Tag-arkiv: Nobelprisen

Nobelpristageren i økonomi 2006: Edmund Phelps

I går klokken lidt over et annoncerede Sveriges Riksbank hvem den årlige Nobelpris i økonomi går til i år. Modtageren bliver amerikaneren Edmund Phelps fra Columbia University i New York. Herfra skal selvfølgelig lyde et stort tillykke til Phelps, ikke mindst på baggrund af hvad det er for indsigter han får sin Nobelpris for.

Den mest banebrydende er nemlig den, der førte til et fundamentalt brud med keynesiansk økonomisk politik – i hvert fald i den akademiske verden. Indtil Phelps i slutningen af 60’erne troede de fleste på den såkaldte Phillips-kurve, der viser at der er en trade-off mellem inflation og arbejdsløshed. Politikere troede derfor, at økonomisk politik i høj grad blot var et spørgsmål om at finde den rette kombination af lav arbejdsløshed og ikke alt for høj inflation. Nok var Phillips-kurvens teoretiske grundlag noget usikkert (for at sige det mildt), men ideen appellerede tydeligvis til tidens tendens til at tro, at man kunne regulere sig ud af alle problemer ved gennem offentlig politik at finde det rette niveau.

Phelps viste, at det var forkert. Ved at fokusere på, hvordan en teoretisk forklaring på Phillips-kurven kunne se ud, fandt han frem til en mere korrekt sammenhæng. Hvis man fører ekspansiv pengepolitik, og dermed øger inflationen, øger man naturligvis også efterspørgslen i en økonomi – der flyder jo flere penge ud i samfundet. Men idet inflationen øges – priserne stiger hurtigere – vil lønmodtagere også kræve en løn, der som minimum modsvarer stigningen i deres udgifter. Kravene til næste års løn baseres derfor på den forventede inflation, altså på forventningen om hvordan prisniveauet ser ud. Så høj inflation indebærer højere lønkrav, der logisk nok indebærer højere arbejdsløshed – arbejdskraft er jo blevet dyrere. På bare lidt længere sigt er der således ikke længere nogen trade-off mellem inflation og arbejdsløshed. Phelps banebrydende indsigt var dermed, at en øget inflation fører blot til øgede lønkrav og dermed øget løninflation, men samme arbejdsløshed. Hvad værre er, medfører en for hurtigt løn- og prisudvikling et tab af international konkurrenceevne, da danske produkter bliver dyrere i forhold til udenlandske.

Phelps arbejde var et af de store søm i den keynesianske politiks ligkiste ved at påpege, at der ikke er en fundamental balance mellem inflation og arbejdsløshed, men at forholdet i stedet er af en intertemporal natur: Man kan bruge øget inflation (aktiv pengepolitik) til at sænke arbejdsløsheden midlertidigt, men med omkostninger der kommer senere hen. Dette intertemporale aspekt førte andre økonomer frem til teorien om dynamisk inkonsistens i pengepolitik, som der blevet givet Nobelpris for sidste år, og som ligger til grund for at for eksempel den europæiske centralbank udelukkende har en stabil prisudvikling som mål, og ikke tager hensyn til arbejdsløshed osv. Som Phelps viste, retter den sig alligevel ind relativt hurtigt.

Man kan håbe, at dette års Nobelpris får en politiker eller to til at tænke sig en ekstra gang om. Som det er nu, tænker forbløffende mange af dem økonomi som man gjorde før Phelps. Det gælder i særlig grad politikere i Sydeuropa, men også en tidligere dansk statsminister har ikke helt fået Phelps indsigter med (se her). Der er snævre grænser for, hvad man kan gøre med økonomisk politik, og en af forklaringerne til disse grænser bliver belønnet med en Nobelpris i år. Det burde da være signal nok.

Heller ikke i år …

Nå, så blev det heller ikke i år, at Robert Barro fik Nobelprisen i økonomi.  Og det blev heller ikke Gordon Tullock.  Og slet ikke Israel Kirzner, hvis der ellers endnu er nogen, der tror på dén.  Det var det samme sidste år …

Nej, vinderen er Edmund S. Phelps fra denne punditokrats egen alma mater.  Det har AP en kort historie om her.  Tyler Cowen var hurtigt ude på MarginalRevolution.com (og endog også med en “prolog” og prognoser).

Jeg har faktisk dårligt hørt om manden, så jeg vil overlade det til Punditocratus Primus-inter-pares Bjørnskov eller Punditocratus Emeritus Foss at vurdere den uddeling.

Up-date:

Generelt er folk vist glade–måske med undtagelse af på Harvard …

Nobel tanker

Som blogger må man vel indrømme, at der bor en lille nørd inden i en. Og i søndags fik jeg lejlighed til at fodre min indre nørd, da både BBC og svensk tv sendte den traditionelle samtale med årets Nobelprisvindere. Nogle år skuffer samtalen ved at afsløre, at selv Nobelprisvindere kan have tåbelige syn på ting udenfor deres felt, men i år var samtalen ret fornuftig.

Samtalen afslørede primært to fællestræk ved 2005-modtagerne som man som borgerligt-liberal kan være yderst tilfreds med. Det første var en generelt positiv indstilling til konkurrence. Alle de naturvidenskabelige modtagere udtrykte deres personlige skræk for, at specielt kinesere og indere om få år bliver hårde konkurrenter i den videnskabelige konkurrence. Men samtidig var der over hele linien en varm velkomst til den konkurrence. Som en af kemiprisvinderne udtrykte det, betyder det blot at vi andre må gøre vores arbejde lidt bedre, og at det er til gavn for alle. Robert Aumann, den ene af modtagerne af økonomiprisen, sagde lige ud, at han ikke er mere bange for konkurrence fra Kina end han er for konkurrence fra sin nabo i Jerusalem, og sluttede med at ønske "May the best man win". Tænk hvis politikere også tænkte sådan!

Det andet fællestræk var, at de stort set alle lagde vægt på, at al forskning ikke behøver at være nyttig. Det kan lyde som et paradoks – en flok primadonnaer der spilder vores dyrebare skattekroner – men Robert Aumann gav et fantastisk eksempel. Hans PhD-afhandling handlede om matematisk knudeteori, altså en yderst kompliceret lære om hvilke typer knuder på reb, der er mest stabile. Aumann var tiltrukket af emnet netop på grund af dets dengang helt åbenlyse ubrugelighed, men var for nylig blevet gjort opmærksom af et barnebarn, at de på medicinstudiet lærte knudeteori på andet år. Idag har man nemlig fundet brug for den type teori i forståelsen af molekylers stabilitet! Årets modtagere i medicin understregede også, at der kan være brug for forskning på områder, hvor vi tror vi ved alt, og derfor ikke mener at der er brug for mere viden. Deres opdagelse af, at mavesår skyldes en bakterie der kan overleve i mavesyren, gik fuldstændigt på tværs af datidens – og mange almindelige menneskers – syn på mavesår, nemlig at de skyldtes stress. Igen var alle Nobelpristagerne i år enige om, at det er enormt værdifuldt at have forskning, der ikke giver at synligt afkast. Det er nemlig den der fører vores viden fremad!

Så for at komme tilbage til en pointe fra sidste måned, var en af de store pointer i årets Nobelsamtale, at unyttig og ubrugelig forskning i åben konkurrence er af helt vital betydning. Når man ser på den danske regerings forskningspolitik, er det tydeligt at den pointe ikke rigtigt er sevet ind hos Helge Sander og hans kumpaner. De ville have godt af at se og høre en samtale mellem klodens formodentlig met intelligente mennesker og lære lidt af den. Måske er det et lige så tåbeligt håb som at jeg får Josephine Touray til jul. Men i denne tid har man vel lov til at ønske?

Nobelprisen til Schelling & Aumann

Så blev det Thomas C. Schelling og Robert J. Aumann, som fik 2005 Nobelprisen i økonomi.

Ikke Robert Barro eller Gordon Tullock, som nærværende Punditokrat havde håbet.  Men Schelling er bestemt på mange punkter et rigtigt godt valg (og alt er bedre end at skulle læse endeløse lovprisninger af den fhv. økonom Paul Krugman): Det berømte “Schelling Punkt” er noget, som tilhængere af en mindre centralt dirigeret menneskelig adfærd burde kunne værdsætte (og det er altså ikke et sted på en menneskekrop …).

Mens der sikkert–og forhåbentlig–er nogle af mine ærede med-Punditokrater, der skriver på en post om det, kan andre læse denne fine hyldestartikel skrevet af de kløgtige økonomer Dan Klein, Tyler Cowen & Timur Kuran.  MarginalRevolution.com har også flere nyttige poster om de to vindere som kan læses her.