Tag-arkiv: Nobelprisen

Mere om Nobelprisen i økonomi 2021

Mandag eftermiddag annoncerede Sveriges Riksbank den årlige Nobelpris i økonomi. 2021-prisen går til David Card (UC Berkeley), Joshua Angrist (MIT) og Guido Imbens (Stanford). Nobelpriskomiteens annoncering og begrundelse kan læses her. Card får prisen for ”his empirical contributions to labour economics”, mens begrundelsen for Angrist og Imbens er ”their methodological contributions to the analysis of causal relationships.” Der er således tale om en Nobelpris til arbejdsmarkedsøkonomi og økonometri.

Årets Nobelpris går overordnet til de tres arbejde og indsigter i, hvordan man kan bruge såkaldt naturlige eksperimenter til at etablere årsagssammenhænge. Mens det ikke ligefrem er den mest ophidsende Nobelpris i mands minde, gives den derfor til et vigtigt område. Samfundsvidenskaberne har været ekstremt dygtige til at etablere sammenhænge, men har ofte haft et problem med at vise, at disse sammenhænge er kausale. Det evige problem har været, at ”Correlation isn’t Causation”. Når man for eksempel ser en sammenhæng mellem økonomiske kriser og statskup, er det så fordi statskup er mere sandsynlige under kriser (at folk forsøger statskup når staten er svag), eller er det fordi statskup skaber kriser (pga. den øgede politiske usikkerhed)?

Det er her, naturlige eksperimenter er så værdifulde. Har man for eksempel et område i USA, hvor der bliver indført regulering i noget af området men ikke i resten, har man potentielt et naturligt eksperiment. Det gælder for eksempel Saint Louis, som ligger i Missouri, men strækker sig ind i Illinois, og hvor borgerne til tider kan opleve, at der gælder forskellig regulering i forskellige dele af byen. Det naturlige eksperiment ligger derfor i, at man har en virkeligt god kontrolgruppe, som man kan sammenligne med. Man kommer derfor udover problemet med at etablere en årsagssammenhæng, fordi man har en helt sammenlignelig gruppe, som logisk ikke kan være påvirket af den politik eller event, man studerer. Det naturlige ligger i, at det ikke er et eksperiment som forskere har sat op, men en tilfældighed der helt ligner et eksperiment.

Som Otto Brøns-Petersen noterede mandag, har jeg selv brugt naturlige eksperimenter. Udover mit studie med Kasper Planeta Kepp, var jeg med til at bruge metoden i et studie sammen med Jacob Gerner Hariri (KU) og Mogens Kamp Justesen (CBS). I Economic Shocks and Subjective Well-Being: Evidence from a Quasi-Experiment brugte vi et naturligt eksperiment, da Botswanas nationalbank om eftermiddagen den 29. maj 2005 annoncerede en devaluering af landets valuta. Det naturlige eksperiment bestod i, at en større spørgeskemaundersøgelse fra AfroBarometeret var gået i gang nogle få dage før, men ikke var slut endnu. Vi havde derfor en unik mulighed for at undersøge, om folks subjektive velbefindende reagerede på hvad de kunne forvente, der ville ske, eller om den først ændrede sig efter at man faktisk kunne observere ændringerne.

Med andre ord brugte vi Card og Angrists metodiske indsigter til at undersøge, hvor sofistikeret folks velbefindende er. Det kunne lade sig gøre, fordi der ganske tilfældigt – og heldigvis – dukkede et naturligt eksperiment op. Og det understreger måske meget godt metodens begrænsninger: Hvis der ikke af en eller anden grund er et naturligt eksperiment, er man tvunget til at falde tilbage på mere traditionelle empiriske metoder. Det er en fantastisk smart måde at etablere evidens på, men den kan kun bruges i særlige – og relativt tilfældige – applikationer.

Milgrom og Wilson får Nobelprisen i økonomi

I går annoncerede Sveriges Riksbank, hvem der modtager dette års Nobelpris i økonomi: Årets pris går til to økonomer fra Stanford University, den 72-årige Paul Milgrom og 83-årige Robert Wilson, for deres arbejde i auktionsteori. Mens der er givet flere Nobelpriser i auktionsteori – den første til William Vickrey, der døde tre dage efter annonceringen i 1996 – er 2020-prisen eksplicit for Milgrom og Wilsons arbejde med at udvide auktionsteori til mere komplekse situationer, hvor værdien af det der bydes på, afhænger af andre byderes vurdering.

Som min med-punditokrat Otto understreger i Berlingske i dag, er en auktion ”en mekanisme, som løser et allokeringsproblem. En børs er en vedvarende auktion, som allokerer værdipapirer mellem købere og sælgere. Når du åbner for Googles søgemaskine eller Facebook, er det en auktion, der bestemmer de reklamer, du møder. De licenser til at sende på mobilnettet, din telefon bruger, er fordelt ved auktion.”

Wilson og Milgrom har som nævnt bl.a. arbejdet med de situationer, hvor en byders vurdering af en ’vare’ – det man byder på – afhænger af andres vurdering. Det kan, som Otto peger på, for eksempel være en bank der byder på statsobligationer. Banken er ikke kun interesseret i rentekuponerne, men mere generelt i kursen på obligationsmarkedet. Dén kurs er påvirket af andre banker og finansielle institutioners vurdering af statsobligationen. En del af Milgroms indsigt, er at auktionsdesign med flere budrunder faktisk afhjælper dette problem, fordi de også afslører noget om andre byderes vurdering.

Et andet eksempel, hvor forskellige mere komplekse auktionsdesign kan afhjælpe et problem, er ’vinderens forbandelse’, hvor man byder hinanden op hvis man, f.eks., er lidt for optimistisk med ens vurdering. Otto nævner offentlige udbud af skolerengøring som eksempel. Omvendt kan man også ende i det, som Milgrom sammen med Nancy Stokey viste med det, de kaldte the no-trade theorem, hvor informationsusikkerhed stopper al handel. Gør man det rigtigt, kan man således ikke blot afhjælpe disse problemer med et smart auktionsdesign, men man kan også sikre udbyderen en højere pris. Milgroms hjælp til bortauktionering af radiospektrum og mobilfrekvenser har for eksempel givet myndighederne langt større indtægter end tidligere.

Nobelpriskomiteen har en glimrende gennemgang af deres bidrag her. Personligt må jeg indrømme, at mens værdien af Milgrom og Wilsons indsigter er indiskutabel, er det måske ikke den mest ophidsende Nobelpris man kunne forestille sig. Jeg er derfor glad for, at dette års pris går til forskere, der som Jared Rubin understregede på Twitter, ikke kun har interesseret sig for én ting i deres karriere. Milgrom har således også arbejdet i økonomisk historie med notabiliteter som Douglass North, Barry Weingast og Avner Greif. En del af glæden ved dette års pris er derfor, at den går til forskere med bredere interesser, og bredere indsigter.

Mere om Nobelprisen 2019

Som Otto skrev i går, har Sveriges Riksbank annonceret at dette års økonomipris går til Abhijit Banerjee, Esther Duflo og Michael Kremer. Mens der har været begejstring fra nogle dele af det nationaløkonomiske miljø, er begejstringen ganske begrænset i andre dele. Prisen gives for de tre forskeres pionerindsatser i applikationen af Randomized Control Trials (RCT) til økonomiske spørgsmål. De leverer dermed væsentligt klarere evidens for, hvilke politiktiltag der virker omkostningseffektivt.

Både Angus Deaton, modtageren af Nobelprisen for fire år siden, og William Easterly, der ofte nævnes som en mulig fremtidig modtager, er stærkt skeptiske overfor værdien af RCTer. Deaton har sammen med Nancy Cartwright kritiseret RCTer i Social Science and Medicine, mens Easterly skrev om problemerne allerede for ti år siden. Dengang understregede han, at:

“RCTs are infeasible for many of the big questions in development, like the economy-wide effects of good institutions or good macroeconomic policies. Some RCT proponents have (rather naively) claimed RCTs could revolutionize social policy, making it dramatically more effective – this claim itself can ironically not be tested with RCTs. Otherwise, embracing RCTs has led development researchers to lower their ambitions. This is probably a GOOD thing in foreign aid, where outsiders cannot hope to induce social transformation anyway and just finding some things that work for poor people is a reasonable outcome. But RCTs are usually less relevant for understanding overall economic development.”

Det dybere problem er, at specielt Esther Duflo har givet udtryk for, at økonomisk og social udvikling er et spørgsmål om at skrue på bestemte politikknapper og dirigere mennesker til bedre udkomme. Duflo har således med stolthed fortalt om, hvordan hun går til problemerne med en ingeniørtilgang. Dette års pris gives således også til en tilgang til udviklingsproblemer, hvor økonomer skal agere som ’sociale ingeniører’. Som Hayek understregede i sin Nobelpræsentation tilbage i 1974, er det en tilgang, som økonomer og politikere ofte har, men lige så ofte slet ikke burde have. Hayek kaldte den implicitte fejltagelse for ”the pretence of knowledge”, dvs. at man gjorde som om man havde viden og indsigt, som man ikke har og ofte ikke kan have. Duflo er dermed i høj grad, hvad Adam Smith for snart 250 år siden ville have kaldt ”a woman of system” (hattip: Niclas Berggren).

Det store spørgsmål, som hun og hendes hold fuldstændigt ignorerer, er at et hold fra Harvard og MIT således meget præcist kan styre, hvad forskellige aktører får af penge og andre incitamenter, man kan en lokal myndighed i Congo, Laos eller Nicaragua rent faktisk gøre det samme? Antager man at den slags ikke er et problem, begår man Hayeks fejltagelse – som rigtigt mange udviklingspraktikere og politikere har gjort over årene – at tro at institutionerne i fattige lande ikke er underlegne i forhold til f.eks. tilsvarende svenske eller britiske institutioner. Det er den slags fejltagelse, der kan lave en velment vestlig intervention fra veluddannede gutmenschen om til et yderligere korruptionsproblem.

Som både Deaton, Easterly og adskillige andre har påpeget, gives Nobelprisen i år til en approach og videnskabelig holdning uden nogen form for institutionel viden – i RCT-miljøet er det ofte noget, man næsten totalt ignorerer. Det skaber dog det problem, at mans RCTer kan bruges til at evaluere overordnede effekter, giver de ret ligegyldigt input til en debat om, hvordan man designer bedre politik og indgreb. I en vis forstand ligger det problem også bag den ophidsede diskussion af Michael Kremers 15 år gamle studie af effekter af ormekure i Afrika (læs f.eks. et overblik her), hvor evidensen har vist sig ikke at være så robust som man først troede.

Overordnet, det burde være klart at jeg heller ikke er voldsomt begejstret for dette års Nobelpris. Den er på sin vis en tilbagevenden til en approach til nationaløkonomi og det at være nationaløkonom, som adskillige Nobelprismodtagere – James Buchanan, Vernon Smith, og Jean Tirole for blot at nævne nogle få – har været stærkt skeptiske overfor. Etisk er det en tilbagevenden til et syn på fattige mennesker som nogen, man skal ’hjælpe’ på en meget direkte måde, hvor man kan behandle dem som skakbrikker. Og selvom RCT-tilgangen skulle vise sig at være så brugbar, som Banerjee, Duflo og Kremer mener, er det alt for tidligt at sige. Nobelprisen til RCT-metodologien er – selv hvis den skulle vise sig at være velbegrundet – uddelt ti år for tidligt.

UPDATE: David Henderson hos EconLog peger på Oxford-økonomen Lant Pritchetts syleskarpe dissekering af RCT-bevægelsens påstande i Randomizing Development: Method or Madness. Varmt anbefalet for wonks.

Nobelprisen i økonomi – hvem skal have den i år?

På mandag annoncerer den svenske Riksbank, hvem der modtager årets Nobelpris i økonomi. Hvert år er prisen en overraskelse for de fleste – selvom vi sidste år faktisk nævnte begge modtagere i vores spekulationspost ugen før – og næsten hvert år må man alligevel erkende, at prisen er velfortjent. Så nogle få dage før Nobelprisen annonceres, er her vores traditionelle overvejelser over, hvem modtagerne kunne blive.

Et af de første bud, skrev Tyler Cowen om allerede sidste år. Som han understrede dengang, kan det vel være at tiden er moden for en pris til forskning i corporate finance. Her er de bedste bud stadig Michael Jensen (Harvard), Stewart Myers (MIT) og Raghuram Rajan (Chicago) for deres arbejde om beslutningsprocesser på området.

Vælger Nobelkomiteen derimod at være aktuelle og bidrage til en meget nutidig debat om international politik, er gode argumenter for at det er tid til at give en pris til handelsteori. De helt oplagte emner her, er  Marc Melitz (Harvard), for hans bidrag til ny handelsteori, kombineret med Gene Grossman (Princeton) og Elhanan Helpman (Harvard) for deres indsigter i, hvordan handelspolitik dannes. Vælger man at gå den vej, kan komiteen med fordel vælge (som The Local i Sverige understregede forleden dag) tage Anne Krueger (Johns Hopkins) med for hendes oprindelige arbejde om rent-seeking, som i høj grad er forbundet med handel og sammen med Gordon Tullock banede vejen Grossman og Helpmans indsigter.

Sidste år nævnte Marginal Revolution også den franske udviklingsøkonomi Esther Duflo (Harvard), muligvis sammen med ægtefællen Abihijit Banerjee (MIT) og Michael Kremer (MIT), for deres arbejde med at benytte randomiserede kontroleksperimenter i udviklingsarbejde. Duflos problem her er, at en række nye studier har stillet spørgsmålstegn ved, hvor valide mange af eksperimenterne er, mens Duflos fokus på praktisk brug også er et problem. Som Mervyn King, den tidligere britiske centralbankdirektør, skrev forleden hos Bloomberg, er nationaløkonomi bedst til at stille præcise spørgsmål og skabe indsigter, og værst når forskere forsøger at finde løsninger.

Skal man derfor se længere udenfor disse områder, kan man fokusere på forskernes citationstal. Gør man udelukkende det, er den danske økonometriker Søren Johansen (KU) et stærkt bud. Han har dog det problem, at der allerede er givet en pris for arbejde, der gør videre end Johansens. Et andet stærkt citeret bud er Ariel Rubinstein (Tel Aviv) for sit teoretiske arbejde om at forstå begrænset (bounded) rationalitet. Daron Acemoglu (MIT) og William Easterly (New York University) er også stærke bud som to forskere, der har bragt vores forståelse af langsigtede udviklings- og politiske processer videre. De to har dog det problem, at Acemoglus metode har været udsat for alvorlig kritik de sidste 10 år, mens Easterly ofte udsættes for ganske voldsom politisk kritik.

Det samme problem gælder for den cubansk-fødte Carmen Reinhart (Harvard), som har viet sin karriere til at forstå hvordan offentlig gældsætning og økonomisk udvikling spiller sammen med politik. Meget af usikkerheden omkring, hvem den svenske Riksbank peger på på mandag, hviler således på spørgsmålet, i hvor høj grad banken vælger et politisk ukontroversielt forskningsområde, eller går efter aktualitet. Det kan ingen sige før på mandag.

Nyt Ekonomisk Debatt – decembernummeret er her

I dag udkommer årets sidste udgave af det fine, svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt. Årets sidste nummer er ekstra vigtigt, da det traditionen tro omfatter en artikel om årets Nobelpris i økonomi. Dette års pris går, som bekendt, til William Nordhaus og Paul Romer, og prisen bliver udlagt i en fin artikel af de fire medlemmer af Nobelpriskommiteen, der kan siges at have specialiseret indsigt på området: John Hassler, Per Krusell, Torsten Persson og Per Strömberg. Det er så tæt på at høre om prisen fra hestens egen mund, som man kan komme.

Resten af decembernummeret af Ekonomisk Debatt er også interessant, og særligt to artikler skal fremhæves, fordi de også er relevante i en dansk debat. Susanne Oxenstierna fra Totalförsvarets forskningsinstitut diskuterer her virkningerne af EU’s sanktioner mod Rusland og om de er effektive. Og Per Kågeson, der tidligere har været tilknyttet den Kungliga Tekniske Högskolan i Stockholm, skriver her skeptisk om subsidier til solkraft, og hvorfor de faktisk ikke behøves.

Resten af nummeret er også både interessant og solidt formidlet, og som altid er Ekonomisk Debatt stærkt anbefalet.

Vernon Smith 90 år

For to dage siden – 1. januar – fyldte Vernon Smith 90. Smith, der modtog Nobelprisen i 2002 og i dag er professor på Chapman University i Californien, er en af grundlæggerne af eksperimentel økonomi. Han er også en af de mest bemærkelsesværdige samfundsforskere, jeg har haft fornøjelsen at møde. I november deltog jeg i en lidt tidlig 90-års hyldestsession for Smith ved den årlige konference i the Southern Economic Association, hvor han selv var det mest interessante indslag: Afslappet, upretentiøs, morsom og knivskarp.

Mens der er mange økonomer, som man kan hylde for deres bidrag til vores viden, har Vernon Smith en særlig egenskab udover hans uformindskede intellekt og en imponerende arbejdsevne (han har forfattet 110 artikler efter han modtog sin Nobelpris): Hans bemærkelsesværdige akademiske og personlige integritet.

Smith begyndte på at lave eksperimenter fordi han – efter eget udsagn – ønskede at vise, at uregulerede markeder ikke kunne finde den rigtige ligevægt. Neoklassisk teori viste nemlig, at markedsdeltagerne måtte have en masse information og en høj grad af rationalitet for at teorien virkede, og det havde de bestemt ikke. Smiths eksperimenter viste dog, at selv markeder med studerende uden nogen erfaring i faktiske markeder, meget hurtigt fandt en stabil og optimal ligevægt. I stedet for – som mange andre har gjort – at fifle med eksperimenter, ændrede Smith mening.

Det samme er sket flere gange siden. I 1980erne satte han en række eksperimenter op for at afdække, hvad der sker når der danner sig bobler i markedet. Han startede med et simpelt set-up, hvor der efter gældende teori ikke kunne danne sig markeder, og ønskede derefter at se på, hvilke ændringer og imperfektioner der skabte bobler. Men der dannede sig bobler i den simpleste set-up hvor de ikke burde kunne danne sig! Smiths svar var igen at stille spørgsmål ved hvad han indtil da havde troet på. Ved at gøre det, og dermed se på problemet med friske og upåvirkede øjne, fandt han ny indsigt i, hvad der faktisk foregår.

Vernon Smith er således et af de sjældne mennesker, der højt op i alderen bibeholder deres evne til at tænke nyt, sætte spørgsmål ved deres egne syn, og ikke forfalder til en higen efter idealer. Hans syn på markeder er f.eks. at de ikke altid virker ideelt, men at de omvendt heller ikke kræver den sofistikerede viden og rationalitet, som mange forskere påstår – og bruger som argumenter for statslig regulering. Smith er over årene kommet til den indsigt, at markeder kun kræver tre ting for at fungere bedre end noget andet system: “the right of possession, transference by consent, and the performance of promises. These are the ultimate foundations of order that make possible markets and prosperity.” Det er en simpel indsigt, men bakket op af Smiths egen, ekstremt omhyggelige forskning og et resultat af, at han ikke stillede sig tilfreds med hvad han troede. Derfor ønsker vi et lidt forsinket, men stort tillykke med de 90.

Nobelprisen i økonomi 2014 – hvem kunne det blive?

Nobelprisen i økonomi 2014 bliver annonceret om to uger, mandag den 13. oktober. Den traditionelle gætteleg er derfor gået i gang, og vi bidrager traditionen tro også her på stedet. For selvom gættene altid er skud ud i tågen, kan man jo godt prøve at skyde efter steder, hvor der er aktivitet at høre. Man kan også gætte ud fra hvordan bedømmelseskomiteen ser ud og hvad dens medlemmers interesser er. Komiteen er i år sammensat af Tore Ellingsen (formand), Mats Persson, Tomas Sjöström, Per Strömberg, Peter Gärdenfors og Torsten Persson (sekretær). Thomson Reuter er som de fleste år først ude med tre gode bud på, hvem der kunne være i spil i år:

Philippe Aghion (Harvard) og Peter Howitt (Brown) for deres bidrag til Schumpeteriansk vækstteori. Aghion og Howitt leverede i 90erne en række teoretiske bidrag til vækstteori, hvor hovedpointen var at produktivitetsfremskridt både skaber og ødelægger firmaer. Hele samfundet bliver rigere, men det giver også en sektoral ændring.

William Baumol og Israel Kirzner (New York University) for deres fundamentale arbejde om iværksætteraktivitet. Litteraturen om entrepreneurship er på vej ind i mainstream-økonomi og fylder et ganske stort hul i vores forståelse af økonomien. Baumols hovedbidrag er en basal skelnen mellem produktiv og uproduktiv aktivitet, mens Kirzners konceptuelle forståelse er massivt citeret og grundlæggende for meget efterfølgende arbejde.

Mark Granovetter (Stanford) er det tredje bud, primært for hans arbejde i økonomisk sociologi. Granovetters nok bedst kendte og mest indflydelsesrige arbejde er hans idé om værdien af ’weak ties’, dvs. løse netværk der tillader agenter adgang til meget forskelligartet information. Han har dog også arbejdet med forhold som normdannelse og tillid, der har haft impact i forskningen de senere år. At Gärdenfors er med på komiteen i år ses af nogen som en indikation på, at prisen godt kunne gå i den retning.

Udover Thomson Reuters bud, er der de næsten sædvanlige bud fra punditokraterne. Bortset fra Baumol, som vi har fremhævet flere i flere år, banker mit hjerte for:

Robert Barro (Harvard) og Paul Romer (New York University) for deres arbejde omkring økonomisk vækst og produktivitetsudvikling. Romer pegede fra sidst i 80erne på teoretiske grunde til at uddannelse (human kapital) skaber produktive fremskridt udover dens virkning for individet. Barro lagde efterfølgende en stor del af grunden til den empiriske udforskning af vækstprocesser.

Gordon Tullock (George Mason) og Anne Krueger (Johns Hopkins) for deres banebrydende analyse af rent-seeking. De senere års forståelse for særinteressers indflydelse på politik, korruption, lobbyisme og i visse tilfælde politisk afpresning ville ikke være sket uden Tullock og Kruegers fundament.

Nobelprisen i økonomi 2013 – nogle gæt

Nobelpriserne nærmer sig, og annonceringen af dette års Nobelpris i økonomi er den 14. oktober. Som altid i ugerne op til annonceringen er der masser af diskussion af, hvem der får prisen og hvem der måske burde have den.

Vi har aldrig gættet rigtigt, men prøver ufortrødent igen i år. Thompson-Reuters har tre topbud på, hvem der står til at få Nobelprisen i år:

Joshua D. Angrist (MIT), David E. Card (UC Berkeley) og Alan B. Krueger (Princeton) for deres arbejde i mikroøkonometri. En hel del af mine kolleger, der beskæftiger sig med arbejdsmarkedsøkonomi, ville nok være glade for de tre som vindere.

David F. Hendry (Oxford), Hashem Pesaran (Cambridge) og Peter C.B. Phillips (Yale) for deres bidrag til tidsserieøkonometri og forecasting. Som det andet tremandshold er der en stor gruppe af mine kolleger – dem der beskæftiger sig med tidsserier – der ville være glade for dette Nobelvalg.

Sam Peltzman (Chicago, Booth) og Richard A. Posner (Chicago, Law og US 7th Circuit Court of Appeals) for deres udvidelse af økonomisk teori omkring regulering.

I kommentarerne hos Marginal Revolution nævner Barkley Rosser også det ene af mine personlige håb: Gordon Tullock (George Mason) og Anne Krueger (Johns Hopkins) for deres beskrivelse af rent-seeking. Den moderne forskning i korruption, lobbyisme og anden lignende adfærd er grundlagt af dem. Begge er gamle og Tullocks helbred er særligt svagt, så hvis de skal have prisen, er det nok nu.

Det andet af mine håb, Paul Romer (NYU) og Robert Barro (Harvard) for deres pionerindsats i vækstforskning, er nok næppe comme il faut i år – og det på trods af at Huffington Post allerede for to år siden havde dem som favoritter. Af samme grund ville det være overraskende, hvis Eugene Fama (Chicago) og Kenneth French (Dartmouth) fik den.

Problemet er dog nok, at det går ligesom de foregående år: Nobelkomiteen finder et helt andet par, som man mener, er værdige til prisen.

Nobelprisen i økonomi 2012

Som sædvanlig overraskede Nobelkomiteen i går. I stedet for Schiller eller Barro og Romer, som de fleste nok havde gættet på, gik Nobelprisen i økonomi i år til Alvin E. Roth og Lloyd S. Shapley. Jeg må indrømme, at jeg ikke ved ret meget om området, men dem der gør, er ret tilfredse med prisen.

Området, som prisen gives til, handler om matching: Hvordan matcher man f.eks. nyredonorer til nyrepatienter, eller som komiteen skriver:

This year’s Prize concerns a central economic problem: how to match different agents as well as possible. For example, students have to be matched with schools, and donors of human organs with patients in need of a transplant. How can such matching be accomplished as efficiently as possible? What methods are beneficial to what groups? The prize rewards two scholars who have answered these questions on a journey from abstract theory on stable allocations to practical design of market institutions.

Annonceringen kan ses her; Alex Tabarrok opsummerer den her; og Eric Cramptons omtalte er her. Det hele er baseret på Gale-Shapley-algoritmen, som Roth både har kritiseret og brugt praktisk.

Hvem vinder Nobelprisen i økonomi?

På mandag, den 15. oktober, uddeler Sveriges Riksbank den årlige nobelpris i økonomi (teknisk en pris i Alfred Nobels minde). Som traditionen byder, har vi nogle bud på, hvem der kunne gå hen at få prisen i år. Og selvom vi så vidt vides ikke har ramt rigtigt endnu, er her vores bedste bud på 2012-prisen.

Først har Thompson Reuters allerede i september peget på enten kombinationen Anthony Atkinson (økonomisk ulighed) og Angus Deaton (forbrug og well-being), eller Robert Schiller (volatilitet på finansmarkeder) som en anden mulighed. Begge valg giver mening, da de i en vis forstand er i tråd med disse års ’tidsånd’ og har været indflydelsesrige. Hvis man ser på valgene de seneste mange år, er det dog svært at se noget mønster, der peger på at nobelkomiteen har taget valg, der er populære på den måde.

Et andet bud kommer fra Huffington Post, der har spurgt en række eksperter og peger på Paul Romer og Robert Barro som favoritter. Begge har været nævnt de seneste år – Barro er en af dem, jeg gerne så modtage prisen – og deres banebrydende arbejde om vækst og innovation er der næppe mange, der vil underkende. Samtidig er de ukontroversielle på den måde, at begge har bidraget teoretisk til vores forståelse af vækstprocesser; Romer med flere berømte studier af innovation, Barro som en af pionererne i moderne vækstteori og med et vigtigt bidrag til den empiriske side.

Sidst er der flere, der igen i år nævner Anne Krueger og Gordon Tullock for deres banebrydende arbejde om rent-seeking. Jeg har stadig ikke mødt nogen, som kender noget som helst til politisk økonomi, der ikke mener at de fortjener prisen. Problemet er blot, at begge er ret gamle, og specielt Tullock er ikke længere rask. Med andre ord er spørgsmålet, om de ville være i stand til at møde op i Stockholm til december.

Andre bud, der er nævnt i blogosfæren og andre steder er f.eks. Douglas Diamond (finansiel intermediation), Jerry Hausman (specifikationstests i økonometri), William Nordhaus og Martin Weitzman (miljøøkonomi), og Eugene Fama og Kenneth French (finansiel økonomi). Traditionen tro er odds for, at det er en helt fjerde eller femte, vi ikke har nævnt, som bliver annonceret på mandag. Derfor kan man stadig bruge anledningen til at ryste posen og overveje, hvem i samfundsvidenskaberne, der fortjener den ypperste anerkendelse.

Nobelprisen i økonomi 2011

For en god time siden blev Nobelprisvinderne i økonomi annonceret af Sveriges Riksbank. Som så mange gange før var vores gæt ikke rigtige. Vinderne blev Thomas Sargent (NYU) og Christopher Sims (Princeton). Den officielle begrundelse er “for their empirical research on cause and effect in the macroeconomy”. Mere specifikt:

Thomas Sargent has shown how structural macroeconometrics can be used to analyze permanent changes in economic policy. This method can be applied to study macroeconomic relationships when households and firms adjust their expectations concurrently with economic developments. Sargent has examined, for instance, the post-World War II era, when many countries initially tended to implement a high-inflation policy, but eventually introduced systematic changes in economic policy and reverted to a lower inflation rate.

Christopher Sims has developed a method based on so-called vector autoregression to analyze how the economy is affected by temporary changes in economic policy and other factors. Sims and other researchers have applied this method to examine, for instance, the effects of an increase in the interest rate set by a central bank. It usually takes one or two years for the inflation rate to decrease, whereas economic growth declines gradually already in the short run and does not revert to its normal development until after a couple of years.

Er det et godt valg? Omend det er sikkert og ukontroversielt – ingen af de to har nogen stærk ideologisk profil som f.eks. en Robert Barro – er det utvivlsomt fuldt fortjent, at Sargent og Sims deler prisen. Det er også rettidigt. Uden Sims VAR-framework ville en evaluering af effekterne af kortsigtspolitik være lige så meget gætværk som for 40 år siden. Og uden Sargents indsigter i langsigtskonsekvenser af forhold som pengepolitiske regler osv. ville vi være mere på Herrens mark når vi talte strukturpolitik. Tillykke til de to!

Nobelprisen – bud til næste mandag

Mandag klokken 13 annonceres det, hvem der får Nobelprisen i økonomi for 2011. Som altid er det svært at forudse, hvem der får den, men derfor også sjovere. Mange økonomer og andre er begyndt at gætte. Her er et par af de bedre gæt, inklusive vores egne ideer.

Først har Thomson-Reuters (delvis på basis af citationstal) givet følgende bud:

  • Douglas W. Diamond (Booth School, Chicago), for sin analyse af finansiel intermediation og monitorering.
    Jerry A. Hausman (MIT) og Halbert L. White, Jr. (University of California San Diego, La Jolla), for deres bidrag til økonometri, særligt Hausmans specifikationstest og White’s standardfejl (heteroskedasticitet).
  • Anne O. Krueger (Johns Hopkins) og Gordon Tullock (George Mason) for deres beskrivelse og analyse af rent-seeking.

Mostly Economics leverer en række andre bud:

  • Jagdish Bhagwati (Columbia) og Avinash Dixit (Princeton) for international handelsteori
  • Robert Barro (Harvard) og Paul Romer (Stanford) for deres bidrag til vækststudier
  • Oliver Hart (Harvard) for transaktionsøkonomi
  • William Nordhaus (Yale) og Martin Weitzman (Harvard) for deres bidrag til miljøøkonomi
  • Eugene Fama (Booth School, Chicago) og Kenneth French (Dartmouth) for finansiel økonomi
  • Robert Shiller (Yale) og Richard Thaler (Booth School, Chicago) for adfærdsøkonomi

Mine personlige favoritter – ikke fordi jeg mener, at de er de mest sandsynlige, men fordi de i den grad fortjener den – er enten en pris delt mellem Krueger og Tullock eller Robert Barro. Grunden er ret simpel: De har stået for gennembrud, der betyder noget for den måde vi ser verden på. Tullock og Krueger introducerede studiet af rent-seeking og dermed en analytisk måde at forholde sig til korruption, lobbyisme og særinteressepolitik. Barro, der tidligere også har bidraget signifikant til politisk økonomi, startede hele den nye forskning i økonomiske vækstprocesser, der bl.a. har demonstreret værdien af gode institutioner og frihandel. Hvis den slags ikke er en Nobelpris værd?

Årets Nobelpris i økonomi

Årets Nobelpris i økonomi går til Peter Diamond (MIT), Dale Mortenson (Northwestern University) og Christopher Pissarides (London School of Economics). Baggrunden gives her:

Why are so many people unemployed at the same time that there are a large number of job openings? How can economic policy affect unemployment? This year’s Laureates have developed a theory which can be used to answer these questions. This theory is also applicable to markets other than the labor market.

Årets pris gives dermed, meget apropos krisetider, til forskning i arbejdsløshed. Men hvor tidligere forskning så på arbejdsløsheden, ser Diamond, Mortenson og Pissarides på de bagvedliggende mekanikker: Hvorfor hyrer og fyrer arbejdsgivere, hvorfor taget arbejdstagere bestemte job og siger op på andre. Ved at se på hele denne dynamik får man en helt anden indsigt i jobskabelse og jobtab, to ting der hele tiden foregår. Man kan hermed også forstå, hvorfor arbejdsmarkedet aldrig clearer med det samme – der er omkostninger ved at søge. Og det gælder både for arbejdstagere, der tager tid om at finde et nyt job, der matcher deres evner og kompetencer, og arbejdsgivere, der søger efter kvalificerede medarbejdere. I hele menageriet spiller forhold som dagpengeperiode, hvor stor bistandshjælpen er osv. ind på folks incitamenter til at komme i gang med at søge.

Prisen er bestemt velfortjent, og meget aktuel. For mere information, her er Nobelpriskomiteens begrundelse, og her er Tyler Cowen om Chris Pissarides, Dale Mortensen, og Peter Diamond, og her er hans kollega Alex Tabarroks evaluering af prisen. Niclas Berggren har mere.

To uger til Nobel

Årets Nobelpris i økonomi nærmer sig hastigt. Mandag den 11. oktober vil Sveriges Riksbank annoncere, hvem der får prisen i 2010. Og i blogosfæren er diskussionerne begyndt, både de seriøse og de knap så seriøse, ligesom Harvard har sat deres Nobelpulje op igen (her). Traditionen tro er her vores bud, og et oplæg til vores læsere om at give deres bud.

Men først lidt om, hvem der er i spil. I sæsonpremieren på The Simpsons fik Jagdish Bhagwati prisen, også selvom Lisa Simpsons kandidat er Elhanan Helpman (læs her). Begge er faktisk gode bud, selvom Helpman sandsynligvis skule dele en eventuel pris med Gene Grossman. Mostly Economics nævner miljøøkonomerne William Nordhaus og Martin Weitzman som gode og politiske korrekte bud. Samme side oplister Thompson Reuters bud: Alberto Alesina (primært politisk økonomi), Nobuhiro Kiyotaki og John Moore (konjunkturteori), og Kevin Murphy (primært arbejdsmarkedsøkonomi).

Andre mulige emner, der bestemt har gjort sig fortjente til prisen, er Ernst Fehr for sit pionerarbejde med adfærdsøkonomi, Eugene Fama og Kenneth French for teorien om efficiente markeder – også selvom den del af økonomi er stærkt upopulær i politiske cirkler for tiden – og Paul Romer for endogen vækstteori. Det er nærmest umuligt at give et klart bud i dette felt, og der er altid muligheden for, at komiteen finder en eller flere kandidater udenfor de åbenlyse kandidater. Sidst er mit personlige håb: Mit hjerte banker stadig for en pris til enten William Baumol for at bringe iværksættere tilbage i økonomisk teori og flere bidrag til public choice, og selvfølgelig Robert Barro for hans pionerarbejde i økonomisk vækstteori. Hvad mener vores læsere?

To be (Krugman) or not to be (Nobel)

Jeg har kæmpet mig igennem det altid læseværdige The New Yorker‘s meget lange, empatiske portræt af fhv. Enron-rådgiver, nu venstreorienteret avis-skribent Paul Krugman, fra Princeton University, der forrige år modtog Nobelprisen i økonomi for nogle ikke så dårlige skriverier, der vist intet har at gøre med hans nuværende metier.  Artiklen er et ikke-uinteressant indblik i mandens selvforståelse og mentalitet, og blandt flere andre interessante passager, var der særligt én, jeg fæstede mig ved, nemlig Krugmans & Robin Wells’ (hans kone) beskrivelse af deres valgaften i 2008:

Once Obama won the primary, Krugman supported him. Obviously, any Democrat was better than John McCain.

“I was nervous until they finally called it on Election Night,” Krugman says. “We had an Election Night party at our house, thirty or forty people.”

“The econ department, the finance department, the Woodrow Wilson school,” Wells says. “They were all very nervous, so they were grateful we were having the party, because they didn’t want to be alone. We had two or three TVs set up and we had a little portable outside fire pit and we let people throw in an effigy or whatever they wanted to get rid of for the past eight years.”

“One of our Italian colleagues threw in an effigy of Berlusconi.”

“I put out some coloring paper and markers so that people could write stuff on it and throw it into the fire. People really felt like there was stuff they wanted to shed! I had little hats and party whistles.”

Bortset fra at jeg kunne have lyst til at vide, hvad Krugman-parret selv tegnede/skrev på det, de brændte af, så lad mig skynde mig at sige, at jeg formodentlig har begået min andel af barnagtige ting, også i mit voksenliv, og jeg kender bestemt til at blive bidt af begejstringen af at være blandt ligesindede (omend det så typisk snart efter giver mig en instinktiv lyst til at løbe skrigende bort).  Alligevel må jeg sige: Én af grundene (omend langt fra den vigtigste) til, at jeg har stor respekt for f.eks. Milton Friedman, F.A. Hayek, George Stigler, Ronald Coase, James Buchanan, Gary Becker, Douglass North, Robert Lucas, Elinor Ostrom m.fl. er, at jeg faktisk ikke kunne forestille mig nogen af disse, Krugmans forgængere som modtagere af Nobelprisen i økonomi, sammenkalde deres åndsfæller med henblik på at afbrænde billeder o.a. forestillende deres fælles, politiske modstandere.

Måske en mentalitetsforskel, måske en generationsforskel, måske en klasseforskel.  Ihvertfald et bevis på, at det at have en Nobel ikke er det samme som at være nobel.

PS.  Portrættet har iøvrigt denne fine lille passage, der nok antyder, at Krugman ikke er fri for selvironi og -kritik, men også viser, at man skal være forsigtig med at vurdere en (samfundsvidenskabelig) akademiker alene på mængden af “citations”

The most successful paper Krugman ever wrote was about target zones, and it was completely wrong. In the years before Europe adopted the euro, it was thought that establishing something between floating exchange rates and fixed ones—a “target zone” within which a currency would be allowed to float—might reap some of the advantages of each. He estimates that by the time the paper was officially published, in 1991, some hundred and fifty derivative papers had already appeared. “Empirically, it doesn’t work at all,” Krugman says. “People loved it as an academic thing, but it had some very strong predictions about interest rates inside target zones. Those predictions all turned out to be wrong. But nobody attacked me for that.”

Ostrom om statsfejl vs. markedsfejl

Jeg har selv tidligere skrevet lidt om statsfejl versus markedsfejl–og det samme har Elinor Strom, der modtog Nobelprisen i økonomi 2009, og som vi ved den lejlighed diskuterede lidt, og som jeg netop i disse dage er ved at færdigskrive en artikel om.  Så her kommer lidt om dét, Adam Smith, Thomas Hobbes m.v.  fra hendes 1997-takketale for Seidman Prisen:

“One of Adam Smith’s major contributions was the development of a theory of order that demonstrated the possibility of beneficial outcomes emerging from the independent contributions of many individuals pursuing their own interests within a set of agreed upon rules. Smith’s work provided the foundation for modern micro-economics that has formalized the theory of competitive markets. Individuals organize themselves into enterprises that seek out opportunities for gain through production and exchange. Competition among buyers and sellers exchanging purely private goods in an open market within a legal framework that defines and enforces property rights and contractual agreements, generates incentives that lead toward optimal results.

While each participant tries to maximize his or her own welfare, competition among producers and consumers of pure private goods leads to an increase in the benefits for all while driving individual advantage over others to a minimum. Public policies consistent with this view of order encourage the development of markets as a stimulus to increase “the wealth of nations.”
Smith’s theory of order stands in marked contrast to that of Thomas Hobbes, who argued that self-organization and competition leads to warfare and necessitates a single center of power dominating all social relationships and imposing peace and order on others. For Hobbes, order came from having a single decision maker rather than relying on the decisions made by many self-organized and independent decision makers. While modern scholars frequently deny their reliance on Hobbesian intellectual roots, the modern theory of “The State” is a direct descendant of Leviathan. The State is defined as an organization with a monopoly over the authority to make law and the legitimate use of coercion.
Læs resten

Årets modtagere i økonomi er Elinor Ostrom og Oliver E. Williamson

Det er lige godt en forunderlig verden vi lever i – mens BT 13.11 lagde en meget kort nyhed om at modtagerne af årets nobelpris i økonomi var offentliggjort med deres navne og “nicht weider” var wiikipedia allerede opdateret – se

http://en.wikipedia.org/wiki/Elinor_Ostrom

for at læse mere om Elinor Ostrom.

Den anden modtager, Oliver Eaton Williamson kan man læse mere om på

http://en.wikipedia.org/wiki/Oliver_E._Williamson

Ostrom & Williamson fik Nobelprisen i økonomi

Politologen Elinor Ostrom og økonomen Oliver Williamson fik 2009 Nobelprisen i økonomi for deres arbejder med at forstå organisationer, herunder kollektiv handling og transaktionsomkostninger.  Udover at det vist er første gang en politolog går prisen i økonomi, er jeg også en stor fan af Ostrom.  Når nu Tullock alligevel aldrig får den, kunne det ikke være meget bedre.

Og så ikke et ord om fredsprisen …

Nobelprisen til Obama –- for hvad?

Da jeg har svært ved at udtrykke min egen forundring og foragt for den norske Nobelkommite, er her Greg Mankiws måde at svare på:

First-Year Grad Student Wins Nobel Prize in Economics!

From the Associated Press (with some light editing):

Pfuffnick’s Nobel Economics Prize triumph hailed by many

LONDON — The surprise choice of first-year graduate student Quintus Pfuffnick for the Nobel Prize in Economics drew praise from much of the world Friday even as many pointed out the youthful economist has not yet published anything in scholarly journals.

The new PhD candidate was hailed for his willingness to tackle difficult problems, his commitment to improving the economic system, and his goal of bringing efficiency and equality into harmony.

Professor Paul Krugman of Princeton, who won the prize in 2008, said Pfuffnick’s award shows great things are expected from him in the coming years.

“In a way, it’s an award coming near the beginning of the first year in grad school of a relatively young economist that anticipates an even greater contribution towards making our economy a better place for all,” he said. “It is an award that speaks to the promise of Mr Pfuffnick’s message of hope.”

He said the prize is a “wonderful recognition of Pfuffnick’s essay in his grad school application.”

Årets Nobelpris i økonomi

Årets Nobelpris i økonomi gik i år til Eric Maskin, Roger Myerson og Leonid Hurwicz for deres bidrag til “mechanism design theory” (se priskomiteens faglige begrundelse/baggrundsudredning her). Jeg kender to af navnene men ved generelt ikke så meget om dem (selvom jeg da bl.a. ved, at Maskin er social choice teoretiker og både Myerson og han er spilteoretikere).  Men når man selv er rationelt ignorant, er det godt, at de gode folk på Marginal Revolution ved mere (her og her).  Samme blogs Alex Tabarrok forklarer hos Reason, hvad “mechanism design theory” egentlig er, og det er vist ikke helt så ondt, som det lyder.  Min anden gode GMU-ven, Pete Boettke, går endda så langt i Wall Street Journal som at kalde pristildelingen en “market Nobel”.