Tag: public choice (page 1 of 14)

Thalers blinde vinkel

Forleden dag skrev Otto både her og i Børsen om årets Nobelprisvinder, Richard Thaler. Vi er begge enige om, at hans Nobelpris er velfortjent, men også at Thaler – ligesom stort set hele hans felt, adfærdsøkonomi – har en ret stor blind vinkel. Min klumme i Børsen i dag handler netop om denne blinde vinkel. Her er et pluk fra klummen:

Det er i deres forståelse af politiske processer, at den store, blinde vinkel ligger. Problemet blev dokumenteret af den fine svenske økonom Niclas Berggren for fem år siden. Berggren viste omhyggeligt, at alle de adfærdsøkonomer, der foreslog ny regulering eller andre tiltag, antog, at politikere og embedsmænd aldrig lider af de adfærdsproblemer, der skaber de private fejl.

[…]

Flere studier bekræfter Berggrens hovedpointe: Adfærdsøkonomi som felt ignorerer centrale indsigter i politisk adfærd i f.eks. public choice: Politikere laver fejl på længere sigt for at holde sig umiddelbart populære, påvirkes af særinteresser og ignorerer ofte store omkostninger, som ikke påvirker dem selv eller de vigtigste vælgere.

Niclas – er er en af mine kolleger på Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm (og en personligt ven), men bruger halvdelen af året på University of Economics, Prague  – dokumenterede problemerne i Review of Austrian Economics i 2012, og flere andre, især Jan Schnellenbach og Christian Schubert. Tyler Cowen pegede forleden dag på det yderligere bemærkelsesværdige i feltet, af mens det typisk er befolket af forskere, der hælder tydeligt til venstre for midten, er dets anbefalinger ofte meget socialt konservative. Don Boudreaux diskuterer her meget pædagogisk et andet problem i adfærdsøkonomi, der teknisk kaldes Hayek’s Institutional Design Problem: Hvordan ved vi, hvad der er bedst? Og Mario Rizzo peger på, at mens adfærdsøkonomi angriber det almindelige paradigme i nationaløkonomi, at den typiske aktør er rationel, hviler deres idé om idealadfærd fuldstændigt på dette paradigme.

Adfærdsøkonomer peger basalt på, at folk ikke tænker særligt dybt over hvad de laver – og den påstand skal man helst ikke tænke særligt dybt over…

Crony Capitalism – når Boeing møder Trump

Forleden dag kunne Washington Post og en række andre amerikanske medier rapportere, at Trump-administrationen har besluttet at lægge en straftold på 220 procent på canadisk-producerede Bombardier-fly. Boeing påstår, at Bombardier har fået ulovlig statsstøtte og sælger deres nye CS-100 til en pris, der ikke kan dække omkostningerne. Påstanden er dermed, at canadierne fører såkaldt predatory pricing. Det er der næppe tale om, og Bombardier har også umisforståeligt kaldt beslutningen ”absurd” og udtryk for at Boeing køber konkurrenceforvridning. Hele sagen tegner til at blive et fremragende eksempel på crony capitalism, hvor større virksomheder kan købe eller true sig til politik, der gavner dem og de politikere, der støtter dem, men skader hele resten af samfundet.

En del af baggrunden er, at amerikanske Delta Airlines har bestilt 75 CS-100-fly fra Bombardier som erstatning for selskabets regionalflåde, der helt overvejende består af B 717, MD-88 og MD-90 – der iøvrigt alle blev produceret af Boeing. Bombardier-flyet er det nyeste i markedet for fly til omkring 100 passagerer, der kan flyve korte og mellemlange ruter. I Europa har Air Baltic og Swiss allerede købt flyet og er begyndt at operere det på en række ruter. Air Canada har bestilt 45 CS-300-fly, der er den forlængede version, og i alt har Bombardier 360 ordrer liggende.

Bombardier lover, at den nye CS er både billigere at operere og bruger væsentligt mindre brændstof end konkurrenterne. Flyet bruger omtrent 10 % mindre brændstof end den russiske Sukhoi SSJ-100, og nogenlunde det samme som brasilianske Embraers E190-serie, men kan flyve meget længere end de to konkurrenter. Den længere CS-300, der kommer til at konkurrere i cirka samme markedssegment som Boeings 737-700, ser ud til at blive endnu mere økonomisk på de lidt længere ruter.

Truslen for Boeing er således dobbelt. På den ene side er det et problem for giganten i Seattle, at andre end blot Delta vælger at operere med mindre fly på kortere ruter i stedet for at købe den større, opdaterede Boeing 737. For det andet ser den canadiske CS-300 ud til at blive en seriøs, direkte konkurrent til amerikanernes ikoniske fly. Truslerne kommer endda på et særdeles skidt tidspunkt for Boeing, da hovedkonkurrenten Airbus også fornylig har opdateret A320-serien, og selskabet ovenikøbet også kan se frem til potentiel konkurrence fra det nyudviklede, russiske Irkut MC-21, som er på vej gennem den endelige testfase for tiden.

Boeing har reageret ved at lobbye administrationen og the U.S. International Trade Commission for beskyttelse, som de nu har fået i rigt mål. Rygterne for få uger siden sagde, at firmaet bad om en told på 160 %, men den faktiske er blevet væsentlig højere. Politisk er straftolden dog en ganske mærkværdig beslutning for Trump-administrationen. For det første er Canada en af USA’s største handelspartnere og blandt landets tætteste samarbejdspartnere. Premierminister Justin Trudeau har forståeligt reageret ganske stærkt, og da Bombardier får vingerne produceret i Nordirland, er den britiske premierminister Therese May også temmelig oprørt. Det mærkeligste er dog, at administrationen også løber en væsentlig risiko for indenlandsk kritik. Sagen er, at C-seriens motorer leveres af amerikanske Pratt & Whitney og produceres i Connecticut. Statens to demokratiske senatorer Richard Blumenthal og Christopher Murphy sendte derfor forleden et åbent brev til administrationen, hvor de opfordrede til, at man lod være med at straffe Bombardier.

Det mest kritisable er dog, som altid med rent-seeking problemer, at ingen synes at interessere sig for forbrugersiden. Centrale personer i Trump-administrationen og blandt præsidentens rådgivere har aldeles absurde ideer om handelspolitik og forstår basalt set ikke, at det helt store problem er, at protektionisme i enhver forklædning skader forbrugerne. Præsidenten har også gentagne gange udvist eksempler på sin totale mangel på forståelse for international økonomi – en forståelse, han faktisk kunne afhjælpe ved at læse David Ricardos 200 år gamle Principles of Political Economy.

De sidste bastioner mod en ’crony’ handelspolitik er nu klagemulighederne i NAFTA og Verdenshandelsorganisationen. Problemet er, at de processer kan tage lang tid, og ingen ved om Trumps administration overhovedet vil respektere kendelser, der går imod dem. De eneste der er glade, er administrationen selv, Boeing og på en noget blandt måde de af os, der underviser i politisk økonomi. Vi har fået endnu et lysende eksempel på rent-seeking og hvordan handelspolitik faktisk dannes, men eksemplet har kostet potentielt hundredetusinder forbrugere mange, mange dollars.

Mike Munger forklarer sin enhjørningeteori om staten

Den fremragende Mike Munger (Duke University) er altid værd at lytte til. Her forklarer han på under tre minutter sin provokerende “enhjørningeteori” om hvad folk forestiller sig, staten er og kan. Mungers teori er en variant af Harold Demsetzs ”nirvana fallacy”, hvor vælgere (og politikere) sammenligner det faktiske marked med en idealversion af staten. Stærkt anbefalet!

Kongehuset og public choice.

At prinsgemalens overvejelser om sit begravelsessted tiltrækker sig opmærksomhed er ikke så underligt. Kongehusets rolle i Danmark er i dag ren ceremoniel. Derimod har det mistet sin oprindelige politiske rolle. Ceremonierne er endda i høj grad fastlagt, så de netop holder kongehuset borte fra den politiske magt. Ifølge grundloven udpeger regenten regeringen, underskriver lovene før de kan træde i kraft, holder statsråd samt udnævner og bevilger afsked til højerestående embedsmænd. Det hele foregår imidlertid efter indforståede forskrifter, som holder regenten helt uden for reel indflydelse. Statsrådet har i praksis ingen politisk funktion, og regenten underskriver automatisk de love og udnævnelser, hun får forelagt. Folketinget afgør, hvem der bliver statsminister, og de dronningerunder, som kan være nødvendige for at finde en flertalskandidat, rummer i dag ringe diskretionær magt. Selv den årlige nytårstale er med kraftig medvirken fra Statsministeriet, som tilser, at eventuelt politisk følsomme emner ikke kan give anledning til kontroverser. Kronprinsen kunne dårlig nok få lov at blive medlem af Den Internationale Olympiske Komité og må affinde sig med at have regeringen på slæb som barnepige. Hans forfædre må vende sig i deres sarkofager i Roskilde Domkirke!

Den moderne ceremonielle stilling er kulminationen på et markant tab af politisk magt over relativ kort tid. Vi har haft konstitutionelt monarki i mindre end 200 år. I de foregående to århundreder frem til 1848 var Danmark et enevældigt monarki med et ofte ret hårdt diktatur. Og indførelsen af det konstitutionelle monarki var en meget blød revolution i ikke bare form, men også indhold. En væsentlig del af magten forblev hos Kongen, som både stod for den udøvende magt og den lovgivende magt i forening med Folketing og Landsting. Kongen udpegede en del af den lovgivende magt gennem kongevalgte landstingsmedlemmer. Det var ikke ualmindeligt, at Kongen afstod fra at underskrive love, han ikke var enig i. Under provisorietiden i sidste del af 1800-tallet fjernede regeringen stort set alt initiativ fra Folketinget. Folketinget forsøgte at bruge sit stærkeste magtmiddel – at nægte at vedtage en finanslov – men blev kørt hjælpeløst over af regeringen. Først i tiden efter systemskiftet i 1901 blev traditionen skabt med, at Kongen ikke må udpege en regering med et flertal i Folketinget mod sig. Så sent som i 1920 valgte Christian X, Dronning Margrethes bedstefar, at afskedige en regering, selv om den fortsat havde flertal bag sig, og udpege en anden. Det udløste Påskekrisen, som reelt var kongehusets sidste udfoldelse af politisk magt i Danmark. Kronprins Frederik, den senere Frederik IX, havde en vis, men begrænset rolle at spille under og lige efter den tyske besættelse 1940-45. Men mindre end ti år senere – ved 1953-grundloven – lempede de folkevalgte reelt de ifølge traditionen retmæssige tronarvinger af vejen og indsatte i stedet den langt mere populære og lovende prinsesse Margrethe på posten. Hun skulle da også vise sig særdeles kompetent til at bestride det nu rent ceremonielle, men af samme grund ofte vanskelige hverv. Det tillader langt færre excentriciteter, end da hendes magtfulde forfædre sad på tronen.

Danmark er politisk set ikke et kongedømme mere. Posten er tømt for politisk magt. Det er en totalt anderledes rolle end få generationer tilbage. Det samme gælder andre nominelle kongedømmer de stedet i Europa, hvor man ikke decideret bare har nedlagt stillingen. Nogle få steder har politiske kriser kaldt på kongen som mægler – senest i Belgien – men egentlig politisk magt er sjælden.

Er der grund til at beklage afskaffelsen af det politiske monarki? Ikke efter min opfattelse. Jeg hører heller ingen for alvor efterspørge det. Men lad os prøve at besvare spørgsmålet ud fra public choice-teori, som vi jo har haft fokus på i en lille sommerserie her på stedet.

Vi kan begynde med at se på, hvor magten er havnet i stedet. Svaret er ret klart. Den politiske magt i Danmark har samlet sig hos Folketinget. Folketinget udpeger regeringen, og regeringen og Folketinget giver lovene i fællesskab. Folketingets betydning for udpegelsen af den udøvende magt medfører, at det også i betydelig udstrækning blander sig i den udøvende magts opgaver, altså at administrere lovene. Vi er langt fra en tilstand, hvor den lovgivende magt fastlægger generelle regler. Vi har ikke en klar separation mellem den udøvende og den lovgivende magt.

Hvad med forholdet mellem den dømmende magt og Folketinget? Folketinget blander sig ikke direkte i den dømmende magts opgaver, om end det ikke er ukendt med kommentarer fra folketingsmedlemmer til konkrete sager. Lovændringer som reaktion på domstolsafgørelser er heller ikke ukendt. Derimod er det i Danmark stort set ukendt, at domstolene underkender lovgivningen som i strid med forfatningen. Det er kun sket én gang – den såkaldte Tvindsag – hvor Højesteret fandt loven i strid med grundlovens procedurale regler. Modsat mange andre lande – vi behøver ikke gå længere end til Tyskland – underkender domstolene ikke lovgivningen for at stride imod forfatningens substantielle regler om f.eks. personlig frihed og ejendomsret. Danmark har en stærk retspositivistisk tradition, som indebærer, at forfatningen ikke tages særlig bogstaveligt, ud over de meget konkretiserede procedurale regler (f.eks. om, hvor tit der skal afholdes Folketingsvalg). Alf Ross, vor nok mest prominente jurist gennem tiderne, mente ligefrem, at kriteriet for, om en lov er forfatningsmedholdelig, alene burde være, om den var vedtaget i Folketinget. Det store skel mellem, hvad Grundloven formelt stadig tillægger Kongen af magt, og monarkens moderne ceremonielle rolle, er naturligvis med til at understøtte en sådan svag læsning af Grundlovens bogstav.

Er Folketingets magt helt uden alvorlig modvægt? Ikke helt. For det første er Folketinget på valg med jævne mellemrum. For det andet er der en procedural regel i Grundloven, som tilsiger, at magtafståelse internationalt kræver godkendelse ved en folkeafstemning (om end Justitsministeriet har for vane at mene, at ny magtafgivelse allerede er indeholdt i tidligere beslutninger og derfor ikke kræver folkeafstemning). Danmark har desuden traditionelt haft en relativt høj grad af kommunalt selvstyre, men udligningsordningernes meget ringe incitamentsstruktur har legitimeret stor statslig indblanding.

Samlet set er der altså kun en svag magtdeling i Danmark, hvor der er begrænset modvægt til Folketinget. Public choice-teori er ret klar. Checks-and-balances er hensigtsmæssige og nødvendige værn for at sikre borgernes frihed. Det har været en central indsigt lige siden Locke, Montesquieu og de amerikanske founding fathers.

I det lys kan man selvfølgelig godt beklage, at kongemagten er forsvundet ud af det politiske rum. Men som allerede de fleste af the founding fathers indså, behøver en uafhængig udøvende magt ikke være en Konge. I stedet fik USA en præsident (selv om især Hamilton havde håbet på Washington som ny konge – et håb der blev slukket, da Washington trak sig tilbage uden diskussion, efter at embedsperioden var udløbet).

Måske har det svækket magtdelingen i et land som Danmark, at den danske konge oprindeligt beholdt den udøvende magt, da vi gik fra enevælden. I takt med kongemagtens generelle legitimitetstab som politisk magtfaktor har det svækket den udøvende magts uafhængighed – modsat USA i øvrigt, hvor præsidentembedet er blevet langt stærkere end oprindelig tilsigtet.

Public Choice 11: Korruption

Et felt, hvor public choice-forskere har været helt centrale og ændret måden, man analyserer et helt problemkompleks, er studiet af korruption; noget, vi også har skrevet om adskillige gange. Det giver ganske enkelt ikke megen mening at analysere korruption og korruptionsproblemer uden at tage udgangspunkt i en public choice-tilgang. Som vi skrev for et par måneder siden, antog man før public choice-revolutionen, at politikere og embedsmænd følger reglerne og automatisk gør det rigtige. I en sådan gammeldags ’wilsonsk’ optik kan korruption således kun ske, fordi enkelte, isolerede individer er moralsk defekte. Korruption kan logisk ikke være et særligt udbredt fænomen, og der kan ikke findes nogen analytisk baseret strategi mod korruptionsproblemer.

Det er da også sigende, at forskellige handbooks i udviklingsøkonomi og lignende felter ikke nævnte korruption med et eneste ord før starten af 00’erne. Publikationer fra Verdensbanken og FN er ligeledes stadig renset for klare henvisninger til fænomenet, selvom alle eksperter og mange andre ved, at korruption er et problem, der gennemsyrer mange fattige samfund. Det er ganske enkelt ikke politisk god stil at nævne offentligt, at der i lande som Nigeria, Bangladesh eller Grækenland bestikkes på livet løs.

Med public choice-skolens analyseapparat kan man omvendt forstå og analysere korruption – og dens lovlige fætter lobbying – som et almindeligt problem, der kan være stærkt udbredt. Korruption defineres ofte som ”misbrug af offentligt embede til privat gevinst” og er derfor en særlig type rent-seeking. Robert Klitgaard beskrev korruption som M + D – A: “Monopoly (M) plus discretion (D) minus accountability (A).” Korruption kan således opstå, når en embedsmand eller en gruppe embedsmænd har monopol på en særlig service, selv kan bestemme hvordan de de facto implementerer den (diskretionen) og ikke holdes ansvarlige for deres job. Virksomheder, enkeltpersoner eller særinteresser kan således købe sig til særbehandling og til de facto at kunne ignorere lovgivning, og på politisk plan også købe sig til særlig politik, der gavner dem. Et af de store korruptionsproblemer er, at både politik og implementeringen af den – miljøregulering, importtold, godkendelsesprocedurer osv. – bliver skævvredne.

Det særlige ved en public choice-tilgang er her, at korruption ikke opstår fordi nogle embedsmænd eller politikere er onde, men pga. de incitamenter, der defineres af de institutioner de lever med og den situation de er i. Institutionerne definerer for eksempel, hvor meget diskretion, der overlades til embedsværket, og i hvor høj grad de holdes ansvarlige. Særligt det sidste element er stærkt forbundet med kvaliteten af domstolene og hvor politisk uafhængige, de er. Når det gælder politisk korruption er domstolenes uafhængighed ekstra vigtig – en stor del af den nye historie i Brasilien, hvor domstolene virkelig er begyndt at gå efter bestikkelse af toppolitikere, er netop at domstolene er begyndt at opføre sig politisk uafhængigt og at individuelle dommere derfor ikke længere har meget at miste ved ikke at beskytte politikerstandens kriminalitet.

Men en anden del af historien – og sandsynligvis også en del af den danske historie med bemærkelsesværdigt lidt korruption – er i hvor høj grad almindelige borgere og vælgere er parate til at straffe folk i magtpositioner, der er korrupte. Korruption kan således ikke forstås uden en public choice-tilgang, dvs. uden en insisteren på, at korruption er en konsekvens af de incitamenter, folk har: Nogle af dem er økonomiske – ofte er bestikkelse kun et spørgsmål om at finde den rigtige pris – men andre incitamenter er politiske, og nogle er sociale. Når man først opgiver den gamle ide om, at der ikke findes systematiske incitamentsproblemer i politik og embedsværk, kan man begynde at undersøge incitamenterne, og diskutere hvorfor nogle lande har langt større problemer end andre. Før den erkendelse – og det er en af de centrale i public choice – er det et mysterium hvorfor Danmark er langt mindre plaget af bestikkelsesproblemer end Grækenland.

Public Choice 10: Omkostninger ved politiske beslutninger og idealet om enstemmighed

Skal man nævne et og kun ét værk, der har haft afgørende betydning for udviklingen af public choice som teori og forskningsfelt, er The Calculus of Consent: Logical Foundations of Constitutional Democracy af James M. Buchanan og Gordon Tullock et godt bud. Bogen udkom i 1962 og satte en ny dagsorden for studiet af beslutningsregler og demokratiske beslutningsprocesser.

Det bemærkelsesværdige ved bogen var — og er — at den udover at præsentere grundige, deskriptive analyser af konsekvenserne ved at anvende forskellige typer beslutningsregler hvilede på et eksplicit normativt fundament. Med et ord: Individet. Buchanan og Tullock mente — forenklet sagt — at det var på høje tid, at forskere i politiske systemer, vælgeradfærd mv. begyndte at tage individet alvorligt. For Buchanan og Tullock måtte analyser af demokratiske beslutningsregler og beslutningsprocesser derfor hvile på en præmis om individet som ikke blot den mindst mulige enhed, men også den vigtigste enhed. I denne forbindelse kan man kaste sig ud i lange debatter om, i hvilken grad denne præmis er politisk eller metodisk. Selv holdt forfatterne fast i det sidste, om end der ikke er nogen tvivl om, at implikationerne ved en metodologisk individualisme både på analyseplan og i praktisk implementering let kan blive politiske.

I public choice-sommerserien her på bloggen har redaktør Bjørnskov allerede skrevet om forfatningslængde baseret på bl.a. The Calculus of Consent, og Otto Brøns-Petersen har indirekte berørt en af bogens centrale indsigter (enstemmighed som forudsætning for Pareto-optimalitet) i sit indlæg om at tabe i politik og økonomi. Der kunne i det hele taget skrives en hel blogserie udelukkende om ideer, begreber og pointer fra denne bog. For at undgå, at det stikker helt af med “Calculus” her og der og alle vegne, vil jeg i det følgende ikke søge at favne vidt og bredt men i stedet zoome kraftigt ind og se lidt nærmere på to specifikke og tæt relaterede kerneelementer fra bogen: Beslutningsprocesser i et omkostningsperspektiv samt ideen om enstemmighed som ideal for kollektive beslutninger.

Allerede fra første anslag slås tonen an i forhold til individets status såvel analytisk som moralsk. Bogens forord indledes således: “This is a book about the political organization of a society of free men.” Ifølge Buchanan og Tullock bør politik være en øvelse i Pareto-optimalitet, idet legitimiteten af en politisk beslutning for dem afhænger af den grad, den virker til alle individers fordel. Den eneste måde at sikre Pareto-optimalitet i en kollektiv, politisk beslutning er ved krav om enstemmighed. Kun ved at give alle, der ville blive berørt af en politisk beslutning, mulighed for at nedlægge veto imod forslagets vedtagelse kan man sikre, at ingen enkeltpersoner efter deres egen opfattelse stilles ringere end før. Enstemmighed defineres således som det ideal — eller benchmark, om man vil — som alle andre beslutningsregler må sammenlignes med ved vurdering af deres moralske legitimitet.

Enstemmighed er i sagens natur ikke en regel, der gør det let at træffe politiske beslutninger i praksis — det er tværtimod den regel, der gør det absolut sværest at vedtage noget som helst. Med et demokrati i en eller anden form som præmis har vi derfor brug for nogle analytiske værktøjer til at vurdere forskellige beslutningsregler både med hensyn til deres moralske legitimitet og deres praktiske anvendelighed med henblik på rent faktisk at kunne træffe kollektive beslutninger.

Buchanan og Tullock opererer her med tre begreber: For det første medfører en given beslutningsregel forskellige eksternalitetsomkostninger for de individer, der påvirkes af de politiske beslutninger. For det andet medfører beslutningsreglen beslutningsomkostninger for de individer, der bruger ressourcer på at søge at nå til enighed om en politisk beslutning. Endelig kan interdependensomkostninger defineres som den simple sum af eksternalitetsomkostninger og beslutningsomkostninger, hvorved vi får et mål for en given beslutningsregels effektivitet i forhold til at maksimere beskyttelsen af enkeltpersoners ret til sig selv og egen ejendom samtidig med, at barriererne for at kunne træffe politiske beslutninger minimeres. Grafisk kan forholdet illustreres som på figuren herunder (fra bogens kap. 6), hvor C er eksternalitetsomkostninger og D er beslutningsomkostninger.

På denne måde bliver det muligt at lave systematiske sammenligninger af forskellige beslutningsregler med hensyn til fordele og ulemper for enkeltindivider i samfundet – vel at mærke med fokus på den enkeltes interesser frem for selve den demokratiske repræsentation. Forfatternes ræsonnement synes klart at være: Hvad er repræsentation værd for den enkelte, hvis ikke de faktiske, kollektive politiske beslutninger i størst mulig grad afspejler vedkommendes præferencer? Konkret analyserede forfatterne eksempelvis kendte, parlamentariske beslutningsregler som simpelt flertal og forskellige former for kvalificeret flertal, ligesom de også analyserede konsekvenserne af sådanne regler i kombination med tokammersystem sammenlignet med etkammersystem.

Samlet set opstillede Buchanan og Tullock med The Calculus of Consent således en helt ny måde at sammenligne politiske systemer på og et helt nyt sæt af kriterier for vurderingen af deres indbyrdes fordele og ulemper. I dag virker det måske banalt og selvindlysende, at disse fordele og ulemper bør vurderes ikke blot i forhold til repræsentativiteten af forskellige præferencer, men også — og måske i højere grad — i forhold til balancen mellem respekten for den enkeltes private ejendomsret og omkostningerne ved at træffe beslutning. Sådan har det ikke altid været. Denne udvikling i vores tænkning omkring demokratiets institutionelle indretning er public choice-traditionens fortjeneste — og helt specifikt Buchanan og Tullocks.

Mike Munger i the Rubin Report

The Rubin Report er en af flere udsendelser, vi på punditokraterne jævnligt hygger os med. Forleden havde Dave Rubin besøg af den fremragende Michael Munger, professor i statskundskab på Duke University, tidligere præsident for the Public Choice Society, og en af de mest vidende liberale økonomer/statskundskabere i USA. Det kom der en særdeles særværdig udsendelse ud af, som vi håber læserne også vil nyde.

Mens man kan være meget uenig med Munger i hans ideer om basic income (som han taler om til sidst i programmet), er de første 40 minutter fyldt med guldkorn. Munger starter f.eks. med at tale med Rubin om statskundskab og hvorfor han mener, der er mere behov for (ordentlig) statskundskab i dag. Et af de universelle problemer er, som Munger så præcist formulerer det, at ”we tend to have this idea is what we need is better people.” I stedet er hans (og stort set alle public choice-forskeres) argument, at vi har behov for bedre regler, og politiske institutioner, der i højere grad begrænser, hvad politikere kan gøre. Og som Munger påpeger, er en af de ting statskundskab gør, at den ”studies the engineering of rules.”

Senere i udsendelsen kommer han tilbage til problemerne med politikere selv, og hvem der søger ind i politik. Hans karakteristik af politikere og deres opfattelse af sig selv er vidunderligt præcis: “you can be a Republican member of Senate, but (when) you look in the mirror, you see a God!”

Selv mainstream medier fordrejer nyheder og reportage når de ikke passer på deres ideologiske position. Mungers holdning er, at de nye, mindre medier indirekte kan gøre noget ved problemet. Som han formulerer det “we cannot discover truth, but what we can do is impeach falsehood.” Det er også et af punditokraternes mål. The Rubin Report gør det fremragende med Mike Munger, men også med mange andre gæster, som f.eks. Stephen Fry eller Ayaan Hirsi Ali. Stærkt anbefalet.

Ny viden fra studerende

I går brugte jeg hele dagen med seminarer ved universitetet i Heidelberg.  Som nogle læsere nok ved, er jeg gæsteprofessor ved min formidable ven Axel Drehers Lehrstuhl für Internationale Wirtschafts- und Entwicklungspolitik i Heidelberg hele sommeren (ligesom sidste sommer og to måneder i vinters). Jeg har derfor også lært nogle af de studerende at kende, og hyggede mig med at se præsentationer fra både nogle af vores PhD-studerende og flere kandidatstuderende.

Grunden til at skrive om det er, at der er fremragende studerende i Heidelberg. Stephan Schneider – en kandidatstuderende som allerede har en artikel, baseret på hans bacheloropgave og omarbejdet sammen med Kai Gehring, på vej ud i American Economic Journal: Economic Policy – præsenterede et seminarpapir om hvornår amerikanske guvernører erklærer nødtilstand. Stephans papir er ekstremt tæt op ad en idé, som Stefan Voigt og jeg har talt om i vores projekt om nødforfatninger. Den idé må vi nok opgive, fordi Stephans papir er mindst lige så godt som det, vi ville kunne producere!

Tricket i Stephan Schneiders papir er, at han har geografiske data på vindstyrke i hele USA. Han kan derfor observere, hvordan orkaner og andre events gør det meget mere sandsynligt, at en guvernør beder den amerikanske præsident om at erklære hans stat i nødret. Sådan en erklæring er nemlig nødvendig for at staten kan få såkaldt FEMA-assistance fra den føderale regering i Washington. Og Stephan finder selvfølgelig, at stærkere vind – i det mindste op til et punkt – giver en større sandsynlighed for en erklæring. Men ved siden af det indlysende i, at værre storme og orkaner giver stærkere incitament til at erklære nødret, finder han også klar evidens for, at en nødretserklæring er langt mere sandsynlig, hvis præsidenten og guvernøren er fra samme parti. Stephan regner sig meget overbevisende frem til, at fælles partitilhør i gennemsnit giver cirka 5 % større FEMA-assistance, eller i gennemsnit 750 millioner dollars mere. Det er således et økonomisk meningsfuldt resultat. Og det er bestemt ikke hver dag, man ser et kandidatspeciale, der til forveksling ligner en artikel fra Public Choice.

Udover Stephan Schneider stod to andre studerende ud fra mængden. Dominik Jockers præsenterede et seminarpapir, hvor han viste at ulandsbistand til lande med store migrantstrømme er langt mere udsat for misbrug – de store migrantlande bruger i langt højere grad bistanden til at købe våben for. Dominiks papir var meget kompetent og kunne, med lidt arbejde, sagtens præsenteres ved en af de gode udviklingskonferencer.

Laura Barros, en af vores særligt dygtige studerende fra Brasilien, tacklede i stedet det politiske spørgsmål om handel og øget globalisering påvirker kønsligheden på arbejdsmarkedet. Hun præsenterede gode teoretiske grunde til, at øget international handel burde øge kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet – med de øgede muligheder bliver det dyrere at diskriminere – og håndterede også det ganske svære kausalitetsproblem. Problemet kommer af, at kønslighed er forbundet med en række institutionelle udviklinger, der gør det mere attraktivt og lettere at handle med fattigere lande. På tværs af 175 lande, observeret de sidste 20 år, viste Laura at øget handel faktisk fører til tydeligt øget kvindelig arbejdsmarkedsdeltagelse. Det særlige – og for mit vedkommende det særligt interessante – var at hun også kunne vise, at det primært sker i lande, med højreorienterede regeringer. Hendes resultater, som vi talte om bagefter, indikerer dermed at venstreorienterede regeringer i lav- og mellemindkomst-lande må føre politik eller vedligeholde institutioner, der forhindrer gavnlige lighedsskabende virkninger af globalisering. Hvad de politiker kunne bestå af, er vel værd at tænke over i løbet af weekenden. Og hvis Laura kan komme med et bud på det, har hun også muligheden for en ganske fin publikation i fremtiden. I mellemtiden er fornøjelsen af at have så dygtige studerende helt på min og mine tyske kollegers side.

Ny viden om vetoinstitutioner og iværksætteraktivitet

Som mange læsere vil vide, har jeg lagt en vis forskningsindsats i at undersøge sammenhængen mellem institutioner / økonomisk frihed og iværksætteraktivitet – entrepreneurship – på tværs af de vestlige lande. Indtil nu har det foregået sammen med den fremragende Nicolai Foss fra Bocconi-universitetet i Milano, men sidste år fandt jeg sammen med en anden makker. Grunden var at Jacob Lihn skrev speciale under min vejledning, og hans fokus var netop den sammenhæng, Nicolai og jeg havde skrevet om.

Jacobs speciale gik dog et skridt videre end blot at opsummere litteraturen, og bidrage med nye tests af kendte sammenhænge. I stedet kombinerede han sit fokus på entrepreneurship med politisk-økonomiske indsigter i vigtigheden af vetoinstitutioner. Hvis det lyder langhåret, kan hovedideen opsummeres ganske enkelt: Jo bedre institutioner og jo mindre statslig intervention og styring, jo mere entrepreneuriel aktivitet får man, hvis der er vetoinstitutioner der er tilstrækkeligt stærke til at forhindre politikere i at lave politikken om igen næste år. Hovedideen, som Mogens Kamp Justesen blandt andet har skrevet meget præcist om, er således at man kun går i gang med at starte virksomhed eller andet, hvis man kan være nogenlunde sikker på, at den relevante politik ikke blæser for vinden.

Jacob Lihn og jeg lavede efterfølgende hans speciale om til et papir med titlen ”Economic Freedom and Veto Players Jointly Affect Entrepreneurship”, som jeg præsenterede på den årlige konference i the Public Choice Society i foråret (se omtalen her). Den blev forleden dag accepteret til publikation i det relativt nye tidsskrift Journal of Entrepreneurship and Public Policy, der redigeres af Josh Hall (West Virginia University). Hovedkonklusionen er, at de positive virkninger af at have en begrænset offentlig sektor og lavt / fladt skattetryk, primært sker i samfund hvor stærke vetoinstitutioner gør den reducerede offentlige intervention mere stabil og forudsigelig. Kortsigtsvirkningerne kan dog, viser det sig, se helt omvendte ud. Er læserne mere interesserede, er her artiklens abstract:

This paper explores how the strength of political veto players affects the long-run credibility of economic institutions and they jointly affect entrepreneurial activity. We employ an annual panel covering 30 OECD countries from 1993-2011. An error correction model identifies a positive and significant short-run effect on self-employment from large government spending at low levels of veto player strength. A static model conversely indicates that smaller government spending is positively associated with entrepreneurship at lower levels of veto player strength in the long run. The findings thus emphasize the likely transitional costs for entrepreneurs associated with institutional changes.

Public Choice 9: Hvem kan organisere sig?

I det danske demokrati taler man om tingene og hører alle interesserede parter, ikke? Det er i hvert fald den forestilling, de fleste har om dansk demokrati og den måde, en række processer er bygget op. I et vist omfang bygger denne måde at gøre ting på, på en Dahlsk (eller senere Habermask) forståelse af demokrati. Problemet er blot, at ikke alle interesser – ikke engang alle relevante interesser – er organiserede, og hvis de ikke er organiserede, bliver de ikke hørt. I public choice stiller man derfor altid spørgsmålet, hvilke interesser der faktisk er organiserede, før man går videre.

Gennembruddet i denne del af forskningen kom i 1965 med amerikaneren Mancur Olsons PhD-afhandling på Harvard. Den udkom som bog under titlen The Logic of Collective Action, og er central for enhver moderne forståelse af særinteresser. Hovedargumentet i Olsons arbejde er, som vi har skrevet om tidligere (læs her), at det ikke er alle interesser, der kan organisere sig, og for nogle interesser er effektiv organisation væsentligt dyrere end for andre.

Vi kender i virkeligheden alle problemstillingen: Mens to venner sagtens kan aftale, hvem der gør hvad – hvem tager stuen og hvem gør rent på badeværelset før sommerhuset skal afleveres – er det langt sværere at få en folkeskoleklasse til at gøre det samme. Skoleeleverne har et free-rider-problem, da Viggo og alle de andre har incitament til at snyde udenom og de 20 andre elever faktisk også har et free-rider-problem i forhold til at straffe Viggo. Folkeskoleklassen har svært ved at organisere sig effektivt, fordi de er så mange, at free-riding bliver et problem, og fordi de har så forskelligartede interesser, at de næppe kan blive enige om fordeling af arbejde eller blot den kvalitet rengøring, de sigter efter.

Olson indså, at det samme gør sig gældende for organisering af interesser og særinteresser. Små grupper af individer eller virksomheder kan overkomme free-rider-problemet, og hvis de også er enige om målet for deres interessegruppe, er organisering et ’incitament-kompatibelt’ valg. Det er netop dette, der er logikken bag kollektiv handling: Effektive særinteresser er stort set altid relativt små grupper individer eller virksomheder, der har ét mål fælles. Europæisk landbrug er et glimrende eksempel: De er basalt set enige om enten af ville have mere støtte og mere beskyttelse (f.eks. fransk, græsk og spansk landbrug), eller i det mindste vil de ikke af med støtten og beskyttelsen lige nu (dansk eller svensk landbrug).

Skal man kunne organisere lidt mere forskelligartede individer, må organisationen udover de direkte gevinster også tilbyde et ’selektivt incitament’ – et attraktivt medlemsblad, billigere forsikring, eller noget andet, man kun kan få adgang til som klubgode i organisationen. Det er dette element, der gør nogle faktiske organisationer dyrere end andre.

Olson har dermed en enkel, men overbevisende forklaring på, hvordan et erhverv med under 3 % af den europæiske beskæftigelse kan kommandere praktisk taget halvdelen af alle EU-budgettet. Landbruget danner en tilstrækkeligt lille og kohesiv gruppe til at kunne organisere sig meget effektivt omkring lobbyarbejde, og de behøver ikke frygte en effektiv modlobby. De store tabere ved landbrugspolitikken er nemlig forbrugerne, der næsten per definition er både en alt for stor og alt for divers gruppe til at kunne organisere sig. Det er netop denne indsigt, som Olson opsummerede i de fire berømte ord, der karakteriserer al effektiv lobbying: ”Concentrated Benefits, Scattered Costs.”

Særinteresser er vigtige i politik: De leverer gratis information til politikere, der ellers måtte søge information og viden selv, og de giver støtte til politikere og politiske partier mod at få modydelser i form af politik, de kan lide. Otto har tidligere skrevet om rent-seeking som fænomen, og Olson har en elegant teori om, hvem det er der rent-seeker. Så næste gang, du hører at en såkaldt interesseorganisation gerne vil have denne eller hin politik, så husk at sætte ’sær’ foran navnet. Landbruget, Dansk Byggeri, Kræftens Bekæmpelse, 3F, og Ældresagen er alle særinteresser, der repræsenterer begrænsede grupper danskere, der vil én ting – og det er de bredere masser, der ikke kan organisere sig, der skal betale gildet.

I en dansk kontekst er problemet særligt slemt, fordi store dele af det danske samfund – og i særlig grad interaktionen mellem staten og private interesser – er baseret på en grundlæggende idé om, at alle relevante interesser er organiserede. Det peger Olson – og en lang, lang række efterfølgende studier i public choice og politisk økonomi – på, ikke er sandt. Det peger ikke mindst på en måde at forstå, hvordan man har kunnet ’udvikle’ en dansk velfærdsstat. Meget store dele af den er resultatet af lobbying fra snævre særinteresser, og når det hele er betalt over skatten, er det den største og mest diverse gruppe mennesker – alle andre almindelige borgere – der betaler. Det er det perfekte eksempel på en gruppe, der ikke kan organisere sig omkring en modlobby, der kan vetoe beslutningerne.

Older posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑