Tag: public choice (side 1 af 8)

Løn i det offentlige

Det er næppe gået nogens næse forbi, at der forhandles overenskomster i det offentlige for tiden. Forligsmanden har for anden gang udskudt en eventuel konflikt, og mens nogle af parterne ser ud til at nærme sig hinanden, virker det som om lærerne er opsatte på konflikt og måske endda hævn for det politiske indgreb mod dem for nogle få år siden. Et væsentligt problem i hele konflikten er, at løndannelse i det offentlige er markant anderledes end på det private arbejdsmarked. Mens den private løndannelse følger med produktiviteten i det private, er løndiskussioner i det offentlige i langt højere grad præget af moralske synspunkter, og ofte særdeles uinformerede moralske stillingstagninger.

Det basale problem, som der ikke tales meget om i debatten, er den specifikke forskel på løndannelse i det private og det offentlige. I det private følges løn og produktivitet ad: Hvis de ansatte i én virksomhed får en lavere løn end deres marginalproduktivitet, vil andre virksomheder kunne tilbyde mere og dermed tiltrække dem. Den oprindelige virksomhed må dermed enten miste dygtige medarbejdere eller sætte deres løn op. Omvendt, hvis ansatte eller deres fagforening får ’tilkæmpet’ sig en løn, der er højere end tilsagt af deres produktivitet, må virksomheden fyre medarbejdere og i visse tilfælde erstatte dem med udstyr og automatisering. På det private arbejdsmarked er det derfor en relativ sjældenhed, og et ganske midlertidigt fænomen, at løn og produktivitet ikke matcher hinanden.

Det offentlige arbejdsmarked fungerer af flere grunde helt anderledes. For det første er det ekstremt svært at måle offentlig produktivitet, hvilket besværliggør en vurdering af det korrekte lønniveau. Der er for det meste – med Singapores offentlige virksomheder som en af de få undtagelser – heller ingen konkret bundlinje. Det offentlige har med Janos Kornais udtryk næsten altid ”bløde budgetbegrænsninger.” Nok er der grænser, man bør holde sig indenfor, men hvis man alligevel ikke gør det, er det et stærkt argument for at blive dækket ind. En af årsagerne til fænomenet er, at offentlige virksomheder stort set aldrig får lov til at gå fallit. Tværtimod belønnes meget uproduktive offentlige virksomheder og service ofte med større bevillinger. En del af miseren kommer fra et hold-up-lignende problem hvor en offentlig virksomhed eller myndighed effektivt har monopol på en ydelse eller service, og dermed kan afpresse det offentlige flere midler. Det er f.eks. tilfældet med DSB og PostNord, endda selvom det er Folketinget selv, der beskytter monopolet. Det er i høj grad samme strategi, Danmarks Lærerforening synes at have anlagt: Hvis I ikke makker ret, stopper vi skolerne og sygehusene.

En anden del af det offentlige problem kommer, som det er alt for velkendt i Latinamerika, fra beskæftigelsesmaksimering – dvs. den praksis, at man beskæftiger flere og flere mennesker, og dermed er der stadig flere jobs og vælgere på spil, hvis man ønsker at effektivisere eller endda at lade virksomheden gå fallit. Situationen bliver heller ikke bedre af, at fagforeninger på det offentlige område insisterer på den samme løn til alle, så de dygtigere og mere arbejdsomme bestemt ikke kan belønnes af deres ledelse. Sidst må man ikke undervurdere betydningen, og måske særligt på det kommunale område, af at byrådsmedlemmer føler sig som ’ejere’ af offentlige virksomheder. De opfører sig derfor som særinteresser, der perfekt har ’captured’ den offentlige regulering af virksomhederne, da det er ’ejerne’ selv der definerer reguleringen.

Det hele indebærer, at store dele af fagbevægelsen på de offentlige områder kommunikerer diskussionen om løn som et rent moralsk spørgsmål: Hvad har lærerne ’fortjent’ for at være rare, velmenende mennesker, der gør et vigtigt stykke arbejde? Får sygeplejerskerne ’for lidt’ i forhold til private grupper med sammenlignelige uddannelser – men vel at mærke, og ganske ubemærket, uden den offentlige jobsikkerhed? På den måde kan man tillade sig helt ignorere, at det offentliges produktivitet, så vidt den kan måles, er decideret for nedadgående. En del af det skyldes sandsynligvis helt uforholdsmæssigt dårlig ledelse, men det kan man ikke undskylde – i det private kan elendigt ledede virksomheder heller ikke tilbyde høje lønninger eller andre goder. Og en del skyldes sandsynligvis, at lærerne ganske enkelt ikke er så dygtige som de engang var. Seminarierne tiltrækker ikke i dag individer med ambitioner, men ofte folk, der tager en læreruddannelse for ”så kan jeg blive ved med at spille min musik.” Og resultatet ser vi på gymnasier og universiteter, hvor vi endda på uddannelser der kræver høje gennemsnit får mange, der ikke kan regne med brøker, opløse en parentes, eller forstå blot basalt tysk. Ser man moralsk på sagen om, hvad forskellige grupper har ’fortjent’, bør dén situation bestemt ikke udløse ekstra belønning til lærerne!

Unge i Public Choice

Som trofaste læsere vil vide deltog jeg i sidste uge i den årlige konference i the European Public Choice Society. Konference var glimrende og kun meget få af de cirka 260 papirer, der blev præsenteret, faldt fagligt igennem. Med andre ord har EPCS det godt og på trods af at mange foretrækker at kalde deres forskning for ’political economy’ eller ’political eonomics’ i stedet for public choice, er området særdeles levende.

Et af de særlige tegn er hvor mange yngre forskere, der kommer til konferencen, og hvor gode de er. Det give EPCS hvert år en tydelig indikation af ved at uddele Wicksell-prisen. Prisen gives til den forsker under 30, der har leveret og præsenteret det bedste papir. Tidligere vindere omfatter folk som CesIFO-chefen Clemens Fuest og den tyske ’overvismand’ Lars Feld (Freiburg), men også de fremragende danskere Toke Aidt (Cambridge) og Mogens Kamp Justesen (CBS). Feltet til Wicksell-prisen i år så umiddelberg snævert ud, da kun 11 præsentationer var kvalificeret til prisen, men det viste sig, at man ikke skulle lade sig snyde.

Vinderen i år var Quentin Lippmann (PSE), som præsenterede ”Is Incumbency a Barrier to Women’s Entry in Politics?” Papiret var meget poleret og klar til publikation, og ramte også et emne, der er oppe i tiden, da Lippmann kunne vise hvordan der åbenbart er usynlige barrierer for kvinders indgang til fransk politik. Omvendt var nummer to i konkurrencen ikke helt så poleret og lagde stadig op til ekstra analyse, men også med langt større potentiale. Jer er naturligvis frygteligt partisk – nummer to i år var Sarah Langlotz, der har været instruktor for mig de sidste somre i Heidelberg, hvor hun er en del af Axel Drehers gruppe som jeg også hører til – men det tordnende bifald, hun fik indikerede hvor publikums præferencer lå.

Som vi skrev forleden, præsenterede Sarah ”The Political Economy of Community Cohesion in Times of Conflict” hvor hun viste, at the International Security Assistance Force – de Nato-ledte koalitionsstyrker i Afghanistan – de facto underminerede lokalsamfundenes sammenhæng. Anekdoter har længe peget på, at ISAF førte til at landsbyældres status svækkedes, men Sarah kan meget overbevisende og præcist vise, hvordan ISAF-styrkerne fører til, at husholdninger i de berørte områder er 25-30 % mindre tilbøjelige til at deltage i f.eks. lokalråd. Hendes pointe er vigtig, da det indebærer at styrkerne faktisk underminerer afghanske civilsamfunds evne til at løse deres egne problemer.

Flere af de andre unge, og forbløffende mange fra det tyske-talende område, har også lovende karrierer. Det gælder ikke mindst Tommy Krieger (Konstanz), der er specialiseret i ganske avancerede empiriske metoder, og Richard Bluhm (Hannover) og Lena Gerling (Münster) – der dog begge er fyldt 30 og derfor ikke længere tæller som ’unge’. Lena fortsætter sig interessante arbejde om kup og politisk urolighed, mens Richard imponerede med ny forskning, der peger på at de meget brugte NASA-data på intensitet af lys om natten (se f.eks. her) voldsomt underestimerer, hvor rige udviklingslande er.

Den tekniske grund skyldes, at satellitterne der leverer data er designet i 70erne og derfor bliver ’blændede’ af lyset fra relativt rige storbyer. Størrelsen af problemet er en undervurdering på omkring 30 %, hvilket potentielt skaber ganske store problemer for tidligere studier, der bruger lysintensitet som indikator for økonomisk udvikling! På den måde er flere af de virkeligt begejstrende studier fra unge forskere faktisk tværvidenskabelige, men på en anden måde end vi er vandt til. Og for punditokraternes læsere er der måske et navn eller to, der er værd at huske og at holde øje med.

European Public Choice Society 2018

På onsdag ruller dette års konference i the European Public Choice Society af stablen ved Universita Cattolica del Sacro Cuore i Rom. Konferencen, der plejer at være et af de forskningsmæssige højdepunkter i min kalender, er også i år pakket med interessante præsentationer og både venner og bekendte, og med nye PhD-studerende og andre unge forskere med gode idéer. Hele programmet kan læses her, men traditionen tro byder vi på et helt idiosynkratisk overblik over særligt interessante emner.

De italienske arrangører med Gilberto Turati i spidsen har pakket en almindelig session ind allerede onsdag eftermiddag. Her er en af de præsentationer, der nok skal trække mange folk til, Massimiliano Onorato (Universita Cattolica del Sacro Cuore), Stefano Gagliarducci (Tor Vergata), Francesco Sobbrio (LUISS) og Guido Tabellinis (Bocconi) “War of the Waves: The Effect of Radio During World War II.” Mens spørgsmålet om BBCs udsendelser til Italien under krigen påvirkede den italienske modstand er spændende, bliver det et svært valg fordi på samme tid præsenterer den altid interessante Richard Jong-A-Pin (Groningen) ”Taxi’s, Tips and Terror: Labor market discrimination against Muslims before and after the Boston Marathon Bombings.” Endnu værre er det, at man ikke være tre steder på samme tid, fordi Francesco Salustri (Tor Vergata) og Pierluigi Conzo (Torino) kommer med “A war is forever: The long-run effects of early exposure to World War II on trust.”

Mit ‘pick’ for torsdag morgen er klart Zareh Asatryan (ZEW), Annika Havlik (ZEW), Friedrich Heinemann (ZEW) og Justus Nover (Mannheim) og deres “Are Fiscal Multiplier Estimates Politically Biased?” Om eftermiddagen er bedste bud Sarah Langlotz (Heidelberg), en af de mest lovende PhD-studerende i det europæiske public choice-miljø, der præsenterer “The Political Economy of Community Cohesion in Times of Conflict.” Sidst på eftermiddagen går jeg desværre glip af Martin Ljunge (IFN) og Kelly Ragan (Stockholms Handelshøjskole) ”The Three Deep Roots of Redistribution: Zero-Sum Wealth Views, Uncertainty Aversion and Long Term Orientation” da mine medforfattere Jerg Gutmann (Hamborg) og Andreas Freytag (Jena) skal præsentere vores fælles papir med titlen “Coups, Regime Transition, and the Dynamics of Press Freedom”

Fredag morgen er der heller ikke noget valg (og det gør ikke noget), da min ven og kollega Niclas Berggren (IFN) præsenterer vores fælles ”Do voters dislike liberalizing reforms? New evidence using data on satisfaction with democracy.” Enkelte læsere vil måske genkende temaet, da papiret pudsigt nok startede sit liv som en blogpost her på stedet!

Før frokost har arrangørerne lagt en hel session om ideologisk politik med deltagelse af blandt andet Niklas Potrafke (CesIFO) og Andrew Pickering (York) som jeg går glip af. Grunden er, at jeg skal præsentere mit fælles arbejde med Philipp Schröder (Aarhus) og Erdal Yalcin (Konstanz) om “Press Freedom, Market Information, and International Trade.” Det hjælper, at den glimrende Gerda Asmus (Heidelberg) også er på programmet i min session med ”A New Scramble for Africa and the Developing World? An Analysis of Chinese and Indian Development Projects.”

Mit sidste eksempel er lørdagens præsentation fra diktaturforskningens grand old man Ronald Wintrobe (Western University), der kommer med “An economic theory of a hybrid (competitive authoritarian or illiberal) regime.” Hvordan Ron ser lande som Ungarn ser jeg meget frem til. Og det er nok også en af de ting, der bliver talt om til den lille middag med bl.a. Niclas Berggren og Henrik Jordahl, som er det sidste pick. Den er dog ikke offentligt tilgængelig som resten af programmet, og vi rapporterer ikke fra middagen!

Public Choice-grundlæggere og mere

Har man et roligt øjeblik i løbet af påsken og har lyst til at afstive sin viden, er the Concise Encyclopedia of Economics et glimrende sted at starte. Som vores trofaste læsere uden tvivl vil vide, er et af Punditokraternes primære interessefelter det område af samfundsvidenskaberne, der skiftevis kaldes public choice, political eonomy eller political economics (se vores introduktion her). Encyklopædien omfatter naturligvis en post om Public Choice som felt, men også en lang række biografier, der ikke blot er spændende, men også generelt så korte og velskrevne, at de bør kunne bruges i gymnasieundervisning.

Man kan for eksempel læse korte af biografier af grundlæggerne af public choice og relaterede felter som Gordon Tullock, James M. Buchanan, og Elinor Ostrom. Den omfatter dog også en biografi om den svenske økonom Knut Wicksell, som nu er glemt af mange økonomer, men var en hovedindflydelse for så forskellige folk som Buchanan, Paul Samuelson, John Maynard Keynes, og Ludwig von Mises.

Har man fem minutter tilovers og lyst til at vide lidt mere om nationaløkonomi, er the Concise Encyclopedia et glimrende sted at besøge. Og har man ikke allerede gjort det, kan man jo efterfølgende besøge Punditokraterne og enten læse vores sommerserie om public choice, eller om få dage, vores guide til dette års konference hos the European Public Choice Society. Påsken kan bruges på andet end æg og X-faktor.

Nye public choice-navne at holde øje med

Jeg er pt. så småt på vej hjem fra USA, hvor jeg havde fornøjelsen at deltage i årets konference i the Public Choice Society. Turen var travlere end normalt, da jeg ikke blot skulle deltage i selve konferencen. Dagen før konferencen holdt jeg seminar på the College of Charleston med et af de nye projekter – Institutional Shocks and Economic Crises – som kommer ud af mit databasearbejde med Martin Rode. Torsdag, før konferencen startede, holdt jeg en gæsteforelæsning i Pete Calcagnos fag Comparative Economic Systems om hvordan Skandinavien fungerer, og onsdag efter konferencen var jeg fløjet op til Washington og holdt seminar om tillid på George Mason University i Fairfax. Og i mellemtiden var der heldigvis tid til et besøg på the Smithsonian Air and Space Museum.

Hovedattraktionen var dog konferencen, og en af fornøjelserne var at se, hvor mange dygtige unge public choice-forskere der dukker op for tiden. Et signal om kvaliteten er, at årets vinder af Ostrom-prisen er James Strickland fra University of Michigan. Det fremragende papir, der gav ham prisen hedder “The Contingent Value of Connections: The Supply and Demand for Revolving-Door Lobbyists” og er pt. en såkaldt revise & resubmit hos det ekstremt prestigiøse American Journal of Political Science.

Af de adskillige andre unge forskere, som enten er PhD-studerende eller post-docs, stillede universitetet i Münster med et helt hold. Helena Helfer har tidligere været finalist til Ostrom-prisen, og særligt Lena Gerling imponerede med en glimrende præsentation af ” Public Protests, Coups d’État and Elections – Evidence from Africa.” Lenas hovedidé at uroligheder, blandt andet op til valg, kan være udløsende faktorer for kupforsøg, er helt intuitiv, men er aldrig blevet testet før nu. Det hjalp naturligvis også på min personlige interesse, at min egen præsentation “When do Coups Succeed” handlede om samme emne!

Blandt de mange andre kan man nævne Matthew Bonick (Freiburg), Carl Magnus Bjuggren (IFN og Memphis) og Anna Lewczuk (Warszawa), der alle fokuserer på meget anderledes emner. Heldigvis skal man heller ikke glemme mine to studerende (på billedet) – Andrea Sáenz de Viteri, der normalt er på universitetet i Navarra, og Greta Piktozyte, der er specialestuderende i Aarhus – som gav præsentationer og kritikindlæg, som folk efterfølgende talte varmt om. For vores læsere er der således nye navne at holde øje med, og som vi sandsynligvis kommer til at skrive mere om. Og for de af os, der er i forskningen, er der masser af lys forude for public choice-feltet – og lidt af det skinner på Aarhus.

Public Choice Society 2018

I næste uge ruller den årlige konference i the Public Choice Society af stablen. Konferencen, som jeg deltaget i hvert år og som vi derfor også traditionelt skriver om, afholdes i år i det charmerende Charleston, South Carolina. PCS er de fleste år en spændende konference, hvor dygtige amerikanske forskere og deres PhD-studerende præsenterer noget af deres nye forskning i public choice og politisk økonomi. Det er også altid en meget hyggelig konference, hvor man kan bruge tid med de kolleger fra adskillige lande, man helst vil drikke en kop kaffe eller en øl med, eller dele et måltid sammen med.

Jeg får desværre temmelig travlt, da jeg af mærkværdige grunde er endt med at have ikke mindre end seks papirer på programmet. Jeg ville meget hellere have præsenteret ét papir og måske, som de fleste år, have en enkelt anden medforfatter, der præsenterer et af vores fælles studier. Sådan er det ikke gået, da flere kolleger fra to overordnede projekter har besluttet, at sende papirer til konference, hvor jeg også står som medforfatter.

Jeg skal selv præsentere ” When do coups succeed?” sammen med Greta Piktozyte, mens vores medforfatter Martin Rode (Uni Navarra) bliver hjemme og passer sin næsten nyfødte datter. Jerg Gutmann (Uni Hamburg) præsenterer vores fælles arbejde med Andreas Freytag (Uni Jena) med titlen ”Coups, Regime Transition, and the Dynamics of Press Freedom”, Niclas Berggren (IFN Stockholm) præsenterer “Do Voters Dislike Liberalizing Reforms? New Evidence Using Data on Satisfaction with Democracy”, Andrea Saénz de Viteri Vázquez (Uni Navarra) kommer med “Populism and Constitutional Reform in Latin America”, Stefan Voigt (Uni Hamburg) har “Terror and States of Emergency” med, og Shruti Rajagopalan (SUNY) skal præsentere “Disasters in India – a welcome pretext for the federal government to get rid of state governments?”. Alle disse papirer er med undertegnede som medforfatter, og mine medforfattere valgte at sende dem til netop denne konference.

Men ind imellem mine pligter er der som altid en række spændende præsentationer, som jeg ser frem til. I mine egne sessions kommer den fine Thomas Apolte (Uni Münster) med ”A Theory of Autocratic Transition. How Populists Establish Dictatorship”. Thomas kaster en smule lys over, hvordan politikere som Vladimir Putin, Recep Erdogan og Hugo Chavez ødelagde demokratiet i deres land. Et helt andet emne, der kan gå hen at være interessant, er ”Public debt, factions, and rules: Toward effective restraints on fiscal commons problems.” grunden er, at det præsenteres på en plenary session af Lars Feld (Uni Freiburg), der er formand for Tysklands ækvivalent til de danske vismænd. Og på konferences førstedag kan man bl.a. se frem til den fremragende Peter Kurrild-Klitgaard, der taler om ”Public Choice and Political Science: A View from Europe” på den første plenary.

Blandt de mange andre papirer, er den interessante Daniel Bennetts (Baylor U) ”Field of dreams: If government builds infrastructure, will entrepreneurs come?” Daniel ser på den meget populære idé om, at infrastruktur kan tiltrække nye virksomheder og mere aktivitet. Den er blandt andet central for beslutningen om at bygge letbane i Aarhus og Odense, og er for det meste rendyrket nonsens.

Andre papirer, jeg ser frem til er først og fremmest ”Is trust in companies rooted in social trust, or regulatory quality, or both?” Forfatteren er den glimrende Hans Pitlik fra WIFO i Wien, som de seneste år har bidraget til vores forståelse af, hvordan tillid præger samfund og den måde, de fungerer på. Colin Harris og Peter Leeson (GMU) kommer også med ”Wealth-Destroying Private Property Rights”, der umiddelbart lyder underligt. Men Leeson har en sjælden evne til at opdage overraskende komplikationer, så hans session tiltrækker sandsynligvis en flok.

Formålet i dag er ikke at opsummere hele det lange program til PCS, men blot plukke nogle få potentielt interessante papirer, som vi – hvis interessen er der – kan skrive mere om senere. Hele programmet indeholder for eksempel også studier af ressourceforbandelsen, hvordan regulering kan forhindre kvinder i at starte virksomhed, etik i public choice, og langsigtseffekter af ideologiske forskelle. Som altid er der voldsomt meget at se frem til rent fagligt – og derudover et besøg hos 5 Church Charleston med nære venner. Forskning er hårdt og halvdårligt betalt arbejde, men en gang imellem er der lyspunkter.

Er liberaliserende reformer virkelig upopulære? Nej

Det påstås ofte, at liberaliserende reformer, der reducerer det offentlige forbrug og afregulerer, og dermed lader mere tilovers til et frit marked og civilsamfundet, er upopulære. Den canadiske journalist Naomi Klein, der er feteret på den yderste venstrefløj, blev for eksempel berømt med sin tese om, at politikere direkte skaber kriser for at gennemtvinge liberalisering. Hendes marxistisk inspirerede tese er, at de udelukkende gør det for at gøre deres allerede rige venner endnu rigere. I Kleins verden – der i høj grad også er blevet Jeremy Corbins, Bernie Sanders og Pernille Skippers verden – er enhver direkte liberaliserende reform derfor demokratisk illegitim.

For halvandet år siden skrev vi derfor om emnet her på stedet (læs her), da en variant af denne debat var blusset op igen. Baggrunden var en ny bog af professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet, hvor han hævdede, at danskernes lave tillid til politikere var en konsekvens af, at velfærdsstatsreformer havde ”skabt større utryghed blandt en stor gruppe af vælgere.” Vi bragte den dag resultaterne af nogle simple regressionsanalyser af faktiske data, der bestemt ikke pegede i Gouls retning.

Emnet blev dog ved at nage, da den grundlæggende påstand dukkede op i flere sammenhænge. I ny forskning sammen med min gode ven og kollega Niclas Berggren fra IFN ser vi derfor på netop dette spørgsmål. Niclas og jeg har gjort præcist hvad vi lagede op til i blogposten for halvandet år siden, men langt mere systematisk. I ”Do voters dislike liberalizing reforms? New evidence using data on satisfaction with democracy” ser vi på effekten af reformer, der enten øger eller reducerer statens rolle i samfundet væsentligt, og sammenholder disse events med udviklingen i folks vurdering af, hvordan demokratiet virker i deres samfund. Vores centrale indikator er derfor borgernes direkte vurdering af, hvor legitimt systemet og politikerne er. Vi dokumenterer i et appendiks, at denne vurdering følger borgernes tillid til politikere og parlamentet meget tæt, og at vi derfor måler kernen i argumenterne imod reformer.

Resultaterne på tværs af 30 europæiske lande mellem 1993 og 2015 er tydelige: Reformer der afregulerer er populære hos vælgerne og reformer, der indfører mere regulering er upopulære. Evidensen taler således direkte og meget tydeligt imod Goul, Klein og andre. Vi finder endda robust evidens for, at vælgerne reagerer endnu mere negativt, når det er en venstreorienteret regering, der indfører mere regulering. Med andre ord opfatter vælgerne i gennemsnit liberaliserende reformer som klart legitime, og yderligere reguleringer som illegitime i de fleste tilfælde.

Niclas skal præsentere papiret på de to public choice konferencer i foråret (Charleston i marts og Rom i April). Mens vi håber på gode kommentarer, der kan bringe vores forskning et skridt videre, ændrer resultaterne sig næppe. Konklusionerne i abstractet nedenfor er robuste, og måske noget, dansk politikere på begge fløje burde kende til?

Since the early 1980s a wave of liberalizing reforms has swept over the world. While the stated motivation for these reforms has usually been to increase economic efficiency, some critics have instead inferred ulterior motives and a desire to enrich certain (already rich) people at the expense of others. This critique, coupled with the claim that many of the reforms have been undertaken during different crises so as to bypass potential opponents, suggests that people will dislike the reforms and even be less satisfied with democracy as such. We test this hypothesis empirically, using panel data from 30 European countries in the period 1993–2015. The dependent variable is the average satisfaction with democracy, while the reform measures are constructed as distinct changes in four policy areas: government size, the rule of law, openness and regulation. Our results indicate that while reforms of government size are not robustly related to satisfaction with democracy, reforms of the other three kinds are – and in a way that runs counter to the anti-liberalization claims. Reforms that reduce economic freedom are generally related to satisfaction with democracy in a negative way, while reforms that increase economic freedom are positively associated with satisfaction with democracy. Voters also react more negatively to left-wing governments introducing reforms that de-liberalize. It thus seems as if the hypothesis of a general negative reaction towards liberalizing reforms taking the form of reduced satisfaction with democracy does not stand up to empirical scrutiny, at least not in our European sample.

Bjørnskov-Rode datasættet er online

Som vi har skrevet om tidligere (læs her, her, her, her og her), har min ven og kollega Martin Rode (Universidad de Navarra i Pamplona) og jeg været i gang med en større database, godt hjulpet af vores forskningsmedhjælp Greta Piktozyte. Formålet var oprindeligt at opdatere Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-datasæt, men vores udgave re noget større. Blandt flere nye features er, at vi har kodet hvordan de politiske institutioner så ud før en række lande blev uafhængige, og vi har også 16 lande i datasættet, der stadig er kolonier, f.eks. Gibraltar og the Northern Marianas. Vi har også lagt nye detaljer ind, f.eks. om hvor stort parlamentet er, og hvordan det vælges. Helt særligt har vi matchet det med et stort datasæt om kup og kupforsøg, der også indeholder både flere kup og mere information om kuplederne end tidligere datasæt.

Den slags skal naturligvis gøres offentligt tilgængeligt, og det er netop hvad vi nu har gjort. Jeg har sat en personlig hjemmeside op her, hvor hele datasættet kan hentes kvit og frit her. I løbet af kort tid vil vi også lægge en formel codebook op samme sted, samt vores baggrundspapir, hvor vi kommer til at dokumentere hvor vigtige de politiske institutioner under kolonitiden er for sandsynligheden for, at et land er demokratisk i dag.

Pointen her, som skal understreges, er at datasættet er frit tilgængeligt for alle interesserede. Vi vil derfor opfordre alle de læsere, der kunne være interesserede, til at gå ind og tage et kig. Måske er man bare nysgerrig, måske har man planer om at bruge det i undervisningssammenhæng, eller måske har man forskningsmuligheder med det. Jo mere folk bruger det og jo mere de spreder informationen om det, jo bedre – og allerbedst hvis folk også husker at citere os for det.

Forskning på fredag i København

Vi skrev forleden om eventen, og posten i dag er blot en venlig påmindelse. Cepos er nu på fredag, den 26. januar, vært for den årlige danske public choice workshop. Stedet er Landgreven 3, der er et  stenkast fra Kongens Nytorv, og workshoppen starter klokken 11. Hele programmet kan hentes her og med et par undtagelser er alle abstracts også tilgængelige her.

Det særlige ved den danske workshop er, at alle er velkomne. Vi vil bare gerne bede om, at man sender en mail til enten Henrik Christoffersen, Otto Brøns-Petersen eller mig (Christian Bjørnskov) hvis man har tænkt sig at komme til hele eller dele af workshoppen. Tilmelding er ikke bindende og man må gerne kigge forbi til en enkelt session – vi vil blot gerne have et bud på, hvor mange stole vi har brug for.

Skulle man deltage, er der mulighed for at møde så dygtige økonomer og forskere som f.eks. Thomas Barnebeck Andersen (SDU), Therese Nilsson (Lund), Stefan Voigt (Hamborg) og Martin Paldam (Aarhus), og så lovende yngre navne som Rasmus Wiese (Groningen) og Lasse Aaskoven (København).

Forskning i foråret

Som vores læsere ved, skriver vi om mangt og meget på punditokraterne, ikke mindst ny forskning. En af de ting vi til tider gør, er derfor at skamløst promovere vores egen forskning og egne analyser. Naturligvis handler promoveringen om, at vi synes det er vigtigt at kommunikere nye indsigter, men der er også et andet hensyn: Det sker nemlig med jævne mellemrum, at læsere eller studerende (og nogle gange studerende, der læser punditokraterne) kommer med indspark og ideer, der viser sig at være værdifulde for vores arbejde. I et enkelt tilfælde – den begavede Marina Rapp i Heidelberg – har indsparkene decideret skabt grobund for ny forskning. Dagens post handler primært om mine forskningsplaner, men inkluderer også Otto. Og formålet er at engagere vores sædvanligvis begavede læsere, som kunne have begavede forslag.

Forårets workshop- og konferencesæson starter allerede på fredag med den årlige danske public choice workshop, der afholdes hos Cepos den 26. januar, hvor jeg præsenterer “Do Voters Really Dislike Liberalizing Reforms?” der er fælles arbejde med min ven og kollega Niclas Berggren. Min med-punditokrat Otto Brøns-Petersen deltager også i workshoppen med “Climate Change or Institutional Change: Which are More Important?”, der er fælles arbejde med Søren Havn Gjedsted. Næsten alle abstracts af workshoppens papirer kan læses her.

En måned senere tager min forskningsmedhjælp Greta Piktozyte og jeg turen over Atlanten til den årlige konference hos det nordamerikanske Public Choice Society, der afholdes i Charleston de første dage af marts. Her er planen, at vi kommer med et spritnyt studie med titlen ”Why Do Coups Succeed?”, som vi skriver sammen med Martin Rode (Universidad de Navarra). Som nybagt far må Martin desværre blive hjemme i Pamplona. Samme måned går turen lidt senere til tyske Münster, hvor det gælder en præsentation af et andet nyt studie – som heldigvis er godt på vej – med titlen ”Coups, Regime Transition, and the Dynamics of Press Freedom.” Papirets medforfattere er Jerg Guttman (Hamburg) og Andreas Freytag (Jena). Anledningen er, at Münster-folkene gentager succesen fra 2017 med at arrangere en konference om The Political Economy of Democracy and Dictatorship.

Forårsplanerne inkluderer tre yderligere ture, og en mulig fjerde. Fra 1. til 4. april tager jeg til APEE-konference i det surrealistiske Las Vegas, hvor min præsentation (af fælles arbejde med Niclas Berggren og Martin Rode) handler om sammenhængene mellem politisk, økonomisk og menneskelig frihed. Baggrunden er, at der findes flere anerkendte mål for politisk frihed – dvs. mål for graden og typen af demokrati – og økonomisk frihed, men et nyt overordnet mål for menneskelig, ikke-økonomisk og ikke-politisk frihed er blevet tilgængeligt de sidste par år. Vi spørger, om der findes en slags Hayek-Freedom-sammenhæng mellem de tre frihedsmål. Planerne omfatter også, som altid, den europæiske søsterkonference til PCS i april, hvor the European Public Choice Society afholdes i Rom. I Rom er planen, at jeg skal præsentere ”Press Freedom, Market Information, and International Trade”, som er fælles med min Aarhus-kollega Philipp Schröder og Erdal Yalcin (CesIFO, München).

Dermed er april ikke slut. Martin Rode og jeg er sammen med vores Pamplona-kolleger Miguel Ángel Borrella Mas og María Nolla i gang med et papir om ”Catalan Secession and the Political Economy of Social Trust”. Det skal præsenteres ved en tillidskonference i det eksotiske Bowling Green, Ohio, sidst i april. Formålet er at teste uafhængighedsbevægelsens påstande om, at Catalonien er karakteriseret af mere social kapital (svaret er nej), og at uafhængighed kan skabe tillid (foreløbig er svaret, ganske overraskende, at det måske er korrekt). Og sidst på foråret er der en mulighed for at præsentere ny korruptionsforskning – som stadig er på planlægningsstadiet med Niclas Berggren – ved den første workshop hos Institute for Corruption Studies i Chicago. Foreløbig peger de første analyser på, at øget korruption er forbundet med en større andel af den totale indkomst, der går til de fattigste 20 % af samfundet.

Hvorfor korruption måske er forbundet med større økonomisk lighed er et af de spørgsmål, vi gerne vil dele med vores læsere. Er der nogen, der har ideer – eller nogen der har indspark til påstande om at vælgere ikke kan eller måske kan lide reformer, og eksempler på påstande om gevinsterne ved uafhængighed – vil vi frygteligt gerne høre om dem.

Dansk public choice workshop, 2018

Som vi tidligere har skrevet her på stedet, løber den årlige danske public choice workshop af stablen den 26. januar. Cepos er i år vært for workshoppen, der traditionelt cirkulerer mellem Aarhus, Odense og København, og som lige så traditionelt starter klokken 11. Det (næsten) endelige program er nu klar, og lover godt; det detaljerede program kan hentes her. Hele workshoppen er struktureret i fire sessions:

Klokken 11 er der velkomst og den første session med tre præsentationer handler om ”Policies and Ideology”. Den altid interessante Therese Nilsson (Lunds Universitet) kommer med papiret “Can social protection expenditures cushion the inequality effect of globalization?” Hun efterfølges af Rasmus Wiese, der flyver op fra universitetet i Groningen for at præsentere ”Put Your Money Where Your Mouth Is: Validating Political Ideology using a Real-Effort Distribution Experiment.” Sessionen sluttes af Otto Brøns-Petersen (Cepos) med ”Climate Change or Institutional Change: Which are More Important?”

Efter frokost fortsætter workshoppen klokken 13.20 med en hel session om demokrati, der meget passende sættes i gang af Martin Paldam (Aarhus Universitet) og hans papir ”Democratization.” De andre præsentationer er Thomas Barnebeck Andersen (Syddansk Universitet) med ”Preaching Democracy” og undertegnede med “Do Voters Dislike Liberalizing Reforms? New Evidence using Data on Satisfaction with Democracy.”

Public choice-forskerne holder kaffepause indtil 15.20, hvor der er planlagt en kort session med den spændende titel “Terrorism and Nazis.” Titlen dækker over to papirer, der præsenteres af henholdsvis Stefan Voigt fra universitetet i Hamborg og Lasse Aaskoven fra Københavns Universitet. De to papirer hedder ”Terrorist Attacks and States of Emergency” og “Performance and Promotions in an Autocracy: Evidence from Nazi Germany.”

Den danske public choice workshop slutter med en session fra 16.30-18.00 om “Public Sector Behaviour.” Den formidable Peter Nannestead (Aarhus Universitet) kaster sig ud i kommunalstudier i ”Strategic Tax-Setting in Danish Municipalities 2007 – 2017? A First Look at the Evidence.” Jerg Gutmann (Universität Hamburg) præsenterer “Coups, Regime Transition, and the Dynamics of Press Freedom” og Søren Havn Gjedsted (Cepos) slutter festen med “Trust in the Public Sector Performance: the Importance of Economic and Political Factors.”

Som altid er programmet både spændende og med meget forskellige emner. Det er naturligvis ærgerligt, at der ’mangler’ centrale public choice-forskere til workshoppen – Niclas Berggren er forhindret, og Peter Kurrild-Klitgaards deltagelse også er tvivlsom – ligesom statskundskab igen er underrepræsenteret. Vi håber, at der omvendt er en række studerende, PhD-studerende og andre, der er interesserede i at deltage. Som altid kræver det blot en hurtig e-mail til en af os (Christian Bjørnskov, Henrik Christoffersen og Otto Brøns-Petersen) om at man gerne kommer til workshoppen eller evt. blot en session. Vi håber at se så mange interesserede som muligt i slutningen af januar.

Glædelig jul

Det har været et langt år, men i aften når vi til barndommens højdepunkt: Juleaften. Før da vil vi allerførst sige en stor tak til de mange læsere – både dem der blot følger med i Punditokraternes interesser og udgydelser, og dem, der aktivt kommenterer på vores indlæg. Indtil nu har vi i 2017 haft 107.000 besøg, hvilket bliver til cirka 300 besøg per dag, eller i gennemsnit 660 besøg for hvert af de 162 indlæg i år, som vi alle er taknemmelige for. Som altid gælder den tak også dem, der med jævne mellemrum erklærer sig uenige med os. Selvom vi er glade for at bidrage til den danske debat på et lidt andet grundlag end de fleste –og som vi stræber efter, også på et mere solidt, vidensbaseret fundament – påskønner vi også altid, at vores egne argumenter bliver udfordret konstant.

For os er det ofte særligt morsomt, når vi kan se at vi selv udfordrer folk, der deler indlæggene på f.eks. Facebook. Eksempler i efteråret har været Ottos indlæg om Valget i Januar, Niels om Black Friday er godt for verdens fattige, og mit om Jacob Lundberg om topskatter og Lafferkurven, der blev delt 643 gange. Vi formåede også at irritere Ole Birk Olesen, der ellers har markeret sig positivt den sidste måned, med et indlæg om at Københavns Lufthavn ikke er et monopol. Konklusionen, som flere var utilfredse med, var at Oles nye luftfartsstrategi dermed ikke gav nogen som helst mening.

Det blev også året, hvor Liberal Alliance gjorde sig selv politisk overflødige – og vi gjorde opmærksom på det længe før partiets nederlag i finanslovsforhandlingerne. Partiet har forladt ethvert princip, og er blevet et discount-Venstre med stort set lige så socialdemokratisk politik. De 10-15 % af danskerne, der er tydeligt liberale, er således endnu en gang i politisk limbo.

Her på stedet har vi gjort, hvad vi kan i 2017, for at sørge for at debatten ikke altid bliver kørt på venstrefløjens eller et establishments betingelser. Niels indledte året ved at debunke de ellers politisk populære påstande om, hvor ulige verden er. Om en måneds tid kan vi nok gentage Den Årlige Røverhistorie fra Oxfam og Ibis, men med flere journalister og andre, der kender til hvor substanstom, historien er. Og den serie indlæg, jeg personligt er mest stolt af i år, var vores sommerserie om public choice. Vi har talt om en plan for at lave sommerserien om til decideret undervisningsmateriale for gymnasierne, men tanken var først og fremmest folkeuddannende – at punditokraternes læsere og forhåbentlig flere kender til den analytiske baggrund for, hvordan vi og de fleste moderne samfundsforskere tænker økonomisk politik. Skulle der sidde læsere med ideer til lignende serier, må de endelig sige til.

Under alle omstændigheder, og uden vi kan gøre noget ved det, er 2017 ved at være ovre. Umiddelbart før julefreden sænker sig, er den eneste, helt uvidenskabelige og aldeles ukontroversielle pointe med dagens indlæg ganske simpel: Punditokraterne ønsker alle vores bidragsydere og hele vores læserskare en Glædelig Jul og et Godt Nytår.

Vælgerparadoks for Alternativet ved kommunalvalget?

Vi har tidligere beskæftiget os med vælgerparadokset i forbindelse med sommerserien om public choice her på stedet. Det er spørgsmålet om, hvorfor og med motiver vælgerne stemmer.

Ved kommunevalget opstod der en interessant forskel på tilslutningen til Alternativet i henholdsvis København og på Frederiksberg, når man sammenligner med folketingetsvalget i 2015. Spørgsmålet er, om det kan have noget med vælgerparadokset at gøre? Det har jeg skrevet et lille stykke om på Altinget.

Det er vigtigt at understrege – som jeg også gør i artiklen – at det kun er én af flere mulige hypoteser. Og at når jeg ser på Alternativet, er det, fordi det er et nyt parti uden kommunal repræsentation i de to kommuner frem til kommunevalget. Men interessant er mønstret altså.

Politikeres internationale ambitioner

Mens mange økonomer, statskundskabere og almindelige vælgere stadig gør som om (og måske tror at) politikere altid gør det rigtige, er det generelt anerkendt, at de forbløffende ofte tager fejl. Nogle af de politiske fejl er på grund af tilfældigheder, men de fleste skyldes enten fundamental inkompetence eller svært uheldige incitamenter. 60 års forskning i public choice og politisk økonomi har således vist, hvordan politikere helt systematisk fører politik, der skader samfundet for enten at blive genvalgt eller at tækkes særinteresser. Ny forskning føjer endnu et incitament til den lange liste af problemer, der kan forvride politik.

Den internationalt anerkendte Arye Hillman fra Bar-Ilan universitetet i Tel Aviv præsenterede i denne uge et nyt studie, foretaget sammen med hans vietnamesisk-canadiske kollega Ngo Van Long (McGill), ved den årlige Australasian Public Choice Conference, der i år var på Deakin University i Melbourne. Hillman, der har skrevet en af de mest brugt lærebøger på området, benægter på ingen måde de uheldige indflydelser fra klassiske særinteresser eller fra behovet for popularitet. Han og Long analyserer blot, hvordan en helt bestemt ambition kan få politikere til at opføre sig endnu mindre i samfundets generelle interesse: Muligheden for at få en karriere i en international organisation, efter de forlader national politik.

Hillman og Longs stærkeste eksempel er muligheden for at få Nobels Fredspris, men analysen gælder mere generelt internationale karrierer. Pointen er ganske simpel: Politikeres adfærd er bestemt af de incitamenter, der har. Disse kan være ideologiske, at tækkes særinteresser, de kan i visse tilfælde være at gøre det rigtige, og de er i alle tilfælde styret af ønsket om at blive valgt. Men for visse ledende politikere, kan muligheden opstå for at de på et tidspunkt kan få en international karriere. Dette incitament indebærer, at deres adfærd også bliver påvirket af, hvordan de opfattes af det, der ofte kaldes ’det internationale samfund’. Med andre ord: Hvordan opfattes deres politik og opførsel af centrale spillere, der er formet af internationale organisationer som FN, EU og Nobelkomiteen i Oslo?

Politikere kan således ændre sig over tid når denne type muligheder opstår for dem. Det vil typisk indebære, at de begynder at kommunikere anderledes, når de har realistiske, internationale ambitioner. De kan også presse på for at føre politik, der i højere grad enten gavner særlige organisationer eller er mere konsistente med deres mission. En ledende politiker, der pludselig nævnes som et bud som EU-kommissær eller kommissionsformand, vil have et personligt incitament til pludseligt at blive mere positiv overfor EU, og overfor særligt franske og tyske ambitioner i EU.  Er der en toppost i FN i udsigt, vil politikeren sandsynligvis presse på for at landet ’deltager’ mere internationalt, eller retter bistandspolitik og andet ind efter FNs præferencer. I alle tilfældene vil der være til personlig gavn, at landets politik ændres i en bestemt retning, fordi det vil øge den pågældende politikers chancer for at få en international toppost – eller i Hillmans yndlingseksempel, at modtage Nobels Fredspris.

Mens det bestemt ikke er en rar tanke, at ledende politikere kunne have den slags tilskyndelser til at skævvride deres lands politik, er det ganske let at finde eksempler på politikere, der stod i situationen. I Danmark havde Poul Nyrup, Helle Thorning og Anders Fogh alle tydelige internationale ambitioner og dermed en personlig plan for deres liv efter dansk politik. Margrethe Vestager, der ofte var en fornuftens stemme i ellers tåbelige diskussioner om dansk økonomisk politik, er i sin funktion som konkurrencekommissær i stigende grad ivrig efter at finde multinationale virksomheder at angribe og regulere. Hun taler nu om fairness overfor forretningsinteresser (se f.eks. dette interview i the Guardian). Hendes belønning har været, at hun nu er blandt favoritterne til posten som kommissionsformand.

Folk er ofte skeptiske overfor studier i public choice, der som Hillman og Long insisterer på at undersøge politikeres personlige incitamenter. Det var heller ikke anderledes til konferencen i Melbourne, hvor flere tydeligvis ikke brød sig om analysen. Men ser man med åbne øjne ud i verden er det alt for let at opdage: Politikere er ligesom andre styret af deres incitamenter, og langt de fleste af deres incitamenter er afskyelige.

Tilfældigt demokrati

Hvornår og hvordan landes regeringer – eller andre interesser – vælger at indføre demokrati er et af de centrale spørgsmål i statskundskab og politisk økonomi. Det klassiske synspunkt har siden Seymour Lipsets arbejde sidst i 50erne været, at lande bliver demokratiske, når befolkningen er blevet tilstrækkeligt rig, industrialiseret og uddannet. Lipsets ide var, meget fundamentalt, at når et land nåede et vist udviklingsstadie, ville borgerne kræve politisk medindflydelse. Et af de teoretiske argumenter imod Lipset er derfor indlysende nok, hvorfor magthaverne skulle have en interesse i at give almindelige borgere indflydelse. De senere år har en af de mest populære teorier været Acemoglu og Robinsons ide om, at en politisk elite indfører demokrati for at undgå revolution, der ville være meget værre for eliten. Andre har foreslået, at demokrati indføres for at motivere borgerne til at udkæmpe en krig mod et naboland, som en måde at udmanøvrere politiske rivaler, skabe fred mellem ellers antagonistiske socialgrupper, og som en slags betaling for at staten beskatter borgerne hårdere.

Udfordringen er derfor at finde en måde, hvor man kan skelne mellem de forskellige teoretiske forklaringer og teste, hvilke der er mere eller mindre sandsynlige. Den udfordring har Daniel Treisman, der er professor i statskundskab på UCLA og et af de førende navne i demokratiforskning, fornylig taget op (hattip: Niclas Berggren). Han skitserer sit nye arbejde på CEPRs VoxEU-portal, hvor den overraskende konklusion er, at de eksisterende teorier kun er rimelige i cirka en tredjedel af de 201 episoder, som han analyserer. Treisman finder med andre ord, at de fleste demokratiseringer enten er tilfældige eller resultatet af deciderede politiske fejlvurderinger!

Den danske episode er en af de meget få undtagelser, hvor en magthaver frivilligt og helt uden problemer opgav den formelle magt. Kong Frederik den syvende indførte i 1848 demokrati ved blot at meddele demonstranter, at de kunne gå hjem igen, og derefter udnævne det såkaldte martsministerium, der havde som dets primære formål at forberede en grundlov og bane vejen for demokratiske valg. De fleste andre episoder kan ifølge Treismans omhyggelige læsning af de historiske fakta karakteriseres i flere grupper.

I cirka en tredjedel af de mere tilfældige episoder, er demokratiseringen sket som følge af en styret reformproces, der løber løbsk. Treisman nævner selv Mikhail Gorbatjovs perestrojka-agenda, der havde til formål at bevare og styrke kommunistpartiets greb om Sovjetunionen. I disse tilfælde indfører regimet delvise reformer, som efterfølgende ikke kan stoppes. Processen er ikke altid lige køn, men når ånden først er ude af flasken, er løbet kørt for disse regimer. At disse processer ikke altid forblier demokratiske, som i det russiske tilfælde, er en anden sag.

I cirka en fjerdedel af tilfældene skete de demokratiske reformer som følge af, at statsoverhovedet eller regeringschefen – ofte en diktator – ganske enkelt overvurderede sin egen popularitet. Treisman noterer sig, at de fleste diktatorer omgiver sig med rygklappere og disse regimer ofte udrenser interne kritikere. Den information, der tilflyder diktatoren, ender dermed ofte med at blive stærkt misvisende.

I cirka en sjettedel af tilfældene er der omvendt tale om, at der netop ikke indføres nogen som helst form for politiske reformer, uanset at der er et stærkt ønske i centrale dele af befolkningen. Treisman betegner disse som konsekvenser af hybris blandt den politiske elite eller herskeren, der ganske enkelt ikke kan forestille sig, at blokeringen af enhver reform kan gå galt.

Sidst er der to typer tilfælde, der begge involverer vold. Omtrent hver ottende episode er i Treismans læsning af historien karakteriseret af overdreven brug af vold, som delegitimerer regimet og uventet skaber stærk opposition, i mange tilfælde endda internt i regimet. Disse ligner hybris-tilfældene, men med den forskel at regimet overreagerer overfor uventet modstand og dermed mister den sidste rest af loyalitet. I de sidste 6-9 % af tilfældene, er demokratiseringen et resultat af, at et upopulært regime forsøger at købe loyalitet eller popularitet med en hurtig, lille krig. Leopoldo Galtieris militærstyre i Argentina prøvede således at imødegå den modstand, som en truende økonomisk kollaps skabe først i 1980erne, med en hurtig krig for at erobre Falklandsøerne. Som vi skrev om tidligere i år, regnede regimet med, at man ville vinde uden problemer. Som bekendt gik det katastrofalt for det argentinske militær, der efterfølgende så sig nødsaget til at genindføre demokrati, og aldrig har genvundet sin popularitet.

Daniel Treismans nye forskning er en sjælden kombination af omhyggelig historisk forskning og dyb indsigt i teoretisk statskundskab. Hans overraskende konklusion er, at langt de fleste teorier i statskundskab og politisk økonomi kun forklarer et meget begrænset antal tilfælde. Den virkelighed, der manifesterer sig i to tredjedele af alle tydelige demokratiseringsepisoder, er langt mere snavset og uplanlagt. Demokrati opstår sjældent gennem forhandling, politikere med visioner, eller snu magtkampe, men langt oftere gennem fejltagelser og tilfældigheder. I disse tilfælde er det heldigt, at de fleste politikere faktisk mest ligner selvovervurderende fjolser.

Southern Economic Association de næste dage

Jeg er så småt på vej til Tampa, Florida, til den årlige konference i the Southern Economic Association. Konferencen, der er en af de større regionale nationaløkonomiske konferencer i USA, plejer både at have fine præsentationer og solid deltagelse af folk fra det amerikanske public choice / politisk økonomi-miljø.

Min egen præsentation søndag eftermiddag er et helt nyt, og meget ufærdigt, papir sammen med Philipp Schröder med titlen ”Press Freedom, Market Information, and International Trade.” Vores tese, som vi finder ganske solid evidens for, er at når særligt autokratier begrænser mediernes frihed, skader de også den information der findes om markedsmuligheder og specifikke regler, begrænsninger osv. Helt konkret viser vores preliminære analyser, at jo mere autokratier begrænser pressefriheden, jo mindre handler vestlige demokratier med netop de lande.

Der er dog mange andre præsentationer at se frem til. Min gode ven og kollega Niclas Berggren skal præsentere vores fælles papir (med Andreas Bergh og Shiori Tanaka) ”How Persistent Is Life Satisfaction? Evidence from European Immigration,” som vi glæder os meget at få kommentarer på. Vi har tidligere skrevet om projektet her.

Derudover ser jeg frem til for eksempel ”Entrepreneurship, Trust, and Institutions: Policy Implications” af Ryo Takashima, Esa Mangeloja og Tomi Ovaska; og Andreas Berghs ”The moldable young: How institutions impact social trust”: Lørdag formiddag er der i helt særlig grad en hel session, organiseret af den glimrende Jac Heckelman, der ser ekstremt lovende ud. Richard Sicotte og George Deltas præsenterer en analyse af ”Transatlantic Travel by Air and Sea, 1945-1965”, Natalya Naumenko kommer med “Collectivization of Soviet agriculture and the 1933 famine” og de altid spændende Jaime Bologna og Andy Young lukker sessionen med ”The Legacy of Representation in Medieval Europe for Incomes and Institutions Today.”

Som altid er der papirer og præsentationer, der skuffer, og andre der uforventet bliver spændende eller på andre måder interessante. Sker det, skriver vi naturligvis om de næste uge. I mellemtiden er hele programmet tilgængeligt.

Seminar med Martin Rode om Catalansk uafhængighed

For det heldige, der er i Aarhus-området i eftermiddag, afholder Tuborg-centeret ved Aarhus Universitet et seminar. Dagens seminar-gæst er punditokraternes ven Martin Rode fra universitetet i Navarra. Martin er en af de mest spændende yngre public choice-forskere i Europa, og har tidligere udgivet forskning om bl.a. støtten til uafhængighedspartier, om krisepolitik (sammen med undertegnede), og om OECD-anbefalinger.

Martins seminar har titlen The Political Economy of Social Trust in Catalan Secessionism og handler om en af de større påstande fra de catalanske politikere. Seminaret foregår fra 14-15 i L161, i L-bygningen på Fuglesangs Allé (den gamle handelshøjskole). Alle interesserede er velkomne til seminaret og en snak (og en øl)med Martin bagefter.

Dansk Public Choice Workshop, 26. januar

Hvert år siden 1999 har vi afholdt den danske Public Choice Workshop i enten, Aarhus, Odense eller København. Næste workshop afholdes den 26. januar hos Cepos på Landgreven 3 i København. Som sædvanligt starter workshoppen klokken 11, og slutter sandsynligvis klokken 18. Har man lyst til at præsentere et papir kan man sende et forslag til et medlem af programkomiteen – Henrik Christoffersen, Otto Brøns-Petersen og Christian Bjørnskov – før 1. januar.  Alle forslag bredt indenfor public choice, politisk økonomi og lignende felter er velkomne.

Selvom man ikke præsenterer et papir – og selvom man måske ikke er akademiker – er workshoppen som sædvanligt åben for alle.  Det eneste, der kræves, er at man melder sig til via e-mail. Vi regner igen i år med at have deltagere fra Danmark, Sverige og Tyskland og håber som altid på, at der også kommer norske kolleger. Hvis nogen skulle være bekymrede, plejer stemningen på workshoppen at være hyggelig og på ingen måde skræmmende. Vi håber at se mange af punditokraternes venner og læsere i København til januar.

Thalers blinde vinkel

Forleden dag skrev Otto både her og i Børsen om årets Nobelprisvinder, Richard Thaler. Vi er begge enige om, at hans Nobelpris er velfortjent, men også at Thaler – ligesom stort set hele hans felt, adfærdsøkonomi – har en ret stor blind vinkel. Min klumme i Børsen i dag handler netop om denne blinde vinkel. Her er et pluk fra klummen:

Det er i deres forståelse af politiske processer, at den store, blinde vinkel ligger. Problemet blev dokumenteret af den fine svenske økonom Niclas Berggren for fem år siden. Berggren viste omhyggeligt, at alle de adfærdsøkonomer, der foreslog ny regulering eller andre tiltag, antog, at politikere og embedsmænd aldrig lider af de adfærdsproblemer, der skaber de private fejl.

[…]

Flere studier bekræfter Berggrens hovedpointe: Adfærdsøkonomi som felt ignorerer centrale indsigter i politisk adfærd i f.eks. public choice: Politikere laver fejl på længere sigt for at holde sig umiddelbart populære, påvirkes af særinteresser og ignorerer ofte store omkostninger, som ikke påvirker dem selv eller de vigtigste vælgere.

Niclas – er er en af mine kolleger på Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm (og en personligt ven), men bruger halvdelen af året på University of Economics, Prague  – dokumenterede problemerne i Review of Austrian Economics i 2012, og flere andre, især Jan Schnellenbach og Christian Schubert. Tyler Cowen pegede forleden dag på det yderligere bemærkelsesværdige i feltet, af mens det typisk er befolket af forskere, der hælder tydeligt til venstre for midten, er dets anbefalinger ofte meget socialt konservative. Don Boudreaux diskuterer her meget pædagogisk et andet problem i adfærdsøkonomi, der teknisk kaldes Hayek’s Institutional Design Problem: Hvordan ved vi, hvad der er bedst? Og Mario Rizzo peger på, at mens adfærdsøkonomi angriber det almindelige paradigme i nationaløkonomi, at den typiske aktør er rationel, hviler deres idé om idealadfærd fuldstændigt på dette paradigme.

Adfærdsøkonomer peger basalt på, at folk ikke tænker særligt dybt over hvad de laver – og den påstand skal man helst ikke tænke særligt dybt over…

Crony Capitalism – når Boeing møder Trump

Forleden dag kunne Washington Post og en række andre amerikanske medier rapportere, at Trump-administrationen har besluttet at lægge en straftold på 220 procent på canadisk-producerede Bombardier-fly. Boeing påstår, at Bombardier har fået ulovlig statsstøtte og sælger deres nye CS-100 til en pris, der ikke kan dække omkostningerne. Påstanden er dermed, at canadierne fører såkaldt predatory pricing. Det er der næppe tale om, og Bombardier har også umisforståeligt kaldt beslutningen ”absurd” og udtryk for at Boeing køber konkurrenceforvridning. Hele sagen tegner til at blive et fremragende eksempel på crony capitalism, hvor større virksomheder kan købe eller true sig til politik, der gavner dem og de politikere, der støtter dem, men skader hele resten af samfundet.

En del af baggrunden er, at amerikanske Delta Airlines har bestilt 75 CS-100-fly fra Bombardier som erstatning for selskabets regionalflåde, der helt overvejende består af B 717, MD-88 og MD-90 – der iøvrigt alle blev produceret af Boeing. Bombardier-flyet er det nyeste i markedet for fly til omkring 100 passagerer, der kan flyve korte og mellemlange ruter. I Europa har Air Baltic og Swiss allerede købt flyet og er begyndt at operere det på en række ruter. Air Canada har bestilt 45 CS-300-fly, der er den forlængede version, og i alt har Bombardier 360 ordrer liggende.

Bombardier lover, at den nye CS er både billigere at operere og bruger væsentligt mindre brændstof end konkurrenterne. Flyet bruger omtrent 10 % mindre brændstof end den russiske Sukhoi SSJ-100, og nogenlunde det samme som brasilianske Embraers E190-serie, men kan flyve meget længere end de to konkurrenter. Den længere CS-300, der kommer til at konkurrere i cirka samme markedssegment som Boeings 737-700, ser ud til at blive endnu mere økonomisk på de lidt længere ruter.

Truslen for Boeing er således dobbelt. På den ene side er det et problem for giganten i Seattle, at andre end blot Delta vælger at operere med mindre fly på kortere ruter i stedet for at købe den større, opdaterede Boeing 737. For det andet ser den canadiske CS-300 ud til at blive en seriøs, direkte konkurrent til amerikanernes ikoniske fly. Truslerne kommer endda på et særdeles skidt tidspunkt for Boeing, da hovedkonkurrenten Airbus også fornylig har opdateret A320-serien, og selskabet ovenikøbet også kan se frem til potentiel konkurrence fra det nyudviklede, russiske Irkut MC-21, som er på vej gennem den endelige testfase for tiden.

Boeing har reageret ved at lobbye administrationen og the U.S. International Trade Commission for beskyttelse, som de nu har fået i rigt mål. Rygterne for få uger siden sagde, at firmaet bad om en told på 160 %, men den faktiske er blevet væsentlig højere. Politisk er straftolden dog en ganske mærkværdig beslutning for Trump-administrationen. For det første er Canada en af USA’s største handelspartnere og blandt landets tætteste samarbejdspartnere. Premierminister Justin Trudeau har forståeligt reageret ganske stærkt, og da Bombardier får vingerne produceret i Nordirland, er den britiske premierminister Therese May også temmelig oprørt. Det mærkeligste er dog, at administrationen også løber en væsentlig risiko for indenlandsk kritik. Sagen er, at C-seriens motorer leveres af amerikanske Pratt & Whitney og produceres i Connecticut. Statens to demokratiske senatorer Richard Blumenthal og Christopher Murphy sendte derfor forleden et åbent brev til administrationen, hvor de opfordrede til, at man lod være med at straffe Bombardier.

Det mest kritisable er dog, som altid med rent-seeking problemer, at ingen synes at interessere sig for forbrugersiden. Centrale personer i Trump-administrationen og blandt præsidentens rådgivere har aldeles absurde ideer om handelspolitik og forstår basalt set ikke, at det helt store problem er, at protektionisme i enhver forklædning skader forbrugerne. Præsidenten har også gentagne gange udvist eksempler på sin totale mangel på forståelse for international økonomi – en forståelse, han faktisk kunne afhjælpe ved at læse David Ricardos 200 år gamle Principles of Political Economy.

De sidste bastioner mod en ’crony’ handelspolitik er nu klagemulighederne i NAFTA og Verdenshandelsorganisationen. Problemet er, at de processer kan tage lang tid, og ingen ved om Trumps administration overhovedet vil respektere kendelser, der går imod dem. De eneste der er glade, er administrationen selv, Boeing og på en noget blandt måde de af os, der underviser i politisk økonomi. Vi har fået endnu et lysende eksempel på rent-seeking og hvordan handelspolitik faktisk dannes, men eksemplet har kostet potentielt hundredetusinder forbrugere mange, mange dollars.

Ældre indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑