Tag-arkiv: populisme

Populisme og ulighed

Siden de allerførste populister, der gav fænomenet sit navn – den politiske faktion i den romerske republik, der kaldte sig ’Populares’ – har de været optaget af ulighed. Populister deler næsten altid befolkningen op i en politisk elite og ’folket’, og begrunder deres politik i en fortælling om, hvordan den korrupte og indspiste elite udnytter og snyder det ægte folk. En væsentlig del af deres politik bliver ofte, hvordan man omfordeler fra eliten til folket, eller i hvert fald den del af det, der stemmer for populisterne. Man ville derfor tro, at populister der kommer til magten, vil reducere uligheden i samfundet – hvis de da gør hvad de påstår de vil.

Populisternes egen fortælling om ulighed gentages ofte i populismeforskningen, men med den twist at forskere som Cas Mudde og Barry Eichengreen påstår, at stigende ulighed fører til, at folk stemmer på populister og populistiske partier. Meget af forskningen og den politik, mange foreslår imod populisme, er således begrundet i, at der er en sammenhæng mellem ulighed og populisme. Det pudsige i situationen er, at der ikke har været nogen egentlige empiriske studier, der har kunnet be- eller afkræfte, at sammenhængen findes. Det har vi derfor startet et lille forskningsprojekt om.

Projektet er sammen med to gamle kendinge hos punditokraterne – Martin Rode og Andrea Sáenz de Viteri fra Universidad de Navarra – og min nuværende PhD-studerende, Martin Štrobl. Vi fokuserer på, hvad der sker med uligheden når populister kommer til magten, hvilket allerførst kræver, at man kan måle politikeres grad af populisme. Det lader sig gøre uden særlige problemer, da Andrea og jeg i et tidligere papir har udviklet et mål for populisme for 42 lande i Latinamerika og Caribien. Vores undersøgelse kommer derfor til at dække de 27 lande i regionen, hvor der også er data på ulighed i indkomster og forbrug mellem 1970 og 2015.

Den brede baggrund for vores dansk-mexicansk-tjekkisk-tyske projekt er illustreret i den første figur nedenfor, der viser den gennemsnitlige udvikling i de 27 lande i regeringslederens populismescore og uligheden (målt i Gini-koefficienter) i indkomst og faktisk forbrug. Figuren illustrerer både den såkaldte tredje bølge af populisme i Latinamerika fra sidst i 1990erne, men også det velkendte fald i regionens ulighed de sidste cirka 25 år. Der er med andre ord masser af variation i vores data, så det burde være let at identificere en effekt af populisme, hvis den er der.

Men det tvivler vi på, at den er. Grunden er den anden måde, man kan få en hurtig fornemmelse for sine data, som vi illustrerer i den anden figur. Her har vi plottet alle vores observationer af populisme og forbrugsulighed overfor hinanden (de grå markører), og de 27 landegennemsnit af begge dele (de sorte markører). Simple plot naturligvis aldrig skal tages som direkte evidens, men kun indikationer om, hvordan mønstrene ser ud. Figuren viser dog ret klart, at der ikke er nogen umiddelbar sammenhæng mellem populisme og ulighed. Om man ser på hele samplen, landegennemsnittene, eller skifter til at fokusere på indkomstulighed i stedet for ulighed i forbrug, er korrelationen mellem de to aldrig væsentligt anderledes end nul.

Figuren illustrerer dog noget andet, og i særlig grad de stærke traditioner for populisme i særligt Venezuela, men også lande som Argentina, Bolivia, Ecuador og Peru. Omvendt er det interessant at se, hvordan fire tidligere britiske kolonier – Bahamas, Barbados, Saint Lucia og Trinidad og Tobago – er havnet i et hjørne af figuren med meget lav ulighed og stort set ingen populisme i regeringen siden 1970. Tror man på Engerman og Sokoloffs meget indflydelsesrige teori om, at historiske, økonomiske strukturer som sukkerproduktion koncentrerede ejerskabet af jord i store plantager og dermed førte til markant ulighed, burde de fire tidligere sukkerkolonier slet ikke ligge der.

Det vigtigste ved hele projektet er dog, at udfordre en idé, som i dag bliver taget næsten for givet i populismeforskningen. Ser man på det simple billede, er der i praksis ingen sammenhæng mellem hvor populistisk en regering er, og hvad der før eller efter sker med uligheden. Vores absolut foreløbige resultater bekræfter endda det simple billede af, at populister på ingen måde påvirker samfundets grad af ulighed. Om de fejler, men har intentioner om det, eller blot gavner dem selv og deres egne når de kommer til magten – ligesom andre almindelige politikere – kan vi i sagens natur ikke sige noget om endnu. Vores nye projekt stiller dog stadig det ganske ubehagelige spørgsmål: Hviler en stor del af de seneste års populismeforskning og dens anbefalinger på en præmis, der ikke er sand? Det foreløbige svar ser ud til at være et ja.

Cancelled conference papers: Does Globalization Cause Populism?

As avid readers will know, we recently started a cancellation series – a series about papers that would have been presented at the cancelled public choice and political economy conferences this spring. Our second installment is about a new paper by Andreas Bergh and Anders Gustafsson. The rest of the text today is directly from Andreas.

We start by citing Francis Fukuyama:

I concur with the commonplace judgement that the rise of populism has been triggered by globalization and the consequent massive increase in inequality in many rich countries.

We believe that Fukuyama is right in his description of the “commonplace judgment”, and there are some papers that seemingly support that view, such as the Importing Political Polarization paper by Autor et al. These papers typically identify clear causal effects, such as rising trade with China leading to lower employment in US manufacturing and that districts exposed to larger increases in import penetration elected politically more extreme political candidates.

It is, however, a big step to jump from these partial effects to the conclusion that populism has been triggered by globalization. Trade with China may have had more beneficial consequences elsewhere in the US economy, and economic globalization is more than just trade with China. Similar points have also been made by Paul Krugman in a comment on the Autor papers.

One might also worry that papers that identify interesting effects of economic globalization are more likely to be published, while papers with imprecisely estimated zero-effects might not even be completed and/or submitted.

Our working paper checks if there is a pattern across countries such that populist parties have grown more in countries where globalization has increased more. We do so using the KOF globalization index and the compilation of election results for populist parties in Europe produced by Swedish thinktank Timbro. The compilation covers 33 European countries (included when they become politically free) during the period 1980-2018).

As it turns out, the commonplace judgement alluded to by Fukuyama is not visible to the eye when comparing increases in populist parties’ vote shares and increases in globalization over different time periods:

A nice feature of Timbro’s compilation is the separation of populist parties into right-wing and left-wing populism. Dividing data into 4-year intervals and running regressions using KOF’s measure of economic globalization de facto (that combines trade in goods, services and trade partner diversity with financial globalization) and right-wing populist vote shares with country and time fixed effects reveals no significant correlation between the two . The reason is, however, that EU-countries have more economic globalization and also more right-wing populism. Once EU-membership is controlled for, there is no positive association between economic globalization and right-wing populism. Here is what the fixed effect panel regression with right-wing populist vote shares as dependent variable looks like:

In the paper, we show results also for left-wing populist parties (typically smaller in more globalized countries), random effects instead of country fixed effects (almost identical results) and other types of globalization. The main result is always that once EU-membership is controlled for, more globalized countries if anything have slightly smaller populist parties.

Note also that income inequality (measured using the Gini-coefficient for disposable income taken from Swiid) is typically negatively associated with populism.

Needless to say, these are only correlation. But even if Fukuyama is right that income inequality somehow causes populism, it seems that countries with more inequality for other reasons still end up with less populism on average.

Finally, the fact that EU-membership is associated with about 7 percentage points bigger right-wing populist parties is pretty interesting. It suggests that the European Union does not fully succeed in promoting its official goals (among which we find tolerance, inclusion, justice, non-discrimination as well as social and territorial cohesion and solidarity). The EU-effect is very much in line with a pattern recently noted by Dani Rodrik, that right-wing populists in Europe portray the EU and the elites in Brussels as their enemy, not free trade.

Populisme og tillid i Danmark

Jeg er pt. på vej til Odense for at holde en gæsteforelæsning på Syddansk Universitet. Forelæsningen er én af flere i en række om populisme, og jeg er blevet bedt om at tale om forholdet mellem populisme og tillid. Mens der bestemt ikke er lavet ret meget forskning om emnet, er der efterhånden en lille litteratur. Denne litteratur blev i efteråret beriget af et nyt studie af den altid fremragende Philip Keefer, der sammen med to kolleger har set på populisme og tillid i Latinamerika.

Indvendingen, man til tider hører, er dog at den slags har vi ikke i Danmark. Der er for det første en holdning, at de skandinaviske landes ekstreme tillidskultur ‘beskytter’ os mod denne slags problemer. For det andet oplever jeg også tit, at der er en modvilje mod at udtrykke, at f.eks. Dansk Folkepartis eller Enhedslistens vælgere er anderledes end andre på, henholdvis, højre- og venstrefløjen. Det gælder desværre også de ellers velinformerede læsere af denne blog.

Formålet med denne post er derfor at illustrere, hvor store forskellene faktisk er. Tallene i figuren nedenfor er fra de danske respondenters svar i the European Social Survey, hvor de både spørges om deres tillid til andre mennesker og til politikere (begge på en skala fra 0 til 10) og om deres partitilhør. Det tillader en at beregne det almindelige tillidsniveau i hvert parti og dermed få et indtryk af, hvilke partiers vælgere er anderledes.

Kilde: European Social Survey

Som figuren tydeligt viser, er Dansk Folkepartis vælgere langt mindre tillidsfulde i begge retninger – andre mennesker og politikere – og forskellen til andre partiers vælgere er ikke blot stor, men også statistisk sikker. Det samme gælder kategorien ‘andre’ partier, der omfatter både Alternativet, Rune Engelbrechts Minoritetspartiet og nogle få meget små partier. Den anden klare forskel i figuren er, at Enhedslistens vælgere ikke har hverken lavere eller højere social tillid end andre upopulistiske partier, men deres politiske tillid er noget lavere.

Mens Dansk Folkeparti således passer på en række teorier om hvordan lav tillid fører folk til at stemme på populister, er Enhedslistens vælgere sandsynligvis mere drevne af en dyb mistillid – i nogle tilfælde decideret had – til hvad de opfatter som en samfundsmæssig ‘elite’. Sammenhængene er der således også i Danmark, men de understreger også, at populisme på de to fløje i en vis grad er forskellige fænomener.

Globalisering og populisme – ingen sammenhæng

Studiet af populisme er efterhånden en hel industri i statskundskab, sociologi og dele af nationaløkonomi. En af de centrale påstande i mange nye studier er, at populistiske partier og deres voksende stemmetal er en politisk konsekvens af og reaktion på øget globalisering.

Francis Fukuyama har for eksempel hævdet, at “the rise of populism has been triggered by globalization and the consequent massive increase in inequality.” En lignende påstand er central i Barry Eichengreens bog fra sidste år om populisme, ligesom den hollandske populismeforsker Cas Mudde har gentaget den og brugt den som forsvar for en tilbagevenden til traditionel socialdemokratisk omfordeling (som han så absolut foretrækker).

Andreas Bergh

Spørgsmålet er blot, at der indtil videre ikke har været nogen egentlig evidens for påstanden, men blot strategisk udvalgte eksempler og teoretiske argumenter. Jeg pegede på problemet i sommers i Economic Affairs, og understregede da, at selv en så dygtig forsker som Eichengreen bruger simplistisk og gammel handelsteori som et forbløffende svagt grundlag for en påstand, som han efterfølgende drager substantielle politiske implikationer fra.

Det er derfor både heldigt og meget aktuelt, at ny forskning nu ser omhyggeligt på, om der faktisk er den sammenhæng mellem globalisering og populisme, som populismeforskere synes at opfatte som en konsensus. Min gode ven Andreas Bergh (Lund og IFN, på billedet) og den unge økonom Anders Gustafsson (Örebro og IFN) viser i deres nye papir “Globalization and Populism in Europe” at det er der ikke!

Andreas og Anders bruger Timbros relativt nyudviklede populismedatasæt, der dækker 33 europæiske lande fra 1980-2016, til at se på spørgsmålet. Kombineret med det omfattende globaliseringsindeks fra KOF i Zürich tillader det de to svenskere at estimere sammenhængen over tid og på tværs af lande. Datasættet omfatter 267 populistiske partier, fra meget små til meget store og fra venstre til højre, samt deres stemmetal. Resultaterne viser ingen klar, statistisk sammenhæng, selvom den i en række sammenhænge endda bliver statistisk signifikant og negativ. I stedet finder de to, at medlemskab af EU er forbundet med en væsentlig stigning i populistiske højrefløjspartiers stemmetal. Andreas leverer flere detaljer på sin altid anbefalelsesværdige blog.

Man bør naturligvis aldrig konkludere for håndfast på basis af et enkelt studie. Det er dog sigende, at Andreas og Anders synes at være de første, der konkret tester en idé, som har været bærende for meget populismeforskning i årevis. Man kan – måske særligt når man kender til de underliggende data – fristes til at tro, at en række populismeforskere faktisk har taget et kig på dataene, og opdaget at deres konsensusidé er empirisk vrøvl. Under alle omstændigheder er der nu et omhyggeligt, veludført empirisk studie, der helt og fuldstændigt afviser, at øget globalisering skaber populistiske stemmer.

Populisme – tre nye bøger

Hvis der er én ting, man taler om i politik i de fleste vestlige lande i disse år, er det populisme. Det gælder ikke mindst Danmark, hvor Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Stram Kurs alle er tydeligt og åbent populistiske og nominelt borgerlige, og Alternativet leverer en slags cirkusudgave af moderne venstrefløjspopulisme. Man kan også med en vis ret beskylde Socialdemokraterne og Venstre for at være rykket ind til en slags centrumpopulistisk politisk position, for at sikre sig overfor den mulighed at medianvælgeren måske ikke kan lide indvandrere.

Hvad det bredere fænomen er, hvor det stammer fra og hvad man kan gøre fra de etablerede partier, er temaet for tre nye og ganske forskellige bøger: Barry Eichengreens The Populist Temptation: Economic Grievance and Political Reaction in the Modern Era. der udgives af Oxford University Press, Kurt Weyland og Raúl Madrids redigerede samling When Democracy Trumps Populism: European and Latin American Lessons for the United States fra Cambridge University Press, og Charles Dumas Populism and Economics fra det lille Profile Books. Jeg anmelder alle tre i det nye nummer af det udmærkede Economic Affairs.

I anmeldelsen, der har fået navnet Populism: Three approaches to an international problem (bemærk: linket kræver login), anbefaler jeg i særlig grad Eichengreens velskrevne og omhyggelige bog, ligesom der er flere meget fine kapitler i Weyland og Madrids samling. Eichengreen udmærker sig specielt i den måde, han sørger for at definere og diskutere hvad populisme overhovedet er. Hvis nogle af vores læsere er interesserede i populisme, kan bogen varmt anbefales med et enkelt forbehold, som også gælder store dele af Weyland og Madrid, ligesom det plager meget af den eksisterende forskning. Som jeg understreger i konklusionerne:

“In other respects, all three books either explicitly or implicitly reach similar conclusions. It is, for example, striking that while both Eichengreen and several of the contributors to Weyland and Madrid argue that increased redistribution – and implicitly a focus on distributional or social justice – will effectively reduce the threat of populism, and Dumas also emphasises increasing income inequality, none of them note that their recommendations have been tried. The type of society they seem to aim for is a Scandinavian‐style social democrat welfare state. Yet the Nordic countries are certainly not free of populism, and populist parties have had substantial political influence in three of the five countries of the region.”

Det er med andre ord stærkt påfaldende, at næsten al moderne populismeforskning forfalder til den samme idé: Bare vi implementerer en stor velfærdsstat med massiv omfordeling, vil folk ikke længere have nogen grund til at stemme på populisterne. Som skandinavisk efterkrigshistorie med al tydelighed viser, er det simpelthen ikke rigtigt. Hvorfor kan man altid diskutere, men det synes rent umiddelbart som en kombination af, at meget få populismeforskere kender noget til de nordiske lande, og at langt de fleste er enten socialdemokrater eller socialister. Hvert forskningsfelt udvikler sine blinde vinkler, men populismeforskningens er temmelig tydelige for folk, der ikke er socialiseret i feltet.

Populisme og pressefrihed

Der tales meget om populisme i disse år, og med god grund. I vestlige lande har vælgerne de senere år valgt åbenlyst populistiske politikere i så forskellige lande som USA, Ungarn og Italien. Fænomenet eksisterer på både højre- og venstrefløjen, med højrefløjspopulister som Donald Trump, Viktor Órban og Recep Erdogan og venstrefløjspopulister som Alexis Tsipras, Matteo Salvini, og Bernie Sanders som fremtrædende eksempler. På trods af adskillige populismeforskeres indædte uvilje, er det svært ikke også at finde tydeligt populistiske elementer i Mette Frederiksens og Justin Trudeaus ellers officielt midtsøgende politik. Ingen fløj kan reelt frasige sig eksistensen af populistiske politikere.

Nogle kommentatorer og politikere har spurgt om, hvad problemet er – og om der overhovedet er et problem? Får folk ikke bare hvad de vil have? I et demokrati kan man måske argumentere for, at ’folket’ får hvad de vil have, men kender man en smule til public choice, ved man at der faktisk ikke findes nogen logisk konsistent møde at definere det famøse ’folket’. Argumenter, der baserer sig på påstande om ’folkets vilje’ er dermed altid ulogiske per definition.

Det egentlige problem er, at der synes at være to fællestræk for alle populister. Det første er, at de påstår at repræsentere ’folket’ – det ægte folk, og ikke de uægte andre. Erdogan har således opnået en vis berømmelse qua sit spørgsmål til en gruppe politiske modstandere ved et vælgermøde i 2016 ”Vi er folket! Hvem er I?” Det andet fællestræk, som min dygtige kollega Friedrich Heinemann (ZEW Mannheim) påpegede over øl og barbecue i sommers, er at de alle i en eller anden form afviser eksistensen af begrænsninger af politik. Salvinis regering i Italien har for eksempel afvist, at deres store budgetunderskud vil skabe ekstra gældsproblemer for Italien, helt uanset at de bliver nødt til at låne flere penge til at dække underskuddet. Donald Trump mener ligeledes, at hans protektionistiske politik vil skabe vækst og arbejdspladser i USA, fraset at praktisk taget alle nationaløkonomer udenfor regeringscirkler mener det modsatte.

I dag peger vi dog på et tredje fællestræk ved mange, omend måske ikke alle populister: Deres skepsis overfor frie medier og pressens frihed til at skrive, hvad den vil. Trump er berømt for at rase mod ’fake news’ – mens han iøvrigt selv bidrager betragteligt til dem – og for sine udfald mod blandt andet New York Times og CNN. I Ungarn har Viktor Órban haft succes i at begrænse pressens frihed i et omfang, der er meget tydeligt i internationale vurderinger. Freedom House vurderer således, at Ungarns begrænsninger i pressefriheden svarer til et indeks 44 i dag, mens det var 21 (og dermed på linje med USA’s) for blot ti år siden. En lignende udvikling er i gang i Polen, mens USA’s politiske system har vist sig meget robust overfor en præsident uden respekt for den første tilføjelse til den amerikanske forfatning.

Er disse eksempler udtryk for en mere generel tendens? Det giver vi et delvist svar på i dag ved at bruge de populismedata, som Andrea Sáenz de Viteri og jeg har udviklet i en anden forbindelse (læs her). I stedet for at score landes ledere ifølge vores egne idiosynkratiske forestillinger – som meget af den eksisterende litteratur de facto gør – har vi beregnet, hvor ofte en gruppe ledende britiske og amerikanske aviser omtaler den pågældende leder i forbindelse med populisme. Vi får dermed et indirekte, men relativt objektivt, mål for populisme, som vi sammenholder med Freedom Houses indeks for (mangel på) pressefrihed i 2017 i figuren nedenfor. Den grundlæggende idé er ikke vores, den skylder vi min studerende Camilla Kjær.

Plotter man den gennemsnitlige populismescore siden 1970 overfor den nuværende pressefrihed, så man tillader langsomme og gradvise påvirkninger af pressefriheden, får man det fine billede i figuren. Som altid i disse år er Venezuela ekstremet, med langt den værste pressefrihed – landets indeks er stort set det samme som Ruslands – og den tydeligt mest populistiske tradition. Men på tværs af resten af Latinamerika og det caribiske område er der stadig en klar sammenhæng, hvis man ser bort fra Venezuelas kollaps. Der findes tydeligt lande uden nogen særlig populistisk tradition, der undertrykker pressen af andre grunde, men ingen stærke populister, der ikke gør det. Med andre ord er populisme ikke den eneste forklaring på undertrykkelse af pressen, men jo mere populistiske traditioner man får, jo mere undertrykt bliver den.

Mens et enkelt plot med en korrelation og et simpelt mønster naturligvis ikke er håndfast og robust evidens for en klar, kausal sammenhæng, giver figuren i det mindste en klar indikation: Populister ser umiddelbart ud til at undertrykke pressen der, hvor de overhovedet kan slippe afsted med det. Og vender man blikket tilbage til Europa, er det helt evident tilfældet i Ungarn og Polen. Spørgsmålet er, hvem der er det næste land?

Det fiskale Europa og dets italienske mareridt

Italien ser ud til at få en ny kaolitionsregering bestående af Lega – de tidligere separatister i Lega Nord – og femstjernebevægelsen M5S. For økonomer er regeringens første udspil ganske morsom læsning, men de finansielle markeder er allerede synligt nervøse, og dele af EU-toppen virker også bekymrede. Det gælder ikke mindst udmeldinger om, at italienerne går efter at få den Europæiske Centralbank til at eftergive 250 milliarder euro, som Italien skylder ECB. Det vil ikke blot være et voldsomt brud med tidligere europæiske politik, men også i direkte modstrid mod ECBs charter. Situationen er så speget, at det måske er værd at få et overblik over, hvordan den fiskale situation er i Europa.

Figuren nedenfor giver et overblik over hvordan de europæiske landes fiskale position ser ud. Figuren illustrerer tal for samlet statsgæld, og indikerer også størrelsen på budgetunderskuddene, begge fra the CIA World Factbook. Sidst kombinerer figuren disse tal med kreditvurderinger fra Standard and Poor’s. Søjlerne viser størrelsen på statsgælden i % af BNP, er søjlen grå er landet blandt den tredjedel af landene med de største budgetunderskud (større end 2 %), er søjlen stribet er landet blandt den tredjedel, der har dårligst kreditvurdering (værre end BBB), og er søjlen sort, er landet i begge grupper.

Det værste land er som de sidste mange år Grækenland med en voksende statsgæld, er pt. er 18 0 % af BNP, og en kreditvurdering på bare B+. Men med et budgetunderskud på relativt begrænsede 1,3 % af BNP er problemet primært den enorme gæld fra de uansvarlige år før cirka 2012. På samme måde er de sorte lande – Kroatien, Montenegro, Rumænien, og Ungarn – lande med en kombination, der ligner den grækerne plejede at have: Store budgetunderskud og dybt dysfunktionelle politiske systemer. Tallene viser også, hvordan eurolandene har langt større gæld end lande udenfor euroen – 77 % mod 49 %.

Det særlige ved figuren er dog, hvordan den illustrerer at Italien er den helt store hovedpine. Landet er på vej ind i den første periode med en populistisk regering siden 1940erne, med en statsgæld på 132 % af BNP, et 2,3 % budgetunderskud fra den forrige regering, og en stor sandsynlighed for et meget større underskud med den nye Lega-M5S-regering, og nervøse markeder. Markederne har også reageret: Rentespændet til Tyskland er lige nu cirka 2 % på trods af ECBs langvarige forsøg på at holde Italiens (og andre problemlandes) rente nede. Standard & Poor’s rater nu italienske statsobligationer til BBB- og stort set alle regner med, at den rating forværres i takt med, at den nye regerings politik bliver klar.

EU og eurozonens lederes værste mareridt er dermed ved at tage fysisk form: Italien er igen begyndt at bevæge sig mod afgrundens rand. Efter at have valgt flere regeringer, der i det mindste ikke gjorde problemerne værre, er alt sat op til væsentligt større gældsætning til højere renter og større risci, og Italiens svar på de fremtidige problemer er øjensynligt at kræve gældseftergivelse. Euroen var aldrig en god idé, men de næste måneder kan gå hen at demonstrere det igen, og helt særlig vise, hvor elendig en idé det var at gøre det politisk opportune og lukke Italien indenfor. Grækenlands problemer kan man måske håndtere, men hvis Italien begiver sig længere ud af den vej, landet er på nu, står euroen og det storslåede europæiske projekt ikke til at redde.

Populister er borgere med lavere tillid

Det er velkendt i forskningen, at folk der stemmer på populistiske partier generelt er mere skeptiske overfor ’systemet’, og i særlig grad har mistillid til politikere og de politiske institutioner. Det er bl.a. denne skepsis og mistro, som en Viktor Orbán kan spille på i sit forsøg på at omforme Ungarn til et ’illiberalt demokrati’ – dvs. et autokrati a la Erdogans Tyrkiet. De har også en velbeskrevet tendens til at være indvandringsskeptiske, værdikonservative og bl.a. mindre tolerante overfor homoseksuelle måske også overfor og folk med en ikke-gennemsnitlig livsstil.

Forleden ’opdagede’ min gode ven Niclas Berggren fra IFN i Stockholm og jeg, uafhængigt af hinanden, dog en ekstra tendens, som vi ikke tror, har været beskrevet før. Den danner nu kernen i nyt arbejde, som vi har påbegyndt sammen med Andreas Bergh (Lunds Universitet), og som vi forventer at have en præsentabel version af i løbet af efteråret. Tendensen er, at folk der stemmer på populistiske partier ikke blot er skeptiske overfor politikere, men også har markant mindre tillid til andre mennesker generelt.

Figuren nedenfor illustrerer, hvor store forskellene er. Vi har data fra fire nordiske lande i alle syv bølger af the European Social Survey, hvilket giver os mere end 10.000 individer fra hvert land. Vi udelukker derfor Island, der kun har været med i to bølger, og Estland, der ikke har haft et rigtigt populistisk parti siden landet genvandt sin uafhængighed. De populistiske partier er Dansk Folkeparti og Fremskridspartiet (DK), Fremskrittspartiet (NO), Sverigedemokraterna og Piratpartiet (SE) og Sannfinländarna / Perussuomalaiset (FI). Figuren illustrerer forskelle mellem folk, der stemmer populistisk (de stribede søjler) og andre (de udfyldte søjler) i deres tillid til andre mennesker (de sorte søjler) og tiltro til parlamentet (de røde søjler).

Forskellene er ikke til at ignorere. Den kendte forskel i tiltro til det politiske system ligger mellem 1,1 (Danmark) og 1,4 point (Sverige) på en skala fra 0-10. Det slående er, at populister også har langt mindre social tillid: I Danmark og Sverige er de 0,9 point mindre tillidsfulde, i Norge 0,8 og i Finland 0,4 point mindre tillidsfulde. Disse forskelle er statistisk signifikante ved ethvert niveau, og er også store sammenlignet med andre forhold. Helt særligt er de væsentligt større end forskellen i tillid mellem folk, der er født i landene af ’indfødte’ forældre, og folk der er født og indvandret fra ikke-nordiske lande! Den gennemsnitlige tillidsforskel mellem indfødte og indvandrede er 0,58 point, mens gennemsnitsforskellen mellem populister og ikke-populister er 0,75 point.

Hvorfor denne markante forskel eksisterer, er et åbent spørgsmål, som Andreas, Niclas og jeg skal arbejde videre med, når vores sommerforpligtelser er overståede. Vi kan se, at populisterne også er mere religiøse, hvilket kunne være en del af forklaringen. Tillid er også forbundet med uddannelsesniveau, tolerance og en række andre ting, som kunne repræsentere såkaldte ’transmissionsmekanismer’. Det ærlige svar er, at vi ikke ved hvad der ligger bag forskellene – men det er der heller ingen andre, der gør. Vi hører derfor gerne forslag fra vores læsere, så vi har mere at arbejde med i efteråret. Indtil videre er sammenhængen dog så slående, at den var værd at oplyse læserne om.

The Wild Bunch – ny forskning i populisme

En ny, interessant artikel, der er på vej ud i Economics of Governance (gated version her), tager fat på spørgsmålet om populistiske politikere egentlig er så skadelige. Forfatterne, Julio Revuelta (Universidad de Cantabria) og punditokraternes ven Martin Rode (Universidad de Navarra), svare bekræftende på spørgsmålet. Ved at sammenligne statslederes grad af populisme, målt ved et tekstbaseret indeks udviklet af Kirk Hawkins, med efterfølgende ændringer i økonomisk frihed kan Rode og Revuelta vise, at særligt retslig kvalitet og reguleringsfrihed svækkes betragteligt når et land får en populistisk leder. Så skal man være bekymret for Syriza i Grækenland, Podemos i Spanien og forskellige andre udpræget populistiske partier? Svaret synes at være ja. Papirets abstractet er her:

The debate on populism has recently been revitalized by the rise of new political actors, especially in Latin America and Europe. Despite the renewed interest, the concept of populism remains vague, complicating any empirical investigation on its political and economic outcomes. Still, all populist politicians strongly emphasize the defense of the commonman’s interest against those of privileged elites, suggesting that such governments will have notable implications for economic policy and institutions. Using a non-partisan indicator of populism, this paper seeks to assess the impact of populist policies on institutional change, as measured by the economic freedom of the world index. Results indicate that populist governments actively reduce economic freedom. In particular, they erode legal security, reduce freedom to trade, and tighten economic regulation. Findings expand on previous research with empirical methodology, questioning the importance of ideological orientation in some definitions of populism.

Latin Amerika, "neoliberalisme" og populisme

Jeg har skrevet en “bette” artikel, “(Neo)liberalisme i Latin Amerika – fup eller fakta?“, om den såkaldte “neoliberale” periode i Latin Amerika i 1990erne til liberator.dk. Og den kan man jo læse der.
I artiklen kommer jeg frem til at der er en stor sandsynlighed for, at Latin Amerika i de kommende år for alvor vil udvikle sig i to klare retninger; Én som vi kunne kalde en evolutionær retning, hvor man i større eller mindre grad vil nærme sig det vi forstår ved demokrati, eller rettere Sydeuropæerne forstår ved demokrati. Det vil sige, der fortsat vil være betydelig mere korruption og populisme og relativt ringe fungerende retssystemer og ringe forståelse for betydningen af at vi alle er “lige for loven”, end vi ville acceptere, men bedre end de nuværende forhold (med undtagelse af Chile, der nærmer sig nordeuropæisk niveau – men den historie hverken kan eller vil blive gentaget). Lande der formentlig vil følge denne vej er bl.a. Brasilien, Mexiko, Colombia, Peru og El Salvador, Uruguay, Costa Rica og Panema. Deroverfor har vi lande som Venezuela, Bolivia, Ecuador og Nicaragua, hvor udviklingen går den modsatte vej.
Jeg nævner ikke Argentina her, da de ikke kan henføres til nogle af lejrene. Det er i bund og grund de samme grupper (samme parti) der sidder på magten, som også gjorde det i 1990erne.
Til gengæld kan man jo godt stille sig spørgsmålet om hvem der har ansvaret for at en Hugo Chavez eller Evo Morales kom til magten, eller Danial Ortega kunne vende tilbage til den. Og svaret må selvføgelig i vid udstrækning blive de der havde magten før. Der er nemlig et fællestræk ved de 4 lande, og det er deres umanerligt ringe økonomiske udvikling i mange årtier. Bolivia og Venezuela har stort set det samme BNP i dag som for 50 år siden, også Ecuador og Nicaragua har klaret sig elendigt. Og så slemt står det ikke til med den første gruppe, der set over de sidste par årtier har oplevet økonomisk vækst.