Tag: Poul Høi (side 1 af 2)

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi (5)

Berlingske Tidendes Poul Høi kører videre i samme skure som altid, med sin sammenblanding af journalistik og politisk kommentar, rørt op med målrettede unøjagtigheder. Her er fra hans blog i går, “En rådden fisk”:

“Det næste eksempel er fra sidste aftens debat, hvor kongresmedlem Ron Paul skal svare på, hvad han vil gøre, hvis en 30-årig uforsikret mand bliver indbragt dødssyg til et sygehus.

Ron Paul giver et svar, som kun kan tydes som noget i retning af “surt for ham.” […]

Jeg vil ikke sige, at eksemplerne overrasker mig. Jeg har tilbragt temmelig lang tid i det Amerika, som befinder sig uden for salonerne, og kender både “hang ‘em high” og “let ‘em die.”  […]

Det omvendte synspunkt er selvfølgelig, at sådan har amerikanerne – eller nogle af dem – nu engang indrettet deres samfund, og det tilkommer ikke de finere fornemmelser at gøre sig til dommer over det. Hvis Texas vil henrette, så lad dem henrette, og hvis nogle af dem vil nægte dødssyge behandling – så lad dem gøre det.

USA er ikke Danmark, og Danmark er ikke USA, ganske rigtigt, men det betyder bare, at alle os, der regner os for venner af USA, engang imellem må klemme næsen sammen.

For jeg kan også lugte fisken.”

Læserne må altså få det klare indtryk, at Ron Paul er en, der siger “surt for ham” og “let’em die” til folk, der er dødssyge, og det “dokumenterer” Høi med et video-klip med Ron Paul – som Høi henter fra den venstreorienterede hjemmeside TalkingPointsMemo.com.

Men var det, hvad Ron Paul sagde? Ikke hvis man ser svaret i dets fulde længde. Det er Wolf Blitzer, der formulerer det som “let him die?”, og Paul svarer decideret “No” til spørgsmålet. Paul argumenterer videre for det principielle synspunkt, at det amerikanske sundhedssystem er bygget op på individuelt ansvar, og for at statens indblanding har drevet omkostningerne op, men peger derudover på, at der altid har været hospitaler, der tager sig af uforsikrede – og at det var, hvad han selv gjorde som praktiserende læge. Er det = “Ron Paul giver et svar, som kun kan tydes som noget i retning af ’surt for ham.’“?

Poul Høi – fusk eller sjusk?  We report, you decide.

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi (4)

Berlingske Tidendes Cavling Pris-vindende korrespondent Poul Høi fortsætter i den vante skure med en særegen type blanding af journalistik, politisk kommentar og fri fortolkning af fakta. I den forgangne uge kunne man fx læse hans udlægning af en række primærvalg og et enkelt suppleringsvalg forrige tirsdag. Det fik – ikke så overraskende hvis man kender Modus Høi – en udlægning, der var ganske speciel: “Obama vandt uden at stille op”. Altså en sejr til den Demokratiske præsident. Det kunne måske overraske folk, der følger amerikansk politik og derfor ved, hvordan andre udlagde valgdagen – og hvor presset Obama og Demokraterne er i meningsmålingerne. Så hvordan når Høi denne konklusion?

Den ene er, at økonomien vil kunne arbejde for Obama ved midtvejsvalget til november. Amerikanske valg afgøres som regel af økonomiske konjunkturer, og noget tyder på, at de er (svagt) opadgående. Dét er sådant set godt nok. Men hvordan kan det lede til den konklusion, rubrikken lægger op til? Formodentlig kun ved at vælgerne i givet fald har kunnet rejse fra fremtiden tilbage til nutiden. Ellers er der ikke rigtigt noget ræsonnement, der giver mening.

Den anden er, at Republikanerne har en tendens til at selvdestruere. Den er også god nok. Og igen kræves kun en tidsmaskine, for at rubrikken giver mening – med mindre, naturligvis, at Republikanerne allerede har destrueret sig selv. Det sidste kan godt nok ikke ses i meningsmålingerne – men nu foregriber vi fornøjelserne.

Læs resten

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi (3)

Man kan lære meget om USA ved at læse aviser – om end måske ikke lige danske aviser. Læser man f.eks. Poul Høis artikel forleden, “Derfor er Obamas kandidat spiselig”, om Præsident Obamas nominerede kandidat til den ledige post som højesteretsdommer, så kan man læse sådanne vinklinger:

“Venstrefløjen er langt fra tilfreds med præsident Obamas valg af en højesteretskandidat.

»Kunne han ikke have fundet en sand progressiv kandidat,« spurgte f.eks. Kevin Drum, og en anden meget læst blogger, Glenn Greenwald, rasede som om, fanden selv var blevet nomineret til den højeste domstol.

Venstrefløjen er bl.a. utilfreds med, at kandidaten, Elena Kagan, i sin tid som dekan på Harvard ikke var imødekommende nok over for minoriteter, og at hun ikke i tilstrækkelig grad var imod præsident Bushs idé om et mere magtfuldt præsident embede.

Andre kommentatorer klager også over, at hun åbenbart er homoseksuel, men ikke vil være ved det, og at hun dermed »fejer de progressive værdier ind under gulvtæppet«.

Så hvad betyder venstrefløjens utilfredshed? At præsident Obama formentlig er tilfreds, for venstrefløjens kritik skulle i princippet gøre Elena Kagan mere spiselig for et bredere, tværpolitisk flertal i Senatet. Hvis venstrefløjen havde elsket Kagan, og hvis hun havde haft en perlekæde af afgørelser eller udtalelser, hvor hun placerede sig et sted mellem Ted Kennedy og Villy Søvndal, så ville Senatet formentlig gå i baglås. . . .

Har de konservative ikke noget at komme efter? Deres kritik vil formentlig fokusere på, at Kagan i sin tid som dekan forbød militæret at rekruttere på Harvard, fordi homoseksuelle ikke åbenlyst kunne gøre militærtjeneste, men omvendt har hun opbakning fra militærkredse og også fra egne studerende, som siden har fået en militær karriere. . . .

[Kritikpunkterne] er forholdsvis overkommelige i betragtning af, at det hidtil har været umuligt at fange hende i den slags afgørelser eller udtalelser, der ville gøre venstrefløjen glad.”

Altså kort sagt, så er hun vel nærmest sådan lidt i midten, ikke sandt? Måske lidt til venstre, men næppe så meget at man decideret kan kalde hende en “liberal” (i den amerikanske forstand). Men hvad nu hvis man læser f.eks. New York Times? Der kalder de hende “a creature of Manhattan’s liberal, intellectual Upper West Side”:

“[As] a young writer for The Daily Princetonian, the student newspaper at Princeton, Ms. Kagan offered clear insight into her worldview. She had spent the summer of 1980 working to elect a liberal Democrat, Liz Holtzman, to the Senate. On Election Night, she drowned her sorrow in vodka and tonic as Ronald Reagan took the White House and Ms. Holtzman lost to “an ultraconservative machine politician,” she wrote, named Alfonse D’Amato.

“Where I grew up — on Manhattan’s Upper West Side — nobody ever admitted to voting for Republicans,” Ms. Kagan wrote, in a kind of Democrat’s lament. She described the Manhattan of her childhood, where those who won office were “real Democrats — not the closet Republicans that one sees so often these days but men and women committed to liberal principles and motivated by the ideal of an affirmative and compassionate government.””

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi (2)

Vi Punditokrater (særligt Mr. Law, Kurrild-Klitgaard, Gress & undertegnede) har snart mange gange kommenteret journalistikken fra Berlingske Tidendes Cavling Pris-vindende korrespondent, Poul Høi. I sommer var det ex-Punditokraten Mikael Jalving, der gjorde det i Jyllands-Posten (her og her) – og forleden var det såmænd selveste Martin Krasnik, der gjorde det i Berlingske selv, af alle steder. Kender man til de mange beskyldninger mod Høi for at have et til tider lidt for nært forhold til de kilder, han støtter sig til, og kender man til Krasniks lune, kan særligt disse passager fra Krasniks anmeldelse af Høis antologi Bushland nok interessere:

“Man kan ikke beskylde Poul Høi for at være lemfældig i sin omgang med andres artikler. Berlingskes velskrivende USA-korrespondent og Cavlingvinder, der flere gange er blevet beskyldt for plagiat, slutter sin nye bog, »Bushland – otte år i USA«, med en kildefortegnelse på hele syv sider. Efterfulgt af en litteraturliste. Så er den vist lukket.

Nu kan enhver se, at Poul Høi stadig lader sig inspirere meget kraftigt af sine amerikanske kollegers arbejde. Og det er helt okay. Som korrespondent i et andet land er og bliver man en slags plagiator, sådan er det, og det ved alle korrespondenter, inklusive mig selv. Man skal dække et helt lands politik, kultur, historie, alting, og den vigtigste opgave er derfor at udvælge de bedste historier, sætte dem sammen, vinkle dem og formidle landet for læserne derhjemme. Man er mere researcher end klassisk journalist.

Det afgørende er, hvad man gør ved det lånte materiale. Når man nu ikke har originale historier, må man nøjes med originale pointer.

Poul Høi er måske den bedste til at genfortælle andres gode historier, men bogen her viser, at det kniber med at sætte historierne sammen på en original måde.”

Ja, så er den “vist lukket” . . . .  Det er Høis skriverier i Berlingske imidlertid ikke.  F.eks. havde Høi, hvis skriverier ifm valgkampen ’08 næppe af nogen er blevet beskyldt for at være “fair and balanced”, onsdag artiklen “Obama går frem – men hvorfor?”, hvori det fx hedder:

“Hvor trængte har Demokraterne været? Så trængte, at de er begyndt at nærlæse de sidste decimaler i meningsmålingerne og glæde sig over bare en lille positiv bevægelse. Og nu skulle den være der, kan man forstå på en række demokratiske blogs – nu skulle vinden være vendt. De to nyeste målinger viser en positiv udvikling for præsident Obama, som opnår de højeste tilfredshedstal i seks måneder.

Hos Gallup er 50 pct. af amerikanerne således tilfredse med hans embedsførelse og 44 pct. utilfredse, og hos Rasmussen, hvis metodik har en republikansk tendens, står tilfredse og utilfredse lige.”

Altså, Obamas popularitet er stigende ovenpå hans SOTU-tale. Tja, der er meget, man kan sige til det. Læs resten

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi

Flere af punditokraterne har gennem årene udstillet, hvorledes Berlingske Tidendes Cavling Pris-vindende korrespondent, Poul Høi, har et mildest talt anstrengt forhold til den journalistiske etik – eller i hvert fald til omgang med fakta. (Se fx Mr. Law, Kurrild-Klitgaard, Gress & undertegnede.)

Nu har så også ex-punditokraten Mikael Jalving sat tænderne i Høis journalistik i to klummer (her og her) hos Jyllands-Posten. Jalving dokumenterer åbenlyse tilfælde af plagiat og peger på eksempler af en journalistisk praksis, der i bedste fald er diskutabel.

Det har affødt yderligere debat på Dansk Journalistforbunds hjemmeside (her og her), hvor empatiserende journalister straks cirkler vognene om deres åndsfælle og i stedet laver motivforskning på Jalving. Alt i alt slet ikke så overraskende.

Hos Punditokraterne ved vi dog, at det længe har været velkendt langt ind i Pilestræde, hvorledes Høi har haft en noget løsagtig omgang med sin pen. Se fx bare den tale, som daværende Berlingske-kollega Olav Hergel holdt til ”ære” for Høi, da sidstnævnte fik Cavling Prisen. Man skal vist have en meget tyk pande og meget deforme ører for ikke at forstå sarkasmen, som da angiveligt også fik mange af de fremmødte til at trække kraftigt på smilebåndet:

”Så meget overkommer han, at han burde smides ud af Dansk Journalistforbund for ukollegial opførsel. Han sprøjter artikler ud af ærmet med en hast, som var han en robot ved et samlebånd, der sætter ølkapsler på flaskerne. . . . Alle journalister stjæler fra andre aviser, men få gør det så elegant som Poul Høi. Han skal nok citere retmæssigt fra New York Times, Washington Post eller Los Angeles Times, men efter fire linjers læsning kan man ikke genkende hælervarene. For så har han allerede gjort dem til sine egne.”

Ganske morsomt – og originalt.

Men nu da bolden er givet op, så lad os da slå til den. Her på stedet åbner vi gerne for at hjælpe ex-punditokraten Jalving, og så kan denne blogs læsere måske også bidrage med lidt flere eksempler på Høis kreative journalistik? Vi har plads nok og lægger gerne for. Fx som den gang, hvor Høi i kølvandet på US Supreme Courts dom i sagen Bush v. Gore” (2000), som de facto afgjorde præsidentvalget skrev følgende i Berlingske i artiklen ”Det illusionsløse valg” (14.12.2000), rubriceret som en ”Nyhedsanalyse”:

”Der var engang et valg. Det var 7. november 2000, og 100 millioner amerikanere gik i stemmeboksen for at vælge deres nye præsident. 35 dage senere var det fem konservative dommere, som valgte ham: Rehnquist, O’Connor, Scalia, Kennedy og Thomas. Der var engang et land. Det var verdens eneste supermagt, »en skinnende by på en bakke«, som en af dets tidligere præsidenter havde kaldt det, »en flamme af håb«, som en anden præsident havde sagt.

I går – klokken fire om morgenen – skinnede byen lidt svagere, og håbet flakkede for et øjeblik. For hvad var det, der var sket i det demokrati, der er ældre end de fleste europæiske demokratier, og som op gennem historien har lært os alle om den gode og den store sag? Det havde fået en ny præsident – men hvad var prisen? George W. Bush står måske nok i forgrunden af billedet som sejrherren, men bag ham ligger et sønderlemmet land, hvor vælgerne fordeler sig ligeligt til begge sider, hvor Senatet er sammensat 50-50, hvor Floridas højesteret stemte 4-3, og hvor nationens højeste ret, de mennesker der skulle samle det usamlede, i går stemte 5-4. Højesteret stemte helt efter partibogen, og de fem konservative dommere dikterede USA en beslutning, hvis logiske konsekvens inviterer til debat: I weekenden besluttede de samme dommere at stoppe fintællingen i Florida, og dermed kunne den ikke blive færdig til tiden. I går afviste de så yderligere fintællinger, fordi tidsfristen var forpasset. Som højesterets hvidhårede nestor, den 80-årige John Paul Stevens, skrev i en smertende dissens: »Tiden vil på et tidspunkt hele det sår, som dagens beslutning har påført os. Ét er imidlertid helt sikkert. Selv om vi aldrig vil finde ud af, hvem der i sandhed vandt dette valg, så er det åbenlyst, hvem taberen er – nemlig nationens tillid til dommeren som en uafhængig vogter af retsstaten.« Og dommer Stevens har muligvis ret. Kun meget få amerikanere synes, at de seneste 35 dage har været morsomme, at de har tjent nationen til ære, men de fleste har forstået princippet og været tålmodige, og da højesteret i weekenden greb ind og stoppede den fintælling, der ville have fortalt os, hvem der havde vundet Florida, læste vælgerne tydeligt skriften på væggen: 53 pct. siger i en meningsmåling, at højesterets beslutning om et stop var funderet i politik, 34 pct. siger, at det var jura. Der er ikke kommet nogen troværdige meningsmålinger efter gårsdagens historiske punch, men der er ingen grund til at tro, at tallene vil fordele sig anderledes. Amerikanerne ved, at det var politik – at de fik en ny præsident, ikke på grund af lov og ret, men på grund af illusionsløs politik. Verden ved, at den fik en ny leder, ikke på grund af folkeflertallet, men fordi der tilfældigvis en tilfældig dag i historien var fem konservative dommere og kun fire liberale i USAs højesteret.”

Lad os se bort fra de tendentiøse formuleringer – og sågar også de faktuelle fejl og forvanskninger. Fx at det kontra Høi fremgår med lysende klarhed af dommens per curiam, at det ikke var med stemmerne 5 ”konservative” mod 4 ”liberale”, at man standsede de selektive stemmeoptællinger i Florida, men derimod med 7 (Republikansk og Demokratisk udpegede) dommere for og 2 (Republikansk og Demokratisk udpegede) dommere imod. Centralt og vigtigt, men lad bare det ligge.

Lad os i stedet hæfte os ved det citat, som Høi har bygget hele sin ”nyhedsanalyse” op om – citatet af højesteretsdommer John Paul Stevens. Når man læser Høis artikel er det umuligt at få andet indtryk end, at citatet må være en post factum kommentar til flertalsafgørelsen om at standse optællingerne, og at denne så vil undergrave tilliden til retssystemet, fordi det var partipolitik, der afgjorde sagen.

Men hvor kommer citatet fra, og hvad handler det egentlig om? Det kommer korrekt nok fra Stevens’ dissens – men i modsætning til, hvad Høi fremstiller det som, handler det faktisk slet ikke om US Supreme Courts flertalsafgørelse. Tværtimod kommenterede Stevens i passagen Floridas Supreme Courts forudgående afgørelse, og hvordan en føderal omstødelse af denne, ville undergrave borgernes tillid til dommerne ved de lavere instanser og disses rolle i forbindelse med delstaternes ansvar for afviklingen af præsidentvalg. Altså noget ganske, ganske andet.  Dette vil være klart for enhver, der faktisk har læst dommen. Her kommer passagen i sin kontekst:

“What must underlie petitioners’ entire federal assault on the Florida election procedures is an unstated lack of confidence in the impartiality and capacity of the state judges who would make the critical decisions if the vote count were to proceed. Otherwise, their position is wholly without merit. The endorsement of that position by the majority of this Court can only lend credence to the most cynical appraisal of t
he work of judges througho
ut the land. It is confidence in the men and women who administer the judicial system that is the true backbone of the rule of law. Time will one day heal the wound to that confidence that will be inflicted by today’s decision. One thing, however, is certain. Although we may never know with complete certainty the identity of the winner of this year’s Presidential election, the identity of the loser is perfectly clear. It is the Nation’s confidence in the judge as an impartial guardian of the rule of law.”

Man kan så spørge sig selv, om Poul Høi aldrig læste selve Stevens’ dissens, og derfor bare skrev af fra nogle andres selektive gengivelser af passagen? Eller om han faktisk kendte konteksten og bare misbrugte denne til at bygge noget, der mere er en normativ kommentar end en nyhedsanalyse, op om?

Så er det fusk eller sjusk? Det må vore læsere bedømme. Berlingske Tidendes redaktion er efter alt at dømme næppe interesseret.

Stougaard om Palin

Der går ikke en dag, hvor Berlingske Tidendes Karl Erik Stougaard og Poul Høi ikke føjer nye niveauer til deres dækning af USA og amerikansk politik, vel at mærke af den lavereliggende karakter.  Her er lidt fra dagens Berlinger:

Sarah Palin skaber begejstring hos hvide kvinder og sender for første gang John McCain forbi Barack Obama i et snit af meningsmålingerne. Men McCain og Palin har fiflet med hendes CV.

Er amerikanerne så dumme, at de køber John McCains og Sarah Palins løfter om at skabe forandringer?

Spørgsmålet kommer fra den demokratiske præsidentkandidat, Barack Obama … [Obama] ønsker at henlede vælgernes opmærksomhed på, at McCain-lejren rent faktisk har et problem med at fortælle sandheden om vicepræsidentkandidat Sarah Palin.

… I TV-reklamer og valgtaler slår han hårdt på flere oplysninger om Palin, som har vist sig ikke at holde stik. McCain og Palin påstår, at hun var imod og fik stoppet byggeriet af en kontroversiel bro til en lille ø i Alaska.

Det passer ikke. Palin støttede tværtimod byggeriet, og det var den amerikanske kongres i Washington, som stoppede projektet, fastslår flere uafhængige undersøgelser [men disse omtales ikke af Stougaard, Altmann].

Til trods for den klare dokumentation [som altså ikke er omtalt af Stougaard, Altmann] fastholder McCain-lejren, at Sarah Palin var imod og fik stoppet broen, og at hun er imod støtte fra forbundsregeringen.

»Hun fik stoppet den. Hun spillede en rolle i den beslutning,« siger McCains chefrådgiver, Mark Salter.

Men ifølge en TV-reklame fra Obama er det »løgn«, og i taler slår han fast, at Republikanerne »opdigter« et misvisende CV for Palin: »Men man kan ikke bare genopfinde sig selv. Amerikanerne er ikke dumme,« lyder det fra Obama.

– som altså får det sidste ord.  Så hvad vi har her er, at Stougaard fortæller læserne, at Palin lyver om sit CV, for det siger nogle unavngivne “uafhængige undersøgelser”.  En Republikaner citeres ganske vist for at sige, at det er ukorrekt, men det er løgn.  Sådan.
Så hvem kan man stole på, når det gælder denne sag?  Hvad med at gå til den ikke just Palin-beundrende, ikke helt konservative, men generelt ganske respekterede New York Times (der i øvrigt ellers er danske korrespondenters foretrukne kilde).  Her er, hvad avisen skrev om Palin, inden der gik valgkamp i det hele:
Gov. Sarah Palin ordered state transportation officials to abandon the ”bridge to nowhere” project that became a nationwide symbol of federal pork-barrel spending. The $398 million bridge would have connected Ketchikan, on one island in southeastern Alaska, to its airport on another nearby island. ”Ketchikan desires a better way to reach the airport,” Ms. Palin, a Republican, said in a news release, ”but the $398 million bridge is not the answer.” She directed the State Transportation Department to find the most ”fiscally responsible” alternative for access to the airport. (New York Times, 22. september 2007)
Sidst men ikke mindst er det værd at bemærke, at Stougaard lægger Republikanerne i munden, at Palin skulle have stoppet “the bridge to nowhere”.  Hvad Palin sagde er, at hun som guvernør var modstander af den (“thanks but no thanks”), og det får man fremstillet som, at hun hævder at have stoppet den.
Flot journalistik.

Blogs som varedeklaration

Der er nye tider på Berlingske, bl.a. blogger man nu også. Det er jo så populært (hvis man ellers har tiden til det).

En af disse blogs er USAblogs, hvor avisens to korrespondenter supplerer deres kommentarer fra udgaven på dødt træ med nye elektroniske bidrag.

Som tålmodige læsere af denne blog vil vide, er blogs velegnede til at udstille bidragsydernes uvidenhed og naivitet. Og ja, jeg tænker ikke kun på vores kommentarspalte.

På det seneste har Poul Høi hæftet sig ved, at Alan Greenspans erindringer er blevet fremhævet i visse dele af pressen for en passage om, at Irakkrigen “was all about oil”. Her på bloggen har vi kort omtalt pålideligheden af denne medieand (her), hvor vi sammenlignede den med Wolfowitz-anden, der da også siden er dukket op i netop denne sammenhæng som endnu et bevis på Irak-løgnen.

Det interessante er, at PH (hvis jeg må bruge denne ellers ganske fornemme forkortelse) knytter Greenspans udtalelse sammen med Collin Powells udtalelser. Det giver et indtryk af, at der ikke var andre grunde end olie for at gå i krig.

Så her står vi efter så mange uafhængige rapporter, at man kunne tapetsere avisens gamle hovedsæde i Pilestræde med dem, der alle fastslår, at ingen løj, men at man blot overvurderede den gamle røver i Bagdad, og får nu igen serveret historien om Irak-løgnen.

Retfærdigvis må man give PH, at han i senere blogs drejer historien over på, at Greenspan burde have fortalt om sin kritik noget tidligere. I denne sammenhæng citerer han den altid fortræffelige Peggy Noonan. Men igen er der noget helt fundamentalt galt. For læser man Noonan, kan man se, at hendes kritik angår Greenspans støtte til den uforsvarlige finanspolitik, som den “socialt konservative” Bush har ført. I relation til Irak er hendes kritik ikke grundlaget for krigen, men afvisningen af folk, der pegede på større problemer, end man ville vedgå i regeringen. Disse folk var ikke Greenspan og kunne heller ikke være det, når Greenspan jo selv indrømmer, at hans bemærkning om olie ikke havde noget med regeringen at gøre. Når Noonan alligevel nævner Greenspan, skyldes det hans mange andre og vigtigere kritikpunkter i erindringerne om finanspolitikken. Men når PH ikke nævner Greenspans øvrige kritik, men fokuserer på den – hvis man betragter den nærmere – ret harmløse iagttagelse af, at det var olien, som var med til at gøre Saddam farlig, ja, så synes det virkelig at være en tro på, at Greenspan kunne have afsløret noget, han ikke fortalte. Det kunne han ikke – i hvert ikke på det punkt – for der var ikke noget, han kunne afsløre.

Tja, vi har jo heldigvis adgang til andre aviser, hvor prioriteringen er anderledes. Forleden (23/9 07) læste jeg en anmeldelse i Financial Times af Greenspans erindringer, The Age of Turbulence. Her skal det indskydes, at den store fordel ved FT i forhold til mange andre internationale aviser er, at den har en utrolig god forbindelse til udenrigstjenesten og bureaukratiet i EU. Ulempen ved avisen udspringer af samme forhold. Man har den britiske udenrigstjenestes traditionelle synsvinkel, hvilket bl.a. indebærer en betydelig foragt for vulgære stater som USA og Israel og en udtalt romantisk sympati for Lawrences lykkelige Arabien, hvilket under tiden giver de britiske diplomater tilnavnet The Camel Corps. Det samme gælder avisen. Men derfor er standarden nu alligevel høj, selv når man ikke er enig med dem.

Hvordan var anmeldelsen af Greenspans bog? Den var, som forventet, kritisk over for Bush-regeringen og over for Greenspans noget forsinkede mea culpa. Men ikke en eneste gang nedlod den distingverede anmelder at komme ind på den med olie og Irak. Den var man ikke så dum at bide på, men de kan jo også tillade sig at holde kvalificerede folk.

Til gengæld er det da venligt af Berlingske at indrette en blog, hvor korrespondenterne kan udstille deres personlige holdning til de ting, de dækker, og dermed bekræfte vores fordomme om, hvor deres sympatier ligger. Det er også en slags varedeklaration.

Desperate tider

Dagens forside på Berlingske bekræfter, at der i den seneste tid har været en stigende desperation at spore i avisens defaitistiske linje.

De fornemmer måske, at muligheden for at fremkalde en betingelsesløs opgivelse af demokratiet i Irak er ved at være forpasset. Midtvejsvalget gik ikke helt, som man havde håbet. Baker-rapporten synes heller ikke at blive så uansvarlig og naiv, som man kunne have frygtet. Regeringen og Dansk Folkeparti står fast på, at tropperne kun skal trækkes gradvist ud i takt med, at irakerne selv kan overtage. Og så længe Helle fører i meningsmålingerne – hvad hun bliver ved med, så længe hun og Fogh konkurrerer om at love den største velfærdsstat – kommer der ikke noget valg, og Lykketoft bliver ikke udenrigsminister.

For denne punditokrat er det kun gode nyheder, og tilmed her hvor den søde juletid med sit gigantiske materielle og kommercielle forbrugsræs melder sig. Det er lige til at komme i godt humør af.

For ikke helt at glemme sagens alvor kommer her et link til Christopher Hitchens, der stadig er bekymret. Desværre nok med god grund. Hitchens er som bekendt blevet udstødt af det gode journalistiske selskab, fordi han trods sin livslange trotskisme ikke var tilstrækkeligt rettænkende. Han deler skæbne med en række andre journalister, f.eks. Judith Miller (tidl. fra NYT), og Bob Woodward (efter hans to første bøger om Bush, dog taget til nåde efter sin tredje bog om samme emne). Poul Høi har  som altid beredvilligt videreformidlet karaktermordet på Hitchens og kan berette, at Hitchens drikker! Kan man tænke sig det. En journalist, der både ryger og drikker. Jamen dog. Men i betragtning af, at Hitchens i modsætning til Høi aldrig røg på Plame-historien og klokkede rundt i de primære kilder, kan det måske vise noget om alkohols gavnlige virkninger til at give klarsyn.

Her er et lille uddrag fra Hitchens artikel:

Barely five years after the eviction of the Taliban, three and a half years after the fall of Saddam Hussein, and a year and a half after the Syrian army was forced out of Beirut by a show of mass popular and democratic unity, the memory of those brave fingers marked with the purple ink of the franchise has almost vanished. Tribalism and gangsterism are back, in a big way, with heavy state support from across the frontiers. And the United States, it seems, cannot wait to confirm the impression that it would rather deal with the aggressors. If the latest assassination in Lebanon caused any embarrassment to the enthusiasm of the Baker-Hamilton team for direct talks with Damascus and Tehran, the embarrassment wasn’t evident. The Lebanese Cabinet may have bravely voted last week, in spite of a campaign of blackmail by Syria’s death squads and religious proxies, to establish a tribunal to investigate the murder of Rafik Hariri, but in Washington, the talk is of getting on better terms with the people who, on all the available evidence, blew up his car. You may have noticed the new habit in the media of referring to the government of Lebanon as “American-backed” or “Western-backed.” This is as if to imply that it is not an expression of Lebanon’s remaining autonomy. But it is also cruelly ironic: Where exactly is this “backing”? Once again, it is becoming more dangerous to be a friend of the United States than an enemy.

Også i danske MSM kan man iagttage, at Libanons demokratisk valgte regering nu omtales som “vestligt støttet”. Endvidere kan man se den klassiske fortolkning: “Hvis Syrien virkelig står bag, bliver vi nødt til at betragte Syrien som vores fjende. Det kan ikke være i Syriens interesse. Så det er nok alligevel ikke Syrien, der har gjort det.” Ak ja.

Læs restens af artiklen her.

God jul.

Magt korrumperer

I dagens Berlinger har Poul Høi en artikel om en republikansk politiker, Richard Pombo, valgt i Tracy i Californien.  Pombo ejer en masse jord og Tracy har været en by i eksplosiv vækst.  Pombo har derfor tjent mange millioner på udstykning og står nu til at tjene meget mere eftersom staten planlægger at anlægge en ny freeway, motorvej, ind i området for at lette trafikken til arbejdspladserne i San Francisco Bay Area.

Høis pointe er at Pombo har ladet sig korrumpere af magten til at fremme afgørelser, der tjener hans finansielle interesser.  Derfor vil han eksempelvis ikke støtte anlægget af en jernbane til Tracy, for så vil han ikke tjene så meget på udstykning som han vil, hvis det bliver en motorvej.

Høi:

Hver morgen og hver eftermiddag befinder 140.000 biler sig på motorvejene mellem San Francisco og Tracy og de omkringliggende byer, og himlen ser oftest ud, som den ser ud i dag – med det syntetiske orange skær, som en smoghimmel har. Knap hver tredje dag overtræder området Californiens ozon-grænser, én ud af seks indbyggere i dalen har astma, og astmaangreb er hvert år skyld i 808.000 mistede skoledage.

Eksperter har foreslået at forlænge pendlertoget fra San Francisco over Altamont-passet og hertil, men Richard Pombo er imod. Han tror ikke på tog, han tror på biler. Det er den amerikanske livsstil, siger han, og han og hans stab har tegnet to nye motorveje, som skal gå gennem et naturområde, som er det sidste levested for mindst tre af Californiens truede dyrearter, og derefter skal motorvejene slå et besynderligt sving omkring Tracy, og så fortsætte ind i baglandet.

Hvorfor det besynderlige sving? Fordi motorvejene dermed lægger sig op af familien Pombos jord på Lammers Road.

Richard Pombo har sørget for at få bevilget 120 mio. kr. til at undersøge hans motorveje, som i Tracy kaldes for »Pombo’s dårskab«, og i mellemtiden er hans jord allerede fordoblet i værdi, og det er bare begyndelsen. »Når motorvejene bliver vedtaget, vil jordprisen stige til vejrs som en raket,« skriver East Bay Express.

Høi spørger ikke, hvem det er i Tracy, der ikke ønsker de nye veje, og citerer et ekstremt liberalt blad for en iagttagelse, der skal kaste smuds på Pombo.  Hvor originalt.

Herefter følger hos Høi en lobhudling af det fhv kongresmedlem Pete McCloskey, kendt som stærk modstander af Israel, og som leverer en rørende og måske endda sand historie om, hvordan hans bedste kammerat John Ehrlichman, der i 2. Verdenskrig var heltemodig pilot, blev korrumperet af magten i Richard Nixons Hvide Hus.

Pointen her er ikke at magt ikke korrumperer, som Lord Acton sagde.  Selvfølgelig gør den det.  Om republikanske kongresmedlemmer er mere korrupte end demokratiske, er imidlertid tvivlsomt.  Det viser historien ikke, og vi vil formentlig få flere beviser herfor, hvis Demokraterne som ventet vinder flertal i Repræsentanternes Hus på tirsdag.

Pointen er en anden.  Navnet Tracy satte mig nemlig 20 år tilbage, til dengang jeg selv levede i San Francisco Bay Area.  Nærmere bestemt til en morgen jeg sad i en courtesy van på vej til at hente min bil, som var på værksted.  Chaufføren fortalte, at han hver dag pendlede til Palo Alto fra Tracy, som lå 90 miles (145 km) mod øst og stod op hver dag kl. 4.

Grunden?  Kun i Tracy var det muligt for en mand med normal løn at købe et hus, der var stort nok til en familie.  I Palo Alto levede vi dengang med tre børn i ét værelse, fordi den gennemsnitlige huspris var ca. 10 gange min akademiske årsløn.  Idag er billedet langt værre. Gennemsnitshusprisen i Palo Alto er omkring 1 mio. dollar.

Se, hvad skyldes nu det?  Det skyldes blandt andet, at indbyggerne i Palo Alto i 1971 stemte for, at størstedelen af byens område altid skulle forblive ubebygget.  Det var angiveligt for at skåne miljøet og redde udsigten til de solbrændte bjerge ud mod Stillehavskysten.  Det er også dejlige bjerge, som man kan vandre eller cykle i timevis uden at møde ret mange.

Men virkningen af vedtægten var naturligvis også at garantere permanente og stærke værdistigninger på boliger for dem, der allerede havde én, mens tilkommende, medmindre det var ægtepar hvor begge var læger eller jurister med samlet indtægt på mange hundrede tusinde dollar, ikke kunne komme ind på markedet.  Vedtægten var en klassisk rent-søgende operation.

Af samme grunde — miljø og bevaring — har delstatsmyndighederne i Californien i årtier ikke kunnet finde ud af at bygge tilstrækkelige nye veje til at betjene den tredobling af befolkningen, som har fundet sted alene i Bay Area siden 1970.  Vejnettet er stort set uforandret siden 1950rne.  Det eneste, man bygger, er commuter lanes, ekstra kørebaner forbeholdt biler med mere end to passagerer.  Men dem er der få, der bruger, for de fleste mennesker har mere end ét ærinde at løbe om dagen.  Ideologien overtrumfer imidlertid behovet, så derfor får pendlerne ikke de veje, de kan bruge.

At Pombo kan lukrere på, at folk er nødt til at bo i Tracy, hvis de vil arbejde i Bay Area og ikke har topjobs, er ikke hans skyld.  Der er tale om en sammenfiltring af ideologiske og økonomiske interesser, der er ligeglade med almindelige folks vilkår, men derimod stærkt optaget af at blive rost af liberale medier og akademikere, kort sagt af at føle sig gode og rigtige.

Høi gør behændigt Pombo til et miljøfjendtligt uhyre, fordi han vil tillade olieboringer langs Stillehavskysten og er kritisk overfor loven om truede dyrearter.  Høi citerer som neutrale vidner en grøn pressionsgruppe og det progressive blad Rolling Stone for, at Pombo er en fjende af miljøet og derfor nødvendigvis ond og korrupt.

Hvad Høi ikke kan eller vil se er, at loven om truede dyrearter udtrykker en ekstrem grøn ideologi, der konsekvent sætter “miljøet” over menneskenes interesser og som antager en illusorisk naturlig balance for det eneste antagelige politiske mål.  Lovens håndhævere ved formentlig ikke engang, at de store redwood-skove i Nordcalifornien ikke er “naturlige”, men følgen af indianske skovafbrændinger for tusinder af år siden og af en række andre forandringer.  Intet er stabilt, men loven antager, at der må findes en stabilitet, som skal opnås politisk, blandt andet ved at forbyde byggeri, veje og skovhugst.

Taberne er de mennesker uden luksusjobs, som ønsker at stifte familie og leve anstændigt i Californien.  De har få talsmænd og bliver ikke som McCloskey rost af Los Angeles Times.

Så der er masser af korruption i amerikansk politik.  Det er bare ikke den, vi mest hører om, og som er den ordinære slags illustreret af Jack Abramoff og hans transaktioner.  Det, vi hører, er styret af journalisternes ønske om at ramme Republikanere.  Det kan der være grund nok til, men hvorfor var journalisterne så ikke så nysgerringe, da Kina købte det meste af Clinton-administrationen eller da samme administration skabte de vilkår, der tillod Enron-banden at opbygge sit korthus?  Vil de være lige så nysgerrige, når Nancy Pelosi med sine 55 mio. dollars i formue begynder at pleje sine interesser i rollen som formand for Repræsentanternes Hus?  Næppe, for hun er en god mor og bedstemor og har sine vælgeres tarv på hjerte.

Slutpointe 1:  Ideologisk magt korrumperer også, og korruptionen i kraft af liberale mærkesager er mindst lige så farlig som den ordinære købe-stemmer-korruption, Abramoff og måske Pombo står for.

Slutpointe 2: Poul Høi fortæller en god historie, men han er som altid døv for den virkelige historie.  Han bevæger sig selv en atmosfære af elitær ideologi, som får de almindelige mennesker og deres interesser til ganske at forsvinde.

Berlingskes dækning af USA

Det er længe siden, at vi her på bloggen bemærkede, at Berlingskes korrespondenter i USA had gone native og fuldt ud opførte sig som indfødte blandt de Bush-bashende MSM, de omgås. Det mærkes især nu, hvor kampens hede under midtvejsvalget stiger og nuancerne droppes.

Poul Høi bidrager i dag med en artikel om de undersøgelser, som Bush må frygte, hvis Nancy Pelosi og hendes demokrater får magten i Repræsentanternes Hus.

Høi indleder bl.a. med denne bemærkning, der måske, måske ikke, er mere spidsfindig, end man umiddelbart tror:

Hvis et parti har flertallet i et af Kongressens kamre, kontrollerer det også dagsordenen i samtlige udvalg, og et udvalg kan til enhver tid tvinge f.eks. forsvarsminister Donald Rumsfeld til at møde op som vidne og under ed svare på spørgsmål, som han ikke har lyst til at svare på.

Nogle af de helt store øjeblikke i amerikansk politik har været sådanne undersøgelser, fra Titanic-undersøgelsen i 1912 over McCarthy-høringerne 40 år senere og til hele regimentet af -gates, Watergate, Iran-Contragate og Monicagate.

Men præsident Bush og hans regering har ikke været udsat for den slags pinagtige undersøgelser af den simple grund, at Republikanerne – med en kortvarig undtagelse – har haft magten i Kongressen i hans embedsperiode.

Dernæst omtaler han Irak på denne måde:

Undersøgelsen over alle undersøgelser. Blev efterretningerne op til krigen bevidst pustet op, og hvem gjorde det? Hvorfor sad vicepræsident Cheney (foto) i CIAs hovedkvarter og sorterede i efterretningerne, og hvorfor oprettede han og Pentagon deres alternative efterretningstjeneste? Hvorfor blev besættelsen af Irak så forplumret, og hvem gjorde det? Hvorfor blev kun olieministeriet bevogtet, og hvorfor blev den irakiske administration opløst? »Plus korruptionen«, skriver den demokratiske kommentator Joseph Palmero. »Det vil være vores pligt at undersøge, hvem i Det Hvide Hus som forgyldte virksomheder som Haliburton med meget gavmilde kontrakter i Irak«.

Læsere af denne blog, og folk, der følger bare en lille smule med, vil vide, at netop spørgsmålet om politisk pres på efterretningerne om Saddams regime er blevet genstand for adskillige uafhængige undersøgelser. Fra UK kan især nævnes Hutton-rapporten og Butler-rapporten. Fra USA kan især nævnes Senates første rapport fra 2004 og Robb-Silberman kommissionen. Som bekendt afviser de alle, at der blev løjet, og at efterretningstjenesterne havde produceret deres skøn efter politisk pres. Ud over links til de pågældende rapporter er her et link fra det Hvide Hus, hvor man hænger New York Times til tørre, fordi de heller ikke havde gjort sig den ulejlighed at læse rapporterne, før de skrev deres ledere.

Det er naturligvis altid muligt for konspirationstilhængere at hævde, at disse rapporter enten er en del af sammensværgelsen eller ikke stiller de rigtige spørgsmål og derfor må efterfølges af yderligere undersøgelser. Men det burde være umuligt at hævde, at de rejste spørgsmål ikke har været undersøgt.

Skal man være venlig mod Poul Høi, og det vil vi gerne være, da han ikke er så slem som mange andre danske USA-kyndige journalister, har han muligvis tilsigtet en sondring mellem de undersøgelser, som Kongressens politikere kan lave på eget initiativ i diverse udvalg, og så de her nævnte store uafhængige undersøgelser. Men så burde han i det mindste have nævnt, at disse undersøgelser har været afholdt. Som teksten er skrevet nu, er det direkte vildledende for den forudsætningsløse læser.

Desværre fortsætter Poul Høi med at nævne …. åh nej, siger I sikkert, ikke det …. Jo, netop: Plame-sagen.

Hvem besluttede sig for at lække navnet på en hemmelig agent – for at underminere en rapport, som hendes mand, en tidligere ambassadør, havde skrevet? Medierne har været på sagen, og en særlig undersøgelsesdommer er på sagen og har tiltalt vicepræsident Cheneys stabschef, men hvem er ellers involveret i en affære, der ikke blot handler om afsløringen af en hemmelig agent, men også om den måde, som Bushs spinmaskine opererer på. Demokraterne vil nyde at få tilsagt Bushs chefstrateg, Karl Rove, som vidne og udspørge ham under ed.

Ved Poul Høi virkelig ikke, at det ER afsløret, hvem der lækkede navnet på Ms Wilson (født Plame), nemlig Richard Armitage? Ved han ikke, at Armitage ikke er ven med hverken Cheney eller Rove, og derfor næppe har afsløret navnet for at skade Wilson? Ved han ikke, at det ikke var nødvendigt at underminere Mr Wilsons rapport, fordi den jo udtrykkeligt bekræftede, at Saddams regime var interesseret i uran fra Niger? Ved han ikke, at det eneste Wilson afslørede, var sig selv? Ved han ikke, at Fitzgerald har opgivet at tiltale andre end den pågældende medarbejder, og det alene for forhold, som knytter sig til efterforskningen, ikke til afsløringen af Plame? Selvfølgelig gør han det. Men hvorfor dælen skriver han så, som han gør? Det kan kun forklares med gone native-syndromet, hvor man kun ser sagen fra sine omgivelsers vinkel. I de kredse handler Plame-sagen om den onde Rove, der knuste en stakkels mor til et par dejlige krølhårede tvillinger, fordi hendes mand tappert havde afsløret Den Store Løgn, og ingen virkelighed skal komme og ændre på det.

Endelig har Poul Høi så en lille vignet på samme side (desværre ingen links). Under overskriften “Dagens giftigste kommentar” omtales en republikaner, der irriteret over, at hans demokratiske modpart på en og samme gang angreb sex-skandalen om Foley og roste Teddy Kennedy, skulle have sagt: Jeg ved, at Dennis Hastert ikke kørte over en bro og efterlod en ung person i vandet. Dennis Hastert slog ikke nogen ihjel”. Hvortil Høi meget nænsomt forklarer:

Kommentaren var en henvisning til en ulykke i 1969, hvor Kennedy kørte i vandet, og en ung medarbejder druknede.

En ung medarbejder?! Det var hans elskerinde, og skandalen var, at Teddy reddede sig selv, tog hjem, og først flere timer efter fortalte myndighederne, at hun stadig lå i bilen på bunden af søen. Kan det tænkes, at Høi ikke kender Chappaquiddick-skandalen? Helt utænkeligt. Men hvorfor så denne hensynsfuldhed?

Nå, denne omgang Berlingske Bashing bør ikke afsluttes uden at rose omtalen i samme sektion af den britiske general Dannatts udtalelser om situationen i Irak. Personligt mener jeg (naturligvis), at man lægger mere i Dannatts udtalelser, end de kan bære. En tilsvarende vurdering har The Times leder i dag, og Dannatts efterfølgende “præciseringer” kan tolkes på samme måde (eller som følgagtighed), men dækningen er i det mindste nuanceret, bl.a. får vi for en sjælden gangs skyld lov at høre fra de danske soldater i Irak. De giver udtryk for deres frustration over den manglende opbakning fra hjemlige politikere, og den manglende anerkendelse af deres indsats.

Berlingske kan altså godt lave dækkende og nuanceret analyse, hvorfor skal vi så have en så lav standard på USA-stoffet?

Ældre indlæg

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑