Tag: nationaløkonomi (side 1 af 3)

Southern Economic Association de næste dage

Jeg er så småt på vej til Tampa, Florida, til den årlige konference i the Southern Economic Association. Konferencen, der er en af de større regionale nationaløkonomiske konferencer i USA, plejer både at have fine præsentationer og solid deltagelse af folk fra det amerikanske public choice / politisk økonomi-miljø.

Min egen præsentation søndag eftermiddag er et helt nyt, og meget ufærdigt, papir sammen med Philipp Schröder med titlen ”Press Freedom, Market Information, and International Trade.” Vores tese, som vi finder ganske solid evidens for, er at når særligt autokratier begrænser mediernes frihed, skader de også den information der findes om markedsmuligheder og specifikke regler, begrænsninger osv. Helt konkret viser vores preliminære analyser, at jo mere autokratier begrænser pressefriheden, jo mindre handler vestlige demokratier med netop de lande.

Der er dog mange andre præsentationer at se frem til. Min gode ven og kollega Niclas Berggren skal præsentere vores fælles papir (med Andreas Bergh og Shiori Tanaka) ”How Persistent Is Life Satisfaction? Evidence from European Immigration,” som vi glæder os meget at få kommentarer på. Vi har tidligere skrevet om projektet her.

Derudover ser jeg frem til for eksempel ”Entrepreneurship, Trust, and Institutions: Policy Implications” af Ryo Takashima, Esa Mangeloja og Tomi Ovaska; og Andreas Berghs ”The moldable young: How institutions impact social trust”: Lørdag formiddag er der i helt særlig grad en hel session, organiseret af den glimrende Jac Heckelman, der ser ekstremt lovende ud. Richard Sicotte og George Deltas præsenterer en analyse af ”Transatlantic Travel by Air and Sea, 1945-1965”, Natalya Naumenko kommer med “Collectivization of Soviet agriculture and the 1933 famine” og de altid spændende Jaime Bologna og Andy Young lukker sessionen med ”The Legacy of Representation in Medieval Europe for Incomes and Institutions Today.”

Som altid er der papirer og præsentationer, der skuffer, og andre der uforventet bliver spændende eller på andre måder interessante. Sker det, skriver vi naturligvis om de næste uge. I mellemtiden er hele programmet tilgængeligt.

Jacob Lundberg om topskatter og Lafferkurven

Lafferkurven, opkaldt efter Arthur Laffer, viser sammenhængen mellem marginalskatten og det skatteprovenue, som en stat kan få ind gennem indkomstskatter. Ifølge legenden tegnede Laffer i 1974 kurven på en serviet under et møde med Dick Cheney og Donald Rumsfeld, for at illustrere hvordan der er en grænse for, hvor høj skatten kan blive, før et højere skattetryk fører til lavere provenu. Rumsfeld var på det tidspunkt Chief of Staff for Præsident Ford og havde blandt andet bragt Cheney ind som rådgiver. Det var derfor de tunge drenge i Fords administration, der fik nyt input fra Laffer, som kom til at præge den amerikanske debat i årene der fulgte.

Laffers hovedpointe er ganske simpel. Starter man fra en meget lav skat, vil en skattestigning føre til, at staten kræver flere penge ind. Men i takt med at skatten stiger yderligere, og i særlig grad når marginalskatten stiger, vil skattestigninger også ødelægge økonomisk aktivitet. Det er denne type effekter, der kendes som dynamiske effekter af skattetrykket og –strukturen, der har være så omdiskuterede i dansk politik de seneste mange år. Disse effekter indebærer, at der kommer et punkt, hvor yderligere skattestigninger faktisk ødelægger så meget aktivitet, at de medfører mindre provenu. Er man udover dette punkt, vil skattelettelser faktisk føre til større skatteprovenu fordi der for eksempel bliver mere attraktivt for folk at arbejde mere, flytte efter et mere produktivt job, tage ekstra uddannelse, eller risikere at blive selvstændig.

Hvis enkelte læsere er i tvivl om hvorvidt folk faktisk gør sådan, kan man med fordel starte sin forklaring i den anden ende af Lafferkurven: Forestil dig, at der er en 100 % marginalskat – dvs. at hvis du arbejder en time mere, får du intet ud af det fordi al den ekstra løn, inklusive overtidsbetaling osv., betales i skat. Det er meget svært at argumentere for, at så ekstreme marginalskatter ikke begrænser folks arbejdsudbud eller –indsats. Fra tilstrækkeligt høje marginalskatter vil skattelettelser således medføre markant større arbejdsudbud, fordi folk begynder at få en faktisk belønning for deres ekstra indsats.

Ny forskning forsøger nu at sætte nogle rimeligt præcise tal på, hvordan Lafferkurverne ser ud i forskellige dele af verden. Jacob Lundberg, der i denne måned forsvarer sin PhD fra Uppsalas Universitet i Sverige, og har været cheføkonom hos den svenske tænketank Timbro, har således i et nyt working paper beregnet en Lafferkurve for 27 OECD-lande. Lundberg er gået ud fra en generel indkomstelasticitet på 0,2, hvilket vil sige at han regner med at en skattestigning på 1 % indebærer, at folk reducerer deres arbejdsudbud og andet, så indkomsten falder med 0,2 %. Lafferkurverne er derefter estimeret for hvert enkelt land.

Resultaterne er virkelig interessante, ikke mindst i en dansk og svensk kontekst. Som tabellen nedenfor (under folden) viser, finder Lundberg at de fleste OECD-lande ligger til venstre for kurvens toppunkt. Med andre ord peger han på, at i de fleste vestlige lande vil skattestigninger føre til større skatteprovenu. Der er dog væsentlige undtagelser. Nederlandene og Frankrig ligger reelt i omegnen af toppunktet, så der er ganske usikkert, om en skattestigning fører til nogen som helst ekstra indtægt for staten, mens Østrig ligger lidt til højre.

De væsentligste undtagelser er dog de store ’velfærdsstater’ Danmark, Finland, Sverige og Belgien. Lundberg finder, at disse landes marginalskattetryk er så høje, at skattestigninger – som f.eks. både Socialdemokraterne, SF og DF effektivt argumenterer for – reelt fører til provenutab for samfundet, fordi deres overordnede virkninger er så skadelige, at samfundet som helhed bliver væsentligt fattigere.

I den danske debat argumenterer politikere ofte med, at man bør regne med en elasticitet omkring 0,1, fordi det gør Finansministeriet. Argumentet er i sig selv ganske mærkeligt, fordi det indebærer at de embedsmænd, som vi uddannede for nogle år siden i Aarhus og København, ved mere og er bedre opdaterede om så komplekse emner end de forskere, der sidder med det til daglig. De betyder dog ikke, at man ikke skal overveje, om Lundbergs gæt på en elasticitet på 0,2 er retvisende. Det tankevækkende er, at når man graver lidt i den nyere forskning, virker gættet relativt forsigtigt.

Claus Thustrup Kreiner, Jakob Roland Munch og Hans-Jørgen Whitta-Jacobsen viste for eksempel for to år siden, at tager man hensyn til at folks mobilitet også påvirkes af marginalskatten, ender man med en indkomstelasticitet mellem 0,15 og 0,35 (læs her). Martin Ljunge og Kelly Ragans studie af den svenske skattereform i midten af 1990erne peger også på, at den faktiske elasticitet i Nordeuropa sandsynligvis er noget højere end Lundbergs konservative gæt på 0,2. Havde han regnet med for eksempel et mediangæt fra Kreiner et al. omkring 0,25, eller Ljunge og Ragans bedste bud på 0,3, ville det have set endnu værre ud for velfærdsstaterne. Lundbergs beregninger indikerer, at lettelser af topskatten i Danmark er selvfinansierende, så en 5 % lettelse for eksempel vil føre til nogenlunde 1 % højere provenu. Tager man flere nye studier alvorligt, ser det endnu bedre ud. Hvorfor solide, nationaløkonomiske resultater trumfes af vage påkaldelser af ’fordelingshensyn’, som man reelt ikke ved ret meget om, er et af de store problemer i dansk politik.

Læs resten

Bedste danske økonomer, 2017

Tiden er kommet til den årlige post, vi deler med Børsen (gated version her): Hvem er de bedste danske nationaløkonomer? Det er naturligvis et spørgsmål, der ikke kan besvares med nogen form for præcision. Der er ingen konsensus om, hvad ’bedst’ betyder, og selv når der er, er det svært at blive enige om, hvordan man måler det. Vi giver dog et bud hvert år, og hvert år på en lidt anderledes måde og med et lidt anderledes fokus.

Som hvert år er vores fokus stift rettet mod danskere i Danmark, der bedriver forskning i nationaløkonomi. Vi udelukker derfor en række glimrende økonometrikere – de fortjener deres egen liste, lavet af en med indsigt i feltet – og vi ser også bort fra en række fine økonomer i ren finansiering og management. Fokus er med andre ord, som i tidligere år, på folk i ’economics’, der udgiver deres forskning internationalt og er blevet citeret mindst 100 gange af deres kolleger.

Derudover er det særlige i 2017-udgaven, at årets metode indebærer, at alder eller ancienitet ikke er et plus. Vi ser på et mix af citationer og kvalitet, men ikke helt simpelt. For det første bruger vi antallet af citationer per år aktiv per artikel. For mit vedkommende fik jeg min PhD i 2005, og tæller dermed som aktiv i 12 år og Scopus-databasen inkluderer 68 artikler, som jeg er forfatter eller medforfatter af. Mit samlede citationsantal – 1601 citationer i publicerede artikler i videnskabelige tidsskrifter – skal dermed deles med 12*68 for at få vores citationsindeks. Det vægter vi med et mål for hvor prestigiøst, det bedste economics-tidsskrift, man har publiceret i, er. I mit tilfælde er det Journal of Development Economics, der har indeks 25,91 i Repec-databasen. Resultatet er et samlet indeks mellem 0 og 100, hvor dem der både har publiceret meget fint og citeres ofte per artikel, får bedre vurderinger. I årets indeks hjælper det således ikke at have været med i mange år eller at have været særligt produktiv! Ligeledes er det heller ikke en fordel at have publiceret noget af sit bedste arbejde udenfor nationaløkonomi – tværfaglighed er enten ligegyldig eller en direkte ulempe. Sagt på en anden måde, er 2017-indekset særligt velegnet til at vise relativt yngre, fokuserede nationaløkonomiers kvaliteter.

Med denne metode kårer vi med stor tydelighed Lasse Heje Pedersen fra CBS som den bedste danske nationaløkonom. Lasse har ikke blot publiceret i supertidsskriftet American Economic Review, men er også blevet citeret mere end 3500 gange i forskningsartikler siden han blev PhD i 2001. Hans kollega David Lando, der indtager andenpladsen, nyder samme kombination af toppublikationer og næsten 2000 citationer.

Lasse Heje Pedersen (CBS) 100 Thomas Rønde (CBS) 61.4
David Lando (CBS) 91.1 Peter Sandholt Jensen (SDU) 60.9
Nicolai Kristensen (Kora) 82.5 Mogens Kamp Justesen (CBS) 60.0
Steffen Andersen  (CBS) 80.8 Marianne Simonsen (AU) 57.7
Morten Lau (CBS) 79.9 Thomas Barnebeck Andersen (SDU) 56.1
David Dreyer Lassen (KU) 78.9 Bent Jesper Christensen (AU) 55.5
Henrik Hansen (KU) 75.0 Claus Thustrup Kreiner (KU) 54.8
Peter Norman Sørensen (KU) 70.5 Helena Skyt Nielsen (AU) 53.6
Christian Bjørnskov (AU) 69.8 Jesper Rangvid (CBS) 52.0
Carl-Johan Dalgaard (KU) 67.7 Henrik Jensen (KU) 51.9

Det mest interessante, når man tager anciennitet og forskningsomfang ud af vurderingen, er de nye navne, der sniger sig ind på listen. Nicolai Kristensen, der er færdiguddannet så sent som 2008, indtager således plads nummer tre. På de ni år har han udgivet i bl.a. Journal of the European Economic Association og The Economic Journal, og har akkumuleret 247 citationer. Blandt en række mere velkendte navne – min Børsen-kollega David Dreyer Lassen, udviklingsøkonomen Henrik Hansen, og Carl-Johan Dalgaard fra det Økonomiske Råd, finder man f.eks. den glimrende Mogens Kamp Justesen (CBS) på nummer 13, og den lillebitte, men fremragende Marianne Simonsen (AU) på den næstfølgende plads.

Til gengæld forsvinder folk som Martin Paldam, Finn Tarp og Niels Westergård-Nielsen fra Top-20, da årets metode ganske enkelt er til deres ulempe. Det gælder ikke mindst Paldam, hvis karriere startede i 1975 før det blev almindeligt at publicere internationalt (en udvikling Martin faktisk var en af de danske pionerer i), og hvis fineste arbejde er publiceret i British Journal of Political Science, som ikke tæller med på listen.

Sidst bemærker vi også i Børsen, at en række fremragende danske økonomer er havnet i udlandet. De gælder ikke mindst Annette Vissing-Jørgensen (Berkeley, indeks 93,0), Morten Bennedsen (Insead, indeks 75,7), Toke Aidt (Cambridge, indeks 66,3), og Nicolai Foss, der sidste år flyttede til Bocconi i Milano, og opnår et indeks 54,6 alene på sine economics-relaterede ting – det meste af Nicolais forskning ligger i management economics.

Som en krølle på halen på bloggen, plejer vi også at sammenligne med nogle af vores udenlandske kolleger. Stephen Knack i Verdensbanken – en af de fineste økonomer, jeg kender personligt – opnår indeks 93,7, ligesom min gode ven Axel Dreher (Heidelberg) ville være blandt de danske stjerner med et indeks 75,8, hvis han var herfra (i dag er han ’blot’ blandt den tyske top). Men også folk som Andreas Bergh (Lund, indeks 50,3), Pierre-Guillaume Méon (UL Bruxelles, indeks 53,0) og Niclas Berggren (IFN, indeks 48,7), som vi med jævne mellemrum omtaler her på stedet, ligger markant over de fleste danske økonomer, inklusive flere tidligere vismænd. På den måde er en øvelse som vores årlige liste – uanset at den naturligvis kan kritiseres hvert år for vores approach eller andre valg – et nyttigt redskab til at opdage de mange glimrende økonomer, som journalisterne aldrig præsenterer offentligheden for.

Undergrundsøkonomi 1991-2015

Forsøger man at vurdere, hvor rige forskellige lande faktisk er, og dermed at vurdere forskelle i objektive levestandarder, er et af de mest uoverkommelige problemer, at ikke alt bliver registreret. Køber man en pose kartofler ved en vejside i Sønderjylland indgår den sandsynligvis ikke i det registrerede nationalprodukt i Danmark. Køber man den i Netto, tæller den med selv om den kan komme fra samme producent. Det samme problem opstår, hvis man får en maler, man kender, til at måle stuen uden regning. Havde man bestilt et firma til at gøre det samme arbejde, ville deres arbejde tælle med i nationalproduktet, mens den ’sorte’ malers arbejde ikke gør det – men alle materialer tæller med i begge situationer! Det er derfor ikke blot det, at man vælger at hemmeligholde økonomiske aktiviteter for at undgå skatten, eller blot ikke opgiver dem fordi man betragter dem som bagateller, som gør det svært at opgøre, hvor stor omfanget af sort arbejde og ens undergrundsøkonomi faktisk er. Det er også det, at det ofte er ganske svært at opgøre, hvor stor en værditilvækst, der er holdt ude af nationalregnskabet. Problemerne er legio, men det er stadig vigtigt at få et nogenlunde klart overblik over situationen.

Et nyt working paper fra CESIfo i München giver det sandsynligvis bedste bud på situationen. Under titlen ” Shadow Economies Around the World: New Results for 158 Countries Over 1991-2015” opdaterer Leandro Medina (IMF) og Friedrich Schneider (Uni Linz) vores viden om, hvor store undergrundsøkonomierne er i verden (hattip: Niclas Berggren). De følger MIMIC-metoden (Multiple Indicators, Multiple Causes), hvor man med et sæt faktorer, der alle er forbundet med størrelsen af undergrundsøkonomien, forsøger at triangulere sig frem til et tal. Schneider, der var en af pionererne i feltet og er en af verdens førende eksperter, indrømmer gerne at den ikke er perfekt. Helt særligt gør de det klart, at deres indeks kun kan bruges som mål for, hvor stor en del af økonomien, der er påvirket af undergrundsøkonomien, og ikke hvor stor en del, der befinder sig i undergrunden og ikke registreres.

Intet er således perfekt, men i mangel af bedre giver MIMIC-estimatorer et rimeligt billede, selvom nogle lande ser overraskende ud. En af de nye ting, som Medina og Schneider gør, er at de tester deres mål på, hvor meget lys, der er i forskellige lande om natten. Dette tillader dem, at genberegne deres mål for undergrundsaktivitet uden nationalprodukter, men med et alternativt mål – lys om natten – der nok lider under problemer, men lider under markant anderledes problemer end officielle opgørelser af nationalproduktet. De nye tal er dermed statistisk mere robuste end tidligere opgørelser.

Resultaterne viser, at det globale gennemsnit for, hvor stor en del af den økonomiske aktivitet, der er påvirket af undergrunden er som i den Dominikanske Republik. Her er cirka en tredjedel af den samlede økonomi er påvirket af undergrundsaktivitet. De største undergrundssektorer ser ud til at befinde sig i Georgien (64,9), Bolivia (62,3) og Zimbabwe (60,6) mens de mindste er i Schweiz (9,0), USA (9,4) og Østrig (9,9). Ser man på det helt overordnede billede, klarer de nye mål derfor hvad man kunne kalde en umiddelbart smell test – de lugter rigtigt.

Ned i detaljen er det dog ganske uklart, om man kan gøre meget med målet for vores del af verden – et problem som Schneider blankt indrømmer, efter at han i 80erne arbejdede en tid på Aarhus Universitet og dermed også har personlig erfaring herfra. Målet for Danmark er 18,6 % af økonomien, mens Sveriges undergrund vurderes til 19,2 % og Norges til 20,2. Sammenligner man med for eksempel Rockwools meget omhyggelige kortlægning for nogle år siden, er målet alt for stort: Rockwool endte på et bedste bud på, at omkring 5 % af den økonomiske aktivitet undgik registrering i Danmark.

Sammenlignet med vores nabolande virker tallene også noget sære. Både Tysklands (15, 9 %) og Storbritanniens (13,1 %) uofficielle sektorer vurderes til at være mindre end i Skandinavien. Spørgsmålet er derfor, om man helst skal undlade at tage Medina og Schneiders nye forskning alvorligt? Men det spørgsmål bringer en videre til det større spørgsmål om, hvor skeptisk man skal være overfor generel, empirisk forskning, hvor detaljer og specifikke eksempler ikke kan klare en informeret smell test! Man kan have mange holdninger til det, men mit personlige synspunkt er, at man må acceptere det overordnede billede, når man accepterer metodologien. Ellers smider man barnet ud med badevandet, og på den måde lærer man intet. Empirisk forskning i nationaløkonomi er sjældent særligt præcis, men blot fordi man mener at enkelte af brikkerne ser forkerte ud, behøver man ikke kyle hele puslespillet i skraldespanden.

William Baumol er død

I går kom den sørgelige nyhed, at den amerikanske nationaløkonom William Baumol er død, 94 år gammel. Tyler Cowen, der bragte nyheden, beskriver ham som ”one of the greatest of living economists.” Betragter man Baumols lange karriere, er det da også forbløffende at se, hvor mange felter han har bidraget substantielt til. Baumol, der var født i New York i 1922, forlod den amerikanske hær i 1946 og endte med en PhD fra London School of Economics i 1949, med ingen mindre end Lionel Robbins som vejleder. Han havde tidligere studeret nationaløkonomi og kunsthistorie sideløbende. Baumol tilbragte senere en lang del af sin karriere som professor på Princeton og New York University, og var blandt de økonomer, der oftest blev nævnt som kandidater til Nobelprisen de sidste ti år.

William Baumol bidrog som sagt til en række områder. Man nævner ofte hans arbejde med teorien om ”contestable markets”, teorien om pengeefterspørgel han lavede sammen med James Tobin, og hans bidrag til miljøøkonomi. For mig er to bidrag dog særligt vigtige og originale.

For det første formulerede Baumol i 1968 den situation, der i dag bærer hans navn: Baumol’s Cost Disease, eller bare Baumols omkostningssyge. Den er ekstremt relevant for samfund som Danmark, hvor det offentlige allerede af politiske grunde fylder omtrent halvdelen af økonomien. Baumols tese kan forklares i tre trin. Først bliver det private erhvervsliv mere produktivt, og lønningerne i den del af økonomien stiger derfor. Derefter får andre erhverv, og ikke mindst det offentlige, et problem med at tiltrække arbejdskraft, og må derfor hæve lønningerne for at kunne få folk. Tredje trin er konsekvensen: Idet det offentlige har hævet lønningerne uden at være blevet mere produktivt, er det blot blevet dyrere. Den offentlige del af økonomien kommer dermed til at fylde en større del af den samlede økonomi, og bliver over tid en større byrde at finansiere. Baumols omkostningssyge er dermed en logisk og meget bekymrende måde at forstå den langsigtede udvikling i de vestlige lande mod større offentlige sektorer, og ikke mindst i lande som Danmark, hvor omkostningssygen praktisk taget er indbygget som automatik i overenskomststrukturen.

Baumols andet særlige bidrag har været ekstremt indflydelsesrigt i forskning i entrepreneurship. I 1990 udgav the Journal of Political Economy hans artikel Entrepreneurship: Productive, Unproductive, and Destructive, hvor han startede fra præmissen, at der ikke er mere entrepreneurship eller iværksætteraktivitet i nogle samfund end i andre. Forskellen ligger ifølge Baumol i stedet i den retning, aktiviteten tager: Er den produktiv, uproduktiv eller direkte destruktiv? Baumols hypotese er, at samfundets institutioner former de incitamenter, de potentielle iværksættere har, og at gode institutioner derfor bl.a. virker gennem at kanalisere iværksætteraktiviteten over i produktive formål. Omvendt vil dårlige institutioner give potentielle iværksættere stærke incitament til at bruge deres evner på rent-seeking og anden politisk indflydelse, der er potentielt destruktiv.

Jeg havde fornøjelsen af at møde Baumol en enkelt gang til en konference i Spanien mens jeg stadig var PhD-studerende. Hans plenary var et højdepunkt i en ellers temmelig ringe konference, og han var bedstefaderligt venlig, rar og hjælpsom, da jeg stillede et spørgsmål i pausen efter hans præsentation. Som amerikanerne siger, Baumol var en ’class act’. David Henderson skriver kort om ham her med samme budskab. Her er Vox med en omtale; Alan B. Krueger tweetede nyheden i morges med link til et interview, han lavede med Baumol for nogle år siden. Alle kommentatorer er enige om, at Baumol vil blive savnet i en grad, som kun ganske få gør sig fortjent til.

Hvordan fungerer protektionistisk politik – de statiske tab

Der tales meget for tiden om protektionistiske politik. Emnet er i vælten i almindelig politik blandt andet USA og Frankrig, og herhjemme har flere ellers fornuftige kommentatorer været noget mindre end afvisende overfor det. Et særligt segment hos de nationalkonservative ser endda ud til at være særdeles positive overfor handelspolitisk ’beskyttelse’ af visse grupper i samfundet. Flere har spurgt mig, hvad der da er galt med at beskytte arbejdspladser mod udenlandsk konkurrence. Vi har derfor besluttet, at tilbyde en smule undervisning i emnet.

Vi viser i dag udelukkende det, nationaløkonomer kalder de statiske tab i forbindelse med told og anden handelspolitisk beskyttelse. Vi illustrerer dem i et diagram, der hjælper analysen af konsekvenserne af denne type politik i en lille, åben økonomi som Danmark. I figuren for markedet nedenfor, er pw prisen på verdensmarkedet, og prisen på det hjemlige marked bliver derfor pw plus tolden. Resultatet af forskellen på det hjemlige udbud, S, og det hjemlige efterspørgsel, D, (kan aflæses på x-aksen) er således den hjemlige import. Hvis vi ikke havde haft nogen form for kontakt med udlandet, ville prisen og den afsatte mængde som sædvanlig kunne aflæses der, hvor de to kurver skærer. Men pga. konkurrence fra verdensmarkedet, kommer det danske forbrug til at kunne aflæses som der, hvor efterspørgslen D skærer den flade pw-kurve.

Lægger man en told på importerede varer, sker der det simple, at prisen på importerede varer stiger fra pw – den faktiske pris – til pw + tolden. Danske producenter er således blevet kunstigt mere konkurrencedygtige. Konsekvensen for dem er derfor det område, vi har kaldt ’A’ i figuren. De hjemlige producenter får derfor større omsætning og flere kan konkurrere. Det er netop denne konsekvens, der ofte får rent business-mindede konservative til at støtte protektionisme – politikken er jo meget tydeligt pro-business.

Det store problem ligger i de yderligere konsekvenser. Området ’A’ er nemlig tydeligt en overførsel fra forbrugerne til producenterne. Det er jo et forbrug, de alligevel ville have haft, men som sker til højere pris. Området ’C’ er importmængden ganget med tolden, eller med andre ord, statens toldindtægt. ’C’ er derfor en overførsel fra forbrugerne til staten. Men det er klart, at der er to områder, der også forsvinder fra forbrugerne når man pålægger importen en told: ’B’ og ’D’. Området ’D’ skyldes, at forbrugerne ikke blot lider et tab ved at betale højere priser, men også ved at kunne købe mindre. Området ’B’ kan fortolkes som et tab der kommer af, at mindre produktive hjemlige virksomheder nu leverer det, vi kunne have købt af mere produktive udenlandske virksomheder. Vi har med andre ord bundet nogle danske ressourcer i at producere noget, vi faktisk ikke er specielt dygtige til. Områderne ’B’ og ’D’ kalder således teknisk for dødvægtstab, eller mere populært for Harberger-trekanter (efter Chicago-økonomen Arnold Harberger).

Den gevinst som danske virksomheder får, tages således fra danske forbrugere, ligesom den gevinst, staten får. Oveni er der disse dødvægtstab, hvilket derfor indebærer, at enhver nationaløkonom med respekt for sig selv må konkludere, at protektionisme nok er pro-business, men anti-market. Og det pudsige er, at virkelighedens statiske tab slet ikke ender der.

I 1967 rejste public choice-legenden Gordon Tullock nemlig det spørgsmål, om ikke virksomheder ville være villige til at betale for at få handelspolitisk beskyttelse? Tullocks svar var, at rationelt drevne virksomheder ikke blot ville bruge ressourcer på produktion, men også på at lobbye for at få beskyttelse. Som alle andre aktiviteter, vil de bruge ressourcer på lobbying op til det punkt, hvor omkostningen ved at bruge én arbejdstime eller én krone mere på lobbying er præcist lig med den forventede gevinst af den. Og politikere er mere end villige til at sælge handelspolitik – det er en af måderne, at de enten kan få virksomheder til at give partistøtte eller i det mindste til at finansiere meget rare middage og hotelophold.

To indsigter fra public choice-traditionen ændrer derfor vores analyse. Først må man regne med, at noget af overførslen ’A’ faktisk går tabt i uproduktiv adfærd. Det er med andre ord et område, der tages fra forbrugerne og tabes i lobbyomkostninger. Det ekstra lobby-tab er tegnet ind med rødt i den anden figur nedenfor.

Man må også regne mindst et, og sandsynligvis yderligere to tab ind. For det første eksisterer der et logisk tab, da det ikke er gratis at indkræve tolden. Staten må afholde udgifter i forbindelse med at indkræve told, hvilket reducerer område ’C’ – udgifterne er et nettotab for samfundet. For det andet antager standardanalysen i den første figur, at staten bruger hele toldindtægten på en produktiv eller velfærdsskabende måde. Der findes en over 50-årig forskningstradition, der peger på at langt de fleste politikere har incitamenter, der vil føre dem til at bruge ekstra indtægter på enten populære tiltag, der kan få dem valgt næste gang, eller på støtte til særinteresser. Disse aktiviteter skal regnes som tab i en nationaløkonomisk analyse! De er tegnet ind med blåt i figuren.

Tullock tog udgangspunkt i, at område A er en gevinst for producenterne. Producenterne vil derfor have et klart incitament til at bruge ressourcer på at ’få fat’ i området. Med andre ord vil de investere ressourcer i at søge den ’rent’, de kan få hvis de overbeviser politikerne i at indføre en told. Disse ressourcer bliver altså ikke investeret produktivt, men udelukkende for at få adgang til en overførsel fra forbrugerne. Politikere vil på deres side have en interesse i at åbne for muligheden for at få beskyttelse mod international konkurrence, da det vil få producenter til at tilbyde støtte. Denne støtte kan være direkte bestikkelse eller det kan være partistøtte, der vil kunne gøre det lettere for politikernes parti at vinde det næste valg. De ressourcer, der investeres i at få adgang til beskyttelse, skal derfor regnes som et rent, samfundsmæssigt tab.

Der er fra en fagøkonomisk vinkel dermed ingen undskyldninger for at indføre protektionistiske tiltag. Og til dem, der måske stadig er en smule kritiske: Vi har kun dækket de velkendte statiske tab. Der er en anden liste af dynamiske tab, dvs. tab der udfolder sig over en længere periode og bliver synlige i f.eks. vækst og produktivitetsudvikling.

Hvilke lande er globaliseringsskeptiske?

Globaliseringsskepsis er igen blevet et politisk emne i mange vestlige lande. Efter at mange have troet, at gamle – og for at være hudløst ærlig, ganske idiotiske – merkantiliske ideer var endeligt døde, har populistiske politikere på begge fløje genoplivet disse zombieideer. I USA og Frankrig har holdningsløse politikere som Donald Trump, Hilary Clinton og Marine Le Pen narret vælgere til at tro, at globalisering er skyld i deres problemer. Herhjemme har både marxisterne i Enhedslisten og de nationalkonservative hos bl.a. Dansk Folkeparti omfavnet ideen om, at økonomisk kontakt med udlandet kan være farligt. For dem og deres vælgere er indsigterne fra 250 års forskning i nationaløkonomi ligegyldigt eller direkte forkerte.

The Economist satte sig derfor forleden til at svare på, hvor stort er dette problem (hattip: Niclas Berggen). De bad YouGov om at spørge folk i 19 forskellige lande rundt omkring i verden om deres holdninger til globalisering. Figuren nedenfor illustrerer svarene. yougov-globalisering

Ikke overraskende er befolkningerne i de såkaldte ’emerging economies’ stærkt positive overfor globalisering, som man også måtte forvente. Eksportsektoren og de attraktive jobs, der skabes i den, er meget synlige, fordi de ikke var der for 10-15 år siden. Omvendt er Frankrig og USA de mindst positive – i Frankrig er der endda et flertal, der mener at globalisering er skadelig. I USA er gennemsnittet en smule mere positivt, men cirka en tredjedel af alle de adspurgte er ubesluttede. Der er således et meget stort, potentielt marked for vælgere, der kan narres.

Det positive i undersøgelsen er dog, at danskerne er den befolkning, der er mest positiv overfor globalisering. 69 % af de adspurgte danskere er positive, og meget få er direkte negative. Der er således stadig en markant erkendelse af de mange, positive virkninger af handel og globalisering. At der dog er mange, der ganske enkelt ikke forstår hvad der foregår, viste sig tydeligt i torsdags, da min medpunditokrat Niels Westy deltog i Debatten på DR (se udsendelsen her). Påstandene fra ikke-økonomer stod mærkværdigt uimodsagte indtil Niels satte ind, men i den post-faktuelle verden som DRs journalister befinder sig i, ændrer tingene sig næppe meget. Så hvis læserne sidder derude og har fornemmelsen af, at der jo både er plusser og minusser og at det er et emne, som folk er uenige om, bør de huske to ting: 1) Gavnligheden af international handel og globalisering er et af de relativt få emner, som der er massiv konsensus om blandt økonomer; og 2) spørge sig selv om dem, der kommer med de skeptiske påstande faktisk har nogen som helst indsigt eller ekspertise på området.

Bedste danske nationaløkonomer 2016

Som mange læsere ved, er en af traditionerne her på stedet, at vi en gang om året diskutere, hvem der er de bedste danske nationaløkonomer – og hvordan man kan måle den slags. Pointen hvert år – uanset at mange kritikere jævnligt og meget konsistent overser den – er at det på ingen måde er et simpelt spørgsmål. Vi gør det derfor forskelligt fra år til år for at understrege to pointer: 1) Ethvert mål er udtryk for både kvalitet og publikationsstrategi; og 2) top og bund er stort set altid de samme uanset målet (læs tidligere år her, her, her, her, her og her).

Udgangspunktet for ethvert mål, vi har brugt over årene, er at man må dokumentere sine kvaliteter. Det er ikke nok, at man sidder hjemme og tænker store tanker, som man udgyder i Politiken eller skriver i en bog. Man bliver nødt til at præstere forskning publiceret i internationale, fagfællebedømte (peer-reviewed) tidsskrifter. Vi har også, som tidligere år, valgt ikke at tage rene økonometrikere med, da de færdes i et noget andet felt. Årets liste omfatter således som altid kun folk, der bedriver primær forskning, der er genkendelig som nationaløkonomi. Årets ændring er dog, at vi i år stiller helt skarpt på folks nationaløkonomiske aktivitet.

Årets indeks består således af tre dele. Den første er IDEAS/REPEC ratingen af det bedste, snævert definerede economics tidsskrift, som man har publiceret i. Vi tager her logaritmen til 100 minus ratingen, da de er ratet med 1 som det potentielt bedste. For det andet inkluderer vi antallet af publicerede citationer per år siden man blev aktiv, og for det tredje citationer per artikel. Indekset i år er således konstrueret sådan, at det favoriserer økonomer, der er konstant aktive, snævert fokuserede i economics, og publicerer i højt rangerede journals.

Eksempelvis er min gode kollega Martin Paldam nummer 21 på årets liste ved at have 31 citationer per artikel og 46 per år siden han blev aktiv i 1975. Martins placering trækkes ned af, at den fineste economics journal, han har publiceret i, er European Economic Review, der har en score på 28.9. Martin ser således et eksempel på, at mere tværfaglig forskning (f.eks. hans arbejde med Peter Nannestad i British Journal of Political Science) ikke tæller med i år. Disse tre faktorer er normaliseret med deres gennemsnit og standardafvigelse, så de tæller helt ens, og vægtet sammen i et enkelt indeks. Resultatet er nedenstående liste over Top-20, som man naturligvis efterfølgende kan diskutere rimeligheden af.

Lasse Heje Pedersen (CBS) 3.99 Henrik Jensen (KU) 0.43
David Lando (CBS) 2.71 Claus Thustrup Kreiner (KU) 0.36
Keld Laursen (CBS) 1.98 Carl-Johan Dalgaard (KU) 0.26
Nicolai Foss (CBS) 1.25 Nabanita Datta Gupta (AU) 0.26
Morten Bennedsen (CBS) 1.22 Christian Schultz (KU) 0.19
Morten Lau (CBS) 1.20 Jakob Roland Munch (KU) 0.18
Steffen Andersen (CBS) 1.15 David Dreyer Lassen (KU) 0.09
Peter Norman Sørensen (KU) 0.79 Niels Westergård-Nielsen (CBS) 0.04
Christian Bjørnskov (AU) 0.64 Jesper Rangvid (CBS) -0.03
Henrik Hansen (KU) 0.57 Leif Danziger (AU) -0.05

 

En lynguide til konsekvenserne af Brexit

I torsdags valgt et flertal på 1,3 millioner briter at de ønsker at melde sig ud af EU. De europæiske medier har derfor været oversvømmede af påstande og holdninger til, hvad der nu vil ske i Storbritannien såvel som på kontinentet. Allerede før afstemningen var særligt de britiske medier fyldt af dommedagsscenarier fra ’Remain’-kampagnen, og populistisk-nationalistisk jingoism fra ’Leave’-siden. Debatten har været karakteriseret af masser af meninger, men uden at journalisternes og kommentatorernes basale antagelser er blevet gjort klare. Ofte virker det endda som om, de ikke har gjort det klart for dem selv, før de fløj til tasterne. Ens normative holdning til EU – enten dets ’idé’ eller dets praksis – har øjensynligt bestemt, hvad man valgte at påstå.

Uanset hvad man ellers mener om unionen, hviler enhver analyse og ethvert forecast af konsekvenserne på antagelser om, hvordan de politiske parter håndterer en udmelding. Med andre ord afhænger alt af, hvordan det politiske respons kommer til at se ud i Storbritannien og i EU. Man kan derfor sætte en slags 2*2 matrix op for konsekvenserne, alt efter hvordan de to aktører reagerer: Reagerer EU liberalt eller illiberalt, og reagerer Storbritannien liberalt eller illiberalt.

Fra EU’s side kan man forestille sig tre basale typer negative respons: 1) Hævn, 2) trusler; og 3) politisk ’lettelse’. Den første mulighed er den mest tåbelige, set fra et objektivt synspunkt, men man skal aldrig ignorere, hvor irrationelle politikere kan være, eller hvor irrationelt de kan synes at opføre sig, fordi de tror deres vælgere belønner det. Der er derfor en lille, men reel mulighed for at EU’s respons bliver et fornærmet ”hvis I ikke vil være med i vores grandiose projekt, vil vi ikke have noget at gøre med jer.” Dette respons vil føre til barrierer overfor samkvem med Storbritannien, og en nægtelse af en nogenlunde rimelig samhandels- og samarbejdsaftale med unionen.

Den anden mulighed er umiddelbart meget mere sandsynlig. Den ligner nummer 1, men har en ganske anden baggrund. EU-projektet er nemlig designet med én og kun én retning: Stadigt tættere integration. Det er derfor, at der ikke eksisterer procedurer for, hvordan et land forlader unionen, eller for den sags skyld, hvordan man forlader eurozonen. Det er ganske enkelt ikke meningen, at det skal kunne lade sig gøre. EU-eliten har således en stærk interesse i, at det ikke sker mere. Der kan derfor være en meget stærk politisk interesse i, at gøre det så dyrt som muligt for briterne at forlade EU. Rationalet er, at hvis andre lande ser, hvor dyrt det er og hvor dårligt, man bliver behandlet i det tilfælde, vil det virke afskrækkende på andre befolkninger, der måtte overveje at forlade unionen. Mulighed nummer 2 er med andre ord politisk rationel, fordi den ændrer de næste potentielle exit-landes cost-benefit-overvejelser ved at hæve omkostningerne ved et exit.

Det tredje mulige respons er direkte relateret til Ottos post forleden her på stedet. Otto understreger, ligesom jeg selv tidligere har gjort i Børsen, at en række afgørelser i Rådet kan tænkes at falde anderledes ud uden briterne. Reglen er, at et mindretal på mindst fire lande og mindst 35 pct. af unionens befolkning, kan blokere enhver beslutning, der ikke kræver enstemmighed. Danmark hører ofte til dette mindretal, der har langt mere liberale politiske præferencer end resten af EU. Uden briterne er det traditionelle ’blocking minority’ ikke længere stort nok til at blokere. Den ændrede politiske situation kan derfor føre til politisk ’lettelse’ i de mindre liberale dele af EU – man er lettede over, at briterne nu ikke længere kan blokere for langt mere regulering, protektionisme, overførsler sydpå osv. Brexit kan derfor åbne en ladeport for elendig, fælleseuropæisk politik i en fransk/sydeuropæisk tradition.

Omvendt kan et EU-flertal også vælge en pragmatiske og økonomisk gavnlig retning. Problemet med alle tre respons ovenfor er nemlig, at de på blot mellemlangt sigt vil gøre EU-landene markant fattigere. Rejser man handels- og investeringsbarrierer mod Storbritannien, kan det have meget umiddelbare og stærkt negative konsekvenser i bl.a. Frankrig og Tyskland. Cirka 6 % (4,5 %) af Frankrigs eksport (import), 8 % (5 %) af Tysklands eksport (import), og 9 % (6 %) af Hollands eksport (import) går til Storbritannien. En mere håndfast måde at eksemplificere de økonomiske bånd er at notere, at en ganske stor del af motorerne i tyske BMW-biler bliver produceret i England. Det samme gælder for Ford og Opel, ligesom briterne leverer en meget lang række andre komponenter til tysk, fransk og hollandsk industri. Handelsbarrierer overfor briterne vil have direkte konsekvenser for disse EU-virksomheder, og spørgsmålet er, om konsekvenserne er værre for kontinentet end for briterne. De helt umiddelbare reaktioner kan måske tyde på det. Mens danske og tyske medier skrev vidt om et 4-5 % fald på børsen i London, var de umiddelbare fald noget større i bl.a. Frankfurt og Paris. Det er også sigende, at mens pundet er faldet i værdi ift. dollaren, er euroen faldet sammen med pundet. Et økonomisk rationelt respons vil derfor være, hurtigt at forhandle en frihandelsaftale med briterne, der f.eks. ligner den schweiziske.

På den britiske side er det tydeligt, at aviser som den konservative The Telegraph, der har støttet et Brexit, regner med at uafhængig britisk politik vil bevæge sig i en mere liberal retning. Men det er blot en af de to muligheder. Mens Labour med valget af Jeremy Corbyn har taget et stort skridt mod den ekstreme venstrefløj, og dermed væk fra egentlig politisk indflydelse, er der stærkt populistiske kræfter på midten af britisk politik. UKIP og dets leder Nigel Farage bliver ofte beskrevet som stærkt højreorienterede, men i både økonomisk politik, handel og immigrationsforhold er partiet lige så oldsocialdemokratisk som Front National, FPÖ eller Dansk Folkeparti.

Uafhængigheden fra EU betyder derfor, at briterne står i et politisk vadested. Hvis de populistiske kræfter får overhånd, bliver britisk politik næppe mere liberal og den britiske økonomi næppe mere åbent overfor handel og investeringer med resten af verden. Og man kan med nogen rimelighed forvente, at hvis EU reagerer ved at forsøge at fryse briterne ude, bliver det langt lettere for UKIP og andre at argumentere for, at interventionistisk og protektionistisk gengældelse er det rigtige svar. Holder Boris Johnson og det konservative parti hovedet koldt, er der gode muligheder for, at briterne politisk rykker i retning af den liberale, de selv grundlagde i den skotske oplysning. Et Storbritannien, der frigjort fra franske og italienske bånd bevæger sig mod mere frihandel, lettere og mere særinteressefrie reguleringer og mindre stat, er absolut at foretrække.

Idealet for alle almindelige europæere, og i særdeleshed for de liberale stater som Danmark, Finland og Holland, er et liberalt Storbritannien, der bibeholder en tydelig frihandelsaftale og helt generelt frie økonomiske bånd til EU, og uden gengældelsesaktioner fra unionen. Second best er et liberalt Storbritannien, som rider en politisk storm af fra Frankrig, Spanien og andre. De helt grimme scenarier er til enhver tid dem, hvor briterne også på et ’ideologisk’ plan forlader Nordeuropa. Hvilken vej det kommer til at gå, blæser stadig i vinden fra Bruxelles og London.

Nyt Ekonomisk Debatt på gaden i dag

Som mange læsere vil vide, holder vi meget af det svenske økonomitidsskrift Ekonomisk Debatt. Det nye nummer er kommet på gaden her til morgen, og kan læses i sin helhed her. Lederen i denne måned er skrevet af Helena Svaleryd, som diskuterer rentefradrag – en diskussion, der også er aktuel i Danmark – og første artikel er Carl Hamilton, der skriver om, hvorvidt globaliseringen er på retræte, og hvorfor vi skal være bekymrede for udviklingen. Andre artikler på min læseliste er bl.a. af Lars Hultkrantz, der skriver om svenske kommuner, at deres ”ekonomiska styrning tenderar snarare att uppmuntra till kortsiktighet, stuprörstänkande och ointresse för effektutvärderingar.” Genkendeligheden er nedslående. Som altid er hele tidsskriftet stærkt anbefalet.

Ældre indlæg

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑