Tag: Ny Alliance

NA – nyt partiprogram?

Denne punditokrat har tidligere dristet sig til at støtte den kursændring, som NA påbegyndte efter, at de ramte bunden i forbindelse med Jørgen Poulsens exit.

Et fast modargument imod enhver optimisme har i kommentarspalten været: se deres partiprogram (og græd, var vel det underståede budskab).

I så fald giver det fornyet håb, at det gamle partiprogram bliver skrottet, og at et nyt skal udarbejdes, som omtalt i Berlingske her?

NA over spærregrænsen

Statistik er som bekendt ofte mere mis- end retvisende, og procentregning er sjovest, når man er lille.

Det er således en smagssag, om man vil ønske NA tillykke med, at deres folketingsgruppe er forøget med hele 50 pct. i anledning af, at Gitte Seeberg har forladt Folketinget og hendes suppleant, Villum Christensen, har tilsluttet sig gruppen.

Men væksten på et andet område er mere positiv, også selvom man ignorerer procentregningen.

Ifølge en ny meningsmåling er NA kommet over spærregrænsen og har 2,3 pct. opbakning. Sidst jeg så efter, havde de 0,2 pct., og ifølge artiklen skulle fremgangen være en femdobling siden maj.

Dermed er et af de væsentligere argumenter imod NA, at det er stemmespild, faldet bort, hvis – vel at mærke – trenden fastholdes. Meningsmålinger er flygtige og så er der lige detaljen med deres ofte oversete indbyggede usikkerhed. Alligevel tror jeg, at trenden holder, og at partiet med sin (ny-) erklærede “neoliberalistiske” holdning klarer spærregrænsen.

Den tro skyldes især ønsketænkning, men også andre forhold.

Det har været bemærkelsesværdigt, hvordan mange kommentatorer har haft travlt med at afsige dødsdommen over NA, især efter Jørgen Poulsen røg ud. Især hos den type bløde konservative, som man kan mistænke for at ville foretrække socialisme frem for liberalisme, og som med forfærdelse så Gitte Seeberg-fløjen tabe indflydelse, har dødsdommen haft en næsten besværgende karakter. The lady doth protest too much, methinks.

Et andet positivt tegn var meningsmålingerne, før Folketinget gjorde os alle den tjeneste at gå på sommerferie. Her gik RV frem, hvilket formodentlig skyldtes Vestagers klare profilering af en gammel radikal mærkesag: hvad kan det nytte? Anledningen var terrorangrebet på den danske ambassade i Pakistan og budskabet var, at vi burde overveje vores aktivistiske udenrigspolitik. Nu er der vel ingen som tvivler på, at den aktivistiske udenrigspolitik er overvejet, så budskabet var naturligvis, at vi skulle ændre vores udenrigspolitik. Det kan også mere ukærligt udlægges sådan, at vi skal gøre som terroristerne ønsker. Hvis de ikke kan lide, at vi hjælper et demokrati på vej i Irak, må vi hellere lade være. Hvis de ikke kan lide, at vi bekæmper taliban i Afghanistan, må vi hellere lade være. Hvis de ikke kan lide, at vi tillader satire af religiøse emner, må vi hellere lade være, osv. Synspunktet om det håbløse i at kæmpe, tilskrives Viggo Hørup, men hans tilføjelse om, at vi manglede en stærk alliance, blev glemt, for den opstod først efter 1948. Det er således ikke helt fair, når statsministeren sammenligner om end nok så indirekte og subtilt Vestager med Scavenius, for sidstnævnte havde faktisk en god grund til at være fej.

Det interessant ved Vestagers udspil er, at det kun gav RV en fremgang på et par procentpoint. Hvor er resten? Hvor er de ca. 25 pct., der støttede NA i dets velmagtsdage? De er åbenbart ikke fristet af et opgør med den aktivistiske udenrigspolitik, der ikke bare har skabt et levedygtigt demokrati i Irak og næsten nedkæmpet taliban i Afghanistan, men også har vist den muslimske verden, at “Vesten” ikke var et degenereret, svagt og undergangsdømt system, men tværtimod stærkere end al-Qaeda og langt at foretrække.

Når RV ikke har kunne tiltrække de mange vælgere, som kom i skred, da NA trådte frem, ved at tilbyde traditionel radikal politik, er det et fair bet, at disse vælgere fortsat er “derude”. Kan NA få fat på blot en del af dem, kan dansk politik ændre sig til det – for os at se – bedre.

Det tyder altså på, at vi omsider har et borgerligt-liberalt protestparti i Folketinget, også efter næste valg. Måske ikke lige det, vi helst vi have, men et, der kommer det rimeligt nær.

Som forudsagt på denne blog er MSM ikke det nye NA særlig venligt stemt, og Politiken var ved at få skovlen under den nye MF med det klassiske hader-du-også-DF spørgsmål. Villum Christensen fik talt sig bedre ud af den fælde, end Jørgen Poulsen ville have gjort. Så der er håb også for ham.

For naturligvis er det en opgave for NA at få drejet V og K væk fra DF. DF har ved sin enerådende formand meget klart udtrykt, at de ser det som deres opgave at forhindre regeringen i at føre liberal politik, hvilket de har været ganske dygtige til. Men som NA allerede har oplevet på den hårde måde, så er løsningen ikke at dæmonisere DF; det udtrykker kun hysteri og svækker respekten for ens dømmekraft.

DF ligger ikke længere fra den politiske midte end SF og er vel blot at regne for en nationalistisk variant af socialdemokratiet. Naturligvis kan man pege på, at nationalismen førte til et grusomt samfund i national-socialismens Tyskland, men det gælder jo også socialismen i Sovjet-Rusland, Kina osv. Det er lige så hysterisk absurd at opfatte DF som første skridt på vejen til Holocaust, som det er at opfatte Villys SF som første skridt på vejen til et nyt Gulag i det sydfynske.

Hvis NA dropper negativiteten og i stedet koncentrerer sig om at levere et realistisk borgerligt-liberalt alternativ til den siddende regering, har partiet en fremtid, og vi har et alternativ til sofaen ved næste valg.

NAdir?

Det minder om sangen om de ti små cyklister: der var en, der var to, nå ja, indtil videre er der to. Spørgsmålet er, om sangen er færdig.

Med udvisningen af Jørgen Poulsen fra NAs i forvejen begrænsede folketingsgruppe er der mange, nok de fleste, der ser det som partiets endelige dødsstød.

Det behøver ikke være tilfældet, og vi, der gider skrive på blogs som disse eller læse dem, har en markant interesse i, at det ikke bliver tilfældet.

Efter alt at dømme var det Poulsens interview sidste søndag i Berlingske, der gjorde det klart for Khader & Samuelsen, at han var en dødvægt, som ville hindre den nyorientering, de havde iværksat og arbejdet ihærdigt for siden Gitte Seebergs udtræden, og dermed forhindre partiets eneste chance for at overleve.

Især Poulsens klodsede advarsel imod “neoliberalisme” må have gjort det pinagtigt klart, at her var en mand, der opfatter frihed og selvstændighed som noget uartigt. Hans nedladende bemærkning om, at Samuelsens nok spøgte, når han advarede imod et medlemskab af euroen under de nuværende omstændigheder i Europa, viste en mangel på ikke bare respekt for partifællen, men også en mangel på refleksion, som før eller siden ville skade partiet. Et større parti kunne have gemt en Jørgen Poulsen i folketingsgruppen, NA havde ikke den luksus.

Hermed er NA afskallet indtil de to, som begyndte det hele, Khader & Samuelsen.

Men er det så slemt?

Samuelsen har længe været kendt for at være for økonomisk godt begavet til at være i et parti som Radikale Venstre, der havde deponeret sin fremtid på venstrefløjen. Khader trådte i karakter, da han tog afstand fra halalhippiernes vestlige selvhad kamufleret som værdirelativisme og den deraf følgende mangel på solidaritet med det brede flertal af herboende muslimer, der ikke er fanatiske islamister, men er flyttet hertil netop for at undgå den tvang og nyde vores frihed.

Det var den kombination af en rigtig liberal, der turde udfordre de indgroede socialdemokratiske forestillinger om stadig mere passiv velfærd til alt og alle og løftet om en realistisk holdning til indvandring, som ville gøre det muligt at basere reguleringen af indvandringen på andet og mere end Dansk Folkepartis golde nationalisme, der gjorde NA til et populært politisk eksperiment i nogle få forvirrede uger.

Det gik galt. Det er der sikkert mange årsager til. En forklaring kan være, at partiet blev oversvømmet ikke bare af de frustrerede borgerligt-liberale, som først blev tiltrukket af ovennævnte kombination, men også af den venstrefløj, der er tilstrækkeligt veluddannet til at vide, at fremtiden ikke er socialistisk, men for velopdragen til at indrømme det. De troede, at NA tilbød en mere trendy udgave af RV, og de trak den massive mediedækning med, som hører til det miljø, hvor de fleste journalister føler sig hjemme.

Nu er man tilbage ved start. Khader med sin realistiske holdning til indvandring og integration, Samuelsen med sine liberale ideer. Har de så en chance?

Det må vi sgu’ håbe.

For hvad enten vi kan lide det eller ej, så har Poulsen givet dem prædikatet neoliberale. Hvis partiet ikke klarer spærregrænsen ved næste valg, vil det i bredere kredse end bare statsministerens kontor blive opfattet som det uigendrivelige bevis på, at alle danskere er socialdemokrater i større eller mindre grad, og at et parti med en erklæret borgerlig-liberal profil er en stendød fuser.

NA kan ikke længere forvente den positive mediedækning, som de fik, den gang journalisterne troede, at det var en ny udgave af RV og SF. Men når MSM ikke vil, må vi aktivere bloggosfæren. Derfor denne posting i håbet om, at andre blogs vil benytte lejligheden til at give NA en chance.

Opgaven for NA bliver nu at markedsføre deres to stærke sider: en liberal politik, der gør op med den hellige ko, som velfærdsstaten er blevet herhjemme, og bekæmper den umenneskelige umyndiggørelse, der er dens konsekvens, og en realistisk fremmedpolitik.

Det vigtigste bliver at modstå sirenesangen fra MSM, hvor den gennemsnitlige venstredrejede journalist i sin skuffelse over det NA, som ikke blev, vil opfordre partiet til at lægge sig ud med Fogh og håner dem, når de ikke gør det.

Partiet skal gøre det tindrende klart, at de støtter Fogh og ser det som deres opgave at skabe mandater nok til at give regeringen et råderum fri af såvel DF som SF til at føre borgerlig-liberal politik. Pia Kjærsgaards jalousi fra seneste valgkamp var ikke helt uberettiget, for det var tydeligt, at Fogh kastede lange blikke efter et NA, der kunne give ham et sådant råderum. Det er forkert at tro, at man kan true Fogh med at støtte socialdemokraterne; man kan true ham ved at tilbyde vælgerne den borgerlige-liberale politik, som regeringen indtil nu ikke har turde gøre helhjertet.

Men alt det kræver, at de klarer spærregrænsen, og lige nu synes det at være en kæmpe opgave.

Vi bør støtte dem i den opgave og ikke lade det bedste være det godes fjende. Som gamle Sct. Reagan skal have sagt, hvis en person er enig med dig i 80 pct. af tilfældene, er han en ven og allieret.

Der er nu et parti i Folketinget, som er erklæret liberalt, og som har strittet de folk ud, der trækker i anden retning. Der er politisk set et fuldstændigt tomt marked uden konkurrenter og et kundeunderlag, der hungrer efter netop den ydelse. Ingen kan ved næste valg sige, at de mangler et parti, der repræsenterer deres holdning. Det bør kunne lykkes. Ellers fortjener vi at blive begravet i en stadig mere tyndslidt og alligevel kvælende velfærd.

Forhåbentligt bliver det her NAs nadir, det lavpunkt hvorfra det atter går fremad.

Politisk forår?

Dagen er tiltaget med seks timer; foråret er på vej.

I dagens Berlingske er der to artikler om Ny Alliance, som nok engang prøver at skifte ham. Denne gang er Anders Samuelsen helt i front, og relanceringen præsenteres som meget liberal. Det er skrevet af journalister, så det siger ikke så meget i sig selv, men alligevel.

Jeg var forbi deres hjemmeside, men der var ikke rigtig noget nyt. Hm, måske deres IT-folk er blandt de afvandrede. Det kommer jo nok, men det gør det lidt svært at tjekke oplysningerne.

Alligevel vil jeg lade foråret råde og se det fra den lyse side. De budskaber, som Anders Samuelsen får sendt i de to artikler (her og her), lyder rigtig godt, rigtig rigtig godt endda.

Mange læsere af denne blog har sympati for partiet Liberalisterne og deres projekt med at få et parti ind i Folketinget, der ønsker en liberal politik til erstatning for det parti, der for tiden misbruger samme betegnelse. Men medmindre Forbrugerombudsmanden får overskud og mod til at påtale den falske markedsføring, når han er færdig med at censurere erotisk harmløse reklamer, er det ærlig talt meget tvivlsomt, om partiet kommer ind.

I stedet kunne det tyde på, at vi får en mulighed i Ny Alliance, hvis de virkelig mener det alvorligt med en mere borgerlig-liberal profil. Partiet er allerede i Folketinget, hvilket giver en langt bedre mulighed for at profilere sig og få opbakning. Partiet har meldt klart ud, at det hører til på den borgerlig-liberale fløj, og det burde — hvis de ikke svigter tilliden — give en masse af os mulighed for rimeligt risikofrit at udtrykke vores utilfredshed med den nuværende bloks forkærlighed for socialdemokratisk politik.

Anders Samuelsen udtrykker det meget rammende:

Nu kommer vi med et bud til de borgerlige vælgere, og hvis de fortsat vil være nogle tøsedrenge som i valgkampen, så må de selv om det. Så er de selv skyld i, at skatten ikke kommer ned.

Nu er det lidt vel flot at kalde os, denne punditokrat medregnet, for tøsedrenge, fordi vi ikke stemte på et parti, der i den grad rodede rundt i, om de var et trendy afkom af RV og SF eller et fornuftigt borgerligt-liberalt parti. Men det ændrer ikke på, at vi nu faktisk har chancen for at markere over for Fogh, at der er en vilje til at føre en borgerlig-liberal politik.

Det er på høje tid. For vi lever under et ejendommeligt politik klima.

På den ene side har vi den borgerligt-liberale regering, støttet af en nationalistisk variant af socialdemokratiet, der synes fast besluttet på at udkonkurrere socialdemokraterne på at være gode kollektivistiske og formynderiske socialdemokrater.

Tag blot det seneste helt vanvittige eksempel med rygeloven, som Birgitte Josefsen har ønsket strammet, før den aftalte revision af loven overhovedet var aktuel. Det er herremandsmentalitet af den mere rå slags: politikerne vil have folk til at holde op med at ryge, men tillod storsindet at man kunne gøre det på små beværtninger, formodentlig i den tro, at det lod man være med. Men sandelig om der ikke var dele af befolkningen, som ikke makkede ret. Det skal de, for politikerne skal nok bestemme, og individuel opsætsighed tolereres ikke. Det er, eller rettere: burde, være komplet uforeneligt med borgerlig-liberal tankegang at forbyde en adfærd, der blot er rimelig usund, når denne kan foregå på en måde, så ingen for alvor kan blive tvunget til det at gøre det mod sin egen vilje. Man kan – med et vist besvær – argumentere for rygeforbud på mange steder, men man kan ikke forsvare at udvide det til alle områder. Det er ganske simpelt en misforståelse at tro, at forbi et lokale har offentlig adgang, så ophører det med at være privat ejendom. Men så vidt er det kommet.

På den anden side har vi et Socialdemokrati og nu også et SF, der siger ting, som tidligere var udtryk for god borgerlig-liberal tankegang: man skal gøre sin pligt og ikke bare kræve sin ret, og man skal ikke være tolerant over for intolerance. Villy Søvndal tager et opgør med det-er-altid-samfundets-skyld doktrinen i sit parti til stor fortørnelse for partiets fortidslevn, men stor glæde for de mange, som ved, at de borgerlige-liberale har ret, men som betragter det som uanstændigt at støtte dem. Og selv Mette Frederiksen har, formodentlig inspireret af Villys succes, i dagens avis gjort sig til talskvinde for pligter og ikke bare rettigheder.

Så før de to fløje helt bytter side, kunne det være rart med et borgerligt-liberalt parti, der faktisk er borgerligt-liberalt.

To problemer melder sig. For det første er det ikke så populært i medierne at være borgerlig-liberal som radikal eller SF. NA må derfor forberede sig på mindre dækning, og en dårlig dækning når den er der, end man fik sidste sommer.

For det andet skal de føre en borgerlig-liberal politik på et tidspunkt, hvor folk har vænnet sig til socialdemokratismens uafvendelighed. Kan man virkelig tænke selv? Kan man virkelig tage ansvar for sig selv? Er penge ikke syndige, og vil privat hjemmepleje og hospitaler ikke medføre civilisationens undergang? Der venter en betydelig pædagogisk opgave. Hertil kommer, at der er mange forskellige opfattelser af, hvad borgerlig og liberal politik egentlig er.

I et demokrati er det umodent kun at ville stemme på et parti, hvis man er 100 pct. enig. Mindre, meget mindre, kan også gøre det.

Hvis Ny Alliance virkelig vil tilbyde en borgerlig-liberal politik i højere grad, end den nuværende regering gør, og det er vanskeligt at gøre det ringere, så har vi omsider et politisk alternativ til sofaen.

Så er vinteren måske alligevel omme.

NA da da

En uge kan være lang tid i politik, og lige nu må tiden synes at falde Khader og Samuelsen meget lang.

Spørgsmålet denne gang er: betyder Malou Aamunds exit afslutningen på Ny Alliance?

Der er næppe tvivl om, at det må betyde et yderligere tab af opbakning, når NA fremstår som en hurtigt synkende skude. Til gengæld var deres opbakning allerede så lav, at det næppe kan betyde det store.

Alligevel tror jeg, at Aamund Sr har ret, når han hævder, at NA fortsat har en eksistensberettigelse — eller mission er måske et bedre ord for at understrege troens betydning i denne sammenhæng.

Lad os se på det fra forskellige perspektiver.

Hvis NA virkelig holder fast i, at de hører til på den borgerlige blok, hvordan stiller det så os, de potentielle vælgere på den blok? Hvis vi ikke er tilfredse med den nuværende regering, og det kan vi godt tillade os at lægge til grund både for egne og læsernes vegne her på bloggen, har vi vel følgende muligheder:

1) Vi kæmper for at få et nyt borgerligt-liberalt parti valgt ind i Folketinget ved næste valg nogle år fremme i tiden.

Det er umådeligt svært at komme ind som nyt parti uden den fordel, der ligger i at have allerede valgte MF’ere til at trække læsset. Det kræver et afsindigt stort arbejde og en voldsom interesse for politik. Det er der nogle, som vil præstere. Respekt for det, men hvor går vi andre mere dovne hunde hen? Videre til nr. 2.

2) Vi stemmer personligt på politikere, der enten fuldt ud eller dog i højere grad står for de ting, vi tror på, og så håber vi, at de med deres personlige stemmer som ballast kan trække partiet i den rigtige retning.

Det er en fornuftig løsning, men det er svært at overse, at disse politikere lever et farligt liv, fordi de ofte opfattes som illoyale i partiet. Erfaringen viser os også, at det er meget begrænset, hvad der kan flyttes ad den vej. Det fører os til nr. 3.

3) Vi stemmer på et protestparti, hvis det i højere grad end de etablerede partier (V og K) står for de rigtige, dvs. vores, holdninger. Hvis partiet opnår tilstrækkeligt med mandater, vil de etablerede partier lade sig trække i den rigtige retning, såkaldte “brede flertal” (hvilket er christiansborgsk for et andet flertal end det nuværende, uanset at det numerisk måtte rumme det samme antal mandater). Hvis det ikke lykkes at samle mandaterne nok, tja, så er vores rigtige holdninger ikke gode nok, og vi må affinde os med at kæmpe videre på det rent åndelige plan, hvilket normalt er ret ukompliceret og giver en varm fornemmelse af at være udvalgt.

Det var den løsning, som jeg argumenterede for i min klumme til 180 grader, omtalt i postingen ndf., og den løsning har for mig at se ikke ændret sig. Det forudsætter imidlertid, at protestpartiet har holdninger, der i højere grad modsvarer vores end de etablerede partier, ellers er det tilbage til nr. 2.

For at vurdere, om NA har det, må vi se det fra NAs perspektiv.

Efter valgkampen og den interne fløjkamp har NA meldt sig som et borgerligt parti, og Seeberg-fløjen er skredet.

Aamunds exit fastslår blot formelt, hvad der allerede var tilfældet reelt: at man står uden rigtig indflydelse, når man nu har valgt side og ikke vil hjælpe en socialdemokratisk regering til.

NA kan nu enten vælge at stræbe efter det, som jeg utroligt nedladende har kaldt caffelatte-segmentet, dvs. de vælgere, der gerne vil have pladderhumanisme, men er for intelligente til at være socialister. Det er vel en vælgergruppe, der udgør mellem 10 – 20 pct. Ikke dårligt, problemet er bare, at der allerede er et parti, som med stort held har gået efter det segment, nemlig Radikale Venstre. Så vælger man den vej, skal man slås med en stærk konkurrent om et beskedent marked.

NA kan også vælge at stræbe efter den – igen en smule subjektivt beskrevet – fornuftige og oplyste del af befolkningen, dvs. de borgerlige eller liberale. Afhængigt af, hvordan dét defineres, kan det segment udgøre et godt stykke over halvdelen af vælgerne, inkl. en pæn del af caffelatterne. Ikke bare er der en hulens meget større målgruppe, man er også så heldig, at størstedelen af denne målgruppe for tiden føler sig forladt. Der er ingen konkurrence om disse mennesker, ingen der angler efter deres accept, ingen der fedter for deres præferencer.

Det burde være et ret let valg at træffe.

Det kræver så, at man kan opfylde rollen som et seriøst protestparti, der er beskrevet i nr. 3 ovf. Det burde ikke være så svært. Forslaget om en skattereform og indførelsen af et nyt system, der er mere enkelt og retfærdigt (den proportionale skat), vil række langt bare i sig selv. Men derudover burde det også være nemt at skrive et partiprogram på en halv times tid. Tag det, RV mener, og vælg så noget mere borgerligt-liberalt. Eller endnu bedre: tag nogle af de etablerede partiers tidligere valgprogrammer og ajourfør det. Det er næsten copy-and-paste blot med lidt let redigering. Hvor svært kan det være.

Det næste er kommunikationen. Hele fordelen for nr. 3 (det eksisterende protestparti) frem for nr. 1 (det uvalgte protestparti) er den eksponering, som tilstedeværelsen i Folketinget giver. Eksponeringen kan benyttes til kommunikation af egne holdninger, og her ville det være en god idé med noget så usædvanligt som ærlighed.

Det, der driver folk til den utaknemmelige og dårligt lønnede tilværelse om MF’er, er næppe kun en ubændig trang til at blande sig i andre menneskers liv, men ofte også en vis personlig ærgerrighed. Det må være forklaringen på, at så mange politikere vælger at fremstille de mest håbløse kompromisser ikke, som det de er, utilfredsstillende kompromisser som man har måtte indgå, fordi man ikke alene havde mandater nok, men søger at fremstille dem som kloge og fornuftige løsninger. Man gør en dyd af nødvendigheden og forsømmer dermed at stå ved de synspunkter, man burde se som sin fornemmeste pligt at repræsentere. Hvor ville det dog være befriende, hvis man hørte en MF’er sige efter indgåelsen af endnu et mudret forlig: “Det er ikke særlig godt, men vi kunne ikke gøre det bedre, da vi ikke havde stemmer nok til at nå et bedre resultat. Vi ville hellere have opnået det og det, og ville I også foretrække det, så stem på os næste gang.” Det ville være forfriskende ærligt.

Er ærlighed overhovedet gangbar i politik. Svaret er formodentlig klart nej på udbydersiden og blandt de kommentatorer, der hygger sig dér, men jeg tror, at svaret er meget anderledes hos aftagerne.

Et lille sidespring affødt af, at vi nu kender resultaterne fra Super Tuesday. Her har McCain lagt sig grundigt i spidsen, selvom han sidste sommer var erklæret død og borte. To forhold, der ikke direkte var i hans kontrol, har ganske vist hjulpet. Det ene er, at indsatsen i Irak ikke, som det en overgang tegnede til, blev et nederlag, men igen tegner til at blive en sejr; det andet er Giulianis implosion. Men en væsentlig forklaring er nu også McCains – i det store billede, hvis vi ser bort fra mindre, ahem, taktisk begrundede hop – ærlighed. Som Gerson bemærker i dagens WaPo:

For all the talk about the influence of money and organization on politics, the McCain revival demonstrates that issues and political character still matter. McCain argued year after year, with Churchillian bullheadedness, that America needed a more aggressive and sophisticated counterinsurgency strategy in Iraq. Occasionally, there are political rewards for simply being right.

Det interessante er, at McCain nok har stødt mange, men til gengæld tiltrukket endnu flere. Om det er nok til at slå den demokratiske kandidat til sin tid er endnu uvist. Men alt tyder på, at det var nok til at vinde nomineringen.

Tilbage til dansk
politik. Der mangler nemli
g en vinkel, og det er statsministerens. Han har nu de magiske 90 mandater. Vil han havde en interesse i at holde kunstigt liv i NA, f.eks. ved at lade dem deltage i forlig, hvis de giver sig hen i rollen som protestparti til den politik, han selv fører?

Det kan der faktisk argumenteres for.

For statsministeren, hvis strategiske evner synes at være et godt stykke over gennemsnittet på Christiansborg, kan måske se en interesse i, at rollen som det uafhængige midterparti, der opsamler utilfredse stemmer, går til et parti, der er erklæret borgerligt, hellere end at ydmyge og dermed aflive NA og se rollen gå til RV, der vil arbejde for en socialdemokratisk regering.

Det vil være for langt ude at antage, at Fogh i sit stille sind drømmer om at se NA vokse til et stort borgerligt protestparti, så meget fantasi er der vist ingen, som har. Men det er ikke nødvendigvis forkert at antage, at Fogh, hvis pragmatisme er mindst lige så stærk som hans strategiske evner, ikke vil have noget imod, at NA bliver noget stærkere, f.eks. overtager et pænt stykke af den opbakning, som RV fik under Jelved. Foghs mange bemærkninger om, at han er interesseret i brede forlig, var næppe tom snak. Hvis NA kan rydde vejen, behøver de næppe trække særlig hårdt i Fogh for at få ham med i den rigtige retning.

Nuvel. Et er spekulation, noget andet er praktisk politik. Mens dette er skrevet, kan resten af gruppen være imploderet. Men NA har stadig en mulighed, måske endda en mission.

NA ja

Gitte Seebergs exit fra Ny Alliance har lokket mig væk fra korkegen med en klumme til 180 grader.

NA ja, NA nej – reflektioner over valget 07

Jeg hører vist til de mange, der overvejede at stemme på Ny Alliance, men undlod det til sidst. Og hvorfor nu det?

Tja, skal det udtrykkes meget kort, må det blive, at jeg overvejede at stemme på NA, fordi jeg søtter Anders Samuelsen-fløjen, men undlod det, fordi jeg tror, at den udgør et mindretal i partiet.

En lidt længere forklaring – for de tålmodige – følger her.

Som mange andre på denne blog har jeg været svært nedtrykt over niveauet i den politiske debat ganske længe. Det virkede unægtelig som et slagsmål om at være den bedste og mest troværdige socialdemokrat. Det fyldte mig med noget nær afsky i en sådan grad, at jeg helst slet ikke ville beskæftige mig med indenrigspolitik, hverken her på bloggen eller i øvrigt, bl.a. takkede jeg til at levere en klumme til 180grader — hvad jeg i dag er glad for, for det var blevet en temmelig trist klumme.

Men på vej til valgstedet i tirsdags skete der noget. Jeg blev ganske simpelt grebet af stemningen. For der er sgu’ noget smukt over en valgdag.

Jeg gider ikke høre økonomernes utvivlsomt rigtige forklarinnger om, hvordan den enkelte stemme er betydningsløs. Det minder mig om de to økonomiprofessorer, der var ude at gå. – Hør, er det ikke en 100 kr seddel, der ligger dér på gaden? – Nej, det kan det ikke være, så ville nogen andre have samlet den op.

Jeg er ligeglad om min stemme ikke vejer noget i det samlede billede, jeg vil deltage i det demokrati, jeg har været så svine heldig at blive født ind i.

Demokrati er ikke smukt, som Churchill allerede har bemærket det, men det er det mindst ringe. Det bygger bl.a. på, at man ofte må gå på kompromis med andre ud fra den erkendelse, at ingen kender sandheden, at smag og behag er forskellig, og at alle er ligeværdige i deres ret til at danne deres egen opfattelse inden for meget vide grænser, der reelt set kun udgøres af Borgerlig Straffelov.

Hvorfor nu denne udflugt om demokratiet? Fordi det er en væsentlig grund til, at jeg endte med ikke at kunne støtte NA.

Da NA blev præsenteret, fremstod de som et borgerligt-liberalt alternativ. Samuelsen præsenterede en fladskat, hvilket er tættere på, end vi normalt gør os klart, f.eks. skal misundelsesskatten (kaldet topskatten) blot fjernes for at være meget tæt på resultatet. Og Khader havde udmærket sig ved at stå ved de danske værdier om ytringsfrihed, mens hans partifæller i RV nok en gang svigtede af bar politisk befippelse over, at provokationen var afsendt fra JP og rettet mod en anden religion end den kristne, som man normalt ikke har fine følelser overfor.

Det særligt opmuntrende var Khaders opgør med Jelveds hysteriske dæmonisering af DF. Det tegnede til, at man kunne få et borgerligt-liberalt alternativ, som kunne rykke regeringsmagten i den retning.

Men så gik det galt. Hovedparten af RVs vælgere er folk, der synes at elske pladderhumanismen, og egentlig kun har fravalgt socialismen, fordi de synes, den er utrendy. Disse personer overtog nu NA og snart begyndte NA at gentage de rituelle udfald mod DF.

Blot for at skåne vores kommentarspalte, så er jeg ikke DF’er. De har klart udtalt, at de ikke er liberale, og at de vil hindre V i at føre en for liberal politik. Og det har de i den grad gjort. Men jeg kan simpelt hen ikke følge den dæmonisering, som partiet bliver til del. DF liggger ikke længere fra den politiske midte eller har mere ekstreme holdninger end SF. Ja, som Hayek påpegede det, kan man ikke have et socialistisk samfund uden at det krænker grundlæggende menneskerettigheder, men jeg kan ikke få mig selv til at fremstille Villy som en grum despot, der vil ødelægge Danmark. Og ja, DF har nogle nationale holdninger, som kan virke klaustrofobiske, men det er gak at tro, at de er første stop på vejen mod udryddelseslejrerne.

Vi kan være uenige om, hvad der udgør en given ideologi, f.eks. liberalisme, men jeg mener, at man må følge sin ideologi i alle forhold. Jeg forstår derfor ikke de, der betragter politik som et tag-selv bord, hvor man tager lidt liberalisme her og lidt socialisme dér.

NA overtog en række af de trendy venstreorienterede holdninger, herunder en udenrigspolitik, der betænkeligt minder om Lykketoftlinjen (dvs. et grundlæggende had til USA og Israel, der er uafhængig af Irak, Afghanistan, som dokumenteret ved Lykketofts tale 23/8 2001). I den sammenhæng blev Samuelsens skattelinje blot en detalje.

Jeg har til en vis grad forståelse for, at man erklærer ikke at ville samarbejde med DF, men så må man også sige nej til SF. Gør man ikke det som borgerlig-liberal, er man en overfladisk hykler.

Jeg håber, at Samuelsen-fløjen i NA kan blive stærkere. Men indtil det sker, valgte jeg at stemme personligt på en person, som jeg håber kan trække regeringen i den rigtige retning, også selvom det indebærer et samarbejde med partier, der ligger en fjernt.

Parti uden projekt?

Ny Alliance har set dagens lys med Danmarks yndlingsindvandrer, Naser Khader, i spidsen. Naser virker som en velmenende mand som tilmed har udvist stort personligt mod ved konstant at lægge sig ud med fundamentalister i udlændingedebatten – både blandt muslimer og sine tidligere radikale partifæller. Det Radikale Venstre opstod forresten selv som protestparti mod moderpartiet (Venstre) og cirklen sluttes således, når et gammel protestpartiet får sit helt eget. Det nye erklærede midterparti vil ikke alene tjene som magnet for ”moderate” radikale i udlændingespørgsmål, men vil samtidig kunne tiltrække mange hændervridende vælgere, der ikke bryder sig om at skulle vælge mellem de to ”blokke” i dansk politik. I dag har de nemlig ikke et særligt attraktivt sted at gå hen. CD må vi nok sige er lidt en joke og de Kristlige må sande, Herren men ikke vælgerne, er med dem. I hvert fald er der et tomrum som Naser & Co. måske, måske ikke kan udnytte.

Men hvis det nye parti ikke blot skal fremstå som en opportunistisk alliance mellem forsmåede kandidater til jobbet som kronprins(esse) i deres respektive partier må man hastigt fortælle omverdenen, hvilket ”projekt” man egentligt havde tænkt sig at arbejde for. De tre ambitiøse stiftere – Naser Khader, Gitte Seeberg og Anders Samuelsen – fremlagde ved pressemødet ikke noget, der med rimelighed kan kaldes et program for deres parti. Og her mener jeg, at det er rigtigt at konsultere punditokraterne for inspiration til et ordentligt program. Jeg tillader mig at åbne ballet med tre helt uundværlige punkter til et nyt borgerligt projekt:

Vi skal selvfølgelig have en “flad skat”

De konservatives leder Bendt Bendtsen blev indsat med stabilitet som succeskriterium. Her har han sejret ad helvede til, for der er blevet en anelse for stille hos de konservative. Bendtsen kunne for længst have placeret sig som en stærk politisk leder ved offentligt at gennemtvinge en skattereform og have vist vælgerne og New Venstre, hvor skabet skulle stå. Men det er en rotweileragtig strategi, som ikke ligger naturligt til den rare fynbo. Hermed har de konservative fået et kronisk problem i forholdet til vælgerne – nemlig at man på det vigtige skattespørgsmål ikke med troværdighed kan sige at man gør en forskel som særligt mange lægger mærke til. Ja, verden er ikke altid retfærdig, de konservative har en stor andel af fortjenesten for de skattejusteringer, der trods alt er gennemført under Fogh. De konservative kan måske nå at genvinde det terræn de ellers ser ud til at tabe til Nyalliance på skatteprofilen. Budskabet til vælgerne om en flad skat vil gå rent ind hos mange borgerlige vælgere og kan blive en særdeles efterspurgt vare på hylden i næste valgkamp. De borgerlige vælgere sætter pris på skattestoppet, men der er mange, der i deres stille sind undrer sig over, at der ikke sker mere på den front. Alt det der råderumssnak er ved at være trættende. Get on with it! Lad os se på punkt to.

Der må meget gerne komme mere mangfoldighed i leveringen af service

Den offentlige sektor fylder alt for meget, når børn skal passes og uddannes og gamle skal have gjort rent. Et hovedpunkt i det ideelle program for borgerlige partier er derfor, at det skal gøres nemmere at omdanne offentlige børnehaver og skoler til forældredrevne institutioner. Det behøver ikke nødvendigvis at være privatisering med tvang, men derimod drevet af borgernes initiativ: er der en lokal drivkraft skal myndighederne have til at fjerne hindringerne. Vi har brug for større mangfoldighed, så offentlige og private institutioner i højere grad kan konkurrere på kvalitet. I virkelighedens verden vil mange kommunale forvaltninger, BUPL og andre forstokkede kræfter gøre alt, hvad de kan for at umuliggøre at en børnehave, vuggestue eller skole omdannes fra offentlig til privat institution. Kampen bliver derfor ofte ulig og de borgerlige partier må sørge for, at der laves nogle nye spilleregler, der sikrer fairplay. Punkt tre handler om frihed.

Rul staten tilbage – et nyt frihedscharter for borgeren

Kommunerne er nogle slemme karle til at true med at ekspropriere gode borgeres jord til allehånde formål såsom golfbaner. Grundlovens beskyttelse af ejendomsretten er blevet voldsomt udhulet uden at nogen har taget synderlig notits heraf. Magtforholdet mellem myndighed og borger i forbindelse med ekspropriation skal nulstilles, så vi kan begynde fra en frisk. Derfor må et stop for det offentliges unødvendige ekspropriation ubetinget være at finde i et drømmeprogram for et borgerligt parti. I det hele taget ville det være en god idé at staten og kommunerne årligt underkastes en ”frihedsrevision” som skal vurdere, om borgerlige rettigheder er blevet unødvendigt undermineret. Dette arbejde forudsætter, at man har en klarere demarkering af grænsen mellem almenvellets og borgerens rettigheder. Programmet må derfor som noget selvfølgeligt indeholde et nyt frihedscharter for de borgerlige rettigheder. I den daglige lovmøllemaskine bliver disse grundlæggende principper alt for nemt offer for en ekspansiv bureaukratisk logik, der medfører mere stat og mindre frihed. Det er ikke ok, at det er blevet lettere at aflytte borgere i sikkerhedens navn, det er ikke ok at politiets brug af skydevåben ikke undersøges mere uvildigt o.s.v.

Tiden tillader desværre ikke at færdiggøre programmet, men jeg opfordrer andre punditokrater til inspirere det programløse parti, Ny Alliance.

Mens vi venter – det går bedre og bedre

Mens vi venter …. på de mere kvalificerede indlæg fra denne blogs politologiske sværvægtere kan tiden fordrives med lidt naiv jubel.

Det går jo bedre og bedre.

Gerhard Schröder blev afløst af en mere borgerlig og pro-amerikansk kansler, og Jacques Chirac er blevet afløst af en mere borgerlig og pro-amerikansk præsident. Intet menneskeligt er perfekt, heller ikke Merkel og Sarkozy og deres respektive programmer, men det er da et fremskridt i forhold til forgængerne. Både tyskere og franskmænd synes at forstå, at enorm velfærd ikke er en forudsætning for et velfungerende samfund, men en konsekvens af samme, og i stigende grad en hindring.

Og nu nyheden om, at Naser Khader og Anders Samuelsen omsider har fået nok af Jelvedfløjen i RV og danner deres eget parti. Glædeligt. Tænk om vi kunne få et parti, der ligger til højre ikke bare for Socialdemokraternes venstrefløj, men også for midten. Der er trods alt intet som lidt effektiv konkurrence til at få samlet tankerne og forbedret indsatsen, både hos udfordrerne og de udfordrede på Christiansborg — og mand, hvor er de dog udfordrede.

Khader har længe været fejlplaceret i et parti, der ganske enkelt ikke fatter de udfordringer, som Khader har helt inde på livet. Det seneste misforståede mediestunt fra Elsebeth Gerners side var formodentlig det sidste strå. Det var ikonisk i sin velmenende uvidenhed. Helweg Sr kunne se problemet, Jelved kunne eller ville ikke.

Og Samuelsen huskes måske bedst fra CEPOS’s seminar om flad skat, hvor han veloplagt drillede skatteministeren og talte varmt for en skat, der – nu vi er i det venlige hjørne – var rimeligt flad, så flad som den vel kunne være i Jelveds parti. Hvad kan det ikke blive til, når manden bliver sin egen herre?

Det må medgives, at Jelveds opskrift længe lignede en vinder: at tilbyde pladderhumanisme til folk, der trods alt er for intelligente til at være socialister. I betragtning af den disciplinering, hovedparten af den danske befolkning under 40 har været undergivet fra blealderen og frem, var der et betydeligt potentiale i den politik. Men for at sælge varen var det nødvendigt at lukke øjnene for en række problemer, som det kræver en rimeligt privilegeret tilværelse at forblive blind over for. Det blev et drivanker, der har holdt dem tilbage i meningsmålingerne og nu har ført til splittelsen.

Herfra ønskes alt godt for Moderaterne, som Khader & Samuelsen vist vil kalde sig, og selv forlydender om, at Seeberg er med om bord skal ikke slå skår i denne naive forårsglæde. Et parti, der beskriver sig selv som moderate, får nok ikke min stemme, de ønsker den næppe heller, men de skal være varmt velkomne som et nyt borgerligt parti med mod til at tage fat – og det håber vi så bare inderligt, at de er.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑