Tag: økonomisk frihed (side 2 af 2)

Økonomisk frihed giver mindre kriser

Cepos har i dag udgivet et notat, hvor Mads Lundby Hansen opsummerer mit arbejde fra foråret om sammenhængen mellem økonomisk frihed og økonomiske kriser. Analysen omfatter 175 lande i perioden 1993-2010, og som Mads fint sammenfatter: ”Bjørnskov finder, at en stigning i økonomisk frihed vil medføre en reduktion i dybden af en økonomisk krise. Han finder også, at øget økonomisk frihed medfører, at et land hurtigere genvinder det initiale velstandstab efter en krise. Genopretningstiden er simpelthen kortere.”

Effekterne er drevet af offentlige reguleringer af markedet, hvor den mest oplagte tolkning er, at tungere reguleringer forhindrer folk og virksomheder i at tilpasse sig nye økonomiske incitamenter og muligheder. Notatet har også en fin diskussion af det særlige ved Danmarks reaktion på krisen i 2008-2009. den er et godt eksempel på, hvordan man ved at kende det generelle billede nemmere kan se det specifikke i enkelttilfælde. Notatet kan læses her, mens working paper-versionen af papiret er her eller her.

Hvor økonomisk frit er Europa?

Der er efterhånden en lang litteratur, der dokumenterer de økonomiske og sociale gevinster ved øget økonomisk frihed. Josh Hall og Bob Lawson dokumentere for eksempel litteraturen her, og finder at blandt 198 studier har mindre end 4 procent negative resultater. Når man ved, hvilke gevinster der findes på langt sigt, må næste spørgsmål være, hvordan status er i Danmark og resten af Europa.

Svaret findes i figuren nedenfor. The Heritage Foundation har hvert år siden 1995 ratet et stort udsnit af verdens lande på deres økonomiske frihed; hvert år refererer dataene til situationen to år tidligere, så 2015-rapporten viser 2013-status. Alle lande fordeles på en skala fra 0-100, og Heritages indikatorer fordeles på fire områder: Rule of Law, Government Size, Regulatory Quality og Market Openness. IEF Heritage 2015

Og hvor økonomisk frit er Danmark så for tiden? Det mest præcise svar er tjoh: Vi er nummer fire i Europa med en samlet score på 76,3 – som man kan se i figuren. Schweiz er nummer et, efterfulgt af Estland og Irland. Man kan således tydeligt se, hvor dybt irerne reformerede efter krisen, og også hvor forsvindende lidt, grækerne har gjort både før og efter. Kun Ukraine er mindre økonomisk frit end Grækenland ifølge Heritage.

Men som det også ses tydeligt, er den overordnede økonomiske frihed fordelt ganske forskelligt – de farvede dele af hver søjler angiver, hvor meget af scoren der kommer fra hver af de fire underscorer. Danmarks score består således af 93 (Rule of Law), 21 (Government size), 92 (Regulatory quality) og 86 (Market openness). Estlands score, derimod, består af 79, 67, 73 og 86, henholdsvis, mens Sveriges hedder 90, 31, 76, 86. Mens Heritage således vurderer det danske retsvæsen i top – og marginalt bedre end Sveriges- er byrden af den danske offentlige sektor omvendt vurderet som den tungeste i Europa! Og derfor svaret ’tjoh’ – der er gode forhold i Danmark, som holder også oven vande, men også mange ting, vi kan lære af vores nærmeste naboer. Om den kommende regering ser ud over landets grænser på dette punkt må de næste måneder vise…

Douce Commerce – ny forskning

En af de ældste teorier i samfundsvidenskaberne, som stadig diskuteres heftigt, er teorien om ’Douce Commerce.’ Teorien siger ganske simpelt, at ureguleret handel og anden kommerciel fører til større tolerance og accept af andre. Overfor Douce Commerce står en lang venstrefløjstradition, der strækker sig tilbage til Marx, som påstår det modsatte – at en ureguleret økonomi gør folk egoistiske og intolerante.

De sidste par år har punditokraternes venner Niclas Berggren og Therese Nilsson brugt en del af deres energi på netop spørgsmålet, om globaliseringsprocesser og økonomisk frihed er forbundet med mere eller mindre tolerance. Therese præsenterede deres nyeste papir om emnet på den danske public choice workshop i fredags, hvor de to svenskere har set på ændringer i økonomisk frihed på tværs af de amerikanske stater, og efterfølgende ændringer i borgernes tolerance overfor racisme, homoseksualitet og ateisme.

Pudsigt nok faldt Thereses præsentation sammen med, at New York Times skrev om deres forskning i går. Sagen er, at de omhyggeligt i en række artikler har vist, at øget økonomisk frihed er positivt forbundet med større tolerance. Fredag viste deres præsentation således, at lavere og mindre progressive skatter i amerikanske stater generelt har været forbundet med en hurtigere ændring mod øget tolerance overfor homoseksuelle og ateister mellem 1982 og 2008.

Som Tyler Cowen skriver i NYT (og her hos Marginal Revolution) er det ganske svært at etablere kausalitet uden der kan stilles spørgsmål ved den. Men Berggren og Nilsson-projektet ved Institut for Näringslivsforskning i Stockholm (for god ordens skyld: Jeg er også affilieret med IFN) har angrebet kausalitetsproblemet meget omhyggeligt og på flere forskellige måder. Projektet peger klart på, at ’Commerce’ så afgjort ’douce’ ser ud, mens større statslig indblanding og regulering generelt er forbundet med en højere grad af intolerance overfor anderledes livsvalg og fravalg af tro.

Økonomisk frihed og kriser

Mens flere artikler de senere år peget på, at kriser ofte kan udløse liberaliserende reformer, der ellers er upopulære blandt mange vælgere eller særinteresser, har der været forbløffende tavst omkring det modsatte spørgsmål: Er kriser mere sandsynlige, dybere og længere med mere eller mindre aktive stater? Antagelsen blandt de fleste politikere – uanset partifarve – synes efter finanskrisen i 2008 at være, at krisen viste behovet for mere regulering og langt mere aktiv keynesiansk stabilisering. Ingen har dog gjort sig ulejligheden at se konkret på forholdet.

I et nyt papir, som jeg skal præsentere til marts på den årlige konference i det nordamerikanske Public Choice Society (ja, jeg er for en gangs skyld ude i god tid), ser jeg på sammenhængen mellem initial økonomisk frihed og økonomiske kriser. Konklusionen er ret klar: Der er ingen robust sammenhæng mellem økonomisk frihed og risikoen for at få en krise, men når den rammer, bliver det økonomiske tab markant mindre og krisen kortere, jo mindre reguleret økonomien er fra starten.

Figuren nedenunder illustrerer fundene. BNP per capita er indekseret til 1 i året før krisen starter, og den fulde linje illustrerer derfor BNP-udviklingen i lande med mere økonomisk frihed end medianen, mens den stiplede illustrerer den gennemsnitlige BNP-udvikling i lande med relativt lidt økonomisk frihed. Abstract er også nedenfor og papiret kan hentes i sin helhed på SSRN.

ØF kriseudv

 In this paper, I explore the politically contested association between the degree of capitalism, captured by measures of economic freedom, and the risk and characteristics of economic crisis. After offering some brief theoretical considerations, I estimate the effects of economic freedom on crisis risk in the post-Cold War period 1993-2010. I further estimate the effects on the duration, peak-to-trough GDP ratios and recovery times of 219 countries within this period. Estimates suggest that economic freedom is robustly associated with smaller peak-to-trough ratios and shorter recovery time. These effects are driven by regulatory components of the economic freedom index.

Gæsteindlæg om økonomisk frihed

Gæsteindlæg ved Martin Kyed, specialkonsulent i CEPOS.

Velfærdsstaten vs. Økonomisk frihed: Hvad kan forklare dansk velstand?

Danmark er et rigt land. Hvorfor er vi egentlig så velstående? Og hvad skal der til, for at vi kan holde trit med andre rige lande? Det er spørgsmål, som de fleste må være interesserede i at få gode svar på. Politikere og meningsdannere er mere end villige til at give deres bud, så deres egen fortælling om et succesfuldt land vinder indpas. Er reformer nødvendige? Kan man spendere sig til rigdom gennem offentligt forbrug? Vil øget beskatning trække væksten op eller ned? Kan man regulere sig til højere lønninger og lavere arbejdsløshed? Vil konkurrenceudsættelse øge eller mindske velstanden?

For visse spørgsmåls vedkommende er der en rimelig politisk konsensus om svaret i Danmark. Et eksempel på det er den gældende pengepolitik, som ikke engang fuldblodskeynesianerne i Folketinget modsiger i den offentlige debat. Men samme konsensus finder vi ikke på alle områder. Og der er en betydelig variation mellem lande. Et eksempel, hvor vi adskiller os fra en række andre lande, er regulering af arbejdsmarkedet. Et fleksibelt arbejdsmarked opfattes som positivt langt ind i de danske fagforeninger. I Sydeuropa er det næppe tilfældet.

Det er derfor langt fra en ligegyldig diskussion, som fx Per Michael Jespersen rejser i Politiken 25.09.14, når han bl.a. laver en kobling mellem den danske velfærdsstat og vores høje velstand. Han er fortaler for en stor stat og ønsker at fremstille velfærdsstaten som en succes. Og det implicitte politikforslag ligger ligefor: Velfærdsstaten skal udbygges – ikke mindskes. Faste læsere af Punditokraterne vil muligvis undre sig over denne argumentation, al den stund at Christian Bjørnskov i et tidligere indlæg har påvist, at Danmark i forhold til andre lande var rigere i 1930erne (). Altså før etableringen af velfærdsstaten. Dengang Danmark stadig var et lavskatteland.

Der er også mulighed for at hente svar i den videnskabelige litteratur. Den ret entydige konklusion er, at bl.a. højere økonomisk frihed fører til højere velstand. Det har jeg skrevet et notat om, som kan findes her. Ikke alene er der tale om ret entydige positive korrelationer mellem økonomisk frihed og hhv. vækst og velstand. De holder også, når man kontrollerer for andre faktorer. Og kausaliteten går fra økonomisk frihed til velstand og ikke omvendt. Det er klar tale.

Men hvordan hænger det sammen med Danmarks høje velstand?

Det hænger fint sammen!

Danmark har godt nok en stor stat med et højt offentligt forbrug, store offentlige overførsler og høje skatter, men økonomisk frihed handler om mere end det. Som det fremgår af et andet notat, indtog Danmark en placering som nr. 14 af 152 lande i Economic Freedom of the World 2013. Vi ligger dermed i samme gruppe som fx USA, som indtager en plads som nr. 17.

Mens Danmark er nr. 145 på størrelsen af den offentlige sektor (som således trækker kraftigt ned i den økonomiske frihed), ligger Danmark langt bedre på de øvrige fire områder. Det gælder ’Retssystem og ejendomsret’ (nr. 10), ’Sundt finansielt system’ (nr. 5), ’Frihandel’ (nr. 12) og ’Regulering’ af arbejdskraft, kapital og erhvervsliv (nr. 9).

Den måske lidt overraskende pointe er således, at Danmark ligger godt placeret inden for økonomisk frihed på en række områder , og at det er med til at understøtte vores velstand. Vi kan stadig forbedre os på disse fire områder og derigennem forbedre de langsigtede vækstudsigter for dansk økonomi.

Hvis Danmarks langsigtede vækst og velstand for alvor skal stige, så kommer vi imidlertid ikke uden om at reformere staten. Men for at det kan ske, må den politiske konsensus komme på linje med de klare budskaber fra den videnskabelige litteratur: Økonomisk frihed er vigtig!

Frihed og arbejdskraftens indkomstandel

Modstandere af kapitalisme – selv et stykke ind på den nominelle højrefløj – tror ofte at mere økonomisk frihed indebærer, at kapitalejere bliver rigere, mens andelen af den totale indkomst, som betales til arbejdskraften bliver mindre. Med andre ord regner man med, at den funktionelle fordeling af indkomst bliver mindre ligelig medmindre man regulerer økonomien og har en relativt stor offentligt sektor – det der nogle gange kaldes ’demokratisk kontrol’ med den private sektor. Men indtil fornylig har det blot været et halvvejs teoretisk, halvvejs emotionelt-normativt argument. Nu har to amerikanske forskere – Andrew Young (West Virginia) og Robert Lawson (Southern Methodist) taget et ordentligt, empirisk kig på sagerne. Her er deres abstract fra artiklen (gated version her), som ikke just passer med fordommene imod økonomisk frihed (hattip: Andreas Bergh):

We examine the empirical relationship between the institutions of economic freedom and labor shares in a panel of up to 93 countries covering 1970 through 2009. We find that a standard deviation increase in the Fraser Institute’s Economic Freedom of the World (EFW) score is associated with about a 1/3 standard deviation increase in a country’s labor share.

Økonomisk frihed virker – “Economic Freedom of the World 2013”

Det seneste nummer af The Economist har særlig fokus på hvordan det er gået med globalisering og frihandel i kølvandet på den finansielle krises “officielle” start i 2008. Som bekendt har der historisk været et samfald mellem økonomiske kriser og stigende grad af protektionisme og regulering.

Ud fra udviklingen de seneste 5 år konstaterer Economist i sin leder, “The gated globe” med at:

When the global financial crisis erupted in 2008, that hubris was replaced by fears of a replay of the 1930s. They were not realised, at least in part because the world had learnt from that dreadful decade the lesson that protectionism makes a bad situation worse.

Men konstaterer samtidig, at fortsat globalisering og liberalisering har været fraværende de seneste 5 år og at:

Yet a subtler change took place: unfettered globalisation has been replaced by a more selective brand. As our special report shows, policymakers have become choosier about whom they trade with, how much access they grant foreign investors and banks, and what sort of capital they admit. They have not built impermeable walls, but they are erecting gates.

Ikke mindst er det globale kapitalmarked blevet ramt. Således er de globale kapitalstrømme i form af lån og investeringer, faldet fra 11.000 mia. dollars i 2007 til ca. 4.000 mia. dollars sidste år. Og selv om en stor del af faldet er en naturlig konsekvens af krisen (eurozonens problemer vejer tungt), må en del dog også tilskrives en aktiv indsats fra myndigheders side. Med andre ord har man øget regulering af kapitalens frie bevægelighed.

Vi har ikke kun oplevet et øget omfang af kapitalrestriktioner – også i forhold til den egentlige varehandel, har man set en stigende protektionisme. Global Trade Alert har siden 2009 registreret mindst 400 nye protektionistiske tiltag hvert eneste år, inklusiv Danmark.

Samtidig har ikke mindst BRIC landende i stigende grad ført en aktiv offentlig erhvervspolitik (konkurrencestaten).

Vi har set det hele før. Selvfølgelig kan man undre sig over at verdens regeringsledere ikke har lært mere af historien, se også nedenfor. På den anden side er det naturligvis en ganske logisk konsekvens i systemer, hvor bestemte interessegrupper har muligheden for at påvirke myndighederne. Det gælder ikke mindst i lande hvor private og offentlige/politiske interesser ofte er svære at adskille.

Det skal dog medtages, at også flere lande som traditionelt har stået som bannerførere for øget frihandlen og liberalisering, de senere år har udvist en alt andet end markedskonform politik. Det gælder ikke mindst USA, der både i forhold til resten af verden og internt har oplevet et fald i den økonomisk frihed siden midten af nullerne. Fra at være blandt de 10 frieste økonomier var man i 2011 nummer 19. Og det er ikke kun et udtryk for at andre lande er blevet mere økonomisk frie, men at der er tale om et direkte tilbageskridt.

Dette og meget andet kan man læse ud af den seneste “Economic Freedom of The World” rapport fra Fraser Institute.

Økonomisk frihed er forudsætning for personlig frihed.

Varer og kapitals frie bevægelighed er naturligvis kun en del af det som vi opfatter som grundlaget for økonomisk frihed. Sidste uges Economist tema om globalisering er således kun en delmængde, om end en ganske betydelig en af slagsen. for en mere grundig gennemgang af de komponenter som udgør Fraser’s “Freedom index”, se her.

Fraser har for nylig udgivet deres seneste rapport. Ud over en gennemgang af de enkelte landes “score”, hvor man ud over USA’s deroute måske bør bide mærke i, hvor spredt de europæiske lande ligger.

Men lad os slutte af med at konstatere, at :

Økonomisk frihed fremmer velstand:

freedom_bnp

Sikrer højere vækst i u-landene:

U-lande vaekst

Mindsker korruption

korruption Og selv om der ikke er den store forskel i indkomstfordelingen mellem de mest og mindst økonomiske frie nationer

fattige

Er den absolutte velstand signifikant højere for de fattigste, jo højere grad af økonomisk frihed

indkomst laveste

Både de politiske og borgerlige frihedsrettigheder trives bedre i lande med høj grad af økonomisk frihed (jo højere score jo ringere vilkår)

politiske rettigheder

civile rettigheder

Og endelig er befolkningen mere tilfreds!!

tilfredshed

 

At lære fra hinanden – nyt fra Fraser Instituttet

Det nye fra Fraser Instituttet er at dette års Economic Freedom of the World-rapport udkom i sidste uge – i øvrigt uden at et eneste dansk medie tog fat i den. Generelt ligger vores lande ganske godt, når det gælder overordnet økonomisk frihed: Danmark er nummer 14, Finland nummer 7, Norge nummer 31 og Sverige nummer 29. Problemet er dog stadig, at vi er skizofrene økonomier. Norden har nogle af verdens mest effektive og fair retsvæsener, og nogle af de absolut tungeste offentlige sektorer.

Som Henrik Christoffersen og jeg gjorde sidste år, har vi igen i år beregnet, hvordan de nordiske lande ville se ud, hvis vi kombinerede den frieste praksis på alle områder fra alle fire lande. På opfordring fra Andreas Bergh har vi også beregnet, hvor et fiktivt land, der kombinerede de dårligste praksisser, ville ligge. De fire landes faktiske status er illustreret i figuren nedenfor, sammen med det økonomiske frihedsindeks for de værste og bedste praksisser.

Kombinationen af best practice ratings giver et økonomisk frihedsindeks på 8,49 – identisk med New Zealands faktiske 2011-rating, der placerer landet som nummer 3 i verden. Kombinationen af de mindst frie praksisser giver i stedet et indeks på 6,96, hvilket ville placere landet sammen med Papua-Ny Guinea, Trinidad og Tobago, og Indonesien. Bundlinjen er igen, at de nordiske lande er en sær blanding af meget frie institutioner og voldsomt ufrie politikker. Ved blot at lære af hinanden – og ikke andre lande man kan påstå vi ikke kan sammenligne os med – er der store forbedringer at finde.

Economic Freedom of the World 2012 – ude nu

I dag frigives dette års Economic Freedom of the World, Annual Report – årets rapport om status på økonomisk frihed i verden – fra Fraser Instituttet i Canada. Pressemeddelelsen kan læses her. Hele rapporten er frit tilgængelig her.

Rapporten placerer igen i år Singapore og Hong Kong på toppen, med Danmark på en 16. plads og USA i stadig fald til en 18. plads i år. Som altid er der et eller flere temakapitler. Disse er i år:

Alice Crisp og James Gwartney om institutioner og frihed i Latinamerika (her).

Scott Baier, Matthew Clance og Gerald Dwyer om bankkriser og økonomisk frihed (her).

Axel Dreher og Kai Gehring om ulandshjælp og økonomisk frihed (her).

Christian Bjørnskov og Nicolai Foss om frihed, iværksætteraktivitet og produktivitet (her).

For de interesserede har Nicolai og jeg en kronik i Børsen, formodentlig i morgen, om vores kapitel.

Hvilke reformer inspirerer resten af Norden?

I den forgangne uge havde jeg en kronik i Børsen om hvad vi kan lære af de andre nordiske lande. Kronikken var baseret på et notat, som Cepos forskningschef Henrik Christoffersen og jeg har udarbejdet, baseret på Fraser Instituttets økonomiske frihedsindeks. Vores udgangspunkt var påstanden, at ”det danske samfund er så anderledes, at erfaringer fra Chile, New Zealand eller Taiwan slet ikke kan bruges herhjemme”. Så tanken var at se på, hvad man kunne lære af de andre nordiske lande, der jo om nogen er direkte sammenlignelige.

Først viser vi i notatet, at der er masser at lære: Som illustreret i figuren nedenfor, ville en kombination af de frieste politikker og praksisser – dvs. områder, hvor der er mindst offentligt indblanding – give en nordisk best-practice model en status som det fjerdefrieste land i verden.

For den andet viser vi i notatet, hvor det store læringspotentiale synes at ligge for hvert af de nordiske lande. Figur nummer to illustrerer dette. Overraskelsen? Dansk faktisk handelspolitik! Som jeg skrev i kronikken – med betragtelig bekymring:

Sammenligninger med de andre nordiske lande afslører også, at Danmark har et andet og relativt nyt problem. Sidst i 1990erne var Danmark, ligesom Sverige, en af de mest åbne økonomier i verden, når Fraser Instituttet vurderede de såkaldte ”non-tariff barriers” – handelsbarrierer i form af særlige standarder, krav og bureaukratiske omkostninger. I dag er instituttets vurdering faldet med mere end ti procent mens Sveriges indeks er uændret. Mens de formelle regler, der dikteres af EU, er uændrede, har danske politikere indført så meget bureaukrati og detailregulering, at den danske økonomi de facto langsomt lukker sig overfor udlandet.

 

Nyere indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑