Tag: Peru

Latinamerika satser igen på globalisering og markedsøkonomi

Efter nogle mindre gode år, går det atter fremad for Latinamerika. Samtidig er vælgertilslutningen i flere lande steget for partier og kandidater, som ønsker en mere markedsorienteret og mindre nationalistisk økonomisk politik. Med andre ord vælger man globaliseringen til på et tidspunkt, hvor den “store nabo” mod nord har valgt en præsident, som i hvert fald i retorik gør det modsatte.

Det er både meget opmuntrende og fornuftigt. Historien er nemlig ret entydig for regionens udvikling de seneste mange årtier, hvor stort set alle økonomier indtil for få årtier siden ellers førte en økonomisk politik baseret på relativt høje handesbarrierer, voldsomt regulerede markeder præget af manglende konkurrence, og mange offentligt ejede virksomheder.

Efter Chile i 1970erne, som den første økonomi gennemførte markante reformer i 1970erne, fulgte andre lande med og gennemførte reformer fra slutningen af 1980erne og op gennem 1990erne. En væsentlig forskel var dog, at hvor Chile’s reformer var drevet af en grundlæggende forståelse for ikke mindst betydningen af konkurrence, blev reformerne de fleste steder i 1990erne primært drevet af statens finansielle behov. Dette forklarer f. eks. hvorfor Mexico, trods NAFTA og øget handel med omverden, først nu gennemfører reformer som lukker op for indenlandsk konkurrence. Privatiseringen af telesektoren er et klassisk (og skræmmende) eksempel på dette.

Ovenstående graf, som viser den økonomiske vækst for Latinamerika og Caribien, dækker naturligvis over meget forskellige forløb i de enkelte lande. Mens nogle lande f. eks. ramtes hårdt af gældskrisen i begyndelsen af 1980erne  – Mexico, Brasilien, Argentina, Chile (hvor krisen dog var meget kortvarig) –  har andre lande ikke oplevet samme problemer med de eksterne- og interne balancer (Columibia f. eks.). Nogle landes økonomier er også relativt sårbare overfor svingende råvarepriser (stort set alle lande i Sydamerika), mens Mexico ikke er.

Men et grundlæggende karakteristika går igen. De lande som har gennemført markedsreformer og åbnet deres økonomier, har klaret sig væsentligt bedre end de lande, som enten ikke gennemførte reformer eller efterfølgende mere eller mindre rullede dem tilbage.

Ser vi på udviklingen siden 1980 og frem til i dag, er der også sket store ændringer i rækkefølgen af hvilke lande der potentielt har den højeste materielle levestandard.

Set over hele perioden er det naturligvis primært Chile og Panama (af de medtagne lande), som skiller sig positivt ud, mens Venezuela’s dramatiske kollaps fremgår med al tydelighed. Men også andre lande udviser en bemærkelsesværdig udvikling. Uruguay, som sjældent omtales på disse breddegrader, med mindre diskussionen falder på legalisering af cannabis, har klaret sig relativt glimrende. Og er et godt eksempel (sammen med Chile), at det ofte ikke giver mening at fokusere på hvilken “farve” de regeringsbærende partier har. Både Chile og Uruguay hører til gruppen af lande, hvor man erkender markedets betydning, også når præsidenten kommer fra landets socialistparti.

Netop det med at se på de mere langsigtede udviklingstendenser (konsistensen) var en af de ting jeg skrev om i en kronik i Børsen i torsdags – der af redaktionen fik titlen “Dit næste marked er Peru eller Colombia“. Kronikken kan både læses som en opfordring til dansk erhvervsliv om (igen) at interessere sig mere for Latinamerika og som en advarsel om ikke at lade sig forblænde – som det skete i forhold til Brasilien i nullerne.

Således har jeg jo i efterhånden en del år “slået på tromme” for, at man interesserede sig for andre lande end de traditionelle “gamle” kandidater på Atlanterhavskysten. Se bl. a. dette indlæg fra 2012

Økonomisk frihed og økonomisk vækst siden 2000

Fra ca. 1998 og i første halvdel af nullerne gik en venstrepopulistisk bølge gennem regionen. Startende med at Hugo Chavez vandt præsidentvalget i Venezuela samme år. I løbet af de efterfølgende år oplevede man en række lande, som i stedet for yderligere markedsreformer i større eller mindre grad satsede på en mere traditionel nationalistisk økonomisk politik. Bortset måske fra Bolivia, kan vi nu roligt konstatere, at det nok ikke var nogen god ide. Og med hensyn til netop Bolivia er det ikke uvæsentligt at der her er tale om Sydamerikas fattigste land med lav økonomisk kompleksitet, samt at den faktisk førte økonomiske politik har været langt mere konservativ end i flere af de øvrige venstrepopulistisk ledede lande. Populismen har så at sige været doceret i begrænsede mængder, således at man ikke har sat den makroøkonomiske stabilitet over styr, som man ellers har set det i bl. a. Argentina, Brasilien og selvfølgelig ikke mindst Venezuela. At den bolivianske model så ikke er holdbar på sigt, er en anden sag.

Som det fremgår af nedenstående tabel, er forskellene mellem landenes opnående økonomiske vækst til at tage at føle på. Fra Panamas 114 procent højere BNP per indbygger i 2017,  til Venezuela’s 20 procent lavere per indbygger,

Og hvordan ser det så ud, hvis vi sammenligner den opnåede vækst med graden af økonomisk frihed i de enkelte lande? Ja, hvis vi sammenligner med de to hyppigst anvendte mål for økonomisk frihed, henholdsvis Fraser Institutes og  Heritage Foundation, er resultatet rimeligt entydigt. Også selv om der for visse lande er betydelige forskelle i hvilken grad af økonomisk frihed man kommer frem til.

Selv om mange lande er nogenlunde ens placeret i forhold til hinanden, er det dog markant hvorledes Nicaragua scorer markant højere hos Fraser end hos Heritage, omvendt med Uruguay og i mindre grad med Peru. Forskellene afspejler selvfølgelig til dels forskellig metode og kildeanvendelse, men at der skal være så stor forskel er dog bekymrende.

En kritik fremsat i forhold til udarbejdelsen af Frasers index er, at der er for meget “perception” og for lidt “hard fact”.

Forskelle og evt. problemer til side, viser en sammenligning af udviklingen i BNP per capita i perioden 2000-2017 i forhold til graen af økonomisk frihed dog et overordnet ens billede uanset hvilket index, man bruger.


Vi kan konstatere at udviklingen i Latinamerika de seneste 17 år synes at bekræfte hvad en efterhånden meget omfattende økonomisk litteratur også er kommet frem til, nemlig at økonomisk frihed har betydning for en positiv velstandsudvikling.

For en meget lødig – og ikke ukritisk – gennemgang, kan jeg henvise læseren til “Economic Freedom and Economic Growth – selection, specification and genuine effects ” af Chris Doucouliago og Mehmet Ulubasoglu. Her konkluderer de bl. a. at:

The evidence is certainly indicative of a positive impact on economic growth.

men understreger også at:

until more studies are conducted, and until unpublished investigations are made public, it is difficult to infer how large the positive impact of economic freedom on economic growth is.

Konsistens og forudsigelighed betaler sig

Man kunne også anbefale (ikke mindst hvis man er udenlandsk investor) at fokusere på konsistens og forudsigelighed. Her skiller flere af landende med relativt høj grad af økonomisk frihed sig også positivt ud. Både Chile og Peru, som begge reformerede deres økonomier efter fejlslagene ventrepopulistiske eksperimenter i henholdsvis 1970erne og 1990erne, har efterfølgende ført en grundlæggende markedskonsistent økonomisk politik.

Inden for det sidste årti har det kommende medlem af OECD, Colombia, oplevet en kraftigt stigende interesse fra undelandske investorer. Eller som jeg skrev i min kronik i Børsen i torsdags:

Og så er der Colombia, der i løbet af to årtier er gået fra en “failed state” til en af de mest lovende økonomier i regionen.  Tidligere flygtede eller migrerede colombianere i stort tal til Venezuela. I dag søger venezuelanere i tusindtal til Colombia. På jagt efter mad og en fremtid, som det socialistiske eksperiment i deres hjemland har frarøvet dem.

Colombias vej til en moderne markedsorienteret økonomi har ikke rødder i samme voldsomme paradigmeskifter som Chile og Peru, hvilket jeg vil vende tilbage til ved en senere lejlighed. Tværtimod har man været kendetegnet ved en i regional sammenhæng bemærkelsesværdig konsistent og forudsigelig økonomisk politik. Og det er der værd at lægge mærke til.

 

 

 

Detektor, Deadline, Hugo og venstrefløjens mytomani

I forbindelse med Chavez død i sidste uge deltog jeg i Deadline (onsdag den 6. marts). I min naivitet troede jeg at man ønskede min deltagelse, fordi jeg som økonom skriver om Latinamerika i Børsen og på Americas.dk. Til min store overraskelse viste det sig, at min væsentligste egenskab var mit medlemsskab af Liberal Alliance. Det kunne man have informeret mig om på forhånd.  F.eks. da Martin Krasnik ringede til mig få timer før selve udsendelsen.

Min “modstander” var Pelle Dragsted, presserådgiver hos Enhedslisten. Selve indslaget, som var noget rod, kan ses nedenfor.

Uanset den noget rodede forestilling, fremgår det klart, at Pelle Dragsted og undertegnede mildt sagt har en forskellig opfattelse af hvad der er foregået under Chavez i Venezuela.

Detektor og Venstrefløjens myter

Dragsted fremfører alle de sædvanlige argumenter fra venstrefløjen, som man tidligere har set dem gøre i forbindelse med forsvaret af andre venstreorienterede styrer.

Kort fortalt består Dragsteds forsvar for Venezuela i, at:

  • Man har opnået betydelig økonomisk vækst
  • Der har været betydelige sociale fremskridt

Hvorimod jeg fremfører, at :

  • Den økonomiske vækst har været relativt lav i forhold til andre lande i regionen, samtidig med at manglende investeringer mindsker det fremtidige potentiale.
  • Andre lande har oplevet samme eller større fremgang, målt på sociale fremskridt.

Vi kan naturligvis ikke begge have ret. Og det hjælper ikke Dragsted, at han henviser til en artikel i den venstreorienterede avis The Guardian. Hans brug af tal fra deres artikel er forøvrigt helt hen i skoven. Og så er der naturligvis både den manglende fornemmelse for Venezuelas velstand før Chavez, og den manglende sammenligning med andre lande i regionen.

Mens Christian Bjørnskov har modgået venstrefløjens påstande og myter med  fakta i “Chavez sociale resultater” og “Chavez økonomiske resultater“, har jeg gjort det samme i indlæggene “Kampen om Chavez eftermæle….“, “The death of a caudillo” på Americas.dk.

Konklusionen er samstemmende, at :

  • Venezuela har haft en, i forhold til resten af Latinamerika, lav økonomisk vækst de seneste 14 år.
  •  Andre lande har opnået langt større sociale fremskridt.

Detektor kommer på banen

I en ordveksling mellem Dragsted og undertegnede indrager jeg Colombia – vel vidende at Enhedslisten her klart har valgt side, vel og mærke for terrorgruppen FARC og mod den demokratisk valgte regering under ledelse af Manuel Santos. Og så får jeg nævnt, at der de senere år er blevet slået flere fagforeningsfolk ihjel i Venezuela end i Colombia.

Efterfølgende henvendte Detektor sig til mig og bad mig dokumentere denne påstand. Det var nu ikke svært, i det jeg i forbindelse med at dele af Europaparlamentet har prøvet at forhindre en frihandelsaftale med Peru og Colombia, med henvisning til bl.a. en påstået forfølgelse af fagforeningsaktive i Colombia, sidste år skrev et indlæg på Americas på baggrund af solide analyser som peger på, at der ikke kan påvises, at der foregår en systematisk forfølgelse af fagforeningaktive i Colombia. Faktisk er risikoen langt lavere for at blive myrdet som fagforeningsmedlem end for befolkningen generelt, se “Forfølgelse af fagforeninger i Colombia, fup eller fakta?” på Americas.dk

De ønskede også dokumentation for to andre udsagn, at

  • Hele regionen har oplevet et fald i uligheden og forbedrede sociale vilkår de sidste ti år. og at Peru som har en helt anden økonomisk model har oplevet lige så stort fald i uligheden i samme periode, men har haft en langt hastigere økonomisk vækst
  • Vi i Sydamerika ser alle variationer af økonomiske modeller og må konstatere at væksten efter årtusindskiftet har været højest i de mest frie økonomier

Hvortil jeg henviste til et par yderligere indlæg på Americas.dk samt en rapport fra henholdsvis CEPAL (hvis udgangspunkt var den argentinske økonom Raul Prebish og ideen om importsubstitution som vejen frem for Latinamerika), samt Verdensbanken.

De to rapporter kan hentes her:

Social Panorama 2012 (CEPAL)

Economic Mobility and The Rise of the Latin American Middle Class (Verdensbanken)

Efterfølgende har jeg modtaget en mail fra Detektor om at der ikke kommer et indslag. Det er anden gang jeg oplever dette. I november 2011 deltog jeg i en debat med bl.a. Mickey Gjerris fra etisk råd (se debatten nedenfor). Her var det mine påstande om at både vores luft og vand er mindre forurenede end for årtier siden, som man ønskede kilder til – hvilket de naturligvis fik. Heller ikke dengang kom der et indslag ud af det. Mine oplysninger var (naturligvis) faktuelt korrekte.

Det er selvfølgelig fint, hvis Detektor mener at udsagnene er tilstrækkeligt underbyggede, men det efterlader alligevel et spørgsmål, som ikke er helt uinteressant.

Hvor mange sager undersøger Detektor, hvor man kommer frem til at udsagnene er korrekte, eller i det mindste ikke kan tilbagevises?

Jeg er klar over, at konceptet primært er at vise når – typisk politikere – kommer med udsagn, som de ikke har faktuel basis for. Og jeg kan ikke udtale mig om hvorvidt man også har bedt min modpart i debatten om at fremlægge kilder til sine påstande. Men dels kan Dragsted og jeg næppe begge have ret, og dels er der grund til at tro, at når man bliver spurgt, så er det fordi man på Detektors redaktion betvivler sandheden i de pågældende udsagn.

Da Detektors egen indsats begrænser sig til at bede en selv om at levere den fornødne dokumentation, ville det næppe være et større arbejde at de lod alle de undersøgelser indgå, som aldrig ender med et indslag.

Det ville give mulighed for at andre, som betvivler de givne udsagn, kan blive klogere. Samtidig er jeg sikker på, at en del ikke mindst politikere – vil sætte pris på at andre kan vurdere omfanget af urigtige oplysninger i forhold til hvor mange gange de pågældendes oplysninger har vist sig at være helt korrekte.

Det markedsliberale alternativ – Aliança do Pacífico

I forlængelse af Christians indlæg om “Sydamerikas tigre”, Chile, Peru og Colombia, er det værd at medtaage, at de 3 lande i sidste uge indgik en økonomisk alliance (ikke ulig EUs indre marked) med Mexico, Aliança do Pacífico, som i den grad skal tages alvorlig.

Med ca. 215 mio indbyggere står Mexico, Chile, Colombia og Peru for ca. 40 procent af Latinamerikas samlede BNP, 55 procent af regionens eksport og er mål for 38 procent af alle udenlandske investeringer. Der er tale om et historisk samarbejde. I forvejen fusionerede Colombia, Chile og Peru deres børser tidligere på året, mens Colombia for nylig indgik en frihandelsaftale med USA, som forventes at øge væksten i BNP med 1 procent allerede i indeværende år og netto skabe 300.000 nye arbejdspladser.

Ikke overraskende blev aftalen fuldt op af de helt store ord. Colombia’s præsident talte om den “vigtigste integrationsproces i Latinamerika”, mens Mexicos præsident Felipe Calderón, påpegede, at de 4 lande tilsammen har den 9. største økonomi i verden og fortsatte med at understrege at de fire landes eksport er dobbelt så stor som Mercosurs.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=p0EMtWVlyvQ[/youtube]

(Telesur er en statsejet Venezuelansk TV-station)

Læs mere på Americas.

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑