Tag-arkiv: økonomisk frihed

Økonomisk frihed 2020

Forleden kom den årlige rapport med titlen Economic Freedom of the World. Mange forskere og meningsdannere ser hver år frem til rapporten, der udgives af Fraser Instituttet i Vancouver. For det første kommer der altid en ny udgave af det stadigt større datasæt om økonomisk frihed med rapporten. I år dækker data 162 lande årligt tilbage til 2000, og for mange lande er der data hvert femte år tilbage til 1970. Disse data er flittigt brugt i samfundsforskningen, og der er nu flere end 500 artikler, der bruger de data, som James Gwartney og Robert Lawson udviklede i midten af 1990erne. For det andet er der altid et eller to temakapitler i rapporten, som enten afdækker ny viden eller opsummerer et forskningsområde.

Figuren nedenfor opsummerer status for gruppen af rige lande, inklusive de tidligere kommunistiske. Hele indekset er bygget op af fem underindeks, der måler størrelsen af den offentlige sektor, kvaliteten af retsvæsenet og dets beskyttelse af den private ejendomsret, kvaliteten af pengepolitikken og de monetære institutioner, graden af åbenhed for international handel og investeringer, og graden af regulering af de finansielle markeder, produktmarkeder og arbejdsmarkedet. I figuren har jeg fulgt en del af den nye forskning ved at slå de tre sidste elementer sammen, og holde det offentliges størrelse og retsvæsenets kvalitet for sig. Højden af søjlerne illustrerer hvor økonomisk frie landene er, mens de tre dele måler det offentliges størrelse (den røde del), retsvæsenets kvalitet (den blå del) og penge-, handels- og reguleringspolitik (de sorte). De stribede søjler repræsenterer lande med en kommunistisk fortid.

Som man kan se, var Hong Kong stadig for to år siden (tallene er altid to år forsinket) det frieste samfund i verden, mens Danmark var nummer 11. De illustrerer dog også, at Danmarks position skyldes det ekstremt fine retsvæsen (nummer tre i verden), mens vores ekstremt store og tunge offentlige sektor (nummer 137) tynger. Datasættet viser, hvordan flere og flere vestlige lande er ved at indhente Danmarks status.

Når man har ærgret sig over data, kan man dog nyde dette års temakapitel, der er skrevet af mine to venner og IFN-kolleger Niclas Berggren og Therese Nilsson. Niclas og Therese leverer en meget fin oversigt over den litteratur om tolerancenormer og økonomisk frihed, som de selv har været pionerer i. Figuren nedenfor illustrerer en af de sammenhænge, som tidligere studier har vist: At forældre i økonomisk friere lande er mere tilbøjelige til at mene, at tolerance er en vigtig norm at lære sine børn. Helt overordnet viser Niclas og Therese, at økonomisk friere lande også er mere tolerante overfor homoseksuelle og folk af en anden race, mens forholdet mellem frihed og antisemitisme viser sig at være komplekst.

Har man lidt tid tilovers, er hele rapporten – der kan hentes gratis her – værd at læse. Årets fire forfattere, James Gwartney, Robert Lawson, Joshua Hall og Ryan Murphy, gør endnu engang os alle en enorm tjeneste ved at levere omhyggelig, præcis information om et af de vigtigste emner, der nærmest aldrig diskuteres i dansk politik.

Indlysende forhold og bivirkninger 7: Beskyttelse af arbejdspladser og arbejdsløshed

I vores sommerserie er vi kommet til en af de vigtigste bivirkninger for mange mennesker. En af de klareste bivirkninger af populær politik er, at når man indfører regler for at beskytte arbejdspladser skaber man arbejdsløshed. Politik, der sælges til vælgerne med løftet om at beskytte deres arbejdspladser, indebærer med andre ord at deres – og særligt deres børns – arbejdspladser og beskæftigelse er mindre sikker.

En del af problemet er, at mange mennesker regner med at en politiks officielle hensigt også må være dens faktiske konsekvens. Mange mennesker tror for eksempel, at når politikere investerer deres skattemidler i kommunale intrastrukturprojekter eller golfbaner, må det give vækst i kommunen – det er jo hensigten. De tror således også, at når politikere – som det er tilfældet på EU-niveau for tiden – foreslår at man indfører reguleringer, der beskytter arbejdspladser og giver højere mindstelønninger, må politikken faktisk beskytte arbejdspladser og gøre de fattigere bedre stillede. Men som alle nogenlunde ædruelige nationaløkonomer ved, er der ofte en afgrund mellem hensigter og konsekvenser.

Arbejdsmarkedsregulering er et af de klareste eksempler, og en af de bedste forklaringer på, hvorfor nogle europæiske lande har så stor arbejdsløshed blandt unge og indvandrere (læs f.eks. her). Et godt eksempel er Italien, der har et arbejdsmarked på cirka 42 millioner personer, hvoraf forskning peger på, at cirka15 millioner ansatte ikke kan fyres. Deres fortsatte beskæftigelse er beskyttet af omfattende regulering, der også mere generelt gør det meget svært for virksomheder at fyre medarbejdere.

Konsekvensen af disse reguleringer er, at det er meget svært at skifte arbejde og at komme ind på det italienske arbejdsmarked. Når virksomheder ikke kan komme af med medarbejdere, når de først er ansat, vil de også være meget utilbøjelige til at ansætte folk i første omgang. I stedet for at ansætte unge kræfter og fyre dem igen, hvis de ikke viser sig at passe til jobbet eller hvis virksomheden skal reducere produktionen, er italienske virksomheder mere tilbøjelige til at få deres eksisterende ansatte til at arbejde overtid. De er derfor ofte relativt små, og hvis de går konkurs, har deres medarbejdere et alvorligt problem, da de heller ikke vil være attraktive at ansætte. Mange virksomheder kan endda komme i den situation, som mange af dem gjorde under finanskrisen, at de ikke kan fyre medarbejdere for at downsize, men helt må lukke fordi reguleringerne ikke tillader dem at tilpasse sig på almindelig vis.

Vi illustrerer den generelle sammenhæng i figuren her, hvor indekset for fravær af tunge arbejdsmarkedsreguleringer kommer fra Fraser Instituttets årlige Economic Freedom of the World rapport. Sammenhængen er ganske tydelig, omend man også klart kan se outliers som Nordmakedonien (MKD) og Montenegro (MTN), der er kendte for at have meget store uofficielle sektorer, og en officielt overvurderet arbejdsløshed.

Det burde således ikke komme som nogen overraskelse, at den naturlige arbejdsløshed i lande med strammere arbejdsmarkedsregulering er højere, at særligt unge står meget lang tid udenfor arbejdsmarkedet, og at kriser rammer disse lande meget hårdere end mindre regulerede samfund (læs her). I stedet for at beskytte arbejdspladser, kvæler reguleringen dynamikken på arbejdsmarkedet og holder svagere grupper helt udenfor. De officielle hensigter med politikken er således decideret modsatte af dens konsekvenser. Et fleksibelt arbejdsmarked, hvor man ikke forsøger at beskytte arbejdspladser gennem regulering, er i stedet den bedste måde at beskytte borgernes beskæftigelse.

Krisen er her – hvordan kommer den til at se ud?

Der er ingen tvivl: Staternes coronareaktioner har udløst en alvorlig økonomisk krise. Hvor dyb den bliver, hvor langvarig den bliver, og hvad man evt. kan gøre fra offentlig side, er nu de egentlige økonomiske spørgsmål. Skal man behandle den økonomiske coronakrise på samme måde som man behandlede finanskrisen, og hvad ved vi generelt om økonomiske krisers forløb? Disse spørgsmål er på ingen måde enkle at svare på, men værd at tænke over. Børsen bragte min kommentar i morges under overskriften ”Den økonomisk krise er en realitet, nu bliver formen på den altafgørende” (gated her), hvor jeg netop helt kort diskuterer dem.

Det første af to hovedproblemer er, hvordan krisen kommer til at se ud: Bliver den V-formet eller J-formet. Vi håber alle på en V-formet krise med et skarpt dyk i den økonomiske aktivitet, fulgt af et hurtig recovery hvor virksomheder går i gang igen, folk vender tilbage til deres jobs, og nye jobs skabes når nye virksomheder opstår i stedet for dem, der døde under krisen. Skrækscenariet er derimod en tydeligt J-formet krise, hvor et skarpt dyk efterfølges af en langvarig, delvis recovery med en stor stigning i langtidsledigheden, en langsom død for en række virksomheder og et varigt problem for mange borgere med både lav indkomst og dårlige jobmuligheder.

Spørgsmålet er derfor, hvornår man får den ene eller den anden type. Forskningen peger på to vigtige forhold. For det første viser det sig, at økonomisk friere lande typisk har væsentligt kortere kriser med mindre dyk. Det gælder i helt særlig grad for økonomier med mindre regulerede markeder, mens størrelsen af det offentlige og omfanget af velfærdsstaten ser irrelevante ud. Disse fund kommer blandt andet fra min egen forskning, som vi tidligere har omtalt her; det publicerede papir er her (som open access). For det andet viser forskning fra et team ledt af Steve Davis fra University of Chicago, at såkaldt policy uncertainty forlænger og fordyber kriser (læs papiret her; eller en mere populær præsentation her). Skal man hurtigt ud af en økonomisk krise, er det således vigtigt, at den økonomiske politik er forudsigelig, og at der ikke er større risiko for enten pludselige regulative ændringer eller strukturelle skift i skattepolitikken.

Det andet hovedproblem er, at den krise vi er på vej ind i for tiden, ikke er en ’normal’ økonomisk krise. Finanskrisen i 2008 og frem var, ligesom de fleste andre kriser, en såkaldt efterspørgselskrise: Et eller andet sker (ofte forårsaget af politik) som gør, at nogen mennesker og virksomheder køber mindre af andre eller har færre ressourcer til rådighed. Denne krise er anderledes, da den skyldes at staten har fjernet folks og virksomheders mulighed for at producere varer og service: Det er en udbudskrise.

Det indebærer dermed også, at almindelig økonomisk politisk tænkning, som man kan diskutere omkring almindelige kriser, er irrelevant. Store hjælpepakker til bestemte industrier er ikke en hjælp, fordi der ikke mangler efterspørgsel. Kriseresponset kommer derimod til at afhænge af, hvordan og hvor effektivt man fjerner de udbudsrestriktioner, som de fleste stater har indført. Man kan muligvis hjælpe nogle virksomheder igennem krisen ved at afhjælpe likviditetsproblemer – at de ikke har penge lige nu og her til at betale de regninger, der kommer nu – men man kan ikke hjælpe dem, der bliver insolvente. Kuren mod en udbudskrise er derfor at fjerne restriktionerne – når man kan gøre det på sundhedsfagligt solidt grundlag – og derefter holde fingrene fra kagedåsen. Om danske og andre vestlige politikere er indstillet på det, og om de overhovedet forstår problemstillingens natur, er et andet og ganske åbent spørgsmål.

Afrika vokser

Afrika syd for Sahara blev i mange år betragtet som permanent fattigt – en række lande, der aldrig ville udvikle sig og hvor hverken befolkning eller ledere kunne finde ud af at opnå nogen form for udvikling. Som Alex Hammond, policy advisor ved the Institute of Economic Affairs i London, mindede folk om forleden dag, kaldte the Economist for 20 år siden Afrika for “det håbløse kontinent.” Det er dét syn på Afrika, som mange danskere stadig har.

Men som Alex pointerede i den forgangne uge i et blogindlæg, er dette billede langt fra længere sandt. Folks forventede levetid er steget med mere end ti år siden 2000, børnedødeligheden er faldet til næsten det halve, og 136 millioner flere afrikanere kan læse idag end for 20 år siden. Til sommer træder the African Continental Free Trade Area i kraft, og en række afrikanske lande har haft imponerende vækstrater.

Vi illustrerer det overordnede billede i nedenstående figur, der viser den totale vækst i (købekraftskorrigeret) bruttonationalprodukt per indbygger mellem 1997 og 2017. Den gennemsnitlige vækst i Afrika syd for Sahara har været 40 procent, mens den var 31 procent i Nordafrika og 30 % i Vesteuropa og Nordamerika. Fokuserer man i stedet på arbejdsproduktiviteten, er de tilsvarende tal 31, 13 og 22 procent.

Kilde: Penn World Tables, mark 9.1

Uanset hvordan man ser på det, er størstedelen af Afrika ved at lukke noget af velstandsgabet til resten af verden. Det gælder ikke blot de over 100 millioner mennesker i Etiopien og knap 20 millioner i Mali, der har set gennemsnitsindkomsten blive fordoblet på 20 år, men også tidligere håbløse steder som Liberia (86 procent) og Mozambique (83 procent), ligesom bedre kendte succeser som Mauritius og Botswana velstandsmæssigt har indhentet dele af Østeuropa.

Der er stadig steder som den Centralafrikanske Republik og Gabon, der effektivt har set tydelig tilbagegang siden slut-90erne, og Burundi og Madagascar hvor økonomien er fuldstændigt stagneret. Men størstedelen af Afrika oplever solid økonomisk fremgang, baseret på bedre retsvæsener, mindre politisk styring og mere økonomisk frihed, og mere handel med både resten af verden og resten af Afrika. Selvom man kan blive deprimeret, hvis man lytter for meget til de professionelle dommedagsprofeter i Oxfam og andre organisationer, ser virkeligheden langt bedre ud end de fleste tror!

Paven, jøder og inklusiv vækst

Hvad i alverden har paven, jøderne og inklusiv vækst med hinanden at gøre? Svaret er, at alle tre emner blev dækket på fredagens danske public choice workshop! Fra klokken 11 om formiddagen til 18.15 om aftenen kunne et talrigt publikum i København for eksempel høre, hvordan graden af økonomisk frihed og antisemitisme hænger sammen, om pavebesøg får lande til at opføre sig pænere, om hvis danskeres tillid til myndighederne faldt efter Stein Bagger-skandalen, om hvornår danske kommuner outsourcer, og om demokratier har mere ’inklusiv’ vækst end autokratier. Alt i alt bød workshoppen på 18 præsentationer om 18 forskellige emner. Her er tre af dem.

Jerg Gutmann fra universitetet i Hamborg startede workshoppen med sit papir ” Pacem in Terris: Are papal visits good news for human rights?” Jerg har set på, om pavebesøg fører til, at lande undertrykker mindre end ellers. Hans meget interessante og underholdende præsentation viste, at svaret er en slags ja: I perioden op til et pavebesøg falder den generelle grad af undertrykkelse, men den vender tilbage på det ’normale’ niveau i det øjeblik, paven er taget hjem. Den gode effekt af et pavebesøg er således fuldstændigt midlertidig. Jerg viste dog også, at Vatikanet udvælger de steder, paven skal besøge, på en meget strategisk måde. Det er ikke tilfældigt, hvor han tager hen, og de regimer han besøger, er typisk mere følsomme overfor kritik end andre. Jerg præsenterede endda indikationer på, at det også er strategisk, hvem der bliver helgengjort.

Sidst på dagen præsenterede den altid glimrende Niclas Berggren (IFN, Stockholm) en meget anden historie. Han og Therese Nilsson (Lunds universitet) har brugt en helt ny spørgeundersøgelse til at undersøge, i hvor høj grad økonomisk frihed påvirker, hvor antisemitiske folk er i forskellige lande. Deres første fund er ikke overraskende: Lande med bedre og mere politisk uafhængige retsvæsener har mindre antisemitiske befolkninger. De finder dog også klare indikationer på, at relativt fattige lande der er mere åbne for handel og investeringer, er mere antisemitiske. Niclas forklarede hvordan sammenhængen muligvis kan skyldes, at i disse lande er åben handel, investeringer og økonomisk aktivitet forbundet med myter om jødisk global kapitalisme osv. Øger man handelen, øger man således også en aktivitet som folk tror har at gøre med mistænkelig jødisk konspiration. Forklaringen er naturligvis rendyrket nonsens i virkeligheden, men som Niclas viste fra starten, er det en vrangforestilling, som man kan genfinde i en nærmest enorm mængde ældre litteratur.

Midt på dagen dækkede Sigrid Koob (PhD-studerende på CBS) spørgsmålet om, hvorvidt økonomisk vækst i demokratier er mere ’inklusiv’. Begrebet dækker over en situation, hvor vækst er ledsaget af mindre ulighed – dvs. at de fattiges indkomsts vokser hurtigere end de riges. Med brug af data fra V-Dem-projektet viste Sigrid, at der muligvis er noget om snakken, da vækst i demokratier også ser ud til at føre til mindre ulighed. Hendes estimater viste dog også, at effekten er meget lille, og nok så lille, at den reelt er ligegyldig. Sigrid papir er interessant, men har som mange andre ved workshoppen brug for mere arbejde.

Det er dog også en af grundene til, at man præsenterer sit nye arbejde i en så venlig forsamling som den danske public choice workshop. Det giver næppe meget mening at præsentere noget, der er helt færdigt. Formålet er at prøve idéer af, få indikationer om hvad man kan gøre mere, og for nogle også at testkøre deres præsentationer før forårets internationale konferencer. Og som bivirkning får vi andre indsigt i, hvad nogle af Danmarks, Sveriges og Tysklands dygtige forskere indenfor public choice og politisk økonomi går og laver for tiden.

Sjov med statistik: Regulering og alkoholforbrug

Vi nærmer os den tid, hvor folk holder fri, giver hinanden gaver, og helt generelt er lidt rarere end ellers – eller ender i gigantiske familieskænderier. Med andre ord er julen igen ved at snige sig ind på danskerne, og det gælder også hos punditokraterne. I dag ser vi derfor på en lille bid af traditionerne, nemlig hvor meget folk drikker i forskellige lande (hattip: Niclas Berggren). Vores twist – for det er en del af vores serie om sjov med statistik – er at vi holder det op mod, i hvor høj grad staten regulerer økonomien.

Vi bruger her tre typer data: Alkoholforbrug per indbygger fra WHO, købekraftskorrigeret BNP per indbygger fra CIAs World Factbook, og graden af regulering, som er gennemsnittet af område 3, 4 og 5 i Fraser Instituttets Economic Freedom of the World Index. Figuren nedenfor illustrerer det overordnede forhold: Mens rige lande har højere forbrug af alkohol (som de har højere generelt forbrug), er mindre regulerede økonomier også karakteriseret ved at have højere forbrug. Med andre ord: I deregulerede økonomier drikker folk mere.

De fire grupper illustrerer et mere generelt mønster på tværs af lande. I lande, der både er relativt stærk regulerede (under medianen i økonomisk frihed) og fattige (under median-BNP) er det gennemsnitlige alkoholforbrug 2,9 liter per år, mens det er 5,6 liter i rige, regulerede økonomier. Omvendt er det 4,1 liter i de fattige, mindre regulerede og 7,5 liter i rige, relativt uregulerede økonomier.

Et næste spørgsmål, der følger direkte, er hvilken type alkohol, der er tale om? WHO-tallene tillader, at man ser separate på ølforbrug og forbrug af vin og spiritus. Gør man det, finder man lignende, og endnu stærkere forskelle i forbrug af vin og spiritus, hvor der er ganske lidt forbrug i fattige lande uanset reguleringerne, noget mere i fattigere, mindre regulerede lande, og mest i rige, relativt uregulerede lande. Der er, omvendt, ingen signifikant forskel på ølforbruget i rige og fattige samfund, så længe de ikke er særligt regulerede. Både for rige og fattige gælder det således, at de mere øldrikkende nationer også er dem, der regulerer deres markeder mindre.

Før læsere kommer os i forkøbet, må vi derfor spørge: Hvad i alverden foregår der? Skal man tro på, at finansielle reguleringer, handelsbarrierer og kapitalkontroller påvirker folks alkoholforbrug og drikkevaner? Skal man tro, at drikkevaner påvirker folks præferencer for offentlige reguleringer? Eller skal man – måske – regne med at drikkevaner og alkoholforbrug reflekterer dybere forskelle mellem lande, der også påvirker deres reguleringsniveau? Den store forskel ser ud til at være drevet af ølforbruget. Mens vi ikke svarer på dét spørgsmål, er det værd at overveje i juledagene hvordan øldrikkende nationer er anderledes.

CO2-udledninger og økonomisk frihed

Den danske regering har forpligtet sig på et mål om en 70 % reduktion af Danmarks CO2-udledninger de næste år. Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen har på næsten komisk vis blankt indrømmet, at regeringen ingen anelse har om, hvordan man skal nå målet, men at den er meget fokuseret på at nå det. Den eneste ting, man kan være sikker på med den nuværende regering, er at planen er at lade staten styre transitionen mod en lavemissionsøkonomi. Spørgsmålet er derfor, hvor effektiv den type løsning er?

Vi har tidligere skrevet kort om det overordnede emne (læs her og her), men uden et baggrundspapir. Forskellen i dag er, at jeg skal præsentere et papir ved næste års konference i the Public Choice Society, der løber af stablen 12. marts i Newport Beach, CA. Den foreløbige version af det nye papir, der har titlen “Economic Freedom and the CO2 Kuznets Curve”, kan downloades ved at gå til Current Research på min hjemmeside.

Pointen i papiret er, at rent politisk-økonomisk teori ikke kan hjælpe os med spørgsmålet. Man behøver ikke engang acceptere mærkværdige marxistiske idéer og Mariana Mazzucatos gakkede påstande om innovation for at nå en situation, hvor teori ikke hjælper. Man kan dog sige, at jo mere vægt man lægger på de politiske incitamentproblemer, som public choice-litteraturen har dokumenteret så overdådigt de sidste 60 år, eller jo mere man lægger vægt på de epistemiske problemer, som den østrigske tradition fokuserer på, jo mere kommer man til at hælde mod en klar teoretisk konklusion: En fri markedsøkonomi vil skabe en ’økologisk transition’ hurtigere og mere effektivt end et mere politisk kontrolleret samfund. Jo mindre vægt man lægger på disse elementer, og jo mere vægt man lægger på klassiske eksternalitetsproblemer og problemer med høj diskontering, jo mere havner man teoretisk i den modsatte konklusion hvor større økonomisk frihed er forbundet med værre performance.

Det er således et empirisk spørgsmål, som ikke lader sig informere af nok så ordentlige teoretiske argumenter. En del af papiret er derfor en formal, empirisk undersøgelse af effekterne af økonomisk frihed. Jeg estimerer her en miljømæssig Kuznets-kurve, men tillader at både dens form og position afhænger af et lands økonomiske frihed. Rent teknisk er det en fleksibel måde at undersøge, om økonomisk frihed kan påvirke punktet, hvor et samfunds økonomiske udvikling bliver konsistent med faldende udledninger af drivhusgasser.

Den overordnede konklusion kan aflæses i den simple Figur 1 fra papiret, hvor jeg har plottet udviklingen i CO2-udledninger per indbygger mellem 1990 og 2015 for fire landegrupper. Alle lande er sorteret i disse grupper, så den første er de 25 % lande med mindst økonomisk frihed, og den fjerde grupper er de 25 % mest frie lande. Det er meget tydeligt her, at de mest  frie lande er dem, der har reduceret deres udledninger, mens den tredje gruppe med næstmest økonomisk frihed har forøget dem. Grunden er ganske simpel: Den tredje gruppe består i høj grad af relativt succesfulde mellemindkomstlande med høj vækst.

Konklusionen er derfor ubetinget konsistent med de teoretiske argumenter, der taler for en fri markedsøkonomi og imod en statsstyret transition. Jo mere økonomisk frit et land er, jo tidligere i dets økonomiske udvikling begynder udledningen af drivhusgasser at falde, og jo hurtigere går det. Et marked uden politisk indblanding skaber mere innovation, og belønner virksomheder der hurtigt implementerer ressourcebesparende teknologi. Vil politikere virkelig skubbe på for at få lavere emissioner i fremtiden, er det bedst at de holder fingrene væk fra økonomien. Om det så er i deres politiske interesse, er et andet spørgsmål – for politisk aktivisme ser jo så godt ud i vælgernes øjne…

Economic Freedom of the World 2019

I går udkom den årlige rapport fra the Fraser Institute i Vancouver, der har titlen Economic Freedom of the World: 2019 Annual Report. Jeg har, ligesom man andre forskere og almindeligt interesserede, glædet mig til den. Rapporten, der skrives af James Gwartney, Robert Lawson, Joshua Hall og Ryan Murphy, bruges over hele verden i policy-diskussioner, mens de data, holdet producerer hvert år, bruges intensivt af forskere af meget forskellige politiske observanser og baggrunde (læs f.eks. Bob og Joshs survey fra fem år siden; non-gated her).

Hvert år er der et eller to temakapitler, og dette år er ingen undtagelse. Bob Lawson og Ryan Murphy udvider i kapitel 3 nogle af indikatorerne til at omfatte 1950erne og 60erne, så man kan få en bedre forståelse for den lange udvikling i de vestlige lande. Det virkeligt interessante er, at man her kan se adskillige lande før keynesiansk politik og socialistiske kontrolideer virkelig slog igennem i 60erne, ligesom det også tillader at få et indblik i en række latinamerikanske landes status i 60erne. I kapitel 4 tager Daniel Bennett og Boris Nikolaev fat i ”Economic Freedom, Public Policy, and Entrepreneurship” og diskuterer vigtigheden af økonomisk fri politik for iværksætteraktiviteten. Det er et kapitel, jeg ville ønske af mange danske politikere ville læse.

Ultimativt er rapporten et næsten uundværligt snapshot af, hvordan politik ser ud i verden i dag. Det kan man få et allerførste indtryk af i kortet ovenfor, ligesom man også kan følge udviklingen i Danmark siden 1970. Det har jeg tilladt mig at gøre i den sidste figur, hvor de røde perioder er år med røde regeringer, mens de blå naturligvis er med blå regeringer. Den illustrerer brugen af EFW-indekset: Fremgangen og reformerne under Poul Schlüter og Poul Nyrup er tydelige som en stigning i den økonomiske frihed i Danmark, mens den triste situation under Fogh og Løkke er meget tydelig at se. Reformsporet er gået i stå i Danmark, og EFW-indekset viser det tydeligt.

Historien om the Economic Freedom of the World

Jeg er pt. på vej hjem fra et heldagsseminar i Dallas, Texas, om brugen af indeks for økonomisk frihed i forskning. Seminaret, hvis formål var et introducere interesserede juniorkolleger og PhD-studerende til ’the do’s and don’ts’ i denne del af forskningen, omfattede både så etablerede navne som James Gwartney (Florida State University) og Robert Lawson (Southern Methodist University), men også dygtige yngre kræfter som Daniel Bennett og Boris Nikolaev (Baylor University), og Jeremy Jackson (North Dakota State University, foto).

Jeremy Jackson ved seminaret

Seminaret startede med et for mig særligt spændende indslag, da James Gwartney fortalte historien om, hvordan the Economic Freedom of the World Index – hvis 2019-udgave udkommer om blot et par uger – startede. Den spæde start var til en session med titlen ”Was George Orwell Right?” ved the Montpellerin Societys årlige konference i 1984, der det år var i Cambridge. Her mødtes blandt andet økonomen Michael Walker og historikeren Paul Johnson, og blev enige om den konceptuelle forvirring, der på det tidspunkt (og til en vis grad stadig) herskede omkring forskellene på demokrati og økonomisk frihed.

Seminaret blev til en serie på seks konferencer mellem 1986 og 1984, som Walker bad Milton og Rose Friedman om at sponsere. Det blev i sidste ende den amerikanske Liberty Fund, der sponserede konferencerne med formålet at nå en klar definition på, hvad økonomisk frihed er.

Gwartney blev bedt af Friedman at komme til konferencen i 1989, og blev der slået af, hvor mange forskellige forhold, de forsamlede økonomer ville måle. Stemningen var tydeligvis præget af, at forsamlingen ville måle et meget stort antal forhold, som en eller flere af de inviterede mente var vigtige elementer at økonomisk frihed. Som så ofte før endte det med, at Gwartney, Friedman og et par andre blev enige over frokost om, at det var meget mere produktivt at forsøge at koge diskussionen ned til et mindre antal faktorer, som man faktisk kunne måle. Friedman erklærede sig enig, og sagde – halvt i spøg – til Gwartney ”Why don’t you go home and do that?”

Og der kunne historien være endt, hvis Gwartney ikke havde gjort netop det. Hjemme i Florida gik han ind til sin studentermedhjælp og meddelte, at ”Hey, I just had a nice meeting witk Milton Friedman. Guess what you’re doing this winter.” Medhjælpen, der skulle vise sig at have en helt særlig evne til at grave data frem fra mange forskellige kilder, hed Robert Lawson, og de to endte med at udsende den første Economic Freedom of the World rapport i 1996.

Udgangspunktet for at måle økonomisk frihed har siden da været, at det skal måle i hvor høj grad et lands institutioner og politik er konsistent med ”personal choice, vountary exchange, open markets, and protection of people and their property from aggresors.” Fra udgangspunktet var Gwartney og Lawson enige om, at alt skulle være så objektivt og replikabelt som muligt – eller som Gwartney understregede i går, at en marxist og en hardcore liberal ville nå til den samme objektive vurdering af et lands tilstand på det samme datagrundlag.

Når dette års rapport udkommer, vil vi naturligvis skrive om det her på stedet. Men før da ville det måske være interessant at kende historien bag et indeks og meget vigtig datakilde i politisk økonomi, der også med jævne mellemrum dukker op i den politiske debat i Danmark. Det var således the Economic Freedom of the World Index, som flere meningsdannere brugte som modsvar, da en nyhedsvært fra Fox News for et år siden karakteriserede Danmark som et socialistisk land. Uden en serie små konferencer og en frokostsnak for 30 år siden mellem Milton Friedman og en ung James Gwartney, ville det ikke eksistere. Og ganske sigende indrømmede Gwartney, at de nok ville få nogle hundrede referencer til deres indeks. I dag skal referencerne til Gwartney og Lawsons fremragende indsats tælles i tusinder.

Løfter økonomisk frihed alle både?

Blandt politikere og mange meningsdannere er liberaliserende reformer noget, man helst ikke taler om og slet ikke støtter. Mens næsten alle – med undtagelse af den yderste venstrefløj og enkelte stemmer på den ekstremt nationalkonservative fløj – helhjertet går ind for politisk frihed i form af demokrati og menneskerettigheder, er økonomisk frihed ikke på samme måde et spørgsmål om moral. Og mens det er ganske upopulært at stille spørgsmål ved, om demokrati altid fører til positive konsekvenser, er det helt standard at fremføre klare påstande om økonomisk frihed og liberaliserende reformer.

En af de påstande, man oftest hører, er at liberalisering blot ’gør de rige rigere og de fattige fattigere.’ En anden afart af den samme påstand er, at liberalisering og økonomisk frihed er forbundet med stor økonomisk ulighed. Som de fleste læsere vil vide, kan påstande om øget ulighed – uanset hvor usandsynlige de er – lukke ned for enhver debat om ændringer i den økonomiske politik i Danmark. Problemet er blot, at den faglige debat om forholdet mellem økonomisk frihed og økonomisk ulighed er ekstremt blandet og uden nogen form for konsensus.

Det er denne debat, Andreas Bergh (Lunds Universitet og IFN, Stockholm) bidrager til i et nyt papir, som vi præsenterede i eftermiddags ved årets konference hos the Public Choice Society i Louisville, Kentucky. Innovationen i vores papir er, at vi ikke følger den eksisterende litteratur, der ser på forholdet mellem økonomisk frihed og den statiske fordeling af indkomster i samfundet. I stedet undersøger vi sammenhængen mellem økonomisk frihed og væksten i indkomster i fem grupper: De 20 % fattigste, de næste 20 %… op til de 20 % rigeste. Vi kan dermed – som de første, så vidt vi ved – se om der er en forskel i væksteffekterne af liberaliserende reformer på de rige versus de fattige. Figuren nedenfor – der er Figur 3 fra papiret – illustrerer vores basale fund, er eksemplificeret af vækstkonsekvenserne af reformer, der styrker beskyttelse af den private ejendomsret.

Som figuren viser, er væksteffekterne af liberaliserende reformer positive for alle fem indkomstgrupper – fra de fattigste 20 % til de rigeste 20 %. Vi kan ikke med nogen statistisk sikkerhed sige, at virkningen er større for nogle grupper end andre, men som figuren også illustrerer, er de klare indikationer, vi får fra resultaterne, at de gavnlige konsekvenser af økonomisk frihed muligvis er størst for de fattigste og for de rigeste, og relativt mindre for middelklassen. Ser vi specifikt på reformer, der reducerer størrelsen af den offentlige sektor, kan vi heller ikke sige at der er forskel mellem grupperne, men blot at effekterne er positive. Indikationerne er dog igen, at hvis der er forskel, er den at effekten måske er størst for de fattigste.

Resultaterne, som kommer ud af vores undersøgelse, peger dermed helt utvetydigt på, at idéen om at de rige bliver rigere og de fattige fattigere når statens rolle i økonomien reduceres, er en myte. Præcist ligesom Niclas Berggren og jeg viser i en artikel, der udgives i år i Journal of Institutional Economics, er liberaliserende reformer ikke blot økonomisk gavnlige for de fleste grupper i samfundet, men også populære blandt de fleste vælgere. Politikere kommer sikkert til at sige noget i retning af, at ’det er jo bare din mening’, peger de nye forskning således entydigt i én retning: Økonomisk frihed er økonomisk gavnligt, og for de fleste grupper i samfundet – og måske særligt for de fattigste.

Forurening og frihed

Der bliver talt meget i disse år om forurening, klima og den vestlige verdens aftryk på det globale miljø. Bevæger man sig ud på den cirkusagtige del af venstrefløjen, der i Danmark repræsenteres af Alternativet, hører man ofte påstande om, at vi bliver nødt til at gøre os selv fattigere for ikke at belast kloden for hårdt. Der er også en benhård vilje til at regulere mere, og lade det offentlige stå for både flere ’grønne indkøb’ og direkte interventioner end hidtil, som ikke blot deles af venstrefløjen. Den urokkelige tro på, at øget offentlig regulering og intervention er vejen frem i miljøspørgsmål deles langt ind på den politiske højrefløj, som illustreret af den (i hvert fald nominelt) konservative Connie Hedegaard i dagens Berlingske Tidende.

Der er dog en meget lang række eksempler på det modsatte, som Donald Boudreaux (George Mason University) har understreget i en række klummer under overskriften ”Cleaned by Capitalism.” På dette års såkaldte ’Earth Day’, understregede Boudreaxu med sin kollega Veronique de Rugy (Mercatus) i Washington Examiner at uanset hvor ”serious you believe these environmental issues to be, they are far less serious and hazardous to our health than were the multitudes of pollutants and perils that capitalism has abated.” Som Boudreaux og mange andre har understreget, går det ikke at sammenligne hvad forskellige lands mere ller mindre økonomisk frie markeder opnår med hvad man politisk kan forestille sig, den ideelle stat måske kunne. Man må sammenligne faktiske markeder med faktiske politiske interventioner.

Gør man det, ser det noget anderledes ud end Hedegaard, Elbæk og mange andre tror eller påstår. Vi illustrerer det i plottet nedenfor, der sammenholder partikelforurening i hovedstæderne i 42 vestlige lande med deres økonomiske frihed. Målet vi bruger på x-aksen, der nogle gange kaldes ’non-government size economic freedom, er et gennemsnit af tre indeks, der fanger hvor godt retsvæsenet fungerer og beskytter den private ejendomsret, hvor åbne et lands markeder er for resten af verden, og hvor relativt let den offentlige reguleringsbyrde er – dvs. hvor forholdsvist ureguleret, økonomien er. Disse tal er fra the Heritage Foundations årlige Index of Economic Freedom, som er et af de to indeks, forskere ofte bruger (det andet er fra the Fraser Institute). Tallene for partikelforurening på y-aksen er de nyeste PM-10 tal fra the World Health Organization.

Figuren illustrerer med al tydelighed, at det er de mindre regulerede og mere økonomisk frie samfund, der er mindre forurenede. Mens man således kan forestille sig begavede og effektive offentlige reguleringer, tyder det simple billede på, at Boudreuax og en række andre nationaløkonomers forklaringer passer bedre på virkeligheden: Reguleringer holder oftere renere teknologi tilbage og kan svække virksomheders incitamenter til at implementere miljøforbedringer; de kan svække den konkurrence, der også presser virksomheder til at passe på; og bedre retsvæsener understøtter både Coasianske løsninger og effektiv regulering.

Er politikere virkeligt oprigtigt opsatte på at reducere forureningsproblemer er det således mere end værd at tænke udenfor den sædvanlige politiske boks. I stedet for at diktere, hvad politikere – der sandsynligvis er fagligt helt inkompetente – tror man skal, er stærkere økonomisk frihed ofte meget mere effektivt.

Verdens økonomiske frihed 2018

I går udkom den årlige rapport om Economic Freedom of the World fra the Fraser Institute i Vancouver. Fraser Institute har siden 1996 udgivet både den årlige rapport og vedligeholdt et datasæt over de fleste af verdens lande, der rækker tilbage til 1970. Fra 2000 er der årlige data tilgængelige, der som altid er sorteret i fem komponenter: Størrelsen på den offentlige sektor, kvaliteten af retsvæsenet, kvaliteten af pengepolitikken og de pengepolitiske institutioner, åbenhed for handel og internationale investeringer, og offentlig regulering af produkt-, kredit-, og arbejdsmarkeder. Det overordnede EFW-indeks er sat på en skala fra 1 (nogenlunde nordkoreansk standard) til et ideal på 10. Indekset kommer ofte i medierne og var per 2013 brugt i mere end 400 videnskabelige artikler. Interesserede kan læse Bob Lawson og Josh Halls oversigtsartikel her (eller en tidligere ungated version her).

Det geniale ved indekset – om man er ideologisk enig eller ej med Gwartney, Lawson og Hall, der er hovedmændene bag – er at det gør forskelle på lande meget transparente. Som de senere år toppes listen af Hong Kong (8,94) og Singapore (8.84) med New Zealand på en tredjeplads (8,49). Bunden er den næsten forventelige katastrofe Venezuela (2,88), med Libyen (4,74) og Argentina (4,84) som de svageste lande, der ikke er i økonomisk frit fald.

Indekset tillader også at følge de samme lande over tid, og evt. sammenligne dem med andre lande. Danmarks indeks i 2000 var således 8,06 og dermed 8 % højere end gennemsnittet for vestlige / OECD-land, og 6 % højere end vores nabolandes. 16 år senere i 2016 er indekset faldet til 7,77 (den blå linje), og nu kun 2 % højere end det vestlige gennemsnit og cirka 1½ % under vores naboers (den stiplede blå linje).

En pudsig detalje er, at der ikke er sket noget markant med den offentlige sektors størrelse gennem de 16 år. Fokuserer man derfor i stedet på de fire komponenter af indekset (den sorte linje), der ikke har noget at gøre med det offentlige forbrug er Danmarks indeks faldet fra 8,07 til 7,63, mens vores naboers faktisk er steget fra 8,36 til 8,70. Vi plejede således ved slutningen af Nyrups regeringstid at ligge godt 3 % lavere end naboerne, og er per 2016 godt 12 % svagere stillet.

Konklusionen, der er meget klar i EFW-indekset, er at i løbet af en tid med 78 måneders socialdemokratisk regering og 124 måneders Venstre-ledet regering er Danmark relativt til vores naboer, blevet mindre økonomisk frit. På trods af at både Fogh, Løkke og Thorning blev skældt ud på venstrefløjen for at føre ’neoliberal’ politik (hvad end det betyder), er der ingen tegn på, at staten fylder mindre. Almindelige danskeres frihed er blevet begrænset.

Og hvad så, kunne man forledes til at tro. Gwartney, Hall, Lawson og det nye medlem af teamet Ryan Murphy viser på pædagogisk vis i første kapitel, at økonomisk frihed har klare konsekvenser. Den er for eksempel, som nedenstående figur fra rapporten viser, stærkt forbundet med udbredelsen af absolut fattigdom. Der eksisterer også en række studier, der peger på at økonomisk frihed er positivt forbundet med langsigtet økonomisk vækst. Det er derfor nærliggende at se den falden økonomiske frihed i Danmark som en af årsagerne til, at landet ikke følger økonomisk med naboerne.

Økonomisk frihed er et vigtigt samfundsøkonomisk koncept, og et der giver indsigter man ofte ikke havde regnet med. Hele rapporten – eller blot introduktionen eller dens summary – er derfor stærkt anbefalet, og i særlig grad til politikere.

Hvad gør handel 4: La Douce Commerce

Punditokraternes sommerserie handler i år om international handel. Vi har i de første få installationer skrevet om klassisk handelsteori – komparative fordele, Heckscher-Ohlin-modellen, og de monopolødelæggende virkninger af handel – og kommer til at skrive mere om økonomi de næste uger. I dag vender vi os dog mod en af de andre veldokumenterede sider af international handel, der ofte opsummeres i det, der på fransk kaldes hypotesen om la Douce Commerce.

Den grundlæggende idé stammer fra den franske politiske filosof Montesquieu, hvorfor den har et fransk navn. Montesquieu foreslog, at en af de vigtigste virkninger af international handel, og mere generelt af fri, kommerciel aktivitet, er at den gør folk ’rarere’ – nemmere at omgås, mere troværdige osv. Hypotesen tilsiger også, at det samme gælder stater, når de handler mere med hinanden og med resten af verden. Idéen er ganske ligetil, og helt intuitiv: Når man handler mere med hinanden, har man mere at tabe – snyder man folk, følger man ikke almindelige normer for ordentlig opførsel osv. har det både økonomiske og sociale konsekvenser – og folk vil derfor være mere tilbøjelige til at opføre sig ordentligt, holde deres løfter osv. Det samme gælder dermed for stater, der både kan have et internationalt omdømme at beskytte, men også vil have langt flere borgere og langt flere politisk relevante interesser, der har en del af deres liv og indkomst bundet op på handel og anden interaktion med borgere og interesser i andre lande. Som Montesquieu formulerede det i (den engelske oversættelse af ) De l’Esprit des Lois i 1958:

The natural effect of trade is to bring about peace. Two nations which trade together, render themselves reciprocally dependent; for if one has an interest in buying, the other has an interest in selling; and all unions are based upon mutual needs.

Meget i modsætning til marxistisk teori, som påstår en ureguleret økonomi og et frit samfund gør folk egoistiske og intolerante, mente Montesquieu derfor, at international handel ville føre til fred og fordragelighed. Med andre mener tilhængere af la Dource Commerce at frihandel betyder, at lande ikke går i krig med hinanden. Et af de vigtige eksempler er opløbet til anden verdenskrig, som netop handlede om lukkede grænser. Ovenpå den store depression og 30ernes krise lukkede adskillige lande – ikke mindst USA, Italien, Frankrig og Tyskland – deres grænser for handel, mens bl.a. Storbritannien opretholdt langt friere handelsbetingelser.

Mens den mest umiddelbare implikation af hypotesen er fred i stedet for krig, er der faktisk endnu bedre evidens for mere mellemmenneskelige virkninger af handel og fri kommerciel aktivitet. Vi skrev om Douce Commerce-hypotesen for tre år siden (læs her) i forbindelse med Niclas Berggren og Therese Nilssons projekt om emnet, hvor de i en række artikler udforskede sammenhængene mellem økonomisk frihed, globalisering og borgernes tolerancenormer i forskellige dele af verden. Mine to glimrende kolleger fra IFN har her vist, hvordan både globalisering og økonomisk frihed internt i et land er forbundet med stærkere tolerancenormer (læs f.eks. her, her og her). Havde Marx haft ret, ville sammenhængene være negative, men de er helt generelt positive.

Alle disse effekter har måske deres oprindelse i en form for økonomisk overvejelse eller sammenhæng, men konsekvenserne er ikke-økonomiske: Mere international handel fører til mere fred, fordragelighed og tolerance. Og på den måde kan man, med Montesquieu i baghovedet, også spørge hvorfor helt bestemte fagforeningsinteresser opfordrer borgere og politikere til at diskriminere mod ordentlige, lovlydige udlændinge, der arbejder og bor i Danmark. Disse særinteresser raser blot ikke mod handel, men mod det de kalder ’social dumping’, bl.a. fordi de ved at jo mere vi handler – og jo mere vi også tillader udlændinge at bidrage til den danske økonomi i Danmark – jo dyrere bliver det at diskriminere og jo sværere at konkurrere med de dygtigste. Havde han levet i dag, havde Montesquieu sandsynligvis skrevet imod det, 3F, Socialdemokraterne og DF kalder ’kampen mod social dumping’. Den er ikke anderledes end kampen ’mod’ international handel.

Inclusive Development – WEF’s nye indeks og nye vrøvl

The World Economic Forum har fornylig afholdt sig årlige, og voldsomt hypede, møde i Davos. WEF har gang i mange ting, og udgiver for eksempel hvert år et mål for konkurrencedygtighed. Men mødet har i høj grad over årene udviklet sig til at være domineret af centrum-venstre-tænkning. WEF-miljøet er derfor også interesseret i såkaldte udvidelser af måden, man måler velstand og udvikling på. I år er deres nye opfindelse dermed the Inclusive Development Index (IDI), der sigter mod at måle inklusiv udvikling – hvad det end er.

Indekset består af tre ’søjler’, hvor meningen er at de fanger ”growth and development; inclusion and; intergenerational equity – sustainable stewardship of natural and financial resources.” Vækst og udviklingssøjlen består af BNP per indbygger, arbejdsproduktivitet, beskæftigelse, og noget WEF kalder ”healthy life expectancy”, der er en form for justeret forventet livslængde. Anden søjle består af medianindkomsten, ulighed målt som en Gini-koefficient for indkomst-Ginier, den officielle fattigdomsrate, og formueulighed som en Gini-koefficient fra de samme data som de stærkt kritisable Oxfam-rapporter. Den tredje søjle er en blanding af nettoopsparing, afhængighedsrate, den offentlige gældsrate, og CO2 intensitet i produktion. IDI er dermed et såkaldt kitchen sink index, dvs. en sammenvejning af alt godt fra havet, som WEF-miljøet synes om.

Man kan mene hvad man vil om den type indeks, og mange af dem er meget kritisable, ikke mindst fordi de sammenvejer forhold, der intet har med hinanden at gøre. Det er dog ikke pointen i dag, fordi der er andre ting at kritisere i WEF-rapporten. Ikke mindst viser WEF (på side 6) at indekset korrelerer stærkt med social tillid, dvs. hvor befolkningens vurdering af hvor meget tillid man kan have til andre.

Vi gengiver figuren nedenfor, om end med to væsentlige ændringer. For det første har vi placeret tillid på x-aksen – WEF placerer den på y-aksen som om tillid var en konsekvens af inklusiv udvikling. For det andet viser vi sammenhængen mellem tillid og IDI for både demokratier og lande som ikke er demokratiske (vurderet ved DD-indikatoren).

WEF konkluderer, at sammenhængen mellem tillid og IDI ”points to the need for a more human-centric approach to improving the cohesion of increasingly fractured societies.” Med andre ord mener de, at ‘inklusiv udvikling’ skaber social sammenhæng og tillid. Den konklusion går direkte imod en efterhånden ganske lang række studier, der støtter den omvendte kausalretning (se f.eks. en oversigt her).

Lige så vigtigt er det, at tilliden ikke påvirker IDI alle steder. WEF er ofte underligt uldne, når det kommer til demokrati. Men som figuren nedenfor viser ganske klart, er tillid kun forbundet med målet for inklusiv udvikling i stabile demokratier (hvor almindelige vælgeres præferencer faktisk betyder noget). Selvom regressionslinjen for de blå, ikke-demokratiske observationer ser ud til at hælde opad, er den ikke signifikant forskellig fra nul. Og blandt demokratierne er der kun to store outliers – Luxembourg og Indien – som stort set er det rigeste og det fattigste stabile demokrati. Der er således ingen mysterier der.

Det andet forhold, som WEF ignorerer, er at IDI også korrelerer stærkt med mål for økonomisk frihed. Det viser vi i den anden figur, der igen illustrerer en tydelig sammenhæng, der er stærkere for demokratierne.

WEF

Bundlinjen er således, at WEF måske har produceret et indeks, der kan være ganske interessant at se på og tænke over. Men organisationens ideologiske brug af det – påstande om, at mere styret udvikling med større ’human-centric’ fokus kan skabe udvikling og tillid – er ikke understøttede af andet end dem selv. Tværtimod peger forskningen på, at tilliden kommer før disse forhold, og at jo mere faktiske politikere i det virkelige liv blander sig, dvs. jo lavere den økonomiske frihed er, jo dårligere og mindre inklusiv udvikling får man. Tak for målet, men glem de politiske implikationer.

Økonomisk frihed i den arabiske verden

Fraser Instituttet i Canada har forleden dag, sammen med Friedrich Naumann Foundation for Freedom og the International Research Foundation of Oman, udgivet den årlige Economic Freedom of the Arab World. Rapporten, der i år er forfattet af Salem Ben Nasser Al Ismaily, Azzan Al-Busaidi, Miguel Cervantes og Fred McMahon, dokumenterer omhyggeligt, at der ikke er sket det helt store i den del af verden. På trods af påstande om en såkaldt ’neoliberal bølge’, viser rapporten ikke nogen særlige fremskridt. Der er derimod meget store, og relativt stabile forskelle mellem landene. Selvom man ofte tænker på disse lande som en slags enhed, er den arabiske verden derfor, meget ligesom for eksempel Europa, ikke særligt ens i en institutionel forstand. Figuren nedenfor, der plotter størrelse på den offentlige sektor og kvaliteten af retslige og bureaukratiske institutioner, den pengepolitiske stabilitet og åbenhed for handel i 2015, illustrerer fuldt ud forskellene.

Disse forskelle er dog ikke altid som man tror. De to demokratier i regionen – Tunesien og Comorerne – adskiller sig for eksempel ikke i økonomisk frihed fra andre lande, de delte institutioner med for få år siden. Den egentlige forskel er i institutioner og økonomisk politik mellem monarkierne og de andre. De arabiske monarkier har i gennemsnit en score på 7,9 mod 6,1 for diktaturerne og 6,5 for de to demokratier. Man må dog huske, at monarkierne i den arabiske verden også stort set alle er olierige lande, der muligvis har ’bedre råd’ til at have velfungerende juridiske og bureaukratiske institutioner. Undtagelsen er Jordan, der ikke har olie og på mange måder er det mest almindelige af de mellemøstlige lande. Det er også perfekt gennemsnitligt blandt monarkierne, når man for eksempel ser på graden af korruption (48 på Transparency Internationals CPI og dermed sammenligneligt med Tjekkiet og Italien) på trods af, at landet er væsentligt fattigere end olielandene.

Overordnet set strækker den arabiske verden sig fra konfliktplagede og institutionelt ekstremt svage, store lande som Syrien, Sudan og Libyen til ganske velfungerende, små autokratier i Bahrain, Oman og de Forenede Arabiske Emirater. Deres problemer er for det meste meget forskellige og dermed slet ikke sammenlignelige, og de to demokratier illustrerer, at regionen ikke er en ’lost cause’ for demokratisering. Når man tager hensyn til en række meget mærkværdige eksempler på lovgivning – den saudiske ledelse er for eksempel først fornylig begyndt at lette på forbuddet mod, at kvinder må køre bil (selvom regimet ikke blandede sig, da en fuldt kvindelig crew fra Royal Brunei Airlines sidste år fløj en Boeing 787 til Jeddah) – findes der velfungerende retsvæsener i området. Private ejendomsrettigheder er for eksempel fint beskyttede i Bahrain og Emiraterne, og både Qatar og Emiraterne har bedre kontrol med korruptionsproblemer end de sydeuropæiske lande, og ganske nordeuropæiske reguleringsstandarder.

På samme måde som man nogle gange må minde amerikanere om, at Europa ikke er et land eller en bare nogenlunde sammenlignelig gruppe lande, minder Fraser Instituttets Economic Freedom of the Arab World således om, at den arabiske verden ikke er én størrelse. Nogle af de mest håbløse lande ligger i det arabiske Nordafrika og Mellemøsten, mens andre dele på mange måder minder institutionelt om os. De store forskelle skal ikke søges i deres økonomiske frihed, men i andre aspekter af samfundet. De få lande i regionen, hvor pressen er blot nogenlunde fri, er Comorerne, Libanon og Tunesien, der ifølge Freedom House har cirka samme standarder som Serbien eller Bolivia. Er man interesseret i økonomisk frihed og er dele af den arabiske verden op til vestlige standarder. Er ens præferencer bredere, og er man bekymret for sin personlige frihed og muligheden for at tænke og tale frit, skal man blive væk. Og gør man det, er tanken ikke langt væk: Hvad ville lande som Bahrain, Emiraterne eller Jordan blive til, hvis den politiske elite slap grebet om den personlige og offentlige meningsdannelse, som det danske monarki gjorde omkring 1830?

Murphys State Economic Modernity Index

Fraser-instituttets indeks for Economic Freedom of the World, der pt. vedligeholdes af James Gwartney, Robert Lawson og Joshua Hall, er et af de mest benyttede mål for overordnet økonomisk politik og institutionel kvalitet. I de senere år har det fået konkurrence af Verdensbanken og Daniel Kaufmanns World Governance Indicators, der forsøger at måle nogle af de samme forhold, men på en anden måde. Mens Fraser hælder politisk til højre, hælder WGI nok til venstre. WGI bruges derfor ikke overraskende meget af forskere, der interesserer sig for ’state capacity’, dvs. statens kapacitet og evne til at levere offentlige goder og andet.

Ryan Murphy, der er en af de mange solide, yngre forskere i miljøet omkring James Gwartney og Robert Lawson, foreslog forleden i et nyt papir, at man kan bruge EFW til at beregne noget, der kommer ganske tæt på de flestes idé om state capacity. Murphy noterer sig, at hvis man skal følge ideerne om state capacity er det først og fremmest vigtigt, at staten beskytter folks liv og ejendom. Det er i en vis grad det, WGI faktisk måler, og det der er relativt præcist målt af EFWs område 2, der netop omfatter juridisk uafhængighed, integritet og effektivitet. Følger man konceptet, som det bruges af de fleste forskere i feltet, bør man også tage hensyn til hvad staten ’leverer’. Feltet ser derfor staten som overvejende benevolent, og regner med at offentlige udgifter osv. er gavnlige gennem at være forbundet med offentlige goder som basalt skolevæsen, infrastruktur og en række andre ting.

Man kan diskutere, om det faktisk er rigtigt, at det er det stater med større offentlige sektorer faktisk gør – jeg er for eksempel stærkt skeptisk overfor denne antagelse, der ligger implicit i det meste af litteraturen om state capactiy – men skal man måle manifestationer af konceptet, må man nødvendigvis følge det.

Det er netop det, Murphy gør. Han tager meget simpelt EFW-scorerne fra område 2 – hvor godt er retsvæsenet – og trækker EFWs scorer på område 1 fra. Område 1 er netop det indeks, der fanger hvor stor den offentlige sektor – i form af offentligt forbrug, transfereringer, investeringer og skattestruktur – er. Område 1 skal trækkes fra, da EFW tæller de som negativt, så højere scorer indikerer mindre statslig involvering.

Resultater er Murphys State Economic Modernity Index, SEM. Ser man på tallene, giver de ganske god intuitiv mening. Toppen er Sverige, Finland, Holland, Norge og Luxembourg, med Danmark som nummer seks. Bunden er Madagascar, Bangladesh, Haiti, Guatemala og Honduras. SEM-indekset består også andre ’smell tests’, og er for eksempel væsentligt lavere i diktaturer (-1,76) end demokratier (-0,78), og internt blandt demokratierne væsentligt lavere blandt de præsidentielle (-2.34) end parlamentarisk (0,09).

Sidst, men ikke mindst, er der et bestemt mønster, som nyere forskning indikerer at SEM-indekset bør følge. Adskillige studier, blandt andet mine med Andreas Bergh (her, her og på dansk her) og nyere studier af for eksempel Algan, Cahuc og Sangnier, peger på at både retslig kvalitet og størrelsen på velfærdsstaten er påvirkede af, i hvor høj grad borgerne stoler på hinanden. Der er dog en række indikationer på, at den primære mekanisme er, at borgerne i højtillidskulturer opfører sig anderledes politisk, og dermed i demokratier tvinger politikerne til at opføre sig anderledes. Hvis SEM-indekset følger disse mønstre, burde det således være tydeligt positivt påvirket af tillidskulturen, men muligvis kun i demokratier.

Det er netop det billede man ser, når man plotter SEM-scorerne overfor lands tillidsscorer. I figuren nedenfor er de blå prikker observationer fra autokratier, de sorte observationer fra præsidentielle demokratier, og de røde observationer fra parlamentariske demokratier. Hver gruppe har sin egen regressionslinje, der indikerer sammenhængen mellem tillid og SEM-scorerne, givet det politiske system. Linjen for autokratierne er flad, og korrelationen mellem de to er kun 0,07; med andre ord er der ingen umiddelbar sammenhæng. Omvendt vender linjerne for de to typer demokrati tydeligt opad, og indikerer ganske stærke sammenhænge, om end niveauet for de præsidentielle (som også ofte er fattigere) ligger konsistent lavere.

Ligesom man kan kritisere eksisterende indeks for regeringsførelse på mange fronter – EFW er samlet set åbenlyst højreorienteret ved at tælle større offentlige sektorer negativt og ved at det vejer den offentlige størrelse sammen med en række andre ting, og WGI ved at det konceptuelt er vagt og de seks underindeks faktisk alle måler det samme – er SEM-indekset heller ikke uden problemer. Men Ryan Murphy har ved at følge state capacity-tankegangen omhyggeligt fundet på en interessant og umiddelbart valid måde at bruge EFW til at måle, hvor ’stærke’ forskellige stater er. Som han uden tvivl vil være den første til at indrømme, er det et helt andet spørgsmål, om landenes politikere mest bruger den statslige kapacitet til gode eller dårlige formål. Dét spørgsmål regner jeg med, vi kommer til at se flere papirer om på næste års konferencer. Indtil da har vi et nyt mål, der ’lugter’ rigtigt.

Ny Economic Freedom of the World rapport

I torsdags udkom den årlige rapport om Economic Freedom of the World fra Frasier-instituttet i Vancouver. Rapporten, der forestås af James Gwartney (Florida State University), Robert Lawson (Southern Methodist University) og Joshua Hall (West Virginia University), har i en årrække både været meget brugt af medier rundt omkring i verden, og været en værdsat kilde til konkrete data på økonomisk frihed. Det sidste har været brugt i stort omfang af forskere, bl.a. især i public choice og politisk økonomi. Årets rapport har været specielt ventet af den helt særlige, nørdede grund, at 2017-rapporten er en kilde til status i 2015, og giver derfor forskerne en ekstra fem-årsperiode – 2010-2015 – som kan lægges til eksisterende datasæt. Ingen påstår – heller ikke Frasers datatroldmand Bob Lawson – at de er perfekte, men graden af detalje og transparensen i hvordan ting bliver gjort har gjort EFW-indekset til det foretrukne blandt forskere.

Rapporten indeholder, udover dataene og landeprofiler, også altid flere temakapitler. Årets rapport er ikke anderledes end tidligere, og har derfor tre kapitler om forskellige aspekter af økonomisk frihed. Kapitel 3,der er forfattet af Rosemary Fikes, hedder ”Adjusting for Gender Disparity in Economic Freedom and Why It Matters” og handler om det interessante spørgsmål, om indekset indtil videre har været skævt malt. Rosemarys påstand er, at det har været skævt i de lande, hvor kvinder ikke har de samme juridiske rettigheder som mænd. Hun dokumenterer problemet, udvikler et Gender Disparity Index baseret på en omfattende Verdensbank-survey af kvinders de jure rettigheder, og viser hvordan EFW’s mål for retslig kvalitet kan justeres for juridisk diskrimination. Uanset om man mener, at den slags problemer er overvurderede, er kapitlet og løsningen ganske overbevisende, og giver EFW-målene en ekstra dimension.

Derudover er der to ekstra temakapitler. Krishna Chaitanya Vadlamannati og Indra de Soysa skriver om ”Economic Freedom, Social Protections, and Electoral Support for Anti-Immigrant Populist Parties in 27 Industrial Democracies”, og Richard J. Grant om “Economic Freedom in South Africa and the Constraints on Economic Policy.” Som altid er hele rapporten stærkt anbefalet.

Latinamerika satser igen på globalisering og markedsøkonomi

Efter nogle mindre gode år, går det atter fremad for Latinamerika. Samtidig er vælgertilslutningen i flere lande steget for partier og kandidater, som ønsker en mere markedsorienteret og mindre nationalistisk økonomisk politik. Med andre ord vælger man globaliseringen til på et tidspunkt, hvor den “store nabo” mod nord har valgt en præsident, som i hvert fald i retorik gør det modsatte.

Det er både meget opmuntrende og fornuftigt. Historien er nemlig ret entydig for regionens udvikling de seneste mange årtier, hvor stort set alle økonomier indtil for få årtier siden ellers førte en økonomisk politik baseret på relativt høje handesbarrierer, voldsomt regulerede markeder præget af manglende konkurrence, og mange offentligt ejede virksomheder.

Efter Chile i 1970erne, som den første økonomi gennemførte markante reformer i 1970erne, fulgte andre lande med og gennemførte reformer fra slutningen af 1980erne og op gennem 1990erne. En væsentlig forskel var dog, at hvor Chile’s reformer var drevet af en grundlæggende forståelse for ikke mindst betydningen af konkurrence, blev reformerne de fleste steder i 1990erne primært drevet af statens finansielle behov. Dette forklarer f. eks. hvorfor Mexico, trods NAFTA og øget handel med omverden, først nu gennemfører reformer som lukker op for indenlandsk konkurrence. Privatiseringen af telesektoren er et klassisk (og skræmmende) eksempel på dette.

Ovenstående graf, som viser den økonomiske vækst for Latinamerika og Caribien, dækker naturligvis over meget forskellige forløb i de enkelte lande. Mens nogle lande f. eks. ramtes hårdt af gældskrisen i begyndelsen af 1980erne  – Mexico, Brasilien, Argentina, Chile (hvor krisen dog var meget kortvarig) –  har andre lande ikke oplevet samme problemer med de eksterne- og interne balancer (Columibia f. eks.). Nogle landes økonomier er også relativt sårbare overfor svingende råvarepriser (stort set alle lande i Sydamerika), mens Mexico ikke er.

Men et grundlæggende karakteristika går igen. De lande som har gennemført markedsreformer og åbnet deres økonomier, har klaret sig væsentligt bedre end de lande, som enten ikke gennemførte reformer eller efterfølgende mere eller mindre rullede dem tilbage.

Ser vi på udviklingen siden 1980 og frem til i dag, er der også sket store ændringer i rækkefølgen af hvilke lande der potentielt har den højeste materielle levestandard.

Set over hele perioden er det naturligvis primært Chile og Panama (af de medtagne lande), som skiller sig positivt ud, mens Venezuela’s dramatiske kollaps fremgår med al tydelighed. Men også andre lande udviser en bemærkelsesværdig udvikling. Uruguay, som sjældent omtales på disse breddegrader, med mindre diskussionen falder på legalisering af cannabis, har klaret sig relativt glimrende. Og er et godt eksempel (sammen med Chile), at det ofte ikke giver mening at fokusere på hvilken “farve” de regeringsbærende partier har. Både Chile og Uruguay hører til gruppen af lande, hvor man erkender markedets betydning, også når præsidenten kommer fra landets socialistparti.

Netop det med at se på de mere langsigtede udviklingstendenser (konsistensen) var en af de ting jeg skrev om i en kronik i Børsen i torsdags – der af redaktionen fik titlen “Dit næste marked er Peru eller Colombia“. Kronikken kan både læses som en opfordring til dansk erhvervsliv om (igen) at interessere sig mere for Latinamerika og som en advarsel om ikke at lade sig forblænde – som det skete i forhold til Brasilien i nullerne.

Således har jeg jo i efterhånden en del år “slået på tromme” for, at man interesserede sig for andre lande end de traditionelle “gamle” kandidater på Atlanterhavskysten. Se bl. a. dette indlæg fra 2012

Økonomisk frihed og økonomisk vækst siden 2000

Fra ca. 1998 og i første halvdel af nullerne gik en venstrepopulistisk bølge gennem regionen. Startende med at Hugo Chavez vandt præsidentvalget i Venezuela samme år. I løbet af de efterfølgende år oplevede man en række lande, som i stedet for yderligere markedsreformer i større eller mindre grad satsede på en mere traditionel nationalistisk økonomisk politik. Bortset måske fra Bolivia, kan vi nu roligt konstatere, at det nok ikke var nogen god ide. Og med hensyn til netop Bolivia er det ikke uvæsentligt at der her er tale om Sydamerikas fattigste land med lav økonomisk kompleksitet, samt at den faktisk førte økonomiske politik har været langt mere konservativ end i flere af de øvrige venstrepopulistisk ledede lande. Populismen har så at sige været doceret i begrænsede mængder, således at man ikke har sat den makroøkonomiske stabilitet over styr, som man ellers har set det i bl. a. Argentina, Brasilien og selvfølgelig ikke mindst Venezuela. At den bolivianske model så ikke er holdbar på sigt, er en anden sag.

Som det fremgår af nedenstående tabel, er forskellene mellem landenes opnående økonomiske vækst til at tage at føle på. Fra Panamas 114 procent højere BNP per indbygger i 2017,  til Venezuela’s 20 procent lavere per indbygger,

Og hvordan ser det så ud, hvis vi sammenligner den opnåede vækst med graden af økonomisk frihed i de enkelte lande? Ja, hvis vi sammenligner med de to hyppigst anvendte mål for økonomisk frihed, henholdsvis Fraser Institutes og  Heritage Foundation, er resultatet rimeligt entydigt. Også selv om der for visse lande er betydelige forskelle i hvilken grad af økonomisk frihed man kommer frem til.

Selv om mange lande er nogenlunde ens placeret i forhold til hinanden, er det dog markant hvorledes Nicaragua scorer markant højere hos Fraser end hos Heritage, omvendt med Uruguay og i mindre grad med Peru. Forskellene afspejler selvfølgelig til dels forskellig metode og kildeanvendelse, men at der skal være så stor forskel er dog bekymrende.

En kritik fremsat i forhold til udarbejdelsen af Frasers index er, at der er for meget “perception” og for lidt “hard fact”.

Forskelle og evt. problemer til side, viser en sammenligning af udviklingen i BNP per capita i perioden 2000-2017 i forhold til graen af økonomisk frihed dog et overordnet ens billede uanset hvilket index, man bruger.


Vi kan konstatere at udviklingen i Latinamerika de seneste 17 år synes at bekræfte hvad en efterhånden meget omfattende økonomisk litteratur også er kommet frem til, nemlig at økonomisk frihed har betydning for en positiv velstandsudvikling.

For en meget lødig – og ikke ukritisk – gennemgang, kan jeg henvise læseren til “Economic Freedom and Economic Growth – selection, specification and genuine effects ” af Chris Doucouliago og Mehmet Ulubasoglu. Her konkluderer de bl. a. at:

The evidence is certainly indicative of a positive impact on economic growth.

men understreger også at:

until more studies are conducted, and until unpublished investigations are made public, it is difficult to infer how large the positive impact of economic freedom on economic growth is.

Konsistens og forudsigelighed betaler sig

Man kunne også anbefale (ikke mindst hvis man er udenlandsk investor) at fokusere på konsistens og forudsigelighed. Her skiller flere af landende med relativt høj grad af økonomisk frihed sig også positivt ud. Både Chile og Peru, som begge reformerede deres økonomier efter fejlslagene ventrepopulistiske eksperimenter i henholdsvis 1970erne og 1990erne, har efterfølgende ført en grundlæggende markedskonsistent økonomisk politik.

Inden for det sidste årti har det kommende medlem af OECD, Colombia, oplevet en kraftigt stigende interesse fra undelandske investorer. Eller som jeg skrev i min kronik i Børsen i torsdags:

Og så er der Colombia, der i løbet af to årtier er gået fra en “failed state” til en af de mest lovende økonomier i regionen.  Tidligere flygtede eller migrerede colombianere i stort tal til Venezuela. I dag søger venezuelanere i tusindtal til Colombia. På jagt efter mad og en fremtid, som det socialistiske eksperiment i deres hjemland har frarøvet dem.

Colombias vej til en moderne markedsorienteret økonomi har ikke rødder i samme voldsomme paradigmeskifter som Chile og Peru, hvilket jeg vil vende tilbage til ved en senere lejlighed. Tværtimod har man været kendetegnet ved en i regional sammenhæng bemærkelsesværdig konsistent og forudsigelig økonomisk politik. Og det er der værd at lægge mærke til.

 

 

 

Virker tænketanke efter hensigten?

Der tales meget om tænketanke og hvordan de – alt efter hvem man spørger – påvirker politikeres adfærd eller informerer den offentlige debat om politik. Alle påstande kan i princippet være rigtige, men ikke på samme tid. Det er for eksempel også helt muligt, at tænketanke ikke flytter noget som helt, men måske blot reflekterer udviklinger, der allerede er i gang og alligevel var sket. Det betyder dog ikke, at spørgsmålet ikke er vigtigt.

Benjamin Powell (Texas Tech University) og Matt Ryan (Duquesne University) giver et svar på spørgsmålet i det nye nummer af the Journal of Private Enterprise (læs ungated her). Powell og Ryan ser specifikt på liberale tænketanke i traditionen fra Institute of Economic Affairs i London, som Cepos og svenske Timbro også tilhører. De bruger the Atlas Network som kilde til, hvornår tænketankene blev oprettet, og kan dermed beregne, hvad de kalder ”aggregate think tank years”, som er antallet af tænketanke gange hvor mange år de har eksisteret. På den måde kan Powell og Ryan tage hensyn til, at det ofte tager tid før tænketanke opnår indflydelse, og politiske ændringer også ofte tager tid.

De sammenholder derefter deres tænketanksindeks med ændringer i Fraser Instituttets Economic Freedom of the World indeks for 121 lande siden 1980. Med de sædvanlige kvalifikationer – Powell og Ryan påstår ikke, at de kan etablere tydelig evidens for en kausal sammenhæng – finder de en stærkt signifikant og potentielt vigtig sammenhæng mellem tænketanksaktivitet og økonomisk liberalisering. Meget intuitivt, hvis man skal tolke sammenhængen som evidens for en faktisk effekt af tænketankene, er sammenhængen væsentligt stærkere i mindre lande, hvor en enkelt tænketank f.eks. let kan fylde en større del af mediebilledet.

Powell og Ryan konkluderer, at en standardafvigelses større tænketanksaktivitet – cirka 22 ’tænketanksår’, eller fem års aktivitet hvis man regner med at et land som Tyskland har 4-5 liberale tænketanke – er forbundet med en liberalisering af den økonomiske politik svarende til rundt regnet en tredjedel point på Fraser Instituttets tipunkts-skala. Et godt bud er, at den virkning i sidste ende giver cirka en tredjedel procent hurtigere vækst i det lange løb. Er de liberale tænketanke en god udvikling? Svaret er ja, hvis man mener at langsigtet økonomisk vækst er et gode.

Ny viden om vetoinstitutioner og iværksætteraktivitet

Som mange læsere vil vide, har jeg lagt en vis forskningsindsats i at undersøge sammenhængen mellem institutioner / økonomisk frihed og iværksætteraktivitet – entrepreneurship – på tværs af de vestlige lande. Indtil nu har det foregået sammen med den fremragende Nicolai Foss fra Bocconi-universitetet i Milano, men sidste år fandt jeg sammen med en anden makker. Grunden var at Jacob Lihn skrev speciale under min vejledning, og hans fokus var netop den sammenhæng, Nicolai og jeg havde skrevet om.

Jacobs speciale gik dog et skridt videre end blot at opsummere litteraturen, og bidrage med nye tests af kendte sammenhænge. I stedet kombinerede han sit fokus på entrepreneurship med politisk-økonomiske indsigter i vigtigheden af vetoinstitutioner. Hvis det lyder langhåret, kan hovedideen opsummeres ganske enkelt: Jo bedre institutioner og jo mindre statslig intervention og styring, jo mere entrepreneuriel aktivitet får man, hvis der er vetoinstitutioner der er tilstrækkeligt stærke til at forhindre politikere i at lave politikken om igen næste år. Hovedideen, som Mogens Kamp Justesen blandt andet har skrevet meget præcist om, er således at man kun går i gang med at starte virksomhed eller andet, hvis man kan være nogenlunde sikker på, at den relevante politik ikke blæser for vinden.

Jacob Lihn og jeg lavede efterfølgende hans speciale om til et papir med titlen ”Economic Freedom and Veto Players Jointly Affect Entrepreneurship”, som jeg præsenterede på den årlige konference i the Public Choice Society i foråret (se omtalen her). Den blev forleden dag accepteret til publikation i det relativt nye tidsskrift Journal of Entrepreneurship and Public Policy, der redigeres af Josh Hall (West Virginia University). Hovedkonklusionen er, at de positive virkninger af at have en begrænset offentlig sektor og lavt / fladt skattetryk, primært sker i samfund hvor stærke vetoinstitutioner gør den reducerede offentlige intervention mere stabil og forudsigelig. Kortsigtsvirkningerne kan dog, viser det sig, se helt omvendte ud. Er læserne mere interesserede, er her artiklens abstract:

This paper explores how the strength of political veto players affects the long-run credibility of economic institutions and they jointly affect entrepreneurial activity. We employ an annual panel covering 30 OECD countries from 1993-2011. An error correction model identifies a positive and significant short-run effect on self-employment from large government spending at low levels of veto player strength. A static model conversely indicates that smaller government spending is positively associated with entrepreneurship at lower levels of veto player strength in the long run. The findings thus emphasize the likely transitional costs for entrepreneurs associated with institutional changes.