Tag-arkiv: public choice

Demsetz, Hayek og statslig intervention

Mange mennesker hylder, at vestlige stater har taget drakoniske beslutninger og vist ’handlekraft’ de seneste måneder. Men på samme tid som de fleste stater har implementeret vidtrækkende ændringer i samfundet, har de fleste også vidst, at man fra starten næsten intet vidste om den egentlige, potentielle trussel – SARS-CoV-2-virussen – og at man under normale omstændigheder ikke bør stole på de fleste politikere. Denne noget absurde situation er velbeskrevet i den politisk-økonomiske faglitteratur, men ikke særligt bredt kendt.

Harold Demsetz beskrev allerede i 1969 et meget udbredt problem: Hvordan langt de fleste, der kritiserer den faktiskemåde, frie markeder virker, peger på statslige løsninger, men med en antagelse om at vi taler om den perfektestat. De sammenligner således faktiske markeder, med alle de fejl der kommer fra både markedsstruktur og menneskers almindelige fejlbarlighed, med ideelle stater, hvor politikere og embedsværk er alvidende, omnipotente og fuldstændigt uselviske. På trods af at denne slags sammenligning ville være indlysende absurd i andre forhold – f.eks. en sammenligning af ens ti kilo overvægtige kæreste med en Bond-pige – er den alligevel helt almindelig i politiske diskussioner. Den har siden Demsetzs arbejde været kendt som ’Nirvana-fejltagelsen’ (the Nirvana Fallacy). Den altid glimrende Stephen Davis forklarer den på pædagogisk vis i EA Magazine her. Davis understreger også, at en ikke ubetydelig del af økonomisk teori begår Nirvana-fejltagelsen – ikke mindst i public economics, hvor man helt typisk antager en benevolent, alvidende stat der ordner markedsfejl.

Mens konsekvenserne af politiske incitamenter – har beslutningstagerne overhovedet incitament til at prøve at gøre det rigtige, eller forsøger de bare at maksimere popularitet, stemmetal eller egen magt?  – er ekstremt velbeskrevne i public choice og politiske økonomi, er den anden del af Demsetzs problem, om de overhovedet har nok og tilstrækkeligt præcis viden til at ’ordne’ noget som helst. Det problem var centralt i Friedrich Hayeks arbejde, og hans Nobel-forelæsning havde netop titlen ’The Pretense of Knowledge’. Hayek understregede her en bestemt del af Demsetzs problem, idet han pegede på at der er mange ting, som politikere og centrale beslutningstagere hverken ved eller kan vide. Det er for eksempel praktisk umuligt for dem at kende forskellige virksomheders omkostningsstruktur – en pointe den senere Nobelprismodtager Jean Tirole arbejde videre med – og dermed også umuligt, at vide bare nogenlunde præcist, hvad konsekvenserne af skatte- og reguleringsændringer vil være. De kan heller ikke kende folks (i øvrigt meget forskellige) præferencer, og helt indlysende nok, er det umuligt for dem at vide, hvad der vil være ’fremtidens industrier’ eller om det er områder, som Danmark har nogen som helst kompetencer eller komparative fordele i. Som Hayek og hens mentor Ludwig von Mises understregede, gør de epistemiologiske problemer det helt umuligt for politikere at ’styre’ et lands udvikling positivt eller udvælge fremtidens industrier eller vindere.

I den nuværende situation, hvor viden om en virus dannes fra uge til uge, og ofte er relativt usikker, og hvor økonomiske nedlukninger og massiv politisk usikkerhed slår tusindvis af virksomheder og arbejdspladser ihjel, bør disse indsigter i komplekse forhold betyde, at man bør være ekstra ydmyg. Det gælder i helt særlig grad for centrale beslutningstagere! De ser i stedet ud til at være gået efter en situation, hvor de hjulpet af de fleste medier holder dele af befolkningen i panik, og dermed skaber sig selv manøvrerum til at tage ekstremt vidtgående beslutninger uden noget som helst vidensgrundlag.

Hvis man er mere interesseret i Hayeks indsigter i komplekse forhold, der er specielt relevante i dag, kan vi varmt anbefale the Institute of Economic Affairs webinar med King’s College’s fremragende professor Mark Pennington i morgen.

Social tillid og økonomisk velstand

Mange af os hungrer efter nyheder og input, der ikke handler om corona, nedlukning eller andet politisk nonsens. Det var derfor en ekstra stor fornøjelse, da jeg i mandags holdt et virtuelt seminar for Les Affranchis – Students for Liberty France. Det var oprindeligt meningen, at seminaret skulle have været afholdt almindeligt i Paris, i forbindelse med et besøg på la Sorbonne, men tvunget at omstændighederne gjorde vi det via Zoom.

Det betyder dog, at hele seminaret nu findes på gratis tilgængeligt YouTube. Vi tillader os derfor en lille bid skamløs selvpromovering i dag, ved at opfordre alle interesserede læsere med lidt tid tilovers, at se seminaret. Pga. nogle indledende, tekniske problemer starter selve seminaret omkring 6.45.

Sikrer demokrati og gode institutioner den personlige frihed?

Personlig frihed er ekstremt vigtig, og ikke mindst for tiden hvor politikere over hele verden bruger en nødsituation til at begrænse deres borgeres frihed og flytte magt til netop politikerne selv. I Danmark er forsamlingsfriheden og borgernes ret til at bevæge sig frit rundt også suspenderet, og forbuddet håndhæves i stigende grad af et ivrigt politi. Det er dog intet imod Ungarn, hvor Orbán-regimet har afskaffet resterne af landets demokrati, og i en lang række lande, hvor regeringerne indfører nødret, censurerer journalister og bruger virussen som påskud til at skrabe markante magtbeføjelser til sig (læs f.eks. her).

På den baggrund er det ekstra vigtigt at få mere viden om, hvor og under hvilke omstændigheder at borgeres ret til personlig frihed rent faktisk beskyttes. Mens der efterhånden er en vis litteratur om, hvorfor nogle lande har mere økonomisk frihed (se f.eks. Lawson, Murphy og Powells nye survey her), har der været forbavsende lidt empirisk forskning om emnet. Det retter ny forskning op på.

Mine altid interessante venner Niclas Berggren (IFN, Stockholm og VŠE, Prag) og Jerg Gutmann (Uni Hamburg) har set omhyggeligt på sammenhængen mellem domstole og retsvæseners stilling og borgernes de facto personlige frihed. Deres artikel, der nu er udkommet i European Journal of Law and Economics under titlen “Securing personal freedom through institutions: the role of electoral democracy and judicial independence” (og kan læses gratis), undersøger netop hvorfor borgernes faktiske frihed er så forskellig på tværs af 162 lande.

Resultaterne er både overraskende og ganske intuitive, når man kender public choice-litteraturen. Man hylder for eksempel ofte demokratiet for at skabe og beskytte vores personlige frihed, men Niclas og Jerg finder, at demokrati kun er forbundet med to forhold i deres mål for frihed: Forsamlingsfrihed og ytringsfrihed. Folks ret til at bevæge sig frit omkring, ret til privatliv og beskyttelse af deres liv og ejendom er derimod ikke bedre i demokratier, alt andet lige. Den centrale faktor viser sig derimod at være, hvor politisk uafhængige domstole og retsvæsener er. Denne sammenhæng er meget tydelig, som illustreret i nedenstående figur fra artiklen. Og som de to forskere kan pege på, er der en ganske lang række demokratier, hvor domstolene ikke er fri for politisk kontrol, mens der findes en håndfuld autokratier respekterer deres uafhængighed.

Disse generelle forhold, som viser sig i sammenligninger på tværs af verden, passer også på den danske andedam. Mens Danmark ganske tydeligt ikke har nogen særligt effektiv forfatningsbeskyttelse af borgernes ret til personlig frihed – nok er den omfattet af Grundloven, men coronaepidemien har demonstreret, at regeringen uden problemer kan tilsidesætte denne beskyttelse på ubestemt tid hvis det passer den – er de danske domstoles politiske uafhængighed central. Den uafhængighed kan man spore tilbage til enevælden, hvor selv oppositionslederen Otto Lehmann fremhævede den. Den kan også spores, med stor bekymring, i visse centraleuropæiske lande, hvor polske og ungarske regeringer har startet deres march mod autokrati med forsøg på at bringe retsvæsenet under omhyggelig politisk kontrol.

Helt overordnet demonstrerer den nye svensk-tyske forskning således igen, at mens demokrati har åbenlyse fordele – der ligger en meget væsentlig værdi i at borgerne har en vis medindflydelse – kan man ikke regne med, at demokratisk valgte regeringer tager gode beslutninger eller respekterer borgernes rettigheder. Det kræver, at der er institutioner udenfor politik der kan holde politikere nogenlunde ansvarlige og beskytte borgernes liv og ejendom. Borgernes mareridt (og politikernes paradis) er, når alt bliver politik.

Abstractet er her:

We investigate empirically how electoral democracy and judicial independence relate to personal freedom. While judicial independence is positively and robustly related to personal freedom in all its forms, electoral democracy displays a robust, positive relationship with only two out of seven types of personal freedom (freedom of association, assembly and civil society; freedom of expression and information). Interaction terms and more refined indicators of the political system reveal that countries without elections or with only one political party benefit more from judicial independence than both democracies and multi-party systems without free elections.

Lukkede grænser, handlekraft og anden policyidioti

Mens politikere og mange meningsdannere gentager, at vi bør ’stå sammen’, trække på samme hammel og være loyale overfor den nationale indsats, har både medier og opposition været forbløffende ukritiske. Det gør det endnu lettere for regeringen – både den danske og de fleste udenlandske – at lave markante policyfejl. Disse fejl kan både være klassiske public choice-fejl, når en politik der sælges som modspil til coronapandemien i virkeligheden er rettet mod at forbedre regeringens chancer ved det næste valg, og de kan være resultatet af simpel inkompetence. Ingen af delene kan afvises som forklaring på Mette Frederiksens politiske slingrekurs og mangel på faktisk strategi.

Måske den værste fejltagelse, som de fleste lande endda har begået, er at lukke grænserne mod nabolandene og dermed spærre deres egne borgere inde. Praktisk taget alle eksperter har afvist, at lukkede grænser hjælper på noget som helst. Når først smitten er i landet, kan man ikke lukke den ude eller bremse dens udvikling ved at holde udlændinge ude eller ens egne borgere inde. De lukkede grænser har ingen sundhedseffekt, men skaber blot et populistisk fængsel, der tillader politikere at demonstrere ’handlekraft.’

Rent umiddelbart giver det heller ingen mening, selv hvis man fejlagtigt skulle tro at en lukning ville forhindre en mere smitbar befolkning fra at komme til Danmark. Slesvig-Holsten syd for grænsen har i alt 88 døde (per 24. april). I forhold til de 2,9 millioner indbyggere i regionen er det langt færre end i Danmark, og meget tæt på det samme som i Region Sydjylland. Selv Hamborg, der ellers er Tysklands næststørste by og omtrent dobbelt så stor som København, har med 122 dødsfald et langt lavere relativt dødstal end Danmark. Det samme gælder på den anden side af Øresund, hvor 57 er døde i Skåne. Det er et noget lavere dødstal end i Danmark og en tredjedel af hovedstadens.

Som Clare Wenham (London School of Econonics) formulerede det overfor New York Times, er grænselukningerne ”a good political placebo. It’s going to make people feel safe,” men uden at have nogen faktisk sundhedseffekt. Som jeg understregede i Børsen i går, er det dog en ekstremt dyr placebo, særligt på langt sigt, da ”Enhver grænserestriktion gør landet fattigere og svækker forsyningssikkerheden.”

I en bredere forstand, er der en langt mindre skepsis overfor statslig styring for tiden. Nok er der behov for en vis inddæmning af coronavirussen for at indgå, at sundhedsvæsenet overbebyrdes – illustreret med den nu berømte ’grønne kurve’ – men danske politikere er gået noget længere. På et overordnet plan er der god grund til at advare, som Mark Littlewood fra Institute of Economic Affairs gjorde for et par uger siden, imod at mange borgere bliver forført af big government: At regeringen lover almoderlig beskyttelse og omhyggelig genåbningsstrategi. Strategien nægter statsministeren dog at forklare overfor nogen som helst udenfor regeringen, og selv Folketingets andre partiledere nægtes information eller planer. Den mest sandsynlige forklaring er, at Frederiksen ingen plan har (udover genvalg), men blot forsøger at opføre sig præsidentielt og undgå kritik eller politisk debat ved at undgå nogen form for klarhed. Det er den perfekte opskrift på endnu flere policyfejl og endnu større omkostninger.

Hvad ved vi og hvad kommunikeres

Flere tusinde danskere er smittede, 364 danskere er i skrivende stund døde med coronavirus, og medierne skriver om skrækindjagende trusler med eksempler fra bl.a. Italien og USA. Man hører også, bl.a. gennem medierne, historier om folk der ikke går udenfor deres dør uden fuldt ABC-udstyr. Jeg kender selv adskillige ordentlige, begavede mennesker, der næsten er gået i panik over situationen. På Christiansborg har regeringen fået en situation foræret, hvor den indtil fornylig kunne udvise handlekraft og give sig selv helt usete magtbeføjelser. Udover de politiske udfordringer, som vi tidligere har skrevet om her, er det centrale problem hvad vi som samfund faktisk ved om virussen. For at undgå panik og panikløsninger, er der behov for klar og troværdig information, men det eer ikke hvad borgerne får. De præcise tal, som statsministeren og sundhedsmyndighederne formidler med jævne mellemrum, og som både politikere og borgere bruger som basis for at danne en mening, ikke er hvad de udgiver sig for.

Læs resten

Public choice-indsigter er vigtige for tiden

Statsminister Mette Frederiksen får forbløffende høje ’approval ratings’ for tiden, og de fleste danskere synes stadig at mene, at hun har håndteret coronakrisen godt. Der er dog en stigende kritik af, hvordan det er sket og i særligt grad hendes stærkt autokratiske stil: Regeringen har taget beslutninger uden Folketinget og blot sendt dem til godkendelse hos de andre partier, har nægtet at dele information med dens Folketingskolleger og har på et helt generelt niveau helt undgået at forklare grundlaget for dens beslutninger. Som Martin Ågerup har understreget gentagne gange, sekunderet af bl.a. vores egen Otto Brøns-Petersen og den altid fremragende Peter Kurrild-Klitgaard, har regeringen ganske enkelt nægtet at dele dens overvejelser, konkrete grundlag for beslutninger, og dens strategi med resten af befolkningen. Spørgsmålet, der trænger sig på, er om regeringen overhovedet har en strategi, udover at vinde næste valg. Alligevel stoler mange danskere øjensynligt, at statsministeren uegennyttigt gør det bedste for Danmark. Er det en god vurdering? Her på stedet er svaret et utvetydigt nej, og det ville være samme svar, hvis vi havde haft en anden regering eller en anden statsminister. Grunden til svaret, som nok vil støde adskillige danskere, er at vi kender til den del af samfundsvidenskaberne, der kaldes public choice eller politisk økonomi.

En meget stor del af grundlaget for public choice er netop noget, de fleste danskere glemmer for tiden: Politikere er som mindst lige så egoistiske og uvidende som andre mennesker, og navigerer efter at gøre det bedste for dem selv og deres nærmeste. Der er endda gode grunde til at tro, at den politiske proces effektivt vælger politikere, der både er mere egoistiske – folk med stærke præferencer for at bestemme over andre – og mere tilbøjelige til at overvurdere egne evner og indsigter. Det er særligt farligt i tider som disse at glemme disse indsigter og tro, at politikere automatisk gør det bedste for samfundet og danskerne.

For interesserede læsere er den glimrende Eamonn Butlers letlæste introduktion til public choice fra EA Magazine (som altid er værd at læse og kan hentes her). I 2017 kørte vi her på punditokraterne vores første sommerserie om netop public choice. Introduktionen til serien er her, og indlæg i serien med særlig relevans for tiden er her, her og her. Vi opfordrer hermed vores læsere til at bruge nogle få minutter på at læse og tænke over disse indsigter og spørge sig selv, hvor vigtige de er for tiden.

80 år med Dronningen

Margrethe den anden af Danmark fylder 80 år i dag – et faktum som der næppe er mange danskere, der ikke er klar over. Dronningen bliver hyldet i dag, og med god grund. Hun har siden 1972 udfyldt sin rolle i de danske institutioner til topkarakterer, og ser ud til at have forberedt den næste generation omhyggeligt. Dronning Margrethe er med andre ord en dygtig udøver af et af verdens mærkeligste hverv.

I princippet er monarki en mærkværdig og ganske illiberal institution: Hvem kunne forestille sig at indføre en ordning i dag, hvor en enkelt familie får særstatus som kongefamilien, eller at en enkelt familie bliver pålagt de voldsomme pligter og restriktioner, som den lever med? Ingen af delene er konsistente med et princip om ligebehandling og lige rettigheder, og synes også helt udemokratisk. Det giver ingen mening, hvis man skal designe institutioner for et frit, rigt og velfungerende land.

Problemet for alle de principielle overvejelser er dog, at monarkiet virker! Der findes en lille og relativt ny forskningslitteratur, som dokumenterer flere konsekvenser af at have et monarki. Peter Kurrild-Klitgaard, den tidligere redacteur på denne blog, udgav for eksempel sammen med mig en artikel i 2014, der viste en helt bestemt type effekt: Store reformer har typisk omkostninger på kort sigt – virksomheder går fallit, folk bliver arbejdsløse osv. indtil de nye institutioner er etablerede og blevet forudsigelige – men disse omkostninger undgår monarkierne. Med andre ord er monarkier øjensynligt langt bedre til at håndtere store omvæltninger.

Mere overordnet peger nye forskning på, at monarkier helt generelt har bedre økonomier (læs her; med populære omtale  her). En del af forklaringen ligger sandsynligvis i, at monarkier også har væsentligt højere niveauer af social tillid (læs f.eks. her og her) og bedre institutionel kvalitet – dvs. bedre retsvæsener, lavere korruption og mere effektivt embedsværk. Der er også indikationer på, at monarkier har bedre credit ratings, alt andet lige, dvs. at de opfattes som mere troværdige lånere.

Mens det ikke vides, hvad der præcist ligger bag disse væsentlige forskelle, har vi en teori som passer godt på historiske eksempler: Monarker er særligt effektivt vetospillere. Dronning Margrethe er et glimrende eksempel på dette, da langt størstedelen af den danske befolkning tager hendes udmeldinger alvorligt. Hvis dronningen leverer et hint af kritik i nytårstalen, er det noget, Folketingets politikere bliver nødt til at overveje. Hun kan nemlig, ligesom sine kolleger i Storbritannien, Sverige eller Thailand, tale med en troværdighed og vægt, som selv de mest populære folkevalgte politikere kun kan drømme om. I 48 år han Margrethe navigeret denne rolle med en seriøsitet og ynde, som har skabt respekt langt udenfor grænserne. Så selvom man ikke kan stå med tusinder af andre danskere ved Amalienborg, skal der lyde en stor tak for dronningens bidrag til at gøre Danmark en smule rigere, friere og venligere.

Misbrug af magt – en opdatering

Vi skrev forleden om, hvordan mange regeringers reaktioner på coronavirussen bryder med grundlæggende rettigheder og indebærer en risiko for demokrati og magtens tredeling. Den udvikling er fortsat siden da, og stadigt flere lande har erklæret nødret. Det gælder en tredjedel af verdens autokratier – 26 lande – og 70 demokratier – 53 % af verdens politisk frie samfund. Stefan Voigt (Universität Hamburg) har i Berlingske Tidende advaret om den potentielle misbrug af nødret og de facto undtagelsestilstande, baseret på hvad vi efterhånden ved fra andre nødsituationer.

På samme måde, og med mange af de samme bekymringer, advarede Garry Kasparov også fornylig, at misbruget af situationen til at indføre endnu mere kontrol og overvågning af borgerne ikke er begrænset til autokratier. Kasparovs måske vigtigste konklusion i artiklen er, at ”Power that is given to the government in an emergency is rarely returned without a fight.” Den bekymring gælder også i Danmark, hvor statsministerens sult efter større magtbeføjelser og brug af hastelovgivning kun langsomt er ved at blive hegnet ind af en sløv og forbløffende inaktiv opposition. De problemer, og vores mere overordnede viden om nødret, tog den glimrende Jonas Herby og jeg en snak om i sidste uge. Det blev til et interessant interview (hvis jeg skal sige det selv), som interesserede læsere kan høre her.

Som supplement til interviewet og artiklerne, bringer vi her konkrete indikationer på, hvor stort problemet er. I den først figur har vi opdateret vores data – som skal bruges i ny forskning med Stefan Voigt og Jacob Mchangama (Justitia) – der viser hvor stor en andel af verdens demokratier og autokratier, der formelt har erklæret nødret. Figuren illustrerer en såkaldt ’hazard rate’, dvs. hvor stor sandsynligheden er for at man har erklæret nødret som funktion af, hvor lang tid der er gået siden det første sygdomstilfælde blev opdaget i landet.

Dagens anden figur er baseret på data fra en organisation, der er begyndt at opgøre antallet af indgreb og overgreb mod journalister som reaktion på dækning af coronavirussen. Opgørelsen starter den 18. marts, og viser ganske klart to ting: Først hvordan antallet af overgreb stadig vokser, og for det andet, at demokratier ikke er specielt anderledes end autokratier. En række andre indikationer peger også på, at regeringer verden over i stigende grad bruger dekreter i stedet for lovgivning, der er gået igennem en almindelig politisk proces.

Dagens pointe er således stærkt bekymrende: Coronapanikken har givet politikere verden over langt større manøvrerum, og jo mere vi ved om forløbet, jo mere kan vi se hvordan de misbruger de midler, de har. Politikere skal ligesom hunde holdes i kort snor, og snoren må gerne være ekstra kort, jo mere de opfatter trusler, der skal snappes efter.

Corona og frihed – en advarsel

Mens de fleste borgere er bekymrede for sundhedskonsekvenserne af coronavirussen, er flere begyndt at se andre problemer. Den danske regering har f.eks. af to omgange barslet med lovforslag, som ville give sundhedsmyndighederne adgang til folks bolig uden dommerkendelse. Ude i verden er der en lang række eksempler på den samme slags adfærd, og det der er værre. Min gode kollega Stefan Voigt (Universität Hamburg) og jeg har derfor i dag en kronik i Berlingske Tidende. Vi dokumenterer der de mange indikationer, og de bekymringer man bør have når man ser på, hvad vi ellers ved om nødret og lignende situationer. Problemerne rækker fra Ungarn, der effektivt har sluppet de sidste rester af retsstaten og det ungarske demokrati over en forfatningskrise i Israel til en lang række andre eksempler på, hvor ivrige politikere er efter at give sig selv ekstra magtbeføjelser for tiden.

En del af dette problem er, at mange regeringers respons på coronavirussen nu også truer presse- og ytringsfriheden. Eurozine dokumenterer situationen, som også kan ses på deres figur nedenfor. Jacob Mchangama havde et glimrende indlæg i Berlingske i går, hvor han kalder situationen en ’global censurepidemi.’ Som Jacob helt korrekt peger på i indlægget, er der absolut ingen grund til at tro, at restriktioner i folks ytrings- eller pressefrihed på nogen måde kan hjælpe myndigheder eller andre med at håndtere en epidemi. Der er tværtimod brug for, at der er så fri flow af information til både almindelige borgere, men også forskere og andre eksperter, så man bedst og hurtigst lærer af situationen og dens udvikling.

Det er dog et problem, man også kender fra menneskeskabte ulykker som bl.a. terrortrusler og -angreb. Stefan Voigt og jeg har set på problemet i et par nye artikler i Journal of Conflict Resolution og Public Choice, hvor vi dokumenterer, at regeringer meget ofte reagerer på terrorisme med reduktioner i pressefriheden og generel repression. Det gælder også demokratier som det danske, og i denne type situation beskytter forfatningen overhovedet ikke borgerne. Der er derfor grund til at være bekymret – og al mulig grund til, at journalister i Danmark og andre lande dukker op af deres regeringsvenlige coronatåge – og følge skeptisk med i, hvad vores regeringer finder på i disse uger. Og som Robert Higgs har understreget gentagne gange, skal vi blive ved med at være det. Ellers ender krisetiltagene og de ekstra magtbeføjelser med at blive permanent politik efter virussen er forduftet.

Brug og misbrug af nødret for tiden

Mens coronasituationen har været dybt frustrerende for mange af os, og næsten helt har ødelagt konferencesæsonen for public choice-miljøet, arbejder de fleste af os naturligvis videre. Min gode kollega Stefan Voigt og jeg er for eksempel begyndt at følge brugen af nødret i den såkaldte kamp mod corona. Baggrunden er, som opmærksomme læsere måske ved, at vi har et fælles projekt omkring netop forfatningsmæssig regulering af nødret, som har kørt cirka fem år. I projektet, som måske bedst kan kaldes the political economy of emergency constitutions, har vi udviklet mål for, hvordan nødreguleringerne ser ud og hvornår lande erklærer nødret, ligesom vi har set på konsekvenserne af at gøre det. Interesserede læsere kan læse videre om målene her (ungated version her). Vores arbejde om terror og nødret er her; andre bidder af projektet her og her.

Læs resten

Cancelled conference papers: Does economic freedom affect greenhouse gas emissions?

The third installment in our series about cancelled conference papers is about a paper that I was supposed to present at both the Public Choice Society meeting in Newport Beach and the annual conference of the Association for Private Enterprise Education in Las Vegas. The paper deals with the important question of how best to achieve a reduction in greenhouse gas emissions.

The background for the question is quite obvious: Most Western countries have committed themselves to reducing the emissions of CO2 the coming years. Some, including the new leftwing government in Denmark, are operating with an official goal of a 70 percent reduction with a relatively short period of time. In most of those countries, the plan is very clearly to ‘steer’ the market in the right direction with government control and elements of a planned economy. However, no one really knows how effective such solutions are, and our experiences with this type of approach to solve other problems are not uplifting.

In the paper “Economic Freedom and the CO2 Kuznets Curve”, which can be downloaded under Current Research on my homepage, I try to tackle the issue in a new way. A main point of the paper is that different theoretical considerations will lead one in very different directions. One doesn’t have to accept bizarre Marxist ideas or Mariana Mazzucato’s influential, but horrendous claims about innovation to realize that there are valid arguments for and against the effectiveness of government control. However, one thing is clear: The more weight one places on the type of political incentive problems so abundantly documented by the public choice school since the early 1960s, or the more weight one places on the importance of epistemic problems as emphasized in the Austrian tradition, the more one is likely to reach an unambiguous conclusion. A series of arguments from these two traditions indicate that a low emissions transition occurs faster and more efficiently in a free market economy. On the other hand, the more one believes in the importance of classical externality problems and issues of discounting, the more one will lean towards the opposite conclusion.

It therefore depends on ones theoretical priors if one believes that economic freedom will help or hinder a transition towards lower greenhouse gas emissions. As such, which kinds of arguments are more likely in the real world is an empirical question. Part of the paper is therefore a formal econometric test of the effects of economic freedom in the emissions of CO2 and other greenhouse gases. Yet, instead of exploring linear effects of economic freedom as in most other studies, I estimate an ‘environmental Kuznets Curve’, which allows me to say something about the likely shape and timing of the transition.

Figure 1 illustrates the main conclusion of the paper. I plot the development between 1990 and 2015 for four groups of countries: The 25 % with the least economic freedom, the two middle groups, and the 25 % with the most economic freedom. The figure makes it very clear that the most free countries have reduced their emissions much more than any other group while the second-freest countries have increased them. However, the reason for this apparently strange result is obvious: the third group consists of  relatively successful middle-income countries with particularly high growth rates.

Another way of illustrating the overall conclusions is to plot the Kuznets Curves implied by the estimates. I do so in Figure 2, which shows the estimated environmental Kuznets Curve for countries at the 10th and 90th decile of the distribution of economic freedom. Put another way: These are the Kuznets Curves for countries with very little economic freedom and countries with as much economic freedom as places such as Northern Europe, Australia and Canada. The more a country’s economic policies and institutions are consistent with an ideal of economic freedom, the earlier does the transition begin and the faster it is. The ‘best’ estimates suggest that for overall greenhouse gas emissions, the implied turning point – the level of economic development at which emissions begin to fall – occurs around a real GDP per capita of 25,000 USD.

In other words, markets without excessive government control and interference create sufficient innovation and incentivize firms and individuals to use resource-saving technology to such a degree that emissions begin to fall when people are about as rich as in Malaysia. If the political establishment typically tries to control the economy, it may never occur. If politicians and other political actors are truly interested in reducing greenhouse gas emissions in the future, they will do best by keeping their hands off the economy. Whether that is in their political interest is an entirely different question.

Cancelled conference papers: Does Globalization Cause Populism?

As avid readers will know, we recently started a cancellation series – a series about papers that would have been presented at the cancelled public choice and political economy conferences this spring. Our second installment is about a new paper by Andreas Bergh and Anders Gustafsson. The rest of the text today is directly from Andreas.

We start by citing Francis Fukuyama:

I concur with the commonplace judgement that the rise of populism has been triggered by globalization and the consequent massive increase in inequality in many rich countries.

We believe that Fukuyama is right in his description of the “commonplace judgment”, and there are some papers that seemingly support that view, such as the Importing Political Polarization paper by Autor et al. These papers typically identify clear causal effects, such as rising trade with China leading to lower employment in US manufacturing and that districts exposed to larger increases in import penetration elected politically more extreme political candidates.

It is, however, a big step to jump from these partial effects to the conclusion that populism has been triggered by globalization. Trade with China may have had more beneficial consequences elsewhere in the US economy, and economic globalization is more than just trade with China. Similar points have also been made by Paul Krugman in a comment on the Autor papers.

One might also worry that papers that identify interesting effects of economic globalization are more likely to be published, while papers with imprecisely estimated zero-effects might not even be completed and/or submitted.

Our working paper checks if there is a pattern across countries such that populist parties have grown more in countries where globalization has increased more. We do so using the KOF globalization index and the compilation of election results for populist parties in Europe produced by Swedish thinktank Timbro. The compilation covers 33 European countries (included when they become politically free) during the period 1980-2018).

As it turns out, the commonplace judgement alluded to by Fukuyama is not visible to the eye when comparing increases in populist parties’ vote shares and increases in globalization over different time periods:

A nice feature of Timbro’s compilation is the separation of populist parties into right-wing and left-wing populism. Dividing data into 4-year intervals and running regressions using KOF’s measure of economic globalization de facto (that combines trade in goods, services and trade partner diversity with financial globalization) and right-wing populist vote shares with country and time fixed effects reveals no significant correlation between the two . The reason is, however, that EU-countries have more economic globalization and also more right-wing populism. Once EU-membership is controlled for, there is no positive association between economic globalization and right-wing populism. Here is what the fixed effect panel regression with right-wing populist vote shares as dependent variable looks like:

In the paper, we show results also for left-wing populist parties (typically smaller in more globalized countries), random effects instead of country fixed effects (almost identical results) and other types of globalization. The main result is always that once EU-membership is controlled for, more globalized countries if anything have slightly smaller populist parties.

Note also that income inequality (measured using the Gini-coefficient for disposable income taken from Swiid) is typically negatively associated with populism.

Needless to say, these are only correlation. But even if Fukuyama is right that income inequality somehow causes populism, it seems that countries with more inequality for other reasons still end up with less populism on average.

Finally, the fact that EU-membership is associated with about 7 percentage points bigger right-wing populist parties is pretty interesting. It suggests that the European Union does not fully succeed in promoting its official goals (among which we find tolerance, inclusion, justice, non-discrimination as well as social and territorial cohesion and solidarity). The EU-effect is very much in line with a pattern recently noted by Dani Rodrik, that right-wing populists in Europe portray the EU and the elites in Brussels as their enemy, not free trade.

Cancelled conference papers: Trust and Growth Patterns

The conference season this spring is among the many activities killed by the corona panic. A large number of scientific conferences have had to be cancelled because people aren’t allowed to travel anymore. Those cancellations have the unfortunate effect that many research efforts have come to a screeching halt, and many of us now have leftover papers and presentations. We’ll either never get any feedback on those papers or we’ll have to postpone them to potential events in the autumn. We’re also going to lack the inspiration that we usually get from watching colleagues presenting their new papers and interacting with them in person at conferences. It makes one wonder if it is possible to avoid a research recession similar to the coming economic recession.

However, the problems need not keep one from presenting research in one or the other form even though it cannot occur in the usual way. Perhaps one can even make a tiny difference on this blog? We’re therefore making an attempt with a short ‘cancellation series’ about new research. We’ll begin with the paper ”Social Trust and Patterns of Growth”, which I was supposed to present at the annual meetings of the European Public Choice Society; interested readers can find the full paper here.

The background of the paper is a literature that has emerged since the mid-1990s. After Steve Knack and Phil Keefer’s seminal paper from 1997, which kickstarted a literature that I surveyed a couple of years ago in an Oxford Handbook, a growing number of studies document that social trust – the degree of trust people typically have in fellow citizens they don’t know – is an important determinant of long-run economic growth. Yet, which element or elements of growth are affected by trust remains an open question.

I therefore ask in ”Social Trust and Patterns of Growth” just how trust affects long-run growth. I start with Solow and Swan’s basic observation that economic growth derives from two separate types of sources: factor accumulation and factor productivity. Growth caused by accumulation implies that people work longer hours, that more people work, that they have more physical capital – machinery, buildings etc. – to work with, and that they have more human capital (i.e. they are better educated). Growth caused by productivity improvements and innovation implies that the economy creates more value with the use of fewer resources. The theoretical problem is that all of those elements could in principle be affected by social trust. Several papers by, e.g., Paul Zak and Steve Knack and Jacob Dearmon and Robin Grier find that trust is associated with more investments in physical as well as human capital, Philippe Aghion, Yann Algan, Pierre Cahuc and Andrei Shleifer emphasize that higher levels of trust are associated with easier regulation – and if that also implies that labour markets are less regulated, it will increase employment – while Semih Akçomak and Hanna Müller-Zick as well as my own work with Pierre-Guillaume Méon suggest that trust affects innovative activity and productivity development. The literature therefore makes it very difficult to claim anything about which channel is more affected by trust.

The empirical clue of the paper is that available data in the Penn World Tables actually allow one to perform what is known as a Solow decomposition of long-run growth in 64 countries. That implies that we know approximately how much each component – employment, human capital, investments and productivity – affect growth, and we can estimate the degree to which each component is affected by social trust. In other words, it is possible for a sample of 64 countries not only to asses how much trust affects the growth rate, but also how it affects the pattern of growth. I do so in non-overlapping five-year periods back to 1977.

The results of doing so are surprisingly clear: A trust difference of one standard deviation – approximately the difference between France and Germany (or, interestingly, between the Italian regions of Sicily and Veneto= – yields approximately a 20 percent faster growth rate of productivity, which implies a 10 percent faster growth rate in real GDP per capita. Conversely, it turns out that other growth elements – those associated with factor accumulation – are not robustly affected by social trust.

The answer to the basic question of the paper, which I cannot present and my colleagues cannot see under normal circumstances these days, is that high-trust countries typically exhibit growth patterns in which long-run growth is driven by productivity improvements. It also implies that high-trust societies will typically be ahead of the rest of the world in terms of productivity – although low-trust countries will still copy their advances at some point in time – and permanently be better at using the resources they have at their disposal.

Det offentlige forbrug går kun i beskeden grad til kerneydelser

Meget lidt tyder på, at den offentlige sektor øger den private produktivitet. Det skrev Christian om for nylig, baseret på tal for lønningerne i den offentlige og den private sektor. 

Hvordan kan det egentlig være? Ifølge teorien om, hvad den offentlige sektor burde beskæftige sig med, kunne man forvente en positiv effekt.

Læs resten

Terror og handelsbarrierer

Hvad sker der politisk efter terrorangreb? Det spørgsmål er der en række forskningsstudier, der har undersøgt de senere år. Flere studier, inklusive et par af mine nye med Stefan Voigt (Uni Hamburg), har fundet belæg for, at der ikke blot indføres mere lovgivning direkte rettet mod terror, men også en række andre forhold. Det gælder ikke mindst, at en række regimer har indskrænket ytringsfriheden og givet staten større beføjelser udenfor nødsituationer. Det er et åbent spørgsmål – omend enkelte nye studier giver nye svar – om disse tiltag overhovedet har en virkning på terrortruslen.

Der kan for eksempel være en række utilsigtede konsekvenser af de politiske reaktioner på terror, ligesom politikere også kan bruge terrorbekæmpelse som påskud for at indføre andre typer politik, de ikke under almindelige omstændigheder kan snige forbi vælgerne eller andre partier. Ved den lige overståede PEDD-konference i Münster gav Daniel Meierrieks fra WZB i Berlin et eksempel på dette problem.

Meierrieks har sammen med Friedrich Schneider (Uni Linz) undersøgt, om terrorisme fører til ændringer i et lands handelspolitik. Deres ærinder er ikke at se, om terrorisme påvirker landes handel med hinanden, men derimod at se efter politiske reaktion. Og deres resultater er ret entydige: Flere terrorangreb fører til højere handelsbarrierer.

Spørgsmålet er derfor, hvorfor terrorangreb fører til højere faktiske barrierer for international handel? Det er et spørgsmål, Meierrieks og Schneider ikke kan svare direkte på. De kan blot notere, at der er en række muligheder. For det første er der muligheden, at en terrortrussel bliver opfattet som en ekstra omkostning ved at handle med et land, da der er en (meget lille) risiko for at ens varer eller ansatte bliver fanget i terroren. For det andet er det en mulighed, at virksomheder i landet bruger flere ressourcer på at checke importvarer, hvilket også vil udgøre en form for teknisk handelsbarriere. Og for det tredje kan man politisk have indført strammere regulering af handlede varer, hvilket i sig selv er en teknisk handelsbarriere, der ofte er ganske effektiv.

Det er som sagt dog også en mulighed, at politikere misbruger situationer som terrorangreb til at gennemføre særinteressepolitik. Begivenheder som terrorangreb er ideelle til at snige politik under radaren, når alle andres opmærksomhed – ofte inklusive oppositionspolitikeres – er fast rettet mod et andet sted. Derfor rejser Meierrieks og Schneider således også spørgsmålet, om den øgede protektionisme simpelthen er et udtryk for almindelig særinteressepolitik, der sniges igennem under ualmindelige omstændigheder. Hvis det er forklaringen, er det ekstra spørgsmål, om oppositionen og vælgerne vælger at være ukritiske, når der ser ud til at være trusler mod staten?

PEDD 2020

Konferencesæsonen for forskere med interesse i public choice og politisk økonomi er så småt ved at gå i gang, og her til morgen (torsdag) er jeg derfor på vej til Münster i Tyskland. Formålet er den fjerde udgave af The Political Economy of Democracy and Dictatorship (PEDD). Konference er ved at blive et samlingspunkt for public choice-forskere med en særlig interesse i ikke-demokratiske regimer, og tegner også i år til at blive meget interessant. Nogle få af de virkeligt lovende præsentation i programmet er her:

Andreas Kammerlander (Uni Freiburg) kommer med papiret “Economic growth and pollution in different political regimes” hvor han bl.a. spørger, om demokratier faktisk forurener mindre. På samme session er præsentationer af Christoph Dörffel (Friedrich-Schiller-University Jena) og Johannes Blum (Ifo), der henholdsvis undersøger om demokratier er bedre til fattigdomsbekæmpelse, og om de bruger flere – og mere effektive – penge på sundhed. PEDD-konferencen er således et af de steder, man frit kan diskutere, om konsekvenserne af demokrati altid står mål med folks forventninger.

Den altid interessante Lena Gerling (Uni Münster) skal præsentere nyt arbejde om hvorvidt populisme smitter – om flere vælgere stemmer populistisk, når de ved at andre også er begyndt at gøre det – og Lenas papir bliver diskuteret af den meget dygtige Laura Diniz Penteado de Barros fra Göttingen. Nogle gange kan diskussionerne bliver lige så interessante som selve papiret. Senere samme dag har jeg fornøjelsen af at diskutere min ven Steve Gohmanns (University of Louisville) nye ”The relationship between coups and employment.” Steve underøger, om kup ændrer på beskæftigelsesstrukturen i en økonomi – et helt nyt spørgsmål – og jeg ser meget frem til diskussionen. Det samme gælder danskeren Jacob Nyrups (University of Oxford) ”The myth of the benevolent autocrat? Internal constraints, external constraints, and economic development in autocracies” og Roger Congletons (West Virginia University) plenary talk om “Why rational choice politics needs ethics.”

Der er dog sjældent en konferencetur uden at man selv skal præsentere ny forskning. Fredag eftermiddag er jeg derfor i skudlinjen, når jeg præsenterer ”Good coups, bad coups,” som er skrevet sammen med førnævnte Lena Gerling og min jævnlige medforfatter Stefan Voigt (Uni Hamburg). Papiret er et forsøg på at undersøge, hvor ofte statskup ender med ’gode’ konsekvenser, og hvornår det sker. Vi arbejder stadig på sagen, og præsentationen er absolut en første version, men der er fremskridt. Vi kan for eksempel ret klart identificere ’gode’ kup: Det gælder for eksempel kup i den Dominikanske Republik i 1963, Grækenland i 1973 og Paraguay i 1989, der alle førte til genindførsel af demokratiet efter perioder med diktatur. Vi kan også vise, at de gode konsekvenser faktisk skyldes kuppet, men præcist hvad der fører til, at de er gode, er derimod stadig ret usikkert.

Under alle omstændigheder følger der mere om PEDD senere på ugen. Skulle nogen i mellemtiden være interesserede i, hvad der foregår, er hele konferenceprogrammet tilgængeligt her. Det samme gælder den noget større, årlige konference i the Public Choice Society, som ruller af stablen om to uger; programmet er her. Skulle en læser eller to være særligt interesseret i et bestemt papir, tager vi gerne mod forslag.

Forhindrer ytringsbegrænsninger faktisk terror? Nej

Mange politikere, omend kun relativt få i Danmark, påstår at man bliver nødt til at begrænse ytringsfriheden for at undgå terrorisme. Spanien har således siden en lovændring i 2015 forbudt ytringer, der ”forherliger terrorisme” eller ”ydmyger terrorismens ofre.” Den spanske lovgivning, og så vidt kan ses også de spanske domstoles praksis, lægger sig således op ad lignende lovgivning i bl.a. Rusland og adskillige andre diktaturer. Danmark har foreløbig holdt stand og forsvaret ytringsfriheden, også selvom politikere fra begge sider af Folketinget advarer imod såkaldt uansvarlige eller uigennemtænkte ytringer.

Læs resten

Offentlig versus privat produktivitet

Et af de mest populære politiske argumenter, som vi ikke abonnerer på her på stedet, er at den offentlige sektor ’hjælper’ den private og gør den mere produktiv. En række studier peger for eksempel på, at en større offentlig sektor er forbundet med lavere økonomisk vækst. Hvis den offentlige sektor typisk hjalp eller komplementerede den private, burde man se det modsatte, men som Magnus Henrekson og Andreas Bergh har vist i to fine oversigtsartikler (se her og her), peger evidensen i vestlige lande klart på et minus. Er man interesseret i fortsat økonomisk udvikling, er en stor offentlig sektor en klods om samfundets ben.

Læs resten

Tillid og syn på globalisering

Globalisering er en proces, der ofte lægges for had. For 20 år siden huserede Attac-bevægelsen i Europa, der overbeviste mange om truslen fra international handel og investeringsadfærd, men også affødte også reaktioner som det danske mod-attac (der bl.a. dengang talte Niels Westy, Martin Ågerup og undertegnede). Opfattelsen af globalisering er også et af de forhold, der i høj grad deler europæiske befolkninger og politikere, og hvor Danmark er blandt de absolut mest positive. Derimod er det ikke et spørgsmål, der deler nationaløkonomer: Vi har vidst siden Ricardos arbejde for snart 203 år siden, at frihandel og frie internationale investeringsflows er økonomisk gavnlige. Der ser også ud til at være en række positive bivirkninger (som vi sandsynligvis dækker til sommer), så hvorfor er forskellige befolkninger så uenige om emnet?

Dagens spørgsmål er, om befolkningers syn på globalisering følger deres syn på andre mennesker. Spørgsmålet er ikke taget ud af den blå luft, men er i virkeligheden ganske logisk: Globalisering indebærer flere interaktioner – mere handel og flere investeringer – med folk, der er anderledes end en selv, og som på flere plan er ’fremmede’. Har man generelt et positivt syn på andre mennesker og stoler på dem, er det svært at se, at friere handel skulle udgøre en trussel. Er man derimod misantrop og stoler kun på sine nærmeste, er næsten al interaktion – som Edward Banfield skrev så fremragende om – med andre mennesker en trussel.

Vi gør det i tre simple figurer, hvor vi bruger to af EuroBarometer-undersøgelserne. I den første figur er folk blevet spurgt, om globalisering er til gavn for virksomheder fra ens land. I nummer to er spørgsmålet, om respondenterne har gavn af import fra lande udenfor EU, og i den tredje er spørgsmålet, om folk mener at handelsaftalerne med Canada, Japan og Mexico har været til deres gavn for deres land. I alle tre figurer er de vestlige lande markeret med sort, mens de tidligere kommunistiske lande er markeret med rødt. Alle tre figurer viser sammenhængen mellem spørgsmålene og landets grad af social tillid, målt på standardmåden ved procentdelen af befolkningen, der i spørgeskemaer mener, at man kan stole på de fleste mennesker.

Det generelle billede er ganske klart. I den første figur er korrelation mellem tillidsmålet og opfattelsen af, at globalisering er til gavn 0,02 i tidligere kommunistiske lande, men hele 0,78 i resten af Europa. Måske er nulsammenhængen i Central- og Østeuropa ikke så mærkelig, når man påtænker hvad der sker, når game statslige virksomheder i kommunistiske lande kastes ud i moderne international konkurrence.

I de to andre spørgsmål er begge grupper dog relativt ens. Spørger man, om folk har gavn af import fra lande udenfor EU, er korrelationerne 0,39 og 0,77, mens de er 0,49 og 0,87 når man spørger, om folk mener at handelsaftalerne med Canada, Japan og Mexico har været til deres gavn. På tværs af spørgsmål ser man således det samme generelle billede.

Man skal naturligvis være påpasselig med at tolke simple plots fra nationale spørgeskemaundersøgelser. Mine glimrende kolleger Ina Jäkel og Marcel Smolka har for eksempel vist (læs her), hvordan præferencer for handelspolitik også drives af folks og landes komparative fordele. De tre figurer her giver dog en ganske klar indikation om, at folks præferencer for international handel og konkurrence muligvis også afhænger af deres basale menneskesyn. Den ene forklaring udelukker ikke den anden, mens forskellen i tillidskultur matcher hvad vi ved om EU-landes præferencer for, hvordan EU’s fælles handelspolitik burde se ud.

Paven, jøder og inklusiv vækst

Hvad i alverden har paven, jøderne og inklusiv vækst med hinanden at gøre? Svaret er, at alle tre emner blev dækket på fredagens danske public choice workshop! Fra klokken 11 om formiddagen til 18.15 om aftenen kunne et talrigt publikum i København for eksempel høre, hvordan graden af økonomisk frihed og antisemitisme hænger sammen, om pavebesøg får lande til at opføre sig pænere, om hvis danskeres tillid til myndighederne faldt efter Stein Bagger-skandalen, om hvornår danske kommuner outsourcer, og om demokratier har mere ’inklusiv’ vækst end autokratier. Alt i alt bød workshoppen på 18 præsentationer om 18 forskellige emner. Her er tre af dem.

Jerg Gutmann fra universitetet i Hamborg startede workshoppen med sit papir ” Pacem in Terris: Are papal visits good news for human rights?” Jerg har set på, om pavebesøg fører til, at lande undertrykker mindre end ellers. Hans meget interessante og underholdende præsentation viste, at svaret er en slags ja: I perioden op til et pavebesøg falder den generelle grad af undertrykkelse, men den vender tilbage på det ’normale’ niveau i det øjeblik, paven er taget hjem. Den gode effekt af et pavebesøg er således fuldstændigt midlertidig. Jerg viste dog også, at Vatikanet udvælger de steder, paven skal besøge, på en meget strategisk måde. Det er ikke tilfældigt, hvor han tager hen, og de regimer han besøger, er typisk mere følsomme overfor kritik end andre. Jerg præsenterede endda indikationer på, at det også er strategisk, hvem der bliver helgengjort.

Sidst på dagen præsenterede den altid glimrende Niclas Berggren (IFN, Stockholm) en meget anden historie. Han og Therese Nilsson (Lunds universitet) har brugt en helt ny spørgeundersøgelse til at undersøge, i hvor høj grad økonomisk frihed påvirker, hvor antisemitiske folk er i forskellige lande. Deres første fund er ikke overraskende: Lande med bedre og mere politisk uafhængige retsvæsener har mindre antisemitiske befolkninger. De finder dog også klare indikationer på, at relativt fattige lande der er mere åbne for handel og investeringer, er mere antisemitiske. Niclas forklarede hvordan sammenhængen muligvis kan skyldes, at i disse lande er åben handel, investeringer og økonomisk aktivitet forbundet med myter om jødisk global kapitalisme osv. Øger man handelen, øger man således også en aktivitet som folk tror har at gøre med mistænkelig jødisk konspiration. Forklaringen er naturligvis rendyrket nonsens i virkeligheden, men som Niclas viste fra starten, er det en vrangforestilling, som man kan genfinde i en nærmest enorm mængde ældre litteratur.

Midt på dagen dækkede Sigrid Koob (PhD-studerende på CBS) spørgsmålet om, hvorvidt økonomisk vækst i demokratier er mere ’inklusiv’. Begrebet dækker over en situation, hvor vækst er ledsaget af mindre ulighed – dvs. at de fattiges indkomsts vokser hurtigere end de riges. Med brug af data fra V-Dem-projektet viste Sigrid, at der muligvis er noget om snakken, da vækst i demokratier også ser ud til at føre til mindre ulighed. Hendes estimater viste dog også, at effekten er meget lille, og nok så lille, at den reelt er ligegyldig. Sigrid papir er interessant, men har som mange andre ved workshoppen brug for mere arbejde.

Det er dog også en af grundene til, at man præsenterer sit nye arbejde i en så venlig forsamling som den danske public choice workshop. Det giver næppe meget mening at præsentere noget, der er helt færdigt. Formålet er at prøve idéer af, få indikationer om hvad man kan gøre mere, og for nogle også at testkøre deres præsentationer før forårets internationale konferencer. Og som bivirkning får vi andre indsigt i, hvad nogle af Danmarks, Sveriges og Tysklands dygtige forskere indenfor public choice og politisk økonomi går og laver for tiden.