Tag-arkiv: privatliv

Stiger friheden med øget overvågning?

Jesper Lund, formanden for IT-Politisk Forening, tweetede fredag nedenstående klip af justitsminister Nick Hækkerup, der fra Folketingets talerstol argumenterer, at mere statslig overvågning fører til større frihed for borgerne (hattip: Peter Kurrild-Klitgaard). Hækkerups argument lyder som følger: 1) Hvad nu hvis vi ikke kriminaliserede drab? 2) Uden en kriminalisering af drab ødelægges trygheden i samfundet; 3) Uden tryghed er der ingen frihed; 4) Deraf følger det logisk, at med øget overvågning stiger friheden.

Det burde næppe overraske nogen, at politikere til tider giver eksempler på tankegange og påstande om logik, som man skal til Omvendtslev eller Alice i Eventyrland for at finde. De er mildt sagt ikke alle lige begavede, og danske politikeres forsøg på at fremføre ’snedige’ argumenter antager ofte Monty Pythonske former. Det forbløffende er, at netop Hækkerup – der som regeringens eneste medlem har en PhD-grad – i denne grad bruger et nonsensfilosofisk argument for at understøtte regeringens agenda om massivt øget overvågning af danskerne. Spørgsmålet er, hvordan ministeren kan får folk til at tro, at en stærk vækst i statens intervention i borgernes hverdag kan vendes med skolastisk argumentation til, at den øger borgernes frihed.

Tænker man en smule nærmere over Hækkerups logiske kæde, man den hvile på to antagelser: For det første, at øget overvågning fører til synligt mindre kriminalitet – dvs. at overvågningen faktisk virker effektivt efter hensigten – eller i det mindste en vedholdende opfattelse blandt de fleste borgere, at der er mindre kriminalitet, og for det andet, at der ikke kan følge andre frihedsbegrænsende konsekvenser med overvågningen. Han antager således, at borgerne ikke vælger at begrænse deres lovlige handlinger, selvom overvågningen begrænser deres de facto ret til privatliv, eller at de myndighedspersoner, der foretager overvågningen ikke alle er fuldstændigt er pligtopfyldende, benevolente og kompetente.

Hækkerup må således nødvendigvis implicit argumentere, at øget overvågning ikke føles som indgribende i borgernes liv, eller i det mindste at et meget stort flertal mener, at det er en fair pris at betale for en formodning om mindre kriminalitet. Han bliver også nødt til at antage, at en massivt forøget overvågningsindsats ikke øger risikoen for magtmisbrug hos politiet eller andre offentlige myndigheder, ligesom han bliver nødt til at antage, at den øgede overvågning ikke indebærer en øget risiko for borgerne, hvis myndigheder bliver hacket og hackerne efterfølgende misbruger information fra overvågningen.

Det er naturligvis legitimt at være enig med Hækkerup og regeringens overvågningsstrategi, ligesom det er legitimt at mene, at hans argument om øget frihed giver mening. Man må bare understrege, at ens vurdering ikke blot hviler på ens egen, personlige holdning til, hvor grænserne går for ens privatsfære og hvilken ret, staten har til at invadere den. Vurderingen må nødvendigvis også hvile på ens respekt for, at andre menneskers grænser kan gå et andet sted end ens egne. Og sidst, men ikke mindst, må ens vurdering hvile på en informeret risikoanalyse af, hvordan et offentligt embedsværk reagerer på en større informationsflow, og i hvilket omfang, embedspersoner vil misbruge denne information. Det bliver en voldsomt stor mængde hvis’er, der skal hæftes på Hækkerups såkaldt logiske argument, før det giver logisk mening!

SKATs kontrolbeføjelser i lyset af EMRK art. 8

cedhSpørgsmålet om rimeligheden i Told- og Skatteforvaltningens adgang til at foretage uanmeldt kontrol af erhvervsdrivende på privat grund, uden forudgående dommerkendelse, har været flittigt debatteret, herunder – selvfølgelig – af CEPOS.

Men ét er rimelighed, noget andet er ret; og at myndighederne har retten på sin side, konstateres ved at læse fx § 2, nr. 2 i lov nr. 590 af 18. juni 2012 (pdf) om initiativer mod sort arbejde, der i tilpasset citatform lyder:

”[Der kan] gennemføres kontrol … på en ejendom, der tjener til privatbolig eller fritidsbolig, hvis der synligt kan konstateres udendørs aktiviteter af professionel karakter. [Kontrollen] omfatter dog ikke adgang til kontrol af selve privatboligen eller fritidsboligen.”

Man kan så spørge, om kontrolbeføjelsen er på kanten af, eller direkte i strid med, Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 8, om retten til respekt for privat- og familieliv:

“Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.”

CEPOS har i sine notater været omkring bestemmelsen; men professor lic.jur. Søren Friis Hansen gør det mest klart i en netop offentliggjort en artikel, der går i kødet på de to bestemmelser. Den kan læses i Skattepolitisk Oversigt: SPO.2014.1 – “Ikke hjemme hos mig SKAT!” (bag betalingsmur).

Friis Hansen når frem til bl.a., at Folketinget, i sin behandling af lovforslaget, helt har undladt at tage stilling til EMRK-bestemmelsen. Det afføder bl.a. følgende ”allerede derfor”-bemærkning:  ”Allerede derfor kan det ikke anses for godtgjort på en overbevisende måde, at indgrebet er berettiget i relation til EMRK artikel 8.” Det må nemlig være Folketinget, der fører bevis for påtænkte kontrolindgrebs forenelighed med borgerens grundrettigheder. Nuvel, sket er sket: Er kontrolbeføjelsen så i strid med EMRK? Efter yderligere et par mellemregninger konkluderer Friis Hansen:

“På denne baggrund må adgangen for SKAT til uden forudgående retskendelse til at foretage kontrol af erhvervsdrivende på en ejendom, der benyttes til privat- eller fritidsbolig, anses for at gå videre end nødvendigt i et demokratisk samfund, hvorfor indgrebet er uberettiget i henhold til EMRK artikel 8, og artikel 7 i EUs Charter om grundlæggende rettigheder.”

Såvel retsteknisk som -politisk er det en konklusion, denne punditokrat støtter op om.

Man kan imidlertid ikke forlange af en myndighed, at den ikke bruger det værktøj, som lovgivningsmagten har givet; og da slet ikke, når værktøjet er givet med så klar støtte i den primære skatteret, som den omtalte § 2. Myndigheden må kunne arbejde ud fra den formodning, at Folketinget ikke vedtager retsstridige regler. Hvis Folketinget har det, må det være op til domstolene eller Folketinget selv at censurere kontrolbeføjelserne.

Man kunne i den forbindelse håbe, at Friis Hansen, med sin artikel, er med til at støbe kuglerne for noget af det, der er mest tiltrængt i dansk ret: En revision af den gamle skattekontrollov.