Tag: økonomisk frihed (page 1 of 3)

Økonomisk frihed i 65 år

Ryan Murphy og Robert Lawson, begge fra Southern Methodist University i Dallas,Texas, har begge forsket intensivt i økonomisk frihed, og særligt konsekvenserne af at have politik og institutioner, der fremmer den. Bob er internationalt kendt – og muligvis også kendt blandt nogle af vores læsere – som en af hovedkræfterne bag den årlige Economic Freedom of the World rapport, som han de seneste år har stået for sammen med Jim Gwartney og Josh Hall. En særlig del af arbejdet er de indeks, som hvert år udgives, og nu dækker mere end 150 lande. EFW-indekset rækker desværre ikke længere tilbage end 1970.

Ryan og Bob har slået sig sammen for at afhjælpe problemet og resultatet er et papir med titlen ”Economic Freedom of the Worlds in the 1950s and 1960s”, hvor Ryan og Bob først viser, hvordan man kan trække standard-målet længere tilbage i tid ved hjælp af otte tilgængelige mål, der fanger en række forhold i det eksisterende EFW-indeks, og derefter hvordan det ser ud og hvad de meget langsigtede konsekvenser er. Det er dermed muligt at følge landes økonomiske frihed hvert femte år i 65 år, og dermed observere en lang række af de store ændringer i den økonomiske politik siden slutningen af anden verdenskrig.

I figuren nedenfor har jeg plottet det nye EFW-indeks for Danmark og vores nabolande siden 1950. Det er f.eks. tydeligt, hvordan de fleste lande kraftig afregulerer og styrker institutionerne efter krigen, og sandsynligvis særligt i takt med at rationering og andre krigsreguleringer afskaffes. Denne udvikling er stærkt synlig i Danmark og Tyskland, og langt svagere i Norge og Storbritannien. Som det vides fra andre kilder, havde begge lande en meget stærk venstreorienteret indflydelse på den økonomiske politik (se f.eks. her og her).

Derefter er 60ernes og 70ernes venstredrejning mod større offentligt forbrug, tættere regulering og politisk indblanding også tydelig i alle lande, og helt specielt i Sverige efter at Olof Palme overtog det svenske socialdemokrati. Reaktionen på 60ernes og 70ernes uansvarlighed er herefter også synlig, og i helt udtalt grad i Thatchers Storbritannien, og EU’s politiske harmonisering. Det hele, og sammenligningen til mange andre lande og styrer, kan nu undersøges mere empirisk pga. Ryan og Bobs historiske gravearbejde.

Demokrati, økonomisk frihed og kønsnormer

En af de sidste sessions ved sidste uges Public Choice-konference i New Orleans viste sig at være blandt de meste interessante.  Rosie Fike, der siden sidste år har fået job på Texas Christian University, delte sessionen med Matthew Bonick (Uni Freiburg) og den altid interessante Niclas Berggren (IFN). Sessionen hed Culture, men handlede faktisk om køns- og tolerancenormer.

Rosies papir var en test af, om politisk og økonomisk frihed er forbundne med folks kønsnormer. Hun fangede dem ved tre spørgsmål i the World Values Survey om hvorvidt mænd er bedre ledere, om jobs burde gives primært til mænd, når der er mangel på dem, og om der er vigtigere at drenge går på universitet end piger. Resultaterne af hendes ganske omhyggelige undersøgelse pegede på, at demokrati er stærkt forbundet med mere moderne kønsnormer. Det har tidligere studier også peget på, men Rosie viste også, at mere økonomisk frihed er meget tydeligt forbundet med mere moderne kønsnormer.

Det særlige er dermed, at resultaterne de facto indebærer en advarsel mod meget af den politik, der foreslås for tiden: Kvoter på kvinder i bestyrelser, mere direkte reguleringer af arbejdsmarkedet og støtteordninger til f.eks. at ansætte kvinder i bestemte erhverv (tænk bonus når Aarhus Universitet ansætter kvindelige professorer) reducerer alle den økonomiske frihed. Resultaterne sætter derfor et stort spørgsmål ved, om de politisk populære tiltag for at skabe mere kønsenshed er effektive. Hvis reduktioner i den økonomiske frihed fører til normer mod kønslighed eller en langsommere transition til moderne normer, kan tiltagene være direkte skadelige. Nationaløkonomi er stadig studiet af utilsigtede konsekvenser.

Gæld og reguleringsaktivitet

Titlen er emnet for mit nye papir med min gode ven Niclas Berggren. Papiret er skrevet med finansiering fra IREF – the Institute for Research in Economic and Fiscal Issues. IREFs executive summary er her, sammen med et link til working paper-versionen.

Pointen med papiret er at undersøge, om økonomisk politik påvirker lands gældsudvikling. Ideen er ganske let et få: Danmarks økonomi er ikke særligt reguleret, sammenlignet med mange andre europæiske lande, og vores gæld er til at overse. Grækenlands økonomi er nærmest reguleret ihjel og landet er de facto bankerot. Er de enkelteksempler eller der en mere generel sammenhæng?

Vi ser tre mulige mekanismer, der kunne forbinde reguleringsaktivitet med gældsudvikling. For det første kunne regulering afspejle den mere overordnede approach til politik, inklusive keynesiansk underskudsfinansiering. For det andet kunne reguleringerne slå så meget (formel) aktivitet ihjel, at regeringen ikke kan finansiere budgettet selvom den ville. Og for det tredje kunne de internationale markeder fortolke øget regulering som et signal om problemer eller økonomisk uansvarlighed. I det sidste tilfælde vil de derfor rationelt hæve den risikopræmie, de kræver, og dermed gøre den eksisterende gæld væsentligt dyrere.

Bundlinjen er – uanset at vi ikke kender den eksakte mekanisme – at vi finder klar evidens for en effekt. Forestiller man sig, at reguleringsniveauet ændres fra dansk til græsk niveau, vil gælden stige med cirka 10 % i løbet af en enkelt femårsperiode. Det lyder måske ikke af så meget, men det er i løbet af en ganske kort periode og vi ser ret klar persistens, så virkningen fortsætter ud i fremtiden. Visse regeringer har måske et ønske om at bringe økonomien under kontrol, men mister reelt kontrollen over finanserne på længere sigt.

Economic Freedom of the World 2016

Forleden udkom Fraser Instituttets årlige rapport om verdens økonomiske frihed., med titlen Economic Freedom of the World. Jeg ser af flere grunde frem til rapporten hvert år. Først og fremmest giver den et fint overblik over, hvordan Danmark og andre sammenlignelige lande udvikler sig for tiden – og det kan i sig selv være ganske deprimerende. For det andet tillader det også at få et bredere overblik over verden, hvor Danmark som vist i figuren nedenfor klarer sig okay. Og for det tredje er der næsten altid interessante temakapitler i årets rapport, som stiller skarpt på forskellige emner, der har med økonomisk frihed at gøre.

Allerførst viser dette års rapport, at Danmark overordnet placerer sig som den vestlige verdens 13. frieste økonomi, og nummer 21 i verden. Rapporten demonstrerer dig også, ligesom figuren nedenfor, at placeringen som nummer 13 af 44 vestlige lande beror på kvaliteten af vores institutioner – retsvæsenet, de pengepolitiske og regulatoriske institutioner og vores overordnede handelspolitik – mens den offentlige sektors størrelse og ’vægt’ stadig trækker alvorligt i den modsatte retning. Figuren viser EFW indekset (på en skala fra 0 til 10) for de 44 lande, hvor den institutionelle kvalitet er illustreret ved den sorte del af søjlerne og det offentliges størrelse illustreres ved den lyseblå del. Danmarks institutioner placerer os som nummer 6 af de 44, mens det offentlige giver en plads som nummer 43, kun undergået af Sverige. Der er således ingen nyheder for det, der ofte kaldes det ’skizofrene’ samfund.

efw-2016-eksempler

Årets rapport indeholder flere temakapitler, hvor den unge Rosemarie Fike har forfattet det første. Hendes kapitel handler om, i hvor høj grad EFW indekset er følsomt overfor at man korrigerer for ligestillingsproblemer. Rosemarie, som vi tidligere har omtalt her på stedet med forskning i et lignende emne, vægter de forskellige elementer i indekset med et mål for, i hvor høj grad der diskrimineres mod kvinder.  Hun noterer sig, at de to ekstremer af indekset er meget stabile – de mest økonomisk frie lande diskriminerer typisk meget lidt, mens de mest ufrie også diskriminerer kvinder. Danmark er her nummer 19, da Jordan og Emiraterne rykker ud af Top 20.

Hugo Faria og Hugo Montesinos-Yufa, der begge er fra Venezuela, skriver i det andet temakapitel om deres land, og hvordan landets tragedie er tæt forbundet med måden, årtiers politikere har undermineret borgernes økonomiske frihed. De karakteriserer således beslutninger i den demokratiske periode fra 1959-80 som ”sowing the seeds of democracy’s destruction” og viser med EFW indekset hvordan Venezuela var mere frit end resten af Latinamerika i 1980, men gradvis, og accelererende under Chavez og Maduro, er endt som et af verdens mindst frie samfund.

Robbie Butler og John Considine fortæller den langt mere opmuntrende historie om Irland, der fra sidste i 1980erne og ind i 90erne liberaliserede økonomien. Landet oplevede et kollaps under finanskrisen, men har haft en af de højeste vækstrater i Europa de seneste år. Butler og Considine er dog ikke uforbeholdent positive, men noterer blot at ”much will depend on the policies and institutions that the Irish will continue to forge.”

Sidst, men bestemt ikke mindst, dokumenterer Dean Stansel og Meg Tuszynski hvordan status har ændret sig i USA. På toppen vurderede Fraser Instituttet, at landet var det tredjefrieste af de lande, der indgik i indekset i 2000. I år er USA nummer 14, og Stansel og  Tuszynski peger på, hvordan særligt landets økonomiske åbenhed og kvaliteten og den politiske uafhængighed af retsvæsenet har lidt ganske voldsomt. Faldet er sket under både Bush og Obama og man kan derfor ikke skyde skylden på et bestemt parti, eller på de konflikter i Kongressen, der har raset under Obama. Det er i stedet i højere grad en stærkt uønsket udvikling i amerikansk politik som helhed, som de to viser også har haft økonomiske konsekvenser.

Alt i alt er Economic Freedom of the World igen i år relevant og læseværdig. De bredere temakapitler, som instituttet har tidligere har valgt, er i år erstattet af et enkelt plus tre landeanalyser. Man kan dog ikke klage over at få kastet lys over baggrunden for den økonomiske katastrofe i Venezuela, ligesom Irland altid er et studie værd. Begavede gymnasieelever kan, ligesom vores andre læsere, med fordel starte her.

Vindere og tabere ved frihandel

Protektionismen er på fremmarch. I USA går republikanernes præsidentkandidat til valg på en klar protektionistisk dagsorden og herhjemme mere end flirter man med protektionisme i nationalkonservative kredse.

I et indlæg i sidste uge, “Protektionisme er idiotisk, punktum“, gik Christian Bjørnskov i rette med den stigende protektionisme, vi ser i disse år. I modsætning til tidligere er det Ikke kun på den yderste venstrefløj (hvis forhold til den økonomiske videnskab altid har været på niveau med kreationisters forhold til biologi og evolutionslæren) man flirter med protektionistiske tiltag. Også på dele af det, som i daglig tale opfattes som “højrefløjen” dyrker man protektionisme og kritiserer hvad der omtales som den “liberale” økonomiske dagsorden. Vi ser det i USA, hvor både den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, og Bernie Sanders, der i sidste ende tabte nomineringen til Hillary Clinton hos demokraterne, har ført en meget protektionistisk kampagne.

At højrefløjen dyrker nationalistisk økonomisk politik og protektionisme er relativt nyt i vores del af verden. Det er historisk noget vi primært forbinder med med Sydeuropa og Latinamerika, hvor sammenblandingen af nationalisme og økonomi har en lang tradition. på tværs af den traditionelle politiske skala.

Når Morten Uhskov fra Dansk Samling således anbefaler protektionisme, er der tale om et markant brud med mere end 100 års (borgerlig) dansk tradition. At det netop er blandt nationalkonservative, som jo med særlig ildhu fremhæver kultur og det danske som helt centralt, man finder nogle af bannerførerne for nyprotektionismen er i sig selv lettere paradoksalt. Idehistorisk hører disse tanker til i Sydeuropa og Latinamerika. Hvis vi skal blive i den nationalt orienterede retorik kan man sige, at det er udansk, når man foreslår tiltag der er i direkte modstrid med både økonomisk videnskab og dansk handels- og økonomisk politik gennem mere end 100 år,. En økonomisk forståelse baseret på erkendelse at vi lever i en lille åben økonomi, hvis velstand i høj grad er skabt vi tilpasning til den internationale arbejdsdeling, adgang til verdensmarkedet og begrænset protektionisme.

Picking the loosers

Christians indlæg i sidste uge var en direkte kommentar til føromtalte Morten Uhrskovs udtalelser i Radio 24syv, hvor han foreslog at rejse beskyttende toldmure omkring sektorer som bruger ufaglært arbejdskraft, der alternativt kan flytte/har flyttet produktionen til f. eks. Kina.

I interviewet fremhævede Uhrskov at 80 procent af legetøj solgt i EU fremstilles i Kina. Jeg går ud fra at det også gælder f. eks. fremstilling af tøj og beklædningsenstande (der er den største enkeltpost på dansk import fra Kina). Mere om konsekvenserne af dette senere.

Strategi Morten Uhrskov anbefaler har betegnelse indenfor den økonomiske videnskab, nemlig “picking the loosers”, som er når man opstiller handelbarrierer eller subsidierer sektorer, der ikke længere er konkurrencedygtige.

Et oplagt eksempel i Europæisk sammenhæng er naturligvis den førte landbrugspolitik i EU, der hvert år koster borgerne i Europa tusindevis af kroner, eller som Christian og undertegnede skrev i en kronik i Berlingske Tidende for nu mere end 10 år siden;

“Hvis vi afskaffede landbrugsstøtten i Europa, ville det øge vores levestandard med et beløb
svarende til, at en gennemsnits husholdning fik udbetalt en ekstra månedsløn om året.
 “

Det gør den formentlig fortsat, selv om man har ændret hist og pist, og flyttet nogle af posterne ind under egnsudvikling. Og så havde vi slet ikke medtaget, at den førte landbrugspolitik svækkede – og svækker – væksten i andre dele af verden. En vækst som kunne øge efterspørgslen efter netop europæisk, og dermed også dansk fremstillede produkter.

Næsten komisk bliver det, når Uhrskov understreger, at det skam kun er overfor sektorer hvor man i stor udstrækning bruger ufaglært arbejdskraft, man skal indføre told og andre restriktioner og samtidig understreger at der skam fortsat skal være fri handel indenfor mere avancerede sektorer.

Han har tilsyneladende ikke overvejet hvorledes fattige lande skal få råd til at købe vores mere avancerede produkter, når  de ikke længere har mulighed for at sælge deres produkter til os.

Han har heller ikke overvejet, at hvis vi nægter at importere bestemte varer fra et andet land, er det ikke utænkeligt, at der hos dem vil være et indenlandsk pres for at de gør det samme i forhold til sektorer, hvor de ikke er konkurrencedygtige.

Den problemstilling illustreres fint af de mere end 10 års forhandlinger mellem EU og  Mercosur. Mens landene i Mercosur ønsker adgang til at eksportere landbrugsvarer til Europa og EU gerne have adgang til at eksportere mere avancerede produkter til Mercosur, hr problemet været, at modparten ikke har ønsket dette. til skade for forbrugerne i både Mercosur og EU. Forbrugerne betaler mere produkterne end nødvendigt, og samtidig er det kunstigt attraktivt at investere i sektorer, som kun overlever på grund af politiske regulering og handelsbarrierer. Det skader i sidste ende både vækst og reallønsudvikling og dermed levestandarden for langt de fleste.

Eneste vindere er kapitalejerne i de beskyttede industrier og evt. de ansatte. Der er dog tale om en gevinst som alene sikres via et endnu større tab for andre – i dette tilfælde i høj grad de lavtlønnede.

Som økonom er det godt nok vanskeligt at forstå at nogen ligefrem foretrækker tiltag, der garanterer en lavere velstand end hvad man kunne have haft ved frihandel.

De fattigste forbrugere vinder mest ved frihandel

Måske er problemet at Morten Uhrskov (og andre nationalkonservative) kun tillægger økonomi ringe værdi og vi derfor taler forbi hinanden. For som Uhrskov skriver under overskriften “Er protektionisme vejen frem?”

Jeg ved godt, at mit forslag vil føre til mindre global velstand, men hvis jeg kan styrke sammenholdet blandt danskere, er jeg villig til at betale den pris. Det følger af mine forpligtelser overfor de dårligst stillede danskere, for hvem det er en ulykke ikke at være i arbejde.

Her ville det have været en fordel hvis Uhrskov  i sit blogindlæg på Jyllands-Posten, havde forholdt sig til et helt centralt afsnit i Christian Bjørnskovs kritik.

For som Christian skriver, overser Uhrskov ( og alle der er enige med ham), at folk med relativt lav indkomst har et andet forbrugsmønster end han selv. Grunden er, med et teknisk udtryk, at folks præferencer ikke er homotetiske.

Man køber ikke lige meget ekstra af alle varer når man bliver rigere. Således har lavtlønnede et større forbrug af varer, der produceres af andre lavtlønnede – ofte i andre lande – end de med højere lønninger. Sidstnævnte har til gengæld et væsentligt højere forbrug af indenlandsk producerede serviceydelser, som i sagens natur ikke er udsat for samme grad af udenlandsk konkurrence, som landbrugsprodukter og forarbejdede varer. Heraf følger også, at det er de laveste indkomstgrupper, som rammes hårdest af den fortsatte protektionisme på landbrugsområdet i EU.

Som Christian gør opmærksom på, er konklusionen af ny forskning ved Pablo Fajgelbaum og Amit Khandelwal, “Measuring the unequal gains from trade“, at

“Larger expenditures in more tradeable sectors and a lower rate of substitution between imports and domestic goods lead to larger gains from trade for the poor than the rich.”

Gevinsten på udvalgte indkomstdeciler i USA er illustreret ved nedenstående figur.

consumer_benefits_to_trade_by_income_share_usa_world_average_chartbuilder-1

Det fremgår meget tydeligt, at de laveste indkomster procentuelt har oplevet en langt højere gevinst end de højeste indkomster. En konsekvens af at lavindkomstgrupperne bruger en større del af deres indkomst på varer, der handles over grænser, og fordi en større del af deres forbrug er er prisuelastisk – f.eks. fødevarer.

Derfor rammes de laveste indkomstgrupper væsentligt hårdere end andre af protektionistiske tiltag. Det er illustreret ved nedenstående grafer, som illustrerer de relative velfærdsgevinster ved et fald på 5 procent på handlede udenlandske varer.

gainsOmvendt forholder det sig naturligvis ved en stigning. Derfor vil omkostningerne ved Morten Uhrskovs forslag primært blive båret af forbrugerne med de laveste indkomster.

Maskinstormere og sammenhængskraft

Grundlæggende ligner Morten Uhrskov (og andre i det nationalkonservative landskab) argumentation da også til forveksling tidligere tiders maskinstormere. Det er de samme forestillinger og den samme frygt som de havde, som er bærende for den nye bølge af protektionisme.

Men måske er en central del af problemet også at Uhrskov blander tingene sammen. Således skriver han på sin blog, at

Anslået mellem 15 og 20 procent af danskerne har mere og mere vanskeligt ved at finde noget, der bare minder om varig beskæftigelse. Kvalifikationskravene på arbejdsmarkedet stiger, men det gør kvalifikationerne hos op imod en femtedel af danskerne ikke af den grund. Jeg er med på, at en del af miseren kan løses ved at sænke mindstelønnen mod skattelettelser, men jeg tvivler stærkt på, at det kan løse hele det meget alvorlige samfundsproblem, vi står overfor her.

Men er det virkeligt en konsekvens af frihandel og globalisering? For hvorledes vil Morten Uhrskov så forklare tilstedeværelsen af de over 100.000 udlændinge fra primært Østeuropa, som arbejder i Danmark? Det hænger ikke sammen. Hvis det skulle forholde sig som Morten Uhrskov siger, ville de arbejdspladser jo ikke findes.

Men det gør de. Og nej, den udenlandske arbejdskraft “tager ikke” danske arbejdspladser eller arbejder til “30 kroner i timen”. Langt de fleste arbejder til overenskomstmæssig løn og arbejdsgiverne kan ganske enkelt ikke skaffe dansk arbejdskraft. Noget kunne tyde på at forklaringen på den store andel på overførselsindkomst skal findes andet steds. Frihandel, EUs indre marked eller globaliseringen kan ikke forklare det. Og er hverken globalisering eller frihandel grund til den store andel af befolkningen i den arbejdsdygtige alderm, der står udenfor arbejdsmarkedet, giver det absolut heller ingen mening at ville begrænse vores levestandard gennem protektionisme, for at

styrke den sociale sammenhængskraft i Danmark, (således) at taberkulturen i mange af de sociale boligbyggerier vil blive reduceret, forhåbentlig markant.

Det eneste som Morten Uhrskovs forslag vil medføre er so msagt, at vi alle bliver fattigere , og de der taber mest er forbrugerne med de laveste indkomster.

Som økonom giver forslag om øget protektionisme ganske enkelt ikke mening. Men måske giver det mening i den postfaktuelle kollektive fortælling, som dyrkes mere og mere på både venstre og højrefløjen.

Det er i det hele taget ofte vanskeligt at skelne mellem den traditionelle venstrefløjs og nationalkonservatives kritik af hvad de kalder “liberal” økonomi, men som de fleste økonomer nok blot vil kalde koncensus, baseret på mere end 200 års forskning, debat og ikke mindst empirisk data. Den peger klart på, at nogenlunde frie markedsøkonomier med udbredt fri handel, sikrer den bedste levestandard, ikke mindst for de med relativt få penge til rådighed.

Dermed ikke sagt, at der ikke kan eksistere transitoriske  problemer, når arbejdspladser nedlægges (det synlige) og til nye opstår (de t usynlige). Svaret på denne udfordring er dog ikke protektionisme, men reformer som sikrer mere frie markeder og mindre regulering – ikke mere.

Dead Wrong med Johan Norberg

Den fremragende Johan Norberg har i årevis, siden han udgav In Defense of Globalization for 13 år siden, været en af de bedste formidlere af værdien af økonomisk frihed. Han har på det sidste stået for en serie meget korte film – cirka halvandet minut hver – hvor han lægger en økonomisk misforståelse i graven (hattip: Cafe Hayek). Hele serien indtil videre kan nu ses hos Free to Choose TV. Norberg er varmt anbefalet for alle, men måske mest til interesserede, som lider under de sædvanlige myter om bagsiden ved ikke at have ’politisk kontrol’ med markeder og almindelige mennesker. Og skulle der sidde en gymnasielærer derude, som mangler inspiration, er der spandevis af den hos Norberg.

For dem, der stadig er skeptiske, er her Norberg om børnearbejde i fattige lande:

 

Hvor dårligt går det i Brasilien? 2. ombæring

I marts skrev om, hvor dårligt det faktisk går med Brasiliens økonomi. Sidste år skrumpede økonomien med 3½ procent, og i året hvor landet skal afholde OL, er forsigtige forecasts at økonomien skrumper yderligere 4 procent. Det er dog ikke de eneste problemer, brasilianerne har. Landets dybt korrumperede politiske elite er i krise, som Niels snart vil skrive mere om her på stedet. De danske medier har endda fået øjnene op for problemernes omfang, og DR2 Dagen bragte et længere indslag i går med Mads Damgaard fra KU og undertegnede, som kan ses her.

De underliggende problemer er dog mindre omtalte, så her er to klare eksempler i figuren nedenfor. Den røde linje er Freedom Houses årlige vurdering af pressefrihed (omskaleret så 100 e perfekt og 0 er Nordkorea), mens den blå linje er the Heritage Foundations ligeledes årlige Index of Economic Freedom. De to kurver illustrerer det, mange analytikere efterhånden ser som det altoverskyggende problem i Brasilien. Staten ikke blot fylder mere rent størrelsesmæssigt – og Rousseffs problemer med at skjule et stort underskud er blot en del af det – men regulerer også i stigende grad. Det forbløffende er, at man både kan se det i den økonomiske frihed – hvor lette de offentlige reguleringer er, hvor stærkt retsvæsenet står og hvor åbent landet er for resten af verden – men også i det omfang, staten regulerer og kontrollerer medierne. Med risiko for at gentage, hvad mange andre har sagt: Brasiliens problem er ikke mangel på styring, men styringen i sig selv. Det er tid til at den brasilianske stat holder op med at stå i vejen for almindelige borgere, og at landets politikere taget erfaringerne i Chile, Panama, Peru og Uruguay alvorligt. Når de har gjort det, kunne danske politikere eventuelt tage erfaringerne lige så alvorligt.

Brasilien pres øk frihed

Havde Hayek og Friedman ret? En test på pressefrihed

Hayek-Friedman-Hypotesen (HFH) er blandt de mest omdiskuterede i politisk økonomi, om end ofte med et andet navn end HFH. Hypotesen handler basalt set om, at man ikke kan have stabilt demokrati uden at have en nogenlunde fri markedsøkonomi. Hayek dækkede den i sin ”The Road to Serfdom” fra 1944 og Friedmans version udkom som ”Capitalism and Freedom” i 1962. Siden da har hypotesen været kritiseret gentagne gange – ikke mindst fra den lille socialt liberale og dermed ikke-fascistiske venstrefløj, der sætter demokrati højt, men ikke bryder sig om økonomisk frihed.

Et af de mest vedholdende kritikpunkter mod HFH er, at hypotesen ikke er præcist formuleret. I særlig grad har kritikerne haft ret i, at særligt Hayek, men i en vis grad også Friedman, ikke helt fik beskrevet de mekanismer, hvorigennem indskrænkninger af befolkningens økonomiske frihed undergraver demokratiet. Jeg har derfor klattet et papir sammen, hvor jeg tester en måske mere præcis version af HFH.

Papiret hedder ”Hayek-Friedman in the Press: Is there an Association between Economic Freedom and Press Freedom?” Den grundlæggende idé er, at mange af Friedmands teoretiske argumenter – og en del andre – starter med at indgreb i den økonomiske frihed undergraver mediernes frihed. Ser man på udviklingen i mange lande, starter både demokratiseringer og det modsatte med ændringer i mediernes frihed. Og i paneldata over en 21-årig periode viser sammenhængen sig at være ganske stærk. Hayek og Friedman havde overordnet helt ret, men det demokratiske skred sker mere præcist, når kontrolentusiastiske politikere udbreder deres markedsstyring til en styring af den information, deres borgere må få.

Abstractet er nedenfor og den første version af papiret kan læses her:

The Hayek-Friedman Hypothesis states that economic freedom is a prerequisite for stable democracy. I test a variant of the hypothesis focusing on press freedom, which is arguably an important component of any democratic polity. Combining the Freedom House index of press freedom and the Heritage Foundation Index of Economic Freedom yields a large annual panel dataset between 1993 and 2011. Estimates show that improvements of economic freedom are associated with subsequent improvements of press freedom. The overall association is mainly driven by changes in market openness.

Krisepolitik, ideologi og de permanente midlertidige ændringer

Som jeg skrev forleden, løber årets konference i the Public Choice Society af stablen i denne uge. Jeg tager derfor turen til Fort Lauderdale i morgen og kan se frem til nogle travle dage. Et af to papirer, jeg skal præsentere i en session på fredag, er særligt aktuelt ved at det handler om krisepolitik.

I papiret ”Crisis, Ideology, and Interventionist Policy Ratchets” stiller min gode ven Martin Rode (Uni Navarra) og jeg tre spørgsmål: 1) Fører økonomiske kriser generelt til mere eller mindre interventionistisk politik (mere eller mindre stat)? 2) Er der forskel på, i hvor høj grad ideologisk forskellige regeringer reagerer på økonomiske kriser med interventionistisk politik? Og 3) ruller man politikken tilbage efter krisen er ovre, eller bliver den midlertidige politik permanent? Spørgsmålene er i og for sig ganske enkle, men eksisterende forskning har kun set på 1) som et generelt fænomen og uden at komme til nogen konsensus (se f.eks. Young og Bologna her).

Det generelle billede, der dukker op ved at fokusere på to af de fem områder i Fraser Instituttets Economic Freedom of the World Index – statens størrelse og et reguleringsindeks – er ikke overraskende, at mere venstreorienterede regeringer reagerer på kriser med signifikant mere interventionistisk politik. Resultaterne er drevet af de egentlige kriser – et-årige recessioner gør ingen reel forskel – og mens vi finder en tendens til at alle regeringer uanset partifarve øger de offentlige ’investeringer’, ligger hovedforskellen i, at venstrefløjen øger de offentlige udgifter, offentlige overførsler og markedsreguleringer langt mere end højrefløjen. Fokuserer vi på de mest liberale regeringer, finder vi faktisk ikke meget evidens for, at de øger interventionerne.

Mens Martin og jeg dermed dokumenterer, hvad mange af os nok har haft en stærk formodning om, ligger den egentlige overraskelse i det sidste spørgsmål. Vi finder ganske enkelt ingen evidens for, at krisepolitikken bliver systematisk rullet tilbage når krisen er ovre: Som Milton Friedman engang sagde, er der intet så permanent som et midlertidigt statsligt program. Mens det nok næppe heller er en overraskelse, er det særlige, at vores non-resultat gælder uanset regeringens ideologi. Så uanset at krisepolitikken ikke har virket efter hensigten, er liberale regeringer lige så utilbøjelige til at afskaffe den som socialistiske. Så i post-krisesituationer, er langt de fleste regeringer måske socialdemokrater, uanset hvad de påstår?

Hvornår fører ulighed til vækst?

For mange nationaløkonomer og politologer på universiteter rundt omkring i verden er oktober og november en særligt travl tid. Efterårssemesteret er på sit højeste og undervisningen kører på de høje nagler, men et særligt forhold gør tiden travl: Deadlines til flere af forårets store konferencer, ikke mindst de to public choice-konferencer, ligger alle omkring første december. Det er således tiden hvor nye papirer enten skal skrives færdig i første udkast, eller andre skal revideres og efterprøves.

Jeg er i den lykkelige situation at flere spændende projekter med en række medforfattere – punditokraternes læsere vil måske nikke genkendende til navne som Therese Nilsson, Andreas Bergh (begge Lunds Universitet og IFN i Stockholm), Niclas Berggren (IFN) og Martin Rode (Universidad de Navarra) – nærmer sig et første udkast. Lidt længere nede af vejen er der også nye projekter på vej med Katharina Pfaff og Stefan Voigt (begge Universität Hamburg). Det første af forårets papirer, der er klar i udkast, er dog uden medforfatter.

Papiret, der foreløbig har titlen ”Growth, Inequality and Economic Freedom: Evidence from the US States” (første udkast her), starter med en simpel, men noget overset præmis: Der er ingen grund til at tro, at sammenhængen mellem såkaldt økonomisk ulighed og vækst er den samme for alle stater. Helt særligt er ideen, at der er to relevante forhold i diskussionen. For det første giver ulighed – når den ikke skyldes rent-seeking eller direkte ulovlig aktivitet – positive incitamentseffekter. Et af de problemer, som de fleste danske økonomer anerkender, er at hvis der er lille forskel på folks indkomster, indebærer det også, at der er lille økonomisk gevinst ved en ekstra indsats, innovation eller arbejdsudbud. Stærk omfordeling skaber derfor incitamentsproblemer som bremser vækst. Dette peger på det andet forhold: Det er usandsynligt, at incitamentseffekterne af ulighed virker fuldt ud hvis den økonomiske politik arbejder imod dem gennem, f.eks., en stor offentlig sektor, omfordeling gennem skatter eller offentlige programmer, eller regulering.

Papiret tester den overordnede idé i et panel af de 50 amerikanske stater, observeret i de seks femårsperioder mellem 1981 og 2011. Fordelen er, at man således kan afvise, at forskellene skyldes store forskelle i f.eks. politiske institutioner eller traditioner, eller markante juridiske forskelle. Og resultaterne taler et tydeligt sprog: I stater med relativt lille økonomisk frihed, og i særlig grad i stater hvor et stort offentligt forbrug begrænser den økonomiske frihed, er ulighed overhovedet ikke forbundet med vækst. I den fjerdedel af observationerne, der har relativt begrænset offentligt forbrug, er der omvendt en stærkt positiv og signifikant sammenhæng.

Mens man kan undre sig over, at der ikke er flere end nogle få tidligere studier, der har undersøgt en ellers ret indlysende betingelse for, at ulighed kan have positive eller måske negative virkninger, er den mere generelle litteratur på vej i den retning. Mogens Kamp Justesens ”Better Safe than Sorry” fra sidste år undersøgte således hvordan vetoinstitutioner påvirker betydningen af juridiske institutioner, ligesom Dani Rodriks nye arbejde hviler på et lignende grundlag. Det er både en generel udvikling, der skaber en tættere forbindelse mellem teori og empiri, og en udvikling der således i højere grad stiller spørgsmålet ”under hvilke omstændigheder” end et simpelt ja-eller-nej-spørgsmål. Det akademiske forår tegner til at blive interessant.

Older posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑