Tag-arkiv: økonomisk vækst

Hvad burde valget have handlet om?

Med otte dage til valget er det klart, at valgkampen i ekstrem grad har handlet om personer, og ikke om politik. Socialdemokraterne har ført en præsidentiel kampagne for Mette Frederiksen, der har fokuseret på sin krisepolitik og forsøgt at skabe krisestemning – omend man kan spørge, om den ikke også har fremhævet hendes magtfuldkommenhed og magtmisbrug for mange vælgere. Lars Løkkes nye parti Moderaternes foreløbige succes i meningsmålinger er en anden indikator på problemet, for udover at Løkke vil tilbage til magten sammen med S, er der næppe nogen der ved hvad partiet rent politisk står for. Det er heller ikke prangende, hvad andre partier har meldt ud af politik.

Så hvad burde valgkampen handle om, og hvilke emner ville vi gerne se diskuteret? Allerførst ville vi naturligvis helst se, at politikerne diskuterer de langvarige problemer som Danmark har eller er på vej ud i. Personligt ser jeg to væsentlige, langsigtede problemer: Økonomien, der slet ikke er så stærk som der påstås, og folks personlige frihed, som den nuværende regering synes helt ligeglad med. Mit syn på Danmarks økonomiske udfordringer kan opsummeres i de nedenstående to grafer. Den ene viser danskernes arbejdsudbud i antal timer, gennemsnitsdanskeren arbejder om året, mens den anden viser gennemsnitsdanskerens årlige privatforbrug; begge er baseret på data fra Penn World Tables mellem 1960 og 2019.

Allerførst er der naturligvis grund til at glædes over, hvor meget økonomisk udvikling gør. Danskerne arbejdede i gennemsnit 907 timer i 1970 (1845 timer per fuldtidsansat) og skabte 27 dollars værdi per arbejdstime. For det fik de godt 14.000 dollars (109.000 kroners) privatforbrug. Per 2019 leverede de 711 timers arbejde (1381 timer per fuldtidsansat), skabte 76 dollars (580 kroner) værdi per timer, og have et privatforbrug på cirka 24000 dollars (183.000 kroner). Som danskere arbejder vi således 25 procent mindre end i mit fødselsår, får næsten 2,8 gange mere ud af hver arbejdstime, og har 68 procent større privatforbrug. Denne udvikling er sket samtidig med, at miljøet har fået det langt bedre. For eksempel udledte hver dansker i gennemsnit 12,5 tons CO2 i 1970, mens det tilsvarende tal i 2019 var faldet til 5,1 tons.

I absolutte tal ser udviklingen således fin ud, men ser man på Danmark relativt til resten af Vesteuropa, eller relativt til vores nabolande, er udviklingen ikke nær så positiv. Vores produktion per arbejdstime var således et par procent over nabolandene i 1970, og den er et par procent over i dag. Som den første figur illustrerer, er vores samlede arbejdsudbud også faldet mere end resten af Vesteuropas, og i særdeleshed mere end vores nabolandes. Figuren viser også, hvordan de tidligere kommunistiske lande i Centraleuropa (Postkom, de røde linje) og i de fire vestlige offsprings (Australien, Canada, New Zealand og USA) faktisk er vokset i forhold til Vesteuropa. Mens man i dansk politik taler meget om reformer, der har til hensigt at øge arbejdsudbuddet, må man erkende at vi på det punkt ikke engang følger med vores naboer. Ser man på antallet af fuldtidsansatte, matcher vi stort set vores naboer, men arbejdstiden er væsentligt lavere og er faldet hurtigere. Vil man have en diskussion af dansk arbejdsudbud, er det et element, der bør tages med!

Dagens anden figur viser det gennemsnitlige privatforbrug i Danmark, relativt til resten af Vesteuropa, og relativt til vores naboer. De fire europæiske offsprings er taget med i figuren, mest som en illustration af at Vesteuropa som helhed ikke har gjort det specielt godt de sidste 50 år. Danskerne havde i 1970 et privatforbrug, der var cirka 11 procent højere end nabolandenes, mens det per 2019 var otte procent lavere. Året før verdens nedlukningsparanoia var danskernes privatforbrug således cirka 4500 kroner lavere end svenskerne, 24.000 kroner lavere end briterne, og 27.000 lavere end tyskerne.

Hele denne udvikling er gået de fleste danskeres næse forbi. Diskussionen om økonomisk politik i Danmark koncentrerer sig næsten altid om forhold, der kan hjælpe med at finansiere fortsat vækst i et af verdens allerhøjeste offentlige forbrug. Det i sig selv er måske ikke mærkeligt, da det i en vis forstand er politikernes eget forbrug, men det er stærkt kritisabelt at danskerne ikke ser det: Vores naboer er løbet fra os. Og dét er en historie, som valget burde have handlet om: At mens danske politikere har skændtes om finanspolitisk ansvarlighed, omfordeling, og små politiske ændringer med arbejdsudbudseffekter, der nogle gange tælles i hundreder, mangler der i desperat grad store reformer. Danmarks økonomiske motor kører langsommere end naboernes, og hvis vi havde været på en reel motorvej på vej mellem Aarhus i 1970 og København i 2019, havde danskerne stadig været i Ringsted mens naboerne ankom til København.

Verdens økonomiske frihed er under pres

Forleden udkom dette års udgave af Economic Freedom of the World, den årlige status fra the Fraser Institute i Vancouver over hvor frie verdens lande er. Rapporten omfatter altid både nye data – EFW er en af de vigtigste kilder til data for en række forhold, der alle dækkes af begrebet ‘økonomisk frihed’ – og temakapitler om særlige emner. Den er også vigtig i diskussion af politik og samfundsforhold udenfor den akademiske verden, da den sætter fokus på emner, der ellers ofte overses.

Da rapportens data af praktiske grunde altid er to år gamle – 2022-rapporten bringer derfor 2020-dataene – har dette års rapport været ventet med både længsel og bæven. Hovedmanden bag de senere års rapporter, Robert Lawson fra Southern Methodist University i Dallas, har da også kaldt udviklingen i 2020 for ‘et blodbad’: Verdens økonomiske frihed tog et alvorligt dyk i det vanvittige år, hvor størstedelen af den vestlige verden fulgte et kommunistisk diktaturs eksempel og lukkede ned for samfundet.

Vi illustrerer, hvor slem situation er, i nedenstående figur. Her plotter vi ændringerne i fire af de fem indeks, som tilsammen udgør det overordnede indeks for økonomisk frihed. Undtagelsen er område 2, der dækker kvaliteten af retsvæsenet, og som vi ved udvikler sig meget langsomt.

Årets rapport peger på, at det offentliges størrelse er vokset markant i alle dele af verden – her illustreret af de postkommunistiske lande, Latinamerika, og Vesten. Det samme gælder pengepolitikken (bortset fra de postkommunistiske), åbenheden overfor handel, internationale investeringer, og international bevægelighed, og friheden fra regulering (bortset fra Latinamerika). Og her må man endda understrege, at vi først har kunnet se de store effekter af de pengepolitiske fejltagelser i år, hvor inflationen for alvor er eksploderet.

Der er således tale om et reelt blodbad på verdens økonomiske frihed. Som Bob også påpegede i et interview forleden, vil det have alvorlige konsekvenser for bl.a. den økonomiske vækst fremover, hvis situationen ikke meget snart vender til det positive. Som hans egen oversigt over den samlede forskning i dette års rapport viser, er der ganske overvældende empirisk evidens for hvor vigtig økonomisk frihed er for landes langsigtede vækst og velstand. Som eksempler fra Kina til New Zealand viser, kan regningen for to års undertrykkelse af almindelige menneskers frihed ende med at blive gigantisk.

Den nordiske vækstkultur

Forleden dag udkom det nye nummer af det fine svenske Ekonomisk Debatt. Tidsskriftet er videnskabeligt, men udgiver typisk artikler der er lettere at forstå udenfor et snævert fagligt niveau, og er således unikt i de nordiske lande. Vi ser frem til hvert nummer, da det stort set altid har noget interessant, men i særligt grad denne gang. Grunden er, at nummer 2 i år inkluderer min artikel med min fremragende kollega og ven Niclas Berggren om Den Svenska Växtkulturen.

Baggrunden for artiklen er, at vi ofte møder kolleger og andre, der mener at vi burde fokusere vores forskning på noget, der ’gavner virksomheder’. Med andre ord ser de vores forskning i institutioners betydning for samfundet og hvor de kommer fra, som mindre vigtig end mere virksomhedsrettede studier. Niclas og jeg er meget enige om, at virkeligheden nærmere er den modsatte: Hvis man ikke forstår virksomheders og borgeres juridiske, regulatoriske og mellemmenneskelige rammevilkår, bliver det meget svært at forstå, hvad der foregår i dem, og i særlig grad hvordan virksomheders vilkår og modus operandi kan variere fra land til land.

Artiklen opsummerer de sidste 25 års forskning, som vi begge to har bidraget til efter bedste evne, om institutionelle konsekvenser i samfundet. Som vi konkluderer allerede i abstractet, viser en lang forskningstradition at den særlige vækstkultur, som de nordiske lande deler, handler om ”att människor litar på andra och att de är toleranta, individualistiska och tålmodiga.” De nordiske lande blev rige på basis af en grundlæggende individualistisk kultur, der fremmede mellemmenneskelig tillid og tolerance. Fra den voksede for eksempel vores gode juridiske institutioner, og den skandinaviske velfærdsstat overlever på grund af kulturen.

Hvor findes denne kultur så henne i verden? Kortet nedenfor viser et indeks, der samvejer Geert Hofstedes mål for individualisme med det almindelige mål for social tillid. Det viser dermed, hvilke steder i verden kombinationen af de to er stærkest (lysere farve er bedre). Hvis man er interesseret, kan man læse artiklen gratis (gennem linket ovenfor) og tage et nærmere kig på kortet.

Tyler Cowen i Samfundstanker

Som vi skrev forleden, har den amerikanske økonom og samfundstænker Tyler Cowen næsten lige været i København. Han holdt et glimrende seminar hos Cepos sammen med overvismand Carl-Johan Dalgaard, og nåede også at lave en særudgave af Martin Ågerups fine program Samfundstanker på DK4. Programmet er nu ude, kan ses her nedenfor og er varmt anbefalet.

Cowen taler meget om vækst og produktivitet, og hvor vigtige de er. Hvis nogen af vores ellers velinformerede læsere ikke helt har overblik over, hvilke lande der på langt sigt vokser hurtigt og hvilke der vokser langsomt, er her et simpelt kort over gennemsnitlige årlige vækstrater rundt omkring i verden de sidste 60 år. På tværs af 146 lande med data, strækker de sig fra årlige fald over en procent i visse olielande, Venezuela og det centrale Afrika til trendvækst fem procent i Botswana, Sydkorea og Taiwan. Danmark ligger næsten præcist middelmådigt lidt under to procent.

Vækst er vigtig

Der tales meget om mange emner i dansk politik, men faktisk ikke ret meget om langsigtet økonomisk vækst. Hvis man skulle være i tvivl og mene, at vækst da diskuteres jævnligt, så bør man spørge sig selv, hvad diskussionen faktisk er. Svaret er, at den i langt de fleste tilfælde handler om kortsigtet vækst, som man mener er nødvendig for at Folketinget kan få flere skatteindtægter og dermed bibeholde eller forøge en af verdens største offentlige sektorer. Den langsigtede tales der derimod ikke ret meget om, og der findes deciderede ‘de-growth’ og nulvækst-bevægelser, der ser økonomisk udvikling i relativt velstående lande som et problem.

Det gælder dog ikke Tyler Cowen, professor i nationaløkonomi på George Mason University udenfor Washington, der mener at der er alt for lidt fokus på økonomisk vækst. Cowen, der ved siden af at være professor også er en af de to ophavsmænd til den fremragende blog Marginal Revolution og en af de mest markante stemmer i debatten – magasinet Foreign Policy placerede ham i 2011 på deres liste over Top 100 Global Thinkers – besøgte i mandags Cepos i København. Han var sammen med den nuværende overvismand, professor Carl-Johan Dalgaard, hovedtaler ved et seminar om netop vækst. Hans oplæg om emnet “Bør økonomisk vækst stå højere på den politiske dagsorden?”” kan nu ses på YouTube. Det er varmt anbefalet for alle interesserede!

Størrelsen på skaderne: Økonomiske tab i 2020

Danmark er frit igen, de svenske myndigheder fjerner de sidste restriktioner på onsdag, og Finland gør det i løbet af måneden. Man kan kun håbe på, at resten af verden følger trop – briterne virker til at være på nippet til at gøre det – og tiden er derfor ved at være kommet til at gøre regningen op.

En af de ting, man allerede nu kan gøre, er at give et bud på hvor store de økonomiske tab var i 2020. Det gør vi idag ved først at bruge tal på købekraftskorrigeret nationalindkomst per indbygger fra the Penn World Tables til at beregne vækstraten mellem 2014 og 2019. Det giver en trendvækst per land, og dermed et rimeligt bud på, hvordan økonomien havde udviklet sig uden nedlukninger og andet i 2020. Vi bruger derefter data på samme forhold fra 2019 og 2020 fra the CIA World Factbook, som tillader os at give et første bud på det faktiske fald i indkomst i løbet af 2020. Det samlede tal angiver derfor, hvordan økonomien endte i 2020 i forhold til hvordan man med rimelighed kunne have regnet med, at den fortsatte uden de globale nedlukninger.

Vi illustrerer det globale billede i kortet ovenfor. Opgjort på denne måde var det danske indkomsttab på 5,4 %, og dermed nogenlunde sammenligneligt med mange andre dele af den vestlige verden. Vi blev dermed ikke nær så hårdt ramt som Storbritannien og Spanien, der oplevede økonomiske tab på henholdsvis 12 og 14,8 %, eller som det globale gennemsnit på 8,4 %.

Lad os lige gentage det: På tværs af verden var det gennemsnitlige (ikke-vægtede) gennemsnitstab 8,4 % af folks indkomst i 2020. Og som kortet viser, har tabene været ulige fordelt: Indiens 1,3 milliarder indbyggere så således et tab på 14,8 % af økonomien, og Mexicos 130 millioner et på 10,7 %. Omvendt er Brasiliens økonomi med 3,4 % og store dele af det centrale Afrika gået fri af de værste omkostninger (Nigerias fald var 2,6 %).

Når man ser på tværs af verden, er de økonomiske skadevirkninger derfor chokerende, og ingen steder mere chokerende end i små østater. Mens gennemsnitstabet i resten af verden har været 7,2 %, er gennemsnittet for de 20 østater vi har data fra hele 17, 1% af nationalindkomsten (p<.01). The Bahamas, der allerede var hårdt ramt af orkanen Dorian i 2019, har registreret tab på 19,4 %, og det langt fattigere Fiji oplevede et 24 % dyk i økonomien, da turisterne udeblev.

Vi har skrevet om det adskillige gange før, men der er for mig ingen tvivl om at nedlukningerne har været den største regeringsfejl siden anden verdenskrig. Som udviklingsøkonomer har vi en vis erfaring i at vurdere, hvor mange fattigdomsdødsfald, familier i sult, manglende skolegang, og hvor meget statslig undertrykkelse der følger med så voldsomme økonomiske tab. Som Verdensbanken allerede har advaret, står vi sandsynligvis med et antal fattigdomsdødsfald, der skal tælles i millioner. Det politiske spørgsmål, det tal rejser, er om de mennesker overhovedet tæller for ‘ledere’ som Mette Frederiksen, Emmanuel Macron eller Boris Johnson? Vi reddede stort set ingen, og med hvilken omkostning?

Produktivitet: Akademisk frihed er vigtig

De sidste to år har været nogle af de mærkeligste i mit liv, og i særlig grad på grund af de afsindige politiske beslutninger, der er blevet taget. Vi har kritiseret politikken adskillige gange her på stedet, og mainstream media er så småt begyndt at følge trop. Men et af de forhold, der stadig kun tales og skrives om i relativt snævre cirkler, er de mange forsøg på at begrænse den akademiske frihed, som er sket i mange lande. Det virker klart, at det ikke er et forhold, de flest tager alvorligt: Akademisk frihed synes at være noget, som de fleste betragter som en slags luksus for universitetsforskere. Men ny forskning peger på, at det faktisk er ret vigtigt.

Den nye forskning ligger i form af en artikel, som jeg har skrevet sammen med min gode ven og IFN-kollega Niclas Berggren, og som lige er blevet accepteret til publikation i Southern Economic Journal. I artiklen “Academic Freedom, Institutions and Productivity”, som man kan læse i working paper version her, viser vi at akademisk frihed – frihed til at forske frit og frit viderebringe forskningen – er forbundet med store, dynamiske produktivitetsgevinster. Det sker bare ikke i alle samfund.

Den måske mest interessante konklusion i artiklen er, at det moderne mønster på tværs af verden faktisk passer meget fint på Joel Mokyrs forklaring af den Industrielle Revolution: Akademisk frihed er ikke tilstrækkelig, men er først vigtig når den kombineres med et rimeligt velfungerende retsvæsen. Grunden er ganske simpel, at de akademiske landvindinger ikke har nogen kommerciel værdi, medmindre der er et velfungerende retsvæsen til at beskytte de virksomheder, der implementerer den nye viden, og deres investeringer.

De mest produktive samfund, og dem der skaber ny produktivitet, er således dem der er kendetegnet ved en særlig form for institutionel komplementaritet, som også er en central del af Niclas og mit nye Templeton-fundede projekt, Cultures of Trust and Institutions of Freedom. Artiklen bidrager således også til at understrege, hvor skadelige de kombinerede angreb på akademisk frihed og retstat er, som man ser i mange samfund for tiden.

Tillid er stadig økonomisk vigtig

Hvis det sidste halvandet års udvikling har vist noget som helst, er det at man aldrig bør have tillid til politikere. Hvis for mange borgere har for stor tillid til politikere, reagerer de som nigerianske emailsvindlere og narrer befolkningen til at opgive rettigheder og til at finansiere politiske særinteresser og nonsens. Dermed ikke sagt, at tillid er skadelig, men blot at man må skelne mellem tillid til politikere, institutioner, og mennesker. En type tillid, der i særlig grad er vigtig for mange – men ikke alle – forhold i samfundet, er social tillid: Den grad af tillid vi har til andre mennesker, vi ikke kender. Som figuren nedenfor illustrerer, er der store forskelle i graden af tillid på tværs af verdens samfund. Tallene rækker fra et stykke under 10 procent i f.eks. Brasilien, Cambodia og Peru, der mener man kan stole på andre mennesker, til omtrent 70 procent i Danmark, Norge og Finland.

En lang forskningslitteratur, der startede med Steve Knack og Phil Keefers fabelagtigt rige ”Does Social Capital Have an Economic Payoff?” fra 1997, har vist at højtillidssamfund alt andet lige har mere økonomisk vækst. Der er mange mulige forklaringer, men på trods af 25 års forskning, er det stadig usikkert, præcist hvordan tillid påvirker økonomisk vækst. I ”Social Trust and Patterns of Growth”, der nu kan downloades gratis på SSRN, undersøger jeg derfor hvad data kan fortælle os om, hvordan social tillid påvirker vækstmønstre på tværs af lande.

Udgangspunktet er, at der helt basalt set er to mekanismer der kan bidrage til landes økonomiske vækst: Større faktorinput – dvs. flere mennesker i arbejde, flere arbejdstimer, mere udstyr, flere maskiner, brug af mere energi osv. – og større faktorproduktivitet – dvs. at man lærer at få mere ud af de inputs, man bruger. Siden Robert Solow og Trevor Swans arbejde i 1950erne har det været forstået, at vækst baseret på øget faktorinput har en naturlig grænse. Der er for eksempel en naturlig grænse for, hvor mange timer man kan arbejde og hvor stor en del af befolkningen der kan være i arbejde – hvor mange børn og gamle tvinger man til at arbejde? Den samme grænse for økonomisk vækst gælder ikke udvikling i faktorproduktivitet, som da også står for langt størstedelen af den langsigtede vækst i moderne økonomier.

Undersøgelsen viser på tværs af de 64 lande, der har fulde data mellem 1977 og 2017, at social tillid helt primært påvirker langsigtet vækst ved at bidrage til produktivitetsudviklingen. Jeg finder ingen evidens for, at tillid påvirker almindelige investeringer, men klar evidens for hurtigere produktivitetsvækst. Estimaterne indikerer, at en tillidsforskel på en standardafvigelse – cirka forskellen i tillidskultur mellem Frankrig og Tyskland – er forbundet med 20 procent større produktivitet. Disse forskelle er derfor langt fra trivielle, men økonomisk meningsfulde. De er også vigtige på den måde, at de giver en del af forklaringen på, hvorfor nogle samfund kan blive ved med at være mere produktive – og dermed rigere, alt andet lige – end andre samfund. I den forstand understøtter de således også min gode ven og kollega Andreas Berghs fortælling om, hvordan de skandinaviske samfund har kunnet finansiere nogle af verdens største offentlige sektorer uden at bryde sammen. Den høje grad af tillid, der kendetegner de nordiske lande, er dermed en meget væsentlig forklaring på, hvorfor vi på trods af årtiers politisk uansvarlighed og økonomisk flottenheimer stadig er rige samfund.

Årets specialer 1: Afrikansk udvikling

Som trofaste læsere ved, har mindst én af os til tider fornøjelsen af at vejlede specialer på universitetet. Vi har af flere omgange skrevet om nogle af disse specialer, og ikke mindst Anne Kristensens speciale om, hvorvidt vismændene har haft indflydelse på dansk politik, blev efterfølgende bemærket. I år skal ikke være nogen undtagelse, da jeg ikke blot har mange specialer, men også har fået nogle virkeligt gode og interessante emner. I dag skriver vi om to af denne uges specialer på Aarhus Universitet, og i næste uge kommer vi til at skrive om et eller to af den uges specialer. I alle tilfælde venter vi indtil de studerende har været til forsvar, og vi har spurgt dem om tilladelse til at omtale dem.

Det første af to emner, vi omtaler, er Ann-Sofie Anker Sørensen der i ”Forretningsmiljøbegrænsninger og Virksomhedsperformance i Subsaharisk Afrika” undersøger, om praktiske og institutionelle begrænsninger faktisk holder afrikanske virksomheder tilbage. Ligesom Ida Hørslev Rasmussen, som forsvarede sit speciale i maj, er Ann-Sofies grundlæggende spørgsmål, hvorfor størstedelen af Afrika syd for Sahara stadig er så fattigt. Begge tager udgangspunkt i min tidligere PhD-studerende Yohannes Ayeles arbejde, men går et metodisk skridt videre i hver sin retning.

Ann-Sofie og Ida ser i deres specialer primært på godt 10.000 produktionsvirksomheder på tværs af 29 lande mellem 2006 og 2019. Deres mål er at undersøge, hvordan en række mulige begrænsninger – som disse virksomheders ledere er blevet spurgt om – påvirker virksomhedernes omsætningseffektivitet. Med flere andre forhold ser de specifikt på, er: Corruption, Functioning of the Courts, Crime, Theft and Disorder, Access to Finance, Practices of Competitors in the Informal Sector, Transport, Electricity, Tax Administration, Tax Rates, Business Licensing and Permits, Customs and Trade Regulations, Inadequately Educated Workforce, Access to Land og Political Instability.

Det interessante er, at den eneste virkeligt robuste begrænsning, som ledere oplever på tværs af virksomheder og som man også kan se påvirke deres omsætningseffektivitet, er adgangen til finansiering. Mens Ann-Sofie derfor finder nogle af de samme resultater som tidligere forskning, er hendes væsentlige bidrag at dele virksomhederne op i arbejdskraftintensive og kapitalintensive industrier. Her viser det sig, at adgang til finansiering og begrænsninger på transport er væsentlige bremser på arbejdskraftintensive afrikanske virksomheders performance, mens adgang til finansiering er den eneste robust negative faktor for kapitalintensive virksomheder. Pudsigt nok finder hun også, at de kapitalintensive har bedre performance når de oplever begrænsninger i toldbehandling og handel. Men som vi konkluderede til forsvaret, er det måske ikke så sært at der findes bedre omsætningseffektivitet i eksisterende virksomheder, når landet er mere protektionistisk.

Ugens andet speciale, som vi fremhæver her, er Hana Akubzanova og Oliver Bejers ”Econometric Analysis of Democratization in Africa between 1991-2000.” Det slovakisk-danske makkerpar ser her på de økonomiske konsekvenser af demokratisering i syv afrikanske samfund de sidste 30 år: Benin, Cape Verde, Ghana, Malawi, Nigeria, Senegal, og Sierra Leone. Det unikke ved deres speciale er, at de bruger en syntetisk kontrol for hvert af de syv eksempler. Det er således samme metode som Frederik Thagesen og Lasse Larsen brugte for tre år siden i deres undersøgelse af de økonomiske konsekvenser af Rawlings-kuppet i Ghana i 1981, som vi omtalte her.

Det ekstremt velgennemførte og omhyggelige studie peger på, at to – og muligvis tre – af landene er blevet rigere på grund af demokratiseringer. Som man kan se i de tre figurer fra specialet nedenfor, er det to klareste eksempler Benin og Kap Verde, hvor den faktiske udvikling (de fuldt optrukne linjer) klart overstiger den forecastede udvikling i den syntetiske kontrol (de stiplede linjer). Begge lande demokratiserede umiddelbart efter kommunismens kollaps i 1990, og Hana og Olivers estimater indikerer, at den institutionelle ændring per 2018 har gjort dem henholdsvis 78 og 86 % rigere end hvad man ellers kunne have forventet.

For Ghanas vedkommende er billedet ikke nær så klart. Specialeparret vurderer, at Ghana er blevet 33 % rigere på grund af demokratiseringen i 1993, men timingen er ikke helt klar, som figuren ovenfor synliggør. Som vi talte om til forsvaret, er en af forklaringerne muligvis, at dele af de væsentlige reformer, som har gjort Benin og Kap Verde markant rigere, allerede blev gennemført af Jerry Rawlings militærstyre i Ghana i løbet af 1980erne.

Det virkeligt interessante er, at Hana og Oliver finder at det er særdeles svært at fitte nogen model til Nigerias unikke udvikling, så det er meget usikkert, hvad man kan sige om landets demokratisering i 1999. Derudover finder de ikke positive effekter i Malawi, Senegal og Sierra Leone. Resultaterne indikerer endda, at Sierra Leone måske er blevet fattigere – selvom man skal være meget påpasselig, da landet også gennemgik en borgerkrig omkring samme tidspunkt – og at Senegal meget klart ikke har fået noget økonomisk ud af en demokratisering.

For alle tre specialers vedkommende er det særlige, at de kaster nyt lys på ét overordnet og stort emne: Afrikansk udvikling. Ida og Ann-Sofie rejser spørgsmålet, om mange af de problemer man ofte taler om, i virkeligheden er begrænsninger på afrikansk virksomhedsudvikling. Hana og Oliver spørger implicit, hvorfor demokratisering har så markant forskellige konsekvenser i forskellige afrikanske lande. Som al god forskning stiller disse fine specialer derfor mindst lige så mange spørgsmål, som de svarer på.

Danmarks (og Europas) vækstkrise

Ser man bort fra de sidste 15 måneders selvpåført økonomisk ødelæggelse, har Danmarks økonomi det godt. Er vi ikke enige om det? Har mange økonomer ikke understreget gentagne gange, at det danske samfunds økonomi er ‘sund’? Mens det er mange borgeres indtryk – inklusive mange af dem, jeg møder i min hverdag – og mens adskillige af mine kolleger ofte har sagt, at økonomien er sund, er det en sandhed med alvorlige modifikationer.

Når økonomer som f.eks. min glimrende kollega Torben M. Andersen siger, at Danmarks økonomi er sund, mener de ofte, at de offentlige finanser er sunde: At der ikke er alvorlige underskud på statsbudgettet og finanserne er holdbare på et sigt omkring de næste ti år. Sund i denne sammenhæng betyder, at der ikke er behov for større reformer hvis ens mål er, at bevare velfærdsstaten og størrelsen af den offentlige sektor intakt. Har man andre mål, må man konkludere at dansk økonomi ikke har det godt. Det gælder ikke mindst, hvis målet er at generere økonomisk vækst, hvor Danmark – og store dele af Europa – faktisk har lidt af en vækstkrise.

Vi illustrerer problemet i figuren nedenfor og interesserede læsere kan også med stor fordel se episoden af Samfundstanker under figuren, hvor Cepos-direktør Martin Ågerup interviewer sin analysechef (og min medpunditokrat) Otto Brøns-Petersen om vækst og vækstkrisen. Figuren viser først, at set over de 70 år fra 1950 til 2019 voksede danskernes gennemsnitsindkomst – den købekraftskorrigerede nationalindkomst per indbygger – med 2,1 %. I perioden 1980-1999, hvor Schlüter- og Nyrup-regeringerne ryddede op i årtiers uansvarlighed med omfattende reformer, var væksten 1,9 procent per indbygger og 1,8 % per fuldtidsansat. De sidste 20 år har den årlige vækstrate derimod ligget på kun 1 % på begge mål, mens USA har oplevet 1,2 % per indbygger og 1,3 % per fuldtidsansat. Korrigerer man for, at danskerne generelt arbejder omtrent 20 % færre timer end amerikanerne, er væksten per arbejdstimer var væksten i 2000-2019 1,3 % i Danmark og 1,6 % i USA. I de foregående 20 år var tallene 2,1 % versus 1,6 %.

Man kan – som Otto også understreger i det fine interview – påstå, at en forskel på så lidt som 0,3 procentpoint ikke er noget særligt. Det er desværre det forvirrende ved relativt små procenttal: Hvis Danmark i stedet for at vokse med 1 % om året de næste 20 år ville vokse med de amerikanske 1,3 %, ville det give en merværdi på 47.000 kroner om året for hver fuldtidsansat. Små procentforskelle i økonomisk vækst giver hurtigt store tal!

Det er derfor, at man kan tale om en vækstkrise i Danmark, ligesom der er lignende problemer i store dele af Europa – men ikke i Sverige. Cepos har derfor startet det såkaldte 3%-projekt for at sætte spotlys på problemet. Se interviewet, tænk over figuren, og følg med i debatten fordi den er vigtig for vores fremtidige muligheder for at håndtere ethvert problem, der kræver ressourcer!

Er økonomisk vækst bæredygtig?

De fleste politikere og meningsdannere, ligesom de fleste almindelige mennesker jeg møder, har en forestilling om at økonomisk vækst er skadelig for miljøet. Men for økonomer er det på ingen måde klart, at der skulle være et modsætningsforhold mellem vækst og bæredygtighed. Det har to svenske økonomer, Jonas Grafström og Christian Sandström, skrevet om fin bog om. De to forskere, der begge har tilknytning til Ratio Institutet i Stockholm, men ellers er ved henholdsvis Luleå Tekniska Universitet og Handelshögskolan i Jönköping, udgav sidst på 2020 bogen Mer för Mindre? Tillväxt och Hållbarhet i Sverige. Hele bogen kan hentes gratis her, og fortjener afgjort opmærksomhed.

Grafström og Sandströms hovedpointe er – som Julian Simon oprindeligt understregede – at mens den almindelige forestilling er, at vækst indebærer at man bruger flere ressourcer, forurener mere og udleder større mængder drivhusgasser og partikler, er langsigtet vækst primært drevet af noget andet. Titlen Mer för Mindre opsummerer faktisk pointen, som vi teoretisk har kendt og forstået siden Solow og Swans arbejde i 1950erne: Vækst er primært drevet af produktivitetsfremskridt, dvs. når vi finder nye måder at producere mere (eller bedre) med færre ressourcer!

For dem, der ikke lige har mod på at læse alle bogens 162 sider, er der en nem læsning. I sidste uge holdt de to svenskere et onlineseminar hos det engelske Institute of Economic Affairs. Deres præsentation ligger nu online tilgængeligt for alle interesserede. Både bogen og den korte præsentation er varmt anbefalede.

Det dybe V – og lidt om fiflerierne i den seneste ”ulighedsrapport” fra Oxfam Ibis.

I slutningen af januar kom IMF med den seneste ”economic outlook”, hvor man (igen) havde opjusteret den globale vækst i 2021, mens tabet i 2020 fik (endnu) et nyk nedad. Der er naturligvis stor usikkerhed omkring estimaterne, og væsentligt større end normen. Helt afgørende bliver udrulning af vacciner og betydningen af nye varianter, givet at det må forventes at have stor betydning for de politiske tiltag (hvor meget og hvor hurtig man åbner de afgørende økonomier op igen).

Efter seneste revidering forventer det globale (real) BNP at vokse med 5,5 procent i 2021, efter et fald på 3,5 procent ( i sig selv et næsten 1 procent mindre fald end man tidligere forventede) i 2020. Som det fremgår af figuren ovenfor, dækker dette dog over store forskelle.

Læs resten

Indlysende forhold og bivirkninger 4: Kommunistisk vækst

I vores sommerserie er vi i dag kommet til et af de mere indlysende forhold for de fleste af vores læsere: Kommunistiske økonomier er elendige til at skabe udvikling. Mens vi i disse år får en ny generation ind på universiteterne, der ingen erindring har med de tidligere kommunistiske og socialistiske regimer i Central- og Østeuropa og andre steder – og øjensynligt aldrig er blevet introduceret til dem – har de fleste af os set elendigheden. Men der findes stadig masser af apologeter, og som Kristian Niemietz beskriver i sin glimrende bog Socialism: The Failed Idea that Never Dies, er der ingen mangel på folk, der argumenterer at af disse regimer aldrig var ’virkeliggjort socialisme.’

En af de forbløffende ting ved den moderne debat er, at den basale grund til at socialistiske eller kommunistiske økonomier ikke fungerer ret godt, har været kendt og forstået i 100 år. Den østrigske økonom Ludwig von Mises viste allerede i 1920 – i den artikel, der på sin vis startede det, der kaldes The Calculation Debate (på dansk kalkulationsdebatten)– at priser der dannes i et frit marked, afslører hvilke varer, hvilke ressourcer og hvilken arbejdskraft, der er mangel på på et bestemt tidspunkt. En stigende pris på kul vil for eksempel incentivere firmaer til at spare på kul og vil give andre firmaer en tilskyndelse til at lede efter flere kulforekomster og at udvikle alternativer. Som Friedrich Hayek formulerede det i 1945, er markedspriser informationsmekanismer, og frie markeder skaber information.

Problemet for socialistiske økonomier er, at prisdannelsen er centralt bestemt og dermed netop ikke et resultat af markedsmekanismer. Og uden retvisende markedspriser er det ikke muligt for en central planlægger, uanset hvor megen information et planlægningsagentur kan få, at prioritere mellem forskellige ressourcer eller forskellige aktiviteter. Selv den store socialistiske økonom Oscar Lange, der prægede meget af den såkaldte kalkulationsdebat i 1930erne, erkendte problemet. Lange insisterede på, at forbrugerne selv i en socialistiske økonomi skulle have et helt frit valg, og begav sig dermed ud i påstande om at planlæggere burde kunne have samme information som alle andre. Det var som svar på Langes to artikler i 1936 og 1937 i Review of Economic Studies at Hayek endeligt og skarpt formulerede prisdannelsens karakter som informationsmekanisme og -skaber.

Oveni disse grundlæggende problemer, som alle stadig antog at socialistiske politikere og planlæggere ønskede det bedste for borgerne, kom en lang række indsigter fra public choice og politisk økonomi. Det gjaldt ikke mindst den ungarske økonom János Kornais beskrivelse af ’mangeløkonomier’ og bløde budgetbegrænsninger i offentligt ejede eller støttede virksomheder.

Der er således en ganske lang række grunde til at regne med, at socialistiske eller kommunistiske økonomier over tid kommer til at sakke bagud for friere samfund. Hvor meget og hvor hurtigt det sker, er dog ofte svært at sige. Det er netop det, vi forsøger i dag ved at se på 17 udviklingslande, der på et tidspunkt efter 1960 valgte at blive socialistiske og indføre et socialistisk økonomisk system. Alle 17 er dækket af the Penn World Tables, og vi sammenligner deres økonomiske udvikling med deres nabolande. Fra PWT får vi data på købekraftskorrigeret bruttonationalprodukt per indbygger og per fuldtidsansat (som er et mål for arbejdskraftsproduktiviteten), investeringer og privatforbrug. I de to figurer nedenfor viser vi alle fire mål i forhold til nabolandenes, og indekseret til 1 i det år, landet indførte socialisme.

Tallene taler deres tydelige sprog: Efter 15 år med socialisme var disse lande sakket cirka 15 % bagud i forhold til, at de bare havde fulgt naboernes udvikling i BNP, og 25 % i produktivitet. Dykker man ned i tallene, er det ikke engang fordi naboerne har klaret sig specielt godt. I gennemsnit havde de socialistiske økonomier 5,3 % tilbagegang i BNP over de første ti år og 4,3 % i arbejdsproduktivitet, mens nabolandene i samme tiårsperiode i gennemsnit så fremgange på henholdsvis 15,5 % og 28,1 %. Som den anden figur viser med al tydelighed, var det ikke en konsekvens af, at de socialistiske samfund ikke investerede. Tværtimod er det tydeligt i figuren nedenfor, at de investerede ganske kraftigt i forhold til nabolandene. Med andre ord kastede disse regimer massive ressourcer efter statsligt drevet industrialisering og infrastruktur, som efterfølgende ingen vækst gav. Ressourceforbruget afsløres også i forskellen på BNP per indbygger og per fuldtidsansat, der viser hvordan de socialistiske regimer brugte mere arbejdskraft end nabolandene, men væsentligt mindre effektivt. Som von Mises havde vist for længe siden, indebar indførslen af en socialistisk økonomi den bivirkning, at en stor mængde ekstremt relevant information om mangel, muligheder og effektivitet forsvandt fra samfundene sammen med de frie markeder. Selvom regimerne havde været befolket med engle, var det umuligt for dem at tage bare nogenlunde præcise økonomiske beslutninger.

Skulle nogen stadig være i tvivl, viser tallene således, hvor ekstremt ineffektive de socialistiske økonomier blev og hvilken forbløffende hastighed, de blev de med. Efter blot ti års socialistiske forsøg var den gruppe ulande, der siden 1960erne erklærede sig socialistiske (eller kommunistiske) 10 % fattigere og 20 % mindre produktive, end hvis de bare var fulgt med deres nabolande. Modsat løfterne og parolerne blev folk mere forarmede end før, og det nyttesløse ressourceforbrug blev stadig mere tydeligt. På trods af hvad folk som David Laibman, Grace Blakeley og Marianna Mazzucato, der alle tegner meget af den britiske og internationale debat, påstår, er socialistiske samfund de frie økonomier langt underlegne.

Monetære institutioner og historisk vækst

Forleden udkom det nye nummer af det lille, men altid interessante tidsskrift Economic Affairs. Tidsskriftet, der udgives i samarbejde mellem the Institute of Economic Affairs og University of Buckingham, kalder sig et liberalt tidsskrift for politisk økonomi, og redigeres på fremragende vis af Len Shackleton. Jeg har selv udgivet i det, og ser altid frem til at læse det, da der altid er en eller anden interessant artikel. Men denne gang er særlig, da Economic Affairs i juni-nummeret bringer en artikel af en af mine studerende.

I ”Money and economic development: A long-run perspective” ser Morten Sølvsten Schaiffel-Nielsen, der pt. er kandidatstuderende på Aarhus Universitet, på graden af decentralisering af penge. Mens vi ikke rigtigt tænker over det i dag – bortset fra i diskussioner om Bitcoin og andre kryptovalutaer – var penge ikke altid noget, staten havde monopol over. Mange steder brugte man markedsbaserede penge, udstedt af enkeltbanker eller flere banker i samarbejde. Pengenes værdi var koblet til f.eks. guld, i stedet for at være under (en vis) kontrol af en centralbank. De økonomiske effekter og hvorvidt der er argumenter for markedsbaserede penge i stedet for centraliseret pengeudstedelse, som stort set alle lande har i dag, har indtil videre været et særligt område for økonomer i den østrigske skole. Det har givet mange meget interessante teoretiske diskussioner og vinkler på spørgsmålet, men stort set ingen konkret, empirisk evidens.

Det er netop det, Morten leverer i den sin første artikel. Han udvikler først en kategorisering af monetære systemer, som placerer landes monetære institutioner mellem fuldt decentraliserede, markedsbaserede penge, og fuldt centraliserede monopolpenge. Disse data kan han applikere på 27 lande med konstruerede BNP-data fra 1820 og frem. Kategoriseringen kombinerer han med data for landes institutionelle kvalitet, som har får fra V-Dem projektet, i et sæt standard vækstanalyser og en ekstra analyse af økonomisk volatilitet På den måde kan han, som den første, give et konkret bud på værdien af forskellige monetære institutioner.

Resultaterne taler deres klare sprog: I lande med relativt gode institutioner førte markedsbaserede penge historisk til højere vækstrater, omend og så til en større grad af volatilitet. Morten noterer i sine konklusioner, at netop den kombination er konsistent med en økonomisk historie, hvor markedsbaserede penge giver større incitament til at investere i mere risikable, men også potentielt mere profitable og innovative projekter. En del af forklaring er muligvis også, at man med markedsbaserede undgår de problemer med politisk usikkerhed, som man kan få med statsligt kontrollerede centralbanker.

Under alle omstændigheder er artiklens evidens den første af sine art, og absolut værd at tænke over. Den giver en empirisk baggrund for en række diskussioner, som økonomer i den østrigske skole har haft i årtier. Og at det bidrag skulle komme fra en studerende fra Aarhus, gør det ikke mindre interessant.

Afrika vokser

Afrika syd for Sahara blev i mange år betragtet som permanent fattigt – en række lande, der aldrig ville udvikle sig og hvor hverken befolkning eller ledere kunne finde ud af at opnå nogen form for udvikling. Som Alex Hammond, policy advisor ved the Institute of Economic Affairs i London, mindede folk om forleden dag, kaldte the Economist for 20 år siden Afrika for “det håbløse kontinent.” Det er dét syn på Afrika, som mange danskere stadig har.

Men som Alex pointerede i den forgangne uge i et blogindlæg, er dette billede langt fra længere sandt. Folks forventede levetid er steget med mere end ti år siden 2000, børnedødeligheden er faldet til næsten det halve, og 136 millioner flere afrikanere kan læse idag end for 20 år siden. Til sommer træder the African Continental Free Trade Area i kraft, og en række afrikanske lande har haft imponerende vækstrater.

Vi illustrerer det overordnede billede i nedenstående figur, der viser den totale vækst i (købekraftskorrigeret) bruttonationalprodukt per indbygger mellem 1997 og 2017. Den gennemsnitlige vækst i Afrika syd for Sahara har været 40 procent, mens den var 31 procent i Nordafrika og 30 % i Vesteuropa og Nordamerika. Fokuserer man i stedet på arbejdsproduktiviteten, er de tilsvarende tal 31, 13 og 22 procent.

Kilde: Penn World Tables, mark 9.1

Uanset hvordan man ser på det, er størstedelen af Afrika ved at lukke noget af velstandsgabet til resten af verden. Det gælder ikke blot de over 100 millioner mennesker i Etiopien og knap 20 millioner i Mali, der har set gennemsnitsindkomsten blive fordoblet på 20 år, men også tidligere håbløse steder som Liberia (86 procent) og Mozambique (83 procent), ligesom bedre kendte succeser som Mauritius og Botswana velstandsmæssigt har indhentet dele af Østeuropa.

Der er stadig steder som den Centralafrikanske Republik og Gabon, der effektivt har set tydelig tilbagegang siden slut-90erne, og Burundi og Madagascar hvor økonomien er fuldstændigt stagneret. Men størstedelen af Afrika oplever solid økonomisk fremgang, baseret på bedre retsvæsener, mindre politisk styring og mere økonomisk frihed, og mere handel med både resten af verden og resten af Afrika. Selvom man kan blive deprimeret, hvis man lytter for meget til de professionelle dommedagsprofeter i Oxfam og andre organisationer, ser virkeligheden langt bedre ud end de fleste tror!

Paven, jøder og inklusiv vækst

Hvad i alverden har paven, jøderne og inklusiv vækst med hinanden at gøre? Svaret er, at alle tre emner blev dækket på fredagens danske public choice workshop! Fra klokken 11 om formiddagen til 18.15 om aftenen kunne et talrigt publikum i København for eksempel høre, hvordan graden af økonomisk frihed og antisemitisme hænger sammen, om pavebesøg får lande til at opføre sig pænere, om hvis danskeres tillid til myndighederne faldt efter Stein Bagger-skandalen, om hvornår danske kommuner outsourcer, og om demokratier har mere ’inklusiv’ vækst end autokratier. Alt i alt bød workshoppen på 18 præsentationer om 18 forskellige emner. Her er tre af dem.

Jerg Gutmann fra universitetet i Hamborg startede workshoppen med sit papir ” Pacem in Terris: Are papal visits good news for human rights?” Jerg har set på, om pavebesøg fører til, at lande undertrykker mindre end ellers. Hans meget interessante og underholdende præsentation viste, at svaret er en slags ja: I perioden op til et pavebesøg falder den generelle grad af undertrykkelse, men den vender tilbage på det ’normale’ niveau i det øjeblik, paven er taget hjem. Den gode effekt af et pavebesøg er således fuldstændigt midlertidig. Jerg viste dog også, at Vatikanet udvælger de steder, paven skal besøge, på en meget strategisk måde. Det er ikke tilfældigt, hvor han tager hen, og de regimer han besøger, er typisk mere følsomme overfor kritik end andre. Jerg præsenterede endda indikationer på, at det også er strategisk, hvem der bliver helgengjort.

Sidst på dagen præsenterede den altid glimrende Niclas Berggren (IFN, Stockholm) en meget anden historie. Han og Therese Nilsson (Lunds universitet) har brugt en helt ny spørgeundersøgelse til at undersøge, i hvor høj grad økonomisk frihed påvirker, hvor antisemitiske folk er i forskellige lande. Deres første fund er ikke overraskende: Lande med bedre og mere politisk uafhængige retsvæsener har mindre antisemitiske befolkninger. De finder dog også klare indikationer på, at relativt fattige lande der er mere åbne for handel og investeringer, er mere antisemitiske. Niclas forklarede hvordan sammenhængen muligvis kan skyldes, at i disse lande er åben handel, investeringer og økonomisk aktivitet forbundet med myter om jødisk global kapitalisme osv. Øger man handelen, øger man således også en aktivitet som folk tror har at gøre med mistænkelig jødisk konspiration. Forklaringen er naturligvis rendyrket nonsens i virkeligheden, men som Niclas viste fra starten, er det en vrangforestilling, som man kan genfinde i en nærmest enorm mængde ældre litteratur.

Midt på dagen dækkede Sigrid Koob (PhD-studerende på CBS) spørgsmålet om, hvorvidt økonomisk vækst i demokratier er mere ’inklusiv’. Begrebet dækker over en situation, hvor vækst er ledsaget af mindre ulighed – dvs. at de fattiges indkomsts vokser hurtigere end de riges. Med brug af data fra V-Dem-projektet viste Sigrid, at der muligvis er noget om snakken, da vækst i demokratier også ser ud til at føre til mindre ulighed. Hendes estimater viste dog også, at effekten er meget lille, og nok så lille, at den reelt er ligegyldig. Sigrid papir er interessant, men har som mange andre ved workshoppen brug for mere arbejde.

Det er dog også en af grundene til, at man præsenterer sit nye arbejde i en så venlig forsamling som den danske public choice workshop. Det giver næppe meget mening at præsentere noget, der er helt færdigt. Formålet er at prøve idéer af, få indikationer om hvad man kan gøre mere, og for nogle også at testkøre deres præsentationer før forårets internationale konferencer. Og som bivirkning får vi andre indsigt i, hvad nogle af Danmarks, Sveriges og Tysklands dygtige forskere indenfor public choice og politisk økonomi går og laver for tiden.

Italiens økonomiske elendighed

Italiensk politik og Italiens økonomi har igen været i de internationale overskrifter, da landets regeringsleder Matteo Salvini er på vej til at opløse regeringen. Salvini, der repræsenterer det højrepopulistiske Lega og danner regering med det venstrepopulistiske M5S, har udfordret EU ved at gennemføre et statsbudget med et alvorligt underskud. Efter forhandlinger endte budgettet lige indenfor eurozonens regler om et maksimalt, planlagt underskud på 3 %, men de facto ender det italienske minus sandsynligvis værre end det.

Udmeldingen er nu, at Salvini og Lega er klar til at sænke skatten markant, hvis de får pienei poteri – et klart flertal og dermed den ”fulde magt” som Mussolini også talte om – og at de helt vil ignorere euroreglerne. Det officielle argument er, at der skal sættes gang i de økonomiske hjul, men som økonom ved man, at den type politik i bedste fald kan give øget aktivitet i et par år. Derefter er italienerne tilbage til en situation med en statsgæld på 132 % af BNP – en del af den båret ufrivilligt af italienske banker, som dermed er udsat for væsentlig politisk risiko – og den forbløffende status quo uden egentlig økonomisk vækst. Som den altid indsigtsfulde Tyler Cowen hos Bloomberg understreger, er den næsten totale mangel på vækst det virkelige problem:

Unfortunately, a zero-growth environment cannot be stable forever. The reasons are many; structures ossify, firms and governments become less productive and dynamic, rules become more vulnerable to gaming and rent-seeking, and interest groups increase their ability to seize parts of the pie. If the pie doesn’t grow, eventually it becomes harder to sustain productive activity and a healthy politics.

Man kan næppe undervurdere, hvor alvorligt eller grundlæggende, problemet er: Sammenligner man med resten af Europa, er Italiens økonomi meget tydeligt i en sørgelig tilstand. Det ses ikke mindst i figuren nedenfor, hvor vi plotter udviklingen i total faktorproduktivitet, beregnet som et såkaldt Solow-residual, i Danmark, Sverige, Storbritannien og Italien siden 1970.

Som figuren viser, var Italien faktisk en af Europas mere produktive økonomier i 1970erne, med et gennemsnitligt Solow-residual 8 % under Tysklands og meget lig Danmarks. Til sammenligning var Storbritannien – kendt som Europas syge mand i 70erne – 16 % mindre produktivt end Tyskland og hele 29 % værre end USA. Figuren viser dog også to andre forhold: Effekterne af de massive reformer i Storbritannien omkring 1980 og Sverige efter 1990, og hvordan Italiens produktivitetsvækst aftager markant i løbet af 1980erne og fra 1998 til finanskrisens start i 2008 er praktisk taget nul. Status i det sidste år med data, 2017, er at Sverige nu er 2 % mere produktivt end Tyskland – en forskel, der er så lille at den i praksis er nul – mens Storbritannien er 6 % bagefter og Danmark er 9 % bagefter.

Produktivitetsforskellen mellem Tyskland og Italien illustrerer ganske godt omfanget af de italienske problemer: Opgjort som et Solow-residual var Italien i 2017 33 % mindre produktivt end Tysklands økonomi. Med andre ord kan tysk industri i dag i gennemsnit producere varer af 1000 euro værdi med et ressourceforbrug, der er en tredjedel lavere end det tilsvarende italienske. Tysk produktivitet bliver ydermere ved med at udvikle sig ligesom den svenske, men Italiens produktivitetsniveau i dag er tilbage på samme niveau som i midten af 1980erne. Mens landet således stadig kan ’skabe arbejdspladser’ er de derfor også i stigende grad inferiøre i forhold til alternativer i resten af Europa.

Som vi har vidst siden Robert Solow og Trevor Swans arbejde sidst i 1950erne, er produktivitetsudvikling den grundlæggende kilde til langsigtet økonomisk vækst. Den kræver i de fleste tilfælde gode, politisk uafhængige retslige institutioner, en nogenlunde stabil og forudsigelig økonomisk politik, begrænset rent-seeking og særinteresseindflydelse, en begrænset offentlig sektor, og fri iværksætteraktivitet. Italien har, sammenlignet med de fleste andre vestlige lande, ingen af delene. Støvlelandet har behov for alvorlige, gennemgribende reformer af hvordan dets samfund fungerer. Uden dem er landet dømt til at fortsætte en kurs, hvor landet falder endnu længere bagud og opbygger en endnu større statsgæld. Og som i alle andre tilfælde er der kun én slutning på den slags historie: At man går konkurs.

Befolkning, klima og vækst 7: Intensiv og ekstensiv vækst

Er økonomisk vækst skadelig for miljøet? Spørger man de fleste mennesker, inklusive mange klimaforskere (der ofte ikke er nervøse for at udtale sig udenfor deres eget fag), er svaret et tydeligt ja. Hvis vi bliver rigere, bruger vi jo flere ressourcer og energi, og det må være skadeligt for miljøet og bidrage til global opvarmning. Spørger man økonomer med indsigt i vækstprocesser, er svaret helt anderledes betinget og nuanceret. Det relevante spørgsmål er ikke, om vækst er skadelig for miljøet, men hvilken vækst vi overhovedet taler om. Økonomisk vækst er nemlig ikke bare økonomisk vækst. Man drager ofte et fundamentalt skel mellem ekstensiv og intensiv vækst. Disse kaldes også til tider vækst drevet af faktorakkumulation og vækst drevet af faktorproduktivitet, og er ekstremt forskellige processer.

Ekstensiv vækst er det, som de fleste ikke-økonomer forestiller sig vækst må være: At man bruger flere folk, der arbejder flere timer og bruger flere ressourcer. Det er denne type vækst, der for eksempel sigtes efter, når forskellige regeringer over årene har lavet arbejdsmarkedsreformer. Når arbejdsudbuddet stiger, arbejder flere folk flere timer, og den økonomiske aktivitet stiger dermed. Skal man lave flere biler med den nuværende teknologi, skal man således bruge flere folk, mere stål, gummi osv.

Siden Robert Solows arbejde sidst i 1950erne har man brugt et simpelt, matematisk eksempel på forskellen på intensiv og ekstensiv vækst. Man forestiller sig en ’produktionsfunktion’, dvs. en matematisk illustration af, hvordan ressourcer bliver til færdige produkter. Den har typisk formen y = a f (k, l), hvor y er output eller indkomst, f er funktionen, der omformer kapital k og arbejdskraft l til output, og a er en teknologiparameter, der illustrerer hvor effektiv, ens produktion er. En helt typisk form, der er nemmere at have med at gøre, kaldes Cobb-Douglas: y = a kα l1-α. Med Cobb-Douglas er tricket, at α kan fortolkes som den andel af indkomstskabelsen, der gør til kapitalejerne, og 1- α dermed er den andel af indkomstskabelsen, er udbetales som løn.

Illustrationen er så effektiv fordi den viser, hvordan væksten kan komme fra tre kilder i modellen, fordi man matematisk kan ’dekomponere’ vækst. Tager man Cobb-Douglas-funktionen i vækstrater, bliver den til ŷ = a + α k + (1 – α) l. Som den lille model illustrerer, kan væksten for det første komme fra vækst i k, som er almindelige investeringer, og vækst i l, som kan ske når arbejdsstyrken udvides – enten da kvinderne kom på arbejdsmarkedet, når den strukturelle arbejdsløshed falder, eller når man får folk til at arbejde flere timer. Begge disse giver ekstensiv vækst, fordi den hviler på at man propper mere ind i produktionen. For det andet kan væksten komme fra vækst i a, dvs. fra at det man laver bliver mere produktivt. Det er den intensive vækst, væksten i faktorproduktivitet.

Sagen er, at ekstensiv vækst ikke kan blive ved! Der er naturlige grænser for hvor stor en del af befolkningen, man kan få i arbejde, og hvor mange timer de vil arbejde. På samme måde er der aftagende skalaafkast af kapital – maskine nummer 100 gør ikke lige så stor en forskel som maskine nummer 10. Som Solow og Trevor Swan indså, må langsigtet vækst i sidste ende derfor komme fra intensiv vækst, dvs. at vi bliver dygtigere til at få noget ud af de ressourcer, vi nu engang har. I en miljømæssig sammenhæng er det en helt central indsigt, da ekstensiv vækst i sagens natur øger ressourceforbruget, mens intensiv vækst rent faktisk kan reducere ressourceforbrug, forurening og miljøbelastning. Er man interesseret i miljøkonsekvenserne af fortsat økonomisk udvikling, må man derfor altid spørge sig selv, hvilken type vækst man tænker på.

Vi illustrerer forskellen i figuren over vestlige lande nedenfor. Her har vi taget vækstraten i købekraftskorrigeret nationalindkomst per indbygger de sidste 20 år fra Penn World Tables, og sammenholdt den med en beregnet vækst i den vækst, der kan komme fra ekstensive kilder (vi beregner derfor et såkaldt Solow-residual). Den ekstensive vækst er her beregnet med en kapitalandel – et α i funktionen ovenfor – på 0,6, som i det store og hele ender med at give sammenlignelige resultater med f.eks. OECDs mål for såkaldt multifaktorproduktivitet, og blot skal tages med et gran salt når det gælder ressourceøkonomier (se f.eks. Rusland). Søjlerne er de totale vækstrater, den blå del er den ekstensive vækst, mens den orange er den intensive. Bemærk at flere lande – inklusive Italien, Grækenland og Portugal i bunden – ser mærkelige ud, da de er blevet mindre produktive de sidste 20 år. Italiens vækst fra ekstensive kilder modsvares således næsten fuldstændigt af en erosion af dets produktivitet. Et andet forhold, der nok er værd at bemærke, er at dansk udvikling, beregnet på denne måde, har været næsten udelukkende ekstensiv de sidste to årtier.

Det svære ved at skille de to typer vækst ad, og at kommunikere den vigtige forskel, er ikke matematikken. Det er at få ikke-økonomer til at forestille sig, hvad intensiv vækst er. Jeg har med mellemrum hørt folk påstå, at det bare altsammen er fugle på taget, og har oplevet at de afkrævede mig svar på, hvor de næste års intensiv vækst skal komme fra. Den slags krav er dybt frustrerende, da folk dermed implicit kræver at økonomer er profeter (og det er ingen seriøse økonomer). Vi giver nedenfor et (måske nørdet) eksempel på kilder til intensiv vækst fra flybranchen.

Figuren viser brændstofforbruget per 100 sædekilometer i en større gruppe rutefly. Nogle af dem har været almindelige en gang, men er ikke længere i drift, nogle af dem er almindelige i dag, og et enkelt – det russiske MC 21 – er på vej på markedet. Det særlige i figuren er, at vi har sorteret dem efter det år, de blev sat i drift.

Som figuren meget tydeligt viser, er fly blevet meget mere brændstoføkonomiske siden begyndelsen af 1960erne. Kilderne til besparelsen er dog forskellige og ofte ikke til at se for folk, der ikke er eksperter. De handler både om fremskridt i motorer, vægt og aerodynamik. Et moderne Boeing 787 er således væsentligt lettere end tidligere fly pga. brugen af kulfiber, mere aerodynamisk – blandt andet pga. ændret vingedesign – og har ligesom de fleste læseres biler langt mere økonomiske motorer. På samme måde kan man ikke se med det blotte øje, at et moderne køleskab kun bruger omtrent en fjerdedel af den strøm, køleskabe brugte i 1970erne, ligesom det heller ikke er til at se, hvorfor biler er blevet så meget billigere over årene.

Det særlige er dog, at disse ofte usynlige kilder er den faktiske drivkraft i intensiv vækst, som kan gøre os både rigere og tillade os at efterlade et mindre miljømæssigt aftryk. Der er ikke noget modsætningsforhold mellem intensiv vækst og miljøbekymringer, men absolut en modsætning på langt sigt mellem ekstensiv vækst og miljøet. Hvis de mange kommentatorer i miljø- og klimadebatter, der glat væk udtaler sig om økonomi på det tyndest mulige grundlag, ikke lærer andet, er forskellen på ekstensiv og intensiv vækst den vigtigste, de skal have med herfra.

Befolkning, klima og vækst 5: Er lave børnetal et problem?

Man hører med mellemrum politikere og eksperter erklære, at vi skal have flere børn! Som f.eks. Niels Ploug fra Danmarks Statistik har argumenteret (læs her), bør danskerne få flere børn for at ’redde velfærdsstaten’. Idéen om, at der i en eller anden forstand er en værdi af at få mange børn, deles af adskillige religioner, inklusive kristendom, der prædiker at man skal befolke jorden og få flere børn. På samme tid var den sociale norm i århundreder, at man burde få mange børn., og mange mennesker synes stadig at mene, at et liv med egne børn er det eneste moralsk forsvarlige.

Som forsker må man derimod gå til spørgsmålet med anderledes åbne øjne, når man ser på om lave børnetal er et problem. Idet spørgsmålet i denne sommerserie er, om lave børnetal er et problem i forhold til langsigtet vækst eller miljøtilstand, kan vi ser bort fra både sociale normer og religiøse værdier.

For at forstå Plougs og andres argument og se, hvordan et lavt børnetal kan true en helt speciel type samfundssystem, må man indså, at stort set alle moderne velfærdsstater er bygget op som et såkaldt ’Ponzi Scheme’ – et pyramidespil. Som et hvilket som helst andet pyramidespil hænger det kun sammen, så længe der til stadighed kommer flere betalere til, end der er modtagere. Velfærdsstaten bliver til et pyramidespil, når en del eller hele pensionen betales af de nuværende skatteydere – man betaler sine forældres pension – og mindst et af flere forhold gælder: 1) Hvis pensionsalderen ikke følger med den gennemsnitlige levealder, så folk effektivt får flere år på pension; 2) hvis pensionisterne bliver dyrere når de, for eksempel, lever flere år med dårligt helbred; og 3) hvis Wagner’s Lov gælder, så pensionisternes servicekrav stiger hurtigere end nationalproduktet.

Alle tre forhold gælder sandsynligvis i vestlige samfund, og indebærer at de offentlige finanser ikke hænger sammen medmindre der bliver stadigt flere i arbejde per pensionist. Med andre ord: Hvis den arbejdende del af befolkningen ikke bliver ved med at vokse, hænger pensions- og sundhedssystemet ikke økonomisk sammen. Det vigtige er dog at indse, at kravet om en stigende befolkning, og dermed om børnetal over 2,1 per kvinde, er skabt af et fejldesignet offentligt system. Der er således ikke noget umiddelbart objektivt argument for, at høje børnetal er positive eller nødvendige, da der er tale om en konsekvens af alvorlige regeringsfejl. Ingen af problemerne er vigtige i det tilfælde, at man har et system hvor hvert individ selv betaler ind til sin egen pension.

Omvendt er der ganske gode argumenter for, at et højt børnetal er et problem. Et af de simple og klassiske, teoretiske problemer er at familier med flere børn vil have relativt færre ressourcer per barn. De vil derfor nødvendigvis blive nødt til at prioritere, hvilket eller hvilke børn der kan få en uddannelse, da uddannelse både koster penge og tabt arbejdsfortjeneste – børnene kan jo ikke arbejde, mens de læser. Disse bider teori er derfor også centrale for Gary Beckers idé om, at jo rigere folk bliver, jo mere vægter de kvalitet over kvantitet i deres valg af, hvor mange børn de får. Mens det kan være svært at se, at det skulle være et væsentligt problem for de fleste i vestlige lande, er det et intuitivt godt argument i fattigere lande. Det skaber det fundamentale problem, at selvom uddannelse er vigtig for den langsigtede vækst og et samfunds teknologiske ’innovationskraft’, vil mange fattige og mellemindkomst-lande have et uddannelsesproblem så længe børnetallet forbliver højt. Det kan dermed være en mekanisme, der forbinder høje børnetal med lav vækst.

Der findes dog andre teoretiske argumenter, inklusive et fra den altid interessante Bryan Caplan. Hans argument for flere børn er, at jo flere folk der er, jo flere idéer får de. Det ville betyde, at en større global befolkning alt andet lige indebærer hurtigere økonomisk vækst, og kan derfor være en del af forklaringen på, hvorfor væksten var så relativt hurtig i det 20. århundrede. Et af flere argumenter imod Bryan er dog, at jo flere mennesker der er, jo sværere bliver det at spotte de store talenter. Selvom der typisk vil være flere talenter, jo flere mennesker der er, bliver de også mere usynlige. Derudover er det heller ikke givet, at de alle vil bruge deres talent innovativt i stedet for at udnytte det til effektiv rent-seeking (som William Baumol indså).

Helt overordnet er der således gode argumenter for næsten alle positioner – positiv, negativ og ligegyldig. De fleste vækstteoretikere og empiriske vækstforskere hælder dog mest i retning af, at høje børnetal er skadelige for et lands langsigtede økonomiske udvikling, ligesom de fleste miljøøkonomer ser høje børnetal som et fremtidigt problem. Og indtil videre er der ikke meget, der tyder på at lande med skrumpende befolkninger klarer sig økonomisk ringere end andre befolkninger.

Vi slutter derfor denne post i vores sommerserie med det simple, empiriske billede. I figuren nedenfor sammenholder vi vækst i købekraftsjusteret nationalindkomst per indbygger i to 20-årsperioder med befolkningstilvæksten i samme perioder (begge fra Penn World Tables). Vi har plottet indkomstvæksten i fire såkaldte kvartiler – de 25 % lande der har lavest befolkningstilvækst er 1. kvartil, de 25 % næste 2. kvartil osv. Mens det ikke tæller som hård evidens, viser figuren dog et meget klart billede: Lande med høje fødselstal har næsten altid lave langsigtede vækstrater. Høje fødselstal ser ud til at være både et økonomisk og miljømæssigt problem på lang sigt.

Befolkning, klima og vækst 3: Partikelforurening

Når der tales om forurening for tiden, henvises der næsten altid til enten vandkvalitet eller et eller andet aspekt af CO2-debatten. Mens man naturligvis bør tage disse debatter alvorligt, er der en anden og anderledes umiddelbart farlig type: Partikelforurening. Både i dag og historisk er partikelforurening alvorligt skadeligt for mennesker. Det gælder både indendørs partikler fra opvarmning og madlavning over åben ild, som det gælder de problemer med kul- og dieselos, som vores forældres og bedsteforældres generation kendte alt for godt.

En af de bedste illustrationer af problemet kom i starten af december 1952, i form af det, der blev kaldt The Great Smog of London. På grund af et fænomen kaldet ’temperaturinversion’, hvor et lag varmere luft lagde sig oven på denne kolde luft i London, steg den giftige partikelforurening i byen dramatisk. Dynen af varm luft en giftig tåge i at løfte sig over byen, og da der stort set ingen vind var, lagde tågen sig tungt over London i fem dage. Tågen i starten af december blev således hurtigt gullig pga. et særligt højt svovlindhold fra byens mange kulfyr og de ikoniske London-busser, der næsten lige var blevet udstyret med moderne dieselmotorer.

Luften i London siges i de dage at have lugtet som rådne æg pga. det høje svovlindhold i luften. Folk holdt med myndighedernes anbefaling børn hjemme fra skole, undgik at gå ud, og mange blev endda hjemme fra arbejde. Det skulle vise sig at være en god idé, og en endnu bedre idé at tage væk fra London – hvis man kunne køre eller finde et tog, der gik – da flere tusinde døde af smogen.

Efterfølgende vurderinger peger på, at 8000-12000 døde som følge af London-smogen i december 1952. Episoden var en øjenåbner i Storbritannien og fik efterfølgende borgere i mange andre land til at indse, hvor skadelig forurening faktisk kunne være. Mange borgere efterspurgte regulering, men opmærksomheden fik også virksomheder til at efterspørge løsninger på udfordringer med partikelforurening fra deres produkter, i deres produktion, og på deres fabrikker. Spørgsmålet var derefter, hvilke lande, der gjorde noget ved problemerne – og hvornår.

Plottet nedenfor giver en indikation af svaret på spørgsmålet. Vi illustrerer her sammenhængen mellem gennemsnitsindkomst, målt ved real BNP per capita fra the Penn World Tables, og PM 2.5 som indikerer antallet af mikropartikler i luften – partikler, der er mindre end 2,5 mikrometer i diameter i 2013-2015. De blå prikker indikerer almindelige lande, mens de orange er olie- og gasproducenter. Figuren viser tydeligt, at det er vigtigt at skille de to type lande fra hinanden. Ser man derimod på de blå punkter, er det ret tydeligt at der er en klar sammenhæng. Op til et vist punkt ser der umiddelbart ud til at være stor spredning, men ser man nærmere efter, drejer det sig faktisk kun om fire lande – Bangladesh, Cameroun, Egypten, Mauretanien – mens resten følger et klart mønster. 

Som figuren viser, er der i moderne tid ingen Kuznetskurve for partikelforurening (eller også er alle lande på den rigtige side af toppunktet). Forskellene langs kurven er heller ikke helt små: For hver fordobling af gennemsnitsindkomsten falder partikelforureningen med cirka 40 procent. Går man således fra et velstandsniveau omkring 15.000 dollars per person – meget cirka Serbiens nuværende niveau – til Danmarks status omkring tre gange så høje gennemsnitsindkomster, vil partikelforureningen typisk mere end halveres.

Partikelforurening er et alvorligt miljøproblem, og et af dem der er mest skadeligt for menneskers helbred. Men det er et problem, der i høj grad forsvinder med moderne udvikling. Som både tværsnittet i figuren ovenfor, som den britiske udvikling siden 1970 i figuren fra Storbritanniens Department for Environment, Food & Rural Affairs nedenfor viser, er problemet ikke økonomisk vækst. Efterkrigstidens udvikling peger i høj grad på, at moderne vækst er løsningen. Det betyder dog ikke at al vækst er en løsning – den skal være ’intensiv’, som vi skriver om senere på sommeren.