Tag: pressefrihed

Pressefrihed i 2017

Forleden udgav Rapporteurs sans Frontières – Journalister uden Grænser – sit årlige indeks over pressefrihed, the World Press Freedom Index. Indekset, der er et af de to internationalt anerkendte mål for i hvor høj grad stater regulerer og undertrykker pressens og andre mediers frihed til at publicere, hvad den ønsker – det andet er Freedom Houses årlige rapport – giver både et billede, der er let at genkende, men også indsigter, som de fleste sjældent får.

Den gode nyhed – om end det næppe er en nyhed som sådan – er at de mest frie lande i verden, ifølge RSF, er Norge (7,6), Sverige (8,3), Finland (8,9) og Danmark (10,4); Island følger som nummer 10. Et interessant, men ofte overset faktum er, at et latinamerikansk land – Costa Rica – og et caribisk – Jamaica – også ligger i Top 10, som det kan ses i figuren. Måske er det ikke overraskende, da Costa Rica har været stabilt demokratisk de sidste 100 år, mens Jamaica blev fuldt demokratisk selvstyrende i 1942, 20 år før det blev uafhængigt. I den anden ende er der heller næppe overraskelser. Det mindst frie land i verden er også på dette mål Nordkorea, mens Eritrea, Turkmenistan, Syrien og Kina følger lige efter. På indekset varierer disse land, der alle meget effektivt er etpartistater, mellem 77, og 84,5.

Den interessante ting er dog, at der er ganske stor variation indenfor kategorierne. Gennemsnittet for demokratier (som kodet i mit databasearbejde med Martin Rode) er 26,1, mens det er 46,8 for autokratier.  Der er dog store outliers i begge grupper. I den demokratiske gruppe er de værste Mexico, med et indeks på 48,9 og Malaysia på 46,9. Begge disse lande lander således omkring gennemsnittet for autokratier, og mens man måske kunne hævde, at grunden er fattigdom, er argumentet ikke overbevisende: Langt fattigere lande som Kap Verde (med et indeks på 18,0) og Ghana (17,9) har væsentligt friere medier.

I den anden halvdel, blandt lande som man ikke kan karakterisere som rigtigt eller fuldt demokratiske, er det næppe en overraskelse, at grænsetilfældene ofte har frie medier. Sydafrikas indeks på 20,1 reflekterer fint landets tradition for en presse af europæisk standard – og med en tradition for undersøgende journalistik som præsident Jacob Zuma afskyer – mens Namibia (17,1) og Tonga (24,9) også ligner fuldt demokratiske lande på trods af deres tvivlsomme politiske institutioner. Langt mere overraskende er det, at RSF vurderer, at medierne er solidt frie i Haiti (26,4), Mauretanien (26,5) og Burkina Faso (23,9).

Det globale billede er således blandet, og RSF noterer også, at flere lande – ikke mindst Hong Kong, Ungarn og Venezuela – er enten i en prekær situation eller allerede på vej i den forkerte retning. Omvendt er der tydeligvis flere lande, der tillader en fri og effektiv presse på trods af deres politiske institutioner. Hvorfor netop de lande klarer sig så godt, og om det bliver ved med at se sådan ud, er et spørgsmål til fremtidig forskning.

Balladen omkring Orbán og CEU

Siden marts har universitetsverdenen i de vestlige lande været i oprør. Grunden er, at det ungarske Orbán-regime fører en direkte kampagne mod et af Centraleuropas mest velrenommerede universiteter. Central European University er grundlagt med og fortsat støttet af midler fra rigmanden George Soros fond, og hviler dermed på et liberalt, åbent grundlag. En stor del af det videnskabelige personale er udlændinge (inklusive min gode kollega Michael Dorsch), ligesom cirka 2/3 af studentermassen, og alle universitets uddannelser er automatisk akkrediteret i både Ungarn og USA. Dét er blevet for meget for det erklæret illiberale styre, som nu forsøger med alle midler at lukke universitetet. Som Michael Stewart (UCL) og Rogers Brubaker (UCLA) opsummerede situationen forleden (hattip: Niclas Berggren):

The legislation — formulated in general terms but plainly directed against the CEU alone — would require the CEU, which is fully accredited in both the United States and Hungary, to operate educational programmes in the US as well as in Hungary; it would oblige the CEU to change its name; it would end the practice of allowing non-EU faculty to teach without work permits; and it would allow the university to operate only on the basis of an inter-state agreement between the United States and Hungary.

The first of these would be prohibitively expensive and serve no educational purpose; the second would destroy the symbolic identity of the university; and the last two would fatally compromise the autonomy of the University by subjecting its operation to the discretionary approval of the Hungarian government.

En af de pikante detaljer ved hele sagen er, at Orbán valgte at benytte en særlig nødprocedure for at haste lovgivningen gennem parlamentet. Denne nødprocedure er tænkt som en mulighed ved f.eks. naturkatastrofer og regeringen kan kun lovligt benytte den fire gange om året. Bekæmpelsen af CEU er med andre ord så vigtig for regeringslederen, at han gør brug af en politisk tvivlsom metode.

CEU – som var vært for dette års konference i the European Public Choice Society – er således blevet et symbol for kampen mod Ungarns politiske march mod Putin og Erdogan. Og Orbáns opførsel har til en vis grad haft utilsigtede konsekvenser, da en række politikere på hans egen fløj og i hans eget parti meget offentligt hr udtrykt skepsis overfor den nye lov. Der er i det mindste tegn på, at dele af regeringspartiet Fidesz ikke ønsker, at Ungarn bliver et elektoralt diktatur, som Orbán tydeligt har planer om.

Problemerne stopper dog ikke hos angrebet på CEU, men stikker langt dybere. Staten gør ihærdige forsøg på at bringe civilsamfundet under dens kontrol og Ungarns pressefrihed er for eksempel svækket betragteligt i de senere år. Da situationen var bedst i 2003, vurderede Freedom House (via dets Press Freedom Index) presse- og mediefriheden til 20 på en skala fra 0 (det perfekte) til 100 (det nordkoreanske ideal). I dag er Freedom House-vurderingen en score på 40, hvilket placerer EU-medlemmet Ungarn på niveau med Indien og det kinesiske-styrede Hong Kong. Spørgsmålet er, om udviklingen stopper der, eller om Europe skal se frem til en autokratisk plet midt i dets centrum. Hvad der sker de næste uger med CEU og regeringens juridiske angreb på den akademiske verden bliver sandsynligvis en stærk indikation om retningen af Ungarns udvikling.

Pressefrihed i Øst og Vest

Et af de vigtigste og mest brandfarlige emner i den internationale debat for tiden er, i hvor høj grad stater bør beskytte presse- og mediefriheden – og om de overhovedet bør gøre det. Ungarns nominelt konservative, men stærkt illiberale regering har f.eks. planer om at slå hårdt ned på en række NGOer, som ’blander sig’ i den ungarske debat med regeringskritiske synspunkter. Dalibor Rohac og 23 andre intellektuelle skrev forleden et åbent brev til Orban-regimet om visse planer, det har (læs her). Endnu værre står det til i Tyrkiet, hvor hundreder af journalister og professorer er blevet afskediget og i visse tilfælde fået besked på ikke at forlade landet.

Dagens post handler derfor om, hvordan det faktisk står til i vores del af verden. Figuren nedenfor plotter derfor et af de mest benyttede mål for pressefrihed, der er fra Freedom Houses årlige rapport. Indekset rangerer fra 0 (total frihed) til 100 (mere eller mindre som i Nordkorea). Figuren omfatter den vestlige verden og efterkommerne fra Sovjetunionen i Europa og Kaukasus. Røde søjler er tidligere (og enkelte nuværende) kommunistiske lande, de blå er almindelige, vestlige lande, og de sorte er de nordiske lande.

Billedet er næppe overraskende: De mest sovjetiske lande har mindst pressefrihed – Rusland og de lande, hvis navne ender på ’stan’ – mens de nordiske (inklusive det hemmeligt nordiske Estland), Benelux og Schweiz danner toppen. Pressefriheden lider meget synligt i Tyrkiet, men har det bestemt heller ikke godt i Grækenland eller Ungarn.

Figuren illustrerer dog også en anden pointe, der ofte overses. Der tales nemlig meget om lovgivning og de jure friheden, når debatten bliver offentlig. De spøgelsesagtigt grå søjler angiver et simpelt mål for, hvor godt forfatningen beskytter medie- og pressefriheden. Målet er beregnet ud fra forfatningens beskyttelse – eller det modsatte – af borgernes frihed til at have egen mening og retten til at ytre dem frit, friheden fra censur, retten til en fri presse, og om staten har eneret på at drive medier og regulerer dem. Grunden til at vise dette alternative mål er, at både jurister og meningsdannere ofte argumenterer for, at der er behov for større retslig beskyttelse af folks rettigheder. Det kan man synes burde være indlysende, men dette mål for forfatningens de jure beskyttelse af borgerne er ikke forbundet med hvor frie de de facto er. Det gælder ikke, hvad der står i loven, men hvad der faktisk praktiseres.

Da Jerg Gutmann og jeg har fælles forskningsplaner på området, hører vi meget gerne fra læsere med kommentarer eller forslag!

Castro og frihedsrettighederne

Fidel Castro døde forleden, hvilket Niels Westy naturligvis skrev om her. Fordi der findes mange – ikke blot på venstrefløjen i Danmark og andre steder, men også i JP, Berlingske og på Borgen – der finder på adskillige undskyldninger for hans politik mod Cubas egen befolkning, er det ekstra vigtigt at understrege, hvordan virkeligheden var. George Will i Washington Post (læs her) er som ofte meget præcis. Will indleder sin klumme med det velvalgte ønske:

“With the end of Fidel Castro’s nasty life Friday, we can hope, if not reasonably expect, to have seen the last of charismatic totalitarians worshiped by political pilgrims from open societies.”

Eller som Carlos Eire skriver i samme avis: ”A genius at myth-making, Castro relied on the human thirst for myths and heroes. His lies were beautiful, and so appealing.” Andre gode nekrologer kan findes hos Tim Worstall i Forbes her; og Jeffrey Tucker hos the Foundation for Economic Education her. For de interesserede, er der langt mere information at hente hos the Cuba Archive’s Truth and Memory Project, som vi stærkt anbefaler.

En mere håndfast illustration af, hvor undertrykkende det cubanske regime faktisk er, kan man få ved at se på Freedom House’s årlige vurdering af pressefrihed i verden. I figuren nedenfor har jeg plottet Cuba overfor det latinamerikanske gennemsnit og tre udvalgte lande i regionen. Cubas vurdering er en score på 91 mod f.eks. den danske på 12. Globalt er kun tre lande værre end Cuba: Eritrea (94), Hviderusland (93), Nordkorea (97) og Usbekistan (95). Fidel og hans efterfølger er virkelig i fint, diktatorisk selskab, med en undertrykkelsesvurdering der ligger ti point højere end Ruslands.

cuba-fh

Det særlige er dog udviklingen – eller manglen på udvikling. På trods af presset fra internettet og udbredelsen af sociale medier, der har gjort det langt sværere og meget dyrere at undertrykke en fri presse, er der sket ganske lidt siden FH startede undersøgelserne i 1993. Det cubanske regime fortsætter således Castros politik overfor befolkningen og pressen, og hans venezuelanske beundrere Chavez og Maduro har tydeligvis også kopieret den del af de kommunistiske institutioner, der afskyr almindelige frihedsrettigheder. Omvendt er der intet i latinamerikansk kultur, der forhindrer en fri presse. Perus gennemgribende reformer omkring 2000 ses let, både Surinam og Chile ligner fuldstændigt Sydeuropas status, og de fleste små, tidligere britiske kolonier (Jamaica, Dominica, Saint Vincent osv.) har nordeuropæisk status.

Taler man om Cuba, står undskyldningerne for Castro dog stadig i kø. Hans regime startede med henrettelsen af nogle hundrede modstandere, og invitationen til at stille sovjetiske atomvåben op på øen nævnes helst ikke. En standardfrase til bortforklaring af Castros diktatoriske regime har siden 1959 været, at man ikke kan lave omelet uden at slå nogle æg i stykker. 67 år senere er der stadig ingen cubansk omelet, kun undertrykkelse og en forarmet befolkning, der langt hellere vil bo i Florida.

Frihed i Tyrkiet

Mange politikere og internationale kommentatorer har bekymret sig over den politiske udvikling i Tyrkiet siden det forfejlede kupforsøg i juli. Hvis man har fulgt landet over en årrække, er det ganske pudsigt at se den pludselige interesse, og ikke mindst den nyopdagede bekymring for, om landet stadig er de facto demokratisk.

For de interesserede er det særligt værdifuldt at læse en ny artikel af den fremragende tyrkiske samfundsforsker Timur Kuran. Artiklen med titlen ”Turkey’s changing freedom deficit” som fortæller en del af historien hos Project Syndicate, og bidrager med indsigter og baggrundsviden. Kuran noterer for eksempel, at det særlige forfatningsreferendum i 2010, hvor militærets forfatningsmæssige rolle i politik blev alvorligt stækket, er central for at forstå de senere års udvikling:

Erdoğan, who was then Prime Minister, began to transform Turkish society according to his own conservative interpretation of Islam. Religious education was intensified. Alcohol restrictions were tightened. Women were instructed to have at least three children and, later, not to laugh loudly in public. What news media the AKP did not buy off were subdued through threats of punitive taxation and jail time for uncooperative journalists. Secular Turks, once the politically dominant vanguards of modernity, were characterized as lacking in morality, decency, and even Turkishness.

Kuran peger således på, at der ikke er noget særligt nyt i den tyrkiske situation, men at den på mange måder er en fortsættelse af de senere års udvikling. Det tillader os derfor at bruge velkendte, internationale mål for forskellige aspekter af ’regeringsførelse’ for at vurdere, hvor stort problemet er. Nedenfor plotter vi derfor 22 års udvikling i korruptionsproblemer, kvaliteten og uafhængigheden af retsvæsenet, og graden af pressefrihed i landet. Alle er målt på skalaer fra 0-100, hvor højere scorer indikerer bedre retsvæsener og mindre korruption, men også flere overgreb på pressefriheden.

Tallene taler deres klare sprog! Mens den systematiske erosion af pressefrihed allerede skete fra de første år af Erdoğans regime (den sorte linje, hvor den punkterede del er tiden før Erdoğan), er udviklingen accelereret siden forfatningsændringen. Det er også ganske tydeligt, at korruptionsproblemerne (målt på den røde linje, der er Transparency Internationals indeks over ’frihed fra korruption’) er nærmest eksploderet efter at Erdoğan stækkede militærets politiske rolle. Heritage Foundations ’Rule of Law’ indeks (den blå linje), udviser også en stærk trend nedad de seneste par år.

frihed-i-tyrkiet

Med andre ord er den pludselige interesse i tyrkiske problemer meget velkommen, men også ganske stærkt forsinket. Alle indikatorer peger i den forkerte retning, og helt særligt et så stærkt tab af pressefrihed er næsten altid fulgt af autokratisering. Medmindre Erdoğan på en eller anden måde får voldsomme politiske problemer, er Tyrkiet på en motorvej væk fra demokrati.

Hvor dårligt går det i Brasilien? 2. ombæring

I marts skrev om, hvor dårligt det faktisk går med Brasiliens økonomi. Sidste år skrumpede økonomien med 3½ procent, og i året hvor landet skal afholde OL, er forsigtige forecasts at økonomien skrumper yderligere 4 procent. Det er dog ikke de eneste problemer, brasilianerne har. Landets dybt korrumperede politiske elite er i krise, som Niels snart vil skrive mere om her på stedet. De danske medier har endda fået øjnene op for problemernes omfang, og DR2 Dagen bragte et længere indslag i går med Mads Damgaard fra KU og undertegnede, som kan ses her.

De underliggende problemer er dog mindre omtalte, så her er to klare eksempler i figuren nedenfor. Den røde linje er Freedom Houses årlige vurdering af pressefrihed (omskaleret så 100 e perfekt og 0 er Nordkorea), mens den blå linje er the Heritage Foundations ligeledes årlige Index of Economic Freedom. De to kurver illustrerer det, mange analytikere efterhånden ser som det altoverskyggende problem i Brasilien. Staten ikke blot fylder mere rent størrelsesmæssigt – og Rousseffs problemer med at skjule et stort underskud er blot en del af det – men regulerer også i stigende grad. Det forbløffende er, at man både kan se det i den økonomiske frihed – hvor lette de offentlige reguleringer er, hvor stærkt retsvæsenet står og hvor åbent landet er for resten af verden – men også i det omfang, staten regulerer og kontrollerer medierne. Med risiko for at gentage, hvad mange andre har sagt: Brasiliens problem er ikke mangel på styring, men styringen i sig selv. Det er tid til at den brasilianske stat holder op med at stå i vejen for almindelige borgere, og at landets politikere taget erfaringerne i Chile, Panama, Peru og Uruguay alvorligt. Når de har gjort det, kunne danske politikere eventuelt tage erfaringerne lige så alvorligt.

Brasilien pres øk frihed

Havde Hayek og Friedman ret? En test på pressefrihed

Hayek-Friedman-Hypotesen (HFH) er blandt de mest omdiskuterede i politisk økonomi, om end ofte med et andet navn end HFH. Hypotesen handler basalt set om, at man ikke kan have stabilt demokrati uden at have en nogenlunde fri markedsøkonomi. Hayek dækkede den i sin ”The Road to Serfdom” fra 1944 og Friedmans version udkom som ”Capitalism and Freedom” i 1962. Siden da har hypotesen været kritiseret gentagne gange – ikke mindst fra den lille socialt liberale og dermed ikke-fascistiske venstrefløj, der sætter demokrati højt, men ikke bryder sig om økonomisk frihed.

Et af de mest vedholdende kritikpunkter mod HFH er, at hypotesen ikke er præcist formuleret. I særlig grad har kritikerne haft ret i, at særligt Hayek, men i en vis grad også Friedman, ikke helt fik beskrevet de mekanismer, hvorigennem indskrænkninger af befolkningens økonomiske frihed undergraver demokratiet. Jeg har derfor klattet et papir sammen, hvor jeg tester en måske mere præcis version af HFH.

Papiret hedder ”Hayek-Friedman in the Press: Is there an Association between Economic Freedom and Press Freedom?” Den grundlæggende idé er, at mange af Friedmands teoretiske argumenter – og en del andre – starter med at indgreb i den økonomiske frihed undergraver mediernes frihed. Ser man på udviklingen i mange lande, starter både demokratiseringer og det modsatte med ændringer i mediernes frihed. Og i paneldata over en 21-årig periode viser sammenhængen sig at være ganske stærk. Hayek og Friedman havde overordnet helt ret, men det demokratiske skred sker mere præcist, når kontrolentusiastiske politikere udbreder deres markedsstyring til en styring af den information, deres borgere må få.

Abstractet er nedenfor og den første version af papiret kan læses her:

The Hayek-Friedman Hypothesis states that economic freedom is a prerequisite for stable democracy. I test a variant of the hypothesis focusing on press freedom, which is arguably an important component of any democratic polity. Combining the Freedom House index of press freedom and the Heritage Foundation Index of Economic Freedom yields a large annual panel dataset between 1993 and 2011. Estimates show that improvements of economic freedom are associated with subsequent improvements of press freedom. The overall association is mainly driven by changes in market openness.

Hvorfor bliver journalister myrdet?

Ja, det er et spørgsmål som nationaløkonomer beskæftiger sig med. Min ven og kollega Andreas Freytag og jeg har set på spørgsmålet, og konkluderer, at en stor del af drabene er forbundet med korruption. Papiret med titlen ’An Offer You Can’t Refuse’ kan downloades her; mere information følger under folden. Continue reading

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑