Tag: public choice (side 1 af 9)

Public Choice Workshop – programmet er klar

Som vi tidligere har skrevet, er det om 2½ uge – den 1. februar – tid til den årlige danske public choice workshop. Workshoppen er i år organiseret af Martin Paldam og undertegnede på Aarhus Universitets campus på Fuglesangs Allé, hvor hele programmet afholdes i L-bygningen. Der er flere grunde til at glæde sig.

Programmet (tilgængeligt her) er delt ind i seks sessions, og starter klokken 11 med titlen ”Welfare states.” Sessionen består af Andreas Bergh (Lund), der præsenterer “Hayekian Welfare States: Explaining the Co-Existence of Economic Freedom and Big Government”, Henrik Jordahl (IFN) med “Do Welfare State Regimes Affect Social Trust?”, og Peter Nannestad og Jens Wermuth (Aarhus), der kommer med “Central, but Elusive? Some Critical Reflections on the Conceptualization and Measurement of “Work Ethics”.” For de deltagere, der er meldt til hele dagen, er der derefter frokost, hvorefter man fra 13.20 har et valg mellem to sessions. Den ene handler om ”Institutions” og består af Niclas Berggren (IFN) og Jerg Gutmann (Hamborg) med ”Securing Personal Freedom through Institutions – the Role of Democracy and Judicial Independence”, Robert Fritzsch (Erfurt) med “Economic Institutions, Adaptive Efficiency and Crisis Resilience – Lessons from the Great Recession” og Martin Paldam (Aarhus), der præsenterer “Does Political Instability harm Development? A Comparative Empirical Study of the Long Run.” Alternativet er en session med titlen “Reforms and negotiations”, hvor Søren Aasborg Østervig (Aarhus) præsenterer “Trade Agreement Effects and Export Costs: Institutional Dissimilarities”, Lasse Aaskoven (Essex), der kommer med “The Political Effects of Wealth Inequality: Evidence from a Danish Land Reform”, og trioen Karsten Bo Larsen, Henrik Christoffersen og Søren Havn Gjedsted (Cepos) der har “Four Legs Good. Two Legs Bad”: How Politicians Estimate the Potential for Efficiency Gains in the Public Sector” med.

Mellem 14.50 og 15.20 er der kaffepause – og med garanti mere snak om dagens forskningsemner – hvorefter der igen er et valg mellem to sessions. Den ene har titlen ”Constraints and ideology” og er en line-up af Stefan Voigt (Hamborg) og Christian Bjørnskov (Aarhus) med “Political Temptation With and Without Constitutional Constraints: Do Constitutional Constraints Protect the Press after Terrorist Attacks?”, Felix Døssing (Copenhagen) med “Suboptimal Paternalism” og Jerg Gutmann (Hamborg) med “Endogenous Constraints on Repression.” Hvis det ikke er interessant, kan man i stedet vælge den anden session, der hedder ”Experiments and negotiations.” Her er de tre præsentationer Rasmus Wiese (Groningen) med “An Experimental Test of Survey Measured Political Ideology”, Nicola Maaser (Aarhus) og Thomas Stratmann (George Mason) med ”Moral Decision Costs and Power: Theory and Experimental Evidence” og Søren Havn Gjedsted og Otto Brøns-Petersen (Cepos) med ”Does horse-trading take place in the formation of local Danish government? An empirical investigation.”

Det hele slutter af med en kort session med kun to papirer: Andrea Sáenz de Viteri (Navarra) og Christian Bjørnskov (Aarhus) med “Constitutional Power Concentration and Corruption: Evidence from Latin America and the Caribbean” og Gert Tinggard Svendsen (Aarhus) og Urs Steiner Brandt (Southern Denmark), der slutter det hele af med ”Is the Annual UNFCCC COP the Only Game in Town? Climate Negotiations and Unilateral Action.”

Programmet til årets public choice workshop er således en blanding af den lange række emner, der passer under paraplybegrebet public choice / politisk økonomi. Præsentationerne er ikke blot af gode forskere, men også af flere forskere, der er kendte for at være gode til at præsentere. Det tegner godt.

Husk: Dansk Public Choice Workshop 2019

Som vi skrev i september, afholdes den årlige danske public choice workshop fredag den første februar 2019 på Aarhus Universitet. Workshoppen starter klokken 11, organiseres i år af min gode kollega Martin Paldam og undertegnede, og medfinansieret af Tuborg-centeret. Dette er derfor en påmindelse til alle interesserede læsere, der skulle være i Aarhus-området den første februar. Alle interesserede er velkomne til at kigge forbi L-bygningen på Fuglesangs Allé, enten til en enkelt session eller til hele dagen. Og skulle der sidde en PhD-studerende eller andre ude i landet, som gerne vil med, er der stadig fem dage til deadline for at indsende bidrag.

Mens vi regner med at offentliggøre programmet først i januar (bl.a. her på stedet), har vi allerede tilsagn fra en række gode folk med spændende projekter. Blandt de bekræftede deltagere er for eksempel Niclas Berggren og Henrik Jordahl (IFN, Stockholm), Jerg Gutmann og Stefan Voigt (Universität Hamburg), Andreas Bergh (Lunds Universitet), Lasse Aaskoven (Essex), Karsten Bo Larsen, Henrik Christoffersen og Søren Havn Gjedsted (Cepos), og Andrea Sáenz de Viteri (Universidad de Navarra). Indtil videre dækker præsentationerne et bredt felt i public choice fra populisme, formueulighed, og arbejdsetik til klimaforhandlinger, krisepolitik og terrorisme. Alt tyder på en meget interessant fredag i Aarhus.

Niclas Berggren blogger igen!

Efter en årelang ferie fra blogosfæren er min gode ven og IFN-kollega Niclas Berggren tilbage. Nogle af vores læsere husker måske hans glimrende blog Nonicoclolasos, og adskillige af os har savnet den. Den gode nyhed er, at Niclas har besluttet at vende tilbage til bloggen.

For de af vores læsere, der ikke kender Niclas Berggren, er han nationaløkonom og forsker ved Instituttet för Näringslivsforskning i Stockholm, og lektor ved VŠE i Prag. Han har for tiden godt 2500 citationer i Google Scholar, hvilket placerer ham i samme lag som blandt andet den nuværende overvismand. Niclas er bredt interesseret i forskningsfelter som tolerancenormer, religiøsitet og de politiske virkninger af folks udseende, men er også et dybt kulturelt menneske. Blandt de første blogposter i år er indlæg om arveskat, om Nordhaus tager fejl i sine klimavurderinger, optimale a-kasser, og svensk narkotikapolitik. Det hele er meget varmt anbefalet!

Populisme og pressefrihed

Der tales meget om populisme i disse år, og med god grund. I vestlige lande har vælgerne de senere år valgt åbenlyst populistiske politikere i så forskellige lande som USA, Ungarn og Italien. Fænomenet eksisterer på både højre- og venstrefløjen, med højrefløjspopulister som Donald Trump, Viktor Órban og Recep Erdogan og venstrefløjspopulister som Alexis Tsipras, Matteo Salvini, og Bernie Sanders som fremtrædende eksempler. På trods af adskillige populismeforskeres indædte uvilje, er det svært ikke også at finde tydeligt populistiske elementer i Mette Frederiksens og Justin Trudeaus ellers officielt midtsøgende politik. Ingen fløj kan reelt frasige sig eksistensen af populistiske politikere.

Nogle kommentatorer og politikere har spurgt om, hvad problemet er – og om der overhovedet er et problem? Får folk ikke bare hvad de vil have? I et demokrati kan man måske argumentere for, at ’folket’ får hvad de vil have, men kender man en smule til public choice, ved man at der faktisk ikke findes nogen logisk konsistent møde at definere det famøse ’folket’. Argumenter, der baserer sig på påstande om ’folkets vilje’ er dermed altid ulogiske per definition.

Det egentlige problem er, at der synes at være to fællestræk for alle populister. Det første er, at de påstår at repræsentere ’folket’ – det ægte folk, og ikke de uægte andre. Erdogan har således opnået en vis berømmelse qua sit spørgsmål til en gruppe politiske modstandere ved et vælgermøde i 2016 ”Vi er folket! Hvem er I?” Det andet fællestræk, som min dygtige kollega Friedrich Heinemann (ZEW Mannheim) påpegede over øl og barbecue i sommers, er at de alle i en eller anden form afviser eksistensen af begrænsninger af politik. Salvinis regering i Italien har for eksempel afvist, at deres store budgetunderskud vil skabe ekstra gældsproblemer for Italien, helt uanset at de bliver nødt til at låne flere penge til at dække underskuddet. Donald Trump mener ligeledes, at hans protektionistiske politik vil skabe vækst og arbejdspladser i USA, fraset at praktisk taget alle nationaløkonomer udenfor regeringscirkler mener det modsatte.

I dag peger vi dog på et tredje fællestræk ved mange, omend måske ikke alle populister: Deres skepsis overfor frie medier og pressens frihed til at skrive, hvad den vil. Trump er berømt for at rase mod ’fake news’ – mens han iøvrigt selv bidrager betragteligt til dem – og for sine udfald mod blandt andet New York Times og CNN. I Ungarn har Viktor Órban haft succes i at begrænse pressens frihed i et omfang, der er meget tydeligt i internationale vurderinger. Freedom House vurderer således, at Ungarns begrænsninger i pressefriheden svarer til et indeks 44 i dag, mens det var 21 (og dermed på linje med USA’s) for blot ti år siden. En lignende udvikling er i gang i Polen, mens USA’s politiske system har vist sig meget robust overfor en præsident uden respekt for den første tilføjelse til den amerikanske forfatning.

Er disse eksempler udtryk for en mere generel tendens? Det giver vi et delvist svar på i dag ved at bruge de populismedata, som Andrea Sáenz de Viteri og jeg har udviklet i en anden forbindelse (læs her). I stedet for at score landes ledere ifølge vores egne idiosynkratiske forestillinger – som meget af den eksisterende litteratur de facto gør – har vi beregnet, hvor ofte en gruppe ledende britiske og amerikanske aviser omtaler den pågældende leder i forbindelse med populisme. Vi får dermed et indirekte, men relativt objektivt, mål for populisme, som vi sammenholder med Freedom Houses indeks for (mangel på) pressefrihed i 2017 i figuren nedenfor. Den grundlæggende idé er ikke vores, den skylder vi min studerende Camilla Kjær.

Plotter man den gennemsnitlige populismescore siden 1970 overfor den nuværende pressefrihed, så man tillader langsomme og gradvise påvirkninger af pressefriheden, får man det fine billede i figuren. Som altid i disse år er Venezuela ekstremet, med langt den værste pressefrihed – landets indeks er stort set det samme som Ruslands – og den tydeligt mest populistiske tradition. Men på tværs af resten af Latinamerika og det caribiske område er der stadig en klar sammenhæng, hvis man ser bort fra Venezuelas kollaps. Der findes tydeligt lande uden nogen særlig populistisk tradition, der undertrykker pressen af andre grunde, men ingen stærke populister, der ikke gør det. Med andre ord er populisme ikke den eneste forklaring på undertrykkelse af pressen, men jo mere populistiske traditioner man får, jo mere undertrykt bliver den.

Mens et enkelt plot med en korrelation og et simpelt mønster naturligvis ikke er håndfast og robust evidens for en klar, kausal sammenhæng, giver figuren i det mindste en klar indikation: Populister ser umiddelbart ud til at undertrykke pressen der, hvor de overhovedet kan slippe afsted med det. Og vender man blikket tilbage til Europa, er det helt evident tilfældet i Ungarn og Polen. Spørgsmålet er, hvem der er det næste land?

Hvad gør populister?

Det kan næppe være gået mange læseres næse forbi at der de senere år har været en stigende tendens til populisme i de fleste demokratiske lande. Donald Trump, Viktor Órban i Ungarn, og Jair Bolsonaro i Brasilien er alle eksempler på tydeligt populistiske politikere, ligesom både Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Sverigesdemokraterne, Front National og Italiens Femstjernebevægelse er populistiske partier. Vi skrev om emnet for mere end ti år siden (her) da Hugo Chavez herskede i Venezuela, men siden da er der kommet flere eksempler og mere forskningsinteresse i, hvad populister er og de vil.

Den forskning har min PhD-studerende Andrea Saénz de Viteri og jeg bidraget til i år. Papiret, som vi startede i december sidste år og Andrea præsenterede en meget foreløbig version på PCS-konference i marts, er nu endeligt ude som working paper. De sidste ændringer lavede vi i går som reaktion på min præsentation af i tirsdags i Washington. Papiret med titlen ”Populism and Constitutional Reform in Latin America and the Caribbean” ligger nu frit tilgængeligt på SSRN og kan læses her.

Vores tese i papiret er, at populister typisk betragter sig selv – eller påstår de betragter sig selv – som de sande repræsentanter for ’folket’ og derfor mener, at eksisterende ’checks and balances’ og magtdeling blot er en gammel elites måde at begrænse dem i at gøre godt. Magtdelingen og de forfatningsmæssige grænser for politik bliver også ofte beskrevet som politisk illegitime, da de kun beskytter eliten – eller det er i hvert fald det, populister argumenterer. Har de mulighed for det, vil de populistiske partier derfor gerne svække de vetoinstitutioner, som forfatningen lægger ned over politiske beslutningsprocesser.

For at svare på spørgsmålet om populister rent faktisk underminerer vetoinstitutioner ved f.eks. at ændre forfatningen, benytter Andre og jeg os af et mål for magtkoncentration i parlamentet, som Stefan Voigt og jeg udviklede til en artikel sidste år, og konstruerer et lignende mål for magtkoncentration i regeringen. Vi følger derefter forfatningsændringer i 42 lande i Latinamerika og Caribien siden 1970 og kombinerer det med et nyt mål for populisme i regionen. Målet er konstrueret fra artikler i ti førende amerikanske og britiske aviser, og deres omtale af regeringsledere i regionen. Helt unikt kombinerer vi også dette mål med et mål for regeringens politiske ideologi på en standard højre-venstre-skala.

Undersøgelsen viser – ganske skarpvinklet at: Højrepopulister ændrer forfatningen for at koncentrere magten og slippe for vetoinstitutioner, mens venstrepopulister underminerer domstolenes uafhængighed, så de kan slippe afsted med at ignorere forfatningen, mener man således, som de fleste eksperter, at forfatninger bør være meget stabile og bredt respekterede dokumenter, er populisme en trussel.

Er man mere nysgerrig er abstractet her:

While constitutions are supposed to be stable documents entrenching a set of rules of the political game, Latin American and Caribbean constitutional development has been characterized by frequent change and instability. We hypothesize that the Latin American tradition for populist governments and heads of state explains this tradition. Contrary to established parties and interests, populist tend to aim at securing the median vote and be supported by non-encompassing interests. They also depict themselves as outside the regular elite and oppose the regularly conduct of politics. It may therefore be in the particular interest of populists to change the constitution to suit their specific needs. Exploring the frequency and direction of constitutional reforms in 42 Latin America and Caribbean countries, we find evidence indicating that populists are more likely to amend the constitution to concentrate power.

På vej til Southerns 2018

Jeg sidder i skrivende stund i den gigantiske Dallas-Fort Worth-lufthavn og venter på mit fly til Washington DC. Efter at have brugt et par dage i Texas med seminarer på Baylor University og Southern Methodist University er jeg nu på vej til den primære grund til min tur: Den årlige konference i the Southern Economic Association. Konference afholdes i år i Washington DC, og blandt flere hundrede deltagere er der blandt andet venner som Niclas Berggren og Henrik Jordahl (begge IFN, Stockholm) og en lang række meget dygtige økonomer fra Europa og Nordamerika. Udover almindelige deltagelse og interaktion med kolleger og PhD-studerende er mine forpligtelser ved konferencen præsentationer i to sessions: ”Institutions and Macroeconomic Performance” tirsdag morgen og ”Understanding Institutional Change” tirsdag eftermiddag.

Tirsdag morgen har jeg overtaget Daniel Bennetts (Baylor University) præsentation af vores fælles papir ” Coups and Institutional Change” med Stephan Gohmann (University of Louisville” – Daniel er cirka en måned fra at blive far, og har fornuftigt nok valgt at blive hjemme. Jeg kommer til at dele sessionen med Hugo Montesinos og James Gwartney

(Florida State University), der kommer med ”A Dynamic Examination of the Impact of Economic Institutions, Democracy, and Human Capital on Growth.” og Ryan Murphy (Southern Methodist University), der præsenterer “Economic Freedom Variables Endogenous to Business Cycles.”

Tirsdag eftermiddag på en af de sidste sessions til konferencen er jeg med på panelet ved “Understanding Institutional Change” sammen med Wilson Law (Baylor University) og Yang Zhou (West Virginia University). Wilson kommer med et rent teoretisk papir med titlen ”Economic Liberalization as Repeated Coordination Game” mens Yang præsenterer ”Checks and Balances between Party Chief and Mayor: Prefectural City Level Evidence.” Hans ganske interessante pointe er at kinesiske ledere ofte forsøger at introducere et element at checks and balances på det regionale og kommunale plan ved at udnævne ledere fra forskellige baggrunde og forskellig observans.

I den kommende uge kommer vi til at skrive om nogle få af de cirka 400 papirer, der skal præsenteres de kommende dage. Blandt de mange titler, der præsenteres til konferencen, er her et lille udsnit: ”Social Capital Accumulation by Terrorist Groups” (Alex Ray, Clemson University); ”Making Sense of Piketty” (Camilo Gomez, Hernando Nano Zuleta og ndrés Alvarez, Universidad de los Andes); ”Charitable Giving, Political Alignment, and Ideologies” (Benjamin Priday, Texas A&M University); “Borders Change, Institutions Remain” (Andrew Jonelis, University of Kentucky); og ”Measuring Cross-Country Differences in Misallocation” (T. Kirk White, U.S. Census Bureau, og Martin Rotemberg, New York University). Hele programmet kan ses her og hvis vores læsere er særligt interesserede i et af emnerne, modtager vi gerne forslag.

Public Choice Handbook på vej ud

Vi gør her på stedet en jævnlig indsats for at introducere vores læsere for public choice og politisk økonomi, og forhåbentlig gøre dem interesserede i området. Flere af os mener, at området er helt centralt for at forstå nationaløkonomiske og politiske spørgsmål. Når der sker noget i public choice, vil vi derfor gerne slå på tromme for det.

Det er sagen i næste måned, hvor den nye Oxford Handbook of Public Choice udkommer fra University of Oxford Press (volume 2 her). Bogen er redigeret af Roger D. Congleton (West Virginia University), Bernard N. Grofman (University of California, Irvine) og Stefan Voigt (Universität Hamburg) og har bidrag fra en række førende public choice-forskere. Blandt de mange eksempler er der kapitler om ”Constitutional Transition” af Zachary Elkins (University of Texas at Austin), “Are There Types of Dictatorship?” af Ronald Wintrobe (Western University), ”The coup: competition for office in authoritarian regimes” af Toke Aidt (Cambridge) og Gabriel Leon (King’s College London), “Is Government Growth Inevitable?” af Randall G. Holcombe (Florida State University), “’The Bureaucracy’ as an Interest Group” af Patrick Dunleavy (London School of Economics), og “Institution-induced Stability” af Kenneth A. Shepsle (Harvard University). Fra den hjemlige front er der også bidrag om ”Public choice and social democracy” af Peter Kurrild-Klitgaard (Københavns Universitet) og ”The political economy of trust” undertegnede.

Hele bogen er stærkt anbefalet for dem, der gerne vil have et overblik over hvor forskningen i public choice er, hvilke emner den dækker, eller blot ønsker lidt inspiration til at tænke over tingene. Og har man ikke lyst til at betale den noget eksorbitante pris for bogen, kan langt de fleste kapitler faktisk findes gratis på SSRN!

Uafhængige domstole er ikke altid uafhængige

En af de vigtigste indsigter i public choice / politisk økonomi, og særligt de overlappende områder der kaldes retsøkonomi (law and economics) og forfatningsøkonomi (constitutional political economy), er den fundamentale forskel på de jure og de facto forhold. Tilbage fra Buchanan og Tullocks The Calculus of Consent var det klart, at man teoretisk sagtens kunne forestille sig situationer, hvor lovgivning på papiret og lov i praksis havde lidt eller intet med hinanden at gøre. Bogen og Tullocks efterfølgende arbejde fremhævede både problemer med at håndhæve lovgivning og hvordan lovgivning ofte har andre grunde end de officielle. Lars Feld og Stefan Voigts grundlæggende arbejde fra 2003 viste senere empirisk, at retsvæseners uafhængighed af politik er meget forskellige afhængig af om man ser på de jure situationen – hvad der står på papiret – og de facto, dvs. om de i virkeligheden er uafhængige (se også deres update med Jerg Gutmann her).

Indsigten fra public choice er ofte meget upopulær blandt jurister, der er skolet meget anderledes end de fleste nationaløkonomer og politologer. Den har dog også væsentlige politiske implikationer, da man ikke blot kan ordne problemer ved at lovgive – selvom lovgivning i sig selv er perfekt, er det på ingen måde sikkert, at den implementeres eller håndhæves på en gavnlig måde, eller overhovedet. Den efterlader dog også et mere grundlæggende spørgsmål, som Stefan Voigt, Jerg Gutmann og jeg så småt er gået i gang med at svare på: Er politisk uafhængighed et fundamentalt forhold, eller er uafhængigheden begrænset til specifikke områder?

Med andre ord søger vi at svare på, om regeringer, der ikke respekterer område Xs uafhængighed, heller ikke respekteret område Ys. Helt konkret sigter vi for eksempel efter at svare på, om et politisk uafhængigt retsvæsen også indebærer, at medierne er uafhængige, og om lovgivning, der skal sikre det ene områdes uafhængighed typisk kommer i en pakke af anden lovgivning, der sikrer andre områders uafhængighed.

Projektet er nystartet, og planen er at kunne præsentere resultatet som arbejdspapir ved den nordamerikanske public choice-konference, der afholdes i Louisville, Kentucky, til marts. Vi er dog ikke på helt bar bund, som beskrevet ovenfor og i figuren nedenfor. Tidligere forskning, ikke mindst mine kollegers arbejde med Lars Feld, peger i retning af at de facto og de jure-mål ikke har meget med hinanden at gøre. I figuren, der er vores første spæde skridt mod et resultat, danner vi et indeks over den konstitutionelle sikring af højesterets politiske uafhængighed ved at tage gennemsnittet af fire indeks der måler: Er højesteret formelt uafhængig af politik, er højesterets afgørelser endelige, har regeringen eller parlamentet indflydelse på udnævnelsen af højesteretsdommere, og har regeringen eller parlamentet indflydelse på udnævnelsen af højesteretspræsidenten?

Det indeks, repræsenteret på x-aksen, plotter vi imod et mål for de facto uafhængighed fra V-Dem-projektet for en gruppe demokratier i de vestlige lande (de blå markeringer) og Latinamerika og Caribien (de røde). Og som det kan ses, er der overordnet en negativ sammenhæng mellem de jure uafhængighed, som defineret af forfatningen, og hvordan virkeligheden ser ud! Mest sigende er det dog, at nedre kvadrant til venstre – dvs. kombinationen af mangel på de facto og de jure uafhængighed – er tom. Havde forfatningens regler påvirket virkeligheden, ville vi have regnet med at se lande i den kvadrant, hvilket vi tager som en første indikation på, at stramme forfatningsregler indføres som en reaktion på de facto problemer, men at de generelt ikke virker. Med andre ord viser de allerførste afsøgninger af data, at forfatningsregler sandsynligvis ikke virker, men at de ikke er tilfældige. Og skulle en af vores sædvanligvis begavede læsere har input eller spørgsmål, hører vi gerne!

Fyrtårne, fyrskibe og staten

Stort set enhver lærebog i public economics viser, at offentlige goder vil blive underproduceret af et frit marked. Offentlige goder er karakteriserede ved at være ’non-rival’ og ’non-excludable’, dvs. mit forbrug af en park betyder ikke, at andre ikke også kan forbruge parken mens vi gør det – den er non-rival – og ingen kan forhindre os (lovligt) i at bruge den – parken er non-excludable. Disse to karakteristika betyder, at det ikke er muligt at tjene penge på at udbyde offentlige goder, hvilket giver det traditionelle argument for, at staten bør sørge for visse offentlige goder. Selv i liberal tradition omfatter disse goder retsvæsen, politi og nationalt forsvar, og ofte også grundlæggende uddannelse.

Nobelprisvinderen Paul Samuelson betragtede fyrtårne som kvintessentielle eksempler på rene offentlige goder, der ikke kunne produceres af et frit marked, men måtte være statslige. Adskillige lærebøger har derfor siden 1950erne brugt fyrtårne som eksempel, men et eksempel med modeksempler: Siden Ronald Coases artikel ”The Lighthouse in Economics” har der været en til tider ophedet diskussion om, hvorvidt offentlige goder altid skal produceres og finansieres af staten. Allerede James Buchanan, havde argumenteret, at det kan lade sig gøre at løse problemet ved at indføre eksludabilitet, så de offentlige goder bliver til såkaldte klubgoder. Men Coases artikel i 1974 pegede på, at det ikke var sandt – som Samuelson og andre hævdede – at der ikke havde været private fyrtårne i England og Wales.

Det er denne diskussion, om Rosolino Candela (Mercatus, GMU) og Vincent Geloso (Texas Tech) bidrager til i september-nummeret af Public Choice. De tager udgangspunkt i et enkelt eksempel fra udløbet af Themsen, som kaster lys på den engelske situation fra 1731 til nationaliseringen af fyrtårnene i 1835. Deres eksempel er det fyrskib, som David Avery and Robert Hamblin udviklede og placerede i the Nore ved et af de farlige steder i indløbet til Themsen. Avery og Hamblin entrerede dermed markedet for navigationslys, men ikke med et fyrtårn, men en teknologisk innovation, der løste samme problem. Det er dén indsigt, der er central i artiklen

Som Candela og Geloso skriver i deres indledning, er et grundlæggende problem i hele diskussionen om offentlige goder, at “correction of an alleged market failure may prevent private entrepreneurs from discovering a market solution to correct such a failure.” Med andre ord kan en offentlig ’løsning’ af et problem omkring offentlige goder forhindre markedsaktører i at løse problemet. Observerer man enten ingen privat produktion af offentlige goder, eller en situation hvor de private udbydere enten leverer en meget dyr service eller har svært ved at tjene penge, kan det naturligvis være tegn på en markedsfejl. Men det ofte form af en situation, hvor et marked mangler, mere end et marked, der fejler. Man må derfor spørge sig selv om, hvorfor det mangler.

Candela og Geloso peger helt centralt – og meget vigtigt – i deres artikel på, at markedet for navigationslys i de 100 år efter Avery og Hamblins opfindelse ikke kun bestod af fyrtårne, men også fyrskibe. Tidligere studier her således først og fremmest overset en del af markedet! Men den anden del af studiet består i, hvordan Candela og Geloso demonstrerer at en bestemt, og meget stærk særinteresse forsøgte at opretholde et monopol. Trinity House, en privat organisation der fungerede som den faktiske myndighed i England og Wales, havde haft monopol på at indkræve betaling for brug af fyrtårne siden 1679. Organisationen havde derfor også ganske betragtelige indtægter, og lobbyede kraftigt mod de nye fyrskibe. Det var lykkedes tidligere, og det egentligt nye i Avery og Hamblins fyrskib – udover rent tekniske innovationer – var at deres patent var ” was worded vaguely so as not to appear in direct competition with coastal lighthouses, even if that was their intention.” Med støtte fra Admiralitetet lykkedes det i første omgang at afværge Trinity Houses forsøg på at tilbagekalde det patent, de fik. I anden omgang lykkedes det dog Trinity House at få tilbagekaldt – en hidtil uset handling fra statens side – og Hamblin, der havde købt Avery ud, samarbejdede derefter med ’myndigheden’ om at opretholde monopolet.

Historien om de britiske fyrtårne og –skibe er således ikke en historie om markedsfejl, men derimod om særinteressers spil, der forhindrede konkurrence på markedet for navigationslys. Candela og Geloso viser således, at det som en lang række studier har betragtet som en markedsfejl faktisk er en ganske velkendt regeringsfejl, som forhindrede et marked i at opstå. Som de konkluderer:

“That the justification for nationalizing all private lighthouses in 1836 and abandoning the Trinity House system was to reduce the light dues paid by shipowners, even though a cheaper private alternative had been developing in the form of lightships, shows that monopoly power in lighting services was a consequence of government failure, not a market failure.”

Tre artikler om regulering

De sidste par uger har jeg sammen med to af mine faste medforfattere fået to artikler accepteret i videnskabelige tidsskrifter. Det er naturligvis i sig selv grund til fejring – forskning er den centrale del af ethvert professorjob og giver ikke meget mening, medmindre man også får den udgivet så andre kan læse den – og det er særligt festligt, når det er med to så værdsatte kolleger som Martin Rode og Niclas Berggren. Men der er også den særlige grund, at de to artikler sammen med en tredje, der blev publiceret for et par år siden, tegner et særligt billede af, hvad offentlig regulering risikerer at gøre ved økonomien.

De nye artikler handler om henholdsvis sammenhængen mellem markedsregulering og den offentlige gældsudvikling, og om hvilke typer økonomisk politik, regeringer typisk indfører som reaktion på kriser. Den første artikel, skrevet sammen med Niclas Berggren, hedder meget enkelt ”Regulation and Government Debt” og er under udgivelse i Public Choice. Den anden, med titlen ”Crisis, Ideology, and Interventionist Policy Ratchets”, er fælles arbejde med Martin Rode og udkommer i Political Studies. De hænger emnemæssigt og konceptuelt sammen med min egen artikel ”Economic Freedom and Economic Crises,” der udkom i European Journal of Political Economy for to år siden, Vi har tidligere skrevet om gældsartiklen her og kriseartiklerne her og her, og working paper-versioner kan læses her, her og her.

Det samlende tema er offentlig regulering, men set fra tre vinkler. I mit arbejde med Niclas Berggren undersøger vi, om den offentlige reguleringsbyrde hænger sammen med udviklingen i den offentlige gæld. Svaret er ja: Jo mere, staten vælger at regulere arbejds-, kredit, og produktmarkeder, jo større bliver den offentlige gæld (alt andet lige). Der kan være flere grunde til denne sammenhæng, men vi hælder mod to forklaringer: Reguleringspolitik er ofte forbundet med andre typer økonomisk politik, der ikke altid er lige ansvarlige, så reguleringerne blot reflekterer andre typer politik. Vi bemærker dog, at vi faktisk ikke kan se nogen virkning på det offentlige forbrug, så denne type mekanisme må løbe gennem andre typer politik en rene udgifter. Den anden mulige forklaring, vi ser som sandsynlig, er at reguleringerne forsinker markedsjusteringer og således gør hele økonomien mere ’sluggish’, som udtrykket er på engelsk: Arbejdsløshedsproblemer bliver længerevarende, virksomheder kan pga. reguleringer ikke omstille sig hurtigt, og kreditgivningen bliver strammere og muligvis også mere politiseret. Alle tre forhold kan bidrage til, at staten i sidste ende får gæld pga. de væsentligt større og mere permanente socialudgifter.

Denne fortolkning bliver bakket op af den to år gamle artikel om kriser og økonomisk frihed (som kan læses i sin endelig version her). Jeg undersøgte dengang, om økonomisk frihed påvirker risikoen for at få en økonomisk krise, og om den påvirker hvordan krisen udspiller sig. Svaret viste sig at være, at der ingen klar sammenhæng er med kriserisikoen – lande med større økonomisk frihed og dermed en mindre reguleringsbyrde er hverken mere eller mindre tilbøjelige til at få kriser – men i lande med færre og lettere reguleringer varer de økonomiske kriser væsentligt mindre tid. Med andre ord var konklusionen dengang, at en tungere reguleringsbyrde betyder, at når man først har fået en krise, varer krisen væsentligt længere tid og indebærer et klart større samlet økonomisk tab. Fortolkningen af disse effekter er ganske klart, at reguleringsbyrden forhindrer økonomien i at flytte ressourcer fra virksomheder, der skærer ned eller går konkurs, til andre områder, og holder folk og kapital længere i arbejdsløshed. Det er således den samme type mekanisme, som Niclas Berggren og jeg ser som en af de mulige forklaringer på reguleringernes gældseffekt.

Hvorfor i alverden indfører politikere så tunge reguleringer, må man spørge. Mens der er gode grunde til at tro, at de er skabt af særinteresser – Mancur Olsons særinteresseteori har for eksempel vist sig meget holdbar – tager Martin Rode og jeg et skridt imod en ekstra forklaring. Vi har undersøgt det åbne spørgsmål om, hvad økonomiske kriser gør ved den økonomiske politik. Som vi noterede, da vi skrev om den oprindelige working paper-version her på stedet, er der gode grunde til at tro, at politikere øger det offentlige forbrug og strammer reguleringerne som svar på en krise. Der er dog også gode grunde til at tro, at kriser er særlige events, der tillader at politikerne indfører faktiske reformer fordi særinteresserne re svækkede og krisen demonstrerer, at man må gøre noget andet end tidligere.

Vores innovation er den – i øvrigt ret indlysende – at vi ikke antager, at alle regeringer gør det samme. Det har den tidligere litteratur ellers gjort, men Martin Rode og jeg finder, at det er vigtigt at undgå det. Vores studier af 69 mere eller mindre vestlige lande siden 1975 viser, at venstreorienterede regeringer i særlig grad øger det offentlige forbrug og indfører tungere markedsreguleringer, mens der ikke er evidens for, at højreorienterede regeringer i gennemsnit gør det samme. Kriser er således events, hvor regeringens politiske ideologi bliver meget tydeligt udslagsgivende for, hvilken politik der føres.

Det særlige problem viser sig i, at vi ikke finder nogen evidens for, at reguleringerne lettes efter krisen er ovre. Med andre ord bekræfter vi Milton Friedmans diktum, at Nothing is so permanent as a temporary government program. Og her ligger den deprimerende forbindelse mellem de tre artikler. Særligt venstreorienterede regeringer reagerer på økonomiske kriser ved at regulere markederne væsentligt mere. Disse reguleringer bliver ikke lettet efter krisen er ovre, uanset hvilken regering man får, og kommer dermed til at bidrage til, at de næste kriser bliver dybere, og at den offentlige gæld stiger. På den måde må man derfor konstatere, at de faktiske omkostninger ved markedsreguleringer, som ofte indføres i kriser, kan være langt større og permanente end de fleste forestiller sig. Om det så vil få politikere til at tænke sig om en ekstra gang, er et spørgsmål vi lader blæse i vinden.

Nej tak til politiske repræsentanter

Socialdemokraterne luftede forleden et forslag, der vil tvinge banker til at inkludere politisk udnævnte repræsentanter i deres bestyrelser. En lignende ordning blev ellers afskaffet for 15 år siden, men der blæser nye politiske vinde i dag. Dele af Christiansborg er således klar til at bruge Danske Banks hvidvaskskandale til at bringe de danske finansielle markeder under politisk kontrol. De internationale erfaringer skræmmer dog, men er næppe nok til at få politikerne til at opgive ideen.

Socialdemokraternes forslag er bekymrende tæt på et stykke lovgivning, som den demokratiske senator Elizabeth Warren har foreslået i USA. Warren vil tvinge virksomheder til at inkludere såkaldte ’stakeholders’ i bestyrelserne, angiveligt for at få dem til at bidrage mere til samfundet. Adskillige politikere har for eksempel klaget over, at det er for svært for bestemte virksomheder at få lån, ligesom det er for svært at finansiere huskøb i dele af landet.

Formålet med at tvinge banker og andre virksomheder til at have politiske repræsentanter i bestyrelsen er at få dem til at tage anderledes beslutninger, end de ellers ville gøre. Med andre ord er ideen bag forslaget, at bankerne ikke tager beslutninger, der er tilstrækkeligt acceptable, set med politiske øjne. Som Henrik Sass Larsen formulerede det, vil det være bedre hvis ”Rasmussen, Lykketoft og Stavad sad med ved bordet derinde.”

Fordelen i at have ”offentlige repræsentanter” i alle bankers bestyrelser, som man havde før 2003, skulle være at de politiske repræsentanter ingen økonomiske interesser har i bankens drift, og dermed kan varetage det offentliges interesse. Der er dog to meget væsentlige problemer med den påstand.

For det første er såkaldt økonomisk uafhængighed ikke en fordel. Erfaring viser klart, at hvis bestyrelsesmedlemmer selv har penge på spild, vil de opføre sig langt mere ansvarligt med bankens penge, end hvis de – som det påstås – ingen økonomiske interesser har. Omvendt er der, med Milton Friedman udtryk, ingen, der er så uansvarlige, som hvis de bruger andres penge på andre. Det er derfor en mærkværdig antagelse er, at politisk udnævnte repræsentanter på næsten magisk vis ved bedre end fagfolk.

For det andet peger forskning i public choice og politisk økonomi over de sidste 50 år utvetydigt på, at politiske repræsentanter næsten aldrig repræsenterer den brede befolkning. De er praktisk taget altid repræsentanter for særinteresser, som oftest enten fordi de direkte støttes af dem. Der behøver dog ikke være tale om direkte støtte, da særinteresser kan påvirke politik på andre måder. Helt særligt er det ofte billigst og ganske effektivt at skabe en situation, hvor politikere får deres ’viden’ direkte fra særinteresser.

S-forslaget åbner således en ladeport for interesser, der er direkte skadelige for den almene befolkning. I en tid hvor Danmarks økonomi på trods af fuld beskæftigelse og sunde aktiemarkeder ikke følger med nabolandenes, er det sidste vi har brug for en politisering af de finansielle markeder.

Dansk Public Choice Workshop 2019

Flere læsere har ærgret sig over, at vi et par gange har annonceret spændende events lidt sent. Vi vil derfor i dag benytte os af muligheden for at annoncere en af de events, vi selv synes er mest spændende, i rigeligt god tid. Eventen –som vi nok skal minde om senere på året – er den traditionelle, årlige danske public choice workshop – the Danish Public Choice Workshop.

Workshoppen bliver afholdt på Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet fredag den 1. februar 2019 med start klokken 11. Min kollega Martin Paldam og jeg står for organisationen, workshoppen bliver medfinansieret af Tuborg-centeret, og alle interesserede kan naturligvis kontakte os med spørgsmål. Vi har sendt et såkaldt call for papers ud til en række forskere med interesse for public choice og politisk økonomi i Danmark og det, der kan kaldes Danmarks ’nærområde’. Nærområdet ligner besnærende Danmark før 1658, omend med et par særinvitationer til Heidelberg og Stockholm!

Vi håber derfor at se en række fremragende tidligere deltagere, der bl.a. tæller Peter Kurrild-Klitgaard (KU), Niclas Berggren (IFN Stockholm), Stefan Voigt (Uni Hamburg), Andreas Fuchs (Helmut Schmidt Uni) og Philipp Schröder (Aarhus). Som altid er en af de store fornøjelser ved den danske public choice workshop at møde unge forskere, som kan præsentere deres nye papirer i det traditionelt fornøjelige og hjælpsomme miljø. Hvis der sidder sådan nogle blandt vores læsere, eller hvis man kender nogen der passer på beskrivelsen, er de særligt velkomne til at komme forbi Aarhus den 1. februar.

Tyrkiet er på vej mod krise

Tyrkiet er ikke længere et demokrati. Landet har været på vej mod diktatur i lang tid og ikke blot det mærkelige kupforsøg i juli 2016, men også den manipulerede forfatningsafstemning og adskillige års chikane mod skeptiske medier har længe været klare tegn. Med sidste års ændringer er langt mere magt nu koncentreret hos præsident Erdoğan og landet er formelt gået fra at være parlamentarisk til at være præsidentielt.

De mange års ændringer er nu virkeligt begyndt at slå til i den tyrkiske økonomi. Som min klumme i fredags i Børsen beskrev, er landet på vej ind i en egentlig økonomisk krise, der kan vise sig at være endda meget langvarig. Efter år med vækstrater mellem 3½ og 4 %, er dybe strukturelle problemer ved at vise sig i et foreløbigt 40 % stort fald i liraens værdi overfor dollaren. Det forstærker et andet problem, den private sektors låntagning, som er ved at blive en økonomisk hovedpine: Mere end 10 % af den over 200 milliarder dollars store gæld, som tyrkiske virksomheder har stiftet i udlandet, forfalder ved udgangen af i år, og en økonomisk krise kombineret med en massiv depreciering af valutaen gør det ganske svært for mange af virksomhederne at betale tilbage.

Som jeg skrev i Børsen:

De grundlæggende problemer kan alle tilskrives Erdoğan-regimet. Det internationale V-Dem-projekts eksperter vurderer for eksempel, at retsvæsenets pålidelighed og særligt den tyrkiske højesterets uafhængighed er svækket meget kraftigt under Erdogan. Det har bl.a. det i år ført til, at Standard & Poor’s i maj sænkede Tyrkiets kreditrating til BB-/B, og nævnte både stigende inflation, den private udlandsgæld og de generelt svækkede institutioner.

Figurerne nedenfor illustrerer de grundlæggende problemer. Den første figur illustrerer udviklingen i (det officielle!) BNI, husholdningernes forbrug og kreditgivningen til de hjemlige banker; alle er på en logaritmisk skala. Den anden figur viser hvordan graden af underslæb i det offentlige embedsværk og bestikkelsesproblemerne (de røde linjer) er forværret de sidste ti år, brugen af censur mod medierne er voldsomt forøget siden 2005 (den grå linje), og at Erdoğans lovændringer har betydet, at han nu stort set gnidningsfrit kan ignorere alle beslutninger og al kritik fra retsvæsenet (den grønne linje). Centrale elementer i de forhold, som kaldes enten ’rule of law’ eller ’good governance’, og som er ekstremt vigtige for langsigtet udvikling, er alle blevet svækket kraftigt under Erdoğan.

Et vigtigt spørgsmål er derfor, hvorfor det er sket – hvordan kunne det gå så galt. Det gav Timur Kuran og Dani Rodrik et bud på forleden. Deres bud er, at selve logikken i Tyrkiets politiske institutioner har ændret sig under Erdoğan

The logic of Turkey’s new political system harks back to the Ottoman “circle of justice” that divided the population into taxpaying masses and a small tax-exempt elite headed by a sultan who was subordinate only to the Sharia (Islamic law), though in practice he himself defined what it meant. The “circle of justice” was officially repealed in 1839, through an edict that ushered in an era of restructuring. Nearly two centuries later, Erdoğan has taken Turkey back to a past that generations of reformers tried to leave behind.

The system Erdoğan has instituted leaves no place for competent politicians or bureaucrats at the helm of the economy. They have been pushed out because their goals transcend the leader’s self-interest. Fear prevents honest debate of issues. Businessmen, academics, and journalists at the top of their fields have fallen mute in the interest of self-preservation. His circle is packed with yes-men (and some token yes-women), who strive to satisfy his sense of omniscience and magnificence. Even opposition leaders in Turkey’s now-toothless parliament become cheerleaders whenever he signals that lack of support would be treated as aiding the enemy.

Med andre ord, som også Durmus Yilmaz og Selim Sazak beskrev forleden i Foreign Policy, er hovedincitamentet for Erdoğan nu, at folk omkring ham er loyale. Han lider nu under det, Gordon Tullock kaldte ”The Dictator’s Dilemma” – at logikken bag alle beslutninger i første omgang bliver, om de bidrager til at holde ham ved magten, og kun i anden omgang kan have andre formål. Det tragiske er dermed, at Erdoğan er ved at slette Tyrkiets sekulære og demokratiske fremskridt i det 20. århundrede og alt, der skiller landet fra resten af det dysfynktionelle Mellemøsten.

Sommerserien om international handel – et overblik

Ligesom sidste år har vi også i år kørt en sommerserie med et tema på punditokraterne. Det er nok næppe gået vores faste læseres næse forbi, at den handlede om international handel, og havde til formål at informere om, hvad der rent faktisk foregår økonomisk og politisk. Vi er kommet til vejs ende, det nye semester og de nye studerende er lige om hjørnet, og ligesom sidste år slutter vi serien med en kort sammenfatning.

Vi startede i vores Introduktion med at diskutere hvordan langt det meste international handel kan forklares ved hjælp af landes komparative fordele. Som David Ricardo viste allerede i 1817, er alle lande forholdsvist bedre til at producere nogle varer end andre. Alle får derfor noget ud af handel fordi det tillader samfundet som helhed at udnytte alle ressourcer mere effektivt. Vi skrev derfor efterfølgende om Hecksher og Ohlins model, der går et teoretisk skridt videre ved at illustrere, hvor landes komparative fordele kommer fra. Modellen er arbejdshesten i international handelsteori, men er på ingen måde intuitiv for de fleste ikke-økonomer. Den viser dog, sammen med sund fornuft, konkret hvordan samfundet som helhed bliver rigere af handel, men også at ikke alle bliver lige meget rigere.

Nogle kan endda have stærke incitamenter til at forhindre konkurrence fra udenlandske virksomheder for bl.a. at opretholde monopollignende tilstande. En af de vigtige virkninger af internatonal handel er monopoldestruktion, som vi beskrev i den tredje installation i sommerserien. Handel ødelægger monopoler og gavner derfor i meget stor stil forbrugerne gennem en ekstra mekanisme.

Det hele er dog ikke økonomi, og den 8. juli skrev vi derfor om Montesquieus teori om La Douce Commerce, og de senere års empiriske forskning, der i vidt omfang både bekræfter teorien og udvider dens område til tolerancenormer.

Otto spurgte, om der er et paradoks forbundet med de komparative fordele – og svarede nej.

Det, der kendes som Lerners symmetriteorem, der beskriver den for mange mennesker helt modintuitive indsigt, at barrierer for import faktisk er det samme som barrierer for eksport.

Otto beskrev et par dage, hvordan handel, specialisering og voksende skalafkast giver en af forklaringerne på, hvorfor lande der handler mere, også bliver rigere. Det var meget simpelt Adam Smiths indsigt, at specialisering giver bedre udnyttelse af samfundets ressourcer, men også at denne effekt bliver endnu større, hvis der er voksende skalaafkast i form af, f.eks., stordriftsfordele. Efterfølgende vendte vi også den såkaldte ’ny-ny handelsteori’ den 22. juli, hvor Marc Melitz og mange andre økonomer efter ham giver en anden, komplementær forklaring på, hvordan handel bidrager til at gøre hele samfundet mere produktivt og dermed rigere. Melitz forklarinng hviler på, at international konkurrence slår de dårlige virksomheder ihjel og dermed frigør ressourcer til brug i bedre virksomheder og bedre formål. En del af konsekvenserne ved frihandel er derfor en udgave af Schumpeters ’kreativ ødelæggelse’.

Det kan derfor synes helt absurd, at mange lande har høje toldmure og andre barrierer, og at både Donald Trump, men også Emmanuel Macron og en række andre politikere taler for mere protektionisme. Under overskriften ”Hvem vil have handelsbarrierer og hvem køber de dem af?” beskrev vi derfor en af de næste dage den politiske økonomi bag handelsbarrierer – der er konkret virksomheder, sektorer og andre særinteresser, der køber sig til barrierer. Handelsbarrierer er dybt skadelige for samfundet, men kan være til snævre særinteressers gavn, og dermed også til politikeres gavn, når særinteresserne betaler for at få mere protektionistisk handelspolitik. Det gælder ikke mindst de virksomheder, der er mest i fare for den Schumpeterske ødelæggelse, dvs. de dårligste og mindst produktive. Den politiske logik indebærer således, at det er de værste industrier, der er mest tilbøjelige til at blive beskyttet.

I nummer 10 skrev Otto om Det stigende omfang af ikke-toldbarrierer for frihandel – de mange tekniske, regulatoriske og bureaukratiske barrierer, lande stiller i vejen for international handel i stedet for toldbarrierer. Disse såkaldte NTB’er er netop, som UNCTAD har dokumenteret, et stigende problem, der er svært at håndtere fordi de ikke på samme måde er synlige, og kan sælges med umiddelbart ’gode’ formål. Uanset at de ikke er mindre skadelige, og i særligt grad er dybt problematiske i fattigere lande, lyder paroler som kampen mod ’social dumping’, gode arbejdsvilkår og living wages i udviklingslande jo godt. Den sidste installation var om The Make Work Fallacy – at det handler om arbejdspladser og alt, der skaber mere (synligt) arbejde er godt. Tror politikere, at mere arbejde er bedre, ender de ofte som Donald Trump med at tro, at import er skadelig fordi der jo er varer, vi ikke selv producerer og derfor nogen, der må være arbejdsløse. Det er en af de mest skadelige økonomiske misforståelser der findes, og en række af de få velmenende danske politikere lider under.

Vil man vide mere og have mere avancerede modeller, må man følge et universitetskursus. I mellemtiden stiller vi sommerserien til rådighed for alle interesserede. Og hvis der skulle sidde en gymnasielærer eller to, som overvejer om noget af det kunne bruges som undervisningsmateriale, må I gerne kontakte os.

Koloniinstitutioner og moderne demokrati

Vi har tidligere skrevet om Bjørnskov-Rode databasen, og hvad den potentielt kan bruges til (læs f.eks. her, her og her). Til både PEDD-konferencen i Münster og Public Choice Society i Charleston i år præsenterede jeg nye papirer, hvor vi bruger dele af databasen (Pedd-papiret kan nu læses her). Det har paradoksalt nok taget længere tid at skrive et papir, der dokumenterer databasen og demonstrerer en af de væsentlige features. Martin Rode og jeg er nu endelig klar med det, og det er tilgængeligt under titlen ”Regimes and Regime Change: A New Dataset”, og kan hentes enten på min hjemmeside eller på SSRN.

Udover at dokumentere hvad der ligger i databasen, må vi naturligvis også vise, at den kan bruges til noget – og helst til noget unikt. Vores valg er at se på, om hvor demokratiske de politiske institutioner var før uafhængighed påvirker, hvordan landes politiske institutioner ser ud og virker i dag. Vi ser på, hvor sandsynligt det er at tidligere kolonier har demokrati i dag, og hvor fredelige og stabile de politiske institutioner er. De sidste to ’proxier’ vi med risikoen for, at der er (politiske) snigmord og et mål for generel statslig undertrykkelse, vi får fra Christopher Fariss.

Resultaterne er forbløffende klare: Har man haft demokratiske institutioner som koloni, er der langt mere sandsynligt, at man også i dag har demokratiske institutioner. Vi illustrerer det i figuren nedenfor, der viser chancen for at være demokratisk i perioden 2010-2016, givet at man havde enten demokratiske, repræsentative eller ikke-repræsentative institutioner i den sene kolonitid. Lande, der for et halvt århundrede eller længere siden var demokratiske kolonier – enten fuldt demokratiske eller i det mindste med repræsentative institutioner med valg, som de franske kolonimyndigheder alligevel ikke kunne holde fingrene helt fra – har også i dag langt færre snigmord og markant mindre generel statslig undertrykkelse.

Pudsigt nok finder vi ingen indikationer på, at de samme lande har været mere politisk stabile, som vi måler ved risikoen for kup (fra vores egen database). Mange af disse lande har haft kup, perioder med militærdiktaturer eller andre former for autokrati, og alligevel bliver en tradition eller i det mindste erfaring med demokrati i deres sene kolonitid ved med at præge, hvordan deres politiske institutioner virker i dag. Fortiden bliver ved med at betyde noget, eller som William Faulkner engang skrev:

The past is never dead. It’s not even past.

Folket har ingen vilje

Politikere og meningsdannere argumenterer ofte for, at forslag eller holdninger er ’hvad folk vil have’. Ideen er gammel i både politik og filosofi, og den højere autoritet, man påberåber sig, har adskillige navne: Folkets vilje, folket har talt, eller folkets stemme – det romerske Vox Populi – er blot nogle af de navne, fænomenet har. Det er også et element i et af de traditionelle argumenter for demokrati, nemlig at demokratiske afstemninger afslører, hvad folk vil. Og det er et af de mest meningsløse, men ofte brugte koncepter i samfundsvidenskaberne.

Problemet blev identificeret omkring 1950 af pionerer i public choice og social choice som Duncan Black og Kenneth Arrow. I forbindelse med vores sommerserie sidste år skrev Otto uddybende om fænomenet, men det er værd at skrive om igen. I løbet af de sidste år har vi for eksempel set en række populister bruge argumenter som, at deres politik er folkets vilje, og som Donald Trump har påstået flere gange, at han hører hvad folket siger. I mit arbejde sammen med Andrea Saenz de Viteri har vi set langt flere eksempler på, at poulister netop bruger argumentet om, at deres politik blot er udtryk for folkets vilje, og intet bør stå i vejen for den. I et af de mest kontante eksempler på fænomenet sagde Tyrkiets de facto diktator Recep Tayyip Erdoğan for et par år siden til en gruppe demonstranter: ”Vi er folket – hvem er I?”

Hvis det skal give logisk mening at påkalde sig folkets vilje eller noget lignende, må det dog kunne lade sig gøre at definere entydigt, hvad det betyder. Det kan det ikke, uanset hvor frustrerende det er for både politikere, meningsdannere og selv forskere at konceptet ikke giver mening. Jeg havde endda et mindre skænderi med en lektor i jura for et par år siden, da han simpelthen nægtede at acceptere, at problemet eksisterer. For ham syntes det, at en række normative, juridiske argumenter ville bryde sammen, hvis koncepter som ’folkets vilje’ ikke giver mening.

Det er derfor vigtigt, at formidle denne indsigt, uanset at det kan være ganske svært. I sin seneste klumme i the Pittsburgh Tribune-Review giver Don Boudreaux, der er professor i økonomi ved George Mason University i USA, et af de klareste eksempler på problemet, jeg har set længe.

Suppose that you prefer to have 1,000 fewer of your tax dollars spent on health care in order to have 1,000 more spent on national defense, while I have the opposite preference. What’s the correct policy? What’s the “will” of the two of us collectively? There is no obviously correct answer.

Now add your cousin to our small group. Suppose that he prefers to have 10 fewer of his dollars spent on health care and 10 more spent on defense. Suppose also that we three vote on the matter. It seems that there will at least be a majority preference to decrease health care spending and to increase defense spending. But maybe not. You want defense spending to rise by $1,000 while your cousin wants it to rise by only $10. If on the ballot is a proposal to transfer $500 in spending from health care to defense, you might think this amount to be too small, or your cousin might think it to be too big. Thus, one or both of you might vote against the measure.

So I ask again: What’s the will of this group?

Pointen – og hele problemet her – er at det ikke kan lade sig gøre at finde på et valgsystem, der giver et entydigt resultat, endda uanset at der er et entydigt flertal for noget. En ofte hørt indvending imod umuligheden af folkets vilje er, at man bare må acceptere flertallets vilje, fordi man andre gange er en del af flertallet. Det indebærer desværre, at de borgere, der kun sjældent er del af flertallet, ikke kan være en del af folket.

Skulle man have lyst i løbet af weekenden, kan man også overveje, om man måske burde tage hensyn til, hvor vigtig en beslutning er for de enkelte borgere, eller hvor stærkt de holder et synspunkt. Men vi bliver nødt til at advare: Jo meget, man end måtte mene, at et koncept som ’folkets vilje’ bør give mening – det er jo noget, meningsdannere henviser til hele tiden – er der ingen måde at definere det klart på, uden at der er borgere, man dømmer ude af ’folket’. I et marked behøver de ikke være del af noget, og kan bare handle et andet sted, men i et demokrati er de ikke engang en del af det, der tales om.

Hvad gør handel 9: Hvem vil have handelsbarrierer og hvem køber de dem af?

Vi har foreløbig dækket en række emner i punditokraternes sommerserie om international handel, og har forhåbentlig bibragt vores læsere et klart indtryk af, hvorfor der er praktisk konsensus blandt nationaløkonomer om, at frihandel er absolut at foretrække. Spørgsmålet i dag er, hvorfor politikere og regeringer ikke ’bare’ rykker mod øget frihandel ved at fjerne told og andre handelsbarrierer. Til at svare på det spørgsmål, har man brug for indsigter fra public choice og politisk økonomi.

Selvom der findes indikationer helt tilbage til Adam Smith, kom det store gennembrug dog først med Gordon Tullocks nu klassiske ”The Welfare Costs of Tariffs, Monopolies, and Theft”, der blev udgivet i the Western Economic Journal i 1967. Tidsskriftet, der i dag hedder Economic Inquiry, var dog ikke blandt de mest prestigiøse, og det tog til midten af 1970erne, før folk rigtigt fik øjnene op for argumenterne.

Det neoklassiske problem med handelsbarrierer blev beskrevet noget tidligere af Chicago-økonomen Arnold Harberger, som viste at barrierer medfører to ’dødvægtstab’. For det giver told og anden beskyttelse højere priser på produkter, der ellers kunne importeres frit. Det betyder, at forbrugerne kommer til at forbruge mindre og til højere priser. Mens de højere priser er en overførsel fra forbrugere til hjemlige producenter, og til regeringen i form af toldbetalingen, vil den mindre mængde, forbrugerne ikke får, udgøre et forbrugstab, som ikke bare er en overførsel. For det andet viste Harberger, at en del af den ekstra mængde, som den hjemlige industri producerer af den beskyttede vare, er et rent tab. Det skyldes, at det under almindelige omstændigheder ikke ville kunne betale sig at producere den ekstra mængde – prisen man kan få i fri konkurrence er ikke høj nok til at dække omkostningerne. Tabet kommer derfor fra at beskyttelsen binder ressourcer i industrien og derfor leder dem væk fra mere produktiv og til mindre produktiv anvendelse. På den måde bliver økonomien som helhed mindre produktiv.

Som Otto skrev om i forbindelse med Tullocks død for knap fire år siden, er det dog ikke kun Harbergers almindelige dødvægtstab, som er problemet. Man må spørge sig selv, hvem der vil have den politiske beskyttelse, som told og andre handelsbarrierer er. Dén type aktivitet kaldes rent-seeking, og rent-seeking skaber Tullock-tab, som vi skrev om i februar 2017 (læs her). Som vi skrev dengang: ”Oveni er der disse dødvægtstab, hvilket derfor indebærer, at enhver nationaløkonom med respekt for sig selv må konkludere, at protektionisme nok er pro-business, men anti-market. Og det pudsige er, at virkelighedens statiske tab slet ikke ender der.”

Det Tullock indså var, at virksomheder og andre særinteresser er parate til at bruge ressourcer for at få politik, der gavner dem. Virksomheder, der tildeles beskyttelse mod international handel, bruger således allerede noget af deres ekstra profit på at købe den beskyttende politik. I mange lande kan man købe den med bestikkelse, men selv i Danmark er der en anden mulighed: lobbyisme. Man kan f.eks. donere penge til parties valgkampagner, overtage nogle af deres omkostninger, og endda tilbyde politikere lukrative bestyrelsesposter eller jobs når de forlader politik. Politikken vil være i virksomheders (og fagforeningers) interesse, og betalingen for den vil være i politikernes interesse. For virksomheder og politikere er der således tale om en slags win-win-situation, hvor taberne er de millioner af politisk uinteressante borgere.

Mens vi har skrevet om de fulde tab af protektionistisk politik før – Harberger-tabene, Tullock-tabene, og de langsigtede tab der skyldes, at virksomheder, der er beskyttede mod international konkurrence, ikke har noget særligt incitament til at investere i innovation, produktivitet eller udvikling – findes der en vigtig twist på historien. Den kommer, når man begynder at overveje, hvilke virksomheder, der har størst tilskyndelse til at lobbye og derigennem købe politik.

Indsigten blev først beskrevet af den israelske økonom Arye Hillman i en artikel i 1982 i American Economic Review. Hillmans udgangspunkt var, at virkeligt konkurrencedygtige virksomheder ikke har noget særligt incitament til at bruge ressourcer på beskyttelse, da marginalafkastet af de alternative ting, ressourcerne kan bruges på, sandsynligvis er noget højere. Oveni kunne man frygte, at beskyttelse af en sektor kunne tillade, at dårligere virksomheder overlever – og hvorfor ville virkeligt konkurrencedygtige virksomheder har interesse i det?

Det omvendte gælder de virksomheder og industrier, der er mindst produktive og decideret begynder at være lukningstruede. Hillmans indsigt her var, at hvis de investerer ressourcer i at lobbye for øget beskyttelse, er der en ganske stor gevinst at hente, hvis de får beskyttelsen. Hvis de ikke gør, lukker de – og i det tilfælde er tabet det samme, uanset om man havde lobbyet eller ej. Det faktum, at der således er en asymmetrisk situation – får man beskyttelse, er afkastet at lobbyismen stort, får man ikke er det bare et nul – gør at jo værre en virksomhed eller industri klarer sig, jo mere sandsynligt er det, at den kommer til at lobbye for beskyttelse.

Hillman blev dermed den første til teoretisk at beskrive det særligt skadelige fænomen, som efterfølgende er dokumenteret: Protektionistisk politi i den virkelige verden beskytter ikke blot tilfældige virksomheder, man som oftest de virksomheder, som det giver mest samfundsøkonomisk skade at beskytte! Således kan man aldrig blot se på de rent økonomiske forhold ved international handel. De virkelige skadevirkninger af at begrænse den bliver først tydelige, når man får den politiske dynamik med.

Forfatninger og naturkatastrofer

I dag er grundlovsdag, hvor vi fejrer, at Danmark fik en egentlig grundlov 5. juni 1849. Enigheden om grundlovens betydning dominerer denne dag, og dominerer også ofte danske og andre nordiske diskussioner af forfatninger. I dag stiller vi derfor det kætterske spørgsmål: Er forfatninger egentlig så vigtige?

Baggrunden for spørgsmål er ikke blot, at det er vigtigt og der på ingen måde er indlysende svar. Adskillige studier peger for eksempel på, at forfatningsmæssige regler på specifikke områder ikke har nogen konsekvenser (se f.eks. et par af mine egne her og her). Mange andre indikerer, at det bestemt ikke er tilfældigt, hvilke forfatningsmæssige regler, forskellige lande og regimer vælger. Den sovjetiske 1936-forfatning fremhæves ofte som eksempel på et dybt diktatorisk regime, der implementerede en forfatning med fornem formel beskyttelse af ytrings- og pressefrihed og forbud mod tortur osv. Det sovjetiske regime med Stalin og Beria i spidsen havde dog ingen planer om at overholde forfatningen, men brugte den udelukkende som propaganda-redskab i internationale diskussioner.

Forleden dag offentliggjorde Stefan Voigt (Uni Hamburg) og jeg et nyt papir om emnet. Under titlen ”More Power to Government = More People Killed?” undersøger Stefan og jeg, om landes nødretsforordninger i deres forfatninger er effektive i faktiske nødsituationer. Vores udgangspunkt er, at den officielle begrundelse for at give regeringen mere diskretionær magt i nødsituationer – dvs. muligheden for at indføre nødret – er at de ekstra muligheder gør det muligt for regeringen at handle hurtigere og mere effektivt. Hvis det også er den faktiske konsekvens, burde man derfor kunne se, at lande med ’bedre’ nødforfatninger – forstået i den forstand at det er hurtigere at erklære nødret og forfatningen giver regeringen større spillerum under nødretten – også håndterer naturkatastrofer bedre. I vores forståelse af det, betyder bedre håndtering at færre mennesker dør.

Til adskillige juristers fortrydelse finder vi, at nødforfatningerne ikke blot ikke beskytter folks liv, men faktisk virker modsat. I særlig grad kan vi se at i lande, hvor nødforfatningen tillader at regeringen eksproprierer og indfører (delvis) censur, dør der relativt flere mennesker i sammenlignelige naturkatastrofer, end i lande, hvor forfatningen ikke tillader det. Vi observerer også, at jo nemmere der er for regeringen at erklære nødret – dvs. jo færre vetospillere der er og jo mindre, regeringen må søge støtte fra parlamentet – jo mere sandsynligt er det, at staten overtræder menneskerettigheder under nødretten.

På grundlovsdag kan vi dermed pege på ny forskning, der helt konkret viser hvordan en række regeringer misbruger forfatningen, i det øjeblik de kan. Hvis man vurderer forfatningens nødretsprovisioner på deres meritter under naturkatastrofer, bør den bedste forfatning gøre det næsten umuligt at erklære nødret, og overhovedet ikke tillade regeringen ekstra indflydelse under katastrofen. Public choice-devisen om ’rækker man Fanden en lillefinger’ gælder også for forfatninger.

Løn i det offentlige

Det er næppe gået nogens næse forbi, at der forhandles overenskomster i det offentlige for tiden. Forligsmanden har for anden gang udskudt en eventuel konflikt, og mens nogle af parterne ser ud til at nærme sig hinanden, virker det som om lærerne er opsatte på konflikt og måske endda hævn for det politiske indgreb mod dem for nogle få år siden. Et væsentligt problem i hele konflikten er, at løndannelse i det offentlige er markant anderledes end på det private arbejdsmarked. Mens den private løndannelse følger med produktiviteten i det private, er løndiskussioner i det offentlige i langt højere grad præget af moralske synspunkter, og ofte særdeles uinformerede moralske stillingstagninger.

Det basale problem, som der ikke tales meget om i debatten, er den specifikke forskel på løndannelse i det private og det offentlige. I det private følges løn og produktivitet ad: Hvis de ansatte i én virksomhed får en lavere løn end deres marginalproduktivitet, vil andre virksomheder kunne tilbyde mere og dermed tiltrække dem. Den oprindelige virksomhed må dermed enten miste dygtige medarbejdere eller sætte deres løn op. Omvendt, hvis ansatte eller deres fagforening får ’tilkæmpet’ sig en løn, der er højere end tilsagt af deres produktivitet, må virksomheden fyre medarbejdere og i visse tilfælde erstatte dem med udstyr og automatisering. På det private arbejdsmarked er det derfor en relativ sjældenhed, og et ganske midlertidigt fænomen, at løn og produktivitet ikke matcher hinanden.

Det offentlige arbejdsmarked fungerer af flere grunde helt anderledes. For det første er det ekstremt svært at måle offentlig produktivitet, hvilket besværliggør en vurdering af det korrekte lønniveau. Der er for det meste – med Singapores offentlige virksomheder som en af de få undtagelser – heller ingen konkret bundlinje. Det offentlige har med Janos Kornais udtryk næsten altid ”bløde budgetbegrænsninger.” Nok er der grænser, man bør holde sig indenfor, men hvis man alligevel ikke gør det, er det et stærkt argument for at blive dækket ind. En af årsagerne til fænomenet er, at offentlige virksomheder stort set aldrig får lov til at gå fallit. Tværtimod belønnes meget uproduktive offentlige virksomheder og service ofte med større bevillinger. En del af miseren kommer fra et hold-up-lignende problem hvor en offentlig virksomhed eller myndighed effektivt har monopol på en ydelse eller service, og dermed kan afpresse det offentlige flere midler. Det er f.eks. tilfældet med DSB og PostNord, endda selvom det er Folketinget selv, der beskytter monopolet. Det er i høj grad samme strategi, Danmarks Lærerforening synes at have anlagt: Hvis I ikke makker ret, stopper vi skolerne og sygehusene.

En anden del af det offentlige problem kommer, som det er alt for velkendt i Latinamerika, fra beskæftigelsesmaksimering – dvs. den praksis, at man beskæftiger flere og flere mennesker, og dermed er der stadig flere jobs og vælgere på spil, hvis man ønsker at effektivisere eller endda at lade virksomheden gå fallit. Situationen bliver heller ikke bedre af, at fagforeninger på det offentlige område insisterer på den samme løn til alle, så de dygtigere og mere arbejdsomme bestemt ikke kan belønnes af deres ledelse. Sidst må man ikke undervurdere betydningen, og måske særligt på det kommunale område, af at byrådsmedlemmer føler sig som ’ejere’ af offentlige virksomheder. De opfører sig derfor som særinteresser, der perfekt har ’captured’ den offentlige regulering af virksomhederne, da det er ’ejerne’ selv der definerer reguleringen.

Det hele indebærer, at store dele af fagbevægelsen på de offentlige områder kommunikerer diskussionen om løn som et rent moralsk spørgsmål: Hvad har lærerne ’fortjent’ for at være rare, velmenende mennesker, der gør et vigtigt stykke arbejde? Får sygeplejerskerne ’for lidt’ i forhold til private grupper med sammenlignelige uddannelser – men vel at mærke, og ganske ubemærket, uden den offentlige jobsikkerhed? På den måde kan man tillade sig helt ignorere, at det offentliges produktivitet, så vidt den kan måles, er decideret for nedadgående. En del af det skyldes sandsynligvis helt uforholdsmæssigt dårlig ledelse, men det kan man ikke undskylde – i det private kan elendigt ledede virksomheder heller ikke tilbyde høje lønninger eller andre goder. Og en del skyldes sandsynligvis, at lærerne ganske enkelt ikke er så dygtige som de engang var. Seminarierne tiltrækker ikke i dag individer med ambitioner, men ofte folk, der tager en læreruddannelse for ”så kan jeg blive ved med at spille min musik.” Og resultatet ser vi på gymnasier og universiteter, hvor vi endda på uddannelser der kræver høje gennemsnit får mange, der ikke kan regne med brøker, opløse en parentes, eller forstå blot basalt tysk. Ser man moralsk på sagen om, hvad forskellige grupper har ’fortjent’, bør dén situation bestemt ikke udløse ekstra belønning til lærerne!

Unge i Public Choice

Som trofaste læsere vil vide deltog jeg i sidste uge i den årlige konference i the European Public Choice Society. Konference var glimrende og kun meget få af de cirka 260 papirer, der blev præsenteret, faldt fagligt igennem. Med andre ord har EPCS det godt og på trods af at mange foretrækker at kalde deres forskning for ’political economy’ eller ’political eonomics’ i stedet for public choice, er området særdeles levende.

Et af de særlige tegn er hvor mange yngre forskere, der kommer til konferencen, og hvor gode de er. Det give EPCS hvert år en tydelig indikation af ved at uddele Wicksell-prisen. Prisen gives til den forsker under 30, der har leveret og præsenteret det bedste papir. Tidligere vindere omfatter folk som CesIFO-chefen Clemens Fuest og den tyske ’overvismand’ Lars Feld (Freiburg), men også de fremragende danskere Toke Aidt (Cambridge) og Mogens Kamp Justesen (CBS). Feltet til Wicksell-prisen i år så umiddelberg snævert ud, da kun 11 præsentationer var kvalificeret til prisen, men det viste sig, at man ikke skulle lade sig snyde.

Vinderen i år var Quentin Lippmann (PSE), som præsenterede ”Is Incumbency a Barrier to Women’s Entry in Politics?” Papiret var meget poleret og klar til publikation, og ramte også et emne, der er oppe i tiden, da Lippmann kunne vise hvordan der åbenbart er usynlige barrierer for kvinders indgang til fransk politik. Omvendt var nummer to i konkurrencen ikke helt så poleret og lagde stadig op til ekstra analyse, men også med langt større potentiale. Jer er naturligvis frygteligt partisk – nummer to i år var Sarah Langlotz, der har været instruktor for mig de sidste somre i Heidelberg, hvor hun er en del af Axel Drehers gruppe som jeg også hører til – men det tordnende bifald, hun fik indikerede hvor publikums præferencer lå.

Som vi skrev forleden, præsenterede Sarah ”The Political Economy of Community Cohesion in Times of Conflict” hvor hun viste, at the International Security Assistance Force – de Nato-ledte koalitionsstyrker i Afghanistan – de facto underminerede lokalsamfundenes sammenhæng. Anekdoter har længe peget på, at ISAF førte til at landsbyældres status svækkedes, men Sarah kan meget overbevisende og præcist vise, hvordan ISAF-styrkerne fører til, at husholdninger i de berørte områder er 25-30 % mindre tilbøjelige til at deltage i f.eks. lokalråd. Hendes pointe er vigtig, da det indebærer at styrkerne faktisk underminerer afghanske civilsamfunds evne til at løse deres egne problemer.

Flere af de andre unge, og forbløffende mange fra det tyske-talende område, har også lovende karrierer. Det gælder ikke mindst Tommy Krieger (Konstanz), der er specialiseret i ganske avancerede empiriske metoder, og Richard Bluhm (Hannover) og Lena Gerling (Münster) – der dog begge er fyldt 30 og derfor ikke længere tæller som ’unge’. Lena fortsætter sig interessante arbejde om kup og politisk urolighed, mens Richard imponerede med ny forskning, der peger på at de meget brugte NASA-data på intensitet af lys om natten (se f.eks. her) voldsomt underestimerer, hvor rige udviklingslande er.

Den tekniske grund skyldes, at satellitterne der leverer data er designet i 70erne og derfor bliver ’blændede’ af lyset fra relativt rige storbyer. Størrelsen af problemet er en undervurdering på omkring 30 %, hvilket potentielt skaber ganske store problemer for tidligere studier, der bruger lysintensitet som indikator for økonomisk udvikling! På den måde er flere af de virkeligt begejstrende studier fra unge forskere faktisk tværvidenskabelige, men på en anden måde end vi er vandt til. Og for punditokraternes læsere er der måske et navn eller to, der er værd at huske og at holde øje med.

Ældre indlæg

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑