Tag: politik (side 1 af 4)

Brexit-problemet – set fra et britisk perspektiv

I går stemte det britisk parlament igen om Brexit-problematikken og endte med at sparke det endelige spørgsmål til hjørnespark. Parlamentet bestemte, at premierminister Boris Johnson skal bede EU om en udsættelse, så lovgivning der forbereder den endelige proces med at forlade unionen kan gennemføres. Begivenhederne har endnu en gang bragt hele Brexit-diskussionen op i de danske medier igen, inklusive en hel lørdag aften på TV2 News. Og endnu en gang bragte medierne eksperter, blandt andet den ellers dygtige Henrik Drusebjerg, der vurderede at ”regningen bliver ret alvorlig.”

Hvad man end måtte mene om EU og om Brexit, har hele debatten desværre afsløret et problem i de danske medier: Danske journalister har i høj grad dækker Brexit-problematikken fra en rendyrket EU-vinkel. Får man udelukkende sine nyheder fra DR, TV2 og de store aviser, har man således med stor sandsynlighed fået det indtryk, at Brexit er tæt på økonomisk selvmord, og en masse gode mennesker har gjort hvad de kan for at beholde Storbritannien i den europæiske klub. Sandheden, som undertegnede ser den fra mit kontor i Aarhus, er langt mere grumset.

I Storbritannien selv har debatten været voldsom, men også noget mere nuanceret end i resten af Europa. Remain-siden har fokuseret på worst case-scenarier, hvor omkostningerne ser gigantiske ud, mens hårdnakkede Leavers i stedet har påstået, at der er umiddelbare gevinster ved at forlade EU. Og begge sider har til en vis grad ret: Remain-argumentet om store omkostninger er korrekt, når man ser på den regning, EU kræver at briterne skal betale, og de omstillingsomkostninger, som britiske virksomheder kommer til at bære.

Disse argumenter er også omhyggeligt dækket af de danske medier, mens de realistiske argumenter fra Leave-siden ikke er: Når Storbritannien forlader EU, har landet også en reel mulighed for at komme af med unionens fælles handels- og landbrugspolitik. Dette politikkompleks bruges ofte af nationaløkonomer som et særligt klart eksempel på ekstremt skadelig politik, der gavner små, uproduktive særinteresser og lægger en massiv regning hos almindelige borgere. Den britiske regering er åbenlyst frihandelsorienteret, den britiske frihandelstradition strækker fra de konservative til et godt stykke ind i Labour og the Scottish National Party, og regeringens erklærede mål er at bibeholde frihandel med EU og markant reducere de britiske handelsbarrierer overfor resten af verden.

De danske medier har i bedste fald betragtet øget frihandel som fugle på taget, mens de har taget Leave-sidens vurdering af transitionsomkostningerne for absolutte tal. Problemet er dog, at de positive dynamiske effekter af britisk handelsliberalisering på sigt kan være langt større end de kortsigtede transitionsomkostninger (læs f.eks. her, her og her). At beholde briterne i toldunionen har derfor aldrig været en reel mulighed, da man derved ville afskære sig fra stort set alle de kendte positive muligheder af Brexit.

Danske journalister synes at tro, at EU er en frihandlende og frihandelsvenlig blok, omend unionen de facto er stærkt protektionistisk overfor store dele af verden, og er rykket i en mere protektionistisk retning de senere år. Politisk er Brexit derfor et problem for Danmark, der sammen med bl.a. Sverige og Tjekkiet er blandt de få frihandelsorienterede samfund, der i Storbritannien havde deres eneste store allierede i EU. Fra dansk side har der derfor været et meget forståeligt ønske om at beholde Storbritannien i unionen, der ikke blot handler om at beholde fri import fra landet. Læg her mærke til, at der reelt ikke er nogen bekymring, om det bliver sværere at eksportere til briterne – ingen tror faktisk på, at briterne ville hæve handelsbarriererne.

Et sidste problem er, at mens danske journalister har været hurtige til at kritisere britiske politikere og forhandlere – der så absolut har fumlet, begået store fejl og trukket processen i langdrag – har de øjensynligt troet på alt, EU’s forhandler Michel Barnier har sagt. Sandheden er dog, at EU med vilje forsøger at gøre det så svært som muligt at forlade unionen. Mens der er relativt klare processer i forbindelse med lande, der tilslutter sig EU, er der ingen tydelig procedure for at gøre det modsatte, da det aldrig har været meningen, at det skulle kunne lade sig gøre. Fra EU’s side har en del af den politisk forhandlingsstrategi derfor været at gøre et skræmmende eksempel ud af Brexit ved at gøre det ekstremt dyrt og besværligt. Den lidt lunkne og usikre tyske holdning har således reflekteret, at Merkel er enig i formålet med strategien – at ingen i fremtiden skal fristes til at forlade EU på samme måde som ingen skal fristes til at forlade en rockerklub – men også er pinligt klar over, hvor dyrt det kan blive for tysk erhvervsliv at man gør det svært at handle med briterne.

Om man i sidste ende mener, at Brexit er en god eller dårlig idé, afhænger således ikke blot af ens holdning til EU’s stigende interventionistiske reguleringspolitik – den skiller også vandene i dansk politik – men også om man lægger vægt på det korte eller det lange sigt. På kort sigt er det dyrt, men på langt sigt åbner Brexit for reelle muligheder. Pointen i denne søndags tirade mod danske medier er ganske enkelt, at nuancerne i debatten og balancen mellem pro et con er forsvundet i deres eksklusivt kontinentaleuropæiske perspektiv. Langt de fleste journalister har således glemt en grundregel i journalistisk: Der er altid to sider af en sag.

Er de Radikale blevet kulturfascister?

Forleden luftede de Radikale, som en del af deres finanslovsudspil, et forslag om en skat på streaming. Deres idé er, at staten skal beskatte alle abonnementer på streamingtjenester, og bruge skatteprovenuet til at subsidiere ”danskproduceret tv-fiktion.” Forslaget er således, præcist som en tilsvarende fransk streamingskat, rettet mod udenlandsk streaming som f.eks. Netflix, HBO og Amazon Prime. Jeg bemærkede i Børsen i torsdags, at forslaget således har konsekvenser præcist som en told på import af streamet udenlandsk tv, da man betaler ’skatten’ af alle tjenester, men kun de danske – de eneste, der producerer dansksproget tv-fiktion – bliver kompenseret. Uanset at de Radikale kalder forslaget en skat, er det således i praksis en told, med alle de kendte stærkt negative konsekvenser som handelsbarrierer altid har.

Allerede dagen efter affødte mit indlæg et vredt, men indholdsmæssigt også temmelig meningsløst svar fra Jens Rohde. Hovedpointen var, at jeg tog fejl og at vi da alle bør betale til det fælles public service-tv. Rohde – eller de studentermedhjælpere, der nok har skrevet svaret – virkede særligt ophidset over min pointe, at forslaget i høj grad omfordeler fra unge, fattigere til ældre, rigere tv-forbrugere. Streaming af f.eks. Netflix og HBO er langt mere udbredt blandt yngre forbrugere, mens det i særligt grad er ældre forbrugere, der ser dansksproget tv-fiktion som flow-tv. Forslaget har således social slagside, hvilket det radikale svar ikke engang klart benægtede.

Det særligt bekymrende i det radikale forslag er dog den idémæssige baggrund. Som jeg skrev i Børsen: ”Lægger man en told på udenlandsk streaming vil den de facto øge den politiske kontrol og styring af danskernes tv-forbrug. Den slags politik hører ikke hjemme i det 21. århundrede.” Med andre ord er intentionen, at dirigere danskernes tv-forbrug i en bestemt retning. Det er samme idébaggrund, der ligger til grund for Zenia Stampes forslag om at udlevere to bøger til danskerne – vel at mærke valgt fra politisk hold – hvert år. Min umiddelbare reaktion på begge forslag var den samme: Hvad fanden bilder de sig ind. Med hvilken ret mener de Radikale politikere, at de kan bestemme, hvilket kulturforbrug danskerne bør have?

Det er næsten umuligt at forestille sig, at forslagenes retning og baggrund ikke gør ondt langt ind i hjertet på klassiske radikale vælgere og politikere. Partiet har en lang tradition for netop at være socialliberalt, og forsvare borgernes ret til at vælge og udtrykke egen seksualitet, egne politiske holdninger, og egen identitet. Østergaard og Stampes udspil afspejler, at partiledelsen åbenbart ikke længere mener, at egne kulturpræferencer eller smag er blandt de forhold og personlige valg, som man kan eller bør overlade til det enkelte menneske. Med andre ord står der larmende mellem linjerne i den nye radikale politik: Når det gælder kultur, ved vi bedre!

Det er et særtræk ved alle velfungerende demokratiske samfund, at borgerne har fuld frihed til at ytre sig på skrift, i tale, og i billeder. Den frihed gælder også en frihed til at se, læse eller høre hvad de vil – man forsøger ikke at styre borgernes tanker eller forestillingsverden. Det er derimod et særtræk ved fascistiske og totalitære regimer, at de også ønsker at detailregulere og styre borgernes privatliv og private begrebsverden. Det er dén verden, de Radikale tager de første (og forhåbentlig sidste) skridt ind i med deres nye udspil, der indebærer politiske styring af bog- og tv-forbrug. Det er dybt uværdigt for et parti, der ellers altid har haft beskyttelsen af alle individers værdighed som en del af dets politiske kerne.

At have et arbejde og gøre et stykke arbejde

Bryan Caplans glimrende The Myth of the Rational Voter med den sigende undertitel Why Democracies Choose Bad Policies er en af de mest indflydelsesrige bøger i public choice / politisk økonomi de senere år. Caplan har mange pointer i bogen om, hvordan folks opfattelse af ting enten ikke passer, eller udelader vigtige aspekter af politisk-økonomiske problemstillinger. Ingen af dem er næppe mere relevante for den danske politiske debat om beskæftigelse og politiske tiltag end den følgende betragtning (hattip: Café Hayek):

 For an individual to prosper, he only needs to have a job.  But society can only prosper if individuals do a job, if they create goods and services that someone wants.

Man må spørge sig selv, hvor mange politikere, der forstår forskellen: Har man formelt set et arbejde, eller gør man faktisk et arbejde, der netto bidrager positivt til samfundet? Man kan naturligvis spørge, om de fleste politiker faktisk bidrager positivt til samfundet – mit umiddelbare svar er et tordnende nej – men det mere centrale er, om de jobs, der ’skabes’ politisk, også bidrager. De svenske erfaringer med at forsøge at holde arbejdsløsheden nede med politiske midler er skræmmende: Fra midten af 1950erne, da landet for alvor begyndte a opbygge en velfærdstat med fuld beskæftigelse, til midten af 1990erne skabte Sverige netto ingen nye jobs i den private sektor – hele jobtilvæksten over fire årtier skete i den offentlige sektor.

Er det måske ikke på tide, at danske politikere, ikke mindst dem der begejstret taler om nye jobs på letbaner og andre nonsensprojekter, ser og forstår Caplans fundamentale skelnen mellem at have arbejde og at gøre et stykke arbejde.

Mchangama og Rose om fake news og fristelser

Forleden truede præsident Trump amerikanske medier med en intention om at udvide injurielovgivningen, og derigennem gøre offentliggørelsen ’fake news’ ulovlig. Trump er naturligvis frustreret og vred over, at han ikke kan styre medierne – i endnu et eksempel på, at han stadig ikke forstår, at han ikke er en folkevalgt diktator – men han er ikke eneom at lade sig friste. I Tyrkiet bruger Erdogan lignende påstande for at lukke munden på sine politiske modstandere, og Orban i Ungarn bevæger sig også på kanten af hvad landets forfatning tillader.

Ytrings- og pressefriheden er med andre ord under angreb i en række lande, og selv i Vesteuropa er politikere villige til at gå langt. Italiens chef for landets konkurrencemyndigheder, Giovanni Pitruzzella, har forleden argumenteret for, at staten skal kunne regulere og sanktionere medier, der viderebringer fake news. Som Jacob Mchangama og Flemming Rose skriver i Washington Post under overskriften ”History proves how dangerous it is to have the government regulate fake news”, bruger han det ganske mærkværdige argument, at den europæiske menneskerettighedskonvention, i hans fortolkning, beskytter europæeres ret til at være pluralistiske informerede.

Pitruzellas argument om, at man ved at lukke eller i det mindste straffe bestemte medier for at skrive noget, andre ikke er enige i, vil føre til et mere ’pluralistisk’ mediebillede, må hvile på en rent sovjetisk forståelse af begrebet pluralisme. Mchangama og Rose viser tydeligt i deres indlæg, at Pitruzellas forslag er potentielt ekstremt farlig. USA’s egen historie demonstrere det for eksempel tydeligt: Efter at Kongressen i 1798 havde vedtaget den såkaldte Sedition Act – præcis den slags lovgivning, som Pitruzella og mange andre sukker efter – brugte præsident John Adams loven til at undertrykke modstandere. Episoden gjorde det tydeligt for amerikanerne, hvordan denne type lovgivning er potentielt undertrykkende og alt for fristende for politikere. Adams misbrug førte direkte til den amerikanske forfatnings First Amendment, der utvetydigt beskytter ytringsfriheden. Eller som de skriver om problemet i Europa og, mere generelt, om vestlige demokratier:

”Already, some European countries, including Poland and Hungary, have moved against independent and critical media. In some instances, it would be impossible for a publication to defend itself effectively against fake news accusations. Imagine that the Guardian newspaper published a story based on anonymous sources about deep divisions over Brexit within the British government, and the British government subsequently denied the story and accused the Guardian of publishing fake news to undermine the government and derail the Brexit process. How would the Guardian prove that its story was true without being forced to disclose its sources and thus undermine an essential element of critical journalism?”

Emnet er indlysende vigtigt når USA’s præsident og statsledere i Polen, Ungarn og andre lande heller ikke længere er tilhængere af ytringsfrihed. Som selv visse danske politikere har svært ved at se, er ytringsfrihed aldrig at man er fri til at sige og udgive, hvad man mener, men… Det er intet ’men’ i ytringsfriheden, uanset hvad præsident Trump eller en reguleringschef i Rom mener. Er læserne i tvivl, kan de kaste et blik på Tyrkiet. Ytringsfrihedens ’men’ er det første skridt på den vej, Erdogan racer nedad.

Ny serie: Zombieidéer

Forleden dag skrev vi et indlæg om protektionisme som en ’zombieidé’. Vi definerer en zombieide som en idé eller forestilling som vi ved, er forkert – den er videnskabeligt død – men som nægter at dø i den offentlige debat og/eller i politikernes forestillingsverden. Zombieidéer er politisk særligt skadelige idéer, fordi vi har en ganske præcis vurdering af, ikke bare hvordan de skader, men også hvor store de samfundsmæssige skader er. Politikerne baserer alligevel deres forslag på zombieidéen, enten pga. inkompetence eller som en konsekvens af effektiv påvirkning fra særinteresser.

Vi har derfor på punditokraterne besluttet os for at skrive en decideret serie af indlæg med zombieidéer som det fælles tema. I de kommende uger eller måneder regner vi således med at bringe en række af disse politiske zombier til diskussion og redegøre for, hvorfor vi mener, idéerne er så skadelige. Vi opfordrer derfor også vores læsere til at bruge en bid af påsken på at overveje, hvilke idéer og politiske forestillinger, man kunne skrive om. Forslag modtages gerne!

Nej, Obama ændrer ikke våbenlovgivningen pr. dekret

Våbenhistorier fra USA fylder uforholdsmæssigt meget i de danske medier. Det er i sig selv ikke et problem, da emnet, for mange, er interessant. Om ikke andet kan de være en oplagt mulighed for at få bekræftet nogle dårlige fordomme.

Præsident Obamas seneste våbeninitiativ er dog blevet drastisk overdrevet i de danske medier. Da jeg tjekkede dr.dk i morges stod der på forsiden, at præsidenten havde udstedt et ”dekret” og at han ”strammer våbenlovgivningen. ” Lignende meldinger, i samme bastante tone, kunne ses på alle større danske mediers Facebook-sider. Beskrivelsen er imidlertid ikke rigtig.

Præsident Obama har ikke udstedt noget dekret, og han ændrer ikke våbenlovgivningen. Han har således ikke udstedt nogen såkaldt excecutive order, men har alene truffet nogle excecutive actions og udstedt nogle memoranda. Der er en forskel imellem disse ting, og forskellene er beskrevet glimrende her: http://uspolitics.about.com/od/Gun-Control/a/Executive-Actions-Versus-Executive-Orders.htm

Alle handlingerne er indenfor rammerne af den eksisterende lovgivning og ikke mindst retspraksis. Derfor ændres våbenlovgivningen ikke. Desuden kan præsidenten heller ikke bare af egen drift ændre våbenlovgivningen, sådan som nogle borgerlige har frygtet og andre ikke-borgerlige har hyldet. USA er en retsstat og der er en lovgivningsproces.

I stedet for tale om en lovændring, skal man i stedet betragte præsidentens tiltag som en samling nye tjenesteordre til de føderale myndigheder om at justere praksis og rette ind. I respekt for den etablerede lovgivning og retspraksis. Som en kommentator (se link nr. 3 nedenfor) har bemærket om et af tiltagene:

”Taken at face value, the new ATF guidance is thus nothing more than a restatement of existing legal requirements. Put another way, it merely identifies those who are already subject to the relevant federal requirements and does not in any way expand the universe of those gun sellers who are required to obtain a license and perform background checks. In other words, it is — as the document says — a guidance, and not a substantive rule. It has no legal effect.”

I det hele taget kan den juridiske analyse hos Volokh Conspiracy (verdens bedste blog om jura og amerikanske forhold, efter min mening) anbefales: Obama’s executive actions on guns: Legal analysis.

Så, til de danske medier: Ro på.


Dette indlæg er en omskrevet FB-status, som jeg bringer efter opfordring fra Punditokraternes tidligere redaktør. En lettere omskrevet version er også at finde hos Dagbladet Børsen.

Forskellen på aspirationer og politik

Den glimrende Randy Holcombe (Florida State University) havde forleden en kommentar om politikere på the Independent Institutes blog. Randy opsummerer sin hovedpointe i de første linjer:

Political rhetoric tends to obscure the difference between aspirations and policies. Aspirations are goals people would like to achieve, whereas policies are the means for achieving them. For example, the Obama administration has mandated automobile fuel efficiency standards that require a fleet average of 54.5 miles per gallon by 2025. This is an aspiration, not a policy.

Pointen er meget genkendelig i en dansk kontekst. Alternativet er det ene ekstrem, da deres politiske position op til valget nok bedst kunne opsummeres som ”Vi vil ligesom gerne have, at folk er flinke.” Positionen er indlysende nok kun mening som en vag aspiration, men absolut intet konkret, politisk indhold. I den anden ende af spektret ligger Liberal Alliance, der blandt andet gik til valg på et finanspolitisk forslag, der var regnet igennem af Finansministeriet.

Og hvad er der galt med det, kunne man spørge? Randys svar er, at politikere af stort selv alle farver er gode til at kommunikere deres mål – deres aspirationer. En politiker vil sige, at vi skal til B (målet), men meget sjældent hvordan vi kommer til B (politikken). Folk stemmer således efter deres vurdering af målene, især når de enten ikke kender politikken eller den er utroværdig – husk, at politiske ’markeder’ er de eneste markeder, hvor der betales for luftige løfter og ikke endelige produkter.

Den danske højrefløj har derfor det samme problem som den seriøse del af den amerikanske højrefløj. Når man endelig kommunikerer mål klart ud, som Venstre f.eks. har gjort siden Foghs tid, er det ofte utroværdigt. Man sætter nemlig mål på områder, der i den offentlige bevidsthed ’ejes’ af venstrefløjen, i et bredt set fejlslagent forsøg på at score socialdemokratiske stemmer. Skal man kommunikere troværdigt og med succes, må man således forbinde politikken med en konkret aspiration: Vi skal gøre Z for at komme til B. Desværre har de fleste politikere så lidt indsigt i faktiske samfundsforhold, at de næppe evner at gøre det. De lever i en verden, hvor der kun eksisterer motiver – hvilket B vil man til af – og hvor man fitter sit syn på, hvordan samfundet hænger sammen til det.

Den teoretiske politiker er en gud

Kommentatorer og økonomer, inklusive nogle af vores læsere her på bloggen, peger ofte på, at aktiv finans- eller pengepolitik i princippet kan afhjælpe effekter af kriser. Ideerne om finanspolitisk styring stammer fra Kalecki og Keynes arbejde i 1930erne, mens de tilsvarende pengepolitiske mekanismer først blev beskrevet af Warburton og Friedman. Den ene side mener, at man skal imødegå kriser og recessioner med ekspansiv finanspolitik – større offentligt forbrug og/eller lavere skatter og afgifter – mens den anden tror på pengepolitisk ekspansion. Mens begge sider har principielt ret, er der to fundamentale problemer forbundet med ideerne.

Fra én teoretisk side er problemet, at deres teoretiske syn på private agenter er simplistisk. Den mest berømte indvending kaldes ofte Barro-Ricardo ækvivalens, efter Robert Barros moderne behandling af David Ricardos indsigt fra 1800-tallet: Fremsynede borgere eller deres bankrådgivere vil indse, at når det offentlige øger udgifterne, betyder det at borgerne på et eller andet tidspunkt i fremtiden kommer til at betale højere skatter. I en vis forstand låner staten også fra borgerne selv når de udsteder obligationer, der købes indenlands. Borgerne får derfor et stærkt incitament til at spare op til den fremtidige regning, medmindre de er ekstremt kortsigtede. Det øgede offentlige forbrug kommer derfor til at modsvares af lavere privat forbrug når folk effektivt sætter deres opsparingskvote op. Nettoeffekten er således meget lille eller under nogle omstændigheder nul. Lignende problemer kan opstå med pengepolitik, når man politisk sætter renten ned, men hvor recessionen sænker inflationen lige så meget eller mere. I det tilfælde er realrenten – forskellen på den nominelle rente og inflationen – enten uændret eller muligvis endda steget. Det underminerer også den ellers forventede økonomiske effekt af politikken.

Fra en public choice / politisk økonomi-vinkel er der et ganske andet problem, der er lige så svært at løse. Problemerne opstår først og fremmest fordi politikerne ikke kan sætte noget som helst i gang før de har opdaget at der er et problem. Selv i Danmark kommer de makroøkonomiske data typisk med 3-6 måneders forsinkelse, og selv andre indikationer er ikke tilgængelige før de faktiske begivenheder er sket. Med andre betyder det, at politikere først får information om en krise, når den er begyndt at udfolde sig. Og selvom Det Økonomiske Råd i en vis forstand blev oprettet for at afhjælpe netop dette problem, er vismændene ikke profeter.

Når politikerne først har informationen, er næste skridt at finde en løsning – god eller dårlig hvis der overhovedet er en. Det introducerer en beslutningsforsinkelse da ethvert forslag skal udtænkes først, og derefter igennem almindelig parlamentarisk proces. I Danmark indebærer det, at et hvilket som helst forslag, når det er klart, skal gennem tre høringer i Folketinget. Sidst, men ikke mindst, skal forslaget implementeres, hvilket giver en implementeringsforsinkelse. I særlig grad gælder det her, at øgede offentlige udgifter kan tage lang tid om at udmønte sig i praksis, idet ethvert byggeri eller ansættelse af nye medarbejdere indlysende nok tager relativt lang tid. Og så har vi ikke engang taget hensyn til, at særinteresser får specielt let spil i en situation, hvor man leder med lys og lygte efter noget at bruge penge på, eller bestemte grupper at prioritere i skatte- og afgiftspolitik.

Det helt fundamentale problem med at bruge relativt simple teoretiske modeller – selvom de kan være endda meget avancerede rent matematisk – er at deres implicitte antagelser om politikere er tæt på rent nonsens. Skal traditionel stabiliseringspolitik faktisk virke som modellerne foreskriver, kræver det politikere med overmenneskelige evner til at forecaste økonomien og med nærmest øjeblikkelige indsigter i, hvordan politikken skal designes og gennemføres. Deres information om kriserne skal jo logisk set komme så meget før krisen, at det kan kompensere for beslutnings- og implementeringsforsinkelserne. I makroøkonomi uden politisk økonomi er den teoretiske politikere således i en meget konkret forstand en guddom. Jeg kender ingen politikere i det virkelige liv, der på nogen måde kommer tæt på gudestatus. Derfor er det også svært at tage konkrete, politiske forslag alvorligt, når de hviler på makroøkonomisk teori, der er simpel i netop denne forstand.

Ekonomisk Debatt om valgår og politik

Det svenske økonomtidsskrift Ekonomisk Debatt, der for tiden redigeres af Niclas Berggren og Therese Nilsson, er ude med et nyt nummer i anledning af at det er valgår i Sverige. Nummeret kan læses i sin helhed her. Berggren og Nilsson lægger selv ud med en stærkt læseværdig leder om nationaløkonomers politiske relevans. Blandt de seks artikler er Olof Johansson-Stenman om effektiv klimapolitik, Andreas Bergh om indvandreres udfordringer på det svenske arbejdsmarked – et emne der også burde have væsentlig interesse på den vestlige bred af Øresund – og den tidligere Princeton-professor Lars E. O. Svensson om den svenske nationalbanks politik. Hele tidsskriftet er stærkt anbefalet!

Weekendens spørgsmål

Ed Crane, den tidligere præsident for Cato Institute, holdt en præsentation på George Mason University i går. Han stillede et fundamentalt spørgsmål (hattip: Cafe Hayek), som jeg synes alle danskere burde overveje. Her er spørgsmålet for Punditokraternes læsere:

 There are two types of human beings: people who want to interfere in the way other people live their lives, and people who are content to mind their own business.  Which type of people do you think go in to politics?

Lars Løkke, 3GI og medierne

Efter at sagen om Lars Løkke og hans rejser på første klasse for den internationale klima-NGO 3GI eksploderede for halvanden uge siden, har jeg brugt en uforholdsmæssig del af min tid på at servicere medierne, og naturligvis at følge sagen. Der har været en masse diskussion, delvist på baggrund af mangelfuld information og elendig journalistisk, og de tilbagemeldinger, jeg har fået, har været lige så blandede. Jeg har blandt andet modtaget en mail, der beskyldte mig for at være købt af borgerlige interesser. Mit svar på den mail var selvsagt ikke videre høfligt. Det overordnede billede, som tegnes af sagen, er da heller ikke et der let passer i en fortælling om gode og onde politikere. I stedet er der to separate fortællinger.

Den første del af sagen handler om Lars Løkke. Det ser ikke ud til, at der er noget juridisk at udsætte på hans rolle, og han skal muligvis roses for at have bidraget til at rydde op i lidt af rodet hos 3GI efter han er tiltrådt som formand. Sagen tegner dog også et klart billede af en tidligere statsminister med forbløffende dårlig politisk (og moralsk) dømmekraft. Uanset at han fulgte reglerne, er de ni flyrejser på første klasse, han foretog før han var med til at lave reglerne om, vidnesbyrd om en meget dårlig fornemmelse for, hvad den danske, og mere generelt en nordeuropæisk, offentlighed mener, er acceptabel adfærd. Lord Actons gamle diktum om, at ”magt korrumperer, absolut magt korrumperer absolut” har fået et nyt eksempel.

Den anden del af sagen handler om 3GI, den grøn-vækst-NGO som Løkke er formand for, og hvor Christian Friis Bach sidder i bestyrelsen. Den sydkoreanske rigsrevisionsrapport, som medierne har gravet frem, tegner et billede af en organisation uden ret meget styr på økonomi eller andet. PÅ nogle områder mangler der regler og retningslinjer, og på andre følger man ikke egne regler. Medarbejdere i København og London har for eksempel fået udbetalt boligstøtte på trods af, at de ikke er flyttet eller har fået større udgifter. Der har været uregelmæssigheder i en række projekter, som 3GI ikke har fulgt op på, og administrationsudgifter har været omtrent dobbelt så høje, som lovet til bl.a. udenrigsministeriet da den danske støtte blev vedtaget. Set fra en public choice-vinkel er det alvorligste element, at den type problemer, som 3GI lider af, er svære at løse. Uregelmæssighederne og ekstravagancen – man lagde for eksempel en ekstra etage på hovedkvarteret – er i de ansattes og den daglige ledelses interesse. Og det er selvsamme ansatte og ledelse, der skal løse problemerne og stramme op. Erfaringen, helt tilbage fra Niskanens klassiske studier, peger på at problemer af den type bliver endemiske og permanente.

Hvorfor støtter Danmark så 3GI med 3×30 millioner? Måske fordi grøn vækst er et af de nye mantraer, som de radikale og SF kan blive enige om, og som regeringens støtteparti Enhedslisten slår på? I så fald ville det være et både personligt og politisk nederlag for udviklingsministeren at blive tvunget til at se for omhyggeligt på 3GI og muligvis trække støtten. Måske fordi ulandsmidlerne jo skal bruges til noget, og hvorfor ikke koble et grønt fokus på en eksisterende pose penge? Og måske, som Martin Paldam engang formulerede det, fordi det bare føles godt at være på englenes side?

Hvorfor ikke lade være? Det ledige standpunkt i dansk politik

Søndagsspørgsmålet i dag er ret simpelt, men bliver stort set aldrig stillet. Politikere signalerer tit til vælgerne, at de er ”parate til at gøre mere, hvis der er behov for det.” De taler også ofte om, at de er blevet enige om en ”god løsning” eller lignende, når de har besluttet sig for at regulere eller subsidiere et område.

Den næsten eneste udmelding, man aldrig hører i dansk politik er ”Vi er parate til ikke at gøre noget, hvis der er behov for det.” Standardforklaringen fra public choice er, at politikere er nødt til at signalere såkaldt handlekraft, positionere sig, og holde sig i mediernes søgelys. Men i et land som Danmark, hvor der så åbenlyst bliver taget alt for mange politiske beslutninger med dårlige konsekvenser – se blot Produktivitetskommissionens første rapport – måtte man næsten synes, at der var et marked for politikere, der ville det modsatte. Så kære læseren, hvorfor er der ingen politikere – ikke engang i LA – der tager det ledige standpunkt at der skal gøres mindre?

Absurditeter fra skatteministeren

Skandalerne vælter for tiden ud af skabene hos Skat. Adskillige skatteministre, ikke mindst Kristian Jensen, er ansvarlige for at have siddet advarsler overhørige i forbindelse med den seneste skandale om ejendomsvurderinger. Men uanset hvad der ellers sker, er det den nuværende skatteminister, SF’s tidligere leder Holger K. Nielsen, der sidder med ansvaret for at redde trådene ud. I stedet slipper han af sted med aldeles absurde udtalelser og synspunkter. Her er to eksempler.

På dagen, da det kom frem at Skats ejendomsvurderinger, som man baserer ejendomsskatter på, var både voldsomt upræcise og systematisk for høje, afslog ministeren sagens alvor med følgende argument. 1) At det ikke var muligt at ramme vurderingerne mere præcist, for ejendomsmæglere i et show på DR kan ikke ramme rigtigt. 2) At der derfor ikke var noget egentligt problem, fordi selvom nogen betalte for meget, var der jo andre, der betalte for lidt i skat.

Argumentet er for det første rendyrket nonsens, ikke mindst fordi Skat faktisk skal ramme en vurdering i underkanten af markedets vurdering. Så i forhold til markedets vurdering skal borgerne faktisk betale mindre, mens 41 % faktisk har betalt for meget i skat. For det andet handler hele sagen om, at Skat helt har ignoreret borgernes krav på retssikkerhed. I den kontekst er det helt ligegyldigt, om nogle borgere ender med at betale mindre skat, end markedsvurderingen ville tilsige. Det eneste vigtige retssikkerhedsmæssige aspekt er, at staten ikke må snyde borgerne. Og når 41 % tydeligvis betaler for meget – uden at problemet bliver løst – er der et stort problem. Det kan helt absurde Holger K’s gennemsnitsargument ikke skjule.

Den anden absurditet kom forleden aften, da ministeren overfor TV2 News fastholdt, at det nu gjaldt om at genoprette borgernes tillid til Skat. Øjensynligt mener ministeren, at det primært er borgerne, det er galt med, og hvis de igen lader sig lulle ind i en tornerosesøvn af naiv tillid til landets mest magtfulde myndighed, er alt godt. Det er det også for en minister, hvis eneste mål synes at være at indkræve så store midler fra borgerne som muligt.

Men ret beset er det den omvendte verden at mene, at borgerne bare skal sørge for at stole på Skat efter den strøm af skandaler, der har omgivet myndigheden det sidste år. At kræve, at borgerne skal ’genoprette’ deres tillid til Skat, efter det er kommet frem at skatteministeriet og Skat København åbenbart har samarbejdet om at holde centrale forhold hemmelige for ombudsmanden, er ikke mindre end absurd. I enhver rimelig verden – og enhver rimelig politisk optik – gælder det nu for Skat og ministeriet om at stramme praksis og overholdelsen af basal forvaltningsskik så meget op, at de gør sig fortjent til borgernes delvise tillid igen. I Holger K’s planøkonomiske Omvendtslev er det dog altid borgerne, der tager fejl og skal rette ind, og aldrig staten eller politikerne.

Virker rygepolitikken overhovedet?

For en lille uge siden havde jeg en kommentar i Børsen med titlen ”Virker Sundhedspolitikken?” Flere har efterlyst at vi omtalte den her på stedet, hvilket hermed er gjort. Pointen er, at når man undersøger den højt profilerede antirygepolitik, som sundhedsminister Astrid Krag er åbenlyst stolt af, er der ingen videnskabeligt baseret grund til at tro, at den har nogen som helst gavnlig virkning. Her er et pluk fra kommentaren:

I et nyt europæisk studie fra det tyske IZA-institut viser Alois Stutzer og Reto Odermatt ved Universität Basel meget sammenlignelige resultater. Ved at sammenholde ændringer i afgifter, priser og forbud finder de således heller ikke, at afgifter har haft nogen effekt på om folk ryger eller ej. Modsat det amerikanske studie, finder de heller ikke at europæeres tobaksforbrug er følsomt overfor prisen. Det betyder dog ikke, at afgifter er uden konsekvenser. Når højere priser ikke ændrer på forbruget af tobak, må den mindre købekraft jo forsvinde et andet sted fra. Rygere reducerer ganske enkelt andre indkøb.

De schweiziske økonomer kan dog gå et skridt videre end amerikanerne. For det første viser de også, at forbud mod rygning på offentlige steder heller ingen virkning har på forbruget. Muligvis ryges der mindre på cafeer eller offentlige arbejdspladser, men folk vælger blot at ryge et andet sted. For det andet kan de ved at bruge EU’s halvårlige spørgeskemaundersøgelse påvise, at væsentligt højere afgifter sænker rygernes tilfredshed med livet, mens de intet gør for ikke-rygernes tilfredshed.

Eneste virkning er, at staten skraber flere penge ind i afgifter – men måske var det den egentlige hensigt? Det schweiziske studie kan findes her; et tilsvarende amerikansk er her (gated).

Straf til politikere

Hvorfor bliver politikere siddende i Folketinget i årevis, på trods af at de har været med til at lave en masse ulykker? Glenn Harlan Reynolds, der er juraprofessor på University of Tennessee, diskuterer dette spørgsmål i USA Today (hattip: Cafe Hayek). Reynolds under sig over, hvorfor vi som vælgere ikke straffer dem, og hvorfor vi ikke har institutionelle mekanismer, der gør det. Han foreslår således (relativt provokerende, måske) at stoppe enhver form for lønudbetaling til politikere, der ikke kan enes om et budget til tiden – lidt ligesom dagpengene til sidst stopper hvis man ikke vil have et job.

Sidst i kronikken opsummerer Reynolds hele problemstillingen ganske elegant. Det er mindst lige så relevant i Danmark som i en amerikansk kontekst.

“But the real lesson is this: We entrust an inordinate amount of power to people who don’t feel any pain when we fall down. The best solution of all is to take a lot of that power back. When the power is in your hands, it’s in the hands of someone who feels it when you fall down. When it’s in their hands, it’s your pain, their gain. That’s no way to run a country.”

Tak til skattelyene

EU og de europæiske medier fører for tiden kamp mod skattely – lande hvor det i princippet kan lade sig gøre at ’gemme’ penge. Timingen er ikke tilfældig: En række regeringer fattes penge og håber på at kunne skrabe ekstra indtægter ind ved at forhindre folk i at rykke indtægter ud til lande, hvor de ikke kan beskattes. På sin vis er det naturligvis fint, at man hindrer folk i ulovligt at skjule indtægter, som er skattepligtige i f.eks. Danmark. Som en rigtig Rasmus Modsat vil jeg dog risikere et moraliserende ramaskrig ved at pege på, at skattely kan spille en vigtig, positiv rolle i moderne samfund.

En del af den ideologisk-moralske fortælling i medierne er, at ingen bør kunne undslippe at ’bidrage til fællesskabet’, eller hvordan man nu formulerer det. Kun få synes dog at spørge, om der bør være grænser for, hvor meget man kan beskatte folk. Grænsen blev nået i Frankrig forleden, ikke fordi politikere, medier eller befolkning satte grænser, men fordi en domstol kendte en 75 % skat på specielt store indtægter forfatningsstridig. I USA har man jævnligt diskussionen – se f.eks. Rand Paul harcelere over Apple-sagen her – mens den er stort set fraværende i Danmark.

Her er det at eksistensen af skattely, ligesom sort arbejde, fungerer som en grænse og en disciplinerende instans overfor politikerne. At skattely bliver opfattet som et reelt problem, hvis f.eks. relativt store summer flytter i ly for myndighederne, kan ses som et signal om, at en grænse er nået. Det er nemlig ikke, som politikere ofte synes at tro, helt omkostningsfrit at rykke ens midler i skattely. Der vil altid være et tab af kontrol, pengene kan ikke længere investeres lige så frit i Liechtenstein eller Cayman Islands som de kunne i Danmark, og generelt må man regne med, at det forventede afkast er mindre til en mindre styrbar risiko.

At en person eller virksomhed derfor alligevel vælger at skjule midler for skattemyndighederne er udtryk for, at skatten er blevet så dyr, at de andre omkostninger, sammenholdt med moralske omkostninger og risici ved at gøre noget mere eller mindre ulovligt, totalt er mindre end omkostningerne ved at betale hvad en klasse grådige politikere vil have. Naturligvis kan den type skatteunddragelse ikke stå alene som signal, men med de senere ugers afsløringer af, hvordan Skat opererer, virker diskussion pludselig noget anderledes og mere speget end som så.

Spørgsmålet der skal stilles, er således hvor grænsen ligger mellem rimelig skatteindkrævning, der finansierer aktiviteter der er til gavn for borgerne på det lange sigt, og politisk grådighed der mere tager form af tyveri til at betale for populistiske formål, der skal sikre politikerne genvalg. Når skattely stiger så højt op på den politiske agenda, er det således et signal om, at vi måske er tæt på grænsen for, hvornår yderligere skattetryk bliver decideret umoralsk.

Thank you, Mrs. Thatcher

I går morges døde Lady Margaret Thatcher, 87 år gammel. Medierne har været fulde af historien, med både beundrende og hadefulde bemærkninger. Kommentatorernes bedømmelse af en af Europas mest markante statsledere i efterkrigsperioden har dog været tynd på fakta. På bedste punditokratvis starter vi derfor med dem. Figuren nedenfor illustrerer, hvad der skete med den britiske økonomi siden 1950.

Briterne kom lige så langsomt i gang efter krigen som deres nabolande, men i 1960erne begyndte det at gå synligt galt. Den britiske bilproduktion, der havde været en af nationens stoltheder i 50erne, blev sindbilledet på problemerne: Fagforeninger, der strejkede og stillede umulige krav, nationaliseringer og monopolisering i British Leyland, og elendigt designede og producerede varer. Da 70erne indtrådte, var Storbritannien ’Europas syge mand’ og i særligt landets minedrift var kombinationen af politisk magtfulde fagforeninger og uproduktive, ressourcespisende formål en konstant kilde til social uro og hovedpiner i Westminster. Det hele reflekteres i figuren. Igennem 50erne voksede den britiske økonomi cirka ligesom nabolandene og var levestandarden lå knap 2-3% lavere, men i 60erne begyndte briterne at falde alvorligt bagud. Derouten er tydelig og per 1980 var briterne 30 % fattigere end nabolandene. 1980erne – Thatchers tid med massive reformer og modig privatisering – rehabiliterede økonomien: Gennem årtiet voksede den britiske økonomi 14 % mere end resten af Nordeuropa! Og selv efter hun trådte tilbage, har reformerne og revolutionen af britisk politik virket, så landet per 2012 praktisk taget har indhentet naboerne.

Thatcher blev premierminister i 1979 og kropsliggjorde nærmest revolutionen. Hun diagnosticerede de britiske problemer præcist og åbenhjertigt overfor vælgerne: Problemet var for meget politik og indblanding! For dén offentlige indrømmelse alene fortjener hun at blive husket. Frihed, fleksibilitet og individuelt ansvar var tilbage i europæiske diskussioner. Hun tog opgøret med uansvarlige fagforeninger og fik – efter voldsom og nogle gange voldelig modstand – lukket en række miner. Modsat en stadig populær fortælling i det nordlige England og Wales var de ikke rentable, men derimod økonomiske zombier. Det politiske mod fejlede ikke, og står som en ekstrem kontrast til snart sagt alle nutidens politikere.

Men det springende punkt, som ingen har nævnt, er hendes position som kvinde i en stadigt mandsdomineret politisk verden i 60erne og 70erne. Thatcher er ikke, men burde være et ikon for al ligestilling! Hun var Storbritanniens første kvindelige premierminister (vi har pt. vores første) og gjorde det på en særlig måde: Ved helt at ignorere kønsfordomme og –forskelle formåede Thatcher at drive det så vidt, som man overhovedet kan i politik. Hun demonstrerede, at køn og ’klassebaggrund’ – hun var datter af en købmand fra provinsen – var ligegyldig, når evnerne og viljen var der. Men på det punkt er vi ikke kommet længere siden Thatcher-revolutionen. Mindre kunne også gøre det og med al grund til for sidste gang at sige ’Thank you, Mrs. Thatcher’.

PKK om lighed og vrøvl

Peter Kurrild-Klitgaard, den Gamle Redacteur, har i dag en pragtfuld klumme i Berlingske. PKK kritiserer debatten, ikke mindst forsøget på konklusioner fra udviklingsministeren forleden, for at være ”forvrøvlet”. Jeg deler fuldt PKK’s syn på det, og kan kun opfordre alle Punditokraternes læsere til at se på den (her). I mellemtiden er her to pluk fra klummen:

Dette og meget andet af debatten baserer sig imidlertid på en logisk fejlslutning: at bekæmpelse af fattigdom og tilstræbelse af fordelingsmæssig lighed skulle være det samme eller blot sammenlignelige. Som at der skulle være en nødvendig sammenhæng mellem, hvor godt (eller skidt) folk har det, og hvor lige (eller ulige) de er indbyrdes.

[…]

Skal man have en ordentlig debat om fattigdom, er det på tide at smide forestillingen om en »lige« fordeling af goderne ud på den samme historiske losseplads, hvor de mere doktrinære varianter af socialismen er deponeret. Så kan man i stedet fokusere på, hvilke politikker og hvilke institutioner der er relativt bedre end andre til at fremme menneskers levestandard.

Anti-kapitalisme = Anti-humanisme

Anti-kapitalisme er anti-humanisme. Det var pointen i Keith Joseph‘s essay The Humanity of Capitalism (læs den i Stranded on the Middle Ground?), der blev et hit blandt borgerlige ved udgivelsen i 1976 og som i hvert fald denne punditokrat har haft stor glæde af og fortsat mener, hører til blandt de vigtigste moderne essays, i det liberal-kapitalistiske arsenal. I Berlingske Tidende har Eva Agnete Selsing skrevet en kronik over samme tema; den skal anbefales.

To udpluk:

Antikapitalisme er antihumanisme. Uden vækst og velstand degenererer de vestlige nationer. Det truer freden og fremtiden på kontinentet. I det lys er den forbenede kapitalismekritik på både højre- og venstrefløjen bemærkelsesværdig …

Old school-venstrefløjsere i fuldt Fjällräv-ornat er bange for penge, forbrug, velstand og glæde, og støtter derfor en politik, der kan gøre os alle fattigere. Ingen overraskelser dér. Men det private kan også være med. Danske Bank er bange for de venstreorienterede kunder, og producerer følgelig en reklamefilm, der omfavner den mest bedagede antikapitalisme. Mest bemærkelsesværdigt er det dog, at visse nominelt borgerlige er hoppet med på den hønsestrikkede vogn. Connie Hedegaard og resten af eurokraterne er nemlig rigtig bange for befolkningerne. Derfor forsøger pampercentralen i Bruxelles nu at indoktrinere undersåtterne til at knuselske den forestående mangel på velstand, de samme pampere har ført Europa ud i. Det sker med reference til et EU-projekt kaldet ’Be­yond GDP’, altså ’Hinsides BNP’. En satsning støttet af Barroso, Sarkozy og Merkel, der skal oplyse de europæiske befolkninger om, at velfærd ikke (kun?) er økonomisk, men også må måles ’socialt’ og ’omgivelsesmæssigt.’ På dansk betyder det, at vi skal affinde os med kronisk lavvækst i eurozonen, og at vi derfor må finde glæde andetsteds end i økonomisk fremgang og sikkerhed.

 

Denne tradition, som Connie Hedegaard og ’Beyond GDP’ taler ud af, er altså, på trods af hendes partikonservative tilhørsforhold, en venstreorienteret moralistisk kritik af kapitalismen. De industrielt fremmedgjorte proletarer skal simpelthen lære at tænke mere ’autentisk’ og satse på andre værdier end de pekuniære. Etisk socialkirurgi, udøvet med stor selvtillid af eurokraterne, over de dumme, åndløst forbrugende masser. Det lyder som noget fra en dystopisk science fiction-film. Men det er bare Connie, der så gerne vil gøre godt og redde menneskeheden fra den primitive kapitalisme. Fra det profane ønske om vækst. Det er det – pengene, markedet, materialismen, forbruget – der gør os egoistiske og kolde. Til forskel fra det varme, planøkonomiske fællesskab. Hvor man samler magten på få hænder. Hvor befolkninger er noget, der skal reguleres og omformes. Hvor man ser fjendtligt på dem, der skaber værdi.

 

Dr. No’s afskedstale

Kongresmedlem Ron Paul – alias Dr. No – har, efter lidt kludder i tidsplanen, holdt sin afskedstale:

[youtube Width=”100%”]http://www.youtube.com/watch?v=q03cWio-zjk[/youtube]

« Ældre indlæg

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑