Tag-arkiv: public choice

Hvorfor kan man ikke stemme negativt?

Til Folketingsvalg kan man, ligesom til næsten alle andre demokratiske valg i verden, stemme på én bestemt kandidat eller ét bestemt parti. Det er meget sjældent, at valgsystemet ser anderledes ud, selvom selve måden, stemmer aggregeres kan variere. Men hvad hvis det ikke var sådan, og man i stedet kunne vælge at stemme for en kandidat eller imod en kandidat? Idéen er ikke helt ukendt, og i det nuværende politiske klima i USA kan den virke direkte attraktiv. Det er da også på den baggrund, at George Leef i The Detroit News foreslår, at man burde kunne stemme imod en kandidat i stedet for kun at kunne stemme for. Hans spørgsmål er, hvad der ville ske med det amerikanske valg, hvis folk kunne stemme direkte imod Trump uden derfor at skulle stemme for Biden.

For at se, at det faktisk kan gøre en forskel, bringer vi to eksempler nedenfor. I hvert eksempel er der fem typer vælgere med fem forskellige præferencer for to kandidater, A og B. Type 1 har for eksempel otte, der stærkt foretrækker A fremfor B og 2, der foretrækker B fremfor A. Men i gruppe B foretrækker to A, mens de er stærkt imod A og tre er ligeglade. Forskellen er, at kun 4 i denne gruppe klart foretrækker B.

Med disse præferencer blandt vælgerne vil 22 stemme for A og 17 for B under et helt almindeligt system. Hvis man også tillader vælgerne at stemme imod kandidater, der ikke kan lide, giver det samme resultat: A vinder. Men læg mærke til, hvad der sker hvis man ændrer vælgernes præferencer en smule, som vi gør i Eksempel 2. Her vinder A stadig under et almindeligt system, men hvis man også får mulighed for at stemme imod kandidater, man er stærkt imod, vinder B! Forskellen er, at i det andet eksempel er de to kandidater mere polariserende, og kandidater der ikke blot tiltrækker vælgere, men også undgår at støde andre fra sig, har større vinderchancer.

I det amerikanske tilfælde er det sandsynligt, at Trump taber under alle omstændigheder. Men givet hans enorme upopularitet hos vælgerne, er det også sandsynligt, at valgresultatet ville blive endnu klarere, hvis man kunne stemme imod ham. I det danske tilfælde er det anderledes interessant at overveje, hvad der ville ske med partisammensætningen i Folketinget: Hvor mange ville for eksempel stemme aktivt imod Dansk Folkeparti og Enhedslisten, og efter det tiltagende coronadiktatur i år, hvor mange ville stemme imod Mette Frederiksen?

Muligheden for at stemme imod en politiker eller et parti – at afgive en negativ stemme – kan derfor i visse situationer føre til meget anderledes resultater af valg, og anderledes incitamenter for dem, der er på valg. Muligheden for at stemme negativt er sjov at tænke over, og måske også en god øvelse for dem, der påtænker en karriere i politik. For dem der allerede er der, er der næppe noget håb. 

Økonomisk frihed 2020

Forleden kom den årlige rapport med titlen Economic Freedom of the World. Mange forskere og meningsdannere ser hver år frem til rapporten, der udgives af Fraser Instituttet i Vancouver. For det første kommer der altid en ny udgave af det stadigt større datasæt om økonomisk frihed med rapporten. I år dækker data 162 lande årligt tilbage til 2000, og for mange lande er der data hvert femte år tilbage til 1970. Disse data er flittigt brugt i samfundsforskningen, og der er nu flere end 500 artikler, der bruger de data, som James Gwartney og Robert Lawson udviklede i midten af 1990erne. For det andet er der altid et eller to temakapitler i rapporten, som enten afdækker ny viden eller opsummerer et forskningsområde.

Figuren nedenfor opsummerer status for gruppen af rige lande, inklusive de tidligere kommunistiske. Hele indekset er bygget op af fem underindeks, der måler størrelsen af den offentlige sektor, kvaliteten af retsvæsenet og dets beskyttelse af den private ejendomsret, kvaliteten af pengepolitikken og de monetære institutioner, graden af åbenhed for international handel og investeringer, og graden af regulering af de finansielle markeder, produktmarkeder og arbejdsmarkedet. I figuren har jeg fulgt en del af den nye forskning ved at slå de tre sidste elementer sammen, og holde det offentliges størrelse og retsvæsenets kvalitet for sig. Højden af søjlerne illustrerer hvor økonomisk frie landene er, mens de tre dele måler det offentliges størrelse (den røde del), retsvæsenets kvalitet (den blå del) og penge-, handels- og reguleringspolitik (de sorte). De stribede søjler repræsenterer lande med en kommunistisk fortid.

Som man kan se, var Hong Kong stadig for to år siden (tallene er altid to år forsinket) det frieste samfund i verden, mens Danmark var nummer 11. De illustrerer dog også, at Danmarks position skyldes det ekstremt fine retsvæsen (nummer tre i verden), mens vores ekstremt store og tunge offentlige sektor (nummer 137) tynger. Datasættet viser, hvordan flere og flere vestlige lande er ved at indhente Danmarks status.

Når man har ærgret sig over data, kan man dog nyde dette års temakapitel, der er skrevet af mine to venner og IFN-kolleger Niclas Berggren og Therese Nilsson. Niclas og Therese leverer en meget fin oversigt over den litteratur om tolerancenormer og økonomisk frihed, som de selv har været pionerer i. Figuren nedenfor illustrerer en af de sammenhænge, som tidligere studier har vist: At forældre i økonomisk friere lande er mere tilbøjelige til at mene, at tolerance er en vigtig norm at lære sine børn. Helt overordnet viser Niclas og Therese, at økonomisk friere lande også er mere tolerante overfor homoseksuelle og folk af en anden race, mens forholdet mellem frihed og antisemitisme viser sig at være komplekst.

Har man lidt tid tilovers, er hele rapporten – der kan hentes gratis her – værd at læse. Årets fire forfattere, James Gwartney, Robert Lawson, Joshua Hall og Ryan Murphy, gør endnu engang os alle en enorm tjeneste ved at levere omhyggelig, præcis information om et af de vigtigste emner, der nærmest aldrig diskuteres i dansk politik.

Mere viden om statskup

Som mange læsere sikkert ved, har jeg de seneste år beskæftiget mig med et projekt om statskup. Baggrunden for meget af det, vi laver i projektet, er den database som Martin Rode og jeg har udviklet, og som er frit tilgængelig for alle interesserede. De første artikler er udgivet, og vi er langt fra de eneste, der bidrager til den nye forskning. I en ny Kraniebrud-udsendelse på Radio 4, som blev tilrettelagt af den dygtige Mikkel Krause, snakkede vi derfor netop om forskning i statskup, og hvilke indsigter de nye studier giver. Pudsigt nok skete interviewet kun dage efter, at militæret i Mali havde væltet den siddende regering.

En af flere ting, Mikkel og jeg talte om, er forskellen på civilt og militært ledede kup, der netop er et af de nye forhold i forskningen: ¼ af alle kupforsøg siden 1950 har været civilt planlagt og ledte, og netop ikke militærkup. Figurerne nedenfor illustrerer to af disse forskelle, hvor den relevante sammenligning er mellem de to typer, og mellem succesfulde og fejlede kupforsøg. Begge figurer viser udvikling over fem år, hvor kuppet ligger et sted mellem periode -1 og 0.

Den første figur illustrerer hovedfundet i artiklen ”Coups, Regime Transitions, and Institutional Quality” som Daniel Bennett, Steve Gohmann, og jeg har under udgivelse i Journal of Comparative Economics. En vigtig forskel på civile og militære kup er, at når militærkup lykkes, ser man typisk, at det nye regime underminerer retsvæsenets uafhængighed og kvalitet. Som figuren viser, er det ikke en udvikling man normalt ser efter et civilt kup.

Et stort spørgsmål er således, hvorfor de militære er anderledes end de civile kup. Vores konkrete teori er, at de civile kup støttes af civile interesser – kommercielle og industriinteresser – og derfor kan have en interesse i at bevare fungerende domstole, kontrakthåndhævelse osv. Denne interesse har militære regimer ikke i samme grad, og et ny regime der lige har kuppet sig til magten, kan derfor have interesse i at afmontere de begrænsninger på dets magt, som domstolene ofte vedligeholder.

Det er også på denne baggrund, man kan fortolke den anden figur. Som det er tydeligt – og som statistiske tests bekræfter – stiger risikoen for en økonomisk krise markant, når et civilt kup lykkes. Risikoen er væsentligt større end når et kup mislykkes, og den er væsentligt større end når kupforsøget kommer fra militæret. Mens domstolene typisk lider efter et militærkup, lider økonomien således efter et civilt kup, når de nye industriinteresser skal belønnes. Som flere historier indikerer, bliver de belønnede med subsidier, beskyttelse mod konkurrence og anden politik, der ofte er ekstremt dyr og kan udløse en decideret krise.

Programmet på Radio 4 er ikke blot værd at høre som en introduktion til vores nye forskning, men også som introduktion til noget af den anden nye forskning og for dem, der gerne blive lidt klogere på hvad der foregår i lande som Sudan, Tyrkiet og Mali. Kraniebrud er varmt anbefalet for alle, som er interesserede i politisk økonomi – og mange andre emner.

Hvem bliver politikere?

Enhver, der har haft tilstrækkeligt at gøre med politikere ved, at de ikke ’andre mennesker’ – politikere er ikke som folk er flest. Hvorfor de ikke er det, og hvordan de er anderledes, må afhænge af selektionsprocessen ind i politik – hvorfor vælger nogle mennesker at blive politikere – og af incitamentstrukturen internt i politik – hvorfor forbliver nogle mennesker i politik. Det er derfor værd at tænke omhyggeligt over, hvem der bliver politikere og hvem af dem, der overlever i politik.

Spørger man vælgerne, ser mange af dem for eksempel det som noget positivt, at politikere er ’beslutsomme’ og ’handlekraftige’. Der lægges vægt på, at politikere kan tage beslutninger, og ’svære’ beslutninger hyldes ofte særligt. I forskningen kaldes dette træk derimod ofte for ’action bias’ og betragtes som et utvetydigt negativt fænomen (se f.eks. Patt og Zeckhauser). Hvorfor er action bias et så særligt træk ved politikere?

Man må allerførst spørge sig selv, hvorfor folk tiltrækkes af politik. Den romantiske forklaring er, at de er særlige mennesker, som gerne vil gøre godt og ændre samfundet til det bedre. Men selv hvis man køber den romantiske fortælling, bliver man nødt til at stille spørgsmålet: Hvorfor tror de, at de er bedre til at bestemme end andre mennesker, og hvorfor mener de, at de har en moralsk ret til at bestemme? Allerede et så simpelt spørgsmål trækker i retning af, at politikere er folk, der har en særlig tro på deres ret til at bestemme over andre, og måske også en særlig tro på deres egen fortræffelighed. Og hvis man ikke køber romantikken, åbner der sig en anden mulighed: Måske er politikere simpelthen folk, der har en særlig smag for at have magt over andre mennesker og derfor tiltrækkes af politik?

Disse overvejelser understøttes af forskning, der peger på at mange politikere har klare psykopatiske træk (se f.eks. her). De er oftere narcissistiske, ansvarsforflygtende, mangler empati, og mener ikke at almindelige regler og et almindeligt krav om ærlighed gælder dem. Det sidste punkt er endda et forhold, der understøttes af selektionsprocessen i politik. Som Sebastian Fehrler, Urs Fischbacher og Mark Schneider viser i et eksperimentelt studie, belønner den almindelige selektionsproces i politik – hvem, der vælges til at stille op for et parti osv. helt generel uærlighed (læs her). På samme måde giver Morris Coats, Jeremy Schwartz og Gökhan Karahan et konkret, moderne eksempel fra det døende tyrkiske demokrati. Som de formulerer det: ”Corruptible politicians become lower-cost competitors even in democracies because they do not feel there are psychic costs to breaking rules.” Eller som Hayek formulerede det i kapitel 10 af The Road to Serfdom, er problemet at “the unscrupulous and uninhibited are likely to be more successful.”

Problemet gælder naturligvis ikke alle, men de fleste politikere er sandsynligvis mennesker, vi helst ikke ville arbejde sammen med. Et særligt træk, der med jævne mellemrum ryster økonomer, er dog ikke deres personlighed, men deres klippefaste tro på egen indsigt. Reelt er mit indtryk, at mange – og måske de fleste – danske politikere lider af Dunning-Kruger Syndromet. Som Dunning og Kruger pointerede i deres oprindelige artikel, er problemet at ”Those with limited knowledge in a domain suffer a dual burden: Not only do they reach mistaken conclusions and make regrettable errors, but their incompetence robs them of the ability to realize it.” Med andre ord er de så inkompetente, at de ikke er kompetente nok til at indse deres fejl. Kombinationen af dyb inkompetence og klippefast tro på egne kompetencer er med andre ord et klassisk fænomen hos politikere, en glimrende forklaring på meget aldeles tåbelig politik, og en del af svaret på, hvorfor særinteresser ofte har så ekstremt let adgang til at påvirke visse politikere.

Dagens bundlinje er således, at mens der findes flinke, velmenende og begavede politikere, er de næppe de fleste. Begynder man at tænke over, hvorfor folk vælger et liv i politik, og hvorfor de vælger at blive der, begynder der også at komme ubehagelige indsigter i, hvem politikere er. Og skulle nogle læsere overveje, hvor præcist det billede er, kan man se på hvilke politikere der frivilligt har forladt politik i de senere år: Var folk som Jakob Axel Nielsen, Pernille Vigsø Bagge og Louise Gade ’nogensinde almindelige politikere?

Korruption og forfatningsstruktur

Mens korruptionsproblemer er ekstremt sjældne i Skandinavien, er de et alvorligt problem i store dele af verden. Et af de store spørgsmål i public choice og politisk økonomi de sidste 30 år har derfor været, hvordan man kommer denne type problemer til livs. Det gælder ikke mindst den type korruptionsproblemer, der kaldes enten ’grand corruption’ eller ’state capture’, hvor særinteresser decideret betaler sig vej til indflydelse på den førte politik og beslutningsprocesser i embedsværket og domstolene.

Både klassisk public choice-tænkning siden Buchanan og Tullocks første arbejde og Robert Klitgaards studier sidst i 1980erne har peget på, at forfatningens fordeling af magt kan påvirke, hvor meget korruption man kan få. Den klassiske tankegang er, at en effektiv magtdeling mellem parlament og regering vil føre til mindre korruption, men på trods af at ideen er intuitivt attraktiv, er den ikke blevet direkte testet i litteraturen indtil nu.

I fælles arbejde med Andrea Sáenz de Viteri Vazquez, som jeg har været PhD-vejleder for sammen med Martin Rode (Uni Navarra), har vi set på netop dette spørgsmål. Artiklen, der nu er under udgivelse i Constitutional Political Economy, peger på at spørgsmålet faktisk er noget mere komplekst end tidligere tænkning har indikeret. Teoretisk argumenterer Andrea og jeg, at en magtdeling mellem forskellige aktører ikke er effektiv, hvis de forskellige aktører er politisk på ’samme hold’. Selvom der for eksempel kan være en række forskellige partier i parlamentet, betyder det ikke nødvendigvis, at der er konkurrence mellem dem som gør korrupte aftaler umulige. Hvis de er for tæt på hinanden ideologisk, eller repræsenterer de samme særinteresser, vil det ganske enkelt være for let at nå til en aftale alligevel. Ydermere kan partier, der er ideologisk tæt på hinanden, men repræsenterer forskellige særinteresser, gøre problemet endnu værre. Grunden er, at det er for let for dem at nå et kompromis gennem det Tullock kaldte ’logrolling’ – det fænomen, der så misvisende kaldes ’kompromisets kunst’ på dansk – som alle potentielt korrupte særinteresser får noget ud af. Vores argument er derfor, at forfatninger der skaber indflydelsesrige vetospillere – politiske aktører med formel mulighed for at blokere for aftaler og beslutninger – kun er effektive, hvis der netop ikke er politisk enshed i parlamentet.

I en analyse af 22 lande i Latinamerika og Caribien, som vi har korruptionsvurderinger på hvert år siden 1970, finder Andrea og jeg netop det mønster: Lande med en forfatning, der giver større magt til præsidenten, får typisk væsentligt mindre korruption, men kun når der er faktiske ideologiske modsætninger i parlamentet. Når parlamentets partier ikke er tilstrækkeligt uenige på et ideologisk niveau, er forfatningens definition af de formelle magtstrukturer ligegyldig. Når de er, kan en præsident med reel indflydelse blokere for problemerne.

Som en af redaktørerne hos Constitutional Political Economy har pointeret overfor os, er den nye indsigt i artiklen netop, at to forhold er komplementære når det gælder bekæmpelse af korruption: Den formelle magtdeling, som den er defineret af forfatningen, og den faktiske politiske situation. Med andre ord må begge forhold være tilstede på samme tid, før de påvirker, hvordan samfundet fungerer. Selvom vores empiri kommer fra Latinamerika, er det måske værd at minde den hjemlige opposition om en gang imellem.

Er forskning ved at gå i stå?

Henover sommeren har jeg talt med en række kolleger, som alle har samme oplevelse: Vi får forbløffende mange invitationer til at fagfællebedømme andres papirer. Umiddelbart kunne det indikere, at der virkeligt er gang i forskningen for tiden, men virkeligheden er desværre den modsatte. Rigtigt meget forskning er ved at gå i stå, og grunden er indlysende.

For at kunne fortolke situationen, må man naturligvis først vide lidt om, hvordan den almindelige proces er, når man vil have udgivet en forskningsartikel. Arbejdet med at lave finde emnet, finde ud af hvordan man kan se på det, foretage analyserne og skrive selve artiklen er kun en del af processen. I langt de fleste tilfælde skal man også ud at præsentere sit arbejde, hvilket kan ske ved seminarer, små workshops hvor andre forskere også præsenterer deres arbejde på samme felt, eller større konferencer. For mit vedkommende sigter jeg altid mod at præsentere noget af årets bedste arbejde ved en af de to public choice-konferencer i foråret.

Efter præsentationerne, og efter man har arbejdet med den feedback man har fået der, går publikationsprocessen derefter i gang. Man udvælger et tidsskrift, som man tror og håber passer til ens artikel og sender den ind. Hos tidsskriftet checker en redaktør først, om det er interessant for deres læsere, og om papiret helt generelt er op til standard. Hvis det ikke er, får man sin artikel i hovedet igen med et nej. Hvis det er, sender redaktøren den ud til to eller tre såkaldte fagfællebedømmere – kolleger ude i verden, der forhåbentlig ved noget om emnet – og venter på deres bedømmelser. Og når de først kommer, beslutter redaktøren om de er positive nok til at forfatteren kan få en chance for at arbejde med bedømmernes kommentarer og sende en ny version ind til tidsskriftet. Igen, hvis det sker, skal man gå endnu en runde med bedømmerne – og måske endnu en… – inden de er tilfredse. Først da bliver artiklen udgivet.

Men i langt de fleste tilfælde bliver det et nej fra redaktøren, og så starter man forfra med at lede efter et egnet tidsskrift, som man kan tilbyde ens artikel. Hos det prestigiøse Journal of Development Economics afviser redaktørerne for eksempel 92 procent af alle artikler, de får. Hos Public Choice har det tilsvarende tal de seneste år været 87 procent. Langt de fleste papirer bliver derfor afvist en række gange før de publiceres.

Det bekymrende i, at vi oplever hvordan vi får særligt mange papirer til bedømmelse for tiden er derfor, at det reflekterer at folk har sendt dem tidligere ind end de ellers ville have gjort. Med andre ord har mange forskere valgt, at når det er umuligt at komme til workshops og konferencer for at præsentere deres arbejde – coronapanikken har lukket ned for alt den slags aktivitet – sender de det ind til tidsskrifterne i et noget tidligere stadie end de ellers ville have gjort. Jeg har gjort det samme i foråret, netop fordi at alt er aflyst. Risikoen er, at der enten vil komme en bølge af afvisninger fra tidsskrifterne – de artikler, de får ind er generelt af dårligere kvalitet end normalt – eller en bølge af dårligere forskning, der publiceres.

Det er dog ikke den eneste konsekvens, de aflyste konferencer osv. har. Den største del af gevinsten ved at være til konference er ikke den feedback, man får på sit eget arbejde, men den inspiration man kan få fra at se andres nye arbejde, tale med dem, sætte sig med en kop kaffe og brainstorme idéer, og helt generelt få både nye idéer og muligvis nye samarbejdspartnere. En meget stor del af denne proces er uplanlagt og kan derfor på ingen måde erstattes af nok så avancerede onlineløsninger. Fraværet af den almindelige forskningsproces i form af konferencer, workshops osv. har derfor mærkbare konsekvenser allerede nu: Langt mindre ny forskning sættes i gang, og meget af det der faktisk kommer i gang, er mere marginalt end ellers og blot variationer over kendte problemstillinger i stedet for egentlig ny tænkning.

Hvis nogen skulle være i tvivl om omfanget af dette problem, har jeg illustreret det ovenfor med eksempler fra min egen hverdag. I tabellen kan man se mine forskningsrelaterede aktiviteter i form af konferencer, workshops, seminarer og projektmøder i de første otte måneder af 2019 og 2020. Men læg mærke til, at de grå felter er dem, der blev aflyst i år. De er, med andre ord, de feedback-, inspirations- og netværksmuligheder, der mangler i min egen forskningshverdag i år. Læserne kan således selv bedømme omfanget af problemet. Og så har jeg endda ikke nævnt det sociale aspekt – den manglende menneskelige kontakt – med et ord.

Indlysende forhold og bivirkninger 9: Større statslige indtægter giver ikke mere individuel velfærd

I årets sommerserie er vi kommet til en meget basal sammenhæng, som egentlig burde være indlysende, men ikke er det for mange mennesker: Når staten opkræver skatter og afgifter, er det omfordeling fra forbrug på privat besluttede formål til forbrug på politisk besluttede formål. Der er derfor ingen grund til at tro, at denne omfordeling vil føre til større individuel velfærd, men faktisk det stik modsatte.

I forbindelse med vores sommerserieindlæg om grænsehandel indvendte flere læsere for eksempel, at grænsehandlen indebærer et indtægtstab for staten. Ulrik Jeppesen skrev således, at ”Køber Liss derfor fx 130 flasker vin i Tyskland til en pris svarende til dkr 70,-, altså dkr 9.100 i alt, har den danske statskasse mistet – i meget runde tal – ca. dkr 3.300,- i form af punktafgift samt moms (også af punktafgiften). Penge der under ingen omstændigheder kommer igen.” Ulrik og mange andre læsere regner således et tab af statslige indtægter som et samfundsøkonomisk tab. Det er en fejltagelse.

For at se det, må man se på to forskellige margener hos to forskellige aktører: Borgerne og staten. Borgerne bruger deres første indtægter på nødvendigheder, og spreder derefter deres resterende indtægter udover en lang række andre formål, der alle bidrager til deres individuelle velfærd. Disse formål kan være meget forskellige – mit personlige forbrug på ost er således nul, mens mit forbrug på teater (under normale omstændigheder) er noget større end gennemsnittets. Ekstra indtægter bliver ikke spredt jævnt ud over forskellige formål som møg på en mark, men finansierer marginale formål. Får jeg en indtægtsfremgang, vil en ganske stor del af den ekstra indtægt således blive brugt på en form for oplevelser – teater, koncerter osv. mens jeg næppe bruger flere penge på transport eller kartofler. For andre mennesker med andre præferencer kunne en lignende ekstraindtægt muligvis blive brugt på et sæt nye fælge til bilen, eller ekstra rengørings- og havehjælp. Pointen er, at vi på marginen omhyggeligt bruger vores ekstra indtægter på ting, der fremmer vores helt individuelle velfærd.

Omfordeler man fra private til staten vil man således få et umiddelbart velfærdstab som følge af mindre forbrug på alle disse mange, individ-specifikke formål. For at øgede statslige indtægter skal føre til gevinster for samfundet som helhed, må alle de individuelle velfærdstab derfor mere end opvejes af gevinster ved en eller anden form for offentligt leveret ydelse eller service. Og der er her, kæden hopper af for argumentet.

Hvad staten bruger midler på, er politisk bestemt og derfor ikke nødvendigvis forbundet med nogen form for individuel velfærdsovervejelse. 70 års forskning i public choice og politisk økonomi – eller et køligt blik på Folketingets almindelige dispositioner – afslører, at udgifter ofte er bestemt af særinteresser og stemmehensyn. De fleste politikere har således stærke incitamenter til at smide flere midler efter problemer, der slet ikke har noget at gøre med mangel på ressourcer, da det signalerer ’handlekraft’ og køber stemmer hos dem, der f.eks. arbejder i den offentlige sektor (der får flere midler). De samlede erfaringer fra forskningen peger således på, at de direkte velfærdsimplikationer af øget offentligt forbrug sandsynligvis er nul, mens de afledte effekter når borgerne betaler øgede skatter og afgifter og derfor sænker deres forbrug er klart negative.

Et argument om, at der kan være problemer forbundet med f.eks. grænsehandel eller anden aktivitet falder således på, at der ligger en implicit antagelse i det om at staten bruger de ekstra indtægter på fornuftige formål. Det er der ikke noget, der tyder på at den gør og når man ser på de politiske aktørers incitamenter, er der heller ikke nogen videre tilskyndelse til at de skulle gøre det. Som Willa Cather formulerede det, er en del af problemet at folk med ”zeal to reconstruct and improve human society seem to lose touch with human beings and with the individual needs and desires which make people what they are” (hattip: Don Boudreaux). Selv hvis politikere generelt var interesserede i borgernes velfærd – hvilket der for mit vedkommende ikke er noget, der tyder på – rammer de således som oftest rædselsfuldt forkert. Større statslige indtægter giver typisk mindre individuel velfærd.

It’s not what you don’t know…

Hvad ved folk om noget som helst? Svaret er ofte, at de ikke ved ret meget. Forskning i, hvad vælgerne ved om samfundsøkonomien – hvor mine fremragende kolleger Martin Paldam og Peter Nannestad var blandt pionererne – afslører typisk, at cirka 10 procent har nogenlunde præcis viden om forhold som inflation, arbejdsløshed, og vækst. Langt de fleste vælgere har ingen idé om, hvad der foregår, eller har klare forestillinger, der bare er faktuelt forkerte.

Det politiske problem, der følger med at vælgerne ikke bare er uvidende, men ofte tror ting, der ikke passer, illustreres meget fint af et citat, der ofte tilskrives Mark Twain: ”It’s not what you don’t know that gets you into trouble, it’s what you know that just ain’t so.” Hvis danskerne for eksempel har en idé om, at Danmark er et af verdens rigeste lande og har høj vækst, er der ikke noget politisk marked for vækstfremmende reformer. Eksemplet er ikke tænkt, da dansk økonomi ikke havde det videre godt før epidemien (læs her).

Mark Twain-problemet viser sig nu også ikke bare at passe på borgernes idéer om coronavirus, men passer i helt overvældende grad. Mens der desværre ikke er lavet studier i Danmark, viser en ny rapport fra Kekst CNC, at borgerne i vores nabolande meget misvisende idéer om coronavirussens udbredelse og dødelighed. Kekst CNC spurgte repræsentative udsnit af befolkningen i Frankrig, Storbritannien, Sverige, Tyskland og USA, hvor mange mennesker der har haft coronavirus i landet, og mange der er døde af den. Svarene på det første spørgsmål varierede fra 11-22 % af befolkningen – 20-40 gange det officielle tal, om end nogle antistoftest giver langt højere værdier. Svarene på det andet spørgsmål er langt mere sigende: De adspurgte mente i gennemsnit, at 3-9 procent af befolkningen var døde af coronavirus. I Storbritannien, Sverige og Frankrig er det 100 (hundrede) gange så mange, som der faktisk er døde med coronavirus (bemærk at langt fra alle, der dør med coronavirus dør af virussen). I USA og Tyskland overvurderer folk endda dødstallet langt mere. Folks forestillinger om virussen kan således ikke kaldes andet end helt forrykte.

Man kan naturligvis spørge sig selv, hvordan det kan komme dertil at folk i gennemsnit overvurderer med en faktor 100, men et måske mere alvorligt spørgsmål er, hvad det indebærer for det politiske liv. Man kan naturligvis skyde skylden på medier, der skriver sensationalistisk og uinformeret om emnet, og nogle epidemiologer, der bestemt ikke har nogen interesse i at sige, at der ikke længere er behov for deres rådgivning. Men en del af problemet er også, at regeringen absolut intet incitament har til at informere folk korrekt. Tværtimod har Mette Frederiksen og hendes hold et stærkt incitament til at holde en stor del af befolkningen i forestillingen om enorm fare: En befolkning i panik er så dejligt nem at regere, fordi mange borgere er parate til at acceptere hvad som helst for at komme af med kilden til deres panik – de agerer lidt ligesom araknofober med en fugleedderkop på armen.

Vores opfordring til vores læsere i dag er derfor ganske simpel: Lad være med at høre på, hvor politikere og den type meningsdannere påstår eller indikerer. Sørg for at få ordentlig, uvildig information om et givent emne, og dan jeres egen mening, baseret på jeres egne holdninger og jeres egne risikopræferencer. Og hold hovedet koldt, når bølgerne går højt i politik. Jo større diskussionerne er, jo mindre kan man generelt stole på, at politikere holder sig fra at misbruge vælgernes uvidenhed.

Demokratiske kolonier og demokrati i dag

Forleden lagde min ven og kollega Martin Rode og jeg den nye version af vores database online. Databasen, der er en opdatering og substantiel videreudvikling af Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-datasæt, er tilgængelig for alle interesserede og kan findes her. Den indeholder blandt andet tre forskellige indikatorer for demokrati, ekstra detaljer om landes politiske institutioner, og specifik information om 539 kupforsøg rundt omkring i verden. Det hele dækker hvert år 1950-2020 i 208 lande.

Et af de ganske mange spørgsmål, som databasens information om kolonier tillader en at stille, er om de institutioner som kolonimagter implementerede i deres kolonier stadig præger disse lande. Det spørgsmål har Martin og jeg skrevet et lille papir om, som vi for tiden er i gang med at udvikle i en længere version. Vi har tidligere skrevet kort om papiret i forbindelse med public choice-konferencen i Brisbane i december, men jeg havde fornøjelsen af at præsentere den længere version ved et online seminar i mandags hos Economic Research South Africa. Praktisk taget hele seminaret kan ses i linket nedenfor.

Det særlige i emnet er, at en række britiske kolonier faktisk var demokratiske før de blev uafhængige – og enkelte af dem har valgt på demokratisk vis ikke at blive uafhængige. Jamaica er et godt eksempel, da kolonien indførte almindelig stemme- og valgret for alle voksne i 1942, men først blev uafhængigt 20 år senere. På den anden side var det typiske billede i franske kolonier, at de franske myndigheder indførte valg, men ikke kunne eller ville holde fingrene fra dem. I de fleste franske kolonier, med Dahomey (det nuværende Benin) som en undtagelse, var valgene således ikke rigtigt demokratiske.

Den vigtige pointe i vores papir er, at hvorvidt en tidligere koloni er demokratisk eller ej i dag afhænger meget systematisk af, om landet allerede var demokratisk før uafhængighed.

Som det kan ses i figuren nedenfor, som kommer fra mandagens præsentation, har de tidligere kolonier med demokrati helt konsistent de sidste 50 år haft langt større sandsynlighed for at være demokratiske end lande, der ikke havde repræsentative politiske institutioner før de blev uafhængige. Præcist hvorfor – om det handler om forfatningsnormer, demokratiske traditioner blandt befolkningen, eller noget helt tredje – kan vi ikke svare klart på. Mønstret er klart uanset hvor rig eller uddannet landets befolkning er, og er værd at tænke over når man alligevel sidder indenfor en dansk julidag.

Indlysende forhold og bivirkninger 4: Kommunistisk vækst

I vores sommerserie er vi i dag kommet til et af de mere indlysende forhold for de fleste af vores læsere: Kommunistiske økonomier er elendige til at skabe udvikling. Mens vi i disse år får en ny generation ind på universiteterne, der ingen erindring har med de tidligere kommunistiske og socialistiske regimer i Central- og Østeuropa og andre steder – og øjensynligt aldrig er blevet introduceret til dem – har de fleste af os set elendigheden. Men der findes stadig masser af apologeter, og som Kristian Niemietz beskriver i sin glimrende bog Socialism: The Failed Idea that Never Dies, er der ingen mangel på folk, der argumenterer at af disse regimer aldrig var ’virkeliggjort socialisme.’

En af de forbløffende ting ved den moderne debat er, at den basale grund til at socialistiske eller kommunistiske økonomier ikke fungerer ret godt, har været kendt og forstået i 100 år. Den østrigske økonom Ludwig von Mises viste allerede i 1920 – i den artikel, der på sin vis startede det, der kaldes The Calculation Debate (på dansk kalkulationsdebatten)– at priser der dannes i et frit marked, afslører hvilke varer, hvilke ressourcer og hvilken arbejdskraft, der er mangel på på et bestemt tidspunkt. En stigende pris på kul vil for eksempel incentivere firmaer til at spare på kul og vil give andre firmaer en tilskyndelse til at lede efter flere kulforekomster og at udvikle alternativer. Som Friedrich Hayek formulerede det i 1945, er markedspriser informationsmekanismer, og frie markeder skaber information.

Problemet for socialistiske økonomier er, at prisdannelsen er centralt bestemt og dermed netop ikke et resultat af markedsmekanismer. Og uden retvisende markedspriser er det ikke muligt for en central planlægger, uanset hvor megen information et planlægningsagentur kan få, at prioritere mellem forskellige ressourcer eller forskellige aktiviteter. Selv den store socialistiske økonom Oscar Lange, der prægede meget af den såkaldte kalkulationsdebat i 1930erne, erkendte problemet. Lange insisterede på, at forbrugerne selv i en socialistiske økonomi skulle have et helt frit valg, og begav sig dermed ud i påstande om at planlæggere burde kunne have samme information som alle andre. Det var som svar på Langes to artikler i 1936 og 1937 i Review of Economic Studies at Hayek endeligt og skarpt formulerede prisdannelsens karakter som informationsmekanisme og -skaber.

Oveni disse grundlæggende problemer, som alle stadig antog at socialistiske politikere og planlæggere ønskede det bedste for borgerne, kom en lang række indsigter fra public choice og politisk økonomi. Det gjaldt ikke mindst den ungarske økonom János Kornais beskrivelse af ’mangeløkonomier’ og bløde budgetbegrænsninger i offentligt ejede eller støttede virksomheder.

Der er således en ganske lang række grunde til at regne med, at socialistiske eller kommunistiske økonomier over tid kommer til at sakke bagud for friere samfund. Hvor meget og hvor hurtigt det sker, er dog ofte svært at sige. Det er netop det, vi forsøger i dag ved at se på 17 udviklingslande, der på et tidspunkt efter 1960 valgte at blive socialistiske og indføre et socialistisk økonomisk system. Alle 17 er dækket af the Penn World Tables, og vi sammenligner deres økonomiske udvikling med deres nabolande. Fra PWT får vi data på købekraftskorrigeret bruttonationalprodukt per indbygger og per fuldtidsansat (som er et mål for arbejdskraftsproduktiviteten), investeringer og privatforbrug. I de to figurer nedenfor viser vi alle fire mål i forhold til nabolandenes, og indekseret til 1 i det år, landet indførte socialisme.

Tallene taler deres tydelige sprog: Efter 15 år med socialisme var disse lande sakket cirka 15 % bagud i forhold til, at de bare havde fulgt naboernes udvikling i BNP, og 25 % i produktivitet. Dykker man ned i tallene, er det ikke engang fordi naboerne har klaret sig specielt godt. I gennemsnit havde de socialistiske økonomier 5,3 % tilbagegang i BNP over de første ti år og 4,3 % i arbejdsproduktivitet, mens nabolandene i samme tiårsperiode i gennemsnit så fremgange på henholdsvis 15,5 % og 28,1 %. Som den anden figur viser med al tydelighed, var det ikke en konsekvens af, at de socialistiske samfund ikke investerede. Tværtimod er det tydeligt i figuren nedenfor, at de investerede ganske kraftigt i forhold til nabolandene. Med andre ord kastede disse regimer massive ressourcer efter statsligt drevet industrialisering og infrastruktur, som efterfølgende ingen vækst gav. Ressourceforbruget afsløres også i forskellen på BNP per indbygger og per fuldtidsansat, der viser hvordan de socialistiske regimer brugte mere arbejdskraft end nabolandene, men væsentligt mindre effektivt. Som von Mises havde vist for længe siden, indebar indførslen af en socialistisk økonomi den bivirkning, at en stor mængde ekstremt relevant information om mangel, muligheder og effektivitet forsvandt fra samfundene sammen med de frie markeder. Selvom regimerne havde været befolket med engle, var det umuligt for dem at tage bare nogenlunde præcise økonomiske beslutninger.

Skulle nogen stadig være i tvivl, viser tallene således, hvor ekstremt ineffektive de socialistiske økonomier blev og hvilken forbløffende hastighed, de blev de med. Efter blot ti års socialistiske forsøg var den gruppe ulande, der siden 1960erne erklærede sig socialistiske (eller kommunistiske) 10 % fattigere og 20 % mindre produktive, end hvis de bare var fulgt med deres nabolande. Modsat løfterne og parolerne blev folk mere forarmede end før, og det nyttesløse ressourceforbrug blev stadig mere tydeligt. På trods af hvad folk som David Laibman, Grace Blakeley og Marianna Mazzucato, der alle tegner meget af den britiske og internationale debat, påstår, er socialistiske samfund de frie økonomier langt underlegne.

Indlysende forhold og bivirkninger 3: Demokrati ved en fejltagelse

Et af de store, og måske største, spørgsmål i politisk økonomi er, hvornår samfund bliver demokratier. Siden Lipsets berømte arbejde i 1959 er der investeret talløse forskningstimer i at undersøge, hvornår lande bliver demokratiske, under hvilke omstændigheder de bliver det, og hvornår demokrati bliver en stabil institutionel løsning. De sidste 20 år er der således kommet en række forskellige svar fra så forskellige forskere som Adam Przeworski, Daron Acemoglu, Ola Olsson og Robbert Maseland, og på den hjemlige front fra Jacob Hariri og Martin Paldam.

En ny artikel, der efter at have eksisteret de sidste tre år som konference- og arbejdspapir  nu er under udgivelse i det ekstremt prestigiøse American Political Science Review, giver et meget anderledes svar på spørgsmålet. I ”Democracy by mistake: How the errors of autocrats trigger transitions to freer government” argumenterer Daniel Treisman, at de fleste demokratiseringer slet ikke er planlagte eller sker med vilje, men er sket ved fejltagelser. Den anerkendte professor i statskundskab ved UCLA gennemgår 270 demokratiseringsepisoder i sit papir, og kategoriserer et sted mellem 67 og 85 procent af dem som konsekvenser af fejltagelser. Med andre ord finder Treisman, at demokratisering typisk sker som en bivirkning af de fejl, autokratiske regimer ofte begår når de forsøger at beskytte deres magt.

Ikke alle fejl og bivirkninger virker ens, og Treisman noterer, at der er mange forskellige slags fejl.

”Some leaders—like Louis-Philippe—underestimate the strength of opposition, fail to compromise or repress until too late, and are overthrown. Their revolutionary successors then introduce reforms. Others—like Augusto Pinochet in Chile—overestimate their popularity, call an election or referendum, fail to manipulate sufficiently, and lose, splitting the elite and empowering opponents. Certain incumbents—such as Leopoldo Galtieri in Argentina—begin military conflicts, expecting victory, but lose not just the battle but political power, as colleagues defect and rivals mobilize. Still others slide—like Mikhail Gorbachev after 1985—down the “slippery slope,” making concessions intended to strengthen the regime that in fact undermine it. In all these cases, the ruler means to retain authority. But his misstep destroys the status quo. In another scenario, others in the ruling group miscalculate. They choose a leader—like Juan Carlos or Adolfo Suárez in post-Franco Spain—whom they trust to preserve the system but who destroys it.”

Treisman starter med at understrege, at en demokratisering basalt set kan ske af tre grunde: 1) Den kan være et bevidst valg fra magthavernes side; 2) den kan skyldes, at den er uundgåelig, så den var sket uanset hvad magthaverne gjorde; og 3) den kan ske som en konsekvens af, at magthaverne begår fejltagelser i deres forsøg på at blive ved magten. I situation 3) kan magthaverne lave to forskellige slags fejl: 1) De kan begå informationsfejltagelser, dvs. de kan have foretaget et perfekt ræsonnement eller analyse, men baseret den på fejlagtig information; og 2) de kan have begået en vurderingsfejltagelse (mistake of calculation), dvs. at de politiske aktører enten har overset bedre muligheder eller simpelthen taget den forkerte beslutning af de muligheder, de havde til rådighed. Treisman ender således med en konceptuel typologi over forskellige ’ruter’ til demokrati, som illustreret i artiklens Figur 1 nedenfor.

Treisman påstår ikke, at alle demokratiseringer er tilfældige og sker ved fejltagelser, og nævner helt eksplicit Frederik den syvendes Grundlov som eksempel på en bevidst handling. I stedet kategoriserer han sine 270 episoder i tre kategorier. Den første, som han kalder ”deliberate democratization”, er tilfælde hvor den politiske leder (eller ledelse) ikke blev udskiftet før demokratiseringen blev annonceret, og hvor den historiske evidens ikke indikerer, at en af de ti fejltagelser i figuren ovenfor ”sandsynligvis” eller ”meget sandsynligt” blev begået. Den anden kategori – ”unintended but unavoidable democratization” – definerer han som en situation hvor lederen faktisk blev udskiftet før demokratiseringen blev annonceret, men hvor den historiske evidens ikke indikerer, at en af de ti fejl sandsynligvis skete. Og det efterlader således den tredje kategori, ”democratization by mistake”, hvor den historiske evidens faktisk indikerer, at mindst én af de ti slags fejltagelser enten sandsynligvis skete, eller skete med stor sandsynlighed.

Treisman bruger fem kilder til at skabe otte forskellige indikatorer for demokratisering, og kategoriserer derefter alle 270 episoder med hver af disse indikatorer i de tre kategorier. I gennemsnit på tværs af alle hans tests finder han, at 23 procent af alle demokratiseringer var bevidste valg, mens kun 3 procent var uundgåelige. Det efterlader således 74 procent af alle klare demokratiseringsepisoder siden 1800 i kategorien ”demokratisering ved en fejltagelse.”

Det virkeligt smukke ved Treismans nye artikel er således, at han viser hvor mange virkeligt store politiske begivenheder, der i virkeligheden sker som bivirkninger af forsøg på at undgå dem. I samfundsvidenskaberne har vi med mennesker at gøre, og modsat de mange fine (og ofte indsigtsfulde) modeller, som både politologer og nationaløkonomer beskæftiger sig med, er politiske aktører langt fra perfekte. Mennesker begår fejl, både fordi de ikke har overblik over konsekvenserne af deres handlinger og fordi de ikke har perfekt eller bare nogenlunde præcis information. Når man holder op med at tænke på politikere som perfekte robotter og starter med at se dem som mennesker, er det svært at holde op med at se det ocean af bivirkninger, der dukker op.

Indlysende forhold og bivirkninger 1:Nedlukning slår folk ihjel

Som faste læsere ved, har punditokraterne den tradition, at vi hvert år kører en sommerserie om et særligt emne. Emnerne har blandt omfattet handel og public choice. På trods af, at året indtil videre har været mærkeligt, er der ingen grund til at bryde med traditionen. Årets sommerserie starter derfor i dag, hvor vi kan afsløre, at emnet er ”Indlysende forhold og bivirkninger.” Vi ser med andre ord i år på de mange forhold, som helt jævnligt ignoreres i politiske og økonomiske diskussioner, men som man ved er der og er vigtige. Nogen af dem er indlysende, men ikke nødvendigvis politisk accepterede, mens andre er bivirkninger ved politik, som kan være langt vigtigere end det officielle formål med politikken. Og vores første eksempel er nedlukningen af samfund som respons på coronavirussen, og de bivirkninger, man er sikker på er forbundet med nedlukningerne.

Baggrunden er, at der pågår en vigtig diskussion om nedlukningen har været effektiv eller ej. Denne diskussion, som vi også har bidraget kritisk til her på stedet, handler om hvorvidt nedlukningen har sænket antallet af dødsfald, der er relaterede til coronavirussen. Men som altid er der tale om en trade-off mellem forskellige årsager til dødsfald og ikke en simpel diskussion mellem flere eller færre: Forsøger man at redde nogle patienter, prisgiver man andre. Det element har i høj grad manglet i den danske debat, og kun få – inklusive den altid glimrende Lone Frank – har forsøgt at bringe det ind.

Der mangler ellers ikke læger, der har oplevet problemstillingen. Mange har skrevet om tomhed på hospitalernes andre afdelinger, selvom de nye coronaafdelinger ofte slet ikke kom i brug. Nogle medier hyldede det næsten som en god nyhed, men væsentligt færre er de seneste måneder gået til læge med bl.a. luftvejs- og hjerteproblemer, og markant færre patienter med hjerteproblemer behandles for tiden. På samme måde så man i april et fald på 20 procent i behandlingen af patienter med blodpropper. Problemerne er ikke forsvundet, men bliver simpelthen ikke håndteret.

En af de måske værste bivirkninger blev bemærket af læger på OUH allerede for to måneder siden, da de observerede hvordan antallet af patienter med enten bekræftet eller mistænkt lungekræft er faldet. Det samme er set i flere andre lande, og forskere fra University College London har for eksempel vurderet på basis af tidligere erfaringer, at den britiske nedlukning kommer til at koste 20 procent flere kræftdødsfald det kommende halvandet år. Omsat til danske forhold er det cirka 3000 ekstra dødsfald pga. kræft.

Man må også huske, at folks livskvalitet kan dale så meget pga. nedlukningen, at det bliver livstruende. Udviklingen, som amerikanske forskere har beskrevet som en ’perfekt storm’ for folks mentale helbred, ser også ud til at have skabt markant større problemer med depression og selvmord i bl.a. USA. En repræsentant for die Deutsche Depressionsliga vurderede også forleden, at den faldende brug af deres hjælpelinje kan være en refleksion af, at depressions- og selvmordstruede ganske enkelt ikke har overskud til at søge hjælp for tiden. Det er for eksempel vurderet, at finanskrisen kostede 10.000 ekstra selvmord i Vesteuropa og Nordamerika, og den nuværende krise er umiddelbart langt dybere og har et indbygget element af social isolation, som tidligere kriser ikke har haft.

Det samme gælder for andre grupper i samfundet. DR skrev lørdag om, hvordan mange ældre på plejehjem decideret vansmægter uden deres normale menneskelige kontakt. Demens udvikler sig hurtigere og – som man udtrykte det i gamle dage – risikerer man at mange ældre er ved at miste livsmodet. Mange andre lider også unødvendigt, når knæ- og hofteoperationer og en lang række andre procedurer er udskudt eller aflyst. I Storbritannien, hvor man har haft en langt mere åben og livlig diskussion af problemet, regner man nu med at ventelisterne kan fordobles til ti millioner patienter i løbet af i år. Mens den danske regering nægter at tale om det, kender den tydeligvis problemet, da den meget tidligt afskaffede behandlingsgarantien og ikke vil give klar besked om, hvornår den genindføres.

Min personlige erfaring er, at folk og særligt politikere hader denne type trade-offs, og specielt hader at blive mindet om dem. Det får dem dog ikke til at forsvinde eller at blive mindre vigtige, og som årtiers forskning i public choice viser, er svære trade-offs politisk problematiske. Politikere fokuserer på det umiddelbart synlige, og har stort set intet incitament til at gøre noget ved problemer, som vælgerne ikke forstår eller ser, eller som først bliver synlige efter næste valg. De har heller ingen incitamenter og ingen kompetence til at se de andre dødsfald eller andre bivirkninger, som de kun bliver opmærksomme på, hvis de åbent og omhyggeligt tager imod ekspertrådgivning. Det sker sjældent, og ligger bestemt ikke til den nuværende regering.

Og heri ligger grunden til, at beslutningsautoriteten under epidemier bør ligge suverænt hos sundhedsmyndighederne. Den gamle epidemilov var begavet på den måde, at den anerkendte at politikere hverken har kompetence eller incitamenter til at tage svære trade-offs i betragtning i nødsituationer som epidemier. De vil af strukturelle grunde derfor næsten altid tage objektivt forkerte beslutninger, og loven lagde således – årtier før denne slags indsigter blev klare i forskning i bl.a. forfatningsøkonomi – beslutningsgrundlaget hos en politisk uafhængig sundhedsmyndighed. For forskningen viser at politikere vil gøre præcist som den danske regering har gjort: Som om nedlukningen af det danske samfund ingen bivirkninger vil få, og at man uden varige skader kan åbne op efter forgodtbefindende. Men at føre politik som om intet andet end Covid-19 kan dræbe, og intet andet er vigtigt, er ikke blot inkompetent. Det er foragteligt.

Institutionel kvalitet og kup

Som opmærksomme læsere vil vide, har jeg de seneste par år haft et projekt i gang om statskup. Meget af projektet har indtil fornylig drejet sig om at udvikle en database over politiske institutioner og regimetransitioner, som jeg deler med min ven og kollega Martin Rode. Databasen er frit tilgængelig (her, og med en ny version i næste måned), og artiklen hvor vi dokumenterer den er udgivet. Martin og jeg har med stor fornøjelse kunnet se, hvordan andre forskere er begyndt at bruge databasen, mens vi selv også arbejder videre med den sammen, hver for sig, og i konstellationer med andre kolleger.

Det første af disse studier, der drejer sig om hvordan samfunds institutioner ændrer sig efter kup, er nu på vej ud. Artiklen er fælles arbejde mellem Daniel Bennett, Steve Gohmann og mig. Daniel er pt. på Baylor University i Texas, hvor han har markeret sig med flere studier af entrepreneurship, og slutter sig til efteråret til Steve som adjunkt på University of Louisville. Vores første fælles artikel er optaget til udgivelse i Journal of Comparative Economics; en tidligere working paper version er tilgængelig ungated for alle interesserede fra IFN i Stockholm.

Det store spørgsmål, som vi forsøger at svare på i artiklen, er om statskup faktisk ændrer på noget grundlæggende og om det gør en forskel, hvor kupmagerne kommer fra i samfundet. Normalt regner man ret intuitivt med, at kupmagere har interesse i at svække samfundets institutioner, så de har relativt uindskrænket magt til at gennemføre, hvad de gerne vil. Tænker man lidt videre over det, er det dog ikke helt så enkelt. Nogle kupmagere kunne således have interesse i at styrke institutioner som retsvæsen og embedsværk for at legitimere deres styre, eller for at gøre det sværere for andre interesser at forsøge sig med et modkup. Kupmagere, der repræsenterer civile interesser såsom industriinteresser, kan også have klare incitamenter til at styrke institutionerne for at forbedre deres støtters konkurrenceevne. Det er derfor et åbent spørgsmål, hvad de faktiske konsekvenser er af kup, og særligt om civilt ledede kup – som faktisk udgør 133 af 539 kupforsøg siden 1950 – måske er tydeligt anderledes end militært ledede kup.

En del af udfordringen er at etablere, at et kup faktisk fører til institutionelle ændringer, og ikke bare er et respons på ændringer eller en helt tilfældig sammenhæng. Det statistiske ’trick’ i artiklen (som vi kopierer fra den fremragende Richard Jong-a-Pin) er, at vi sammenligner udviklingen omkring kup der lykkes, med kup der mislykkes. Vi kan konkret vise, at udviklingen typisk er den samme før kupforsøg, uanset om de lykkes eller ej. Det betyder, at de ex ante er korrekt sammenlignelige, og at man derfor kan betragte forskellen i udviklingen efter kupforsøgene som en årsagsvirkning.

Vores sammenligninger over de over 500 kupforsøg i vores data siden 1950 viser, at den politiske korruption typisk stiger efter militærkup, og i særlig grad efter kup ledt af folk fra toppen af den militære elite. Ser vi på kvaliteten af retsvæsenet ser det samme ud til at ske, når et militærkup lykkes. Vi ser dog også evidens for, at succesfulde civile kup mod militærregimer typisk har den modsatte virkning, og på sigt ender med en forbedring af de juridiske institutioner. Det er vel at mærke en effekt af at skifte fra et militærdiktatur til et civilt autokrati, og ikke til et demokrati.

Man kan naturligvis spørge, hvorfor det overhovedet er interessant, og hvorfor forskere på danske universiteter skal forske i den slags. Det er der mindst to svar på: For det første viser den nye kupforskning også noget om, hvad der sker under andre slags regimetransitioner. Det kan være vigtigt for både international politik og for danskeres perspektiver for at investere i fattigere lande og emerging economies, hvor risikoen for markante regimetransitioner er tydelig. For det andet sker der stadig kup i verden, og flere lande ser decideret ud til at være klar til et. I november 2017 afsatte Zimbabwes militær Robert Mugabe på foranledning af en gruppe politikere, ledt af den nuværende præsident Emerson Mnangagwa, og i april 2019 overtog militæret magten i Sudan ved et kup. Begge lande har umiddelbart gode muligheder for at blive succeser, men mere viden om dynamikken omkring kup er nødvendig for at forstå både mulighederne og farerne. Vores kupprojekt giver, ligesom anden forskning på området for tiden, en bid mere indsigt i denne type begivenheder. Den rykker os også et skridt nærmere at forstå det flygtige fænomen ’gode kup’.

Demsetz, Hayek og statslig intervention

Mange mennesker hylder, at vestlige stater har taget drakoniske beslutninger og vist ’handlekraft’ de seneste måneder. Men på samme tid som de fleste stater har implementeret vidtrækkende ændringer i samfundet, har de fleste også vidst, at man fra starten næsten intet vidste om den egentlige, potentielle trussel – SARS-CoV-2-virussen – og at man under normale omstændigheder ikke bør stole på de fleste politikere. Denne noget absurde situation er velbeskrevet i den politisk-økonomiske faglitteratur, men ikke særligt bredt kendt.

Harold Demsetz beskrev allerede i 1969 et meget udbredt problem: Hvordan langt de fleste, der kritiserer den faktiskemåde, frie markeder virker, peger på statslige løsninger, men med en antagelse om at vi taler om den perfektestat. De sammenligner således faktiske markeder, med alle de fejl der kommer fra både markedsstruktur og menneskers almindelige fejlbarlighed, med ideelle stater, hvor politikere og embedsværk er alvidende, omnipotente og fuldstændigt uselviske. På trods af at denne slags sammenligning ville være indlysende absurd i andre forhold – f.eks. en sammenligning af ens ti kilo overvægtige kæreste med en Bond-pige – er den alligevel helt almindelig i politiske diskussioner. Den har siden Demsetzs arbejde været kendt som ’Nirvana-fejltagelsen’ (the Nirvana Fallacy). Den altid glimrende Stephen Davis forklarer den på pædagogisk vis i EA Magazine her. Davis understreger også, at en ikke ubetydelig del af økonomisk teori begår Nirvana-fejltagelsen – ikke mindst i public economics, hvor man helt typisk antager en benevolent, alvidende stat der ordner markedsfejl.

Mens konsekvenserne af politiske incitamenter – har beslutningstagerne overhovedet incitament til at prøve at gøre det rigtige, eller forsøger de bare at maksimere popularitet, stemmetal eller egen magt?  – er ekstremt velbeskrevne i public choice og politiske økonomi, er den anden del af Demsetzs problem, om de overhovedet har nok og tilstrækkeligt præcis viden til at ’ordne’ noget som helst. Det problem var centralt i Friedrich Hayeks arbejde, og hans Nobel-forelæsning havde netop titlen ’The Pretense of Knowledge’. Hayek understregede her en bestemt del af Demsetzs problem, idet han pegede på at der er mange ting, som politikere og centrale beslutningstagere hverken ved eller kan vide. Det er for eksempel praktisk umuligt for dem at kende forskellige virksomheders omkostningsstruktur – en pointe den senere Nobelprismodtager Jean Tirole arbejde videre med – og dermed også umuligt, at vide bare nogenlunde præcist, hvad konsekvenserne af skatte- og reguleringsændringer vil være. De kan heller ikke kende folks (i øvrigt meget forskellige) præferencer, og helt indlysende nok, er det umuligt for dem at vide, hvad der vil være ’fremtidens industrier’ eller om det er områder, som Danmark har nogen som helst kompetencer eller komparative fordele i. Som Hayek og hens mentor Ludwig von Mises understregede, gør de epistemiologiske problemer det helt umuligt for politikere at ’styre’ et lands udvikling positivt eller udvælge fremtidens industrier eller vindere.

I den nuværende situation, hvor viden om en virus dannes fra uge til uge, og ofte er relativt usikker, og hvor økonomiske nedlukninger og massiv politisk usikkerhed slår tusindvis af virksomheder og arbejdspladser ihjel, bør disse indsigter i komplekse forhold betyde, at man bør være ekstra ydmyg. Det gælder i helt særlig grad for centrale beslutningstagere! De ser i stedet ud til at være gået efter en situation, hvor de hjulpet af de fleste medier holder dele af befolkningen i panik, og dermed skaber sig selv manøvrerum til at tage ekstremt vidtgående beslutninger uden noget som helst vidensgrundlag.

Hvis man er mere interesseret i Hayeks indsigter i komplekse forhold, der er specielt relevante i dag, kan vi varmt anbefale the Institute of Economic Affairs webinar med King’s College’s fremragende professor Mark Pennington i morgen.

Social tillid og økonomisk velstand

Mange af os hungrer efter nyheder og input, der ikke handler om corona, nedlukning eller andet politisk nonsens. Det var derfor en ekstra stor fornøjelse, da jeg i mandags holdt et virtuelt seminar for Les Affranchis – Students for Liberty France. Det var oprindeligt meningen, at seminaret skulle have været afholdt almindeligt i Paris, i forbindelse med et besøg på la Sorbonne, men tvunget at omstændighederne gjorde vi det via Zoom.

Det betyder dog, at hele seminaret nu findes på gratis tilgængeligt YouTube. Vi tillader os derfor en lille bid skamløs selvpromovering i dag, ved at opfordre alle interesserede læsere med lidt tid tilovers, at se seminaret. Pga. nogle indledende, tekniske problemer starter selve seminaret omkring 6.45.

Sikrer demokrati og gode institutioner den personlige frihed?

Personlig frihed er ekstremt vigtig, og ikke mindst for tiden hvor politikere over hele verden bruger en nødsituation til at begrænse deres borgeres frihed og flytte magt til netop politikerne selv. I Danmark er forsamlingsfriheden og borgernes ret til at bevæge sig frit rundt også suspenderet, og forbuddet håndhæves i stigende grad af et ivrigt politi. Det er dog intet imod Ungarn, hvor Orbán-regimet har afskaffet resterne af landets demokrati, og i en lang række lande, hvor regeringerne indfører nødret, censurerer journalister og bruger virussen som påskud til at skrabe markante magtbeføjelser til sig (læs f.eks. her).

På den baggrund er det ekstra vigtigt at få mere viden om, hvor og under hvilke omstændigheder at borgeres ret til personlig frihed rent faktisk beskyttes. Mens der efterhånden er en vis litteratur om, hvorfor nogle lande har mere økonomisk frihed (se f.eks. Lawson, Murphy og Powells nye survey her), har der været forbavsende lidt empirisk forskning om emnet. Det retter ny forskning op på.

Mine altid interessante venner Niclas Berggren (IFN, Stockholm og VŠE, Prag) og Jerg Gutmann (Uni Hamburg) har set omhyggeligt på sammenhængen mellem domstole og retsvæseners stilling og borgernes de facto personlige frihed. Deres artikel, der nu er udkommet i European Journal of Law and Economics under titlen “Securing personal freedom through institutions: the role of electoral democracy and judicial independence” (og kan læses gratis), undersøger netop hvorfor borgernes faktiske frihed er så forskellig på tværs af 162 lande.

Resultaterne er både overraskende og ganske intuitive, når man kender public choice-litteraturen. Man hylder for eksempel ofte demokratiet for at skabe og beskytte vores personlige frihed, men Niclas og Jerg finder, at demokrati kun er forbundet med to forhold i deres mål for frihed: Forsamlingsfrihed og ytringsfrihed. Folks ret til at bevæge sig frit omkring, ret til privatliv og beskyttelse af deres liv og ejendom er derimod ikke bedre i demokratier, alt andet lige. Den centrale faktor viser sig derimod at være, hvor politisk uafhængige domstole og retsvæsener er. Denne sammenhæng er meget tydelig, som illustreret i nedenstående figur fra artiklen. Og som de to forskere kan pege på, er der en ganske lang række demokratier, hvor domstolene ikke er fri for politisk kontrol, mens der findes en håndfuld autokratier respekterer deres uafhængighed.

Disse generelle forhold, som viser sig i sammenligninger på tværs af verden, passer også på den danske andedam. Mens Danmark ganske tydeligt ikke har nogen særligt effektiv forfatningsbeskyttelse af borgernes ret til personlig frihed – nok er den omfattet af Grundloven, men coronaepidemien har demonstreret, at regeringen uden problemer kan tilsidesætte denne beskyttelse på ubestemt tid hvis det passer den – er de danske domstoles politiske uafhængighed central. Den uafhængighed kan man spore tilbage til enevælden, hvor selv oppositionslederen Otto Lehmann fremhævede den. Den kan også spores, med stor bekymring, i visse centraleuropæiske lande, hvor polske og ungarske regeringer har startet deres march mod autokrati med forsøg på at bringe retsvæsenet under omhyggelig politisk kontrol.

Helt overordnet demonstrerer den nye svensk-tyske forskning således igen, at mens demokrati har åbenlyse fordele – der ligger en meget væsentlig værdi i at borgerne har en vis medindflydelse – kan man ikke regne med, at demokratisk valgte regeringer tager gode beslutninger eller respekterer borgernes rettigheder. Det kræver, at der er institutioner udenfor politik der kan holde politikere nogenlunde ansvarlige og beskytte borgernes liv og ejendom. Borgernes mareridt (og politikernes paradis) er, når alt bliver politik.

Abstractet er her:

We investigate empirically how electoral democracy and judicial independence relate to personal freedom. While judicial independence is positively and robustly related to personal freedom in all its forms, electoral democracy displays a robust, positive relationship with only two out of seven types of personal freedom (freedom of association, assembly and civil society; freedom of expression and information). Interaction terms and more refined indicators of the political system reveal that countries without elections or with only one political party benefit more from judicial independence than both democracies and multi-party systems without free elections.

Lukkede grænser, handlekraft og anden policyidioti

Mens politikere og mange meningsdannere gentager, at vi bør ’stå sammen’, trække på samme hammel og være loyale overfor den nationale indsats, har både medier og opposition været forbløffende ukritiske. Det gør det endnu lettere for regeringen – både den danske og de fleste udenlandske – at lave markante policyfejl. Disse fejl kan både være klassiske public choice-fejl, når en politik der sælges som modspil til coronapandemien i virkeligheden er rettet mod at forbedre regeringens chancer ved det næste valg, og de kan være resultatet af simpel inkompetence. Ingen af delene kan afvises som forklaring på Mette Frederiksens politiske slingrekurs og mangel på faktisk strategi.

Måske den værste fejltagelse, som de fleste lande endda har begået, er at lukke grænserne mod nabolandene og dermed spærre deres egne borgere inde. Praktisk taget alle eksperter har afvist, at lukkede grænser hjælper på noget som helst. Når først smitten er i landet, kan man ikke lukke den ude eller bremse dens udvikling ved at holde udlændinge ude eller ens egne borgere inde. De lukkede grænser har ingen sundhedseffekt, men skaber blot et populistisk fængsel, der tillader politikere at demonstrere ’handlekraft.’

Rent umiddelbart giver det heller ingen mening, selv hvis man fejlagtigt skulle tro at en lukning ville forhindre en mere smitbar befolkning fra at komme til Danmark. Slesvig-Holsten syd for grænsen har i alt 88 døde (per 24. april). I forhold til de 2,9 millioner indbyggere i regionen er det langt færre end i Danmark, og meget tæt på det samme som i Region Sydjylland. Selv Hamborg, der ellers er Tysklands næststørste by og omtrent dobbelt så stor som København, har med 122 dødsfald et langt lavere relativt dødstal end Danmark. Det samme gælder på den anden side af Øresund, hvor 57 er døde i Skåne. Det er et noget lavere dødstal end i Danmark og en tredjedel af hovedstadens.

Som Clare Wenham (London School of Econonics) formulerede det overfor New York Times, er grænselukningerne ”a good political placebo. It’s going to make people feel safe,” men uden at have nogen faktisk sundhedseffekt. Som jeg understregede i Børsen i går, er det dog en ekstremt dyr placebo, særligt på langt sigt, da ”Enhver grænserestriktion gør landet fattigere og svækker forsyningssikkerheden.”

I en bredere forstand, er der en langt mindre skepsis overfor statslig styring for tiden. Nok er der behov for en vis inddæmning af coronavirussen for at indgå, at sundhedsvæsenet overbebyrdes – illustreret med den nu berømte ’grønne kurve’ – men danske politikere er gået noget længere. På et overordnet plan er der god grund til at advare, som Mark Littlewood fra Institute of Economic Affairs gjorde for et par uger siden, imod at mange borgere bliver forført af big government: At regeringen lover almoderlig beskyttelse og omhyggelig genåbningsstrategi. Strategien nægter statsministeren dog at forklare overfor nogen som helst udenfor regeringen, og selv Folketingets andre partiledere nægtes information eller planer. Den mest sandsynlige forklaring er, at Frederiksen ingen plan har (udover genvalg), men blot forsøger at opføre sig præsidentielt og undgå kritik eller politisk debat ved at undgå nogen form for klarhed. Det er den perfekte opskrift på endnu flere policyfejl og endnu større omkostninger.

Hvad ved vi og hvad kommunikeres

Flere tusinde danskere er smittede, 364 danskere er i skrivende stund døde med coronavirus, og medierne skriver om skrækindjagende trusler med eksempler fra bl.a. Italien og USA. Man hører også, bl.a. gennem medierne, historier om folk der ikke går udenfor deres dør uden fuldt ABC-udstyr. Jeg kender selv adskillige ordentlige, begavede mennesker, der næsten er gået i panik over situationen. På Christiansborg har regeringen fået en situation foræret, hvor den indtil fornylig kunne udvise handlekraft og give sig selv helt usete magtbeføjelser. Udover de politiske udfordringer, som vi tidligere har skrevet om her, er det centrale problem hvad vi som samfund faktisk ved om virussen. For at undgå panik og panikløsninger, er der behov for klar og troværdig information, men det eer ikke hvad borgerne får. De præcise tal, som statsministeren og sundhedsmyndighederne formidler med jævne mellemrum, og som både politikere og borgere bruger som basis for at danne en mening, ikke er hvad de udgiver sig for.

Læs resten

Public choice-indsigter er vigtige for tiden

Statsminister Mette Frederiksen får forbløffende høje ’approval ratings’ for tiden, og de fleste danskere synes stadig at mene, at hun har håndteret coronakrisen godt. Der er dog en stigende kritik af, hvordan det er sket og i særligt grad hendes stærkt autokratiske stil: Regeringen har taget beslutninger uden Folketinget og blot sendt dem til godkendelse hos de andre partier, har nægtet at dele information med dens Folketingskolleger og har på et helt generelt niveau helt undgået at forklare grundlaget for dens beslutninger. Som Martin Ågerup har understreget gentagne gange, sekunderet af bl.a. vores egen Otto Brøns-Petersen og den altid fremragende Peter Kurrild-Klitgaard, har regeringen ganske enkelt nægtet at dele dens overvejelser, konkrete grundlag for beslutninger, og dens strategi med resten af befolkningen. Spørgsmålet, der trænger sig på, er om regeringen overhovedet har en strategi, udover at vinde næste valg. Alligevel stoler mange danskere øjensynligt, at statsministeren uegennyttigt gør det bedste for Danmark. Er det en god vurdering? Her på stedet er svaret et utvetydigt nej, og det ville være samme svar, hvis vi havde haft en anden regering eller en anden statsminister. Grunden til svaret, som nok vil støde adskillige danskere, er at vi kender til den del af samfundsvidenskaberne, der kaldes public choice eller politisk økonomi.

En meget stor del af grundlaget for public choice er netop noget, de fleste danskere glemmer for tiden: Politikere er som mindst lige så egoistiske og uvidende som andre mennesker, og navigerer efter at gøre det bedste for dem selv og deres nærmeste. Der er endda gode grunde til at tro, at den politiske proces effektivt vælger politikere, der både er mere egoistiske – folk med stærke præferencer for at bestemme over andre – og mere tilbøjelige til at overvurdere egne evner og indsigter. Det er særligt farligt i tider som disse at glemme disse indsigter og tro, at politikere automatisk gør det bedste for samfundet og danskerne.

For interesserede læsere er den glimrende Eamonn Butlers letlæste introduktion til public choice fra EA Magazine (som altid er værd at læse og kan hentes her). I 2017 kørte vi her på punditokraterne vores første sommerserie om netop public choice. Introduktionen til serien er her, og indlæg i serien med særlig relevans for tiden er her, her og her. Vi opfordrer hermed vores læsere til at bruge nogle få minutter på at læse og tænke over disse indsigter og spørge sig selv, hvor vigtige de er for tiden.

80 år med Dronningen

Margrethe den anden af Danmark fylder 80 år i dag – et faktum som der næppe er mange danskere, der ikke er klar over. Dronningen bliver hyldet i dag, og med god grund. Hun har siden 1972 udfyldt sin rolle i de danske institutioner til topkarakterer, og ser ud til at have forberedt den næste generation omhyggeligt. Dronning Margrethe er med andre ord en dygtig udøver af et af verdens mærkeligste hverv.

I princippet er monarki en mærkværdig og ganske illiberal institution: Hvem kunne forestille sig at indføre en ordning i dag, hvor en enkelt familie får særstatus som kongefamilien, eller at en enkelt familie bliver pålagt de voldsomme pligter og restriktioner, som den lever med? Ingen af delene er konsistente med et princip om ligebehandling og lige rettigheder, og synes også helt udemokratisk. Det giver ingen mening, hvis man skal designe institutioner for et frit, rigt og velfungerende land.

Problemet for alle de principielle overvejelser er dog, at monarkiet virker! Der findes en lille og relativt ny forskningslitteratur, som dokumenterer flere konsekvenser af at have et monarki. Peter Kurrild-Klitgaard, den tidligere redacteur på denne blog, udgav for eksempel sammen med mig en artikel i 2014, der viste en helt bestemt type effekt: Store reformer har typisk omkostninger på kort sigt – virksomheder går fallit, folk bliver arbejdsløse osv. indtil de nye institutioner er etablerede og blevet forudsigelige – men disse omkostninger undgår monarkierne. Med andre ord er monarkier øjensynligt langt bedre til at håndtere store omvæltninger.

Mere overordnet peger nye forskning på, at monarkier helt generelt har bedre økonomier (læs her; med populære omtale  her). En del af forklaringen ligger sandsynligvis i, at monarkier også har væsentligt højere niveauer af social tillid (læs f.eks. her og her) og bedre institutionel kvalitet – dvs. bedre retsvæsener, lavere korruption og mere effektivt embedsværk. Der er også indikationer på, at monarkier har bedre credit ratings, alt andet lige, dvs. at de opfattes som mere troværdige lånere.

Mens det ikke vides, hvad der præcist ligger bag disse væsentlige forskelle, har vi en teori som passer godt på historiske eksempler: Monarker er særligt effektivt vetospillere. Dronning Margrethe er et glimrende eksempel på dette, da langt størstedelen af den danske befolkning tager hendes udmeldinger alvorligt. Hvis dronningen leverer et hint af kritik i nytårstalen, er det noget, Folketingets politikere bliver nødt til at overveje. Hun kan nemlig, ligesom sine kolleger i Storbritannien, Sverige eller Thailand, tale med en troværdighed og vægt, som selv de mest populære folkevalgte politikere kun kan drømme om. I 48 år han Margrethe navigeret denne rolle med en seriøsitet og ynde, som har skabt respekt langt udenfor grænserne. Så selvom man ikke kan stå med tusinder af andre danskere ved Amalienborg, skal der lyde en stor tak for dronningens bidrag til at gøre Danmark en smule rigere, friere og venligere.