Tag-arkiv: økonomisk politik

Hvordan bliver vores recovery? Empiriske indikationer

I dag begynder det danske samfund så småt at åbne igen. Åbningen går langsomt – og efter min, de fleste andre økonomers, og mange sundhedseksperters mening alt for langsomt – og stadigt mere tyder på, at regeringen ingen egentlig plan har. Med 104 patienter med corona på intensiv, hvoraf 85 er i respirator, mener vi her på stedet sammen med langt de fleste økonomer og mange sundhedseksperter, at regeringens minimale åbning af samfundet efter påske er alt for lidt, og alt for langsom. Statsministerens udemokratiske insisteren på, at man bare skal stole på at regeringen gør det rigtige, uden at den forklarer sine handlinger eller præsenterer en egentlig plan, ser ud til endeligt at have vækket oppositionen. Der er behov for åbenhed, for en klar idé om hvordan åbningen skal foregå, og derefter klare estimater af, hvordan en dansk recovery fra den økonomiske misere kan ske.

En væsentlig ingrediens i enhver recovery når coronavirussen – eller i det mindste dens første bølge – er blæst over, er ny virksomhedsskabelse. Denne diskussion mangler jeg stadig at se i den politiske debat. Uanset hvad politikernes intentioner er, og hvad de påstår, kan det ikke undgås at mange arbejdspladser og virksomheder forsvinder. Spørgsmålet er derfor ikke blot, hvordan man bevarer virksomheder, men også i hvor høj grad en økonomi er i stand til at skabe nye virksomheder. Jo mere dynamisk, økonomien er i den forstand, jo hurtigere kan en recovery i princippet forløbe.

Læs resten

Tillykke IFN!

Instituttet för Näringslivsforskning (IFN) i Stockholm er Skandinaviens ældste private forskningsinstitut. Siden grundlæggelsen i 1939 har IFN været en vigtig aktør i svensk politisk debat som en af de få aktører uden et partipolitisk tilhør, der kan levere nye idéer, klare og omhyggelige analyser, og indspark til særligt den økonomiske politik og debatten omkring den. IFN har over årene formået at tiltrække en lang række glimrende forskere, og har således etableret sin uomtvistelige status som et af svensk økonomisk forsknings flagskibe. IDEAS/Repec-databasen rangerer for eksempel IFN som en konsistent nummer tre i Sverige, foran universiteterne i Lund, Göteborg og Uppsala, og kun overgået af Handelshögskolan i Stockholm og Institute of International Economic Studies ved Stockholms Universitet. IFN har således en række forskere ansat, bl.a. chefen Magnus Henrekson, men også Lars Calmfors og Niclas Berggren, der er mere internationalt citerede end f.eks. den danske overvismand.

I går fejrede IFN derfor sin 80-års fødselsdag i stil. Under overskriften ”IFN firar 80 år av oberoende forskning” (IFN fejrer 80 års uafhængig forskning) afholdt man et jubilæumsseminar, hvor to nye bøger blev præsenteret. Benny Carlson og Mats Lundahl har skrevet om årene 1950-66 hvor IFN etablerede sig i den svenske offentlighed og fandt den form, det har i dag, mens jubilæumsbogen IFN 1939–2019 – 80 År av Ekonomisk Forskning er redigeret af IFN-chefen Magnus Henrekson. Magnus (på billedet) sluttede også dagen af med at tale om, hvor vigtig uafhængig forskning er for erhvervslivet i et moderne samfund og som nødvendigt grundlag for at kunne tage ansvarlige, politiske beslutninger.

Magnus Henreksom runder jubilæumsseminaret af

Jeg har ikke set Carlson og Lundahls bog om IFNs historie – og kunne desværre heller ikke deltage i jubilæet, da jeg pt. er på forskningsophold i Melbourne – men kan varmt anbefale jubilæumsbogen, der netop ikke er særligt retrospektiv. I stedet for opsummerer programcheferne Joacim Tåg, Niclas Berggren, Henrik Jordahl, Thomas Tangerås og Magnus Henrekson og Lars Persson IFNs fem primære indsatsområder og hvad der er kommet ud af dem de seneste år (bogen kan hentes gratis her). Efterfølgende er der kapitler om IFNs kommunikation – noget danske institutioner kunne lære af – og en række vigtige figurer, der har været forbundet med IFN over årene.

Jeg er af både objektive og helt selviske grunde særligt glad for min gode ven og jævnlige medforfatter Niclas Berggrens kapitel om ”Tillit, tolerans och lycka – ny nationalekonomisk forskning vid IFN”, da det ikke blot er mit område, men også det forskningsområde på IFN, som jeg er tilknyttet via en officiel 10-procentaffiliering. Niclas skriver klart og letlæseligt, og formidler som så ofte før stoffet så udenforstående uden problemer kan forstå problemstillingerne og IFNs bidrag. Hele bogen er dog stærkt anbefalet af alle, der er interesserede i højt kvalificerede svenske indspark til debatter, der ikke er mindre vigtige i Danmark. Anbefalingen gælder også andet, IFN har produceret over årene. Punditokraterne ønsker derfor IFN hjerteligt tillykke med de 80 år, og håber på 80 år mere med relevant, uantasteligt veludført forskning!

Economic Freedom of the World 2019

I går udkom den årlige rapport fra the Fraser Institute i Vancouver, der har titlen Economic Freedom of the World: 2019 Annual Report. Jeg har, ligesom man andre forskere og almindeligt interesserede, glædet mig til den. Rapporten, der skrives af James Gwartney, Robert Lawson, Joshua Hall og Ryan Murphy, bruges over hele verden i policy-diskussioner, mens de data, holdet producerer hvert år, bruges intensivt af forskere af meget forskellige politiske observanser og baggrunde (læs f.eks. Bob og Joshs survey fra fem år siden; non-gated her).

Hvert år er der et eller to temakapitler, og dette år er ingen undtagelse. Bob Lawson og Ryan Murphy udvider i kapitel 3 nogle af indikatorerne til at omfatte 1950erne og 60erne, så man kan få en bedre forståelse for den lange udvikling i de vestlige lande. Det virkeligt interessante er, at man her kan se adskillige lande før keynesiansk politik og socialistiske kontrolideer virkelig slog igennem i 60erne, ligesom det også tillader at få et indblik i en række latinamerikanske landes status i 60erne. I kapitel 4 tager Daniel Bennett og Boris Nikolaev fat i ”Economic Freedom, Public Policy, and Entrepreneurship” og diskuterer vigtigheden af økonomisk fri politik for iværksætteraktiviteten. Det er et kapitel, jeg ville ønske af mange danske politikere ville læse.

Ultimativt er rapporten et næsten uundværligt snapshot af, hvordan politik ser ud i verden i dag. Det kan man få et allerførste indtryk af i kortet ovenfor, ligesom man også kan følge udviklingen i Danmark siden 1970. Det har jeg tilladt mig at gøre i den sidste figur, hvor de røde perioder er år med røde regeringer, mens de blå naturligvis er med blå regeringer. Den illustrerer brugen af EFW-indekset: Fremgangen og reformerne under Poul Schlüter og Poul Nyrup er tydelige som en stigning i den økonomiske frihed i Danmark, mens den triste situation under Fogh og Løkke er meget tydelig at se. Reformsporet er gået i stå i Danmark, og EFW-indekset viser det tydeligt.

Tre artikler om regulering

De sidste par uger har jeg sammen med to af mine faste medforfattere fået to artikler accepteret i videnskabelige tidsskrifter. Det er naturligvis i sig selv grund til fejring – forskning er den centrale del af ethvert professorjob og giver ikke meget mening, medmindre man også får den udgivet så andre kan læse den – og det er særligt festligt, når det er med to så værdsatte kolleger som Martin Rode og Niclas Berggren. Men der er også den særlige grund, at de to artikler sammen med en tredje, der blev publiceret for et par år siden, tegner et særligt billede af, hvad offentlig regulering risikerer at gøre ved økonomien.

De nye artikler handler om henholdsvis sammenhængen mellem markedsregulering og den offentlige gældsudvikling, og om hvilke typer økonomisk politik, regeringer typisk indfører som reaktion på kriser. Den første artikel, skrevet sammen med Niclas Berggren, hedder meget enkelt ”Regulation and Government Debt” og er under udgivelse i Public Choice. Den anden, med titlen ”Crisis, Ideology, and Interventionist Policy Ratchets”, er fælles arbejde med Martin Rode og udkommer i Political Studies. De hænger emnemæssigt og konceptuelt sammen med min egen artikel ”Economic Freedom and Economic Crises,” der udkom i European Journal of Political Economy for to år siden, Vi har tidligere skrevet om gældsartiklen her og kriseartiklerne her og her, og working paper-versioner kan læses her, her og her.

Det samlende tema er offentlig regulering, men set fra tre vinkler. I mit arbejde med Niclas Berggren undersøger vi, om den offentlige reguleringsbyrde hænger sammen med udviklingen i den offentlige gæld. Svaret er ja: Jo mere, staten vælger at regulere arbejds-, kredit, og produktmarkeder, jo større bliver den offentlige gæld (alt andet lige). Der kan være flere grunde til denne sammenhæng, men vi hælder mod to forklaringer: Reguleringspolitik er ofte forbundet med andre typer økonomisk politik, der ikke altid er lige ansvarlige, så reguleringerne blot reflekterer andre typer politik. Vi bemærker dog, at vi faktisk ikke kan se nogen virkning på det offentlige forbrug, så denne type mekanisme må løbe gennem andre typer politik en rene udgifter. Den anden mulige forklaring, vi ser som sandsynlig, er at reguleringerne forsinker markedsjusteringer og således gør hele økonomien mere ’sluggish’, som udtrykket er på engelsk: Arbejdsløshedsproblemer bliver længerevarende, virksomheder kan pga. reguleringer ikke omstille sig hurtigt, og kreditgivningen bliver strammere og muligvis også mere politiseret. Alle tre forhold kan bidrage til, at staten i sidste ende får gæld pga. de væsentligt større og mere permanente socialudgifter.

Denne fortolkning bliver bakket op af den to år gamle artikel om kriser og økonomisk frihed (som kan læses i sin endelig version her). Jeg undersøgte dengang, om økonomisk frihed påvirker risikoen for at få en økonomisk krise, og om den påvirker hvordan krisen udspiller sig. Svaret viste sig at være, at der ingen klar sammenhæng er med kriserisikoen – lande med større økonomisk frihed og dermed en mindre reguleringsbyrde er hverken mere eller mindre tilbøjelige til at få kriser – men i lande med færre og lettere reguleringer varer de økonomiske kriser væsentligt mindre tid. Med andre ord var konklusionen dengang, at en tungere reguleringsbyrde betyder, at når man først har fået en krise, varer krisen væsentligt længere tid og indebærer et klart større samlet økonomisk tab. Fortolkningen af disse effekter er ganske klart, at reguleringsbyrden forhindrer økonomien i at flytte ressourcer fra virksomheder, der skærer ned eller går konkurs, til andre områder, og holder folk og kapital længere i arbejdsløshed. Det er således den samme type mekanisme, som Niclas Berggren og jeg ser som en af de mulige forklaringer på reguleringernes gældseffekt.

Hvorfor i alverden indfører politikere så tunge reguleringer, må man spørge. Mens der er gode grunde til at tro, at de er skabt af særinteresser – Mancur Olsons særinteresseteori har for eksempel vist sig meget holdbar – tager Martin Rode og jeg et skridt imod en ekstra forklaring. Vi har undersøgt det åbne spørgsmål om, hvad økonomiske kriser gør ved den økonomiske politik. Som vi noterede, da vi skrev om den oprindelige working paper-version her på stedet, er der gode grunde til at tro, at politikere øger det offentlige forbrug og strammer reguleringerne som svar på en krise. Der er dog også gode grunde til at tro, at kriser er særlige events, der tillader at politikerne indfører faktiske reformer fordi særinteresserne re svækkede og krisen demonstrerer, at man må gøre noget andet end tidligere.

Vores innovation er den – i øvrigt ret indlysende – at vi ikke antager, at alle regeringer gør det samme. Det har den tidligere litteratur ellers gjort, men Martin Rode og jeg finder, at det er vigtigt at undgå det. Vores studier af 69 mere eller mindre vestlige lande siden 1975 viser, at venstreorienterede regeringer i særlig grad øger det offentlige forbrug og indfører tungere markedsreguleringer, mens der ikke er evidens for, at højreorienterede regeringer i gennemsnit gør det samme. Kriser er således events, hvor regeringens politiske ideologi bliver meget tydeligt udslagsgivende for, hvilken politik der føres.

Det særlige problem viser sig i, at vi ikke finder nogen evidens for, at reguleringerne lettes efter krisen er ovre. Med andre ord bekræfter vi Milton Friedmans diktum, at Nothing is so permanent as a temporary government program. Og her ligger den deprimerende forbindelse mellem de tre artikler. Særligt venstreorienterede regeringer reagerer på økonomiske kriser ved at regulere markederne væsentligt mere. Disse reguleringer bliver ikke lettet efter krisen er ovre, uanset hvilken regering man får, og kommer dermed til at bidrage til, at de næste kriser bliver dybere, og at den offentlige gæld stiger. På den måde må man derfor konstatere, at de faktiske omkostninger ved markedsreguleringer, som ofte indføres i kriser, kan være langt større og permanente end de fleste forestiller sig. Om det så vil få politikere til at tænke sig om en ekstra gang, er et spørgsmål vi lader blæse i vinden.

Er forretningsfolk dårlige politikere?

Donald Trump er beviset på, at forretningsfolk er elendige politikere, og man meget hellere bør overlade politik til professionelle politikere –ikke? Selvom det faktisk er et argument, som man hører med jævne mellemrum, viser ny forskning, at det faktisk er forkert. På tværs af de amerikanske stater viser sammenligninger det modsatte, og dermed at Trump også på det punkt er em outlier.

I oktobernummeret af af Economic Inquiry undersøger Florian Neumeier (CESIfo München), om forretningsfolk er anderledes som politikere ved at undersøge konsekvenserne af at vælge tidligere forretningsfolk som guvernører i amerikanske stater. Baggrunden er, at en meget høj andel af de amerikanske politikere er jurister af uddannelse – meget som en forbløffende stor andel af danske politikere er statskundskabsuddannede – og dermed temmelig homogene. Er det en fordel, at lovgivere er uddannede jurister, eller dem der laver politik er uddannet i det, der på engelsk hedder ’political science’? Eller er det omvendt en fordel at have faktisk erhvervserfaring fra privat ledelse, som relativt få amerikanske og næsten ingen danske politikere her?

Konklusionerne i Neumeiers studie er ganske klare: Ser man på de økonomiske konsekvenser af at vælge nogen med en erhvervsmæssig ledelsesbaggrund som guvernør, er de tydeligt positive. Men det er ikke tilfældigt, hvornår vælgerne stemmer sådan en ind, hvilket giver et metodisk problem, der først skal løses. Som Neumeier skitserer i sit abstract, kan det lade sig gøre, og konsekvenserne er ganske positive. Det er godt nyt for amerikanere i en række stater, men hvor er de danske politikere med den type baggrund? Under alle omstændigheder, om man tager det som optimistisk eller pessimistisk forskning, er abstractet her:

This paper evaluates the economic performance of U.S. state governors with a business background (chief executive officer [CEO] governors). Applying a matching method, I find, first, that businesspeople tend to take office in times of economic and fiscal strain. Second, the tenures of CEO governors are associated with a 0.5 percentage points (pp.) higher annual income growth rate, a 0.4 pp. higher growth rate of the private capital stock, and a 0.6 pp. lower unemployment rate than are the tenures of non‐CEO governors. State‐level income inequality is not affected by CEO governors holding office, indicating that low‐income households benefit from the economic upswing.

Konsekvenserne af Friedmans udfordring

I 1968 var Milton Friedman præsident for the American Economic Association og var derfor forpligtet til at holde en presidential address ved den årlige konference det år. De fleste af den slags oplæg er en slags opsummeringer, enten af oplægsholderens eget arbejde eller af arbejdet i et bestemt felt. Det er der bestemt ikke noget galt i – jeg har det seneste år set fine eksempler af bl.a. dansk-britiske Toke Aidt, da han var præsident for the European Public Choice Society i 2015 – men Friedman ville noget andet og mere med sit oplæg.

To nye papirer – et af Robert E. Hall og Thomas J. Sargent, der er ude som NBER Working Paper, og et andet af Greg Mankiw og Ricardo Reis, der kommer i Journal of Economic Perspectives, sporer hvordan Friedmans 1968-address ændrede makroøkonomisk tænkning (hattip: Niclas Berggren).

Friedman udfordrede måden, nationaløkonomer tænkte kortsigtet udvikling og inflation på ved at udfordre den måde, man så den såkaldte Phillips-kurve på. Kurven, der er opkaldt efter den newzealandske økonom A.W. Phillips, tilsiger at der eksisterer en trade-off mellem arbejdsløshed og inflation. Hvis man politisk sænker arbejdsløsheden gennem ekspansiv politik, er omkostningen højere inflation. Kurven var enormt indflydelsesrig i politik i hele den vestlige verden, hvor politikere sigtede efter at sænke arbejdsløsheden (primært for at vinde næste valg). Lidt højere inflation virkede som en rimelig pris at betale, ikke mindst fordi de omkringliggende lande sandsynligvis gjorde det samme.

Friedman indså, at denne trade-off kun gav logisk mening på meget kort sigt. I sin presidential address skitserede han denne logik, som vi i dag underviser i på snart sagt alle universiteter: 1) Antag at regeringen fører ekspansiv økonomisk politik og får held til at sænke arbejdsløsheden. 2) Der er nu lavere arbejdsløshed, og qua den mindre risiko for at blive arbejdsløshed kan arbejdstagere og deres fagforeninger kræver højere lønninger. De regner dog stadig med, at inflationen er den samme som sidste år (de har adaptive forventninger). 3) De højere omkostninger for virksomhederne bliver overvæltet i priserne – og fører også til at de fyrer flere / ansætter færre. 4) Priserne er nu steget – der er kommet inflation – hvilket fører til at arbejdstagerne må kræve højere lønninger. Friedmans grundlæggende pointe her er netop, at arbejdstagerne / fagforeningerne nu kan observere, at inflationen er steget, og derfor kræver at lønningerne skal følge med op. Vi vender dermed tilbage til 3) hvor virksomheder igen overvælter de højere omkostninger i priserne og fyrer folk.

I sidste ende er økonomien tilbage i en situation med højere arbejdsløshed, men også med permanent højere inflation: Lønforhandlingerne er baserede på arbejdstagernes forventede inflation, som nu er steget permanent. Derfor stiger lønningerne også hurtigere, og inflationen er dermed automatisk højere. Den eneste konsekvens, den ekspansive politik dermed har haft på lidt længere sigt, er at føre til permanent højere inflation mens arbejdsløsheden er tilbage der hvor man startede. Efter Friedman har man således kaldt dette niveau af arbejdsløsheden for enten NAIRU – the Non-Accelerating Inflation Rate of Unemployment – eller blot den naturlige arbejdsløshed.

Friedmans store og ganske revolutionerende pointe var derfor, som Hall og Sargent formulerer det, at ”real outcomes are invariant to the monetary policy rule”. Med andre ord er effekterne af simpel økonomisk politik (i Friedmans version pengepolitik) rent midlertidige. Der eksisterer ikke et trade-off mellem arbejdsløshed og inflation, og politikerne kan derfor på ingen måde ’vælge’ et niveau for arbejdsløsheden. Edward Phelps arbejdede på samme tid som Friedman med basalt set samme ideer, og med John Mutt og Robert Lucas arbejde omkring rationelle forventninger fik ideen om, at politikere kan påvirke økonomien på langt sigt endnu et skud for boven. Det først skud, og det der angav retningen, var dog Friedman og Phelps tydelige kritik, og deres formulering af vigtigheden af forventningsdannelse for, hvordan økonomisk politik virker. Nationaløkonomi blev aldrig det samme, og politikeres måde at tænke økonomisk politik ændrede sig også – omtrent 25 år senere.

Plus ça change – priskontroller

En af de væsentligste indsigter i økonomi er, at et ureguleret marked helt generelt skaber de rigtige priser og dermed undgår mangelsituationer. Er der flere, der vil købe lejligheder på Frederiksberg end der er lejligheder til den gældende pris, stiger prisen på lejlighederne. Dem, der i sidste ende får lejlighederne, er derfor dem, der er villige til at betale den højere pris – med andre ord, dem der værdisætter lejlighederne højest i forhold til andre boligtyper, boliger andre steder, og andre ting, de kunne have brugt pengene på. Medmindre der er ganske væsentlige og permanente markedsfejl, som f.eks. forurening eller store forskelle i information, giver et frit marked den rigtige ’allokering’, så de forbrugere der har mest brug for en vare eller service, får den før andre.

Man skulle tro, at politikere over hele verden efterhånden havde lært, at man ikke bør fifle med prisdannelsen. Hvis man tror det, bliver man dog skuffet – plus ça change,  som man siger på fransk. Venezuela, hvor der er mangel på selv de mest basale varer, og hvor et flertal af befolkningen har skåret ned på deres fødevareforbrug, har længe stået som det seneste, klokkeklare eksempel på, hvad der sker hvis politikere stiller sig som herrer over almindelige markeder. Landets økonomi er i frit fald, og den menneskelige nød, som de enorme politiske fejl, der socialistiske styre under Chavez og Maduro har stået for, er svær at fatte, og svær at opsummere som andet end direkte kriminel. Og man må huske på, at en stor del af de problemer startede med, at Chavez implementerede maksimumpriser og tvang forretninger og virksomheder til at tage lavere priser for deres varer. Resultatet var sørgeligt forudsigeligt: Til de politisk bestemte lave priser, kunne stort set ingen levere varerne uden direkte tab, og mælk, majsmel, kyllinger og en stigende liste af andre varer forsvandt derfor fra hylderne.

I dag kan Daily News i Zimbabwe så rapportere, at der er stigende panik blandt almindelige familier, fordi der nu er mangel på madolie (hattip: Niclas Berggren). En del af baggrunden er regimets Statutory Instrument 64, der siden sidste år har forbudt import af en række almindelige forbrugergoder, inklusive madolie. Et kartel af syv producenter, der kalder sig the Oil Expressers Association of Zimbabwe kontrollerer nu hele markedet. De beskyldes for kun at levere til enkelte, udvalgte forretninger og dermed holde olie tilbage fra markedet under en økonomisk krise. Kartellet, på sin side, kritiserer detailhandlen for ikke at have sat prisen på olie ned – og med andre ord have båret et væsentligt tab selv. Og bag det hele lurer det egentlige problem: Zimbabwes tætte politiske kontrol med kapitalflows ind og ud af landet.

Styret har på samme tid forhindret almindelig import af madolie fra f.eks. Sydafrika, hvilket har givet the Oil Expressers Association of Zimbabwe et effektivt monopol i markedet, og forhindret kartellet i at få adgang til udenlandsk valuta, så det i det mindste kunne importere råvarer til at producere olien på lovlig vis. Zimbabwes centralbank styrer allokeringen af udenlandsk valuta i et forsøg på at forhindre et totalt kollaps af landets valuta. Et af de problemer, de forsøger at styre udenom, er at staten er basalt set fallit. Den mangler for eksempel udenlandsk valuta – og politiske vilje – til at tilbagebetale 1,7 milliarder dollars i allerede forfaldne lån til udlandet. Kollapser den zimbabweske dollar, bliver de lån væsentligt sværere at betale, mens eksportvirksomheder kan få det noget lettere.

Venezuela og Zimbabwe er dramatiske eksempler på, hvad der sker når regeringer og enkeltpolitikere med magt ignorerer indsigten fra Adam Smith og frem, at et frit marked generelt giver det rigtige resultat. Begynder man at kontrollere almindelige markeder, fører det til væsentligt lavere velfærd, og i en række tilfælde til direkte nød. Og for de læsere, der affærdiger argumenterne med, at det blot er liberalistisk tænkning, er der én ting at sige: Nøden i Venezuela og Zimbabwe kunne være undgået – den er politisk skabt!

Hvad gør demokratiseringer ved økonomisk politik?

Der er en lang litteratur i politisk økonomi / public choice for at spørge, om demokrati giver anderledes politik end andre politiske institutioner. For mange udenforstående er det et underligt spørgsmål: Man regner normalt med, at demokratier er ’godt’, dvs. at det producerer overlegne resultater. Det er dog ikke den generelle konklusion, og der er nogle svære problemer at løse i forskningen. I stedet for at se på sammenhængen mellem niveauet af demokrati og politik eller økonomisk-juridiske institutioner, er en lille ny litteratur gået i gang med at undersøge, hvordan ting ændrer sig omkring demokratiseringsepisoder.

Martin Rode (Universidad de Navarra) og jeg bidrager i et nyt papir til denne gren af forskningen. Nyskabelsen er, at vi skelner mellem fire regimertyper: Stabile og ustabile demokratier og stabile og ustabile autokratier. Vi kan derfor skelne mellem demokratiseringsepisoder, der viser sig at være stabile og dem, hvor der er midlertidige tilbagefald til mindre demokratiske institutioner. Når man gør det, viser der sig at den del af den økonomiske politik, der ændrer sig ved stabil demokratisering, primært er pengepolitikken. Yderligere granskning peger på, at de stabile demokratiske transitioner fører til langt mere uafhængige centralbanker. Interessant nok peger det altså på, at når folk får demokratiske rettigheder, sørger man generelt for, at centralbanken bliver beskyttet mod politisk indflydelse. Sjovt nok finder vi det præcist modsatte ved de ustabile demokratiseringer, hvor man svækker centralbankens uafhængighed. Det er altså ikke blot om et land bliver demokratisk, men – som vi konkluderer – hvor ’bumpy’ vejen til demokrati er.

Papiret kan findes på SSRN med titlen ”Democratic transitions and institutional change: What’s behind the association?” Abstractet er her:

Many empirical studies have shown democracies to be more supportive of sound economic institutions than authoritarian regimes and recent analysis also finds that democratic transitions are followed by overall improvements in economic freedom. This sheds some light on a possible chain of causality, but up to date it is virtually unknown through which channel democracy actually creates institutional improvements. Employing a dataset by Cheibub et al. (2010), we identify 41 political transitions to democracy since the mid-1970s, for which measures on economic institutions and policies are also available. Panel data analysis is used to examine the outcome of democratization within the framework of a fixed- and random effects model. To control for possible endogeneity, the paper further employs an instrument for democratic transitions, based on observations by Huntington (1991). Results mainly indicate that stable transitions to democracy are followed by strongly improved access to sound money, while unstable transitions seem to impede it. We further find evidence that the improved access to sound money is driven by the installation of more independent central banks in newly established electoral democracies.