Tag: produktivitet

Hvorfor faldt kommunisterne ikke længere bagud, og hvor elendigt havde de det?

Disse dage er det 100 år siden at Lenin og kommunisterne kuppede sig til magten i Rusland. Der er derfor en særlig interesse i, hvordan kommunisme faktisk virker. Vi har derfor flere anbefalinger til læsere, der enten vil læse eller lytte.

Først og fremmest har the Institute of Economic Affairs i London en podcast-serie, der i sig selv er stærkt anbefalet. Denne uge er emnet netop kommunisme/socialisme, med den fremragende Kristian Niemitz, der interviewes af Madeline Grant om socialismens historie, hvordan den ’virkede’, og hvordan vestlige intellektuelle har flirtet – og mere end flirtet – med socialistiske og kommunistiske regimer og ideer. Podcasten kan høres her.

Et særligt, nyt studie, som Niemitz faktisk refererer til i podcasten, Albrecht Glitz og Erik Meyerssons Industrial Espionage and Productivity (IZA working paper no. 10816). Glitz og Meyersson viser meget overbevisende, hvordan Østtyskland til en vis grad formåede at følge med Vesttysklands enorme vækst i produktivitet efter anden verdenskrig. Grunden var østtyskernes voldsomme investering i industrispionage. Grundlæggende lykkedes dem at undgå at falde alt for langt bagud ved at snylte på vestlige opfindelser og eksperimenter med ledelse, organisering og kombination af inputs og teknologi. Med andre ord fulgte de nogenlunde med Vesttyskland ved at stjæle en af de fundamentale kilder til den vestlige velstand. Det totale produktivitetsgab i 1989 var 189 %, og havde været lidt større, hvis østtyskerne ikke havde spioneret på Vesten. Glitz og Meyersson viser dog, at i særlige sektorer viser deres estimater, at gabet havde været enormt uden spionagen. Hvis man ikke er parat til at læse hele papiret, bragte Science en fin, populær artikel om det i sommers.

Sidst må man huske, at hele forskellen ikke var økonomisk: Østblokken var ikke blot fattig, men også ekstremt ufri. Francis Spuffords nu seks år gamle Red Plenty: Inside the Fifties’ Soviet Dream er en fascinerende og ekstremt velskrevet halvfiktiv beskrivelse af, hvordan Sovjetunionen fungerede i den bestemte periode, hvor den fungerede bedst og borgerne var mest frie. Hvorfor der ikke er flere gymnasier, hvor man læser Spuffords pragtfulde bog, er et mysterium. Stærkt anbefalet!

Gæsteindlæg – Balladen om den den offentlige produktivitet eller mangel på samme

Stud. polit. Ivan Kragh, som tidligere har skrevet gæsteindlæg her på bloggen, tager her fat på udviklingen i produktiviteten, eller mangel på samme, i den offentlige sektor.

Ivan studerer til daglig cand. polit. og udsender løbende egne økonomiske analyser. Ivan er også bidragsyder til “tank & tænk“, fra tænketanken Cepos.

Balladen om den den offentlige produktivitet eller mangel på samme

Produktivitet, produktivitet og atter produktivitet, såfremt man følger med i den offentlige debat kan man ikke være i tvivl om, at produktivitet for alvor er kommet på dagsorden. I de senere år har der været et øget fokus på specielt produktiviteten i den offentlige sektor, først og fremmest anført af Produktivitetskommissionen[i] og Danmarks Statistik[ii].

Liberal Alliance forslog i forbindelse med deres 2025-plan, at man øgede produktiviteten i den offentlige sektor med 10 pct. i 7 år, hvilket isoleret set ville forbedre de offentlige finanser med 55,5 mia. kr.

Liberal Alliances forslag har for alvor skabt en debat om hvorvidt det er muligt at effektivisere mere i den offentlige sektor. Siden 1990’erne har flere politikere og organisationer fremført påstanden om, at der ikke kan effektiviseres mere i den offentlige sektor, men henvisning til et øget behov om at tilføje flere midler.

Lars Tvede har med et opslag på Facebook (se ovenfor) endnu en gang sat fokus på produktivitetsudviklingen i den offentlige sektor. Med henvisning til Danmarks Statistik konkluder Tvede, at produktivitetsvæksten i den offentlige sektor siden 1948 og frem til 2008 har været 0 pct., sammenholdt med private serviceerhverv – hvor væksten i gennemsnit har været 1,8 pct. – konklusion bliver da, at det offentlige ikke er blevet mere effektivt igennem de sidste 60 år. Om end Lars Tvede kan have en pointe laver han nogle grundlæggende og meget væsentlige fejl.

For at kunne påpege fejlene er vi først og fremmest nød til at forstå begreberne produktivitet og hvordan produktionen i den offentlige sektor opgøres.

Produktivitet angiver, hvor meget der produceres af varer og tjenester med en given mængde ressourcer (teknologi, kapital og arbejdskraft). Der findes flere måder at opgøre produktiviteten, men den mest retvisende og sammenlignelige metode er ved at bruge værdiskabelsen pr. arbejdstime (timeproduktiviteten).

Danmarks Statistik har i forbindelse med udarbejdelsen af nationalregnskabet definitorisk sat den offentlige produktivitetsvækst i 0 pct., hvilket først og fremmest skyldes, at mindre end 10 pct. af det offentlige forbrug består af markedsmæssige tjenesteydelser – så som privat praktiserende læger og visse dele af sundhedssektoren, herunder den primære sundhedspleje.

I det mere en 90 pct. af det offentlige forbrug er ikke-markedsmæssige tjenesteydelser vil produktionsværdien per definition være lig ressourceforbruget. I det seneste nationalregnskab er det reale offentlige forbrug opgjort efter input-metoden (perioden 1966 til 2015).

En stigning i den offentlige (ikke-markedsmæssige del) beskæftigelse vil således øge antallet af arbejdstimer og dermed lønsummen. Da lønsummen indgår direkte i beregningen af produktionen, vil denne stige tilsvarende. Produktiviteten vil dermed forblive uændret, idet forholdet mellem værdiskabelsen og antallet af arbejdstimer er uændret. Et alternativ ville være, at antallet af beskæftigede øges, mens arbejdstiden reduceres, hvormed produktionen alt andet lige er uændret, hvormed produktiviteten per definition også vil være uændret.

I forbindelse med hovedrevisionen af nationalregnskabet i 2014 har man i Danmarks Statistik introduceret en opgørelse baseret på output-metoden for årene 2008 og frem. Til output-metoden bruger man såkaldte mængdeindikatorer, det kunne f.eks. være antallet af folkeskoleelever eller antallet af knæoperationer. Indikatorerne bruges til at vurdere den mængdemæssige udvikling i de produkter det offentlige producerer til den enkelte person. Dette er kun muligt fordi man har beregnet prisen på en folkeskoleelev, en knæoperation samt alle individuelle offentlige produkter. De repræsentative priser findes ved at sammenholde de markedsmæssige offentlige ydelser med tilsvarende private ydelser – et eksempel er DRG-taksterne inden for sundhedssektoren.

Såfremt realvæksten i det offentlige forbrug, opgjort efter output-metoden, er højere end realvæksten opgjort ved input-metoden, vil dette alt andet lige betyde, at mængden af producerede offentlige ydelser er steget mere end mængden af ressourcer. På langt sigt vil en sådan udvikling betyde, at produktiviteten i det offentlige er steget. Såfremt realvæksten målt ved input-metoden er steget mere end væksten målt ved output-metoden, vil det omvendt betyde, at produktiviteten i det offentlige er faldet.

Set over en kortere periode, skal man dog passe meget på med at konkludere alt for meget om produktivitetsudviklingen baseret på input-output metoden. Det skyldes, at på kort sigt kan kapacitetsudnyttelsen og den løbende tilpasning til det aktuelle behov for offentlige ydelser have stor betydning. Eksempelvis vil en lavere klassekvotient blive opgjort som et fald i produktiviteten, idet antallet af elevtimer pr. lærer falder.

Som det fremgår af figur 2 er stigningen i det individuelle offentlige forbrug opgjort i faste mængder ved output-metoden steget mere end faste mængder opgjort ved input-metoden. Det kunne således tyde på, at produktiviteten i det offentlige de senere år har været stigende. Set over en længere periode har vi ikke direkte mulighed for at konkludere om den offentlige produktivitet er steget eller faldet. Det er endvidere interessant at bemærke, at priserne i den offentlige sektor er steget mere end i den private sektor, hvormed det offentlige forbrug er blevet relativt dyrere, fordi produktiviteten ikke har fulgt med den private sektor. Jf. Otto Brøns indlæg.

Om end Lars Tvede kan have en pointe med sit indlæg på Facebook, er det valgte datamateriale ikke egnet til at sige noget om udviklingen i produktiviteten i den offentlige sektor. I bund og grund ved vi ikke hvad produktiviteten er i den offentlige sektor – for hvordan måler vi om en koncert i det Kongelige teater er blevet 2, 4 eller 10 gange mere produktiv i dag, sammenlignet med de sidste 100 år.

På trods af, at vi som økonomer har svært ved at måle produktiviteten i den offentlige sektor (samt andre sektorer), er debatten vigtig. Danmark har en af verdens største offentlige sektorer, hvor ca. 70 pct. af det offentlige forbrug fordeles direkte ud til borgerne. Det er derfor vigtigt at diskutere om vi får nok for skattekronerne.

[i] http://produktivitetskommissionen.dk/media/164445/Baggrundsrapport%20DREAM.pdf

[ii] http://dst.dk/da/Statistik/Publikationer/VisPub?cid=20734

Gæsteindlæg ved Ivan Kragh – myten om de stagnerende amerikanske lønninger

38npYRVGStud. polit. Ivan Kragh har skrevet nedenstående indlæg, hvor han tager fat på den ofte fremførte påstand om, at amerikanske lønninger trods stigende produktivitet, ikke er steget i årtier.

Ivan studerer til daglig cand. polit. og udsender løbende egne økonomiske analyser. De læsere der er på facebook opfordrer jeg derfor til at søge hans venskab. Ivan er også bidragsyder til “tank & tænk“, fra tænketanken Cepos, som jeg i et senere indlæg her på bloggen, vil præsentere nærmere.

Myten om de stagnerende amerikanske lønninger

Lønkvoten er stabil – også i USA

Der har længe været en diskussion om hvorvidt lønningerne i USA er stagneret i forhold til produktivitetsudviklingen. Herhjemme har blandt andet Kristian Weise (Direktør, CEVEA) givet udtryk for, at der er sket en ”Afkobling mellem produktivitet og løn i USA”. Kristian Weise påpeger at produktiviteten siden 1979 er steget 65 pct. mens lønningerne kun er steget 8 pct. I USA har præsidentkandidat Hillary Clinton også været på banen. I et opslag på Twitter har Clinton lagt en figur op med teksten: ”You’re working harder but your wages aren’t going up.”

I henhold til den økonomiske litteratur er det en grundlæggende forudsætning og resultat, at udviklingen i lønningerne over en årrække følger udviklingen i produktiviteten –  se bl. a. Finansministeriet,  Det Økonomiske Råd  samt Danmarks Statistik. Denne umiddelbare nære sammenhæng mellem løn- og produktivitetsudvikling bygger på antagelsen om, at en produktion, på lang sigt skabes ved en sammensætning af kapital, arbejdskraft samt et restled kaldet Totalfaktorproduktivitet.

Arbejdskraftens andel af produktionen (lønkvoten) er givet som lønnen gange antallet af arbejdere i forhold til den samlet produktion. Lønkvoten antages på sigt at være konstant, hvormed forholdet mellem aflønningen af arbejderne og kapital er konstant over tid. I USA har lønkvoten ligget stabilt omkring 55 pct. af BNP, fra 1940 og frem til 1970 var der en stigende tendens, mens der fra 1970 til 2014 var en faldende tendens i lønkvoten. Fra finanskrisens start i ’08 og frem til ’14 faldt lønkvoten fra 55 til 52 pct. af BNP – hvilket er et krisetegn. Jf. Figur 1

Også i Danmark har lønkvoten været stabil omkring 51,6 pct. af BNP. Afvigelserne fra det historiske gennemsnit kan overordnet forklares med udviklingen i konjunkturer. Der er dog ingen tvivl om, at lønkvoten ikke har nogen trend og dermed er en flad serie. Jf. Figur 2

fig 1 og 2

Misvisende lønbegreb skaber forvirring

To grundlæggende opgørelsesfejl har medført at visse økonomer og interesseorganisationer konkluderer, at stigningen i lønningerne ikke har fulgt udviklingen i produktiviteten. Den første fejl er, at fokusset udelukket har ligget på lønningerne og ikke den samlet aflønning. Når man udelukket kigger på den rene løn indregnes der f.eks. ikke frynsegoder og andre arbejdsgiverbetalte ydelser – så som pension, sygesikring og arbejdsløshedsforsikringer. Ved udelukket at kigge på lønnen fremgår det, at lønningerne ikke i samme grad har fulgt produktiviteten – ift. den samlet aflønning. Det er derfor vigtigt at sammenligne den samlet aflønning af ansatte og ikke blot lønningerne.

Den nominelle lønsum er i perioden 1930 til 2014 i gennemsnit steget med 6,5 pct., hvoraf stigningen i lønningerne har udgjort 5,5 pct. og arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger mv. har udgjort 1,0 pct. af stigningen.  Jf. Figur 3

Det at virksomhederne i stigende grad aflønner deres ansatte med andet end den rene løn, har medført at langt flere amerikanere har en sundhedsforsikring samt en pensionsopsparing. Disse arbejdsgiverbidrag steg primært i perioden 1950 til 1993, hvor de toppede første gang – fokusset herpå betød at arbejdsgiverbidrag steg fra at udgør 7 pct. i 1950 til i 1993 at udgør 20 pct. af den samlet aflønning. Jf. Figur 4

3 og 4

Den anden opgørelsesfejl er måden hvorpå den nominelle- produktion og aflønning af ansatte bliver opgjort i faste priser. Såfremt man bruger det samme fast-prisindeks ændres ikke det relative niveau, men i det de to serier har to forskellige prisindeks er de to serier ikke længere sammenlignelige. Typisk vil man opgøre BNP i faste priser ved at bruge prisindekset for BNP (BNP-deflatoren), men i det lønsummen ikke opgøres i faste priser, vil man være nød til at bruge et alternativt prisindeks. Den gængse måde at opgøre lønninger i faste priser, er ved at bruge forbrugerprisindekset. Forbrugerprisindekset har dog den indbygget fejl, at det ikke kun tager højde for priserne på lønningerne, men både produktionspriser og varer og tjenesteydelser – der ikke indgår i lønsummen. Såfremt man ønsker at sammenligne lønninger og produktivitet er man derfor nød til at lave sammenligningen i løbende priser.

Lønningerne følger produktivitetsudviklingen

Fra 1940 til 2014 har USA mangedoblet produktiviteten. Lønninger eller mere præcist lønsummen pr. beskæftiget lønmodtager er steget med omtrent den samme vækstrate som produktiviteten, såfremt man sammenligner løn og produktivitet i løbende priser. Jf. forrige afsnit

Mere præcist er produktiviteten i perioden 1940 til 2014 i gennemsnit steget med 5,4 pct., mens lønningerne i gennemsnit er steget med 5,2 pct. om året.

Sammenhængen mellem løn og produktivitet har været en kilde til megen debat og uenighed – ikke kun på grund af dens afgørende betydning, men også på grund af spørgsmålene omkring hvordan løn og produktivitet opgøres samt hvordan man bedst muligt kan sammenligne opgørelserne.

Sammenhængen mellem løn og produktivitet er vigtig fordi den er afgørende for hvilke levevilkår den arbejdende del af befolkningen har samt fordelingen mellem aflønning af arbejdskraften og kapital. Hvis lønningerne stiger i samme takt som produktiviteten vil lønkvoten forblive uændret.

Løn- og produktivitetsudviklingen har historisk set fulgt hinanden ganske tæt, i visse perioder er lønningerne steget mere end produktiviteten, hvormed konkurrenceevnen har været forringet. I andre perioder er produktiviteten steget mere end lønningerne hvormed konkurrenceevnen er blevet forbedret. Jf. Figur 5

Begyndelsestidspunktet har stor betydning for hvordan en sammenligning af to udviklinger ser ud. Det skyldes, at konjunktursituationen sætter sig i de efterfølgende datapunkter. Laver man en sammenligning med udgangspunkt i et år, hvor lønningerne er lavere og produktiviteten højere end normalt – vil dette sætte sig i de resterende punkter. Det er derfor vigtigt at korrigere for dette forhold. Det gøres bedst ved at tage udgangspunkt i gennemsnittet for serierne, for på den måde undgår man endepunkts-problematikken samt forskydning i niveauerne mellem lønninger og produktivitet. Man har dermed bedre mulighed for at undersøge og sammenligne vækstraterne i serierne.

Ændringer i produktiviteten har været efterfulgt af omtrent samme ændring i lønningerne. Set over perioden 1940 til 2014 er lønningerne i gennemsnit steget med 97,5 pct. af stigningen i produktiviteten. Dertil skal nævnes, at specielt perioden 2009 til 2014 trækker i en negativ retning, korrigere man for perioden 2009 til 2014 er lønningerne i gennemsnit steget med 99,3 pct. af stigningen i produktiviteten. Jf. Figur 6

5 og 6

 

Danmarks langsigtsproblem

Forleden diskuterede vi Danmarks rent umiddelbare økonomiske problemer. Vi understregede også, at Danmark har et langsigtet problem, som man overser i dansk politik. Vi vokser ganske enkelt langsommere end vores nabolande. I starten af 1960erne var danskerne i gennemsnit ti procent rigere end vores naboer. I dag er vi fem procent fattigere, og denne udvikling synes at have taget ekstra fart i de senere år. Den er blot så tilpas langsom, at den ikke rigtigt betyder noget i det kortsigtede miljø, som dansk politik er.

Dagens figur er derfor udviklingen i produktivitet de sidste 30 år, målt via OECDs multifaktor produktivitetsmål per indbygger. Den fulde, sort linje er USA’s udvikling i produktivitet siden 1985. Den prikkede linje viser gennemsnittet af vores geografiske nabolande, hvor man ganske tydeligt kan se krisen i de seneste år. Og den røde linje er Danmark. De sidste 30 år er produktiviteten steget 1,4 % per år i Danmark og 1,7 % i vores naboer og USA. Siden 1995 har den danske produktivitetsvækst vore 0,9 % i gennemsnit, mens den har været 1,5 % hos vores naboer og 1,8 % i USA. Med andre ord er Danmark trendvækst i produktivitet på langt sigt ganske enkelt lavere end de nabolande, som vi ellers deler teknologi, international regulering og konjunkturer med. Problemet er langsigtet, stort og eksklusivt dansk.

DK prod udvikl 85 13

Hvor slemt står det til i Italien (1)?

En god ven, der er gift med en pige fra Palermo, har jævnligt diskussioner med sin svigerfar om, hvor godt eller skidt det går i Italien. Et gennemgående tema i de diskussioner synes at være en uvilje mod at indse, at økonomisk udvikling i sidste ende handler om produktivitet, og ikke om Tysklands finanspolitik eller løntryk. Jeg har selv oplevet holdningen hos mange sydeuropæere, at det er Tysklands ’skyld’ at de fortsat har krise. Ideen, som også en ellers begavet dansk statskundskabslektor har luftet, er at den tyske konkurrenceevne presser sydeuropæiske eksportsektorer. Men som man ved, hvis man har hørt efter i andet års økonomiundervisning, kan det kun være et midlertidigt, kortsigtet fænomen og altså ikke en persistent forklaring på en hel regions elendige status.

Problemet er produktivitet – hvor meget værdi man får ud af de tilstedeværende ressourcer. Figuren nedenfor, baseret på OECD-tal, viser udviklingen i en grov indikator for arbejdsproduktivitet: BNP per arbejdstime (i 2005 PPP-dollars). Italiens produktivitet har tydeligvis haltet bagefter siden sidst i 1970erne og har praktisk taget stået stille siden sidst i 1990erne. Det er samme periode, hvor dansk produktivitet er bremset ned, men slet ikke i samme stil som Italiens, der pt. kun er 75 % af Tysklands. At folk med så skidt produktivitet regner med, at de skal være lige så rige som i Nordeuropa, er ikke andet end urimelig ønsketænkning.

Produktivitet ITA GRE GER DK

 

Offentligt forbrug og produktivitetskrisen (igen)

Produktiviteten halter i Danmark. Målt både ved produktionen per arbejdstime og ved den såkaldte multifaktorproduktivitet (MFP) ligger vækstraterne lavere end i de fleste andre OECD-lande. Samtidig er OECD-landenes produktivitetsvækst generelt lavere nu end i tidligere årtier.

På den positive side står, at produktiviteten i mange udviklingslande er steget betydeligt – navnlig i Kina og Indien. Det betyder, at vi har kunnet importere os til produktivitetsgevinster gennem lavere priser på importerede varer.

Og strengt taget ved vi ikke rigtig, hvor stort det absolutte produktivitetsproblem er. Det er et velkendt problem, at det er svært at korrigere tilstrækkeligt for kvalitetsforbedringer. Et nyt fladskærms-TV er ikke bare billigere, men også bedre, end modellerne var for fem og ti år siden.

Oveni problemet med at korrigere for kvalitetsforbedringer ved det enkelte produkt, er der et endnu større problem ved at korrigere for den kvalitetsforbedring, som følger af et mere varieret vareudbud.

Tag bogmarkedet som eksempel. Historisk er produktivitetsgevinsterne kommet ved, at det er blevet billigere at producere store oplag. Men i øjeblikket bliver det også billigere at producere små serier. Mere intelligente maskiner kan automatisere trykningen af små oplag, og bogsatsen kan nu produceres elektronisk direkte fra forfatterens manuskript i stedet for at blive sat forfra. Flere bøger bliver slet ikke trykt i fysiske udgaver, men kan distribueres elektronisk. Disse tekniske fremskridt kan meget vel gøre den gennemsnitlige bog dyrere, men det dækker over, at et varieret udbud også har en væsentligt større værdi. Og uanset, om de fleste bogkøbere under alle omstændigheder kun køber nogle få titler, har adgangen til et stort udvalg værdi for dem alle sammen.

Helt generelt har et stort vareudbud værdi. I en økonomi, hvor hvede var det eneste forbrugsgode, ville vi hurtigt blive ramt af faldende grænsenytte af indkomst. Desværre er nationalregnskabsstatistik bedst egnet til at belyse præcis sådan en økonomi.

Noget ved vi dog alligevel. Økonomisk teori med udgangspunkt i den såkaldte ”Dixit-Stiglitz”-nyttefunktion har været i stand til at forklare en del observerede fænomener. Og pointen i denne nyttefunktion er netop, at variation har værdi. Især når det gælder infra-industriel udenrigshandel – hvor f.eks. bilproducerende lande også importerer biler – synes det drevet af voksende varevariation. Udenrigshandel er et af de statistisk bedst belyste områder i så henseende.

Man kan gætte på, at variationen i vareudbuddet vokser helt generelt, og at den teknologiske udvikling i øjeblikket tilgodeser især det. Som på bogmarkedet kan mere intelligent produktionsstyring mange steder ikke alene skabe ”just-in-time-produktion”, men også relativt billigt tage hensyn til kundernes særlige ønsker.

Som jeg skrev på dette sted for nylig, er højere produktivitet i den private sektor ikke en løsning på problemet med at finansiere øget offentligt forbrug. Det kan tværtimod øge finansieringspresset. Det gælder også og i endda i særlig grad, hvis produktivitetsvæksten sker i form af øget variation. Så længe offentligt forbrug ikke bliver prissat, og priserne heller ikke styrer produktionen, kan det ikke lade sig gøre at imødekomme ønsker om variation på nogen økonomisk rationel måde. Det giver ikke mening at lade forbrugerne vælge mellem goder med forskellig pris og kvalitet, hvis priser og omkostninger ikke følges ad. Hvis biler var gratisydelser, ville de fleste vælge Rolls Roycer og Ferrarier. Markedet allokerer effektivt, fordi forbrugerne vælger at købe de varer, hvor omkostningerne er mindre, end det, forbrugerne synes de er værd.

Måske har det typiske offentligt udbudte gode engang været en relativt simpel standardvare, man ikke kunne variere så meget. Blev man syg, fik man en seng på et hospital og blev enten rask eller døde. Skulle man lære at læse, fik man en pult, en griffel og degn stillet til rådighed. Har det nogensinde været sådan helt generelt, er det det i hvert fald ikke længere. Hospitalsbehandlinger kan i princippet varieres og ekspanderes i det uendelige, men også på mange andre områder er variationsmulighederne stærkt voksende.

En nødvendig betingelse for at lade variationsmulighederne komme borgerne til gode er, at der anvendes omkostningsægte priser for offentligt udbudte goder. Men det er næppe tilstrækkeligt. Variationen i privatforbruget er jo i høj grad genereret gennem trial-and-error-processer på udbudssiden. Det er et bottom-up-baseret markedssystem, som vi ikke engang kan få et rudimentært statistisk overblik over. Vi kender intet offentligt top-down-system, som kan det samme.

Så selv om produktiviteten – ikke mindst som følge af øget variation – generelt måske stiger mere, end vi går og tror, skal man altså ikke erklære produktivitetskrisen for død. Den danske produktivitetsvækst tyder stadig på at være lavere end i andre lande. Og ved vækst gennem variation vil det offentlige forbrug ikke kunne følge med. Det kan kun løses ved at reducere omfanget af ydelser, det offentlige leverer. Men risikoen er, at der i stedet kommer politisk pres for at kaste endnu flere ressourcer ind i at øge udbuddet af offentlige ydelser.

 

Offentligt forbrug – misteltenen at tage i ed

Det er vanskeligt at overdrive betydningen af produktivitet. Men det kan godt lade sig gøre. Et af de problemer, som ikke lader sig løse med større produktivitet, er at finansiere et stigende offentligt forbrug. I hvert fald ikke, hvis produktivitetsvæksten kun finder sted i den private sektor. Tværtimod er der en risiko for, at højere privat produktivitet kan føre til øget offentlig finansieringsbyrde – og altså til højere skattetryk. Og højere skatter vil bremse den private produktivitet igen.

Umiddelbart kunne man måske tro, at øget privat produktivitet giver en større kage, som kan bruges til mere offentligt forbrug. Det er der da også nogen i den politiske debat, som synes at tro. Når der efterlyses ”flere penge til skoler i stedet for til fladskærme og samtalekøkkener”, er det udtryk for denne logik.

Øget privat produktivitet medfører ganske vist højere lønninger og dermed flere skatteindtægter. Men stigende lønninger i den private sektor fører til en tilsvarende stigning i lønningerne i den offentlige sektor (og i øvrigt også tilsvarende højere overførselsindkomster, der reguleres med lønningerne). De øgede lønudgifter spiser (sammen med overførslerne) de ekstra skatteindtægter. Der er ikke et stykke kage til overs til mere offentligt forbrug.

Derimod betyder højere privat produktivitet, at der kommer højere privat forbrug. Lønningerne stiger, men priserne gør ikke. I den situation er det måske ikke så mærkeligt, at nogen spørger: ”Hvis vi kan få flere fladskærme, hvorfor så ikke bedre skoler”? Og dermed kan der komme politisk pres for mere offentligt forbrug. Men uden større offentlig produktivitet kan større offentligt forbrug kun komme fra flere offentligt ansatte og færre private. Det kræver højere skatter, som i sin natur hæmmer arbejdsudbuddet og beskæftigelsen i den private sektor yderligere. Alt sammen udtynder gevinsten ved større produktivitet i den private sektor.

Det er af mange grunde ønskeligt med højere produktivitet i den private sektor. Men det løser altså ikke problemet med en stor offentlig sektor og vil yderligere skærpe problemet, hvis der kommer politisk pres for større offentligt forbrug.

Et blik på figuren kunne godt tyde på, at der har været et sådant pres i Danmark gennem de sidste tredive år.

Offentligt forbrug i forhold til privat (blå: løbende priser, orange: mængder)

Den blå kurve viser, hvor meget det offentlige forbrug fylder i forhold til det private målt i kroner og øre. Som det ses, har der – bortset fra konjunktursvingninger – været en jævnt stigende trend. Offentligt forbrug har fortrængt det private. Hvor der i 1980 blev brugt omkring 50 øre for hver krone i privat forbrug, er niveauet nu omkring 60 øre.

Men prøv at se engang på den orange kurve. Den viser, hvor meget det offentlige forbrug er vokset i forhold til det private målt i faste priser, dvs. i mængder. Der har været en del udsving siden begyndelsen af 80erne, men trenden er næsten flad. Målt i forbrugte mængder har det offentlige og det private forbrug bevæget sig nogenlunde i takt. Fortrængningen af privat forbrug i den blå kurve skyldes med andre ord, at det offentlige forbrug er blevet relativt dyrere, fordi produktiviteten ikke har fulgt med den private. Derfor har det været nødvendigt at ansætte flere og flere i den offentlige sektor.

Det hører med til historien, at Danmarks Statistik opgør det offentlige forbrug, så det forudsættes, at produktiviteten er konstant (man er dog begyndt også at udarbejde et output-baseret mål for det offentlige forbrug i de allerseneste år). Men det passer formentlig meget godt til virkeligheden.

Når Produktivitetskommissionen om kort tid kommer med sine forslag til at øge produktiviteten, er det derfor vigtigt, at der holdes et skarpt fokus på også at øge den offentlige produktivitet. Ellers er risikoen for en udtynding af den private sektors produktivitetsgevinst gennem fortrængning af privat beskæftigelse og skadevirkninger af højere skatter.

Der er grundlæggende to veje at gå for at tage hånd om problemet. Den ene er at øge den offentlige produktivitet. Det er ikke umuligt – selv om kommissionens forslag er noget uldne indtil videre. Let er det nu heller ikke. Den anden vej er at reducere omfanget af de opgaver, den offentlige sektor løser. Så kan ressourcerne koncentreres om de opgaver, der bliver tilbage. Det burde kunne lade sig gøre – i betragtning af at mere end 70 pct. af det offentlige forbrug (som Danmarks Statistik opgør det) forbruges af enkeltindivider. Der er ingen god økonomisk begrundelse for, at det offentlige leverer denne type forbrug.

Den ene vej udelukker ikke den anden. Og vigtigt: Begge dele vil kunne imødegå det politiske pres for større udgifter til offentligt forbrug. I det første tilfælde, fordi der fås mere for pengene. I det andet tilfælde, fordi der bliver frigjort ressourcer til de opgaver, som bliver tilbage, mens der kan forventes en produktivitetsgevinst ved de opgaver, som overlades til en private sektor.

Hvis det offentlige derimod fortsat skal det hele og prøver at holde udgifterne i ave med grønthøstermetoden, så kommer den politiske konkurrence før eller siden til at handle om ”mere velfærd”.

Driver iværksættere produktivitetsfremskridt?

For tre år siden gjorde Nicolai Foss og jeg et stykke forskning færdigt for Cepos. Papiret, der blev forsøgt latterliggjort af Erhvervsministeriet, viste at velfærdsstatsforhold tydeligvis underminerer folks incitamenter til at blive iværksættere. Det blev året efter publiceret i det videnskabelige tidsskrift Public Choice – et faktum jeg har hygget mig fint med, efter at være skreget ud som en elfenbenstårnsforsker og andet af Bendt Bendtsens lakajer.

Nu er Nicolai og jeg vendt tilbage til emnet og har spurgt os selv, om iværksætteraktivitet så har de konsekvenser, vi håber på. Teoretisk burde en større mængde af iværksættere en mere dynamisk, økonomisk udvikling. En væsentlig konsekvens af det ville være, at lande med mere aktivitet burde være klart mere produktive end lande med mindre aktivitet. Vi har sammenlignelige data fra 25 lande, arrangeret i seks femårs-perioder, for både mængden af iværksættere og total faktorproduktivitet.

Og der er ingen overraskelser i hovedhistorien! Svaret er ja, større iværksætteraktivitet fører til større produktivitet, og dermed i sidste ende større velstand. Vores resultater viser også, at afkastet af den marginale iværksætteraktivitet er større, jo højere skatter og større direkte offentlig intervention, der er i økonomien. Nicolai og jeg mener ikke, at det er overraskende – det vides fra tidligere studier, at disse forhold ødelægger meget aktivitet, så den der er tilbage, må nødvendigvis være ekstra produktiv. Alt i alt er det ikke just gode nyheder for tilhængere af velfærdsstaten (dvs. 95% af alle danske politikere). Hele papiret kan downloades i konferenceudgave her.

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑