Tag-arkiv: nedlukning

Nedlukning, hjemmearbejde og akademisk produktivitet

Mange virksomheder diskuterer i dag, om coronaepisoden har lært dem noget. Helt særligt foregår der er en omfattende diskussion om, hvorvidt man med fordel kan lade mange medarbejdere i f.eks. administrative positioner og supportfunktioner arbejde væsentligt mere hjemme, end de gør i dag. En række virksomheder ser ud til at have haft gode erfaringer med både hjemmearbejde og mere fleksible arbejdsforhold og arbejdstider.

Det betyder dog ikke, at det er en god idé for alle virksomheder og organisationer, og måske i særligt grad slet ikke for vidensproduktion. Det afsløredes forleden dag i en undersøgelse, som forlaget De Gruyter har gennemført blandt cirka 3200 akademikere, som jeg også deltog i. Mere end halvdelen af de adspurgte siger, at de har mindre eller slet ingen tid til forskning end før coronakrisen og 55 procent oplever, at de har tydeligt mindre tid til at skrive. For 68 procents vedkommende er problemet den tid, det tager at undervise online, mens 59 % noterer, at de bruger mere tid på at vejlede end før. Jeg er selv blandt de 59 procent, da jeg har bemærket at jeg faktisk har brugt den dobbelte tid på vejledning som jeg normalt gør. Et af problemerne er, at selve møderne- der har været online i foråret – tager cirka den samme tid som normalt, men at man bagefter bruger lige så lang tid på at afklare større og mindre spørgsmål, der alligevel ikke blev diskuteret eller behandlet færdig. De Gruyters undersøgelse peger på, at disse problemer er særligt udtalte i samfundsvidenskaberne. Det er således tydeligt, at universitetsverdenen og andre akademiske arbejdspladser har oplevet et markant fald i produktivitet i foråret.

De Gruyter overser endda et meget væsentligt aspekt af akademisk arbejde og vidensproduktion. Mens jeg ingen stor undersøgelse har at læne mig op ad – det følgende er udelukkende baseret på personlige oplevelser og mine kollegers ditto – er en af de store forskelle mellem akademisk arbejde og ’almindeligt’ arbejde, at man i høj grad selv definerer sine projekter. Det gælder i særlig grad i samfundsvidenskaberne og humaniora, og i lidt mindre grad i STEM-videnskaberne, hvor traditionen er at man typisk arbejder i større laboratoriegrupper.

Problemet er, at mens man er blevet mindre produktiv og har haft mindre tid tilovers til forskning, har mange også ladet være med at starte nye forskningsprojekter op. For mit eget vedkommende er foråret ofte travlt med konferencer og mindre workshops, hvor man præsenterer sin egen nye forskning og lader sig inspirere af andres nye arbejde. Man netværker også ved disse events med både faste kolleger og nye kontakter, og en væsentlig del af det at være til konference er netop at diskutere nye projekter og få idéer til dem. Det er ikke en type aktivitet, som man bare kan flytte online.

Denne del af vidensarbejdet ser ud til at have lidt meget markant under coronakrisen, hvilket gør problemet langt værre end De Gruyters undersøgelse indikerer. Når færre nye forskningsprojekter startes op og færre nye idéer diskuteres, ender man med at mere varigt og langsigtet problem end blot en periode med lav produktivitet. Der er næppe mange politikere, der vil begræde det, men risikoen er at samfundsforskningen i langt tid fremover kommer til at bidrage noget mindre end indtil nu.

Nedlukningen: Ingen effekt (2)

Forleden skrev vi om, hvordan to centrale sammenligninger ikke peger på, at den danske nedlukning af samfundet har påvirket dødelighedsraten. Sammenligningerne er naturligvis kun indikative, omend vi absolut ville have forventet en anden profil og særligt en anden timing i ændringer i dødeligheden, hvis nedlukningen skulle have været vigtig. Men som Jens Præstgård -en af vores informerede læsere –– pegede på i kommentarerne, kan man ikke konkludere på de simple sammenligninger. Der er, som Præstgård pointerede, behov for mere egentlig statistisk analyse. Og det er det, vi bidrager med i dag.

Det vi har gjort, er at samle ugentlige dødelighedstal for de første 21 uger af 2018, 2019 og 2020 i 1) Danmark; 2) Jylland og Fyn; 3) Sjælland og Hovedstaden; og 4) Skåne, Halland og Blekinge. Vi har kodet perioden, hvor den danske nedlukning kunne have effekt på dødelighedsraten: Da nedlukningen starter i uge 11, regner vi med at den kan vise sig i ændringer i dødelighedsraten fra uge 13, hvis den har haft virkning (det tager typisk 7-10 dage fra smitte til symptomer, og 5-7 dage fra symptomer til indlæggelse). Vi koder derfor enten en indikator, der fanger om man er i uge 13-21 i Danmark i 2020, eller en indikator, der tæller op i ugerne 13-21 i Danmark i 2020.

Resultaterne i tabellen nedenfor er med såkaldte tre-vejs fixed effects – med kontroller for år, ugenummer og region. Vi sammenligner med andre ord dødelighedsudviklingen i enten Danmark (DK) eller en af de to dele af Danmark (SH og JF) med det sydsvenske område, givet den generelle udvikling over ugerne i de tidligere år, givet at der kan være stabile forskelle mellem regionerne der f.eks. kan skyldes forskelle i befolkningstæthed, aldersstruktur, økonomi osv., og givet forskelle mellem årene. Vores outcome-indikator er logaritmen til dødeligheden, hvilket betyder at man kan fortolke resultaterne som virkninger på procentændringer.

Hvis den danske nedlukning havde været effektiv til at bremse smitteudviklingen, ville vi regne med en lavere dødelighed i nedlukningsperioden i Danmark i forhold til Sydsverige. Man ville derfor i den situation få en negativ og signifikant koefficient på nedlukningsvariablerne. Men resultaterne i tabellen viser faktisk det modsatte: Efter den danske nedlukning er den danske dødelighed omtrent otte procent højere end den sydsvenske! Resultaterne i søjle 4-6, hvor vi bruger logaritmen til tiden siden nedlukningen som indikator (dvs. den er 1 i uge 13, 2 i uge 14 osv.), viser at den dansk-svenske forskel efter nedlukningen er stigende fra uge 13. Med andre ord falder dødeligheden langsommere i Danmark end i Sydsverige efter at den danske regering lukkede samfundet ned. Det samme indikerer de meget støjende estimater i søjle 7-9, hvor vi har splittet nedlukningen fra den lille oplukning, der blev implementeret fra uge 16.

Konklusionen i dag er således, at en omhyggelig analyse af dødelighedsdataene fra Danmark og Sydsverige faktisk giver et stærkere (og mere kontroversielt) billede af den danske nedlukning. Den ser ikke ud til at have forhindret smitteudbredning, men langt nærmere forsinket virussens forsvinden. Vi har med andre ord som samfund lidt store milliardtab for ingen verdens grund.

Dansk nedlukning: Hvor er effekten henne?

Som vi har understreget flere gange her på stedet, er virussen ved at dø ud i Vesteuropa, og det er blevet tid til at vurdere forløbet. En væsentlig del af denne vurdering er det centrale spørgsmål, om regeringens nedlukning af det danske samfund har gjort en væsentlig forskel for udbredelsen af virus. Som vi tidligere har skrevet om, har den eneste videnskabeligt robuste undersøgelse indikeret, at Sveriges beslutning om at holde samfundet åbent, ikke førte til flere dødsfald. Vi nærmer os i dag et svar på en lidt mere simpel måde, men en der er specifikt rettet mod den danske politik: Vi sammenligner først Danmark med det sydlige Sverige, hvorefter vi ser omhyggeligt på timingen i nedlukning og smittetryk.

Dagens første figur giver en sammenligning af de ugentlige dødelighedstal per million fra de første 19 uger i Danmark i 2020, 2019 og 2018 med de samme dødelighedstal i de samme uger i Skåne, Halland og Blekinge (SHB) i Sydsverige. De danske udviklinger er markerede med fuldt optrukne linjer mens de svenske er markerede med stiplede linjer. Baggrunden er, at hvis den danske nedlukning har haft væsentlig virkning, burde man kunne se en markant forskel i udviklingen i dødelighed i Danmark og Sydsverige.

En første, interessant ting er, at man kan se den alvorlige influenzaepidemi i 2017-18 i begge lande (de røde linjer). Det mest væsentlige forhold er dog, at man ganske tydeligt kan se samme udvikling i år i begge lande (de sorte linjer), med en lidt tidligere stigning i Danmark, men samme profil og endda samme generelle niveau. De to områders dødelighedsudvikling er således ens på trods af at Danmark lukkede ned for sin økonomi fra starten af uge 11, mens Sverige holdt sin økonomi åben. Som Aftonbladet opsummerede det forleden: ”Skåne – svensk strategi men danska dödstal.”

Den anden bid evidens kommer fra timingen af ændringer i danske nyindlæggelser, relativt til nedlukningen. De fleste studier viser, at det tager 7-10 dage fra en person bliver smittet til hun udviser symptomer – hvis det da overhovedet sker. Derefter tager det ifølge det amerikanske Center for Disease Control and Prevention typisk fem dage, før en symptomatisk smittet indlægges – hvis sygdommen da udvikler sig alvorligt. Men må derfor regne med cirka 14 dage, fra en person smittes til smitten kan manifestere sig i nyindlæggelse.

Sker der således en ændring i smittetryk, tager det med andre ord cirka to uger før det kan ses i data på nyindlæggelser. Det indebærer også, at en politik der sænker smittetrykket, gradvist vil bremse stigningsraten i antallet af smittede fra dag ét, men at det først kan ses fra dag 15 i en lavere vækst i smittetrykket. Og det er her, problemet ligger for dem der argumenterer, at statsministerens nedlukning af Danmark har bremset smitteudviklingen.

Som figuren nedenfor viser med al tydelighed, toppede antallet af nyindlæggelser den 25. marts med 94 og faldt derefter relativt jævnt med cirka tre om dagen i næste fire uger. Havde nedlukningen været vigtig for smitteudviklingen, burde man have set en gradvis nedbremsning i udviklingen fra omkring den 30. marts, og absolut ikke en top på udviklingen med et jævnt efterfølgende fald næsten en uge før da. Timingen af udviklingen passer med andre ord hverken på, at nedlukningen bremsede udviklingen op, eller at den har accelereret faldet i smittetryk – der er intet, der peger på en accelereret nedbremsning i et jævnt fald.

Dagens bundlinje er således, at hverken når man undersøger timingen i ændringer i smittetryk, som det afsløres i antallet af nyindlæggelser, eller når man sammenligner dansk udvikling i dødelighed med sydsvensk udvikling, finder man et mønster, der på nogen måde er konsistent med en positiv rolle for nedlukningen. Dataene indikerer i begge tilfælde, at regeringens beslutning om at lukke Danmark ned ikke har gjort nogen tydelig gavn – den har blot skabt enorme økonomiske omkostninger.

Hvorfor tvungen nedlukning koster meget mere end social distancering – flere bidrag.

Tvungen nedlukning koster mere end frivillig social distancering. Det skrev jeg om i min klumme i JP Finans her På bloggen anskueliggjorde et enkelt regnestykke, at de økonomiske omkostninger kan have været 2-3 gange så store som de svenske, fordi vi i langt højere grad end Sverige betjente os af tvungen nedlukning i første omgang.. Der er derfor også en overset gevinst ved genåbningen af dansk økonomi.

Forklaringen er den velkendte sammenhæng fra helt grundlæggende økonomisk teori, at forbrugeroverskuddet er meget større per gennemsnitsenhed end marginalt. Ved frivillig social distancering kan folk selv skære det marginale forbrug væk, som giver mindst forbrugergevinst i forhold til reduktionen i smitterisiko. Ved nedlukning af en hel branche afskæres de derimod også fra forbrug med stort overskud.

Læs resten

Har dansk nedlukning kostet 2-3 gange så meget som den sociale distancering i Sverige?

Vi er på vej til at genåbne det meste af økonomien. Det indebærer ikke, at det er opgivet at gøre noget ved corona-epidemien. Men i stedet for tvungen nedlukning af bestemte brancher bliver det i højere grad overladt til borgerne selv at holde afstand, samtidig med, at reguleringen primært har generel karakter i form af afstandskrav, brug af værnemidler mv.. Det sker bl.a. i lyset af, at Seruminstituttet har nået den konklusion, at netop den frivillige sociale distancering har spillet en central rolle for smittebekæmpelsen i forhold til den tvungne nedlukning.

Læs resten

Har nedlukningerne gjort en forskel?

Torsdag aften kunne man igen se statsministeren rose sig selv for at have reddet danskere ved hjælp af den massive nedlukning af det danske samfund. Argumentet er sært i og med, at hele baggrunden for nedlukningen var et forsøg på at skærme sundhedsvæsenet mod alt for mange intensivpatienter med respiratorbehov på en gang. Med andre ord var det halvofficielle formål med nedlukningen, hvis man spurgte sundhedsmyndighederne – statsministeren og hendes sundhedsminister har hele vejen igennem nægtet at definere en klar strategi – at blive på den ’grønne kurve’. Men med 138 patienter i respirator den allerværste dag Danmark lå mere end 900 patienter under den grønne kurve på den værste dag.

Sundhedseksperter har gentagne gange understreget, at man kun redder folk fra at dø i det omfang at man undgår kapacitetsproblemer, og dem har de færreste lande oplevet. Mens de fleste kommentatorer og politikere meget simpelt regner med, at nedlukning har virket – og derefter har enkelte vovet at stille spørgsmålet, om den måske var for dyr – er det ikke sådan forskning virker. Punditokraterne er lige så forskningsbaseret som værdibaseret, og vi stiller derfor det store spørgsmål i dag: Ser det ud til, at nedlukningerne af de vestlige samfund har haft effekt udover de enorme økonomiske omkostninger? Det gør vi på to forskellige måder.

Læs resten