Tag: P.J. O’Rourke

Læser Du bøger?

Her på stedet underholder vi jo fra tid til anden med, hvad de forskellige punditokrater læser af ting i ferier m.v.  Derfor tænkte jeg, at jeg lige ville nævne, at jeg påske-lørdag var interviewet i Information til klummen “Læser Du bøger?”.  Det var her, men kommer også her:

Hellere Pippi end hjælpeløse samtalebøger

Han er ikke pjattet med det seneste års bølge af pseudovidenskabelige bøger, skrevet som ‘banale fristile’. Til gengæld ville verden være et bedre sted, hvis alle havde læst Milton Friedman, mener professor i statskundskab Peter Kurrild-Klitgaard

Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

“Der er så meget godt. Jeg tror oprigtigt, at verden ville være et meget bedre sted, hvis flere havde læst Milton Friedmans Det Frie Valg eller F.A. Hayeks Vejen til Trældom. Men måske det er for forudsigelige svar? Det bedste svar er vel, at jeg ønsker mig, at folk skal læse det, de selv oprigtigt har valgt at læse snarere end noget, der bliver dem påduttet, fordi det er nyt, ‘smart’ eller politisk korrekt.”

Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

“Det er svært at sige, bl.a. fordi man jo ofte vælger at læse bøger, som man på forhånd tror, vil være nogen, man kan lide. Taler vi skønlitteratur, så blev jeg f.eks. i mine teenage-år umådeligt meget påvirket af Ayn Rands romaner The Fountainhead og Atlas Shrugged, men jeg havde allerede i forvejen fået dem varmt anbefalet og vidste, at jeg nok ville kunne lide dem.”

Storslemt

Hvad er den værste bog, du har læst?

“Oh, det er jo også svært, for der er sørme også så meget at vælge imellem. Især på dansk. De fleste af de seneste års ‘samtalebøger’ og politiske erindringer er ret hjælpeløse, kedelige og dårligt skrevet – så dem holder jeg mig generelt fra. Noa Redingtons Den Første om Helle Thorning-Schmidt er storslem på alle kriterier. Jeg afskyr særligt bøger, der udgiver sig for at være ét og så er noget helt andet. F.eks. kunstnere eller politikere, der tror, de er dybsindige tænkere. Eller samfundsforskere, der skriver bøger og prætenderer, at de er ‘videnskabelige’ eller ‘videnskabsformidlende’, men hvor der reelt er tale om studentikose og banale fristile. Jeg kunne nævne mange, men det ville stride lidt mod mikrobiologiens første lov om, at ‘don’t shit where you eat’.”

Har du en yndlings-forfatter?

“Det kommer jo an på genren. Stilistisk og sprogligt set er min favorit så ubetinget den amerikanske journalist og politiske satiriker P.J. O’Rourke, som i mange år skrev for Rolling Stone, men nu er tilknyttet Atlantic Monthly. Han er elegant, hylende morsom og har politisk bid.”

“Af faglitteratur kunne jeg nævne en som økonomen og filosoffen Ludwig von Mises. Det er aldrig morsomt, men han formåede at fremstille selv de mest komplicerede ting i et forbilledligt klart sprog og med en tydelig logik. Alle postmoderne og socialkonstruktivistiske skribenter, som tror, at noget bliver finere eller bedre, desto sværere det er at forstå, kunne lære meget af at læse Mises.”

10-15 forskellige bøger

Hvornår læser du?

“Evig og altid, men alligevel alt, alt for lidt. Døgnet har jo kun 48 timer. Jeg slæber altid rundt på noget i min taske, som jeg kan læse, hvis chancen byder sig. Noget er arbejdsrelateret, andet er nyheder, og så er der som regel en bog eller to. Jeg har konstant 10-15 vidt forskellige bøger på mit natbord. En gang om året sværger jeg: ‘Ingen nye bøger, før de gamle er læst’, men det går ikke så godt med det.”

– Hvad er din seneste skønlitterære oplevelse?

“Vi har en toårig pige, så det må jo nok blive Pippi Langstrømpe og Peter Plys. Men det er jo heller ikke så skidt for voksne. Ellers Isobel Colegates The Shooting Party.”

Og hvad er den næste?

“Den amerikanske journalist Robert Novaks erindringer, The Prince of Darkness. Og så vil jeg gerne læse Lampedusas Leoparden, som jeg med skam må indrømme, at jeg aldrig har fået læst.”

JE parafraserer PJ …

Vores begavede yngling, Johan Espersen, har i anledning af folketingsvalget på sin blog, The Hairpin Bend, oversat og parafraseret åbningskapitlet fra Parliament of Whores af vores uforlignelige yndling, P.J. O’Rourke.  Selvom jeg, de fleste andre punditokrater og ganske mange læsere, givetvis kender bogen og kapitlet, så er det dog også ret morsomt at læse på dansk.  Her er en smagsprøve:

Politik er kedeligt fordi politiske karrierer er baseret på den mest lunkne form for løgn: ”Jeg balancerer budgettet, sådan da.” ”Jeg vil ikke forhøje skatten, hvis jeg da kan forhindre det.”

Selvfølgelig fortæller politikere ikke sandheden: ”Jeg stiller op til det Folketinget for at hævde mig selv overfor de klassekamerater, der for 35 år siden gav mig øgenavnet Fiskefjæs” eller ”Vælg mig venligst til Folketinget, så jeg kan komme væk fra Nordjylland og møde store kanoner og lækre babes.”

Men de fortæller heller ikke store, underholdende, dundrende løgne: ”Send undertegnede til Christiansborg og jeg vil sende tyvekosterne hjem i sendinger af lukkede godsvogne. Du kommer til at asfaltere vejene med bacon, når jeg er færdig med at skovle ud valgflæsk fra statens pengekasse. Der kommer til at være offentlige jobs til din hund. Lad din haveslange løbe i femten minutter og jeg vil få Transportministeriet til at bygge en ottesporet hængebro over pølen. Vis mig en våd kælder og jeg vil anskaffe dig en flådebase og gøre din vvs-montør til admiral af flåden. Der vil være landbrugsstøtte for hver plante, du har i en potte, forsvarskontrakter til knægtens spytbolde og gratis pladser på en daginstitution til datterens dukker. Du vil få arbejdsløshedsunderstøttelse for de seksten timer hver dag, hvor du ikke er på dit job, fuld førtidspension, hvis du skal op om natten for at gå på toilettet og folkepensionen vil komme ikke bare når du trækker dig tilbage som pensionist, men hver gang du trækker dig tilbage til sengen om aftenen. Skatter? For fanden, jeg vil få staten til at proppe penge tilbage på din lønseddel hver uge og jeg vil lade SKAT hyre chimpanser fra Zoologisk Have til at føre revision af din selvangivelse. Stem på mig, folkens, og I vil komme til at prutte gennem silke.”

Læs resten her.

Sommerferielæsning

Hermed et par korte noter om bøger, jeg har bestilt fra Amazon, og som jeg håber at kunne få sat tænderne i, når jeg snarligt prøver et hidtil ukendt eksperiment for Homo Stressus: Jeg sætter auto-reply på e-mailen, leverer mobilen til reparation/update og melder mig så iøvrigt helt og aldeles ud af samfundet (inkl. denne blog) i adskillige uger.

Jeg har bestilt:

  • Peggy Noonan: Why I Am Still A Conservative (2007). Læsere af denne blog ved, at jeg synes, at Noonan er en ret fantastisk tale- og klummeskriver, og denne bog er vistnok en Reaganistas f***-finger lige i hovedet på GOP og Bush-administrationen. Desværre bliver Amazon ved med at flytte udgivelsesdatoen, så jeg ved ikke, om jeg faktisk når at få den inden ferien.
  • Robert Novak: The Prince of Darkness (2007): Min gode ven, Politiken-journalisten og bibel-bloggeren Marcus Rubin, har engang kaldt mig “Mørkets Fyrste”, og selvom jeg egentlig ikke er helt sikker på, at det var ment som en kompliment, så tog jeg det faktisk ganske stolt som sådan, for Marcus er en af de få danskere, der ved, at dette er øge-/kælenavnet for en af de bedste amerikanske, konservative journalister/kommentatorer, Robert Novak–og at denne er én, som jeg faktisk godt kan lide. Novak–som jeg første gang bemærkede primo 1990erne, da han var med-vært på CNN’s “Crossfire”–har nu begået en bog om sine 50 år som journalist, herunder en politisk odysse fra venstrefløjen til … ja, der et sted, hvor nogle af os slår vore folder. Novak–der har været meget kritisk overfor Irak-krigen–er vel nærmest en slags paleo-konservativ med et undertiden kraftigt libertært islæt–om end han for postmoderne læsere vil være mere kendt for sin ikke-rolle i den såkaldte Plame-affære .
  • Jeg har på det seneste fået genopfrisket en historisk interesse for “The Glorious Revolution” (1688), som jo med en vis ret kan stå som en af de vigtigste politiske begivenheder i den vestlige verdens nyere historie (bemærk hvor jeg lægger snittet for “nyere” …). Jeg er derfor ved at kæmpe mig gennem Edward Greggs biografi af den dansk-gifte Dronning Anne (der var datter af kong James II & VII, som hun og søsteren Mary var med til at afsætte i en sammensværgelse, der bl.a. involverede John Locke og andre liberale Whigs)–og den kan jeg ikke anbefale: Meget seriøs og meget kedelig. Til gengæld ser jeg frem til at skulle læse den velskrivende og seriøse amerikanske konservative journalist Michael Barones bog, Our First Revolution (2007), som prøver at vise, hvor meget amerikanerne (og europæerne) lod sig inspirere af John Locke m.fl.
  •  Med mig skal jeg også have den formidable, libertære satiriker P.J. O’Rourkes nye bog om Adam Smith, On the Wealth of Nations (2006). Jeg købte den allerede for et halvt år siden, men har simpelthen ikke haft tid til at læse den endnu. Årsag? Jeg elsker P.J., men efter at have bladret lidt i den, har jeg på fornemmelsen, at den ikke er helt så sjov, som de fleste af hans andre bøger (særligt de ældre). På den anden side er manden gudsbenådet, og når man selv har skrevet en bog om Smith, er det vel nærmest obligatorisk (og fradragsberettiget?).

Hvad skal vore læsere læse?

Ugens citat: O'Rourke om kollektivisme

Journalisten, forfatteren og spasmageren P.J. O’Rourke er en af de meget få skribenter, som man i 9 ud af 10 tilfælde ikke kan genlæse for meget.  Så når man mangler en eller anden at citere, kan man jo altid gribe ned i stablen af citatbare O’Rourke-klassikere.  Her er lidt fra essayet “How to Explain Conservatism to Your Squishy Liberal Friends: Individualism ‘R’ Us“:*

“Why can’t life be more fair? Why can’t Americans take better care of each other? Why can’t we share the tremendous wealth of our nation? Surely if enough safeguards of liberty are written into law and we elect vigorous, committed leaders …

Have another hit on the bong.

Collectivism doesn’t work because it’s based on a faulty economic premise. There is no such thing as a person’s “fair share” of wealth. The gross national product is not a pizza that must be carefully divided because if I get too many slices, you have to eat the box. The economy is expandable and, in any practical sense, limitless.

Under collectivism, powers of determination rest with the entire citizenry instead of with the specific citizens. Individual decision-making is replaced by the political process. Suddenly, the system that elected the prom queen at your high school is in charge of your whole life. Besides, individuals are smarter than groups, as anybody who is a member of a committee or of a large Irish family after six in the evening can tell you. The difference between individual intelligence and group intelligence is the difference between Harvard University and the Harvard University football team.

Think of all the considerations that go into each decision you make: Is it ethical? Is it good in the long run? Who benefits? Who is harmed? What will it cost? Does it go with the couch? Now imagine a large group-imagine a very large group, say, 250 million people-trying to agree on every decision made by every person in the country. The result would be stupid, silly and hugely wasteful-in short, the result would be government.

Individuals are not only smarter than groups, they are also-and this is one of the best things about them-weaker than groups. To return to Harvard for a moment, it’s the difference between picking a fight with the football team and picking a fight with Michael Kinsley.

Collectivism makes for a very large and, hence, very powerful group. This power is centralized in the government. Any power is open to abuse.

Government power is not necessarily abused more often than personal power, but when the abuse does come, it’s a lulu. At work, power over the whole supply cabinet is concentrated in the person of the office manager. In government, power over the entire military is concentrated in the person of the commander-in-chief. You steal felt tip pens. Hitler invades Poland.

Most government abuse of power is practiced openly, and much of it is heartily approved by The Washington Post editorial board and other such proponents of the good and the fair. But any time the government treats one person differently than another because of the group to which that person belongs-whether it’s a group of rich, special-interest tax dodgers or a group of impoverished, minority job-seekers-individual equality is lessened and freedom is diminished. Any time the government gives away goods and services-even if it gives them away to all people equally-individual dependence is increased and freedom is diminished. Any time the government makes rules about people’s behavior when that behavior does not occasion real and provable harm to others-telling you to buckle your seat belt or forbidding you to publish pornography on the Internet-respect for the individual is reduced and freedom is diminished.”

* Det burde være unødvendigt, men for en ordens skyld: P.J. anvender her “conservative” og “liberal” i begrebernes amerikanske betydning.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑