Tag-arkiv: Poul Høi

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi (5)

Berlingske Tidendes Poul Høi kører videre i samme skure som altid, med sin sammenblanding af journalistik og politisk kommentar, rørt op med målrettede unøjagtigheder. Her er fra hans blog i går, “En rådden fisk”:

“Det næste eksempel er fra sidste aftens debat, hvor kongresmedlem Ron Paul skal svare på, hvad han vil gøre, hvis en 30-årig uforsikret mand bliver indbragt dødssyg til et sygehus.

Ron Paul giver et svar, som kun kan tydes som noget i retning af “surt for ham.” […]

Jeg vil ikke sige, at eksemplerne overrasker mig. Jeg har tilbragt temmelig lang tid i det Amerika, som befinder sig uden for salonerne, og kender både “hang ‘em high” og “let ‘em die.”  […]

Det omvendte synspunkt er selvfølgelig, at sådan har amerikanerne – eller nogle af dem – nu engang indrettet deres samfund, og det tilkommer ikke de finere fornemmelser at gøre sig til dommer over det. Hvis Texas vil henrette, så lad dem henrette, og hvis nogle af dem vil nægte dødssyge behandling – så lad dem gøre det.

USA er ikke Danmark, og Danmark er ikke USA, ganske rigtigt, men det betyder bare, at alle os, der regner os for venner af USA, engang imellem må klemme næsen sammen.

For jeg kan også lugte fisken.”

Læserne må altså få det klare indtryk, at Ron Paul er en, der siger “surt for ham” og “let’em die” til folk, der er dødssyge, og det “dokumenterer” Høi med et video-klip med Ron Paul – som Høi henter fra den venstreorienterede hjemmeside TalkingPointsMemo.com.

Men var det, hvad Ron Paul sagde? Ikke hvis man ser svaret i dets fulde længde. Det er Wolf Blitzer, der formulerer det som “let him die?”, og Paul svarer decideret “No” til spørgsmålet. Paul argumenterer videre for det principielle synspunkt, at det amerikanske sundhedssystem er bygget op på individuelt ansvar, og for at statens indblanding har drevet omkostningerne op, men peger derudover på, at der altid har været hospitaler, der tager sig af uforsikrede – og at det var, hvad han selv gjorde som praktiserende læge. Er det = “Ron Paul giver et svar, som kun kan tydes som noget i retning af ‘surt for ham.’“?

Poul Høi – fusk eller sjusk?  We report, you decide.

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi (4)

Berlingske Tidendes Cavling Pris-vindende korrespondent Poul Høi fortsætter i den vante skure med en særegen type blanding af journalistik, politisk kommentar og fri fortolkning af fakta. I den forgangne uge kunne man fx læse hans udlægning af en række primærvalg og et enkelt suppleringsvalg forrige tirsdag. Det fik – ikke så overraskende hvis man kender Modus Høi – en udlægning, der var ganske speciel: “Obama vandt uden at stille op”. Altså en sejr til den Demokratiske præsident. Det kunne måske overraske folk, der følger amerikansk politik og derfor ved, hvordan andre udlagde valgdagen – og hvor presset Obama og Demokraterne er i meningsmålingerne. Så hvordan når Høi denne konklusion?

Den ene er, at økonomien vil kunne arbejde for Obama ved midtvejsvalget til november. Amerikanske valg afgøres som regel af økonomiske konjunkturer, og noget tyder på, at de er (svagt) opadgående. Dét er sådant set godt nok. Men hvordan kan det lede til den konklusion, rubrikken lægger op til? Formodentlig kun ved at vælgerne i givet fald har kunnet rejse fra fremtiden tilbage til nutiden. Ellers er der ikke rigtigt noget ræsonnement, der giver mening.

Den anden er, at Republikanerne har en tendens til at selvdestruere. Den er også god nok. Og igen kræves kun en tidsmaskine, for at rubrikken giver mening – med mindre, naturligvis, at Republikanerne allerede har destrueret sig selv. Det sidste kan godt nok ikke ses i meningsmålingerne – men nu foregriber vi fornøjelserne.

Læs resten

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi (3)

Man kan lære meget om USA ved at læse aviser – om end måske ikke lige danske aviser. Læser man f.eks. Poul Høis artikel forleden, “Derfor er Obamas kandidat spiselig”, om Præsident Obamas nominerede kandidat til den ledige post som højesteretsdommer, så kan man læse sådanne vinklinger:

“Venstrefløjen er langt fra tilfreds med præsident Obamas valg af en højesteretskandidat.

»Kunne han ikke have fundet en sand progressiv kandidat,« spurgte f.eks. Kevin Drum, og en anden meget læst blogger, Glenn Greenwald, rasede som om, fanden selv var blevet nomineret til den højeste domstol.

Venstrefløjen er bl.a. utilfreds med, at kandidaten, Elena Kagan, i sin tid som dekan på Harvard ikke var imødekommende nok over for minoriteter, og at hun ikke i tilstrækkelig grad var imod præsident Bushs idé om et mere magtfuldt præsident embede.

Andre kommentatorer klager også over, at hun åbenbart er homoseksuel, men ikke vil være ved det, og at hun dermed »fejer de progressive værdier ind under gulvtæppet«.

Så hvad betyder venstrefløjens utilfredshed? At præsident Obama formentlig er tilfreds, for venstrefløjens kritik skulle i princippet gøre Elena Kagan mere spiselig for et bredere, tværpolitisk flertal i Senatet. Hvis venstrefløjen havde elsket Kagan, og hvis hun havde haft en perlekæde af afgørelser eller udtalelser, hvor hun placerede sig et sted mellem Ted Kennedy og Villy Søvndal, så ville Senatet formentlig gå i baglås. . . .

Har de konservative ikke noget at komme efter? Deres kritik vil formentlig fokusere på, at Kagan i sin tid som dekan forbød militæret at rekruttere på Harvard, fordi homoseksuelle ikke åbenlyst kunne gøre militærtjeneste, men omvendt har hun opbakning fra militærkredse og også fra egne studerende, som siden har fået en militær karriere. . . .

[Kritikpunkterne] er forholdsvis overkommelige i betragtning af, at det hidtil har været umuligt at fange hende i den slags afgørelser eller udtalelser, der ville gøre venstrefløjen glad.”

Altså kort sagt, så er hun vel nærmest sådan lidt i midten, ikke sandt? Måske lidt til venstre, men næppe så meget at man decideret kan kalde hende en “liberal” (i den amerikanske forstand). Men hvad nu hvis man læser f.eks. New York Times? Der kalder de hende “a creature of Manhattan’s liberal, intellectual Upper West Side”:

“[As] a young writer for The Daily Princetonian, the student newspaper at Princeton, Ms. Kagan offered clear insight into her worldview. She had spent the summer of 1980 working to elect a liberal Democrat, Liz Holtzman, to the Senate. On Election Night, she drowned her sorrow in vodka and tonic as Ronald Reagan took the White House and Ms. Holtzman lost to “an ultraconservative machine politician,” she wrote, named Alfonse D’Amato.

“Where I grew up — on Manhattan’s Upper West Side — nobody ever admitted to voting for Republicans,” Ms. Kagan wrote, in a kind of Democrat’s lament. She described the Manhattan of her childhood, where those who won office were “real Democrats — not the closet Republicans that one sees so often these days but men and women committed to liberal principles and motivated by the ideal of an affirmative and compassionate government.””

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi (2)

Vi Punditokrater (særligt Mr. Law, Kurrild-Klitgaard, Gress & undertegnede) har snart mange gange kommenteret journalistikken fra Berlingske Tidendes Cavling Pris-vindende korrespondent, Poul Høi. I sommer var det ex-Punditokraten Mikael Jalving, der gjorde det i Jyllands-Posten (her og her) – og forleden var det såmænd selveste Martin Krasnik, der gjorde det i Berlingske selv, af alle steder. Kender man til de mange beskyldninger mod Høi for at have et til tider lidt for nært forhold til de kilder, han støtter sig til, og kender man til Krasniks lune, kan særligt disse passager fra Krasniks anmeldelse af Høis antologi Bushland nok interessere:

“Man kan ikke beskylde Poul Høi for at være lemfældig i sin omgang med andres artikler. Berlingskes velskrivende USA-korrespondent og Cavlingvinder, der flere gange er blevet beskyldt for plagiat, slutter sin nye bog, »Bushland – otte år i USA«, med en kildefortegnelse på hele syv sider. Efterfulgt af en litteraturliste. Så er den vist lukket.

Nu kan enhver se, at Poul Høi stadig lader sig inspirere meget kraftigt af sine amerikanske kollegers arbejde. Og det er helt okay. Som korrespondent i et andet land er og bliver man en slags plagiator, sådan er det, og det ved alle korrespondenter, inklusive mig selv. Man skal dække et helt lands politik, kultur, historie, alting, og den vigtigste opgave er derfor at udvælge de bedste historier, sætte dem sammen, vinkle dem og formidle landet for læserne derhjemme. Man er mere researcher end klassisk journalist.

Det afgørende er, hvad man gør ved det lånte materiale. Når man nu ikke har originale historier, må man nøjes med originale pointer.

Poul Høi er måske den bedste til at genfortælle andres gode historier, men bogen her viser, at det kniber med at sætte historierne sammen på en original måde.”

Ja, så er den “vist lukket” . . . .  Det er Høis skriverier i Berlingske imidlertid ikke.  F.eks. havde Høi, hvis skriverier ifm valgkampen ’08 næppe af nogen er blevet beskyldt for at være “fair and balanced”, onsdag artiklen “Obama går frem – men hvorfor?”, hvori det fx hedder:

“Hvor trængte har Demokraterne været? Så trængte, at de er begyndt at nærlæse de sidste decimaler i meningsmålingerne og glæde sig over bare en lille positiv bevægelse. Og nu skulle den være der, kan man forstå på en række demokratiske blogs – nu skulle vinden være vendt. De to nyeste målinger viser en positiv udvikling for præsident Obama, som opnår de højeste tilfredshedstal i seks måneder.

Hos Gallup er 50 pct. af amerikanerne således tilfredse med hans embedsførelse og 44 pct. utilfredse, og hos Rasmussen, hvis metodik har en republikansk tendens, står tilfredse og utilfredse lige.”

Altså, Obamas popularitet er stigende ovenpå hans SOTU-tale. Tja, der er meget, man kan sige til det. Læs resten

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi

Flere af punditokraterne har gennem årene udstillet, hvorledes Berlingske Tidendes Cavling Pris-vindende korrespondent, Poul Høi, har et mildest talt anstrengt forhold til den journalistiske etik – eller i hvert fald til omgang med fakta. (Se fx Mr. Law, Kurrild-Klitgaard, Gress & undertegnede.)

Nu har så også ex-punditokraten Mikael Jalving sat tænderne i Høis journalistik i to klummer (her og her) hos Jyllands-Posten. Jalving dokumenterer åbenlyse tilfælde af plagiat og peger på eksempler af en journalistisk praksis, der i bedste fald er diskutabel.

Det har affødt yderligere debat på Dansk Journalistforbunds hjemmeside (her og her), hvor empatiserende journalister straks cirkler vognene om deres åndsfælle og i stedet laver motivforskning på Jalving. Alt i alt slet ikke så overraskende.

Hos Punditokraterne ved vi dog, at det længe har været velkendt langt ind i Pilestræde, hvorledes Høi har haft en noget løsagtig omgang med sin pen. Se fx bare den tale, som daværende Berlingske-kollega Olav Hergel holdt til ”ære” for Høi, da sidstnævnte fik Cavling Prisen. Man skal vist have en meget tyk pande og meget deforme ører for ikke at forstå sarkasmen, som da angiveligt også fik mange af de fremmødte til at trække kraftigt på smilebåndet:

”Så meget overkommer han, at han burde smides ud af Dansk Journalistforbund for ukollegial opførsel. Han sprøjter artikler ud af ærmet med en hast, som var han en robot ved et samlebånd, der sætter ølkapsler på flaskerne. . . . Alle journalister stjæler fra andre aviser, men få gør det så elegant som Poul Høi. Han skal nok citere retmæssigt fra New York Times, Washington Post eller Los Angeles Times, men efter fire linjers læsning kan man ikke genkende hælervarene. For så har han allerede gjort dem til sine egne.”

Ganske morsomt – og originalt.

Men nu da bolden er givet op, så lad os da slå til den. Her på stedet åbner vi gerne for at hjælpe ex-punditokraten Jalving, og så kan denne blogs læsere måske også bidrage med lidt flere eksempler på Høis kreative journalistik? Vi har plads nok og lægger gerne for. Fx som den gang, hvor Høi i kølvandet på US Supreme Courts dom i sagen Bush v. Gore” (2000), som de facto afgjorde præsidentvalget skrev følgende i Berlingske i artiklen ”Det illusionsløse valg” (14.12.2000), rubriceret som en ”Nyhedsanalyse”:

”Der var engang et valg. Det var 7. november 2000, og 100 millioner amerikanere gik i stemmeboksen for at vælge deres nye præsident. 35 dage senere var det fem konservative dommere, som valgte ham: Rehnquist, O’Connor, Scalia, Kennedy og Thomas. Der var engang et land. Det var verdens eneste supermagt, »en skinnende by på en bakke«, som en af dets tidligere præsidenter havde kaldt det, »en flamme af håb«, som en anden præsident havde sagt.

I går – klokken fire om morgenen – skinnede byen lidt svagere, og håbet flakkede for et øjeblik. For hvad var det, der var sket i det demokrati, der er ældre end de fleste europæiske demokratier, og som op gennem historien har lært os alle om den gode og den store sag? Det havde fået en ny præsident – men hvad var prisen? George W. Bush står måske nok i forgrunden af billedet som sejrherren, men bag ham ligger et sønderlemmet land, hvor vælgerne fordeler sig ligeligt til begge sider, hvor Senatet er sammensat 50-50, hvor Floridas højesteret stemte 4-3, og hvor nationens højeste ret, de mennesker der skulle samle det usamlede, i går stemte 5-4. Højesteret stemte helt efter partibogen, og de fem konservative dommere dikterede USA en beslutning, hvis logiske konsekvens inviterer til debat: I weekenden besluttede de samme dommere at stoppe fintællingen i Florida, og dermed kunne den ikke blive færdig til tiden. I går afviste de så yderligere fintællinger, fordi tidsfristen var forpasset. Som højesterets hvidhårede nestor, den 80-årige John Paul Stevens, skrev i en smertende dissens: »Tiden vil på et tidspunkt hele det sår, som dagens beslutning har påført os. Ét er imidlertid helt sikkert. Selv om vi aldrig vil finde ud af, hvem der i sandhed vandt dette valg, så er det åbenlyst, hvem taberen er – nemlig nationens tillid til dommeren som en uafhængig vogter af retsstaten.« Og dommer Stevens har muligvis ret. Kun meget få amerikanere synes, at de seneste 35 dage har været morsomme, at de har tjent nationen til ære, men de fleste har forstået princippet og været tålmodige, og da højesteret i weekenden greb ind og stoppede den fintælling, der ville have fortalt os, hvem der havde vundet Florida, læste vælgerne tydeligt skriften på væggen: 53 pct. siger i en meningsmåling, at højesterets beslutning om et stop var funderet i politik, 34 pct. siger, at det var jura. Der er ikke kommet nogen troværdige meningsmålinger efter gårsdagens historiske punch, men der er ingen grund til at tro, at tallene vil fordele sig anderledes. Amerikanerne ved, at det var politik – at de fik en ny præsident, ikke på grund af lov og ret, men på grund af illusionsløs politik. Verden ved, at den fik en ny leder, ikke på grund af folkeflertallet, men fordi der tilfældigvis en tilfældig dag i historien var fem konservative dommere og kun fire liberale i USAs højesteret.”

Lad os se bort fra de tendentiøse formuleringer – og sågar også de faktuelle fejl og forvanskninger. Fx at det kontra Høi fremgår med lysende klarhed af dommens per curiam, at det ikke var med stemmerne 5 ”konservative” mod 4 ”liberale”, at man standsede de selektive stemmeoptællinger i Florida, men derimod med 7 (Republikansk og Demokratisk udpegede) dommere for og 2 (Republikansk og Demokratisk udpegede) dommere imod. Centralt og vigtigt, men lad bare det ligge.

Lad os i stedet hæfte os ved det citat, som Høi har bygget hele sin ”nyhedsanalyse” op om – citatet af højesteretsdommer John Paul Stevens. Når man læser Høis artikel er det umuligt at få andet indtryk end, at citatet må være en post factum kommentar til flertalsafgørelsen om at standse optællingerne, og at denne så vil undergrave tilliden til retssystemet, fordi det var partipolitik, der afgjorde sagen.

Men hvor kommer citatet fra, og hvad handler det egentlig om? Det kommer korrekt nok fra Stevens’ dissens – men i modsætning til, hvad Høi fremstiller det som, handler det faktisk slet ikke om US Supreme Courts flertalsafgørelse. Tværtimod kommenterede Stevens i passagen Floridas Supreme Courts forudgående afgørelse, og hvordan en føderal omstødelse af denne, ville undergrave borgernes tillid til dommerne ved de lavere instanser og disses rolle i forbindelse med delstaternes ansvar for afviklingen af præsidentvalg. Altså noget ganske, ganske andet.  Dette vil være klart for enhver, der faktisk har læst dommen. Her kommer passagen i sin kontekst:

“What must underlie petitioners’ entire federal assault on the Florida election procedures is an unstated lack of confidence in the impartiality and capacity of the state judges who would make the critical decisions if the vote count were to proceed. Otherwise, their position is wholly without merit. The endorsement of that position by the majority of this Court can only lend credence to the most cynical appraisal of t
he work of judges througho
ut the land. It is confidence in the men and women who administer the judicial system that is the true backbone of the rule of law. Time will one day heal the wound to that confidence that will be inflicted by today’s decision. One thing, however, is certain. Although we may never know with complete certainty the identity of the winner of this year’s Presidential election, the identity of the loser is perfectly clear. It is the Nation’s confidence in the judge as an impartial guardian of the rule of law.”

Man kan så spørge sig selv, om Poul Høi aldrig læste selve Stevens’ dissens, og derfor bare skrev af fra nogle andres selektive gengivelser af passagen? Eller om han faktisk kendte konteksten og bare misbrugte denne til at bygge noget, der mere er en normativ kommentar end en nyhedsanalyse, op om?

Så er det fusk eller sjusk? Det må vore læsere bedømme. Berlingske Tidendes redaktion er efter alt at dømme næppe interesseret.

Stougaard om Palin

Der går ikke en dag, hvor Berlingske Tidendes Karl Erik Stougaard og Poul Høi ikke føjer nye niveauer til deres dækning af USA og amerikansk politik, vel at mærke af den lavereliggende karakter.  Her er lidt fra dagens Berlinger:

Sarah Palin skaber begejstring hos hvide kvinder og sender for første gang John McCain forbi Barack Obama i et snit af meningsmålingerne. Men McCain og Palin har fiflet med hendes CV.

Er amerikanerne så dumme, at de køber John McCains og Sarah Palins løfter om at skabe forandringer?

Spørgsmålet kommer fra den demokratiske præsidentkandidat, Barack Obama … [Obama] ønsker at henlede vælgernes opmærksomhed på, at McCain-lejren rent faktisk har et problem med at fortælle sandheden om vicepræsidentkandidat Sarah Palin.

… I TV-reklamer og valgtaler slår han hårdt på flere oplysninger om Palin, som har vist sig ikke at holde stik. McCain og Palin påstår, at hun var imod og fik stoppet byggeriet af en kontroversiel bro til en lille ø i Alaska.

Det passer ikke. Palin støttede tværtimod byggeriet, og det var den amerikanske kongres i Washington, som stoppede projektet, fastslår flere uafhængige undersøgelser [men disse omtales ikke af Stougaard, Altmann].

Til trods for den klare dokumentation [som altså ikke er omtalt af Stougaard, Altmann] fastholder McCain-lejren, at Sarah Palin var imod og fik stoppet broen, og at hun er imod støtte fra forbundsregeringen.

»Hun fik stoppet den. Hun spillede en rolle i den beslutning,« siger McCains chefrådgiver, Mark Salter.

Men ifølge en TV-reklame fra Obama er det »løgn«, og i taler slår han fast, at Republikanerne »opdigter« et misvisende CV for Palin: »Men man kan ikke bare genopfinde sig selv. Amerikanerne er ikke dumme,« lyder det fra Obama.

– som altså får det sidste ord.  Så hvad vi har her er, at Stougaard fortæller læserne, at Palin lyver om sit CV, for det siger nogle unavngivne “uafhængige undersøgelser”.  En Republikaner citeres ganske vist for at sige, at det er ukorrekt, men det er løgn.  Sådan.
Så hvem kan man stole på, når det gælder denne sag?  Hvad med at gå til den ikke just Palin-beundrende, ikke helt konservative, men generelt ganske respekterede New York Times (der i øvrigt ellers er danske korrespondenters foretrukne kilde).  Her er, hvad avisen skrev om Palin, inden der gik valgkamp i det hele:
Gov. Sarah Palin ordered state transportation officials to abandon the ”bridge to nowhere” project that became a nationwide symbol of federal pork-barrel spending. The $398 million bridge would have connected Ketchikan, on one island in southeastern Alaska, to its airport on another nearby island. ”Ketchikan desires a better way to reach the airport,” Ms. Palin, a Republican, said in a news release, ”but the $398 million bridge is not the answer.” She directed the State Transportation Department to find the most ”fiscally responsible” alternative for access to the airport. (New York Times, 22. september 2007)
Sidst men ikke mindst er det værd at bemærke, at Stougaard lægger Republikanerne i munden, at Palin skulle have stoppet “the bridge to nowhere”.  Hvad Palin sagde er, at hun som guvernør var modstander af den (“thanks but no thanks”), og det får man fremstillet som, at hun hævder at have stoppet den.
Flot journalistik.

Blogs som varedeklaration

Der er nye tider på Berlingske, bl.a. blogger man nu også. Det er jo så populært (hvis man ellers har tiden til det).

En af disse blogs er USAblogs, hvor avisens to korrespondenter supplerer deres kommentarer fra udgaven på dødt træ med nye elektroniske bidrag.

Som tålmodige læsere af denne blog vil vide, er blogs velegnede til at udstille bidragsydernes uvidenhed og naivitet. Og ja, jeg tænker ikke kun på vores kommentarspalte.

På det seneste har Poul Høi hæftet sig ved, at Alan Greenspans erindringer er blevet fremhævet i visse dele af pressen for en passage om, at Irakkrigen “was all about oil”. Her på bloggen har vi kort omtalt pålideligheden af denne medieand (her), hvor vi sammenlignede den med Wolfowitz-anden, der da også siden er dukket op i netop denne sammenhæng som endnu et bevis på Irak-løgnen.

Det interessante er, at PH (hvis jeg må bruge denne ellers ganske fornemme forkortelse) knytter Greenspans udtalelse sammen med Collin Powells udtalelser. Det giver et indtryk af, at der ikke var andre grunde end olie for at gå i krig.

Så her står vi efter så mange uafhængige rapporter, at man kunne tapetsere avisens gamle hovedsæde i Pilestræde med dem, der alle fastslår, at ingen løj, men at man blot overvurderede den gamle røver i Bagdad, og får nu igen serveret historien om Irak-løgnen.

Retfærdigvis må man give PH, at han i senere blogs drejer historien over på, at Greenspan burde have fortalt om sin kritik noget tidligere. I denne sammenhæng citerer han den altid fortræffelige Peggy Noonan. Men igen er der noget helt fundamentalt galt. For læser man Noonan, kan man se, at hendes kritik angår Greenspans støtte til den uforsvarlige finanspolitik, som den “socialt konservative” Bush har ført. I relation til Irak er hendes kritik ikke grundlaget for krigen, men afvisningen af folk, der pegede på større problemer, end man ville vedgå i regeringen. Disse folk var ikke Greenspan og kunne heller ikke være det, når Greenspan jo selv indrømmer, at hans bemærkning om olie ikke havde noget med regeringen at gøre. Når Noonan alligevel nævner Greenspan, skyldes det hans mange andre og vigtigere kritikpunkter i erindringerne om finanspolitikken. Men når PH ikke nævner Greenspans øvrige kritik, men fokuserer på den – hvis man betragter den nærmere – ret harmløse iagttagelse af, at det var olien, som var med til at gøre Saddam farlig, ja, så synes det virkelig at være en tro på, at Greenspan kunne have afsløret noget, han ikke fortalte. Det kunne han ikke – i hvert ikke på det punkt – for der var ikke noget, han kunne afsløre.

Tja, vi har jo heldigvis adgang til andre aviser, hvor prioriteringen er anderledes. Forleden (23/9 07) læste jeg en anmeldelse i Financial Times af Greenspans erindringer, The Age of Turbulence. Her skal det indskydes, at den store fordel ved FT i forhold til mange andre internationale aviser er, at den har en utrolig god forbindelse til udenrigstjenesten og bureaukratiet i EU. Ulempen ved avisen udspringer af samme forhold. Man har den britiske udenrigstjenestes traditionelle synsvinkel, hvilket bl.a. indebærer en betydelig foragt for vulgære stater som USA og Israel og en udtalt romantisk sympati for Lawrences lykkelige Arabien, hvilket under tiden giver de britiske diplomater tilnavnet The Camel Corps. Det samme gælder avisen. Men derfor er standarden nu alligevel høj, selv når man ikke er enig med dem.

Hvordan var anmeldelsen af Greenspans bog? Den var, som forventet, kritisk over for Bush-regeringen og over for Greenspans noget forsinkede mea culpa. Men ikke en eneste gang nedlod den distingverede anmelder at komme ind på den med olie og Irak. Den var man ikke så dum at bide på, men de kan jo også tillade sig at holde kvalificerede folk.

Til gengæld er det da venligt af Berlingske at indrette en blog, hvor korrespondenterne kan udstille deres personlige holdning til de ting, de dækker, og dermed bekræfte vores fordomme om, hvor deres sympatier ligger. Det er også en slags varedeklaration.

Desperate tider

Dagens forside på Berlingske bekræfter, at der i den seneste tid har været en stigende desperation at spore i avisens defaitistiske linje.

De fornemmer måske, at muligheden for at fremkalde en betingelsesløs opgivelse af demokratiet i Irak er ved at være forpasset. Midtvejsvalget gik ikke helt, som man havde håbet. Baker-rapporten synes heller ikke at blive så uansvarlig og naiv, som man kunne have frygtet. Regeringen og Dansk Folkeparti står fast på, at tropperne kun skal trækkes gradvist ud i takt med, at irakerne selv kan overtage. Og så længe Helle fører i meningsmålingerne – hvad hun bliver ved med, så længe hun og Fogh konkurrerer om at love den største velfærdsstat – kommer der ikke noget valg, og Lykketoft bliver ikke udenrigsminister.

For denne punditokrat er det kun gode nyheder, og tilmed her hvor den søde juletid med sit gigantiske materielle og kommercielle forbrugsræs melder sig. Det er lige til at komme i godt humør af.

For ikke helt at glemme sagens alvor kommer her et link til Christopher Hitchens, der stadig er bekymret. Desværre nok med god grund. Hitchens er som bekendt blevet udstødt af det gode journalistiske selskab, fordi han trods sin livslange trotskisme ikke var tilstrækkeligt rettænkende. Han deler skæbne med en række andre journalister, f.eks. Judith Miller (tidl. fra NYT), og Bob Woodward (efter hans to første bøger om Bush, dog taget til nåde efter sin tredje bog om samme emne). Poul Høi har  som altid beredvilligt videreformidlet karaktermordet på Hitchens og kan berette, at Hitchens drikker! Kan man tænke sig det. En journalist, der både ryger og drikker. Jamen dog. Men i betragtning af, at Hitchens i modsætning til Høi aldrig røg på Plame-historien og klokkede rundt i de primære kilder, kan det måske vise noget om alkohols gavnlige virkninger til at give klarsyn.

Her er et lille uddrag fra Hitchens artikel:

Barely five years after the eviction of the Taliban, three and a half years after the fall of Saddam Hussein, and a year and a half after the Syrian army was forced out of Beirut by a show of mass popular and democratic unity, the memory of those brave fingers marked with the purple ink of the franchise has almost vanished. Tribalism and gangsterism are back, in a big way, with heavy state support from across the frontiers. And the United States, it seems, cannot wait to confirm the impression that it would rather deal with the aggressors. If the latest assassination in Lebanon caused any embarrassment to the enthusiasm of the Baker-Hamilton team for direct talks with Damascus and Tehran, the embarrassment wasn’t evident. The Lebanese Cabinet may have bravely voted last week, in spite of a campaign of blackmail by Syria’s death squads and religious proxies, to establish a tribunal to investigate the murder of Rafik Hariri, but in Washington, the talk is of getting on better terms with the people who, on all the available evidence, blew up his car. You may have noticed the new habit in the media of referring to the government of Lebanon as “American-backed” or “Western-backed.” This is as if to imply that it is not an expression of Lebanon’s remaining autonomy. But it is also cruelly ironic: Where exactly is this “backing”? Once again, it is becoming more dangerous to be a friend of the United States than an enemy.

Også i danske MSM kan man iagttage, at Libanons demokratisk valgte regering nu omtales som “vestligt støttet”. Endvidere kan man se den klassiske fortolkning: “Hvis Syrien virkelig står bag, bliver vi nødt til at betragte Syrien som vores fjende. Det kan ikke være i Syriens interesse. Så det er nok alligevel ikke Syrien, der har gjort det.” Ak ja.

Læs restens af artiklen her.

God jul.

Magt korrumperer

I dagens Berlinger har Poul Høi en artikel om en republikansk politiker, Richard Pombo, valgt i Tracy i Californien.  Pombo ejer en masse jord og Tracy har været en by i eksplosiv vækst.  Pombo har derfor tjent mange millioner på udstykning og står nu til at tjene meget mere eftersom staten planlægger at anlægge en ny freeway, motorvej, ind i området for at lette trafikken til arbejdspladserne i San Francisco Bay Area.

Høis pointe er at Pombo har ladet sig korrumpere af magten til at fremme afgørelser, der tjener hans finansielle interesser.  Derfor vil han eksempelvis ikke støtte anlægget af en jernbane til Tracy, for så vil han ikke tjene så meget på udstykning som han vil, hvis det bliver en motorvej.

Høi:

Hver morgen og hver eftermiddag befinder 140.000 biler sig på motorvejene mellem San Francisco og Tracy og de omkringliggende byer, og himlen ser oftest ud, som den ser ud i dag – med det syntetiske orange skær, som en smoghimmel har. Knap hver tredje dag overtræder området Californiens ozon-grænser, én ud af seks indbyggere i dalen har astma, og astmaangreb er hvert år skyld i 808.000 mistede skoledage.

Eksperter har foreslået at forlænge pendlertoget fra San Francisco over Altamont-passet og hertil, men Richard Pombo er imod. Han tror ikke på tog, han tror på biler. Det er den amerikanske livsstil, siger han, og han og hans stab har tegnet to nye motorveje, som skal gå gennem et naturområde, som er det sidste levested for mindst tre af Californiens truede dyrearter, og derefter skal motorvejene slå et besynderligt sving omkring Tracy, og så fortsætte ind i baglandet.

Hvorfor det besynderlige sving? Fordi motorvejene dermed lægger sig op af familien Pombos jord på Lammers Road.

Richard Pombo har sørget for at få bevilget 120 mio. kr. til at undersøge hans motorveje, som i Tracy kaldes for »Pombo’s dårskab«, og i mellemtiden er hans jord allerede fordoblet i værdi, og det er bare begyndelsen. »Når motorvejene bliver vedtaget, vil jordprisen stige til vejrs som en raket,« skriver East Bay Express.

Høi spørger ikke, hvem det er i Tracy, der ikke ønsker de nye veje, og citerer et ekstremt liberalt blad for en iagttagelse, der skal kaste smuds på Pombo.  Hvor originalt.

Herefter følger hos Høi en lobhudling af det fhv kongresmedlem Pete McCloskey, kendt som stærk modstander af Israel, og som leverer en rørende og måske endda sand historie om, hvordan hans bedste kammerat John Ehrlichman, der i 2. Verdenskrig var heltemodig pilot, blev korrumperet af magten i Richard Nixons Hvide Hus.

Pointen her er ikke at magt ikke korrumperer, som Lord Acton sagde.  Selvfølgelig gør den det.  Om republikanske kongresmedlemmer er mere korrupte end demokratiske, er imidlertid tvivlsomt.  Det viser historien ikke, og vi vil formentlig få flere beviser herfor, hvis Demokraterne som ventet vinder flertal i Repræsentanternes Hus på tirsdag.

Pointen er en anden.  Navnet Tracy satte mig nemlig 20 år tilbage, til dengang jeg selv levede i San Francisco Bay Area.  Nærmere bestemt til en morgen jeg sad i en courtesy van på vej til at hente min bil, som var på værksted.  Chaufføren fortalte, at han hver dag pendlede til Palo Alto fra Tracy, som lå 90 miles (145 km) mod øst og stod op hver dag kl. 4.

Grunden?  Kun i Tracy var det muligt for en mand med normal løn at købe et hus, der var stort nok til en familie.  I Palo Alto levede vi dengang med tre børn i ét værelse, fordi den gennemsnitlige huspris var ca. 10 gange min akademiske årsløn.  Idag er billedet langt værre. Gennemsnitshusprisen i Palo Alto er omkring 1 mio. dollar.

Se, hvad skyldes nu det?  Det skyldes blandt andet, at indbyggerne i Palo Alto i 1971 stemte for, at størstedelen af byens område altid skulle forblive ubebygget.  Det var angiveligt for at skåne miljøet og redde udsigten til de solbrændte bjerge ud mod Stillehavskysten.  Det er også dejlige bjerge, som man kan vandre eller cykle i timevis uden at møde ret mange.

Men virkningen af vedtægten var naturligvis også at garantere permanente og stærke værdistigninger på boliger for dem, der allerede havde én, mens tilkommende, medmindre det var ægtepar hvor begge var læger eller jurister med samlet indtægt på mange hundrede tusinde dollar, ikke kunne komme ind på markedet.  Vedtægten var en klassisk rent-søgende operation.

Af samme grunde — miljø og bevaring — har delstatsmyndighederne i Californien i årtier ikke kunnet finde ud af at bygge tilstrækkelige nye veje til at betjene den tredobling af befolkningen, som har fundet sted alene i Bay Area siden 1970.  Vejnettet er stort set uforandret siden 1950rne.  Det eneste, man bygger, er commuter lanes, ekstra kørebaner forbeholdt biler med mere end to passagerer.  Men dem er der få, der bruger, for de fleste mennesker har mere end ét ærinde at løbe om dagen.  Ideologien overtrumfer imidlertid behovet, så derfor får pendlerne ikke de veje, de kan bruge.

At Pombo kan lukrere på, at folk er nødt til at bo i Tracy, hvis de vil arbejde i Bay Area og ikke har topjobs, er ikke hans skyld.  Der er tale om en sammenfiltring af ideologiske og økonomiske interesser, der er ligeglade med almindelige folks vilkår, men derimod stærkt optaget af at blive rost af liberale medier og akademikere, kort sagt af at føle sig gode og rigtige.

Høi gør behændigt Pombo til et miljøfjendtligt uhyre, fordi han vil tillade olieboringer langs Stillehavskysten og er kritisk overfor loven om truede dyrearter.  Høi citerer som neutrale vidner en grøn pressionsgruppe og det progressive blad Rolling Stone for, at Pombo er en fjende af miljøet og derfor nødvendigvis ond og korrupt.

Hvad Høi ikke kan eller vil se er, at loven om truede dyrearter udtrykker en ekstrem grøn ideologi, der konsekvent sætter “miljøet” over menneskenes interesser og som antager en illusorisk naturlig balance for det eneste antagelige politiske mål.  Lovens håndhævere ved formentlig ikke engang, at de store redwood-skove i Nordcalifornien ikke er “naturlige”, men følgen af indianske skovafbrændinger for tusinder af år siden og af en række andre forandringer.  Intet er stabilt, men loven antager, at der må findes en stabilitet, som skal opnås politisk, blandt andet ved at forbyde byggeri, veje og skovhugst.

Taberne er de mennesker uden luksusjobs, som ønsker at stifte familie og leve anstændigt i Californien.  De har få talsmænd og bliver ikke som McCloskey rost af Los Angeles Times.

Så der er masser af korruption i amerikansk politik.  Det er bare ikke den, vi mest hører om, og som er den ordinære slags illustreret af Jack Abramoff og hans transaktioner.  Det, vi hører, er styret af journalisternes ønske om at ramme Republikanere.  Det kan der være grund nok til, men hvorfor var journalisterne så ikke så nysgerringe, da Kina købte det meste af Clinton-administrationen eller da samme administration skabte de vilkår, der tillod Enron-banden at opbygge sit korthus?  Vil de være lige så nysgerrige, når Nancy Pelosi med sine 55 mio. dollars i formue begynder at pleje sine interesser i rollen som formand for Repræsentanternes Hus?  Næppe, for hun er en god mor og bedstemor og har sine vælgeres tarv på hjerte.

Slutpointe 1:  Ideologisk magt korrumperer også, og korruptionen i kraft af liberale mærkesager er mindst lige så farlig som den ordinære købe-stemmer-korruption, Abramoff og måske Pombo står for.

Slutpointe 2: Poul Høi fortæller en god historie, men han er som altid døv for den virkelige historie.  Han bevæger sig selv en atmosfære af elitær ideologi, som får de almindelige mennesker og deres interesser til ganske at forsvinde.

Berlingskes dækning af USA

Det er længe siden, at vi her på bloggen bemærkede, at Berlingskes korrespondenter i USA had gone native og fuldt ud opførte sig som indfødte blandt de Bush-bashende MSM, de omgås. Det mærkes især nu, hvor kampens hede under midtvejsvalget stiger og nuancerne droppes.

Poul Høi bidrager i dag med en artikel om de undersøgelser, som Bush må frygte, hvis Nancy Pelosi og hendes demokrater får magten i Repræsentanternes Hus.

Høi indleder bl.a. med denne bemærkning, der måske, måske ikke, er mere spidsfindig, end man umiddelbart tror:

Hvis et parti har flertallet i et af Kongressens kamre, kontrollerer det også dagsordenen i samtlige udvalg, og et udvalg kan til enhver tid tvinge f.eks. forsvarsminister Donald Rumsfeld til at møde op som vidne og under ed svare på spørgsmål, som han ikke har lyst til at svare på.

Nogle af de helt store øjeblikke i amerikansk politik har været sådanne undersøgelser, fra Titanic-undersøgelsen i 1912 over McCarthy-høringerne 40 år senere og til hele regimentet af -gates, Watergate, Iran-Contragate og Monicagate.

Men præsident Bush og hans regering har ikke været udsat for den slags pinagtige undersøgelser af den simple grund, at Republikanerne – med en kortvarig undtagelse – har haft magten i Kongressen i hans embedsperiode.

Dernæst omtaler han Irak på denne måde:

Undersøgelsen over alle undersøgelser. Blev efterretningerne op til krigen bevidst pustet op, og hvem gjorde det? Hvorfor sad vicepræsident Cheney (foto) i CIAs hovedkvarter og sorterede i efterretningerne, og hvorfor oprettede han og Pentagon deres alternative efterretningstjeneste? Hvorfor blev besættelsen af Irak så forplumret, og hvem gjorde det? Hvorfor blev kun olieministeriet bevogtet, og hvorfor blev den irakiske administration opløst? »Plus korruptionen«, skriver den demokratiske kommentator Joseph Palmero. »Det vil være vores pligt at undersøge, hvem i Det Hvide Hus som forgyldte virksomheder som Haliburton med meget gavmilde kontrakter i Irak«.

Læsere af denne blog, og folk, der følger bare en lille smule med, vil vide, at netop spørgsmålet om politisk pres på efterretningerne om Saddams regime er blevet genstand for adskillige uafhængige undersøgelser. Fra UK kan især nævnes Hutton-rapporten og Butler-rapporten. Fra USA kan især nævnes Senates første rapport fra 2004 og Robb-Silberman kommissionen. Som bekendt afviser de alle, at der blev løjet, og at efterretningstjenesterne havde produceret deres skøn efter politisk pres. Ud over links til de pågældende rapporter er her et link fra det Hvide Hus, hvor man hænger New York Times til tørre, fordi de heller ikke havde gjort sig den ulejlighed at læse rapporterne, før de skrev deres ledere.

Det er naturligvis altid muligt for konspirationstilhængere at hævde, at disse rapporter enten er en del af sammensværgelsen eller ikke stiller de rigtige spørgsmål og derfor må efterfølges af yderligere undersøgelser. Men det burde være umuligt at hævde, at de rejste spørgsmål ikke har været undersøgt.

Skal man være venlig mod Poul Høi, og det vil vi gerne være, da han ikke er så slem som mange andre danske USA-kyndige journalister, har han muligvis tilsigtet en sondring mellem de undersøgelser, som Kongressens politikere kan lave på eget initiativ i diverse udvalg, og så de her nævnte store uafhængige undersøgelser. Men så burde han i det mindste have nævnt, at disse undersøgelser har været afholdt. Som teksten er skrevet nu, er det direkte vildledende for den forudsætningsløse læser.

Desværre fortsætter Poul Høi med at nævne …. åh nej, siger I sikkert, ikke det …. Jo, netop: Plame-sagen.

Hvem besluttede sig for at lække navnet på en hemmelig agent – for at underminere en rapport, som hendes mand, en tidligere ambassadør, havde skrevet? Medierne har været på sagen, og en særlig undersøgelsesdommer er på sagen og har tiltalt vicepræsident Cheneys stabschef, men hvem er ellers involveret i en affære, der ikke blot handler om afsløringen af en hemmelig agent, men også om den måde, som Bushs spinmaskine opererer på. Demokraterne vil nyde at få tilsagt Bushs chefstrateg, Karl Rove, som vidne og udspørge ham under ed.

Ved Poul Høi virkelig ikke, at det ER afsløret, hvem der lækkede navnet på Ms Wilson (født Plame), nemlig Richard Armitage? Ved han ikke, at Armitage ikke er ven med hverken Cheney eller Rove, og derfor næppe har afsløret navnet for at skade Wilson? Ved han ikke, at det ikke var nødvendigt at underminere Mr Wilsons rapport, fordi den jo udtrykkeligt bekræftede, at Saddams regime var interesseret i uran fra Niger? Ved han ikke, at det eneste Wilson afslørede, var sig selv? Ved han ikke, at Fitzgerald har opgivet at tiltale andre end den pågældende medarbejder, og det alene for forhold, som knytter sig til efterforskningen, ikke til afsløringen af Plame? Selvfølgelig gør han det. Men hvorfor dælen skriver han så, som han gør? Det kan kun forklares med gone native-syndromet, hvor man kun ser sagen fra sine omgivelsers vinkel. I de kredse handler Plame-sagen om den onde Rove, der knuste en stakkels mor til et par dejlige krølhårede tvillinger, fordi hendes mand tappert havde afsløret Den Store Løgn, og ingen virkelighed skal komme og ændre på det.

Endelig har Poul Høi så en lille vignet på samme side (desværre ingen links). Under overskriften “Dagens giftigste kommentar” omtales en republikaner, der irriteret over, at hans demokratiske modpart på en og samme gang angreb sex-skandalen om Foley og roste Teddy Kennedy, skulle have sagt: Jeg ved, at Dennis Hastert ikke kørte over en bro og efterlod en ung person i vandet. Dennis Hastert slog ikke nogen ihjel”. Hvortil Høi meget nænsomt forklarer:

Kommentaren var en henvisning til en ulykke i 1969, hvor Kennedy kørte i vandet, og en ung medarbejder druknede.

En ung medarbejder?! Det var hans elskerinde, og skandalen var, at Teddy reddede sig selv, tog hjem, og først flere timer efter fortalte myndighederne, at hun stadig lå i bilen på bunden af søen. Kan det tænkes, at Høi ikke kender Chappaquiddick-skandalen? Helt utænkeligt. Men hvorfor så denne hensynsfuldhed?

Nå, denne omgang Berlingske Bashing bør ikke afsluttes uden at rose omtalen i samme sektion af den britiske general Dannatts udtalelser om situationen i Irak. Personligt mener jeg (naturligvis), at man lægger mere i Dannatts udtalelser, end de kan bære. En tilsvarende vurdering har The Times leder i dag, og Dannatts efterfølgende “præciseringer” kan tolkes på samme måde (eller som følgagtighed), men dækningen er i det mindste nuanceret, bl.a. får vi for en sjælden gangs skyld lov at høre fra de danske soldater i Irak. De giver udtryk for deres frustration over den manglende opbakning fra hjemlige politikere, og den manglende anerkendelse af deres indsats.

Berlingske kan altså godt lave dækkende og nuanceret analyse, hvorfor skal vi så have en så lav standard på USA-stoffet?

To slags journalistik

Her på bloggen vil vi helst give jer det, som I ikke får i MSM.

Et hurtigt kig på Infomedia viser, at denne vinkel på Plame-sagen ikke er blevet kørt i MSM. So here we go…

Christopher Hitchens er et eksempel på en slags journalistik, der bliver stadig mere sjælden: den selvstændigt opsøgende og kildekritiske journalistik. Han er samtidig socialist, så det har ikke nødvendigvis noget med politisk ståsted at gøre; det handler nærmere om professionalisme og integritet.

Han har undersøgt en særlig vinkel på det sagskompleks, der omtales som Plame-sagen. Vi har tidligere dækket sagen (se her og følg links tilbage), netop fordi den normalt viser MSM, når de er mest ringe. Men det er faktisk muligt at lave journalistik af en hæderlig standard.

Hitchens påviser i to artikler i Slate (her og her), at Saddams repræsentant til FN atomagentur IAEA, Wissam al-Zahawie, besøgte Niger i februar 1999. Det bekræfter mistanken om, at Saddam efter at have smidt FN-inspektørerne ud i 1998 forsøgte skaffe uran (yellow-cake) fra Niger, hvor han i sin tid havde fået det til sit atomvåbenprogram, der var blevet afsløret og afbrudt efter nederlaget i Kuwait-krigen.

Adspurgt om sit besøg i Niger svarer Zahawie, at han blot var der for at opfordre til et brud på den blokade mod rejser, som var rettet mod Irak, og lidt vel overivrig tilføjer han, at han da slet ikke vidste, at Niger solgte uran. Da Nigers hovedeksport er uran, eftersigende med geder på en fjern andenplads, og da Irak i begyndelsen af 1980erne fik sin uran fra netop fra Niger, virker det ikke helt, ahm, troværdigt, at Zahawie med sin tilknytning til atomindustrien i Irak er så uvidende.

Nu er det ikke nyt, at der er beviser for Saddams forsøg på at skaffe uran fra Afrika — måske lige for MSM, der stadig ikke synes at have læst de officielle rapporter, herunder Butler-rapporten, der fastholder påstanden som korrekt og udtrykkeligt opretholder Bush omtale heraf i sin tale til nationen fra 2002.

Det egentlige nye er Hitchens teori om, at de falske Niger-dokumenter blev fabrikeret ikke af korrupte italienere, men af Nigers ambassade i Rom for at sløre sporet efter Zahawis besøg. De falske Niger-dokumenter var jo ualmindeligt dårlige forfalskninger, bl.a. angav de oplagt forkerte personer fra Nigers regering, og — nok så interessant — angav de Zahawi, som den irakiske modpart. IAEA kunne da også hurtigt afviser dem som falsknerier. Det var denne afvisning, der gav stødet til myten om, at Saddam slet ikke havde forsøgt at skaffe uran fra Afrika, og at Bush havde løjet herom. Det var denne myte, som Joe Wilson forsøgte at puste til i det, der senere udviklede sig til Plame-sagen.

Hvis Hitchens teori er rigtig, forklarer det ikke bare, hvorfor Niger-dokumenterne var så elendige. Det forklarer også, hvorfor den britiske efterretningstjeneste fastholder, som forklaret i Butler-rapporten, at Saddam forsøgte at skaffe uran i Afrika. Deres mistanke støttes bl.a. på Zahawis besøg i 1999, og eksistensen af falske dokumenter ændrer ikke denne tolkning, fordi de ses som et forsøg på at dække sporene.

Det er en interessant vinkel, som Hitchens to artikler fra hhv. 10. og 17. april dyrker. Men se om MSM i Danmark ønsker at omtale dem. Nix. Og det selvom Berlingske i sin tid brugte rigtig meget spalteplads på at fortælle om de falske Niger-dokumenter, selvfølgelig med en del faktuelle fejl i sin iver efter Bush-bashing. Suk.

Så lad os kigge på en anden form for journalistik. Igen må Berlingske holde for. Det er yderst snæversynet at pukle på dem hele tiden, men den man elsker, tugter man. Man kan ikke forvente sig noget særligt af Information eller Politiken, men Berlingske… det burde være bedre.

I går havde journalist Karl Erik Nielsen en historie både på forsiden og stort opsat inde i avisen. Her er starten på forside-artiklen:

Hvad mange har mistænkt den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, for længe, indrømmer han nu selv på overraskende vis: USA er ved at løbe tør for ideer i Irak.

Artiklen handler om, at militærakademiet ved Fort Leavenworths sammen med militærtidsskriftet Military Review som emne for en tilbagevendende skriftlig øvelse har valgt emnet: Countering Insurgency. I Berlingskes dækning bliver det altså til, at Pentagon selv indrømmer, at man er løbet tør for ideer, og først som allersidste sætning kommer denne oplysning:

Pennen er med andre ord Pentagons nye sværd, og udover at redde fremtiden for den moderne civilisation, er essay-konkurrencen et led i søgningen efter og uddannelsen af nye officerer.

Slår man efter på artiklens link får man bl.a. denne besked. Da det er et rotting link, som fjernes 1. maj, gengives det her:

The deadline for submissions for the COIN Writing Competition closed 1 April 2006.  However, due to national and international curiosity generated by U.S. News World Report and The Daily Show with Jon Stewart, we have reposted the initial announcement which was the object of their humorous comment for interest.

Stileøvelsen er altså blevet gjort til genstand for satire, hvilket er fair nok. Den ene af disse var USNews, hvor stileøvelsen omtales som et morsomt lille indlæg blandt flere andre i spalten kaldet Washington Whispers, der handler om stort og mest småt. Her lyder historien (se linket et stykke nede) ganske kort:

Fighting Insurgents, One Essay at a Time

Psst. Wanna save the world? The latest front in the Pentagon’s struggle against terrorism is . . . a writing competition. “The Army absolutely needs to understand more about counterinsurgency,” began the published request for submissions to the “Countering Insurgency” contest. “Nothing less than the future of the civilized world might depend on it.” Col. Bill Darley, editor in chief of Military Review-which will publish the winning submissions-says that entries for the contest have been “fresh and innovative.” The first-place winner gets $1,000. Sorry, entries were due by April 1.

Det er ikke muligt at finde sekvensen fra The Late Show, men det er et satirisk program, så vinklen har formodentlig været tilsvarende sjov. [update: Doh, det var ikke the Late, men the Daily Show. Se linket i kommentarfeltet.]

Hvordan dælen kan Berlingske leve med at slå en sådan lille spøg op med forsidedækning og det hele på noget andet tidspunkt end 1. april? Det minder lidt om den gang under præsidentvalget, hvor Nielsens kollega Poul Høi med åndeløs spænding hver dag dækkede historien om bulen-på-ryggen af Bush, ofte også på forsiden.

Ønsker avisen ikke at blive taget alvorligt?

Usete nyheder

Det afhænger af øjnene, der ser…

Prøv at sammenligne dagens Berlingske, som nu indleder en dækning af parlamentsvalget i Irak den 15., på denne måde:

Uanset hvilken spåkugle, man vælger at kigge i, så er de nærmeste år i Irak i bedste fald op ad bakke – sikkerhedsmæssigt, politisk og økonomisk. I værste fald borgerkrig.

… med denne overskrift i det ellers ikke videre konservative Washington Post:

In Iraq, Signs of Political Evolution

Parties That Shunned January Vote Are Now Embracing the Process

Der er de samme fakta, både gode og dårlige, men vinklingen er forskellig.

Så er der denne meningsmåling fra ABCNews om Afghanistan, der som alle meningsmålinger skal tages med et betydeligt mål salt:

Yet despite these and other deprivations, 77 percent of Afghans say their country is headed in the right direction — compared with 30 percent in the vastly better-off United States. Ninety-one percent prefer the current Afghan government to the Taliban regime, and 87 percent call the U.S.-led overthrow of the Taliban good for their country. Osama bin Laden, for his part, is as unpopular as the Taliban; nine in 10 view him unfavorably.

Den er ikke omtalt, og bliver det næppe heller.

Så er der de her meningsmålinger, der viser fremgang for præs. Bush, hvilket synes at være en generel trend.

De nævnes heller ikke, men de kolliderer jo også lidt med Berlingskes Poul Høi, der for tiden synes at leve i sin egen fantasiverden, komplet med en rasende Mor Bush, som vil rense sønnikens regering for alle de væmmelige krigsliderlige konservative og endelig gennemføre Daily Kos m.fl. varmeste ønske om at smide Rove og Cheney ud. Well, don’t hold your breath…

Bare vi dog havde en avis, der hvilede på et borgerligt grundsyn, ikke bare i sit kulturstof og ledere, men også i sin nyhedsdækning og analyse.

Men indtil videre må I nøjes med bloggosfæren.

Noonan om Bush, barbecue-sovs & "the Bridge to Nowhere"

En af mine absolut mest yndede skribenter er den fænomenale amerikanske taleskriver, Peggy Noonan, som over de sidste +20 år har skrevet nogle af de mest velformulerede taler i amerikansk politik nogensinde.  Og det siger ikke så lidt.  Blandt talerne er Reagans farveltale, hans VE-Day tale og Bush Srs. “Read My Lips, No New Taxes”, og til Republikanernes konvent sidste år havde hun skrevet en tale til guvernør George Pataki, der næsten fik ham til at lyde interessant.

Damen skriver også som kommentator ved Wall Street Journal, og her er lidt af hendes kommentar til George W. Bush; hun opfatter ham, modsat Berlingske Tidendes Poul Høi, ikke som repræsentant for “nulstats-konservatisme”, men kalder ham det, han er, “big spender”, og nu er mor sur på og træt af ham.  Hun skal nok ikke regne med at blive inviteret tilbage til Det Hvide Hus som skribent lige med det samme, efter den svada hun her leverer:

“In his Katrina policy the president is telling Democrats, “You can’t possibly outspend me. Go ahead, try. By the time this is over Dennis Kucinich will be crying uncle, Bernie Sanders will be screaming about pork.”

That’s what’s behind Mr. Bush’s huge, comforting and boondogglish plan to spend $200 billion or $100 billion or whatever–“whatever it takes”–on Katrina’s aftermath. And, I suppose, tomorrow’s hurricane aftermath.

George W. Bush is a big spender. He has never vetoed a spending bill. When Congress serves up a big slab of fat, crackling pork, Mr. Bush responds with one big question: Got any barbecue sauce? The great Bush spending spree is about an arguably shrewd but ultimately unhelpful reading of history, domestic politics, Iraq and, I believe, vanity.

This, I believe, is the administration’s shrewd if unhelpful reading of history: In a 50-50 nation, people expect and accept high spending. They don’t like partisan bickering, there’s nothing to gain by arguing around the edges, and arguing around the edges of spending bills is all we get to do anymore. The administration believes there’s nothing in it for the Republicans to run around whining about cost. We will spend a lot and the Democrats will spend a lot. But the White House is more competent and will not raise taxes, so they believe Republicans win on this one in the long term.”

Mere effektive til at administrere en større offentlig sektor–lyder det ikke bekendt?

“As for vanity, the president’s aides sometimes seem to see themselves as The New Conservatives, a brave band of brothers who care about the poor, unlike those nasty, crabbed, cheapskate conservatives of an older, less enlightened era.

Republicans have grown alarmed at federal spending. It has come to a head not only because of Katrina but because of the huge pork-filled highway bill the president signed last month, which comes with its own poster child for bad behavior, the Bridge to Nowhere. The famous bridge in Alaska that costs $223 million and that connects one little place with two penguins and a bear with another little place with two bears and a penguin. The Bridge to Nowhere sounds, to conservative ears, like a metaphor for where endless careless spending leaves you. From the Bridge to the 21st Century to the Bridge to Nowhere: It doesn’t feel like progress.

A lot of Bush supporters assumed the president would get serious about spending in his second term. With the highway bill he showed we misread his intentions.

The administration, in answering charges of profligate spending, has taken, interestingly, to slighting old conservative hero Ronald Reagan. This week it was the e-mail of a high White House aide informing us that Ronald Reagan spent tons of money bailing out the banks in the savings-and-loan scandal. This was startling information to Reaganites who remembered it was a fellow named George H.W. Bush who did that. …

Poor Reagan. If only he’d been strong he could have been a good president. … At any rate, Republican officials start diminishing Ronald Reagan, it is a bad sign about where they are psychologically. In the White House of George H.W. Bush they called the Reagan administration “the pre-Bush era.” See where it got them.

Sometimes I think the Bush White House needs to be told: It’s good to be a revolutionary. But do you guys really need to be opening up endless new fronts? Do you need–metaphor switch–seven or eight big pots boiling on the stove all at the same time? You think the kitchen and the house might get a little too hot that way?”

Og så rejser hun et tema, som danske borgerligt-liberale også kender til: Selvretfærdiggørelsen med henvisning til, at “de andre” er langt værre:

“The Republican (as opposed to conservative) default position when faced with criticism of the Bush administration is: But Kerry would have been worse! The Democrats are worse! All too true. …  But saying The Bush administration is a lot better than having Democrats in there is not an answer to criticism, it’s a way to squelch it. Which is another Bridge to Nowhere.”

Bushs mest grundlæggende fejl er, siger Noonan, én, som danske borgerligt-liberale også vil kunne genkende:

“First and foremost Mr. Bush has abandoned all rhetorical ground. He never even speaks of high spending. He doesn’t argue against it, and he doesn’t make the moral case against it. When forced to spend, Reagan didn’t like it, and he said so. He also tried to cut. Mr. Bush seems to like it and doesn’t try to cut. He doesn’t warn that endless high spending can leave a nation tapped out and future generations hemmed in. In abandoning this ground Bush has abandoned a great deal–including a primary argument of conservatism and a primary reason for voting Republican. And who will fill this rhetorical vacuum? Hillary Clinton. She knows an opening when she sees one, and knows her base won’t believe her when she decries waste.”

Og denne strategi er kortsigtet, siger Noonan–og igen kan vi nikke fra vore hjemlige erfaringer:

“… Mr. Bush seems not to be noticing that once government spending reaches a new high level it is very hard to get it down, even a little, ever. So a decision to raise spending now is in effect a decision to raise spending forever. …

Money is power. More money for the federal government and used by the federal government is more power for the federal government. Is this good? Is this what energy in the executive is–“Here’s a check”? Are the philosophical differences between the two major parties coming down, in terms of spending, to “Who’s your daddy? He’s not your daddy, I’m your daddy.” Do we want this? Do our kids? Is it safe? Is it, in its own way, a national security issue? …

I never understood compassionate conservatism to mean, and I don’t know anyone who understood it to mean, a return to the pork-laden legislation of the 1970s. We did not understand it to mean never vetoing a spending bill. We did not understand it to mean a historic level of spending. We did not understand it to be a step back toward old ways that were bad ways.

I for one feel we need to go back to conservatism 101. We can start with a quote from Gerald Ford, if he isn’t too much of a crabbed and reactionary old Republican to quote
. He said, “A government b
ig enough to give you everything you want is big enough to take away everything you have.” “

Og igen er der en parallel til hjemlige forhold:

“The administration knows that Republicans are becoming alarmed. Its attitude is: “We’re having some trouble with part of the base but”–smile–“we can weather that.”  Well, they probably can, short term. Long term, they’ve had bad history with weather. It can change.”

Noonan opfordrer den amerikanske højrefløj til ikke stiltiende at acceptere en så dramatisk omlægning af de idealer, man tidligere har haft:

“Here are some questions for conservative and Republicans. In answering them, they will be defining their future party.
If we are going to spend like the romantics and operators of Lyndon Johnson’s Great Society; If we are going to thereby change the very meaning and nature of conservatism; If we are going to increase spending and the debt every year; If we are going to become a movement that supports big government and a party whose unspoken motto is “Whatever it takes”; If all these things, shouldn’t we perhaps at least discuss it? Shouldn’t we be talking about it? Shouldn’t our senators, congressmen and governors who wish to lead in the future come forward to take a stand?

And shouldn’t the Bush administration seriously address these questions, share more of their thinking, assumptions and philosophy?

It is possible that political history will show, in time, that those who worried about spending in 2005 were dinosaurs. If we are, we are. But we shouldn’t become extinct without a roar.”

Hvad gør dinosaurerne i de danske politiske partier?  Brøler de som løver, eller mæh’er de som lam?

Junk-journalistik: Poul Høi om ”nulstats-konservatisme”

De små frække fætre ovre hos Liberator dyrkede i en periode at kåre diverse journalister for deres junk-journalistik.  Det var helt berettiget og meget samfundsgavnligt, men på det seneste synes det at være gået i sig selv.  Måske man er segnet under mængden af junk, man i givet fald skulle forholde sig til, så lad os prøve at løfte byrden … (om end den er tung).  Here we go …

Berlingske Tidendes ene USA-korrespondent, Poul Høi, som trods sin adresse i det solrige Sydcalifornien aldrig har svært ved at leve sig ind i dansk tankegang og anti-amerikanisme, havde i Berlingske Søndag en artikel, hvori det blandt andet hed, at George W. Bush …

“repræsenterer nulstats-konservatismen, der – som en af Bushs fæller udtrykker det – »vil tage forbundsregeringen [sic!] og drukne den i et badekar«.”

For det første: For lige at korrigere en fejlcitering, så var dét, som den farverige Grover Norquist fra Americans for Tax Reform sagde (og jævnligt gentager med glæde) ikke noget med forbundsregeringen med noget med forbundsstaten. OK, der skal vel være plads til, at ens sprog bliver angliceret, men så meget at man ikke kan kende forskel på government og government?  For det andet, sagde Norquist ikke, at han ville drukne forbundsstaten i et badekar; han sagde, at han ønsker, at forbundsstaten skal være så lille, at man kunne drukne den i et badekar.  Det første ville være en anarkistisk målsætning, og anarkist er Norquist trods alt ikke.  Det andet er, til Høis oplysning, en såkaldt … me-ta-for.

Men dertil: “Nulstat”? Ah, hva’?  Selv “minimalstat” eller “natvægterstat” ville vel have været nogle voldsomme tilsnigelser.  Lad os tage et hurtigt fact-check, som enhver kan gøre på google.com på et par minutter:

  • Under Bush er de samlede offentlige udgifter steget hurtigere end under nogen anden præsident siden Lyndon B. Johnson for 40 år siden (d.v.s. hurtigere end under Demokraterne Carter og Clinton og under Reagans forøgelse af forsvarsudgifterne)—i alt med 33 pct. i Bushs første embedsperiode.  Forbundsstatens udgifter i.f.t. BNP er steget fra 18,5 pct. under Clinton til 20,3 pct. under Bush.
  • Under Bush har omfanget af forbundsstatslig regulering (målt som antal siders lovgivning m.v. i Federal Register) nået et all-time high; Heritage Foundation har konkluderet, at reguleringen er blevet mindre på nogle områder, men større på andre, og at den i det store hele er i bedste fald uændret.  Cato Institute anslog i 2003, at reguleringen under Bush svarede til et samfundsmæssigt velfærdstab på 860 mia. USD … om året (svarende til ca. 8 pct. af BNP).
  • Under Bush er USA faldet i Economic Freedom Networks rating af økonomisk frihed i verdens lande, Economic Freedom of the World Index: fra 8,53 i Clintons sidste år som præsident (2000) til 8,19 i 2003.

Havde Bush være en “nulstats-konservativ” (hvordan det så end lige praktiseres), ville han have haft utallige muligheder for at anvende sin veto-ret—hvilket han, som den eneste præsident nogensinde, aldrig har gjort.  Og selv hvis hans veto skulle blive trumfet af kvalificerede flertal i kongressen, ville han via præsidentielle “executive orders” reelt kunne stoppe implementeringen af megen lovgivning—hvilket han heller ikke har benyttet sig af.

Nuvel, der kan være (halv-)gode eller (hel-)dårlige årsager til, at det er gået som det er.  11/9, Krigen mod Terror, en arrogant og ustyrlig kongres, stadigt mere effektive særinteressegrupper, o.s.v., o.s.v. , og det er meget tænkeligt, at tingene ville have været meget anderledes (men ikke nødvendigvis bedre) med f.eks. en Demokratisk kontrolleret kongres.  Men det er sådan alt sammen ligegyldigt, for en ting er sikker: “nulstats-konservatisme”, det er’d ikke.

Hvorfor er det så Høi—uden forklaring, uden dokumentation, og forbehold—karikerer Bush på den måde?  Lad os vende tilbage til det ved lejlighed, for man kunne sige meget andet om Poul Høi og hans journalistik—og det skal vi nok gøre.

Spredt fægtning I – uddrag fra dagens Berlinger

Det er ikke fair kun at kommentere en avis. Meeen, det er sommer and living is easy – or should be. Så lidt ladhed må tilgives, når følgende uddrag kun er taget fra dagens Berlingske Tidende; det her er trods alt en gratis blog, og ikke noget I har betalt for.

Der er en rimeligt sober dækning af rapporten fra The Royal Institute for International Affairs, som konkluderer, at alliancen med USA har bragt landet i “særlig fare”. Chatham House er en anerkendt tænketank, hvis analyser skal tages alvorligt, men mon ikke tonen i rapporten er præget af den traditionelle pro-arabiske holdning, som har domineret den britiske udenrigstjeneste; det såkaldte kamelkorps?

Som nævnt i min dobbelt-kronik hos Berlingeren (23.05.04 og 24.05.04), kan situationen sammenlignes med de første år af WWII. Det var jo som bekendt ikke tyskerne, der startede krigen. Det var – teknisk set – briterne og franskmændene, som erklærede tyskerne krig efter i årevis at have forsøgt sig forgæves med appeasement. I de første år, hvor tyskerne fejrede sejrer, der med Scavenius’ ord slog verden med forundring, må der virkelig have været mange tilhængere af appeasement, som følte, at krigen var en forfærdelig fejltagelse, og at man hurtigst muligt burde genoptage linjen med at imødekomme hr. Hitler. Det skete heldigvis ikke, selvom Hitler kom med adskillige smukt formulerede fredstilbud rettet mod det britiske folk og vendt mod krigsophidseren Churchill. Briterne bed ikke på, men tænderne sammen, og godt det samme.

Den nuværende situation kalder også på appeasement, for man behøver ikke en tænketank for at besvare disse to spørgsmål:

Q. Vil det styrke al-Qaeda, at vi bekriger dem?
A. Ja, det får os til at fremstå som aggressorer.

Q. Er det en del af al-Qaedas strategi at lokke os til at bekrige dem?
A. Ja, det er derfor de vedvarende angreb os med stadig hårdere midler.

Men disse to spørgsmål må ledsages af et tredje, hvor svaret er mere personligt:

Q. Skal vi så undlade at bekrige al-Qaeda?
A. Nej.

Eller for at give ordet til chefredaktør Anne Knudsen i Weekendavisen, der udtrykker det bedre, end jeg kan:

Hvilken grad af eftergivenhed havde man tænkt sig, ville være passende for at imødekomme disse mordere? Skal vi til at stene bøsser? Forbyde kvinder at arbejde? Sende moralpoliti på gaderne for at påse, at folk er passende klædt? Overlade Irak til terroristerne, så de »selv« kan ordne sagerne? Geninstallere Taleban i Afghanistan?
Tilbage til dagens Berlinger. Her finder vi sørme en artikel, hvor oppositionen roser Bush og Blair for deres støtte til muslimer. Jep, den er er god nok, og selv Enhedslisten skulle være med. Forklaringen? Det er led i en kritik af Fogh for ikke at gøre tilstrækkeligt i samme retning:

»Vi så efter 11.september en amerikansk præsident, der besøgte moskeer, og vi har hørt Blairs markante udtalelser. Jeg synes, det ville klæde regeringen, hvis statsministeren gjorde en indsats for at lægge afstand til de kræfter, der forsøger at gøre det her til en kamp mod muslimerne,« siger de Radikales integrationsordfører, Morten Østergaard.

Nå ja, derfor. Men indrømmelsen er da sjov at have på print. Så har vi den klar, når de næste gang går efter “korsfarerne”.

Endelig er der Poul Høis update på Plame-affæren, der er behandlet i gårsdagens posting Gone native ndf. Nogle af kommentarerne til den posting har postuleret, at udstationerede journalister bare skriver af fra New York Times. Det er ikke bare ærekrænkende, det er også positivt forkert. Se her citatet fra PH (aka Poul Høi, ikke Poul Henningsen, den sidste fornuftige kulturradikalist af betydning):

Præsident Bush foretog i aftes et politisk ballettrin, som kan synes som en detalje, men som ikke desto mindre kan få stor betydning i den såkaldte Rove-skandale. Tidligere har præsidenten sagt, at han vil fyre den eller de medarbejdere, som i 2003 lækkede identiteten på en CIA-agent. I aftes rettede han det til, at han vil fyre enhver medarbejder, som har begået »en forbrydelse« i lækagesagen.

Sammenhold det med dækningen i NYT, hvor det fremgår, at Bush også tidligere har lagt vægt på, om en forbrydelse var begået:

White House statements on this issue, dating back over the two years of the Wilson case, have varied. On Sept. 30, 2003, Mr. Bush used language akin of what he said on Monday. “If there is a leak out of my administration, I want to know who it is,” he said then. “And if the person has violated law, the person will be taken care of.”

At other moments, though, Mr. Bush’s language has been less precise. In Sea Island, Ga. in June 2004, Mr. Bush was asked whether he would fire anyone who was involved in leaking Ms. Wilson’s name – which might or might not violate the law, depending on the circumstances. Without hesitation, Mr. Bush said yes.

Problemet er vel nærmere, at PH sammenfatter sagen lidt vel meget, f.eks. her:

Wilson havde gjort sig skyldig i af skrive en kronik, hvori han hævdede, at præsident Bush talte mod bedre vidende, da han i optakten til krigen mod Irak hævdede, at Irak havde været på uran-jagt i Niger. Wilson havde i 2002 i embeds medfør været i Niger for at undersøge påstanden og afkræftet den.

Det er rigtigt, at Wilson selv opfattede historien om Iraks forsøg på at købe uran fra Niger som forkert. Som hans kone, der på trods af Wilsons egen benægtelse faktisk havde anbefalet ham til opgaven, udtrykte det, da hun hørte om opgaven: “There’s this crazy report” om køb af uran. Men Wilsons egen undersøgelse bekræftede faktisk, at Irak havde kontaktet Niger for at købe uran. Det fattige Niger lod på en og samme gang forstå, at man skam ikke ville handle med udskud som Saddam, men at han ville betale godt, og at den bedste sikring var for USA selv at købe Nigers uran; ikke just betryggende. Hertil kom så de øvrige rapporter fra udenlandske efterretningstjenester om, at der var kontakt.

Hvorfra ved vi det? Naturligvis fra den rapport af 7/7 04, som Senate Intelligence Committee udgav. Hvis det kniber med tiden, kan man nøjes med at læse sammenfatningen af Wilsons rapport på s. 44 f., hvor der bl.a. står:

The intelligence report described how the structure of Niger’s uranium mines would make it difficult, if not impossible, for Niger to sell uranium to rouge nations, and noted that Nigerian officials denied knowledge of any deals to sell uranium to any rouge states, but it did not refute the possibility that Iraq had approached Niger to purchase uranium.

Lidt mere nuanceret, end hvad PH gengiver. Kan man lide nuancer, kan det anbefales også læse dette bidrag fra NYT, som en kommentator til den forrige posting gjorde opmærksom på.

Når nu journalisterne ved, at Internettet er opfundet, med direkte adgang til officielle rapporter, alverdens aviser og Google til at finde resten, hvorfor dælen gør de sig så ikke mere umage? Så varm er sommeren da heller ikke, og de bliver endda betalt for det.

Gone native

Når man udstationeres for at rapportere fra et fremmed land, er der altid en alvorlig risiko for, at man assimileres med lokalbefolkningen, så man helt overtager deres måde at tænke på. Som det hedder på engelsk: to go native. Det gælder i diplomatiet – og blandt journalister. Det bliver reportagerne ikke nødvendigvis mere kedelige af, men hele ideen med udstationeringen fortager sig lidt; man kunne lige så godt oversætte de lokales egne beretninger.

Det fænomen synes at være på spil for Berlingskes udsendte Poul Høi, der i sine seneste reportager om den såkaldte Plame-affære synes grebet af det lokale pressekorps afsky for præsidentens nærmeste rådgiver Karl Rove. I lighed med Blairs rådgiver, Alastair Campbell, hades han intenst af mediernes venstrefløj og af samme grund: han er bedre til at manipulere dem end de ham.

Den såkaldte Plame-affære tager sit udgangspunkt i påstanden om, at Bush løj, da han hævdede i en tale til nationen, at Saddams Irak havde prøvet at købe uran fra Niger. Joe Wilson skrev først en artikel og dernæst en bog med denne påstand. Den holdt blot ikke. Dels påpegede Bush, at påstanden kom fra den britiske efterningstjeneste, og her fastholdt man den, dels viste Wilsons egen rapport, der kom frem under en senere Senats undersøgelse, selv at bekræfte kontakt mellem Irak og Niger. Men i den smædekampagne, som republikanerne derefter gengældte med, blev Wilsons kone ofret, og spørgsmålet er nu, hvem der gjorde det, og om det er strafbart.

For denne del af baggrunden for Niger-historien, der behændigt synes udeladt i dækningen, se mit tidligere debatindlæg fra Berlingeren 16/7 04, der angår Butlerrapporten, hvor Niger-historien fastholdes. Historien blev også omtalt, som et af de få steder i dansk presse, i Weekendavisen af Frede Vestergaard, Butler og uran-historien (23/7 04, se via Infomedia), der medtager Senatets efterfølgende undersøgelser. Endelig kan man også vælge den mere dugfriske og som sædvanligt langt mere underholdende sammenfatning, som Mark Steyn bidrog med i går.

Hvis man endelig skal go native, hvorfor så ikke efterligne folk som Steyn?

Update: Newsweek og journalisters troværdighed

Som supplement til vores posting 20/5 kan henvises til et par glimrende artikler i Søndagsberlingeren. Den første er af Poul Høi og dækker fangemishandlingen i Abu Ghraib. Man savner her et enkelt ord om, at de spektakulære sammensværgelsesteorier, som avisen tidligere har bragt til torvs om, hvordan mishandlingerne var autoriseret fra det “aller øverste”, har vist sig at være ubegrundede. Men det kommer til gengæld i Karl Erik Nielsens artikel om Newsweek — i det hele har avisens dækning af USA fået et løft, siden han kom til området.

Det eneste man mangler er blot, som i chefredaktørens leder forleden, en erkendelse af, at journalister ved alvorlige anklager enten må gøre sig ekstra umage eller loyalt oplyse læserne om, hvor mangelfuldt underbygget en historie (foreløbigt) er. Man får under tiden en fornemmelse af, at påstande om løgn og sammensværgelser er blevet devaluerede hos journalisterne, så de ikke rigtig føler en pligt til at være omhyggelige. Men læs de to artikler selv — desværre er der ikke fulde links, de vil ha’ penge for ‘et.