Nej, jeg tænker ikke på spørgsmålet om, hvorvidt der blev fusket med så mange stemmer i Illinois og Texas, at Kennedy illegitimt fik sejren.  Skete det i begge stater, ville Nixon uden denne svindel have vundet en snæver sejr i Valgmandskollegiet (270 mod 252).  Det er formodentlig (også) korrekt, men en helt anden historie*: Jeg tænker her derimod på, at der, selv hvis man tager Kennedys fuskede stemmer med, var der flere amerikanere, der satte deres kryds med den intention, at Nixon skulle være præsident, end tilfældet var med Kennedy.

Ja, jeg ved, at det lyder som en noget vild påstand–og givetvis én, der, alene fordi den rokker ved Kennedys gudelignende status, må være forkert.  Vi har jo altid hørt, at Kennedy vandt en kneben sejr, med et forspring på kun ca. 120.000 stemmer (0,1 pct.point).  Vi kan læse det i Wikipedia og utallige andre steder på internettet—inklusive hos USA’s nationalarkiv.  Vi kan såmænd læse det i alskens mere seriøse arbejder, inklusive guldrandede leksika som Encyclopedia Britannica.

Så hvad i alverden taler jeg dog om?

Det allerførste, man skal lære, før vi går til selve emnet, er, at ved et amerikansk præsidentvalg stemmer vælgerne reelt ikke på præsidentkandidater men derimod på personer, der er kandidater til at være valgmænd (medlemmer af valgmandskollegiet, Electoral College).  Altså det organ, som to måneder efter selve valgdagen (6.I.) mødes i delstatsforsamlinger og dér formelt set vælger præsidenten og vicepræsidenten. Man giver som vælger på valgdagen umiddelbart (som regel) sin stemme til præsidentkandidatnavne; i nogle stater står valgmændenes navne på stemmesedlen, i andre gør de ikke, men afstemningsteknisk sker det altså som et valg af valgmænd.  Disse har så—moralsk, ikke juridisk—lovet, at de efterfølgende vil stemme på en specifik præsidentkandidat.  (Nogle enkelte delstater har indført love for at straffe valgmænd, der ikke holder deres løfte, men det er et sidespor.)  Så der er faktisk ikke noget antal ”personlige stemmer”, der kan tælles op for de enkelte præsidentkandidater—men stemmer på valgmandskandidater, der har lovet at stemme på de pågældende.  Måske indviklet og unødvendigt, men sådan er det altså.

Det næste, man skal lære, er, at der—uanset noget, der ligner officielle opgørelser på nettet—ikke findes noget ”officielt stemmetal”, af den simple årsag at et amerikansk præsidentvalg ikke er et direkte, folkeligt valg, men at valget af præsidentielle valgmænd kan gøres på forskellig vis fra stat til stat.  USA’s forfatning fastsætter eksplicit (art. 2, stk. 1), at det er delstaterne, der suverænt bestemmer, hvorledes valget af valgmænd skal afholdes (og afgøres): “Each State shall appoint, in such Manner as the Legislature thereof may direct, a Number of Electors, equal to the whole Number of Senators and Representatives to which the State may be entitled in the Congress …” (jf. højesteretsdommen i Bush v. Gore (2000)).  Det vil sige, at den ene stat kan gøre det på den ene måde, den anden på en anden, o.s.v.  I princippet kan den ene stat sige, at valgmændene skal fordeles proportionalt mellem præsidentkandidaterne i.f.t. stemmeandel, den anden stat at det er ”winner takes all” til den med en pluralitet af stemmerne, og den tredje at det er delstats-nationalforsamlingen, der udpeger valgmændene–og den fjerde stat noget helt fjerde.  Sådanne forskelle har eksisteret–og findes i et vist omfang den dag i dag: Langt de fleste delstater har et ”winner takes all”-system, mens nogle få (Maine og Nebraska) fordeler valgmændene efter, hvem der får flest stemmer i de valgkredse, staten er opdelt i, og to til vinderen af staten som helhed.  I 2008 fik McCain f.eks. fire valgmandsstemmer fra Nebraska, mens Obama fik én.

Siden midten af det 20. århundrede har man i de fleste stater ved direkte valg af valgmænd anvendt det, man kalder en “short ballot”, d.v.s., der vælges mellem alternative lister af valgmænd.  Hvis en stat har f.eks. fem valgmænd, som præsidentkandidaterne kæmper om, kan man som vælger vælge mellem fem fra Demokraterne, fem fra Republikanerne, fem fra Green Party, fem fra Libertarian Party, o.s.v., o.s.v.

Tidligere anvendte de fleste stater derimod det, der kaldes “the general ticket” eller “the long ballot”, hvor vælgerne kan vælge mellem forskellige enkeltkandidater til posterne som valgmænd.  Med sidstnævnte system kunne man så i en stat med fem valgmænd stemme på f.eks. to Demokrater, én Republikaner, en uafhængig og en Libertarian–hvis det var dét, man ville.  Eller på alle fra samme parti.  Denne mulighed for at bruge en “long ballot” fravalgte de fleste delstater fra midten af det 20. århundrede, og den sidste (Vermont) i 1980.

Eksempel på variant af "Long Ballot" fra præsidentvalget i 1964. Her er det muligt at stemme for enten "partilisten" eller selektivt at udvælge valgmænd.

Og så kommer vi til 1960-valget, hvor det politiske landskab så noget anderledes ud end i dag, og hvor der endnu kunne være betydelige forskelle på, hvorledes delstaterne stemte om deres valgmænd.

Hvad mange amerikanere—og danskere—glemmer eller ikke ved er, at 1960-valget var et af de epokegørende valg i efterkrigstiden, hvor man så konturerne af en slags begyndende ”realignment” af de to partier, d.v.s., hvor disses historiske placering, geografisk og politisk, var ved at ændre sig fundamentalt.  Republikanerne havde indtil 1932 overvejende været et moderat, liberalt parti med base i nordøst og midtvest.  Demokraterne havde været et konservativt parti med base i syden.  Lidt forenklet: Historisk set var det Republikanerne, der havde været imod slaveri og for en stærk forbundsstat, men med en overvejende liberal økonomisk politik, mens Demokraterne havde været først for slaveri og siden imod borgerrettigheder til de sorte, for ”states’ rights” (decentralisering) og (i hvert fald periodevis) imod frihandel.  Dét billede ændrede sig på nogle punkter ovenpå New Deal og 2. verdenskrig.  I 1960erne var Republikanerne endnu primært et nordøst/midtvest parti, om end med en stigende tilslutning i vest—mens partiet (der havde været hovedkraften bag Nordstaternes sejr og efterfølgende besættelse og ”reconstruction” af Sydstaterne) fortsat var næsten helt uspiseligt i Syden.  Demokraterne var derimod på vej til at gå i to stykker: I storbyerne bestod det af ”liberale” (venstreorienterede) akademikere og middelklasse, pænt til venstre i amerikansk politik; i Syden bestod det af ekstremt konservative kræfter, der på mange spørgsmål ofte lå ganske langt til ”højre” for selv meget højreorienterede Republikanere.  Ved 1960 valget var Demokraterne, som ved flere valg siden 1948, ved at flække over, og de mest konservative sydstats-Demokrater, ”The Dixiecrats”, afskyede Kennedy inderligt.

I 1960 kom der til, ved selve det formelle præsidentvalg i Valgmandskollegiet, reelt at være to sæt Demokratiske kandidater: Senator John F. Kennedy (D-Massachusetts), med senator Lyndon B. Johnson (D-Texas) som vicepræsidentkandidat, som Demokraternes officielle kandidater; senator Harry F. Byrd (D-Virginia) og senator Strom Thurmond (D-South Carolina) som uformelle, alternative henholdsvis præsident- og vicepræsidentkandidater.  De to sidste var tilhængere af raceadskillelse (”segregation”) og direkte anti-Kennedy kandidater.  (Thurmond havde opstillet som Dixiecrat-præsidentkandidat, mod Demokraternes egen Truman, helt tilbage i 1948, og han skiftede i 1964 til Republikanerne.)

I flere delstater opstillede man i 1960 konkurrerende Demokratiske lister af konservative, Demokratiske valgmænd, der var erklærede anti-Kennedy kandidater, og som officielt erklærede sig som “unpledged” (uforpligtede), d.v.s., at de ikke havde lovet at støtte en bestemt præsidentkandidat, når Valgmandskollegiet skulle stemme men ville kunne stemme efter forgodtbefindende.  I to sydstater, Mississippi og Alabama, var det helt eller delvist disse Demokratiske anti-Kennedy valgmænd, der vandt, snarere end de officielle Demokratiske pro-Kennedy valgmænd.  Mississippi brugte “the short ballot”, og der fik Dixiecrat-oprørerne flest stemmer og dermed alle otte valgmænd, mens de officielle Kennedy-Demokrater fik lige så mange som Republikanerne (nul).  I Alabama anvendte man “the long ballot”, og der delte man valgmændene imellem sig, med seks til oprørerne og fem til parti-loyalister (og nul til Republikanerne).

Når valgmændene skulle stemme efter valget—og nu ser vi helt bort fra, om der havde været fusket nogle steder og reelt skulle have været valgt nogle andre valgmænd—blev resultatet, at Kennedy fik 303, Nixon 219 og Byrd 15.  Af Byrds 15 var der én, som var en Republikansk Oklahoma-valgmand, der sprang og uortodokst stemte på Byrd som præsident og Barry Goldwater som vicepræsident; de 14 andre Byrd-stemmer var de såkaldte ”unpledged electors”, nemlig otte fra Mississippi og seks fra Alabama.  Som altså nok var Demokrater men var erklærede anti-Kennedy Demokrater.  (På nedenstående kort er, valgdistrikt for valgdistrikt, angivet stemmeandelene til henholdsvis Nixon-valgmænd (røde nuancer), Kennedy-valgmænd (blå nuancer) og de “uforpligtede Demokrater”, som stemte på Byrd (grønne nuancer).)

Da valgresultatet skulle gøres op, var det—som det ofte er og fordi der ikke (jf. ovenfor) findes en ”officiel” optælling af stemmerne på landsplan—Associated Press, der som et rent privat foretagende opgjorde stemmetallene på landsplan.  Ifølge denne optælling fik Kennedy 34,2 mio. stemmer, svarende til 49,72 pct., mens Nixon fik 34,1 mio. stemmer svarende til 49,55 pct.  Nixons stemmetal aldrig har været anfægtet, men det har vist sig, at Kennedys på flere punkter kan og bør revurderes.  En række valgforskere og historikere har således sidenhen foretaget alternative opgørelser, som i større eller mindre gard divergerer fra AP’s, lidt afhængigt af hvorledes man opgør stemmerne i Syden.

Opgørelsen af de ”personlige stemmer” bliver nemlig noget kompliceret af stemmerne fra Mississippi, Alabama og Georgia, hvor de valgte valgmænd altså helt eller delvist var nogle, der var Dixiecrats opstillet eksplicit som alternativer til Kennedy. Resultatet, hvor Kennedy vinder over Nixon med ca. 120.000 stemmer, kan kun nås ved bl.a. i Alabama at tælle det som om, at Kennedys fem valgte valgmænd fik 324.050 stemmer og Nixons nul valgte valgmænd fik 237.981 stemmer og ved samtidigt at ignorere, at der faktisk var seks ”uforpligtede valgmænd”, der blev valgt, og som efterfølgende stemte på Byrd.

Ligeledes har der været uenighed om, hvorledes man skulle tabullere de “personlige stemmer” i Georgia, der også anvendte den såkaldte ”long ballot”.  Denne gør det gør det svært at opgøre resultatet, fordi vælgerne med den kan stemme for (eller ikke) for så mange af de opstillede valgmandskandidater, som der skal vælges valgmænd, og de valgte valgmænd er herefter dem med flest stemmer.

Associated Press valgte at opgøre præsidentkandidaternes stemmetal som det antal stemmer, som den af deres valgmænd med flest stemmer, fik, og det er her en stor del af problemet ligger, fordi matematikken grundet valgsystemet så ikke rigtigt “går op” meningsfuldt i hverken Alabama eller Georgia (omend af forskellige årsager).  Nixons mest populære valgmand i Alabama fik, som nævnt, 237.981 stemmer–so far so good.  Men AP gav herefter Kennedy 324.050 stemmer i Alabama, for det var, hvad den Demokrat med flest stemmer, fik; problemet er blot, at det altså ikke var en Demokratisk Kennedy-valgmand men en Demokratisk anti-Kennedy valgmand!  AP gav også de uforpligtede Demokratisk anti-Kenendy valgmænd et stort fedt “0″ i personlige stemmer–desuagtet at der altså blev valgt seks af disse, mod kun fem Kennedy-valgmænd!

Så kan man i stedet, som andre har foreslået, give Kennedy 318.303 stemmer fra Alabama, for det er, hvad den mest populære Kennedy valgmand fik, men så kommer næste problem: Hvor mange stemmer skal man så give til de uforpligtede Demokratiske, anti-Kennedy valgmænd? I de fleste opgørelser er man fortsat med at give disse nul stemmer, selvom flere stemte på dem end på Kennedy-valgmændene.  Man kan imidlertid heller ikke bare give dem differencen, for det ville implicere, at et meget lille antal stemmer havde fået det største antal valgmænd, mens et mange gange større havde givet færre eller nul.

Snarere end at skrive af fra, hvad andre har skrevet om emnet, vil jeg gengive et par passager fra en udveksling i The New York Review of Books (”Did Nixon Beat Kennedy?”, 1988), hvori økonomen Gordon Tullock og historikeren Francis Russell diskuterede emnet og nåede samme konklusion: At når man rekalkulerer stemmerne på rimelig vis, får man det resultat, at Nixon endte med flere stemmer end Kennedy.  Først Tullock:

“To begin with the area where he gives Nixon too little credit, he says that Kennedy won “by plurality—not a majority—of the popular vote.” Due to the bizarre events in Alabama, it is not at all obvious that Kennedy had more popular votes than Nixon. Scammon shows the vote as follows:

Obviously, eight thousand voters getting six electoral votes while 324,000 got only five and 238,000 got none is absurd.

The year 1960 was a period in which the southern whites after a long long period of solid support of Democrats were beginning their shift into their present Republican voting in presidential elections. As a first step in that direction, a number of “true Democratic” movements were set up in the South, the purpose of which was to avoid endorsing the national Democratic candidates and at the same time not endorse the national Republican candidates. Alabama has a primary election for presidential electors. In that primary election a slate of anti-Kennedy electors won six of the eleven positions and five were won by the pro-Kennedy electors. The six anti-Kennedy electors then proceeded to carry on a vigorous and active campaign. The pro-Kennedy electors stayed home and said nothing. The ultimate outcome was 324,000 votes for all eleven Democratic electors. The anti-Kennedy electors received eight thousand more votes than the pro-Kennedy electors.

The popular vote is very difficult to disentangle. The above figures assume that the people who voted for all eleven of the electors were pro-Kennedy. Obviously, this is too simple, but what should be substituted for it is by no means obvious. I personally would suggest that we simply discard all these votes in the popular total on the grounds that we can’t tell what these voters thought. Another possibility would be to divide the popular vote cast for these eleven electors in the same ratio as the popular vote in the earlier primary. Either of these corrections would lead to Nixon having more popular votes nationally than Kennedy.”

Og så Francis Russells svar:

“Given the Byzantine intricacies of Alabama politics, it is indeed possible that Nixon’s popular vote may have slightly exceeded Kennedy’s in that close election. Whereas in most states in a presidential election voters are given a single slate of Republican or Democratic electors to check off, Alabama Democratic voters could choose or reject individually from the list of electors, eleven separate choices. There must have been considerable vote-splitting in 1960, for an anti-Kennedy elector topped the list with 324,050 votes, trailed by a pro-Kennedy with 318,303 votes. This latter figure the Congressional Quarterly gives as the total Alabama Kennedy vote. The difference between the “anti” and the “pro,” the Quarterly tabulates as “Other.” The “Others” then, with some six thousand votes, take six electors whereas the Republicans with thirty times that total get no electors at all. This, as Professor Tullock points out, is an absurdity.

There is no tabulating the vote exactly, but for a reasonable approximation one can divide 318,303 by eleven, multiply it by five for the pro-Kennedys and by six for the anti-Kennedys. The Kennedy Alabama total would then be 144,685 instead of the Quarterly‘s given 318,303. If we then deduct the 179,838 anti-Kennedy Alabama votes from the national total then Nixon did have a final 64,165 vote plurality in the 68,828,960 votes cast.”

Men det er kun Alabama-stemmerne.  De meget interesserede bør læse enten den grundige historiske analyse af Valgmands-kollegie institutionen af dettes mest ihærdige kritikere: Professor Lawrence D. Longley & journalist Neal R. Peirce: The Electoral College Primer 2000 (New Haven, Conn.: Yale University Press, 1999) eller en artikel af professor Brian J. Gaines: ”Popular Myths About Popular Vote–Electoral College Splits” (PS: Political Science & Politics: 74).  Begge indeholder detaljerede redegørelser for omstændighederne i Alabama, Mississippi og Georgia og kalkulationer af de ”personlige stemmer” for præsidentkandidaterne i 1960.  Gaines’ facit (opnået ved at kalkulere det gennemsnitlige antal stemmer til de konkurrerende “lister” på “the long ballot” i Alabama og Georgia) bliver dette valgresultat på landsplan:

• Kennedy (D): 34.044.027 stemmer (49,46 pct.)
• Nixon (R): 34.104.159 stemmer (49,55 pct.)
• “Uforpligtede Demokrater”, der stemte på Byrd (D): 292.141 stemmer (0,42 pct.)
• Andre kandidater: 387.083 stemmer (0,56 pct.)
• I alt: 68.827.410 stemmer

Altså en sejr på cirka 60.000 stemmer (og en margen på 0,09 pct.point!) til Nixon, snarere end en sejr på cirka 120.000 stemmer til Kennedy.

Hvis man alternativt gør, som Tullock antyder–helt ignorerer stemmerne fra Alabama (og evt. også Georgia), fordi de simpelthen ikke kan opgøres meningsfuldt som “personlige stemmer” på en præsidentkandidat–ja, så stiger Nixons vinder-margen blot yderligere (0,23 pct.point).  Her er min opgørelse eksklusiv “long ballot”-stemmerne fra Alabama og Georgia:

• Kennedy (D):  33.444.043 stemmer (49,53 pct.)
• Nixon (R): 33.595.704 stemmer (49,76 pct.)
• “Uforpligtede Demokrater”, der udenfor Alabama stemte på Byrd (D): 92.141 stemmer (0,14 pct.)
• Andre kandidater: 387.083 stemmer (0,57 pct.)
• I alt (ekskl. Alabama og Georgia): 67.518.971 stemmer

***

Jeg har aldrig set nogen anfægte Tullock, Longley & Peirce eller Gaines på disse punkter–og der er mange flere, der har argumenteret for noget lignende.  Åbenbart var der allerede fra 1960 og frem til mordet på Kennedy i 1963 mange, der kritiserede AP’s stemmetalsopgørelse–som imidlertid nu er så kanonisk, at det er dén alle bruger.

Men hvorfor vil dette resultat givetvis være så ukendt for de fleste, som det var for mig–der ellers havde bifag i amerikansk politik, da jeg læste i USA–da jeg først blev bekendt med problemstillingen i 2001?  Dels er der naturligvis spørgsmålet om “sti-afhængighed”: Når først et faktum er kommet “ud” og blevet en del af den “kollektive bevidsthed”, kan det være ufattelig svært at komme af med igen.  (Tag et andet eksempel fra et nyere præsidentvalg: Forbundshøjesterettens afgørelse i sagen Bush v. Gore (2000), som stort set alle steder genfortælles som, at det var fem Republikanske dommere, der henover hovederne på fire Demokratiske “valgte” Bush.  Her er både partifarverne, afgørelsen og stemmetallene objektivt forkerte–men min erfaring er, at det ikke nytter at gøre opmærksom på det.  Udlægningen er fortalt og genfortalt så mange gange, at den fuldstændigt har overskygget fakta.)  I tilfældet med 1960-valget er det så oplagt, at den unge, flotte og idealistiske Kennedy, som jo faktisk blev præsident–for så at blive tragisk myrdet–har et langt bedre image end den ældre, ucharmerende Nixon, som tabte, flere gange, og som ovenikøbet endte sin karriere i politisk skam.  At skulle til affinde sig med, at der ovenikøbet ikke skulle have været et flertal af vælgerne, der foretrak den første …  blows your mind!

***

Nu gælder dette altsammen opgørelsen af “personlige stemmer” og ikke stemmer i Valgmandskollegiet, der som bekendt er, hvad der afgør et amerikansk præsidentvalg.

Det kan alligevel være spændende at lege med tanken om, hvad der var sket, hvis Nixon var blevet valgt i 1960.  Han er en af de værste præsidenter i amerikansk historie, men formodentlig kunne og ville meget være gået anderledes.  Ganske tænkeligt havde Demokraterne ikke vundet 1964-valget, fordi det så ville have været Republikanerne, der havde høstet belønningen for de gode tider, og den geografisk-politiske ”realignment”, der fandt sted siden hen (hvor Republikanerne overtog Syden og dele af Vesten, og Demokraterne Østkysten, samtidigt med at partierne i stadigt stigende grad blev homogene og placeret til ”højre” og ”venstre”) ville givetvis være accelereret.  Måske det så til gengæld ville have været Demokraterne, der havde vundet i 1968 på en bølge af mere politisk ensartet modstand imod Vietnam-krig m.v.  Og måske Reagan så var blevet valgt i 1972 eller 1976, i stedet for 1980, og på et måske lidt mere økonomisk moderat program, end tilfældet blev ovenpå Carter-årene.  Eller måske det havde været en helt anden.  Watergate havde vi næppe oplevet, og dermed med sikkerhed hverken en præsident Ford eller en præsident Carter.  Meget havde nok været det samme, men meget andet havde givetvis set voldsomt anderledes ud.

* Jeg havde i begyndelsen af 1990erne på Columbia University en professor, der hævdede, at han som ung Demokratisk aktivist i Chicago i 1960 havde været med til at svindle til fordel for Kennedy.  Om det er sandt (og hvis det er, om det så betød noget for udfaldet), eller om det var en måde at gøre sig interessant og politisk korrekt på, ved jeg ikke.  Men historierne om fusk ved 1960-valget forsvinder næppe nogensinde–ikke mindst fordi de forlængst er blevet umulige at afprøve.

Porfirio "Pepe'' Lobo

Hovedkonklusionen er, at valget er blevet gennemført i overensstemmelse med Honduras forfatning og som forventet indebar at den konservative kandidat; Porfirio Lobo ikke kun blev valgt med over halvdelen af de afgivne stemmer, men også med en valgdeltagelse væsentlig højere end ved det sidste præsidentvalg. Dette på trods af, at alle de “progressive” kræfter bag den afsatte præsident Zelaya, opfordrede til boykot af valget og venstrefløjens kandidat trak sig og opfordrede til boykot.

Men dermed er der ikke kun tale om en begmand til alle den “progressive” og “fredselskende” bevægelse i Honduras, til Zelayas “sugardaddy”, den “vestlige halvkugles imperialist number one”, kammerat Chavez og hans lydstater, til præsident Lula der for få dage siden gav Irans præsident en rigtig “krammer” ved dennes officielle besøg i Brasilia, men ikke vil anerkende Honduras valg i går.

[Der er en heftig debat i Brasilien i disse dage. Det er blevet bemærket, at Lula var en af de første statsledere til at lykønske Mahmoud Ahmadinejad, mens dennes håndlangere brutalt slagtede studerende der krævede frihed, men ikke vil anerkende et lille melleamerikansk lands demokratiske valg]

Det er så sandelig også en begmand til skråsikre journalister i MSM. Se blot nedenstående to uddrag fra DR Udland, hvor Informations udsendte i den første udsendelse taler om risikoen for at valgdeltagelsen vil blive på 25-35% – den er endt på mere end 60% – hvilket er meget højt for Honduras.

Indslag i Dr Udland i fredags om det forestående præsidentvalg

og sammenhold dette med indslaget mandag aften, efter valget er afholdt.

Informations journalist om valget i Honduras 30.11.09

Der er noget at forklare, og han gør da et godt forsøg. Dette er bestemt ikke skrevet for at hænge den pågældende journalist ud (omend jeg, hvis jeg havde ansvaret for Informations økonomi, nok ville overveje om det var pengene værd at have en journalist i landet – meget fornemmelse af hvad der er foregået han han næppe haft).

I fredagens udsendelse taler han om at der “mindst er lige så mange” der ikke vil stemme – hvad han formentlig burde have tilføjet er, at det kun gælder blandt dem han har talt med – og der er ingen grund til at tro at han har en særlig repræsentativ omgangskreds i landet, eller at han har viden til at sætte den information han modtager ind i et større perspektiv – det kender jeg faktisk i skrivende stund ikke til, at der skulle være en eneste af MSMs journalister med regionen som speciale der reelt har. Kombineret med en grundlæggende nordeuropæisk tror på det an for fortalt (et voldsomt problem hos skandinaviske NGOere der operer i latinamerikanske lande) gør det svært at se, at det skulle være anderledes.

Som det er bloggens læsere bekendt har jeg fulgt sagen siden dens start, og i flere indlæg harceleret over dækningen af udviklingen i Honduras i MSM, ikke mindst P1′s orientering og dennes latinamerika-”ekspert”, Niels Lindvig. Sidstnævntes reaktion på gårsdagens hændelser kender jeg ikke (så vidt jeg kan se af Orientering Udefra’s hjemmesider har der ikke været indlæg om Honduras siden den 30. oktober). Det bliver spændene at se hvorledes valgresultat og stemmeprocent vil blive behandlet. Men mon ikke hr. Lindvig lige nu sidder og spekulerer på hvordan man kan finde en negativ indfaldsvinkel – helst med godt med USA-bashing . Men det bliver lidt svært, ikke mindst fordi han i tidligere indslag har fremhævet Costa Ricas forsøg på at mægle – herunder Costa Ricas præsident og tidligere modtager af Nobels fredspris, Oscar Arias Sánchez, centrale rolle som forhandler. Netop Arias og Costa Rica erklærede i fredags, altså 2 dage før valget, at erklære at man ville respektere valgresultatet. Men det er selvføgelig muligt, at begivenhederne og den efterfølgende  interne uenighed i OAS ganske enkelt ikke vil blive omtalt, fordi det ikke passer ind i det fantasi-billede af Latinamerika, som Niels Lindvig ønsker at promovere.

Og tillad mig endelig at føle en hvis tilfredshed ved at denne blog og undertegnede vist har haft en del mere check på begivenhederne de sidste 5 måneder og har haft en væsentlig mere korrekt dækning af samme, end det meste MSMs journalister har kunne præstere.