Af Christian Bjørnskov, den 23. januar 2024. 2 svar
I løbet af 2020 begyndte politikere og meningsdannere begejstret at påstå, at nedlukningerne og vaccineudvikling dokumenterede, at en stor og aktivt indgribende stat kan opnå store ting. Enkelte aktivister talte endda om at bruge statslige nedlukninger for at bekæmpe klimaproblemer. Den diskussion er stille og roligt forsvundet igen, selvom mange lande stadig har de samme politikere, der stadig påstår at deres indgreb enten hjalp eller i det mindste var velmente. Og idéen om den store og gode stat eksisterer stadig, ikke mindst fordi de nordiske lande opnåede lave rater af overdødelighed i internationale sammenligninger. Var det da på grund af vores allerede store og indgribende velfærdsstater?
Den gamle redacteur for denne blog, professor Peter Kurrild-Klitgaard fra Københavns Universitet, har netop udgivet en artikel der tester denne påstand. Artiklen “Size isn’t everything: COVID-19 and the role of government“, der er under udgivelse i det prestigiøse Public Choice, afviser meget klart påstanden. Som PKK viser, er der hverken en sammenhæng i de rå data – se for eksempel figuren nedenfor, der er nogenlunde så tæt man kommer på en perfekt sky – eller når man undersøger spørgsmålet med mere avanceret statistik.
Mens resultaterne næppe kan komme som en overraskelse for faste læsere af denne blog, er de nok hverken bekvemme eller forventede for folk, der stadig tror at en indgribende stat kan løse store kollektive handlingsproblemer. For når verdens mest udbyggede offentlige sektorer ikke bidrager til at løse et indrømmet stort, men meget specifikt problem, hvordan kan man så regne med, at komplekse problemer som industriudvikling, grøn transition, eller styring af forskning kan gøres bedre af staten? Abstractet kan ses nedenfor; hele artiklen er varmt anbefalet.
The emergence of the global COVID-19 pandemic in 2020 quickly generated claims that the crisis had demonstrated the superiority of extensive welfare states and a failure of market economies. We conduct cross-sectional statistical analyses to test this claim with regard to first response and reported COVID-19 related deaths per 31 December 2020 (N = 164–200), using government spending as a central variable. The analyses confirm some of what is known from other studies: COVID-19 deaths associate positively and robustly with ageing and more obese populations. However, we find no statistically significant associations between various measures of government size and the number of COVID-19 deaths, alone or when controlled against demographic, political and economic factors. If anything, the general effectiveness of government services and the availability of hospital beds seem more important than the simple size of government or level of health care expenditures.
“Statens indgreb i marked og civilsamfund har altid to “sider”: Den man ser, og den man ikke ser.” Således starter Peter Kurrild-Klitgaard et indlæg i dagens Børsen, med reference til Frédéric Bastiat og dennes liberale essay om “Hvad man ser, og hvad man ikke ser.”
Det handler om utilsigtede konsekvenser af selv velment regulering, og er bestemt læseværdigt, ligesom Bastiats essay er det.
“…. so the record of history is absolutely crystal clear, that there is no alternative way so far discovered of improving the lot of the ordinary people that can hold a candle to the productive activities that are unleashed by the free-enterprise system.”
Ovenstående citat stammer fra et interview med Milton Friedman i 1979 -se det fulde interview nedenfor. Og med det seneste socialistiske eksperiment, Venezuela, i totalt kaos, kan det kun undre, at der fortsat er de som tror der findes en 2. eller 3. vej. For historien er som Friedman siger “krystalklar”. Kun lande baseret på markedsøkonomi har været i stand til at sikre ordentlige levevilkår for den brede befolkning.
Punditokraternes “gamle redaktør” Peter Kurrild-Klitgaard er inde på det samme i sin kommentar i dagens Berlingske Tidende, Socialismen forarmer – altid, hvor Peter bl.a. skriver:
Planøkonomiske regimer ender altid i relativ forarmelse og på et tidspunkt med valget mellem enten at tvinge borgerne ud i tyranni og decideret statsligt slaveri (Venezuela, Cambodia), eller med liberaliserende reformer.
Peter henviser også studier af Martin Paldam og Erich Gundlach, af hvad de kaldte »ægte tvillinger«: Lande, der oprindeligt havde hørt sammen og nogenlunde lignede hinanden i udgangspunktet, men blev skilt fra hinanden og hvor den ene endte med markedsøkonomi, mens den anden endte med planøkonomi, altså socialistisme. Man undersøgte bl.a. Vesttyskland og Østtyskland (1945-89), Sydkorea og Nordkorea samt Folkerepublikken Kina og »tigerøkonomierne« (Taiwan/Hong Kong Singapore), Østrig og Ungarn (1945-1989), Østrig og Tjekkoslovakiet (1945-1989) og Finland og Estland (1945-89). Konklusionen var i alle tilfælde entydig. Ikke overraskende klarede markedsøkonomierne sig væsentligt bedre end den planøkonomiske tvilling.
Kina og Taiwan illustrerer godt pointen. Som det fremgår af nedenstående grafer, som viser udviklingen i købekraftskorrigeret BNP for henholdsvis Kina og Taiwan i figur 1 samt Taiwan og Danmark i figur 2, er forskellen til at tage og føle på.
Figur 1.
Kilde: Penn World Tables 9.0
Figur 2
Kilde: Penn World Tables 9.0
Som bekendt ændrede Kina i betydelig grad model fra slutningen af 1970erne og frem, har de seneste årtier oplevet meget høje vækstrater – omend officielle tal formentlig overdriver den reelle vækst. Den opnåede vækst i de seneste årtier har dog ikke været nok til at opveje de første årtiers relative stagnation. Forskellen målt på BNP per indbygger er således i dag større mellem Taiwan og Kina, end den var i 1960. Mens Taiwan kun var ca. dobbelt så velstående i 1960, er man i dag ca. 3 gange så velstående målt på BNP. siden 1990erne er forskellen dog indsnævret betydelig (på et tidspunkt i 90erne var Kinas velstand kun en smule højere end 10 procent af Taiwans). Som det fremgår er Taiwan i dag på niveau med Danmark. I 1960 var vi 5 gange rigere end dem. for Kina’s vedkommende gælder, at de målt på BNP per indbygger, ca. er på niveau med Danmark i 1960.
Peter tager i sin kommentar i dagens Berlingske Tidende udgangspunkt i Venezuela og Chile. En ikke helt urimelig sammenligning. Som det fremgår af nedenstående figur 3, var Venezuela målt på BNP per indbygger væsentligt mere velstående end Chile i midten af 1970erne, hvor Chile indledte sine omfattende reformer, der i løbet af kort tid omdannede landet fra en statscentreret og lukket økonomi, til en af verdens frieste økonomier (se figur 4).
Omvendt i Venezuela, hvor man netop på det tidspunkt kastede sig ud i forsøget på en industrialisering baseret på importsubstitution. Det var samtidig starten på den deroute, som foreløbigt er med den totale økonomiske (og på alle mulige andre måder ) nedsmeltning, landet oplever i disse år, med varemangel, ekstreme inflationsrater og hastigt faldende BNP.
Figur 3
Figur 4
Det kan kun undre at fortalerne for socialisme og planøkonomi fortsat ikke har indset, at det altid ender på samme måde. Eller som punditokraternes gamle redaktør skriver:
Planøkonomiske regimer ender altid i relativ forarmelse og på et tidspunkt med valget mellem enten at tvinge borgerne ud i tyranni og decideret statsligt slaveri (Venezuela, Cambodia), eller med liberaliserende reformer.
Og jo, Venezuela er i den grad et socialistisk eksperiment, selv om venstrefløjen lige nu løber med 1000 km, i timen væk fra dette seneste fallerede eksperiment. Bla. er langt over 1000 private virksomheder er blevet nationaliseret, mens både den førte finans- og pengepolitik, landbrugsreformer mv. stort set minder om hvad vi før har oplevet under bl.a. Allende i årene 1970 til 73 i Chile. Mens Chile endte i diktatur og markedsreformer, der heldigvis også endte med at blive fulgt op af politiske reformer og tilbagevende til demokrati. Er Venezuela foreløbig endt med at militæret er den reelle magthaver. Om det så ender med et egentlig militærdiktatur, har vi fortsat til gode at se.
At udviklingen blot endnu en gang understreger Friedmans pointe om markedets afgørende rolle burde være “krystalklart”.
liberale reformer virker. Se blot på Sydamerika. De er forskellen mellem lande som oplever fortsat fremgang og lande, som nu må sande, at trods et historisk råvareboom i nullerne, står man igen midt i en akut økonomisk krise.
Chile – de første til at gennemføre reformer – er den hurtigst voksende økonomi i regionen de seneste 25. år. I begyndelsen af 1990’erne var bnp per indbygger på niveau med Brasilien. I dag er det regionens højeste og 70 pct. højere end i Brasilien. Samtidig er andelen af befolkningen som lever i fattigdom raslet ned og absolut fattigdom næsten udryddet.
Peru, som reformerede økonomien i 1990’erne efter mange års misvækst, er de seneste 15 års hurtigst voksende økonomi i regionen. Bnp er vokset fire gange hurtigere end i Argentina og Brasilien. Den offentlige gæld er minimeret og fattigdommen reduceret drastisk. Dette står i skarp kontrast til udviklingen i Brasilien, hvor den offentlige gæld er faretruende høj, og fattigdommen atter vokser.
Konklusionen er klar. (Neo)liberale reformer – privatiseringer, deregulering af markeder mv – fremmer vækst og fremgang. Sydamerika leverer beviset.
Af Christian Bjørnskov, den 1. oktober 2015. 2 svar
Det nye nummer af Econ Journal Watch fortsætter dens serie om liberalisme i forskellige lande. Punditokraternes gamle redaktør, Peter Kurrild-Klitgaard har her en glimrende artikel om liberalismens historie i Danmark. Der er flere ting at hæfte sig ved, ikke mindst det forhold, at Danmark var et af de første lande hvor Adam Smiths Wealth of Nations blev oversat, og at landet havde en ganske særk liberal tradition i samfundsvidenskaberne op til Første Verdenskrig.
Kurrild hovedpointe er dog ”den store tørke” fra 1945-1980, hvorefter en generation – som Kurrild i høj grad selv er medlem af – genoplivede liberal tænkning på de danske universiteter og i medierne. Det er også fra denne ret eklektiske gruppe, og fra en synlig tradition for politisk økonomi og public choice på universiteterne, at Cepos er vokset frem. Eller som han skriver: ”After a long drought, the 1980s brought a visible renaissance of liberal thinking and writing in Denmark, and the present study has surveyed and highlighted some of the more visible circles and personalities. One lesson the history here presented may offer is that a few individuals and a few ‘centers’ may actually influence quite a lot.”
Hele artiklen er interessant og stærkt anbefalet for alle, der er interesserede i emnet og dets status i Danmark.
Her på årets sidste dag bringer vi listen over de 10 personer i den hjemmelige debat, som punditokraterne med størst glæde læste, så og lyttede til i 2012.
Sidste år uddelte Punditokraterne for første og indtil videre eneste gang en pris for “årets politiske solopræstation“. Desværre forventer vi, at der går år og dag mellem denne pris bliver uddelt.
Fra i år starter vi en ny tradition ved at udnævne de 10 væsentligste borgerlige “stemmer”. Med andre ord de 10 danske personer, som Punditokraterne med den største glæde læste, så og lyttede til i året der gik og som vi mener på fornemeste vis repræsenterer de klassiske borgerligt-liberale værdier. Det er de til enhver tid aktive skribenter her på bloggen, der udvælger navnene.
Top 10
Christopher Arzrouni
Lars Seier Christensen
Ole Birk Olesen
Anne Knudsen
Mie Harder
Mads Lundby Hansen
Peter Kurrild-Klitgaard
Martin Ågerup
Joachim B. Olsen
Jacob Mchangama
Christopher Arzrouni
Nogle af navnene på vores ikke-prioriterede liste giver sig selv, som f.eks. Christopher Arzrouni, en af det borgerlige Danmarks væsentligste og mest intelligente stemmer. Siden han kom til Børsen i 2011, har han været med til at gøre den til Danmarks ubestridt bedste morgenavis, hvis kriterierne vel og mærke er solid faglighed og reel indsigt. Ligeledes er det med glæde at man kan konstatere, at han også i stigende grad optræder i andre medier. Lars Seier Christensen er naturligvis heller ikke en overraskelse. Han har i årevis indtaget en hel unik position i det borgerlige miljø og den offentlige debat. Således også i 2012, hvor måske især hans optræden på Fox Business om socialstaten og det danske skattetryk vil blive husket.
Anne Knudsen
Weekendavisens chefredaktør, Anne Knudsen, er til forskel fra flere andre på listen ikke den liberale debattør, som optræder mest i de elektroniske medier, men hendes andre kvaliteter gennem 2012 opvejer rigeligt den mindre umiddelbare synlighed. Ikke mindst gennem sine ledere i Weekendavisen, fortsætter AK med at demonstrere en konsistent og gennemtænkt modstand mod politikeres indgreb i den personlige frihed og underminering af det personlige ansvar. Hendes egen og avisens integritet og troværdighed giver hendes kommentarer ekstra vægt, der adskiller hende fra de fleste andre debattører. Her lefles hverken for politikere eller ’folkestemninger’, men skrives klart og velargumenteret om hvor der er ”something rotten in the state of Denmark”.
Ole Birk Olesen
Der var formentlig en del, som var spændte på, hvad der ville ske når Ole Birk Olesen blev valgt ind i Folketinget. Ville det gå som set så ofte før, at han blev opslugt af det politiske system, sprang op som en ulv og faldt ned som et lam? Heldigvis er svaret nej. Hans medlemsskab af Folketinget har først og fremmest givet ham en ny platform og øget almenhedens kendskab til OBO, og heldigvis for det. Efter vores mening den ubestridt mest kompetente debattør i dansk politik, som sammen med sin kollega, Joachim B. Olsen, som vi sidste år hædrede med “årets politiske solopræstation“, insisterer på at debatter skal tages på fakta og reel viden, og ikke på føleri, postuleret gode intentioner og selviscenesat godhed. På punditokraterne bryder vi os ikke om mennesker, som forsøger at komme i himlen for andre folks penge. Det kan man hverken beskylde OBO og JBO for at gøre.
Det er jo ingen hemmelighed, at punditokraterne anser CEPOS for at være det bedste der er sket herhjemme i årtier, set med borgerligt-liberale øjne. Andet ville også være mærkeligt, med tanke på listen over skribenter på punditokraterne, siden Peter Kurrild-Klitgaard, startede denne blog i 2005. Det største problem ved PKK er, at han bruges alt for lidt i medierne. Det så vi igen i forbindelse med dette års præsidentvalg, hvor han sammen med Mads Fuglede, var blandt de få, som var i stand til at levere en objektiv information baseret på overblik og reel viden.
Mie Harder
Det bør derfor heller ikke undre, at 4 ud af 10 på listen er ansat i CEPOS. Ud over Martin Ågerup, er det naturligvis Mads Lundby Hansen, som ifølge Børsen blev den mest citerede økonom i 2012 samt Cepos’ chefjurist Jacob Mchangama. Han cementerede i årets løb sin position som Danmarks fremmeste ekspert i menneskerettigheder. Med et klassisk liberalt fokus på retssikkerhed og borgernes beskyttelse mod staten, er Jacob en af de få liberale debattører, der også kan appellere til den oplyste venstrefløj – også selvom nogle af dem slår korsets tegn for sig før de erklærer sig enige med en ’Cepos-mand’. Den juridiske indsigt kommer med en udtalt evne for formidling, der slår stort set alle andre på feltet. Endelig har vi Mie Harder med på listen. Hun starter i januar som ansvarlig for CEPOS Universitet, efter Henrik Gade har forladt CEPOS til fordel for præstegerningen.
Hermed vil vi gerne ønske alle læsere af punditokraterne et rigtigt godt nytår.
Hilsen og på gensyn i 2013
Christian Bjørnskov, Nikolaj Stenberg og Niels Westy Munch-Holbek
Af Nikolaj Stenberg, den 22. december 2011. Skriv et svar
Lederen af Folketingets mindste parti, Lars Barfoed, forsøger i dagens Berlingske Tidende at revse denne blogs tidligere redaktør. Uden succes. Tværtimod står i hvert fald denne blogger tilbage med et indtryk af, at Lars Barfoed, som en anden lille Solkonge, lever i en drømmeverden omgivet af ja-sigere.
Disputsen handler i grunden om ikke andet og mere, end den såkaldte ”pengetanksregel”, der er en samling af (destruktive) skatteregler, der giver SKAT hjemmel til at tage for sig, når en virksomhed generationsskiftes og andelen af finansielle aktiver i udgør mere end en vis procentsats.
Som bekendt har denne procent i nogle år været 75 %, men med L 30 foreslog Skatteministeriet, at satsen sænkedes til 25 % således, at ”passive kapitalanbringelser [ville blive] kanaliseret over i erhvervsmæssige investeringer, som kan bidrage til vækst, arbejdspladser og velfærd” og så, ikke at forglemme, sikrede et merprovenu i statskassen for den fremrykkede aktieavancebeskatning på sølle 115 mio. kr. i 2012. For de berørte virksomheder anslog Skatteministeriet, at en sænkelse til 25 % ville ”medføre en likviditetsmæssig belastning” da ”ejeren må trække midler ud af virksomheden til betaling af den skat, der i dag kan udskydes ved succession.”
Takket være Lars Barfoed blev det ikke sådan. For som han siger: ”Vi fik hævet grænsen fra 25 til 50 procent[!]” Dette, mine damer og herrer, er Lars Barfoed påtænkte coup de grâce. Desværre giver det ingen mening. Nogen større klarhed får man ikke, hvis man læser videre: ”Det betyder, at en familieejet virksomhed, der overdrages til familiemedlemmer, nu kan undgå en del af skattebetalingen, hvis mindre end 50 pct. af midlerne er opsparing.”
Lars Barfoed har tydeligvis været for lang tid i den politiske brugtvognsbranche, for grænsen mellem ret og politik er helt forsvundet.
Enhver kan læse, sort på hvidt, at De Konservative, under Lars Barfoeds ledelse, stemmer for, at generationsskifteskatten skærpes! Når man sænker pengetanksgrænsen fra 75 % til 50 %, så hæver man den ikke med 25 %-point. Der er ikke én eneste familieejet virksomhed, der ”undgår en del af [den ekstra] skattebetaling,” som Barfoed elles påstår. Det er løgn og latin.
Fra Folketingets talerstol sagde Liberal Alliances Ole Birk Olesen, i forbindelse med forslagets behandling, at hans partis mandater repræsenterede borgerlige stemmer der arbejder. I modsætning til De Konservatives – der rettelig set, er borgerlige arbejderstemmer.
