Tag: populisme

Sveriges valg: Nyt politisk jordskred på vej.

Det svenske valg d. 9. september vil med stor sandsynlighed føre til et nyt jordskred i svensk politik.

 

Når et land splittes og befinder sig i en dyb krise som følge af store demografiske, sociale eller økonomiske forandringer, søger vælgerne mod de politiske yderfløje og væk fra de store etablerede midterpartier. Det fremkalder et politisk jordskred, og det er, hvad vi har i vente ved det kommende svenske valg.

Tabere og vindere

Socialdemokraterna (S), som gennem historien har været Sveriges altdominerende regeringsparti – partiet som skabte det svenske Folkehjem  (Folkhemmet) — den svenske udgave af den skandinaviske velfærdsstatsmodel) står overfor et regulært katastrofevalg. Partiet ligger til at få omkring 25% -27% af stemmerne, hvilket vil være det laveste siden indførelsen af proportionalvalg til den svenske rigsdag i 1911. Med andre ord: Socialdemokraterna står til at få det dårligste valg nogensinde.

Den borgerlige bloks (Alliancen) største parti, Moderaterna (M), bliver valgets anden store taber. Moderaterna fik 23,3% ved valget i 2014, men står til få 18% eller mindre, hvilket vil sige at en fjerdedel eller mere af partiets stemmeandel vil falde bort.

Samlet set vil Socialdemokraternas og Moderaternas valgnederlag ligge i omegnen af 10 procentpoint, hvilket vil være nok til at beskrive valget som et jordskred.

 Hvor søger vælgerne så hen? De søger fra midten  (S+M) til de politiske yderfløje, der tegnes af  det højrepopulistiske Sverigedemokraterna (SD) og det socialistiske Vänsterpartiet (V).  To partier med en meget blakket fortid.

At vælgerne søger mod de absolutte politiske yderfløje et typisk symptom på et samfund i dyb krise. Uden sammenligning i øvrigt oplevede man det samme i den tyske Weimarrepubliks sidste år.

Vänsterpartiets kommunistiske fortid

Det socialistiske Vänsterpartiet blev oprindeligt dannet i 1917 af en socialdemokratisk udbrydergruppe, som ønskede at danne et marxistisk-leninistisk parti efter russisk forbillede i lyset af den russiske revolution.  I perioden fra 1921 til 1967 kaldte partiet sig for Sveriges Kommunistiska Parti  og var frem til Sovjetunionens opløsning i 1991 et decideret kommunistisk Moskvatro parti.  Efter 1991 har partiet bygget sin platform på  antikapitalistisk socialisme og med fokus på feminisme og miljø. Partiet kan placeres til venstre for danske Enhedslisten.

Vänsterpartiet står ifølge meningsmålingerne til at få 10-11%, hvilket ikke blot vil være en fordobling af partiets stemmeandel i forhold til valget i 2014. Partiet, som typisk får 5-6% af stemmerne, og kniber sig typisk lige over den svenske spærregrænse på 4%. Med 10%-11% eller mere står  Vänsterpartiet til at få måske det bedste valg nogensinde, og i hvert fald det bedste siden rekordvalget i 1998, hvor det fik 12% af stemmerne.

Presset på den svenske velfærdsstat samt modreaktionen mod Sverigedemokraternas forventede dramatiske fremgang er de væsentligste årsager til, at Vänsterpartiet også kan se frem til en valgsejr.

Sverigedemokraternas nynazistiske rødder

Det indvandrerkritiske og højrepopulistiske Sverigedemokraterna har også en dyster fortid. . Partiet blev  oprindeligt dannet i 1988, og samlede personer på den ekstreme højrefløj herunder medlemmer af det nynazistiske Sverigepartiet (et parti som havde svastikaen som partisymbol, kampagneorganisationen, Bevara Sverige Svenskt (den svenske pendant til britiske Nation Front), det nynazistiske Nordiska Rikspartiet, som også brugte svastikaen som partisymbol. Det nynazistiske Nordiska Rikspartiet blev oprindeligt dannet i 1956, og først nedlagt i 2008, kort før Sverigedemokraterna (SD) stormede ind i den Svenske Rigsdag samt flere stærkt yderliggående bevægelser på højrefløjen.

Hermed  ikke være sagt, at Sverigedemokraternas politikere og vælgere er nynazister. De kan idag snarere karakteriseres  som nationalkonservative populister.  Men det er vigtigt  at understrege, at partiet har dybe historiske rødder i  politiske bevægelser på den ekstreme højrefløj.

Derfor har SD også en helt anden partihistorik end Dansk Folkeparti, som nok var og er indvandrerkritisk, men som ikke har samme belastende fortid. Givet partiets historiske rødder var det et kæmpe chok, at Sverigedemokraterna (SD) i 2010, med 5,7% af stemmerne sprængte den politiske spærregrænse, og blev repræsenteret i den svenske Rigsdag med 22 mandater.  Vi taler trods alt om et parti, som i sine første ti år af sine levetid aldrig fik mere end 0,5%, og som  i sit første valg i  1988 fik 0,02% af stemmerne. Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterna har begge været partier, som de andre og mere etablerede partier ikke har villet lege med, og i det svenske tilfælde forstår man det måske nok, når man kender partiets historik og rødder.

På vej mod en afstigmatisering af SD?

I Danmark har Dansk Folkeparti  omsider og endegyldigt kastet dets stigmatisering som et ikke-stuerent parti (for at bruge Poul Nyrup Rasmussens berygtede frase) af sig. Det så man klart ved valget i 2015, hvor Dansk Folkeparti blev Danmarks største borgerlige parti og støtteparti til den Venstreledede borgerlige regering, og partiet er blevet en seriøs kandidat til at indgå i en ny borgerlig regering efter det  næste valg, som efter alt at dømme  vil finde sted til næste forår.

I Sveriges tilfælde vil afstigmatiseringen af SD komme til at tage længere tid, men noget er der i gære:

For det første er Sverigedemokraterna blevet et mere moderat indvandrerkritisk parti, som i mangt og meget har skabt den samme politiske platform som Dansk Folkeparti med dets fokus på en stram udlændinge- og retspolitik samt omsorg  for især de ældre i velfærdspolitikken.  For det andet har Sveriges liberale udlændingepolitik skabt så store problemer, at de nødvendigvis  giver SD stor vind i sejlene.

Dertil kommer, at partiet har været meget omhyggelig med at gøre op med sine nynazistiske rødder. Partimedlemmer er blevet  smidt ud, mens andre er gået selv.

Hovedårsagen til SDs dramatiske vækst: Folkhemmet smuldrer som følge af Sveriges generøse udlændingepolitik

Gennem årtier har svenske regeringer skabt et  internationalt image som en humanitær stormagt med en meget lempelig udlændingepolitik.  Dette har ført til, at mange migranter og flygtninge er flyttet til landet. Siden 1980 er der brutto blevet givet 2.299.084 opholdstilladelser, dvs. mere end 2 mio. opholdstilladelser, og befolkningstallet er vokset fra 8,3 mio. til over 10 millioner. 

Som det europæiske land, som har ført den mest liberale udlændingepolitik og taget imod flest indvandrere per tusind indbyggere tumler Sverige med de samme integrationsproblemer som Danmark, men i langt højere potens: store og voksende parallelsamfund, bandekriminalitet, voldtægter og seksuelle masseovergreb på kvinder (’Tarrarush’), bilafbrændinger, og en salafisme og sågar jihadisalafisme, som breder sig fra by til by, og forstad til forstad, og dermed stadig mere omsiggribende parallelsamfund, er på sørgelig vis blevet dagens orden i Sverige.

De svenske politikere har været naive og tossegode. Og det betaler især den lavere svenske middelklasse og samfunds udsatte grupper som de ældre og syge prisen for.

Der har bredt sig en stemning, at Sverige ikke længere er, hvad det var en gang. Væk er trygheden, både den fysiske, sociale og velfærdsøkonomiske. Det svenske Folkhemmet smuldrer.

Det er i dette lys, man skal forstå, hvorfor Sverigedemokraterna bliver valgets store sejrherre.

Det var partiet allerede ved valget i 2014, hvor SD med  små 13% af stemmerne blev Sveriges tredje største parti. Nu venter der en yderligere fremgang på op imod 7%, selvom partiet på det seneste har tabt luft i meningsmålingerne (se figur).

SD politisk umulig at komme uden om

Valget i 2014 var i sig selv et jordskredsvalg, idet SD’s voldsomme fremgang på 7 procentpoint umuligjorde, at hverken den rød-grønne eller borgerlige koalition (Alliancen) fik nok mandater til at skabe et flertal i Rigsdagen.  Eftersom ingen ville omgås Sverigedemokraterna med en ildtang, fik valgresultatet i første omgang den konsekvens, at parlamentet med SD’s stemmer forkastede den socialdemokratiske regerings finanslovsforslag. Eftersom landet jo skulle regeres, indgik Socialdemokraterna og de borgerlige den såkaldte ’december-aftale’, i 2014 hvis hovedelementer var, at den tillod mindretalsregeringer at styre efter deres eget budgetforslag (i sig selv et udemokratisk princip), men at det ikke forhindrede oppositionen i, at fremsætte deres lovforslag i andre anliggender. Dette indebar at oppositionens forslag godt kunne vedtages i andre spørgsmål (et fænomen, vi også kender Danmark, som ledes af mindretalsregeringer, og i det svenske tilfælde dermed også med Sverigedemokraternes  stemmer.

Decemberaftalen gik derfor ikke  ud på at holde SD uden for indflydelse, hvilket har været en udbredt misforståelse. På den måde har SD i sig selv haft indflydelse. SD’s indflydelse kan måles på to måder: for det  første ved at se på afstemningsmønstrene i Rigsdagen; for det andet ved at se på forandringerne i partiernes udlændingepolitik.

A) Afstemningsmønstre i Rigsdagen

Ifølge Jan Teorell, professor i Statskundskab ved Lunds Universitet, har der været 435 afstemninger, hvor de borgerlige og den rød-grønne koalition ikke har kunnet enes, og stemt forskelligt. Dette har betydet, at Sverigedemokraterne har siddet med de afgørende mandater.

I hele 61% af tilfældene har Sverigedemokraterne givet den socialdemokratiske regering de afgørende stemmer. I 23% af tilfældene har Sverigedemokraterne stemt sammen med de borgerlige og dermed givet dem de afgørend stemmer, og i blot 16% af tilfældene har SD ikke stemt (kilde: tal offentliggjort i Kristligt Dagblad).

Disse afstemningsmønstre hamrer en tyk pæl igennem tanken om, at man kunne holde SD uden for indflydelse. SD har måske ikke direkte indflydelse på udformningen af lovforslagene, men partiet sidder med de mandater, som er afgørende for, om lovforslagene bliver vedtaget eller  ej. Decemberaftalen fik faktisk en kort levetid. 

B) Udlændingepolitikken under forandring

Sverigedemokraternas eksplosive fremgang er sket på de store regeringsbærende partiers bekostning. På det overordnede plan har den svenske udvikling også fulgt den danske: I Dansk Folkepartis første ca. 15 år stjal partiet især socialdemokratiske stemmer. Samtidigt stemte faglærte arbejdere i stadig højere grad på partiet Venstre, således at den traditionelle socialdemokratiske faglærte arbejder, som nu stemte på Venstre blev kaldt for ’Blå Bjarne’. Ved jordskredsvalget i 2015, hvor dansk Folkeparti blev Danmarks næststørste parti, skete det som følge af, at mange faglærte arbejdere i stedet satte deres kryds ved DF.  Blå Bjarne var blevet til ’Gule Mogens’.

På samme vis er Sverigesdemokraternas fremgang  i første omgang især sket på Socialdemokraternas bekostning, men vælgervandringsundersøgelser op til det kommende valg viser, at  de konservative Moderaterna i den grad også vil bløde stemmer til SD.

Dette kan måske synes overraskende eftersom SD’s typiske vælgerprofil til forveksling har lignet Dansk Folkepartis. Men det er udtryk for, at vælgere som stemmer på Moderaterna også har fået nok af  konsekenserne af Sveriges liberale udlændingepolitik. Selvom de i bund og grund har størst sympati for Moderaterna og traditionelt identificerer sig med dette parti (jf. Den klassiske politologiske partiidentifikationsmodel) ønsker de en kursændring i Moderaternas udlændingepolitik, og den kan de bedst få ved at tilkendegive, at de vil stemme på et parti, som ønsker markante stramninger af Sveriges udlændingepolitik. I politologisk vælgerforskningsteori kaldes denne vælgeradfærd for afstandsmodellen. Og når Moderaterna i stor stil taber stemmer til SD, siger al politologisk logik, at partiets udlændingepolitik nødvendigvis må blive strammere. Derfor kan det ikke overraske, at Moderaternas statsministerkandidat, partiet lover store stramninger af udlændingepolitikken, hvis partiet  erobrer statsministerposten.

På samme vis har de socialdemokratiske regeringsparti også strammet sin udlændingepolitik efter valget i 2014. Først og fremmest fordi det var naturnødvendigt. Under det store migrant- og flygtningepres i efteråret 2015, som især rettede sig mod Tyskland og Sverige, erkendte statsminister Löfven omsider, at Sverige havde nået smertetærsklen og  ikke  længere var stort nok til at tage imod de mange migranter og flygtninge, som ønskede at komme til Sverige. Det førte til, at Sverige indførte grænsekontrol i november 2015. Denne grænsekontrol blev senere forlænget flere gange og nu på nærmest ubestemt tid, ligesom den senest i juni 2018 er  blevet udvidet.

Dette er den anden konsekvens af, at Sverigedemokraterna vitterligt har indflydelse. På  en noget paradoksal vis fik  SD hjælp af de mange migranter og flygtninge til at få brudt Sveriges liberale udlændingepolitik. Partiets udlændingepolitik er blevet retningsgivende for svensk udlændingepolitik. Eftersom udlændingeproblemerne har tårnet sig op, må man forvente, at effekten  vil slå endnu kraftigere igennem efter valget.

Efter valget

Uanset det specifikke valgresultat står det klart, at hverken den rød-grønne koalition eller den borgerlige Alliance ved det kommende valg vil opnå de 175 mandater, der skal til for at danne en flertalsregering, Sandsynligheden for en stor og bred koalition kan også udelukkes. Efter decemberaftalen i 2015 lykkedes det ikke at holde Sverigedemokraterne ude i kulden, og uanset om lovforslag blev fremsat af Socialdemokraterna eller de borgerlige, var SD tungen på vægtskålen og det parti, som har bestemt om lovforslag kunne vedtages eller ej. Det bliver også realiteten efter valget.

Et decideret samarbejde mellem SD og S eller SD og M kommer ikke på tale i de næste mange år. SD vil  på grund af dets historik vedblive med at være en paria i svensk politik. Men SD vil utvivlsomt stemme for et hvilket som helst lovforslag, som strammer den svenske udlændingepolitik, og det er også en slags samarbejde, hvor latent det end er.

 

 

 

 

 

Det fiskale Europa og dets italienske mareridt

Italien ser ud til at få en ny kaolitionsregering bestående af Lega – de tidligere separatister i Lega Nord – og femstjernebevægelsen M5S. For økonomer er regeringens første udspil ganske morsom læsning, men de finansielle markeder er allerede synligt nervøse, og dele af EU-toppen virker også bekymrede. Det gælder ikke mindst udmeldinger om, at italienerne går efter at få den Europæiske Centralbank til at eftergive 250 milliarder euro, som Italien skylder ECB. Det vil ikke blot være et voldsomt brud med tidligere europæiske politik, men også i direkte modstrid mod ECBs charter. Situationen er så speget, at det måske er værd at få et overblik over, hvordan den fiskale situation er i Europa.

Figuren nedenfor giver et overblik over hvordan de europæiske landes fiskale position ser ud. Figuren illustrerer tal for samlet statsgæld, og indikerer også størrelsen på budgetunderskuddene, begge fra the CIA World Factbook. Sidst kombinerer figuren disse tal med kreditvurderinger fra Standard and Poor’s. Søjlerne viser størrelsen på statsgælden i % af BNP, er søjlen grå er landet blandt den tredjedel af landene med de største budgetunderskud (større end 2 %), er søjlen stribet er landet blandt den tredjedel, der har dårligst kreditvurdering (værre end BBB), og er søjlen sort, er landet i begge grupper.

Det værste land er som de sidste mange år Grækenland med en voksende statsgæld, er pt. er 18 0 % af BNP, og en kreditvurdering på bare B+. Men med et budgetunderskud på relativt begrænsede 1,3 % af BNP er problemet primært den enorme gæld fra de uansvarlige år før cirka 2012. På samme måde er de sorte lande – Kroatien, Montenegro, Rumænien, og Ungarn – lande med en kombination, der ligner den grækerne plejede at have: Store budgetunderskud og dybt dysfunktionelle politiske systemer. Tallene viser også, hvordan eurolandene har langt større gæld end lande udenfor euroen – 77 % mod 49 %.

Det særlige ved figuren er dog, hvordan den illustrerer at Italien er den helt store hovedpine. Landet er på vej ind i den første periode med en populistisk regering siden 1940erne, med en statsgæld på 132 % af BNP, et 2,3 % budgetunderskud fra den forrige regering, og en stor sandsynlighed for et meget større underskud med den nye Lega-M5S-regering, og nervøse markeder. Markederne har også reageret: Rentespændet til Tyskland er lige nu cirka 2 % på trods af ECBs langvarige forsøg på at holde Italiens (og andre problemlandes) rente nede. Standard & Poor’s rater nu italienske statsobligationer til BBB- og stort set alle regner med, at den rating forværres i takt med, at den nye regerings politik bliver klar.

EU og eurozonens lederes værste mareridt er dermed ved at tage fysisk form: Italien er igen begyndt at bevæge sig mod afgrundens rand. Efter at have valgt flere regeringer, der i det mindste ikke gjorde problemerne værre, er alt sat op til væsentligt større gældsætning til højere renter og større risci, og Italiens svar på de fremtidige problemer er øjensynligt at kræve gældseftergivelse. Euroen var aldrig en god idé, men de næste måneder kan gå hen at demonstrere det igen, og helt særlig vise, hvor elendig en idé det var at gøre det politisk opportune og lukke Italien indenfor. Grækenlands problemer kan man måske håndtere, men hvis Italien begiver sig længere ud af den vej, landet er på nu, står euroen og det storslåede europæiske projekt ikke til at redde.

Populister er borgere med lavere tillid

Det er velkendt i forskningen, at folk der stemmer på populistiske partier generelt er mere skeptiske overfor ’systemet’, og i særlig grad har mistillid til politikere og de politiske institutioner. Det er bl.a. denne skepsis og mistro, som en Viktor Orbán kan spille på i sit forsøg på at omforme Ungarn til et ’illiberalt demokrati’ – dvs. et autokrati a la Erdogans Tyrkiet. De har også en velbeskrevet tendens til at være indvandringsskeptiske, værdikonservative og bl.a. mindre tolerante overfor homoseksuelle måske også overfor og folk med en ikke-gennemsnitlig livsstil.

Forleden ’opdagede’ min gode ven Niclas Berggren fra IFN i Stockholm og jeg, uafhængigt af hinanden, dog en ekstra tendens, som vi ikke tror, har været beskrevet før. Den danner nu kernen i nyt arbejde, som vi har påbegyndt sammen med Andreas Bergh (Lunds Universitet), og som vi forventer at have en præsentabel version af i løbet af efteråret. Tendensen er, at folk der stemmer på populistiske partier ikke blot er skeptiske overfor politikere, men også har markant mindre tillid til andre mennesker generelt.

Figuren nedenfor illustrerer, hvor store forskellene er. Vi har data fra fire nordiske lande i alle syv bølger af the European Social Survey, hvilket giver os mere end 10.000 individer fra hvert land. Vi udelukker derfor Island, der kun har været med i to bølger, og Estland, der ikke har haft et rigtigt populistisk parti siden landet genvandt sin uafhængighed. De populistiske partier er Dansk Folkeparti og Fremskridspartiet (DK), Fremskrittspartiet (NO), Sverigedemokraterna og Piratpartiet (SE) og Sannfinländarna / Perussuomalaiset (FI). Figuren illustrerer forskelle mellem folk, der stemmer populistisk (de stribede søjler) og andre (de udfyldte søjler) i deres tillid til andre mennesker (de sorte søjler) og tiltro til parlamentet (de røde søjler).

Forskellene er ikke til at ignorere. Den kendte forskel i tiltro til det politiske system ligger mellem 1,1 (Danmark) og 1,4 point (Sverige) på en skala fra 0-10. Det slående er, at populister også har langt mindre social tillid: I Danmark og Sverige er de 0,9 point mindre tillidsfulde, i Norge 0,8 og i Finland 0,4 point mindre tillidsfulde. Disse forskelle er statistisk signifikante ved ethvert niveau, og er også store sammenlignet med andre forhold. Helt særligt er de væsentligt større end forskellen i tillid mellem folk, der er født i landene af ’indfødte’ forældre, og folk der er født og indvandret fra ikke-nordiske lande! Den gennemsnitlige tillidsforskel mellem indfødte og indvandrede er 0,58 point, mens gennemsnitsforskellen mellem populister og ikke-populister er 0,75 point.

Hvorfor denne markante forskel eksisterer, er et åbent spørgsmål, som Andreas, Niclas og jeg skal arbejde videre med, når vores sommerforpligtelser er overståede. Vi kan se, at populisterne også er mere religiøse, hvilket kunne være en del af forklaringen. Tillid er også forbundet med uddannelsesniveau, tolerance og en række andre ting, som kunne repræsentere såkaldte ’transmissionsmekanismer’. Det ærlige svar er, at vi ikke ved hvad der ligger bag forskellene – men det er der heller ingen andre, der gør. Vi hører derfor gerne forslag fra vores læsere, så vi har mere at arbejde med i efteråret. Indtil videre er sammenhængen dog så slående, at den var værd at oplyse læserne om.

The Wild Bunch – ny forskning i populisme

En ny, interessant artikel, der er på vej ud i Economics of Governance (gated version her), tager fat på spørgsmålet om populistiske politikere egentlig er så skadelige. Forfatterne, Julio Revuelta (Universidad de Cantabria) og punditokraternes ven Martin Rode (Universidad de Navarra), svare bekræftende på spørgsmålet. Ved at sammenligne statslederes grad af populisme, målt ved et tekstbaseret indeks udviklet af Kirk Hawkins, med efterfølgende ændringer i økonomisk frihed kan Rode og Revuelta vise, at særligt retslig kvalitet og reguleringsfrihed svækkes betragteligt når et land får en populistisk leder. Så skal man være bekymret for Syriza i Grækenland, Podemos i Spanien og forskellige andre udpræget populistiske partier? Svaret synes at være ja. Papirets abstractet er her:

The debate on populism has recently been revitalized by the rise of new political actors, especially in Latin America and Europe. Despite the renewed interest, the concept of populism remains vague, complicating any empirical investigation on its political and economic outcomes. Still, all populist politicians strongly emphasize the defense of the commonman’s interest against those of privileged elites, suggesting that such governments will have notable implications for economic policy and institutions. Using a non-partisan indicator of populism, this paper seeks to assess the impact of populist policies on institutional change, as measured by the economic freedom of the world index. Results indicate that populist governments actively reduce economic freedom. In particular, they erode legal security, reduce freedom to trade, and tighten economic regulation. Findings expand on previous research with empirical methodology, questioning the importance of ideological orientation in some definitions of populism.

Latin Amerika, "neoliberalisme" og populisme

Jeg har skrevet en “bette” artikel, “(Neo)liberalisme i Latin Amerika – fup eller fakta?“, om den såkaldte “neoliberale” periode i Latin Amerika i 1990erne til liberator.dk. Og den kan man jo læse der.
I artiklen kommer jeg frem til at der er en stor sandsynlighed for, at Latin Amerika i de kommende år for alvor vil udvikle sig i to klare retninger; Én som vi kunne kalde en evolutionær retning, hvor man i større eller mindre grad vil nærme sig det vi forstår ved demokrati, eller rettere Sydeuropæerne forstår ved demokrati. Det vil sige, der fortsat vil være betydelig mere korruption og populisme og relativt ringe fungerende retssystemer og ringe forståelse for betydningen af at vi alle er “lige for loven”, end vi ville acceptere, men bedre end de nuværende forhold (med undtagelse af Chile, der nærmer sig nordeuropæisk niveau – men den historie hverken kan eller vil blive gentaget). Lande der formentlig vil følge denne vej er bl.a. Brasilien, Mexiko, Colombia, Peru og El Salvador, Uruguay, Costa Rica og Panema. Deroverfor har vi lande som Venezuela, Bolivia, Ecuador og Nicaragua, hvor udviklingen går den modsatte vej.
Jeg nævner ikke Argentina her, da de ikke kan henføres til nogle af lejrene. Det er i bund og grund de samme grupper (samme parti) der sidder på magten, som også gjorde det i 1990erne.
Til gengæld kan man jo godt stille sig spørgsmålet om hvem der har ansvaret for at en Hugo Chavez eller Evo Morales kom til magten, eller Danial Ortega kunne vende tilbage til den. Og svaret må selvføgelig i vid udstrækning blive de der havde magten før. Der er nemlig et fællestræk ved de 4 lande, og det er deres umanerligt ringe økonomiske udvikling i mange årtier. Bolivia og Venezuela har stort set det samme BNP i dag som for 50 år siden, også Ecuador og Nicaragua har klaret sig elendigt. Og så slemt står det ikke til med den første gruppe, der set over de sidste par årtier har oplevet økonomisk vækst. 

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑