Tag: public choice (side 1 af 12)

Corona og frihed – en advarsel

Mens de fleste borgere er bekymrede for sundhedskonsekvenserne af coronavirussen, er flere begyndt at se andre problemer. Den danske regering har f.eks. af to omgange barslet med lovforslag, som ville give sundhedsmyndighederne adgang til folks bolig uden dommerkendelse. Ude i verden er der en lang række eksempler på den samme slags adfærd, og det der er værre. Min gode kollega Stefan Voigt (Universität Hamburg) og jeg har derfor i dag en kronik i Berlingske Tidende. Vi dokumenterer der de mange indikationer, og de bekymringer man bør have når man ser på, hvad vi ellers ved om nødret og lignende situationer. Problemerne rækker fra Ungarn, der effektivt har sluppet de sidste rester af retsstaten og det ungarske demokrati over en forfatningskrise i Israel til en lang række andre eksempler på, hvor ivrige politikere er efter at give sig selv ekstra magtbeføjelser for tiden.

En del af dette problem er, at mange regeringers respons på coronavirussen nu også truer presse- og ytringsfriheden. Eurozine dokumenterer situationen, som også kan ses på deres figur nedenfor. Jacob Mchangama havde et glimrende indlæg i Berlingske i går, hvor han kalder situationen en ’global censurepidemi.’ Som Jacob helt korrekt peger på i indlægget, er der absolut ingen grund til at tro, at restriktioner i folks ytrings- eller pressefrihed på nogen måde kan hjælpe myndigheder eller andre med at håndtere en epidemi. Der er tværtimod brug for, at der er så fri flow af information til både almindelige borgere, men også forskere og andre eksperter, så man bedst og hurtigst lærer af situationen og dens udvikling.

Det er dog et problem, man også kender fra menneskeskabte ulykker som bl.a. terrortrusler og -angreb. Stefan Voigt og jeg har set på problemet i et par nye artikler i Journal of Conflict Resolution og Public Choice, hvor vi dokumenterer, at regeringer meget ofte reagerer på terrorisme med reduktioner i pressefriheden og generel repression. Det gælder også demokratier som det danske, og i denne type situation beskytter forfatningen overhovedet ikke borgerne. Der er derfor grund til at være bekymret – og al mulig grund til, at journalister i Danmark og andre lande dukker op af deres regeringsvenlige coronatåge – og følge skeptisk med i, hvad vores regeringer finder på i disse uger. Og som Robert Higgs har understreget gentagne gange, skal vi blive ved med at være det. Ellers ender krisetiltagene og de ekstra magtbeføjelser med at blive permanent politik efter virussen er forduftet.

Brug og misbrug af nødret for tiden

Mens coronasituationen har været dybt frustrerende for mange af os, og næsten helt har ødelagt konferencesæsonen for public choice-miljøet, arbejder de fleste af os naturligvis videre. Min gode kollega Stefan Voigt og jeg er for eksempel begyndt at følge brugen af nødret i den såkaldte kamp mod corona. Baggrunden er, som opmærksomme læsere måske ved, at vi har et fælles projekt omkring netop forfatningsmæssig regulering af nødret, som har kørt cirka fem år. I projektet, som måske bedst kan kaldes the political economy of emergency constitutions, har vi udviklet mål for, hvordan nødreguleringerne ser ud og hvornår lande erklærer nødret, ligesom vi har set på konsekvenserne af at gøre det. Interesserede læsere kan læse videre om målene her (ungated version her). Vores arbejde om terror og nødret er her; andre bidder af projektet her og her.

Spørgsmålet for tiden er, i hvilket omfang regeringer gør brug af deres forfatningsbestemte nødretsmuligheder, hvilke regeringer der gør det, og fremadrettet også hvad de gør. Der tegner sig allerede et mønster, som vi introducerer vores læsere til her. Man vil kunne læse mere i Berlingske Tidende og Die Welt den kommende uge.

Det første påfaldende element af det mønster vi ser, er at demokratier er langt mere tilbøjelige til at reagere på coronavirus ved at erklære nødret. Mens 22 % af verdens autokratier har erklæret nødret indtil videre – og har gjort det meget hurtigt efter at det første virustilfælde blev bekræftet i deres land – er det hele 40 % af demokratierne, der har gjort det samme. Forskellen giver fin mening, da de fleste autokratier allerede de facto har de magtbeføjelser, som de vil have. Demokratiske regeringer bliver typisk nødt til at erklære nødret før forfatningen giver dem lignende magtbeføjelser som i autokratier.

Den anden del af mønsteret, der er særligt interessant, er hvilke demokratier der har erklæret nødret. Vores analyser i denne weekend peger meget tydeligt på, at forfatningens nødretsregulering påvirker, hvilke lande der har erklæret nødret. Det virkeligt interessante er dog, at hvor let eller svært det er at gennemføre en erklæring, ikke påvirker om et land bruger nødretten. I nogle lande kan stats- eller regeringslederen gøre det på egen hånd, mens andre landes forfatninger kræver, at parlamentet, og i visse tilfælde forfatningsdomstolen, skal godkende det før der kan erklæres nødret. Disse forskelle på, hvor store de politiske omkostninger er ved at erklære nødret, er ligegyldige for om lande har gjort det i disse uger. Selv når man stiller skarpt på et enkelt element – om forfatningen nævner denne type situation som en valid grund til at erklære nødret – er der ingen forskel. Forskellen mellem lande, hvor forfatningen tillader det og dem, der ikke eksplicit gør, er 41 versus 43 %. Det er således inderligt ligegyldigt for om en demokratisk stat faktisk erklærer nødret for tiden, om forfatningens tekst egentlig tillader det.

De forfatningskarakteristika, der virkeligt påvirker om en stat eller regering bruger dens nødretsmuligheder, er hvilke ekstra magtbeføjelser en nødret giver regeringen. Vi illustrerer disse forskelle i figuren nedenfor, der plotter sandsynligheden for at et demokratisk land har erklæret nødret, og hvor mange dage der går fra det første coronatilfælde til en nødretserklæring. Som figuren med al tydelighed viser, har lande hvor forfatningen giver staten relativt store ekstra magtbeføjelser (som f.eks. ekspropriationsret, censur og mulighed for at bryde almindelige borger- og menneskerettigheder) og underminerer magtens tredeling i langt højere grad benyttet sig af forfatningens muligheder. I denne gruppe lande har 51 % allerede erklæret nødret, mens det kun gælder 32 % af de demokratier hvor forfatningen kun giver staten begrænsede ekstra beføjelser. Den første gruppe har også reageret langt hurtigere end den anden: I lande med store ekstra magtbeføjelser er det i gennemsnit sket 12 dage efter det første tilfælde, mens gennemsnittet er 23 dage i den anden gruppe. Begge disse forskelle er endda statistisk signifikante ved 5 %-niveauet.

Stefan Voigt og jeg holder naturligvis skarpt øje med, hvad forskellige lande rent faktisk gør under krisen, og har også planer om at undersøge, om noget af de overhovedet har virket ved at inddæmme virussens spredningsrate. Det kan dog først sket, når vi er ude på den anden side af situationen. Indtil nu er der dog et ganske klart mønster, som borgerne burde være opmærksomme på: Om en stat bruger dens forfatningsmuligheder handler om ekstra magtbeføjelser, som det generelt er svært at se er vigtige for at bekæmpe spredningen. Vi ved også fra anden forskning, at når demokratier i andre henseender bruger disse muligheder, lider borgernes almindelige rettigheder under det. Risikoen for magtmisbrug, selv i etablerede demokratier, er meget virkelig. Der er således behov for at tage en alvorlig rettighedsdiskussion, når sundhedsrisikoen er fordampet.

Cancelled conference papers: Does economic freedom affect greenhouse gas emissions?

The third installment in our series about cancelled conference papers is about a paper that I was supposed to present at both the Public Choice Society meeting in Newport Beach and the annual conference of the Association for Private Enterprise Education in Las Vegas. The paper deals with the important question of how best to achieve a reduction in greenhouse gas emissions.

The background for the question is quite obvious: Most Western countries have committed themselves to reducing the emissions of CO2 the coming years. Some, including the new leftwing government in Denmark, are operating with an official goal of a 70 percent reduction with a relatively short period of time. In most of those countries, the plan is very clearly to ‘steer’ the market in the right direction with government control and elements of a planned economy. However, no one really knows how effective such solutions are, and our experiences with this type of approach to solve other problems are not uplifting.

In the paper “Economic Freedom and the CO2 Kuznets Curve”, which can be downloaded under Current Research on my homepage, I try to tackle the issue in a new way. A main point of the paper is that different theoretical considerations will lead one in very different directions. One doesn’t have to accept bizarre Marxist ideas or Mariana Mazzucato’s influential, but horrendous claims about innovation to realize that there are valid arguments for and against the effectiveness of government control. However, one thing is clear: The more weight one places on the type of political incentive problems so abundantly documented by the public choice school since the early 1960s, or the more weight one places on the importance of epistemic problems as emphasized in the Austrian tradition, the more one is likely to reach an unambiguous conclusion. A series of arguments from these two traditions indicate that a low emissions transition occurs faster and more efficiently in a free market economy. On the other hand, the more one believes in the importance of classical externality problems and issues of discounting, the more one will lean towards the opposite conclusion.

It therefore depends on ones theoretical priors if one believes that economic freedom will help or hinder a transition towards lower greenhouse gas emissions. As such, which kinds of arguments are more likely in the real world is an empirical question. Part of the paper is therefore a formal econometric test of the effects of economic freedom in the emissions of CO2 and other greenhouse gases. Yet, instead of exploring linear effects of economic freedom as in most other studies, I estimate an ‘environmental Kuznets Curve’, which allows me to say something about the likely shape and timing of the transition.

Figure 1 illustrates the main conclusion of the paper. I plot the development between 1990 and 2015 for four groups of countries: The 25 % with the least economic freedom, the two middle groups, and the 25 % with the most economic freedom. The figure makes it very clear that the most free countries have reduced their emissions much more than any other group while the second-freest countries have increased them. However, the reason for this apparently strange result is obvious: the third group consists of  relatively successful middle-income countries with particularly high growth rates.

Another way of illustrating the overall conclusions is to plot the Kuznets Curves implied by the estimates. I do so in Figure 2, which shows the estimated environmental Kuznets Curve for countries at the 10th and 90th decile of the distribution of economic freedom. Put another way: These are the Kuznets Curves for countries with very little economic freedom and countries with as much economic freedom as places such as Northern Europe, Australia and Canada. The more a country’s economic policies and institutions are consistent with an ideal of economic freedom, the earlier does the transition begin and the faster it is. The ‘best’ estimates suggest that for overall greenhouse gas emissions, the implied turning point – the level of economic development at which emissions begin to fall – occurs around a real GDP per capita of 25,000 USD.

In other words, markets without excessive government control and interference create sufficient innovation and incentivize firms and individuals to use resource-saving technology to such a degree that emissions begin to fall when people are about as rich as in Malaysia. If the political establishment typically tries to control the economy, it may never occur. If politicians and other political actors are truly interested in reducing greenhouse gas emissions in the future, they will do best by keeping their hands off the economy. Whether that is in their political interest is an entirely different question.

Cancelled conference papers: Does Globalization Cause Populism?

As avid readers will know, we recently started a cancellation series – a series about papers that would have been presented at the cancelled public choice and political economy conferences this spring. Our second installment is about a new paper by Andreas Bergh and Anders Gustafsson. The rest of the text today is directly from Andreas.

We start by citing Francis Fukuyama:

I concur with the commonplace judgement that the rise of populism has been triggered by globalization and the consequent massive increase in inequality in many rich countries.

We believe that Fukuyama is right in his description of the “commonplace judgment”, and there are some papers that seemingly support that view, such as the Importing Political Polarization paper by Autor et al. These papers typically identify clear causal effects, such as rising trade with China leading to lower employment in US manufacturing and that districts exposed to larger increases in import penetration elected politically more extreme political candidates.

It is, however, a big step to jump from these partial effects to the conclusion that populism has been triggered by globalization. Trade with China may have had more beneficial consequences elsewhere in the US economy, and economic globalization is more than just trade with China. Similar points have also been made by Paul Krugman in a comment on the Autor papers.

One might also worry that papers that identify interesting effects of economic globalization are more likely to be published, while papers with imprecisely estimated zero-effects might not even be completed and/or submitted.

Our working paper checks if there is a pattern across countries such that populist parties have grown more in countries where globalization has increased more. We do so using the KOF globalization index and the compilation of election results for populist parties in Europe produced by Swedish thinktank Timbro. The compilation covers 33 European countries (included when they become politically free) during the period 1980-2018).

As it turns out, the commonplace judgement alluded to by Fukuyama is not visible to the eye when comparing increases in populist parties’ vote shares and increases in globalization over different time periods:

A nice feature of Timbro’s compilation is the separation of populist parties into right-wing and left-wing populism. Dividing data into 4-year intervals and running regressions using KOF’s measure of economic globalization de facto (that combines trade in goods, services and trade partner diversity with financial globalization) and right-wing populist vote shares with country and time fixed effects reveals no significant correlation between the two . The reason is, however, that EU-countries have more economic globalization and also more right-wing populism. Once EU-membership is controlled for, there is no positive association between economic globalization and right-wing populism. Here is what the fixed effect panel regression with right-wing populist vote shares as dependent variable looks like:

In the paper, we show results also for left-wing populist parties (typically smaller in more globalized countries), random effects instead of country fixed effects (almost identical results) and other types of globalization. The main result is always that once EU-membership is controlled for, more globalized countries if anything have slightly smaller populist parties.

Note also that income inequality (measured using the Gini-coefficient for disposable income taken from Swiid) is typically negatively associated with populism.

Needless to say, these are only correlation. But even if Fukuyama is right that income inequality somehow causes populism, it seems that countries with more inequality for other reasons still end up with less populism on average.

Finally, the fact that EU-membership is associated with about 7 percentage points bigger right-wing populist parties is pretty interesting. It suggests that the European Union does not fully succeed in promoting its official goals (among which we find tolerance, inclusion, justice, non-discrimination as well as social and territorial cohesion and solidarity). The EU-effect is very much in line with a pattern recently noted by Dani Rodrik, that right-wing populists in Europe portray the EU and the elites in Brussels as their enemy, not free trade.

Cancelled conference papers: Trust and Growth Patterns

The conference season this spring is among the many activities killed by the corona panic. A large number of scientific conferences have had to be cancelled because people aren’t allowed to travel anymore. Those cancellations have the unfortunate effect that many research efforts have come to a screeching halt, and many of us now have leftover papers and presentations. We’ll either never get any feedback on those papers or we’ll have to postpone them to potential events in the autumn. We’re also going to lack the inspiration that we usually get from watching colleagues presenting their new papers and interacting with them in person at conferences. It makes one wonder if it is possible to avoid a research recession similar to the coming economic recession.

However, the problems need not keep one from presenting research in one or the other form even though it cannot occur in the usual way. Perhaps one can even make a tiny difference on this blog? We’re therefore making an attempt with a short ‘cancellation series’ about new research. We’ll begin with the paper ”Social Trust and Patterns of Growth”, which I was supposed to present at the annual meetings of the European Public Choice Society; interested readers can find the full paper here.

The background of the paper is a literature that has emerged since the mid-1990s. After Steve Knack and Phil Keefer’s seminal paper from 1997, which kickstarted a literature that I surveyed a couple of years ago in an Oxford Handbook, a growing number of studies document that social trust – the degree of trust people typically have in fellow citizens they don’t know – is an important determinant of long-run economic growth. Yet, which element or elements of growth are affected by trust remains an open question.

I therefore ask in ”Social Trust and Patterns of Growth” just how trust affects long-run growth. I start with Solow and Swan’s basic observation that economic growth derives from two separate types of sources: factor accumulation and factor productivity. Growth caused by accumulation implies that people work longer hours, that more people work, that they have more physical capital – machinery, buildings etc. – to work with, and that they have more human capital (i.e. they are better educated). Growth caused by productivity improvements and innovation implies that the economy creates more value with the use of fewer resources. The theoretical problem is that all of those elements could in principle be affected by social trust. Several papers by, e.g., Paul Zak and Steve Knack and Jacob Dearmon and Robin Grier find that trust is associated with more investments in physical as well as human capital, Philippe Aghion, Yann Algan, Pierre Cahuc and Andrei Shleifer emphasize that higher levels of trust are associated with easier regulation – and if that also implies that labour markets are less regulated, it will increase employment – while Semih Akçomak and Hanna Müller-Zick as well as my own work with Pierre-Guillaume Méon suggest that trust affects innovative activity and productivity development. The literature therefore makes it very difficult to claim anything about which channel is more affected by trust.

The empirical clue of the paper is that available data in the Penn World Tables actually allow one to perform what is known as a Solow decomposition of long-run growth in 64 countries. That implies that we know approximately how much each component – employment, human capital, investments and productivity – affect growth, and we can estimate the degree to which each component is affected by social trust. In other words, it is possible for a sample of 64 countries not only to asses how much trust affects the growth rate, but also how it affects the pattern of growth. I do so in non-overlapping five-year periods back to 1977.

The results of doing so are surprisingly clear: A trust difference of one standard deviation – approximately the difference between France and Germany (or, interestingly, between the Italian regions of Sicily and Veneto= – yields approximately a 20 percent faster growth rate of productivity, which implies a 10 percent faster growth rate in real GDP per capita. Conversely, it turns out that other growth elements – those associated with factor accumulation – are not robustly affected by social trust.

The answer to the basic question of the paper, which I cannot present and my colleagues cannot see under normal circumstances these days, is that high-trust countries typically exhibit growth patterns in which long-run growth is driven by productivity improvements. It also implies that high-trust societies will typically be ahead of the rest of the world in terms of productivity – although low-trust countries will still copy their advances at some point in time – and permanently be better at using the resources they have at their disposal.

Det offentlige forbrug går kun i beskeden grad til kerneydelser

Meget lidt tyder på, at den offentlige sektor øger den private produktivitet. Det skrev Christian om for nylig, baseret på tal for lønningerne i den offentlige og den private sektor. 

Hvordan kan det egentlig være? Ifølge teorien om, hvad den offentlige sektor burde beskæftige sig med, kunne man forvente en positiv effekt.

Læs mere

Terror og handelsbarrierer

Hvad sker der politisk efter terrorangreb? Det spørgsmål er der en række forskningsstudier, der har undersøgt de senere år. Flere studier, inklusive et par af mine nye med Stefan Voigt (Uni Hamburg), har fundet belæg for, at der ikke blot indføres mere lovgivning direkte rettet mod terror, men også en række andre forhold. Det gælder ikke mindst, at en række regimer har indskrænket ytringsfriheden og givet staten større beføjelser udenfor nødsituationer. Det er et åbent spørgsmål – omend enkelte nye studier giver nye svar – om disse tiltag overhovedet har en virkning på terrortruslen.

Der kan for eksempel være en række utilsigtede konsekvenser af de politiske reaktioner på terror, ligesom politikere også kan bruge terrorbekæmpelse som påskud for at indføre andre typer politik, de ikke under almindelige omstændigheder kan snige forbi vælgerne eller andre partier. Ved den lige overståede PEDD-konference i Münster gav Daniel Meierrieks fra WZB i Berlin et eksempel på dette problem.

Meierrieks har sammen med Friedrich Schneider (Uni Linz) undersøgt, om terrorisme fører til ændringer i et lands handelspolitik. Deres ærinder er ikke at se, om terrorisme påvirker landes handel med hinanden, men derimod at se efter politiske reaktion. Og deres resultater er ret entydige: Flere terrorangreb fører til højere handelsbarrierer.

Spørgsmålet er derfor, hvorfor terrorangreb fører til højere faktiske barrierer for international handel? Det er et spørgsmål, Meierrieks og Schneider ikke kan svare direkte på. De kan blot notere, at der er en række muligheder. For det første er der muligheden, at en terrortrussel bliver opfattet som en ekstra omkostning ved at handle med et land, da der er en (meget lille) risiko for at ens varer eller ansatte bliver fanget i terroren. For det andet er det en mulighed, at virksomheder i landet bruger flere ressourcer på at checke importvarer, hvilket også vil udgøre en form for teknisk handelsbarriere. Og for det tredje kan man politisk have indført strammere regulering af handlede varer, hvilket i sig selv er en teknisk handelsbarriere, der ofte er ganske effektiv.

Det er som sagt dog også en mulighed, at politikere misbruger situationer som terrorangreb til at gennemføre særinteressepolitik. Begivenheder som terrorangreb er ideelle til at snige politik under radaren, når alle andres opmærksomhed – ofte inklusive oppositionspolitikeres – er fast rettet mod et andet sted. Derfor rejser Meierrieks og Schneider således også spørgsmålet, om den øgede protektionisme simpelthen er et udtryk for almindelig særinteressepolitik, der sniges igennem under ualmindelige omstændigheder. Hvis det er forklaringen, er det ekstra spørgsmål, om oppositionen og vælgerne vælger at være ukritiske, når der ser ud til at være trusler mod staten?

PEDD 2020

Konferencesæsonen for forskere med interesse i public choice og politisk økonomi er så småt ved at gå i gang, og her til morgen (torsdag) er jeg derfor på vej til Münster i Tyskland. Formålet er den fjerde udgave af The Political Economy of Democracy and Dictatorship (PEDD). Konference er ved at blive et samlingspunkt for public choice-forskere med en særlig interesse i ikke-demokratiske regimer, og tegner også i år til at blive meget interessant. Nogle få af de virkeligt lovende præsentation i programmet er her:

Andreas Kammerlander (Uni Freiburg) kommer med papiret “Economic growth and pollution in different political regimes” hvor han bl.a. spørger, om demokratier faktisk forurener mindre. På samme session er præsentationer af Christoph Dörffel (Friedrich-Schiller-University Jena) og Johannes Blum (Ifo), der henholdsvis undersøger om demokratier er bedre til fattigdomsbekæmpelse, og om de bruger flere – og mere effektive – penge på sundhed. PEDD-konferencen er således et af de steder, man frit kan diskutere, om konsekvenserne af demokrati altid står mål med folks forventninger.

Den altid interessante Lena Gerling (Uni Münster) skal præsentere nyt arbejde om hvorvidt populisme smitter – om flere vælgere stemmer populistisk, når de ved at andre også er begyndt at gøre det – og Lenas papir bliver diskuteret af den meget dygtige Laura Diniz Penteado de Barros fra Göttingen. Nogle gange kan diskussionerne bliver lige så interessante som selve papiret. Senere samme dag har jeg fornøjelsen af at diskutere min ven Steve Gohmanns (University of Louisville) nye ”The relationship between coups and employment.” Steve underøger, om kup ændrer på beskæftigelsesstrukturen i en økonomi – et helt nyt spørgsmål – og jeg ser meget frem til diskussionen. Det samme gælder danskeren Jacob Nyrups (University of Oxford) ”The myth of the benevolent autocrat? Internal constraints, external constraints, and economic development in autocracies” og Roger Congletons (West Virginia University) plenary talk om “Why rational choice politics needs ethics.”

Der er dog sjældent en konferencetur uden at man selv skal præsentere ny forskning. Fredag eftermiddag er jeg derfor i skudlinjen, når jeg præsenterer ”Good coups, bad coups,” som er skrevet sammen med førnævnte Lena Gerling og min jævnlige medforfatter Stefan Voigt (Uni Hamburg). Papiret er et forsøg på at undersøge, hvor ofte statskup ender med ’gode’ konsekvenser, og hvornår det sker. Vi arbejder stadig på sagen, og præsentationen er absolut en første version, men der er fremskridt. Vi kan for eksempel ret klart identificere ’gode’ kup: Det gælder for eksempel kup i den Dominikanske Republik i 1963, Grækenland i 1973 og Paraguay i 1989, der alle førte til genindførsel af demokratiet efter perioder med diktatur. Vi kan også vise, at de gode konsekvenser faktisk skyldes kuppet, men præcist hvad der fører til, at de er gode, er derimod stadig ret usikkert.

Under alle omstændigheder følger der mere om PEDD senere på ugen. Skulle nogen i mellemtiden være interesserede i, hvad der foregår, er hele konferenceprogrammet tilgængeligt her. Det samme gælder den noget større, årlige konference i the Public Choice Society, som ruller af stablen om to uger; programmet er her. Skulle en læser eller to være særligt interesseret i et bestemt papir, tager vi gerne mod forslag.

Forhindrer ytringsbegrænsninger faktisk terror? Nej

Mange politikere, omend kun relativt få i Danmark, påstår at man bliver nødt til at begrænse ytringsfriheden for at undgå terrorisme. Spanien har således siden en lovændring i 2015 forbudt ytringer, der ”forherliger terrorisme” eller ”ydmyger terrorismens ofre.” Den spanske lovgivning, og så vidt kan ses også de spanske domstoles praksis, lægger sig således op ad lignende lovgivning i bl.a. Rusland og adskillige andre diktaturer. Danmark har foreløbig holdt stand og forsvaret ytringsfriheden, også selvom politikere fra begge sider af Folketinget advarer imod såkaldt uansvarlige eller uigennemtænkte ytringer.

Læs mere

Offentlig versus privat produktivitet

Et af de mest populære politiske argumenter, som vi ikke abonnerer på her på stedet, er at den offentlige sektor ’hjælper’ den private og gør den mere produktiv. En række studier peger for eksempel på, at en større offentlig sektor er forbundet med lavere økonomisk vækst. Hvis den offentlige sektor typisk hjalp eller komplementerede den private, burde man se det modsatte, men som Magnus Henrekson og Andreas Bergh har vist i to fine oversigtsartikler (se her og her), peger evidensen i vestlige lande klart på et minus. Er man interesseret i fortsat økonomisk udvikling, er en stor offentlig sektor en klods om samfundets ben.

Læs mere

Tillid og syn på globalisering

Globalisering er en proces, der ofte lægges for had. For 20 år siden huserede Attac-bevægelsen i Europa, der overbeviste mange om truslen fra international handel og investeringsadfærd, men også affødte også reaktioner som det danske mod-attac (der bl.a. dengang talte Niels Westy, Martin Ågerup og undertegnede). Opfattelsen af globalisering er også et af de forhold, der i høj grad deler europæiske befolkninger og politikere, og hvor Danmark er blandt de absolut mest positive. Derimod er det ikke et spørgsmål, der deler nationaløkonomer: Vi har vidst siden Ricardos arbejde for snart 203 år siden, at frihandel og frie internationale investeringsflows er økonomisk gavnlige. Der ser også ud til at være en række positive bivirkninger (som vi sandsynligvis dækker til sommer), så hvorfor er forskellige befolkninger så uenige om emnet?

Dagens spørgsmål er, om befolkningers syn på globalisering følger deres syn på andre mennesker. Spørgsmålet er ikke taget ud af den blå luft, men er i virkeligheden ganske logisk: Globalisering indebærer flere interaktioner – mere handel og flere investeringer – med folk, der er anderledes end en selv, og som på flere plan er ’fremmede’. Har man generelt et positivt syn på andre mennesker og stoler på dem, er det svært at se, at friere handel skulle udgøre en trussel. Er man derimod misantrop og stoler kun på sine nærmeste, er næsten al interaktion – som Edward Banfield skrev så fremragende om – med andre mennesker en trussel.

Vi gør det i tre simple figurer, hvor vi bruger to af EuroBarometer-undersøgelserne. I den første figur er folk blevet spurgt, om globalisering er til gavn for virksomheder fra ens land. I nummer to er spørgsmålet, om respondenterne har gavn af import fra lande udenfor EU, og i den tredje er spørgsmålet, om folk mener at handelsaftalerne med Canada, Japan og Mexico har været til deres gavn for deres land. I alle tre figurer er de vestlige lande markeret med sort, mens de tidligere kommunistiske lande er markeret med rødt. Alle tre figurer viser sammenhængen mellem spørgsmålene og landets grad af social tillid, målt på standardmåden ved procentdelen af befolkningen, der i spørgeskemaer mener, at man kan stole på de fleste mennesker.

Det generelle billede er ganske klart. I den første figur er korrelation mellem tillidsmålet og opfattelsen af, at globalisering er til gavn 0,02 i tidligere kommunistiske lande, men hele 0,78 i resten af Europa. Måske er nulsammenhængen i Central- og Østeuropa ikke så mærkelig, når man påtænker hvad der sker, når game statslige virksomheder i kommunistiske lande kastes ud i moderne international konkurrence.

I de to andre spørgsmål er begge grupper dog relativt ens. Spørger man, om folk har gavn af import fra lande udenfor EU, er korrelationerne 0,39 og 0,77, mens de er 0,49 og 0,87 når man spørger, om folk mener at handelsaftalerne med Canada, Japan og Mexico har været til deres gavn. På tværs af spørgsmål ser man således det samme generelle billede.

Man skal naturligvis være påpasselig med at tolke simple plots fra nationale spørgeskemaundersøgelser. Mine glimrende kolleger Ina Jäkel og Marcel Smolka har for eksempel vist (læs her), hvordan præferencer for handelspolitik også drives af folks og landes komparative fordele. De tre figurer her giver dog en ganske klar indikation om, at folks præferencer for international handel og konkurrence muligvis også afhænger af deres basale menneskesyn. Den ene forklaring udelukker ikke den anden, mens forskellen i tillidskultur matcher hvad vi ved om EU-landes præferencer for, hvordan EU’s fælles handelspolitik burde se ud.

Paven, jøder og inklusiv vækst

Hvad i alverden har paven, jøderne og inklusiv vækst med hinanden at gøre? Svaret er, at alle tre emner blev dækket på fredagens danske public choice workshop! Fra klokken 11 om formiddagen til 18.15 om aftenen kunne et talrigt publikum i København for eksempel høre, hvordan graden af økonomisk frihed og antisemitisme hænger sammen, om pavebesøg får lande til at opføre sig pænere, om hvis danskeres tillid til myndighederne faldt efter Stein Bagger-skandalen, om hvornår danske kommuner outsourcer, og om demokratier har mere ’inklusiv’ vækst end autokratier. Alt i alt bød workshoppen på 18 præsentationer om 18 forskellige emner. Her er tre af dem.

Jerg Gutmann fra universitetet i Hamborg startede workshoppen med sit papir ” Pacem in Terris: Are papal visits good news for human rights?” Jerg har set på, om pavebesøg fører til, at lande undertrykker mindre end ellers. Hans meget interessante og underholdende præsentation viste, at svaret er en slags ja: I perioden op til et pavebesøg falder den generelle grad af undertrykkelse, men den vender tilbage på det ’normale’ niveau i det øjeblik, paven er taget hjem. Den gode effekt af et pavebesøg er således fuldstændigt midlertidig. Jerg viste dog også, at Vatikanet udvælger de steder, paven skal besøge, på en meget strategisk måde. Det er ikke tilfældigt, hvor han tager hen, og de regimer han besøger, er typisk mere følsomme overfor kritik end andre. Jerg præsenterede endda indikationer på, at det også er strategisk, hvem der bliver helgengjort.

Sidst på dagen præsenterede den altid glimrende Niclas Berggren (IFN, Stockholm) en meget anden historie. Han og Therese Nilsson (Lunds universitet) har brugt en helt ny spørgeundersøgelse til at undersøge, i hvor høj grad økonomisk frihed påvirker, hvor antisemitiske folk er i forskellige lande. Deres første fund er ikke overraskende: Lande med bedre og mere politisk uafhængige retsvæsener har mindre antisemitiske befolkninger. De finder dog også klare indikationer på, at relativt fattige lande der er mere åbne for handel og investeringer, er mere antisemitiske. Niclas forklarede hvordan sammenhængen muligvis kan skyldes, at i disse lande er åben handel, investeringer og økonomisk aktivitet forbundet med myter om jødisk global kapitalisme osv. Øger man handelen, øger man således også en aktivitet som folk tror har at gøre med mistænkelig jødisk konspiration. Forklaringen er naturligvis rendyrket nonsens i virkeligheden, men som Niclas viste fra starten, er det en vrangforestilling, som man kan genfinde i en nærmest enorm mængde ældre litteratur.

Midt på dagen dækkede Sigrid Koob (PhD-studerende på CBS) spørgsmålet om, hvorvidt økonomisk vækst i demokratier er mere ’inklusiv’. Begrebet dækker over en situation, hvor vækst er ledsaget af mindre ulighed – dvs. at de fattiges indkomsts vokser hurtigere end de riges. Med brug af data fra V-Dem-projektet viste Sigrid, at der muligvis er noget om snakken, da vækst i demokratier også ser ud til at føre til mindre ulighed. Hendes estimater viste dog også, at effekten er meget lille, og nok så lille, at den reelt er ligegyldig. Sigrid papir er interessant, men har som mange andre ved workshoppen brug for mere arbejde.

Det er dog også en af grundene til, at man præsenterer sit nye arbejde i en så venlig forsamling som den danske public choice workshop. Det giver næppe meget mening at præsentere noget, der er helt færdigt. Formålet er at prøve idéer af, få indikationer om hvad man kan gøre mere, og for nogle også at testkøre deres præsentationer før forårets internationale konferencer. Og som bivirkning får vi andre indsigt i, hvad nogle af Danmarks, Sveriges og Tysklands dygtige forskere indenfor public choice og politisk økonomi går og laver for tiden.

Påvirker muslimer ytringsfriheden? Nej

Forleden bragte vi en let nørdet blogpost om ytringsfrihed, og særligt hvordan man måler ytringsfrihed. Baggrunden var, at Lasse Eskildsen og jeg i forbindelse med pågående arbejde var stødt på den erkendelse, at de ni undermål for ytringsfrihed, som V-Dem-projektet aggregerer i ét samlet mål, faktisk falder i to separable typer. Det ene måler mediefrihed, mens det andet måler det lidt bredere og mere private begreb diskussionsfrihed. Vi bragte derfor et plot af de to mål overfor hinanden, hvor man ganske tydeligt kunne se hvilke lande, der har mere diskussions- end mediefrihed. Og dermed var vores mission slut for den dag, da spørgsmål om, hvorfor nogle befolkninger har mere ytringsfrihed end andre, og hvilke konsekvenser den har, er meget anderledes spørgsmål.

Det var der dog en af vores læsere, der ikke mente. Ole Gerstrøm – formodentlig den Gerstrøm, der en kort overgang sad i Folketinget for Fremskridtspartiet – skrev: ”Begrænsning af ytringsfriheden i Vesteuropa skyldes islamiseringen. Skribenten her har åbenbart ikke kendskab til Ole Hasselbalchs udgivelser. Det er ikke så godt.”

Gerstrøm håner mig således for ikke at have læst en bestemt persons debatbøger. Hvorfor jeg skulle have gjort det, står hen i det uvisse. Vi beskæftiger os helt primært med fakta og forskning her på stedet, og det er svært at se, hvad Hasselbalchs bøger har med nogen af delene at gøre. Et andet element er dog også, at Hasselbalch og Gerstrøm tager faktuelt fejl. Forskelle i ytringsfrihed i Europa har intet med Islam at gøre.

Det illustrerer vi nedenfor ved at plotte andelen af befolkningen i 97 demokratier, der er muslimer, overfor deres mediefrihed. Vesteuropa er illustreret ved de grå markører. Det generelle billede i figuren er, at der ingen sammenhæng er, og fokuserer man på de grå markører, danner de en næsten perfekt sky. Mens der er en relativt klar tendens til at lande med mere ytringsfrihed også er rigere – og her er kausaliteten et åbent spørgsmål – er sammenhængen mellem den muslimske befolkningsandel og ytringsfriheden insignifikant, og selv fortegnet på sammenhængen kan skifte mellem minus og plus alt efter hvilke enkeltlande, man sletter.

Ytringsfrihed og ændringer af den er derimod drevet af politik, der kun sjældent er videre informeret og politikere, der ofte er decideret faktaresistente. Terrorangreb kan for eksempel under visse omstændigheder få politikere til at indskrænke ytringsfriheden (se f.eks. omtale af mit relativt nye studie med Stefan Voigt her). Man får den klare fornemmelse, at indskrænkningerne i mange lande blot handler om, hvad politikerne kan slippe afsted med. Og i dén henseende, er antifaktuelle påstande om muslimer og trusler næppe nogen hjælp mod politikere på begge fløje, hvis virkelige interesse er at udvide området for, hvad de må kontrollere.

Ytringsfrihed i to former

Der tales meget om ytringsfrihed i disse år, og med god grund: Hvor hårdt bør man stå på sine principper om fuld ytringsfrihed, hvor voldsomt er ytringsfriheden under pres i visse lande, og hvad er konsekvenserne af mere eller mindre ytringsfrihed? Er begrænsninger af friheden for eksempel et effektivt middel til at reducere terrortrusler? Alle disse spørgsmål er ekstremt vigtige – måske særligt i et demokrati som det danske – men to af de tre kan kun besvares, hvis man også kan måle forskelle i ytringsfrihed.

Det er der forskellige bud på fra blandt andet Freedom House og Reporters sans Frontières. Den største af de databaser, der tilbyder disse mål, er Varieties of Democracy (V-Dem), der har ikke mindre end ni forskellige indikatorer for ytrings- og pressefrihed. Projektet tilbyder en overordnet indikator, kaldet ”Freedom of Expression and Alternative Sources of Information” der er en slags gennemsnit af de ni mål. De ni enkeltindikatorer hedder: 1) media censorship effort, 2) harassment of journalists, 3) media bias, 4) media self-censorship, 5) whether print/broadcast media are critical, 6) whether print/broadcast media provide different perspectives, 7) freedom of discussion for men, 8) freedom of discussion for women, og 9) freedom of academic and cultural expression. Der ser således ud til at være en lang række forskellige aspekter af problemstillingen.

Ser man nærmere på de ni indikatorer, ser det dog ud til at de på tre forskellige måder falder i to forskellige grupper. For det første er de første seks ekstremt højt korrelerede med hinanden, mens de sidste tre er højt korrelerede, og korrelationerne mellem de to grupper er lidt mindre. Det gælder særligt i demokratier, hvor de to grupper er noget mindre korrelerede mellem hinanden end i autokratier. For det andet er de konceptuelt forskellige: De første seks har med presse- og mediefrihed at gøre, mens de sidste tre er bredere mål for diskussionsfrihed. Sidst, men muligvis ikke mindst, har Michael Coppedge stået for indsamling og behandling af data for de første seks mål, mens Svend-Erik Skaaning og Pamela Paxton har stået for de sidste tre. I det følgende viser vi derfor to mål for ytringsfrihed – medie- og diskussionsfrihed – som er gennemsnit for henholdsvis de første seks og de sidste tre mål. Målene er taget fra mit igangværende arbejde med Lasse Eskildsen, hvor vi netop –med basis i Lasses speciale – undersøger sammenhængen mellem ytringsfrihed og terrorisme.

Sammenligner man de to mål er det først klart, at den tredje forklaring er den svageste. Nok er der systematiske forskelle på de to, men systematikken er der primært i demokratier, mens der ingen klar forskel er i såkaldt elektorale autokratier (diktaturer med valg). Havde grunden til forskellene været, at de tre ekspertkodere var uenige, burde uenigheden have været der på tværs af alle lande, i stedet for at være så klart systematisk.

Ser man på forskellene, giver de også god mening. Vi har nedenfor plottet gennemsnittene for mediefrihed (på x-aksen) overfor diskussionsfrihed (y-aksen) mellem 2013 og 2018 i lande, der har været demokratiske i hele perioden, og fremhævet de lande, hvor diskussionsfriheden er mere end to standardafvigelser større end mediefriheden (de sorte markører). Der er tale om ikke færre end 23 lande: Benin, Argentina, Serbien, Armenien, Sao Tomé og Principe, Ecuador, den Dominikanske Republik, Grækenland, Tjekkiet, Ungarn, Albanien, Rumænien, Costa Rica, New Zealand, Chile, Bulgarien, Mongoliet, USA, Taiwan, Guyana, Malaysia, Zambia, og Trinidad og Tobago; rækkefølgen er størrelsen på deres forskel mellem medie- og diskussionsfrihed. De første seks har endda en forskel på mere end ét point.

Det generelle mønster er meget tydeligt i figuren: Diskussionsfrihed er systematisk højere end mediefrihed i mange demokratier. Ekstremet er Benin, der med en mediefrihedsscore omkring 1 – rundt regnet samme status som Bolivia og Kirgisistan – men en vurdering af diskussionsfrihed på vesteuropæisk niveau på 2,5, har borgere der er langt bedre stillet end mediebilledet umiddelbart giver indtryk af. Argentina er et andet eksempel på et land, hvor medierne ikke er specielt frie – landet har f.eks. i en lang årrække haft lovgivning, der forbyder publikation af inflationstal, der ikke kommer fra regeringen (som har svindlet alvorligt med dem) – men hvor borgerne stadig har langt mere ytringsfrihed i alle andre fora.

Den konceptuelle forskel mellem medie- og diskussionsfrihed kan endda ses i Danmark versus vores naboer i Sveriges: Vores diskussionsfrihed er vurderet til 2,8 mens den er 2.4 på den anden side af Øresund. Selv internationale eksperter er således enige i, at man kan tillade sig at sige langt flere ting i den danske debat end i den langt mere kontrollerede svenske. På samme måde kan man se, hvordan en række tidligere kommunistiske lande har væsentligt mere diskussionsfrihed end mediefrihed. Gennemsnitsforskellen mellem de to mål i disse lande er 0,6, og kunne muligvis skyldes at medielovgivning og politisk behandling af medierne ikke er fulgt med den sociale virkelighed i Central- og Østeuropa.

Præcist hvorfor forskellen eksisterer må dog stå hen i det uvisse indtil videre. Den er en af de ting, man nogle gange ser, når man har fingrene nede i skidtet – i mit tilfælde når man selv arbejder med dataene. Det store spørgsmål er, om differencen mellem medie- og diskussionsfrihed gør en forskel. Svaret viser sig at være et meget tydeligt ja – men præcist hvordan må vente til en senere blogpost.

Kampen mod social dumping er stadig handelshindringer

En bred, samlet forligskreds meddelte glade og tilfredse i morges, at man har nået en politisk aftale om at regulere den såkaldte cabotagekørsel i Danmark. Selv den evigt forargede og aggressive Henning Hyldested (EL) var overvældende tilfreds, hvilket nok burde være et advarselssignal. Grunden er, at et næsten samlet Christiansborg har besluttet, at udenlandske chauffører, der kører i Danmark, skal have cirka samme løn som en repræsentativ dansk virksomhed betaler danske chauffører-

I ministerens egne ord her til morgen, er hensigten med den nye regulering, at transportvirksomheder, for at få en statslig godkendelse, skal leve op til et bestemt ”omkostningsniveau.” Selvom beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen ikke er kendt som den hurtigste knallert på molen, er det alligevel en forbløffende mærkværdig udtalelse: Regeringen sigter med andre ord efter, at regulering skal forhindre virksomheder, der kan levere en bestemt type service billigt, at operere i Danmark!

Hele reguleringskomplekset sælges naturligvis som en del af ’kampen mod social dumping’ – et politikområde, som venstrefløjen har en stærk interesse i, og som synes at være et særligt indsatsområde for regeringen. Idéen bag social dumping er, at udenlandske arbejdere i Danmark ikke må få lavere løn end danskere får i tilsvarende jobs i tilsvarende virksomheder. Der er derfor tale om en type regulering med økonomiske konsekvenser, der er fuldstændigt ækvivalente til handelshindringer. Om man gør varer og service, der er produceret i udlandet af udlændinge, dyrere med told og tekniske handelshindringer, eller om man gør varer og service, produceret af udlændinge i Danmark, dyrere, er i og for sig ligegyldig. For danske forbrugere er konsekvensen helt den samme: Dyrere varer og service, der over tid bliver ringere pga. den manglende konkurrence. Regulering mod social dumping er ikke andet end gammeldags handelshindringer.

Det værste er, som jeg for otte år siden pointerede i Børsen (gated version her), at den såkaldte kamp mod social dumping dybt usocial. Den kommer til at fordyre dansk transport, og dermed også en lang række varer, der bruges af helt almindelige forbrugere. Der er tale om politik skabt i en uhellig alliance af fagforeninger og industriinteresser, der er direkte rettet imod forbrugerne. Taberne er almindelige forbrugere, og i særlig grad forbrugere, der er mindre velstående.

De nye reguleringer er således skadelig pro-business politik af værste skuffe. Og hvis man i virkeligheden ville forhindre, at filippinske chauffører lever under kummerlige vilkår i Danmark (som nogle af dem vitterligt har gjort), kunne man jo vælge at regulere dét aspekt, i stedet for at bruge et så stumpt instrument som at sætte minimumskrav for lønnen. Det man gør med den nye regulering, er at tvinge udlændinge til de facto at følge 3Fs overenskomst. Om V og Ks forhandlere bare er kapret af særinteresser eller virkelig er så inkompetente at de ikke forstår deres eget politikområde, må stå hen i det uvisse.  

Terrortruslen er overvurderet

Den glimrende Bent Blüdnikow havde forleden et indlæg i Weekendavisen, hvor han påpegede, at der er en tydelig tendens til at overvurdere risikoen for at blive ramt af terrorisme. Statsministeren har for eksempel planer om at øge overvågningen af danskerne meget markant, og en del af hendes rationale er, terrortruslen. Her vil vi tillade os at ignorere, at mens overvågning nok hjælper politiet med at opklare nogen typer kriminalitet, er der ingen klar forskningsmæssig opbakning bag idéen om, at overvågning har nogen som helst præventiv virkning.

I stedet følger vi Bents understregning af, hvordan den faktiske trussel ser ud i dag relativt til tidligere. En del af grunden er, at jeg faktisk har forskning i terrorisme for tiden – i ét projekt sammen med Stefan Voigt (f.eks. her) og i et andet med Lasse Eskildsen – og derfor har alle data osv. fra the Global Terrorism Database klar. Vi ser på to måder, at måle det på: Risikoen for, at et land oplever mindst ét angreb i et givet år, og det gennemsnitlige antal angreb per million indbyggere. Vi plotter begge dele for både alle de 162 lande med fuldt datasæt og alle lande, der var demokratiske (de stiplede linjer) i et år.

Den første figur viser den gennemsnitlige risiko for, at et land bliver ramt af mindst et angreb mellem 1970 og 2016. Figuren demonstrerer tydeligt, hvordan flere og flere lande blev ramt i løbet af 70erne og ind i 80erne, og at det i særlig grad var demokratiske samfund, der blev ramt. Toppen nåede verden i 1991-92 – næsten tre fjerdele af verdens lande oplevede terror i de år – hvorefter truslen faldt markant. I dag er truslen i de demokratiske samfund cirka tilbage på det niveau, man oplevede i midten af 70erne.

Den anden figur illustrerer, hvor intensiv truslen var. Den viser igen en stigning i 70erne, men også en veritabel eksplosion i trusselsbilledet først i 80erne. Italien var således hårdt ramt, ligesom det demokratiske Vesttyskland led under terrorister, der blev beskyttet af det østtyske Stasi. Der var tale om navne, som nogle af os voksede op med i nyhedsbilledet: Rote Armee Fraktion, Brigate Rosso, the Irish Republican Army, og the Popular Front for the Liberation of Palestine der var almindeligt kendt som PFLP og havde en decideret samarbejdsaftale med de danske Venstresocialister. Man har også glemt historierne om f.eks. den rent kvindelige M19, der blandt andet sprængte en bombe i den amerikanske kongres.

Siden en kortvarig spids i starten af er det tydeligt i dataene, at terrortruslen er styrtdykket. Det gæler også i Danmark, der faktisk er relativt gennemsnitligt for verdens demokratier. Niveauet har ligget meget lavt siden først i 00erne, og på niveau med starten af 70erne. Når man således – som f.eks. både den nuværende og forhenværende statsminister – indikerer, at der nærmest er en historisk trussel, er det derfor faktuelt forkert. En del af den stigning siden 2005 i den ekstensive risiko, som kan ses på den første figur, er for eksempel en refleksion at, at der er relativt flere lande, der oplever angreb, men per land er der færre angreb. Med andre ord er noget af det, der kan se ud som en markant stigning, simpelthen en konsekvens af at eksisterende terrorisme bliver spredt tyndere ud over flere lande.

Bent Blüdnikow har derfor ret: Terrortruslen i dag er i virkeligheden relativt lav i forhold til, da mange af os var børn. Den tids terrorisme er bare glemt – måske ofte fordi den var så tydeligt venstreekstremistisk, og dele af venstrefløjen ingen interesse har i at minde folk om dén side af deres bevægelse – men var ikke mindre virkelig. Så før vi giver efter og accepterer politikeres argumenter for overvågning af danskerne, logning af vores teledata og andre drakoniske indgreb, skal man måske have sine fakta i orden. Fakta er, at truslen fra terrorister er til at overse.

Dansk public choice workshop – programmet er her

Som mange læsere muligvis ved, afholdes den årlige danske public choice workshop i år i København hos Cepos den 24. januar. Det er 21. gang, workshoppen afholdes, og den tegner til at blive den største til dato. Forskere fra universiteter i Danmark, England, Holland, Tyskland, Sverige og Ungarn deltager, og emnerne – der alle relaterer sig til public choice og politisk økonomi – spænder vidt.

Programmet, der kan ses her, omfatter bl.a. ny forskning om pavebesøg er godt for menneskerettighederne (Jerg Gutmann, Hamborg), om hvordan folks tillid til myndighederne påvirkes af skandaler (Christina Sade Olumeko og Kim Byrial Jensen, København), diskrimination af homoseksuelle par i lejemarkedet (Therese Nilsson, Lund), om demokratier har mere ‘inklusiv’ vækst (Sigrid Alexandra Koob, CBS), om hvordan institutional kvalitet påvirker effekten af handelsaftaler (Søren Østervig, Aarhus), og sammenhængen mellem økonomisk frihed og antisemitisme (Niclas Berggren, IFN i Stockholm).

Som altid er workshoppen varmt anbefalet, og en del af papirerne bliver tilgængelige allerede før workshoppen. Man skal blot holde øje med programsiden, hvor man også kan tilmelde sig. Som altid er der mulighed for, at alle interesserede kan deltage, om det gælder hele dagen eller blot en enkelt session, som man kunne være interesseret i. Workshoppen starter klokken 11 den 24. januar og afholdes hos Cepos, Landgreven 3 i hjertet af København. Punditokraterne er repræsenteret ved workshoppen, og vi håber at se flere af vores læsere der.

Williamson og Caplan om velstand og fattigdom

Juledagene er ved at være ovre, og hos punditokraterne er vi klar til lidt mindre fysisk føde og lidt mere intellektuelt input. Et af de store spørgsmål, der altid er værd at tænke over, er hvorfor nogle mennesker og lande er fattige, mens andre er rige. Har man lidt tid tilovers mellem jul og nytår – og hvem har ikke det – er her derfor to foredrag om emnet.

Den altid interessante Claudia Williamson giver i det første en introduktion til, hvordan effektiv beskyttelse af privat ejendomsret er central for at forstå produktiv investeringsadfærd og dermed også, hvorfor nogle lande i det lange løb er blevet meget rigere end andre. Claudia, der er associate professor på Mississippi State University, er iøvrigt en af hovedtalerne ved næste års konference i the Public Choice Society.

I det andet foredrag diskuterer den fremragende Bryan Caplan fra George Mason University, hvorfor nogle mennesker er fattige. Bryans særlige greb på spørgsmålet er, hvem der er skyld i at nogen er fattige. Som flere gange før tillader det ham, at se et spørgsmål fra en lidt anden vinkel. Begge foredrag varer cirka 40 minutter – Claudias er fra the College of Charleston i november mens Bryans er dette års Hayek Memorial Lecture i London – og begge er varmt anbefalede.

PKK, totalstaten og fantasipolitikere

Et tilbagevendende tema og en kilde til evig undren for punditokraterne er, hvilke ofte absurde fantasier, de fleste danskere har om politik. I Berlingske Tidende mandag, hvor den altid glimrende Peter Kurrild-Klitgaard påpegede, at ”Det seneste halve århundrede har vi med hast bevæget os ind i den demokratiske totalstat, hvor alle vil bestemme alt for alle, og hvor ansvaret forsvinder fra borgere, civilsamfund og marked.” Som Kurrild meget præcist skriver:

Er priserne for høje? Indfør et prisloft. Er de for lave? Påbyd en mindstepris. Er der arbejdsløse? Opret stillinger i det offentlige. Er der for megen trængsel på motorvejene? Gør dem bredere. Er uligheden for stor? Tag fra de rige. Bliver der sagt noget, man ikke kan lide, eller dyrket noget kættersk eller røget noget usundt eller båret noget forkert tøj? Forbyd det.

Kurrild låner meget velvalgt Michael Mungers udtryk ”Unicorn Governance” i klummen, som understreger i hvor høj grad, almindelige borgeres antagelser om adfærd og motivation er asymmetriske og skæve (læs også et interview med Munger her).

Mange borgere tænker på staten og danske politikere som ’Enhjørninger’: Smukke og noble væsener uden fejl og med alle mulige attråværdige egenskaber. Medmindre man har haft en meget mærkelig barndom, har vi alle set billeder af dem og måske endda læst om dem. Jeg har endda ladet mig fortælle, at deres flatulens lugter af jordbær! Men hvis man er over fem år gammel, ved man også at enhjørninger ikke eksisterer.

Det samme gælder i det store og hele fænomenet uegennyttige, kompetente og velinformerede politikere. De eksisterer ikke, og kun en meget lille håndfuld kommer bare nogenlunde tæt på idealet. Alligevel bliver meningsdannere, vælgere og almindelige borgere ved med at gøre som om, de er velrepræsenterede på Christiansborg. Fejlen, de begår, har været klart beskrevet siden 1960ernes gennembrud i public choice. Den kaldes asymmetriske adfærdsantagelser, og består meget enkelt i, at folk antager at mennesker er egeninteresserede og gør det bedste for dem selv og dem, der bekymrer sig om når de er forbrugere, virksomhedsejere og ledere, men pludseligt bliver uegennyttige, kompetente engle, når de træder ind i politik. Med andre ord regner de i virkeligheden med, at de fleste mennesker er dybt skizofrene – de har en personlighed i det private og en anden, hvis de agerer i noget, der kan kaldes en offentlig position. Skal man se bare nogenlunde logisk på verden, bliver man nødt til at regne med, at folk er folk uanset hvor de arbejder og hvilken stillingsbetegnelse de har.

Grundlaget for al public choice og politisk-økonomisk forskning er derfor symmetriske adfærdsantagelser: At folk basalt set er de samme, uanset om de er i eller udenfor politik. Det vigtigste er de incitamenter, de har i deres job eller andre miljøer, de færdes i. Belønnes troværdig, ordentlig adfærd hvor man leverer gode løsninger, opfører folk sig typisk godt. Belønnes hurtige, umiddelbart populære løsninger og adfærd hvor man bedst slipper afsted med at skyde skylden på andre, får man elendig adfærd. Hvordan politikere opfører sig, afhænger således at den incitamentstruktur, de færdes i. Dén indsigt burde gøre folk en smule mere skeptiske overfor hurtige politisk løsninger på alskens virkelige eller imaginære problemer.

Er man alligevel i tvivl, eller vil man skubbe venner, kolleger eller familie en smule i retning af realistisk omtanke, kan man måske bruge denne enkle øvelse. 1) Definér overfor mig hvad det problem er, de vil have politikere til at løse; og 2) giv mig tre navne i Folketinget, som du mener både er troværdige nok og tilstrækkeligt kompetente til at gennemføre effektiv politik, for at løse dit problem.

Hvis folk ikke kan det, er der nok tale om et problem, der skal holdes udenfor virkelighedens politik, selvom fantasiens enhjørningepolitikere kunne ordne det med et snuptag. Hvis folk alligevel insisterer på, at politikere da burde være ligesom enhjørninger, får de ikke løst deres problemer. De får derimod et meget større problem: Totalstaten, hvor alle private problemer skal løses med offentlig politik.

CO2-udledninger og økonomisk frihed

Den danske regering har forpligtet sig på et mål om en 70 % reduktion af Danmarks CO2-udledninger de næste år. Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen har på næsten komisk vis blankt indrømmet, at regeringen ingen anelse har om, hvordan man skal nå målet, men at den er meget fokuseret på at nå det. Den eneste ting, man kan være sikker på med den nuværende regering, er at planen er at lade staten styre transitionen mod en lavemissionsøkonomi. Spørgsmålet er derfor, hvor effektiv den type løsning er?

Vi har tidligere skrevet kort om det overordnede emne (læs her og her), men uden et baggrundspapir. Forskellen i dag er, at jeg skal præsentere et papir ved næste års konference i the Public Choice Society, der løber af stablen 12. marts i Newport Beach, CA. Den foreløbige version af det nye papir, der har titlen “Economic Freedom and the CO2 Kuznets Curve”, kan downloades ved at gå til Current Research på min hjemmeside.

Pointen i papiret er, at rent politisk-økonomisk teori ikke kan hjælpe os med spørgsmålet. Man behøver ikke engang acceptere mærkværdige marxistiske idéer og Mariana Mazzucatos gakkede påstande om innovation for at nå en situation, hvor teori ikke hjælper. Man kan dog sige, at jo mere vægt man lægger på de politiske incitamentproblemer, som public choice-litteraturen har dokumenteret så overdådigt de sidste 60 år, eller jo mere man lægger vægt på de epistemiske problemer, som den østrigske tradition fokuserer på, jo mere kommer man til at hælde mod en klar teoretisk konklusion: En fri markedsøkonomi vil skabe en ’økologisk transition’ hurtigere og mere effektivt end et mere politisk kontrolleret samfund. Jo mindre vægt man lægger på disse elementer, og jo mere vægt man lægger på klassiske eksternalitetsproblemer og problemer med høj diskontering, jo mere havner man teoretisk i den modsatte konklusion hvor større økonomisk frihed er forbundet med værre performance.

Det er således et empirisk spørgsmål, som ikke lader sig informere af nok så ordentlige teoretiske argumenter. En del af papiret er derfor en formal, empirisk undersøgelse af effekterne af økonomisk frihed. Jeg estimerer her en miljømæssig Kuznets-kurve, men tillader at både dens form og position afhænger af et lands økonomiske frihed. Rent teknisk er det en fleksibel måde at undersøge, om økonomisk frihed kan påvirke punktet, hvor et samfunds økonomiske udvikling bliver konsistent med faldende udledninger af drivhusgasser.

Den overordnede konklusion kan aflæses i den simple Figur 1 fra papiret, hvor jeg har plottet udviklingen i CO2-udledninger per indbygger mellem 1990 og 2015 for fire landegrupper. Alle lande er sorteret i disse grupper, så den første er de 25 % lande med mindst økonomisk frihed, og den fjerde grupper er de 25 % mest frie lande. Det er meget tydeligt her, at de mest  frie lande er dem, der har reduceret deres udledninger, mens den tredje gruppe med næstmest økonomisk frihed har forøget dem. Grunden er ganske simpel: Den tredje gruppe består i høj grad af relativt succesfulde mellemindkomstlande med høj vækst.

Konklusionen er derfor ubetinget konsistent med de teoretiske argumenter, der taler for en fri markedsøkonomi og imod en statsstyret transition. Jo mere økonomisk frit et land er, jo tidligere i dets økonomiske udvikling begynder udledningen af drivhusgasser at falde, og jo hurtigere går det. Et marked uden politisk indblanding skaber mere innovation, og belønner virksomheder der hurtigt implementerer ressourcebesparende teknologi. Vil politikere virkelig skubbe på for at få lavere emissioner i fremtiden, er det bedst at de holder fingrene væk fra økonomien. Om det så er i deres politiske interesse, er et andet spørgsmål – for politisk aktivisme ser jo så godt ud i vælgernes øjne…

« Ældre indlæg

© 2020 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑