Tag: narkotika

Den førte narkotikapolitik er et brud på fundamentale menneskerettigheder

Det er et voldsomt ansvar som fortalerne for fortsat kriminalisering må tage på sig, både samfundsøkonomisk og ikke mindst menneskeligt.

En af dagens historier i Politiken er, at Human Rights Watch ønsker at legalisere alle rusmidler til eget forbrug, da forbuddet er i strid med menneskerettighederne. Og ud fra en grundlæggende (rettigheds)liberal tilgang er det jo også helt korrekt.

Ikke overaskende afvises en legalisering til eget forbrug straks af sundhedsminister Sophie Løhde med ordene:

stoffer kan give alvorlige skadevirkninger, ligesom en lovliggørelse vil sende et forkert signal om, at stofferne er ufarlige

Det første har hun helt ret i og kan passende bruges til at advare om at omgås dem med forsigtighed. Men at der skulle være tale om “at sende et forkert signal om at “stofferne er ufarlige”, er til gengæld en forvrøvlet symbolpolitisk tilgang.

Vi har ofte skrevet om den globale kamp mod narko, både ud fra rettighedsbetragtninger, men også ud fra en rationel økonomisk tilgang, hvor målet med enhver lovgivning vel trods alt må være ikke at gøre problemerne større.

Sådan forholder det sig ikke med den førte narkotikalovgivning. De menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger er enorme. Langt de fleste narko-relaterede dødsfald i forbindelse med illegale rusmidler er således resultatet af den førte forbudspolitik og ikke selve rusmidlet.

Hertil kommer volden og berigelses kriminaliteten som også primært er resultatet af kriminaliseringen.  Det burde ikke være nogen overraskelse, for sådan var det også under forbudstiden i 20ernes USA.

Dynamikken ved den globale kamp mod illegale rusmidler er naturligvis fuldstændig den samme som dynamikken under forbudstiden. Og svaret bør være det samme, nemlig legalisering.

Hvis du ønsker at læse mere, er her links til en række af de mange indlæg vi har skrevet gennem årene. Og ellers må vi glæde os over at opbakningen til den helt igennem tåbelige globale narkotikapolitik langsomt med sikkert ser ud til at smuldre.

Links til tidligere indlæg

Legalisering vs. afkriminalisering af narkotika

Pragmatisme, ikke idealisme, driver reformering af narkotikapolitikken

Politiet kan ikke servicere borgerne – en forudsigelig konsekvens af narkotikapolitikken

Skæv radio og narkotikapolitisk debat

P1 Agenda om legalisering af narkotika

En ny narkotikapolitik

“International Drug Policy Conference” og narkotikasituationen i Danmark

Det er på tide at stille krav om dokumentation til de, der tror at et forbud mod narkotika har en positiv effekt.

Verden dummeste politik – den globale narkotikapolitik

Indlæg i Information: Legalisering af narkotika er den mindst ringe løsning

Enten legaliserer vi (alle former for) narkotika, eller også lærer vi at leve med volden og kriminaliteten

Ryger børn og unge virkelig mere hash?” – om unges narkotikaforbrug og utroværdige journalister

Tre grunde til at narkokrig på nettet er forgæves

Jarlov og debatten om legalisering af hash

Intet nyt fra hash-fronten

The War on Drugs, Christiania, Roskildefestival & miltbrand

The Global Commision On Drug Policy anbefaler legalisering af cannabis, coca-blade og ecstasy

Et forbud, der dræber

O’Grady i WSJ: “The War on Drugs is Doomed”

“Danske tilstande” som skrækeksempel – om bandekrig og kriminalitet

Legalize it – der er penge i skidtet

Hashdebatten – så forudsigelig og tåbelig som altid.

A profit to kill for – hashmarked, bandekrig og monopolgevinster

Når monopoler giver en slags mening – ”narkobolaget”.

Vel er Danmark ikke Mexiko, og København ikke Tijuana, men…

Hvordan man kommer bandekriminalitet til livs – og hvordan man ikke gør det

Incarcerex – “war on drugs”

 

Mens vi venter på næste akt i den tragikomiske evighedsfortælling “Kampen mod narko”

En af hovedhistorierne i mandag i Jyllands-Posten var “nyheden” om, at rydningen af Pusher Street for 7 år siden ikke har haft mærkbar betydning for omsætningen af hash i København. Historien bygger på en afhandling af Kim Møller fra Center for Rusmiddelforskning. Her undersøger han bl.a. betydningen af syv konkrete lovændringer fra 2001-2007 – blandt andet at øge strafferammen for at sælge cannabis. Desuden undersøges hvilken effekt den hårde linje og mere kontrol har haft for hvor meget der er blevet købt og solgt og hvor meget hash vi egentlig egentlig bruger.

Han kommer frem til det – for økonomer – ikke overraskende resultat, at rydningen af Pusherstreet primært har betydet, at handlen med hash er flyttet til andre dele af København. At det ikke har haft indvirkning på forbruget og at det er en af forklaringerne på den banderelaterede vold vi har oplevet de senere år. De forskellige stramninger, bl.a. forhøjelsen af bødestraffen for besidelse af og handel med hash, har heller ikke haft nogen særlig virkning. Risikoen for at blive stoppet er umådelig lille, hvorved prisen per gram stort set er uændret (risikoen for at få en bøde og bødens størrelse skal jo regnes med i prisen set fra forbrugerens side). Set fra forhandlernes side vurderer Kim Møller også, at risikoen for at blive taget af politiet er begrænset. Han kommer frem til at den svarer  til ca. 1 promille per handel.

Til gengæld er prisen høj – ca. 4 gange kostprisen. Det skal nævnes at det indebærer at der er en relativ lille potentiel gevinst, hvis vi sammenligner med mere potente rusmidler som f.eks. kokain og heroin, hvor prisen på gadeplan typisk er mere end 10 gange højere end kostpris. Til gengæld er der tale om en væsentlig større profit (husk at den er skattefri) end ved salg af legale rusmidler.

Kim Møller anfører at grundene til at priserne er så høje skal findes i 3 forhold, nemlig at salget skal kompensere for at sælgerne ikke har et “normalt arbejde”, risikerer at ryge i fængsel  og løber risikoen for at få tæsk – ultimativt blive slået ihjel af konkurrenterne.

Selv om der egentlig hverken er noget overraskende eller nyt i afhandlingens konklusioner, er det altid prisværdigt, at der faktisk sker en forskning på området herhjemme. Kim Møller er også en af de meget få der prøver at se rationelt på problemet.

Anderledes forholder det sig i USA, hvor der er en langt livligere debat og væsentlig mere forskning på området. Jeg har tidligere skrevet om Jeffrey Miron, der årligt opdaterer beregninger for hvor meget staten kunne spare + tjene ved en legalisering. Den seneste beregning fra 2010 svarer til, at de direkte besparelser + skatteindtægter (hvis afgifter som på tobak og alkohol) vil være ca. 9 mia. kroner i Danmark.

Jalving på automatpilot om “narkostaten” som han ikke helt har forstået

Den tidligere punditokrat og nuværende blogger m.m. på Jyllands-Posten, Mikael Jalving, har skrevet et indlæg i forbindelse med at der nu gennemføres forsøg med fri heroin til de hårdest belastede narkomaner. Jeg er oftere enig end uenig med Jalving, men denne gang er han gået helt galt i byen efter min mening. Jalving harcelerer i sin “frontalt” på JP over forsøget med “fri” heroin i “Narkostaten gir´en gratis omgang “og skriver bl.a.:

Bor du i en af landets fire største byer og er du lidt trist til mode – vinterdepression? – eller synes du bare, at dit liv godt kunne trænge til lidt mere farve, så gak hen på heroinkontoret og få dit daglige eller ugentlige skud, det manglede da bare efter al den skat, du igennem årene har betalt til velfærdsstaten. Hallo, hvornår har den sidst gjort noget godt for dig? Den tager 70-80 pct. af din indkomst i skatter og afgifter hver enenste dag, og så er det vel kun rimeligt, at du får noget igen, ikke sandt?

og slutter af med:

I dag er der ikke flere mennesker og sjæle at hjælpe – når man altså ser bort fra børn, der ingenting lærer, de syge, som ikke behandles, og de gamle, der rådner op på plejehjem, der ligner krematorier. Men i stedet for at gøre noget for børnene, de syge og de gamle, og gøre meget mindre for alle andre, kommer der nu heroin på bordet.

Er narkomaner ikke også ofre, vil nogen sikkert spørge.

Tjo, nogle er nok. Men skal vi hjælpe dem ved at give dem mere narko? Har velfærdsstaten nu taget den fulde konsekvens af sin 50-årige historie og er blevet dealer af lykke pr. kanyle?

Jalving vil så gerne gøre det til et resultat af velfærdsstaten at man nu vil dele gratis heroin ud til nogle få hundrede af landets narkomaner. Men her har han – formentlig (forhåbentlig) af uvidenhed og grundet opdragelsesmæssig automatreaktion – fat i den forkerte ende.

At man deler gratis heroin ud kan kun delvist ses som et resultat af vores velfærdsstat. Det er først og fremmest et resultat af, at heroin er et illegalt rusmiddel. Naturligvis er hele retorikken omkring hvorfor man vil give gratis heroin funderet i en velfærdsstatslig retorik, men det er ikke nødvendig for at argumentere for uddeling af heroin. Det nuværende forsøg med tildeling af gratis heroin til nogle få hundrede narkomaner må primært anses for at være aflad for konsekvenserne af en undertrykkende lovgivning, der ikke respekterer den mest fundamentale individuelle rettighed – nemlig retten til ens egen krop og hvad man gør med den.

Hvis Jalving havde skrevet indlæg hvor han harcelerer over samfundets mani med at reducere sine borgerer til objekter der skal behandles for alt, også dårlige vaner, havde jeg været helt og aldeles med ham. Hvis han havde skrevet et indlæg om det absurde i at man nu vil betale til folks dårlige vaner i stedet for at lade dem finansiere dem selv, så havde jeg fortsat været med ham. Men sagen er, at når vi ender i den absurde situation at det kan ses som økonomisk rentabelt at give folk deres narkotika gratis, så skyldes det først og fremmest, at man har forbud køb og salg af samme stof. Og Jalvings indlæg bliver til en gratis omgang friløb over temaet “hvad staten dog går og betaler til” – og her er fri heroin måske stort set det dårligste eksempel han kunne komme op med. Simpelthen fordi den eneste grund til at det foreslås er at heroin er ulovligt – hvilket ene og alene er “samfundets” ansvar.

Sagens kerne er, at det stereotype billede de fleste af os har af en forhutlet narkoman, først og fremmest er resultatet af forbud og i langt mindre grad af selve heroinen – et stof der fysisk er relativt uskadeligt (og for almindelige mennesker uendelig ligegyldigt), men stærkt vanedanende.

Hvis heroin var legalt ville det formentlig koste mindre end prisen på en pakke smøger per fix. Med andre ord ville narkomanen kunne finansiere sit forbrug ved at samle flasker eller lignende – hvis vedkommende da ikke, hvilket en mindre del rent faktisk gør, kunne bestride en normalt arbejde. 95% af den pris som narkomanerne betaler for deres stof af varierende og ofte livstruende ringe kvalitet skyldes, at der er tale om et forbudt stof. Hvad narkomanerne oftest dør af – ud over overdosis, fordi de aldrig kender koncentrationen af det aktive stof – er de sygdomme som følger af et stressende og uhumsk liv der er en konsekvens af den gældende lovgivning.

Så kunne man jo spørge hvorfor i alverden der er mennesker der overhovedet tager det. Dertil kan jeg kun svare, at det forstår jeg og 99,9% af befolkningen inkl. Mikael Jalving heller ikke, det er derfor vi aldrig kunne finde på at tage det. På den anden side er der nu heller ingen grund til at tro at der ville være (mange) flere der gjorde det, hvis det var lovligt og kostede en flad tyver for et fix. Det står jo enhver frit for at købe lightergas, lim og benzin og sniffe det, men derfor er det jo de færreste der gør det.

Ja, det er et perverst samfund der ender med at betale for folks uvaner, men det perverse består i denne omgang primært i, at det er et samfund der ikke tillader borgeren at have ejendomsret til sin egen krop, og dermed også hvad de fylder den med. Eller som Von Mises skrev i sin Liberalismus fra 1927 (her i en engelsk oversættelse) med direkte reference til alkoholforbuddet i USA og det samtidige forbud mod brug af morfin og kokain);

”Why should not what is valid for these poisons [alkohol, morfin og kokain] be valid also for nicotine, caffein, and the like? Why should not the state generally prescribe which foods may be indulged in and which must be avoided because they are injurious? In sports too, many people are prone to carry their indulgence further than their strength will allow. Why should not the state interfere here as well? Few men know how to be temperate in their sexual life, and it seems especially difficult for aging persons to understand that they should cease entirely to indulge in such pleasures or, at least, do so in moderation. Should not the state intervene here too? More harmful still than all these pleasures, many will say, is the reading of evil literature. Should a press pandering to the lowest instincts of man be allowed to corrupt the soul? Should not the exhibition of pornographic pictures, of obscene plays, in short, of all allurements to immorality, be prohibited?”

Og det er heri at faren og perversiteten ved vores velfærdsstat ligger – ikke i at man uddeler heroin til en flok forhutlede eksistenser.

Og til Jalvings spørgsmål om “narkomaner ikke også ofre” vil jeg svare, at jo det er de. Ofre for en ufri og hyklerisk lovgivning, og det kan vi andre jo så skåle på i en god (singlemalt) whiskey.

Enten legaliserer vi (alle former for) narkotika, eller også lærer vi at leve med volden og kriminaliteten

FN anslår at det globale marked for illegal narkotika har en værdi på omkring 320 mia. USD., mens de amerikanske myndigheder anslår at der omsættes for omkring 60 mia. USD på det amerikanske marked alene. Herhjemme har myndighederne estimeret, at der omsættes for omkring 3 mia. danske kroner om året, hvilket er mere end værdien af den årlige omsætning for kaffe.

Nu er det af indlysende grunde vanskeligt at sige noget præcist om omsætningen på et illegalt marked, og måske er FNs lige en tak i overkanten. Til gengæld kan vi være sikker på at profitmargen er ganske betragtelig, hvorfor der er tale om et yderst lukrativt marked.

Jeg har tidligere her på bloggen argumenteret for, at den nuværende forbudspolitik – ikke kun i Danmark – men globalt bør afskaffes. Det er jeg bestemt ikke ene om. Fremtrædende internationale aviser og tidsskrifter, som bl.a. Finansial Times og The Economist har i årtier argumenteret for en afkriminalisering af narkotikamarkedet. I USA og Canada findes flere organisationer der aktivt arbejder for legalisering, bl.a. LEAP (Law Enforcement Against Prohibition), bestående af nuværende og tidligere politifolk, som f.eks. Seatles tidligere politchef, Norm Stamper, se interview med ham her.

Den mest fremtrædende organisation der arbejder for en legalisering er nok Drug Policy Alliance, hvor bl.a. Paul Volker, nuværende økonomisk rådgiver for Obama og tidligere nationalbankdirektør, og George P. Shultz, tidligere finans- og udenrigsminister under henholdsvis Nixon og Reagan, for blot at nævne et par stykker, gerne lægger deres gode navn og rygte til en bevægelse hvis endemål som sagt er en eller anden form for legalisering af narkotika.

I Latinamerika, står bl.a. de tidligere præsidenter for henholdsvis Colombia, Brasilien og Meksiko; César Gaviria, Fernando Henrique Cardoso og Ernesto Zedillo bag en opfordring til et paradigmeskifte fra aggressiv indsats mod udbudet af narkotika (der ikke har været i stand til at mindske dette alligevel) til at fokusere på at mindske efterspørgslen via oplysningskampanger osv. Og omend den senere tids skyderier er ubehagelige for borgerne i København, er det intet at regne for, sammenlignet med konsekvenserne i netop bl.a. Meksiko, Colombia og Brasilien.

Tragedien, som den udfolder sig i Mexiko i disse år, og har fået nogle til at tale om Mexiko som en ”failed state,” er drevet dels af narkobandernes indbyrdes rivaliseren og dels kampen mellem myndighederne og de pågældende bander.

For Colombias vedkommende ville FARC formentlig have været besejret for mange år siden, hvis ikke det havde været for den FN sanktionerede og amerikansk ledede ””War On Drugs””, mens Brasilien i årtier har lidt under, at store områder i storbyer som f.eks. Sao Paulo og Rio de Janeiro fuldstændig kontrolleres af kriminelle organisationer, hvis hovedindtægt stammer fra narkotika. Kontrollen er så total, at enhver politiaktion i de pågældende slumkvarterer mest af alt minder om borgerkrig, hvor de kriminelle ofte er edre bevæbnet end politiet.

Fælles for de tre lande er selvfølgelig også den medfølgende korruption –- ikke mindst indenfor politiet (et problem der formentlig også eksisterer i mindre udstrækning i Danmark).

Nu er det som antydet næppe de nuværende kampe mellem rivaliserende kriminelle bander og deres kamp om det danske marked, der skaber overskrifter internationalt. Ej heller er det årsagen til, at hovedhistorien i denne uges Economist var ”How to stop the drug wars”. Ikke desto mindre er også det blodige opgør herhjemme led i en udvikling, som man ser over hele verden.

Lad mig her med det samme erkende, at det for mig er en forudsætning som liberal, at man frasiger sig retten til at afgøre og bestemme over hvad andre mennesker vil gøre med sig selv og deres krop. Men det er selvfølgelig kun en problemstilling for de, der gerne vil se sig selv som liberal, eller som The Economist skriver:

“There are two main reasons for arguing that prohibition should be scrapped all the same. The first is one of liberal principle. Although some illegal drugs are extremely dangerous to some people, most are not especially harmful. (Tobacco is more addictive than virtually all of them.) Most consumers of illegal drugs, including cocaine and even heroin, take them only occasionally. They do so because they derive enjoyment from them (as they do from whisky or a Marlboro Light). It is not the state’s job to stop them from doing so.

I denne uge mødes ministre fra hele verden i Wien for at diskutere den internationale narkotikapolitik i årene fremover. Som The Economist bemærker, vil mange af dem, som generaler fra første verdenskrig, hævde at der blot er brug for mere af det samme”.

Men fakta er, at den førte politik har været en fiasko af gigantiske dimensioner, Udbuddet af narkotika har aldrig været større, priserne er faldet og forbruget er stort set det samme.

Med Economist ord fra denne uges leder;

Nowadays the UN Office on Drugs and Crime no longer talks about a drug-free world. Its boast is that the drug market has “stabilised”, meaning that more than 200m people, or almost 5% of the world’s adult population, still take illegal drugs—roughly the same proportion as a decade ago. (Like most purported drug facts, this one is just an educated guess: evidential rigour is another casualty of illegality.) The production of cocaine and opium is probably about the same as it was a decade ago; that of cannabis is higher. Consumption of cocaine has declined gradually in the United States from its peak in the early 1980s, but the path is uneven (it remains higher than in the mid-1990s), and it is rising in many places, including Europe.”

Og målt på menneskelige og økonomiske omkostninger, har den førte politik været langt langt værre end de negative konsekvenser en legalisering eventuelt måtte have.

Mens dele af FN ufortrødent fortsat støtter en videreførelse af den nuværende politik (der er jo også en del der får deres daglige udkomme af at udføre den meningsløse politik), kommer andre dele af organisationen frem til et helt andet resultat.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen understreger således overfor Ritzaus sin og regeringens modstand mod fixerum, og spørger retorisk om hvordan vi undgår, at børn og unge bliver narkomaner sådan nogle steder, og hvordan vi undgår, at banderne udnytter fixerummene til at sælge narko og hverve prostituerede?”

Tilsyneladende lider han under under den vrangforestilling at lovgivning – i den udstrækning af fixerum kan anses for en afkriminalisering – har nogen nævneværdig indflydelse på befolkningens brug af narkotika. Det til trods for, at der ikke eksisterer imperisk bevis for denne holdning. Tværtimod. Sammenligner man f.eks. Norge og Sverige, har de nogenlunde samme forbrug af narkotika, på trods af at man i Sverige fører en langt mere restriktiv politik.

En undersøgelse af WHO konkluderede sidste år, at “Globally, drug use is not distributed evenly and is not simply related to drug policy, since countries with stringent user-level illegal drug policies did not have lower levels of use than countries with liberal ones. Sex differences were consistently documented, but are decreasing in more recent cohorts, who also have higher levels of illegal drug use and extensions in the period of risk for initiation.”

F.eks. var andelen i USA der havde prøvet cocain ca. 8 gange større i USA end i Holland på trods af, at USA er et af de lande hvor man fører den mest restriktive narkotikapolitik og Holland er berømt/berygtet for det modsatte.

En legalisering af handel med hash er kun et skridt i den rigtige retning.

Det er væsentligt at skelne mellem de forskellige typer af kriminalitet, som den gældende narkotikalovgivning afstedkommer. Ét er kampen om at kontrollere markedet, som den manifesterer sig for tiden med knivstikkerier og skyderier Københavnsområdet. Noget andet er den kriminalitet, som narkomaners jagt på penge til stoffer er skyld i. Sidstnævnte problem vil næppe påvirkes nævneværdigt af en legalisering af hashhandlen.

Hvad angår det første problem, vil en legalisering af handlen med hash være en del af løsningen, fordi hashhandlen i sig selv står for en meget betydelig del af omsætning og profit (Københavns politi anslår at omsætningen i hovedstadsregionen alene er op mod 1 mia. kroner om året). Men selv om man legaliserer hash, vil der fortsat være et yderst lukrativt marked for andre former for illegale rusmidler, som der selvfølgelig fortsat vil blive kæmpet om.

På langt sigt vil det gøre markedet mindre attraktivt, omend det på kort sigt muligvis vil øge konflikten mellem markedsdeltagerne, i og med at de nu skal kæmpe om et mindre marked. Dog er det en pris, der uden tvivl er værd at betale for at opnå de langsigtede gevinster. 

Forskellen på legale og illegale markeder og effekten af regeringens tiltag.

Lad mig starte med et lille spørgsmål; Hvor mange mon ville holde op med at drikke kaffe, hvis det blev forbudt? Nej vel. Hvis vi nogenlunde let kan få fat i det til en pris vi er villige til at betale, fortsætter vi med at drikke kaffe. Det afgørende er ikke lovgivningen, men tilgængelighed og pris – samt muligvis konsekvenserne ved at blive taget med det nu forbudte stof. Men vil forbuddet betydemindre for vores for, vil selve markedet til gengæld ændre sig dramatisk. Herunder hvem der udbyder kaffe. Det afgørende i denne sammenhæng er ikke hvilket produkt der sælges, men hvorvidt det er illegalt at sælge og hvor stor avancen er.

Når konkurrence på pris og kvalitet afløses af konkurrence på brutalitet.

Vi er vant til at producenterne konkurrerer på pris og kvalitet. Hvis en eller flere sælgere skulle finde på at bruge ufine metoder overfor deres konkurrenter, kan de normalt gå til politiet. På et legalt marked præget af konkurrence vil der derfor primært konkurreres på pris og kvalitet.

Helt anderles forholder det sig med illegale markeder. Det anslås at ca. 5% af jordens befolkning jævnligt indtager et eller flere illegale stoffer, og naturligvis vil der altid være udbydere, som mod den rette pris gerne tilfredsstiller denne efterspørgsel. Til gengæld kan man glemme alt om konkurrence på pris og kvalitet og beskyttelse mod “ufine” konkurrenter. Det er jo vanskeligt at gå til politiet uden selv at komme i fedtefadet, hvis man som pusher bliver jagtet af andre pushere.

Og jo højere gevinst og risiko der er involveret, jo mere brutalitet og afstumpethed være de afgørende konkurrenceparametre, hvilket den historiske udvikling af det danske narkotikamarked (ligesom andre lande) demonstrerer.

Udviklingen fra 1960erne og frem til nu har været en konstant forråelse, hvor vinderen af kampen om markedsandelene er den som er mest brutal. Og sådan vil det formentlig fortsat være.

Hvordan man kommer bandekriminalitet til livs – og hvordan man ikke gør det

De politiske partier står i disse dage i kø for at vise handlekraft og komme med bud på hvordan man stopper det narkoopgør, som Københavns gader i disse tider lægger brosten til. F.eks. vil SF efter en 24 timers frit lejde slå til med razziaer i stor stil mod rockerborge og “kendte” tilholdssteder for indvandrerbander – S vil reaktivere rockerloven og DF vil mandsopdække rockere og indvandrerbandernes medlemmer.

Men lige så populistiske SFs og andres forslag er, lige så håbløst ineffektive er de også. Der er tale om tom symbolpolitik, der ikke indeholder et eneste bud på løsninger af det grundlæggende problem, og drivkraften bag de kriminelle miljøers magt og brutalitet, nemlig narkotikamarkedet.

Men lad os nu forestille os, at det rent faktisk var muligt via en gigantisk politiaktion at bure de banditter, der render rundt og gør gaderne usikre, især på Nørrebro, inde. Noget der grænser til det usandsynlige, for slet ikke at tale om at holde dem indespærrede – der er jo trods alt fortsat en bevisbyrde der skal løftes. Hvad ville der så ske? Tjah, på kort sigt ville der utvivlsomt være færre “incidenter”, men det vil kun være en stakket frist. Der vil stadig være et marked for narkotika, og der vil stadig være en høj profit for de der er tilstrækkeligt risikovillige, hvorfor de ledige pladser som leverandører og pushere hurtigt vil blive fyldt ud.

De høje og hurtige profitter vil også sikre, at det herefter kun er et spørgsmål om tid, før vi igen oplever nye blodige kampe om det lukrative narkotika-marked. Sådan er det i de amerikanske ghettoer, sådan var det i forbudstidens USA, og sådan er det i Danmarks ghettoer.

Selvfølgelig kan der være længere perioder med relativ ro. Det kan enten skyldes at en enkelt aktør/organisation dominerer markedet fuldstændig (monopol), eller aktørerne deler markedet mellem sig (karteldannelse). Men som vi ved fra legale markeder er det vanskeligt at opretholde monopoler og karteldannelser over tid uden brug af tvang eller lovgivning der hindrer konkurrence udefra.

Hvor man på et legalt marked ville konkurrere på kvalitet og pris, er der al mulig grund til at antage, at man på det illegale marked konkurrerer på noget helt andet, nemlig den brutalitet man er parat til at udvise i kampen om markedsdominans. Igen, de historiske eksempler står i kø.

Man kan finde det utroligt. Men på trods af, at bekæmpelsen af narkotihandlen og den medfølgende kriminalitet – det være sig herhjemme eller i udlandet – har været én lang perlerække af ufatteligt omkostningsfyldte fiaskoer, både økonomisk og menneskeligt, så er der åbenbart politisk konsensus om at lukke øjnene for virkeligheden, og lade som om politiet rent faktisk kan gøre noget.

Men hvis man ønsker effektivt at bekæmpe den organiserede kriminalitet, er det noget helt andet der skal til, man skal nemlig fjerne deres indtægtsgrundlag. Her er den billigste, mest effektive og humane fremgangsmåde at afkriminalisere narkotikahandlen i en eller anden form. Hermed fjernes profitten ved at sælge narkotika (stort set hele den pris forbrugerne betaler går til risikoaflønning) hvilket både svækker de nuværende kriminelle organisationer her og nu, og på sigt gør det mindre attraktivt for andre at vælge en karriere indenfor organiseret kriminalitet.

Desværre er der intet der tyder på at politikerne har lært noget som helst af den massive historiske data, der entydigt viser, at det ikke er muligt at vinde kampen mod narkotika.

Tværtimod vælger man konsekvent at føre en politik,  der ingen indvirkning har på antallet af narkomaner, (bortset fra de, og det er de fleste, narkodødsfald der skyldes at stofferne er ulovlige), og samtidig konsekvent ikke kun styrker de kriminelle miljøer, men også deres råhed.

Og indtil man radikalt ændrer narkotikapolitik, er der vist kun en ting at sige i forlængelse af den seneste tids skyderier, nemlig at “You ain’t seen nothing yet”.

Der er tale om det 3. store opgør om det danske narkomarked – (i 1980erne var det Hells Angels opgør med de Christaniabaserede Bullshit rockere, i 1990erne var det Bandidos (der arbejder sammen med nogle af invandrerbanderne i det nuværende slagsmå) i lige så mange årtier.

Opgør der i omfang og brutalitet har fået et ryk opad hver gang. Så det er  formentlig et rimeligt gæt, at det næste opgør vil blive endnu blodigere end det nuværende (narkomarkedets dynamik tilsiger dette). Om de fortsatte blodsudgydelser skulle få politikerne til at vende sig mod løsninger der virker i stedet for løsninger der gør sig godt i overskrifterne, er der til gengæld grund til at tvivle på – og det er vist heller ikke formålet med alle udmeldingerne fra partierne i disse dage.

Ugens citat: Dennis Miller om narkotika-forbud

Her på stedet har vi tidligere citeret en af USA’s morsomste komikere, den krypto-libertære skuespiller Dennis Miller.  Det kan man næsten ikke gøre for tit, for hans kombination af metaforer, politik og politisk ukorrekte grovheder er som regel ret morsom.  Så her er en af hans kendte, såkaldte “rants”, denne gang om “the war on drugs”:

“Maybe he [the drug user] deserves a second chance, I mean who did he really hurt besides himself? Maybe it’s time that we as a nation start staying out of people’s personal problems and vices. What are we doing spending billions of dollars trying to keep people’s private lives in order?

And I’m talking about legal age consenting adults here, not kids, we
obviously have to take special precautions to protect kids. But what is this Orwellian hang-up of ours of sticking our nose into other
grown-up’s affairs? What concern is it of ours if some mindless stoner wants to spend his his life hooked up to a Turkish skull bong?

Now, I’m not pro-drug, they obviously cause a lot of damage, but I am pro-logic and you’re never going to stop the human need for release through altered consciousness. The government can take away all the drugs in the world and people will just spin around on their lawn until they fell down and saw God.

Now I don’t want to get off on a rant here, but it seems to really enrage the vast cheese dog and beer quaffing nation out there when someone decides to waste his own life chasing down chemical euphoria and I’m not sure why. Our displeasure with someone hell-bent on self-ruination through drug use seems really disproportionate to its direct impact on us. And as a matter of fact, I believe we amplify that impact when we attempt to enforce unenforceable laws. It not only costs us billions of dollars, but it puts us in harms way as addicts are driven to crime as a means to an end. Why do we chase druggies down like villagers after Karlov? Let them legally have what they already have and defuse the bomb. You know, I think the hysteria about drugs is often times baseless.

And this comes from me, a man who has never done cocaine in his life, although I did smoke dope upon occasion during my stint as a student at Oxford in the late 60s. And you know, the war on drugs is more often than not fruitless and patently hypocritical, be honest with yourselves now.

What drugs are the most dangerous to the most Americans? Its a no brainer: cigarettes and alcohol. Those are the statistical champions by hundreds of thousands of deaths. And wouldn’t you rather shoot a game of pool with a guy smoking a joint than a guy drinking whisky and beer? Someone smoking a joint doesn’t all of the sudden rear back and stab his partner in the eye socket with a cue stick, ok? He’s too busy laughing at the balls.

And you know as far as harder drugs go, if somebody wants to shoot up and die right in front of you, more power to him, you know? It’s his call. And you know the herd always has a way of thinning itself out. We aren’t stupid people here in America, no more than anyone else in the world, so why are we obsessing on habits that harm no one but the habitual, while we let real problems slip ever further out of reach. We seem to be willfully turning away from reality, and from logic might I add, to punish people, who in many instances are doing an extremely fine job of punishing themselves, thank you. And in some cases they’re not even punishing themselves, but rather just following age old spawning instincts that are as woven as deeply into their brain as their need to watch Home Improvement.”

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑