Tag: Muhammedkrisen

Terror suspects considered bombing journalist behind ”Mohammed cartoons”

As a service to our occasional, non-Danish readers we ”break” for a news story of a particular interest to those who followed the Danish ”cartoon crisis” in 2006, which we covered several times, including our comment by Samuel Rachlin (in English).

Tuesday this week it was divulged that the four suspected terrorists on trial in the Danish city of Odense in the so-called “Vollsmose terror case” may have planned to bomb Flemming Rose, the Culture Editor of the Danish newspaper Jyllands-Posten which in 2005 commissioned the cartoons of Mohammed, the founder of the religion of Islam, which a few months later was used to ignite a number of violent attacks against Danish firms and diplomatic representations, and where the costs in lost money and lost lives have not yet been fully tallied.

During the trial at the Courthouse in Odense one of the four individuals accused of planning terror attacks in Denmark divulged that he and the three others, together or separately, had discussed and/or worked on several planned bomb attacks. One of the ideas discussed included the construction of a remote-controlled bomb that should have been directed against Rose. The bomb would be planted in a car that was supposed to be driven into Rose’s private home. (It has already been uncovered that “A.K.”, the particular member of the group who suggested the idea, had considered killing one of the cartoonists. He also wrote letters in praise of Osama bin Laden and Abu Musab Zarqawi and offered himself: “Revenge, revenge! I am the first volunteer! God is great!”)

The suspected terrorist behind the disclosures Tuesday, a 32 year old Danish convert to Islam code-named “A.A.” in the trial, suggested that the idea of attacking Rose was not serious but he also admitted during the court case Tuesday that two of the group actually had detonated a bomb on a soccer field behind a school in Odense. It was also divulged that the group—which collected videos of Islamist decapitations of kidnapped victims as well as speeches by Osama bin Laden and photos of the 19 9/11 high-jackers—planned to use chemical fertilizers to construct a number of bombs.

Politically correct, Danish (and non-Danish) commentators will no doubt say that Rose should have expected something like this to happen. Disrespectfully, we disagree. Nobody ought to expect that questioning or even peacefully taking shots at a religion will result in death threats. Rose and the cartoonists to this day are under police protection, just as many other people with direct or indirect connections to the “cartoon crisis” have been, including many journalists, several academics and businessman and at least a few politicians. They and their families live or have lived in fear merely due to some other individuals’ exercise of their freedom of speech.

Altogether, this is a sad reminder of Thomas Jefferson’s words that the price of freedom is eternal vigilance.

For a recent interview with the thoughtful Flemming Rose in Reason Magazine, go here. To read his English-language blog at Pajamas Media, go here.

Politiken om (g)ensidighed

Det er i dag ét år siden, Jyllandsposten offentliggjorde de nu herostratisk berømte tolv karikaturer af profeten Muhammed. I den anledning bringer Politiken dags dato en leder, der gør status. Jeg skal ikke trætte læserne med den de første otte afsnits øvelse ud i polemikkens kunst, men blot lige strejfe de to sidste afsnit, der efter lederens eget udsagn destillerer sagens pointe:

Det helt usædvanlige var dog, at den danske regering ved at nægte både at lægge nogen form for afstand til provokationen og indgå i nogen form for dialog med de krænkede ambassadører, lande og organisationer gjorde sagen international. Det kunne avisen ikke have forudset, og det bragte den til sidst i farezonen på en skræmmende og helt uacceptabel måde. Men at hævde den særlige provokationsret, som i hvert fald delvis er etableret i det gennemsekulariserede Europa, ikke som avis eller som kunstner, men som regering i det internationale diplomati, ja, det var ikke bare helt usædvanligt. Det var også ansvarsløst og kritisabelt. Det betalte det danske samfund en pris for, en pris, der ikke kun kan gøres op i tabte eksportinteresser og øgede sikkerhedsrisici.

At gøre det til karikaturkrisens danske pointe er mange af os ikke modne til. For det ville forudsætte, at vi fik øje for, hvad demokrati og integration har til fælles, nemlig behovet for gensidighed og ligeværd. Der skal nok mere end et år til, før vi når så vidt“.

Jeg er i et vidt omfang enig med Politiken i, at sagen handler om gensidighed (eller manglen på samme). Men jeg har meget svært ved at se, at denne leder rent faktisk efterlyser gensidighed. Det var den danske regering, der skulle være gået under åget; ikke de mellemøstlige diktaturstater. Det var Jyllandsposten, der skulle undskylde; ikke de imamer, der helt bevidst spredte misinformation i de netop nævnte despotier. Det var i det hele taget ytringsfriheden, der skulle files på; ikke det muslimske billedforbud.

Der bør jo som bekendt være frihed for Loke såvel som for Thor, og man har (heldigvis) ret til at have sine meninger og til at ytre dem i et frit samfund. Men når Politikens pointe nu engang går i denne retning, hvorfor så alt denne snak om ‘gensidighed’? Ville det ikke være lettere, hvis ‘Organet for den højeste oplysning’ en gang for alle gik ud og forlangte ‘ensidighed’? Det ville da i hvert fald begrænse den semantiske forvirring.

Oplysningstid for Arla

Arla er endt i en værre redelighed. I bestræbelserne på at genvinde de tabte markedsandele i Mellemøsten har selskabet indrykket annoncer i arabiske nyhedsmedier, hvor de i mere eller mindre utilslørede vendinger gør klart, at de skam respekterer de kulturelle værdier, som disse samfund bygger på. Umiddelbart burde en sådan fremgangsmåde jo ikke give anledning til den store ståhej, for hvad er mere naturligt end at udvise respekt for de kunder, man ønsker at afsætte sine varer til. Det er såmænd en både forventelig og naturlig måde drive forretning på.

Arla har med andre ord lært, at verden i dag er så lille, at det ikke er omkostningsfrit at krænke kulturelle sæder og religiøse følelser i arabiske lande; også selv om det måtte være en dansk avis eller dansk regering, der måtte stå bag. Men Arla har overraskende nok overset, at det heller ikke er gratis at træde på de værdier, der er grundlaget for de vestligt orienterede samfund. Selskabet fik dog syn for sagen, da adskillige kvindeorganisationer meldte sig på banen og i skarpe vendinger kritiserede Arla for hylde det anakronistiske kvindesyn, der er hyppigst forekommende i de arabiske lande.

Nu har Arla så indbudt repræsentanter fra kvindeorganisationerne til dialog. Nok ikke fordi selskabet nærer særlig respekt for nogle få og principfaste kvindesagskvinder, men snarere fordi disse repræsentanter meget vel kan vise sig lige så stærke som de religiøse eksponenter, der bogstavelig talt satte fut i fejemøget i Mellemøsten. For hvad er mere skræmmende for Arla, end at rage uklar med frigjorte skandinaviske kvinder, der trods udbredt emancipation, fortsat fungerer som tilsynsførende ved de daglige indkøb i supermarkederne. Nej vel, det er næsten ikke til at bære. Derfor må der fluks arrangeres et dialogmøde.

Jeg håber inderligt, at kvindeorganisationerne vil vise, at de repræsenterer det stærke køn og fastholde kritikken af Arla. Ikke fordi jeg nærer særlig afsmag for Arlas produkter eller virksomhed, men fordi det kan illuminere den iboende konflikt i såkaldt Stakeholder Management – tidens mest klichébefængte røgtæppevås. For hvad gør en ledelse som Arlas, når den skal tilgodese adskillige modstridende interesser? Her er nogle bud:

  • Man holder sig fra politiske manifestationer og erkender, at man har betrådt et territorium, der ikke var bæredygtigt.
  • Man tilbagediskonterer værdien af afsætningen til alle typer af stakeholders, og holder med dem, der repræsenterer den største nutidsværdi.
  • Man arrangerer økumeniske/tværfaglige interfaces med en fælles accepteret moderator og beder til, at der kan skabes en profitmaksimerende forsoning på tværs af forskellighederne.
  • Man tilbyder alle stakeholdere at blive andelshavere, så alle særstandpunkter og forhandlingsomkostninger kan internaliseres i den daglige forretningsgang

Jeg vil hermed indbyde læsere af Punditokraterne til at bidrage med yderligere bud. Steen Hildebrandt, der jævnligt fylder Børsens spalter med en masse Stakeholder-lingo, skal også være velkommen til at give et bud.

Karikatur

Det er da utroligt med Uffe Ellemann-Jensen. Som udenrigsminister var han forbilledlig; som forhenværende udenrigsminister danner han bagtrop med de mest naive typer, ingen nævnt, ingen glemt. Der er sket det, at også han er blevet en karikatur – på sig selv.

Tag nu bare et par af hans seneste bonmots, f.eks.: “Der er forskel på en tegning og en karikatur”. Korrekt, men hvad kommer det sagen ved? Der er også forskel på en spade og en skovl, og de er begge anvendelige i haven. På samme måde kan både en tegning og en karikatur bruges i avisen – og det bliver de sjovt nok også. Eller tag denne sproglige perle fra Ellemann: “Humor skal forsone, ikke såre”. Forkert igen. Humor er andet end bonede gulve og rene negle, humor er både sort og hvid, hård og blød og skal ikke partout noget bestemt.

Det, der kommer ud af munden på den forhenværende udenrigsminister, er lyden af en spilledåse, det er tirader, det er Emma Gad for viderekomne, hvis ikke en slags middelalderlig skolastik eller fraser fra de udenrigsministerielle gange, hvor den slags trives, fordi ingen tør sige platituderne imod.

Den tidligere udenrigsminister udtaler tillige, at “vi” har startet sagen. Hvem er “vi”? Der er tale om en avis, ikke om nogen regering eller noget Udenrigsministerium. Er Ellemann blevet ansat på Jyllands-Posten? Det nægter jeg at tro. Ikke mindst fordi han runder en kommentar i Politiken af med at mene, at selve udtrykket “islamismen” er “et lidt farligt udtryk”, hvilket måske lyder meget sødt og demokratisk, men samtidig minder os om den franske forfatter Jean-Francois Revels ord om, at demokratiet er den første civilisation nogensinde, som bebrejder sig selv at bekæmpe sine fjender. I stedet tyer mange erklærede demokrater til at bedømme politiske udsagn ud fra en æstetisk eller retorisk synsvinkel – og det er og bliver pop.

Problemet med Uffe Ellemann-Jensen er, at han tillader sine holdninger – til regeringen, til Jyllands-Posten, til Dansk Folkeparti – at aflive princippet om ytringsfrihed. Holdninger er ikke vigtigere end principper. Principper er vigtigere end holdninger. Og princippet ytringsfrihed står ikke til diskussion, det gjaldt – indtil for nylig – for lav såvel som for høj.

Det er ikke blot et problem for Ellemann, at han ikke evner at se betydningen heraf. Det er også et problem for det borgerlige Danmark, fordi det borgerlige Danmark lægger øre til en karikatur af en tidligere udenrigsminister.

Brændemærket

Professor i international politik ved Københavns Universitet Ole Wæver mener, at Danmark vil være brændemærket i lang tid på grund af de 12 karikaturer. Han mener også, at der er en snæver sammenhæng mellem den danske debat og muslimernes trusler. “Hvis tegningerne blev set som noget atypisk for Danmark, ville det have set anderledes ud”, analyserer professoren knivskarpt og fortsætter: “Men for dem, der ser nærmere efter, passer det ind i deres billede af Danmark”. Nu er det nok lidt naivt at tro, at flertallet af de muslimer, der i øjeblikket truer Danmark og danskere på livet, ulejliger sig med at “se nærmere efter”, ligesom det kan synes tvivlsomt, at de har ligeså god tid som professoren til at læse de daglige aviser eller korrespondere med kolleger kloden over. De truende masser har måske også andet at tænke på end lige at downloade det seneste nummer af New Republic eller at blive interviewet til Politiken. Det er måske at overvurdere de truende massers rationalitet. Bare en lille smule. Det er måske også at tillægge debatten i Danmark lidt for megen vægt. At Jyllands-Posten skulle have været en international avis før karikaturerne kommer nok som en overraskelse for de fleste læsere.

Men Wæver taler for en tættere alliance mellem religion og politik, og man kommer ufrivilligt til at tænke på den franske filosof Michel Foucaults fascination af Khomeinis revolution i Iran. Her fandt filosoffen endelig, hvad han havde søgt efter hele sit liv: “politisk spiritualitet”. I oktober 1978 skrev Foucault om Iran, at landet mindede ham det det, “Vesten havde glemt siden renæssancens og kristendommens store kriser, nemlig muligheden af en politisk spiritualitet”.

Kære professor, er du endt derude?

Frihed og så … de dersens tegninger, I ved … III

Jeg kom lige i tanke om denne, nu sørgeligt aktuelle, klumme, som jeg havde i Berlingske Tidende for kun lidt mere end et år siden.

Ja!

Berlingske Tidende 4.  december  2004, 2 sektion, magasin, side 19

Bør ytringsfriheden være absolut og ukrænkelig? Svaret er kort, enkelt og principielt.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, kommentator, ph.d.

Imam Abu Laban spurgte for to uger siden retorisk sin menighed og journalisterne i moskeen, om det virkeligt kan være sådan i Danmark, at man har ret til at fornærme mennesker ved at tale grimt om ting, de tror på?

Ja. Så enkelt, og netop i Grundtvigs fædreland kan det i disse dage – i mere end én forstand – være værd at holde sig for øje, at frihed er en ret for såvel Loke som Tor. Altså både for de »pæne« og for de »grimme«.

Men, siger nogen, vi har jo allerede begrænsninger af ytringsfriheden: Der er forbud mod blasfemi, racisme, bagvaskelse, injurier o.l. Det er sandt, men at der allerede eksisterer begrænsninger af ytringsfriheden, er jo ikke et argument for yderligere begrænsninger. At mange lande forbyder narkotika betyder jo heller ikke, at alt, som mennesker kan skade sig selv med, skal forbydes. Om noget burde inkonsekvens komme friheden til gunst.

Men hvad så nu, når f.eks. troende muslimer pointerer, at de føler sig stødt? Det er bare ikke nok, for alt kan være stødende og sårende. Jeg bliver i dårligt humør, når jeg udsættes for en Rainer Werner Fassbinder-film. Jeg mener, at Klaus Rifbjerg og Carsten Jensen ofte er urimeligt grove i deres verbale behandling af folk, der tør mene noget andet. Jeg får det næsten fysisk dårligt af tolvtonemusik. Jeg mener, at astrologi, numerologi og de fleste TV2-programmer er en fornærmelse mod folks intelligens.

Men hvilket samfund ville vi have, hvis man skulle forbyde alle ytringer, der ville kunne fornærme, støde eller på anden vis genere mennesker? Så skal man have lov til at sige selv ting, der kan gøre andre mennesker gale, kede af det, sårede osv.? Ja. Det er en af de grundpiller, som den vestlige, liberal-demokratiske tradition hviler på.

Skal en ikke-muslim have ret til at citere Koranen og fortælle vitser om profeten? Ja. Har vi andre ret til at sige, at vi synes, at han skal lade være, hvis formålet er at genere troende? Ja.

Skal Andres Serrano have ret til at nedsænke et krucifiks i urin og blod, kalde det kunst, betegne det »Piss Christ« og udstille det på et museum? Ja. Har vi andre ret til at udtrykke vores forargelse og lade være med at gå ind på dét museum igen? Ja.

Men hvad med respekten for autoriteterne? Imam Laban spurgte, om det f.eks. er i orden at gøre grin med dronningen. Ja. Ikke fordi det er anstændigt at håne mennesker, der ikke kan tillade sig at svare igen, men fordi retten til at kritisere autoriteter uden at skulle bede om lov er noget, millioner er døde for.

Skal kiosker have lov til at sælge porno? Og skal feministerne, der småsurt harcelerer for »pornofrit miljø«, have samme ytringsfrihed som de kioskejere, som de vil forbyde at sælge blade? Ja. Ingen har tvungent feministerne til at handle i kiosken, men skal de også have ret til at lade være med at gøre det og opfordre andre til at gøre det samme? Ja.

Skal virksomheder have lov til at anvende nøgne kvinde- eller mandekroppe og alt muligt andet som reklameblikfang, bare for at sælge et produkt? Ja. Kan forbrugerombudsmanden og alle andre så se den anden vej og lade være med at købe varen? Ja.

Ytringsfrihed er ikke, at alle altid og hvor som helst og når som helst kan sige alt, uden konsekvenser. Ingen mennesker har et krav på, at andre mennesker skal lytte til dem eller skal tage sig tid til dem eller skal sørge for, at de kan ytre sig på enhver måde. Har jeg til et middagsselskab fortalt værten, at han er en idiot, må han så godt smide mig ud af sit hjem? Ja. Har debatredaktøren på Berlingske (eller ethvert andet medie) ret til at nægte at videreformidle hver eneste tanke, der måtte falde mig ind? Ja.

Men alle mennesker har et fundamentalt krav på ikke at blive censureret, fængslet, eller skudt, få halsen skåret over og en kniv plantet i brystet, blot fordi nogen ikke kan lide, hvad de siger. Som et britisk børnerim siger: »Stokke og sten kan brække mine ben, men ord kan aldrig skade mig«.

Nogle spørgsmål er komplicerede, men har enkle svar. Ytringsfrihed er et af dem.

Frihed og så … de dersens tegninger, I ved … II

Lidt round-up og spredt fægtning om denne uges–i mere end én forstand–brandvarme emne:

  • En af verdens absolut mest læste bloggere, Instapundit (Glen Reynolds), havde onsdag denne fine, lidt spilteoretisk indforståede, kommentar til Muhammed-tegningerne:
    • “The lesson is that if you want your religion not to be mocked, it helps to have a reputation for senseless violence. Is this the incentive structure we want?”
  • Sagen blev også omtalt på den lige så læste blog PowerLine.
  • Super-bloggeren Andrew Sullivan fortæller, at sagen nu breder sig til radikale islamisters angreb på Wikipedia.  Han har selv denne korte kommentar til debatten (som også er relevant for en anden debat på denne blog): “Thank God for the free speech advocates. But notice also the creepy alliance between the Islamic far right and the post-modern sensitivity police on the far left. The only extremist religious groups the far left won’t find an excuse for are the nutty Christianists. That tells you something, I think.”.
  • Jawa Report fortæller om trusler om selvmordsbomber mod danskere og har denne dagsaktuelle amerikanske vinkel:
  • Michelle Malkin, amerikansk konservativ kommentator, siger, at denne er en meget vigtig sag: “Something very important is happening in Denmark — a showdown over freedom, tolerance, and their wolfish menaces in religious clothing. So, please, turn off “American Idol,” put down the Game Boy for a moment, and pay attention. This does affect you. … Rasmussen, in a rare show of European spine, steadfastly refused to appease the howlers.” Hun siger: “Buy Danish”.  Det samme gør History News Network.  Ok, så gør vi det–for en gangs skyld.
  • Og en god post fra britiske, libertarianske Samizdata.net.  En af deres læsere giver i en debat med en anderledes tænkende denne fortolkning, som er noget mere positiv og optimistisk, end hvad der umiddelbart falder undertegnede ind (men lad os håbe, at vedkommende har ret):
    • “The truth is that what Jyllands-Posten did was intended to prove that secular western value in Denmark have not been eroded by alien Islamic values. It worked and they won and by not letting it drop, muslims around the world are well on the way to turning a tactical success by an obscure danish newspaper into a glorious triumph for enlightenment values. It was an act of will by which these Danes defended their values against yours. That you cannot even see you have fallen into a trap that bites harder the more you fight against it is a measure of the irrationality of your position.”
  • Vi plejer (bl.a. af ophavsretshensyn) ikke at gengive vor kære med-Punditokrat Mikael Jalvings mange fine “Groft Sagt”-kommentarer i Berlingske Tidende, men her kan vi dårligt lade være, idet han onsdag sådan set sagde, hvad der burde siges om de seneste dages udvikling:
    • Og det var Danmark
      “Så vandt de: Islamisk Trossamfund, Dansk Industri, regimet i Saudi-Arabien, Tøger Seidenfaden, Villy Søvndal, Hans Klingenberg, Abu Laban, Hans Skov Christensen, Uffe Ellemann, Arla Foods, Udenrigsministeriet, Politiken, dem alle sammen. Kampagnen virkede, både fordi pression over lang tid ligesom moderat fysisk pres har det med at virke, og fordi modstanden ikke var større, end tilfældet var. Med statsministerens og Jyllands-Postens hele, halve eller kvarte undskyldning er sagen om de 12 satiretegninger hermed afsluttet. Danmark tabte. Moralsk. Men også politisk. Nu véd de, der måtte have gavn deraf – og de findes – at Danmark er til salg, hvis de da ikke allerede havde det på fornemmelsen. Tryk hende lidt på maven, og hun kommer til fornuft. Nok siger hun, at ytringsfriheden er uantastelig, men det er kun, indtil tilstrækkelig mange antaster den kraftigt nok. Den højt besungne danske ytringsfrihed gælder ikke, når den virkelig skal gælde, dvs. når den er truet. Omvendt er den forbilledlig ved festlige lejligheder, blandt diplomater, kræmmere og i den snakkende klasse, så længe ingen risikerer noget og d’herrer og damer kan varme sig ved deres trygge ansættelser og pensionsordninger. Nuvel, det danske nederlag skal nok blive fremlagt som en sejr for samarbejdet. Det er korrekt. Hvis der er noget, danskerne elsker for alt i verden, så er det at samarbejde. Om hvad som helst. Med hvem som helst. Når som helst.”

Frihed og så … de dersens tegninger, I ved …

Jeg har indtil videre stort set afholdt mig fra at kommentere hele den dag for dag stadigt mere bizarre historie om Jyllands-Posten og … de dersens tegninger, I ved.  Ikke fordi lysten har manglet, men nok dels fordi hvis jeg vitterligt havde skrevet, hvad jeg havde på hjerte i den sag, så ville jeg let komme til at lyde som én, jeg egentlig ikke ville lyde som …  Så er jeg en forskræmt intellektuel?  Måske.

Så er det godt, at der er andre, der kan og vil.  Én af dem er min tidligere kollega fra Statskundskab på Aarhus Universitet, professor Mehdi Mozzafari, som er specialist i politiske forhold i Mellemøsten, et ualmindeligt sympatisk menneske og så en af den type forskere, der faktisk bruges for lidt af medierne i.f.t. vedkommendes evner.  (Ingen andre nævnt eller glemt.)  Mozzafari, der selv personligt har oplevet radikale islamister up-close-and-personal, havde forleden et–synes jeg–virkeligt godt læserbrev i Berlingske, og selvom jeg tvivler noget på, at han er en læser af denne blog, håber jeg, at han vil synes, at det er acceptabelt, at jeg citerer in extenso:

“De mennesker, der har skuffet mig mest i denne polemik, er hverken Islamisk Trossamfund eller den nervøse Arla- direktion. Det er de tavse danske intellektuelle. Nogle få har reageret, men med en kritik af detaljer i regeringens håndtering af sagen. Det er bare slet ikke dér, den virkelige udfordring ligger. Om statsministeren havde accepteret et møde med 11 ambassadører eller ej, det havde ikke ændret noget i forhold til sagens kerne. Vi har at gøre med organisationer, hvis mål ligger langt ud over at opnå en undskyldning. Tegningerne i Jyllands-Posten er kun en etape, et påskud blandt mange andre mulige til at teste et europæisk demokratis modstandskraft over for despoter og religiøs censur. Det eneste, vi ville få ud af at bakke ud nu, er at opmuntre nye krav fra mennesker, der ønsker at forvanske demokratiets spilleregler. Og det er ikke kun danskerne, som vil være ofre, hvis man giver efter, men også danske virksomheders kunder i den muslimske verden. Hvordan kan det være, at danske virksomheder i dag kan tilbyde saudi-araberne de bedste produkter til den bedste pris? Fordi danskerne engang gjorde op med de eksisterende autoriteter, afskaffede feudalsamfundet, stiftede andelsbevægelser og opmuntrede den frie forskning. Den slags fremskridt kan man kun gennemføre, hvis man har absolut frihed til at forholde sig kritisk, eventuelt ironisk, til de eksisterende politiske og religiøse autoriteter. Hvis saudi-araberne vil have en fremtid, når olien engang slipper op, så må de lære af den danske tradition for at sætte spørgsmålstegn ved autoriteterne. I deres blindhed anstrenger de sig i stedet for at svække det fundament, som har gjort det muligt at udvikle det frie danske samfund, og altså også udvikle produkter til glæde for den muslimske forbruger. Ytringsfriheden hører til blandt de værdier, som er usynlige, men som er forudsætningen for at kunne udvikle de synlige materielle værdier. Danskerne vil bære den første pind til deres egen økonomiske ligkiste, hvis de begynder at sælge ud af de usynlige værdier, som er med til at sikre, at de kan klare sig så flot på det internationale marked.

Jeg har selv i Iran prøvet, hvad det vil sige at leve i et samfund uden ytringsfrihed. Og jeg har fra mit tilflugtssted i Danmark observeret, hvordan præstestyret har kørt den iranske økonomi i sænk, selv om landet bugner med rigdomme. Jeg er ikke tvivl om, at sagen om Muhammed-tegningerne kun er en etape ud af mange. Derfor kan vi lige så godt reagere fremsynet med det samme og signalere klart, at man ikke gennem økonomiske sanktioner kan gennemtvinge religiøst betingede begrænsninger af ytringsfriheden. Muslimske borgere her i landet kan være med til at bløde fronterne op over for den muslimske verden og forklare, hvorfor ytringsfrihed er et vigtigt element, når man skal sikre et samfunds velstand.”

FN og ytringsfriheden

I dagens Berlingske kan man læse, at FNs højkommisær for menneskerettigheder Louise Arbour er gået ind i sagen vedrørende de tegninger af Mohammed JP har bragt. Louise Arbour har dog ikke valgt at rose Danmark for at have en udstrakt grad af ytringsfrihed. Istedet har hun efter en protest fra 56 muslimske stater udtalt, at hun deler deres bekymring, idet tegningerne muligvis er udtryk for manglende respekt for andres religion. Louise Arbour har sendt sagen videre til en af de utallige FN-menneskerettighedsrapportører som vil granske om JPs handling overskred grænserne for ytringsfrihed og dermed om den danske stat skulle have grebet ind.

Dette uagtet, at JP er en privatejet avis, der netop skal nyde godt af ytringsfriheden og statens manglende indblanding heri. Dette må også gælde selvom billederne utvivlsomt var provokerende og havde provokationen som sit eneste formål. Desværre bekræfter affæren, at FN på menneskerettighedsområdet er gennemsyret af politisk korrekthed og at respekten for de negative frihedsrettigheder er mindre vigtige end realiseringen af de idealer som FNs embedsmænd og kvinder finder særlige ophøjede. Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig, hvordan en pligt til at beskytte dette eller hint mindretal eller særskilt interesse fra sårende udtalelser kan misbruges af alverdens stater til at indskrænke kritiske mediers ytringsfrihed, og så endda med FNs moralske blåstempling. At Amnesty International og Institut for Menneskerettigheder støtter op om Louise Arbour demonstrerer, at menneskerettighedsbevægelsen har mistet sin retningssans og nu i mange tilfælde øver mere skade end gavn for den frihed de ellers påstår at ville beskytte.

Skulle FN endelig blande sig i hvad alverdens aviser skriver og bringer af billeder kunne man passende have startet med at bede lande som Saudi Arabien og Egypten, hvis aviser i modsætning til de danske de facto er styret af staten, om at rydde op i eget hus. Her, her og her er nogle tegninger fra disse landes aviser som utvivlsomt må kategoriseres som langt grovere angreb på jøder end JPs tegninger var på Islam. Teksten der ledsager billederne taler deres eget sprog om den anti-semitisme der gennemsyrer mange muslimske landes officielle propaganda. Når hertil lægges, at ytringsfriheden i disse lande er stærkt begrænset eller ikke eksisterende, hvorfor alternative fremstillinger af Israel/jøder ikke kommer frem er effekten af propagandaen desto mere giftig og dødbringende. Det ved vi vist et eller andet om her i Europa.

Tegningerne i de arabiske medier har i øvrigt en slående lighed med propagandategningerne i Nazityskland og det gamle Sovjetunionen (hvoraf der er glimrende eksempler i Bent Jensens Gulag og Glemsel).

På denne baggrund er de 56 landes henvendelse et udtryk for groft hykleri og et godt bevis på det skrigende behov for forandring og nye ideer der er brug for i mange af disse lande.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑