Tag: nødret

Trumps Fake Emergency

I går erklærede Præsident Trump national nødret i USA. Hans formål er at kunne bruge militære ressourcer på at bygge den grænsemur til Mexico, som han allerede lovede i sin præsidentkampagne. Det er næppe overraskende, at demokraterne er voldsomt imod erklæringen. Californiens demokratisk guvernør Gavin Newson kaldte da også nødretserklæringen et ”absurd teater” og vil sammen med flere andre stater sagsøge præsidenten.

Det er dog ikke kun Trumps politiske modstandere, som er i oprør over, at han bruger nødretslovgivningen til at komme udenom Kongressens modstand mod muren. Modstanderne tæller bl.a. traditionelle republikanske Trump-modstandere som senatorerne Justin Amash (Michigan), Lisa Murkowski (Arkansas), Susan Collins (Maine), og Rand Paul (Kentucky), men også andre, der typisk støtter præsidenten. Marco Rubio (R-Florida) var således klar i mælet, da han skrev at “no crisis justifies violating the Constitution” og internt er partiet i oprør over et skridt, der let kan ende med at blive erklæret forfatningsstridigt af Højesteret.

Udenfor partiet betyder nødretten også, at splittelsen på den amerikanske højrefløj er blevet endnu tydeligere. Dette konservative (og ganske glimrende) Cato Institute understregede således, at ”There Is No National Emergency on the Border, Mr. President.” Alex Nowrasteh pegede i sit indlæg hos Cato på, at der er færre forbrydelser i de stater, der grænser op til Mexico, end der er i resten af USA. Selv når det kommer til påstanden om, at folk sydfra bærer sygdom over grænsen, viser det sig at f.eks. vaccinationsrater er de samme eller højere i Mexico end i USA. Problemet er nærmere, at mange amerikanske forældre nægter at få deres børn vaccineret, fordi de bl.a. tror på skuespilleres helt og fuldstændigt ubegrundede påstande om autisme osv.

Der er således ingen objektive tegn på en krise, og helt særligt ikke noget, der ligner en nødsituation. Trumps erklæring er også unik, da det er første gang en amerikansk præsident bruger nødretslovgivningen til at mobilisere ressourcer som Kongressen ikke har godkendt. Et af de springende spørgsmål er derfor, om lovgivningen fra Fords tid i 1976 tillader en præsident at undvige Kongressens forfatningsmæssige rolle i budgetlægningen. Netop dette forhold er blandt de elementer i Trumps erklæring, der kan vise sig at være forfatningsstridige. Hvis domstolene derimod ikke erklærer dette element ulovligt, åbner det en Pandoras Æske af muligheder for enhver siddende præsident for at få politik gennemført uden Kongressens accept.

Et andet element, der kan vise sig at blive slået ned af domstolene, er Trumps egen begrundelse for at erklære nødret: At han vil have muren bygget hurtigere end den ellers ville med den nuværende bevilling. Demokraternes Nancy Pelosi var hurtig til at påpege, at præsidentiel utålmodighed ikke kan være et argument for, at der er tale om en nødtilstand.

Sidst, men ikke mindst, giver lovgivningen præsidenten mulighed for at bruge eksisterende militære midler til at udføre militært relevant arbejde under nødret. Han må for det første finde de ekstra midler til muren i de allerede eksisterende militære bevillinger, og kan således rent politisk ende med at lægge sig ud med interesser i det amerikanske forsvar. Selv med denne mulighed er der dog stadig en ganske alvorlig risiko for, at netop denne mulighed kan føre til, at domstolene erklærer hans handlinger ulovlige – og potentielt forfatningsstridige. For at præsidenten kan bruge en nødret til at appropriere militære midler til andre formål, må disse midler nemlig stadig kun bruges til militære formål. Trump kan således kun forsvare sin nødretserklæring og de handlinger, han dækker ind under nødretten, hvis muren har et officielt erklæret forsvarsformål. Sat på spidsen indebærer det, at præsidenten – hvis ham presses af domstolene – i det mindste implicit må påstå, at der eksisterer en militært relevant trussel fra Mexico.

Jeg er ikke jurist og kan derfor heller ikke udtale mig videre skråsikkert om detaljer i amerikansk forfatningsret. Der er dog en række forhold, som jeg har lært gennem mit projekt med Stefan Voigt (Universität Hamburg) om nødforfatninger (se f.eks. her, her og her). Den amerikanske forfatnings nødretsprovisioner er på nogle områder ganske tydelige. Trump har for eksempel absolut ingen muligheder for at bremse kritikken af ham, heller ikke i en nødretssituation. Den amerikanske forfatning gør det umuligt for ham, præcist som den danske grundlov, at begrænse borgernes almindelige rettigheder. Han kan heller ikke i sidste ende vige udenom, hvis tilstrækkeligt mange republikanere stemmer imod ham, da Kongressen kan opløse en nødret udenom præsidenten. Det kræver blot en simpel erklæring med to tredjedeles flertal i begge kamre. Givet mange republikaneres ofte erklærede respekt for forfatningen, er det ikke utænkeligt, at miseren kan ende der. Hvis ikke, har Trump meldt ud, at han er klar til at tage sagen hele vejen til Højesteret. Sandsynligheden for, at han vinder sagen i sidste ende, synes minimal, og odds er, at de amerikanske institutioner efter nogen tid igen viser sig at være robuste nok til at modstå den mest populistiske og mindst kompetente præsident i mands minde.

Forfatninger og naturkatastrofer

I dag er grundlovsdag, hvor vi fejrer, at Danmark fik en egentlig grundlov 5. juni 1849. Enigheden om grundlovens betydning dominerer denne dag, og dominerer også ofte danske og andre nordiske diskussioner af forfatninger. I dag stiller vi derfor det kætterske spørgsmål: Er forfatninger egentlig så vigtige?

Baggrunden for spørgsmål er ikke blot, at det er vigtigt og der på ingen måde er indlysende svar. Adskillige studier peger for eksempel på, at forfatningsmæssige regler på specifikke områder ikke har nogen konsekvenser (se f.eks. et par af mine egne her og her). Mange andre indikerer, at det bestemt ikke er tilfældigt, hvilke forfatningsmæssige regler, forskellige lande og regimer vælger. Den sovjetiske 1936-forfatning fremhæves ofte som eksempel på et dybt diktatorisk regime, der implementerede en forfatning med fornem formel beskyttelse af ytrings- og pressefrihed og forbud mod tortur osv. Det sovjetiske regime med Stalin og Beria i spidsen havde dog ingen planer om at overholde forfatningen, men brugte den udelukkende som propaganda-redskab i internationale diskussioner.

Forleden dag offentliggjorde Stefan Voigt (Uni Hamburg) og jeg et nyt papir om emnet. Under titlen ”More Power to Government = More People Killed?” undersøger Stefan og jeg, om landes nødretsforordninger i deres forfatninger er effektive i faktiske nødsituationer. Vores udgangspunkt er, at den officielle begrundelse for at give regeringen mere diskretionær magt i nødsituationer – dvs. muligheden for at indføre nødret – er at de ekstra muligheder gør det muligt for regeringen at handle hurtigere og mere effektivt. Hvis det også er den faktiske konsekvens, burde man derfor kunne se, at lande med ’bedre’ nødforfatninger – forstået i den forstand at det er hurtigere at erklære nødret og forfatningen giver regeringen større spillerum under nødretten – også håndterer naturkatastrofer bedre. I vores forståelse af det, betyder bedre håndtering at færre mennesker dør.

Til adskillige juristers fortrydelse finder vi, at nødforfatningerne ikke blot ikke beskytter folks liv, men faktisk virker modsat. I særlig grad kan vi se at i lande, hvor nødforfatningen tillader at regeringen eksproprierer og indfører (delvis) censur, dør der relativt flere mennesker i sammenlignelige naturkatastrofer, end i lande, hvor forfatningen ikke tillader det. Vi observerer også, at jo nemmere der er for regeringen at erklære nødret – dvs. jo færre vetospillere der er og jo mindre, regeringen må søge støtte fra parlamentet – jo mere sandsynligt er det, at staten overtræder menneskerettigheder under nødretten.

På grundlovsdag kan vi dermed pege på ny forskning, der helt konkret viser hvordan en række regeringer misbruger forfatningen, i det øjeblik de kan. Hvis man vurderer forfatningens nødretsprovisioner på deres meritter under naturkatastrofer, bør den bedste forfatning gøre det næsten umuligt at erklære nødret, og overhovedet ikke tillade regeringen ekstra indflydelse under katastrofen. Public choice-devisen om ’rækker man Fanden en lillefinger’ gælder også for forfatninger.

Nødforfatninger – et forskningsprojekt

Som nogle læsere måske kan huske fra en tidligere post, har jeg gennem længere tid arbejdet på et forskningsprojekt om nødforfatninger sammen med Stefan Voigt fra universitetet i Hamborg. Nødforfatninger er ikke separate forfatninger, men derimod bestemte dele af et samfunds forfatning, der beskriver de omstændigheder, der er nødvendige for (lovligt) at nødtilstand, hvilke politiske aktører der må gøre det, hvem der skal konsulteres, og hvad man fra politisk side må gøre under nødtilstanden. Med andre ord er nødforfatninger ekstremt interessante i public choice / politisk økonomi fordi de klart specificerer, hvilke begrænsninger i den almindelige forfatning, som politikere må ignorere når de erklærer nødret. Nødforfatninger er dermed konstitutionelle kattelemme.

Grunden til at skrive om det er, at der nu begynder at komme artikler ud af projektet. Vi har gennem længere tid haft det første, grundlæggende papir liggende på SSRN (læs her). Det nyere er, at flere nu er offentligt tilgængelige. I ”The Architecture of Emergency Constitutions” beskriver Stefan og jeg, hvilke særtræk nødforfatningerne typisk har, udvikler et mål for hvor let det er at erklære nødret og hvor meget forfatninger tillader – vi kalder det the Indicator of Emergency Powers – og identificerer seks tydelige ’familier’ af nødforfatninger. Der er med andre ord systematik i lands valg af nødforfatning. Danmarks grundlov befinder sig i vores analyse i en familie med blandt andet Tysklands først forfatning fra 1871 og USA’s forfatning, men også med en række forfatninger, der nu er afskaffede – f.eks. Perus fra 1867 og Sydafrikas 1961-forfatning. Denne familie er karakteriseret af at beskytte folks almindelige rettigheder selvom der er nødret. Artiklen udkommer i International Journal of Constitutional Law.

I forskningsprocessen, og ikke mindst når en af os har været ude at præsentere at af papirerne, har vi fået mange spørgsmål fra både nationaløkonomer, politologer og jurister. Et af dem, som vi endte med at skrive en separat artikel om, er om man kan genfinde de samme forhold i de amerikanske delstaters forfatninger. Det svarer vi på i ”Dealing with Disaster – Analyzing the emergency constitutions of the U.S. states” hvor vi gentager vores analyse, men for de 50 delstatsforfatninger. En del af cluet i artiklen, der udkommer i Arizona State Law Journal, er at vi har glimrende data på faktiske nødsituationer omkring naturkatastrofer. Det tillader os at give et første bud på, om nødforfatningerne ’virker’. Svaret er, at de stater hvor relativt færrest mennesker dør i sammenlignelige naturkatastrofer, har nødforfatninger, der gør det meget besværligt at erklære nødret, men tillader relativt større politiske indgreb, når de først er erklæret. Og vores analyser kommer også forbi en indlysende ’smell test’: Ja, Texas er totalt anderledes, også når man ser på deres forfatning.

Sidst, men ikke mindst, har vi også i projektet set på, hvornår stater erklærer nødret. Det er jo på ingen måde givet, at de gør det selvom der er en nødsituation, og det er heller ikke givet, at de ikke snyder på vægten ved at opfinde en situation, som gør at de kan påtage sig mere magt ved at erklære nødret. Det spørgsmål er fokus i ”Why Do Governments Call a State of Emergency? – On the Determinants of Using Emergency Constitutions” som jeg skal præsentere til september i Israel. Spørgsmålet er relevant, da 137 lande har erklæret nødret mindst en gang mellem 1985 og 2014, som er den periode vi analyserer i papiret. Og her finder vi, at nødforfatningerne er vigtige for at forstå hvordan stater håndterer naturkatastrofer, men ikke politiske nødsituationer. Jo mere besværligt, det er at erklære forfatningsmæssig nødret, jo mindre sandsynligt er et, at stater gør det – ganske uanset størrelsen af katastrofen. Nødforfatningerne virker derfor! Med der slutter historien ikke, fordi data også meget tydeligt viser, at præsidentielle systemer er meget hurtigere til at erklære nødret. Det samme gælder stater, hvor regeringen oplever et kupforsøg, men med den krølle på den analytiske hale, at det gælder både den nye regering – hvis kuppet lykkes – og den gamle regering, hvis det mislykkes. Er der en konkret trussel, erklærer alle regeringer nødret ganske hurtigt.

Og hvorfor så belemre vores læsere med beskrivelser af, hvordan et konkret forskningsprojekt skrider frem? Måske kunne nogen være interesserede, men den særlige grund er, at projektet er et eksempel på, hvor public choice-forskning bevæger sig hen i disse år. Der sker ekstremt meget på feltet, og et af områderne er krydsfeltet – som vores projekt er et eksempel på – mellem retsøkonomi og politisk økonomi. Nødforfatningsprojektet med Stefan Voigt er blot et af mange eksempler på, hvordan public choice-feltet åbner op for et af de særligt følsomme spørgsmål: Betyder lovgivning overhovedet noget, og hvis den gør, er et så en gavnlig virkning den har? Det er bestemt ikke altid et populært spørgsmål blandt jurister, men et vi mener de absolut burde interessere sig for.

Nødforfatninger – et forskningsprojekt

Jeg har gennem længere tid haft et forskningsprojekt om nødforfatninger med min gode kollega Stefan Voigt ved universitetet i Hamborg. Nødforfatninger er de dele af et samfunds forfatning, der beskriver hvornår man må erklære en nødtilstand, hvem der må gøre det, hvem der skal konsulteres, og hvad man fra politisk side må gøre under nødtilstanden. Med andre ord er nødforfatninger interessante i en politisk-økonomisk sammenhæng, fordi de afgrænser og specificerer, hvilke dele af den almindelige forfatning, som politikere må ignorere under en nødret, og hvornår man må erklære den. De er – sag på en anden måde – konstitutionelle kattelemme.

Der ligger således et større projekt i for eksempel at afdække, hvad der dækkes af nødforfatninger, hvorfor de ser ud som de ser ud, hvornår de indføres, og om de faktisk virker efter den officielle hensigt – at begrænse konsekvenserne af nødsituationer. Det første papir, der hedder ”The Determinants of Emergency Constitutions”, ligger nu i første udkast på SSRN og kan læses her. Abstractet er gengivet nedenfor.

Nine out of ten countries currently have emergency provisions written into their constitutions. The nature of these provisions remains poorly understood. This paper therefore aims at providing first answers to two questions: 1) how much additional discretionary power do emergency constitutions allow and which political actors are given the additional power; and 2) which political and economic factors cause the inclusion of particular emergency provisions into constitutions. To answer the first question we construct an Indicator of Emergency Powers (INEP) which takes six central elements of emergency provisions explicitly into account. Structuring our discussion regarding reasons for the choice of emergency provisions, we discuss three theoretical motives, namely (1) a pragmatic, (2) a power-maximizing and (3) a more elaborate commitment motive. We test our theoretical conjectures and find that emergency constitutions in countries with stronger veto institutions, higher average income, and which recently experienced a coup allow more discretionary power while countries that are prone to natural disasters and countries far from the equator allow less power. Our findings are mostly in line with theoretical options 2) and 3).

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑