Tag: økonomisk krise

Tyrkiet er på vej mod krise

Tyrkiet er ikke længere et demokrati. Landet har været på vej mod diktatur i lang tid og ikke blot det mærkelige kupforsøg i juli 2016, men også den manipulerede forfatningsafstemning og adskillige års chikane mod skeptiske medier har længe været klare tegn. Med sidste års ændringer er langt mere magt nu koncentreret hos præsident Erdoğan og landet er formelt gået fra at være parlamentarisk til at være præsidentielt.

De mange års ændringer er nu virkeligt begyndt at slå til i den tyrkiske økonomi. Som min klumme i fredags i Børsen beskrev, er landet på vej ind i en egentlig økonomisk krise, der kan vise sig at være endda meget langvarig. Efter år med vækstrater mellem 3½ og 4 %, er dybe strukturelle problemer ved at vise sig i et foreløbigt 40 % stort fald i liraens værdi overfor dollaren. Det forstærker et andet problem, den private sektors låntagning, som er ved at blive en økonomisk hovedpine: Mere end 10 % af den over 200 milliarder dollars store gæld, som tyrkiske virksomheder har stiftet i udlandet, forfalder ved udgangen af i år, og en økonomisk krise kombineret med en massiv depreciering af valutaen gør det ganske svært for mange af virksomhederne at betale tilbage.

Som jeg skrev i Børsen:

De grundlæggende problemer kan alle tilskrives Erdoğan-regimet. Det internationale V-Dem-projekts eksperter vurderer for eksempel, at retsvæsenets pålidelighed og særligt den tyrkiske højesterets uafhængighed er svækket meget kraftigt under Erdogan. Det har bl.a. det i år ført til, at Standard & Poor’s i maj sænkede Tyrkiets kreditrating til BB-/B, og nævnte både stigende inflation, den private udlandsgæld og de generelt svækkede institutioner.

Figurerne nedenfor illustrerer de grundlæggende problemer. Den første figur illustrerer udviklingen i (det officielle!) BNI, husholdningernes forbrug og kreditgivningen til de hjemlige banker; alle er på en logaritmisk skala. Den anden figur viser hvordan graden af underslæb i det offentlige embedsværk og bestikkelsesproblemerne (de røde linjer) er forværret de sidste ti år, brugen af censur mod medierne er voldsomt forøget siden 2005 (den grå linje), og at Erdoğans lovændringer har betydet, at han nu stort set gnidningsfrit kan ignorere alle beslutninger og al kritik fra retsvæsenet (den grønne linje). Centrale elementer i de forhold, som kaldes enten ’rule of law’ eller ’good governance’, og som er ekstremt vigtige for langsigtet udvikling, er alle blevet svækket kraftigt under Erdoğan.

Et vigtigt spørgsmål er derfor, hvorfor det er sket – hvordan kunne det gå så galt. Det gav Timur Kuran og Dani Rodrik et bud på forleden. Deres bud er, at selve logikken i Tyrkiets politiske institutioner har ændret sig under Erdoğan

The logic of Turkey’s new political system harks back to the Ottoman “circle of justice” that divided the population into taxpaying masses and a small tax-exempt elite headed by a sultan who was subordinate only to the Sharia (Islamic law), though in practice he himself defined what it meant. The “circle of justice” was officially repealed in 1839, through an edict that ushered in an era of restructuring. Nearly two centuries later, Erdoğan has taken Turkey back to a past that generations of reformers tried to leave behind.

The system Erdoğan has instituted leaves no place for competent politicians or bureaucrats at the helm of the economy. They have been pushed out because their goals transcend the leader’s self-interest. Fear prevents honest debate of issues. Businessmen, academics, and journalists at the top of their fields have fallen mute in the interest of self-preservation. His circle is packed with yes-men (and some token yes-women), who strive to satisfy his sense of omniscience and magnificence. Even opposition leaders in Turkey’s now-toothless parliament become cheerleaders whenever he signals that lack of support would be treated as aiding the enemy.

Med andre ord, som også Durmus Yilmaz og Selim Sazak beskrev forleden i Foreign Policy, er hovedincitamentet for Erdoğan nu, at folk omkring ham er loyale. Han lider nu under det, Gordon Tullock kaldte ”The Dictator’s Dilemma” – at logikken bag alle beslutninger i første omgang bliver, om de bidrager til at holde ham ved magten, og kun i anden omgang kan have andre formål. Det tragiske er dermed, at Erdoğan er ved at slette Tyrkiets sekulære og demokratiske fremskridt i det 20. århundrede og alt, der skiller landet fra resten af det dysfynktionelle Mellemøsten.

Krisepolitik, ideologi og de permanente midlertidige ændringer

Som jeg skrev forleden, løber årets konference i the Public Choice Society af stablen i denne uge. Jeg tager derfor turen til Fort Lauderdale i morgen og kan se frem til nogle travle dage. Et af to papirer, jeg skal præsentere i en session på fredag, er særligt aktuelt ved at det handler om krisepolitik.

I papiret ”Crisis, Ideology, and Interventionist Policy Ratchets” stiller min gode ven Martin Rode (Uni Navarra) og jeg tre spørgsmål: 1) Fører økonomiske kriser generelt til mere eller mindre interventionistisk politik (mere eller mindre stat)? 2) Er der forskel på, i hvor høj grad ideologisk forskellige regeringer reagerer på økonomiske kriser med interventionistisk politik? Og 3) ruller man politikken tilbage efter krisen er ovre, eller bliver den midlertidige politik permanent? Spørgsmålene er i og for sig ganske enkle, men eksisterende forskning har kun set på 1) som et generelt fænomen og uden at komme til nogen konsensus (se f.eks. Young og Bologna her).

Det generelle billede, der dukker op ved at fokusere på to af de fem områder i Fraser Instituttets Economic Freedom of the World Index – statens størrelse og et reguleringsindeks – er ikke overraskende, at mere venstreorienterede regeringer reagerer på kriser med signifikant mere interventionistisk politik. Resultaterne er drevet af de egentlige kriser – et-årige recessioner gør ingen reel forskel – og mens vi finder en tendens til at alle regeringer uanset partifarve øger de offentlige ’investeringer’, ligger hovedforskellen i, at venstrefløjen øger de offentlige udgifter, offentlige overførsler og markedsreguleringer langt mere end højrefløjen. Fokuserer vi på de mest liberale regeringer, finder vi faktisk ikke meget evidens for, at de øger interventionerne.

Mens Martin og jeg dermed dokumenterer, hvad mange af os nok har haft en stærk formodning om, ligger den egentlige overraskelse i det sidste spørgsmål. Vi finder ganske enkelt ingen evidens for, at krisepolitikken bliver systematisk rullet tilbage når krisen er ovre: Som Milton Friedman engang sagde, er der intet så permanent som et midlertidigt statsligt program. Mens det nok næppe heller er en overraskelse, er det særlige, at vores non-resultat gælder uanset regeringens ideologi. Så uanset at krisepolitikken ikke har virket efter hensigten, er liberale regeringer lige så utilbøjelige til at afskaffe den som socialistiske. Så i post-krisesituationer, er langt de fleste regeringer måske socialdemokrater, uanset hvad de påstår?

Økonomisk frihed giver mindre kriser

Cepos har i dag udgivet et notat, hvor Mads Lundby Hansen opsummerer mit arbejde fra foråret om sammenhængen mellem økonomisk frihed og økonomiske kriser. Analysen omfatter 175 lande i perioden 1993-2010, og som Mads fint sammenfatter: ”Bjørnskov finder, at en stigning i økonomisk frihed vil medføre en reduktion i dybden af en økonomisk krise. Han finder også, at øget økonomisk frihed medfører, at et land hurtigere genvinder det initiale velstandstab efter en krise. Genopretningstiden er simpelthen kortere.”

Effekterne er drevet af offentlige reguleringer af markedet, hvor den mest oplagte tolkning er, at tungere reguleringer forhindrer folk og virksomheder i at tilpasse sig nye økonomiske incitamenter og muligheder. Notatet har også en fin diskussion af det særlige ved Danmarks reaktion på krisen i 2008-2009. den er et godt eksempel på, hvordan man ved at kende det generelle billede nemmere kan se det specifikke i enkelttilfælde. Notatet kan læses her, mens working paper-versionen af papiret er her eller her.

Økonomisk frihed og kriser

Mens flere artikler de senere år peget på, at kriser ofte kan udløse liberaliserende reformer, der ellers er upopulære blandt mange vælgere eller særinteresser, har der været forbløffende tavst omkring det modsatte spørgsmål: Er kriser mere sandsynlige, dybere og længere med mere eller mindre aktive stater? Antagelsen blandt de fleste politikere – uanset partifarve – synes efter finanskrisen i 2008 at være, at krisen viste behovet for mere regulering og langt mere aktiv keynesiansk stabilisering. Ingen har dog gjort sig ulejligheden at se konkret på forholdet.

I et nyt papir, som jeg skal præsentere til marts på den årlige konference i det nordamerikanske Public Choice Society (ja, jeg er for en gangs skyld ude i god tid), ser jeg på sammenhængen mellem initial økonomisk frihed og økonomiske kriser. Konklusionen er ret klar: Der er ingen robust sammenhæng mellem økonomisk frihed og risikoen for at få en krise, men når den rammer, bliver det økonomiske tab markant mindre og krisen kortere, jo mindre reguleret økonomien er fra starten.

Figuren nedenunder illustrerer fundene. BNP per capita er indekseret til 1 i året før krisen starter, og den fulde linje illustrerer derfor BNP-udviklingen i lande med mere økonomisk frihed end medianen, mens den stiplede illustrerer den gennemsnitlige BNP-udvikling i lande med relativt lidt økonomisk frihed. Abstract er også nedenfor og papiret kan hentes i sin helhed på SSRN.

ØF kriseudv

 In this paper, I explore the politically contested association between the degree of capitalism, captured by measures of economic freedom, and the risk and characteristics of economic crisis. After offering some brief theoretical considerations, I estimate the effects of economic freedom on crisis risk in the post-Cold War period 1993-2010. I further estimate the effects on the duration, peak-to-trough GDP ratios and recovery times of 219 countries within this period. Estimates suggest that economic freedom is robustly associated with smaller peak-to-trough ratios and shorter recovery time. These effects are driven by regulatory components of the economic freedom index.

Saxo’s uhyrlige forudsigelser for 2013

Det er igen blevet den tid på året, hvor vores alles yndlingsinvesteringsbank og handelsplatform Saxo Bank sender sine uhyrlige forudsigelser om det kommende år på gaden. Fra introduktionen:

The macro economy has no ammunition left for improving sentiment. We are all reduced to praying for a better day tomorrow, as we realise that the current macro policies are like pushing on a string because there is no true price discovery in the market anymore. We have all been reduced to a bunch of central bank watchers, only ever looking for the next liquidity fix, like some kind of horde of heroin addicts. We have a proforma capitalism with de facto market totalitarianism. Can we have our free markets back please?

Læs forudsigelserne på bankens Trading Floor-blog, eller nedenfor.

Johan Norberg om IMF og behovet for reformer i Europas kriseøkonomier.

Johan Norberg har et ganske interessant indlæg i Svenska Dagbladet om IMF og deres seneste udmeldinger om offentlige besparelser vs. skatteforhøjelser.

Under overskriften, Krugman ropade hej alltför tidigt, tager Norberg udgangspunkt i at Fiansiel Times journalisten, Chris Giles, har tilbagevist IMFs påstand om at offentlige sparetiltag har haft større negativ effekt på den økonomiske vækst end først antaget.

Cris Giles har påvist, at den tilsyneladende sammenhæng mellem nedskæringer og krise, som IMF mener at kunne påvise, alene er styret af data fra Grækenland og Tyskland. Fjerner man disse to lande, bryder argumentet sammen.

Eller som Norberg skriver:

När Giles tog bort extremerna Grekland och Tyskland försvann det säkerställda sambandet, liksom när han inkluderade Nya Zeeland (som exkluderats). När Giles kontrollerade för ländernas bytesbalans före krisen försvann det robusta resultatet, liksom när han tittade på 2012 års budgetar i stället för 2011 års.

Det helt specielle i Grækenlands tilfælde er ifølge Norberg, at

länder som Grekland saknar ett dynamiskt näringsliv som kan träda in när staten skär ned. Då kan åtstramningar leda till fritt fall. Där är det viktigare att genomföra strukturreformer, som att avreglera arbetsmarknaden och öka konkurrensen, samtidigt som nedskärningarna sprids ut över flera år.

 

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑