Tag: økonomisk frihed (side 1 af 3)

Økonomisk frihed i den arabiske verden

Fraser Instituttet i Canada har forleden dag, sammen med Friedrich Naumann Foundation for Freedom og the International Research Foundation of Oman, udgivet den årlige Economic Freedom of the Arab World. Rapporten, der i år er forfattet af Salem Ben Nasser Al Ismaily, Azzan Al-Busaidi, Miguel Cervantes og Fred McMahon, dokumenterer omhyggeligt, at der ikke er sket det helt store i den del af verden. På trods af påstande om en såkaldt ’neoliberal bølge’, viser rapporten ikke nogen særlige fremskridt. Der er derimod meget store, og relativt stabile forskelle mellem landene. Selvom man ofte tænker på disse lande som en slags enhed, er den arabiske verden derfor, meget ligesom for eksempel Europa, ikke særligt ens i en institutionel forstand. Figuren nedenfor, der plotter størrelse på den offentlige sektor og kvaliteten af retslige og bureaukratiske institutioner, den pengepolitiske stabilitet og åbenhed for handel i 2015, illustrerer fuldt ud forskellene.

Disse forskelle er dog ikke altid som man tror. De to demokratier i regionen – Tunesien og Comorerne – adskiller sig for eksempel ikke i økonomisk frihed fra andre lande, de delte institutioner med for få år siden. Den egentlige forskel er i institutioner og økonomisk politik mellem monarkierne og de andre. De arabiske monarkier har i gennemsnit en score på 7,9 mod 6,1 for diktaturerne og 6,5 for de to demokratier. Man må dog huske, at monarkierne i den arabiske verden også stort set alle er olierige lande, der muligvis har ’bedre råd’ til at have velfungerende juridiske og bureaukratiske institutioner. Undtagelsen er Jordan, der ikke har olie og på mange måder er det mest almindelige af de mellemøstlige lande. Det er også perfekt gennemsnitligt blandt monarkierne, når man for eksempel ser på graden af korruption (48 på Transparency Internationals CPI og dermed sammenligneligt med Tjekkiet og Italien) på trods af, at landet er væsentligt fattigere end olielandene.

Overordnet set strækker den arabiske verden sig fra konfliktplagede og institutionelt ekstremt svage, store lande som Syrien, Sudan og Libyen til ganske velfungerende, små autokratier i Bahrain, Oman og de Forenede Arabiske Emirater. Deres problemer er for det meste meget forskellige og dermed slet ikke sammenlignelige, og de to demokratier illustrerer, at regionen ikke er en ’lost cause’ for demokratisering. Når man tager hensyn til en række meget mærkværdige eksempler på lovgivning – den saudiske ledelse er for eksempel først fornylig begyndt at lette på forbuddet mod, at kvinder må køre bil (selvom regimet ikke blandede sig, da en fuldt kvindelig crew fra Royal Brunei Airlines sidste år fløj en Boeing 787 til Jeddah) – findes der velfungerende retsvæsener i området. Private ejendomsrettigheder er for eksempel fint beskyttede i Bahrain og Emiraterne, og både Qatar og Emiraterne har bedre kontrol med korruptionsproblemer end de sydeuropæiske lande, og ganske nordeuropæiske reguleringsstandarder.

På samme måde som man nogle gange må minde amerikanere om, at Europa ikke er et land eller en bare nogenlunde sammenlignelig gruppe lande, minder Fraser Instituttets Economic Freedom of the Arab World således om, at den arabiske verden ikke er én størrelse. Nogle af de mest håbløse lande ligger i det arabiske Nordafrika og Mellemøsten, mens andre dele på mange måder minder institutionelt om os. De store forskelle skal ikke søges i deres økonomiske frihed, men i andre aspekter af samfundet. De få lande i regionen, hvor pressen er blot nogenlunde fri, er Comorerne, Libanon og Tunesien, der ifølge Freedom House har cirka samme standarder som Serbien eller Bolivia. Er man interesseret i økonomisk frihed og er dele af den arabiske verden op til vestlige standarder. Er ens præferencer bredere, og er man bekymret for sin personlige frihed og muligheden for at tænke og tale frit, skal man blive væk. Og gør man det, er tanken ikke langt væk: Hvad ville lande som Bahrain, Emiraterne eller Jordan blive til, hvis den politiske elite slap grebet om den personlige og offentlige meningsdannelse, som det danske monarki gjorde omkring 1830?

Murphys State Economic Modernity Index

Fraser-instituttets indeks for Economic Freedom of the World, der pt. vedligeholdes af James Gwartney, Robert Lawson og Joshua Hall, er et af de mest benyttede mål for overordnet økonomisk politik og institutionel kvalitet. I de senere år har det fået konkurrence af Verdensbanken og Daniel Kaufmanns World Governance Indicators, der forsøger at måle nogle af de samme forhold, men på en anden måde. Mens Fraser hælder politisk til højre, hælder WGI nok til venstre. WGI bruges derfor ikke overraskende meget af forskere, der interesserer sig for ’state capacity’, dvs. statens kapacitet og evne til at levere offentlige goder og andet.

Ryan Murphy, der er en af de mange solide, yngre forskere i miljøet omkring James Gwartney og Robert Lawson, foreslog forleden i et nyt papir, at man kan bruge EFW til at beregne noget, der kommer ganske tæt på de flestes idé om state capacity. Murphy noterer sig, at hvis man skal følge ideerne om state capacity er det først og fremmest vigtigt, at staten beskytter folks liv og ejendom. Det er i en vis grad det, WGI faktisk måler, og det der er relativt præcist målt af EFWs område 2, der netop omfatter juridisk uafhængighed, integritet og effektivitet. Følger man konceptet, som det bruges af de fleste forskere i feltet, bør man også tage hensyn til hvad staten ’leverer’. Feltet ser derfor staten som overvejende benevolent, og regner med at offentlige udgifter osv. er gavnlige gennem at være forbundet med offentlige goder som basalt skolevæsen, infrastruktur og en række andre ting.

Man kan diskutere, om det faktisk er rigtigt, at det er det stater med større offentlige sektorer faktisk gør – jeg er for eksempel stærkt skeptisk overfor denne antagelse, der ligger implicit i det meste af litteraturen om state capactiy – men skal man måle manifestationer af konceptet, må man nødvendigvis følge det.

Det er netop det, Murphy gør. Han tager meget simpelt EFW-scorerne fra område 2 – hvor godt er retsvæsenet – og trækker EFWs scorer på område 1 fra. Område 1 er netop det indeks, der fanger hvor stor den offentlige sektor – i form af offentligt forbrug, transfereringer, investeringer og skattestruktur – er. Område 1 skal trækkes fra, da EFW tæller de som negativt, så højere scorer indikerer mindre statslig involvering.

Resultater er Murphys State Economic Modernity Index, SEM. Ser man på tallene, giver de ganske god intuitiv mening. Toppen er Sverige, Finland, Holland, Norge og Luxembourg, med Danmark som nummer seks. Bunden er Madagascar, Bangladesh, Haiti, Guatemala og Honduras. SEM-indekset består også andre ’smell tests’, og er for eksempel væsentligt lavere i diktaturer (-1,76) end demokratier (-0,78), og internt blandt demokratierne væsentligt lavere blandt de præsidentielle (-2.34) end parlamentarisk (0,09).

Sidst, men ikke mindst, er der et bestemt mønster, som nyere forskning indikerer at SEM-indekset bør følge. Adskillige studier, blandt andet mine med Andreas Bergh (her, her og på dansk her) og nyere studier af for eksempel Algan, Cahuc og Sangnier, peger på at både retslig kvalitet og størrelsen på velfærdsstaten er påvirkede af, i hvor høj grad borgerne stoler på hinanden. Der er dog en række indikationer på, at den primære mekanisme er, at borgerne i højtillidskulturer opfører sig anderledes politisk, og dermed i demokratier tvinger politikerne til at opføre sig anderledes. Hvis SEM-indekset følger disse mønstre, burde det således være tydeligt positivt påvirket af tillidskulturen, men muligvis kun i demokratier.

Det er netop det billede man ser, når man plotter SEM-scorerne overfor lands tillidsscorer. I figuren nedenfor er de blå prikker observationer fra autokratier, de sorte observationer fra præsidentielle demokratier, og de røde observationer fra parlamentariske demokratier. Hver gruppe har sin egen regressionslinje, der indikerer sammenhængen mellem tillid og SEM-scorerne, givet det politiske system. Linjen for autokratierne er flad, og korrelationen mellem de to er kun 0,07; med andre ord er der ingen umiddelbar sammenhæng. Omvendt vender linjerne for de to typer demokrati tydeligt opad, og indikerer ganske stærke sammenhænge, om end niveauet for de præsidentielle (som også ofte er fattigere) ligger konsistent lavere.

Ligesom man kan kritisere eksisterende indeks for regeringsførelse på mange fronter – EFW er samlet set åbenlyst højreorienteret ved at tælle større offentlige sektorer negativt og ved at det vejer den offentlige størrelse sammen med en række andre ting, og WGI ved at det konceptuelt er vagt og de seks underindeks faktisk alle måler det samme – er SEM-indekset heller ikke uden problemer. Men Ryan Murphy har ved at følge state capacity-tankegangen omhyggeligt fundet på en interessant og umiddelbart valid måde at bruge EFW til at måle, hvor ’stærke’ forskellige stater er. Som han uden tvivl vil være den første til at indrømme, er det et helt andet spørgsmål, om landenes politikere mest bruger den statslige kapacitet til gode eller dårlige formål. Dét spørgsmål regner jeg med, vi kommer til at se flere papirer om på næste års konferencer. Indtil da har vi et nyt mål, der ’lugter’ rigtigt.

Ny Economic Freedom of the World rapport

I torsdags udkom den årlige rapport om Economic Freedom of the World fra Frasier-instituttet i Vancouver. Rapporten, der forestås af James Gwartney (Florida State University), Robert Lawson (Southern Methodist University) og Joshua Hall (West Virginia University), har i en årrække både været meget brugt af medier rundt omkring i verden, og været en værdsat kilde til konkrete data på økonomisk frihed. Det sidste har været brugt i stort omfang af forskere, bl.a. især i public choice og politisk økonomi. Årets rapport har været specielt ventet af den helt særlige, nørdede grund, at 2017-rapporten er en kilde til status i 2015, og giver derfor forskerne en ekstra fem-årsperiode – 2010-2015 – som kan lægges til eksisterende datasæt. Ingen påstår – heller ikke Frasers datatroldmand Bob Lawson – at de er perfekte, men graden af detalje og transparensen i hvordan ting bliver gjort har gjort EFW-indekset til det foretrukne blandt forskere.

Rapporten indeholder, udover dataene og landeprofiler, også altid flere temakapitler. Årets rapport er ikke anderledes end tidligere, og har derfor tre kapitler om forskellige aspekter af økonomisk frihed. Kapitel 3,der er forfattet af Rosemary Fikes, hedder ”Adjusting for Gender Disparity in Economic Freedom and Why It Matters” og handler om det interessante spørgsmål, om indekset indtil videre har været skævt malt. Rosemarys påstand er, at det har været skævt i de lande, hvor kvinder ikke har de samme juridiske rettigheder som mænd. Hun dokumenterer problemet, udvikler et Gender Disparity Index baseret på en omfattende Verdensbank-survey af kvinders de jure rettigheder, og viser hvordan EFW’s mål for retslig kvalitet kan justeres for juridisk diskrimination. Uanset om man mener, at den slags problemer er overvurderede, er kapitlet og løsningen ganske overbevisende, og giver EFW-målene en ekstra dimension.

Derudover er der to ekstra temakapitler. Krishna Chaitanya Vadlamannati og Indra de Soysa skriver om ”Economic Freedom, Social Protections, and Electoral Support for Anti-Immigrant Populist Parties in 27 Industrial Democracies”, og Richard J. Grant om “Economic Freedom in South Africa and the Constraints on Economic Policy.” Som altid er hele rapporten stærkt anbefalet.

Latinamerika satser igen på globalisering og markedsøkonomi

Efter nogle mindre gode år, går det atter fremad for Latinamerika. Samtidig er vælgertilslutningen i flere lande steget for partier og kandidater, som ønsker en mere markedsorienteret og mindre nationalistisk økonomisk politik. Med andre ord vælger man globaliseringen til på et tidspunkt, hvor den “store nabo” mod nord har valgt en præsident, som i hvert fald i retorik gør det modsatte.

Det er både meget opmuntrende og fornuftigt. Historien er nemlig ret entydig for regionens udvikling de seneste mange årtier, hvor stort set alle økonomier indtil for få årtier siden ellers førte en økonomisk politik baseret på relativt høje handesbarrierer, voldsomt regulerede markeder præget af manglende konkurrence, og mange offentligt ejede virksomheder.

Efter Chile i 1970erne, som den første økonomi gennemførte markante reformer i 1970erne, fulgte andre lande med og gennemførte reformer fra slutningen af 1980erne og op gennem 1990erne. En væsentlig forskel var dog, at hvor Chile’s reformer var drevet af en grundlæggende forståelse for ikke mindst betydningen af konkurrence, blev reformerne de fleste steder i 1990erne primært drevet af statens finansielle behov. Dette forklarer f. eks. hvorfor Mexico, trods NAFTA og øget handel med omverden, først nu gennemfører reformer som lukker op for indenlandsk konkurrence. Privatiseringen af telesektoren er et klassisk (og skræmmende) eksempel på dette.

Ovenstående graf, som viser den økonomiske vækst for Latinamerika og Caribien, dækker naturligvis over meget forskellige forløb i de enkelte lande. Mens nogle lande f. eks. ramtes hårdt af gældskrisen i begyndelsen af 1980erne  – Mexico, Brasilien, Argentina, Chile (hvor krisen dog var meget kortvarig) –  har andre lande ikke oplevet samme problemer med de eksterne- og interne balancer (Columibia f. eks.). Nogle landes økonomier er også relativt sårbare overfor svingende råvarepriser (stort set alle lande i Sydamerika), mens Mexico ikke er.

Men et grundlæggende karakteristika går igen. De lande som har gennemført markedsreformer og åbnet deres økonomier, har klaret sig væsentligt bedre end de lande, som enten ikke gennemførte reformer eller efterfølgende mere eller mindre rullede dem tilbage.

Ser vi på udviklingen siden 1980 og frem til i dag, er der også sket store ændringer i rækkefølgen af hvilke lande der potentielt har den højeste materielle levestandard.

Set over hele perioden er det naturligvis primært Chile og Panama (af de medtagne lande), som skiller sig positivt ud, mens Venezuela’s dramatiske kollaps fremgår med al tydelighed. Men også andre lande udviser en bemærkelsesværdig udvikling. Uruguay, som sjældent omtales på disse breddegrader, med mindre diskussionen falder på legalisering af cannabis, har klaret sig relativt glimrende. Og er et godt eksempel (sammen med Chile), at det ofte ikke giver mening at fokusere på hvilken “farve” de regeringsbærende partier har. Både Chile og Uruguay hører til gruppen af lande, hvor man erkender markedets betydning, også når præsidenten kommer fra landets socialistparti.

Netop det med at se på de mere langsigtede udviklingstendenser (konsistensen) var en af de ting jeg skrev om i en kronik i Børsen i torsdags – der af redaktionen fik titlen “Dit næste marked er Peru eller Colombia“. Kronikken kan både læses som en opfordring til dansk erhvervsliv om (igen) at interessere sig mere for Latinamerika og som en advarsel om ikke at lade sig forblænde – som det skete i forhold til Brasilien i nullerne.

Således har jeg jo i efterhånden en del år “slået på tromme” for, at man interesserede sig for andre lande end de traditionelle “gamle” kandidater på Atlanterhavskysten. Se bl. a. dette indlæg fra 2012

Økonomisk frihed og økonomisk vækst siden 2000

Fra ca. 1998 og i første halvdel af nullerne gik en venstrepopulistisk bølge gennem regionen. Startende med at Hugo Chavez vandt præsidentvalget i Venezuela samme år. I løbet af de efterfølgende år oplevede man en række lande, som i stedet for yderligere markedsreformer i større eller mindre grad satsede på en mere traditionel nationalistisk økonomisk politik. Bortset måske fra Bolivia, kan vi nu roligt konstatere, at det nok ikke var nogen god ide. Og med hensyn til netop Bolivia er det ikke uvæsentligt at der her er tale om Sydamerikas fattigste land med lav økonomisk kompleksitet, samt at den faktisk førte økonomiske politik har været langt mere konservativ end i flere af de øvrige venstrepopulistisk ledede lande. Populismen har så at sige været doceret i begrænsede mængder, således at man ikke har sat den makroøkonomiske stabilitet over styr, som man ellers har set det i bl. a. Argentina, Brasilien og selvfølgelig ikke mindst Venezuela. At den bolivianske model så ikke er holdbar på sigt, er en anden sag.

Som det fremgår af nedenstående tabel, er forskellene mellem landenes opnående økonomiske vækst til at tage at føle på. Fra Panamas 114 procent højere BNP per indbygger i 2017,  til Venezuela’s 20 procent lavere per indbygger,

Og hvordan ser det så ud, hvis vi sammenligner den opnåede vækst med graden af økonomisk frihed i de enkelte lande? Ja, hvis vi sammenligner med de to hyppigst anvendte mål for økonomisk frihed, henholdsvis Fraser Institutes og  Heritage Foundation, er resultatet rimeligt entydigt. Også selv om der for visse lande er betydelige forskelle i hvilken grad af økonomisk frihed man kommer frem til.

Selv om mange lande er nogenlunde ens placeret i forhold til hinanden, er det dog markant hvorledes Nicaragua scorer markant højere hos Fraser end hos Heritage, omvendt med Uruguay og i mindre grad med Peru. Forskellene afspejler selvfølgelig til dels forskellig metode og kildeanvendelse, men at der skal være så stor forskel er dog bekymrende.

En kritik fremsat i forhold til udarbejdelsen af Frasers index er, at der er for meget “perception” og for lidt “hard fact”.

Forskelle og evt. problemer til side, viser en sammenligning af udviklingen i BNP per capita i perioden 2000-2017 i forhold til graen af økonomisk frihed dog et overordnet ens billede uanset hvilket index, man bruger.


Vi kan konstatere at udviklingen i Latinamerika de seneste 17 år synes at bekræfte hvad en efterhånden meget omfattende økonomisk litteratur også er kommet frem til, nemlig at økonomisk frihed har betydning for en positiv velstandsudvikling.

For en meget lødig – og ikke ukritisk – gennemgang, kan jeg henvise læseren til “Economic Freedom and Economic Growth – selection, specification and genuine effects ” af Chris Doucouliago og Mehmet Ulubasoglu. Her konkluderer de bl. a. at:

The evidence is certainly indicative of a positive impact on economic growth.

men understreger også at:

until more studies are conducted, and until unpublished investigations are made public, it is difficult to infer how large the positive impact of economic freedom on economic growth is.

Konsistens og forudsigelighed betaler sig

Man kunne også anbefale (ikke mindst hvis man er udenlandsk investor) at fokusere på konsistens og forudsigelighed. Her skiller flere af landende med relativt høj grad af økonomisk frihed sig også positivt ud. Både Chile og Peru, som begge reformerede deres økonomier efter fejlslagene ventrepopulistiske eksperimenter i henholdsvis 1970erne og 1990erne, har efterfølgende ført en grundlæggende markedskonsistent økonomisk politik.

Inden for det sidste årti har det kommende medlem af OECD, Colombia, oplevet en kraftigt stigende interesse fra undelandske investorer. Eller som jeg skrev i min kronik i Børsen i torsdags:

Og så er der Colombia, der i løbet af to årtier er gået fra en “failed state” til en af de mest lovende økonomier i regionen.  Tidligere flygtede eller migrerede colombianere i stort tal til Venezuela. I dag søger venezuelanere i tusindtal til Colombia. På jagt efter mad og en fremtid, som det socialistiske eksperiment i deres hjemland har frarøvet dem.

Colombias vej til en moderne markedsorienteret økonomi har ikke rødder i samme voldsomme paradigmeskifter som Chile og Peru, hvilket jeg vil vende tilbage til ved en senere lejlighed. Tværtimod har man været kendetegnet ved en i regional sammenhæng bemærkelsesværdig konsistent og forudsigelig økonomisk politik. Og det er der værd at lægge mærke til.

 

 

 

Virker tænketanke efter hensigten?

Der tales meget om tænketanke og hvordan de – alt efter hvem man spørger – påvirker politikeres adfærd eller informerer den offentlige debat om politik. Alle påstande kan i princippet være rigtige, men ikke på samme tid. Det er for eksempel også helt muligt, at tænketanke ikke flytter noget som helt, men måske blot reflekterer udviklinger, der allerede er i gang og alligevel var sket. Det betyder dog ikke, at spørgsmålet ikke er vigtigt.

Benjamin Powell (Texas Tech University) og Matt Ryan (Duquesne University) giver et svar på spørgsmålet i det nye nummer af the Journal of Private Enterprise (læs ungated her). Powell og Ryan ser specifikt på liberale tænketanke i traditionen fra Institute of Economic Affairs i London, som Cepos og svenske Timbro også tilhører. De bruger the Atlas Network som kilde til, hvornår tænketankene blev oprettet, og kan dermed beregne, hvad de kalder ”aggregate think tank years”, som er antallet af tænketanke gange hvor mange år de har eksisteret. På den måde kan Powell og Ryan tage hensyn til, at det ofte tager tid før tænketanke opnår indflydelse, og politiske ændringer også ofte tager tid.

De sammenholder derefter deres tænketanksindeks med ændringer i Fraser Instituttets Economic Freedom of the World indeks for 121 lande siden 1980. Med de sædvanlige kvalifikationer – Powell og Ryan påstår ikke, at de kan etablere tydelig evidens for en kausal sammenhæng – finder de en stærkt signifikant og potentielt vigtig sammenhæng mellem tænketanksaktivitet og økonomisk liberalisering. Meget intuitivt, hvis man skal tolke sammenhængen som evidens for en faktisk effekt af tænketankene, er sammenhængen væsentligt stærkere i mindre lande, hvor en enkelt tænketank f.eks. let kan fylde en større del af mediebilledet.

Powell og Ryan konkluderer, at en standardafvigelses større tænketanksaktivitet – cirka 22 ’tænketanksår’, eller fem års aktivitet hvis man regner med at et land som Tyskland har 4-5 liberale tænketanke – er forbundet med en liberalisering af den økonomiske politik svarende til rundt regnet en tredjedel point på Fraser Instituttets tipunkts-skala. Et godt bud er, at den virkning i sidste ende giver cirka en tredjedel procent hurtigere vækst i det lange løb. Er de liberale tænketanke en god udvikling? Svaret er ja, hvis man mener at langsigtet økonomisk vækst er et gode.

Ny viden om vetoinstitutioner og iværksætteraktivitet

Som mange læsere vil vide, har jeg lagt en vis forskningsindsats i at undersøge sammenhængen mellem institutioner / økonomisk frihed og iværksætteraktivitet – entrepreneurship – på tværs af de vestlige lande. Indtil nu har det foregået sammen med den fremragende Nicolai Foss fra Bocconi-universitetet i Milano, men sidste år fandt jeg sammen med en anden makker. Grunden var at Jacob Lihn skrev speciale under min vejledning, og hans fokus var netop den sammenhæng, Nicolai og jeg havde skrevet om.

Jacobs speciale gik dog et skridt videre end blot at opsummere litteraturen, og bidrage med nye tests af kendte sammenhænge. I stedet kombinerede han sit fokus på entrepreneurship med politisk-økonomiske indsigter i vigtigheden af vetoinstitutioner. Hvis det lyder langhåret, kan hovedideen opsummeres ganske enkelt: Jo bedre institutioner og jo mindre statslig intervention og styring, jo mere entrepreneuriel aktivitet får man, hvis der er vetoinstitutioner der er tilstrækkeligt stærke til at forhindre politikere i at lave politikken om igen næste år. Hovedideen, som Mogens Kamp Justesen blandt andet har skrevet meget præcist om, er således at man kun går i gang med at starte virksomhed eller andet, hvis man kan være nogenlunde sikker på, at den relevante politik ikke blæser for vinden.

Jacob Lihn og jeg lavede efterfølgende hans speciale om til et papir med titlen ”Economic Freedom and Veto Players Jointly Affect Entrepreneurship”, som jeg præsenterede på den årlige konference i the Public Choice Society i foråret (se omtalen her). Den blev forleden dag accepteret til publikation i det relativt nye tidsskrift Journal of Entrepreneurship and Public Policy, der redigeres af Josh Hall (West Virginia University). Hovedkonklusionen er, at de positive virkninger af at have en begrænset offentlig sektor og lavt / fladt skattetryk, primært sker i samfund hvor stærke vetoinstitutioner gør den reducerede offentlige intervention mere stabil og forudsigelig. Kortsigtsvirkningerne kan dog, viser det sig, se helt omvendte ud. Er læserne mere interesserede, er her artiklens abstract:

This paper explores how the strength of political veto players affects the long-run credibility of economic institutions and they jointly affect entrepreneurial activity. We employ an annual panel covering 30 OECD countries from 1993-2011. An error correction model identifies a positive and significant short-run effect on self-employment from large government spending at low levels of veto player strength. A static model conversely indicates that smaller government spending is positively associated with entrepreneurship at lower levels of veto player strength in the long run. The findings thus emphasize the likely transitional costs for entrepreneurs associated with institutional changes.

Økonomisk frihed i 65 år

Ryan Murphy og Robert Lawson, begge fra Southern Methodist University i Dallas,Texas, har begge forsket intensivt i økonomisk frihed, og særligt konsekvenserne af at have politik og institutioner, der fremmer den. Bob er internationalt kendt – og muligvis også kendt blandt nogle af vores læsere – som en af hovedkræfterne bag den årlige Economic Freedom of the World rapport, som han de seneste år har stået for sammen med Jim Gwartney og Josh Hall. En særlig del af arbejdet er de indeks, som hvert år udgives, og nu dækker mere end 150 lande. EFW-indekset rækker desværre ikke længere tilbage end 1970.

Ryan og Bob har slået sig sammen for at afhjælpe problemet og resultatet er et papir med titlen ”Economic Freedom of the Worlds in the 1950s and 1960s”, hvor Ryan og Bob først viser, hvordan man kan trække standard-målet længere tilbage i tid ved hjælp af otte tilgængelige mål, der fanger en række forhold i det eksisterende EFW-indeks, og derefter hvordan det ser ud og hvad de meget langsigtede konsekvenser er. Det er dermed muligt at følge landes økonomiske frihed hvert femte år i 65 år, og dermed observere en lang række af de store ændringer i den økonomiske politik siden slutningen af anden verdenskrig.

I figuren nedenfor har jeg plottet det nye EFW-indeks for Danmark og vores nabolande siden 1950. Det er f.eks. tydeligt, hvordan de fleste lande kraftig afregulerer og styrker institutionerne efter krigen, og sandsynligvis særligt i takt med at rationering og andre krigsreguleringer afskaffes. Denne udvikling er stærkt synlig i Danmark og Tyskland, og langt svagere i Norge og Storbritannien. Som det vides fra andre kilder, havde begge lande en meget stærk venstreorienteret indflydelse på den økonomiske politik (se f.eks. her og her).

Derefter er 60ernes og 70ernes venstredrejning mod større offentligt forbrug, tættere regulering og politisk indblanding også tydelig i alle lande, og helt specielt i Sverige efter at Olof Palme overtog det svenske socialdemokrati. Reaktionen på 60ernes og 70ernes uansvarlighed er herefter også synlig, og i helt udtalt grad i Thatchers Storbritannien, og EU’s politiske harmonisering. Det hele, og sammenligningen til mange andre lande og styrer, kan nu undersøges mere empirisk pga. Ryan og Bobs historiske gravearbejde.

Demokrati, økonomisk frihed og kønsnormer

En af de sidste sessions ved sidste uges Public Choice-konference i New Orleans viste sig at være blandt de meste interessante.  Rosie Fike, der siden sidste år har fået job på Texas Christian University, delte sessionen med Matthew Bonick (Uni Freiburg) og den altid interessante Niclas Berggren (IFN). Sessionen hed Culture, men handlede faktisk om køns- og tolerancenormer.

Rosies papir var en test af, om politisk og økonomisk frihed er forbundne med folks kønsnormer. Hun fangede dem ved tre spørgsmål i the World Values Survey om hvorvidt mænd er bedre ledere, om jobs burde gives primært til mænd, når der er mangel på dem, og om der er vigtigere at drenge går på universitet end piger. Resultaterne af hendes ganske omhyggelige undersøgelse pegede på, at demokrati er stærkt forbundet med mere moderne kønsnormer. Det har tidligere studier også peget på, men Rosie viste også, at mere økonomisk frihed er meget tydeligt forbundet med mere moderne kønsnormer.

Det særlige er dermed, at resultaterne de facto indebærer en advarsel mod meget af den politik, der foreslås for tiden: Kvoter på kvinder i bestyrelser, mere direkte reguleringer af arbejdsmarkedet og støtteordninger til f.eks. at ansætte kvinder i bestemte erhverv (tænk bonus når Aarhus Universitet ansætter kvindelige professorer) reducerer alle den økonomiske frihed. Resultaterne sætter derfor et stort spørgsmål ved, om de politisk populære tiltag for at skabe mere kønsenshed er effektive. Hvis reduktioner i den økonomiske frihed fører til normer mod kønslighed eller en langsommere transition til moderne normer, kan tiltagene være direkte skadelige. Nationaløkonomi er stadig studiet af utilsigtede konsekvenser.

Gæld og reguleringsaktivitet

Titlen er emnet for mit nye papir med min gode ven Niclas Berggren. Papiret er skrevet med finansiering fra IREF – the Institute for Research in Economic and Fiscal Issues. IREFs executive summary er her, sammen med et link til working paper-versionen.

Pointen med papiret er at undersøge, om økonomisk politik påvirker lands gældsudvikling. Ideen er ganske let et få: Danmarks økonomi er ikke særligt reguleret, sammenlignet med mange andre europæiske lande, og vores gæld er til at overse. Grækenlands økonomi er nærmest reguleret ihjel og landet er de facto bankerot. Er de enkelteksempler eller der en mere generel sammenhæng?

Vi ser tre mulige mekanismer, der kunne forbinde reguleringsaktivitet med gældsudvikling. For det første kunne regulering afspejle den mere overordnede approach til politik, inklusive keynesiansk underskudsfinansiering. For det andet kunne reguleringerne slå så meget (formel) aktivitet ihjel, at regeringen ikke kan finansiere budgettet selvom den ville. Og for det tredje kunne de internationale markeder fortolke øget regulering som et signal om problemer eller økonomisk uansvarlighed. I det sidste tilfælde vil de derfor rationelt hæve den risikopræmie, de kræver, og dermed gøre den eksisterende gæld væsentligt dyrere.

Bundlinjen er – uanset at vi ikke kender den eksakte mekanisme – at vi finder klar evidens for en effekt. Forestiller man sig, at reguleringsniveauet ændres fra dansk til græsk niveau, vil gælden stige med cirka 10 % i løbet af en enkelt femårsperiode. Det lyder måske ikke af så meget, men det er i løbet af en ganske kort periode og vi ser ret klar persistens, så virkningen fortsætter ud i fremtiden. Visse regeringer har måske et ønske om at bringe økonomien under kontrol, men mister reelt kontrollen over finanserne på længere sigt.

Economic Freedom of the World 2016

Forleden udkom Fraser Instituttets årlige rapport om verdens økonomiske frihed., med titlen Economic Freedom of the World. Jeg ser af flere grunde frem til rapporten hvert år. Først og fremmest giver den et fint overblik over, hvordan Danmark og andre sammenlignelige lande udvikler sig for tiden – og det kan i sig selv være ganske deprimerende. For det andet tillader det også at få et bredere overblik over verden, hvor Danmark som vist i figuren nedenfor klarer sig okay. Og for det tredje er der næsten altid interessante temakapitler i årets rapport, som stiller skarpt på forskellige emner, der har med økonomisk frihed at gøre.

Allerførst viser dette års rapport, at Danmark overordnet placerer sig som den vestlige verdens 13. frieste økonomi, og nummer 21 i verden. Rapporten demonstrerer dig også, ligesom figuren nedenfor, at placeringen som nummer 13 af 44 vestlige lande beror på kvaliteten af vores institutioner – retsvæsenet, de pengepolitiske og regulatoriske institutioner og vores overordnede handelspolitik – mens den offentlige sektors størrelse og ’vægt’ stadig trækker alvorligt i den modsatte retning. Figuren viser EFW indekset (på en skala fra 0 til 10) for de 44 lande, hvor den institutionelle kvalitet er illustreret ved den sorte del af søjlerne og det offentliges størrelse illustreres ved den lyseblå del. Danmarks institutioner placerer os som nummer 6 af de 44, mens det offentlige giver en plads som nummer 43, kun undergået af Sverige. Der er således ingen nyheder for det, der ofte kaldes det ’skizofrene’ samfund.

efw-2016-eksempler

Årets rapport indeholder flere temakapitler, hvor den unge Rosemarie Fike har forfattet det første. Hendes kapitel handler om, i hvor høj grad EFW indekset er følsomt overfor at man korrigerer for ligestillingsproblemer. Rosemarie, som vi tidligere har omtalt her på stedet med forskning i et lignende emne, vægter de forskellige elementer i indekset med et mål for, i hvor høj grad der diskrimineres mod kvinder.  Hun noterer sig, at de to ekstremer af indekset er meget stabile – de mest økonomisk frie lande diskriminerer typisk meget lidt, mens de mest ufrie også diskriminerer kvinder. Danmark er her nummer 19, da Jordan og Emiraterne rykker ud af Top 20.

Hugo Faria og Hugo Montesinos-Yufa, der begge er fra Venezuela, skriver i det andet temakapitel om deres land, og hvordan landets tragedie er tæt forbundet med måden, årtiers politikere har undermineret borgernes økonomiske frihed. De karakteriserer således beslutninger i den demokratiske periode fra 1959-80 som ”sowing the seeds of democracy’s destruction” og viser med EFW indekset hvordan Venezuela var mere frit end resten af Latinamerika i 1980, men gradvis, og accelererende under Chavez og Maduro, er endt som et af verdens mindst frie samfund.

Robbie Butler og John Considine fortæller den langt mere opmuntrende historie om Irland, der fra sidste i 1980erne og ind i 90erne liberaliserede økonomien. Landet oplevede et kollaps under finanskrisen, men har haft en af de højeste vækstrater i Europa de seneste år. Butler og Considine er dog ikke uforbeholdent positive, men noterer blot at ”much will depend on the policies and institutions that the Irish will continue to forge.”

Sidst, men bestemt ikke mindst, dokumenterer Dean Stansel og Meg Tuszynski hvordan status har ændret sig i USA. På toppen vurderede Fraser Instituttet, at landet var det tredjefrieste af de lande, der indgik i indekset i 2000. I år er USA nummer 14, og Stansel og  Tuszynski peger på, hvordan særligt landets økonomiske åbenhed og kvaliteten og den politiske uafhængighed af retsvæsenet har lidt ganske voldsomt. Faldet er sket under både Bush og Obama og man kan derfor ikke skyde skylden på et bestemt parti, eller på de konflikter i Kongressen, der har raset under Obama. Det er i stedet i højere grad en stærkt uønsket udvikling i amerikansk politik som helhed, som de to viser også har haft økonomiske konsekvenser.

Alt i alt er Economic Freedom of the World igen i år relevant og læseværdig. De bredere temakapitler, som instituttet har tidligere har valgt, er i år erstattet af et enkelt plus tre landeanalyser. Man kan dog ikke klage over at få kastet lys over baggrunden for den økonomiske katastrofe i Venezuela, ligesom Irland altid er et studie værd. Begavede gymnasieelever kan, ligesom vores andre læsere, med fordel starte her.

Ældre indlæg

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑