Tag-arkiv: OECD

Omfordeling hæmmer væksten

Folketingets økonomer har udgivet en kort rapport om to studier om sammenhængen mellem ulighed og vækst. Den mangler desværre helt at nævne de ret alvorlige metodemæssige problemer ved dem, som ellers har været prominent i den faglige diskussion.

Derfor har vor redaktør, Christian Bjørnskov, og jeg en kronik i Berlingske om, hvad status er for forskningen i ulighed og vækst. Punditokraternes læsere skal selvsagt ikke snydes. Så her er den.

De to nævnte studier – fra hhv. OECD og IMF – finder en negativ statistisk korrelation mellem ulighed og vækst. I IMF-studiet forsvinder effekten, når man kontrollerer for, at Latinamerika og Caribien er specielle. I OECD-studiet forsvinder den ellers veletablerede sammenhæng mellem på den ene side fysisk og menneskelig kapital og på den anden side vækst, når man inkluderer mål for uligheden. Korrelationerne er altså ikke robuste.

Pointen er, at der ikke kan forventes nogen direkte sammenhæng mellem ulighed og vækst. Derimod har forskellige typer af økonomisk politik betydning for både vækst og ulighed. Nogle redskaber reducerer både ulighed og vækst – f.eks. høje marginalskatter. Andre som f.eks. afgifter på el sænker væksten og øger uligheden. Omfordeling skader generelt væksten – som Arthur Okun påpegede – uanset om omfordelingen er fra rig til fattig eller fra fattig til rig.

Specielt i den tredje verden vil man finde mange eksempler på politik, som hæmmer væksten og øger uligheden. I lande som Danmark er det mest omvendt. Derfor er potentialet for at øge væksten og sænke uligheden ret begrænset her.

Bundlinjen efter 20 års seriøs forskningsindsats er, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem ulighed og samfunds langsigtede vækst. Lighed og ulighed i sig selv er relativt ligegyldige for væksten, mens den måde, man politisk håndterer uligheden på, og årsagerne til, at nogle lande er mere lige end andre, er vigtige kilder til vækst.

Det vil navnligt være en alvorlig misforståelse at tro, at en reduktion af uligheden vil øge væksten, uanset hvordan uligheden reduceres. I et land som Danmark er der kun få og små håndtag tilbage, som politikerne kan trække i, så uligheden falder, og væksten øges. Ingen af de redskaber, som OECD og IMF-studierne overvejer i så henseende, er relevante for Danmark.

Sølle notat fra folketingets økonomiske konsulenter om ulighed og vækst

På en forespørgsel fra et medlem af finansudvalget (Pelle Dragsted fra Enhedslisten), har folketingets økonomiske konsulenter (der er to) udarbejdet et notat om økonomisk vækst og ulighed. Det er er kommet et temmelig sølle og ret beset ligegyldigt notat ud af, som sammenfatter en række analyser af en eventuel sammenhæng mellem indkomstulighed og økonomisk vækst udgivet af IMF og OECD.

Vi har tidligere givet analyserne  fra IMF og OECD en hård medfart på Punditokraterne – ikke mindst IMFs.  Således betegnede Christian Bjørnskov en af disse (Redistribution, Inequality and Growth), som fandt en negativ sammenhæng mellem ulighed og vækst med baggrund i uligheden i 150 lande, som præget af “empirisk fifleri“. Verdensbanken omtaler  – i en rapport sidste år (taking on equality)  – notatet fra IMF (og efterfølgende notater) på følgende vis:

Recent research by the International Monetary Fund has claimed that lower inequality in disposable income is associated with more rapid and more durable growth for a given level of redistribution. The robustness of the findings has been questioned, however, because of the presence of weak instruments in the econometric technique, a pervasive issue in this field of research.

Og i lighed med Christian konkluderer de:

After accounting for weak instruments, the coefficients turn insignificant; so, it is not possible to draw any conclusion about the effect of inequality on growth, whether positive or negative.

Dette ligger også i forlængelse af den efterhånden omfattende økonomiske litteratur, der finder at sammenhængen mellem ulighed og økonomisk vækst er yderst svag, hvilket Otto Brøns også påpegede i 2014 her på bloggen.

Desværre kommer Folketingets økonomer aldrig rigtigt videre end til at referere materialet fra IMF og OECD, omend de trods alt gør opmærksom på at andre studier kommer frem til andre resultater. Men det kunne en nogenlunde opvakt gymnasieelev nok også have fundet ud af. Og nogen hjælp for medlemmerne i finansudvalget kan man næppe sige at notatet er. Det ville have krævet at man havde forklaret modellerne bag IMF og OECDs resultater, ikke mindst deres forudsætninger.

Skal der sige noget positivt om notatet, så er det at man påpeger, at  det økonomiske notat, som danner grundlag for rapporten “In it together”, påpeger at :

Ændringer i de øverste indkomster (9. og 10. indkomstdecil) har ingen statistisk signifikante effekter på økonomiske vækst

Venstrefløjen (inkl. Pelle Dragsted) har nemlig “skamridt” netop dette OECD notat og sammenkoblet det med deres forargelse over at de øverste deciler har haft en højere indkomstfremgang end resten. Så hvis vi i fremtiden kan slippe for dette, er meget jo vundet.  Til gengæld er det beklageligt, at folketingets økonomer ikke har fanget en meget væsentlig pointe i samme notat. Nemlig at stort set alle de anbefalinger man kommer med er ting der allerede gøres i Danmark. Ligeledes må man også undre sig over, at man i behandlingen af notaterne fra IMF ikke (i langt højere grad) understreger, at man her faktisk understreger, at der for lande med meget stor omfordeling, gælder at:

…that when redistribution is already high (above the 75th percentile), there is evidence that further redistribution is indeed harmful to growth, as the Okun “big trade-off” hypothesis would suggest

Det er ret væsentlig i forhold til netop Danmark, hvor omfordelingen er betydelig i lighed med andre (nord)europæiske velfærdsstater, hvilket vi også omtalte her på bloggen tilbage i 2014.

Sagens kerne er også, som nævnt, at koblingen mellem ulighed og vækst er meget svag og ustabil. Som Otto tidligere har skrevet her på bloggen,:

Ulighed bør i sig selv ikke forventes at have nogen særlig betydning for BNP. Derimod har den politik, der bliver ført, betydning for væksten, men kan påvirke Gini-koefficienten i både den ene og anden retning.

 

 

Det er belejligt for alle at overdrive, hvor kapitalistisk USA er

USA har en stor og voksende velfærdsstat, en gennemreguleret økonomi, og en historie der er præget af markedsindgreb og statssubsidier helt siden oprettelsen, som ikke tjener dem til ære. Det afspejles mildest talt ikke i den gængse fremstilling.

Både borgerlige, der gerne fremhæver USA som en liberal shining city on a hill, og socialister, der gerne vil bruge USA som skrækeksempel, overdriver USA’s liberalisme betydeligt. Vrangbilledet florerer sådan set også i den amerikanske debat. Både konservative republikanere og socialdemokratiske demokrater overdriver forskellen mellem deres respektive positioner og hvor kapitalistisk-godt og kapitalistisk-ondt USA er. Det er i alles parters interesse.

At Danmark blev brugt som eksempel under den seneste demokratiske præsidentkandidatdebat har heldigvis henledt opmærksomheden på vrangbilledet af Danmark som socialistisk paradis og USA som ditto liberalt. Det er sjældent man hører borgerlige rose den store økonomiske frihed i Danmark, men når det gælder danske erhvervsforhold er det helt fair. Som mange borgerlige har skrevet, så halter liberalismen i USA på mange punkter. For bare at tage nogle få eksempler:

  • USA har indtil for få måneder siden haft priskontroller på rosinmarkedet – helt tilbage fra den katastrofale New Deals tid, hvor Roosevelts regering forsøgte at kuppe hele økonomien
  • De har ekstreme licenskrav til erhverv; man måtte på et tidspunkt ikke flette hår uden statsligt godkendte certificeringskurser.
  • USAs velfærdsstat(er) er på niveau med typiske socialdemokratiske europæiske lande, og enkelte delstater har endnu større velfærdspakker.

Forskellen mellem den samlede placering på indekset mellem Danmark og USA er ikke enorm — Danmark er det 10. frieste, mens USA er det 12. Danmark vinder på regulering og erhvervsklima, mens USA vinder på, at staten samlet set lægger mindre beslag på økonomien. Der indkradses 25,4 pct. af BNP, vs. 46,8 i Danmark (2013, OECD).

I Danmark er det nemmere at stifte virksomhed; erhvervsreguleringen er på nogle punkter mindre byrdefuld, og den generelle lovkvalitet og administrative kvalitet er høj, ligesom korruptionen er lav. Det er alt sammen godt. Vi har også fritvalgsordninger, privatiseret ambulancekørsel og andre ordninger, der ville sætte en skræk i livet på danmarksdyrkende demokrater.

Tror da pokker – uden et liberalt erhvervsklima var vi for længst gået bankerot. Det modsatte gør sig gældende i USA. Økonomiens enorme dynamik og landets overordentligt store tiltrækningskraft på kapital, højtuddannede indvandrere og erhvervsprojekter af alle arter gør, at de kan bære en på mange måder langt værre og mere indgribende stat uden netop at gå bankerot. (Detroit og Californien undtaget). USA har en selskabsskat på 39 pct. Danmark har måttet sænke sin fra 34 pct. til 22 henover de sidste tyve år – vi kan simpelthen ikke konkurrere ellers.

Opfattelsen af USA som kapitalistisk dystopi eller liberalt paradis er uden hold i virkeligheden. Det ville hjælpe på det, hvis man så lidt mindre på Jacob Holdts billeder og lidt mere på tallene, men vrangbilleder sælger nok flere billetter.


Følg med her på Punditokraterne, hvis du vil læse mere om liberalismen i USA og Danmark. Næste afsnit i føljetonen bliver om den omfattende amerikanske velfærdsstat ventes 29/10.

Ulighed, skat, propaganda og dovne journalister

Vi har her på punditokraterne ved flere lejligheder beskæftiget os med den kampagne som bl. a. IBIS og Mellemfolkeligt Samvirke i årevis har ført mod multinationale selskaber. En kampagne præget af manglende økonomisk indsigt, grov manipulation og en pænt sagt alternativ omgang med fakta, som jeg har skrevet om bl.a. her, her og her.

Vi har også ved flere lejligheder skrevet om sammenhængen mellem ulighed og økonomisk vækst. Bl. a. fordi økonomer tilknyttet OECD og IMF de seneste år har udsendt flere analyser, hvor de mener at finde en negativ sammenhæng mellem vækst og stigende ulighed. se bl.a. Otto Brøns kritik af Ostro, Berg & Tsangarides arbejdsnotat, Redistribution, Inequality, and Growth fra 2014, hvor Otto påpeger :

Et af kritikpunkterne er, at forfatterne ikke tager hensyn til landegruppeforskelle. Gør man det, bryder sammenhængen sammen. Den er statistisk talt spuriøs.

Forglemmelsen er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi det er velkendt, at sammenhængen mellem Gini-koefficienten og økonomisk vækst er svag og langt fra entydig. Det påviste Barro i et empirisk studie i 2000. Og det er blevet bekræftet i efterfølgende studier. Litteraturen viser gennemgående en tendens til, at stigende ulighed er forbundet med lavere vækst – i fattige lande. I rige lande er voksende ulighed korreleret med stigende vækst.

Der kan være gode grunde til, at billedet ser sådan ud. Det er yderst tvivlsomt, om ulighed i sig selv har nogen indflydelse på den økonomiske vækst. Derimod kan årsagerne til en høj eller lav Gini-koefficient have stor betydning.

Problemet med årsager i forhold til fokus på selve uligheden fremgår egentlig meget klart af et arbejdsnotat fra Berg og Ostro selv, “Inequality and Unsustainable Growth: Two Sides of the Same Coin?”  fra 2011.

Her anfører de, at:

income distribution is only a part of the story—there are clearly many other variables involved and much about growth spells that remains unexplained. Also, it is hard to separate cause from effect. And of course policies affect growth directly as well as through income distribution.

Problemet er således i hvilken udstrækning det er selve indkomstfordelingen eller de forhold der betinger denne, som er de væsentligste.

Dovne journalister og eksperter uden indsigt

Et er den kritiske debat i økonomkredse, Noget helt andet er den i det offentlige rum. Her har organisationer som IBIS og deres “skatte- og alt muligt andet” ekspert, Lars Koch, stort set frit løb. Og Ja, vi er misundelige på den nemme adgang til kritikløs mikrofonholderi, som man f. eks. kunne opleve tirsdag den 4. august i Apropos på P1.

Under overskriften “rigdom og ulighed” handlede udsendelsen om ulighed og fattigdom. Udgangspunktet var en påstand om at

“Verden har aldrig været mere ulige, end den er i dag. Mens få bliver rigere og rigere, har fattigere sværere ved at komme ud af fattigdommen end tidligere. Den ekstreme ulighed skyldes især, at virksomheder og enkeltpersoner med økonomiske interesser har stor indflydelse på de politiske beslutninger rundt omkring i verden. Noget, der i en globaliseret verden også har voksende betydning for Danmark.”

Som der står på udsedelsen hjemmeside og som man indledt den lille halve times propaganda med.

Programmet fik både Otto Brøns og undertegnede til at skrive til redaktionen.
Otto gjorde bl.a.  opmærksom på, at når man  på programhjemmesiden skriver, at

”Verden har aldrig været mere ulige, end den er i dag. Mens få bliver rigere og rigere, har fattigere sværere ved at komme ud af fattigdommen end tidligere”

er det faktuelt forkert. Den globale ulighed i indkomst er – afhængig af opgørelsen – faldende eller højst stagnerende. Den egentlige fattigdom (som defineret af FN) er entydigt og stærkt faldende. Og Otto var endda så venlig at sende et link med kildereferencer

https://punditokraterne.dk/2014/05/01/allevegne-stiger-gini-bare-ikke-i-verden/

Hverken Otto eller jeg har fået noget svar fra redaktionen på Apropos, og de faktuelt forkerte oplysninger fremgår fortsat af programmets hjemmeside.

Det burde ellers ikke have været så svært for dem at finde data om den globale ulighed formentlig er faldene, eller hvis vi skal være forsigtige stagnerende. Nedenstående er hentet fra en artikel i The Guardian.
Guardianarticleworldincomed
Programmet bruger meget tid på den rapport som Oxfam og Ibis udsendte i vinter. En rapport som er blevet eftertrykkeligt tilbagevist som det rene nonsens. (se også her).

Efterfølgende har Lars Koch ved flere lejligheder vedgået at rapporten ikke siger noget om levevilkår, i hvert fald direkte. Men han hævder så, at den viser at en lille gruppe meget rige mennesker har uforholdsmæssig stor magt på grund den ulige fordeling af de globale formuer. Det skulle fremme en “neoliberal” politik. Besynderligt nok bruger han så den finansielle sektors lobbyisme i Bruxelles som eksempel. Det giver ingen mening.

Den finansielle sektor gennemreguleret og ikke just udtryk for “neoliberale idealer”. Det er faktisk svært at komme meget længere væk fra et frit marked, som fortsat er (overvejende) privat ejet end netop den finansielle sektor.

Hans egen omtale af programmet kan ses nedenfor.
Udklip1

 

 

 

 

Lars Koch har efterhånden i mange sammenhænge vist en temmelig slående mangel på konsistens. Således påstår han, at han og IBIS IKKE anvender Richard Murphy’s påstand om skatteundragelser for 1.000 mia. Euro i EU om året, men samtidig ligger der materiale på nettet hvor man gør akkurat det, se f. eks. her.

Udklip

 

 

3-2

På samme måde afviser Lars Koch at han hænger navngivne selskaber ud. Han vedgik således efter en længere debat i januar, at teleselskabet 3 intet ulovligt har foretaget sig. Ii går (den 9.8.2015) kaldte han dem så skattefuskere på facebook. Det bøder ikke ligefrem for troværdigheden.

Apropos på P1 er bestemt ikke de eneste som gør sig i letbenet og faktuel forkert videreformidling.

Senere på ugen var en af historierne i Berlingske’s erhvervstillæg at “ulighed kan svække økonomisk vækst“. Baggrunden var et nyligt arbejdsnotat fra IMF, hvor man (igen) mener at kunne påvise en negativ sammenhæng mellem ulighed og økonomisk vækst, samt en rapport fra OECD, In It Together – Why Less Inequality Benefits All, der bygger videre på tidligere rapporter og arbejdsnotater.

Problemet er her at journalisten tilsynladende ikke er klar over, at 1. Ingen af de to rapporter har betydning for lande med relativt lige indkomstfordeling som Danmark og 2.  At i den udstrækning at man finder en en sammenhæng mellem ulighed og lavere vækst, ændrer det ikke ved at der er økonomisk konsensus om at selskabskat, topskat osv. MINDSKER den økonomiske vækst.

Journalisten indleder således artiklen med at skrive, at :

Lavere topskat, lavere selskabsskat og færre afgifter. Det vil skabe større vækst, mere dynamik, masser af nye job og flere iværksættere. Sådan er det blevet sagt i årevis – hjemme og ude.

Men nu pibler det pludselig frem med analyser fra både den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, og Den Internationale Valutafond (IMF), som slår helt andre og nye toner an.

Disse ellers så liberale internationale organisationer peger således på, at stigende lighed kan stimulere den økonomiske vækst, mens ulighed og stor afstand mellem rige og fattige er til direkte skade for velstanden.

 Må jeg foreslå at Lars Erik Skovgaard, som har skrevet artiklen, læser OECDs anbefalinger fra i år, til at skabe mere vækst i Danmark?

I den seneste rapport peger de bl. a. på at Danmark skal :

Shift the tax structure away from income. The overall tax burden is high. Lowering and shifting taxation from labour and corporate income to indirect taxes and taxes on immovable property would help boost growth.

Altså stort set det som Lars Erik Skovgaard anfører som det OECD ikke længere mener. Det gør de dog fornuftigt nok fortsat. Det er helt grundlæggende, hvis vi ønsker højere vækst herhjemme. Som det fremgår nedenfor, er det nødvendigt, hvis vi ikke skal fortsætte med at sakke bagud (her målt på privatforbrug,).

privatforbrug

Afsluttende bemærkninger

Jeg kan naturligvis ikke vide med sikkerhed hvorfor pressen – det være sig den skrevne eller elektroniske – har så svært ved at behandle ulighed på en faglig forsvarlig og korrekt måde.

At IBIS og deres mand, Lars Koch, arbejder for at fremme en neo-marxistisk dagsorden er både tydelig og ikke særlig overraskende. Men at medierne i den grad ikke kun hopper med på denne, men også meget tydeligt ikke interesserer sig for, hvorvidt IBIS o.a. har fakta og videnskab på deres side, kan undre.

En del vil formentlig mene, at det skyldes at journalister ligger et pænt stykke til venstre for midten.

Jeg tror vi har et andet  og langt væsentligere problem. Nemlig at danske journalister hverken har evnerne eller lysten til at sætte sig ind i økonomiske problemstillinger. Det være sig sammenhængen mellem vækst og ulighed eller hvad der er oppe og nede i debatten om multinationale selskabers skattebetalinger o.m.a..

Hvorom alting er, er det slående hvor ensidig og ringe fagligt funderet formidlingen er her til lands.

Ulighed – igen igen igen – nu med illustration :-)

I forlængelse af Otto’s kommentar til OECD’s arbejdspapir om ulighed, som venstrefløjen naturligvis tager til indtægt for, at øget ulighed i sig selv skader væksten og omvendt at øget lighed gavner den – til alle tider, er her en lille illustration fra Otto’s kollega, Mads Lundby, af hvordan man i hvert fald IKKE skal gøre, hvis man ønsker mere økonomisk lighed.

Som det fremgår af nedenstående foto fra CEPOS vækstkonference i mandags, skal der en del til for blot at sikre en beskeden reduktion af GINI. Og ja, BNP falder.

10858004_10203777819140340_4276643020436457790_n

Ulighed – igen igen igen

Det har vakt opsigt, at OECD har offentliggjort et arbejdspapir, hvor forfatteren finder en negativ korrelation mellem ulighed og økonomisk vækst. Det skyldes, at OECD selv slår på tromme for det.

Jeg har tidligere påpeget om litteraturen, at

det er velkendt, at sammenhængen mellem Gini-koefficienten og økonomisk vækst er svag og langt fra entydig.

Det fremgår også af OECD-papiret, som dermed føjer sig til denne række af studier.

Og det kan ikke overraske, for der er ingen grund til at forvente en direkte kobling mellem ulighed og vækst. Derimod medfører nogle politiktiltag, som øger væksten, også til øget ulighed (OECD foreslår traditionelt lavere marginalskatter, lavere kompensationsgrad og mindre minimumslønninger for at øge væksten). Andre tiltag (OECD foreslår traditionelt øget produktmarkedskonkurrence) kan øge væksten og sænke uligheden.