Tag: økonomisk frihed (page 1 of 3)

Ny Economic Freedom of the World rapport

I torsdags udkom den årlige rapport om Economic Freedom of the World fra Frasier-instituttet i Vancouver. Rapporten, der forestås af James Gwartney (Florida State University), Robert Lawson (Southern Methodist University) og Joshua Hall (West Virginia University), har i en årrække både været meget brugt af medier rundt omkring i verden, og været en værdsat kilde til konkrete data på økonomisk frihed. Det sidste har været brugt i stort omfang af forskere, bl.a. især i public choice og politisk økonomi. Årets rapport har været specielt ventet af den helt særlige, nørdede grund, at 2017-rapporten er en kilde til status i 2015, og giver derfor forskerne en ekstra fem-årsperiode – 2010-2015 – som kan lægges til eksisterende datasæt. Ingen påstår – heller ikke Frasers datatroldmand Bob Lawson – at de er perfekte, men graden af detalje og transparensen i hvordan ting bliver gjort har gjort EFW-indekset til det foretrukne blandt forskere.

Rapporten indeholder, udover dataene og landeprofiler, også altid flere temakapitler. Årets rapport er ikke anderledes end tidligere, og har derfor tre kapitler om forskellige aspekter af økonomisk frihed. Kapitel 3,der er forfattet af Rosemary Fikes, hedder ”Adjusting for Gender Disparity in Economic Freedom and Why It Matters” og handler om det interessante spørgsmål, om indekset indtil videre har været skævt malt. Rosemarys påstand er, at det har været skævt i de lande, hvor kvinder ikke har de samme juridiske rettigheder som mænd. Hun dokumenterer problemet, udvikler et Gender Disparity Index baseret på en omfattende Verdensbank-survey af kvinders de jure rettigheder, og viser hvordan EFW’s mål for retslig kvalitet kan justeres for juridisk diskrimination. Uanset om man mener, at den slags problemer er overvurderede, er kapitlet og løsningen ganske overbevisende, og giver EFW-målene en ekstra dimension.

Derudover er der to ekstra temakapitler. Krishna Chaitanya Vadlamannati og Indra de Soysa skriver om ”Economic Freedom, Social Protections, and Electoral Support for Anti-Immigrant Populist Parties in 27 Industrial Democracies”, og Richard J. Grant om “Economic Freedom in South Africa and the Constraints on Economic Policy.” Som altid er hele rapporten stærkt anbefalet.

Latinamerika satser igen på globalisering og markedsøkonomi

Efter nogle mindre gode år, går det atter fremad for Latinamerika. Samtidig er vælgertilslutningen i flere lande steget for partier og kandidater, som ønsker en mere markedsorienteret og mindre nationalistisk økonomisk politik. Med andre ord vælger man globaliseringen til på et tidspunkt, hvor den “store nabo” mod nord har valgt en præsident, som i hvert fald i retorik gør det modsatte.

Det er både meget opmuntrende og fornuftigt. Historien er nemlig ret entydig for regionens udvikling de seneste mange årtier, hvor stort set alle økonomier indtil for få årtier siden ellers førte en økonomisk politik baseret på relativt høje handesbarrierer, voldsomt regulerede markeder præget af manglende konkurrence, og mange offentligt ejede virksomheder.

Efter Chile i 1970erne, som den første økonomi gennemførte markante reformer i 1970erne, fulgte andre lande med og gennemførte reformer fra slutningen af 1980erne og op gennem 1990erne. En væsentlig forskel var dog, at hvor Chile’s reformer var drevet af en grundlæggende forståelse for ikke mindst betydningen af konkurrence, blev reformerne de fleste steder i 1990erne primært drevet af statens finansielle behov. Dette forklarer f. eks. hvorfor Mexico, trods NAFTA og øget handel med omverden, først nu gennemfører reformer som lukker op for indenlandsk konkurrence. Privatiseringen af telesektoren er et klassisk (og skræmmende) eksempel på dette.

Ovenstående graf, som viser den økonomiske vækst for Latinamerika og Caribien, dækker naturligvis over meget forskellige forløb i de enkelte lande. Mens nogle lande f. eks. ramtes hårdt af gældskrisen i begyndelsen af 1980erne  – Mexico, Brasilien, Argentina, Chile (hvor krisen dog var meget kortvarig) –  har andre lande ikke oplevet samme problemer med de eksterne- og interne balancer (Columibia f. eks.). Nogle landes økonomier er også relativt sårbare overfor svingende råvarepriser (stort set alle lande i Sydamerika), mens Mexico ikke er.

Men et grundlæggende karakteristika går igen. De lande som har gennemført markedsreformer og åbnet deres økonomier, har klaret sig væsentligt bedre end de lande, som enten ikke gennemførte reformer eller efterfølgende mere eller mindre rullede dem tilbage.

Ser vi på udviklingen siden 1980 og frem til i dag, er der også sket store ændringer i rækkefølgen af hvilke lande der potentielt har den højeste materielle levestandard.

Set over hele perioden er det naturligvis primært Chile og Panama (af de medtagne lande), som skiller sig positivt ud, mens Venezuela’s dramatiske kollaps fremgår med al tydelighed. Men også andre lande udviser en bemærkelsesværdig udvikling. Uruguay, som sjældent omtales på disse breddegrader, med mindre diskussionen falder på legalisering af cannabis, har klaret sig relativt glimrende. Og er et godt eksempel (sammen med Chile), at det ofte ikke giver mening at fokusere på hvilken “farve” de regeringsbærende partier har. Både Chile og Uruguay hører til gruppen af lande, hvor man erkender markedets betydning, også når præsidenten kommer fra landets socialistparti.

Netop det med at se på de mere langsigtede udviklingstendenser (konsistensen) var en af de ting jeg skrev om i en kronik i Børsen i torsdags – der af redaktionen fik titlen “Dit næste marked er Peru eller Colombia“. Kronikken kan både læses som en opfordring til dansk erhvervsliv om (igen) at interessere sig mere for Latinamerika og som en advarsel om ikke at lade sig forblænde – som det skete i forhold til Brasilien i nullerne.

Således har jeg jo i efterhånden en del år “slået på tromme” for, at man interesserede sig for andre lande end de traditionelle “gamle” kandidater på Atlanterhavskysten. Se bl. a. dette indlæg fra 2012

Økonomisk frihed og økonomisk vækst siden 2000

Fra ca. 1998 og i første halvdel af nullerne gik en venstrepopulistisk bølge gennem regionen. Startende med at Hugo Chavez vandt præsidentvalget i Venezuela samme år. I løbet af de efterfølgende år oplevede man en række lande, som i stedet for yderligere markedsreformer i større eller mindre grad satsede på en mere traditionel nationalistisk økonomisk politik. Bortset måske fra Bolivia, kan vi nu roligt konstatere, at det nok ikke var nogen god ide. Og med hensyn til netop Bolivia er det ikke uvæsentligt at der her er tale om Sydamerikas fattigste land med lav økonomisk kompleksitet, samt at den faktisk førte økonomiske politik har været langt mere konservativ end i flere af de øvrige venstrepopulistisk ledede lande. Populismen har så at sige været doceret i begrænsede mængder, således at man ikke har sat den makroøkonomiske stabilitet over styr, som man ellers har set det i bl. a. Argentina, Brasilien og selvfølgelig ikke mindst Venezuela. At den bolivianske model så ikke er holdbar på sigt, er en anden sag.

Som det fremgår af nedenstående tabel, er forskellene mellem landenes opnående økonomiske vækst til at tage at føle på. Fra Panamas 114 procent højere BNP per indbygger i 2017,  til Venezuela’s 20 procent lavere per indbygger,

Og hvordan ser det så ud, hvis vi sammenligner den opnåede vækst med graden af økonomisk frihed i de enkelte lande? Ja, hvis vi sammenligner med de to hyppigst anvendte mål for økonomisk frihed, henholdsvis Fraser Institutes og  Heritage Foundation, er resultatet rimeligt entydigt. Også selv om der for visse lande er betydelige forskelle i hvilken grad af økonomisk frihed man kommer frem til.

Selv om mange lande er nogenlunde ens placeret i forhold til hinanden, er det dog markant hvorledes Nicaragua scorer markant højere hos Fraser end hos Heritage, omvendt med Uruguay og i mindre grad med Peru. Forskellene afspejler selvfølgelig til dels forskellig metode og kildeanvendelse, men at der skal være så stor forskel er dog bekymrende.

En kritik fremsat i forhold til udarbejdelsen af Frasers index er, at der er for meget “perception” og for lidt “hard fact”.

Forskelle og evt. problemer til side, viser en sammenligning af udviklingen i BNP per capita i perioden 2000-2017 i forhold til graen af økonomisk frihed dog et overordnet ens billede uanset hvilket index, man bruger.


Vi kan konstatere at udviklingen i Latinamerika de seneste 17 år synes at bekræfte hvad en efterhånden meget omfattende økonomisk litteratur også er kommet frem til, nemlig at økonomisk frihed har betydning for en positiv velstandsudvikling.

For en meget lødig – og ikke ukritisk – gennemgang, kan jeg henvise læseren til “Economic Freedom and Economic Growth – selection, specification and genuine effects ” af Chris Doucouliago og Mehmet Ulubasoglu. Her konkluderer de bl. a. at:

The evidence is certainly indicative of a positive impact on economic growth.

men understreger også at:

until more studies are conducted, and until unpublished investigations are made public, it is difficult to infer how large the positive impact of economic freedom on economic growth is.

Konsistens og forudsigelighed betaler sig

Man kunne også anbefale (ikke mindst hvis man er udenlandsk investor) at fokusere på konsistens og forudsigelighed. Her skiller flere af landende med relativt høj grad af økonomisk frihed sig også positivt ud. Både Chile og Peru, som begge reformerede deres økonomier efter fejlslagene ventrepopulistiske eksperimenter i henholdsvis 1970erne og 1990erne, har efterfølgende ført en grundlæggende markedskonsistent økonomisk politik.

Inden for det sidste årti har det kommende medlem af OECD, Colombia, oplevet en kraftigt stigende interesse fra undelandske investorer. Eller som jeg skrev i min kronik i Børsen i torsdags:

Og så er der Colombia, der i løbet af to årtier er gået fra en “failed state” til en af de mest lovende økonomier i regionen.  Tidligere flygtede eller migrerede colombianere i stort tal til Venezuela. I dag søger venezuelanere i tusindtal til Colombia. På jagt efter mad og en fremtid, som det socialistiske eksperiment i deres hjemland har frarøvet dem.

Colombias vej til en moderne markedsorienteret økonomi har ikke rødder i samme voldsomme paradigmeskifter som Chile og Peru, hvilket jeg vil vende tilbage til ved en senere lejlighed. Tværtimod har man været kendetegnet ved en i regional sammenhæng bemærkelsesværdig konsistent og forudsigelig økonomisk politik. Og det er der værd at lægge mærke til.

 

 

 

Virker tænketanke efter hensigten?

Der tales meget om tænketanke og hvordan de – alt efter hvem man spørger – påvirker politikeres adfærd eller informerer den offentlige debat om politik. Alle påstande kan i princippet være rigtige, men ikke på samme tid. Det er for eksempel også helt muligt, at tænketanke ikke flytter noget som helt, men måske blot reflekterer udviklinger, der allerede er i gang og alligevel var sket. Det betyder dog ikke, at spørgsmålet ikke er vigtigt.

Benjamin Powell (Texas Tech University) og Matt Ryan (Duquesne University) giver et svar på spørgsmålet i det nye nummer af the Journal of Private Enterprise (læs ungated her). Powell og Ryan ser specifikt på liberale tænketanke i traditionen fra Institute of Economic Affairs i London, som Cepos og svenske Timbro også tilhører. De bruger the Atlas Network som kilde til, hvornår tænketankene blev oprettet, og kan dermed beregne, hvad de kalder ”aggregate think tank years”, som er antallet af tænketanke gange hvor mange år de har eksisteret. På den måde kan Powell og Ryan tage hensyn til, at det ofte tager tid før tænketanke opnår indflydelse, og politiske ændringer også ofte tager tid.

De sammenholder derefter deres tænketanksindeks med ændringer i Fraser Instituttets Economic Freedom of the World indeks for 121 lande siden 1980. Med de sædvanlige kvalifikationer – Powell og Ryan påstår ikke, at de kan etablere tydelig evidens for en kausal sammenhæng – finder de en stærkt signifikant og potentielt vigtig sammenhæng mellem tænketanksaktivitet og økonomisk liberalisering. Meget intuitivt, hvis man skal tolke sammenhængen som evidens for en faktisk effekt af tænketankene, er sammenhængen væsentligt stærkere i mindre lande, hvor en enkelt tænketank f.eks. let kan fylde en større del af mediebilledet.

Powell og Ryan konkluderer, at en standardafvigelses større tænketanksaktivitet – cirka 22 ’tænketanksår’, eller fem års aktivitet hvis man regner med at et land som Tyskland har 4-5 liberale tænketanke – er forbundet med en liberalisering af den økonomiske politik svarende til rundt regnet en tredjedel point på Fraser Instituttets tipunkts-skala. Et godt bud er, at den virkning i sidste ende giver cirka en tredjedel procent hurtigere vækst i det lange løb. Er de liberale tænketanke en god udvikling? Svaret er ja, hvis man mener at langsigtet økonomisk vækst er et gode.

Ny viden om vetoinstitutioner og iværksætteraktivitet

Som mange læsere vil vide, har jeg lagt en vis forskningsindsats i at undersøge sammenhængen mellem institutioner / økonomisk frihed og iværksætteraktivitet – entrepreneurship – på tværs af de vestlige lande. Indtil nu har det foregået sammen med den fremragende Nicolai Foss fra Bocconi-universitetet i Milano, men sidste år fandt jeg sammen med en anden makker. Grunden var at Jacob Lihn skrev speciale under min vejledning, og hans fokus var netop den sammenhæng, Nicolai og jeg havde skrevet om.

Jacobs speciale gik dog et skridt videre end blot at opsummere litteraturen, og bidrage med nye tests af kendte sammenhænge. I stedet kombinerede han sit fokus på entrepreneurship med politisk-økonomiske indsigter i vigtigheden af vetoinstitutioner. Hvis det lyder langhåret, kan hovedideen opsummeres ganske enkelt: Jo bedre institutioner og jo mindre statslig intervention og styring, jo mere entrepreneuriel aktivitet får man, hvis der er vetoinstitutioner der er tilstrækkeligt stærke til at forhindre politikere i at lave politikken om igen næste år. Hovedideen, som Mogens Kamp Justesen blandt andet har skrevet meget præcist om, er således at man kun går i gang med at starte virksomhed eller andet, hvis man kan være nogenlunde sikker på, at den relevante politik ikke blæser for vinden.

Jacob Lihn og jeg lavede efterfølgende hans speciale om til et papir med titlen ”Economic Freedom and Veto Players Jointly Affect Entrepreneurship”, som jeg præsenterede på den årlige konference i the Public Choice Society i foråret (se omtalen her). Den blev forleden dag accepteret til publikation i det relativt nye tidsskrift Journal of Entrepreneurship and Public Policy, der redigeres af Josh Hall (West Virginia University). Hovedkonklusionen er, at de positive virkninger af at have en begrænset offentlig sektor og lavt / fladt skattetryk, primært sker i samfund hvor stærke vetoinstitutioner gør den reducerede offentlige intervention mere stabil og forudsigelig. Kortsigtsvirkningerne kan dog, viser det sig, se helt omvendte ud. Er læserne mere interesserede, er her artiklens abstract:

This paper explores how the strength of political veto players affects the long-run credibility of economic institutions and they jointly affect entrepreneurial activity. We employ an annual panel covering 30 OECD countries from 1993-2011. An error correction model identifies a positive and significant short-run effect on self-employment from large government spending at low levels of veto player strength. A static model conversely indicates that smaller government spending is positively associated with entrepreneurship at lower levels of veto player strength in the long run. The findings thus emphasize the likely transitional costs for entrepreneurs associated with institutional changes.

Økonomisk frihed i 65 år

Ryan Murphy og Robert Lawson, begge fra Southern Methodist University i Dallas,Texas, har begge forsket intensivt i økonomisk frihed, og særligt konsekvenserne af at have politik og institutioner, der fremmer den. Bob er internationalt kendt – og muligvis også kendt blandt nogle af vores læsere – som en af hovedkræfterne bag den årlige Economic Freedom of the World rapport, som han de seneste år har stået for sammen med Jim Gwartney og Josh Hall. En særlig del af arbejdet er de indeks, som hvert år udgives, og nu dækker mere end 150 lande. EFW-indekset rækker desværre ikke længere tilbage end 1970.

Ryan og Bob har slået sig sammen for at afhjælpe problemet og resultatet er et papir med titlen ”Economic Freedom of the Worlds in the 1950s and 1960s”, hvor Ryan og Bob først viser, hvordan man kan trække standard-målet længere tilbage i tid ved hjælp af otte tilgængelige mål, der fanger en række forhold i det eksisterende EFW-indeks, og derefter hvordan det ser ud og hvad de meget langsigtede konsekvenser er. Det er dermed muligt at følge landes økonomiske frihed hvert femte år i 65 år, og dermed observere en lang række af de store ændringer i den økonomiske politik siden slutningen af anden verdenskrig.

I figuren nedenfor har jeg plottet det nye EFW-indeks for Danmark og vores nabolande siden 1950. Det er f.eks. tydeligt, hvordan de fleste lande kraftig afregulerer og styrker institutionerne efter krigen, og sandsynligvis særligt i takt med at rationering og andre krigsreguleringer afskaffes. Denne udvikling er stærkt synlig i Danmark og Tyskland, og langt svagere i Norge og Storbritannien. Som det vides fra andre kilder, havde begge lande en meget stærk venstreorienteret indflydelse på den økonomiske politik (se f.eks. her og her).

Derefter er 60ernes og 70ernes venstredrejning mod større offentligt forbrug, tættere regulering og politisk indblanding også tydelig i alle lande, og helt specielt i Sverige efter at Olof Palme overtog det svenske socialdemokrati. Reaktionen på 60ernes og 70ernes uansvarlighed er herefter også synlig, og i helt udtalt grad i Thatchers Storbritannien, og EU’s politiske harmonisering. Det hele, og sammenligningen til mange andre lande og styrer, kan nu undersøges mere empirisk pga. Ryan og Bobs historiske gravearbejde.

Demokrati, økonomisk frihed og kønsnormer

En af de sidste sessions ved sidste uges Public Choice-konference i New Orleans viste sig at være blandt de meste interessante.  Rosie Fike, der siden sidste år har fået job på Texas Christian University, delte sessionen med Matthew Bonick (Uni Freiburg) og den altid interessante Niclas Berggren (IFN). Sessionen hed Culture, men handlede faktisk om køns- og tolerancenormer.

Rosies papir var en test af, om politisk og økonomisk frihed er forbundne med folks kønsnormer. Hun fangede dem ved tre spørgsmål i the World Values Survey om hvorvidt mænd er bedre ledere, om jobs burde gives primært til mænd, når der er mangel på dem, og om der er vigtigere at drenge går på universitet end piger. Resultaterne af hendes ganske omhyggelige undersøgelse pegede på, at demokrati er stærkt forbundet med mere moderne kønsnormer. Det har tidligere studier også peget på, men Rosie viste også, at mere økonomisk frihed er meget tydeligt forbundet med mere moderne kønsnormer.

Det særlige er dermed, at resultaterne de facto indebærer en advarsel mod meget af den politik, der foreslås for tiden: Kvoter på kvinder i bestyrelser, mere direkte reguleringer af arbejdsmarkedet og støtteordninger til f.eks. at ansætte kvinder i bestemte erhverv (tænk bonus når Aarhus Universitet ansætter kvindelige professorer) reducerer alle den økonomiske frihed. Resultaterne sætter derfor et stort spørgsmål ved, om de politisk populære tiltag for at skabe mere kønsenshed er effektive. Hvis reduktioner i den økonomiske frihed fører til normer mod kønslighed eller en langsommere transition til moderne normer, kan tiltagene være direkte skadelige. Nationaløkonomi er stadig studiet af utilsigtede konsekvenser.

Gæld og reguleringsaktivitet

Titlen er emnet for mit nye papir med min gode ven Niclas Berggren. Papiret er skrevet med finansiering fra IREF – the Institute for Research in Economic and Fiscal Issues. IREFs executive summary er her, sammen med et link til working paper-versionen.

Pointen med papiret er at undersøge, om økonomisk politik påvirker lands gældsudvikling. Ideen er ganske let et få: Danmarks økonomi er ikke særligt reguleret, sammenlignet med mange andre europæiske lande, og vores gæld er til at overse. Grækenlands økonomi er nærmest reguleret ihjel og landet er de facto bankerot. Er de enkelteksempler eller der en mere generel sammenhæng?

Vi ser tre mulige mekanismer, der kunne forbinde reguleringsaktivitet med gældsudvikling. For det første kunne regulering afspejle den mere overordnede approach til politik, inklusive keynesiansk underskudsfinansiering. For det andet kunne reguleringerne slå så meget (formel) aktivitet ihjel, at regeringen ikke kan finansiere budgettet selvom den ville. Og for det tredje kunne de internationale markeder fortolke øget regulering som et signal om problemer eller økonomisk uansvarlighed. I det sidste tilfælde vil de derfor rationelt hæve den risikopræmie, de kræver, og dermed gøre den eksisterende gæld væsentligt dyrere.

Bundlinjen er – uanset at vi ikke kender den eksakte mekanisme – at vi finder klar evidens for en effekt. Forestiller man sig, at reguleringsniveauet ændres fra dansk til græsk niveau, vil gælden stige med cirka 10 % i løbet af en enkelt femårsperiode. Det lyder måske ikke af så meget, men det er i løbet af en ganske kort periode og vi ser ret klar persistens, så virkningen fortsætter ud i fremtiden. Visse regeringer har måske et ønske om at bringe økonomien under kontrol, men mister reelt kontrollen over finanserne på længere sigt.

Economic Freedom of the World 2016

Forleden udkom Fraser Instituttets årlige rapport om verdens økonomiske frihed., med titlen Economic Freedom of the World. Jeg ser af flere grunde frem til rapporten hvert år. Først og fremmest giver den et fint overblik over, hvordan Danmark og andre sammenlignelige lande udvikler sig for tiden – og det kan i sig selv være ganske deprimerende. For det andet tillader det også at få et bredere overblik over verden, hvor Danmark som vist i figuren nedenfor klarer sig okay. Og for det tredje er der næsten altid interessante temakapitler i årets rapport, som stiller skarpt på forskellige emner, der har med økonomisk frihed at gøre.

Allerførst viser dette års rapport, at Danmark overordnet placerer sig som den vestlige verdens 13. frieste økonomi, og nummer 21 i verden. Rapporten demonstrerer dig også, ligesom figuren nedenfor, at placeringen som nummer 13 af 44 vestlige lande beror på kvaliteten af vores institutioner – retsvæsenet, de pengepolitiske og regulatoriske institutioner og vores overordnede handelspolitik – mens den offentlige sektors størrelse og ’vægt’ stadig trækker alvorligt i den modsatte retning. Figuren viser EFW indekset (på en skala fra 0 til 10) for de 44 lande, hvor den institutionelle kvalitet er illustreret ved den sorte del af søjlerne og det offentliges størrelse illustreres ved den lyseblå del. Danmarks institutioner placerer os som nummer 6 af de 44, mens det offentlige giver en plads som nummer 43, kun undergået af Sverige. Der er således ingen nyheder for det, der ofte kaldes det ’skizofrene’ samfund.

efw-2016-eksempler

Årets rapport indeholder flere temakapitler, hvor den unge Rosemarie Fike har forfattet det første. Hendes kapitel handler om, i hvor høj grad EFW indekset er følsomt overfor at man korrigerer for ligestillingsproblemer. Rosemarie, som vi tidligere har omtalt her på stedet med forskning i et lignende emne, vægter de forskellige elementer i indekset med et mål for, i hvor høj grad der diskrimineres mod kvinder.  Hun noterer sig, at de to ekstremer af indekset er meget stabile – de mest økonomisk frie lande diskriminerer typisk meget lidt, mens de mest ufrie også diskriminerer kvinder. Danmark er her nummer 19, da Jordan og Emiraterne rykker ud af Top 20.

Hugo Faria og Hugo Montesinos-Yufa, der begge er fra Venezuela, skriver i det andet temakapitel om deres land, og hvordan landets tragedie er tæt forbundet med måden, årtiers politikere har undermineret borgernes økonomiske frihed. De karakteriserer således beslutninger i den demokratiske periode fra 1959-80 som ”sowing the seeds of democracy’s destruction” og viser med EFW indekset hvordan Venezuela var mere frit end resten af Latinamerika i 1980, men gradvis, og accelererende under Chavez og Maduro, er endt som et af verdens mindst frie samfund.

Robbie Butler og John Considine fortæller den langt mere opmuntrende historie om Irland, der fra sidste i 1980erne og ind i 90erne liberaliserede økonomien. Landet oplevede et kollaps under finanskrisen, men har haft en af de højeste vækstrater i Europa de seneste år. Butler og Considine er dog ikke uforbeholdent positive, men noterer blot at ”much will depend on the policies and institutions that the Irish will continue to forge.”

Sidst, men bestemt ikke mindst, dokumenterer Dean Stansel og Meg Tuszynski hvordan status har ændret sig i USA. På toppen vurderede Fraser Instituttet, at landet var det tredjefrieste af de lande, der indgik i indekset i 2000. I år er USA nummer 14, og Stansel og  Tuszynski peger på, hvordan særligt landets økonomiske åbenhed og kvaliteten og den politiske uafhængighed af retsvæsenet har lidt ganske voldsomt. Faldet er sket under både Bush og Obama og man kan derfor ikke skyde skylden på et bestemt parti, eller på de konflikter i Kongressen, der har raset under Obama. Det er i stedet i højere grad en stærkt uønsket udvikling i amerikansk politik som helhed, som de to viser også har haft økonomiske konsekvenser.

Alt i alt er Economic Freedom of the World igen i år relevant og læseværdig. De bredere temakapitler, som instituttet har tidligere har valgt, er i år erstattet af et enkelt plus tre landeanalyser. Man kan dog ikke klage over at få kastet lys over baggrunden for den økonomiske katastrofe i Venezuela, ligesom Irland altid er et studie værd. Begavede gymnasieelever kan, ligesom vores andre læsere, med fordel starte her.

Vindere og tabere ved frihandel

Protektionismen er på fremmarch. I USA går republikanernes præsidentkandidat til valg på en klar protektionistisk dagsorden og herhjemme mere end flirter man med protektionisme i nationalkonservative kredse.

I et indlæg i sidste uge, “Protektionisme er idiotisk, punktum“, gik Christian Bjørnskov i rette med den stigende protektionisme, vi ser i disse år. I modsætning til tidligere er det Ikke kun på den yderste venstrefløj (hvis forhold til den økonomiske videnskab altid har været på niveau med kreationisters forhold til biologi og evolutionslæren) man flirter med protektionistiske tiltag. Også på dele af det, som i daglig tale opfattes som “højrefløjen” dyrker man protektionisme og kritiserer hvad der omtales som den “liberale” økonomiske dagsorden. Vi ser det i USA, hvor både den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, og Bernie Sanders, der i sidste ende tabte nomineringen til Hillary Clinton hos demokraterne, har ført en meget protektionistisk kampagne.

At højrefløjen dyrker nationalistisk økonomisk politik og protektionisme er relativt nyt i vores del af verden. Det er historisk noget vi primært forbinder med med Sydeuropa og Latinamerika, hvor sammenblandingen af nationalisme og økonomi har en lang tradition. på tværs af den traditionelle politiske skala.

Når Morten Uhskov fra Dansk Samling således anbefaler protektionisme, er der tale om et markant brud med mere end 100 års (borgerlig) dansk tradition. At det netop er blandt nationalkonservative, som jo med særlig ildhu fremhæver kultur og det danske som helt centralt, man finder nogle af bannerførerne for nyprotektionismen er i sig selv lettere paradoksalt. Idehistorisk hører disse tanker til i Sydeuropa og Latinamerika. Hvis vi skal blive i den nationalt orienterede retorik kan man sige, at det er udansk, når man foreslår tiltag der er i direkte modstrid med både økonomisk videnskab og dansk handels- og økonomisk politik gennem mere end 100 år,. En økonomisk forståelse baseret på erkendelse at vi lever i en lille åben økonomi, hvis velstand i høj grad er skabt vi tilpasning til den internationale arbejdsdeling, adgang til verdensmarkedet og begrænset protektionisme.

Picking the loosers

Christians indlæg i sidste uge var en direkte kommentar til føromtalte Morten Uhrskovs udtalelser i Radio 24syv, hvor han foreslog at rejse beskyttende toldmure omkring sektorer som bruger ufaglært arbejdskraft, der alternativt kan flytte/har flyttet produktionen til f. eks. Kina.

I interviewet fremhævede Uhrskov at 80 procent af legetøj solgt i EU fremstilles i Kina. Jeg går ud fra at det også gælder f. eks. fremstilling af tøj og beklædningsenstande (der er den største enkeltpost på dansk import fra Kina). Mere om konsekvenserne af dette senere.

Strategi Morten Uhrskov anbefaler har betegnelse indenfor den økonomiske videnskab, nemlig “picking the loosers”, som er når man opstiller handelbarrierer eller subsidierer sektorer, der ikke længere er konkurrencedygtige.

Et oplagt eksempel i Europæisk sammenhæng er naturligvis den førte landbrugspolitik i EU, der hvert år koster borgerne i Europa tusindevis af kroner, eller som Christian og undertegnede skrev i en kronik i Berlingske Tidende for nu mere end 10 år siden;

“Hvis vi afskaffede landbrugsstøtten i Europa, ville det øge vores levestandard med et beløb
svarende til, at en gennemsnits husholdning fik udbetalt en ekstra månedsløn om året.
 “

Det gør den formentlig fortsat, selv om man har ændret hist og pist, og flyttet nogle af posterne ind under egnsudvikling. Og så havde vi slet ikke medtaget, at den førte landbrugspolitik svækkede – og svækker – væksten i andre dele af verden. En vækst som kunne øge efterspørgslen efter netop europæisk, og dermed også dansk fremstillede produkter.

Næsten komisk bliver det, når Uhrskov understreger, at det skam kun er overfor sektorer hvor man i stor udstrækning bruger ufaglært arbejdskraft, man skal indføre told og andre restriktioner og samtidig understreger at der skam fortsat skal være fri handel indenfor mere avancerede sektorer.

Han har tilsyneladende ikke overvejet hvorledes fattige lande skal få råd til at købe vores mere avancerede produkter, når  de ikke længere har mulighed for at sælge deres produkter til os.

Han har heller ikke overvejet, at hvis vi nægter at importere bestemte varer fra et andet land, er det ikke utænkeligt, at der hos dem vil være et indenlandsk pres for at de gør det samme i forhold til sektorer, hvor de ikke er konkurrencedygtige.

Den problemstilling illustreres fint af de mere end 10 års forhandlinger mellem EU og  Mercosur. Mens landene i Mercosur ønsker adgang til at eksportere landbrugsvarer til Europa og EU gerne have adgang til at eksportere mere avancerede produkter til Mercosur, hr problemet været, at modparten ikke har ønsket dette. til skade for forbrugerne i både Mercosur og EU. Forbrugerne betaler mere produkterne end nødvendigt, og samtidig er det kunstigt attraktivt at investere i sektorer, som kun overlever på grund af politiske regulering og handelsbarrierer. Det skader i sidste ende både vækst og reallønsudvikling og dermed levestandarden for langt de fleste.

Eneste vindere er kapitalejerne i de beskyttede industrier og evt. de ansatte. Der er dog tale om en gevinst som alene sikres via et endnu større tab for andre – i dette tilfælde i høj grad de lavtlønnede.

Som økonom er det godt nok vanskeligt at forstå at nogen ligefrem foretrækker tiltag, der garanterer en lavere velstand end hvad man kunne have haft ved frihandel.

De fattigste forbrugere vinder mest ved frihandel

Måske er problemet at Morten Uhrskov (og andre nationalkonservative) kun tillægger økonomi ringe værdi og vi derfor taler forbi hinanden. For som Uhrskov skriver under overskriften “Er protektionisme vejen frem?”

Jeg ved godt, at mit forslag vil føre til mindre global velstand, men hvis jeg kan styrke sammenholdet blandt danskere, er jeg villig til at betale den pris. Det følger af mine forpligtelser overfor de dårligst stillede danskere, for hvem det er en ulykke ikke at være i arbejde.

Her ville det have været en fordel hvis Uhrskov  i sit blogindlæg på Jyllands-Posten, havde forholdt sig til et helt centralt afsnit i Christian Bjørnskovs kritik.

For som Christian skriver, overser Uhrskov ( og alle der er enige med ham), at folk med relativt lav indkomst har et andet forbrugsmønster end han selv. Grunden er, med et teknisk udtryk, at folks præferencer ikke er homotetiske.

Man køber ikke lige meget ekstra af alle varer når man bliver rigere. Således har lavtlønnede et større forbrug af varer, der produceres af andre lavtlønnede – ofte i andre lande – end de med højere lønninger. Sidstnævnte har til gengæld et væsentligt højere forbrug af indenlandsk producerede serviceydelser, som i sagens natur ikke er udsat for samme grad af udenlandsk konkurrence, som landbrugsprodukter og forarbejdede varer. Heraf følger også, at det er de laveste indkomstgrupper, som rammes hårdest af den fortsatte protektionisme på landbrugsområdet i EU.

Som Christian gør opmærksom på, er konklusionen af ny forskning ved Pablo Fajgelbaum og Amit Khandelwal, “Measuring the unequal gains from trade“, at

“Larger expenditures in more tradeable sectors and a lower rate of substitution between imports and domestic goods lead to larger gains from trade for the poor than the rich.”

Gevinsten på udvalgte indkomstdeciler i USA er illustreret ved nedenstående figur.

consumer_benefits_to_trade_by_income_share_usa_world_average_chartbuilder-1

Det fremgår meget tydeligt, at de laveste indkomster procentuelt har oplevet en langt højere gevinst end de højeste indkomster. En konsekvens af at lavindkomstgrupperne bruger en større del af deres indkomst på varer, der handles over grænser, og fordi en større del af deres forbrug er er prisuelastisk – f.eks. fødevarer.

Derfor rammes de laveste indkomstgrupper væsentligt hårdere end andre af protektionistiske tiltag. Det er illustreret ved nedenstående grafer, som illustrerer de relative velfærdsgevinster ved et fald på 5 procent på handlede udenlandske varer.

gainsOmvendt forholder det sig naturligvis ved en stigning. Derfor vil omkostningerne ved Morten Uhrskovs forslag primært blive båret af forbrugerne med de laveste indkomster.

Maskinstormere og sammenhængskraft

Grundlæggende ligner Morten Uhrskov (og andre i det nationalkonservative landskab) argumentation da også til forveksling tidligere tiders maskinstormere. Det er de samme forestillinger og den samme frygt som de havde, som er bærende for den nye bølge af protektionisme.

Men måske er en central del af problemet også at Uhrskov blander tingene sammen. Således skriver han på sin blog, at

Anslået mellem 15 og 20 procent af danskerne har mere og mere vanskeligt ved at finde noget, der bare minder om varig beskæftigelse. Kvalifikationskravene på arbejdsmarkedet stiger, men det gør kvalifikationerne hos op imod en femtedel af danskerne ikke af den grund. Jeg er med på, at en del af miseren kan løses ved at sænke mindstelønnen mod skattelettelser, men jeg tvivler stærkt på, at det kan løse hele det meget alvorlige samfundsproblem, vi står overfor her.

Men er det virkeligt en konsekvens af frihandel og globalisering? For hvorledes vil Morten Uhrskov så forklare tilstedeværelsen af de over 100.000 udlændinge fra primært Østeuropa, som arbejder i Danmark? Det hænger ikke sammen. Hvis det skulle forholde sig som Morten Uhrskov siger, ville de arbejdspladser jo ikke findes.

Men det gør de. Og nej, den udenlandske arbejdskraft “tager ikke” danske arbejdspladser eller arbejder til “30 kroner i timen”. Langt de fleste arbejder til overenskomstmæssig løn og arbejdsgiverne kan ganske enkelt ikke skaffe dansk arbejdskraft. Noget kunne tyde på at forklaringen på den store andel på overførselsindkomst skal findes andet steds. Frihandel, EUs indre marked eller globaliseringen kan ikke forklare det. Og er hverken globalisering eller frihandel grund til den store andel af befolkningen i den arbejdsdygtige alderm, der står udenfor arbejdsmarkedet, giver det absolut heller ingen mening at ville begrænse vores levestandard gennem protektionisme, for at

styrke den sociale sammenhængskraft i Danmark, (således) at taberkulturen i mange af de sociale boligbyggerier vil blive reduceret, forhåbentlig markant.

Det eneste som Morten Uhrskovs forslag vil medføre er so msagt, at vi alle bliver fattigere , og de der taber mest er forbrugerne med de laveste indkomster.

Som økonom giver forslag om øget protektionisme ganske enkelt ikke mening. Men måske giver det mening i den postfaktuelle kollektive fortælling, som dyrkes mere og mere på både venstre og højrefløjen.

Det er i det hele taget ofte vanskeligt at skelne mellem den traditionelle venstrefløjs og nationalkonservatives kritik af hvad de kalder “liberal” økonomi, men som de fleste økonomer nok blot vil kalde koncensus, baseret på mere end 200 års forskning, debat og ikke mindst empirisk data. Den peger klart på, at nogenlunde frie markedsøkonomier med udbredt fri handel, sikrer den bedste levestandard, ikke mindst for de med relativt få penge til rådighed.

Dermed ikke sagt, at der ikke kan eksistere transitoriske  problemer, når arbejdspladser nedlægges (det synlige) og til nye opstår (de t usynlige). Svaret på denne udfordring er dog ikke protektionisme, men reformer som sikrer mere frie markeder og mindre regulering – ikke mere.

Dead Wrong med Johan Norberg

Den fremragende Johan Norberg har i årevis, siden han udgav In Defense of Globalization for 13 år siden, været en af de bedste formidlere af værdien af økonomisk frihed. Han har på det sidste stået for en serie meget korte film – cirka halvandet minut hver – hvor han lægger en økonomisk misforståelse i graven (hattip: Cafe Hayek). Hele serien indtil videre kan nu ses hos Free to Choose TV. Norberg er varmt anbefalet for alle, men måske mest til interesserede, som lider under de sædvanlige myter om bagsiden ved ikke at have ’politisk kontrol’ med markeder og almindelige mennesker. Og skulle der sidde en gymnasielærer derude, som mangler inspiration, er der spandevis af den hos Norberg.

For dem, der stadig er skeptiske, er her Norberg om børnearbejde i fattige lande:

 

Older posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑