingen mening at ville begrænse vores levestandard gennem protektionisme, for at

styrke den sociale sammenhængskraft i Danmark, (således) at taberkulturen i mange af de sociale boligbyggerier vil blive reduceret, forhåbentlig markant.

Det eneste som Morten Uhrskovs forslag vil medføre er so msagt, at vi alle bliver fattigere , og de der taber mest er forbrugerne med de laveste indkomster.

Som økonom giver forslag om øget protektionisme ganske enkelt ikke mening. Men måske giver det mening i den postfaktuelle kollektive fortælling, som dyrkes mere og mere på både venstre og højrefløjen.

Det er i det hele taget ofte vanskeligt at skelne mellem den traditionelle venstrefløjs og nationalkonservatives kritik af hvad de kalder “liberal” økonomi, men som de fleste økonomer nok blot vil kalde koncensus, baseret på mere end 200 års forskning, debat og ikke mindst empirisk data. Den peger klart på, at nogenlunde frie markedsøkonomier med udbredt fri handel, sikrer den bedste levestandard, ikke mindst for de med relativt få penge til rådighed.

Dermed ikke sagt, at der ikke kan eksistere transitoriske  problemer, når arbejdspladser nedlægges (det synlige) og til nye opstår (de t usynlige). Svaret på denne udfordring er dog ikke protektionisme, men reformer som sikrer mere frie markeder og mindre regulering – ikke mere.

Noget om danske debattører og uredelighed

I et blogindlæg på Jyllandsposten i den forgangne uge, “Plat med ikke-vestlige tal“, harcelerer Morten Uhrskov over en kronik af cand. polit. Hjarn Zernichow Borberg ( “Her er de nævnbare fakta om indvandring” ). Uhrskovs vrede skyldes, at Borgberg søger at imødegå to tidligere kronikker af Gunnar Viby Mogensen og Poul Christian Matthiesen i Berlingske Tidende ( Unævnelige fakta om indvandring I og II ).

Morten Uhrskov har i årevis flittigt skrevet om de problemer som indvandringen til Europa og Danmark har bragt med sig, set fra hans side. Jeg er sjældent enig med Morten, men har dog gennem årene jævnligt læst hans indlæg. Jeg har normalt stor respekt og sympati for Morten som person, desuagtet vores uenigheder.

Han er en af de, der tidligt påpegede problestillinger ved indvandringen, som man i alt for mange år ikke tog (ikke tager?) alvorlig i “den herskende klasse” (den liljehvide elite). Morten har også oplevet, at det ikke er uden omkostninger at deltage i den offentlige debat. I flere tilfælde har han været udsat for en helt utilbørlig og uacceptabel behandling – herunder venstreekstremistisk hærværk.

Uhrskov har også skrevet flere bøger. Senest en bog om de økonomiske konsekvenser ved indvandringen fra den 3. verden, “Indvandringens pris – På vej mod et fattigere Danmark”. Det slap han ikke heldigt fra (herom har jeg tidligere skrevet en længere indlæg om her på bloggen)

Nu har Uhrskov så set sig sur på Borberg. Hans brøde er ifølge Uhrskov at han “udelader de mange, mange tal, der er ubekvemme for ham. Den slags plat er ”tilladt” i en kronik, men kønt ser det ikke ud. I forskningsverdenen ville der være tale om videnskabelig uredelighed.

Der er ingen tvivl om at Borberg har en helt anden forståelse af konsekvenserne af de seneste årtiers indvandring end Uhrskov. I sin bog “Nydansk”, der udkom maj måned i år forsøger Borberg via statistik at vise, at det står langt bedre/mindre slemt til end mange, herunder Morten Uhrskov, mener er tilfældet, eller som han selv udtaler til Politiken: “Jeg har gået og samlet alle disse data i mange år, fordi jeg både i mit arbejde i centraladministrationen og andre steder så et helt andet billede. Det billede synes jeg er væsentligt at få frem. Der er forskelle, og der er problemer, men der skal også være proportioner. Det er sidstnævnte, jeg forsøger at bidrage med”

I sin kronik påpeger Borberg, at forskellen i erhvervsfrekvensen mellem 20-29 årige irakere og pakistanere i forhold til danskere i samme aldersgruppe er ca. 10 procentpoint. Det finder Uhrskov er meget manipulerende. Han vil gerne have at man udvider gruppen til at omfatte 20-39 årige, “så vi kan se, hvordan efterkommerne bruger deres talenter også, når de er i 30’erne”, som han skriver. Det fremgår af nedenstående tabel.

Derfor vil Morten Uhrskov hellere se på hvor stor en andel som hverken er i uddannelse eller i arbejde. Eller rettere han ønsker at tale om mandlige efterkommere fra Irak som hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse. Det gælder 26 procent, mens det er 16,5 procent af danskerne. For kvinder gælder det 27,5 og 17 procent.

Uhrskovs “trumf” er at beskæftigelsesfrekvensen for efterkommere fra Irak når frekvensen for danskere sættes til 100, blot er på 78 for mænd og 69 for kvinder. Altså henholdsvis 22 og 31 procent lavere. Man kunne selvfølgelig indvende, at det havde været bedre at bruge erhvervsfrekvensen, der også indeholder selvstændigt erhvervsdrivende, men nuvel. Der er tale om en stor forskel (det dog ikke er større end de oprindelige tal, det er blot opgjort på en anden måde, med Danskere sat lig 100) . Og det kunne selvfølgelig ligne en tanke, at Borberg bruger de tal som er mest positive. Men hvorfor mon Uhrskov så vælger lige præcis Irakere? Hvorfor medtager han ikke også Pakistanere, når der også er tal for dem? – Se nedenfor.

beskæftigelsesindeks mændkvinder11

Som det fremgår er tallene for både pakistanske kvinder og mænd betydeligt bedre end for Irakere,  selv om ingen af grupperne (kun de 10 største grupper er medtaget), som påpeget af Uhrskov matcher danskernes beskæftigelsesgrad. Dertil er dog at sige, at det gør ingen grupper (hverken vestlige eller ikke-vestlige) i denne aldersklasse. Forskellen for pakistanske mænd op til de “bedste” er ubetydelig. Her skal vi nok glæde os over at efterkommerne af den største indvandrergruppe, Tyrkere, har en høj beskæftigelsesproent for udlændinge.

Med en parafrase over Uhrskovs egen karakteristik af Borberg, kunne man derfor anklage Uhrskov for at han “udelader de mange, mange tal, der er ubekvemme for ham. Den slags plat er ”tilladt” i et blogindlæg, men kønt ser det ikke ud. I forskningsverdenen ville der være tale om videnskabelig uredelighed.

Behøver det være et problem?

Faktum er at målt på erhvervs- og beskæftigelsesfrekvens ligger de fleste grupper (både fra vestlige og ikke-vestlige lande) lavere end danskere. At det er et problem er naturligvis primært resultat af inderetningen af vores velfærdsstat.

Hvis man vil se på de økonomiske konsekvenser skal man så bruge helt andre data end både det som de to debattører eller jeg anvender i denne forbindelse.

Indvandringens pris eller socialstatens fallit?

(indlæg (25 s.) kan hentes som pdf her)

 

“Mexican immigration, over the border, is a good thing. It’s a good thing for the illegal immigrants. It’s a good thing for the United States. It’s a good thing for the citizens of the country. But, it’s only good so long as its illegal.” (Milton Friedman)

I en økonomi uden nem adgang til andres lommer vil et lavere uddannelsesniveau primært indebære, at lønnen tilpasser sig udbud og efterspørgsel og uligheden stiger. Det er måske det bedste incitament for næste generation til at tage sig en uddannelse. Det er næppe uden grund, at 61% af amerikanerne, 53% af Canadierne og 40% af Schweizerne, men kun 4% af svenskerne og 2% af danskerne, ifølge World Value Survey, prøver at lære deres børn værdien af hårdt arbejde.

Historikeren og debattøren, Morten Uhrskov, udsendte i slutningen af maj bogen “Indvandringens pris”

Bogens hovedtese er at ikke-vestlig indvandring gør os alle fattige. Som han skriver om indvandring fra ikke-vestlige lande i kronikken “En rigtig dårlig forretning” (Børsen 4. juni) :

Denne indvandring vil år for år gøre Danmark til et relativt fattigere land, et land med en gennemsnitligt dårligere uddannet befolkning, som er til mindre gavn for erhvervslivet.

Til at sandsynliggøre denne påstand inddrager han erfaringerne med indvandringen af Hispanics i USA, som han mener ” vil tvinge supermagten USA i knæ økonomisk“.

Udviklingen skyldes ifølge Uhrskov de negative effekter af  det lavere gennemsnitlige uddannelsesniveau for indvandrere fra ikke-vestlige lande, set som samlet gruppe. Efterslæbet i uddannelse mener Uhrskov åbenbart indebærer at vi alle bliver fattigere.

Alt andet lige er det økonomisk fagligt noget vås, som skyldes at Uhrskov bruger gennemsnitsbetragtninger i stedet for korrekt at anlægge en marginalbetragtning. Den tilsiger, at man skal tillade indvandring, så længe den sidst ankomne bidrager lig med eller med mere, end vedkommende (og dennes familie) koster.

At vi kan konstatere at effekten formentlig er negativ, skyldes ikke indvandreren, men indretningen af vores socialstat. Jo mere gavmild denne er, alt andet lige, jo mindre er nettogevinsten ved indvandring.

Rent økonomisk tilsiger eksistensen af visse identificerbare grupper med et gennemsnitligt lavere uddannelsesniveau end andre blot at de skal have en gennemsnitlig lavere lønindkomst.

Det er helt korrekt, når Uhrskov påpeger at det gennemsnitlige uddannelsesniveau blandt både indvandrere fra ikke-vestlige lande herhjemme og deres efterkommere er ringere end den øvrige befolkning. Og han skal have tak for at påpege at historierne om at indvandrerpiger klarer sig godt i uddannelsessystemet er noget sludder.

Det er til gengæld meget problematisk, når han bruger udviklingen for samlegruppen “Hispanics” i USA som reference. Bedre bliver det ikke, når han angiver at Latinamerika ikke er en del af den vestlige verden. Det er faktuelt og historisk en vanvittig påstand, uden empirisk belæg, tværtimod.

I stedet for at tale om “indvandringens pris” er det derfor mere korrekt at tale om “socialstatens fallit”.

Læs mere

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑