Tag-arkiv: politisk korrekthed

Politisk korrekthed og truslen mod individet.

En af ulykkerne i politik er når politikkerne ved hvad der er bedst for den enkelte. For så træder de udenfor hvad der egentlig burde være lovgivernes område, at give rammerne for civilsamfundet, til at bestemme hvordan borgerne skal udnytte og udfylde rammerne, hvilket er det private, det individuelle. Lovgiverne skal holde sig fra det private. Lovgiverne skal sætte rammerne, hvordan de udfyldes er ikke en politisk opgave. Truslen mod det private kommer aktuelt fra den politiske korrekthed, der sniger sig ind som en ulidelig totalitær ideologi og rokker ved rammerne for vort samfund.

Et eksempel, hvor lovgiverne har ændret på rammerne fundamentalt, men hvor det stort set er gået ubemærket hen, er den tidligere socialdemokratiske regerings indførelse af juridisk kønsskifte. Manu Sareen og Karen Hækkerup indførte en lovgivning baseret på følelser, baseret på en psykisk tilstand. Lovgivning har hidtil været baseret på noget konkret noget givet, men nu kan en psykisk tilstand ændre på det naturgivne. Problemet med det juridiske kønsskifte er, at en person der føler sig som noget andet end vedkommende er, skal have denne følelse anerkendt juridisk. Naturligvis må alle føle sig lige hvad de vil, men en følelse udløser normalt ikke et juridisk krav. Det gør det så nu med denne ”politiske korrekthedslov”. Et borgerligt flertal burde få ophævet denne lov og genindført det biologiske køn som retsgrundlag. For hvilke konsekvenser har denne lov? Der er rokket ved nogle fundamentale rammer for tilværelsen. I stedet for det givne bliver den enkeltes følelse et afgørende kriterie for lovgivningen og dermed er en ladeport åbnet for det politiske korrektheds tyranni. Vi ser det i USA, hvor universiteterne hærges af frygt for at støde en og andens følelser. Seneste tosserier ses i denne artikel: her

Den politiske korrekthed er en trussel mod forskningsfriheden, mod den frie debat og dermed mod vore frie samfund. Der går en lige linje fra politikeres moraliseren over forkert adfærd til en lovgivning, der rokker fundamentalt ved rammerne for, hvordan den enkelte kan leve sit liv. Når politikere moraliserer over underrepræsentation af kvinder, minoriteter, mangel på toiletter til transkønnede o.s.v. – så fører det til lovgivning, hvor følelser skal anerkendes af det resterende samfund, hvilket er at flytte rammerne for samfundet. Det er at indskrænke friheden. Hvis magthaverne blot ville holde fast i de negative rettigheder, så undgik vi disse tosserier i godhedens navn. I det borgerlige-liberale samfund har det altid været de negative rettigheder der har beskyttet den enkelte mod magten og overgreb fra den stærkere.

Politikere ønsker jo at skabe en ”god verden”, men vi kan ikke forhindre folk i at gøre tossede ting. Ellers gives der ikke grænser for politik. Så vil lovgiverne tvinge os til at leve på den måde – som lige nu – passer ind i den politisk korrekte tidsånd.

Et par strøtanker om Restaurant Vejlegården

For hvad der nok er nogle år siden nu, så jeg en dokumentar om ejendomsbyggebranchen i Rusland, hvor en stakkels husvild kvinde anklagede et af landet største bygherreselskaber for at have brændt hendes hus ned. Huset var selvfølgelig også brændt ned under mystiske omstændigheder. Ligesom det var tilfældet med de omkringliggende huse. Men der var ikke tale om ildspåsættelse, mente myndighederne. Brandene havde heller ikke under nogen omstændigheder nogen som helst relation, til det pågældende bygherreselskab og dettes offentliggjorte planer om at ejendomsudvikle netop det stykke jord, de nedbrændte huse lå på. Da ejendomsretten til jorden tilkom det russiske folk og da ejerne af de nedbrændte huske ikke længere kunne siges at bruge grundene til noget konstruktivt, kunne bygherreselskabet ude bøvl eller statslig indblanding tage jorden til sig og gøre med den, som det ville.

Jeg kom til at tænke på den historie, da jeg først hørte om om den aktuelle strid mellem ”fagforsteningen” og Restaurant Vejlegården, hvor bøllemetoderne også er bragt på banen.

Mens restaurationen i Vejle – i hvad der umiddelbart er i strid med postlovgivnignen – ikke får leveret sin post, har HK/Privat, fra sine nydelige lokaler på Park Allé i Aarhus’ centrum, annonceret et stop for visse aarhusianske restauratørers annonceringer i lokalmedier.  Man har indledt en såkaldt ”sympatikonflikt.”

Dagbladet Politiken er selvsagt forarget; men mest over ”dækningen,” som det så flot hedder i lederskribent Kristian Madsens offentlige Facebook-statusopdatering:

Dækningen af sagen viser mere end noget andet, hvor lidt folk ved om den danske arbejdsmarkedsmodel, hovedaftalen og alt det der. Medarbejderne på trykkeriet vil helt forståeligt ikke arbejde for en konfliktramt virksomhed. Hvad forestiller liberal alliance sig? At man skal tvinge dem til det? Det er da en mere og mere spacy form for liberalisme de har udviklet i den kult.

Der må være sprunget en gasledning på hans kontoret! Det er åbenlyst for enhver, at restauratøren i Vejle – og nu endnu flere – chikaneres på det groveste af en samling fagforeninger, der har svært ved at retfærdiggøre egen eksistensberettigelse og endog rigtigt svært ved at håndtere den frie konkurrence på markedet for arbejdstagerservices. Som Jens Frederik Hansen også påpeger på sin blog:

Fagforeninger er selvsagt interesserede i at få virksomheder i folden med en overenskomst, men det forekommer lidt anstrengt, når man tager kampmidler i brug mod virksomheder, hvor fagforeningen ikke har nogen medlemmer. Allerede det selvhøjtidelige udtryk “kampmidler”, som man i fuldt alvor anvender indenfor arbejdsret, viser lidt om parternes indstilling.

Og problemet er jo ikke, som Madsen påstår, at folk ikke ved nok om den danske model, ”hovedaftalen og alt det der.” Tværtimod er folk som udgangspunkt både forstående og hæderlige; men når de ser noget, som ikke er hæderligt og som slet ikke giver mening, så kæfter de op. Ligesom i denne sag.

Samme Madsen skriver lidt senere, at ”Arb. Konflikter skal løses af parterne – ikke af politikere,”  hvilket i sig selv udtrykker det nok største hykleri: For politikere laver trepartsforhandlinger, der skal påvirke arbejdsmarkedet; man etablerer og reviderer indkomstoverførsler; man indfører og bibeholder en indkomstskat; man laver arbejdstidsregler; man har regler om arbejdsmiljø; for pokker, der er endda et Arbejdstilsyn, som kan tilsjuske sig adgang til privat ejendom uden at indhente noget så simpelt, som en retskendelse.  – Og så mener Kristian Madsen, at alt vil falde fra hinanden, hvis en politiker udtaler sig om en faglig konflikt?!?

Er De på Vejle-egnen i morgen, er der for øvrigt et middagsevent, som annonceres på Facebook, der kan have interesse.

En repræsentativ bestyrelse

Siden kvindernes internationale kampdag i marts har der været fornyet debat om det faktum, at kvinder er stærkt underrepræsenterede i de større selskabers bestyrelser.

Som altid er nogle begyndt at tale om kvoter, hvorved man vil tvinge selskaberne til at ansætte kvinder.

Nu er ligestilling et af de områder, hvor det af indlysende biologiske grunde er svært at være neutral. Jeg må derfor understrege, at mit synspunkt også støttes af en række kvinder.

Synspunktet er, at kvoter er en skidt idé. Kvoter er for torsk, ikke for mennesker, og positiv diskrimination er stadig diskrimination, både af de, der nyder fortrin (er du ansat af dygtighed eller fordi du skal opfylde kvoten), og de, der forfordeles.

Denne posting er affødt af dagens udgave af The Times, der viser lidt om, hvor galt det kan gå, hvis man vil have, at bestyrelserne skal afspejle den øvrige befolkningssammensætning. Den britiske kunststøtte ved Arts Council har i sine skemaer et punkt, hvor den seksuelle orientering af bestyrelsesmedlemmer ønskes oplyst. Helt forudsigeligt (no sex, please, we are British) har det mødt modstand hos kunstnerne, uanset deres seksuelle orientering.

Det er da heldigvis også den fremherskende opfattelse, også hos de grupper, der for tiden arbejder for flere kvinder i bestyrelserne. De påpeger et mere relevant problem, nemlig at rekrutteringen er for snæver i de større virksomheder, dvs. at nye kandidater søges i allerede kendte netværk. Det er en forståelig mekanisme, fordi udpegningen forudsætter tillid, og tillid begrundes som oftest på forhistorie og betroede folks vurderingen, og kun i mindre grad på vurdering af kvalifikationer fra ukendte ansøgere.

Det er nok nærmere i dette forhold, man skal finde forklaringen på kvinders underrepræsentation, og ikke i egentlig kvindeundertrykkelse.

Problemet ligger i rekruttering. Man bør derimod ikke stræbe efter bestyrelser, der i videst mulige omfang skal spejle samfundets sammensætning af rødhårede, kvinder, handicappet, religiøse, frimærkesamlere, etniske og andre grupper.

Charles Murray om grupper & politisk korrekthed

Den politologiske forsker ved American Enterprise Institute Dr. Charles Murray–forfatter til bl.a. Losing Ground: American Social Policy 1950-1980 og What It Means To Be A Libertarian–blev for ca. ti år siden udsat for personlige angreb af en sjælden væmmelig art, da han og (afdøde) Richard J. Herrnstein udsendte The Bell Curve: Intelligence and Class Structure in American Life.  I bogen tillod de sig at anvende amerikanske IQ-data til at diskutere indretningen af USA’s socialpolitik, og i særdeleshed spørgsmålet om “affirmativ action” (positiv særbehandling) for etniske grupper–hvilket resulterede i, at Murray blev gengivet i både tale og tegning som værende nazistisk racerenheds-fortaler.

Belært af den erfaring har Murray holdt sig fra emnet, men i en kronik i dagens Wall Street Journal tager han emnet om politisk korrekted, grupper og “affirmative action” op igen.  Den er laaaang men interessant at læse–uden at man behøver at være ukritisk. Her er essensen:

The Orwellian disinformation about innate group differences is not wholly the media’s fault. Many academics who are familiar with the state of knowledge are afraid to go on the record. Talking publicly can dry up research funding for senior professors and can cost assistant professors their jobs. But while the public’s misconception is understandable, it is also getting in the way of clear thinking about American social policy.

Good social policy can be based on premises that have nothing to do with scientific truth. The premise that is supposed to undergird all of our social policy, the founders’ assertion of an unalienable right to liberty, is not a falsifiable hypothesis. But specific policies based on premises that conflict with scientific truths about human beings tend not to work. Often they do harm.

One such premise is that the distribution of innate abilities and propensities is the same across different groups. The statistical tests for uncovering job discrimination assume that men are not innately different from women, blacks from whites, older people from younger people, homosexuals from heterosexuals, Latinos from Anglos, in ways that can legitimately affect employment decisions. Title IX of the Educational Amendments of 1972 assumes that women are no different from men in their attraction to sports. Affirmative action in all its forms assumes there are no innate differences between any of the groups it seeks to help and everyone else. The assumption of no innate differences among groups suffuses American social policy. That assumption is wrong.

When the outcomes that these policies are supposed to produce fail to occur, with one group falling short, the fault for the discrepancy has been assigned to society. It continues to be assumed that better programs, better regulations or the right court decisions can make the differences go away. That assumption is also wrong. …

In university education and in the world of work, overall openness of opportunity has been transformed for the better over the past half-century. But the policies we now have in place are impeding, not facilitating, further progress. Creating double standards for physically demanding jobs so that women can qualify ensures that men in those jobs will never see women as their equals. In universities, affirmative action ensures that the black-white difference in IQ in the population at large is brought onto the campus and made visible to every student. The intentions of their designers notwithstanding, today’s policies are perfectly fashioned to create separation, condescension and resentment–and so they have done.