Tag: politik (page 2 of 7)

Straf til politikere

Hvorfor bliver politikere siddende i Folketinget i årevis, på trods af at de har været med til at lave en masse ulykker? Glenn Harlan Reynolds, der er juraprofessor på University of Tennessee, diskuterer dette spørgsmål i USA Today (hattip: Cafe Hayek). Reynolds under sig over, hvorfor vi som vælgere ikke straffer dem, og hvorfor vi ikke har institutionelle mekanismer, der gør det. Han foreslår således (relativt provokerende, måske) at stoppe enhver form for lønudbetaling til politikere, der ikke kan enes om et budget til tiden – lidt ligesom dagpengene til sidst stopper hvis man ikke vil have et job.

Sidst i kronikken opsummerer Reynolds hele problemstillingen ganske elegant. Det er mindst lige så relevant i Danmark som i en amerikansk kontekst.

“But the real lesson is this: We entrust an inordinate amount of power to people who don’t feel any pain when we fall down. The best solution of all is to take a lot of that power back. When the power is in your hands, it’s in the hands of someone who feels it when you fall down. When it’s in their hands, it’s your pain, their gain. That’s no way to run a country.”

Tak til skattelyene

EU og de europæiske medier fører for tiden kamp mod skattely – lande hvor det i princippet kan lade sig gøre at ’gemme’ penge. Timingen er ikke tilfældig: En række regeringer fattes penge og håber på at kunne skrabe ekstra indtægter ind ved at forhindre folk i at rykke indtægter ud til lande, hvor de ikke kan beskattes. På sin vis er det naturligvis fint, at man hindrer folk i ulovligt at skjule indtægter, som er skattepligtige i f.eks. Danmark. Som en rigtig Rasmus Modsat vil jeg dog risikere et moraliserende ramaskrig ved at pege på, at skattely kan spille en vigtig, positiv rolle i moderne samfund.

En del af den ideologisk-moralske fortælling i medierne er, at ingen bør kunne undslippe at ’bidrage til fællesskabet’, eller hvordan man nu formulerer det. Kun få synes dog at spørge, om der bør være grænser for, hvor meget man kan beskatte folk. Grænsen blev nået i Frankrig forleden, ikke fordi politikere, medier eller befolkning satte grænser, men fordi en domstol kendte en 75 % skat på specielt store indtægter forfatningsstridig. I USA har man jævnligt diskussionen – se f.eks. Rand Paul harcelere over Apple-sagen her – mens den er stort set fraværende i Danmark.

Her er det at eksistensen af skattely, ligesom sort arbejde, fungerer som en grænse og en disciplinerende instans overfor politikerne. At skattely bliver opfattet som et reelt problem, hvis f.eks. relativt store summer flytter i ly for myndighederne, kan ses som et signal om, at en grænse er nået. Det er nemlig ikke, som politikere ofte synes at tro, helt omkostningsfrit at rykke ens midler i skattely. Der vil altid være et tab af kontrol, pengene kan ikke længere investeres lige så frit i Liechtenstein eller Cayman Islands som de kunne i Danmark, og generelt må man regne med, at det forventede afkast er mindre til en mindre styrbar risiko.

At en person eller virksomhed derfor alligevel vælger at skjule midler for skattemyndighederne er udtryk for, at skatten er blevet så dyr, at de andre omkostninger, sammenholdt med moralske omkostninger og risici ved at gøre noget mere eller mindre ulovligt, totalt er mindre end omkostningerne ved at betale hvad en klasse grådige politikere vil have. Naturligvis kan den type skatteunddragelse ikke stå alene som signal, men med de senere ugers afsløringer af, hvordan Skat opererer, virker diskussion pludselig noget anderledes og mere speget end som så.

Spørgsmålet der skal stilles, er således hvor grænsen ligger mellem rimelig skatteindkrævning, der finansierer aktiviteter der er til gavn for borgerne på det lange sigt, og politisk grådighed der mere tager form af tyveri til at betale for populistiske formål, der skal sikre politikerne genvalg. Når skattely stiger så højt op på den politiske agenda, er det således et signal om, at vi måske er tæt på grænsen for, hvornår yderligere skattetryk bliver decideret umoralsk.

Thank you, Mrs. Thatcher

I går morges døde Lady Margaret Thatcher, 87 år gammel. Medierne har været fulde af historien, med både beundrende og hadefulde bemærkninger. Kommentatorernes bedømmelse af en af Europas mest markante statsledere i efterkrigsperioden har dog været tynd på fakta. På bedste punditokratvis starter vi derfor med dem. Figuren nedenfor illustrerer, hvad der skete med den britiske økonomi siden 1950.

Briterne kom lige så langsomt i gang efter krigen som deres nabolande, men i 1960erne begyndte det at gå synligt galt. Den britiske bilproduktion, der havde været en af nationens stoltheder i 50erne, blev sindbilledet på problemerne: Fagforeninger, der strejkede og stillede umulige krav, nationaliseringer og monopolisering i British Leyland, og elendigt designede og producerede varer. Da 70erne indtrådte, var Storbritannien ’Europas syge mand’ og i særligt landets minedrift var kombinationen af politisk magtfulde fagforeninger og uproduktive, ressourcespisende formål en konstant kilde til social uro og hovedpiner i Westminster. Det hele reflekteres i figuren. Igennem 50erne voksede den britiske økonomi cirka ligesom nabolandene og var levestandarden lå knap 2-3% lavere, men i 60erne begyndte briterne at falde alvorligt bagud. Derouten er tydelig og per 1980 var briterne 30 % fattigere end nabolandene. 1980erne – Thatchers tid med massive reformer og modig privatisering – rehabiliterede økonomien: Gennem årtiet voksede den britiske økonomi 14 % mere end resten af Nordeuropa! Og selv efter hun trådte tilbage, har reformerne og revolutionen af britisk politik virket, så landet per 2012 praktisk taget har indhentet naboerne.

Thatcher blev premierminister i 1979 og kropsliggjorde nærmest revolutionen. Hun diagnosticerede de britiske problemer præcist og åbenhjertigt overfor vælgerne: Problemet var for meget politik og indblanding! For dén offentlige indrømmelse alene fortjener hun at blive husket. Frihed, fleksibilitet og individuelt ansvar var tilbage i europæiske diskussioner. Hun tog opgøret med uansvarlige fagforeninger og fik – efter voldsom og nogle gange voldelig modstand – lukket en række miner. Modsat en stadig populær fortælling i det nordlige England og Wales var de ikke rentable, men derimod økonomiske zombier. Det politiske mod fejlede ikke, og står som en ekstrem kontrast til snart sagt alle nutidens politikere.

Men det springende punkt, som ingen har nævnt, er hendes position som kvinde i en stadigt mandsdomineret politisk verden i 60erne og 70erne. Thatcher er ikke, men burde være et ikon for al ligestilling! Hun var Storbritanniens første kvindelige premierminister (vi har pt. vores første) og gjorde det på en særlig måde: Ved helt at ignorere kønsfordomme og –forskelle formåede Thatcher at drive det så vidt, som man overhovedet kan i politik. Hun demonstrerede, at køn og ’klassebaggrund’ – hun var datter af en købmand fra provinsen – var ligegyldig, når evnerne og viljen var der. Men på det punkt er vi ikke kommet længere siden Thatcher-revolutionen. Mindre kunne også gøre det og med al grund til for sidste gang at sige ’Thank you, Mrs. Thatcher’.

PKK om lighed og vrøvl

Peter Kurrild-Klitgaard, den Gamle Redacteur, har i dag en pragtfuld klumme i Berlingske. PKK kritiserer debatten, ikke mindst forsøget på konklusioner fra udviklingsministeren forleden, for at være ”forvrøvlet”. Jeg deler fuldt PKK’s syn på det, og kan kun opfordre alle Punditokraternes læsere til at se på den (her). I mellemtiden er her to pluk fra klummen:

Dette og meget andet af debatten baserer sig imidlertid på en logisk fejlslutning: at bekæmpelse af fattigdom og tilstræbelse af fordelingsmæssig lighed skulle være det samme eller blot sammenlignelige. Som at der skulle være en nødvendig sammenhæng mellem, hvor godt (eller skidt) folk har det, og hvor lige (eller ulige) de er indbyrdes.

[…]

Skal man have en ordentlig debat om fattigdom, er det på tide at smide forestillingen om en »lige« fordeling af goderne ud på den samme historiske losseplads, hvor de mere doktrinære varianter af socialismen er deponeret. Så kan man i stedet fokusere på, hvilke politikker og hvilke institutioner der er relativt bedre end andre til at fremme menneskers levestandard.

Anti-kapitalisme = Anti-humanisme

Anti-kapitalisme er anti-humanisme. Det var pointen i Keith Joseph’s essay The Humanity of Capitalism (læs den i Stranded on the Middle Ground?), der blev et hit blandt borgerlige ved udgivelsen i 1976 og som i hvert fald denne punditokrat har haft stor glæde af og fortsat mener, hører til blandt de vigtigste moderne essays, i det liberal-kapitalistiske arsenal. I Berlingske Tidende har Eva Agnete Selsing skrevet en kronik over samme tema; den skal anbefales.

To udpluk:

Antikapitalisme er antihumanisme. Uden vækst og velstand degenererer de vestlige nationer. Det truer freden og fremtiden på kontinentet. I det lys er den forbenede kapitalismekritik på både højre- og venstrefløjen bemærkelsesværdig …

Old school-venstrefløjsere i fuldt Fjällräv-ornat er bange for penge, forbrug, velstand og glæde, og støtter derfor en politik, der kan gøre os alle fattigere. Ingen overraskelser dér. Men det private kan også være med. Danske Bank er bange for de venstreorienterede kunder, og producerer følgelig en reklamefilm, der omfavner den mest bedagede antikapitalisme. Mest bemærkelsesværdigt er det dog, at visse nominelt borgerlige er hoppet med på den hønsestrikkede vogn. Connie Hedegaard og resten af eurokraterne er nemlig rigtig bange for befolkningerne. Derfor forsøger pampercentralen i Bruxelles nu at indoktrinere undersåtterne til at knuselske den forestående mangel på velstand, de samme pampere har ført Europa ud i. Det sker med reference til et EU-projekt kaldet ’Be­yond GDP’, altså ’Hinsides BNP’. En satsning støttet af Barroso, Sarkozy og Merkel, der skal oplyse de europæiske befolkninger om, at velfærd ikke (kun?) er økonomisk, men også må måles ’socialt’ og ’omgivelsesmæssigt.’ På dansk betyder det, at vi skal affinde os med kronisk lavvækst i eurozonen, og at vi derfor må finde glæde andetsteds end i økonomisk fremgang og sikkerhed.

 

Denne tradition, som Connie Hedegaard og ’Beyond GDP’ taler ud af, er altså, på trods af hendes partikonservative tilhørsforhold, en venstreorienteret moralistisk kritik af kapitalismen. De industrielt fremmedgjorte proletarer skal simpelthen lære at tænke mere ’autentisk’ og satse på andre værdier end de pekuniære. Etisk socialkirurgi, udøvet med stor selvtillid af eurokraterne, over de dumme, åndløst forbrugende masser. Det lyder som noget fra en dystopisk science fiction-film. Men det er bare Connie, der så gerne vil gøre godt og redde menneskeheden fra den primitive kapitalisme. Fra det profane ønske om vækst. Det er det – pengene, markedet, materialismen, forbruget – der gør os egoistiske og kolde. Til forskel fra det varme, planøkonomiske fællesskab. Hvor man samler magten på få hænder. Hvor befolkninger er noget, der skal reguleres og omformes. Hvor man ser fjendtligt på dem, der skaber værdi.

 

Dr. No’s afskedstale

Kongresmedlem Ron Paul – alias Dr. No – har, efter lidt kludder i tidsplanen, holdt sin afskedstale:

Det lange sigt i dansk politik

Regeringen har det ikke godt, og både SF og Socialdemokraterne bløder vælgere. Man fristes til at skrive ”som aldrig før”, men er det faktisk sandt? For at kunne svare på det, og for at kunne sætte den nuværende, politiske situation i rimeligt historisk perspektiv, bringer vi i dag et lynoverblik over udviklingen i dansk politik siden 1945.

De to grafer nedenfor viser udviklingen på to måder. Først illustrerer vi de ’regeringsbærende’ partiers andel af Folketingets mandater. I den anden graf er venstrefløjen partier fra S og mod venstre, mens højrefløjen er V og K plus de mere højreorienterede partier. Den udeladte kategori er midten – det Radikale Venstre, Centrumdemokraterne, Kristeligt Folkeparti, Dansk Folkeparti og Retsforbundet. Det sidste punkt ude til højre i begge grafer er den sidste meningsmåling fra Berlingske Barometer.

 

Først er det tydeligt at se socialdemokraternes glansperiode i 1950erne og 60erne hvor partiets selvforståelse blev rodfæstet. I denne periode holdt socialdemokraterne i gennemsnit 41 % af mandaterne i Folketinget, og af to omgange i 60erne holdt venstrefløjen halvdelen af mandaterne. Dén periode sluttede brat med jordskredsvalget, der bragte Fremskridtspartiet ind som det tredjestørste parti. Men i særlig grad viser de to grafer hvordan venstrefløjen og i helt særlig grad socialdemokraterne har tabt mandater de sidste tyve år i træk. Der er således ikke noget specielt overraskende i at partiet taber vælgere igen i denne periode. Overraskelsen er, at de ikke følger trenden fra de sidste knap to årtier, men endda klarer sig relativt dårligere.

Betyder det at vælgerne er rykket mod højre? Nominelt ser det sådan ud, men svaret er nok nej. Problemet er, at VK efter det knappe nederlag i 1998 er rykket markant mod venstre. Hvis man for eksempel følger den samme approach til at kode placeringen af politiske partier, som min ven og kollega Niklas Potrafke og jeg har fulgt, ser det ud til at Folketingen som helhed faktisk er rykket mod venstre siden midten af 1990erne fordi de borgerlige partier er det. Så måske er der ikke noget at glædes over som borgerlig?

Hvad vil europæerne gøre med krisen?

Eurobarometer, EU’s halvårlige spørgeundersøgelse, har i efteråret spurgt europæerne om den økonomiske krise. Den peger på, at europæerne generelt ikke er meget for nedskæringer, men helst vil have i både pose og sæk: Omkring halvdelen vil have nedskæringer og yderligere vækstinvesteringer på samme tid. Rapporten, der er tilgængelig her, er underlig i sig selv. Der er blevet spurgt, om ”Personally, would you say that to emerge from the crisis rapidly, EU Member States should…?” med svarkategorierne “First reduce their spending”, “First invest in measures to boost the economy”, “Both”, eller “Don’t know”. Der har derfor ingen mulighed været for at svare, for eksempel, “Intet”, eller andre handlinger.

For det andet er rapporten endnu en gang evidens for, hvor forelskede mange danskere er i staten. Kun ni procent – det suverænt laveste tal i EU – mener at man først skal skære ned. Nok er svaret helt konsistent med Paldam og Christoffersens argumenter om velfærdskoalitionen – når cirka 60 % af danskerne får deres primære indkomst fra staten er der ikke mange, der har direkte incitament til at stemme for nedskæringer af samme – men det er stadig påfaldende. Se selv figuren nedenfor, der dokumenterer forholdet mellem dem, der siger nedskæringer først overfor dem, der siger investeringer først (# for nedskæringer / # for investeringer).

Offentligt ansatte, 1970-2012

BT bragte onsdag en historie om, at finansminister Bjarne Corydon som svar på et spørgsmål fra Ole Birk Olesen (LA), har dokumenteret den ekstreme vækst i antallet af offentligt ansatte siden 1970. Dengang var antallet 382.000, i dag er det 835.000. For at læserne kan få et indtryk af udvikling, er nedenfor et plot over antallet af ansatte i den offentlige sektor siden 1970. Figuren viser offentlig ansættelse som procent af befolkningen i den arbejdsdygtige alder. Spørgsmålet er, om de faktisk producerer 2,2 gange så meget værdi som i 1970?

Venezuelas mangelproblemer

Venezuela er verdens femtestørste olieeksportør og burde derfor være et relativt rigt samfund; men med dets leder Hugo Chávez og hans ideer om en ”socialisme for det 21. århundrede” er landets økonomi i langsomt, men frit fald. Weekendudgaven af the International Herald Tribune bragte lørdag en artikel, der klart dokumenterer landets problemer, og peger på den indlysende årsag.

Problemet er nationaliseringer og priskontroller, og dermed en situation med konsekvenser, der har været forudsigelige siden Mises arbejde i 1920erne. IHT fortæller således den klassiske historie om et supermarked i et af Caracas rigere områder, der både har kylling, ost og vagtelæg, men intet toiletpapir. Folk ved også, hvem der ingen problemer har:

Asked where a shopper could get milk on a day when that, too, was out of stock, a manager said with sarcasm: ”At Chávez’s house.”

Sidste års (officielle) inflation var på 27,6 %, hvilket Chávez-regimet bruger som argument for, at man bliver nødt til at implementere omfattende priskontroller. Der er næppe mange venezuelanere, der længere løber det argument. Konsekvenserne er ved at blive for åbenlyse: Venezuela har siden 2009 importeret kaffe. Landet er gået fra at være en af Latinamerikas store producenter af kaffe til en situation, hvor priserne pga. omfattende statslig kontrol er så lave, at det ikke længere kan betale sig for selv almindelige producenter. Problemerne og deres årsager er så indlysende, at man næsten skulle tro at P1s Orientering også kan se dem.

Older posts Newer posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑