Tag: Piketty

Bistandsbranchens falske profeter.

I sidste uge offentliggjorde engelske Oxfam en rapport udarbejdet i samarbejde med Lars Koch fra danske IBIS, som Otto Brøns kort omtalte i dette indlæg. Den følger jeg i dag op med en kronik i Børsen, “når bistand bliver til modstand“.

IBIS finansieres primært af offentlige og institutionelle midler. I 2013 stammede kun 7 procent ud af indtægter på små 278 mio. kroner fra private. Du og jeg er altså tvungne til at finansiere en organisation, som ret beset arbejder mod reduktion af fattigdom og i lighed med en del andre “NGO’ere” har mere end svært ved sobert at forholde sig til de seneste årtiers glædelige udvikling i levevilkårene, ikke mindst for verdens fattige.

Som jeg påpeger i dagens kronik:

Trods de seneste par års lave vækst er den væsentligste historie om menneskehedens udvikling da heller ikke en fortælling om uretfærdig stigende fattigdom, hvor de rige bliver rigere, mens de fattige bliver fattigere. Det er derimod fortællingen om, hvorledes globalisering og udbredelsen af markedskapitalisme har øget velstanden til historisk uhørte højder for en stadig større del af jordens befolkning.

Hæver man sig lidt op i helikopterhøjde, og ser på udviklingen blot de seneste årtier, har den været intet mindre end forrygende. Så sent som i begyndelsen af 1980erne levede hver anden fortsat i ekstrem fattigdom. I dag gælder det “kun” 1 ud af 9. Alene de seneste 25 år er andelen faldet med 2/3.

Alle med succes er undtagelser

Den primære forklaring er naturligvis den større globale udbredelse af markedskapitalisme, ikke mindst i Kina. Alene i perioden 1981-2010 faldt antallet af absolut fattige i Kina således med 680 mio. Hvad man ellers kan have af forbehold overfor Kina kommer man ikke uden om, at det er en fantastisk bedrift.

Af samme grund bliver man som fortaler for globalisering og “budbringer” af det glade budskab om, at markedet er godt i gang med at få bugt med den værste fattigdom, nu mødt med argumentet om, at man ikke skal medtage Kina.  Det er et “særtilfælde” ( et som altså dækker ca. 20 procent af jordens befolkning).

Hermed træder Kina ind i en historisk tradition på venstrefløjen, hvor alt “væmmeligt” fra virkeligheden, der kan forstyre deres forestillinger om hvordan verden fungerer (og det er jo rigtigt meget), blot er noget man skal se bort fra.

Oplever et land øget vækst og velstand via mere marked, skal det altså fjernes fra “ligningen”. Det indebærer reelt at alle succesfulde økonomier skal holdes udenfor, da verden til dato har til gode at opleve en økonomi, der varigt klarer sig bedre via mindre markedsøkonomi.

Tidligere blev man mødt med, at man ikke skulle tage Sydkorea, Taiwan, Singapore og Hong Kong med, for de var også alle særtilfælde. Deres historie kunne ikke gentages. Men det blev den så. I Kina,

Heller ikke Chile må man nævne, for de er jo verdens største kobberproducent. Nu er Peru ved at gentage Chiles kunststykke. Det ender sikkert med, at man heller ikke må medtage dem på grund af landets naturrigdomme.

Og nej, det hjælper ikke hvis man nævner, at der ikke ligefrem er den store globale sammenhæng mellem at være rig på naturressourcer og sikre en fornuftig levestandard for sin befolkning. For så bliver man naturligvis mødt med argumentet om, at disse landes fiasko naturligvis skyldes multinationale selskaber og vestens udnyttelse af fattige lande og deres befolkninger. Ak ja.

Tilbage står, at hver  gang et land gør noget rigtigt i forhold til at sikre varig velstandsfremgang, skal det åbenbart skrives ud af den fortælling som venstrefløjen helst vil have. Nemlig at verden er uretfærdig, at det går af pommern til og det hele naturligvis skyldes markedet og den uretfærdige ulighed. Således også med det seneste tiltag fra Oxfam og Ibis.

Begge steder kører man en kampagne under titlen “Inequality out of control”. En meget mærkelig kampagne af flere grunde.

For det første bør netop organisationer, som beskæftiger sig med globale fattigdomsproblemer vel tage udgangspunkt i, at  den globale ulighed, hvis man finder at det er en vigtig parameter, rent faktisk er faldet de seneste 35 år. Se også Otto Brøns-Petersens indlæg her.

For det andet sætter man lighedstegn mellem ulighed og fattigdom. En sammenhæng der ikke er empirisk belæg for. Førnævnte Kina oplevede således stigende ulighed i præcis samme periode ,hvor man bragte næsten 700 mio. mennesker ud af fattigdom. Uligheden steg alene fordi nogle oplevede en større indkomststigning end andre. Væsentlig er at alle fik det bedre.

For det tredje bruger man nettoformue som udtryk for fattigdom. Nettoformue er defineret som værdien af omsættelige finansielle aktiver samt ikke-finansielle aktiver (primært boliger og jord) minus gæld. Der er mange problemer i at anvende dette begreb, ikke mindst hvorvidt det reelt siger noget om ens levevilkår.

Når en del boligejere i disse år er teknisk insolvente på grund af faldet i boligpriserne, har de så fået forringet deres levevilkår i en grad, at de er del at de 10 procent fattigste i verden? Hvis man bruger fordelingen af nettoformue, som de fremgår af Credit Suisse data, er det rent faktisk tilfældet.

Ud af de ca. 470 mio. voksne mennesker, som udgør verdens 10 procent fattigste målt på nettoformue, er mere end 1,2 mio voksne danskere, mens der kun er ca. 400.000 kinesere i denne gruppe.

Formuefordeling siger ikke noget fornuftigt om levestandard.

Reelt må Oxfam og Ibis fælles rapport afvises som det den er, ren og skær propaganda og tom luft uden faglig substans overhovedet. Der er reelt tale om misbrug af Credit Suisse årlige rapport om udviklingen i borgernes velstand i form af nettoformuer. Denne årlige rapport er der sådan set ikke noget galt i, så længe man ved hvad der måles på og ikke mindst, hvad tallene ikke siger noget om, nemlig levestandard. Og det er præcis hvad Oxfam og IBIS forgøgler os.

Og så er der den manglende vederhæftighed, grænsende til det bevidst løgnagtige. Således advarer Oxfam og IBIS mod, at de 1 procent rigeste i 2016 vil eje mere end resten af verden, se “reklame nedenfor”.

1

 

Det kommer man frem til ved at tage de sidste 4 års udvikling, og frejdigt påstå, at den bare vil fortsætte, se figuren nedenfor. Her er der tale om manipulation af den groveste slags.

wealth2

At tage 4 år, hvor udgangsåret er lige efter kollapset i boligpriser og aktiekurser giver ingen mening. Det fremgår også tydeligt, hvis man ser på udviklingen siden årtusindeskiftet. Det rent faktisk mere sandsynligt, at den ene procent rigeste ikke vil eje mere end de resterende 99 procent tilsammen i 2016. Se også nedenstående figur, som viser udviklingen siden 2000

wealth

Tendensen set over hele perioden er derimod, at den ene procent rigestes andel er svagt faldende.

Piketty og neomarxistiske forestillinger.

Og hvad er så det egentlige formål med Oxfams og IBIS notat? Ja, det er at argumentere for en øget beskatning af kapital og formue. Logikken er funderet i de forslag som senest den franske økonom Piketty har slået til lyd for i sin bog, “Capitalism in the 21. century”. Den er omtalt her på bloggen i flere indlæg af  bl. a. Erik Winther Paisley og Christian Bjørnskov, se f. eks. her, her og her.

Hvad det har med IBIS oprindelige formål, nemlig at øge fattiges adgang til uddannelse, står lidt hen i det uvisse. Der er tale om politisk propaganda, som ret beset intet har at gøre i en bistandsorganisation der er fuldkommen afhængig af offentlig finansiering.

Efter jeg over flere dage via twitter debatterede med Lars Koch fra IBIS (og på et tidspunkt også Trine Partou March fra Mellemfolkeligt Samvirke), hvor han forsøgte sig som ekspert og postulerede at “der var anvendt videnskabeligt anerkendte metoder”, hvilket ikke var tilfældet, måtte han til sidst erkende sin opsigtsvækkende ringe viden om det område han beskæftiger sig med.

Således er han ikke klar over at den globale indkomstulighed har været faldene i årtier. Det fremgår af nedenstående Screenshot af en ordudveksling på Tweeter:

påtilbageløb

Nok så væsentligt erkender Lars Koch dog at formueuligheden ikke har direkte betydning. Den er altså kun indirekte gennem øget politisk indflydelse for de allerrigeste. Man må så spørge om det betyder, at IBIS og Lars Koch mener at det står særligt slemt til i Danmark? Af Credit Suisse rapport fremgår, at Danmark er et af de  lande der falder i kategorien “Høj ulighed”.

meget_skæv

Kilde : Credit Suisse

Med deres “analyse” i hånden, argumenterer Oxfam og IBIS herefter naturligvis for, at formuer og kapital skal beskattes hårdere,.

Således skriver Lars Koch i Politiken den 19.1 under overskriften “skat på formuer kan få alle verdens børn i skole“, bl. a. at

Afviklingen af skatter og fremkomsten af den markedsfundamentalistiske model siden 1980’erne har øget den ekstreme ulighed.

Analyser fra Oxfam og Ibis viser, at de 85 rigeste i verden har samme formue som den fattigste halvdel af verdens befolkning.

Det fører ikke bare til dårligere velfærd og underminerer den sociale sammenhængskraft. Studier fra Verdensbanken og OECD indikerer også, at ekstrem ulighed hæmmer væksten.

Bortset fra at Lars Koch ikke har forstået OECD rapporten, som alene  problematiserer udviklingen for de 40 procent laveste indkomster (i OECD lande), er det åbenbart gået hen over hovedet på ham, at den globale fattigdomsreduktion har været langt kraftigere siden 1980erne end i perioden før, lige som den globale indkomstulighed har været faldende.

Med udgangspunkt i Piketty, foreslår Lars Koch herefter en formueskat på 1,5 procent af f.eks. formuer over 10 millioner kroner.

Ifølge Koch kunne en skat på 1,5 procent af “dollarmilliardærernes formue” (uha, de er nogle farlige nogle), kunne finansiere at få alle børn i skole i hele verden og sikre basal sundhed til alle i verdens fattigste lande.

Han burde nok have tilføjet, at det som minimum kræver, at den amerikanske stat er parat til at opkræve formueskat (USA er uden sammenligning den del af verden med de største formuer og dermed det største beskatningsgrundlag) og herefter fordele indtægterne ud i resten af verden. Næppe sandsynligt.

Noget andet er, at formueskatter reelt vil have en negativ velstandseffekt.

Som Mads Lundby fra Cepos påpegede et par dage senere i samme avis:

En formueskat vil indebære, at det bliver mindre attraktivt for virksomheder at investere i ny teknologi, maskiner og forskning. Det vil indebære lavere produktivitet og velstand.

Den Europæiske Centralbank har offentliggjort en undersøgelse, der viser, at højere kapitalskatter i Danmark giver et provenutab. Det skyldes, at de negative velstandseffekter af højere kapitalskatter er så betydelige.

Det skal også bemærkes, at Nyrup i 1996 afviklede den danske formueskat, i erkendelse af at den skadede dansk økonomi. Heldigvis er andre forsøg på øget kapitalskat på retræte.

Vi ved hvad der virker og det er markedet

Vil man hjælpe verdens fattige handler det om mere vækst og det gøres bedst gennem mere frihandel. Ikke mere, men mindre skat på kapital. Mere marked og mindre stat. Stort set det modsatte af hvad IBIS og Lars Koch står for.

IBIS og Lars Koch er falske profeter, som prædiker et budskab, der ikke vil lede til mere velstand og mindre fattigdom. Konsekvensen vil, alt andet lige, være mindre velstand og øget fattigdom. Det viser eksperimenterne gennem tiden med radikale former for omfordelingspolitik med alt tydelighed.

Derimod viser de sidste 200 års udvikling – ikke mindst de sidste årtiers – udvikling, hvor effektiv markedskapitalisme er til at øge velstand og mindske fattigdom. Udviklingen i Østasien siden 1980 viser dette med al tydelighed. For 35 år siden levede 2 ud af 10 i den dybeste fattigdom. I dag er det 1 ud af 10.

På den anden side kan man med god ret stille spørgsmålstegn ved hvor meget godt organisationer som IBIS har gjort (ud over de som får deres løn ved at arbejde i ornganisationerne).

Tæt på 250 mio. kroner om året modtager IBIS. Gud vide hvor meget fattigdomsreduktion vi kunne få for de penge, hvis vi f.eks. købte smartphones, tøj eller computere eller legetøj eller….. for pengene i stedet.

Formentlig en hele del mere end ved fortsat støtte til organisationer som bla. IBIS. Også selv om hovedparten af midlerne ender i “fæle kapitalisters” lommer. De er jo ofte “grådige”, hvorfor pengene sikkert hurtigt ville blive investeret igen i forsøget på at tjene endnu flere penge. Og det er faktisk ikke så skidt endda.

“Laced with factual error”: Mere om kritikken af Piketty

Punditokraterne har efterhånden lagt side til en omfattende samling af kommentarer, kritik  og links til forskning om 2014’s store, noget uventede økonomiske bestseller, Capital in the Twenty-First Century, ved Thomas Piketty. Da værket udkom, var der knap nogen der havde bladret den igennem, før den blev udråbt til det mest skelsættende bidrag til samfundsdebatten i senere år.

Ikke mindst har man udvist største respekt for hans empiriske arbejde, uanset betragtninger om hans vidtgående skattepolitiske program. Som før omtalt her på siden er der imidlertid fremkommet en del indvendinger mod hans metoder, hvoraf den mest omtalte kom fra Financial Times’ Chris Giles. Den empiriske kritik af bogen går navnlig på Pikettys tendens til at udglatte mellem manglende datapunkter eller sjusse sig til de manglende tal, samt hans løse omgang med årstal. Kort sagt: Sjusk og cherry-picking.

Da Piketty siden offentliggjorde datagrundlaget for bogen (ikke bare den PowerPoint-præsentation, som han indledningsvis henviste til), kunne arbejdet med at regne artiklens kilder igennem begynde. Punditokraterne har omtalt Phil Magness’ kritiske arbejde med Piketty før, (direkte link til Magness’ første artikel). Det er netop udgivet som arbejdspapir, som er værd at dykke ned i. Magness og Murphy går især i kødet på Pikettys fremstilling af amerikansk historie:

“At its most basic descriptive level, Piketty’s presentation of major historical events at the
center of his argument is laced with factual error. In addition to suggesting an inattentiveness to detail, a recurring problem of factual inaccuracy with historical events indicates that interpretative extrapolations from these errors, as well as more sophisticated data claims that appear throughout the book, may suffer from a basic fault in their underlying historical assumptions. While we will not endeavor to pick apart his most extensive historical recounting – the 20th century French economy – it is fair to note that he struggles, and struggles mightily at that, in almost every instance he takes up the economic history of the United States.”

På den historiske front er der årstal der gengives forkert, præsidenter der forveksles, kilder som overses (f.eks. tal for mindstelønninger, skattesatser og formueskatteindtjeninger). Der er ikke alen tale om trykfejl, men manglende kendskab til eksistensen (!) af amerikansk formuebeskatning før det 20. århundrede. På eksempelvis den økonomiske front finder man en vidtgående ekstrapolering, eksempelvis så 1810 og 1870 repræsenterer hele det 19. århundrede, men også mystiske skud fra hoften. Vil han eksempelvis gerne sammenligne udviklingen mellem Europa (læs: England og Frankrig) og USA, men mangler de amerikanske tal, lukker han hullet med gennem en usædvanlig manøvre:

“His claimed numbers for these three decades appear not to have been obtained from any actual source, but rather through the alternating addition or subtraction of 0.5 percentage points projected backwards from the 1900 average. He evidently filled the gap in his own data collection – needed to bring the U.S. time series into line with his European records – by constructing it ex nihilo.”

Som forfatterne anfører, hviler Pikettys kritik og forudsigelser — det erklærede grundlag for hans policyanbefalinger — på hans historiske arbejde. Og det lader til at være behæftet med graverende fejl.

Reference:
Magness, Phillip W. and Murphy, Robert P., Challenging the Empirical Contribution of Thomas Piketty’s Capital in the 21st Century (December 26, 2014). Journal of Private Enterprise, Forthcoming. Available at SSRN: http://ssrn.com/abstract=2543012

Mere om Piketty

I foråret udkom Thomas Pikettys bog Capital in the 21st Century til stor jubel på venstrefløjen og større skepsis på højrefløjen. Mens den danske debat (heldigvis) er stort set ovre, kører den stadig i vores nabolande. Hvis nogle af vores læsere har misset den, havde Dagens Nyheter i dag en leder om ham med overskriften Sloknad Stjärnglans. DN opsummerer den svenske nationaløkonom Per Krusells kritik af Pikettys storslåede teori om kapitaludvikling og en kapitalismens lov med ordene: ”Krusells slutsats? Det som många först såg som revolutionerande rön stämmer, vid en närmare granskning, inte med verkligheten.”

I Norge kører debatten også, hvilket var grunden til at Jesper Roine (Handelshøjskolen i Stockholm og jeg tog turen til Oslo onsdag aften. Tænketanken Civita havde arrangeret debatmøde torsdag morgen med os og den norske økonom og historiker Einar Lie (Universitetet i Oslo). Hele det fine arrangement blev streamet og kan ses her. Vi var også i Dagsnytt 18 – lidt en slags norsk Deadline med flere emner og mere civiliseret debat, som kan ses her.

Det interessante, set fra mit perspektiv, er to forhold. For det første er det tankevækkende, hvordan en mere end 600 sider lang bog med bestsellerstatus helt kan undgå at inddrage de sidste 40 års indsigter i vigtigheden af institutioner og civilsamfund. Disse forskelle, der er afgørende for langsigtet udvikling, ignoreres fuldstændigt. For det andet er det ganske morsomt at se, hvordan debatten i Danmark aldrig kom ret langt. Danskerne er åbenbart ikke så optagede af økonomiske forskelle som svenskere og nordmænd, der har langt stærkere kollektivistiske politiske traditioner. Uanset debatten er sjov at deltage i, tager jeg det som et sundhedstegn.

Piketty – og flere forslag til ferielæsning

Piketty-fænomenet har bragt et stykke økonomisk litteratur på en uvant placering på bestsellerlister og boghandlernes bedste hylder. Hans bog, ”Capital in the 21st Century”, er blevet revet væk. Og den fortjener faktisk at blive læst også, for den er velskrevet og tilgængelig. Det siger jeg, selv om jeg ser en række problemer med den. Det kan man læse nærmere om her.

Det skal i al retfærdig dog også siges, at Piketty langt fra er den første økonom, som har omsat sin akademiske indsigt velskrevet og tilgængeligt. Her er nogle stykker, som stærkt kan anbefales som ferielekture, fordi de både er velskrevne og ekstremt relevante:

Daron Acemoglu & James Robinson (2012): ”Why Nations Fail”. Deres tese er, at økonomisk velstand er forbundet med åbne, inkluderende politiske regimer, der beskytter borgernes rettigheder, mens ”ekstrakterende” autokratiske regimer hindrer velstand. Det er institutionerne, som bestemmer et lands skæbne mere end noget andet, herunder geografi, kultur og naturressourcer. De gennemtrawler en stor del af verdenshistorien siden Romerriget for at vise det. Nogen gange mere vellykket end andre, men altid vigtigt og interessant.

Matt Ridley (2010): ”The Rational Optimist”. Ridley er egentlig ikke traditionel fagøkonom, men han har fat i en central økonomisk pointe fra Adam Smith: At velstanden afhænger af arbejdsdelingen (specialiseringen), og at jo flere vi er, desto større kan arbejdsdelingen og dens gevinster blive. Man får en fascinerende gennemgang af historien med talrige eksempler. F.eks. om, hvordan civilisationen ifølge potteskår mm. løb baglæns, da Tasmanien ikke længere var landfast med Australien – og markedet skrumpede.

Henrik Christoffersen (2014): ”Det mindst ringe”. Han fortæller den virkelige historie om, hvordan den danske velfærdsstat blev til efter Den Anden Verdenskrig og blev til det, den er i dag. Nok blev den født af naive forestillinger – ikke mindst hos økonomer, som troede, de kunne bedrive social ingeniørkunst – men den er drevet frem af de særinteresser, dens incitamenter skabte. Til gengæld vil man – modsat hos Piketty – lede forgæves efter arv og formue som vigtige drivkræfter i den historie.

Piketty-links og den kortsluttede debat

Mens medierne den sidse måned har skrevet vidt og bredt om Thomas Pikettys 700 sider lange Capital in the Twenty-First Century og store dele af venstrefløjen har hyldet ham som en helt, har blogossfæren og i lidt mere specialiserede medier efterhånden tegnet et lidt andet billede af ham. Pikettys hovedpåstand er, at r > g – at afkastet til kapital er konstant større end væksten i gennemsnitsindkomsten i den vestlige verden, og at de rige – kapitalejerne – derfor løber fra alle andre som uligheden stiger. Denne påstand viser sig at være ganske tvivlsom, uanet hvad Informations-segmentet og andre håber.

Vi har allerede omtalt Larry Summers omfattende kritik (læs her), men siden da er der virkelig faldet brænde ned. For de af vores læsere, der er interesserede, bringer vi her en del af kritikken, som Piketty ikke rigtigt har svaret på. Per Krussell og Tony Smith (IIES og Yale) viser, at Pikettys basale antagelser om opsparingsadfærd slet ikke matcher virkeligheden. Hvis man substituerer hans antagelser med andre, der passer på de faktiske data, giver hans model faktisk det modsatte resultat: At hvis væksten falder, falder uligheden. Forvirringen kommer bl.a. fra, som andre også har vist, at Piketty blander netto- og bruttobegreber. Alex Tabarrok viser på lignende vis, at hvis man bruger Solow-Swan-modellen – arbejdshesten og grundlaget for moderne vækstteori – indebærer Pikettys påstand, at opsparingsraten skal falde når væksten falder. Det giver næppe meget real-life-mening.

Debraj Ray angriber alle fire hovedpunkter i Pikettys teori. Scott Sumner fanger Piketty i at misrepræsentere Simon Kuznets pionerarbejde fra 50erne. Don Boudreaux Angriber Piketty antagelse om, at kapital vokser af sig selv – Boudreauxs pointe er, at der er langt mere dynamik i firma- og ejersammensætningen end Piketty tror. Ricardo Hausman – ikke just et liberalt epigon (han er tidligere venezuelansk planlægningsminister) peger på, at Piketty fuldstændigt overser betydningen af know-how. Sidst, men ikke mindst, viser Phil Magness og Chris Giles hos Financial Times, at Pikettys data ikke kan holde til et eftersyn. Paul Krugman har forsvaret Piketty ved basalt set at sige, at ”we all know that wealth inequality has gone up”; Tyler Cowen kalder, hvad han anser for at være bluff fra Krugman.

Det sørgelige er vel, at uanset hvad man mener om Pikettys bog og hovedpåstande – og jeg er blevet meget skeptisk – er påstanden derude nu og har fået sit eget liv. Hos dele af venstrefløjen er det allerede blevet en del af det ’vi ved med sikkerhed’, så ethvert modargument støder mod en mur af skråsikkerhed. Den type påstande, om de kommer fra højre, venstre eller de gudelige, kortslutter enhver demokratisk eller videnskabelig debat.

Summers om Picketty

En af de mest omtalte bøger i år har været den franske økonom Thomas Pikettys Capital in the Twenty-First Century. Bogen er en fransk, venstreorienteret kritik af kapitalisme – ikke af dens velstandsskabende konsekvenser, som Piketty fuldt erkender – mens dens ulighedsskabende virkninger, som han postulerer. Debatten kom også forleden aften til Danmark med en lidt forvirret diskussion i DR2s Deadline mellem Rune Lykkeberg fra Politiken og Martin Ågerup fra Cepos. Så hvad skal man mene, når nogle hylder bogen som et stort gennembrud og andre mener, at den er en fortænkt og forvirret gang vrøvl iklædt økonomisk gevandter?

Jeg er helt enig med Greg Mankiw i, at Larry Summers anmeldelse i Democracy i forårsnummeret er den bedste indtil videre af de mange (se f.eks. her, her, her og her). Summers rammer hovedet på sømmet på en række områder. Pikettys hovedpointe er opsummeret i ligningen r > g, dvs. at renten (hvilken rente er Piketty ikke rigtigt klar på) og dermed afkastet til kapital overstiger vækstraten i gennemsnitsindkomsten. Han mener derfor, at når formuerne for kapitalejerne vokser hurtigere end de almindelige indkomster, må uligheden stige. Summers er ikke enig:

But I think he misreads the literature by conflating gross and net returns to capital. It is plausible that as the capital stock grows, the increment of output produced declines slowly, but there can be no question that depreciation increases proportionally. And it is the return net of depreciation that is relevant for capital accumulation. I know of no study suggesting that measuring output in net terms, the elasticity of substitution is greater than 1, and I know of quite a few suggesting the contrary.

Et andet ømt punkt, som Summers trykker på, er Pikettys antagelse om, at afkastet til kapital er geninvesteret. Er det ikke det, vil formuerne logisk nok ikke vokse med r, men kun med r * den del af afkastet, der faktisk geninvesteres, og minus omkostningerne til vedligeholdelse af kapital (deprecieringen). Bogen giver en analyse, som man med glædesråb har modtaget på venstrefløjen – hvor ofte sker det lige at internationale topøkonomer siger noget, de kan lide? – men der er mange skjulte detaljer, der simpelthen ikke giver meget mening. Mere om den senere, når jeg har slæbt mig gennem dens 700 sider.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑