Tag: Plamegate

Glemmer du, så husker jeg det ord for ooooord

Mediernes hukommelse synes at være kort, hvilket sikkert er nådigt. Men her på bloggen har vi en monoman interesse for visse emner, hvilket vil fremgå af det følgende.

Vi starter med Plame. Bedst som I troede, at sagen var færdig, blev der nemlig afholdt et seminar, hvor man tyggede lidt på sagen, der mere end så mange andre aktuelle sager har vist, hvor elendige de almindelige medier (MSM) er til at dække en sag fair,  og hvor håbløse de er til simpel kildekritik.

Det var som bekendt Robert Novak, der “afslørede”, at fru Wilson (f. Plame) arbejdede i CIA. Han citeres nu for følgende udtalelse (hele historien ligger her):

Columnist Robert Novak said Saturday Ambassador Joe Wilson did not forcefully object to the naming of his CIA operative wife, Valerie Plame Wilson, when Novak spoke to him prior to the publication of a column that sparked a federal investigation and sent White House aide I. Lewis “Scooter” Libby to jail.

“He was not terribly exercised about it,” Novak said.

Instead, Wilson focused on not being portrayed as simply an opponent of the Iraq war. Wilson also stressed that his wife went by his last name, Wilson, rather than Plame, Novak said.

Nu er Novak jo part i sagen, så hans udtalelser skal tages med et gran salt. Men påstanden om, at Wilson i begyndelsen ikke var optaget af at fremstå som markant anti-krigs kritiker, passer faktisk med det konstaterbare forhold, at Wilson var ganske tilbageholdende med sin kritik i sin første op-ed i NYT. Det var først, da de mere gakkede dele af anti-krigsbevægelsen straks ophøjede ham til helt, at han gik fra koncepterne og begyndte at lyve for alvor. Og det var først, da hans løgn blev afsløret i senatets rapport om pre-war intel., at han og vennerne i CIA fik travlt med at påpege den frygtelige afsløring af fru Wilson som hemmelig agent som det egentligt interessante i sagen. Og den vinkel købte medierne and how.

Tja, det er endnu et søm i kisten til troen på, at afsløringen var en nøje planlagt del af et nedrigt komplot. Men det vil sikkert ikke påvirke konspirationsfanatikerne.

Man kan undre sig over, hvorfor store dele af anti-krigsbevægelsen har haft brug for disse myter. Hvorfor har man så ihærdigt hævdet, at det hele bare var løgn og “it’s all about oil” trods tonsvis af rapporter og undersøgelser, der afviser det?

Roger L. Simon, der efter eget udsagn er venstreorienteret (efter amerikansk standard, men alligevel), og dermed sårbar over for beskyldninger om at være – uha, uha – neo-konservativ, har beskæftiget sig med et spørgsmål, som dukker stadig hyppigere op, formodentlig som reaktion på, at projektet i Irak synes at ende godt. Spørgsmålet er: Why do they hate the neo-cons? Her er slutreplikken, men læs resten her:

I know I have suffered from that and, I am ashamed to say, have responded in kind on occasion, sometimes also unfairly. Where we go from here in this battle I don’t know. But have some sympathy for the neocons. They may be under attack currently, but if we do actually win in Iraq, as now seems a possibility, for them there will be Hell to pay.

Simons forklaring er, at venstrefløjen og dermed de fleste journalister har haft eneret på idealisme. Denne idealisme lå bag Bush-doktrinen om at sprede demokrati for at hive Mellemøsten ud af Middelalderen og dermed udtørre den sump, hvor terroristerne udklækkes. Denne idealisme kan man støtte eller være imod (jeg er stadig for), men den er helt klart det bærende bag indsatsen i både Afghanistan og Irak. Og det kan venstrefløjen ikke klare, da de ikke har det intellektuelle mod til at begrunde deres modstand, hverken med realistiske argumenter, f.eks. “irakernes forhold rager os en papand”, eller med ærlige argumenter, f.eks. “vi vil aldrig deltage i en krig uanset dens mulige idealisme eller berettigelse, hvis vi skal kæmpe sammen med USA”. I stedet må de nøjes med at hævde, at der slet ikke var nogen idealisme, og at det hele bare var løgn og handlede om olie.

Simons tilføjer, at nu, hvor de ikke kan bruge deres gamle mærkesag idealismen og spredning af menneskerettigheder, har de i stedet gjort global opvarmning til deres nye erstatningsreligion.

Hmm, når man tænker på, hvor ukritisk begejstret de er for Al Gore, så synes Simon at have ramt noget centralt. Global opvarmning har det hele for vores berøvede ex-marxistiske venner: løfter om dommedag, fordi det bestående samfund er så ækelt materialistisk, og puritansk afholdenhed som vejen til frelse. Amen. Jo, Simon har muligvis fat i noget der.

Al Gore, miljøprædikanten, der ikke længere er Al Bore, præsidentkandidaten, blev omtalt i en tidligere posting. Husker I historien? Hans katekismus bog, An Convenient Unconvenient Truth, blev uddelt i de engelske skoler, men en far anlagde sag og fik rettens ord for, at bogens mere spændende dele havde en ret løs videnskabelig fundering. Her er en llille opfølgning, der opremser manglerne ved Gores bog. Gider nogen give Connie et praj?

Vi slutter i det uhyggelige hjørne. Da indsatsen i Irak fejrede en af sine største successer, den massive valgdeltagelse, som viste irakernes opbakning bag demokratiet, hvilket førte til den første folkevalgte regering, valgte en række MSM at fokusere på, at amerikanske soldater skulle have begået en massakre i Haditha.

Dækningen var allerede den gang noget tvivlsom, og vi kom derfor med en spådom. Hvis der virkelig var sket en massakre, ville MSM sikkert dækker retsforfølgningen af de amerikanske soldater nøje, for den amerikanske hær forfølger den slags forbrydelser, og MSM elsker at svælge i det. Hvis det derimod viste sig at være en and på linje med “Jenin-massakren”, som MSM også ukritisk var hoppet på og aldrig rigtig indrømmede, ville det nok blive en opgave for blogs.

Og sørme om det ikke lader til at holde stik. Her er et uddrag fra ABC News (og nej, det er ikke de væmmeligt ensidige fyre på FOX, men de troværdige fyre fra MSM) og her er resten af historien.

It was called the Haditha massacre: 24 Iraqis killed and four Marines charged with murder. But now the case against those Marines appears to be falling apart.

The investigating officer in the case recommended Wednesday that the most serious charges be dropped. If the officer’s recommendation is accepted — and it usually is — nobody will face murder charges in connection with an incident that left 24 Iraqis dead.

En af anti-krigsbevægelsens frontfigurer, demokraten John Murtha, viste sit værd ved straks efter, at historien blev lanceret, at udpege de implicerede soldater som krigsforbrydere. Det synes at være ret udbredt på den fløj, at vores fjender skal have en fair rettergang og beskyttet deres menneskerettigheder, men ikke vores egne soldater. De kan beskyldes for de værste forbrydelser uden skyggen af bevis og uden rettergang og dom.

En af de marinere, som Murtha havde sværtet, forsøgte for nyligt at sagsøge ham for bagvaskelse, men blev afvist, da Murtha som politiker har udvidet ytringsfrihed. Det er godt, jo det er, det er godt, at folk som Murtha har ytringsfrihed, fordi der er soldater som ham marineren, der sætter deres liv på spil for at beskytte den.

Og blot for at undgå en overbelastning af kommentarspalten ndf., s
å lad os slå fast, at ua
nset udfaldet af sagen, så døde der civile irakere den dag. Det er trist. Men pointen her er, at det er endnu mere trist og i en mediemæssig sammenhæng direkte uansvarligt at beskylde vores soldater (ja, amerikanske soldater er også vores) for forbrydelser, hvis de ikke har gjort det. En massakre er en forbrydelse, hvor man bevidst mejer folk ned. Det viser sig nu, at drabene fandt sted under kamp. Dækningen af Haditha har dermed ikke levet op til de mindstekrav til fair dækning, som man bør kunne stille til vores medier i en tid, hvor vores soldater sætter livet på spil.

Jeg tjekkede lige InfoMedia for at se, hvordan medierne så har behandlet denne sag, som de tidligere præsenterede som en krigsforbrydelse. Berlingske har ikke omtalt udviklingen en eneste gang, og det var den avis, der i sin tid rydede forsiden for at bringe historien. Den eneste historie, ja den eneste, er fra Politiken. Her er overskriften (Pol 6/10 07):

Delingsleder kan slippe for tiltale efter Irak-massakre

Soldaterne kan åbenbart aldrig slippe for den dom, som MSM har givet dem. De har lavet en massakre, uanset om de ikke bliver dømt. De var jo nok skyldige alligevel.

Journalisterne insisterer på, at indsatsen i Irak har været en fiasko. Og de har ret, men de burde jo også vide det. Mediedækningen har virkelig været en fiasko.

Hermed er vi ved enden af Memory Lane for denne gang. Vi fik hilst på en række gamle kendinge: Plame, Al Gore og Haditha. Det var emner, der blev behandlet indgående i MSM. Men det er pudsigt, at deres interesse ophørte, da sagerne udviklede sig på en anden måde end forudset. Så blev de glemt.

Men glemmer du, så husker jeg det ord for oooord….

Plame nok en gang – Libby benådes

Det er allerede old news, men af respekt for ophavsretten kommer denne posting først nu.

Som bekendt har Bush valgt at benåde Scooter Libby fra den del af hans straf, der angik fængsel.

Der var været en hel opfordringer hertil, blandt de mere begavede bidrag kan nævnes Hitchens i Slate (se her).

Jeg vedkender mig gerne en betydelig svaghed for gamle Hitch, der efter min vurdering er nutidens svar på Eric Blair, men jeg deler ikke hans trotskime og heller ikke hans opfattelse på dette punkt. Benådningsretten forekommer mig at være en af de få anakronismer i den amerikanske forfatningsret, som de burde klare sig foruden.

Det har været kendetegnet for hele Plamesagen, at den er blevet genstand for en del hysteri — selv synes jeg, at det mest har været fra venstrefløjens siden, men jeg er jo også biased.

Det kan i den forbindelse være nyttigt at se på, hvad dommer Walton sagde ved domsafsigelsen (her iflg. WaPo):

“My take on it,” Walton said, is that the trial did not prove Libby knew that Plame worked in an undercover capacity when he disclosed her identity to several reporters. Still, the judge added, “anybody at that high-level position had a unique and special obligation before they said anything about anything associated with a national security agency [to] . . . make every conceivable effort” to verify their status before releasing information about them. (…)

While there is no evidence that Mr. Libby knew what the situation was, he surely did not take any efforts to find out,” Walton said. “I think public officials need to know if they are going to step over the line, there are going to be consequences. . . . [What Libby did] causes people to think our government does not work for them.”

Der synes således ikke at være meget hold i formodningen om, at Plame blev outet for at ramme hendes status som undercover agent i CIA og dermed påføre hende og hendes mand skade — et mere nærliggende gæt er fortsat, at hun blev nævnt for at vise, at Wilsons løgnagtige påstande var en del af kampagnen fra CIA for at få placeret ansvaret for de manglende WMD hos regeringen — men samtidig forekommer det mig at være en rimelig afgørelse at kræve en højere grad af agtsomhed fra en højtstående embedsmand som Libby. Om man så kan undskylde ham med hans hårde arbejdspres, som Hitch tilsyneladende gør, er en smagssag. Jeg er ikke overbevist.

Fængselsstraffen er vist heller ikke usædvanlig. Fra børsrettens område ved jeg, at man sjældent får knaldet folk for børskriminalitet, der kan være svær at bevise, men derimod ofte på, at de lagde hindringer i vejen for efterforskningen, f.eks. ved at slette filer i panik.

Berlingskes dækning var helt forudseelig, herunder deres forsøg på nok en gang at fremstille Wilson som den ærlige kritiker og Bush som løgneren, selvom det – i hvert fald på lige netop dette punkt – faktisk forholdt sig anderledes. Linket er desværre ikke til deres opregning af “myter og fakta”, men kan vel bruges alligevel (her).

Lige så forudseeligt var det, at jeg samme dag sendte et debatindlæg, der for Gud ved hvilken gang mindede om Butler-rapporten og al det der. De var fair nok til at bringe det dagen efter (i går), dog var overskriften ikke lige min idé. Jeg kan ikke skaffe et link, så det kommer her i fuld tekst:

Skandaler af den kaliber burde rydde forsiden

Under overskriften ”Myter og fakta om Plamegate” gennemgår Berlingske Tidende 4. juli sagen om Valerie Plame, der er gift med Joe Wilson, og hvis identitet som CIA-agent blev afsløret, efter hendes mand havde kritiseret George Bush for at lyve om, at Saddam forsøgte at skaffe uran i Niger. Anledningen er, at Bush har benådet en betroet medarbejder Libby fra den fængselsstraf, som han fik for at lyve om, hvornår han havde kendt til Plames arbejde i CIA. Jeg har i en kronik 18. marts gennemgået sagen, da Libby blev dømt. I min kronik kritiserede jeg medierne for at give en ensidig og ofte faktuel forkert gengivelse af sagen, hvor man ihærdigt forsøgte at give indtryk af, at Bush havde løjet, da han i en tale til nationen omtalte uransagen og henviste til britiske efterretninger herom. Den seneste gennemgang af sagen synes desværre kun at bekræfte denne kritik.

Avisens gennemgang har en del mangler, som vanskeligt kan betragtes som tilfældige, men synes at skulle redde den dækning af sagen, man tidligere har bragt. Som bekendt var det mest interessante ved forløbet, at Wilson først hævdede, at Bush havde løjet om uransagen, og at det skulle fremgå af en undersøgelse, som Wilson have lavet i Niger forud for krigen. Men derefter fastslog to rapporter begge fra juli 2004 og fra hhv. det amerikanske Senat og et britisk udvalg ledet af Lord Butler, at det var Wilson, der løj, mens Bush fortalte sandheden. Dette forløb søges nu underspillet. At Wilsons rapport faktisk bekræftede de irakiske henvendelser bliver affærdiget som ”rene luftkasteller, som Wilson for fuldstændighedens skyld tog med i sin rapport”. Det nævnes ikke, at rapporten aldrig blev forelagt de højere kredse i regeringen, netop fordi den bekræftede CIA i, at Saddam faktisk var på jagt efter uran.

Det nævnes heller ikke, at forløbet støttes af Duelfer-rapporten, som efter krigen undersøgte Saddams regime og konkluderede, at han var opsat på at få a-våben, fordi han – meget fornuftigt – troede, at Iran var i gang med det. Kontakten til Niger kom kort efter, at Saddam havde smidt FNs våbeninspektører ud, og det er derfor ikke overraskende, hvis han på det tidspunkt eftersøgte uran, da FN havde forseglet hans egne depoter. Endelig nævnes det ikke af avisen, at Wilson i perioden, indtil Senatet afslørede indholdet af hans rapport, hævdede, at der ikke var noget som helst grundlag for mistanken mod Saddam, altså at Wilson løj.

I hele avisens dækning af sagen har man omhyggeligt undladt at nævne Butler-rapporten, hvilket er påfaldende, da rapporten er den sidste i rækken af britiske rapporter, der udtrykkeligt afviser, at de britiske formodninger om Saddams uraninteresse skyldtes falske dokumenter.

Rapporten gik endda så vidt som at citere Bushs tale til nationen, hvor han nævner de britiske efterretninger, og kaldte det ”velbegrundet”. Frem for at nævne dette og dermed for første gang inddrage rapporten i dækningen, anfører avisen nu blot, at mange tror, at briterne alligevel baserede deres efterretninger på de falske dokumenter. Hvis dette virkelig er rigtigt, har vi en fantastisk skandale. Tænk, at det uafhængige udvalg under ledelse af den respekterede Lord Butler lyver så åbenlyst og åbenbart er med i en kæmpe konspiration. Men hvis avisen virkelig tror på en sådan skandale, hvorfor så denne forsigtige, næsten halvkvalte gengivelse af beskyldningerne? Ved skandaler af den kaliber burde man enten rydde forsiden eller holde sig for god til at insinuere.

Det mest triste ved avisens dækning er næsten det, der blev overset. Avisen giver kun to muligheder for, at Wilsons kone blev afsløret. Enten var det ”et uheldigt resultat” eller det var en hævnakt, der skulle skade Wilson personligt, hvilket tilmed kategoriseres som hhv. myte og faktum. Avisen overser hermed den mest nærliggende forklaring: at regeringen ville imødegå Wilsons stilling som neutral ekspert og fremhæve, at han havde personlige forbindelser til CIA, der på det på tidspunkt var involveret i et opgør om ansvaret for, at Irak ikke havde de abc-våben, man troede. Hele denne spændende historie, der omfatter utallige lækager fra CIAs side af oplysninger, der kunne skade regeringen, og den efterfølgende udrensning i CIA, da Kerry tabte til Bush, er ellers godt
stof, der giver et intere
ssant indblik i USA med dets mange forskellige magtcentre.

Uanset hvad man mener om Libbys brøde og efterfølgende benådning, forbliver det ærgerligt, at danske medier har dækket sagen så dårligt. Vi fortjener bedre.

Gone Fisking

Det har været et dejligt vejr de seneste dage, så hvorfor ikke give sig i kast med lidt Fisking.

Kom forbi endnu et indlæg om Plame-sagen i Berlingeren af Karl-Erik Stouggaard, hvor han bl.a. skriver:

For de nykonservative arkitekter bag Irak-krigen er sagen et alvorligt angreb på deres troværdighed, og de mener, at den aldrig burde være ført, og at dommen til Libby er politisk betonet. Deres vrede er så afgrundsdyb, at de endda benægter, hvad CIA, anklagemyndigheden og domstolen har fastslået som uigendrivelige fakta: at Valerie Plame var hemmelig agent, og at det derfor var rigtigt at undersøge, hvem der brød hendes cover, at Libby var med til at lække hendes identitet, inden det slap ud i medierne, og at han i øvrigt har pligt til at tale sandt i sådanne undersøgelser.

… hvilket kan sammenholdes med denne leder fra National Review, der bl.a. bemærker:

The problem was that Fitzgerald not only did not charge Libby or anyone else with those underlying crimes, he never even offered any evidence in court that those crimes, as carefully defined by the statutes involved, ever happened. His throw-the-book-at-him sentencing recommendation contradicted the conclusion reached by probation officials, who in their pre-sentencing report pointed out that “the defendant was neither charged nor convicted of any crime involving the leaking of [Valerie Plame Wilson’s] ‘covert’ status.”

Going one step farther, Fitzgerald also argued that Mrs. Wilson was, without any doubt, a covert CIA agent as defined by the Intelligence Identities Protection Act. In court filings, he offered what he said was a CIA-authored summary of her job status affirming that, at the time her name was revealed by Novak, she was covert, and that the CIA was taking “affirmative measures to conceal her identity,” as required by law. But many months ago, when Libby’s defense team was begging for such information, Fitzgerald refused to provide it. He pointedly declined to call Plame “covert.” He said her job status was irrelevant to the case against Libby. He even argued that it was irrelevant whether Mrs. Wilson worked at the CIA at all. Agreeing with Fitzgerald, Judge Walton barred both sides from discussing Mrs. Wilson’s status at the trial.

Hmm, en af de to aviser har ikke sat sig ordentlig ind i sagen. Gæt hvem. Forhåbentlig ikke vores udsendte fra Tante Berlinger, for han omtaler en af denne blogs helte (Fred, you know) sådan:

»En politisk heksejagt« som en af de ledende skikkelser for at få Libby benådet, den kommende republikanske præsidentkandidat, Fred Thompson, kalder sagen.

STILLET OVER FOR sådan en attitude, hvor fakta er intet og politisk loyalitet alt, kan præsident Bush kun håbe, at dommeren beslutter at lade »Scooter« Libby være på fri fod, indtil en ankesag er afsluttet – måske først engang næste år.

Nydeligt.

Samme avis har i øvrigt kørt en interessant artikel om den skævvinkling, danske medier ofte giver af amerikanske forhold. Måske behøver man ikke se sig så vidt omkring for at finde eksempler.

Plame – dommens dag (II)

For noget tid siden lovede jeg at vende tilbage til Plame-sagen, og det gør jeg med denne kronik i dagens Berlinger.

Det er lidt sent, men Berlingeren var storsindet nok til at ville ofre en søndagsudgave på emnet, og det er værd at vente på. Til gengæld har de ændret titlen fra mit forslag “Pressen og Plame” til “Plame-sagen og journalistikkens lavpunkt”. Det er lidt mere gumpetungt, men de har vel gerne ville understrege, at min kritik går på medierne generelt og ikke kun på pressen. Det er sandt nok, selvom jeg nu stadig synes mit forslag var mere snappy.

En kronik må fylde 8.000 tegn inkl. mellemrum, og selvom det er mere, end man normalt har til rådighed i døgnets rejsestald, så er det ikke meget at rutte med. Der er således en del, som måtte skæres væk.

Bare for at nævne nogle få ting, der faldt bort under tekstbehandlingen: Hvorfor var det vigtigt, om det var Cheney eller CIA der havde sendt Wilson til Niger (for var det Cheney, havde han nok set Wilsons rapport, men han fik den aldrig at se, fordi Wilson blot bekræftede de i øvrigt delte opfattelser internt hos CIA). Hvilken rolle spillede de forfalskede dokumenter fra Niger (kan være spændende nok, ikke mindst fordi Wilsons forklaringer i Senatets 2004-rapport er uklare, men det var ikke relevant i forhold til Bush’ SOTU, dvs. tale til nationen, fra januar 2003, der henviste til de britiske efterretninger). Hvilke forbindelser var det, som briterne støtter deres opfattelse på (Hitchens har efterforsket det, men vi ved det ikke med sikkerhed, kun at det var velunderbyggede formodninger, der ikke havde noget med de forfalskede dokumenter at gøre, og som modsvarer Duelfer-rapporten), etc.

Der er heller ikke citater i kronikken, men kun et postulat om, at “mediernes” opfattelse kan sammenfattes som gjort. Men her er det let at finde citater, hvis nogen vil. Der er f.eks. flere gengivelser af, hvad Wilson “afslørede”. De går fra, at han klart afviste uran-påstanden, til det mere forsigtige, at han hverken kunne af- eller bevise det. Begge yderpunkter er faktuelt forkerte, da han som bekendt fandt, at Irak havde forsøgt sig, hvilket var en bekræftelse af Bush SOTU-tale.

Kronikken kommer som nævnt lidt sent, men til gengæld kommer den netop som DRs støtter har sat modangrebet ind mod regeringen for at få flere penge ved at postulere, at regeringen har lagt pres på DR. Der er således et interessant uddrag fra Chr. Nissens bog i gårsdagens Berlinger. Her omtaler han ikke bare Mikkelsens mail, men også, at DR og BBC var blandt de mere pro-krigs medier. Selv hvis man tror på den – og det er unægtelig et leap of faith – så synes hele denne manøvre kun at bekræfte, at medier, der betales af Staten, også bliver sårbar for pression fra Staten.

Men er løsningen så ikke at opgive public service-ideen og dermed undgå denne forkvaklede situation?

Man kan naturligvis også opbygge så stærke mure mellem Staten og DR, at ingen pression slipper igennem, og mediet virkelig kun styres af sine egne. Men vi har jo allerede en masse medier, der styres selvstændigt uden indblanding fra Staten. Den eneste forskel mellem dem og DR er, at de tjener deres penge selv ved at få deres kunder til at betale. Er public service-ideen virkelig skrumpet ind til et postulat om, at det er vigtigt at have en medievirksomhed, der ikke skal tjene til sit eget forbrug, men garanteres forsørgelse? Er der virkelig stadig nogle, der tror, at en virksomheds produktion bliver bedre af ikke at være afhængig af sine kunder? Erfaringerne fra socialismen fortæller os ellers det modsatte. Men det er måske også i den virkelighedsopfattelse, at vi skal finde public service-ideen?

Plame – dommens dag (I)

Som forventet blev Libby dømt for sin forseelse, nemlig at have afvist, at han kendte identiteten på Joe Wilsons kone (Ms Plame) på et tidspunkt, hvor han faktisk kendte hende.

Berlingske, hvis dækning af Plame-sagen vi har hygget os med tidligere (blot tryk på Plame-linket), giver den som sædvanligt gas:

Bush-rådgiver løj om Irak

Det er som bekendt faktuelt forkert. Libby løj om sit kendskab til Ms Plame, og sagen har ikke på noget tidspunkt berørt, om der blev løjet om Irak forud for krigen. Alle tilgængelige offentlige rapporter har ikke påvist løgn i så henseende, hvilket både gælder Senatets første undersøgelse fra 2004 og dens 2. fase fra september 2006. I den pågældende retssag har man end ikke fået afgjort, om det faktisk var forbudt at oplyse om Ms Plame. Ingen er blevet tiltalt i så henseende. Libby blev alene dømt, fordi han løj over for efterforskerne, hvilket er et selvstændigt forhold (og for at undgå hysteri i kommentarspalten forneden: nej, man må bestemt ikke lyve under en efterforskning, så det er godt, at Libby blev straffet. Men samtidig tyder det ikke på, at man i administrationen var klar over, at det var strafbart at afsløre Ms Plame, hvis det da overhovedet var det).

Skal man endelig se på, hvem der løj om efterretningerne forud for krigen, hvilket synes at være Berlingskes vinkel på sagen, så ved vi fra Senates 2004-rapport, at det var Wilson, som løj om indholdet af sin rapport, hvorimod Bush’ 16 ord i talen til nationen var – med Butler-rapportens ord – well founded.

Det er interessant at se, at Politiken ikke spidsvinkler sagen på samme måde, men giver en rimeligt redelig dækning, uden dog helt at komme ind på det penible spørgsmål om, hvem der egentlig løj om hvad:

Cheneys tidligere stabschef på vej i fængsel

Lewis ‘Scooter’ er kendt skyldig i fire af fem anklagepunkter i sagen om afsløringen af en tidligere CIA-agents identitet.

Det er ikke første gang, at vi kan konstatere en forskel i følelserne hos folkene på Rådhuspladsen og de forviste i Titangade.

Dommen bliver så vidt vides anket, og the Wilsons har også et håbløst civilt søgsmål kørende, så det her kan blive ved.

Mere følger, når jeg får bedre tid.

Berlingskes dækning af USA

Det er længe siden, at vi her på bloggen bemærkede, at Berlingskes korrespondenter i USA had gone native og fuldt ud opførte sig som indfødte blandt de Bush-bashende MSM, de omgås. Det mærkes især nu, hvor kampens hede under midtvejsvalget stiger og nuancerne droppes.

Poul Høi bidrager i dag med en artikel om de undersøgelser, som Bush må frygte, hvis Nancy Pelosi og hendes demokrater får magten i Repræsentanternes Hus.

Høi indleder bl.a. med denne bemærkning, der måske, måske ikke, er mere spidsfindig, end man umiddelbart tror:

Hvis et parti har flertallet i et af Kongressens kamre, kontrollerer det også dagsordenen i samtlige udvalg, og et udvalg kan til enhver tid tvinge f.eks. forsvarsminister Donald Rumsfeld til at møde op som vidne og under ed svare på spørgsmål, som han ikke har lyst til at svare på.

Nogle af de helt store øjeblikke i amerikansk politik har været sådanne undersøgelser, fra Titanic-undersøgelsen i 1912 over McCarthy-høringerne 40 år senere og til hele regimentet af -gates, Watergate, Iran-Contragate og Monicagate.

Men præsident Bush og hans regering har ikke været udsat for den slags pinagtige undersøgelser af den simple grund, at Republikanerne – med en kortvarig undtagelse – har haft magten i Kongressen i hans embedsperiode.

Dernæst omtaler han Irak på denne måde:

Undersøgelsen over alle undersøgelser. Blev efterretningerne op til krigen bevidst pustet op, og hvem gjorde det? Hvorfor sad vicepræsident Cheney (foto) i CIAs hovedkvarter og sorterede i efterretningerne, og hvorfor oprettede han og Pentagon deres alternative efterretningstjeneste? Hvorfor blev besættelsen af Irak så forplumret, og hvem gjorde det? Hvorfor blev kun olieministeriet bevogtet, og hvorfor blev den irakiske administration opløst? »Plus korruptionen«, skriver den demokratiske kommentator Joseph Palmero. »Det vil være vores pligt at undersøge, hvem i Det Hvide Hus som forgyldte virksomheder som Haliburton med meget gavmilde kontrakter i Irak«.

Læsere af denne blog, og folk, der følger bare en lille smule med, vil vide, at netop spørgsmålet om politisk pres på efterretningerne om Saddams regime er blevet genstand for adskillige uafhængige undersøgelser. Fra UK kan især nævnes Hutton-rapporten og Butler-rapporten. Fra USA kan især nævnes Senates første rapport fra 2004 og Robb-Silberman kommissionen. Som bekendt afviser de alle, at der blev løjet, og at efterretningstjenesterne havde produceret deres skøn efter politisk pres. Ud over links til de pågældende rapporter er her et link fra det Hvide Hus, hvor man hænger New York Times til tørre, fordi de heller ikke havde gjort sig den ulejlighed at læse rapporterne, før de skrev deres ledere.

Det er naturligvis altid muligt for konspirationstilhængere at hævde, at disse rapporter enten er en del af sammensværgelsen eller ikke stiller de rigtige spørgsmål og derfor må efterfølges af yderligere undersøgelser. Men det burde være umuligt at hævde, at de rejste spørgsmål ikke har været undersøgt.

Skal man være venlig mod Poul Høi, og det vil vi gerne være, da han ikke er så slem som mange andre danske USA-kyndige journalister, har han muligvis tilsigtet en sondring mellem de undersøgelser, som Kongressens politikere kan lave på eget initiativ i diverse udvalg, og så de her nævnte store uafhængige undersøgelser. Men så burde han i det mindste have nævnt, at disse undersøgelser har været afholdt. Som teksten er skrevet nu, er det direkte vildledende for den forudsætningsløse læser.

Desværre fortsætter Poul Høi med at nævne …. åh nej, siger I sikkert, ikke det …. Jo, netop: Plame-sagen.

Hvem besluttede sig for at lække navnet på en hemmelig agent – for at underminere en rapport, som hendes mand, en tidligere ambassadør, havde skrevet? Medierne har været på sagen, og en særlig undersøgelsesdommer er på sagen og har tiltalt vicepræsident Cheneys stabschef, men hvem er ellers involveret i en affære, der ikke blot handler om afsløringen af en hemmelig agent, men også om den måde, som Bushs spinmaskine opererer på. Demokraterne vil nyde at få tilsagt Bushs chefstrateg, Karl Rove, som vidne og udspørge ham under ed.

Ved Poul Høi virkelig ikke, at det ER afsløret, hvem der lækkede navnet på Ms Wilson (født Plame), nemlig Richard Armitage? Ved han ikke, at Armitage ikke er ven med hverken Cheney eller Rove, og derfor næppe har afsløret navnet for at skade Wilson? Ved han ikke, at det ikke var nødvendigt at underminere Mr Wilsons rapport, fordi den jo udtrykkeligt bekræftede, at Saddams regime var interesseret i uran fra Niger? Ved han ikke, at det eneste Wilson afslørede, var sig selv? Ved han ikke, at Fitzgerald har opgivet at tiltale andre end den pågældende medarbejder, og det alene for forhold, som knytter sig til efterforskningen, ikke til afsløringen af Plame? Selvfølgelig gør han det. Men hvorfor dælen skriver han så, som han gør? Det kan kun forklares med gone native-syndromet, hvor man kun ser sagen fra sine omgivelsers vinkel. I de kredse handler Plame-sagen om den onde Rove, der knuste en stakkels mor til et par dejlige krølhårede tvillinger, fordi hendes mand tappert havde afsløret Den Store Løgn, og ingen virkelighed skal komme og ændre på det.

Endelig har Poul Høi så en lille vignet på samme side (desværre ingen links). Under overskriften “Dagens giftigste kommentar” omtales en republikaner, der irriteret over, at hans demokratiske modpart på en og samme gang angreb sex-skandalen om Foley og roste Teddy Kennedy, skulle have sagt: Jeg ved, at Dennis Hastert ikke kørte over en bro og efterlod en ung person i vandet. Dennis Hastert slog ikke nogen ihjel”. Hvortil Høi meget nænsomt forklarer:

Kommentaren var en henvisning til en ulykke i 1969, hvor Kennedy kørte i vandet, og en ung medarbejder druknede.

En ung medarbejder?! Det var hans elskerinde, og skandalen var, at Teddy reddede sig selv, tog hjem, og først flere timer efter fortalte myndighederne, at hun stadig lå i bilen på bunden af søen. Kan det tænkes, at Høi ikke kender Chappaquiddick-skandalen? Helt utænkeligt. Men hvorfor så denne hensynsfuldhed?

Nå, denne omgang Berlingske Bashing bør ikke afsluttes uden at rose omtalen i samme sektion af den britiske general Dannatts udtalelser om situationen i Irak. Personligt mener jeg (naturligvis), at man lægger mere i Dannatts udtalelser, end de kan bære. En tilsvarende vurdering har The Times leder i dag, og Dannatts efterfølgende “præciseringer” kan tolkes på samme måde (eller som følgagtighed), men dækningen er i det mindste nuanceret, bl.a. får vi for en sjælden gangs skyld lov at høre fra de danske soldater i Irak. De giver udtryk for deres frustration over den manglende opbakning fra hjemlige politikere, og den manglende anerkendelse af deres indsats.

Berlingske kan altså godt lave dækkende og nuanceret analyse, hvorfor skal vi så have en så lav standard på USA-stoffet?

Efterdønninger

Efter at Plame-sagen floppede, har der været enkelte mildt underholdende efterdønninger. The Wilsons har anlagt en civilsag for at holde liv i deres celebrity status som ofre for en væmmelig sammensværgelse, og har angiveligt nu også sagtsøgt Richard Armitage, der forleden bekræftede, hvad alle efterhånden havde gættet, nemlig at det var ham, som afslørede Mrs. Wilson/Plame’s tilknytning til CIA. Men det var ikke med vilje, hævder han. Det har så fået Robert Novak til at skrive nok en klumme, hvor han dels besværer sig over, at journalisterne i MSM var dumme nok til at opfatte ham som del af en Bush-sammensværgelse, dels sparker til Armitage, der åbenbart ikke bare kom til at afsløre, men gjorde det med vilje. Hvad Armitage selvfølgelig straks har benægtet. The show goes on and on and …

Her er et par klip fra Novaks klumme i dag fra WaPo:

An accurate depiction of what Armitage actually said deepens the irony of his being my source. He was a foremost internal skeptic of the administration’s war policy, and I had long opposed military intervention in Iraq. Zealous foes of George W. Bush transformed me, improbably, into the president’s lapdog. But they cannot fit Armitage into the left-wing fantasy of a well-crafted White House conspiracy to destroy Joe and Valerie Wilson. The news that he, and not Karl Rove, was the leaker was devastating for the left. …

Armitage’s silence for the next 2 1/2 years caused intense pain for his colleagues in government and enabled partisan Democrats in Congress to falsely accuse Rove of being my primary source. When Armitage now says he was mute because of special prosecutor Patrick Fitzgerald’s request, that does not explain his silent three months between his claimed first realization that he was the source and Fitzgerald’s appointment on Dec. 30, 2003. Armitage’s tardy self-disclosure is tainted because it is deceptive.

Læs hele klummen her.

Den sidste hån + update

I dagens Berlinger (formatet er som bekendt uændret…)berettes om den sidste udvikling i Plame-sagen, den sidste hån i en sag, der kom til at handle om noget helt andet, end journalisterne selv troede.

Vi citerer her et par steder fra indledningen:

Richard Armitage var næstkommanderende i det amerikanske udenrigsministerium fra 2001 til 2005, og han var – ligesom sin chef Colin Powell – skeptisk over for Irak-krigen. Især nærede han uvilje mod krigens nykonservative arkitekter samt dens bagmænd, præsident George W. Bush og vicepræsident Richard Cheney, hvoraf ingen havde prøvet at være i krig. Armitage, der selv deltog i Vietnam-krigen, anså dem for blodtørstige »lænestolskrigere«, afslører ny bog. …

Ironisk er det derfor, at bogen samtidig afslører Richard Armitage i at have spillet en central rolle i Plamegate-skandalen, der handler om Bush-administrationens angreb på en kritiker af Irak-krigen.

Ironisk? Næ, det er bare totalt ødelæggende for den vinkel, MSM hidtil har fulgt i deres dækning af sagen, inkl. Berlingske der på et tidspunkt brugte tre hele sider af Magasinet på den vinkel.

Bogen, der omtales, er Isikoff & Corn, Hubris, der kan bekræfte, at det var Armitage, der afslørede over for journalisten Robert Novak, at Wilsons kone var i CIA. Bogen er yderst kritisk mod regeringen, så det er ikke en afsløring forfatterne er glad for.

Det er da virkelig også en sidste hån. Indtil da kunne man i det mindste klynge sig til troen på, at det var folk tættere på Bush, som havde afsløret konen. Det ville have opretholdt den sidste tråd af den oprindelige historie, at Valerie Wilson (née Plame) var blevet afsløret som en grusom hævn for sin mands “kritik” (ret beset, ubegrundede og fejlagtige anklager, but what the heck). Men det er almindeligt kendt, at Armitage ikke var ude efter at genere the Wilsons, lige så lidt som Novak var det.

Her er et uddrag fra Christopher Hitchens dækning af samme sag. Det er godt en måned gammelt, men udgør stadig en forfriskende erstatning for den ellers dominerende holdning i MSM:

When one thinks of the oceans of ink and acres of paper that have been wasted on this mother of all nonstories, one wants to weep for the journalistic profession as well as for the trees. Well before Novak felt able to go public, he had said that his original source was not “a partisan gunslinger,” which by any reasonable definition means that he was consciously excluding the names of Karl Rove or Dick Cheney. And how likely was it anyway that either man, seeking to revenge himself on Joseph Wilson, would go to a columnist who is known to be one of Wilson’s admirers (praise for him and his career was a central theme in the original 2003 article), is friendly with the CIA, and is furthermore known as a staunch and consistent foe of the administration’s intervention in Iraq? The whole concept was nonsense on its face.

As Novak says, the original question was: How did a man publicly critical of the Bush policy get the CIA’s nomination for a mission to Niger? When he asked this question of his first source, he was told in effect, “That’s easy. His wife works there and recommended him for the trip.” This has since been confirmed by the report of the Senate intelligence committee, which quotes a memo from Valerie Plame making the recommendation in so many words (on the bizarre grounds that Wilson already enjoyed warm relations with the people he would supposedly be investigating at the Niger Ministry of Mines). It seems to me that Novak was well within his rights to check with Karl Rove and with the CIA that this was indeed the case, and to take down his copy of Who’s Who in America from the shelf. As he puts it, “I considered his wife’s role in initiating Wilson’s mission … to be a previously undisclosed part of an important news story.” …

No reporter or lawyer concerned with the case believes that Novak’s original source was any other than Richard Armitage. I have heard it lamely said that, if true, this would “undercut” the idea that Wilson and Plame were targets of an administration vendetta. No. it wouldn’t “undercut” the idea. It would annihilate it. Mr. Armitage exceeds even his own former boss and current best friend Colin Powell in visceral hatred of the neoconservatives.

Ah, velgørende klart formuleret. Men Hitch har jo heller ikke noget i klemme. Han har ikke dummet sig og demonstreret sine manglerne evner til kildesøgning, og ingen mistænker ham for at være Bush-tilhænger.

I Berlingerens dækning prøver man tappert at fastholde fokus på Rove:

Det har længe været kendt, at to toprådgivere i Det Hvide Hus, Lewis »Scooter« Libby og spindoktor Karl Rove, også har lækket Plames identitet til reportere med det formål at genere en kritiker.

Tja, bum bum. Enten ønskede de at lade offentligheden vide, at Wilsons kone var i CIA for at skade hende ved kynisk at afsløre hende som undercover agent og dermed “genere” hendes kritiske mand. Men de er ikke blevet tiltalt for at have afsløret hendes status som undercover agent, formodentlig fordi de simpelt hen ikke vidste, at det havde været hendes job i CIA. Så genen skulle altså alene ligge i at afsløre, hvor hans kone arbejdede? Det lyder ikke rigtig sandsynligt.

En anden plausibel forklaring er, at de ønskede at fremhæve, at Joe Wilson ikke var den uafhængige ekspert, han fremstillede sig selv som, men derimod havde en tæt personlig kontakt til de kredse i CIA, der var i gang med at skyde ansvaret for de fejlagtige WMD-efterretninger fra sig i det sædvanlige blame-game. Døm selv.

Så hermed synes sagen omsider at dø. The Wilsons har i desperation over det svindende scenelys anlagt en privat sag, hvilket for en kort stund fik MSM til at gentage vrøvlet, men den bringer næppe noget frem, som statsanklageren ikke kunne finde.

Sagen blev dermed den skandale, den var tænkt som. Men det blev ikke en skandale om Bush-regeringen. For en sjælden gangs skyld synes inkompetencen ikke at høre hjemme her.

Inkompetencen ligger hos MSM, der bl.a. begik følgende faktuelle fejl i dækningen:

1) Wilson afslørede, at Irak ikke havde forsøgt at få uran fra Niger.

2) Wilsons rapport blev forelagt Det Hvide Hus, som bevidst ignorerede den, fordi konklusionerne ikke passede dem.

3) Bush løj i sin tale til nationen, da han hævdede, at den britiske efterretningstjeneste havde fundet, at Irak prøvede at skaffe uran i Afrika.

4) Den britiske efterretningstjeneste blev fuppet af falske dokumenter til at tro, at Irak havde søgt at skaffe uran fra Afrika.

Svaret er, som det klart fremgår af Senats rapporten om pre-war intel og den britiske Butler-rapport (begge helt tilbage fra 2004): nej, nej, nej og atter nej. Enhver journalist, der havde gjort sig ulejlighed med at læse disse rapporter, eller blot fulgt med i links på Instapundit, ville have været for klog til at begå disse fejl. Alligevel faldt de alle i, NYT, WaPo, BBC, DR, TV2 og Berling
eren.

Det viste sig,
at gamle Bob Woodward havde ret, da han sagde, at der ikke var kød på sagen. Han forstod blot ikke, hvor lavt branchen er sunket siden.

UPDATE (30/8): Som supplement til Peter KKs posting med en full-text gengivelse fra WSJ tilbydes her Christopher Hitchens seneste indlæg fra Slate, nu hvor Armitage er outed. Læseværdig er også Jake Kellys artikel fra RealClearPolitics.

Begge hæfter sig ved, at ikke bare Armitage, men også hans omgangskreds fra et tidligt tidspunkt vidste, at “afsløringen” af Valerie Wilson/Plame ikke var et ondsindet angreb fra Bush og hans neo-cons. Alligevel lod de historien fortsætte i flere år og bygge sig op til det orgie af Bush-lied-people-died hysteri, som stadig lever videre. Selv Berlingeren er som nævnt ovf. ikke helt ajour med den seneste udvikling.

De peger også på det klamme i, at Isikoff & Corn omtaler anklagerne mod Bush i neutrale termer, selvom det var dem, der startede hysteriet. NYT er i øvrigt også påfaldende tamme i deres omtale af påstanden om den ondsindede outing. Endvidere har Isikoff & Corn åbenbart også kendt til Armitages rolle længe nok til at få det med i en bog, men har først offentliggjort det i forbindelse med lanceringen af bogen. Nice move, nice money.

Jep, jeg vedkender mig en aparte interesse for denne absurde historie. Ikke siden Rathergate har vi haft et så manifest bevis på, hvordan journalisterne i MSM ikke gider tjekke deres kilder, men ukritisk citerer hinanden, fanget som de er i et klaustrofobisk venstreorienteret miljø, hvor man ikke en gang aner, når man er langt langt ude. Jeez.

Dead case walking – Plame igen

Ferien lukker og jeg lukker, så får I også fred for Plame-sagen så længe. Men først må det med, at hr. og fru Wilson nu har anlagt et civilt søgsmål mod Cheney, Rove og et par andre i regeringen for at have lækket Valerie Wilson (nee: Plame) status som undercover agent i CIA.

Det synes at være et desperat forsøg på at holde historien i live efter, at Fitzgerald har afvist at retsforfølge Rove eller andre i regeringen end Libby, der ikke tiltales for lækagen, men for at have hindret efterforskningen af lækagen. Se Tom Maguire for mere.

Hvis det er formålet, så er det lykkedes rimeligt godt — i hvert fald i første omgang. De sædvanlige dele af MSM viste, at de stadig ikke kan finde ud af alm. kildebrug, herunder Internettet og lidt let googling.

Kufferten skal pakkes, så det bliver et (relativt) kort resume for de kildekritisk udfordrede. (for andre med bedre tid: tryk på Plame i tagslinjen ovf.):

1) Wilson skrev efter Irak-krigen en kronik om, at han var blevet udsendt til Niger forud for krigen for at undersøge, om Saddam havde købt uran dér. Hans konklusion var, at det var usandsynligt, at et salg havde fundet sted. I sin tale til nationen lige før krigen havde Bush nævnt britiske underretninger om, at Saddam forsøgte at købe uran i Afrika, og Wilson undrede sig nu over, om hans rapport om Niger var kendt af Bushs regering. Senere gik Wilson aktivt ind i Kerry’s præsidentkampagne og skruede op for sin kritik af Bush med påstand om, at Bush bevidst havde løjet om Saddams interesse i uran.

ad 1) I Senatets rapport fra juli 2004 om efterretninger inden Irak-krigen blev det fastslået, at Wilsons rapport ikke havde indeholdt noget nyt, og den var derfor ikke gået videre opad i CIA. Endvidere blev det nævnt, at Wilson faktisk havde bekræftet, at Irak havde forsøgt at skaffe uran fra Niger. Det var temmelig pinligt for Wilson, og han forsvandt herefter fra Kerry’s kampagne, der på det tidspunkt var i slutspurten og ikke havde brug for yderligere belastning.

2) I Butler-rapporten, der også udkom i juli 2004, blev det fastslået, at den britiske efterretningstjeneste havde god grund til at tro, at Saddam søgte at skaffe uran fra Niger. Disse efterretninger var ikke påvirket af den efterfølgende afsløring af falske dokumenter vedr. Niger, og vurderingen fastholdes derfor. Rapporten gik så langt, at den udtrykkeligt citerede Bush’s tale til nationen og opretholdt den som well founded. Wilson havde nu yderligere grund til at dukke hovedet.

3) Før disse rapporter underkendte både Wilson’s mere beherskede beskyldning og især de mere ubeherskede beskyldninger, havde den ansete journalist Robert Novak skrevet, at Wilson var blevet sendt afsted til Niger af sin kone, der arbejdede i CIA. Det viste sig, at konen ikke bare arbejdede for CIA, men havde arbejdet undercover og stadig havde denne status på tidspunktet for Novaks artikel. Ifølge en på det tidspunkt ikke videre kendt lov er det strafbart bevidst at afsløre en undercover agent.

Der er to forklaringer på Novaks afsløring: Enten var det et nedrigt forsøg på at skade Wilson ved at skade hans kone. Eller det var et yderst relevant forsøg på at fremhæve, Wilson ikke var en neutral kritiker af Bush, men en del af den interne magtkamp i CIA, hvor man på det tidspunkt sloges om ansvaret for de fejlagtige efterretninger om Saddams WMD. De kredse i CIA, der havde tvivlet på WMD, var rasende over, at chefen Tennet havde troet mere på de kilder, der bekræftede formodningen, mens Tennet-fløjen pegede på, at de kritiske kredse generelt havde undervurderet spredningen af WMD blandt diktaturstater, og at det derfor havde været berettiget at lægge større vægt på andre kilder, som underbyggede formodningen. En interessant debat, som Senats rapporten kun delvist afslører.

4) Fitzgerald blev sat til at efterforske, om afsløringen af Valerie Plame var strafbar. Han har nu afsluttet sin efterforskning og konstateret, at der ikke er nogen at tiltale. Det må betyde, at de, der oplyste om Plames tilknytning til CIA, ikke beviseligt kendte hendes status som undercover. Han har derimod tiltalt Libby for at hindre efterforskningen. Den sag kommer for til efteråret.

5) Novak har for nyligt oplyst, at han fik oplysningerne om Plames tilknytning til CIA fra flere, bl.a. Karl Rove, og at Rove skulle have bekræftet konens tilknytning under et længere interview, hvor Novak havde spurgt om tilknytningen, som han havde hørt om fra en anden. Rove skulle efterfølgende have oplyst via tredjemand over for Novak, at han ikke var bekendt med Plames status som undercover. Rove har tidligere afvist at have outed Plame. Igen er der to forklaringer: Enten at Rove lyver, eller at Rove ikke har outed Plame, dels fordi han ikke vidste, at Plame var en hemmelig agent som kunne outes, dels fordi han ikke gjorde andet end at bekræfte en oplysning, som adskillige journalister på det tidspunkt kendte.

6) Under hele sagen har MSM søgt at fremstille det som om, at sagen angik afsløring af Bush-regeringens løgn, eller i hvert fald vildledning, om Saddams interesse for uran. Både Senatets og Butler-kommissionens rapporter afviser dette. Tværtimod har regeringen tilladt offentliggørelse fra diverse fortrolige efterretningsrapporter netop for at bevise, at de havde dækning for deres opfattelse af truslen. Kort sagt: Bush løj ikke i sin tale til nationen. Wilsons første anklager viste sig ubegrundet, fordi hans rapport ikke var gået videre, og hans senere anklager var selv løgnagtige. Den egentlige historie handler mere om den magtkamp internt i CIA, som Wilson var en del af. Den – i sig selv ret interessante – historie fik og får vi bare ikke, i hvert fald ikke i MSM.

Her står sagen. Og her bliver den stående for vores vedkommende. God ferie.

Plame og pressemoral

I den døende Plame-sag er det nu bekræftet, at Robert Novak bl.a. fik oplysninger om Plame fra Karl Rove. Novak skal have oplyst efterforskningslederen Fitzgerald om det forholdsvis tidligt i efterforskningen. Der synes ikke at være begået noget strafbart ved offentliggørelsen, formodentlig fordi Plames status som undercover i CIA var ukendt for de, der nævnte hendes tilknytning til CIA. Som allerede nævnt her, bliver Rove ikke tiltalt, lige som Novak heller ikke er blevet det. At den manglende strafbarhed blev indset forholdsvist tidligt i efterforskningen kan forklare, hvorfor efterforskningen hovedsageligt har angået, om medlemmer af regeringen har søgt at hindre efterforskningen, hvorimod selve lækagen, som efterforskningen oprindeligt angik, hurtigt synes at være blevet af mindre betydning.

… Jep, det lyder som referatet af en soap afsnit 26.451, som ingen fornuftige personer gider følge længere, og hvis persongalleri alle har glemt. (et hint: hvis man virkelig ikke har bedre at lave, så tryk på Plame i tagslinjen øverst).

Det eneste interessante ved sagen er efterhånden det indblik i journalisters selvforståelse, som den giver. Det er til gengæld også værd at beskæftige sig med.

I søndags bragte hele fem dekaner fra ansete amerikanske journalistskoler en fælles kronik i WaPo, hvor de forsøger at håndtere det vanskelige spørgsmål om, hvad pressen bør offentliggøre i kampen mod terror. Meget sigende, og efter denne punditokrats opfattelse meget korrekt, lyder overskriften: When in doubt, publish.

Desværre viser kronikken, at deres forståelse for pressens rolle er noget, ahem, begrænset.

I deres i øvrigt sobre, men også ganske forudsigelige og reelt intetsigende opregning af, hvordan pressen må søge at afveje fordelen ved oplysning (at borgerne normalt har ret til at vide, hvad magtfulde aktører laver) med ulempen (man kan hjælpe fjenden, forbrydere osv.), føler dekanerne, at de har brug for et eksempel på et tilfælde, hvor pressen nok ikke burde have offentliggjort.

Her kunne dekanerne have valgt at kritisere NYT m.fl. offentliggørelse af SWIFT-programmet, der iflg. aviserne selv ikke var ulovligt efter amerikansk ret. Men bare det at forholde sig kritisk til selveste NYT, ligger de pæne herrer fjernt. Tværtimod fremtræder kronikken som et forsøg på at komme NYT til undsætning i netop den svære sag. Men er det så, fordi de ubetinget støtter retten til at offentliggøre, også selvom der ikke var nogen trussel mod samfundet, som i SWIFT-sagen? Næ.

I stedet vælger de fantastiske fem at pege på Plame-sagen, hvilket gøres rent en passant og uden yderligere begrundelse.

Så her har vi altså efter de fem dekaners opfattelse et tilfælde, hvor Novak ikke burde have oplyst folket om, at Joe Wilson, der var i gang med at rette alvorlige anklager mod regeringen for at have vildledt om efterretningerne om Saddams WMD, var gift med en ansat i CIA, der på det tidspunkt førte en intens kamp med regeringen om ansvaret for de forkerte efterretninger, og som personligt var involveret i spørgsmålet. Hva’ba?

Tom Maguire opfordrer journaliststuderende til at efterprøve dette eksempel på fordele og ulemper, formodentlig i den tro, at der stadig findes selvstændigt tænkende journalister ved de fem institutioner. Christopher Hitchens er mindre venlig ved dekanernes accept af, at lækager kan være forbudte, hvilket jo var NYT og ligestillede dele af MSM’s eneste tilbageværende påstand i Plame-sagen efter, at Joe Wilsons anklager blev skudt ned som uberettigede. Man behøver ikke være så radikal som Hitch for at se, at forargelsen over lækagen harmonerer dårligt med pressens både principielle og kommercielle interesse i at sætte tærsklen højt i sager om åbenhed.

Dekanernes kronik viser en del om, hvordan eliten i MSM tænker, eller rettere: hvordan man ikke tænker særlig dybt over tingene. Man betragter NYT som hævet over enhver kritik. Hvis red Bill Keller siger, at det var nødvendigt at offentliggøre, så er den sag ikke længere. Denne næsegrus respekt udleves på trods af, at avisen i dag er præget af ensidig venstredrejet journalistik, hvor kilder vinkles, udelades eller fordrejes til at passe et på forhånd givent journalistisk mål. F.eks. har både WaPo og NYT oplevet den uhørte skam at blive hængt til tørre på det Hvide Hus’ hjemmeside med faktuelle fejltagelser, der ville være pinlige selv for en gratisavis (se her og her). Man begynder at forstå niveauet i MSM, også herhjemme, når det bliver klart, at NYT og WaPo stadig betragtes som højdepunktet af journalistik — blandt journalister, altså. Samtidig tager dekanerne Plame-sagen, og frem for at diskutere den, så smider man den blot ud nærmest i forventning om en pavlovsk accept fra læserne. Man er tydeligvis hverken vant til (selv-)kritik eller kritik fra andre.

Gad vide, hvordan Plame-sagen tager sig ud i danske MSM. Stilheden er foruroligende.

Plame, opfølgning

Et af problemerne ved samlermani er, at man ofte føler sig tvunget til at medtage et eksemplar alene fordi det indgår i samlingens tema, uanset at det isoleret betragtet er uinteressant.

Sådan er det også med vores dækning af Plame. Beklager.

Dækningen blev egentlig valgt for at vise, hvor ukritiske nutidens “kritiske” journalister ofte er. Hvor dårlige de er til kildekritik og selvstændig tænkning, og hvor lemminge ens de er i deres valg af retning. Berlingske har især måtte holde for, hovedsageligt fordi læserne af den avis kunne have forventet en anden og bedre dækning end Politiken og Information, som jo blot gav deres læsere, hvad de ville have.

Vi fokuserede således på Plame-sagen for at vise den mangelfulde kildekritik, der er gængs i MSM. Som nævnt i denne posting fra den 14. juni synes den egentlige historie gemt i Plame-sagen at være, at den viser noget om de interne magtkampe i CIA.

Set i et forfatningsretligt perspektiv (vi fejrer jo med god grund juli 1776 her på bloggen) fortæller det noget om de – her: utilsigtede – konsekvenser af den politisering af statsapparatet, som forfatningsfædrene bevidst valgte både i den nye nations forfatning og i de enkelte staters. Et valg, der afspejler, at for dem kommer legitimitet fra folket og kan investeres op ad i systemet, hvorimod en del europæere stadig synes at tro, at legitimiteten kommer oppe fra nationale og internationale myndigheder, der så nådigt kan udøve det ned over folket. Det amerikanske valg har sine ulemper, men også sine fordele, bl.a. en sund skepsis over for institutioner og organisationer som ikke enten direkte eller indirekte står til ansvar over for folket (accountability). Nok om denne digression og tilbage til sporet.

Denne CIA-vinkel har fået ny næring i et brev offentliggjort af den republikanske leder for the House Intelligence Committee, Peter Hoekstra. Som påpeget af Tom Maguire, der har dækket Plame-sagen mere udførligt end vi, har NYT dog nedtonet denne vinkel.

Danske MSM vil formodentlig gøre det samme. Dette derfor blot til samlingen om Plame-sagen. Endnu et ubetydeligt insekt på nok en nål.

Plame: Rove går fri

Vi har dækket den såkaldte Plame-sag ganske længe (seneste her), så I skal ikke snydes for den seneste udvikling: Karl Rove bliver ikke tiltalt for at have hindret efterforskningen.

Skuffelsen på venstrefløjen er enorm, og håbet hos NYT er, at retssagen mod Libby måske alligevel kan skade Bush-regeringen til den tid.

I de danske medier er nyheden nævnt som petitstof. Selv hos Berlingske, der ellers har brugt rigtig meget spalteplads på at gengive den venstredrejede version af sagen, synes man ikke rigtig at have mod på at vinkle denne seneste udvikling. Men det kan jo komme i morgen…?

Sagen tyder stadig mere på, at være — folkeligt udtrykt — en fis i en hornlygte. Den egentlige sag synes at angå magtkampen mellem demokrater og republikanere internt i CIA efter afslutningen på Irak-krigen, hvor det blev konstateret, at efterretningerne var fejlagtige på flere punkter, og i opløbet til præsidentvalget.

Men den historie har vi ikke fået. Vi fik derimod et bovlamt forsøg på at styrke myten om, at der blev løjet forud for krigen. Wilson var en del af dette forsøg på at sværte Bush-regeringen, og da hans anklager blev skudt ned i hhv. den amerikanske Senats-rapport og den samtidige britiske Butler-rapport, forsøgte venstrefløjen at redde historien ved at fokusere på, at nogen (formodentlig i Bush-regeringen) havde oplyst til pressen, at Wilsons kone var i CIA. Det kan man enten udlægge sådan, at man ville sværte Wilson. Eller man kan udlægge det sådan, at hans nære forbindelse til CIA understøttede formodningen om, at Wilsons uberettigede anklager var en del af denne interne magtkamp rettet mod republikanerne. MSM valgte helt overvejende den første udlægning.

Det viste sig, at konen (Valerie Plame) havde status af hemmelig agent i CIA, og at det derfor var strafbart at oplyse om hendes tilknytning til CIA. Venstrefløjen øjnede dermed en mulighed for at holde historien i live: hvis nogen i Bush-regeringen, og allerhelst Bush eller Rove, kunne knaldes for at have outed Plame, så kunne det give indtryk af, at der alligevel var noget fusk ved den regering, og det kunne i sin tur måske endda opfattes som om, at der alligevel var løjet (godt nok ikke om Iraks WMD, men om kendskabet til Plame, men who cares, hvis historien vinkles rigtigt?).

Ikke alle journalister faldt for denne vinkling. Bob Woodward gav klart udtryk for, at der ikke var fugls føde på historien. Det udløste naturligvis en massiv kritik i MSM, bl.a. i de danske journalisters blad, hvor han blev fremstillet som et faldent ikon og en has-been. Tja, det tyder nu på, at det mere er hans kritikere, der er never-been-and-never-will-bes.

Det mest interessante ved historien er således dens medievinkel. Vi havde en formodning om, at den i lighed med Rathergate-sagen ville vise, hvor dårlige journalisterne i MSM er til kildekritik, og dermed hvor lette at narre de er. Derfor fulgte vi historien, og indtil videre er vi ikke blevet skuffede.

Den eneste skuffelse har været, at også Berlingske hoppede med på vognen. Komplet med faktuelle fejl, som det kun krævede nogle få museklik via Google at undgå, eller — hvad der er alvorligere — et vist kendskab til debatten i de liberal-konservative medier. Det burde f.eks. ikke være en overraskelse, at Butler-rapporten udtrykkeligt havde støttet Bushs citat om Saddams forsøg på at købe uran i Afrika og irrelevansen af de forfalskede Niger-dokumenter for denne vurdering. På venstrefløjen har disse oplysninger i Butler-rapporten været ignoreret, men ikke uden for. Men de dækkede sagen, som fik de deres informationer alene fra DailyKos og NYT/WaPo.

Denne manglende pluralisme i dansk MSM er beklagelig. For at foregribe de forudseelige anklager i kommentarspalten ndf. om, at denne klagesang er et skjult ønske om at få ensidighed og blind partiloyalitet, skal det understreges, at kritikken kun er, at for mange af journalisterne i den borgerligt-liberale del af MSM er for dårlige til kildekritik og til selvbevidst at anlægge en uafhængig borgerlig-liberal vinkel i deres nyhedsanalyser. Det er ikke et ønske om ensidighed; det er et ønske om, at der anlægges en borgerlig-liberal vinkel på samme måde, som journalisterne på Politiken og Information finder det naturligt at anlægge en venstreorienteret vinkel på deres analyser. Ikke ensidighed, men forskellig vinkling, så vi kan få den pluralisme i medierne, vi mangler i dag.

Der bør være forskel på overskrifter, historier og den nyhedsanalyse, man får ved at abonnere på Politiken og Berlingske. Som det er nu, er det et fedt; alle journalister forfølger som lemminger den samme historie og ud fra samme vinkel. Så tror da pokker, at stadig flere vælger gratisaviserne, hvor man får samme vinkling — gratis.

Et dagfrisk eksempel på denne journalistiske konsensus er vinklingen af Bushs besøg i Bagdad i går, hvor Berlingske, JP og Politiken bruger nøjagtig samme overskrift: “Bush: Volden er umulig at standse.”

Det enfoldige i denne overskrift kommer frem, når man sammenholder det med, hvad Bush egentlig sagde:

Det vil være forkert at vurdere succes eller fiasko i Irak ud fra, om volden stopper helt. Det er en umulig standard at leve op til.

Man kan måske kaste lys over citatet og dets reelle mere udramatiske indhold ved at spørge, om Danmark overhovedet kan kaldes et velfungerende demokrati, når vi ikke siden demokratiets indførelse med grundloven af 1849 har været i stand til at forhindre vold og drab på vores egne borgere? Vi har stadig brug for politi, og lige meget hjælper det; der er stadig vold og drab.

(Hvis journalisterne i MSM virkelig er så enfoldige, som deres valg af overskrifter antyder, risikerer vi at hensætte dem i grublerier over dette spørgsmål resten af dagen, og vi haster derfor med et svar: Nej, det er naivt at tro, at man kan skabe et frit samfund uden vold og drab. Bushs pointe var, at det aldrig kan blive et succeskriterium, om Irak slipper fuldstændigt for vold og drab. Hvad vi kan arbejde for er, at terroren i Irak bliver reduceret til et acceptabelt niveau, der kan håndteres af de irakiske myndigheder selv.)

Vi savner stadig pluralisme i dansk MSM. Tænk, hvis Berlingske havde dækket Plame-sagen fra en borgerlig-liberal vinkel. Så havde man undgået at foregive forargelse over, at lovgivning om fortrolighed var blevet krænket og dermed stået principielt stærkere i sit nødvendige forsvar for ytringsfriheden i den nuværende udløber af Grevil-sagen. Man kunne have udstillet de mange faktuelle fejl, som blev lavet af de øvrige MSM, i stedet for selv at gentage dem. Og man ville endda have fået den bonus at få ret.

En spildt chance. Mon det ændrer sig fremover?

To slags journalistik

Her på bloggen vil vi helst give jer det, som I ikke får i MSM.

Et hurtigt kig på Infomedia viser, at denne vinkel på Plame-sagen ikke er blevet kørt i MSM. So here we go…

Christopher Hitchens er et eksempel på en slags journalistik, der bliver stadig mere sjælden: den selvstændigt opsøgende og kildekritiske journalistik. Han er samtidig socialist, så det har ikke nødvendigvis noget med politisk ståsted at gøre; det handler nærmere om professionalisme og integritet.

Han har undersøgt en særlig vinkel på det sagskompleks, der omtales som Plame-sagen. Vi har tidligere dækket sagen (se her og følg links tilbage), netop fordi den normalt viser MSM, når de er mest ringe. Men det er faktisk muligt at lave journalistik af en hæderlig standard.

Hitchens påviser i to artikler i Slate (her og her), at Saddams repræsentant til FN atomagentur IAEA, Wissam al-Zahawie, besøgte Niger i februar 1999. Det bekræfter mistanken om, at Saddam efter at have smidt FN-inspektørerne ud i 1998 forsøgte skaffe uran (yellow-cake) fra Niger, hvor han i sin tid havde fået det til sit atomvåbenprogram, der var blevet afsløret og afbrudt efter nederlaget i Kuwait-krigen.

Adspurgt om sit besøg i Niger svarer Zahawie, at han blot var der for at opfordre til et brud på den blokade mod rejser, som var rettet mod Irak, og lidt vel overivrig tilføjer han, at han da slet ikke vidste, at Niger solgte uran. Da Nigers hovedeksport er uran, eftersigende med geder på en fjern andenplads, og da Irak i begyndelsen af 1980erne fik sin uran fra netop fra Niger, virker det ikke helt, ahm, troværdigt, at Zahawie med sin tilknytning til atomindustrien i Irak er så uvidende.

Nu er det ikke nyt, at der er beviser for Saddams forsøg på at skaffe uran fra Afrika — måske lige for MSM, der stadig ikke synes at have læst de officielle rapporter, herunder Butler-rapporten, der fastholder påstanden som korrekt og udtrykkeligt opretholder Bush omtale heraf i sin tale til nationen fra 2002.

Det egentlige nye er Hitchens teori om, at de falske Niger-dokumenter blev fabrikeret ikke af korrupte italienere, men af Nigers ambassade i Rom for at sløre sporet efter Zahawis besøg. De falske Niger-dokumenter var jo ualmindeligt dårlige forfalskninger, bl.a. angav de oplagt forkerte personer fra Nigers regering, og — nok så interessant — angav de Zahawi, som den irakiske modpart. IAEA kunne da også hurtigt afviser dem som falsknerier. Det var denne afvisning, der gav stødet til myten om, at Saddam slet ikke havde forsøgt at skaffe uran fra Afrika, og at Bush havde løjet herom. Det var denne myte, som Joe Wilson forsøgte at puste til i det, der senere udviklede sig til Plame-sagen.

Hvis Hitchens teori er rigtig, forklarer det ikke bare, hvorfor Niger-dokumenterne var så elendige. Det forklarer også, hvorfor den britiske efterretningstjeneste fastholder, som forklaret i Butler-rapporten, at Saddam forsøgte at skaffe uran i Afrika. Deres mistanke støttes bl.a. på Zahawis besøg i 1999, og eksistensen af falske dokumenter ændrer ikke denne tolkning, fordi de ses som et forsøg på at dække sporene.

Det er en interessant vinkel, som Hitchens to artikler fra hhv. 10. og 17. april dyrker. Men se om MSM i Danmark ønsker at omtale dem. Nix. Og det selvom Berlingske i sin tid brugte rigtig meget spalteplads på at fortælle om de falske Niger-dokumenter, selvfølgelig med en del faktuelle fejl i sin iver efter Bush-bashing. Suk.

Så lad os kigge på en anden form for journalistik. Igen må Berlingske holde for. Det er yderst snæversynet at pukle på dem hele tiden, men den man elsker, tugter man. Man kan ikke forvente sig noget særligt af Information eller Politiken, men Berlingske… det burde være bedre.

I går havde journalist Karl Erik Nielsen en historie både på forsiden og stort opsat inde i avisen. Her er starten på forside-artiklen:

Hvad mange har mistænkt den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, for længe, indrømmer han nu selv på overraskende vis: USA er ved at løbe tør for ideer i Irak.

Artiklen handler om, at militærakademiet ved Fort Leavenworths sammen med militærtidsskriftet Military Review som emne for en tilbagevendende skriftlig øvelse har valgt emnet: Countering Insurgency. I Berlingskes dækning bliver det altså til, at Pentagon selv indrømmer, at man er løbet tør for ideer, og først som allersidste sætning kommer denne oplysning:

Pennen er med andre ord Pentagons nye sværd, og udover at redde fremtiden for den moderne civilisation, er essay-konkurrencen et led i søgningen efter og uddannelsen af nye officerer.

Slår man efter på artiklens link får man bl.a. denne besked. Da det er et rotting link, som fjernes 1. maj, gengives det her:

The deadline for submissions for the COIN Writing Competition closed 1 April 2006.  However, due to national and international curiosity generated by U.S. News World Report and The Daily Show with Jon Stewart, we have reposted the initial announcement which was the object of their humorous comment for interest.

Stileøvelsen er altså blevet gjort til genstand for satire, hvilket er fair nok. Den ene af disse var USNews, hvor stileøvelsen omtales som et morsomt lille indlæg blandt flere andre i spalten kaldet Washington Whispers, der handler om stort og mest småt. Her lyder historien (se linket et stykke nede) ganske kort:

Fighting Insurgents, One Essay at a Time

Psst. Wanna save the world? The latest front in the Pentagon’s struggle against terrorism is . . . a writing competition. “The Army absolutely needs to understand more about counterinsurgency,” began the published request for submissions to the “Countering Insurgency” contest. “Nothing less than the future of the civilized world might depend on it.” Col. Bill Darley, editor in chief of Military Review-which will publish the winning submissions-says that entries for the contest have been “fresh and innovative.” The first-place winner gets $1,000. Sorry, entries were due by April 1.

Det er ikke muligt at finde sekvensen fra The Late Show, men det er et satirisk program, så vinklen har formodentlig været tilsvarende sjov. [update: Doh, det var ikke the Late, men the Daily Show. Se linket i kommentarfeltet.]

Hvordan dælen kan Berlingske leve med at slå en sådan lille spøg op med forsidedækning og det hele på noget andet tidspunkt end 1. april? Det minder lidt om den gang under præsidentvalget, hvor Nielsens kollega Poul Høi med åndeløs spænding hver dag dækkede historien om bulen-på-ryggen af Bush, ofte også på forsiden.

Ønsker avisen ikke at blive taget alvorligt?

Intet nyt fra Plame-fronten

Da vi har orienteret om Plame-sagen hidtil (opsamling her, og en efternøler her), må vi vel også hellere tage den sidste udvikling med, selvom der reelt ikke er sket noget af betydning.

Fra efterforskningen af Scooter Libby fremgår det, at præs. Bush autoriserede ham til at oplyse om indholdet af efterretningsrapporter over for journalisten Judith Miller fra NYT.

Hvordan bliver nyheden så fortolket af MSM:

1) MSM: Bush tillod citering fra efterretningstjenesterne for at miskreditere ambassadør Joe Wilson.

Tja, ordvalget er vel ikke helt dækkende. Bush ønskede at imødegå Wilsons påstand om, at man løj i forhold til efterretningstjenestens vurderinger. Det kunne man imødegå ved simpelt hen at fremlægge rapporterne. Fogh imødegik Grevils påstande om løgn ved på samme måde at fremlægge FE rapporterne, og Blair løste tilsvarende påstande om Goldsmiths vurderinger ved offentliggørelse. Der er som bekendt endnu ikke dokumenteret et eneste tilfælde af løgn fra hverken Bush, Blair eller Fogh i så henseende.

Derimod fremstår Wilson som løgner i sine anklager mod Bush. Men MSM kæmper bravt for ham og oplyser stadig, at han under sit besøg i Niger havde bevist, at Saddam ikke forsøgte at købe uran. Det er – igen som bekendt – forkert. Skal man endelig forsøge at være flink mod Wilson kan man sige, at han fandt det usandsynligt, at Saddam kunne købe uran i Niger. Men Bush påstand var jo også kun, at Saddam forsøgte at købe det i Afrika, og den påstand kunne Wilson faktisk selv bekræfte, og Butler-rapporten har siden fastholdt den.

2) MSM: Hvis Bush blot ville vise, at han ikke havde løjet om efterretningstjenesterne, hvorfor nøjedes han så med at citere fra dem og endda gøre det via en venligt indstillet journalist?

Tja, rapporterne blev faktisk fremlagt ganske kort tid efter, så der er ikke rigtig bid i den del heller.

Men efterretningsrapporter bliver sjældent fremlagt fuldt ud, så her er der (lidt) plads for konspirationsteoretikere, hvad der da også gælder Wilson-, Grevil- og Goldsmith-sagerne.

Den venligt indstillede journalist Judith Miller har i øvrigt fået en krank skæbne, og her finder vi måske en af årsagerne til, at journalister er så konforme, som de er. Gud nåde og trøste den journalist, der ikke passer ind og deler branchens holdninger.

3) MSM: Bush er taget i at hykle. Han sagde, at han ville fyre enhver, der lækkede oplysninger til pressen, og så gjorde han det selv.

Denne her er den dårligste del af historien og viser, hvilke dele af MSM, der er de ringeste. Bush udtalelser angik afsløringen af Plame som (tidligere) CIA-agent, hvilket er kriminelt. Ingen har påstået, at citeringen fra efterretningsrapporterne var strafbar. Hvorfor ikke? Fordi Bush afgør, om rapporterne skal fremlægges eller ej. Denne del af sagen er nogen lunde så ubegavet, som at kritisere, at Fogh kunne offentliggøre FE-rapporterne, når Grevil ikke måtte.

Summa sumarum: Bob Woodward synes stadig at have ret i sin vurdering af, at Plame-sagen ikke har noget på sig.

Når vi fortsat dækker sagen her på bloggen, er det, fordi den giver et indtryk af, hvad der er galt med MSM i dag.

På Woodwards tid handlede kritisk journalistik om at være kritisk over for sine kilder. At man hele tiden efterprøvede, om ens kilder kunne holde vand og gav et fair billede af virkeligheden. I dag angår begrebet ikke arbejdsmåden, men resultatet. Man skal som journalist være kritisk over for “magthaverne”, og så er det bedøvende ligegyldigt, om kilderne er skæve eller uholdbare, bare tendensen er rigtig.

DR skraber bunden

Ak, vores lille grundskole for opvakte journalister må notere endnu et nederlag – ingen kender os, eller der findes ingen i målgruppen. Åbenbart ikke hos DR.

Her er deres bud på Plame-sagen:

Præsident Bush kender CIA-lækagens bagmand.

16. dec. 2005 00.05 Udland Opdat.: 16. dec. 2005 00.06

Robert Novak, journalisten, som afslørede en CIA-agent, siger, at præsident Bush kender kilden til historien.

Robert Novak var den første til at afsløre navnet på agenten, Valerie Plame, og siger nu, at medierne og politikerne ser det forkerte sted hen.

Valerie Plame er gift med en tidligere diplomat og ambassadør Joseph Wilson, der afslørede, at regeringen opdigtede de masseødelæggelsesvåben, der var begrundelse for at gå i krig mod Irak.

Wilson har siden anklaget regeringen for at afsløre, at hans kone var CIA-agent for at hævne sig på ham.

Det er ulovlig at offentliggøre CIA-agenters navne i USA.

Det fremhævede afsnit er, som alle der kan læse ved, helt forkert. Wilson afslørede ikke noget, men fik tværtimod bekræftet, at Irak faktisk havde henvendt sig i Niger for at købe uran. Læs nærmere i linket ovf.

Hvordan dælen kan en public service virksomhed som DR være så dårlig? Har de en beskæftigelsespolitik, der går ud på at ansætte særligt virkelighedsudfordrede journalister, eller er de bare fløjtende lige glade med fakta, bare historien har den rette morale?

Woodward om Plame-sagen

Vi har tidligere omtalt Plame-sagen og undret os over de ihærdige bestræbelser på at få sagen til at lette, som udfoldes af den traditionelt venstredrejede del af amerikansk MSM og de danske journalister, som ukritisk lader sig inspirere heraf.

Netop for disse journalister kom det som et stort chock, at Bob Woodward nu også er “involveret”. Chocket er så stort, at det fortaber sig lidt, hvad det egentlig er, der er hans brøde, og hvor alvorligt det er. Skulle han have fortalt noget til publikum, til sin redaktør eller – oh gys – er også han kommet for tæt på Magten, hvilket som vi ved fra Judith Miller kan medføre omgående fortabelse og offentlig korsfæstelse?

Det er i den sammenhæng ekstra uhyggeligt, at manden selv tilsyneladende ikke skammer sig nævneværdigt. Her er hans vurdering af Plame-sagen:

Remember, the investigation and the allegations that people have printed about this story is that there’s some vast conspiracy to slime Joe Wilson and his wife, really attack him in an ugly way that is outside of the boundaries of political hardball.

The evidence I had firsthand — a small piece of the puzzle, I acknowledge — is that that was not the case.

Hvem har mon ret, Sct. Woodward, der med en journalistisk omhyggelighed, som er nutidens journalister fremmed, bragte en præsident til fald, eller journalisterne i MSM, der skylder ham det Watergate-kompleks, de har slæbt rundt på lige siden?

Vi følger med spænding…

Rovegate – update

Som update til den tidligere posting (Gone native ndf.) kan det oplyses, at Berlingskes Poul Høi fortsætter sin dækning af Plame-affæren, nu kaldet Rovegate (burde måske nærmere være Newtgate, se postingen Spredt fægtning ndf.). Hans dækning af baggrunden for historien er desværre ikke blevet bedre; det er snarere blevet værre.

I en såkaldt faktaboks oplyses bl.a.

Ambassadør Joseph Wilson skrev en kronik i New York Times; i kronikken skrev han, at han i 2002 af CIA var blevet sendt på en mission til Niger for at undersøge, om Saddam Hussein havde forsøgt at købe uran der, og han havde meldt tilbage til regeringen, at svaret var nej. Påstanden var en and. Alligevel fortsatte Bush og regeringen med at hævde det.

Tsk, tsk. Update 23/7 05: Når vi har omtalt Berlingskes misvisende gengivelse af baggrunden for Plame-affæren, må vi retfærdigvis også nævne, når de prøver at være mere præcise. Her er et uddrag fra faktaboksen for dagens follow-up artikel:Valerie Plame havde således i 2002 spillet en rolle i at sende sin mand til Niger for at undersøge påstanden om, at Saddam havde købt eller forsøgt at købe uran der. Wilson kunne hverken be- eller afkræfte påstanden, og i 2003 skrev han i en kronik, at Bush-regeringen “forvred” efterretningerne fra Niger.Det er noget tættere på Senats rapporten fra 7/7 04. Kun mangler man en præcisering af, at Wilson under sit besøg i Niger faktisk fik bekræftet, at Irak i juni 1999 havde forsøgt at købe uran fra Niger, og at Butler-rapporten siden udtrykkeligt bekræftede Bushs citat fra talen til nationen om Saddams fortsatte forsøg på at skaffe uran. Men pyt, denne del af baggrunden er mindre vigtig i forhold til hovedhistorien om outingen af Ms. Wilson/Plame.

© 2020 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑