Tag: public choice (side 1 af 15)

Vælgerparadoks for Alternativet ved kommunalvalget?

Vi har tidligere beskæftiget os med vælgerparadokset i forbindelse med sommerserien om public choice her på stedet. Det er spørgsmålet om, hvorfor og med motiver vælgerne stemmer.

Ved kommunevalget opstod der en interessant forskel på tilslutningen til Alternativet i henholdsvis København og på Frederiksberg, når man sammenligner med folketingetsvalget i 2015. Spørgsmålet er, om det kan have noget med vælgerparadokset at gøre? Det har jeg skrevet et lille stykke om på Altinget.

Det er vigtigt at understrege – som jeg også gør i artiklen – at det kun er én af flere mulige hypoteser. Og at når jeg ser på Alternativet, er det, fordi det er et nyt parti uden kommunal repræsentation i de to kommuner frem til kommunevalget. Men interessant er mønstret altså.

Politikeres internationale ambitioner

Mens mange økonomer, statskundskabere og almindelige vælgere stadig gør som om (og måske tror at) politikere altid gør det rigtige, er det generelt anerkendt, at de forbløffende ofte tager fejl. Nogle af de politiske fejl er på grund af tilfældigheder, men de fleste skyldes enten fundamental inkompetence eller svært uheldige incitamenter. 60 års forskning i public choice og politisk økonomi har således vist, hvordan politikere helt systematisk fører politik, der skader samfundet for enten at blive genvalgt eller at tækkes særinteresser. Ny forskning føjer endnu et incitament til den lange liste af problemer, der kan forvride politik.

Den internationalt anerkendte Arye Hillman fra Bar-Ilan universitetet i Tel Aviv præsenterede i denne uge et nyt studie, foretaget sammen med hans vietnamesisk-canadiske kollega Ngo Van Long (McGill), ved den årlige Australasian Public Choice Conference, der i år var på Deakin University i Melbourne. Hillman, der har skrevet en af de mest brugt lærebøger på området, benægter på ingen måde de uheldige indflydelser fra klassiske særinteresser eller fra behovet for popularitet. Han og Long analyserer blot, hvordan en helt bestemt ambition kan få politikere til at opføre sig endnu mindre i samfundets generelle interesse: Muligheden for at få en karriere i en international organisation, efter de forlader national politik.

Hillman og Longs stærkeste eksempel er muligheden for at få Nobels Fredspris, men analysen gælder mere generelt internationale karrierer. Pointen er ganske simpel: Politikeres adfærd er bestemt af de incitamenter, der har. Disse kan være ideologiske, at tækkes særinteresser, de kan i visse tilfælde være at gøre det rigtige, og de er i alle tilfælde styret af ønsket om at blive valgt. Men for visse ledende politikere, kan muligheden opstå for at de på et tidspunkt kan få en international karriere. Dette incitament indebærer, at deres adfærd også bliver påvirket af, hvordan de opfattes af det, der ofte kaldes ’det internationale samfund’. Med andre ord: Hvordan opfattes deres politik og opførsel af centrale spillere, der er formet af internationale organisationer som FN, EU og Nobelkomiteen i Oslo?

Politikere kan således ændre sig over tid når denne type muligheder opstår for dem. Det vil typisk indebære, at de begynder at kommunikere anderledes, når de har realistiske, internationale ambitioner. De kan også presse på for at føre politik, der i højere grad enten gavner særlige organisationer eller er mere konsistente med deres mission. En ledende politiker, der pludselig nævnes som et bud som EU-kommissær eller kommissionsformand, vil have et personligt incitament til pludseligt at blive mere positiv overfor EU, og overfor særligt franske og tyske ambitioner i EU.  Er der en toppost i FN i udsigt, vil politikeren sandsynligvis presse på for at landet ’deltager’ mere internationalt, eller retter bistandspolitik og andet ind efter FNs præferencer. I alle tilfældene vil der være til personlig gavn, at landets politik ændres i en bestemt retning, fordi det vil øge den pågældende politikers chancer for at få en international toppost – eller i Hillmans yndlingseksempel, at modtage Nobels Fredspris.

Mens det bestemt ikke er en rar tanke, at ledende politikere kunne have den slags tilskyndelser til at skævvride deres lands politik, er det ganske let at finde eksempler på politikere, der stod i situationen. I Danmark havde Poul Nyrup, Helle Thorning og Anders Fogh alle tydelige internationale ambitioner og dermed en personlig plan for deres liv efter dansk politik. Margrethe Vestager, der ofte var en fornuftens stemme i ellers tåbelige diskussioner om dansk økonomisk politik, er i sin funktion som konkurrencekommissær i stigende grad ivrig efter at finde multinationale virksomheder at angribe og regulere. Hun taler nu om fairness overfor forretningsinteresser (se f.eks. dette interview i the Guardian). Hendes belønning har været, at hun nu er blandt favoritterne til posten som kommissionsformand.

Folk er ofte skeptiske overfor studier i public choice, der som Hillman og Long insisterer på at undersøge politikeres personlige incitamenter. Det var heller ikke anderledes til konferencen i Melbourne, hvor flere tydeligvis ikke brød sig om analysen. Men ser man med åbne øjne ud i verden er det alt for let at opdage: Politikere er ligesom andre styret af deres incitamenter, og langt de fleste af deres incitamenter er afskyelige.

Tilfældigt demokrati

Hvornår og hvordan landes regeringer – eller andre interesser – vælger at indføre demokrati er et af de centrale spørgsmål i statskundskab og politisk økonomi. Det klassiske synspunkt har siden Seymour Lipsets arbejde sidst i 50erne været, at lande bliver demokratiske, når befolkningen er blevet tilstrækkeligt rig, industrialiseret og uddannet. Lipsets ide var, meget fundamentalt, at når et land nåede et vist udviklingsstadie, ville borgerne kræve politisk medindflydelse. Et af de teoretiske argumenter imod Lipset er derfor indlysende nok, hvorfor magthaverne skulle have en interesse i at give almindelige borgere indflydelse. De senere år har en af de mest populære teorier været Acemoglu og Robinsons ide om, at en politisk elite indfører demokrati for at undgå revolution, der ville være meget værre for eliten. Andre har foreslået, at demokrati indføres for at motivere borgerne til at udkæmpe en krig mod et naboland, som en måde at udmanøvrere politiske rivaler, skabe fred mellem ellers antagonistiske socialgrupper, og som en slags betaling for at staten beskatter borgerne hårdere.

Udfordringen er derfor at finde en måde, hvor man kan skelne mellem de forskellige teoretiske forklaringer og teste, hvilke der er mere eller mindre sandsynlige. Den udfordring har Daniel Treisman, der er professor i statskundskab på UCLA og et af de førende navne i demokratiforskning, fornylig taget op (hattip: Niclas Berggren). Han skitserer sit nye arbejde på CEPRs VoxEU-portal, hvor den overraskende konklusion er, at de eksisterende teorier kun er rimelige i cirka en tredjedel af de 201 episoder, som han analyserer. Treisman finder med andre ord, at de fleste demokratiseringer enten er tilfældige eller resultatet af deciderede politiske fejlvurderinger!

Den danske episode er en af de meget få undtagelser, hvor en magthaver frivilligt og helt uden problemer opgav den formelle magt. Kong Frederik den syvende indførte i 1848 demokrati ved blot at meddele demonstranter, at de kunne gå hjem igen, og derefter udnævne det såkaldte martsministerium, der havde som dets primære formål at forberede en grundlov og bane vejen for demokratiske valg. De fleste andre episoder kan ifølge Treismans omhyggelige læsning af de historiske fakta karakteriseres i flere grupper.

I cirka en tredjedel af de mere tilfældige episoder, er demokratiseringen sket som følge af en styret reformproces, der løber løbsk. Treisman nævner selv Mikhail Gorbatjovs perestrojka-agenda, der havde til formål at bevare og styrke kommunistpartiets greb om Sovjetunionen. I disse tilfælde indfører regimet delvise reformer, som efterfølgende ikke kan stoppes. Processen er ikke altid lige køn, men når ånden først er ude af flasken, er løbet kørt for disse regimer. At disse processer ikke altid forblier demokratiske, som i det russiske tilfælde, er en anden sag.

I cirka en fjerdedel af tilfældene skete de demokratiske reformer som følge af, at statsoverhovedet eller regeringschefen – ofte en diktator – ganske enkelt overvurderede sin egen popularitet. Treisman noterer sig, at de fleste diktatorer omgiver sig med rygklappere og disse regimer ofte udrenser interne kritikere. Den information, der tilflyder diktatoren, ender dermed ofte med at blive stærkt misvisende.

I cirka en sjettedel af tilfældene er der omvendt tale om, at der netop ikke indføres nogen som helst form for politiske reformer, uanset at der er et stærkt ønske i centrale dele af befolkningen. Treisman betegner disse som konsekvenser af hybris blandt den politiske elite eller herskeren, der ganske enkelt ikke kan forestille sig, at blokeringen af enhver reform kan gå galt.

Sidst er der to typer tilfælde, der begge involverer vold. Omtrent hver ottende episode er i Treismans læsning af historien karakteriseret af overdreven brug af vold, som delegitimerer regimet og uventet skaber stærk opposition, i mange tilfælde endda internt i regimet. Disse ligner hybris-tilfældene, men med den forskel at regimet overreagerer overfor uventet modstand og dermed mister den sidste rest af loyalitet. I de sidste 6-9 % af tilfældene, er demokratiseringen et resultat af, at et upopulært regime forsøger at købe loyalitet eller popularitet med en hurtig, lille krig. Leopoldo Galtieris militærstyre i Argentina prøvede således at imødegå den modstand, som en truende økonomisk kollaps skabe først i 1980erne, med en hurtig krig for at erobre Falklandsøerne. Som vi skrev om tidligere i år, regnede regimet med, at man ville vinde uden problemer. Som bekendt gik det katastrofalt for det argentinske militær, der efterfølgende så sig nødsaget til at genindføre demokrati, og aldrig har genvundet sin popularitet.

Daniel Treismans nye forskning er en sjælden kombination af omhyggelig historisk forskning og dyb indsigt i teoretisk statskundskab. Hans overraskende konklusion er, at langt de fleste teorier i statskundskab og politisk økonomi kun forklarer et meget begrænset antal tilfælde. Den virkelighed, der manifesterer sig i to tredjedele af alle tydelige demokratiseringsepisoder, er langt mere snavset og uplanlagt. Demokrati opstår sjældent gennem forhandling, politikere med visioner, eller snu magtkampe, men langt oftere gennem fejltagelser og tilfældigheder. I disse tilfælde er det heldigt, at de fleste politikere faktisk mest ligner selvovervurderende fjolser.

Southern Economic Association de næste dage

Jeg er så småt på vej til Tampa, Florida, til den årlige konference i the Southern Economic Association. Konferencen, der er en af de større regionale nationaløkonomiske konferencer i USA, plejer både at have fine præsentationer og solid deltagelse af folk fra det amerikanske public choice / politisk økonomi-miljø.

Min egen præsentation søndag eftermiddag er et helt nyt, og meget ufærdigt, papir sammen med Philipp Schröder med titlen ”Press Freedom, Market Information, and International Trade.” Vores tese, som vi finder ganske solid evidens for, er at når særligt autokratier begrænser mediernes frihed, skader de også den information der findes om markedsmuligheder og specifikke regler, begrænsninger osv. Helt konkret viser vores preliminære analyser, at jo mere autokratier begrænser pressefriheden, jo mindre handler vestlige demokratier med netop de lande.

Der er dog mange andre præsentationer at se frem til. Min gode ven og kollega Niclas Berggren skal præsentere vores fælles papir (med Andreas Bergh og Shiori Tanaka) ”How Persistent Is Life Satisfaction? Evidence from European Immigration,” som vi glæder os meget at få kommentarer på. Vi har tidligere skrevet om projektet her.

Derudover ser jeg frem til for eksempel ”Entrepreneurship, Trust, and Institutions: Policy Implications” af Ryo Takashima, Esa Mangeloja og Tomi Ovaska; og Andreas Berghs ”The moldable young: How institutions impact social trust”: Lørdag formiddag er der i helt særlig grad en hel session, organiseret af den glimrende Jac Heckelman, der ser ekstremt lovende ud. Richard Sicotte og George Deltas præsenterer en analyse af ”Transatlantic Travel by Air and Sea, 1945-1965”, Natalya Naumenko kommer med “Collectivization of Soviet agriculture and the 1933 famine” og de altid spændende Jaime Bologna og Andy Young lukker sessionen med ”The Legacy of Representation in Medieval Europe for Incomes and Institutions Today.”

Som altid er der papirer og præsentationer, der skuffer, og andre der uforventet bliver spændende eller på andre måder interessante. Sker det, skriver vi naturligvis om de næste uge. I mellemtiden er hele programmet tilgængeligt.

Seminar med Martin Rode om Catalansk uafhængighed

For det heldige, der er i Aarhus-området i eftermiddag, afholder Tuborg-centeret ved Aarhus Universitet et seminar. Dagens seminar-gæst er punditokraternes ven Martin Rode fra universitetet i Navarra. Martin er en af de mest spændende yngre public choice-forskere i Europa, og har tidligere udgivet forskning om bl.a. støtten til uafhængighedspartier, om krisepolitik (sammen med undertegnede), og om OECD-anbefalinger.

Martins seminar har titlen The Political Economy of Social Trust in Catalan Secessionism og handler om en af de større påstande fra de catalanske politikere. Seminaret foregår fra 14-15 i L161, i L-bygningen på Fuglesangs Allé (den gamle handelshøjskole). Alle interesserede er velkomne til seminaret og en snak (og en øl)med Martin bagefter.

Dansk Public Choice Workshop, 26. januar

Hvert år siden 1999 har vi afholdt den danske Public Choice Workshop i enten, Aarhus, Odense eller København. Næste workshop afholdes den 26. januar hos Cepos på Landgreven 3 i København. Som sædvanligt starter workshoppen klokken 11, og slutter sandsynligvis klokken 18. Har man lyst til at præsentere et papir kan man sende et forslag til et medlem af programkomiteen – Henrik Christoffersen, Otto Brøns-Petersen og Christian Bjørnskov – før 1. januar.  Alle forslag bredt indenfor public choice, politisk økonomi og lignende felter er velkomne.

Selvom man ikke præsenterer et papir – og selvom man måske ikke er akademiker – er workshoppen som sædvanligt åben for alle.  Det eneste, der kræves, er at man melder sig til via e-mail. Vi regner igen i år med at have deltagere fra Danmark, Sverige og Tyskland og håber som altid på, at der også kommer norske kolleger. Hvis nogen skulle være bekymrede, plejer stemningen på workshoppen at være hyggelig og på ingen måde skræmmende. Vi håber at se mange af punditokraternes venner og læsere i København til januar.

Thalers blinde vinkel

Forleden dag skrev Otto både her og i Børsen om årets Nobelprisvinder, Richard Thaler. Vi er begge enige om, at hans Nobelpris er velfortjent, men også at Thaler – ligesom stort set hele hans felt, adfærdsøkonomi – har en ret stor blind vinkel. Min klumme i Børsen i dag handler netop om denne blinde vinkel. Her er et pluk fra klummen:

Det er i deres forståelse af politiske processer, at den store, blinde vinkel ligger. Problemet blev dokumenteret af den fine svenske økonom Niclas Berggren for fem år siden. Berggren viste omhyggeligt, at alle de adfærdsøkonomer, der foreslog ny regulering eller andre tiltag, antog, at politikere og embedsmænd aldrig lider af de adfærdsproblemer, der skaber de private fejl.

[…]

Flere studier bekræfter Berggrens hovedpointe: Adfærdsøkonomi som felt ignorerer centrale indsigter i politisk adfærd i f.eks. public choice: Politikere laver fejl på længere sigt for at holde sig umiddelbart populære, påvirkes af særinteresser og ignorerer ofte store omkostninger, som ikke påvirker dem selv eller de vigtigste vælgere.

Niclas – er er en af mine kolleger på Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm (og en personligt ven), men bruger halvdelen af året på University of Economics, Prague  – dokumenterede problemerne i Review of Austrian Economics i 2012, og flere andre, især Jan Schnellenbach og Christian Schubert. Tyler Cowen pegede forleden dag på det yderligere bemærkelsesværdige i feltet, af mens det typisk er befolket af forskere, der hælder tydeligt til venstre for midten, er dets anbefalinger ofte meget socialt konservative. Don Boudreaux diskuterer her meget pædagogisk et andet problem i adfærdsøkonomi, der teknisk kaldes Hayek’s Institutional Design Problem: Hvordan ved vi, hvad der er bedst? Og Mario Rizzo peger på, at mens adfærdsøkonomi angriber det almindelige paradigme i nationaløkonomi, at den typiske aktør er rationel, hviler deres idé om idealadfærd fuldstændigt på dette paradigme.

Adfærdsøkonomer peger basalt på, at folk ikke tænker særligt dybt over hvad de laver – og den påstand skal man helst ikke tænke særligt dybt over…

Crony Capitalism – når Boeing møder Trump

Forleden dag kunne Washington Post og en række andre amerikanske medier rapportere, at Trump-administrationen har besluttet at lægge en straftold på 220 procent på canadisk-producerede Bombardier-fly. Boeing påstår, at Bombardier har fået ulovlig statsstøtte og sælger deres nye CS-100 til en pris, der ikke kan dække omkostningerne. Påstanden er dermed, at canadierne fører såkaldt predatory pricing. Det er der næppe tale om, og Bombardier har også umisforståeligt kaldt beslutningen ”absurd” og udtryk for at Boeing køber konkurrenceforvridning. Hele sagen tegner til at blive et fremragende eksempel på crony capitalism, hvor større virksomheder kan købe eller true sig til politik, der gavner dem og de politikere, der støtter dem, men skader hele resten af samfundet.

En del af baggrunden er, at amerikanske Delta Airlines har bestilt 75 CS-100-fly fra Bombardier som erstatning for selskabets regionalflåde, der helt overvejende består af B 717, MD-88 og MD-90 – der iøvrigt alle blev produceret af Boeing. Bombardier-flyet er det nyeste i markedet for fly til omkring 100 passagerer, der kan flyve korte og mellemlange ruter. I Europa har Air Baltic og Swiss allerede købt flyet og er begyndt at operere det på en række ruter. Air Canada har bestilt 45 CS-300-fly, der er den forlængede version, og i alt har Bombardier 360 ordrer liggende.

Bombardier lover, at den nye CS er både billigere at operere og bruger væsentligt mindre brændstof end konkurrenterne. Flyet bruger omtrent 10 % mindre brændstof end den russiske Sukhoi SSJ-100, og nogenlunde det samme som brasilianske Embraers E190-serie, men kan flyve meget længere end de to konkurrenter. Den længere CS-300, der kommer til at konkurrere i cirka samme markedssegment som Boeings 737-700, ser ud til at blive endnu mere økonomisk på de lidt længere ruter.

Truslen for Boeing er således dobbelt. På den ene side er det et problem for giganten i Seattle, at andre end blot Delta vælger at operere med mindre fly på kortere ruter i stedet for at købe den større, opdaterede Boeing 737. For det andet ser den canadiske CS-300 ud til at blive en seriøs, direkte konkurrent til amerikanernes ikoniske fly. Truslerne kommer endda på et særdeles skidt tidspunkt for Boeing, da hovedkonkurrenten Airbus også fornylig har opdateret A320-serien, og selskabet ovenikøbet også kan se frem til potentiel konkurrence fra det nyudviklede, russiske Irkut MC-21, som er på vej gennem den endelige testfase for tiden.

Boeing har reageret ved at lobbye administrationen og the U.S. International Trade Commission for beskyttelse, som de nu har fået i rigt mål. Rygterne for få uger siden sagde, at firmaet bad om en told på 160 %, men den faktiske er blevet væsentlig højere. Politisk er straftolden dog en ganske mærkværdig beslutning for Trump-administrationen. For det første er Canada en af USA’s største handelspartnere og blandt landets tætteste samarbejdspartnere. Premierminister Justin Trudeau har forståeligt reageret ganske stærkt, og da Bombardier får vingerne produceret i Nordirland, er den britiske premierminister Therese May også temmelig oprørt. Det mærkeligste er dog, at administrationen også løber en væsentlig risiko for indenlandsk kritik. Sagen er, at C-seriens motorer leveres af amerikanske Pratt & Whitney og produceres i Connecticut. Statens to demokratiske senatorer Richard Blumenthal og Christopher Murphy sendte derfor forleden et åbent brev til administrationen, hvor de opfordrede til, at man lod være med at straffe Bombardier.

Det mest kritisable er dog, som altid med rent-seeking problemer, at ingen synes at interessere sig for forbrugersiden. Centrale personer i Trump-administrationen og blandt præsidentens rådgivere har aldeles absurde ideer om handelspolitik og forstår basalt set ikke, at det helt store problem er, at protektionisme i enhver forklædning skader forbrugerne. Præsidenten har også gentagne gange udvist eksempler på sin totale mangel på forståelse for international økonomi – en forståelse, han faktisk kunne afhjælpe ved at læse David Ricardos 200 år gamle Principles of Political Economy.

De sidste bastioner mod en ’crony’ handelspolitik er nu klagemulighederne i NAFTA og Verdenshandelsorganisationen. Problemet er, at de processer kan tage lang tid, og ingen ved om Trumps administration overhovedet vil respektere kendelser, der går imod dem. De eneste der er glade, er administrationen selv, Boeing og på en noget blandt måde de af os, der underviser i politisk økonomi. Vi har fået endnu et lysende eksempel på rent-seeking og hvordan handelspolitik faktisk dannes, men eksemplet har kostet potentielt hundredetusinder forbrugere mange, mange dollars.

Mike Munger forklarer sin enhjørningeteori om staten

Den fremragende Mike Munger (Duke University) er altid værd at lytte til. Her forklarer han på under tre minutter sin provokerende “enhjørningeteori” om hvad folk forestiller sig, staten er og kan. Mungers teori er en variant af Harold Demsetzs ”nirvana fallacy”, hvor vælgere (og politikere) sammenligner det faktiske marked med en idealversion af staten. Stærkt anbefalet!

Kongehuset og public choice.

At prinsgemalens overvejelser om sit begravelsessted tiltrækker sig opmærksomhed er ikke så underligt. Kongehusets rolle i Danmark er i dag ren ceremoniel. Derimod har det mistet sin oprindelige politiske rolle. Ceremonierne er endda i høj grad fastlagt, så de netop holder kongehuset borte fra den politiske magt. Ifølge grundloven udpeger regenten regeringen, underskriver lovene før de kan træde i kraft, holder statsråd samt udnævner og bevilger afsked til højerestående embedsmænd. Det hele foregår imidlertid efter indforståede forskrifter, som holder regenten helt uden for reel indflydelse. Statsrådet har i praksis ingen politisk funktion, og regenten underskriver automatisk de love og udnævnelser, hun får forelagt. Folketinget afgør, hvem der bliver statsminister, og de dronningerunder, som kan være nødvendige for at finde en flertalskandidat, rummer i dag ringe diskretionær magt. Selv den årlige nytårstale er med kraftig medvirken fra Statsministeriet, som tilser, at eventuelt politisk følsomme emner ikke kan give anledning til kontroverser. Kronprinsen kunne dårlig nok få lov at blive medlem af Den Internationale Olympiske Komité og må affinde sig med at have regeringen på slæb som barnepige. Hans forfædre må vende sig i deres sarkofager i Roskilde Domkirke!

Den moderne ceremonielle stilling er kulminationen på et markant tab af politisk magt over relativ kort tid. Vi har haft konstitutionelt monarki i mindre end 200 år. I de foregående to århundreder frem til 1848 var Danmark et enevældigt monarki med et ofte ret hårdt diktatur. Og indførelsen af det konstitutionelle monarki var en meget blød revolution i ikke bare form, men også indhold. En væsentlig del af magten forblev hos Kongen, som både stod for den udøvende magt og den lovgivende magt i forening med Folketing og Landsting. Kongen udpegede en del af den lovgivende magt gennem kongevalgte landstingsmedlemmer. Det var ikke ualmindeligt, at Kongen afstod fra at underskrive love, han ikke var enig i. Under provisorietiden i sidste del af 1800-tallet fjernede regeringen stort set alt initiativ fra Folketinget. Folketinget forsøgte at bruge sit stærkeste magtmiddel – at nægte at vedtage en finanslov – men blev kørt hjælpeløst over af regeringen. Først i tiden efter systemskiftet i 1901 blev traditionen skabt med, at Kongen ikke må udpege en regering med et flertal i Folketinget mod sig. Så sent som i 1920 valgte Christian X, Dronning Margrethes bedstefar, at afskedige en regering, selv om den fortsat havde flertal bag sig, og udpege en anden. Det udløste Påskekrisen, som reelt var kongehusets sidste udfoldelse af politisk magt i Danmark. Kronprins Frederik, den senere Frederik IX, havde en vis, men begrænset rolle at spille under og lige efter den tyske besættelse 1940-45. Men mindre end ti år senere – ved 1953-grundloven – lempede de folkevalgte reelt de ifølge traditionen retmæssige tronarvinger af vejen og indsatte i stedet den langt mere populære og lovende prinsesse Margrethe på posten. Hun skulle da også vise sig særdeles kompetent til at bestride det nu rent ceremonielle, men af samme grund ofte vanskelige hverv. Det tillader langt færre excentriciteter, end da hendes magtfulde forfædre sad på tronen.

Danmark er politisk set ikke et kongedømme mere. Posten er tømt for politisk magt. Det er en totalt anderledes rolle end få generationer tilbage. Det samme gælder andre nominelle kongedømmer de stedet i Europa, hvor man ikke decideret bare har nedlagt stillingen. Nogle få steder har politiske kriser kaldt på kongen som mægler – senest i Belgien – men egentlig politisk magt er sjælden.

Er der grund til at beklage afskaffelsen af det politiske monarki? Ikke efter min opfattelse. Jeg hører heller ingen for alvor efterspørge det. Men lad os prøve at besvare spørgsmålet ud fra public choice-teori, som vi jo har haft fokus på i en lille sommerserie her på stedet.

Vi kan begynde med at se på, hvor magten er havnet i stedet. Svaret er ret klart. Den politiske magt i Danmark har samlet sig hos Folketinget. Folketinget udpeger regeringen, og regeringen og Folketinget giver lovene i fællesskab. Folketingets betydning for udpegelsen af den udøvende magt medfører, at det også i betydelig udstrækning blander sig i den udøvende magts opgaver, altså at administrere lovene. Vi er langt fra en tilstand, hvor den lovgivende magt fastlægger generelle regler. Vi har ikke en klar separation mellem den udøvende og den lovgivende magt.

Hvad med forholdet mellem den dømmende magt og Folketinget? Folketinget blander sig ikke direkte i den dømmende magts opgaver, om end det ikke er ukendt med kommentarer fra folketingsmedlemmer til konkrete sager. Lovændringer som reaktion på domstolsafgørelser er heller ikke ukendt. Derimod er det i Danmark stort set ukendt, at domstolene underkender lovgivningen som i strid med forfatningen. Det er kun sket én gang – den såkaldte Tvindsag – hvor Højesteret fandt loven i strid med grundlovens procedurale regler. Modsat mange andre lande – vi behøver ikke gå længere end til Tyskland – underkender domstolene ikke lovgivningen for at stride imod forfatningens substantielle regler om f.eks. personlig frihed og ejendomsret. Danmark har en stærk retspositivistisk tradition, som indebærer, at forfatningen ikke tages særlig bogstaveligt, ud over de meget konkretiserede procedurale regler (f.eks. om, hvor tit der skal afholdes Folketingsvalg). Alf Ross, vor nok mest prominente jurist gennem tiderne, mente ligefrem, at kriteriet for, om en lov er forfatningsmedholdelig, alene burde være, om den var vedtaget i Folketinget. Det store skel mellem, hvad Grundloven formelt stadig tillægger Kongen af magt, og monarkens moderne ceremonielle rolle, er naturligvis med til at understøtte en sådan svag læsning af Grundlovens bogstav.

Er Folketingets magt helt uden alvorlig modvægt? Ikke helt. For det første er Folketinget på valg med jævne mellemrum. For det andet er der en procedural regel i Grundloven, som tilsiger, at magtafståelse internationalt kræver godkendelse ved en folkeafstemning (om end Justitsministeriet har for vane at mene, at ny magtafgivelse allerede er indeholdt i tidligere beslutninger og derfor ikke kræver folkeafstemning). Danmark har desuden traditionelt haft en relativt høj grad af kommunalt selvstyre, men udligningsordningernes meget ringe incitamentsstruktur har legitimeret stor statslig indblanding.

Samlet set er der altså kun en svag magtdeling i Danmark, hvor der er begrænset modvægt til Folketinget. Public choice-teori er ret klar. Checks-and-balances er hensigtsmæssige og nødvendige værn for at sikre borgernes frihed. Det har været en central indsigt lige siden Locke, Montesquieu og de amerikanske founding fathers.

I det lys kan man selvfølgelig godt beklage, at kongemagten er forsvundet ud af det politiske rum. Men som allerede de fleste af the founding fathers indså, behøver en uafhængig udøvende magt ikke være en Konge. I stedet fik USA en præsident (selv om især Hamilton havde håbet på Washington som ny konge – et håb der blev slukket, da Washington trak sig tilbage uden diskussion, efter at embedsperioden var udløbet).

Måske har det svækket magtdelingen i et land som Danmark, at den danske konge oprindeligt beholdt den udøvende magt, da vi gik fra enevælden. I takt med kongemagtens generelle legitimitetstab som politisk magtfaktor har det svækket den udøvende magts uafhængighed – modsat USA i øvrigt, hvor præsidentembedet er blevet langt stærkere end oprindelig tilsigtet.

Ældre indlæg

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑