Tag: politik (side 2 af 4)

Offentligt ansatte, 1970-2012

BT bragte onsdag en historie om, at finansminister Bjarne Corydon som svar på et spørgsmål fra Ole Birk Olesen (LA), har dokumenteret den ekstreme vækst i antallet af offentligt ansatte siden 1970. Dengang var antallet 382.000, i dag er det 835.000. For at læserne kan få et indtryk af udvikling, er nedenfor et plot over antallet af ansatte i den offentlige sektor siden 1970. Figuren viser offentlig ansættelse som procent af befolkningen i den arbejdsdygtige alder. Spørgsmålet er, om de faktisk producerer 2,2 gange så meget værdi som i 1970?

Venezuelas mangelproblemer

Venezuela er verdens femtestørste olieeksportør og burde derfor være et relativt rigt samfund; men med dets leder Hugo Chávez og hans ideer om en ”socialisme for det 21. århundrede” er landets økonomi i langsomt, men frit fald. Weekendudgaven af the International Herald Tribune bragte lørdag en artikel, der klart dokumenterer landets problemer, og peger på den indlysende årsag.

Problemet er nationaliseringer og priskontroller, og dermed en situation med konsekvenser, der har været forudsigelige siden Mises arbejde i 1920erne. IHT fortæller således den klassiske historie om et supermarked i et af Caracas rigere områder, der både har kylling, ost og vagtelæg, men intet toiletpapir. Folk ved også, hvem der ingen problemer har:

Asked where a shopper could get milk on a day when that, too, was out of stock, a manager said with sarcasm: ”At Chávez’s house.”

Sidste års (officielle) inflation var på 27,6 %, hvilket Chávez-regimet bruger som argument for, at man bliver nødt til at implementere omfattende priskontroller. Der er næppe mange venezuelanere, der længere løber det argument. Konsekvenserne er ved at blive for åbenlyse: Venezuela har siden 2009 importeret kaffe. Landet er gået fra at være en af Latinamerikas store producenter af kaffe til en situation, hvor priserne pga. omfattende statslig kontrol er så lave, at det ikke længere kan betale sig for selv almindelige producenter. Problemerne og deres årsager er så indlysende, at man næsten skulle tro at P1s Orientering også kan se dem.

Statslig lykke?

Jeg deltog i går i et policy-seminar i Stockholm, arrangeret af IFN. Efter mit halvtimes oplæg om staten skal maksimere lykke, var der kritiske indlæg af Filip Fors, en åbenlyst dygtig PhD-studerende fra Umeå, og politikeren Rebecka Carlsson fra de Grønne. Omkring 70 deltog i seminaret, og debatten blev ganske livlig.

Det der som liberal – og måske også i en vis grad som dansker – rystede mig, var at politikeren argumenterede helt eksplicit, at hvis noget betyder noget for folk, skal staten regulere det. Hun havde ganske enkelt ingen ide om en forskel mellem stat og samfund, men havde øjensynligt en slags Louis den 14.-agtigt forestilling om, at l’Etat, c’est moi – staten, der er os. Heldigvis var mange uenige, ikke mindst Svenska Dagbladet, der skriver om seminaret nu til morgen. Maria Ludvigsen formulerer det således:

Lycka definieras bäst av oss själva och vårt samvete och kan inte nås på något annat sätt än genom våra egna handlingar. Just detta upprör statsentusiasterna: Det finns åtskilligt som politik aldrig kan åstadkomma. Men det är inget att ängslas över. Samhället är större än staten och därför kan vårt hopp om lycka ställas till andra storheter än politiken.

Weekendens spørgsmål må være, om danske politikere udenfor Enhedslisten kan slippe afsted med det synspunkt.

UPDATE: Hele arrangementet kan ses her.

Grundlovsidéer

Det er det samme hvert eneste år. Lige efter nytår eller – hvis man er i et lidt for seriøst selskab – også på selve nytårsaften: Dén diskussionen om arvekongedømmets berettigelse, som H.M. Dronningens nytårstale altid ser ud til at foranledige.

Tilbage i 2005 skrev CEPOS nuværende chefjurist Jacob Mchangama her på bloggen om det (vedvarende) socialistiske og social-liberale ønske om, at omskrive den danske grundlov, så sproget bliver “normalt” (!) og indholdet forøget, med et positivt defineret katalog over socio-økonomiske “rettigheder“. Dét indlæg står stadig ved magt.

I selvsamme indlæg henviser Jacob Mchangama til et forslag til en omskrevet og liberalt forstærket forfatningslov; som indgik i en “grundlovsdebat”, som de færreste af os stadig kan huske (- og som jeg måske/måske ikke selv deltog i) Folketinget havde vedtaget, for at fejre 150-årsdagen for Danmarks Riges Grundlov et par år forinden.

Det forslag der henvises til er genoptrykt i Libertas #44 og har titlen: “Frihed, magtdeling og demokrati: Forslag til principper og elementer i en ny dansk grundlov“. Forfatterne er – i min tilfældige rækkefølge – Peter Kurrild-Klitgaard, Thomas Bernt Henriksen, Morten Holm og Edith Thingstrup.

Det er baseret på en idé om, at en forfatningslov ikke skal følge med tiden, men tværtimod gå mod denne således, at loven kommer til at danne et værn for borgeren mod statsmagten og dennes omskiftelige lune. En helt igennem fornuftigt idé, som uden videre kan tiltrædes af denne blogger.

Forslagets inspirationskilder kan ligeledes tiltrædes: Den engelske Bill of Rights; De Forenede Staters forfatninger (hvoraf jeg personligt bryder mig mest om Articles of Confederation fra 1777); den franske 1789-rettighedserklæring og så i øvrigt den danske Junigrundlov af 1849.

Sådanne inspirationskilder forpligter; men jeg synes, at de er sluppet rigtigt godt fra det. Se f.eks. om ekspropriation:

At sikringen af den private ejendomsret (§73) udstrækkes til

  • at gælde imod begrænsninger i brug, påbud, forbud og andre former for regulering;
  • at ekspropriation og andre indgreb i den private ejendomsret kan indbringes for domstolene m.h.t. ikke blot størrelsen af erstatning men også begrundelsen;
  • at det vil være staten, der har bevisbyrden for, at et indgreb i ejendomsretten er til almenvellets bedste;
  • at hver enkelt ekspropriation skal behandles ved individuel lovgivning og ikke kan delegeres til andre offentlige myndigheder;
  • at Grundlovens eksisterende sikring (§73.2.) af Folketings-mindretals ret til at udskyde ikrafttræden af en ekspropriation sikres yderligere ved at nedsætte andelen til 1/5.
– Dertil ville jeg selv nok blot havde tilføjet, at enhver tvist om ekspropriationens begrundelse eller erstatningens størrelse, skulle havde fuldt opsættende virkning.

Den flittige læser vil sikkert allerede have åbnet Libertas-linket i en fane i browseren og have snust lidt til den artikel jeg taler om. – Og det er egentlig hvad jeg vil anbefale alle læsere at gøre. Hent Libertas #44; print det ud eller smæk det over på din Kindle eller iPad og sæt dig så godt til rette i en stol under lyset.

God læselyst.

 

Borgerlige arbejderstemmer

Lederen af Folketingets mindste parti, Lars Barfoed, forsøger i dagens Berlingske Tidende at revse denne blogs tidligere redaktør. Uden succes. Tværtimod står i hvert fald denne blogger tilbage med et indtryk af, at Lars Barfoed, som en anden lille Solkonge, lever i en drømmeverden omgivet af ja-sigere.

Disputsen handler i grunden om ikke andet og mere, end den såkaldte ”pengetanksregel”, der er en samling af (destruktive) skatteregler, der giver SKAT hjemmel til at tage for sig, når en virksomhed generationsskiftes og andelen af finansielle aktiver i udgør mere end en vis procentsats.

Som bekendt har denne procent i nogle år været 75 %, men med L 30 foreslog Skatteministeriet, at satsen sænkedes til 25 % således, at ”passive kapitalanbringelser [ville blive] kanaliseret over i erhvervsmæssige investeringer, som kan bidrage til vækst, arbejdspladser og velfærd” og så, ikke at forglemme, sikrede et merprovenu i statskassen for den fremrykkede aktieavancebeskatning på sølle 115 mio. kr. i 2012. For de berørte virksomheder anslog Skatteministeriet, at en sænkelse til 25 % ville ”medføre en likviditetsmæssig belastning” da ”ejeren må trække midler ud af virksomheden til betaling af den skat, der i dag kan udskydes ved succession.”

Takket være Lars Barfoed blev det ikke sådan. For som han siger: ”Vi fik hævet grænsen fra 25 til 50 procent[!]” Dette, mine damer og herrer, er Lars Barfoed påtænkte coup de grâce. Desværre giver det ingen mening. Nogen større klarhed får man ikke, hvis man læser videre: ”Det betyder, at en familieejet virksomhed, der overdrages til familiemedlemmer, nu kan undgå en del af skattebetalingen, hvis mindre end 50 pct. af midlerne er opsparing.

Lars Barfoed har tydeligvis været for lang tid i den politiske brugtvognsbranche, for grænsen mellem ret og politik er helt forsvundet.

Enhver kan læse, sort på hvidt, at De Konservative, under Lars Barfoeds ledelse, stemmer for, at generationsskifteskatten skærpes! Når man sænker pengetanksgrænsen fra 75 % til 50 %, så hæver man den ikke med 25 %-point. Der er ikke én eneste familieejet virksomhed, der ”undgår en del af [den ekstra] skattebetaling,” som Barfoed elles påstår. Det er løgn og latin.

Fra Folketingets talerstol sagde Liberal Alliances Ole Birk Olesen, i forbindelse med forslagets behandling, at hans partis mandater repræsenterede borgerlige stemmer der arbejder. I modsætning til De Konservatives – der rettelig set, er borgerlige arbejderstemmer.

Marlene Wind – man undrer sig

Normalt begiver vi os ikke ud i personbetragtninger her på Punditokraterne, men ovenpå de sidste dages skænderi mellem udviklings- og integrationsminister Søren Pind og professor Marlene Wind fra Københavns Universitet er det nok på sin plads. Og det er ikke Søren Pind, vi undrer os over.

Marlene Wind har indtil fornylig væres mso-professor på Institut for Statskundskab i København, dvs. hun har haft et tidsbegrænset professorat. Hun er for et par uger siden blevet udnævnt til fuld professor. Winds specialisering er EU, og hun bruges flittigt som ekspert af både DR, TV2 og en række aviser. Det var i denne rolle, hun forleden gjorde sig klog på regeringsmedlemmers psykologi i forbindelse med sagen om øget grænseovervågning. Det gjorde Søren Pind så sur, at han på sin Facebook-profil omtalte hende som Halv-vind. Om man kan lide ham eller ej, påpeger flere kommentatorer, at: 1) En Facebook-profil er at betragte som personlig, og Pind har altså ikke udtalt sig i sin funktion af minister; og 2) Marlene Wind udtalte sig langt udenfor sin ekspertise, når hun kommenterede på regeringens mest interne overvejelser i en sag, der ikke engang er fuldt oplyst. Wind var dog tydeligt rasende, og kunne mandag aften oplyse seerne på TV2 News om sine store kvalifikationer.

Så man kan tillade sig at undre sig, og når man ser nærmere på Wind, vokser ens undren. Danske, samfundsvidenskabelige professorater gives udtrykkeligt kun til forskere, der har høj videnskabelig status. Det betyder altid at de har publiceret på deres ekspertområde i internationalt anerkendte tidsskrifter, og enten publiceret meget eller publiceret tilstrækkeligt i de allerbedste tidsskrifter. Når man ser på Marlene Winds CV, er det tydeligt at det har hun ikke! Der er én artikel i Journal of Common Market Studies, et anerkendt politologitidsskrift med en impact factor på 1,3 (nummer 23 i political science), og seks artikler i noget mindre tidsskrifter. Og det er så åbenbart det siden hun blev færdig som PhD i 1998 – de tre sidste items under punktet ”Peer reviewed articles in international journals” er et bogkapitel, et working paper fra Robert Schuman Centre for Advanced Studies, og en artikel der står somTo be submitted to Journal of European Public Policy – dvs. den er ikke antaget. Af disse syv er kun tre tidsskrifter tilstrækkeligt gode til, at de er dækket af enten Scopus-databasen eller Web of Science – og kun én af disse artikler er citeret én gang af en anden, end Marlene Wind. Til sammenligning har en anden ekspert, professor Michael Svarer (PhD i 2001), 23 artikler dækket af Scopus og 113 citationer på trods af hans alder.

Marlene Winds publikationsliste – og dermed det håndfaste bevis på hendes kvalifikationer – ligner noget, man ville finde i en lektoransøgning og som nok ville udløse en vurdering som ’kvalificeret’, men uden nogen entusiasme. Hun kan som sådan være et sympatisk menneske, men hvordan i al verden hun nogensinde er blevet professor, er mig en stor gåde. Kan læserne oplyse sagen, eller skal man bede Poul Pilgård Johnsen på Weekendavisen om at interessere sig for den? Der må være en historie bag.

Brug for landbrugsstøtte? Se på New Zealand!

Eric Crampton hos Offsetting Behavior omtaler i dag det særlige problem med, at folk ’har brug for’ landbrugsstøtte med link til canadisk mediediskussion. Eric plukker dette fra den canadiske Ottawa Citizen:

“Look at us,” [Agriculture Economist] Larry Martin suggests, “and look at New Zealand, sitting out there in the middle of the ocean, not close to anything.” In the world of food, New Zealand is a “superpower.” And yet, thanks to daring reforms in the 1980s, New Zealand’s farmers owe almost none of their income to government support. “You think, ‘if we could do even half of what they have done wouldn’t we be in great shape?’”

Jeg møder ofte folk der påstår, at dansk landbrug ikke kunne eksistere uden den europæiske landbrugsstøtte. Udover argumentet ”hvad så?” – som jeg ærligt mener, er et godt argument – er det faktisk også nonsens. Det newzealandske eksempel burde tydeligt vise hvad landbruget kan, når de uden støtte har mulighed for at bruge deres ressourcer på deres egentlige kompetencer, og er fri for støtte-inflaterede omkostninger.

Vækst og vrøvl

Politikere og økonomer er enige om vigtigheden af, at der kommer gang i væksten i Danmark. Med en stadig udbygning af velfærdsstaten er det nødvendigt, at den samlede økonomi vokser mindst lige så hurtigt for at finansiere de offentlige udgifter. Alternativet – at man bliver nødt til at reducere det offentliges rolle – er øjensynligt ikke en politisk mulighed. Problemet er blot, at politikerne over en bred kam ikke ser forskel på økonomisk vækst og rene, midlertidige aktivitetseffekter.

Et eksempel på en ren aktivitetseffekt er den tilsigtede virkning af finanspolitiske hjælpepakker. Det samme gælder den ophedede diskussion om, hvordan man får flere permanent i arbejde. Formålet med denne type politiske indgreb er, at man undgår større arbejdsløshed og sikrer, at samfundets samlede indkomst er så stor, som den kan være med de tilgængelige menneskelige og finansielle ressourcer. Det drejer sig derfor om at sikre det optimale niveau for samfundets aktivitet.

Økonomisk vækst, derimod, er fundamentalt anderledes. Vækst er en permanent udvikling i omfanget og kvaliteten af økonomisk aktivitet. En stor del af denne vækst i moderne økonomier kommer fra produktivitetsudvikling: At man via teknologiske, vidensmæssige og ledelsesmæssige fremskridt kan producere mere med de samme ressourcer.

De to ting er indlysende ikke det samme. Aktivitetseffekter stopper når landet har ramt ligevægt igen – fuld beskæftigelse (som ikke er nul arbejdsløshed), kapacitetsudnyttelse osv. – mens vækst handler om at udvide kapaciteten og arbejdskraftens produktivitet. Når der således tales om, at Danmark sakker bagud i OECD, er der ikke tale om, at vi har for lidt aktivitet. Problemet er i stedet, at den danske økonomi udvikler sig for langsomt, og vi derfor bliver overhalet af stadig flere lande.

Hvis man mener det alvorligt, når man fra politisk hold taler om at gøre noget ved Danmarks vækstproblem i det næste tiår – og der er et problem, når OECD vurderer, at den danske vækst kommer til at omkring en procent om året – må man således først forstå den basale skelnen mellem aktivitet og vækst. Det synes ikke at være tilfældet for danske politikere. Når man for eksempel ser på både regeringens og oppositionens udspil til vækstpakker, er de et sammensurium af indgreb, der øger aktiviteten – dvs. almindelig konjunkturpolitik – og andre tiltag, der muligvis bidrager til væksten. Der er dog meget lidt i de to udspil, der effektivt kan sætte mere fart på dansk udvikling.

Skal man håbe på, at der kommer et effektivt udspil, der vil sikre Danmarks relative position i årene fremover, må man først og fremmest opdrage politikerne bedre. Et væsentligt problem i denne henseende er, at de ikke har noget incitament til at interessere sig for vækstforhold. Politikeres tidshorisont strækker sig typisk frem til næste valg, mens økonomisk vækst handler om udviklingen de næste ti eller tyve år. Så længe vælgerne og medierne heller ikke forstår skellet mellem vækst og aktivitet, er der ikke meget håb om, ar politikerne gider beskæftige sig med virkeligheden.

Kurrild-Klitgaard om Kristian Jensen og almindelig nonsens

Vores gamle Redacteur Peter Kurrild-Klitgaard har i dag en glimrende kommentar i Berlingske Tidende (læs hele kommentaren her). Baggrunden er Kristian Jensens ganske bemærkelsesværdige udtalelse forleden om, at man skal ”yde efter evne og nyde efter behov”. Jensens ærinde var så vidt vides at forsvare den socialdemokratiske velfærdsstat, men om Venstre-kronprinsen ærligt mener det eller bare sender politisk flatulens ud, er uvist. Kurrild stiller to grundlæggende muligheder op:

1. Var det fordi han bare ikke vidste, at han brugte en overordentlig velkendt beskrivelse af kommunismen som ideal for, hvad Venstre står for?

2. Eller at han faktisk ikke mente noget med, hvad han sagde, fordi det bare var politiker-snak, der skulle lyde godt i ti sekunder?

En tredje er naturligvis, at Jensen nu er så sovset ind i systemet, at han ikke længere kan forestille sig, at Danmark kunne fungere på en anden måde. Under alle omstændigheder er kommentaren en fremragende, kort debunking af en helt ugennemtænkt feel-good-frase, som venstrefløjen for længe er kommet af sted med – og som Danmarks nominelt liberale parti øjensynligt har taget til sig. Stærkt anbefalet.

Lykkepolitik – ja eller nej?

I lørdags deltog jeg i P1’s glimrende program Agenda. Programmet handlede om lykkeforskning, og helt særligt hvorvidt lykke bør blive et mål for politik. Lene Andersen, der er medlem af regeringens nye værdikommission, siger ja. Hun er inspireret af nye diskussioner i Storbritannien og Frankrig, hvor man taler om at rette politik ind efter at hæve befolkningens lykke eller subjektive velbefindende. Jeg mener omvendt, at det er et område, politikere bør blande sig uden om.

Helt særligt er problemet, at man ikke blot vil rette politik ind efter lykke, men også søger at definere politisk, hvordan man bør måle det. Men det bør naturligvis være noget, enhver må diskutere med sig selv og andre – så længe de ved lidt om, hvad de taler om. Hele udsendelsen kan høres her.

 

Danmarkshistoriens mest frihedsfjendske politiske beslutninger?

Jeg kom fornylig–efter VK-regeringens “skattereform”–til at tænke på, hvilke politikker eller politiske beslutninger i Danmarkshistorien, der monstro ville kunne kaldes de “værste”?  Altså set fra et borgerligt-liberalt, frihedsorienteret perspektiv. Der er jo så mange at vælge imellem, men her kommer nogle af mine bud, i en næsten ikke-prioriteret rækkefølge (og uden konkret argumentation–den må læserne tænke sig til):

  1. Indkomstskatten (1903)
  2. Formueskatten (1903)
  3. Afskaffelsen af Landstinget (1953)
  4. Kildeskatten (1970)
  5. Planlovene (1970)
  6. Skattereformen (2009)
  7. Læs resten

Hvad gør Liberal Alliance?

I den senere tid er Liberal Alliance pludselig blevet en faktor, man skal regne med i dansk politik. Meningsmålinger giver relativt konsistent partiet en vælgertilslutning på 4-5 % og andre indikationer peger i den samme retning. Det gælder ikke mindst de nominelt borgerlige partiers forsøg på at stille spørgsmålstegn ved rimeligheden og det realistiske i LA’s politiske udmeldinger. Så et relevant spørgsmål synes at være, hvad LA gør ved det danske politiske landskab. Det følgende er en helt personlig minianalyse af spørgsmålet. Læs resten

Asger Aamund om dansk politik

Dagens kommentar i Berlingske Tidende er af Asger Aamund, og som man siger på engelsk, et must-read! Aamund hudfletter stort set alle danske politikere, ikke mindst Venstre og Konservatives folketingsmedlemmer. Pointen er, at dansk politik er kommet til at handle om at være og blive ved magten, koste hvad det vil. Konsekvensen er smukt, men skræmmende, formuleret således af Aamund:

Opdræt af stemmekvæg er en kostbar levevej og har foreløbig ført til et Danmark med verdens højeste skattetryk, en gigantisk offentlig sektor og  underskud på statsfinanserne så langt øjet rækker. Indkomstskatten og momsen  er i Danmark tre gange så høj som i Schweiz;  ikke fordi den offentlige service er tre gange så god, men fordi politikerne har sluset tre gange så mange ind i offentlig forsørgelse. Gennem de tårnhøje skatter må det arbejdende Danmark således  finansiere ikke verdens bedste borgerservice, men verdens tykkeste vælgerbestikkelse og verdens største statsbureaukratiske Wasserkopf.

Guldkornene står i en veritabel kø i denne kommentar. Hele kommentaren kan læses her. Stærkt anbefalet!

Den skæve debat om borgerlighed

I denne uge er den nye socialminister Benedikte Kjær på den mest absurde måde blevet angrebet af Socialdemokraterne og DR. DR bragte som hovedhistorie forleden, at Kjær ikke havde angivet på sit minister-CV at hun var medlem af Cepos centerråd, dvs. tænketankens rådgivende organ. Det har fået Mette Frederiksen til at fare i flint og kalde ministeren i samråd for at ”forklare sit mangeårige medlemskab af den ultraliberale tænketank Cepos” (læs Socialdemokraternes udlægning her). Frederiksen omtaler hende endda som ”Cepos-ministeren”. DF’s Martin Henriksen mener dog ikke, at det er et problem da han udtaler til JP, at ” Hun har meget klart sagt fra over for de ultraliberale holdninger, som Cepos har” (her). Undskyld, men her er et eller andet ravende galt.

Sagen reflekterer den totale skævhed i den danske debat, at man gerne må kalde en tænketank og nogle i øvrigt helt legitime, demokratiske holdninger for ”ultraliberale”, og at man endda kan kaldes i samråd til en slags ’kammeratlig samtale’ for at forklare sig. Kunne man forestille sig, at det samme kunne ske på den modsatte side? Hvem af vores læsere har nogensinde set socialdemokrater eller SF’ere omtalt som ’ultrasocialistiske’ i medierne? Kunne man forestille sig, at DR eller noget andet dansk medie – endsige en anden dansk politiker – ville omtale en S eller SF-minister som LO-ministeren? Ville man nogensinde skulle undskylde selv de mest interventionistiske holdninger?

Mine svar er helt åbenlyst alle sammen nejer. Det er kun en i international sammenhæng ganske moderat højrefløj, der er udsat for mediernes spot, og som italesættes som ekstreme. Nylige forslag som for eksempel at forældre skal tvinges til at sende deres børn i statens daginstitutioner – en slags velfærdsstatens Pionerer – bliver omtalt som helt legitime ideer. Hvor er den frie, upartiske og kritiske presse blevet af?

Hvad skete der lige med venstrefløjen?

En gang imellem står der faktisk noget interessant ovre på CEVEA. Formen er for forelæsende til min smag. Men indholdet er der ikke noget ivejen med. Det er både sandt og slående at venstrefløjen reelt i dag både er præget af romantisk anti-modernisme og konservatisme. Ikke så mærkeligt at klimasagen fænger på venstrefløjen. Den er både en ny version af romantikkens skepsis over for fremskridt og modernitet (vækst bringer kloden i fare) og grundlæggende konservativ frygt for eksperimenter med verden/systemet (lad os for alt i verden kæmpe for et uændret globalt klima).

Formueskat – en absurd idé relanceres

Socialdemokraterne og SF har forleden, i deres fælles valgudspil, relanceret ideen om en skat på formue. Fra en rent populistisk vinkel giver relanceringen god mening, hvis specielt S håber på at genvinde nogle vælgergrupper med relativt mindre analytiske evner. Overfor den type grupper spiller misundelsesvækkende udspil altid en rolle, særligt hvis man kan koble dem til såkaldt ’overflod’, ’overforbrug’ eller bare goder, som de gerne ville have selv. Fra en samfundsøkonomisk og moralsk/filosofisk vinkel, derimod, er formueskatten en helt og aldeles absurd idé.

For de af vores læsere, der har tilstrækkelige tyskkundskaber, giver Jan Schnellenbach på den glimrende blog Wirtschaftlische Freiheit en god gennemgang af, hvor inkonsistent en ide en formueskat er. For både de tyskkyndige og resten af vores læserskare (svage tyskkundskaber er ikke en skam medmindre man er sønderjyde) er et simpelt eksempel nok til at vise, hvad formueskat er for en størrelse.

Start med at sætte eksemplet op. Vores fiktive dansker er kommet til et punkt i sit liv, hvor han har betalt sin studiegæld tilbage, og er nået til en situation hvor hans formue netto er i nul. Han har 30 år tilbage på arbejdsmarkedet, tjener 400.000 i år og kan regne med at hans årsindtægt stiger med 2 % per år (cirka sammen med udviklingen i samfundets produktivitet). Han betaler som helhed 50 % i indkomstskat hvert år, og af sine disponible indkomst (200.000 det første år) sparer han 20 % op til sin alderdom.

Uden en formueskat vil han efter 30 år have en formue på 1,24 millioner. Hvis han i stedet havde skullet betale en formueskat på blot 5 % af sin formue ved udgangen af hvert år, ville han formue efter 30 år være cirka 605.030 kroner. De 5 % om året bliver dermed, på grund af at man ikke blot betaler skat på sin opsparing hvert år, men også dens renter og renters rente, til en effektiv skat i sidste ende på 51 %. Med andre ord svarer en formueskat på 5 % til, at man betalte 51 % af en lottogevinst man vandt, umiddelbart før man gik på pension. Eller på en anden måde: Det er en 51 % skat på pensionsopsparing. Hvis formueskatten havde været på 10 %, havde den effektive skat på opsparing i stedet svaret til 72 %.

Selv nominelt og rent umiddelbart lave formueskatter er således meget tunge skatter på pension, men absurditeterne slutter ikke her. På grund af rentes-rente-effekten af formueskat betyder det også, at skatten vejer tungere, jo tidligere i livet folk får deres indkomstfremgang. Med andre ord er formueskat en ekstra tung straf på succes, der gavner samfundet i lang tid. Hvis vi et øjeblik forestiller os, at man ender med den samme livstidsindkomst, men al indkomstfremgang sker de første femten år af ens liv, og sammenligner det med en situation hvor man har samme indkomst de første femten år og derefter får fremgang de sidste femten år, er forskellen i effektiv skat på pension, at fyren i det første eksempel – på trods af at de ender med samme livstidsindkomst – betaler 2 % mere end i det sidste eksempel.

En formueskat fungerer altså som en skat på opsparing og derfor også på pension. Og selvom offentligheden måske kan forledes til at tro, at det da slet ikke er slemt, er selv en lille årlig formueskat det samme som en ganske stor skat på den endelige pension. Skatten har endda den særlige egenskab, at den straffer tidlig succes ekstra hårdt. Det er svært at forestille sig et tilsvarende eksempel på et tiltag, man kan sælge til offentligheden som ’næsten ingenting’, men som i sidste ende forvrider og ødelægger incitamenter i samme omfang.

Nultolerance virker; – hvorfor jeg er glad hver gang vi forarges over kaffe, fadbamser og politikernes dieter

På DRs hjemmesider er en af nyhederne , at der eksisterer en såkaldt hjemme-dietordning for EU-parlamentsmedlemmer. Det har indebåret at en dansk MP har kunne hæve 2200 kroner for et møde der blev afholdt mindre en én km fra hendes hjem i Danmark.

MP’eren forsvarer sig med at det er i overensstemmelse med reglerne – som hun er imod, men at hun (muligvis) også i fremtiden gør brug af det (havde der været tale om en Latinsk politiker ville han/hun enten ikke være stillet op til spørgsmål eller var begyndt at skælde journalisten ud for at beklikke vedkommendes ære). I går var det gratis kaffe til politiet i SevenEleven butikker der stod for skud, og i foråret var det Lars Løkkes fadbamser og smøger på skatteydernes regning der i ugevis fyldte medierne.

Selv om der sikkert også kan findes urimelige ordninger og politisk fryns ikke er et ukendt begreb herhjemme har jeg ingen grund til at tro andet end at Britta Thomsen taler sandt, når hun siger at hun er modstander af ordningen og jeg kan heller ikke mobilisere nogen højere grad af forargelse over at hun gør brug af ordningen – når nu systemet nu er indrettet som det er.

Det er jo ikke kun for MP’ere at EU på en dansker/nordeuropærer virker mildt sagt anløben og tildelingen af privilegier er absurd – det gælder bestemt også lønninger og forhold for de ansatte. Reelt har Bruxelles udviklet sig til at have to paralelsamfund (ud over de etniske parallelsamfund der også eksisterer) – ét for almindelige “dødelige” Belgiere og ét for ansatte i EU og udsendte fra EU-landene. Hele boligområder og butikker er stort set forbeholdt apparatnikkerne.

Eksemplet med kaffe til politifolk er selvfølgelig at sammenligne med bestikkelse. Og uanset hvor småligt nogle måske vil synes det er, viser det hvor effektiv nultolerance politik kan være. At det kan blive en stor historie at politiet får en kop mokka gratis kan nok kun ske i meget meget få lande – og vi skal være glade for at Danmark er et af dem.

Historien om Lars Løkkes forbrug af fadbamser fortæller jeg ofte med stor glæde når jeg er i Brasilien – den udløser altid stor latter (og en de-er-skøre-de-danskere efterfuldt af en hvis misundelse). Til en start nægter de fleste dog at tro på at det er rigtig at det overhovedet kunne være en historie. Til de der mener at det var småligt at interessere sig for Løkkes fadbamser kan jeg kun sige endnu en gang: nultolerance virker.

Selvfølgelig er der og har der været langt større sager om misbrug af skatteydernes penge (indenfor kort tid vedtages jo den årlige finanslov og den er jo langt hen af vejen et stort misbrug af skatteydernes penge – men det er jo noget andet, for det er lovligt :-)).

Når der er grund til at glædes over at vi forarges over hvad der i mange lande vil anses for at være en bagatel,  er det netop fordi disse historier de fleste steder i verden ikke ville have udløst absolut igen reaktion – det er det man forventer (mange steder i verden ville man bestemt være glad hvis bestikkelse af politiet blot bestod af en kop kaffe i ny og nær – historien med Lars Løkkes fadbamser vil man de fleste steder have svært ved at tage alvorlig), og reglerne for EUs MP’ere er peanuts i forhold til hvad der ellers eksisterer af regelsæt – ja i nogle lande endda hemmelige love der beriger parlamentsmedlemmerne, vedtaget af… netop parlamentmedlemmerne. Et sådan sæt regler kom til offentlighedens kendskab i foråret i Brasilien  – hvor den fjerde formand for senatet i træk ville være røget på grund af korruption og nepotisme hvis det ikke havde været fordi landets præsident (der er fra et helt andet parti) holdt hånden under ham – Lula og PT skal bruge formanden for senatet og hans parti til at øge PTs (mikroskopiske) chance for at holde fast i præsidentposten efter næste valg.

I bund og grund handler det om vores (allesammens) moral og tendens til at berige os selv på bekostning af andre – som vi tilnærmet kan kan antage dækkes af Transparency Internationals “Corrruption perception Index”.

Nedenstående figur viser CPI for udvalgte europæiske og amerikanske lande.

(Ved at klikke på figur kan den ses i stor størrelse). Det fremgår vist ganske tydelig, at korruptionen er mindst i lande med nordeuropæisk udspring (jo højere indeks jo bedre). En del af de viste forskelle skyldes kendte årsager som økonomiens størrelse, offentlig andel af samlet økonomi (minus overførselsindkomster), handelsregime osv. Kort sagt graden af økonomisk frihed – en sammenhæng der fremgår af næste figur.

(klik for større og mere læselig figur). Her er også medtaget bl.a. Hong Kong og Singapore, der begge er karakteriseret af lav korruption.

Det er notorisk vanskeligt at determinere en betydelig del af et lands samlede korruption – ikke mindst hvad vi kan kalde kulturel korruption, det vil sige tilbøjeligheden til at berige sig selv på andres bekostning og snyde. Ved at indeksere residualerne (det vilsige den ikke umiddelbart forklaringsbare del af korruptionen) kan vi måske nærmere  os denne komponent. Dette indeks, med England som base, kan ses i den sidste figur (igen – klik for større billede). her gælder, at jo lavere jo bedre.

Også her er der en betydelig forskel mellem lande med nord- og sydeuropæiske kulturelle baggrunde – men forskellen er betydeligt mindre, ligesom den interne fordeling er ganske meget anderledes – hvilket ikke er overraskende. tilbage står dog at der synes at være en hvis sammenhæng med kulturel oprindelse.

En anden måde at illustrere dette er måske, at se på hvorfor i alverden det kan være, at det er muligt for en politiker, som alle ved mere end almindelig ulden i kanterne igen og igen kan blive valgt – noget der ville være uhørt i Nordeuropæiske lande. Således er en af de ledende medlemmer af det Brasilianske senat i dag Fernado Collor de Mello, der i 1989 blev Brasiliens første direkte folkevalgte præsident, og som få år senere måtte gå af på grund af en stor korruptionsskandale i 1992. Hans “straf” blev (så vidt jeg husker) udelukkelse fra at søge valgt embede i 10 år. Efter “udstået straf” stillede han op til senatet og blev valgt ind, og han er i dag ikke kun et tålt, men et ledende medlem. Det ville nogenlunde svare til, at Richard Nixon var stillet op til det amerikanske senat i begyndelsen af 1980erne, og ikke blot var kommet ind, men herefter havde været et af de ledende medlemmer.

(en del af) Forklaringen er formentlig at der eksisterer en kulturel tolerance overfor snyd og bedrag i brasiliansk kultur, der ligger milevidt fra vores egen. IBOPE (Instituto Brasileiro de Opinião Pública e Estatística), fandt således på baggrund af en undersøgelse af betydningen af etik blandt brasilianske vælgere, at omkring 3/4 af vælgerne angav at de selv ville udnytte muligheden for uretmæssig berigelse hvis de fik chancen, og at etiske og moralske overvejelser ikke betød specielt meget.
Formentlig ville en unders
øgelse af europæiske vælgeres adfærd vise lignende holdninger i Sydeuropa. En kyniker vil måske anføre, at det “blot” skyldes at de svarer mere ærligt, men her kan man så henvise til, at mens Danmark er et af verdens mindst korrupte lande med den højeste tiltro til andre mennesker, er Brasilien det land i verden hvor folk stoler mindst på hinanden – mon ikke der er en sammenhæng?

Da jeg i foråret holdt et oplæg på Rio de Janeiros Universitet spurgte en studerende mig, om europæiske politikere var bedre (mennesker) end brasilianske ditto. Det spørgsmål skulle jeg ikke tænke lang tid over, for svaret er selvføgelig nej. Omplantet til Brasilien, hvor der spilles efter brasilianske spilleregler, må vi gå ud fra at de(vi) vil opføre sig på (næsten) præcis samme måde, og dog. Man skal selvfølgelig ikke underkende ens kulturelle udgangspunkt (der eksisterer også ærlige politikere i Brasilien med en høj personlig moral) for hvor niveauet ligger. Til gengæld er den drivende kraft nok primært den samme, nemlig ønsket om magt. Der er heller ikke nogen grund til at tro, at folkevalgte politikere i Danmark adskiller sig i positiv retning fra resten af befolkningen – ligesom det er naivt at tro, at politikere i lande kendt for høj grad af korruption skulle adskille sig i negativ retning. Det bedste bud i et demokrati er nok, at de folkevalgte i en eller anden udstrækning er et spejl af det pågældende lands befolknings kultur og værdier (om man kan lide det eller ej).

et stærkt våben mod korruption er den kulturelle nultollerancepolitik – der ikke er nedskrevet, men er en social lov -, derfor er Britta Thomsen i defensiven i interviewet med journalisten. Hun ved godt at det er langt ude, at man kan få dieter for at holde møder i sit hjemland få hundrede meter fra hvor man bor, men er selvfølgelig fristet af gevinsten på 2200 kroner (formentlig skattefri) – og hvem kan fortænke hende i det? 

Derfor er der grund til at glæde sig over at vi i denne sammenhæng “går i små sko” – man kan ligeså godt sætte grænsen ved fadbamser og gratis kaffe – for grænsen vil altid blive prøvet af. Næste gang er det måske gratis luksusferierejser for hele familien eller cash up front for at få politiet til at rykke ud (som man har set det andre steder i verden).

Derfor glæder det mig at leve i et land hvor en kop kaffe eller en fadøl er en skandale. 

Liberal Alliance, nyt håb for det borgerligt-liberale Danmark eller enden på komedien?

I går torsdag offentliggjorde Ny Alliance deres nye partiprogram , og benyttede lejligheden til at skifte navn til Liberal Alliance, herefter benævnt LA.

Det er vanskeligt ikke at glæde sig over programmet, der indebærer, at LA må betegnes som Danmarks klart mest borgerligt-liberale parti i folketinget – og efter at liberalisterne har opløst sig selv – i dansk politik. Hvor man tidligere kunne være i tvivl om, hvor liberale LA egentlig var, hvis man så bort fra indkomstskatteforslaget, der med “nok-er-nok” for de fleste vel primært kendetegnede partiet i sin version 1.0, efterlader principprogrammets 5 punkter ingen tvivl:

1. Vi tror på personlig frihed. Liberal Alliance tager udgangspunkt i, at mennesker trives bedst i frihed. Livet er vort eget, og vi skal have lov til at bruge det, som vi vil. Friheden er ikke til salg.

2. Vi tror på frisind. Når vi må gøre, hvad vi vil, får vi mulighed for at udfolde os på mange forskellige måder. Leve i familier, leve i kollektiver eller leve alene. Enhver må søge lykken på sin egen måde. Vi accepterer andres valg, så længe de ikke skader os.

3. Vi ønsker mindre stat og mere privat. En begrænset statsmagt, lav skat, en robust grundlov, uafhængige domstole og klare individuelle rettigheder er en forudsætning for et frit samfund. Vi tror på medborgerskab, hvor respekten for menneskenes ligeværd og de demokratiske spilleregler er grundlaget for samfundets organisering.

4. Vi tror på frihed under ansvar. Personligt ansvar er en naturlig følge af den personlige frihed. Man er ansvarlig for sine succeser såvel som sine fiaskoer. Ligesom man får mulighed for at høste frugterne af sin egen indsats og succes, må man acceptere at nedsætte sin levestandard, hvis man enten sløser med sine muligheder eller blot er uheldig.
Det fri samfund skaber stor velstand og derfor vil samfundet også være i stand til at tage vare på de borgere, der ikke kan klare sig selv.

5. Vi tror på frihed til at disponere over sine egne ressourcer. Ejendomsret og kontraktfrihed er grundlaget for menneskelig virksomhed. Ved at styrke den private ejendomsret skaber vi økonomisk fremdrift og dynamik i samfundet. Et frit marked uden unødig offentlig indblanding er den bedste garant for, at mennesker kan udvikle sig, eksperimentere og opnå ny viden.

Disse principper går tydelig igen i partiprogrammets politikafsnit. Det er værd at bide mærke i, at der f.eks. lægges afstand til lighedsmageriet, som man finder i større eller mindre grad hos alle andre af folketingets partier.

I afsnittet om socialpolitik fremgår det, at “Socialpolitikkens formål er at bekæmpe fattigdom og social marginalisering – ikke at skabe lighed i samfundet”. Sammenholdt med andre dele af det nye partiprogram, f.eks. på sundhedsområdet, hvor LA mener, at  “det offentlige skal ikke nødvendigvis drive sundhedsvæsenet”, regionerne nedlægges, at hospitalerne skal omdannes til “selvejende eller private institutioner, der selv kan tilrettelægge deres arbejdsgange med mulighed for at belønne deres ansatte efter fortjeneste”, og der skal indføres delvis brugerbetaling, kunne det tolkes som, at man ønsker en residual frem for en universel (nordisk) velfærdsmodel.

Med hensyn til hospitaler som selvejende institutioner, må man håbe, at de er opmærksomme på, at denne konstruktion ikke nødvendigvis er fornuftig – udførelsen er afgørende. Et skræmmeeksempel er udviklingen indenfor ungdomsuddannelserne, hvor det er endt med en kraftig central styring af indhold koblet med politiske bestyrelser og omsætningsmaksimering (i fraværet af muligheden for profitmaksimering). Resultatet er er en kombination af manglende effektivitet (målt på uddannelse per krone) og en suboptimal kvalitet af de udbudte uddannelser.

Sammenligner man de to modellers evne til at genere vækst og velstand, er den residuale model langt at foretrække, Indførelsen af brugerbetaling og de andre foreslåede ændringer indebærer også i sig selv besparelser i milliard klassen.

Spændene er også, at LA foreslår at Danmark får en egentlig indvandrerpolitik, hvilket vi ikke har haft siden 1973 (med mindre man betegner et indvandrerstop som en politik). Her lægger man vægt på at adgang til Danmark skal være baseret på objektive kriterier, hvorefter “Opholds- og arbejdstilladelse bør derfor gives efter objektive krav som uddannelse, indkomst og formue”.Det fremgår også, at “nyankomne udlændinges adgang til offentlige ydelser bør begrænses”. Hertil kunne man bemærke, at man jo kunne overveje som princip, at så mange som muligt af de sociale ydelser blev ancinitetsafhængige, i lighed med folkepensionen.

Endelig vil jeg gerne fremhæve afsnittet om indenrigs- og kommunalpolitik, ikke kun på grund af den politik man gerne så ført, men også på grund af den analyse af de nuværende forhold ( som jeg finder er meget korrekt), og ligger til grund for politikforslagene. Fakrta er, at det kommunale selvstyre er blevet til et ord blottet for reelt indhold. Paradoksalt nok en udvikling, der accelererede efter kommunesammenlægningerne i 1970, og var dikteret af etableringen af den nuværende behandler- og velfærdsstat, der for alvor tog fart i 70erne. Sat lidt på spidsen, kan man sige, at Danmark ikke har været så centraliseret siden enevældende, som tilfældet er i dag.

Af LAs program fremgår det eksplicit, at man skal (gen)etablere et udstrakt kommunalt selvstyre, hvor kommunerne (igen) råder over deres egne ressourcer og kan definere såvel serviceniveau som skatteprocent. Der lægges op til en kraftig reform af tilskudene til kommunerne, der herefter skal bygge på objektive kriterier, ligesom man understreger, at en begrænsning af udligningen mellem kommunerne er en forudsætning for et reelt kommunalt selvstyre.

Dette punkt, der måske overses af en del, har perspektiver der rækker ud over blot det økonomiske. I de sidste mange år (på tværs af regeringer) har vi set en udvikling, hvor ansvaret for selve udførelsen i vid udstrækning ligger lokalt, mens man reelt centralt har defineret opgaverne. Det har, set med en regerings øjne den fordel, at det er nemmere at love “alt godt fra havet”, mens man har pålagt andre ansvaret for udførelsen, og dermed altid bagefter kan fralægge sig ansvaret når det går galt.

Derudover vil et reelt kommunalt selvstyre medføre, at det igen giver mening af interesserer sig for kommunalpolitik. Vi må gå ud fra, at det kommunale selvstyre også indebærer, at man kan lave lokale prioriteringer og løsninger på en lang række områder, hvor det i dag ikke er muligt.

Har Liberal Alliance en kinamands chance? – Ikke hvis man spørger “eksperterne”

Men et er, at undertegnede, som det fremgår, har stor sympati for det nye partiprogram. Noget andet er, om den markante ændring i partiet, symboliseret ved navneskiftet, indebærer, at LA har en mulighed for at komme i folketinget ved næste valg.

Heldigvis, set fra partiets synspunkt, er der lang tid til næstevalg, for på nuværende tidspunkt ligger partiet en del under spærregrænsen.

Jeg vil i de nedstående afsnit prøve at give nogle bud på hvad der taler for, at LA også er i folketinget efter det k
ommende valg, hvilke forho
ld der taler i mod det, og hvad jeg mener der skal til, at ver 2.0 klarer sig bedre end den første version af partiet.

For det første er der spørgsmålet om vælgerpotentialet. Hvor stor en andel af befolkningen kunne tænkes at stemme på et parti med en klar liberal profil (problemet med LAs historie ser vi bort fra et øjeblik)? Mit bud er umiddelbart mindst 20%. Dette baserer jeg på de talrige undersøgelser (selv når de er mest manipulerende til fordel for høj skat) af danskernes holdninger til vores velfærdssystem, skat og holdningen til lighed. Hvor der altid er mindst 20 % hvis svar må antages at indebære, at de ønsker mindre velfærdsstat, lavere skat og ikke mener, at lighed er et mål i sig selv.

De fleste i denne gruppe stemmer for nuværende på K og V – og en mindre del formentlig på R, hvis de da ikke vælger at blive hjemme i manglen på troværdige borgerligt-liberale partier. Den potentielle vælgergruppe er endda større, men det kræver at man formår at sætte en offentlig dagsorden, så det går op for flere, hvor lidt de egentlig får ud af vores store og dyre statslige sektor (en stor fejl hos de der taler for et reelt borgerligt-liberalt samfund er, at de ofte overvurderer vælgernes viden, muligvis grundet egen uddannelse – dette set i forhold til normen hos de fleste politikere, der  ofte overvurderer egne evner, viden og betydning).

Dette er naturligvis ikke ensbetydende med, at jeg tror, at det er realistisk at LA ved næste folketingsvalg får 20% af stemmerne – en del vil jo nok mene, om det overhovedet er realistisk at partiet kommer over spærregrænsen

Det største problem er i denne forbindelse, at partistifternes troværdighed. Hvis man var gået ud med dette program da partiet stiftedes var man formentlig kommet ind med betydeligt flere stemmer end man endte med. Men det er noget kludder, når man starter ud med at definere sig som et midterparti og efter 1 år kommer partiprogram, hvor man helt klart vælger at lægge sig klart til højre for den politiske midte (med økonomisl poltik som determinator – og hvor Dansk Folkeparti retteligt er et ganske kollektivistisk nationalt socialdemokrati til venstre for de radikale).

Stifterne har for længst beklaget, at man startede med et parti, som gud og hver mand stort set kunne læse det ind i partiet som de ønskede og hvor man dybest set lancerede sig selv som en negation (til dansk folkeparti) henvendt til borgerlige vælgere kombineret med lavere skat. Men denne historie har kostet og vil blive ved med at koste fremover, med mindre tiltroen til partiet genetableres.

Det bliver meget vanskeligt at vende dette billede i den brede offentlighed. Hvis man spørger de politiske kommentatorer, er de ikke i tvivl, LA kommer ikke ind ved næste valg.

I JP fra i går torsdag , udtaler Johannes Andersen fra Aalborg Universitet, at “Et vigtigt parameter, når vælgerne skal tage stilling til de her ændringer, er jo troværdigheden. Partiet fremstår med holdningsskredet som utroværdigt, og det betyder, at Liberal Alliance ikke får et ben til jorden.” 

Samtidig mener han, at partiet ikke har en chance for at “stjæle vælgere fra Venstre”, fordi de med Johannes Andersens ord har “glemt at tage højde for, at magt også spiller ind. Og Venstres vælgere vil ikke afgive magt til fordel for ideologier, der passer dem bedre.”

Problemet med troværdigheden kan de to tilbageværende stiftere formentlig ikke ændre meget på alene, dertil er de – nok mest Naser Khader, der var frontfiguren i en på alle måder amatøragtige og elendig valgkamp – på nuværende tidspunkt stemplet i offentlighedens øjne. Dels som symbol på politisk fiasko, og dels som utroværdige på grund af partiets slingrekurs.

Der er næppe tviv om, at det blandt en del potentielle vælgere har hjulpet en del, at Lars Seier er gået så aktivt ind i udarbejdelsen af et nyt partiprogram, som han er. Hvor Lars Seier står politisk er der ikke tvivl om, men dels vil han ikke være politiker og dels vil der i offentligheden hele tiden være tvivl om, hvorvidt de to nye stiftere nu også mener det de siger nu.

Forhold som de politiske modstandere naturligvis vil benytte til at miskreditere partiet. Derfor er der brug for at partiet kan brede personkredsen (her forstået af personer der vil stille op til næste valg) der tegner partiet ud, således, at partiet i offentlighedens øjne ikke kun tegnes af de to stiftere. Derudover er det vigtigt, at partiet får skabt en dagsorden der rækker ud over skattespørgsmålet.

En mulighed er at indtage en position, der samtidig med at den er i konflikt med konsensus på Christiansborg har klangbund hos potentielle vælgere. En sådan sag kunne være miljøpolitikken, hvorom det i det nye partiprogram bl.a. fremgår, at partiet “De miljømæssige fordele ved en given regulering bør altid holdes op mod omkostningerne i form af tabt produktion, konkurrenceevne og i sidste ende arbejdspladser, velstand og velfærd”.

Dette er selvfølgelig en rød klud i ansigtet på miljø-evangalisterne, men de er jo heller ikke potentielle vælgere. Men understregningen af at miljøpolikken skal hænge sammen også økonomisk kunne bruges til at rejse en dagsorden, hvor miljøproblemer behandles ud fra rationelle og videnskabelige overvejelser, og ikke, som vi især ser det med klimapolitikken, mest af alt handler om symbolpolitik, hvor man med næsten religiøse ritualer lægger vægten på at vi skal bringe ofre på miljøets alter – måske for at sone vores synder?

Jeg ved ikke om man tør gøre dette, men det vil tiltale den store gruppe af vælgere der nok mener at miljø er vigtigt, men gerne så en mere nøgtern, videnskabelig og rationel håndtering – og dem er der en del af. Man kunne for eksempel bruge klimatopmødet i København til at “drille” regeringen og stille spørgsmål ved hvorledes dette gavner de fremtidige levevilkår i forhold til at satse mere på forskning og udvikling af alternative energiformer der kan mindske vores afhængighed af fosile brændstoffer fra politisk ustabile områder.

Et forhold, som Johannes Andersen peger på, der vist mest af alt tyder på, at han har et ikke særligt flatterende syn på Venstres og Konservatives vælgere er, at han åbenbart mener, at det er vigtigere for dem, at stemme på de to partier end at der føres en politik der er i overensstemmelse med deres grundlæggende værdier og holdninger.

Her tror jeg at den kære “forsker” tager ganske fejl. Hvis det lykkes at give Liberal Alliance troværdighed, vil det være oplagt for utilfredse konservative og venstrefolk, at vise denne utilfredshed ved at stemme på LA – Det er jo gratis. LA har denne gang klart meldt ud, at man vil støtte en borgerlig statsminister, også selv om borgerligheden vist kun er af nominel karakter. Sagt på en anden måde, den anden kandidat er et værre alternativ.

Hvis Liberal Alliance derfor kan komme i nærheden af spærregrænsen vil det i sig selv kunne give de ekstra stemmer, der bringer den over denne magiske grænse. For hvad venstre og konservative vælgere, uanset hvor utilfredse de er, vil lægge vægt på, er at deres stemme ikke ender med at være spildt – og komme oppositionen til gode.

Med andre ord er der to udfordringer for LA, hvis man skal gøre sig håb om at komme i folketinget ved næste valg:

1. Der skal lægges en plan for at give partiet troværdigheden tilbage og antallet af personer der identificeres af den brede offentlighed som repræsentanter for LA skal bredes ud.

2. Der skal lægges en strategi for, hvordan og hvilk

e dagsordner man vil markere sig på. Her er det væsentligt at man opprioriterer værdipolitik, hvor den borgerlige regering for længst har kapituleret i alt andet end ord overfor venstrefløjen. At man bliver identificeret med mere end skattepolitik og at man lægger større vægt på indvandrerpolitik end på flygtningepolitik, fordi man meget hurtigt kan få malet sig op i et hjørne, hvor vælgere der trods alt foretrækker en VK regering frem for en SR regering kan blive i tvivl om hvor partiet egentlig står.

Ovenstående kan passende ske med afsæt i den overskrift, som man har givet partiprogrammet; “Liberal Alliance tror på dig”. Hvis Liberal Alliance tør blive et parti der taler op til vælgerne i stedet for ned, vil det markant adskille sig fra alle andre partier i folketinget, og vil for alvor være en nyskabelse i danske politik.

Kan man mestre ovenstående 2 punkter, vil LA også være at finde i folketinget efter næste folketingsvalg, og måske endda med mere end de 4% som Anders Samuelsen satser på.

Som et gammelt indisk ordsprog siger, “Man skal sigte mod stjernerne for at nå trætoppene”.

Sanders kontrol skader væksten

Det bør ikke komme som nogen overraskelse for Punditokraternes læsere, at vi er stærkt kritiske overfor regeringens – og Folketingets – forskningspolitik. For snart tre år siden sammenlignede jeg den med sovjetisk planlægning (læs her), og på trods af de forargede fnys det gav internt i regeringen, ser det ikke ud til at de har tænkt sig om igen, eller lavet noget som helst om. Tværtimod gør de hvad de kan for at ’planlægge’ og styre dansk forskning mod det, der på dansk newsspeak hedder ’strategiske forskningsområder’.

Selv hvis man forestillede sig, at sådan noget overhovedet kunne planlægges – for hvordan f*** forestiller politikerne sig at de kan vide noget som helst om, på hvilke områder den nærmere fremtids forskningsgennembrud kommer og hvilke af dem bliver af kommerciel værdi for Danmark – vil jeg vove den påstand, at politikere er utvetydigt de dårligste til at planlægge den: De ved lige så lidt som en tilfældig mand eller kvinde på gaden, men modsat politikerne, er den tilfældige dansker ikke udsat for pres fra interessegrupper, et pres der er størst fra dem med dårligst konkurrenceevne.

Nu har ny forskning fra nogle af Nordamerikas superøkonomer endnu en gang understøttet argumentet for at holde forskning fri fra politisk indblanding, og altså for at sørge for udbredt forskningsfrihed. Weekendavisen bringer i dag en kort artikel, skrevet af undertegnede, der opsummerer Stanford-økonomen Caroline Hoxbys resultater (hele artiklen kan læses her).

For at give en forsmag på artiklen, er her den mest centrale konklusion:

I en sammenligning af virkningen af forskningsmidler i amerikanske stater med henholdsvis stor og gennemsnitlig forskningsfrihed viser resultaterne, at væksteffekten af 100 dollars ekstra investering i forskning og PhD-uddannelse er cirka 2,5 gange større i stater hvor universiteterne har stor forskningsfrihed og autonomi. Mens forskningsfrihed i sig selv er forbundet med hurtigere udvikling, gør den dermed også forskningsmidler mere effektive for samfundet som helhed.

Budskabet burde være klart: Helge Sander, hold nallerne væk!

Ulandshjælp – igen med hjælpeløse påstande

Jyllandsposten bragte i går, fredag, en forsidehistorie med titlen ”Ulandshjælp er en succes i Asien, men ikke i Afrika” som endnu en gang fik mig til at spørge mig selv, om de involverede parter vitterligt er så ubegavede, som de lyder, eller om de måske bare er blindet af deres gode hensigter. Anledningen er nu ellers god: Vietnam regner officielt med at rykke ind i Verdensbankens kategori af ’mellemindkomstlande’ om få år. Med andre ord er landet blevet så rigt, at det er tid til at nedtrappe den danske ulandshjælp. Udviklingen har været imponerende – som JP skriver, er andelen af befolkningen, der lever under FN’s fattigdomsgrænse, reduceret fra 58 procent i 1993 til blot 16 procent i dag, da landet har registreret årlige vækstrater på 5-6 procent siden sidst i 80erne.

Så langt så godt, men heller ikke længere for JP. Man bruger nemlig en sammenligning mellem Vietnam og Tanzania, der stort set ikke har reduceret fattigdommen siden først i 70erne, som springbræt til en påstand om, at dansk ulandshjælp har virket i Vietnam, men ikke i Tanzania. Den pågældende journalist indleder endda artiklen med ordene: ”Den danske ulandsbistand til landene i Asien ligner en klar succes”. Det har undret udviklingsminister Ulla Tørnæs, som noterer sig at de 4,4 milliarder danske kroner, Vietnam har fået de sidste 15 år, har virket, mens de 7,3 milliarder der er givet til Tanzania i samme periode, har været uden effekt.

JP har også interviewet professor i Afrikastudier ved Københavns Universitet Holger Bernt Hansen – Danidas formand gennem 12 år og i øvrigt den noble, ældre herre der af og til ytrer sig om afrikanske forhold på DR – der afgjort ikke mener, at hjælpen til Afrika har været en fiasko. Nej, nej, nej, det var gået meget værre hvis vi ikke havde hjulpet, er Hansens vurdering. Så er det, det må slå enhver økonom, om de folk overhovedet ved nogen som helst om kausalitet, om årsag-virknings-sammenhænge.

Lad mig give et stiliseret eksempel: Forestil dig, at du har to børn og en alternativt-holistisk kone. Begge børn har fået samme plante, og det er meningen at begge skal vande deres plante. Din kone synger ydermere Beatles-sange for begge planter, fordi hun har læst i en ny bog, at det kan planter lide og det er sundt for dem. Hun stoler fuldt og fast på, at begge børn sørger for at vande deres plante, men du ved at din datter ikke får det gjort ordentligt. Du er derfor ikke overrasket over, at din datters plante ikke er særligt sund, mens din søns er grøn og vokser. Men din kone reagerer på planternes forskel ligesom Tørnæs og Hansen: Hun undrer sig over, at det har virket at synge Beatles for sønnens plante, men øjensynligt ikke for datterens – men hun vurderer, at den måske var helt død, hvis hun ikke havde gjort det.

På en meget konkret måde, er det på samme måde, Danida og mange andre evaluerer ulandshjælpens virkning. Man observerer, at nogle lande faktisk får bugt med noget af deres fattigdom, og tilskriver det blindt den ulandshjælp man har givet, fordi ”det var jo meningen med den”! Dermed overser man fuldstændigt, at Vietnam netop fra sidst i 80erne og først i 90erne gennemførte massive reformer, der lå tæt på den ellers så hadede Washington Consensus. Christian Friis Bach – international chef i Folkekirkens Nødhjælp og dermed også stærkt partisk, men samtidig en begavet økonom – fremhæver netop Vietnams uddannelses- og økonomiske politik succesen. Den ganske liberale økonomiske politik, som landet har ført de sidste 15-20 år, er ligesom vandet i eksemplet ovenfor den egentlige forklaring på den imponerende udvikling.

Fredagen artikel i JP blev derfor blot endnu en understregning af at ulandshjælp ikke virker, men havde også en anden, om end utilsigtet, pointe: Hvor absurde påstande man kan få i danske medier, blot man har tilstrækkeligt ’gode’ intentioner med hvad man gør. Måske holder det op en dag, men jeg kan stadig forbløffes over, hvor ukritiske danske journalister kan være, så længe de har en god sag.

Ældre indlæg Nyere indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑