Tag: økonomisk vækst

Brasilien rammer bunden, men fremtiden ser lys ud

Christian beskrev forleden hvorledes Venezuela fortsætter sin ubegribelige vej ud i kaos, med hastigt stigende inflation og en fuldkommen ødelagt økonomi. En tragedie af næsten ubeskrivelige dimensioner. Hvad der for blot et halvt århundrede siden var Sydamerikas rigeste land er i dag et land præget af vold, fattigdom, sult og mangel på selv de mest elementære nødvendigheder.

Heldigvis ser det noget anderledes ud i Latinamerikas største økonomi, der som bekendt har haft nogle hårde år, med faldende BNP, stigende inflation og arbejdsløshed, en kæmpe korruptionsskandale, som langt fra er ovre, samt politisk kaos, der sidste år kostede den socialistiske præsident Dilma Rousseff præsidentposten.

(PIB = BNP)

Hendes arvtager og tidligere vice-præsident Temer partiet PMDB – der i den udstrækning man kan tale om at det har en ideologi, må betegnes som en blanding af social-konservatisme og socialdemokratisme – har siden været en ganske upopulær præsident. Både på grund af den måde han kom til magten og fordi korruptionsanklager, der også har kostet flere ministre posten, fortsætter med at klistre til ham.

Temer går næppe over i den folkelige historie, som en af de store populære præsidenter. Men det kan meget vel være, at den mere seriøse historieskrivning i eftertiden vil karakterisere hans regeringsperiode som en af de mest afgørende i nyere brasiliansk historie.

Efter perioden under den folkekære præsident  (og fortsat populær blandt mange brasilianere trods anklager om korruption) Lula – især fra hans 2. valgperiode –  og efterfølgeren Dilma Rousseff markerede en tilbagevenden til tidligere tiders nationalistisk og statscentrerede økonomiske politik, der på mange måder mindede om den politik militæret førte i 70erne, markerer Temers regering en tilbagevenden til reformkursen i 90erne, og en betydelig større vægtning af markedskonform økonomisk politik og orienteering mod en mere åben økonomi.

Sidste år  fik man gennemført en forfatningsændring, der indebærer at de føderale budgetter ikke må stige mere end inflationen de kommende 20 år, dog med en revision om 10 år og her i april vedtages muligvis den største ændring i det brasilianske pensionssystem i mands minde. Det vender jeg tilbage til indenfor de kommende uger.

 kilde: Global rates.com

Faldet i inflationen er fulgt op af et betragteligt fald i renterne de seneste måneder og der er en spirende optimisme omkring den fremtidige økonomiske udvikling. Nok forventer man fortsat stigende arbejdsløshed hen over året, før den igen begynder at falde, mens BNP muligvis vil stige minimalt (BNP per indbygger vil fortsat falde). Men bunden ser ud til at være nået og hvis man lykkes med at gennemføre hovedparten af de reformer, som regeringen arbejder for, vil Brasilien for alvor være en økonomi man igen skal regne med. Der er naturligvis mange hvis’er i denne ligning. Men 2016-2017 kan meget vel komme til at gå over i historiebøgerne, som de år der kommer til at definere den økonomiske politik i mange år fremover. Hvis altså………. Men det vender vi tilbage til i kommende indlæg.

Social tillid og økonomisk vækst

Et af de mest spændende emner i samfundsvidenskaberne de sidste 20 år har været forskningen i tillid og lignende fænomener. Det er jeg i det mindste næsten nødt til at sige, da jeg selv har bidraget til forskningen, men mange andre som f.eks. Tyler Cowen er enige. Der er sket meget på området, men en del af forskningen har afsløret mange ting, som vi ikke ved.

Grunden til at bringe det op er, at Oxford University Press har en ny Handbook of Social and Political Trust på vej ud. Bogen redigeres af Eric Uslaner (University of Maryland) og får kapitler af notabiliteter som bl.a. Ronald Inglehart, Kim Sønderskov, Natalia Letki, David Miller og Pamela Paxton. Jeg har været så heldig at blive inviteret til at skrive kapitlet om social tillid og økonomisk vækst. Kapitlet er nu tilgængeligt i uformateret udgave på SSRN. Det opsummerer naturligvis at vi nu er relativt sikre på, at tillid alt andet lige er forbundet med højere vækst, men også at i det mindste en del af effekten skyldes, at tilliden påvirker hvordan samfundets formelle institutioner – retsvæsen, embedsværk osv. – fungerer. Hvordan det sker, er der separate teorier om (og et separat kapitel til en anden handbook), men tilliden ser kun ud til at påvirke institutionernes kvalitet under bestemte betingelser.

En særlig fornøjelse var at skrive om, hvad vi faktisk ikke ved og dermed, hvor man måske kunne lægge en forskningsindsats i de kommende år. Skulle en læser beslutte sig for at tage et kig på kapitlet, og få en idé til et emne, der kunne fylde et videnshul, er han eller hun velkommen til at skrive en kommentar til os!

Tillykke Botswana!

I dag er det 50 år siden at Botswana blev uafhængigt. Landet, der tidligere blot eksisterede som det britiske protektorat Bechuanaland, havde allerede i 1965 valgt sin første regeringsleder ved et frit og fair valg, der helt fulgte vestlige standarder. Og mens de omkringliggende lande og resten af Afrika marcherede med stormskridt mod autokratiske regeringer der fulgte tidens udviklingsøkonomiske mode – sovjetisk planøkonomi med statsligt kontrolleret industrialisering – udstak Seretse Khamas styre en ganske anden kurs for Botswana. Det skulle vise sig at være et særdeles klogt valg.

Grunden til at fejre Botswana i særlig grad er, at landet har været og stadig er en succeshistorie uden afrikansk sidestykke. Det tætteste, man kommer på en lignende eksplosiv udvikling er de asiatiske tigre i Hong Kong, Singapore, Sydkorea og Taiwan. Ved uafhængighed var der kun få kilometer asfalteret vej i landet og antallet af batswana med en universitetsgrad, der arbejdede for koloniadministrationen kunne tælles på to hænder. Siden da er den reale gennemsnitsindkomst vokset med en faktor 12, den forventede livslængde er også vokset med cirka 12 år på trods af Botswanas voldsomme AIDS-epidemi, og i Transparency Internationals årlige korruptionsvurdering ligger landet nummer 28, to pladser under Frankrig og 18 pladser foran det næstbedst placerede naboland. CIAs World Factbook angiver gennemsnitsindkomsten i 2015 til 16.400 (PPP-justerede) dollars, hvilket er over verdens gennemsnit, og stort set samme niveau som i Barbados, Brasilien eller Montenegro.

Mens Daron Acemoglu, Simon Johnson og James Robinson fortæller historien om, hvordan Botswana startede dets uafhængige liv med gode institutioner, er den videre fortælling ganske romantisk. Høvdingesønnen Khama var i 1944 taget til England for at studere videre på Balliol College i Oxford og var i 1946 startet som advokat. Året efter mødte han Ruth Williams, som han forelskede sig i – meget til både det engelske og afrikanske establishments store forargelse fordi Ruth var hvid. På trods af det omkringliggende samfund og deres egne familiers modstand blev de alligevel gift, fik børn og da Khama fik lov til at vende tilbage til Botswana – kolonistyret havde stillet som krav at han afgav sin høvdingetitel før han måtte rejse tilbage – flyttede Ruth naturligvis med. Khama stiftede der the Botswana Democratic Party i 1962, og endte so bekendt med at vinde det første valg.

Man kan kun spekulere på, hvilken retning Botswana havde taget uden en hvid First Lady, men det blandede præsidentpar var centralt i beslutningen om at tilbyde alle britiske embedsmænd, dommere og administratorer at blive i landet under uændrede vilkår. De fleste takkede ja, og Botswana startede dermed sin eksistens med et britisk embedsværk. Khama havde også oplevet briternes svære tid efter krigen, og valgte som en af de få regeringsledere i samarbejde med parlamentet at føre en meget konservativ politik. Budgettet blev balanceret, der var ingen politiske eventyr, og da landets diamantindustri for alvor begyndte at tjene penge, blev de statslige indtægter kanaliseret videre i investeringer i infrastruktur og uddannelse.

Botswana har siden 1966 været en lille ø af stabilitet, imponerende fremgang og decideret nordeuropæisk ’good governance’. De godt to millioner batswana lever i dag i Afrikas mest velfungerende land, der nærmer sig sydeuropæisk levestandard, men f.eks. uden Sydeuropas korruptionsproblemer. Det hele blev grundlagt af et blande ægtepar, der insisterede på at gøre ting ordentligt, og troede på at landets borgere havde initiativ og evner til at skabe et samfund selv. Det er værd at fejre i dag, 50 år senere.

Deaton om fattigdom og mange flere om danske problemer

Nobelprisen er lige blevet uddelt og det betyder, at Nobelforelæsningerne er afholdt og offentligt tilgængelige (hattip: Nonicoc). Som bekendt modtog Angus Deaton økonomiprisen, og hans forelæsning – som kan ses her og har titlen ”Measuring and understanding behavior, welfare, and poverty”– skuffer ikke. De tilhørende slides kan downloades her.http://www.nobelprize.org/nobel_prizes/economic-sciences/laureates/2015/deaton-lecture-slides.pdf.

Hvis Deaton ikke er nok, kan man med fordel tage et kig på præsentationerne fra torsdagens Vækstkonference, som Cepos var vært for i Industriens Hus. Der er blandt andet fremragende og skarpe indlæg fra Generalsekretær Andreas Kamm fra Dansk Flygtningehjælp, ATPs administrerende direktør Carsten Stendevad, og min kollega professor Nina Smith fra Aarhus Universitet. Jeg holdt også selv et oplæg i fint selskab med bl.a. overvismanden, statsministeren og udenrigsministeren. Det hele er vel værd at tage et kig på hvis man har tid tilovers.

Lyver diktaturer om vækst? (Ja)

I de senere år har der været relativt meget skrevet om det nominelt kommunistiske diktatur Kinas lynvækst. Kina og lignende eksempler på diktaturer med hurtig økonomisk vækst har givet baggrunden for en hel litteratur indenfor statskundskab, der drejer sig om såkaldte ”developmental states” og særligt ”developmental dictatorships.” Et problem, som det måske ikke er særligt diplomatisk at påpege, og som litteraturen stort set har ignoreret, er om man kan stole på nationalregnskaber fra diktaturer.

Når man kritiserer, at mange stoler på landenes væksttal, peger folk i litteraturen ofte på, at tallene jo kommer fra Verdensbanken. Men Verdensbanken får sine tal fra landenes egne statistikbureauer, og kun i ekstremt sjældne tilfælde melder banken ud, at den ikke stoler på dem. Så hvad gør man og hvem stoler man på?

En ny artikel, der forleden udkom i International Studies Quarterly, præsenterer en smart måde at håndtere spørgsmålet på. Christopher Magee og John Doces (begge fra Bucknell University) har fået den gode idé at sammenligne de officielle vækstmål med vækst beregnet fra NASAs mål for lysintensitet om natten. Tricket er, at det er almindeligt kendt at lysintensitet om natten er tydeligt forbundet med økonomisk udvikling. Når der således er reel udvikling i økonomien, må der også ske udvikling i nattelyset. Og lysintensitet er ikke noget, man umiddelbart kan lyve om.

I artiklen ”Reconsidering Regime Type and Growth: Lies, Dictatorships, and Statistics” sammenligner Magee og Doces derfor de to vækstmål mellem 1992 og 2008, og sammenholder dem med, hvor demokratisk landet er. Konklusionen er næppe overraskende, men meget klar: Diktaturer lyver om deres økonomiske vækst. I gennemsnit overdriver diktaturer deres årlige vækstrater med mellem ½ og 1½ procentpoint, hvilket er ganske alvorligt, givet at en ’almindelig’ real vækstrate er 2,5-3 %. For demokratier er der stort set ingen afvigelse mellem de officielle og de imputerede vækstrater.

Pudsigt nok peger Magee og Doces resultater på, at de to lande med de største afvigelser mellem de officielle tal og de imputerede vækstrater er Kina og Myanmar. Over perioden 1992-2008 voksede den kinesiske økonomi med næsten 10 % om året. Lysintensitetstallene peger på en reel vækstrate på 4-5 % i perioden. Nok var Kina en succes i perioden, men sandsynligvis slet ikke i det omfang, de har påstået. Og man må også spørge, hvad det betyder for hypoteserne om the developmental state? Hvis diktaturer lyver i det omfang, Magee og Doces finder, bliver det svært at kalde mange af disse lande for ’developmental’ på nogen meningsfuld måde.

Hvornår fører ulighed til vækst?

For mange nationaløkonomer og politologer på universiteter rundt omkring i verden er oktober og november en særligt travl tid. Efterårssemesteret er på sit højeste og undervisningen kører på de høje nagler, men et særligt forhold gør tiden travl: Deadlines til flere af forårets store konferencer, ikke mindst de to public choice-konferencer, ligger alle omkring første december. Det er således tiden hvor nye papirer enten skal skrives færdig i første udkast, eller andre skal revideres og efterprøves.

Jeg er i den lykkelige situation at flere spændende projekter med en række medforfattere – punditokraternes læsere vil måske nikke genkendende til navne som Therese Nilsson, Andreas Bergh (begge Lunds Universitet og IFN i Stockholm), Niclas Berggren (IFN) og Martin Rode (Universidad de Navarra) – nærmer sig et første udkast. Lidt længere nede af vejen er der også nye projekter på vej med Katharina Pfaff og Stefan Voigt (begge Universität Hamburg). Det første af forårets papirer, der er klar i udkast, er dog uden medforfatter.

Papiret, der foreløbig har titlen ”Growth, Inequality and Economic Freedom: Evidence from the US States” (første udkast her), starter med en simpel, men noget overset præmis: Der er ingen grund til at tro, at sammenhængen mellem såkaldt økonomisk ulighed og vækst er den samme for alle stater. Helt særligt er ideen, at der er to relevante forhold i diskussionen. For det første giver ulighed – når den ikke skyldes rent-seeking eller direkte ulovlig aktivitet – positive incitamentseffekter. Et af de problemer, som de fleste danske økonomer anerkender, er at hvis der er lille forskel på folks indkomster, indebærer det også, at der er lille økonomisk gevinst ved en ekstra indsats, innovation eller arbejdsudbud. Stærk omfordeling skaber derfor incitamentsproblemer som bremser vækst. Dette peger på det andet forhold: Det er usandsynligt, at incitamentseffekterne af ulighed virker fuldt ud hvis den økonomiske politik arbejder imod dem gennem, f.eks., en stor offentlig sektor, omfordeling gennem skatter eller offentlige programmer, eller regulering.

Papiret tester den overordnede idé i et panel af de 50 amerikanske stater, observeret i de seks femårsperioder mellem 1981 og 2011. Fordelen er, at man således kan afvise, at forskellene skyldes store forskelle i f.eks. politiske institutioner eller traditioner, eller markante juridiske forskelle. Og resultaterne taler et tydeligt sprog: I stater med relativt lille økonomisk frihed, og i særlig grad i stater hvor et stort offentligt forbrug begrænser den økonomiske frihed, er ulighed overhovedet ikke forbundet med vækst. I den fjerdedel af observationerne, der har relativt begrænset offentligt forbrug, er der omvendt en stærkt positiv og signifikant sammenhæng.

Mens man kan undre sig over, at der ikke er flere end nogle få tidligere studier, der har undersøgt en ellers ret indlysende betingelse for, at ulighed kan have positive eller måske negative virkninger, er den mere generelle litteratur på vej i den retning. Mogens Kamp Justesens ”Better Safe than Sorry” fra sidste år undersøgte således hvordan vetoinstitutioner påvirker betydningen af juridiske institutioner, ligesom Dani Rodriks nye arbejde hviler på et lignende grundlag. Det er både en generel udvikling, der skaber en tættere forbindelse mellem teori og empiri, og en udvikling der således i højere grad stiller spørgsmålet ”under hvilke omstændigheder” end et simpelt ja-eller-nej-spørgsmål. Det akademiske forår tegner til at blive interessant.

Kinesisk vækst?

Kinas officielle statistik påstår, at økonomien voksede 7 % sidste år. Mange økonomer er i stigende grad tilbøjelige til at mene, at kinesisk statistik er cirka lige så troværdig som sovjetisk statistik var i 60erne og 70erne. Andrew Sheng og Xiao Geng skriver om Kinas problemer hos Project Syndicate (Hattip: Tyler Cowen). Se om du kan få nedenstående økonomiske fakta til at være konsistente med en økonomi med 7 % realvækst:

The latest year-on-year data, from January, highlight the danger. The consumer price index dropped to 0.8%; the producer price index fell by 4.3%; exports contracted by 3.3%; imports were down by 19.9%; and growth of broad money (M2) slowed by 1.4%.

Derudover rapporterer PS, at profitvæksten i kinesisk industri er faldet fra 12,2 % i 2013 til 3,3 % i 2014, og lokalregeringers indtægt fra jordsalg faldt 37 % sidste år.

Legitimitet og den statslige byrde

Sammen med Niclas Berggren og David Lipka, har jeg et nyt working paper ude i IFN’s serie (læs her). Historien er, at vi har set på, om en stor offentlig sektor er mere eller mindre negativt forbundet med økonomisk vækst, når befolkningen opfatter staten som mere legitim. Legitimitet opfattes normalt som et absolut gode, men papiret udfordrer dette synspunkt. Spørgsmålet er, om en legitim stat måske er mere effektiv, eller om legitimitet tillader politikerne at føre mere populistisk og økonomisk skadelig politik. Abstractet er her:

While previous research documents a negative relationship between government size and economic growth, suggesting an economic cost of big government, a given government size generally affects growth differently in different countries. As a possible explanation of this differential effect, we explore whether perceived government legitimacy (measured by satisfaction with the way democracy works) influences how a certain government size affects growth.

On the positive side, a legitimate government may “get away” with being big since legitimacy can affect people’s behavioral response to, and therefore the economic growth cost of, taxation and government expenditures.

On the negative side, legitimacy may make voters less prone to acquire information, which in turn facilitates interest-group oriented or populist policies that harm growth. A panel-data analysis of up to 30 developed countries, in which two different measures of the size of government are interacted with government legitimacy, reveals that legitimacy exacerbates a negative growth effect of government size in the long run.

This could be interpreted as governments taking advantage of legitimacy in order to secure short-term support at a long-term cost to the economy.

Brasilien er ikke en succeshistorie

Vi har tidligere skrevet om problemet her på stedet, men lad os igen i dag understrege én ting: Brasiliens økonomi vokser ikke hurtigt. Senest har de populære påstande om Brasilien som et ‘BRIK-land’ sammen med Indien  og Kina forvirret en af mine ellers dygtig studerende. Brasiliens beskyttelse af privat ejendomsret er tvivlsom, landet er plaget af omfattende korruption og kombineret med det demokratiske Latinamerikas største offentlige sektor, har man ikke just opskriften på økonomisk fremgang. Hvor myten om den brasilianske vækst kommer fra, er et af de store, journalistiske mysterier for tiden!

Hvis enkelte af vores læsere stadig skulle være i tvivl er her det plot, jeg ville vise gymnasieelever. Det er logaritmen til gennemsnitsindkomsten, korrigeret for købekraftsparitet,  fra Penn World Tables og fremskrevet 2011-12 med vækstrater fra the CIA World Factbook. Brasilien er plottet overfor tre rigtige succeser, som medierne til gengæld ikke rigtigt skriver meget om. Alle læsere opfordres til at vise figuren til journalister, de kender.

Om ulighed, velstand og en stadig mere pinlig og utroværdig udviklingsminister

No Wall Street financier has done as much damage to American social mobility as the teachers’ unions have  – The Economist leder den 13.10.2012 om årsagerne til den stigende ulighed og manglende sociale mobilitet i USA.

Update: læs også Joachm B. Olsens “Et frit marked skaber dynamik og vækst” i Berlingske

 

Torsdags den 6. december bragte Berlingske Tidende en på alle måder pinlig kronik af udviklingsminister Christian Friis Bach. Under overskriften “lighed skaber dynamik” forsøger han at overbevise læseren om at økonomisk lighed er et gode i sig selv. Det skal han naturligvis have lov til at mene, selv om der ikke eksisterer noget økonomisk-videnskabeligt grundlag for denne forestilling. Men at ministeren gør det med en argumentation baseret på manipulation og usandheder – man fristes til at sige – løgnagtigt, er til gengæld helt uacceptabelt. At han samtidig lægger vægt på at han har undervist i økonomi, føjer blot spot til skade. Det bedste man kan sige om hans nuværende job som minister er måske derfor, at sagesløse studerende hermed ikke skal udsættes for hans undervisning.

Baggrunden for ministerens kronik er et temanummer fra The Economist, som udkom i oktober måned, omhandlende uligheder i den globale økonomi. Og lad os med det samme slå fast – den globale ulighed er faldende og har været det siden slutningen af 1970erne. Verdens befolkning bliver således ikke kun mere og mere velstående, men også mere lige – hvilket naturligvis ikke bør overraske nogen.

Den øgede globale lighed dækker dog over, at uligheden i en lang række nationer er steget i samme periode. En markant undtagelse er klodens “mest ulige” kontinent Latinamerika – se også nedenstående figur.

I sin kronik påstår Christian Friis Bach (CFB), at lighed per se skaber mere dynamik og vækst . En påstand, som han modsat det indtryk han prøver at skabe hos læseren, ikke har opbakning til hos hverken The Economist eller flertallet af økonomer. Hermed står tilbage – med mindre CFB ikke kan læse engelsk – at han enten ikke har læst det pågældende temanummer eller ganske enkelt løber an på at Berlingskes læsere ikke har det.

Udviklingsministerens overordnede påstand er, at

øget lighed er godt både for dynamikken og den økonomiske vækst – formentlig også i Danmark.

Ud over at det er lodret forkert(løgn), når CFB skriver, at

Venstres socialminister Eva Kjær Hansen tog fejl, da hun i 2005 slog til lyd for, at vi havde brug for mere ulighed for at øge den økonomiske vækst i Danmark.

så er det heller ikke korrekt, når CFB tager The Economist til indtægt for sit synspunkt. Tværtimod understreger Economist i deres leder (13.10.2012) med en reference til politiske tiltag og reformer i USA og England i begyndelsen af det 20. århundrede, at:

Modern politics needs to undergo a similar reinvention—to come up with ways of mitigating inequality without hurting economic growth.

Det er meget langt fra CFBs udlægning, og postulatet om at mindre ulighed – også i Danmark – vil skabe mere dynamik og økonomisk vækst står helt for ministerens egen regning. Der er ingen videnskabeligt grundlag for udsagnet, og det er i direkte modstrid med de konklusioner The Economist drager. Continue reading

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑