Tag: public choice (page 1 of 12)

Ny viden om ulandsbistand ved EPCS-konferencen

Jeg er pt. på vej hjem fra den årlige konference i the European Public Choice Society, der i år var på CEU i Budapest. Konference var, som tidligere år, et af årets højdepunkter – både videnskabeligt og socialt. Videnskabeligt reflekterede den helt særligt, hvor meget interessant forskning i ulandsbistand, der foregår i public choice og politisk økonomi for tiden. En del af denne forskning er centreret omkring Axel Drehers Lehrstuhl ved universitetet i Heidelberg, og hans glimrende hold af PhD-studerende og post docs, og omkring gruppens venner. To præsentationer var specielt interessante, den ene af rent videnskabelige grunde, mens den anden er ekstremt relevant i politiske diskussioner. En handlede om donorer, mens den anden handlede om bistandens konsekvenser for flygtningestrømme

I formiddags præsenterede Angelika Müller og Andreas Fuchs (Heidelberg) et papir, der er særligt spændende fordi det stiller spørgsmål ved en række tidligere studier. Deres centrale spørgsmål er en variant af et gammelt spørgsmål i international political economy, hvor en hel litteratur har undersøgt, hvorfor nogle lande giver mere ulandsbistand til bestemte lande. Hele litteraturen handler derfor om den såkaldt intensive margin, eller med andre ord hvor stor den samlede bistand er. Müller og Fuchs ser i stedet for på den ekstensive margin, dvs. hvornår lande overhovedet begyndte at give bistand til fattige lande. De kan dermed også give et vist svar på, hvorfor lande som f.eks. Marokko og Kasakhstan i dag giver bistand, og hvorfor man i stigende grad ser bistand fra ’ikke-traditionelle’ donorer og autokratier?

Müller og Fuchs ser på 111 lande siden 1945 og kan observere, hvornår landene begynder at give bistand, målt på året hvor landet gav den første bistand, introducerede en institution til at administrere bistanden, og året hvor de introducerede lovgivning omkring bistand. De foreløbige resultater peger på, at lande med større offentlige forbrug og lande der er politisk tæt på USA eller Rusland er startet senere, mens større og rigere lande typisk er begyndt at give bistand noget tidligere. En af overraskelserne er, at hverken demokrati eller de indenlandske, politiske forhold, de kan tage hensyn til, er vigtige. En række af de teorier, der flyder rundt i den politologiske litteratur, passer dermed ikke med hvad vi nu ved om den historiske timing af ulandsbistand.

Tidligere på konferencen tiltrak Axel Dreher, Andreas Fuchs og Sarah Langlotz (også Heidelberg) et større publikum til deres præsentation af deres studie af bistand til flygtninge. Deres udgangspunkt er, at der ofte eksisterer en implicit – og nogle gange en helt eksplicit – aftale om, at mere ulandsbistand betyder at lande tager deres borgere tilbage eller evt. ’sender’ færre migranter. Der mangler ikke argumenter for, hvorfor bistanden kunne reducere migrantstrømmene: Nogle politikere og meningsdannere påstår, at bistanden giver bedre udvikling og derfor bedre muligheder for folk i deres hjemlande, at den måske påvirker folks uddannelse, og at bistand hjælper lande med at håndtere naturkatastrofer og andre begivenheder, der ellers kan skabe migrantstrømme mod Europa og andre vestlige lande. Omvendt ved man, at rigere lande tiltrækker flere flygtninge og indvandrere, og ulandsbistand kan ofte signalere rigdom.

Et af problemerne med at studere emnet er, at der er et indlysende kausalitetsproblem: Bistanden kunne påvirke migrantstrømmene, men større migrant- og flygtningestrømme giver også vestlige lande større incitament til at give bistand. Heldigvis har Dreher og Langlotz tidligere introduceret en forrygende approach til at løse endogenitetsproblemet (læs her), som de gør brug af sammen med Fuchs.

De tre tyske økonomer fokuserer på alle DAC-donorer, og ser på migrantstrømme fra 156 lande i perioden mellem 1976 og 2014. Resultaterne af studiet er ganske pudsige, da de ikke finder nogen evidens for på monadisk niveau. Med andre ord er der ingen indikation for, at bistand påvirker hvor mange mennesker, der migrerer fra enkeltlande. Bistanden som helhed ser dermed ikke ud til at påvirke strømmene af indvandrere og flygtninge. Men fokuserer man i stedet på det dyadiske niveau, dukker der anderledes klare resultater op.

Billedet, som Dreher, Fuchs og Langlotz finder, peger på at mere ulandsbistand giver væsentligt færre flygtninge, men at bistanden primært flytter flygtninge og indvandrere til lande, der er tæt på deres hjemlande. I dansk politisk tale betyder det, at bistand ’holder folk i deres nærområde’. Bistand til nabolande er således negativt forbundet med flygtningestrømme til Vesten, men ikke til flygtninge- og indvandrerstrømme som helhed.

Det sidste spørgsmål er derfor, om man de facto køber man politisk samarbejde med bistanden. Selvom de tre tyskere omhyggeligt sørger for, ikke at konkludere for meget, finder de klare indikationer for ideen. Virkningen af bistand er således større, jo politisk tættere lande er på hinanden i FNs Generalforsamling. For Syrien er der f.eks. ingen konsekvenser, mens bistand til lande, det er ’lettere’ at forhandle med, udløser mindre migrantstrømme. Dreher-holdets svar er derfor, at svaret er ja – man kan betale lande for at holde migranter væk fra de vestlige lande. Bistanden får dem med andre ord til at strande halvvejs. Som Martin Paldam lakonisk noterede efter præsentationen, har bistanden sandsynligvis bidraget til at skabe de enorme flygtningelejre i f.eks. Mellemøsten, hvor folk lever miserable og tomme liv. Om det er godt eller skidt, afhænger af ens politiske synspunkter.

European Public Choice Society 2017

I morgen eftermiddag starter den årlige konference i the European Public Choice Society. Personligt er EPCS-konference altid årets akademiske højdepunkt, og det er også en konference hvor forbløffende mange venner og gode bekendte kommer hvert år. I år er der den ekstra detalje, at konferencen afholdes på det fine Central European University i Budapest – dvs. det universitet, som Ungarns leder Victor Orbán krampagtigt forsøger at lukke.

Her på stedet har vi en tradition for at skrive om EPCS-konference og hvilke præsentationer, der virker interessante. I år er ingen undtagelse, så her er en kort og aldeles idiosynkratisk liste over papirer, jeg ser frem til. Alle papirerne kan downloades.

Ronald Wintrobe (Western University) præsenterer et papir med titlen Are There Types of Dictatorship? i samme session, hvor Katharina Pfaff (Wien) og jeg præsenterer vores arbejde om regimetransitioner og repression. Ron er en af verdens førende eksperter i studiet af diktatur, så mange af os ser frem til hvordan han håndterer spørgsmålet.

Lena Gehrling (Münster) arbejder i sin lovende PhD-afhandling med kup og politisk ustabilitet. Hun præsenterer Riots and the Window of Opportunity for Coup Plotters, hvor tesen er, at sociale uroligheder kan skabe situationer, hvor det er opportunt at forsøge et kup mod magthaverne. I data fra Afrika peger hendes resultater på, at tilfældige uroligheder kan udløse kup, om end det stadig er næsten tilfældigt, om de lykkes.

Erich Gundlach (Hamborg) og min Aarhus-kollega Gert Tinggaard Svendsen præsenterer nyt arbejde om tillid med titlen How do High and Low Levels of Social Trust Affect the Long-Run Performance of Poor Economies? Erich og Gert sætter en teoretisk model op, hvor tillid påvirker uddannelsesniveauet og simulerer derefter deres resultater. Resultaterne er skræmmende, da den bedste fit af modellen viser, at lavtillidslande kan være faldet mere end 100 år bagud for højtillidslande i den tredje verden.

Mine Heidelberg-kolleger Andreas Fuchs og Angelika Müller kommer til Budapest med et papir med den simple titel Aid Donors. Mens der eksisterer en omfattende litteratur om, hvor meget ulandsbistand, forskellige lande giver, og hvad den gør, fokuserer Andreas og Angelika på den ekstensive margin: Hvornår begynder lande overhovedet at give bistand?

Vitor Castro (Coimbra / Loughborough) præsenterer et fælles papir med sin kollega Rodrigo Martins og den fremragende Toke Aidt (Cambridge) med titlen Shades of Red and Blue: Political Ideology and Sustainable Development. De tre fokuserer på begrebet ‘genuine wealth’ og viser, at et skift fra en venstre- til en højre-orienteret regering typisk indebærer større investeringer i genuine wealth.

The Political Economy of Trust

Vi har skrevet adskillige gange om tillid og den frugtbare forskning i social tillid, sidst i forbindelse med den nye Oxford Handbook of Social and Political Trust. I den bog, som sandsynligvis publiceres til januar (og kommer drypvis online for tiden), har jeg skrevet kapitlet om økonomisk vækst. En stor del af forklaringen er, at højtillidslande er langt bedre til at udvikle gode institutioner – fair og effektive retsvæsener, rene bureaukratier og demokratier, hvor vælgerne faktisk holder politikerne nogenlunde til ilden.

Hvordan sker det? Det er spørgsmålet, jeg forsøger at give et overblik over i et nyt kapitel til en anden ny håndbog, the Oxford Handbook of Public Choice, som redigeres af Roger Congleton, Bernard Grofman og Stefan Voigt. En foreløbig udgave af kapitlet kan læses her. For de læsere, der er yderligere interesserede, kan man også med fordel se min glimrende kollega Andreas Bergh holde et kort oplæg om tillid og velfærdsstaten nedenfor. Der findes værre måder at bruge en halv time på i påsken.

De usynlige tabere når staten rykker ud

I går bragte Cafe Hayek et svar fra Don Boudreaux til en aggressiv, amerikansk universitetsstuderende, der havde kommenteret på bloggen. Den studerende  klagede over, at liberale og ”free market believers [are] blind to hardships and suffering caused when government benefits are taken away by budget cutters like President Trump.” Hans anklage mindede i forbløffende grad om de absurde påstande i den danske debat, når der tales om at reducere udgiftsvæksten i den offentlige sektor. Boudreauxs svar var præcist og svarede til de ting, som langt de fleste meningsdannere – og næsten alle journalister – glemmer i vores debat. Her er den centrale bid:

When budgets are cut, it’s easy to see the likes of government employees who lose jobs, farmers who get smaller subsidy checks, arts exhibitions that must now survive exclusively on private contributions, and poor people whose welfare payments fall.  But the analysis and conversation nearly always stop there.  If cutting funding for some government-funded activity is found to cause some hardship (and which such activity isn’t so found?), cutting government funding of that activity is typically deemed cruel and wrong.  But what is too-seldom asked is: As compared to what?  What will those who now keep more of their incomes spend this money on?  In what ways will the money now left in the private sector be invested?  What new products, businesses, and economic opportunities might be created now that the state no longer seizes these resources from those who create or earn them?  And how will system-wide incentives change when government reduces taxes and spending?

Spørgsmålet på til weekenden må være, hvorfor så mange kun diskuterer det moralske i hvad man rent umiddelbart kan observere, og ikke det man logisk må forstå der også sker? Hvorfor ser på de få håndfulde, de vinder når staten rykker ud med andre menneskers penge, og ikke de tusinder der taber?

Valg og demokrati i verden

Som visse privilegerede læsere ved, er Martin Rode og jeg ved at nærme os tidspunktet, hvor vi kan offentliggøre vores database over regimetyper og regimetransition. Vi glæder os naturligvis, og vil i dag dele en lille bid af den. Databasen, som vi har omtalt tidligere, tillader os blandt andet at skelne mellem lande uden valg (f.eks. Somalia eller Saudiarabien), lande der faktisk afholder valg i etpartisystemer (som Nordkorea), lande med formelt kompetitive valg, men hvor valget ikke reelt kan føre til et regeringsskifte, og lande med de facto demokratiske valg. Vi kan med andre ord skelne mellem steder som Rusland, Sydafrika og Namibia, der afholder nationale valg med forskellige partier, men hvor vinderen i virkeligheden er givet (valgene er ofte hverken frie eller fair) eller hvor man ikke kan forvente at alle parter respekterer resultatet af valget, og lande som Danmark, Botswana eller Chile, hvor der reelt er demokrati.

Hvor stort et problem er det reelt, kunne man måske spørge. Figuren nedenfor illustrerer svaret på spørgsmålet, idet den viser hvor stor en andel af verdens lande der falder i de fire kategorier: 1) Lande uden valg; 2) Etpartistater; 3) Elektorale autokratier, dvs. ikke-demokratier med flerpartivalg; og 4) Faktiske demokratier. Som den viser, er der cirka fem procent af verdens lande i dag, der ikke afholder nationale valg, og omkring tre procent af dem, hvor der kun er et parti at vælge i valget. Det er trods alt et fremskridt i forhold til toppen i slutningen af 1970erne, hvor 28 procent af verdens lande var etpartistater – og næsten alle kommunistiske stater. Omvendt vurderer vi også 63 procent af landene som demokratiske i dag, om end de ikke alle er lige ’kønt’ demokratiske.

Værdien af at kunne skelne er tydelig, når man fokuserer på udviklingen efter Sovjetunionens kollaps omkring 1990. Året før var 44 procent af verdens lande demokratiske, og 40 procent havde enten ingen valg eller var etpartistater – de sidste 14 procent var elektorale autokratier. Følger man udviklingen, kan man tydeligt se hvordan væsentligt flere lande blev demokratiske, men også hvordan størsteparten af dem blot rykkede fra valg med et parti på listen, til valg med flere partier, men uden en reel demokratisk mulighed.

I den anden figur nedenfor, hvor vi plotter den tilsvarende fordeling i Afrika, bliver denne udvikling ekstremt tydelig. Nok er flere afrikanske lande blevet demokratiske, men størstedelen af udviklingen har reelt været udviklingen af skindemokrati: Robert Mugabe sidder stadig tungt på magten i Zimbabwe, Pierre Nkurunziza blev i 2015 for tredje gang valgt som Burundis præsident på trods af at forfatningen begrænser præsidenter til to perioder, og José Eduardo dos Santos har regeret Angola siden 1979. Alle kan hævde at gennemføre valg med oppositionspartier, men valgene betyder reelt ikke noget. Er man interesseret i international udvikling eller politisk økonomi, er det vel værd at vide?

Gæld og reguleringsaktivitet

Titlen er emnet for mit nye papir med min gode ven Niclas Berggren. Papiret er skrevet med finansiering fra IREF – the Institute for Research in Economic and Fiscal Issues. IREFs executive summary er her, sammen med et link til working paper-versionen.

Pointen med papiret er at undersøge, om økonomisk politik påvirker lands gældsudvikling. Ideen er ganske let et få: Danmarks økonomi er ikke særligt reguleret, sammenlignet med mange andre europæiske lande, og vores gæld er til at overse. Grækenlands økonomi er nærmest reguleret ihjel og landet er de facto bankerot. Er de enkelteksempler eller der en mere generel sammenhæng?

Vi ser tre mulige mekanismer, der kunne forbinde reguleringsaktivitet med gældsudvikling. For det første kunne regulering afspejle den mere overordnede approach til politik, inklusive keynesiansk underskudsfinansiering. For det andet kunne reguleringerne slå så meget (formel) aktivitet ihjel, at regeringen ikke kan finansiere budgettet selvom den ville. Og for det tredje kunne de internationale markeder fortolke øget regulering som et signal om problemer eller økonomisk uansvarlighed. I det sidste tilfælde vil de derfor rationelt hæve den risikopræmie, de kræver, og dermed gøre den eksisterende gæld væsentligt dyrere.

Bundlinjen er – uanset at vi ikke kender den eksakte mekanisme – at vi finder klar evidens for en effekt. Forestiller man sig, at reguleringsniveauet ændres fra dansk til græsk niveau, vil gælden stige med cirka 10 % i løbet af en enkelt femårsperiode. Det lyder måske ikke af så meget, men det er i løbet af en ganske kort periode og vi ser ret klar persistens, så virkningen fortsætter ud i fremtiden. Visse regeringer har måske et ønske om at bringe økonomien under kontrol, men mister reelt kontrollen over finanserne på længere sigt.

Public Choice Society 2017

OM nogle få dage sætter jeg mig i et fly med retning mod USA. Anledningen er den årlige konference i the Public Choice Society, der dette år afholdes i New Orleans. Som altid er PCS et af forårets faglige højdepunkter, men også en social begivenhed, hvor man møder gamle venner, gode kolleger og nye talenter. Jeg ser således frem til nogle sjove stunder med gode venner som Niclas Berggren, Andreas Bergh, Jerg Gutmann, Hans Pitlik, Niklas Potrafke og Martin Rode, og gensyn med hyggelige og spændende kolleger – ikke mindst Peter Kurrild-Klitgaard, Emily Skarbek, Lynne Kiesling og Ed López. Derudover bliver det en fornøjelse at introducere min talentfulde PhD-student Andrea Paramo-Florencio til hele miljøet.

Hovedformålet er dog selve konferencedelen, hvor man præsenterer sit eget arbejde, ser andre forskere præsentere deres nye arbejde, og taler med folk om, ’hvad der foregår’ for tiden. På den front ser programmet også lovende ud i år. Helt særligt må man sige, at 2017 er ved at blive et år, hvor public choice og politisk økonomi er blandt de allermest interessante og relevante emner i samfundsvidenskaberne – hvordan kan man ellers forstå Trump, Putin og Le Pen, eller de mærkværdige politiske valg i Latinamerika?

Som altid forbereder man sig på sine egne pligter før alt andet. Min session i år har titlen Understanding the Rules of the Game: Institutions and Entrepreneurship og byder på præsentationer af Daniel Bennett, Christopher Boudreaux, Boris Nikolaev og undertegnede. Mit papir er fællesarbejde med min meget dygtige tidligere studerende Jacob Nygaard Lihn, hvor vi ser på om de kendte effekter af institutionelle forskelle på iværksætteraktivitet afhænger af, om der er vetoinstitutioner som kan ’låse’ forskellene og dermed gøre politik osv. mere forudsigelig. Boris, Daniel og Chris har også været i gang med interessante projekter, som forhåbentlig kan trække et publikum til vores præsentationer.

Udover min egen session er en af de events, jeg ser mest frem til nok en plenary session med David Skarbek med titlen ”Governance without Government.” David er nok verdens førende ekspert i studiet af hvordan fængsler er selvorganiserende. Hans bog om emnet har vundet flere priser og han er en mester i at få folk til at tænke ekstra over emner.

Man kan også nævne sessions om Culture med papirer om kønsnormer (Fike), racisme (Bonnick og Antonio Farfan-Vallespin) og tolerancenormer (Berggren, Nilsson og Ljunge), om Economics of Corruption, der bl.a. omfatter en præsentation fra den brasilianske Jaime Bologna, der er en af de mest spændende unge forskere i public choice-miljøet, og om uafhængige retsvæsener med NYUs interessante Shruti Rajagopalan. Og så er der altid en eller anden, man ikke kendte, som dukker op med noget nyt og spændende, som man bare må opleve. Dét skriver vi om, når vi er på vej hjem igen.

Hvordan fungerer protektionistisk politik – de statiske tab

Der tales meget for tiden om protektionistiske politik. Emnet er i vælten i almindelig politik blandt andet USA og Frankrig, og herhjemme har flere ellers fornuftige kommentatorer været noget mindre end afvisende overfor det. Et særligt segment hos de nationalkonservative ser endda ud til at være særdeles positive overfor handelspolitisk ’beskyttelse’ af visse grupper i samfundet. Flere har spurgt mig, hvad der da er galt med at beskytte arbejdspladser mod udenlandsk konkurrence. Vi har derfor besluttet, at tilbyde en smule undervisning i emnet.

Vi viser i dag udelukkende det, nationaløkonomer kalder de statiske tab i forbindelse med told og anden handelspolitisk beskyttelse. Vi illustrerer dem i et diagram, der hjælper analysen af konsekvenserne af denne type politik i en lille, åben økonomi som Danmark. I figuren for markedet nedenfor, er pw prisen på verdensmarkedet, og prisen på det hjemlige marked bliver derfor pw plus tolden. Resultatet af forskellen på det hjemlige udbud, S, og det hjemlige efterspørgsel, D, (kan aflæses på x-aksen) er således den hjemlige import. Hvis vi ikke havde haft nogen form for kontakt med udlandet, ville prisen og den afsatte mængde som sædvanlig kunne aflæses der, hvor de to kurver skærer. Men pga. konkurrence fra verdensmarkedet, kommer det danske forbrug til at kunne aflæses som der, hvor efterspørgslen D skærer den flade pw-kurve.

Lægger man en told på importerede varer, sker der det simple, at prisen på importerede varer stiger fra pw – den faktiske pris – til pw + tolden. Danske producenter er således blevet kunstigt mere konkurrencedygtige. Konsekvensen for dem er derfor det område, vi har kaldt ’A’ i figuren. De hjemlige producenter får derfor større omsætning og flere kan konkurrere. Det er netop denne konsekvens, der ofte får rent business-mindede konservative til at støtte protektionisme – politikken er jo meget tydeligt pro-business.

Det store problem ligger i de yderligere konsekvenser. Området ’A’ er nemlig tydeligt en overførsel fra forbrugerne til producenterne. Det er jo et forbrug, de alligevel ville have haft, men som sker til højere pris. Området ’C’ er importmængden ganget med tolden, eller med andre ord, statens toldindtægt. ’C’ er derfor en overførsel fra forbrugerne til staten. Men det er klart, at der er to områder, der også forsvinder fra forbrugerne når man pålægger importen en told: ’B’ og ’D’. Området ’D’ skyldes, at forbrugerne ikke blot lider et tab ved at betale højere priser, men også ved at kunne købe mindre. Området ’B’ kan fortolkes som et tab der kommer af, at mindre produktive hjemlige virksomheder nu leverer det, vi kunne have købt af mere produktive udenlandske virksomheder. Vi har med andre ord bundet nogle danske ressourcer i at producere noget, vi faktisk ikke er specielt dygtige til. Områderne ’B’ og ’D’ kalder således teknisk for dødvægtstab, eller mere populært for Harberger-trekanter (efter Chicago-økonomen Arnold Harberger).

Den gevinst som danske virksomheder får, tages således fra danske forbrugere, ligesom den gevinst, staten får. Oveni er der disse dødvægtstab, hvilket derfor indebærer, at enhver nationaløkonom med respekt for sig selv må konkludere, at protektionisme nok er pro-business, men anti-market. Og det pudsige er, at virkelighedens statiske tab slet ikke ender der.

I 1967 rejste public choice-legenden Gordon Tullock nemlig det spørgsmål, om ikke virksomheder ville være villige til at betale for at få handelspolitisk beskyttelse? Tullocks svar var, at rationelt drevne virksomheder ikke blot ville bruge ressourcer på produktion, men også på at lobbye for at få beskyttelse. Som alle andre aktiviteter, vil de bruge ressourcer på lobbying op til det punkt, hvor omkostningen ved at bruge én arbejdstime eller én krone mere på lobbying er præcist lig med den forventede gevinst af den. Og politikere er mere end villige til at sælge handelspolitik – det er en af måderne, at de enten kan få virksomheder til at give partistøtte eller i det mindste til at finansiere meget rare middage og hotelophold.

To indsigter fra public choice-traditionen ændrer derfor vores analyse. Først må man regne med, at noget af overførslen ’A’ faktisk går tabt i uproduktiv adfærd. Det er med andre ord et område, der tages fra forbrugerne og tabes i lobbyomkostninger. Det ekstra lobby-tab er tegnet ind med rødt i den anden figur nedenfor.

Man må også regne mindst et, og sandsynligvis yderligere to tab ind. For det første eksisterer der et logisk tab, da det ikke er gratis at indkræve tolden. Staten må afholde udgifter i forbindelse med at indkræve told, hvilket reducerer område ’C’ – udgifterne er et nettotab for samfundet. For det andet antager standardanalysen i den første figur, at staten bruger hele toldindtægten på en produktiv eller velfærdsskabende måde. Der findes en over 50-årig forskningstradition, der peger på at langt de fleste politikere har incitamenter, der vil føre dem til at bruge ekstra indtægter på enten populære tiltag, der kan få dem valgt næste gang, eller på støtte til særinteresser. Disse aktiviteter skal regnes som tab i en nationaløkonomisk analyse! De er tegnet ind med blåt i figuren.

Tullock tog udgangspunkt i, at område A er en gevinst for producenterne. Producenterne vil derfor have et klart incitament til at bruge ressourcer på at ’få fat’ i området. Med andre ord vil de investere ressourcer i at søge den ’rent’, de kan få hvis de overbeviser politikerne i at indføre en told. Disse ressourcer bliver altså ikke investeret produktivt, men udelukkende for at få adgang til en overførsel fra forbrugerne. Politikere vil på deres side have en interesse i at åbne for muligheden for at få beskyttelse mod international konkurrence, da det vil få producenter til at tilbyde støtte. Denne støtte kan være direkte bestikkelse eller det kan være partistøtte, der vil kunne gøre det lettere for politikernes parti at vinde det næste valg. De ressourcer, der investeres i at få adgang til beskyttelse, skal derfor regnes som et rent, samfundsmæssigt tab.

Der er fra en fagøkonomisk vinkel dermed ingen undskyldninger for at indføre protektionistiske tiltag. Og til dem, der måske stadig er en smule kritiske: Vi har kun dækket de velkendte statiske tab. Der er en anden liste af dynamiske tab, dvs. tab der udfolder sig over en længere periode og bliver synlige i f.eks. vækst og produktivitetsudvikling.

Public choice og ny toleranceforskning

Som vores faste læsere nok ved, er Aarhus Universitet vært for den årlige Danske Public Choice workshop i morgen; og programmet kan ses her. Jeg glæder mig personligt, ikke mindst fordi programmet ser spændende ud, men også fordi adskillige begavede og fornøjelige kolleger har valgt at tage turen til Aarhus.

Et af de papirer, jeg ser særligt frem til i morgen, er Niclas Berggren og Therese Nilssons ” Roots of Tolerance: What Explains Western Values among Children of Immigrants?” Niclas og Therese har udgivet en række interessante artikler de senere år om tolerancenormer, og hvordan både globalisering og økonomisk frihed gør de fleste mennesker mere tolerante overfor f.eks. ateister og homoseksuelle. De stiller denne gang det interessante spørgsmål, hvorfor nogle andengenerationsindvandrere har ret vestlige tolerancenormer – det de kalder Western Values – og andre slet ikke har.

En del af svaret er, at folk med forældre fra lande med relativt pragmatiske normer – i modsætning til en norm der hylder traditioner og lydighed – er mere tolerante, ligesom dem fra mindre fraktionaliserede, bedre uddannede og mindre religiøse lande er. Pragmatismeresultatet viser sig særligt statistisk stærkt, ligesom et andet, der ellers ofte beskyldes for at være en fordom. Folk med forældre, der er indvandret fra muslimske lande, er væsentligt mindre tolerante overfor f.eks. homoseksualitet.

Mens en del forskning, inklusive noget af det Niclas og jeg har været fælles om, har vist at Islam ikke generelt er forbundet med lavere tillid eller værre retslig kvalitet – det er ikke religionen, men graden af religiøsitet, der er vigtig i de henseender – peger dette studie derfor i en anden retning. Muslimer i Europa er, alt andet lige, mindre tolerante end andre mennesker i det samme land. Mens man kunne have forventet det samme af f.eks. katolikker eller hinduer, finder Niclas og Therese ingen indikationer i den retning. Det er således ikke en fordom, men et ret klart faktum, at de fleste andengenerationsindvandrere fra muslimske lande er mindre tolerante end resten af os. Om det så også gælder for bosnierne er et spørgsmål, man kan stille i morgen.

Dansk public choice workshop 2017

Næste fredag, den 3. februar, er Martin Paldam og jeg værter for den årlige danske public choice workshop. Den afholdes derfor på Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet (i L-bygningen på Fuglesangs Allé 4) fra klokken 11. Som altid er workshoppen åben for alle interesserede, og som de seneste år, er der deltagelse fra både Sverige, Tyskland og Holland.

Workshoppen er inddelt i tre sessions med hvert sit overordnede emne – sådan cirka da – med præsentationer inklusive spørgsmål på en halv time hver. Vi starter klokken 11 med økonomisk politik og tre præsentationer:

Lasse Aaskoven (København): Budget Institutions and Taxation

Philipp Schröder (Aarhus): Does (strategic) export promotion make sense?

Rasmus Wiese (Groningen): Dynamite in the hands of short-sighted politicians: The isolated cost-effects of healthcare financing privatisations

Efter frokost fortsætter vi 13.30 med en session om institutioner. Her er præsentationerne:

Benjamin Egerod (København): Voting for a Career: How the revolving door moderates the Senate

Martin Paldam (Aarhus): Jumps into democracy: The short and long run in the Democratic Transition

Niclas Berggren (IFN, Stockholm): Roots of Tolerance: What Explains Western Values among Children of Immigrants?

Jerg Gutmann (Hamborg): Judicial Quality in the EU

Sidst, men ikke mindst, er der kaffe indtil 15.45, hvor vi sætter fokus på arbejdsløshed og tilfredshed med tre præsentationer:

David Dreyer Lassen (København): Expectations, Experiences, Updating: The Effect of Wealth and Unemployment Shocks on Beliefs, Preferences, and Voting

Andrea Paramo Florencio (Aarhus): Life satisfaction, trust and governance in Latin America

Gert Tinggaard Svendsen (Aarhus): Lazy Bob and the Bumblebee: Can Social Control Prevent Free Riding in the Universal Welfare State?

Skulle man være i nærheden af Aarhus den 3. og være interesseret, er man velkommen til at kigge ind. Der er ingen krav om at man deltager i hele dagen. Man kan altid komme til en enkelt session og sikkert være så heldig at få en snak med deltagerne bagefter. Vi håber at se både studerende, kolleger og andre interesserede på Fuglesangs Allé til workshoppen.

Older posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑