Tag-arkiv: politikfejl

Genåbningserfaringer, politik og håb

Den glimrende Jeffrey Tucker fra the American Institute of Economic Research skrev forleden en kort artikel med titlen, Why Is Everyone in Texas Not Dying? I artiklen tager Tucker udgangspunkt i at Texas guvernør Gregg Abbott den 1. februar afskaffede alle restriktioner og bragte staten tilbage til formel normalitet. En hel række politikere og epidemiologer kaldte beslutningen vanvid og advarede mod den bølge af Covid-smitte, der ville skylde ind over staten, og påstod at texanerne nærmest ville dø som fluer uden en statslig nedlukning. Det hele minder meget om diskussionerne i Danmark i foråret, da man begyndte at åbne samfundet en smule op.

Sagen er blot, at præcist ligesom i Danmark i foråret 2020, er smitte- og dødstallene ikke steget efter genoplukningen. Der er endda tale om en fuld genopåbning, som i Texas er blevet efterfulgt af et fald i smittetallet på cirka 30 procent. Georgia, der åbnede op allerede i slutningen af april – statens politiske ledelse gjorde præcist hvad man havde lovet, da man lukkede ned for at beskytte hospitalsvæsenet fra overbelastning og derefter opdagede, at det ikke skete – og staten har haft en ganske almindelig virussæson. Florida, der har været næsten fuldt åbent siden starten af september, har haft relativt mange dødsfald, men færre end det hårdt nedlukkede Californien. En række kommentatorer har noteret, at med Floridas befolkningssammensætning – kun Maine har flere over 65 i befolkningen og det er traditionelt et sted hvor folk flytter til når de bliver pensionister – burde staten have haft endnu flere døde end andre. At det ikke er sket efter genåbningen i september er endnu en indikation på, at nedlukninger ikke virker.  

Et af de mest absurde forhold i det sidste års dystopiske tilværelse har netop været, at epidemiologer, politikere og andre meningsdannere har advaret gang på gang om, at hvis man ikke lukkede mere ned, ville alt gå galt, og hvis man åbnede samfundet op, ville dødstallet eksplodere. Men det er aldrig sket! I stedet for at lære af de erfaringer, der nu er med nedlukninger og genåbninger – erfaringer som bekræfter, at den epidemistrategi, de fleste lande havde i 2019, og som advarede mod nedlukninger, var korrekt – er medier begyndt at censurere forskere, der ikke støtter de statslige linjer. En af de mest citerede epidemiologer i verden, Harvards Martin Kulldorff, er i således blevet censureret på Twitter. Andre steder handler det ikke om censur, men mediers selvcensur når journalister er overbeviste om statens linje, og derefter gør livet svært for deres kolleger, der gerne ville være skeptiske og gøre deres journalistiske arbejde ordentligt. Erfaringerne fra Texas og Georgi burde være på forsiden, men journalister ignorerer dem fuldstændigt.

Det politiske establishment lærer ganske enkelt ikke noget af erfaringerne – eller vil måske ikke lære af dem. Einstein skal engang have sagt, at definitionen på vanvid er at gøre det samme om og om igen, og forvente et andet resultat. Det er for mig en meget præcis beskrivelse af, hvad de fleste vestlige lande har gjort gennem denne epidemi. Tragedien er måske netop, at vanvid betaler sig i politik med endnu mere uchecket magt til ledende politikere, der efterfølgende ikke har nogen som helst interesse i at begrænse hysteriet. Den politisk dynamik omkring epidemireaktionerne er dybt deprimerende og meget langt fra demokratisk legitimitet eller rimelighed.

Lad mig derfor slutte i dag med håbet om, at det politiske vanvid og mediernes hysteri snart er ovre. En af de ting, jeg glæder mig allermest til, når det politiske establishment igen begynder at respektere borgernes almindelige demokratiske rettigheder – eller gør tilstrækkeligt som om de respekterer dem – er kultur. Under normale omstændigheder ville der sandsynligvis have været et sted, man spillede påskemusik. Så mens vi ingen rettigheder har, kan vi i det mindste drømme os tilbage til en tid, hvor man kunne tage til koncert sammen med andre mennesker og høre Rimsky-Korsakovs Russiske Påskeoverture – her med the St. Andrews Chamber Orchestra. God påske!

Den ærlige konklusion: Intet virker

Hvis der er et udsagn, som virkelig kan få folk op i det røde felt for tiden, er det at nedlukninger, grænselukninger og rejserestriktioner, mundbind og de mange andre politisk tiltag mod de nye coronavirus, ikke virker. Et af de mest almindelige svar, jeg har fået fra familie og bekendte er, at hvis det ikke virker, hvorfor gør man det så? Svaret er et klassisk eksempel på en tautologi, men virker glimrende i politisk debat: Hvis det ikke virker, hvorfor gør vi det så? Så det faktum, at vi gør det, må betyde at det virker. Sagen er blot, at man i politik over årene har gjort enormt mange ting – se for eksempel evidensen for den såkaldt ’aktive arbejdsmarkedspolitik’ – der er meget dyre, indgribende, og aldeles uden virkning. Det gælder desværre også stort set al coronarelateret politik, der indføres i stadigt stigende omfang på trods af den faktiske evidens. Kun få forskere og journalister – og på pudsig vis bl.a. Berlingske tidligere blærerøv Mads Christensen, der har glimret i efteråret – vover sig ud og siger det højt.

Allerede først på sommeren i 2020 vurderede Nobelprisvinderen Michael Levitt fra Stanford University, at historien ville dømme de politiske reaktioner på den nye coronavirus som ”en historisk evidensfiasko.” Levitt er efterfølgende, ligesom hans ekstremt meriterede kollega John Ioannidis (en af verdens mest citerede forskere), blevet udelukket fra mange diskussioner, blevet ’uinviteret’ til konferencer, og behandlet virkeligt voldsomt af både politikere og på de sociale medier. Deres brøde har været, at de har holdt fast i videnskaben og i særlig grad den empiriske videnskab – hvad data fra den faktiske verden kan fortælle os. Teori og logiske argumenter kan være meget fine, men uden empirisk viden er vi reelt tilbage i middelalderen, og ender med at føre middelalderlig politik. Det er netop sket de sidste ti måneder.

Et af de meste synlige redskaber i ’kampen mod corona’, som regeringen og myndighederne i måneder har tvunget den danske befolkning til at bruge, er således mundbind. Vi er tvunget til at maskere os i offentligheden – i direkte modstrid med anden lovgivning, der faktisk forbyder det – og kan derfor ikke vise vores ansigter, udtryk eller andet overfor andre mennesker. Det betyder blandt andet, at børn ikke længere kan afkode deres forældres umiddelbare reaktioner overfor andre mennesker, hvilket har gjort tillidsforskere decideret bekymrede. Men hvis nu mundbindene faktisk forhindrer nogen i at blive smittede og dø af den nye virus?

Havde man taget forskningen alvorligt, i stedet for – i en serie eksempler på politisk action bias på steroider – at tvinge folk til at lide afsavn og voldsomt ubehag, havde man aldrig indført det hadede mundbindskrav. En helt ny gennemgang af litteraturen fra influenzaforskning i maj-nummeret af Emerging Infectious Diseasesviste således da de første krav indførtes, at mundbind og andre former for masker i det offentlige ikke påvirker denne type viras udvikling. Som forskerne konkluderede fra deres gennemgang af den litteratur, der bruger rigtige, randomiserede eksperimenter:

” Although mechanistic studies support the potential effect of hand hygiene or face masks, evidence from 14 randomized controlled trials of these measures did not support a substantial effect on transmission of laboratory-confirmed influenza. We similarly found limited evidence on the effectiveness of improved hygiene and environmental cleaning.”

Efterfølgende er der i 2020 udført to store, randomiserede kontroleksperimenter, der kan informere om effekten af mundbind. Det ene blev gennemført af danske læger i samarbejde med Salling Group, mens det andet udførtes i samarbejde med the US Marine Corps; vi har tidligere omtalt begge studier som blev publiceret i henholdsvis i Annals of International Medicine og New England Journal of Medicine. Ingen af dem fandt en statistisk sikker effekt af mundbind, og selvom statistikudfordrede danske journalister påstod, at det gjorde de nok, fandt det amerikanske studie rent faktisk en direkte negativ – men statistisk insignifikant – effekt. De to nye studier, der specifikt så på Sars-CoV-2, bekræftede således det som også WHO skrev i deres litteraturgennemgang fra 2019: Mundbind udenfor kontrollerede hospitalssammenhænge virker ikke.

Det samme problem gælder, som denne blogs læsere må vide, effekten af økonomiske og samfundsmæssige nedlukninger. Den irske bioingeniør Ivor Cummins vedligeholder en liste over empiriske studier af nedlukningseffekter, og således både de intenderede og bivirkningerne. Ikke alle de 26 studier, som Cummins pt. har på listen, er lige gode, men omtrent 20 af dem er veludførte, valide og informerede. Ligesom Jonas Herby gør i en ny litteraturoversigt er konklusionen fra Cummins-oversigten, at nedlukninger i bedste fald har en meget begrænset effekt, og med ganske stor sandsynlighed overhovedet ingen effekt har haft på virussens udbredning og det samlede dødstal i 2020. Fornylig nåede Kasper Kepp (DTU) og jeg samme konklusion i Lockdown Effects on Sars-CoV-2 Transmission – The Evidence from Northern Jutland, vores studie af de ekstreme nedlukninger i dele af Nordjylland. Nedlukninger af samfundet nytter ikke.

Mange mennesker, inklusive visse epidemiologer, mener at det bare ikke kan være rigtigt. De lader således deres tro på politik overdøve den videnskabelige evidens, de som forskere med akademisk integritet burde sætte øverst. Det burde bare ikke overraske dem, da en række andre nye resultater underminerer andre dele af politikken, men også giver klare forklaringer på hvorfor nedlukninger osv. er ligegyldige.

For det første viser adskillige studier, at skolelukninger ikke kan være effektive, da børn sjældent smittes og er endnu mindre tilbøjelige til at smitte andre. Der er for eksempel evidens fra Norge og Sverige, der klart indikerer den minimale smitterisiko og hvordan lærere ikke har nogen forhøjet risiko. Alligevel har lærere og pædagoger i både Danmark og Storbritannien argumenteret for, at de skal vaccineres først fordi de er i særlig fare.

På samme måde peger flere nye studier på, at folk uden symptomer stort set ikke smitter andre. De nye studier har derfor en ganske simpel og indlysende konklusion: Hvis du er syg skal du blive hjemme. Den konklusion burde være ukontroversiel, men er på politisk vis blevet til en såkaldt ’anbefaling’ – der endda håndhæves af politiet i visse lande – at hvis du eksisterer, skal du blive hjemme.

Men hvis folk uden symptomer ikke smitter, hvorfor skal de (og resten af os) så isoleres? Når asymptomatisk smitte er en meget lille bekymring, river det således tæppet væk under nedlukningsstrategierne. Det samme gælder langt de meste ny forskning, der bruger faktiske data. Denne forskning står derfor i modstrid med meget forskning, der stadig bliver ved med at hvile på computermodellering af scenarier, hvor effekterne i virkeligheden ligger i modellens – og dermed forskernes – antagelser om virkninger.

Det måske mest absurde er, at der i virkeligheden intet nyt er i den nye forskning. Graver man lidt på internettet og læse WHOs epidemiguidelines fra efteråret 2019, er de meget klare: Økonomiske nedlukninger, grænselukninger, isolation og de mange andre tiltag, vestlige regeringer har pisket ned over deres befolkninger i 2020, virker ikke. WHO understregede endda i 2019, at mange af disse tiltag på lidt længere sigt kunne have svært negative, utilsigtede konsekvenser. Det ser man i dag i bl.a. Japans og Belgiens selvmordsrater, kræftudviklingen i adskillige vestlige lande, og ikke mindst de massive fattigdomsproblemer, som nedlukningerne i den selvforskyldte økonomiske krise skaber i verdens fattige lande. Disse fattigdomsproblemer kommer med deprimerende stor sikkerhed til at slå langt flere mennesker ihjel, end den nye virus har gjort i Vesten. At man fra politisk side fuldstændigt ignorerede hundrede års epidemierfaringer og i stedet kopierede den approach, som et ekstremt repressivt, kommunistisk diktatur reklamerede for, er intet mindre end kriminelt idiotisk.

Nedlukninger virker (stadig) ikke

I sommers skrev vi om flere nye studier og en række indikationer, der konkret viste, at nedlukningspolitik ikke begrænser, hvor mange der dør af Covid-19 (læs her, her og her). Udover den fremragende Lone Frank på Weekendavisen og Jesper Nilausens indsats på TV2 har medierne generelt ignoreret denne forskning. De har i stedet fortsat med at gentage politikere og Seruminstituttets meningsløse påstande om, at nu – nej, nu – virker tiltagene. For en forsker med empirisk ballast og respekt for tal og fakta har det været pinagtigt at se på.

Vi gentager derfor i dag på pædagogisk vis billedet af, hvordan forskellige vestlige lande agerede i foråret, og hvor mange der officielt døde af eller med Sars-CoV-2 indtil 1. juni. Vi viser dog også sammenhængen mellem, hvor hårdt man lukkede ned i foråret og antallet af målte dødsfald i september og oktober. Grunden er, at man i flere lande har fremført påstanden, at en hård nedlukning i foråret hvor man ’fik epidemien under kontrol’, bevirker at der er færre der dør i efteråret. Som man har kunnet se i bl.a. Østrig og Storbritannien, hvor man endnu engang er ved at lukke benhårdt ned, er det alligevel de færreste regeringer, der tror på den.

Som man kan se i den første figur, var der ingen sammenhæng mellem hvor hårdt lande lukkede ned – målt med Oxford Universitets Blavatnik Centre Index – og dødstallet. Sverige er blevet et symbol for nedlukningstilhængere på, at man skal lukke ned, og den røde markør ligger klart med et højt dødstal. Men der er andre grunde til, at svenskerne endda uden en virus med stor sandsynlighed ville have fået et år med høj dødelighed (læs f.eks. her eller her). Og når man kaster blikket på den anden figur, er det også ganske tydeligt, at landet i efteråret har haft en meget lav overordnet mortalitet.

Ser man på den anden figur, der netop viser sammenhængen mellem hvor hårdt man lukkede ned i foråret og hvor mange døde der er i starten af efteråret, er der om noget en positiv sammenhæng: Jo hårdere man lukkede ned, jo flere dør i efteråret. Det er dog igen drevet primært af Sveriges meget lave dødelighed, og konklusionen er sådan set klar: Der er ingen sammenhæng mellem nedlukningspolitik og dødelighed.

Det er derfor også med en fornemmelse af, at vi måske befinder os i The Twilight Zone, at jeg ser politikere og nogle epidemiologer påstå, at der er behov for yderligere nedlukninger, yderligere maskekrav, og mere styring af befolkningen. Der er intet af det, der virker – enhver med et modikum af talkundskab kan læse de studier, der bruger faktiske tal – og den eneste konsekvens man får af politisk styring og nedlukning, er at vi alle bliver fattigere og får ødelagt vores liv.

UPDATE: En venlig læser har gjort mig opmærksom på, at et nyt studie, publiceret for tre dage siden i den meget prestige fyldte New England Journal of Medicine, viser hvor ineffektiv nedlukning er. Det amerikanske Marine Corps har tidligere i år gennemført et studie, hvor 1848 rekrutter blev lukket ekstremt ned – med brug af masker hele tiden, medmindre de spiste eller sov, med to meters afstand til alle og ingen almindelig kontakt. På trods af, at rekrutterne blev lukket endnu mere ekstremt ned end nogen befolkning, endte studiet med at 2,8 % af deltagerne blev smittede med Sars-CoV-2 mens kun 1,7 % af kontrolgruppen blev smittet. Man kan næsten ikke ønske et bedre billede af, at nedlukning er nyttesløs.

Topforskere: Stop nedlukning

Som læserne vil vide, er vi stærkt skeptiske overfor værdien af at lukke samfund ned for at ‘stoppe’ den nye coronavirus. Vi er ikke alene, som åbne breve fra læger i både Belgien og Israel har vist. Nu er nogle af verdens tungeste navne kommet på banen: Sunetra Gupta fra Oxford University, Jay Bhattacharya fra Stanford University og Martin Kulldorff fra Harvard University. De har udsendt det, de kalder the Great Barrington Declaration, hvor de opfordrer til at lukke samfundet op og beskytte risikogrupper specifikt i stedet for at isolere alle.

Post hoc ergo propter hoc

Dagens talemåde på latin betyder ”efter dette, derfor på grund af det.” Den udtrykker en meget intuitiv måde at tænke på årsagssammenhænge: Hvis noget kommer før noget andet, må det første være årsagen til det andet. Sex kommer før graviditet, alkohol kommer før fuldskab og freden kommer efter krigen. Sådan tænker mange mennesker, og det er i mange tilfælde helt korrekt. Der er dog tale om en klassisk misforståelse i etableringen af evidens, hvis man tror at post hoc ergo propter hoc altid gælder.

Lad mig tage et standardeksempel fra undervisning: Et billede af en bebumset 15-årig dreng, en lovprisning af en ny bumsecreme, og et billede af den samme 16-årige dreng uden bumser. Forsvandt bumserne på grund af bumsecremen? Svaret er nej, da reduktionen af bumser i stedet skyldes en anden udvikling der falder sammen med brugen af bumsecreme – naturlige hormonændringer hos teenagere. Økonomer bruger derfor ofte de nedsættende begreber bumsecreme- eller shampooevalueringer om de typer analyser, der begår fejltagelsen.

Det præcist samme gælder politiske indgreb, hvor politikere efterfølgende tager æren for at have opnået dette og hint. Hvis man for eksempel forestiller sig et samfundsproblem, der kan være af et omfang mellem 0 og 150, omfanget er på 100 før et politisk indgreb, og på 80 efter indgrebet, vil mange nok konkludere, at indgrebet virkede fordi problemet er blevet mindre efter indgrebet. Det vil til enhver tid også være de ’ansvarlige’ politikeres påstand.

Men hvad hvis problemets omfang blev reduceret med 10 i ugerne op til indgrebet og med 10 i ugerne efter – skal man så også konkludere, at indgrebet virkede? Hvad hvis problemet blev reduceret med 10 i ugerne efter indgrebet, men lignende lande også oplevede en tilsvarende reduktion uden at have ført nogen politik mod det? Hvad hvis vi havde erfaring for, at denne type problem forsvinder af sig selv og måske hurtigst uden politisk indblanding – som f.eks. udsving i landbrugets priser og indtjening?

Svaret er, at man altid skal være skeptisk når en påstand om effekt ikke er ledsaget af nationaløkonomers yndlingsspørgsmål: Sammenlignet med hvad? For at kunne hævde noget om effekt, må man sammenligne med noget og sammenligning må være direkte relevant. Det bliver således ofte til at spørgsmål om at etablere en korrekt ’counterfactual’: Hvad ville der være sket med dette land / denne virksomhed /disse borgere på dette bestemte tidspunkt, hvis man ikke havde foretaget det politiske indgreb?

Jo større problemerne er, og jo mere et politisk indgreb sælges som enten ’visionært’ eller ’uundgåeligt’, jo mere bør man holde fast i at stille krav om evidens. Ord som visionær, indlysende nødvendig og uundgåelig dækker forbløffende ofte over, at politikerne der foreslår politikken ingen evidens har, og endda i mange tilfælde at den tilgængelige evidens direkte modsiger visionen og dens effekt.

Man kan høre politikernes påstande, der ofte viderebringes ukritisk af medierne, man kan selv mene, at indgrebet burde virke, og man kan håbe på at ’this time is different’. Men man bliver nødt til at holde fast i, at intet af det er evidens. Uden en korrekt sammenligning eller en overbevisende counterfactual er det bare løse påstande som ingen intelligent borger bør tro på.

Hvor effektive er nedlukninger?

Et af de helt store spørgsmål, som folk enten ikke stiller eller får rasende reaktioner på, når de stiller det, er om nedlukningspolitik virker. Langt de fleste vestlige lande, med Sverige som undtagelsen, har ført en eller anden form for nedlukningspolitik, og de fleste gør stadig. Vi har tidligere skrevet om emnet her, her, her og her hvor vi har problematiseret den nærmest blinde tiltro til, at regeringens nedlukning har virket efter hensigten.

For de interesserede har jeg nu skrevet et kort papir om emnet, hvor jeg evaluerer nedlukningspolitikerne i 24 europæiske lande. Evalueringen er baseret på den samme type analyse, vi normalt bruger i nationaløkonomi og statskundskab til at vurdere politikeffekter. Statistisk omfatter den således lande-, tids, og uge-fixed effects, så alle faktorer, der ikke ændrer sig markant over fire år, alle forhold der er specifikke for et enkelt år, og alle forhold der er specifikke for en enkelt uge er effektivt kontrolleret væk. Det, der er tilbage, er ændringen i overordnet mortalitet per uge, relativt til samme uge de sidste tre år, i alle 24 lande.

Abstractet er her og selve papiret kan downloades her.

Abstract: I explore the association between the severity of lockdown policies in the first half of 2020 and mortality rates. Using two indices from the Blavatnik Centre’s Covid 19 policy measures and comparing weekly mortality rates from 24 European countries in the first halves of 2017-2020, and addressing policy endogeneity in two different ways, I find no clear association between lockdown policies and mortality development.

Hundelortseksternaliteter

puppy-pooping-1Ilya Somin fra Volokh Conspiracy skriver om en historie fra Florida, hvor en boligforening nu kræver at ejerløs hundelort DNA-testes for at sanktionere hundens ejer. Somin siger at han håber på, at en lidt for ivrig politiker ikke hører om historien og efterfølgende vil institutionalisere store systemer, der skal forfølge samme mål: Renere gader – og flere penge i bødekassen.

Det fik på Facebook Steven Horwitz til at minde os om at:

The existence of a negative externality is not an ipso facto case for government intervention. Why?

  1. An intervention that successfully addresses the externality may be involve more costs than the costs associated with the externality.
  2. Governments are imperfect just like markets are, and more so, so governments are highly likely to not actually address the problem in question very well.
  3. If the externality is significant enough, the incentives of the market are a powerful attractor for innovative ways to internalize the cost, as this example shows.

Herfra skal blot lyde et ja og Amen til begge dele. Og et håb om, at vores danske politikere ignorer det første og bliver opmærksom på det næste. – Men før eller siden skal der jo nok kommet et forslag.