Tag: Nicolás Maduro

Venezuela – past, present and future

Siden starten af det 20. århundrede har normen i Latinamerika været ikke-indblanding, hvis vi ser bort fra USA og Fidel Castros Cuba. Et flertal af landene i OAS (Organisationen af Amerikanske Stater) beslutning om at anerkende Juan Guaidó på bekostning af Nicolas Maduro som Venezuelas retmæssige præsident, er således et markant brud på denne tradition.

Beslutningen følger efter de fleste lande i Nord- og Sydamerika ikke anerkende sidste års præsidentvalg i Venezuela, og efterfølgende stemte for at suspendere Venezuela fra OAS.

At det meget store flertal af Latinamerikanske lande anerkender Juan Guaidó skyldes ikke mindst, at Latinamerika 15 år efter det historiske råvareboom i nullerne, er domineret af “borgerlige” (læs ikke-socialistiske) regeringer i et omfang ikke set siden 1990erne.

Venezuela’s historie kort

Vi har gennem årene skrevet utallige indlæg om udviklingen i Venezuela, under først den karismatiske Hugo Chavéz og senere under Nicolas Maduro. Når/hvis Venezuela igen bliver demokratisk, er der et par væsentlige pointer, som det er værd at understrege:

  1. Der var en grund til at Hugo Chavez vandt valget i 1998, kun 6 år efter han stod i spidsen for et mislykket kupforsøg mod den demokratisk valgte regering.
  2. Formentlig vil Venezuelas sammenbrud primært blive koblet til Nicolas Maduros navn, mens Hugo Chavez fortsat vil være et ikon på dele af venstrefløjen og blandt fattige venezuelanere.
  3. Hvad der sker efter regimets eventuelle fald vil i høj grad afhængig af en ny regerings økonomiske politik.

The curse of oil

Vi har tidligere skrevet om hvorledes Venezuela først oplevede høj økonomisk vækst frem til slutningen af 1970erne, for herefter at opleve årtiers økonomisk tilbagegang, med de seneste års spektakulære sammenbrud, som det foreløbige lavpunkt. Det fremgår tydeligt af nedenstående figur, som viser udviklingen i BNP per indbygger fra 1920 til 2010 i Venezuela, Spanien og Chile.

Det er først omkring 1980, at Spanien overhaler Venezuela, mens Chile – i dag Sydamerikas rigeste land målt på BNP per indbygger – først passerer Venezuela i midten af 1990erne.

Kilde: Maddison (2013)

I dag er BNP per indbygger i Venezuela lavere end i Peru og Colombia.

Som det også tydeligt fremgår, slutter Venezuelas egentlige højvækstperiode nogenlunde samtidig med at man får demokratisk styre.

At Juan Guaidó valgte at aflægge ed som præsident den 23. januar var bestemt ikke tilfældigt. Det er årsdagen for det coup d’etait i 1958 som afsluttede det daværende militærdiktatur og banede vejen for demokratiske valg december samme år og efterfølgende demokrati indtil først Chavéz og sidenhen Maduro gradvist afskaffede det igen.

Importsubstitution og manglende reformer

Fra midten af det 20. århundrede og indtil Chiles markedsreformer i 1975 og frem, forsøgte stort set alle lande i Sydamerika – og resten af Latinamerika – at skabe økonomisk udviklingen gennem importsubstitution.

I Venezuela gennemførte militæret i 1950erne storstilede offentlige investeringer i infrastruktur, som man håbede på ville danne grundlag for en egentlig industrialisering baseret på importsubstitution. Efter indførelsen af demokrati øgedes statsligt engagement og involvering kombineret med stadigt mere omfattende handelsbarrierer, som skulle facilitere denne importsubstitutionsproces.

I 1959 etablerede man det nationale Planlægningskontor, CORDIPLAN, som skulle fremme indenlandsk industrialisering gennem en række 5-års planer. Finansieringen skete bl. a. gennem offentlige finansielle institutioner som CVF og CORPOINDUSTRIA.

I 1976 nationaliserede man olieindustrien og skabte det statslige olieselskab PdVSA, mens man benyttede kombinationen af høje oliepriser og nem adgang til udenlandske lånemarkeder i 1970erne til at sætte ekstra blus på importsubstitutionen – i stigende grad gennem nye offentligt ejede virksomheder. Desuden investerede man efter 1975 i en række enorme projekter indenfor bl. a.  jern, stål, aluminium, og kul, i et forsøg på at gøre eksporten mindre afhængig af olie – og udnytte de komparative fordele, man mente at have (men altså ikke havde et begreb om hvorvidt man faktisk havde) i produktionen af disse varer.

Det hele endte med et brag i begyndelsen af 1980erne, og reelt er Venezuelas økonomi aldrig kommet sig siden.

Fra 1970 til 1982 mere end fordobledes statslige virksomheders andel af BNP, fra 3,2 procent til 7,2 procent. Inklusiv olieindustrien var andelen i 1982 29,4 procent.

Finansieringen af både private og offentlige projekter kom primært fra statsinstitutioner til subsidierede renter langt under markedsrente. Samtidig pålagdes private banker kvoter, som skulle lånes ud til prioriterede sektorer af “national” interesse.

Endelig indførtes omfattende priskontrol og regulering af alt fra almindelige varer og tjenesteydelser til valutakurser og rentesatser samtidig med at man yderligere regulerede arbejdsmarkedet og øgede omkostningerne ved at ansætte og fyre medarbejdere.

Havde man ikke haft det før, havde man nu etableret et typisk Latinsk statscentreret økonomiske system, der i sin ineffektivitet ikke stod tilbage for nogen i regionen.

“Statifiseringen” af Venezuela kan ses af, at hvor offentlige investeringer i 1973 udgjorde 24% af samlede investeringer, var de i 1982 steget til at udgøre mere end 67%. Og hvor investeringer i egentlig offentlige produktionsvirksomheder udgjorde under halvdelen af de samlede offentlige investeringer i 1970, udgjorde de mere end 80 procent i 1982. Omvendt er det gået for private investeringer. Fra 2. havdel af 1970erne og til første halvdel af 1980erne faldt de med næsten 80 procent. En udvikling der ikke er blevet vendt siden. I 2000 var private investeringer per arbejdstager på niveau med 1955.

Gennem de følgende årtier prøvede man flere gange at reformere økonomien – sidste gang få år før valget i 1998, som bragte Chavéz til magten. Efter Chavez valgsejr rulledes alle reformer tilbage, og i stedet begyndte man på den såkaldte “Bolivarianske revolution”, som skulle bane vejen for “det 21. århundredes socialisme” .

Fra (socialdemokratisk) demokrati til socialistisk diktatur

Som det fremgår af ovenstående, vil det være forkert at beskrive Venezuela som en relativ fri markedsøkonomi i årtierne, før Hugo Chavez blev præsident. Målt på økonomisk frihed (jo højere score jo mere fri), mindskes denne frem til midten af 1990erne, hvorefter den stiger kortvarigt i forbindelse med en række markedsreformer i 1996. Efter valget af Hugo Chavez er det kun gået en vej, og Venezuela er i dag en af verdens absolut mest ufri økonomier.

Udviklingen efter 1998 kan bedst karakteriseres ved hastig nedbrydning af magtens tredeling. Hugo Chavéz sikrede sig hurtigt en Højesteret pakket med loyale tilhængere, der gennemførtes nationaliseringer mens regulering af markedet nåede nye højder.

Pressefrihed Chile, Peru og Venezuela (høj score=lav frihed)

Kilde: Freedom House

Presse- og ytringsfrihed kom hurtigt under pres og regimet sikrede sig kontrollen med TV og radio, hvorefter valgkampene udviklede sig til en temmelig ensidig forestilling i medierne.

En præcis dato for overgangen fra demokrati til diktatur er vanskelig at fastsætte , da processen var gradvis. Men vi kan dog konstatere at det sidste nogenlunde demokratiske valg i overenstemmelse med forfatningen, var til nationalforsamlingen i december 2015.

Her opnående oppositionen flertal, på trods af regimets manipulering med valgdistrikterne i et forsøg på at begrænse oppositionens muligheder. Indtil det tidspunkt var i det mindste selve stemmeafgivningen formentlig helt reel – om end mange andre forhold omkring valgene allerede tidligt var kritisable.

Mange opfatter muligvis Hugo Chavéz som “blot” en typisk Caudillo (stærk mand), som Latinamerika – og ikke mindst Venezuela før 1958 – har været så rig på. Det var han også, men han havde også et ideologisk udgangspunkt, grundlagt i hans formative år som ung kadet i 1970erne. En overbevisning som primært blev drevet af to ting – nationalisme og socialisme. Chavéz var – med rette – indigneret over den udbredte korruption han og andre unge kadetter oplevede i 70erne hos hærens øverste ledelse. Derudover blev han påvirket af hans politiske skoling, en del af hans uddannelse, som i høj grad tog udgangspunkt i den særlige latinamerikanske afhængighedsteori, som bl .a. gennemsyrer den indflydelsesrige bog ”Las venas abiertas de América Latina” på dansk ”Latinamerikas åreladning”, skrevet af den uruguayanske journalist og forfatter Eduardo Guliano.

Man kan således karakterisere Hugo Chavéz og hans meningsfæller i Movimiento Bolivariano Revolucionario-200 (MBR-200), etableret i 1982, som lige dele Simon Bolivar (Det nordlige Sydamerikas frihedshelt) og Karl Marx. Den kombination indebar en stærk modstand mod, hvad de opfattede som neoliberal politik og udenlandsk indflydelse i Venezuela, ligesom de mente, at de civile politiske aktører havde mistet al legitimitet i forhold til forfatningen.

Det var med de ideer i bagagen at Hugo Chavéz ledte et et mislykket kup i 1992, som medførte umiddelbar national berømmelse (og respekt hos mange), da han på live TV påtog sig det fulde ansvar for kupforsøget. En respekt og berømmelse, som var stærkt mdvirkende til hans valgsejr i 1998.

Allerede året efter blev en ny forfatning vedtaget ved en folkeafstemning, som bl. a. indebar, at hæren blev tildelt en helt anden og mere aktiv rolle i Venezuela. Herefter skulle den ”Bolivarianske revolution” gennemføres ved indførelse af ”det 21. århundredes socialisme”, som Chavéz selv betegnede det, baseret på et aktivt miltært-civilt partnerskab.

Som historien har vist, indebar den Bolivarianske revolution og gennemførelsen af det 21. århundredes socialisme også – måske paradoksalt, men måske ikke overraskende, at den i forvejen betydelige korruption, efter Hugo Chavéz magtovertagelse steg til nye og ekstreme højder. Magt korrumperer og fuldkommen magt korrumperer fuldkomment, som man siger.

Men var der ikke noget med at de sociale vilkår under Hugo Chavez trods alt forbedredes og økonomien voksede? Det var i hvert fald det typiske forsvar fra Venstrefløjen i mange år, bl. a. Pelle Dragsted og Enhedslisten herhjemme. Og er det efterfølgende økonomiske sammenbrud ikke primært konsekvens af faldet i olieprisen og udenlandske sanktioner?

Hvad angår betydningen af sanktioner, er der intet som tyder på at amerikanske sanktioner de senere år, primært rettet mod enkeltpersoner har haft nogen som helst betydning for det økonomiske sammenbrud.

Samenbruddet skyldes grundlæggende den førte politik, helt tilbage fra Chavéz og frem, mens faldet i oliepriserne primært har forstærket en krise, som var kommet under alle omstændigheder – se også senere.

Når man oplevede økonomisk og social fremgang i årene under Chavez, skyldes det primært det historiske boom i priserne på råvarer (inkl. olie) i nullerne. Derimod var Chavez økonomiske politik fra start af en katastrofe.

Som Kevin Grier og Norman Maynard skriver i “The economic consequences of Hugo Chavez: A synthetic control analysis”

“We also find that while health and poverty outcomes improved under Chavez, they are not particularly different than what occurred in the synthetic control. Finally, we see little evidence that Chavez lowered inequality beyond what occurs in the synthetic control. Thus, under Chavez, Venezuela experienced lower average incomes, but did not produce any greater levels of health improvement, poverty abatement, or inequality reduction, as it likely would have without his leadership and policies.”

Som det fremgår af nedenstående figur fra Grier og Maynard, er der en meget betragtelig forskel på BNP per indbygger med og uden (syntetisk) Chavez (læs her for yderlige forklaring).

Økonomien forværres da også før olieprisfaldet i 2014. Naturligvis påvirkede olieprisudviklingen Venezuelas økonomi negativt – ligesom i andre lande, hvor olie står for en stor del af eksport og BNP. Men intet andet land har oplevet samme ekstreme nedsmeltning som Venezuela. se også nedenstående hentet fra Economist. BNP per indbygger er således halveret siden 2013, mens inflationen nu er over hvad der svarer til 1, mio procent p.a.

En væsentlig årsag til nedsmeltningen er naturligvis, at den store stigning i de off. indtægter, som man oplevede i nullerne i kraft af de højere oliepriser, ikke kunne følge med det øgede offentlige forbrug. Da oliepriserne faldt i 2014, hvilket ikke burde være kommet som den helt store overraskelse, havde man intet at stå imod med.

Kombinationen af faldende oliepriser og faldende olieproduktion har naturligvis været katastrofal for Venezuela. I indeværende år forventes olieproduktionen at falde til omkring eller ligefrem under 1 mio. tønder per dag. I 1999, hvor Chavez kom til magten, var den på 3,25 mio. tønder per dag. Et fald som ikke skyldes at man er ved at løbe tør for olie – Venezuela har verdens største oliereserver – men misrøgt og inkompetence.

Og hvad så nu?

I en kommentar i Ræson, Vi bør alle stille os på oppositionens side og fordømme Maduros diktatur, slutter jeg af med at skrive

Det kaos og den stigende desperation i befolkningen har efterhåndenden stået på i mange år. BNP er halveret siden 2013, og FN oplyser, at 90 pct. af befolkning nu lever i fattigdom. Folk sulter, og hospitalerne kan ikke skaffe medicin. Mordraten er steget til Sydamerikas højeste, mens inflationen er steget til langt over en million pct. Det er med god grund, at tre millioner mennesker er flygtet (ca. 10 pct. af befolkningen).

Det, som foregår, er ikke en kamp mellem højre- og venstreorienterede. Det er en kamp mellem socialistisk diktatur og demokrati. Her burde der ikke være tvivl i nogens sind om, hvilken side man bør være på, nemlig demokratiets side. Jeg ser i hvert fald frem til den dag, jeg kan skrive en artikel i Ræson, hvor jeg kritiserer en demokratisk (socialdemokratisk) venezuelansk regerings økonomiske politik, fordi den ikke er markedsorienteret nok for min smag.

Hvor tæt vi er på den dag, vi her på bloggen skriver en kritisk post om en demokratisk valgt regerings økonomiske politik er åbent spørgsmål. I en debat med Enhedslistens Pelle Dragsted, hvor vi ikke overraskende var uenige om det meste, var vi enige om at en blodig afslutning desværre er en reel risiko. Det er risikoen for at det ender med at Maduro bliver siddende også.

Selv om optimismen er stor blandt mange i oppositionen, som for første gang står samlet bag en leder, Juan Guaidó, er det slet ikke sikkert det ender med Maduros fald.

Det kan også ende med en “fuld Cuba”. At mio. af Venezuelanere forlader landet (mere end 3. mio. indtil videre) er et langt større problem for landende omkring Venezuela, end for Maduro og resten af den nuværende elite. I modsætning til et markedskapitalitisk samfund, hvor den enkelte borger er et potentielt aktiv, er de i en ekstraktiv semiplanøkonomi som Venezuela et passiv.

Forenklet sagt, kan man jo lade kinesere, Iranere og russere stå for olieudvindingen og selv leve af indtægterne derfra.

Militæret afgør hvem der er præsident 

Venezuelas militær er den afgørende magtfaktor og har været det længe. Derfor er det afgørende for oppositionen at få militæret til at skifte side, og det er ingen let opgave. At en enkelt general i luftvåbenet har erklæret sin loyalitet overfor Guaidó gør ingen sommer. Militærets top forholder sig indtil videre loyal overfor Maduro, og det er også vanskeligt at forestille sig den absolutte top i militæret skulle skifte side. De er for de flestes vedkommende syltet ind i illegal guld og uranudvinding, narkotikasmugling, korruption og hvidvask. Oprøret skal derfor komme længere nede i rækkerne og blandt de menige.

Men formår Maduro at fastholde hærens opbakning, er mulighederne for en bare nogenlunde fredelig overgang til demokrati minimale. Selv om det skulle lykkes at få størstedelen af hæren til at skifte side, er der også fortsat de såkaldte Colectivos – bevæbnede paramilitære grupper – som for længst har vist deres voldsparathed..

Billed er fra før de fleste EU-lande anerkendte Guidó som præsident mandag d. 4/2

At de fleste EU-lande inkl. Danmark nu anerkender Guidó, er blevet kritiseret for at øge risikoen for en blodig afslutning, måske ligefrem en indsættelse af udenlandske tropper i Venezuela.

Det er dog et tvivlsomt argument, som bygger på en ide om, at en forhandlet løsning mellem Maduro og hans regering på den ene side og oppositionen på den anden side faktisk er mulig. Det er mere end tvivlsomt.

USA udelukker ganske forudsigeligt ikke en egentlig militæraktion, mens en række EU-lande og det flertal i Lima-gruppen, som anerkender Juan Guaidó som midlertidig præsident, insisterer på at tale om en fredelig løsning. Med andre ord er det som det plejer at være.

Man kan argumentere for, at de Europæiske landes opbakning mindsker risikoen for en langvarig blodig konflikt, idet den støtter op bag den massive opbakning fra det meste af Latinamerika, samt USA og Canada.

Og hvad angår Rusland og Kina, som kritiserer anerkendelsen af Guaidó, er begge, og måske især sidstnævntes interesse primært knyttet til deres investeringer i Venezuela.

Hvis de – og især Kina formentlig – ser deres interesser bedst varetaget ved et regimeskifte – kan de blive afgørende. Ikke forstået som at man vil bakke op bag anerkendelsen af Guaidó – det er helt udelukket. Men måske ved at man ikke aktivt støtter (læs: finansierer) Meduro regimet.

Ifølge Reuters har oppositionen og Guaidó understreget at at man vil honorere Venezuelas forpligtigelser overfor både Kina og Rusland. Guaidó udtaler således at:

What most suits Russia and China is the country’s stability and a change of government,” he said. “Maduro does not protect Venezuela, he doesn’t protect anyone’s investments, and he is not a good deal for those countries.

I et interview med Bloomberg, siger Guaidó dog, at:

I will be very clear: all agreements that have been signed following the law will be respected,” Guaido said in a written interview. “If previous agreements were signed by adhering to the due process of approval by the National Assembly, they will be accepted and honored.

Det kunne tyde på at man kun er parat til at honorere en del af den eksterne gæld til Kina (og Rusland må man formode). Det er ikke klogt (for at sige det mildt), hvis man skal gøre sig forhåbning om en nogenlunde fredelig løsning.

Endelig kan man ikke udelukke en egentlig væbnet konflikt mellem Venezuela (og reelt også Cuba) på den ene side og primært Colombia, USA og måske Brasilien på den anden side – hvilket der næppe vil være den store begejstring for i hverken befolkning eller militær.

Vi kan kun håbe på det bedste – og frygte det værste. Til gengæld er der ingen grund til at frygte, at et regimeskifte vil ende i en situation som vi har set i Afghanistan, Irak og Libyen. Venezuela var i modsætning til de nævnte lande, et demokrati gennem mere end 40 år.

Men indebærer genindførelsen af demokrati blot en tilbagevenden til den førte politik før Chavez kom til magten, vil det på sigt indebære en betydelig fare for, at man ender i samme situation, som man befinder sig i nu.

Hvis man sammenligner udviklingen før Chavez kom til og udviklingen efter han indledte sin “Boliviarianske revolution”, finder man nemlig en række ligheder:

  • olieindtægternes funktion som betaling for loyalitet
  • tilbøjeligheden til at bruge planøkonomiske instrumenter og regulering i stedet for markedsløsninger
  • korruption

Chavéz og efterfølgende Maduros regeringstid kan i den sammenhæng ses som en ekstrem udgave af hvad Veneziuela oplevede fra 1960erne og frem til 1990erne. At oppositionen i højere grad end tidligere har opbakning også fra de laveste indkomstgrupper i Venezuela, skyldes næppe bekymring for de mere udemokratiske og totalitære sider af det nuværende regime, men primært at regimet i takt med en mere og mere vanskelig økonomisk situation og faldende indtægter ikke længere kan finansiere hvad der reelt er et superklientalistisk system.

Kilde: Bjørnskov (2017)

I den forstand er det korrekt at pege på faldet i oliepriserne i 2014 som afgørende for den nuværende opbakning til oppositionen og Juan Guaidó, lige som høje renter og faldende oliepriser i begyndelsen af 1980erne udløste en krise, man reelt aldrig kom sig over, og endte med Chavéz valgsejr i 1998.

Med mindre et regimeskifte indebærer et grundlæggende og afgørende paradigmeskifte i Venezuelansk politik og der relativt hurtigt gennemføres omfattende reformer, som sikrer fornyet økonomisk vækst, kan pendulet hurtigt svinge tilbage igen. Om det er muligt, kan man naturligvis godt være lidt skeptisk i forhold til.

“Verdens ringeste statsleder”, Nicolás Maduro og “Foro de São Paulo”

I dag (10. januar) starter “verdens ringeste statsleder i 2018” ifølge The Economist, Nicolas Maduro, sin anden præsidentperiode. I løbet af hans 1. præsidentperiode er BNP ca. halveret, inflationen er estimeret til være kommet op på mellem 1 og 1,8 mio. procent, mens olieproduktionen er faldet fra ca. 2½ mio. tønder til lidt over en mio. tønder i løbet af de sidste 5 år. Befolkningen sulter og flere mio. har forladt landet. På alle måder er der tale om en humanitær katastrofe, og flygtningesituationen kan sammenlignes med Syrien.

Indsættelsen af Maduro sker ved en ceremoni i højesteret, hvor meget få repræsentanter fra udenlandske regeringer deltager. Hverken EU eller USA deltage, men måske mere sigende er også meget få Latinamerikanske lande repræsenteret. Eneste væsentlige land i regionen, som deltager i ceremonien er Mexico. Hverken Brasilien, Colombia eller Argentina deltager. Det samme gælder bl. a. Peru, Chile, Paraguay, Panama og Ecuador. For alle landene (inkl. EU, Canada, USA mv.) gælder, at de med god grund ikke anerkender præsidentvalget sidste år.

Til gengæld deltager bl. a. Bolivia (repræsenteret ved præsident Evo Morales), Cuba, Nicaragua, Uruguay, El Salvador og ikke mindst Latinamerikas 2. mest folkerige land, Mexico.

Lima gruppen og “Foro de São Paulo”

Det er ikke tilfældigt hvilke lande som deltager og ikke deltager. Når Argentina, Brazil, Canada, Chile, Colombia, Costa Rica, Guatemala, Honduras, Panama men ikke Mexico, der alle er medlem af “Lima gruppen“, etableret i august 2017 i forsøget på at finde en fredelig løsning på krisen i Venezuela, er det afgørende hvorvidt de pågældende landes præsidenter kommer fra partier, som er medlem af “Foro de São Paulo” (FSP), et regionalt forum skabt i 1990 på intiativ af Brasiliens tidligere præsident Lula fra Arbejderpartiet (PT) .

Foro de São Paulo bestyår af en lang række organisationer og partier på venstrefløjen i Latinamerika. Og hvis man ønsker en liste over hvilke lande i regionen, som er repræsenteret ved indsættelses ceremonien i dag, er det blot at se på i hvilke lande, regeringspartiet er medlem af FSP, med én undtagelse, nemlig Ecuador, som har oplevet en forbløffende – og opløftende – udvikling efter den tidligere vice- og nu præsident,
Lenín Moreno, tog over efter Rafael Correa.

Havde Fernado Haddad fra PT således slået Jair Bolsonaro ved efterårets valg i Brasilien, og Andrés Manuel López Obrador ikke havde vundet valget i Mexico, ville det have været Brasilien som deltog i dagens cerimoni, mens Mexico ikke havde deltaget.

For øvrigt deltager præsidenten for Brasiliens arbejderparti,
Gleisi Hoffmann , i dagens cerimoni – og ikke nok med det. Af PTs hjemmeside fremgår det at PT stiller sig solidarisk med regimet i Venezuela, og som Michael Reid fra The Economist skriver på Twitter :

“The president of the Workers’ Party (PT) will attend the illegitimate inauguration of Venezuela’s dictator Nicolás Maduro, thus offering evidence for Bolsonaro’s case that the PT represents chavismo”

Det har han ret i. Sammenligningen af PT med styret i Venezuela og fremstillingen af “Foro de São Paulo”, som en undergravende organisation, hvis formål er at afskaffe demorkratiet og indføre et socialistisk regime, var (og er) et yndet emne for Bolsonaro under præsidentvalgkampen i efteråret.

Det leder mig frem til den sidste pointe i dette indlæg. Arbejderpartiet i Brasilien bliver ofte fremstillet som et relativt moderat socialistisk parti (sådan lidt på linje med SF herhjemme). Intet kunne være mere forkert – og den fortsatte opbakning til Maduro og regimet i Venezuela, viser at partiet grundlæggende hører til på den yderste venstrefløj, ca . samme sted hvor Enhedslistens Latinamerikagruppe befinder sig, hvilket vi har skrevet om tidligere. PTs moderation i den fantisk førte politik i de år man var ved magten (2003-2016), var primært drevet af den politiske virkelighed – ikke mindst behovet for at skabe flertal i kongressens to kamre.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑