Tag: Nobelpris

Thalers blinde vinkel

Forleden dag skrev Otto både her og i Børsen om årets Nobelprisvinder, Richard Thaler. Vi er begge enige om, at hans Nobelpris er velfortjent, men også at Thaler – ligesom stort set hele hans felt, adfærdsøkonomi – har en ret stor blind vinkel. Min klumme i Børsen i dag handler netop om denne blinde vinkel. Her er et pluk fra klummen:

Det er i deres forståelse af politiske processer, at den store, blinde vinkel ligger. Problemet blev dokumenteret af den fine svenske økonom Niclas Berggren for fem år siden. Berggren viste omhyggeligt, at alle de adfærdsøkonomer, der foreslog ny regulering eller andre tiltag, antog, at politikere og embedsmænd aldrig lider af de adfærdsproblemer, der skaber de private fejl.

[…]

Flere studier bekræfter Berggrens hovedpointe: Adfærdsøkonomi som felt ignorerer centrale indsigter i politisk adfærd i f.eks. public choice: Politikere laver fejl på længere sigt for at holde sig umiddelbart populære, påvirkes af særinteresser og ignorerer ofte store omkostninger, som ikke påvirker dem selv eller de vigtigste vælgere.

Niclas – er er en af mine kolleger på Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm (og en personligt ven), men bruger halvdelen af året på University of Economics, Prague  – dokumenterede problemerne i Review of Austrian Economics i 2012, og flere andre, især Jan Schnellenbach og Christian Schubert. Tyler Cowen pegede forleden dag på det yderligere bemærkelsesværdige i feltet, af mens det typisk er befolket af forskere, der hælder tydeligt til venstre for midten, er dets anbefalinger ofte meget socialt konservative. Don Boudreaux diskuterer her meget pædagogisk et andet problem i adfærdsøkonomi, der teknisk kaldes Hayek’s Institutional Design Problem: Hvordan ved vi, hvad der er bedst? Og Mario Rizzo peger på, at mens adfærdsøkonomi angriber det almindelige paradigme i nationaløkonomi, at den typiske aktør er rationel, hviler deres idé om idealadfærd fuldstændigt på dette paradigme.

Adfærdsøkonomer peger basalt på, at folk ikke tænker særligt dybt over hvad de laver – og den påstand skal man helst ikke tænke særligt dybt over…

Nobelprisen til Richard Thaler

Nobelprisen i Økonomi 2017 tilfalder Richard H. Thaler for bidrag til adfærdsøkonomi. Det er ikke noget uventet eller dårligt valgt.

Jeg skriver om prisen til Thaler i Børsen i morgen, tirsdag (og vil linke, når den kommer op). Jeg prøver at vise, at spørgsmålet om, hvordan økonomiens aktører optræder – hvor egennyttige og rationelle de er – har fyldt meget hos økonomer lige siden Adam Smith, inklusive en perlerække af Nobelpristagere (Kahneman, Simon, Hayek, Schelling, Friedman, Becker, V. Smith nævnes, men der er flere endnu).

Her er indtil videre link til Nobelpriskomiteens materiale om Thaler.

Her er link til en podcast fra econtolk.org , hvor Russ Robert interviewer Thaler.

Hvem får Nobelprisen i økonomi 2017?

Hvert år diskuterer vi her på stedet, hvem der kunne få Nobelprisen i økonomi. Prisen uddeles på mandag klokken 13, og det er derfor på høje tid, at vi ser på spørgsmålet. Thompson-Reuters bedste bud sidste år var Olivier Blanchard (Peterson Institute og MIT) for indsigter i konjunkturfluktuationer, Edward Lazear (Stanford) for personel economics, eller Marc Melitz (Harvard) for hans arbejde med ”new trade theory”. De tre er naturligvis stadig i spil, med den tilføjelse at Melitz – hvis han fik prisen – muligvis skulle dele den med Jagdish Bhagwati (NYU). Bhagwati har dog problemet, at hans vigtigste arbejde bygger på Gordon  Tullock og Anne Kruegers banebrydende beskrivelse af rent-seeking. Tullock fik aldrig prisen – mange økonomer mener at han nok er den vigtigste samfundsforsker, der aldrig fik den – så det ville være noget paradoksalt, hvis Bhagwati fik den for noget, der egentlig var Tullocks ide.

Wall Street Journal gennemgik en række andre navne forleden dag. De mente at vide, at der blandt de nye navne, der er rygter om i år, er Colin Camerer (CalTech) og George Loewenstein (Carnegie Mellon) for deres arbejde i adfærdsøkonomi og neuroøkonomi. Fluen i suppen for de to, som kan forsinke en Nobelpris til deres felt, er at flere nye studier har stillet ganske store spørgsmålstegn ved flere centrale fund fra eksperimenter i adfærdsøkonomi. Der er derfor en del tvivl om, hvor valide en del ellers standard påstande er i feltet. Det samme problem gælder den nok mindre sandsynlige Richard Thaler (Chicago).

WSJ nævner også, ligesom kilder sidste år, Robert Hall (Stanford), som en af mulighederne for hans analyser af produktivitet og recessioner, og en mulig delt pris mellem Michael Jensen (Harvard), Stewart Myers (MIT) og Raghuram Rajan (Chicago) for studier af corporate finance. Flere nævner også John Taylor (Stanford) for pengepolitik og monetære studier – Taylor-regler for pengepolitik er opkaldt efter ham – og William Nordhaus (Yale), muligvis sammen med Partha Dasgupta (Cambridge), for væsentlige studier i miljøøkonomi og klimareaktioner.

Det rykker dog ikke på, at mine egne personlige favoritter – der har været nævnt i en længere årrække blandt favoritter – er Robert Barro (Harvard) og Paul Romer (NYU) for deres banebrydende studier af økonomisk vækst. Fra en primært teoretisk (Romer) og primært empirisk (Barro) vinkel har de to været med til at revolutionere vores forståelse af langsigtede vækstprocesser og sat en frugtbar forskning i gang igen.

Når favoritterner er præsenteret og de mest populære muligheder diskuteret, må man desværre indrømme, at vi aldrig har ramt rigtigt. Hvad der foregår i Nobelkomiteen, hvem de diskuterer, og hvad de lægger vægt på, er stadig et mysterium. Og med en komite, der gør en dyd ud af at ses som helt upolitisk, er det svært at vælge nogen af de ovennævnte. Skal man spille på noget, er det at udnævnelsen på mandag bliver en overraskelse.

Den uforlignelige Tom Schelling

Thomas Schelling er død, 95 år gammel. Han var en fascinerende økonom, som bidrog på utallige områder, men er mest kendt for teorien om konflikter, som han fik Nobelprisen i økonomi for i 2005.

Her er Schellings korte populærvidenskabelige artikel om de økonomiske problemer ved global opvarmning. Den kunne trænge til at blive læst af de fleste.

Og nedenfor er min artikel fra Weekendavisen Ideer fra oktober 2005 i anledning af Schellings Nobelpris, som han delte med Robert Aumann.

 

Konfliktens og samarbejdets anatomi
Af Otto Brøns-Petersen. Skatteøkonomisk direktør i Skatteministeriet.

 

Antag at vi aftaler at mødes klokken fem på Københavns Hovedbanegård – og at vi ikke aftaler andet. Der er 1000 steder at mødes derinde. Men der er en pæn sandsynlighed for, at vi begge vælger at stå under det store ur. ”Under uret” er et eksempel på et Schelling-punkt – opkaldt efter den ene af de to, som det mandag blev besluttet at give Nobelprisen i økonomi. Et Schelling-punkt er en gradvis fremvokset social norm, som kan koordinere handlinger og befordre et samarbejde. Et endnu mere nærliggende eksempel er sproget. For at kommunikationen mellem læser og skribent skal være mulig, skal vi have en fælles forståelse for, at bogstaverne repræsenterer nogle bestemte lyde, og at lydene repræsenterer nogle bestemte begreber. I princippet kan vilkårlige ord og tegn jo dække over hvad som helst.
Det er nu ikke forskningen i samarbejde, men i konflikt, økonomen Thomas Schelling er mest kendt for. Samarbejdet kan mere siges at være overskriften for den anden af årets to økonomiprismodtagere, matematikeren Robert Aumann.
FOR begge to gælder det, at de har studeret konflikt og samarbejde inden for rammerne af den såkaldte spilteori. Det er anden gang, økonomiprisen bliver givet for spilteoretiske arbejder. Og næppe sidste. For den 60 årige disciplin er blevet et stadigt vigtigere redskab i samfundsvidenskaben. Første gang prisen blev givet for spilteori var i 1994, hvor den gik til bl.a. en af de mest særprægede skæbner i Nobelpristagernes rækker. Det var den geniale, skizofrene matematiker John Nash, hvis historie blev fortalt i den Oscarbelønnede A Beautiful Mind.
Grundideen i spilteori er at opstille et simpelt spil, hvor nogle få spillere råder over nogle få strategier. Og så se på, hvordan spillet ender, hvis alle spiller så godt, de kan.
Man kan f.eks. antage, at to supermagter, står over for hinanden og kan vælge to rustningsniveauer: Et højt og et lavt. Hvert land antages at foretrække, at modstanderen vælger et lavt rustningsniveau, mens det selv vælger et højt: Dermed kan det en gang for alle besejre modstanderen. Men hvis modstanderen vælger et højt rustningsniveau, gælder det også om at vælge et højt niveau selv. Ellers bliver det modstanderen, som besejrer én – og det er det værste udfald. Hvis begge stormagter gennemskuer spillet, er der kun én måde, spillet kan ende på: Begge parter har et højt rustningsniveau, og der eksisterer en uundgåelig terrorbalance mellem dem.
Thomas Schellings mest berømte bog, Konfliktens strategi, indeholder analyser som dette simple spil. Den er fra 1960, det vil sige et par år før Cuba-krisen. Det sammenfald og den fortsatte atomare kaprustning mellem Øst og Vest gjorde det nærliggende at kæde hans arbejder sammen med supermagtskonflikter. Men en central pointe i den spilteoretiske tilgang er, at mange slags situationer fra det virkelige liv ligner hinanden abstrakt set. Det er altså, hvad man kunne kalde konfliktens anatomi, Schelling er ude på at kortlægge. Uanset om konflikterne så foregår på den storpolitiske scene, mellem politiske partier, mellem konkurrerende virksomheder, på arbejdsmarkedet, mellem staten og borgerne, i sportsarenaen eller mellem ægtefæller. Ja, faktisk har han analyseret ”egonomiske” konflikter, hvor ”parterne” er den samme person, men på to forskellige tidspunkter. En af konflikterne kan være mellem det ædru jeg og det alkoholpåvirkede jeg, som gerne vil tage bilen hjem (løsning: Det ædru jeg lader nøglen blive hjemme).
Et nøglebegreb i Schellings konfliktteori er commitment – at man på forhånd prøver at binde sig til at handle på en bestemt måde. Tror modstanderen ikke på, at man vil gengælde et angreb, når det kommer til stykket, er der større risiko for, at angrebet også kommer. Paradoksalt nok kan man ”committe” sig stærkere ved at afskære sig fra en mulighed – som når krigsherrer brænder broerne bag sig. Eller hvis man vælger en leder, som er dårlig til at forhandle eller endog en smule gal!
DE fleste spil, vi spiller for sjov – skak, poker, fodbold – er rene konfliktspil. Den enes tab er en
andens gevinst (bortset fra den sjov, alle spillerne får!). Men de spil, der er mest interessante for
samfundsvidenskaben, indeholder tit både et konfliktelement og en mulig gevinst ved at samarbejde. Et eksempel kunne være en handel mellem en køber og sælger. Begge parter har en gevinst ved at gennemføre handlen (ellers ville de lade være). Men der er også en potentiel konflikt. Sælgeren kan øge sin gevinst ved at snyde køberen – f.eks. med en dårligere varekvalitet end lovet. Og køberen kan øge sin gevinst ved at lade være med at betale. Men hvis begge parter forventer at blive snydt, kan det medføre, at handlen slet ikke bliver til noget. Dermed står de værre, end hvis de bare gennemførte handlen uden at snyde hinanden. Ikke desto mindre kan man sagtens havne i situationer, hvor konfliktelementet er stærkt nok til at overskygge samarbejdsmulighederne.
Robert Aumann får sin Nobelpris især for gennem sin forskning allerede i 50erne at vise, hvorfor samarbejdet ikke behøver at bryde sammen så ofte, som spilteorien ellers lagde op til. Mulighederne for en samarbejdsløsning har langt bedre vilkår, når der er tale om spil, som spillerne skal spille igen og igen. Købmanden snyder ikke sine kunder, hvis de har mulighed for at straffe ham i næste omgang ved athandle et andet sted.
Aumann er ikke den første til at komme på, at gentagne møder kan fremme samarbejdet. Faktisk gårresultatet under betegnelsen ”folketeoremet”, fordi så mange gik ud fra den idé. Men han lagde grundstenen til at påvise, at det også er rigtigt. Og der er ikke tale om, at han får prisen for at føre matematisk bevis for det indlysende! Tværtimod har han udviklet et analytisk apparat, som kan håndtere talrige problemstillinger – ifølge beslutningsgrundlaget for Nobel-komiteen: ”inden for så tilsyneladende forskellige discipliner som økonomi, politologi, biologi, filosofi, computervidenskab og statistik”.
MAN har en gang i mellem hørt bekymring for, om der var store navne og temaer nok at uddele
Økonomiprisen til i det lange løb. 2005-tildelingen viser, at det punkt ikke er nået endnu. Der findes næppe større spørgsmål i samfundsvidenskaben, end hvad der driver menneskelige konflikter og samarbejder. Og forskningen i dem er stadig i udvikling.

Biografier og andet materiale om prismodtagerne findes på http://nobelprize.org/economics/laureates/2005/index.html

Årets Nobelpris

Årets Nobelpris i økonomi går til britisk-amerikanske Oliver Hart og finsk-amerikanske Bengt Holmström for deres arbejder i kontraktteori. Jeg har skrevet en kort præsentation i Børsen.

Redaktionen har givet artiklen den friske overskrift “Det kan politikerne lære af Nobelprisvinderne”, selv om de fleste eksempler handler om private kontrakter så som forsikringer, jobkontrakter og CEO-bonusser. Men som jeg når at komme meget kort ind på, er der også politikrelevans. Og det handler endda ikke kun om politik for politikerne, men om hvordan gode politiske institutioner ser ud. Ja, faktisk har politiske filosoffer fra Hobbes, Locke, Rousseau og Kant til moderne skikkelser som Rawls og Gauthier på forskellig måde brugt ideen om en social kontrakt til at basere en politisk filosofi på. Så kontrakter er et vigtigt fænomen.

Hvad skal de til for? Artiklen eksemplificerer det med at bage en kage. Den kan blive større, hvis vi samarbejder. Men hver af os kan umiddelbart få mere kage, hvis vi bruger nogle af kræfterne på at tilkæmpe os en større del af kagen. Resultatet af, at alle gør sådan, bliver bare mindre kage. En kontrakt som binder os til at afstå fra at bruge kræfter på at kæmpe om kagen kan derfor i sidste ende føre til mere kage til alle.

Det økonomiske marked består dybest set af parvise bytter, som stiller begge parter bedre – altså skaber mere kage. Men der er mange situationer, hvor den slags bytter kun kan lade sig gøre med en kontrakt. Der ville ikke være mange forsikringer, fastansatte medarbejdere eller byggerier uden en kontrakt. Men der opstår nogle interessante problemer, når den perfekte kontrakt ikke kan lade sig gøre. Ét problem er, at man ikke altid kan overvåge fuldstændigt, om parterne overholder aftalen. F.eks. at forsikringstagere ikke bliver skødesløse eller direktøren aldrig tilgodeser sig selv frem for ejernes interesser. Et andet problem er, at en kontrakt ikke altid kan tage højde for alle situationer på forhånd.

Det er den type problemer, Hart og Holmström arbejder med. De kan bl.a. svare på, hvordan CEO-kontrakter kan udformes, og hvordan ejerskabsstrukturen hos forretningspartnere bør se ud.

Men der er som sagt også politiske implikationer af kontraktteori. Én kunne være, at staten ikke bør tilsidesætte private kontrakter. Hvis kontrakter er et gode, bør de ikke undergraves. Pointen går endda efter min opfattelse en hel del dybere. Hvis man begrunder politiske institutioner og politisk filosofi på hypotetiske kontrakter, så forekommer det selvmodsigende at se bort fra faktiske, konkrete kontrakter. Faktisk enighed bør stå over hypotetisk. En anden kunne være, at legitim politisk virksomhed bør handle om at gøre kagen større, ikke omfordele den – og slet ikke på en måde, som gør den mindre.

 

Hvem får Nobelprisen i økonomi 2016?

På næste mandag, den 10. oktober, annonceres det hvem der modtager dette års Nobelpris i økonomi. Vi har tradition her på stedet for, at vi omkring denne tid skriver en smule om, hvem der nævnes som værdige kandidater. Vi gætter ikke direkte – vores foretrukne navne har stadig ikke fået prisen – men bruger blot lejligheden til at diskutere hvem der er på årets liste, og hvem vi muligvis selv ville vælge, hvis vi havde nogen som helst indflydelse.

Der er en række forskellige måder at foretage kvalificerede gæt. En af måderne er at se på i hvor høj grad bestemte forskere citeres disse år. Fordelen er, at citationstal både viser hvor høj kvalitet, forskningen vurderes til at have blandt andre forskere, og samtidig den grad, forskerens emner er ’oppe i tiden’. Thompson-Reuters gæt, baseret på denne metode, er i år Olivier Blanchard (Peterson Institute og MIT) for hans arbejde om business cycles, Edward Lazear (Stanford) for personel economics, eller Marc Melitz (Harvard) for hans arbejde i det, der er kendt som ”new trade theory”. På den ene side er Blanchards arbejde i høj grad aktuelt for tiden og af meget høj kvalitet, men det er på den anden svært at sætte en finger på det helt konkrete bidrag. Lazear er også uden tvivl i Nobelklassen, og hans meget omhyggelige studier i personel economics har været grundlæggende for feltet. Han er også en kandidat af to andre grunde: 1) Personel economics som felt har aldrig fået en Nobelpris, så komiteen kan muligvis mene, at det er tid; og 2) han har også lavet kvalitetsarbejde indenfor andre felter. Sidst er Melitz et hovednavn i handelsteori fordi han introducerede en antagelse om heterogene firmaer – alle firmaer er ikke lige dygtige, produktive osv. – og viste, at det har ganske dybtgående konsekvenser for, hvilke firmaer der engagerer sig i handel og dermed hvilke virkninger man kan forvente af handelspolitik. Det, der taler imod Melitz som en faktisk kandidat, er at han muligvis er for ung. Hans kerneartikel udkom i 2003 og han er stadig ikke fyldt 50.

Der er dog en række andre muligheder, der luftes i disse dage. Blandt de lidt yngre nævnes ofte Esther Duflo (MIT) for hendes arbejde med brugen af eksperimenter som evalueringsredskab for politik og projekter i udviklingslande, og Daron Acemoglu (MIT) for hans studier af institutioner. Begge har den indlysende fordel, at de ikke er amerikanere – USA har i høj grad domineret nationaløkonomisk forskning de sidste 50 år og komiteen vil gerne belønne ikke-amerikanere. Dulfo er fransk og Acemoglu tyrkisk, men andre forhold trækker den anden vej. For Duflos vedkommende har en række kritiske artikler stillet spørgsmål ved, hvor generaliserbare eksperimenternes konklusioner er, og om helt centrale eksperimenter i feltet overhovedet kan replikeres. Flere meget tunge forskere som William Easterly og sidste års Nobelmodtager Angus Deaton har også været kritiske over værdien af eksperimenter og ’randomized control trials’ som evalueringsredskaber i udviklingsarbejde. For Acemoglus vedkommende har der, som vi tidligere har skrevet om, været stillet ganske alvorlige spørgsmål ved den metodologi der lå til grund for hans tidlige studier og dermed hans claim to fame.

Man kan derfor også kigge andre steder end hos de mest nævnte, og ikke mindst er der en række gentagelser fra de sidste par år. I 2015 pegede Thompson-Reuters således på Richard Blundell (UC London), John List (Chicago) og Charles Manski (Northwestern) som favoritter til Nobelprisen. Et væsentligt problem, som vi også skrev sidste år er, at deres felter er blevet belønnet rigeligt de senere år. Blundell arbejder indenfor arbejdsmarkedsøkonomi, som har fået flere priser, og Manskis mest indflydelsesrige arbejde er om sociale interaktioner, som minder om Heckman og McFaddens pris i 2000. Sidst, men ikke mindst, lider Lists studier af brugen af eksperimenter i nationaløkonomi ligesom Duflos af en voksende skepsis overfor brugen af eksperimenter.

Et bedre gær er måske Thompson-Reuters alternativ fra for et par år siden, da diskussioner om iværksætteri og entrepreneurship havde været oppe i medierne og international politik. Deres bud var først og fremmest Philippe Aghion (Harvard) og Peter Howitt (Brown) for deres bidrag til Schumpeteriansk vækstteori. Aghion og Howitt leverede i 90erne en række teoretiske bidrag til vækstteori, hvor hovedpointen var at produktivitetsfremskridt både skaber og ødelægger firmaer. Hele samfundet bliver rigere, men det giver også en sektoral ændring, som ikke nødvendigvis er politisk populær. Thompson-Reuters nævnte også et af punditokraternes yndlingsbud, nemlig William Baumol og Israel Kirzner (New York University) for deres grundlæggende arbejde om iværksætteraktivitet. Emnet omkring ’entrepreneurship’ har længe været på vej ind i mainstream nationaløkonomi, da særligt en ’østrigsk’ analyse af problemet dækker et ellers stort hul i vores forståelse af økonomien. Baumols hovedbidrag er en basal skelnen mellem produktiv og uproduktiv aktivitet, mens Kirzners konceptuelle forståelse er massivt citeret og grundlæggende for meget efterfølgende arbejde. Det, der særligt taler for Baumol og Kirzner er deres alder: Baumol er 94 og Kirzner 86, så hvis de skal nå at få en velfortjent Nobelpris er det snart. Det giver også muligheden for en kombineret pris med Lazear, som også har bidraget til forskningen i entrepreneurship om end fra en noget anderledes og mere neoklassisk vinkel.

Sidst er ingen Nobelprispost hos punditokraterne komplet uden at fremhæve mine egne, personlige favoritter: Robert Barro (Harvard) og Paul Romer (Verdensbanken og tidligere New York University) for deres arbejde omkring økonomisk vækst og produktivitetsudvikling. Romer var sammen med Robert Lucas en af de centrale figurer, der sidst i 80erne genstartede den teoretiske forskning i langsigtede vækstprocesser. Hans fokus var på, hvordan uddannelse (human kapital) skaber produktive fremskridt udover dens virkning for individet. Barro lagde efterfølgende en stor del af fundamentet til den empiriske udforskning af vækstprocesser, ligesom ham i senere år har bidraget til en integration af sociologiske overvejelser i udviklingsprocesser og tidligere bidrog vigtigt til public finance og det, der i dag kaldes Barro-Ricardo ækvivalens.

Under alle omstændigheder er der kun én ting at gøre: At vente på den svenske Riksbanks annoncering mandag eftermiddag. Jeg bliver næppe den eneste dansker økonom, der logger på hjemmesiden mandag for at finde ud af, hvem Riksbanken har fundet særligt værdige i år.

Deaton om fattigdom og mange flere om danske problemer

Nobelprisen er lige blevet uddelt og det betyder, at Nobelforelæsningerne er afholdt og offentligt tilgængelige (hattip: Nonicoc). Som bekendt modtog Angus Deaton økonomiprisen, og hans forelæsning – som kan ses her og har titlen ”Measuring and understanding behavior, welfare, and poverty”– skuffer ikke. De tilhørende slides kan downloades her.http://www.nobelprize.org/nobel_prizes/economic-sciences/laureates/2015/deaton-lecture-slides.pdf.

Hvis Deaton ikke er nok, kan man med fordel tage et kig på præsentationerne fra torsdagens Vækstkonference, som Cepos var vært for i Industriens Hus. Der er blandt andet fremragende og skarpe indlæg fra Generalsekretær Andreas Kamm fra Dansk Flygtningehjælp, ATPs administrerende direktør Carsten Stendevad, og min kollega professor Nina Smith fra Aarhus Universitet. Jeg holdt også selv et oplæg i fint selskab med bl.a. overvismanden, statsministeren og udenrigsministeren. Det hele er vel værd at tage et kig på hvis man har tid tilovers.

Dansk udviklingspolitik og Deatons Nobelpris

Regeringen har foreslået nogle meget begrænsede ændringer af udviklingsbistanden – inklusive en mindre beskæring af især den direkte støtte til de såkaldte programsamarbejdslande. Jeg synes, debatten i kølvandet på selv de små justeringer har været nedslående for ikke at sige direkte pinagtig. Det besluttede jeg mig for at skrive min faste klumme på Altinget om.

Men emnet fik unægtelig en ekstra dimension, da Nobelprisen i økonomi for 2015 mandag blev tildelt Angus Deaton. Hans arbejder med måling af forbrug har ført ham til at måle fattigdom, og han er derudover gået ret kontant ind i debatten om udviklingsbistand. Hans konklusion er, at den gør mere skade end gavn. Både Christian Bjørnskov og NIels Westy har nævnt pointerne her på bloggen. Det slår direkte ned i den danske debat.

Ud over klummen om udviklingsbistand har jeg skrevet denne kommentar i Børsen. Det er også blevet til interviews til Radioavisen, TV2 News, P4 og DR2. Og så har jeg skrevet min årlige Nobelprispræsentation i Weekendavisens videnskabstillæg Ideer med en chance (jeg kan desværre ikke linke, så man må have abonnement eller fat i papirudgaven).

Nobelprisen i økonomi 2015: Angus Deaton

Som vi skrev forleden, blev Nobelprisen i økonomi uddelt i går. Prisen i år går til Angus Deaton fra Princeton University for hans arbejde om ” forbrug, fattigdom og velfærd”. Mere præcist skriver Nobel-komiteen at ”Ved at forbinde detaljerede individuelle valg og de tilhørende udfald har han gennemført en forskning, som har bidraget til at ændre områderne mikroøkonomi, makroøkonomi og udviklingsøkonomi.”

Deaton er født i Skotland i 1945 og fik sin PhD fra Cambridge i 1974. Hans store bidrag er integrationen af teori og empiri i studiet af fattigdom rundt omkring i verden. Som Alex Tabarrok skriver på Marginal Revolution: ” When you read that world poverty has fallen below 10% for the first time ever and you want to know how we know— the answer is Deaton’s work on household surveys, data collection and welfare measurement.” Det kræver f.eks. at man tager hensyn til forskelle i priser og forbrugsmønstre på tværs af lande. En god og relativt letlæst introduktion er her. Jeg er helt enig med Tabarrok i, at Deatons helt væsentlige bidrag har været at måle og forstå fattigdom – er dermed også, hvad der ikke er fattigdom.

Hans tidlige arbejde med Almost Ideal Demand Systems har også været banebrydende for f.eks. vurderinger af effekten af økonomisk politik. Hvis man f.eks. beslutter sig for at indføre en fedt- og sukkerskat, påvirke det ikke blot prisen på produkter med fedt og sukker over en politisk bestemt grænse. Det påvirker også forbruget af andre varer – større forbrug af substitutter og gennem mindre købekraft, mindre forbrug af andre varer – og dermed også deres priser.

Mange flere omtaler kan anbefales: David Leonhardt i NYT om hans The Great Escape, Tyler Cowen, Christopher Blattman, Justin Wolfers, John Cassidy, A Fine Theorem, og Lynne Kiesling. Her og her er Deaton selv.

Et adelstegn hos Deaton er, at han ikke er bange for at være kontroversiel eller politisk ukorrekt. Han har for eksempel kritiseret brugen af randomiserede eksperimenter i udviklingsforskning (her) og er generelt meget skeptisk overfor ulandsbistand (f.eks. her). Deaton har også været ude med forslaget om, at det måske ville være smartere at give folk i ulande penge direkte, i stedet for at lade dem gå gennem regeringen eller donororganisationer. Bemærk, at det var dette forslag, som Lars Christensen luftede forleden, hvorefter Trine Pertou Mach og Michael Aastrup fik lov til at opføre sig rædselsfuldt overfor ham i 24 syv (hør her). Aastrup mente ikke, at det var noget nogen kunne tage alvorligt – men hvis det kommer fra årets Nobelprismodtager?

Hvem får Nobelprisen i økonomi?

På mandag klokken 13 annonceres det, hvem der modtager Nobelprisen i økonomi 2015. Den årlige gætteleg er derfor gået i gang, og vi traditionen tro deltager vi også her på stedet. Selvom gættene altid er skud ud i tågen, er der ofte tre holdepunkter: 1) Hvem ’trender’ i den akademiske verden for tiden; 2) hvem sidder med emner, der internationalt og politisk er særligt aktuelle disse år; og 3) hvilke felter har ikke fået en pris i særligt lang tid?

Det første forhold har Thompson-Reuters dækket de senere år. I år peger de således på Richard Blundell (UC London), John List (Chicago) og Charles Manski (Northwestern) som favoritter. Problemet med deres gæt er blot, at Blundells arbejde har været meget indflydelsesrigt i arbejdsmarkedsøkonomi, der bestemt ikke er blevet forbigået de senere år. List nævnes for sit arbejde med brugen af eksperimenter i nationaløkonomi, og er absolut værdig som kandidat, men Nobelprisen i 2002 til Vernon Smith var netop for hans arbejde med at introducere eksperimenter som metode. Sidst har Manski også været stærkt indflydelsesrig for sit arbejde om sociale interaktioner, men Heckman og McFaddens pris i 2000 blev givet for arbejde indenfor et meget lignende felt.

Sidste år var Thompson-Reuters gæt i en anden retning, da diskussioner om iværksætteri og entrepreneurship havde været oppe. Deres bud var først og fremmest Philippe Aghion (Harvard) og Peter Howitt (Brown) for deres bidrag til Schumpeteriansk vækstteori. Aghion og Howitt leverede i 90erne en række teoretiske bidrag til vækstteori, hvor hovedpointen var at produktivitetsfremskridt både skaber og ødelægger firmaer. Hele samfundet bliver rigere, men det giver også en sektoral ændring. De nævnte også er af punditokraternes yndlingsbud, nemlig William Baumol og Israel Kirzner (New York University) for deres grundlæggende arbejde om iværksætteraktivitet. Emnet omkring entrepreneurship har længe været på vej ind i mainstream-økonomi, da særligt en ’østrigsk’ analyse af problemet dækker et ellers stort hul i vores forståelse af økonomien. Baumols hovedbidrag er en basal skelnen mellem produktiv og uproduktiv aktivitet, mens Kirzners konceptuelle forståelse er massivt citeret og grundlæggende for meget efterfølgende arbejde. Det, der særligt taler for Baumol er, at manden er så gammel at det skal være nu, hvis han skal nå at få en velfortjent Nobelpris.

En tredje mulighed, der kombinerer det aktuelle med det tredje forhold: William Nordhaus (Yale) for sit arbejde i miljøøkonomi og klimareaktioner. Feltet har ikke været i betragtning til en pris i meget lang tid, men er stærkt positioneret i den internationale debat, og få har som Nordhaus spillet en rolle for det. Et af de åbne spørgsmål, hvis det skal være en pris til miljøøkonomi er, om Nordhaus skal dele prisen med f.eks. Partha Dasgupta (Cambridge) eller måske Martin Weitzman (Harvard)?

Sidst kan man altid håbe på ens personlige favoritter. Lars Christensen peger i den sammenhæng på David Laidler (Western) for hans arbejde med økonomisk idehistorie. Lars har absolut ret i, at dette felt i stor stil er blevet forbigået i Nobelprises historie, men også i, at det næppe er sandsynligt, at prisen gives til det. Og ingen Nobelprispost her på stedet vil være færdig uden at have nævnt mine egne, personlige favoritter: Robert Barro (Harvard) og Paul Romer (New York University) for deres arbejde omkring økonomisk vækst og produktivitetsudvikling. Romer var en af de centrale figurer der sidst i 80erne genstartede den teoretiske forskning i langsigtede vækstprocesser ved at fokusere på, hvordan uddannelse (human kapital) skaber produktive fremskridt udover dens virkning for individet. Barro lagde efterfølgende en stor del af grunden til den empiriske udforskning af vækstprocesser, ligesom ham i senere år har bidraget il en integration af sociologiske overvejelser i udviklingsprocesser og tidligere var vigtig i public finance.

Som altid kan man kun vente på den svenske Riksbanks annoncering mandag eftermiddag. Jeg bliver næppe den eneste dansker økonom, der logger på hjemmesiden mandag for at finde ud af, hvem modtagerne skal være i år.

Update: Wall Street Journal lister en række af vores bud, men også Anthony Atkinson (Oxford) og Angus Deaton (Princeton) for deres arbejde omkring indkomstulighed, og bl.a. David Hendry (Oxford), Hashem Pesaran (USC) og Peter C.B. Phillips (Yale) for økonometri. Marginal Revolution har flere af vores bud, men nævner også David Hendry, og understreger at Baumol er 93!

Ham der ikke delte Nobelprisen i år

Jean Tirole, der bliver tildelt Nobelprisen i økonomi i år, skrev nogle af sine vigtigste bidrag sammen med en anden fransk økonom, Jean-Jacques Laffont. Nobelpriskommitteen antyder, at Laffont også havde været en værdig prismodtager – hvis han altså stadig havde været i live (men i så fald kunne han have fået den allerede, da den blev givet for mechanism design i 2007) .

Det er der god grund til. Laffont må endda siges at være forløberen af de to. Et af hans – efter min opfattelse – vigtigste resultater stammer fra 1977 og er skrevet sammen ikke med Tirole, men Jerry Green. Det handler primært om kollektive goder. Og den centrale problemstilling er den samme som i arbejderne sammen med Tirole og i Tiroles arbejder i øvrigt.

Denne problemstilling er, at myndighederne ikke som udgangspunkt kender til alle de informationer, som borgere og virksomheder sidder inde med. Vores præferencer kender vi som udgangspunkt kun selv. Problemet kaldes asymetrisk information.

En vigtig konklusion i økonomisk teori er, at priser og grænsenytte bør svare til hinanden. Hvis jeg værdsætter en ekstra gaffel til 100 kr. – dvs. er parat til at betale 100 kr. for den -, men den koster 50 kr. at fremstille, bør jeg have en ekstra gaffel. Og jeg bør blive ved med at få flere, lige til min nytte af en endnu en ekstra gaffel er faldet til 50 kr.

En gaffel er et såkaldt privat gode. Derfor findes der en simpel måde at finde ud af mine præferencer på. Lad der være et privat marked for gafler, og jeg vil blive ved med at købe, indtil min grænsenytte svarer til prisen. Faktisk behøver myndighederne slet ikke opsamle oplysninger om min grænsenytte. Hvis de blot tillader et frit marked for gafler, vil der decentralt og spontant blive allokeret gafler efter reglen om pris og grænsenytte.

Men konklusionen om spontan optimal markedsallokering gælder ikke for alle goder. Såkaldt kollektive goder bliver forbrugt i fællesskab med andre. Forsvaret er standardeksemplet. En ekstra enhed forsvar (f.eks. et ekstra kampfly) vil beskytte ikke bare den enkelte forbruger, men også alle andre under den fælles paraply. Ved kollektive goder er reglen, at prisen skal svare til summen af alle individers grænsenytte. Altså bør forsvaret indkøbe kampfly op til det punkt, hvor prisen svarer til grænsenytten for samtlige danskere.

Hvis forsvaret skal leveres af et almindeligt marked, vil det ikke levere dette resultat. Vi vil hver især købe, indtil prisen svarer til vor personlige grænsenytte. Sandsynligvis vil det betyde, at der ingen kampfly bliver købt. Man kunne i stedet indsamle frivillige bidrag, så der blev skillinget sammen. Men i så fald har vi et incitament til at skjule vores sande præferencer og lade som om, vores grænsenytte er nul, så andre kommer til at betale. Når indsamleren til forsvaret kommer rundt, vil jeg fortælle ham, at jeg er pacifist og sende ham videre til naboen (som gør det samme).

Slå nu op i en simpel lærebog i økonomi. Den vil sige, at kollektive goder er argumentet par excellence for at have en stat. Markedet kan ikke levere et tilstrækkeligt omfang af kollektive goder, så derfor må staten gøre det.

Men det er en postgang for tidligt at konkludere sådan. Staten kan kun løse opgaven, hvis den kender alle borgernes præferencer. Og det gør den som udgangspunkt ikke. Det gør kun borgerne selv. Staten kan selvfølgelig spørge, men her er problemet at få borgerne til at tale sandfærdigt. Antag at borgernes individuelle betaling for det kollektive gode er uafhængigt af, hvad de svarer. Så har de en interesse i at overdrive. Tror jeg, at danskerne i gennemsnit ønsker et lavere forsvarsbudget end jeg selv, kompenserer jeg ved at overdrive min betalingsvillighed. Eller omvendt. Man kan også lade folks betaling afhænge af, hvad de svarer. Men så løber man ind i samme problem som ved en frivillig indsamling.

Er der en løsning? Svaret er tjaaa. Og svaret skyldes Green og Laffonts artikel.

Hvad går løsningen ud på? Jo, man kan betjene sig af et snedigt udformet skattesystem, Clarke-Groves-skatter. Ideen er groft sagt følgende. Antag vi har to projekter over for hinanden. Det kunne være en pakke med et lille og en pakke med et stort luftvåben. Borgerne bliver bedt om at fortælle, hvor meget de værdsætter den lille og den store pakke. Myndighederne tæller sammen, og den mest værdsatte pakke bliver valgt. Nu udskrives der så en særlig skat. Hvis jeg har stemt på vinderpakken, og hvis vinderpakken ikke var blevet valgt uden min stemme, skal jeg betale en skat svarende til forskellen mellem, hvor meget de to pakker blev værdsat af alle andre, uden min deltagelse. Jeg kommer altså kun til at betale, hvis mine præferencer gør forskellen, og højst hvad svarer til hvor meget jeg værdsætter den ene pakke frem for den anden. Man kan nu vise, at borgerne har et incitament til at tale sandt om deres præferencer, når de ved, at de bliver beskattet på denne måde. Er de for fedtede, risikerer de, at det ikke foretrukne bliver valgt, hvor de kunne have fået det mest foretrukne for en pris, de gerne vil betale. Overdriver de, risikerer de at komme til at betale for meget i skat i forhold til, hvad det er værd for dem, at deres foretrukne løsning bliver valgt.

Green og Laffont påviste, at alene varianter af dette skattesystem “tvinger” borgerne til at afsløre deres sande præferencer. Det er et vigtigt resultat af flere grunde, som jeg vender tilbage til straks. Men først er det værd at notere sig, at denne måde at tænke på gennemsyrer Laffont og Tiroles arbejder. Nobelprisen blev ikke mindst motiveret med deres fælles arbejde om regulering af virksomheder under begrænset konkurrence. Her designede de to et særligt system af kontrakter, som aftvinger profitsøgende virksomheder sandfærdige svar.

Men tilbage til kollektive goder og Clark-Grovesskatten. Den er det eneste mulighed for at finde et optimalt udbud af et kollektivt gode som det fælles forsvar. Det ved vi fra Green og Laffonts bevis. Der er bare nogle hager ved dette system. For det første er det en kompleks omgang at køre alle alternativer igennem, indtil man finder smørhullet, hvor pris og grænsenytte svarer til hinanden (medmindre man kan få borgerne til at indrapportere deres præferencer som en matematisk funktion). For det andet holder konklusionen kun, hvis man smider indtægterne fra den særlige skat væk. Selve det kollektive gode må finansieres via det almindelige skattesystem. For det tredje og måske mest problematisk: Systemet er sårbart over for, at to eller flere borgere rotter sig sammen om at overdrive.

Det er da også sigende, at der er meget få konkrete eksempler på, Clark-Groves-skatter benyttes i praksis. Hvordan størrelsen af det danske forsvar relaterer sig til borgernes præferencer ved ingen, og ingen forsøg bliver gjort på at finde ud af det.

Implikationen af Green og Laffont er altså, at vi er henvist til imperfekte systemer til at håndtere kollektive goder. Det er ikke længere sådan, at valget står mellem et imperfekt marked og en perfekt statslig løsning. Og så har vi ikke engang taget hul på de problemer, der knytter sig til, at staten også – som markedet – består af aktører, der ikke automatisk bare er ude på at maksimere den kollektive velfærd. Man kan bl.a. vise, at alle andre end diktatoriske beslutningsmekanismer er sårbare over for manipulation.

Et forsøg måske det mest ambitiøse hidtil på at opstille et imperfekt privat alternativ til statslig forsyning af kollektive goder er Anthony de Jasays “Social Contract, Free-ride” (se her for min vurdering af det). Andre veje er James Buchanans klubløsninger.

Der er ingen tvivl om, at Laffont og Tiroles inklination var og er at søge at finde på statslige løsninger på problemerne med asymmetrisk information – også selv om de måtte være langt fra idealiserede first-best løsninger, hvor det antages, at staten har perfekt information og ingen mangel på god vilje. Og skal staten endelig løse problemer, bør den da gøre det så godt som muligt. Men det er påfaldende, at der er så få historiske eksempler på f.eks. forsøg med Clark-Grovesligende mekanismer eller de kontraktsystemer, Laffont og Tirole pegede på som det bedste redskab til konkurrenceregulering. Og at de har afdækket så mange eksempler på, at regulering har gjort mere skade end gavn. Forklaringen skal givetvis findes i, at de er ekstremt komplekse at føre ud i livet. Men også at nissen har det med at flytte med, når man går i gang med at løse såkaldte “markedsfejl” – som forekomsten af kollektive goder – med statslige midler.

Årets Nobelpris i økonomi

I går blev det annonceret, at årets Nobelpris (helt formelt, Sveriges Riksbanks pris i økonomisk videnskab til Alfred Nobels minde) gives til Jean Tirole fra Universitetet i Toulouse. Tiroles arbejde har handlet om, hvordan man håndterer firmaer med særlig markedsmagt – monopoler og oligopoler – men også, hvordan reguleringer bør se ud og hvilke faldgruber der er i forbindelse med at vælge reguleringer.

Hans arbejde sammen med Jean-Jacques Laffont fra sidst i 80erne viste for eksempel vigtigheden af asymmetrisk information. Skal man sætte prisreguleringer eller beskatning af den monopolgevinst, et firma der er alene i markedet kan få, må man nødvendigvis vide noget om firmaets omkostninger. Det er ikke offentligt tilgængelig viden, men skal afsløres af firmaet. Et af problemerne, Tirole pegede på, var at hvis et reguleret monopol gør som det bør gøre – agere som om der var konkurrence og forbedre dets produktivitet – falder omkostningerne. De regulerende myndigheder (læs: Politikerne) får dermed et stærkt incitament til at ændre reguleringerne ved, f.eks., at sænke prisloftet eller øge beskatningen. Hvis monopolfirmaet indser det, er incitamentet til at investere i produktivitetsfremmende ændringer forsvindende småt. Dårlige reguleringer kan dermed forstærke monopolproblemer. Det er finurligt tænkt og med store implikationer for, hvordan man håndterer markedsfejl. Man må heller ikke glemme, som flere har peget på, at hans lærebog fra 1988 om industriøkonomi bragte spilteori ind i tusinder af studerendes forståelse af emnet.

Mange har allerede skrevet om Tiroles pris. Nogle af de bedste er Tyler Cowen på Marginal Revolution, Alex Tabarrok samme sted om platformmarkeder, Justin Wolfers i New York Times, eller Nobelkomiteens eget sammendrag.

Nobelsæson

De sidste ti år har det været en kær pligt at skrive en præsentation af årets Nobelpristagere i økonomi til Weekendavisens videnskabssektion Ideer. Mandag annonceres dette års pristager(e), og på fredag kommer mit por-træt.

Bortset fra fornøjelsen – og ind i mellem vanskeligheden – ved at gøre kernen i økonomiske fænomener forståelige for ikke-økonomer, giver disse portrætter mig en anden ting: En påmindelse om bredden, spændstigheden og dynamikken i økonomisk teori. Og lejligheden til at vise, at økonomi ikke bare eller primært handler om skematyranni i den offentlige sektor, offentlige underskud og næste kvartals BNP-vækst.

Det har virkelig været ti meget forskellige priser. Prescott og Kydland fik den 2004 for Real Business Cycle-teori (som efter min mening stadig er den bedste vej til at forstå konjunktursvingninger) og tidsinkonsistens (hvorfor er troværdig økonomisk politik så svær). Så kom Aumann og Schelling for forstå samarbejde og konflikter. 2006 Phelps for teori der (som Friedman, modtager af prisen i 1976) forklarede Phillipskurvens sammenbrud og problemer ved at efterlade arv til kommende generationer. Derefter Hurwicz, Maskin og Myerson om mekanismedesign – hvordan bør grundlæggende institutioner skrues sammen, og hvorfor markedet som institution er så svær at slå. Året efter Krugman for sine teoretiske forklaringer på økonomisk geografi (derimod fik han den ikke for makroøkonomi, som han gerne deltager i store polemikker om, men altså ikke har forsket i). 2009 kom turen til Ostrom – den foreløbigt eneste kvinde og “rigtige” politolog til at modtage prisen – og Williamson. Deres bidrag handler om spontant opstået governance henholdsvis i anarkiske konfliktsituationer og virksomheder. Året efter gik den til Diamond,  Mortensen (han er vist det tætteste, Danmark har været på økonomiprisen, men er amerikaner) og Pissarides for markeder, ikke mindst arbejdsmarkedet, præget af friktion. I 2011 gik den til Sargent og Sims for deres bidrag til empiriske metoder til at studere makroøkonomi og bygge modeller. Herefter Shapley og Roth for henholdsvis grundlæggende teoretiske og mere konkrete bidrag til spilteorien. Roth beskæftiger sig med, hvordan man kan afbøde konsekvenserne af, at åbenlys organhandel er forbudt. Og sidste år gik den til Fama, Hansen og Schiller for bidrag til at forstå prisdannelsen på finansielle markeder.

Som man kan se, er bredden stor. Men det handler essentielt set om at forstå samfundet som et resultat af samspillet mellem menneskers adfærd og institutioner, og hvordan det kan og ikke kan forbedres politisk.

Jeg glæder mig til endnu en tur.

 

 

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑