Tag-arkiv: nedlukning

Genåbningserfaringer, politik og håb

Den glimrende Jeffrey Tucker fra the American Institute of Economic Research skrev forleden en kort artikel med titlen, Why Is Everyone in Texas Not Dying? I artiklen tager Tucker udgangspunkt i at Texas guvernør Gregg Abbott den 1. februar afskaffede alle restriktioner og bragte staten tilbage til formel normalitet. En hel række politikere og epidemiologer kaldte beslutningen vanvid og advarede mod den bølge af Covid-smitte, der ville skylde ind over staten, og påstod at texanerne nærmest ville dø som fluer uden en statslig nedlukning. Det hele minder meget om diskussionerne i Danmark i foråret, da man begyndte at åbne samfundet en smule op.

Sagen er blot, at præcist ligesom i Danmark i foråret 2020, er smitte- og dødstallene ikke steget efter genoplukningen. Der er endda tale om en fuld genopåbning, som i Texas er blevet efterfulgt af et fald i smittetallet på cirka 30 procent. Georgia, der åbnede op allerede i slutningen af april – statens politiske ledelse gjorde præcist hvad man havde lovet, da man lukkede ned for at beskytte hospitalsvæsenet fra overbelastning og derefter opdagede, at det ikke skete – og staten har haft en ganske almindelig virussæson. Florida, der har været næsten fuldt åbent siden starten af september, har haft relativt mange dødsfald, men færre end det hårdt nedlukkede Californien. En række kommentatorer har noteret, at med Floridas befolkningssammensætning – kun Maine har flere over 65 i befolkningen og det er traditionelt et sted hvor folk flytter til når de bliver pensionister – burde staten have haft endnu flere døde end andre. At det ikke er sket efter genåbningen i september er endnu en indikation på, at nedlukninger ikke virker.  

Et af de mest absurde forhold i det sidste års dystopiske tilværelse har netop været, at epidemiologer, politikere og andre meningsdannere har advaret gang på gang om, at hvis man ikke lukkede mere ned, ville alt gå galt, og hvis man åbnede samfundet op, ville dødstallet eksplodere. Men det er aldrig sket! I stedet for at lære af de erfaringer, der nu er med nedlukninger og genåbninger – erfaringer som bekræfter, at den epidemistrategi, de fleste lande havde i 2019, og som advarede mod nedlukninger, var korrekt – er medier begyndt at censurere forskere, der ikke støtter de statslige linjer. En af de mest citerede epidemiologer i verden, Harvards Martin Kulldorff, er i således blevet censureret på Twitter. Andre steder handler det ikke om censur, men mediers selvcensur når journalister er overbeviste om statens linje, og derefter gør livet svært for deres kolleger, der gerne ville være skeptiske og gøre deres journalistiske arbejde ordentligt. Erfaringerne fra Texas og Georgi burde være på forsiden, men journalister ignorerer dem fuldstændigt.

Det politiske establishment lærer ganske enkelt ikke noget af erfaringerne – eller vil måske ikke lære af dem. Einstein skal engang have sagt, at definitionen på vanvid er at gøre det samme om og om igen, og forvente et andet resultat. Det er for mig en meget præcis beskrivelse af, hvad de fleste vestlige lande har gjort gennem denne epidemi. Tragedien er måske netop, at vanvid betaler sig i politik med endnu mere uchecket magt til ledende politikere, der efterfølgende ikke har nogen som helst interesse i at begrænse hysteriet. Den politisk dynamik omkring epidemireaktionerne er dybt deprimerende og meget langt fra demokratisk legitimitet eller rimelighed.

Lad mig derfor slutte i dag med håbet om, at det politiske vanvid og mediernes hysteri snart er ovre. En af de ting, jeg glæder mig allermest til, når det politiske establishment igen begynder at respektere borgernes almindelige demokratiske rettigheder – eller gør tilstrækkeligt som om de respekterer dem – er kultur. Under normale omstændigheder ville der sandsynligvis have været et sted, man spillede påskemusik. Så mens vi ingen rettigheder har, kan vi i det mindste drømme os tilbage til en tid, hvor man kunne tage til koncert sammen med andre mennesker og høre Rimsky-Korsakovs Russiske Påskeoverture – her med the St. Andrews Chamber Orchestra. God påske!

Danske og europæiske dødelighedsfakta

Læser man de fleste medier, eller lytter man til regeringen, er en ny bølge epidemi lige rundt om hjørnet. Men ser man på de faktiske tal, er virkeligheden slet ikke så speciel eller så ildevarslende som det påstås. Som vi har skrevet om tidligere, er nedlukninger heller ikke nødvendige – de gør i bedste fald ingenting, og med stor sandsynlighed øger de dødstallet på langt sigt – og de bør undgås. En situation, hvor regeringens og Folketingets politik koster en rund milliard om dagen uden at politikken på nogen måde gør det, det påstås at skulle gøre, er ikke acceptabel.

Formålet i dag er således at gentage en række fakta for vores læsere, ikke mindst fordi de er så forskellige fra det, der jævnligt påstås i medierne. Det første er den danske dødelighed, som vi illustrerer i den første figur. Den viser de daglige dødstal i 2017-2020 og de første uger af 2021 (den gule streg). Virussæsonen 2020-21 er således enden af den sorte streg, der følges af den gule. Det bemærkelsesværdige er her, at det er en almindelig virussæson, der ligger tidligere end normalt. Det er den udvikling, der bruges i medierne, men den er ikke unik: Ser man tilbage på 2009-sæsonen, ser man en næsten identisk udvikling i dødeligheden, men en top allersidst på året og et meget tidligt fald. Der er med andre ord ikke noget særligt i dette års virussæson, når man tager empirien alvorligt.

På samme tid er der kommet en række studier – som mange læsere vil vide – der dokumenterer, at nedlukninger ikke virker. Skulle nogen være i tvivl, er den anden figur i dag en klar indikation om, at der ikke er nogen sammenhæng mellem dødelighed og nedlukning. Figuren viser det gennemsnitlige ’policy stringency index’ udviklet af Oxford University, plottet mod overdødeligheden i 30 europæiske lande. Overdødeligheden i 2020 er beregnet som dødstallet i 2020, relativt til det gennemsnitlige dødstal i 2016-2019. Korrelationen er endda positiv (r=0,46), men tydeligvis primært drevet af Estland. Var nedlukning en effektiv strategi til at beskytte ældre mennesker mod at dø af Covid, ville man have set en klar, negativ sammenhæng.

Det særlige i dødstallene på tværs af Europa, og et væsentligt problem i kommunikationen af de absolutte dødstal, kan ses i den tredje figur. Der er ganske store forskelle i den generelle dødelighed på tværs af lande, og disse forskelle er langt større end forskellene i udsving fra år til år i lande. Overdødeligheden i 2020 kan aflæses i figuren som forskellen mellem et lands punkt og den stiplede linje. Det er her let at se, at disse forskelle er meget mindre end forskellen på tværs af lande.

Bundlinjen i dag er således, at nedlukninger ikke virker, og at dødstallene har været oversolgt i medierne. Det har været en epidemi – det er der ingen tvivl om – og mange lande har haft alvorligt virussæsoner. Men så voldsomme har de heller ikke været, og Danmark er et af de lande, der reelt ikke har været særligt hårdt ramte. Dykker man videre ned i tallene, kan men endda se den såkaldte ’dry tinder’ effekt: At nogle lande havde meget lette virussæsoner i 2019, og en del af dødstallet i 2020 var en slags catch-up. Sverige havde således 5 % underdødelighed i 2019, og Belgien og Storbritannien lå 2 % under normalen. Disse fakta mangler i den danske debat, men hører hjemme i enhver informeret diskussion om epidemipolitik, genoplukning, og en reetablering af borgernes almindelige rettigheder og deres liv.

Borgerforslag: Luk Danmark op

Vi har de sidste ti måneder skrevet adskillige gange om nedlukninger, og om den voksende empiriske forskning af dem. Empirien ser ud til at være forbløffende klar: Nedlukninger begrænser ikke dødstal, begrænser sandsynligvis heller ikke smitteudbredelse i nogen nævneværdig grad, og kommer sandsynligvis til at føre til væsentligt flere dødsfald af andre årsager end Covid-19: Kræft, fordi folk ikke er blevet testet eller sat i behandling, ubehandlede hjertetilfælde, og en serie selvmord. På samme tid er andre elementer af den vestlige politik også udfordret af manglen på videnskabelig evidens for den: De 15 store, eksperimentelle studier af mundbind peger således ganske tydeligt på, at mundbind ikke har nogen virkning udenfor snævre hospitalssammenhænge. Nedlukningerne er totalt ineffektive, koster i runde tal en milliard om dagen, og har også ført til en opløsning af magtens tredeling og svækkelse af det danske demokrati.

Jeg er derfor med i et nyt borgerforslag om at lukke Danmark op igen. Alle kan naturligvis danne deres egen mening – og vi håber at de bl.a. bruger Punditokraterne til det – men hvis man er interesseret i at lukke ned for efterkrigstidens største forfejlede politiske eksperiment, opfordres man til at skrive under.

Borgerforslaget er her.

Nedlukningsstudier: En update

Mens danske politikere diskuterer, hvordan man kan lukke samfundet op igen uden at få en smittestigning, er det værd at minde om en ting: Der har siden maj været masser af forskningsaktivitet omkring spørgsmålet, om nedlukningerne overhovedet har nogen virkning, og i så fald hvor store virkningerne er. Som vores læsere vil vide, har jeg selv bidraget til diskussionen med to studier, hvoraf det ene er en sammenligning på tværs af lande og det andet, skrevet med DTUs Kasper Kepp, er en konkret evaluering af de voldsomme nedlukninger i Nordjylland.

Mange mennesker er blevet voldsomt vrede over, at jeg og andre har tilladt os at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt en ekstremt indgribende politik med en regning der løber op i flere hundrede milliarder kroner overhovedet virker. I dagens politiske miljø er det åbenbart næsten lige så kættersk som at spørge, om jorden drejer rundt i 1610ernes katolske Italien. Men konklusionen i den oprindelige version af mit papir var, at effekten på den overordnede dødelighed er nul af at gå videre end Sveriges politik i foråret 2020. Efterfølgende er der kommet flere studier, der bekræfter mit oprindelige fund. Et stjernehold fra Stanford University – Eran Bendavid, Christopher Oh, Jay Bhattacharya og John P. A. Ioannidis – konkluderede således i januar, at ”we find no clear, significant beneficial effect of mrNPIs on case growth in any country.”

En del af kritikken af mit studie i efteråret var, at det jo ikke var fagfællebedømt og man derfor ikke kunne vurdere kvaliteten af det. Den kritik er nu irrelevant, da en revideret version af det oprindelige studie er gået gennem en meget omhyggelig fagfællebedømmelse. Studiet er nu under udgivelse i CESIfo Economic Studies, et respekteret tidsskrift der udgives af IFO-instituttet i München. Det pudsige er, at det ekstra analysearbejde som fagfællebedømmerne har krævet, faktisk har strammet konklusionerne endnu mere op.

Studiet bruger en standardmetode til at vurdere effekter af politik, som kendes fra nationaløkonomi og kvantitativ politologi. Ved at sammenligne udvikling i overordnet dødelighed uge for uge på tværs af 24 lande, relativt til de samme landes nedlukningspolitik og de samme landes dødelighed i de samme uger i 2017, 2018 og 2019, kan man få et estimat på effekten af nedlukninger. Sammenligningsgrundlaget er som altid det mindst nedlukkede land i foråret 2020, dvs. Sveriges begrænsede nedlukninger i første halvår af 2020.

Analysen viser, at et ekstra points nedlukning er forbundet med 0,4 % højere dødelighed, målt ved Oxford Universitets ’containment and health’ indeks, og 0,6 % lavere dødelighed, målt ved det tilsvarende ’policy stringency’ indeks. Usikkerhedsintervallerne for de to estimater er henholdsvis [-2,5;3,3] og [-3,7;2,5], så effekterne er meget, meget langt fra statistisk signifikante. Men når man stiller skarpere på dødelighed i forskellige aldersgrupper – som en af fagfællebedømmerne foreslog – dukker der faktisk et enkelt resultat frem, der er statistisk sikkert.

Som man kan se i dagens figur, er estimaterne alle relativt små og omgivet af brede konfidensintervaller. Undtagelsen er estimaterne på, hvad yderligere nedlukning gør ved dødeligheden blandt de 60-79-årige 3-5 uger efter politikændringen. Her er estimatet faktisk en statistisk sikker effekt på +3,4 % – dvs. at nedlukninger er forbundet med flere efterfølgende dødsfald.

Er man blandt dem, der faktisk tager empirisk forskning alvorligt – og det gælder tydeligvis ikke en del epidemiologer, der i stedet stoler blindt på uigennemsigtige computermodeller – er der således ingen empirisk evidens for, at nedlukninger gør nogen gavnlig forskel. Hvornår – om nogensinde – de indsigter også dukker op i dansk politik, er det store spørgsmål, men den nye viden skal ikke skjules for den bredere befolkning.

Kultur efter nedlukningen

Fredag slog det mig, at det var årsdagen for min seneste tur til London. De sidste cirka ti år har jeg ellers været meget i London, både i embeds medfør og for fornøjelsens skyld. I 2019 – det sidste frie år, vi har oplevet – var jeg således syv gange i London til blandt andet koncerter ved the Proms, teater i the Globe, møde i IEAs Academic Advisory Council, og the Guy Barker Big Band Christmas i Royal Albert Hall. I februar 2020 var turen en kombination af et debatmøde, et bestyrelsesmøde og en teatertur – den absolut forrygende Toby Young i Checkovs Onkel Vanya – og da jeg sad i flyet på vej hjem, lagde jeg allerede planer for at se Et Dukkehus (som ville have haft Jessica Chastain som Nora).

Jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle blive den sidste egentlige oplevelse, jeg havde i over et år. Efter at regeringen besluttede sig for at indføre et loft på forsamlinger, der pt. er fem personer, og som på trods af grundlovens sikring af forsamlingsfriheden nu har varet i 11 måneder, har kulturlivet reelt været dødt. Uden forsamlingsfrihed kan der ikke være teater, koncerter eller andet på en meningsfuld måde. Det samme gælder langt de fleste aktiviteter i civilsamfundet, der også ganske effektivt er gjort ulovlige.

Det er netop dét element af hele nedlukningsmiseren, som stort set har manglet i den begrænsede debat omkring politikken. Min kollega Ottos beregninger peger på, at nedlukningen koster det danske samfund cirka en milliard kroner om dagen, men skaderne er på ingen måde begrænset til de rent økonomiske. Nedlukningerne virker ikke efter den officielle hensigt – se f.eks. her, her, her eller her – og ser nu ud til at direkte forårsage flere dødsfald som følge af kræft, hjertetilfælde og selvmord. De har også skabt en massiv mental sundhedskrise, og en hel generation unge, der får langt dårligere uddannelse end de foregående. Disse problemer vil forfølge mange af dem resten af deres liv.

Derudover er der dog også det element, der gør det hele umenneskeligt: Hvis man ikke lige er typen, der foretrækker at bruge sin fritid ude i naturen med få andre mennesker og derudover er ligeglad med personlig frihed, betyder nedlukningen, at der ikke er noget liv. Livet er andet end den fængselseksistens, som Frederiksen og hendes kumpaner har dømt befolkningen til, hvor man skal passe sit arbejde og betale sin skat, og derudover skal blive i sin husarrest. Det er oplevelser, nye indtryk, fornøjelser og kontakt med andre mennesker. Livet er det, der eksisterer udenfor en robottilværelse, hvor man umælende passer et arbejde og ellers forsvinder. Nedlukningerne redder ingen liv, men ødelægger livet selv. Men hvor meget af det liv er stadig i live, den dag politikerne dukker på af deres psykotiske tåge? Det var dét, årsdagen for min sidste Londontur mindede mig om. En eksistens under nedlukning er ikke et liv værd.

Nordjyllands nyttesløse nedlukning

Mellem jul og nytår besluttede statsministeren at forlænge den meget restriktive nedlukning af det danske samfund. Næsten alle partier støtter nedlukningerne, og danske medier er ikke ligefrem kritiske overfor politikken. Det er ikke overraskende, da man bliver angrebet hvis man stiller spørgsmål ved, om nedlukninger gør nogen forskel overfor den nye coronavirus. Mange, der ellers følger forskningen, holder derfor mund med at der findes i hvert fald 24 studier, der finder enten meget små eller slet ingen effekter af nedlukninger.

Der var naturligvis god grund til at være skeptisk, da der kun var få studier. Fælles for de 24 er dog, at de alle tager udgangspunkt i virkelige data og ikke computermodeller, mens de metodisk er meget forskellige, og også ser på forskellige lande eller områder. Ingen af dem er perfekte, men fællesmængden af studierne er klokkeklar.

De metodiske bekymringer er dog minimale i et nyt studie, som professor Kasper Planeta Kepp (DTU) og jeg har udført sammen. Vi har foretaget en konkret evaluering af de ekstreme nedlukninger af syv kommuner i Nordjylland, efter at regeringen besluttede at mink var farlige. Der er tale om et næsten perfekt quasi-eksperiment – som er meget sjældne i samfundsvidenskaberne – fordi de syv kommuner ikke havde anderledes smittetal eller -udvikling end de fire kommuner i regionen, der ikke blev lukket ned. De var heller ikke statistisk forskellige i løbet af virussens første bølge i foråret, så vi har to grupper af kommuner, der på alle relevante faktorer er ens, men hvor kun den ene blev voldsomt lukket ned.

Vores papir, der har titlen “Lockdown Effects on Sars-CoV-2 Transmission – The evidence from Northern Jutland”, er nu online og frit tilgængeligt for alle. Vores metode er standard i samfundsvidenskaberne: Vi estimerer effekten af nedlukningen der annonceredes den 4. november for syv af de 11 kommuner henover 91 dage i september, oktober og november. Det tillader os at inkludere såkaldte fixed effects for hver kommune, hver uge og hver ugedag (for at tage hensyn til, at dem der bliver testet fredage og i weekenden nok ikke er da samme som mandag-torsdag).

Resultatet er statistisk et nul: En lille effekt, der er meget langt fra statistisk signifikans, og som vi kan vise endda er drevet af sammenligningen med Morsø kommune. Kasper og jeg finder med andre ord, at en ekstrem nedlukning hvor folk ikke engang kunne rejse over kommunegrænsen, og som påvirkede 126.000 jobs i regionen, overhovedet ikke påvirkede smitteudviklingen. Den skabte alvorlige økonomiske skadevirkninger, og ødelagde folks sociale liv, men til ingen verdens nytte.

Vores studie af en næsten perfekt situation i Nordjylland understreget således, hvad resten af den nye forskning viser – og hvad WHOs epidemiguidelines understregede indtil januar 2020: Nedlukninger er ikke effektive redskaber mod en epidemi, skaber enorme økonomiske skadevirkninger, og risikerer at ødelægger kultur, civilsamfund og folks mentale helbred. De bør holde op.

Nedlukning i the Marine Corps (ingen effekt)

Forleden udkom det danske Salling Group studie af mundbinds effekt i Annals of International Medicine med konklusionen, at mundbind ikke påvirker folks risiko for at blive smittede. Bundgaard og hans kolleger finder dermed det samme, som 40 års forskning i influenza har vist: At mundbind ikke har nogen positiv effekt udenfor kliniske sammenhænge. Implikationen er – for mig at se – at kravet om at bære mundbind indenfor på offentlige steder bør afskaffes. Udgangspunktet for al politik må nødvendigvis være, at hvis der ikke er virkeligt solid evidens for at et tiltag virker, og at det er pinligt nødvendigt, bør man ikke tvinge borgerne til noget som helst!

En ny artikel i det højt ansete New England Journal of Medicine dokumenterer nu igen, hvor nyttesløs nedlukning er som middel til at begrænse smitten. Forskerne har sammen med USA’s Marine Corps foretaget et eksperiment, hvor en gruppe rekrutter først gennemgik en standard to-ugers periode med isolation hjemme – som alle nye rekrutter skal for tiden – hvorefter 1848 også var gennem to ugers yderligere isolation på et lukket college campus. Eksperimentets kontrolgruppe var godt 1500 rekrutter, der levede et almindeligt liv efter de to almindelige ugers isolation. Eksperimentgruppen gik derimod efterfølgende igennem en benhård nedlukning:

“All recruits wore double-layered cloth masks at all times indoors and outdoors, except when sleeping or eating; practiced social distancing of at least 6 feet; were not allowed to leave campus; did not have access to personal electronics and other items that might contribute to surface transmission; and routinely washed their hands. They slept in double-occupancy rooms with sinks, ate in shared dining facilities, and used shared bathrooms. All recruits cleaned their rooms daily, sanitized bathrooms after each use with bleach wipes, and ate preplated meals in a dining hall that was cleaned with bleach after each platoon had eaten. Most instruction and exercises were conducted outdoors. All movement of recruits was supervised, and unidirectional flow was implemented, with designated building entry and exit points to minimize contact among persons. All recruits, regardless of participation in the study, underwent daily temperature and symptom screening. Six instructors who were assigned to each platoon worked in 8-hour shifts and enforced the quarantine measures.”

Da eksperimentet var færdigt, kunne forskerne konkludere at 2,8 procent af de nedlukkede var blevet smittet med Sars-CoV-2, mens 1,7 procent af de ’almindelige’ var smittet. Med andre ord viste et eksperiment med mere end 3300 deltagere og håndhævet af befalingsmænd fra the US Marine Corps – nogle af militærverdenens hårdeste hunde – at nedlukning ikke virker. Eksperimentet lægger sig dermed fuldt op af flere samfundsvidenskabelige studier, der finder samme konklusion med meget anderledes, observationelle metoder. Disse studier finder, at WHOs epidemi-retningslinjer fra 2019 var korrekte: Nedlukninger gør ingen positiv forskel og bør undgås på grund af deres voldsomme bivirkninger.

Hvordan nogen kan blive ved med at påstå, at nedlukninger er vigtige midler for at undgå, at folk dør af Covid-19, er efterhånden et mysterium. Som en kollega formulerede det i sidste uge, er nedlukningerne – gentagne, og stadig hårdere nedlukninger – helt samme proces som regndans: Man sætter folk til at danse og danse, og intet sker indtil den dag, hvor der falder regn – og så påstår man, at regndansen virkede! Det er dybt uvidenskabeligt, og selvom politikere som oftest er inkompetente og uærlige, er det et stort spørgsmål hvorfor så mange epidemiologer, virologer og læger stadig spiller med på deres melodi.

Det gælder ikke mindst, fordi konkret evidens ikke bare peger på, at nedlukninger og lignende drakoniske tiltag – som politikere elsker fordi de demonstrerer magt – ikke virker, men også viser at virussen slet ikke er så farlig som først antaget. Vi har tidligere skrevet om bl.a. John Ioaniddis nye metastudier, der ender på en dødelighed omkring to promille. Nu viser det sig også, at WHO åbenbart opererer – uden at melde det helt klart ud – med en overordnet dødelighed på 1,4 promille. Det er i hvert fald den dødelighed, man får når man kombinerer WHOs tal på antal døde og antal smittede i hele verden. Hvad er rationalet for at ødelægge liv og økonomi – og slå en masse mennesker ihjel med bivirkninger at politikken – for at bekæmpe en virus med alvorlighed i den svære ende af influenza?

Man undskylder nogle gange fejl med at det ’er menneskeligt at fejle’, men det er værd at minde læserne om hele citatet: Errare humanum est, sed perseverare diabolicum – at fejle er menneskeligt, men at blive ved er djævelsk. Citatet tilskrives ofte Seneca, men er nok nærmere en parafrase over hvad Cicero noterede i sin 12. filipiske tale: Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare – at kun en tåbe bliver ved.

Om man vil kalde den vedholdende politiske insisteren på en nyttesløs politik, der gør os alle fattigere og slår nogen ihjel, for tåbelig eller djævelsk, er nok op til ens temperament og generelle syn på politikere, men konsekvensen er stadig den samme. Og som Lionel Shriver sagde forleden i et glimrende interview hos Spiked, ”I do generally believe that we will reach a point where everyone looks back at 2020 and says: What on Earth Were We Thinking?”

Nedlukninger virker (stadig) ikke

I sommers skrev vi om flere nye studier og en række indikationer, der konkret viste, at nedlukningspolitik ikke begrænser, hvor mange der dør af Covid-19 (læs her, her og her). Udover den fremragende Lone Frank på Weekendavisen og Jesper Nilausens indsats på TV2 har medierne generelt ignoreret denne forskning. De har i stedet fortsat med at gentage politikere og Seruminstituttets meningsløse påstande om, at nu – nej, nu – virker tiltagene. For en forsker med empirisk ballast og respekt for tal og fakta har det været pinagtigt at se på.

Vi gentager derfor i dag på pædagogisk vis billedet af, hvordan forskellige vestlige lande agerede i foråret, og hvor mange der officielt døde af eller med Sars-CoV-2 indtil 1. juni. Vi viser dog også sammenhængen mellem, hvor hårdt man lukkede ned i foråret og antallet af målte dødsfald i september og oktober. Grunden er, at man i flere lande har fremført påstanden, at en hård nedlukning i foråret hvor man ’fik epidemien under kontrol’, bevirker at der er færre der dør i efteråret. Som man har kunnet se i bl.a. Østrig og Storbritannien, hvor man endnu engang er ved at lukke benhårdt ned, er det alligevel de færreste regeringer, der tror på den.

Som man kan se i den første figur, var der ingen sammenhæng mellem hvor hårdt lande lukkede ned – målt med Oxford Universitets Blavatnik Centre Index – og dødstallet. Sverige er blevet et symbol for nedlukningstilhængere på, at man skal lukke ned, og den røde markør ligger klart med et højt dødstal. Men der er andre grunde til, at svenskerne endda uden en virus med stor sandsynlighed ville have fået et år med høj dødelighed (læs f.eks. her eller her). Og når man kaster blikket på den anden figur, er det også ganske tydeligt, at landet i efteråret har haft en meget lav overordnet mortalitet.

Ser man på den anden figur, der netop viser sammenhængen mellem hvor hårdt man lukkede ned i foråret og hvor mange døde der er i starten af efteråret, er der om noget en positiv sammenhæng: Jo hårdere man lukkede ned, jo flere dør i efteråret. Det er dog igen drevet primært af Sveriges meget lave dødelighed, og konklusionen er sådan set klar: Der er ingen sammenhæng mellem nedlukningspolitik og dødelighed.

Det er derfor også med en fornemmelse af, at vi måske befinder os i The Twilight Zone, at jeg ser politikere og nogle epidemiologer påstå, at der er behov for yderligere nedlukninger, yderligere maskekrav, og mere styring af befolkningen. Der er intet af det, der virker – enhver med et modikum af talkundskab kan læse de studier, der bruger faktiske tal – og den eneste konsekvens man får af politisk styring og nedlukning, er at vi alle bliver fattigere og får ødelagt vores liv.

UPDATE: En venlig læser har gjort mig opmærksom på, at et nyt studie, publiceret for tre dage siden i den meget prestige fyldte New England Journal of Medicine, viser hvor ineffektiv nedlukning er. Det amerikanske Marine Corps har tidligere i år gennemført et studie, hvor 1848 rekrutter blev lukket ekstremt ned – med brug af masker hele tiden, medmindre de spiste eller sov, med to meters afstand til alle og ingen almindelig kontakt. På trods af, at rekrutterne blev lukket endnu mere ekstremt ned end nogen befolkning, endte studiet med at 2,8 % af deltagerne blev smittede med Sars-CoV-2 mens kun 1,7 % af kontrolgruppen blev smittet. Man kan næsten ikke ønske et bedre billede af, at nedlukning er nyttesløs.

Adfærd og COVID-19

Jeg har brugt meget tid på at studere og diskutere adfærdens betydning i forhold til COVID-19 de sidste par måneder.

Min arbejdstese er, at samfundets samlede svar på pandemien i foråret, bestod af tre dele.

  1. Frivillig adfærd. I starten af marts kunne danskere følge udviklingen i antal smittede og døde med COVID-19. Allerede før 11. marts, hvor regeringen lukkede landet ned, havde mange danskere ændret adfærd i stor stil (bl.a. ved at spritte hænder og holde afstand). Informationerne om pandemien fik altså danskerne til at passe på.
  2. Tilskyndet adfærd. Der er næppe tvivl om, at Mette Frederiksens pressemøde d. 11. marts havde en effekt. Skoler og institutioner var tomme dagen efter (torsdag), selvom de først reelt lukkede om mandagen. Og mange private aftaler blev aflyst. Signalet fra staten tilskyndede altså danskerne til at passe ekstra på.
  3. Tvungen adfærd. Da staten lukkede skoler, restauranter og frisører ned, gjorde den det også mere besværligt for danskerne at have udvalgte sociale interaktioner, og den påvirkede dermed antallet og typen af sociale kontakter.

I forbindelse med arbejdet har jeg – inspireret af Catarina Midões – lavet nedenstående figur. Figuren er baseret på data fra Google Trends og viser søgninger på ”restaurant” (som emne) i henholdsvis Danmark (rød) og Sverige (blå) omkring nedlukningen samt vigtige datoer i forhold til landenes COVID-19-politikker. Bemærk at y-aksen er fikset, så man bedre kan se udviklingen (og får plads til tekst). Figuren viser 7-dages glidende gennemsnit, så værdien d. 21. marts = gennemsnit af 15.-21. marts. Gennemsnit for januar = indeks 100 for hvert land.

Læs resten

Nedlukning, hjemmearbejde og akademisk produktivitet

Mange virksomheder diskuterer i dag, om coronaepisoden har lært dem noget. Helt særligt foregår der er en omfattende diskussion om, hvorvidt man med fordel kan lade mange medarbejdere i f.eks. administrative positioner og supportfunktioner arbejde væsentligt mere hjemme, end de gør i dag. En række virksomheder ser ud til at have haft gode erfaringer med både hjemmearbejde og mere fleksible arbejdsforhold og arbejdstider.

Det betyder dog ikke, at det er en god idé for alle virksomheder og organisationer, og måske i særligt grad slet ikke for vidensproduktion. Det afsløredes forleden dag i en undersøgelse, som forlaget De Gruyter har gennemført blandt cirka 3200 akademikere, som jeg også deltog i. Mere end halvdelen af de adspurgte siger, at de har mindre eller slet ingen tid til forskning end før coronakrisen og 55 procent oplever, at de har tydeligt mindre tid til at skrive. For 68 procents vedkommende er problemet den tid, det tager at undervise online, mens 59 % noterer, at de bruger mere tid på at vejlede end før. Jeg er selv blandt de 59 procent, da jeg har bemærket at jeg faktisk har brugt den dobbelte tid på vejledning som jeg normalt gør. Et af problemerne er, at selve møderne- der har været online i foråret – tager cirka den samme tid som normalt, men at man bagefter bruger lige så lang tid på at afklare større og mindre spørgsmål, der alligevel ikke blev diskuteret eller behandlet færdig. De Gruyters undersøgelse peger på, at disse problemer er særligt udtalte i samfundsvidenskaberne. Det er således tydeligt, at universitetsverdenen og andre akademiske arbejdspladser har oplevet et markant fald i produktivitet i foråret.

De Gruyter overser endda et meget væsentligt aspekt af akademisk arbejde og vidensproduktion. Mens jeg ingen stor undersøgelse har at læne mig op ad – det følgende er udelukkende baseret på personlige oplevelser og mine kollegers ditto – er en af de store forskelle mellem akademisk arbejde og ’almindeligt’ arbejde, at man i høj grad selv definerer sine projekter. Det gælder i særlig grad i samfundsvidenskaberne og humaniora, og i lidt mindre grad i STEM-videnskaberne, hvor traditionen er at man typisk arbejder i større laboratoriegrupper.

Problemet er, at mens man er blevet mindre produktiv og har haft mindre tid tilovers til forskning, har mange også ladet være med at starte nye forskningsprojekter op. For mit eget vedkommende er foråret ofte travlt med konferencer og mindre workshops, hvor man præsenterer sin egen nye forskning og lader sig inspirere af andres nye arbejde. Man netværker også ved disse events med både faste kolleger og nye kontakter, og en væsentlig del af det at være til konference er netop at diskutere nye projekter og få idéer til dem. Det er ikke en type aktivitet, som man bare kan flytte online.

Denne del af vidensarbejdet ser ud til at have lidt meget markant under coronakrisen, hvilket gør problemet langt værre end De Gruyters undersøgelse indikerer. Når færre nye forskningsprojekter startes op og færre nye idéer diskuteres, ender man med at mere varigt og langsigtet problem end blot en periode med lav produktivitet. Der er næppe mange politikere, der vil begræde det, men risikoen er at samfundsforskningen i langt tid fremover kommer til at bidrage noget mindre end indtil nu.

Nedlukningen: Ingen effekt (2)

Forleden skrev vi om, hvordan to centrale sammenligninger ikke peger på, at den danske nedlukning af samfundet har påvirket dødelighedsraten. Sammenligningerne er naturligvis kun indikative, omend vi absolut ville have forventet en anden profil og særligt en anden timing i ændringer i dødeligheden, hvis nedlukningen skulle have været vigtig. Men som Jens Præstgård -en af vores informerede læsere –– pegede på i kommentarerne, kan man ikke konkludere på de simple sammenligninger. Der er, som Præstgård pointerede, behov for mere egentlig statistisk analyse. Og det er det, vi bidrager med i dag.

Det vi har gjort, er at samle ugentlige dødelighedstal for de første 21 uger af 2018, 2019 og 2020 i 1) Danmark; 2) Jylland og Fyn; 3) Sjælland og Hovedstaden; og 4) Skåne, Halland og Blekinge. Vi har kodet perioden, hvor den danske nedlukning kunne have effekt på dødelighedsraten: Da nedlukningen starter i uge 11, regner vi med at den kan vise sig i ændringer i dødelighedsraten fra uge 13, hvis den har haft virkning (det tager typisk 7-10 dage fra smitte til symptomer, og 5-7 dage fra symptomer til indlæggelse). Vi koder derfor enten en indikator, der fanger om man er i uge 13-21 i Danmark i 2020, eller en indikator, der tæller op i ugerne 13-21 i Danmark i 2020.

Resultaterne i tabellen nedenfor er med såkaldte tre-vejs fixed effects – med kontroller for år, ugenummer og region. Vi sammenligner med andre ord dødelighedsudviklingen i enten Danmark (DK) eller en af de to dele af Danmark (SH og JF) med det sydsvenske område, givet den generelle udvikling over ugerne i de tidligere år, givet at der kan være stabile forskelle mellem regionerne der f.eks. kan skyldes forskelle i befolkningstæthed, aldersstruktur, økonomi osv., og givet forskelle mellem årene. Vores outcome-indikator er logaritmen til dødeligheden, hvilket betyder at man kan fortolke resultaterne som virkninger på procentændringer.

Hvis den danske nedlukning havde været effektiv til at bremse smitteudviklingen, ville vi regne med en lavere dødelighed i nedlukningsperioden i Danmark i forhold til Sydsverige. Man ville derfor i den situation få en negativ og signifikant koefficient på nedlukningsvariablerne. Men resultaterne i tabellen viser faktisk det modsatte: Efter den danske nedlukning er den danske dødelighed omtrent otte procent højere end den sydsvenske! Resultaterne i søjle 4-6, hvor vi bruger logaritmen til tiden siden nedlukningen som indikator (dvs. den er 1 i uge 13, 2 i uge 14 osv.), viser at den dansk-svenske forskel efter nedlukningen er stigende fra uge 13. Med andre ord falder dødeligheden langsommere i Danmark end i Sydsverige efter at den danske regering lukkede samfundet ned. Det samme indikerer de meget støjende estimater i søjle 7-9, hvor vi har splittet nedlukningen fra den lille oplukning, der blev implementeret fra uge 16.

Konklusionen i dag er således, at en omhyggelig analyse af dødelighedsdataene fra Danmark og Sydsverige faktisk giver et stærkere (og mere kontroversielt) billede af den danske nedlukning. Den ser ikke ud til at have forhindret smitteudbredning, men langt nærmere forsinket virussens forsvinden. Vi har med andre ord som samfund lidt store milliardtab for ingen verdens grund.

Dansk nedlukning: Hvor er effekten henne?

Som vi har understreget flere gange her på stedet, er virussen ved at dø ud i Vesteuropa, og det er blevet tid til at vurdere forløbet. En væsentlig del af denne vurdering er det centrale spørgsmål, om regeringens nedlukning af det danske samfund har gjort en væsentlig forskel for udbredelsen af virus. Som vi tidligere har skrevet om, har den eneste videnskabeligt robuste undersøgelse indikeret, at Sveriges beslutning om at holde samfundet åbent, ikke førte til flere dødsfald. Vi nærmer os i dag et svar på en lidt mere simpel måde, men en der er specifikt rettet mod den danske politik: Vi sammenligner først Danmark med det sydlige Sverige, hvorefter vi ser omhyggeligt på timingen i nedlukning og smittetryk.

Dagens første figur giver en sammenligning af de ugentlige dødelighedstal per million fra de første 19 uger i Danmark i 2020, 2019 og 2018 med de samme dødelighedstal i de samme uger i Skåne, Halland og Blekinge (SHB) i Sydsverige. De danske udviklinger er markerede med fuldt optrukne linjer mens de svenske er markerede med stiplede linjer. Baggrunden er, at hvis den danske nedlukning har haft væsentlig virkning, burde man kunne se en markant forskel i udviklingen i dødelighed i Danmark og Sydsverige.

En første, interessant ting er, at man kan se den alvorlige influenzaepidemi i 2017-18 i begge lande (de røde linjer). Det mest væsentlige forhold er dog, at man ganske tydeligt kan se samme udvikling i år i begge lande (de sorte linjer), med en lidt tidligere stigning i Danmark, men samme profil og endda samme generelle niveau. De to områders dødelighedsudvikling er således ens på trods af at Danmark lukkede ned for sin økonomi fra starten af uge 11, mens Sverige holdt sin økonomi åben. Som Aftonbladet opsummerede det forleden: ”Skåne – svensk strategi men danska dödstal.”

Den anden bid evidens kommer fra timingen af ændringer i danske nyindlæggelser, relativt til nedlukningen. De fleste studier viser, at det tager 7-10 dage fra en person bliver smittet til hun udviser symptomer – hvis det da overhovedet sker. Derefter tager det ifølge det amerikanske Center for Disease Control and Prevention typisk fem dage, før en symptomatisk smittet indlægges – hvis sygdommen da udvikler sig alvorligt. Men må derfor regne med cirka 14 dage, fra en person smittes til smitten kan manifestere sig i nyindlæggelse.

Sker der således en ændring i smittetryk, tager det med andre ord cirka to uger før det kan ses i data på nyindlæggelser. Det indebærer også, at en politik der sænker smittetrykket, gradvist vil bremse stigningsraten i antallet af smittede fra dag ét, men at det først kan ses fra dag 15 i en lavere vækst i smittetrykket. Og det er her, problemet ligger for dem der argumenterer, at statsministerens nedlukning af Danmark har bremset smitteudviklingen.

Som figuren nedenfor viser med al tydelighed, toppede antallet af nyindlæggelser den 25. marts med 94 og faldt derefter relativt jævnt med cirka tre om dagen i næste fire uger. Havde nedlukningen været vigtig for smitteudviklingen, burde man have set en gradvis nedbremsning i udviklingen fra omkring den 30. marts, og absolut ikke en top på udviklingen med et jævnt efterfølgende fald næsten en uge før da. Timingen af udviklingen passer med andre ord hverken på, at nedlukningen bremsede udviklingen op, eller at den har accelereret faldet i smittetryk – der er intet, der peger på en accelereret nedbremsning i et jævnt fald.

Dagens bundlinje er således, at hverken når man undersøger timingen i ændringer i smittetryk, som det afsløres i antallet af nyindlæggelser, eller når man sammenligner dansk udvikling i dødelighed med sydsvensk udvikling, finder man et mønster, der på nogen måde er konsistent med en positiv rolle for nedlukningen. Dataene indikerer i begge tilfælde, at regeringens beslutning om at lukke Danmark ned ikke har gjort nogen tydelig gavn – den har blot skabt enorme økonomiske omkostninger.

Hvorfor tvungen nedlukning koster meget mere end social distancering – flere bidrag.

Tvungen nedlukning koster mere end frivillig social distancering. Det skrev jeg om i min klumme i JP Finans her På bloggen anskueliggjorde et enkelt regnestykke, at de økonomiske omkostninger kan have været 2-3 gange så store som de svenske, fordi vi i langt højere grad end Sverige betjente os af tvungen nedlukning i første omgang.. Der er derfor også en overset gevinst ved genåbningen af dansk økonomi.

Forklaringen er den velkendte sammenhæng fra helt grundlæggende økonomisk teori, at forbrugeroverskuddet er meget større per gennemsnitsenhed end marginalt. Ved frivillig social distancering kan folk selv skære det marginale forbrug væk, som giver mindst forbrugergevinst i forhold til reduktionen i smitterisiko. Ved nedlukning af en hel branche afskæres de derimod også fra forbrug med stort overskud.

Læs resten

Har dansk nedlukning kostet 2-3 gange så meget som den sociale distancering i Sverige?

Vi er på vej til at genåbne det meste af økonomien. Det indebærer ikke, at det er opgivet at gøre noget ved corona-epidemien. Men i stedet for tvungen nedlukning af bestemte brancher bliver det i højere grad overladt til borgerne selv at holde afstand, samtidig med, at reguleringen primært har generel karakter i form af afstandskrav, brug af værnemidler mv.. Det sker bl.a. i lyset af, at Seruminstituttet har nået den konklusion, at netop den frivillige sociale distancering har spillet en central rolle for smittebekæmpelsen i forhold til den tvungne nedlukning.

Læs resten

Har nedlukningerne gjort en forskel?

Torsdag aften kunne man igen se statsministeren rose sig selv for at have reddet danskere ved hjælp af den massive nedlukning af det danske samfund. Argumentet er sært i og med, at hele baggrunden for nedlukningen var et forsøg på at skærme sundhedsvæsenet mod alt for mange intensivpatienter med respiratorbehov på en gang. Med andre ord var det halvofficielle formål med nedlukningen, hvis man spurgte sundhedsmyndighederne – statsministeren og hendes sundhedsminister har hele vejen igennem nægtet at definere en klar strategi – at blive på den ’grønne kurve’. Men med 138 patienter i respirator den allerværste dag Danmark lå mere end 900 patienter under den grønne kurve på den værste dag.

Sundhedseksperter har gentagne gange understreget, at man kun redder folk fra at dø i det omfang at man undgår kapacitetsproblemer, og dem har de færreste lande oplevet. Mens de fleste kommentatorer og politikere meget simpelt regner med, at nedlukning har virket – og derefter har enkelte vovet at stille spørgsmålet, om den måske var for dyr – er det ikke sådan forskning virker. Punditokraterne er lige så forskningsbaseret som værdibaseret, og vi stiller derfor det store spørgsmål i dag: Ser det ud til, at nedlukningerne af de vestlige samfund har haft effekt udover de enorme økonomiske omkostninger? Det gør vi på to forskellige måder.

Læs resten