Tag-arkiv: nationaløkonomi

Bedste danske økonomer 2022

Næsten hvert år siden 2009 har vi hos Punditokraterne skrevet et indlæg om, hvem de bedste danske (national)økonomer er. Pointen fra starten af var at imødegå et problem som mange af os ofte oplever: At ikke-økonomer opfatter dem, der bruges meget af medierne, som de fagligt dygtigste. Nogle meget dygtige økonomer er jævnligt i medierne, men det samme gælder for en række folk, som vi nok ikke helt har samme faglige respekt for. Over årene har indlægget dog også udviklet sig til en diskussion af, hvor svært det er at måle præcist, hvor dygtige forskere er. Man kan med fuld rimelighed lægge vægt på forskellige ting – hvor meget skriver man, hvor publicerer man sine ting, hvor ofte citeres man, og andre forhold – og forskellige forskere har forskellige strategier for, hvordan de gør.

Fra år til år ændrer vi derfor metoden, for at bringe forskellige aspekter af forsknings- og forskerkvalitet frem. Vores metode i år er at tage et gennemsnit af tre forhold for alle økonomiprofessorer ved danske universiteter: 1) En forskers citationstal, delt med det antal år forskeren har været aktiv (for det meste fra det år, vedkommende fik sin PhD); 2) en forskers citationstal, delt med forskerens samlede antal publikationer; og 3) det antal artikler, forskeren har haft i et ’supertidsskrift’. Vi regner supertidsskrifter i nationaløkonomi som American Economic Review, Quarterly Journal of Economics, Journal of Political Economy, Econometrica, og Review of Economic Studies. Vi tæller også, hvis en forsker har haft en artikel I et supertidsskrift i de to nabodiscipliner statskundskab og management, hvis vi regner dem som henholdsvis American Journal of Political Science, American Political Science Review, og Journal of Politics, eller i Academy of Management Journal og Academy of Management Review. I alle tilfælde tager vi logaritmen til tallet, hvilket har den effekt at en forsker, der scorer højt på én komponent, men ikke andre, ikke kan få en særligt score. Man skal med andre ord have en rimelig balance på tværs af de tre komponenter for at få en rigtigt høj score, og almindelig flittighed belønnes ikke.

Alligevel toppes årets rangliste endnu en gang af Lasse Heje Pedersen og Nicolai Foss fra CBS. Nicolai er med et citationstal på 14400 den suverænt mest citerede danske økonom, og den eneste over 10000 citationer. Lasse, der fik sin PhD i 2001, har dog flere citationer per artikel end Nicolai – han er faktisk mere end seks gange så citeret per artikel som den gennemsnitlige danske økonomiprofessor. Nummer tre, David Dreyer Lassen fra KU, excellerer ved at have ikke mindre end seks artikler i supertidsskrifter, og endda både i nationaløkonomi og statskundskab.

Petersen, Lasse HejeCBS15.9
Foss, NicolaiCBS25.1
Lassen, David DreyerKU34.2
Andersen, SteffenCBS44.1
Lau, MortenCBS53.7
Lando, DavidCBS63.7
Sørensen, Peter NormanKU73.6
Bjørnskov, ChristianAU83.5
Kreiner, Claus ThustrupKU93.4
Bennedsen, MortenKU103.4
Nielsen, Morten ØrregaardAU113.1
Rahbek, AndersKU122.9
Leth-Petersen, SørenKU132.9
Johannesen, NielsKU142.8
Munch, Jakob RolandKU152.6

Derudover kan flittige læsere sandsynligvis genkende flere navne: En af konklusionerne i år som tidligere år er derfor, at nærmest uanset hvordan man gør, får man nogenlunde de samme folk i toppen af listen. Og har man fulgt med i nyhederne og måske lidt i den faglige debat, er den nye dreng heller ikke en overraskelse: Niels Johannesen fra KU rykker ind på plads nummer 14 i år efter bl.a. at hans papir med Jørgen Juel Andersen og Bob Rijkers om Elite Capture of Foreign Aid blev accepteret i supertidsskriftet Journal of Political Economy.

Nogle læsere vil måske notere – og beklage sig over – at der ingen kvinder er på listen. For de interesserede er de højest placerede kvinder Anna Piil Damm (AU) på plads 21, Mette Ejrnæs (KU) på plads 23, og Nabanita Datta Gupta (AU) på plads 24. Andre fremragende kvindelige kolleger som Helena Skyt Nielsen og Nina Smith – og i øvrigt ligesom folk som Jesper Rangvid og til dels Carl-Johan Dalgaard (som trods alt er nummer 16 i år) – har sandsynligvis lidt under at lave kommissionsarbejde og administrativt arbejde. Ser man på folks karrierer må man desværre konstatere, at det at være vismand ikke er godt for den rent akademiske udvikling.

En anden indvending jeg har hørt flere gange, er at Nicolai Foss – årets nummer to – slet ikke er nationaløkonom, men professor på Institut for Strategi og Innovation på CBS. Mit svar har altid været, at Nicolai er en fremragende nationaløkonom, der blot befinder sig i et krydsfelt eller en gråzone mellem strategisk management og klassisk nationaløkonomi. De syv artikler, jeg har skrevet sammen med Nicolai, har i hvert fald været primært nationaløkonomiske. Men skulle man stadig mene, at han er management, kan man simpelthen ignorere alle de artikler han har udgivet i tidsskrifter, der ikke er rent nationaløkonomiske, og beregne en score på basis af det. Gør man det, er Nicolai stadig i Top 30 med den forskning, som nogen vil mene er marginal for ham!

Sidst, men ikke mindst, er hele formålet med dette indlæg at skabe lidt debat, og understrege for folk udenfor snævre faglige kredse, at man skal være omhyggelig når man påstår, at professor X eller cheføkonom Y er så dygtige. Toppen af listen er næsten altid den samme, men længere nede findes der folk, der er ekstremt dygtige i en måske lidt snæver specialisering. Og der findes folk, som ikke kommer på Top 15 på grund af den måde, listen lige i år er skruet sammen. Som en unavngiven kollega engang sagde om Martin Paldam (nummer 27 i år): ”Martin laver måske ikke altid forskning som visse af vores kolleger synes er ’fin’, men der er ingen af dem der kan matche hans økonomiske intuition”. Det ville være rart, hvis journalister også en gang imellem husker, at enkelte af de lidt ældre kolleger der ikke gør så meget væsen af sig, ofte ser klarere end de fleste af os.

Om at være en komparativist

Hvis man var økonom, spurgte folk i gamle dage om man var keynesianer eller monetarist. Den distinktion er forlængst forsvundet (bortset fra enkelte lærebøger på gymnasiet), og hvis man overhovedet bliver spurgt i dag, er det om man tilhører en særlig ’skole’. De mest velinformerede har hørt om den østrigske skole, mens andre blot går ud fra, at der må være forskellige skoler i nationaløkonomi. Det er nu svært at se, at der skulle være distinkte skoler, men det fundamentale spørgsmål er stadig interessant: Hvad er man, og hvilken slags forsker eller tænker definerer man sig som?

Peter Boettke, professor ved George Mason University, har ofte tænkt omhyggeligt over ting, og plejer at definere sig som en ’komparativist’. Boettkes udgangspunkt er – helt korrekt – at et af de centrale spørgsmål i al økonomisk tænkning er ’Sammenlignet med hvad?’ Og tænker man over det, bliver man hurtigt overbevist om, hvor vigtigt spørgsmålet er.

Når politikere påstår, at et forslag vil være en rigtig god ’forretning for Danmark’, er det relevante spørgsmål derfor, sammenlignet med hvad? Når virksomheder påstår, at deres produkt er overlegent, er det logiske spørgsmål sammenlignet med hvad? Når meningsdannere siger, at den nye coronavirus er bekymrende dødelig, er spørgsmålet således også sammenlignet med hvad? Eller når politikere påstår, at den eneste vej er dybere ’europæisk integration’ er det relevante spørgsmål, sammenlignet med hvad?

At være komparativist er derfor en øvelse i at spotte og applikere et helt centralt koncept i økonomi, som mange folk ikke forstår og mange politikere aktivt benægter: Opportunitetsomkostninger. Bruger man ressourcer på X, kan man ikke også bruge ressourcerne på Y – ressourcer kommer ikke ud af den blå luft. Der er således en opportunitetsomkostning ved alt, som består i det man netop ikke bruger ressourcerne på. Overvejer kommunen for eksempel at bygge en letbane i Aarhus, man må spørge om det er en god idé sammenlignet med hvad de samme ressourcer – borgernes tid, penge, humankapital, osv. – kunne bruges på: Kunne kommunen have brugt de samme ressourcer (eller færre) på et bedre formål, eller kunne borgerne måske selv have brugt ressourcerne bedre i stedet for at give dem mere eller mindre frivilligt til kommunen? Dermed har man også stillet spørgsmålet, hvorfor politikere mener de er gode til at tage beslutninger – sammenlignet med hvad og hvem? Som Thomas Sowell ofte har sagt, findes der ingen løsninger, kun trade-offs. Er man komparativist starter ens tænkning netop med trade-offs i stedet for videnskabelige enhjørninger. Jeg er ideologisk komparativist.

Historiske forhold: Forurening i Central- og Østeuropa

En del af formålet med dette års sommerserie er at minde folk om – og i nogle tilfælde oplyse dem om – hvordan forhold var tilbage i tiden. Flere af os har, ligesom en lang række gymnasielærere vi kender, oplevet hvordan unge mennesker kun sjældent har nogen som helst anelse om forholdene i Central- og Østeuropa før Berlinmurens fald. Sandheden er, at de kommunistiske økonomier i øst forurenede voldsomt og var langt mindre produktive end de kapitalistiske konkurrenter i vest.

Et af de bedre forhold for de kommunistiske økonomier var deres udledninger af drivhusgasser, der i 1990 – det første år med rimeligt god datadækning – var cirka 15 % lavere per indbygger end i de vestlige lande. Som illustreret i dagens første figur lå udledningerne dog væsentligt højere end Latinamerikas. Ét forhold må dog huskes: De vestlige økonomier var godt 2½ gange så rige som de kommunistiske i 1990. Derfor plotter vi også drivhusgasudledningerne per 1000 dollars produktion i dagens anden figur. Regnet i kiloton CO2-ækvivalent udledte de vestlige samfund i 1990 i gennemsnit 12,8 kiloton drivhusgasser per indbygger og 0,42 kiloton per 1000 dollars produceret, mens de tilsvarende tal for Østeuropa var 10,9 og 1,08 kiloton. Selvom den udbredte brug af atomkraft i Østblokken nedsatte dens udledninger af bl.a. CO2 var det langt fra nok til at kompensere for manglen på produktivitet: I de kommunistiske økonomier brugte man mere end dobbelt så meget energi på at producere samme økonomiske værdi som i Vesten og omtrent den samme mængde som de langt fattigere latinamerikanske lande.

Den gode del af historien er, at kommunismens fald har rettet op på situationen. Udledningerne per indbygger i Øst er faldet med 27 % mellem 1990 og 2018, og målt i forhold til output er de faldet 57 %. De tilsvarende fald for de vestlige økonomier er henholdsvis 13 og 46 %, mens der er sket langt mindre i Latinamerika. Med andre ord har de central- og østeuropæiske lande skåret omtrent en fjerdedel af deres udledninger på samme tid som de i gennemsnit er blevet 92 % rigere.

På mange måder er dagens eksempel endda en af de svageste udviklinger, der fulgte fra kommunismens fald. I midten af 1980erne, da man fik troværdige estimater fra bl.a. Østtyskland, viste det sig for eksempel at de østtyske udledninger af svovldioxid var det tredobbelte af det vesttyske niveau. På samme måde dokumenterede en oversigt af Josef Varousek i 1994, at ved kommunismens fald var halvdelen af alt drikkevand i Tjekkoslovakiet kategoriseret som udrikkeligt ifølge vesteuropæiske standarder. Det Sovjetunionen havde planlagt som ”Socialismens maskinfabrik” leverede muligvis maskiner, og var en af de mest udviklede økonomier i øst, men gjorde det med forældet og beskidt teknologi. I dag er den tjekkiske energieffektivitet faktisk højere end gennemsnittet for vesten, og de mange danskere, der har været i Prag eller Brno har førstehåndsviden om, hvordan byerne føles mindst lige så rene som i Tyskland. En af de vigtigste lærer af de sidste 35 års historie, som vi viser i dag og som forbløffende mange mennesker ingen anelse har om, er at kommunismens fald var en af de bedste ting, der er sket for miljøet i det sidste halve århundrede

Nonsens-sammenligningen der ikke forsvinder

Regeringen udgav forleden en såkaldt hvidbog med titlen Mod et bedre samfund med tech-giganter, hvor den skitserer ni principper for, hvad den kalder ”et mere ansvarligt og retfærdigt samfund med tech-giganter.” På en eller anden måde mener regeringen, at store techfirmaer som Facebook og Google er trusler mod enten det danske demokrati eller regeringens foretrukne politik. Det kan man mene om, hvad man vil, men selvom man ignorerer en række ret fundamentale problematikker – som den gode Frederik Stjernfelt skrev om i Weekendavisen i fredags – er der et væsentligt problem. Problemet, som vi som økonomer desværre ser dukke op gang på gang i debatter om multinationale firmaer, er påstanden om at mange firmaer er økonomisk meget større end mange nationalstater. Med andre ord sammenligner man private virksomheders omsætning eller markedsværdi med nationalstaters bruttonationalprodukt (BNP).

Sammenligningen er ildevarslende, hvis man tror på to ting. For det første skal man tro på, at økonomisk størrelse er det samme som politisk magt. Med andre ord skal man regne med, at politikere og/eller embedsværk påvirkes af økonomisk størrelse, og ikke kan stå imod. At de måske ikke vil er en anden diskussion. For det andet skal man tro på, at sammenligningen er retvisende.

Mens man kan fortælle rimelige teoretiske historier om, hvorfor økonomisk størrelse måske også giver politisk indflydelse, er det store problem det andet forhold. Sagen er nemlig, at sammenligningen er rendyrket nonsens. Uanset at den er brugt af politikere på begge sider af tinget, af journalister, og af særinteresser som Oxfam, er den fundamentalt forkert.

Regeringens hvidbog konkluderer med et kapitel med titlen ”Demokratiet skal sætte rammerne for tech-giganterne – ikke omvendt”, hvor embedsmændene fra Kulturministeriet, der har forberedt rapporten, sammenligner lande og firmaer. Konkret sammenligner de en vurderet markedsværdi af Amazon, Apple, Facebook, og Microsoft med syv landes BNP. Selv hvis man skulle være enig med regeringen i hvidbogens andre (stærkt tvivlsomme) påstande, hopper kæden af her. Grunden er, at markedsværdi overhovedet ikke kan sammenlignes med BNP.

En markedsværdi kan opgøres som gensalgsværdien af alt, en virksomhed ejer. Med andre ord er det værdien i år og ud i fremtiden af alle maskiner, alle bygninger, al know-how, al brandværdi osv. af virksomheden. BNP, derimod, kan opgøres som summen af al værditilvækst i et land per år. For det første dækker BNP således kun værdien af det, der produceres, minus omkostningerne ved produktionen, og kun for et enkelt år. Det er et meget anderledes koncept end markedsværdi. Skulle man sammenligne virksomheder på en lignende målestok, skulle man bruge virksomhedens nettoindtjening, dvs. dens årlige bundlinjeresultat.

For det andet er det ekstremt svært at beregne et helt lands gensalgsværdi, hvis man skulle sammenligne med virksomheders markedsværdi. Men skulle man gøre forsøget, kunne man starte ved Penn World Tables, der har en opgørelse over værdien af landes kapitalapparat. For Danmark de senere år har den været det femdobbelte af BNP, og det er vel at mærke kun fysisk realkapital – maskiner, bygninger osv. Den tæller ikke værdien af folks arbejdskraft, deres uddannelse eller deres evner, eller nogen andre forhold. Skal man komme med et bud på det, kan man bruge den tommelfingerregel, man har i forbindelse med produktivitetsopgørelser: Omtrent en tredjedel af værdiskabelsen på nationalt plan kan henskrives til kapitalapparatet. Med andre ord kommer to tredjedele fra andre forhold, når man i øvrigt ignorerer nationale produktivitetsforskelle.

Skal man lave en bare nogenlunde retvisende sammenligning af virksomheder og landes ’markedsværdi’ kan man derfor måske – siger og skriver måske fordi det altid vil være et underkantsestimat – tage BNP, gange det med omkring 5 for at få værdien af kapitalapparatet, og derfor gange det igen med 3 for at få værdien af alle produktive faktorer. Regeringens dybt misvisende hvidbog sætter Danmarks BNP til 2100 milliarder dollars og Apples markedsværdi til 13.200 milliarder. En korrekt sammenligning med vores forsigtige tommelfingerregler her giver en markedsværdi for Danmark omkring 30.000 milliarder. Et lille, ret ubetydeligt land i Nordeuropa er således i markedsværdi langt større end verdens allerstørste ’techgigant’. Situationen er fuldstændigt anderledes end den økonomisk analfabetiske regering og dens inkompetente embedsfolk påstår.

John Williamson, 1937-2021

Vi erfarede tidligere i dag, at den engelske økonom John Williamson er død, 83 år gammel. Mens vi ikke ofte skriver nekrologer, har Williamson haft så stor indflydelse på praktisk, økonomisk politik i dele af verden, at vi i dag gør en undtagelse.

Williamson var født i England, hvor han fik en BA på London School of Economics i 1958. Efter to år i RAF tog han til Princeton i USA, hvor hans PhD-arbejde kom til at handle om den økonomiske værdi af patenter og patentrettigheder. Med en PhD-grad i lommen fik han sit første job i 1963 på University of York, hvorefter han brugte 2 år som rådgiver for det britiske finansministerium. Williamson vendte tilbage til den akademiske verden med en stilling på University of Warwick fra 1970-77, efterfulgt af tre år på det katolske universitet i Rio de Janeiro. Fra 1981 frem til 2012 var han Senior Economist ved the Peterson Institute i Washington, der dengang hed the Institute for International Economics.

Williamsons mest kendte videnskabelige arbejde blev i valutapolitik, hvor han fokuserede særligt på mellemformer mellem fuldt flydende og fuldt faste valutakurser. Han var her med til at udvikle den såkaldte ’crawling peg’, som Brasilien bl.a. har forfulgt. Idéen er ganske enkel, men smart, og kombinerer stabiliteten der er ved en fast valutakurs (som den danske) med en fleksibilitet, der beskytter landet mod konkurrenceevneproblemer. Helt konkret var Williamsons idé at holde den reale valutakurs fast i stedet for den nominelle, ved at lade valutakursen ændre sig i præcist samme takt som landets overinflation i forhold til ankeret. Havde Brasilien for eksempel tre procent højere inflation end USA, som man peggede valutaen til, skulle den nominelle valutakurs falde med tre procent. På den måde ville værdien af brasilianske varer være uændret i USA, og dermed ville konkurrenceevnen også være uændret.

Udenfor økonomkredse blev Williamson derimod mest kendt for sit arbejde om den såkaldte Washington Konsensus, som vi også her har skrevet om (her, her og her). Selvom konsensussen i mange er er blevet lagt for had af både venstrefløjen og uinformerede nationalkonservative – for dem er den inkarnationen af elastikbegrebet ’neoliberalisme’ – er den basalt set bare økonomisk snusfornuft: Undgå handelshindringer og overregulering, beskyt de private ejendomsrettigheder, og sørg for at politikken er stabil og forudsigelig.

Williamson mente, at det politik der fulgte de ti råd i Washington Konsensussen ville få hurtigere og mere stabil udvikling. Min gode ven og faste medforfatter Niclas Berggren omtalte forleden et nyt studie af konsensussen (læs her), der viser præcist det. I studiet The Washington consensus works: Causal effects of reform, 1970-2015 viser ægteparret Robin og Kevin Grier netop, at lande efter indførslen af politik, der er konsistent med konsensussen, oplever markant hurtigere vækst end tidligere. Som også den lange litteratur om konsekvenser af økonomisk frihed viser, har forskningen i høj grad vist at Williamson havde ret.

De lande, der fulgte hans råd, har langt mere effektivt bekæmpet fattigdom på langt sigt. Williamson blev dermed, ligesom hans kollega Nobelprismodtageren Robert Mundell døde for halvanden uge siden, en af de få akademiske økonomer, der fik reel betydning for almindelige mennesker mens han levede. Pointen er klar i nekrologer af både hans kollega Steven Weisman og Bloomberg. John Williamson fortjener at blive læst og taget seriøst langt udenfor universitetsverdenen.

Økonomer der laver noget andet

Mange mennesker jeg møder – når regeringen da tillader det – har et syn på økonomer som folk, der ikke er videre sociale og har et meget snævert interessefelt. Jeg har, ikke overraskende, et meget anderledes syn på økonomer, da jeg ikke bare selv er økonom, men også tæller flere af mine kolleger blandt mine gode venner. Dagens korte post er derfor nogle korte eksempler på økonomer, der også kan noget meget andet end at nørde med tal og nationaløkonomi.

Der er mange eksempler på det, der på fransk til tider kaldes ’le violon d’Ingres’ efter maleren Jean Auguste Dominique Ingres, der også var professionel violinist: At visse mennesker er dygtige til noget langt udenfor deres område. Sociologen Howard Becker, kendt for sit arbejde med labelling theory, er således stadig en kapabel jazzpianist og stjerneøkonomen William Baumol var en udmærket maler (se eksempler her).

I mit umiddelbare netværk findes der også eksempler på økonomer, der kan meget anderledes ting. Det er almindeligt kendt, at professor Axel Dreher fra universitetet i Heidelberg stod med valget mellem en PhD i nationaløkonomi og en karriere som professionel latindanser. Axel valgte at fokusere på økonomien, skabte det meget brugte KOF globaliseringsindeks, og er i dag en af det tysktalende områdes mest citerede økonomer. Professor Peter Kurrild-Klitgaard fra statskundskab på Københavns Universitet er, udover sit virke i public choice-forskning og sin redaktørpost hos Public Choice, en af Danmarks førende heraldikere.

Dagens morsomme eksempel er dog professor Hans Pitlik fra WIFO i Wien, der har lavet virkeligt interessant forskning om, hvordan tillidsnormer former folks præferencer for statslige regulering og økonomisk politik. Udover sin forskerstilling er Hans trommeslager i det østrigske europunkband The Westerwaves, som lige har udgivet et nyt album – The Divine Cup – der kan høres her. Dagens post er således en påmindelse om, at ikke alle økonomer er snæversynede fagnørder, og måske også en af vores sjældne reklamer for et dybt undergrundsband. Varmt anbefalet.

Ny tegneserie om markeder

Mange borgere er skeptiske overfor markeder, selvom de bruger dem hver dag. Meget af skepsissen bunder i, at de helt fundamentalt ikke forstår hvad markeder er, og hvordan de virker. Min fremragende kollega og ven Andreas Bergh – en af de fineste formidlere af samfundsvidenskab i Skandinavien – har derfor fået den glimrende idé at slå sig sammen med tegneren Ola Skogäng for at lave en tegneserie ’om marknader och människor’. Det er blevet til den vellykkede Hjälpas Åt.

Idéen er ikke helt ny – George Mason University’s kreative Bryan Caplan skrev for et par år siden den fine Open Borders: The Science and Ethics of Immigration sammen med Zach Weinersmith – men Bergh og Skogängs tegneserie er ligeså fin. Formidlingen er både pædagogisk og morsom, og der er små perler spredt igennem hele teksten. Bergh og Skogäng peger for eksempel tidligt på, at ”Inget system troller bort människans dåliga egenskaper. Men olika system belöner olika beteenden.” Senere i bogen siger den person, der absolut ligner Andreas, at ”Ingen vet viklen organisationsform eller ledningsfilosofi som funkar bäst i varje läge. Just därför är det smart att låta människor prova sig fram”. Mens Andreas-personen går gennem en fiktiv svensk by med navnet Gnoköping, har han en nærmest aristotelisk diskussion med to andre personer. Den ene er åben for idéer mens den anden starter med en Enhedsliste-agtig forestilling om markeder som udbyttende og egomane. Fortællingsdevisen fungerer fremragende og der er meget at lære – mens man holder øjnene åbne for pudsige detaljer i tegningen.

Hele vejen igennem understreger de to svenskere værdien af konkurrence, men også hvordan konkurrencen i en markedsøkonomi får folk til at arbejde sammen og at opdage ting. Jonas Herby skrev forleden i Børsen, er det snart på tide at danskerne får øjnene op for gevinsterne ved konkurrence. Måske skulle de tage at læse Hjälpas Åt – ikke mindst hvis den bliver oversat til dansk. Den er varmt anbefalet!

Ny IEA-serie

Den hæderkronede tænketank the Institute of Economic Affairs i London har gjort et enormt stykke arbejde med at flytte aktiviteter online, og skabe nye virtuelle aktiviteter. Det gælder ikke mindst IEAs Head of Education Stephen Davies, der tidligere har været senior lecturer i historie og økonomisk historie på Manchester Metropolitan University. Steve er en fremragende formidler og forfatter – blandt andet til The Wealth Explosion fra 2019 som vi har omtalt her på stedet. Han står nu bag en ny serie korte foredrag, som formidler hvad nationaløkonomi er og hvordan økonomer tænker.

Nedenfor kan vores læsere se den første udsendelse i serien, der handler om ‘knaphed’, og dermed en del af fundamentet for al økonomisk tænkning. De næste udsendelser omhandler opportunitetsomkostninger, trade-offs, incitamenter og marginale valg. Senere kommer lignende ti-minutters introduktioner til blandt andet spontane ordener, vækst og entrepreneurship. Det hele er pædagogisk formidlet og varmt anbefalet, om man enten er interesseret lægmand eller gymnasieelev med et fornuftigt engelsk!

Assar Lindbeck, 1930-2020

Forleden kom den sørgelige nyhed, at den svenske økonom Assar Lindbeck var død, 90 år gammel. Assar – manden var nærmest på fornavn med Sverige – var sin generations mest markante og indflydelsesrige nationaløkonom. Han prægede den svenske debat fra 1970erne til sin død, bidrog med meget væsentligt videnskabeligt materiale, og var med til at opdrage en række af den næste generations vigtigste økonomer.

Assar blev født i Umeå i det nordlige Sverige i 1930 og blev efter en uddannelse på universitetet i Uppsala Fil. Dr. i 1963 fra Stockholms Universitet. Han havde undervist som docent allerede fra 1962 og var fra 1971-1995 chef for det prestigiøse Institute for International Economic Studies. De sidste 25 år var Assar tilknyttet Instituttet för Näringslivsforskning i Sverige, hvor han dermed var en slags kollega for mig.

Hans karriere startede med forskning i boligmarkedet, der bl.a. resulterede i en af hans mest citérbare indsigter: At huslejekontrol er den mest effektive måde at ødelægge en by på – bortset fra direkte bombning. Assar skulle senere brede sin interesse til andre områder, som gav ham international anerkendelse.

Hans mest kendte, og nok bedste, arbejde er hans karakteristik af ’insider-outsider-problemer’ i arbejdsmarkeder. Sammen med Dennis Snower viste han i en række artikler i 1980erne, hvordan fagforeninger ikke er uselviske, samfundsbærende institutioner, men særinteresser som alle andre. Den banebrydende forskning pegede på, hvordan fagforeninger forhandler løn for insiderne – de allerede beskæftigede medlemmer – mens de forsøger at sætte hindringer i vejen for andre – outsiderne – der er på vej ind på arbejdsmarkedet, ikke er medlemmer, eller af en eller anden grund ikke har et arbejde. Modellen er blevet en af standardforklaringerne på ufrivillig arbejdsløshed og såkaldt ’hysterese’, dvs. situationen hvor en recession er ovre, men arbejdsløsheden forbliver høj. Ifølge Lindbeck-Snower-frameworket bliver mange ved med at være arbejdsløse, fordi fagforeningerne bruger den økonomiske opgang til at forhandle højere lønninger for insiderne i stedet for at skabe rum til flere ansættelser.

Mens Assar var tilhænger af velfærdsstaten, var han på ingen måde naiv i sin støtte. Både selv og sammen med Sten Nyberg og Jörgen Weibull udgav han i 1990erne en række analyser (se her og her), der pegede på hvordan en skandinavisk velfærdsstat underminerer de sociale normer og den arbejdsetik, der er nødvendig for at den kan hænge sammen. Indsigterne var dybe, men meget langt fra populære i de socialdemokratiske kredse, han oprindeligt kom fra. Men Assar blandede sig ofte i den svenske debat med omhyggelig, pædagogisk faglighed og total frygtløshed overfor politiske interesser.

Hans indædte kritik af Olof Palmes idéer om fondssocialisme – at fagforeninger skulle overtage ejerskabet af det private erhvervsliv – kostede ham venskabet med Palme. Det var et glimrende eksempel på, hvordan Assars faglighed og personlige integritet aldrig blev ofret på noget ideologisk eller partipolitisk alter. Den integritet blev vigtig da han blev udnævnt til at lede en kommission, der skulle rådgive regeringen i starten af 1990erne. Det, der hurtigt blev kendt som ’Lindbeck-kommissionen’, foreslog 113 ændringer og reformer, der kunne hjælpe Sverige ud af krisen og over mod en mere dynamisk vækstøkonomi. Disse reformer omfattede en politisk uafhængig Riksbank, stærkere fiskal disciplin, en skattereform og indførsel af en større grad af frivilligt valg. Mens der var forslag, der gik mod stort set alle svenske partiers præferencer, har svenske regeringer 25 år senere gennemført cirka halvdelen af alle forslagene.

Assar har også på andre måder præget både politik og det økonomiske miljø. Han overtalte således i slutningen af 1960erne den daværende nationalbankdirektør Per Åsbrink til at skabe en pris i Alfred Nobels minde til økonomisk forskning. De to havde således skabt det, der i dag betragtes som en af Nobelpriserne, og Assar fortsatte med at præge den som medlem af Nobelkommitteen fra 1971-1994, og som dens formand de sidste 13 år. Mens prisen stadig er omdiskuteret, har Assars insisteren på en pluralistisk pris givet til den bedste forskning – uanset felt, approach eller ideologisk vinkel – bidraget til at skabe respekt om den.

Sverige såvel som resten af de nordiske lande har mistet en af de dygtigste og mest indsigtsfulde økonomer og debattører. Det nationaløkonomiske miljø har også mistet en person, der var parat til at kritisere alt og alle, men altid konstruktivt, venligt og ydmygt. Mine egne oplevelser med ham på IFN var alle præget af to bestemte forhold: En lynende begavelse pakket ind i et genuint rart menneske. Mange andre har udtrykt det samme, som det reflekteres i nekrologer fra bl.a. Lars Calmfors, Joakim Book, SVT, og Financial Times.

Hong Kong og andre succeser i Asien

Efter at have opholdt mig ved Deakin University i Melbourne de sidste fem uger – med et par afstikkere til Sydney og Brisbane – er jeg nu på vej mod Europa. Jeg har dog denne gang valgt at gøre ophold en enkelt dag i Hong Kong, hvor jeg befinder mig i skrivende stund. Den tidligere britiske koloni er i disse dage under virtuel belejring af det socialistiske diktatur i Beijing, der i stadig mindre grad er villigt til at overholde den 50-årige aftale med Storbritannien om ét land – to systemer.

Der holdes dog på mange måder stand, og ikke kun i form af den demokratiske oppositions overvældende sejr byens række af lokalvalg forleden. Min oplevelse af både lufthavnen og byen i dag var, at der er en venlighed og umiddelbarhed overfor fremmede, som jeg absolut ikke har oplevet i Kina. Alting fungerer også, og det er ikke svært at se både byens rigdom og dens stadig overlegne institutioner. Hong Kong er ganske enkelt en semi-britisk oase i en i stigende grad totalitært socialistisk sump.

Der er også ganske meget at forsvare, som ikke kun er økonomi. Det illustrerer vi i de følgende tre grafer, hvor vi plotter V-Dem-projektets ekspertvurderinger af fravær af mediecensur – dvs. pressefrihed – og juridisk ansvarlighed, som en indikation på kvaliteten af retsvæsenet (men ikke nødvendigvis lovene), og Madison-projektets købekraftskorrigerede nationalprodukt per indbygger (Interesserede kan med fordel bruge V-Dems Country Graph-feature, hvor man kan tegne grafer over landes institutionelle udvikling). Vi holder her Hong Kongs udvikling op mod Kina, Taiwan – dvs. den kapitalistiske version af fastlands-Kina – og Singapore. Sidstnævnte er den anden lille, britiske koloni og bystat i Asien, der dog tog en lidt anden rute end Hong Kong.

Den første graf illustrerer ganske pudsigt, hvordan pressefriheden havde snævre kår i årene umiddelbart efter anden verdenskrig, og omtrent ligesom i Italien i samme periode, mens Singapore havde en langt friere presse. Det holdt dog kun til landets uafhængighed midt i 60erne, da Lee Kuan Yew indførte et økonomisk meget liberalt, men også intolerant regime. Omvendt er Hong Kongs pressefrihed forbedret markant fra samme periode og indtil omkring 1990, og byens relativt aggressive presse er i dag så fri som i Nordeuropa. Taiwans status er fulgt med op med en cirka ti-årig forsinkelse, mens Kinas havde en kort periode, hvor den kunne skrive nogle ting. Som figuren viser ganske tydeligt, er den frihed undermineret igen i de senere år.

Den anden figur viser, hvordan kvaliteten af retsvæsenet har været nordeuropæisk standard i både Hong Kong og Singapore siden den sene kolonitid, og at dette forhold ikke har ændret sig væsentligt de senere år. Taiwans er noget dårligere, og på linje med Kinas. Det skal dog med, at Taiwans love – som dets retsvæsen håndhæver nogenlunde godt – er langt bedre end Kinas.

Sidst, men ikke mindst, skal økonomien naturligvis med. Hong Kong og Singapore var tydeligvis rigere end Kina og Taiwan allerede før anden verdenskrig. Singapore i særlig grad har klaret sig godt, og endda bedre end Hong Kong siden cirka 1990. Taiwan har også oplevet imponerende vækst under Kuomintang-styret, der er fortsat under de sidste knap 20 års demokrati. Og mens Kinas vækst siden Dengs reformer først i 1980erne har været imponerende i sig selv – omend noget af den muligvis er løgn (læs f.eks. her) – er det store land faktisk kun fulgt med opad. Hong Kongs borgere var cirka fire gange så rige som kineserne først i 50erne, og de er cirka fire gange så rige i dag.

I Hong Kong er det bare ikke nok for de fleste borgere. Mens Beijing-regimet åbenbart ikke forstår, at velstand og relativ stabilitet ikke er nok – som i andre dele af Kina – er der to ting at lære. For det første, er to generationer af bystatens borgere vokset op med hele den vestlige pakke, med undtagelse af fuldt demokrati. De har derfor meget naturligt appetit på den sidste bid, de ikke har, og ingen tålmodighed med eller forståelse for et totalitært regimes behov for undertrykkelse og korruption. Og for det andet, som jeg skrev i Børsen i august, er Hong Kongs institutionelle kombination dét, der lægger de økonomiske guldæg, der også påvirker fastlandets økonomi. Man kan ikke bare slå en bid af gåsen ihjel, uden at guldæggene også forsvinder.

Tillykke IFN!

Instituttet för Näringslivsforskning (IFN) i Stockholm er Skandinaviens ældste private forskningsinstitut. Siden grundlæggelsen i 1939 har IFN været en vigtig aktør i svensk politisk debat som en af de få aktører uden et partipolitisk tilhør, der kan levere nye idéer, klare og omhyggelige analyser, og indspark til særligt den økonomiske politik og debatten omkring den. IFN har over årene formået at tiltrække en lang række glimrende forskere, og har således etableret sin uomtvistelige status som et af svensk økonomisk forsknings flagskibe. IDEAS/Repec-databasen rangerer for eksempel IFN som en konsistent nummer tre i Sverige, foran universiteterne i Lund, Göteborg og Uppsala, og kun overgået af Handelshögskolan i Stockholm og Institute of International Economic Studies ved Stockholms Universitet. IFN har således en række forskere ansat, bl.a. chefen Magnus Henrekson, men også Lars Calmfors og Niclas Berggren, der er mere internationalt citerede end f.eks. den danske overvismand.

I går fejrede IFN derfor sin 80-års fødselsdag i stil. Under overskriften ”IFN firar 80 år av oberoende forskning” (IFN fejrer 80 års uafhængig forskning) afholdt man et jubilæumsseminar, hvor to nye bøger blev præsenteret. Benny Carlson og Mats Lundahl har skrevet om årene 1950-66 hvor IFN etablerede sig i den svenske offentlighed og fandt den form, det har i dag, mens jubilæumsbogen IFN 1939–2019 – 80 År av Ekonomisk Forskning er redigeret af IFN-chefen Magnus Henrekson. Magnus (på billedet) sluttede også dagen af med at tale om, hvor vigtig uafhængig forskning er for erhvervslivet i et moderne samfund og som nødvendigt grundlag for at kunne tage ansvarlige, politiske beslutninger.

Magnus Henreksom runder jubilæumsseminaret af

Jeg har ikke set Carlson og Lundahls bog om IFNs historie – og kunne desværre heller ikke deltage i jubilæet, da jeg pt. er på forskningsophold i Melbourne – men kan varmt anbefale jubilæumsbogen, der netop ikke er særligt retrospektiv. I stedet for opsummerer programcheferne Joacim Tåg, Niclas Berggren, Henrik Jordahl, Thomas Tangerås og Magnus Henrekson og Lars Persson IFNs fem primære indsatsområder og hvad der er kommet ud af dem de seneste år (bogen kan hentes gratis her). Efterfølgende er der kapitler om IFNs kommunikation – noget danske institutioner kunne lære af – og en række vigtige figurer, der har været forbundet med IFN over årene.

Jeg er af både objektive og helt selviske grunde særligt glad for min gode ven og jævnlige medforfatter Niclas Berggrens kapitel om ”Tillit, tolerans och lycka – ny nationalekonomisk forskning vid IFN”, da det ikke blot er mit område, men også det forskningsområde på IFN, som jeg er tilknyttet via en officiel 10-procentaffiliering. Niclas skriver klart og letlæseligt, og formidler som så ofte før stoffet så udenforstående uden problemer kan forstå problemstillingerne og IFNs bidrag. Hele bogen er dog stærkt anbefalet af alle, der er interesserede i højt kvalificerede svenske indspark til debatter, der ikke er mindre vigtige i Danmark. Anbefalingen gælder også andet, IFN har produceret over årene. Punditokraterne ønsker derfor IFN hjerteligt tillykke med de 80 år, og håber på 80 år mere med relevant, uantasteligt veludført forskning!

Argentinas økonomi – det permanente rod

Forleden tabte den siddende præsident Mauricio Macri valget i Argentina til venstrefløjskandidaten Alberto Fernandez. Nederlaget var forudset, da økonomien er dramatisk forværret de sidste år. Macri kom til magten på et program, der tog fat på en række af de persistente, økonomiske problemer, som Argentina har lidt af. Pensionssystemet er basalt set et pyramidespil, særinteresser har stor indflydelse, embedsværket er korrupt – som i mange andre latinamerikanske lande – og det politiske systems budgetdisciplin er med rette berømmet af de helt forkerte grunde. Det samme politiske system blokerede mange af Macris idéer, og de seneste år har været klassisk argentinske.

I 2017 – det sidste år der er konkrete tal for – havde den argentinske stat en indtægt på 120,6 milliarder dollars, men brugte 158,6 milliarder. Der er med andre ord meget lidt styr på de offentlig finanser, hvilket desværre er et klassisk argentinsk problem. Argentina gik endegyldigt bankerot i 1827, 1890, 1951, 1956, 1982, 1989, gennemgik en partiel bankerot i 2001, og endte i lignende problemer i 2014. Landet forsøger nu lige nu at undgå den niende default. Skiftende argentinske regeringer har også på andre måder haft svært ved at overholde internationale aftaler, ikke mindst i handelssamarbejdet i Mercosur, hvor man gentagne gange har brudt aftalerne og hæve handelsbarriererne overfor andre lande i regionen. Argentinernes ligegyldighed overfor internationale handelsaftaler har ikke blot skabt diplomatiske konflikter med det lille, men 20 % rigere, naboland Uruguay, men også med Colombia og økonomiske forbillede Chile.

Over årene har det dybt dysfunktionelle politiske system derfor også leveret både kriser og skuffende økonomisk udvikling. Mens Argentina var verdens tienderigeste land umiddelbart før Første Verdenskrig, har det over det sidste århundrede slet ikke fulgt med andre lande. Den først figur illustrerer problemet ved at plotte udviklingen i det argentinske BNP per indbygger (købekraftskorrigeret) med den tilsvarende udvikling i USA, Spanien og nabolandet Chile. Som figuren klart viser, var Argentina rigere end Spanien indtil først i 1960erne og også markant rigere end Chile. I dag er argentinernes gennemsnitsindkomst kun 30 % af amerikanernes og kun cirka 75 % af chilenernes. Som figuren viser, har der endda været decideret tilbagegang siden 2010.

Datakilder: Penn World Tables, mark 9.1

En væsentlig del af forklaringen ligger i den førte politik, som man kan se i eksemplet i den næste figur. I 50erne var Argentina det af de fire lande, der handlede mest med resten af verden. Mens man for eksempel kan se Spaniens handelsvolumen stige markant fra midten af 1950erne, implementerede Argentina som andre latinamerikanske lande den såkaldte ISI-strategy: Importsubstituerende industrialisering. Idéen bag den, som blandt andet blev udviklet af Paul Rosenstein-Rodan, var at et land kunne opnå økonomisk udvikling ved at lukke grænserne for import af industriprodukter og politisk støtte opbygningen af en egen industri, der leverer de varer, man før importerede. ISI-strategien var en økonomisk katastrofe, som Argentina holdt fast i indtil 1970erne og militærets kup mod det sidste Peron-regime.

Datakilde: Penn World Tables, mark 9.1

Mens Chile tydeligt har fulgt samme handelspolitik som Spanien – og på mange måder en mere åben politik – er Argentinas handelsvolumen i forhold til dets økonomi i dag på størrelse med USA’s. Rent økonomisk giver det ingen mening, da US0,0A’s økonomi er 24 gange større end Argentinas – landets købekraft svarer således til to af de 50 amerikanske staters – og USA har med andre ord også gavn af den enorme handel mellem delstaterne.

En række andre sammenligninger peger den samme vej. Mens V-Dem-projektets vurdering af Argentinas grad af politisk korruption i gennemsnit har været 0,452 (på en 0-1 skala) de sidste fem år, er den 0,064 for Spanien, 0,087 for USA og 0,082 for Chile. Siden Chiles gendemokratisering i 1988 har investeringsraten stabiliseret sig på omkring 22 % – et almindeligt vestligt niveau – mens Argentinas er 15 %, og udviklingen i Chiles kapitalapparat er sket fire gange hurtigere end Argentinas.

I medierne beskrives situationen i Argentina, der vitterligt er på konkursens rand, som en ny og unik situation. Sandheden er desværre, at landet har været der før og at de voldsomme økonomiske problemer i 2019 blot er en gentagelse af tidligere problemer, og en refleksion af landets elendige institutioner og rent ud sagt horrible politiske tradition. Taler man med argentinere i dag, oplever man ofte at deres selvforståelse stadig er, at de er Latinamerikas rige land. Det er mere end en menneskealder siden, at det var bare nogenlunde sandt. Spørgsmålet, man må stille sig, er om der reelt sker noget med Argentina før borgere og politikere indrømmer for sig selv og hinanden, at verden for længst har overhalet deres land?

Brexit-problemet – set fra et britisk perspektiv

I går stemte det britisk parlament igen om Brexit-problematikken og endte med at sparke det endelige spørgsmål til hjørnespark. Parlamentet bestemte, at premierminister Boris Johnson skal bede EU om en udsættelse, så lovgivning der forbereder den endelige proces med at forlade unionen kan gennemføres. Begivenhederne har endnu en gang bragt hele Brexit-diskussionen op i de danske medier igen, inklusive en hel lørdag aften på TV2 News. Og endnu en gang bragte medierne eksperter, blandt andet den ellers dygtige Henrik Drusebjerg, der vurderede at ”regningen bliver ret alvorlig.”

Hvad man end måtte mene om EU og om Brexit, har hele debatten desværre afsløret et problem i de danske medier: Danske journalister har i høj grad dækker Brexit-problematikken fra en rendyrket EU-vinkel. Får man udelukkende sine nyheder fra DR, TV2 og de store aviser, har man således med stor sandsynlighed fået det indtryk, at Brexit er tæt på økonomisk selvmord, og en masse gode mennesker har gjort hvad de kan for at beholde Storbritannien i den europæiske klub. Sandheden, som undertegnede ser den fra mit kontor i Aarhus, er langt mere grumset.

I Storbritannien selv har debatten været voldsom, men også noget mere nuanceret end i resten af Europa. Remain-siden har fokuseret på worst case-scenarier, hvor omkostningerne ser gigantiske ud, mens hårdnakkede Leavers i stedet har påstået, at der er umiddelbare gevinster ved at forlade EU. Og begge sider har til en vis grad ret: Remain-argumentet om store omkostninger er korrekt, når man ser på den regning, EU kræver at briterne skal betale, og de omstillingsomkostninger, som britiske virksomheder kommer til at bære.

Disse argumenter er også omhyggeligt dækket af de danske medier, mens de realistiske argumenter fra Leave-siden ikke er: Når Storbritannien forlader EU, har landet også en reel mulighed for at komme af med unionens fælles handels- og landbrugspolitik. Dette politikkompleks bruges ofte af nationaløkonomer som et særligt klart eksempel på ekstremt skadelig politik, der gavner små, uproduktive særinteresser og lægger en massiv regning hos almindelige borgere. Den britiske regering er åbenlyst frihandelsorienteret, den britiske frihandelstradition strækker fra de konservative til et godt stykke ind i Labour og the Scottish National Party, og regeringens erklærede mål er at bibeholde frihandel med EU og markant reducere de britiske handelsbarrierer overfor resten af verden.

De danske medier har i bedste fald betragtet øget frihandel som fugle på taget, mens de har taget Leave-sidens vurdering af transitionsomkostningerne for absolutte tal. Problemet er dog, at de positive dynamiske effekter af britisk handelsliberalisering på sigt kan være langt større end de kortsigtede transitionsomkostninger (læs f.eks. her, her og her). At beholde briterne i toldunionen har derfor aldrig været en reel mulighed, da man derved ville afskære sig fra stort set alle de kendte positive muligheder af Brexit.

Danske journalister synes at tro, at EU er en frihandlende og frihandelsvenlig blok, omend unionen de facto er stærkt protektionistisk overfor store dele af verden, og er rykket i en mere protektionistisk retning de senere år. Politisk er Brexit derfor et problem for Danmark, der sammen med bl.a. Sverige og Tjekkiet er blandt de få frihandelsorienterede samfund, der i Storbritannien havde deres eneste store allierede i EU. Fra dansk side har der derfor været et meget forståeligt ønske om at beholde Storbritannien i unionen, der ikke blot handler om at beholde fri import fra landet. Læg her mærke til, at der reelt ikke er nogen bekymring, om det bliver sværere at eksportere til briterne – ingen tror faktisk på, at briterne ville hæve handelsbarriererne.

Et sidste problem er, at mens danske journalister har været hurtige til at kritisere britiske politikere og forhandlere – der så absolut har fumlet, begået store fejl og trukket processen i langdrag – har de øjensynligt troet på alt, EU’s forhandler Michel Barnier har sagt. Sandheden er dog, at EU med vilje forsøger at gøre det så svært som muligt at forlade unionen. Mens der er relativt klare processer i forbindelse med lande, der tilslutter sig EU, er der ingen tydelig procedure for at gøre det modsatte, da det aldrig har været meningen, at det skulle kunne lade sig gøre. Fra EU’s side har en del af den politisk forhandlingsstrategi derfor været at gøre et skræmmende eksempel ud af Brexit ved at gøre det ekstremt dyrt og besværligt. Den lidt lunkne og usikre tyske holdning har således reflekteret, at Merkel er enig i formålet med strategien – at ingen i fremtiden skal fristes til at forlade EU på samme måde som ingen skal fristes til at forlade en rockerklub – men også er pinligt klar over, hvor dyrt det kan blive for tysk erhvervsliv at man gør det svært at handle med briterne.

Om man i sidste ende mener, at Brexit er en god eller dårlig idé, afhænger således ikke blot af ens holdning til EU’s stigende interventionistiske reguleringspolitik – den skiller også vandene i dansk politik – men også om man lægger vægt på det korte eller det lange sigt. På kort sigt er det dyrt, men på langt sigt åbner Brexit for reelle muligheder. Pointen i denne søndags tirade mod danske medier er ganske enkelt, at nuancerne i debatten og balancen mellem pro et con er forsvundet i deres eksklusivt kontinentaleuropæiske perspektiv. Langt de fleste journalister har således glemt en grundregel i journalistisk: Der er altid to sider af en sag.

Ny læsning for punditokraterne

Her på bloggen holder vi af at følge med. Forleden udkom nye numre af to samfundsvidenskabelige tidsskrifter som vi jævnligt læser, og som fortjener at blive nævnt her. Først og fremmest er der et nyt temanummer af det danske Samfundsøkonomen på gaden. Temaet er Donald Trumps USA, og det er gæsteredigeret af den altid glimrende Peter Kurrild-Klitgaard, der har udvalgt et stærkt hold af skribenter. Mirco Reimer-Elster skriver om sammenstøddet mellem Trump og den amerikanske konservatisme, redaktøren selv om hvor vigtig økonomien er for hvordan amerikanerne stemmer (og hvorfor så mange stemte på Trump), Frederik Hjort analyserer Trump som ’issue entrepreneur’, mens Birthe Hansen skriver om hans udenrigspolitiske linje. To punditokrater har også sneget sig med i temanummeret, da Otto Brøns-Petersen skriver om Trumps økonomiske politik, mens undertegnede har bidraget med en artikel om præsidentens handelspolitik. Hele de varmt anbefalede temanummer kan læses her.

Det andet tidsskrift er det altid interessante svenske Ekonomisk Debatt, der netop er udkommet med nummer 6 i år. Det nye nummer omfatter blandt andet en artikel om Kinas nye middelklasse af Björn Gustafsson, Terry Sicular og Xiuna Yang – der blandt andet peger på, at den i dag tæller 250 millioner mennesker – en artikel af Fredrik Andersson og Altin Vejsiu om hvilke mennesker der vælger at blive iværksættere, og en anmeldelse fra Jesper Ahlin Marceta af  David C. Roses ny bog Why Culture Matters. Ekonomisk Debatt er også som altid varmt anbefalet.

Mere om Nobelprisen 2019

Som Otto skrev i går, har Sveriges Riksbank annonceret at dette års økonomipris går til Abhijit Banerjee, Esther Duflo og Michael Kremer. Mens der har været begejstring fra nogle dele af det nationaløkonomiske miljø, er begejstringen ganske begrænset i andre dele. Prisen gives for de tre forskeres pionerindsatser i applikationen af Randomized Control Trials (RCT) til økonomiske spørgsmål. De leverer dermed væsentligt klarere evidens for, hvilke politiktiltag der virker omkostningseffektivt.

Både Angus Deaton, modtageren af Nobelprisen for fire år siden, og William Easterly, der ofte nævnes som en mulig fremtidig modtager, er stærkt skeptiske overfor værdien af RCTer. Deaton har sammen med Nancy Cartwright kritiseret RCTer i Social Science and Medicine, mens Easterly skrev om problemerne allerede for ti år siden. Dengang understregede han, at:

“RCTs are infeasible for many of the big questions in development, like the economy-wide effects of good institutions or good macroeconomic policies. Some RCT proponents have (rather naively) claimed RCTs could revolutionize social policy, making it dramatically more effective – this claim itself can ironically not be tested with RCTs. Otherwise, embracing RCTs has led development researchers to lower their ambitions. This is probably a GOOD thing in foreign aid, where outsiders cannot hope to induce social transformation anyway and just finding some things that work for poor people is a reasonable outcome. But RCTs are usually less relevant for understanding overall economic development.”

Det dybere problem er, at specielt Esther Duflo har givet udtryk for, at økonomisk og social udvikling er et spørgsmål om at skrue på bestemte politikknapper og dirigere mennesker til bedre udkomme. Duflo har således med stolthed fortalt om, hvordan hun går til problemerne med en ingeniørtilgang. Dette års pris gives således også til en tilgang til udviklingsproblemer, hvor økonomer skal agere som ’sociale ingeniører’. Som Hayek understregede i sin Nobelpræsentation tilbage i 1974, er det en tilgang, som økonomer og politikere ofte har, men lige så ofte slet ikke burde have. Hayek kaldte den implicitte fejltagelse for ”the pretence of knowledge”, dvs. at man gjorde som om man havde viden og indsigt, som man ikke har og ofte ikke kan have. Duflo er dermed i høj grad, hvad Adam Smith for snart 250 år siden ville have kaldt ”a woman of system” (hattip: Niclas Berggren).

Det store spørgsmål, som hun og hendes hold fuldstændigt ignorerer, er at et hold fra Harvard og MIT således meget præcist kan styre, hvad forskellige aktører får af penge og andre incitamenter, man kan en lokal myndighed i Congo, Laos eller Nicaragua rent faktisk gøre det samme? Antager man at den slags ikke er et problem, begår man Hayeks fejltagelse – som rigtigt mange udviklingspraktikere og politikere har gjort over årene – at tro at institutionerne i fattige lande ikke er underlegne i forhold til f.eks. tilsvarende svenske eller britiske institutioner. Det er den slags fejltagelse, der kan lave en velment vestlig intervention fra veluddannede gutmenschen om til et yderligere korruptionsproblem.

Som både Deaton, Easterly og adskillige andre har påpeget, gives Nobelprisen i år til en approach og videnskabelig holdning uden nogen form for institutionel viden – i RCT-miljøet er det ofte noget, man næsten totalt ignorerer. Det skaber dog det problem, at mans RCTer kan bruges til at evaluere overordnede effekter, giver de ret ligegyldigt input til en debat om, hvordan man designer bedre politik og indgreb. I en vis forstand ligger det problem også bag den ophidsede diskussion af Michael Kremers 15 år gamle studie af effekter af ormekure i Afrika (læs f.eks. et overblik her), hvor evidensen har vist sig ikke at være så robust som man først troede.

Overordnet, det burde være klart at jeg heller ikke er voldsomt begejstret for dette års Nobelpris. Den er på sin vis en tilbagevenden til en approach til nationaløkonomi og det at være nationaløkonom, som adskillige Nobelprismodtagere – James Buchanan, Vernon Smith, og Jean Tirole for blot at nævne nogle få – har været stærkt skeptiske overfor. Etisk er det en tilbagevenden til et syn på fattige mennesker som nogen, man skal ’hjælpe’ på en meget direkte måde, hvor man kan behandle dem som skakbrikker. Og selvom RCT-tilgangen skulle vise sig at være så brugbar, som Banerjee, Duflo og Kremer mener, er det alt for tidligt at sige. Nobelprisen til RCT-metodologien er – selv hvis den skulle vise sig at være velbegrundet – uddelt ti år for tidligt.

UPDATE: David Henderson hos EconLog peger på Oxford-økonomen Lant Pritchetts syleskarpe dissekering af RCT-bevægelsens påstande i Randomizing Development: Method or Madness. Varmt anbefalet for wonks.

Nobelprisen i økonomi – hvem skal have den i år?

På mandag annoncerer den svenske Riksbank, hvem der modtager årets Nobelpris i økonomi. Hvert år er prisen en overraskelse for de fleste – selvom vi sidste år faktisk nævnte begge modtagere i vores spekulationspost ugen før – og næsten hvert år må man alligevel erkende, at prisen er velfortjent. Så nogle få dage før Nobelprisen annonceres, er her vores traditionelle overvejelser over, hvem modtagerne kunne blive.

Et af de første bud, skrev Tyler Cowen om allerede sidste år. Som han understrede dengang, kan det vel være at tiden er moden for en pris til forskning i corporate finance. Her er de bedste bud stadig Michael Jensen (Harvard), Stewart Myers (MIT) og Raghuram Rajan (Chicago) for deres arbejde om beslutningsprocesser på området.

Vælger Nobelkomiteen derimod at være aktuelle og bidrage til en meget nutidig debat om international politik, er gode argumenter for at det er tid til at give en pris til handelsteori. De helt oplagte emner her, er  Marc Melitz (Harvard), for hans bidrag til ny handelsteori, kombineret med Gene Grossman (Princeton) og Elhanan Helpman (Harvard) for deres indsigter i, hvordan handelspolitik dannes. Vælger man at gå den vej, kan komiteen med fordel vælge (som The Local i Sverige understregede forleden dag) tage Anne Krueger (Johns Hopkins) med for hendes oprindelige arbejde om rent-seeking, som i høj grad er forbundet med handel og sammen med Gordon Tullock banede vejen Grossman og Helpmans indsigter.

Sidste år nævnte Marginal Revolution også den franske udviklingsøkonomi Esther Duflo (Harvard), muligvis sammen med ægtefællen Abihijit Banerjee (MIT) og Michael Kremer (MIT), for deres arbejde med at benytte randomiserede kontroleksperimenter i udviklingsarbejde. Duflos problem her er, at en række nye studier har stillet spørgsmålstegn ved, hvor valide mange af eksperimenterne er, mens Duflos fokus på praktisk brug også er et problem. Som Mervyn King, den tidligere britiske centralbankdirektør, skrev forleden hos Bloomberg, er nationaløkonomi bedst til at stille præcise spørgsmål og skabe indsigter, og værst når forskere forsøger at finde løsninger.

Skal man derfor se længere udenfor disse områder, kan man fokusere på forskernes citationstal. Gør man udelukkende det, er den danske økonometriker Søren Johansen (KU) et stærkt bud. Han har dog det problem, at der allerede er givet en pris for arbejde, der gør videre end Johansens. Et andet stærkt citeret bud er Ariel Rubinstein (Tel Aviv) for sit teoretiske arbejde om at forstå begrænset (bounded) rationalitet. Daron Acemoglu (MIT) og William Easterly (New York University) er også stærke bud som to forskere, der har bragt vores forståelse af langsigtede udviklings- og politiske processer videre. De to har dog det problem, at Acemoglus metode har været udsat for alvorlig kritik de sidste 10 år, mens Easterly ofte udsættes for ganske voldsom politisk kritik.

Det samme problem gælder for den cubansk-fødte Carmen Reinhart (Harvard), som har viet sin karriere til at forstå hvordan offentlig gældsætning og økonomisk udvikling spiller sammen med politik. Meget af usikkerheden omkring, hvem den svenske Riksbank peger på på mandag, hviler således på spørgsmålet, i hvor høj grad banken vælger et politisk ukontroversielt forskningsområde, eller går efter aktualitet. Det kan ingen sige før på mandag.

Nyt Ekonomisk Debatt

I tirsdags udkom det nye nummer af det glimrende svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt. Tidsskriftet er videnskabeligt og økonomisk, men langt mere letlæst og formidlende end de fleste andre. Det er således unikt i de nordiske lande, og bringer ofte meget interessante artikler. I det nye nummer findes for eksempel en længere omtale af baggrunden for, at Boyan Jovanovic modtager dette års Global Award for Entrepreneurship Research; en artikel af Fredrik Anderson om boligmarkedets sammenhæng med valget af folkeskole i Sverige; En interessant og noget bekymrende artikel om hvem der publicerer i de superprestigiøse tidsskrifter af Simon Ek og Magnus Henrekson; og Dan Kleins kortlægning af Adam Smiths bidrag til en forståelse af moderne samfunds moralvurderinger.

Derudover har Ekonomisk Debatt altid et diskussionsforum med kortere indlæg og boganmeldelser. Hele nummeret kan læses her, og er som altid stærkt anbefalet.

Dansk handel har udviklet sig

International handel er vigtig: Den er en væsentlig kilde til langsigtet økonomisk vækst, produktivitetsfremskridt, øget individuel velfærd, og en vigtig mekanisme til at dele viden gennem. Selvom selve ideen om international handel og en international arbejdsdeling er under øget angreb i disse år – ikke blot den amerikanske præsident Trump, men også Frankrigs Emmanuel Macron og kræfter i EU-parlamentet har hentet protektionistiske idéer ud af gemmerne – er det store flertal i lande som Danmark, Sverige, Storbritannien og Tjekkiet stadig stærkt positive overfor handel. Det samme gælder stort set alle nationaløkonomer, der deler faglige indsigter der rækker tilbage til David Ricardos arbejde for 200 år siden. At påstå, at handel er økonomisk skadeligt, er fagligt på linje med at påstå, at mennesker og dyreliv ikke har udviklet sig gennem evolution.

Selvom alle typer er gavnlige, er handel dog ikke bare handel. Adam Smith og David Ricardo demonstrerede hvordan danskere for eksempel har gavn af at eksportere bacon til Panama for at importere kaffe derfra. Ifølge standardteori, ikke mindst Hecksher og Ohlins seminale model, er international handel såkaldt interindustriel: Man eksporterer varer fra én industri og importerer dem fra en anden. Dette syn har dog været stærkt udfordret siden en række økonomer sidst i 60erne opdagede, at en væsentlig del af rige landes handel ikke passer på dette mønster. Den er med andre ord intraindustriel – vi både eksporterer og importerer varer i den samme industri. Handel kan være intraindustriel på to måder.

For det første kan der være tale om, at Danmark eksporterer én type tøj, mens vi importerer en anden type. Den slags handel passer meget fint på moderne handelsteori (de såkaldte Lancaster- og Dixit-Stiglitz-modeller), der understreger hvordan nogle af velfærdseffekterne ved international handel kommer fra, at borgerne får flere varianter af varerne at vælge mellem. På det danske ølmarked kan man også se gevinster, idet Carlsberg-Tuborgs markedsledende status nu er udfordret af en række importerede varer. Det danske ølmarkeds udvikling er derfor et godt eksempel på den monopol-ødelæggende virkning af intraindustriel handel.

Den anden type intraindustriel handel kommer af, at virksomheders værdikæde er blevet mere international. Danske tekstilvirksomheder sender således klæde og design til Polen, hvor det bliver syet. Polske underleverandører eller datterselskaber sender derefter de færdige varer tilbage til Danmark, hvor det pakkes og markedsføres. Den første sending registreres som dansk eksport, mens den anden registreres som dansk import.

Spørgsmålet er, i hvor høj grad dansk handel er inter- eller intraindustriel. I forbindelse med arbejde med mine kolleger Martin Rode (Universidad de Navarra) og Philipp Schröder (Aarhus Universitet) har jeg beregnet et mål for, hvor stor en del af et lands handel der er intraindustriel. Målet er en variant af Grubel og Lloyds oprindelige indeks, men simplere så det kan beregnes på langt mindre data. Grunden er, at vi skal bruge det i arbejde, der omfatter en række fattigere lande, hvor man ikke har videre præcise handelsdata tilbage i tid. Det er i princippet fordelt mellem 0 og 1, og lavere værdier indikerer en større andel af den samlede handel, der er intraindustriel. Målet kan således bruges til at illustrere, hvor dramatisk strukturen af dansk handel har ændret sig over de sidste cirka 40 år.

Figuren nedenfor illustrerer først forholdet ved at sammenligne vores Grubel-Lloyd-indeks for vestlige lande i 2010-2015. Det påfaldende er først, at Danmark sammen med Belgien og Holland har ekstremt lave Grubel-Lloyd-indeks, mens en gruppe bestående af ganske forskellige lande fra Singapore, Schweiz, Storbritannien og Tyskland til Rumænien kommer i anden række. Singapore er i og for sig ikke overraskende, da landet i høj grad er transithavn for en lang række meget forskellige varer. Det samme kan i et vist omfang være tilfældet for Belgien, Danmark og Holland, hvor havnene i Rotterdam og Antwerpen er blandt de største i verden, og Aarhus håndterer mest fragt i Skandinavien. Et slående forhold er dog, hvor store forskellene er i de vestlige lande. Steder som Island, Cypern og Norge har meget klassiske handelsmønstre, mens andre steder som Danmark har mønstre, der i langt større grad passer på moderne ’ny ny’ handelsteori. Breder man dataene ud, er det også tankevækkende at se, hvordan særligt to lande – Malaysia og Tunesien – har handelsmønstre der ligner avancerede, europæiske landes.

Nummer to figur illustrerer, hvordan vi er kommet dertil, ved at sammenligne Danmarks udvikling med gennemsnittet for vores nabolande, gennemsnittet for Sydeuropa (Frankrig, Grækenland, Italien og Spanien), og olielandet Norge. Som figuren viser, var dansk handel mindre intraindustriel end de fleste andre europæiske landes i 1970erne. Udviklingen accelererede dog fra først i 1980erne – stort set sammenfaldende med ed store ændringer i dansk økonomisk politik under Poul Schlüter – og vores handel er i dag blandt de meste intraindustrielle. Norges handel er gået i den stik modsatte retning i takt med at landet er blevet en ’almindelig’ ressourceøkonomi. Den sorte linje illustrerer således, hvor enorm en økonomisk transition Norge står overfor en gang i fremtiden, når olien mister betydning.

Er intraindustriel handel en konsekvens af økonomisk udvikling, er det en driver af udviklingen, eller er det bare noget, der sker i takt med at folks forbrugsmønstre ændrer sig? Svaret er nok lidt af hvert, men der mangler forskning på området. Det sikreste, man kan sige og som Martin, Philipp og jeg skriver om for tiden, er at både handelens konsekvenser for forhold som ulighed og særinteressers politiske reaktioner kan være fundamentalt anderledes, jo større en del af et lands handel er intraindustriel. Følger man med i ulighedsdebatten og hele lavinen af nonsens fra Trump- og Macron-tilhængere, er det værd at vide.

Identifikationspolitiet og værktøjsskurets fanger

Nationaløkonomi og dele af statskundskab har i årevis været plaget af det, der ofte omtales som ”identifikationspolitiet.” Politiet består af en lang række kolleger, der både til konferencer og som fagfællebedømmere stiller meget høje krav til et bestemt aspekt af forskning i samfundsfagene: At man kan vise med ekstrem sikkerhed, at det man empirisk finder, er sikkert og med stor præcision udtryk for en årsagssammenhæng. Det har fået store konsekvenser, men ikke blot for hvor omhyggelige forskerne er, men også for hvilke spørgsmål en hel generation kaster sig over. Debatten er nu opsummeret af Christopher Ruhm i et nyt NBER arbejdspapir (gated version her) og den glimrende Timothy Taylor omtaler også Ruhms arbejde på the Conversable Economist. Ikke mindre interessant diskuterer den altid interessante Niclas Berggren identifikationsproblemet i det nye nummer af Ekonomisk Debatt (som kaldes læses i sin helhed her og som altid er stærkt anbefalet).

Som Niclas med vanlig præcision formulerer dilemmaet i lederen:

“Man kan tänka sig fyra typfall: Ett där metoderna är näst intill perfekta och frågan betydelsefull; ett där metoderna är näst intill perfekta men frågan oviktig; ett där metoderna är ofullkomliga men frågan betydelsefull; och ett där metoderna är ofullkomliga och frågan oviktig. Att det första fallet är bättre än de övriga tre är helt klart, liksom att det fjärde är sämre än de övriga tre.”

Situation 1 er ideel, men ganske sjælden. Spørgsmålet, som vi har talt om adskillige gange, er derfor hvordan man vurderer situation 2 og 3? Og her opstår det problem, at mange nationaløkonomer – i helt særlig grad i arbejdsmarkedsøkonomi og adfærdsøkonomi – er endt i situation 2: Næsten perfekte metoder, men ganske marginale spørgsmål. Ender man der, og holder man fast i aldrig at se på spørgsmål, der ikke kan besvares med næsten perfekte metoder, er man i virkeligheden blevet det Niclas kalder ”værktøjsskurets fanger.”

Skal man opfylde identifikationspolitiets krav, risikerer man med andre ord i sin stræben efter perfekte svar at stille aldeles ligegyldige spørgsmål. Man bliver fange af sine egne metodekrav og ender med at gøre sig selv overflødig. En af de mest interessante diskussioner i samfundsvidenskaberne for tiden er derfor, hvor grænsen går. Der er praktisk taget umuligt at svare på store spørgsmål om f.eks. langsigtet udvikling, hvor institutionelle forskelle kommer fra – hvorfor er de britiske og danske retsvæsener så meget bedre end deres pendanter i Spanien og Argentina – eller hvorvidt ulandsbistand har politiske bivirkninger, hvis man skal bruge perfekte metoder og data. De eksisterer simpelthen ikke. Grænsen må gå et eller andet sted, men som Niclas også konkluderer i Ekonomisk Debatts leder, må den ikke afholde forskere fra at komme med uperfekte svar på vigtige spørgsmål!

Årets første Ekonomisk Debatt

Som altid ser vi på punditokraterne frem til, når et nyt nummer af det fine svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt udkommer. Tidsskriftet er et akademisk tidsskrift, hvor samfundsforskere præsenterer ny forskning, men også et tidsskrift med lidt mere plads til debat, og et hvor forskerne generelt er mere omhyggelige med at formidle deres forskning på en klarere måde. Og det er som ofte gode forskere, der vælger at udgive deres forskning i det også meget fint redigerede Ekonomisk Debatt.

Forleden dag udkom så det første nummer i 2019. Det er som altid interessant og varmt anbefalet. Joakim Jansson og Björn Tyrefors har for eksempel en artikel i dette nummer om forventningseffekter af lovændringer, og helt specifikt kvoter for kvinder i bestyrelser. Deres vigtige pointe er, at virksomheder ofte reagerer på ændringerne før loven vedtages – de går i gang med arbejdet når de kan se, at loven bliver gennemført – og det kan gøre det sværere at evaluere effekterne af lovændringer. Mats Hammarstedt og Chizheng Miao ser på et helt andet spørgsmål: Hvad er værdien af indvandrere, der starter nye virksomheder. De er for eksempel mere tilbøjelige til at ansætte andre indvandrere, og spørgsmålet er derfor, om indvandreres entrepreneurship faktisk hjælper integrationen af nye indvandrere på vej. I et helt andet felt rapporterer Daniela Andrén, Andrew Clark, Conchita D’Ambrosio, Sune Karlsson og Nicklas Pettersson om deres arbejde med at udvikle objektive mål for subjektivt velbefindende.

Som altid har Ekonomisk Debatt også et ’Forum’ for diskussion og boganmeldelser. Som altid er det læseværdig formidling af høj kvalitet, som vi ikke ser i Danmark. Igen: Stærkt anbefalet!