Læg godt mærke til figuren. Den viser en ret upåagtet succes. Den såkaldte kompensationsgrad er gennem et par årtier faldet mærkbart. Det samme er ledigheden.

Kompensationsgraden er forholdet mellem dagpengene og lønniveauet i beskæftigelse for en arbejder i industrien (ved en kompensationsgrad på 1 ville indkomsten være ens i de to situationer). Forklaringen på faldet i kompensationsgraden er den såkaldte satspulje, som blev indført ved et bredt forlig i 1990. Arbejdsløshedsdagpengene reguleres i takt med lønningerne – dog med en vis tidsmæssig forskydning. Men hvis lønstigningstakten ellers er høj nok, tages 0,3 pct.point ud til satspuljen. Med årene er det blevet til en del, og det er med til at forklare, at kompensationsgraden i dag ligger så meget lavere end for tredive år siden. Prisen på ledighed er så at sige steget, og det har bidraget til det bemærkelsesværdige fald i ledigheden. Det er selvsagt vigtigt at tilføje, at andre stramninger også har bidraget. Vi er bl.a. gået fra en i praksis uendelig dagpengeperiode til to år.

Det er også værd at understrege, at satspuljens succes alene skyldes denne mekanik. Pengene i puljen fungerer som en pengekasse, politikerne hvert år deler ud af til mere eller mindre seriøse projekter.

Mekanismen med gradvist voksende spænd mellem løn og dagpenge er gennem tiderne blevet kritiseret fra forskellige sider. Den seneste og måske mest overraskende kritik stammer fra overvismanden. Han er citeret for to begrundelser for, at et fortsat fald i kompensationsgraden kan være problematisk. Ingen af dem er dog særligt overbevisende.

For det første anføres det, at en lav kompensationsgrad kan føre til udmeldelser af dagpengesystemet (om end det medgives, at der indtil videre ikke har været tegn på udmeldelser i større stil). Det er imidlertid kun problematisk, såfremt nettosubsidiet via kontanthjælpssystemet ender med at blive større end i dagpengesystemet. I den forbindelse er det værd at notere sig, at mindrereguleringen i kraft af satspuljen omfatter alle overførselsindkomster, inklusive kontanthjælp. Det er også værd at notere sig, at de højtlønnede i forvejen har en betydeligt lavere kompensationsgrad, uden at det udgør noget særligt problem. De højtlønnede er i praksis i høj grad selvforsikrede.

For det andet fremfører Overvismanden det synspunkt, at en lav kompensationsgrad kan føre til krav om mindre fleksible regler for afskedigelser mv. på arbejdsmarkedet. Her er tale om spekulation – og også en lidt tvivlsom position for en vismand. Hvis man begynder at overveje, om ellers fornuftige tiltag kan medføre opbakning til dårlige beslutninger – ja så kan man ende med at begrunde hvad som helst på den måde. Det er da i øvrigt heller ikke sådan, at lande med mindre ”generøse” overførselsindkomster end de danske alle har mere stive arbejdsmarkeder. De angelsaksiske lande er generelt kendetegnet ved både fleksible arbejdsmarkeder og mindre generøse overførsler. Og lav ledighed, i øvrigt.

Det er ikke sådan, at jo lavere kompensationsgrad, desto bedre. Der kan være rigtige gode grunde til at forsikre folk mod ledighed. Men nøgleordet her er ”forsikre”. Forsikringsordninger bør være ægte aktuariske – altså hvor forsikringspræmien afspejler risikoen.