Tag: public choice (page 2 of 12)

Fire uger til den danske public choice workshop

Som mange læsere vil vide, afholdes der hvert år en endags-workshop med emner i public choice og politisk økonomi et sted i Danmark. I år er Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet vært for den danske public choice workshop den 3. februar. Vi forventer, at programmet er klar en uge før konference, og vi skriver naturligvis om det her på stedet.

Foreløbig er der bekræftede oplæg om bl.a. strategisk handelspolitik (Philipp Schröder), budgetinstitutioner (Lasse Aaskoven), privatiseringer i sundhedspleje (Rasmus Wiese) og tolerancenormer hos indvandrere (Niclas Berggren). Det betyder også, at workshoppen ikke længere er strengt dansk, men har deltagere fra bl.a. universiteterne i Hamborg og Groningen, og fra Institutet för Næringslivsforskning i Stockholm.

Skulle der sidde en læser derude, som er interesseret i et eller flere af emnerne, er workshoppen åben for alle deltagere. Det gælder også studerende med interesse i området – flere studerende har fået ideer til deres speciale ved at deltage (se f.eks. her) – og der er ingen grund til at være nervøs. På trods af folks titler, er den danske public choice workshop altid en meget venskabelig begivenhed. Vi håber at se mange af jer om fire uger.

Berggren om Buchanan

Hvis man har tid tilovers og måske lidt interesse i andet end hækken og julegaverne er her en perfekt måde at bruge 40 minutter på – hvis man forstår svensk. Karin Svanborg-Sjövall, Timbros VD, interviewer her punditokraternes gode ven og kollega Niclas Berggren, programchef på Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm og docent ved VSE i Prag. Temaet er Nobelprisvinderen James Buchanans arbejde. Niclas er, foruden at være en fremragende forsker selv, også en prominent ekspert i Buchanan.

Hvis man ikke har fået nok, er det nye nummer af Ekonomisk Debatt udkommet forleden. Her forklarer Nobelpriskomiteen blandt andet baggrunden for årets priser, Jonas Lundstedt og Simon Nissling præsenterer nyt arbejde om sammenhængen mellem tillid og indvandring, og Niclas selv har forfattet lederen, der handler om hvordan myter kan mobilisere selvom fakta viser noget andet. Hele nummeret er som altid stærkt anbefalet.

Snerydning i Stockholm og den tragiske dynamik i politiske beslutninger

Forleden gik det helt galt for stockholmerne. Byen fik 30 cm sne i løbet af torsdagen – mere end i mange år – hvilket afslørede, at byens snerydning var brudt fuldstændigt sammen. Grunden var ligeså morsom, som den situationen var tragisk: Stockholms bystyre havde besluttet sig for at indføre ’kønsneutral’ snerydning. Den politiske ændring, der blev presset igennem af fundamentalistiske feminister på den svenske venstrefløj, indebar at man ikke ’blot’ ville rydde sne på de større veje – der hvor ’mændene’ kører – men også på fortove hvor ’kvinder’ går. Da naturen smed en rekordstor mængde sne på Stockholm var resultatet forudsigeligt: Ingen af delen blev ryddet, og tusindvis af svenskere var effektivt sneet inde i en af verdens rigeste storbyer. Det var både tragisk – ambulancedrift var f.eks. effektivt umulig i torsdags – men også urkomisk som et eksempel på, hvad der sker når politikere totalt glemmer den primære opgave for en offentlig sektor: At producere offentlige goder.

Alt efter ens ideologiske standpunkt og ens vurdering af, hvor effektivt, det offentlige embedsværk i øvrigt er, kan man være voldsomt uenig om, hvad den offentlige sektor bør tage sig af. Der er dog en konsensus, der siden Adam Smiths arbejde har eksisteret blandt alle andre end betonkommunister og anarkokapitalister: At forsvar, retsvæsen og basale offentlige goder som basal uddannelse og beredskab er opgaver, som hører hjemme i det offentlige. Mens man sagtens kan have private firmaer til at stå for f.eks. snerydning, er det i praksis ret umuligt at tusinder af private pludseligt skal ud i markedet og købe snerydning når sneen falder. Det er med relativt stor sandsynlighed mere effektivt – i det mindste i nogenlunde velfungerende samfund – at der er et offentligt organ, der står for opgaven, enten via offentlig produktion eller en permanent kontrakt med private. Sagt på en anden måde er opgaver som snerydning en af de sidste, man ønsker at skære væk når man reducerer størrelsen på den offentlige sektor.

Det interessante element i den ganske latterlige historie om Stockholms mangel på snerydning er derfor, at man her kan se politik in action i stedet for at have en moralsk-ideologisk diskussion om, hvad der bør gøres. Snerydningen burde helt tydeligt fungere, har fungeret glimrende tidligere, og burde være fortsat i omtrent samme kvalitet. Virkeligheden er dog, at Stockholms bystyre i stedet for tog en beslutning, der på et ganske fundamentalt niveau afslørede hvordan identitetspolitik var vigtigere for politikerne end kommunens absolutte kerneopgaver. Spørgsmålet er, hvorfor det skete.

Og det simple svar burde være indlysende – og er indlysende for alle, der har stiftet blot overfladisk kendskab til public choice eller har erfaring med praktisk politik: Incitamentet til at blive valgt trumfer altid andre hensyn. Er der muligt at gøre noget, der er synligt og af interesse for potentielle vælgere, har enhver politiker en tilskyndelse til at forsøge at gøre det. I det svenske politiske klima findes en feministisk strømning så stærk, at det ville få det til at gibbe i selv østtyske betonlesbiske, og som kan bruges til at signalere ’moralsk renhed’. Omvendt er der næppe mange stemmer i et forsvar for basal snerydning, eller de andre forhold, som man kan mene en offentlig sektor bør tage sig af. Hvis det skulle gå galt, er det altid muligt at skyde den politiske skyld over på modstandere eller evt. på embedsværket.

Den politisk relevante margin eksisterer derfor på beslutninger, der på ingen måde har noget at gøre med det offentliges kerneopgaver. Stockholms snerydningskaos er et lysende klart eksempel på et meget grundlæggende problem med demokratisk politik. At det gik så galt, forstået på den måde at de skyldige var så lette at identificere og skylden derfor hurtigt kunne placeres, var den politiske fejl – ikke manglen på snerydning.

Hvem bliver USA’s næste præsident? Perspektiver, modeller og forudsigelser

November-8-2016-Election-Day-In-United-States

Der er cirka tre uger til det amerikanske præsidentvalg. Det finder sted tirsdag d. 8. november 2016. Det amerikanske politiske system har i mere end 150 år været domineret af to store partier: Det Demokratiske Parti, blev dannet i 1828, og er verdens ældste aktive politiske parti. Det har rødder tilbage til tre af USA’s founding fathers, nemlig Thomas Jefferson, Alexander Hamilton og John Adams. Partiet har haft præsidentembedet 15 gange, og Andrew Jackson var partiets første præsident (1829-1837). Det Republikanske Parti, i folkemunde kaldt Grand Old Party (GOP), blev dannet i 1854, og har haft præsidentembedet flest gange, 18. Dets første præsident var Abraham Lincoln (1861-1865). De to partiers præsidentkandidater, som blev nomineret på partiernes konventer i sommer, er Hillary Clinton og Donald Trump.

Hillary Clinton har gennemgående ført i meningsmålingerne siden sensommeren, og hendes forspring er i de seneste uger blevet konsolideret, efter Donald Trump  er kommet i stærk politisk modvind, efter han har fremsat nogle nedsættende udtalelser om krigsveteraner og kvinder, og efter nogle lydklip, som blev optaget for nogle år siden, har fået mediernes opmærksomhed. Ifølge det velansete valgsite, Real Clear Politics, fører Clinton på nuværende tidspunkt med 6,7 procentpoint, 48,1% vs 41,%, hvilket er meget efter amerikanske forhold. Dette forspring bliver svært for Trump at indhente på tre uger. Der er dog stadig  mange vælgere, som ikke har taget endelig stilling, og begge kandidater er temmeligt upopulære blandt de amerikanske vælgere. Ingen af dem aspirerer til at være det naturlige valg.

Danske politiske kommentatorer har allerede nu været tilbøjelige til at dømme løbet kørt for trump Fx. spår kommentatoren David Trads, som spår , at Clinton vil vinde en sejr, som bliver sammenlignelig med Reagans landslide-sejr i 1984, hvor han vandt 525 af de 538 valgmandsstemmer.  Det lyder usandsynligt, da Trump og Republikanerne sidder sikkert på stemmerne i Midtvesten og Bibelbæltet. Se aktuelle kort. Og det et er endnu alt for tidligt at vurdere det amerikanske præsidentvalg som afgjort.

Der findes faktisk gode argumenter for, hvorfor Donald Triump kan gå hen og overraske på valgdagen. Et argument er, at meningsmålinger har en tendens til at undervurdere meget kontroversielle politiske kandidater eller partier, fordi de adspurgte respondenter ikke har lyst til at sige, at de har tænkt sig at stemme på den kandidat eller det parti. Det er nærmest et tabu.  I Danmark klarede Dansk Folkeparti sig således i årevis langt bedre på selve valgdagen end i meningsmålingerne. Men fænomenet er kendt i mange vestlige lande som f.eks. Sverige (Sverigesdemokraterne), Frankrig (Front Nationale) og Tyskland (Alternative für Deutschland).

Et andet argument baserer sig på politisk valgcyklusteori, herunder Public Choice-hypotesen om The Cost of Ruling og den såkaldte Primærmodel. The Cost of Ruling har inden for forskningsfeltet Public Choice været kendt i flere årtier, og har bla. gjort danske forskere som Martin Paldam og Peter Nannestad til to af forskningsfeltets mest prominente forskere på internationalt plan.  Politiske journalister kalder også The Cost of Ruling for metaltræthed. Regeringer bliver nedslidt efter nogle år ved magten, bl.a. fordi vælgere får lyst til politisk forandring.  Jo længere et parti gennemgående har siddet ved magten, desto mere popularitet mister det blandt vælgerne. I Danmark har dette været Det Konservative Folkepartis skæbne efter Schlüter-regeringerne i 1980’erne, Socialdemokratiets skæbne i 00’erne efter Nyrup-regeringerne i 1990’erne, og senest Venstres skæbne efter Fogh Rasmussen- og Løkke-regeringerne i 00’erne. I USA har det Demokratiske parti haft præsidentembedet i de seneste to valgperioder, og mange amerikanere ønsker forandring. Dette kan umiddelbart lyde paradoksalt, da et centralt slagord i Obamas kampagne i 2008 netop var Change. Men The Cost of Ruling er en meget afgørende mekanisme i demokratiske systemer.

Helmut Norpoths primærmodel, som blev formuleret i 1996, følger i sin essens denne logik: De to amerikanske politiske partier har en tendens til at  have præsidentembedet i to valgperioder, hvorefter vælgerne giver magten til kandidaten fra det andet parti. Et nærmere blik på historikken viser dog, at der findes mange afvigelser fra denne logik, fx valgene i 1948, 1980 og 1992. Norpoths model er da også mere sofistikeret, idet den forudsiger, at den kandidat, som vinder med den største relative margin til den bedst placerede interne modkandidat i primærvalgene, også vinder præsidentvalget. Eftersom Donald Trump vandt med en større relativ margin over Ted Cruz i Det Republikanske partis primærvalg, end Hillary Clinton vandt over Bernie Sanders, forudsiger modellen, at Trump bliver USA’s næste præsident.

Primærmodellen har gættet den rigtige vinder hver gang, siden den blev formuleret i 1996. Og retrospektivt har den også gættet rigtigt hver gang, siden primærvalgene fandt deres moderne form i 1912 (en undtagelse var i 1960).

Hvis man går videre end de aktuelle meningsmålinger, hvor Clinton som nævnt har et solidt forspring, findes der også gode modargumenter. Det mest interessante modargument, som også er Public Choice-inspireret er Moody Analytics’ model. Denne forecasting-model er baseret på økonomiske faktorer, og mere præcist de senere års vækst i henholdsvis reale husholdningsindkomster, boligpriser og benzinpriser – altså faktorer, som er højest vedkommende for amerikanerne. Hvis udviklingen i de seneste år op til valget har været gunstig for vælgerne, er disse tilbøjelige til at stemme på kandidaten fra det parti, som har præsidentembedet. Modellen har holdt stik ved hvert eneste valg, siden den blev formuleret i 1980.

I år giver modellen imidlertid ikke et fuldstændig krystalklart billede. På den ene side er den bærende middelklasses reale husholdningsindkomster stagneret gennem en længere årrække, på den anden side er benzinpriserne faldet dramatisk siden 2013; det største fald i efterkrigstiden. Imidlertid har  den amerikanske økonomi også overvundet finanskrisen, og oplever i disse år både pæn jobvækst og stigende boligpriser. Dette taler alt i alt for en sejr til kandidaten fra det parti, som har præsidentembedet, nemlig Hillary Clinton.

En analytiker fra Moody spår således, at Hillary Clinton vinder mindst 330 valgmandstemmer, hvilket vil være rigeligt til at blive valgt som præsident. Der kræves mindst 270 af de 538 valgmandsstemmer.

Ser vi udover de to Public Choice-modellerne og alene på politologiske faktorer, er det bemærkelsesværdigt, at de demografiske vælgergrupper, som har været i stærkest vækst gennem en årrække, har været latinovælgerne og vælgerne med asiatisk baggrund, ligesom det er vælgere, som karakteriserer sig som ikke-religiøse. Den koalition af vælgere, som Det Demokratiske parti har haft fat i siden Clinton-årene (1993-2001), inkluderer netop disse vælgere.

Faktisk har det amerikanske politiske system en tendens til at følge lange cyklusser, hvor et af partierne har fået opbygget en solid base af vælgergrupper, som er i vækst.

Således havde Det Republikanske parti gennemgående magten fra 1861 til 1933, fordi partiet startende med Abraham Lincoln, formåede at skabe en vælgerbase bestående af modernister, tilhængere af slaveriets afskaffelse, tilhængere af friere handel, industrialisering og indvandring. Da USA blev ramt af den økonomiske depression med krakket i 1929, formåede Demokraterne at skabe en ny platform, som blev kaldt for New Deal-koalitionen. Den bestod bl.a. af landmænd, arbejdere og intellektuelle, og holdt til 1960’erne, hvor den gik i opløsning som følge af Vietnam-krigen, raceproblematikken og en voksende folkelig modstand mod Johnson-regeringens liberale velfærdsstatspolitik.

Under Nixon (1969-74) og Reagen (1981-88) skabte Det Republikanske parti en ny solid vælgerplatform, som bestod af det nye religiøse højre og tilhængere af nyliberale økonomiske politikker. Denne koalition som varede fra ca. 1972 til 2008 har måtte vige til fordel for den vælgerplatform, som Det demokratiske parti har opbygget startende med Clinton-årene og med Obama-årene (2009-2016) som foreløbig kulmination.

Der eksisterer altså forskellige perspektiver på, hvilket politisk parti, som får tildelt præsidentembedet d. 20. januar 2017, når USA’s næste præsident indsættes, og man skal ikke dømme nogen af kandidaterne ude, før vælgerne har afgivet deres stemme d. 8. november.

 

 

 

 

Tillykke Peter Kurrild-Klitgaard

I dag fylder Peter-Kurrild-Klitgaard, populært kaldet PKK, 50 år. De fleste læsere er sandsynligvis stødt på hans navn indtil flere steder, men for de uindviede er PKK professor i statskundskab på Københavns Universitet og derudover en af grundlæggerne af Punditokraterne. PKK er uden tvivl en af Skandinaviens førende liberale intellektuelle, og også – ganske overraskende – en af landets førende heraldiker. Hvis det ikke er nok, fører PKK også en skarp og ofte satirisk pen i Berlingske Tidendes Groft Sagt, hvor han med få, men velvalgte og morsomme ord spidder politikere og meningsdannere.

PKK er uddannet på Københavns Universitet og Columbia University i New York, og har været adjunkt på Aarhus Universitet, lektor og professor på Syddansk Universitet og har siden 2006 været professor på Københavns Universitet. Året før tiltrådte han som medlem af redaktionen af det fine videnskabelige tidsskrift Public Choice. Jeg har selv haft fornøjelsen af at arbejde sammen med PKK på ”Economic growth and institutional reform in modern monarchies and republics: A historical cross-country perspective 1820-2000” hvor vi undersøgte hvorvidt monarki som politisk institution har egentlige konsekvenser. Hans mest citerede arbejde er dog “The political economy of freedom, democracy and transnational terrorism” sammen med Mogens Kamp Justesen og Robert Klemmensen fra 2006, som var en af de første større empiriske undersøgelser af international terrorisme.

Begge artikler demonstrerer en af PKKs særlige kompetencer: Evnen til at se med logiske, politisk-økonomiske øjne på problemstillinger, som andre enten har overset eller ikke penetreret analytisk. Det er samme klare analytiske blik, han demonstrerer gennem sine analyser i Berlingske, og det blik der bliver benyttet til at vise det ofte absurd morsomme i meningsdanneres uovervejede udgydelser. PKK fortjener derfor at blive fejret – og skal nok også blive det af familien. Herfra lyder foreløbig et stort tillykke med fødselsdagen.

Kontrære idéer #1: Flere skattely er godt

OECD, EU og adskillige regeringer inklusive den danske har jagtet skattely de seneste år. Hele det politiske hysteri omkring de konti, som tyske journalister afslørede, at kendte firmaer og individer har i Panama, viste også hvordan store dele af offentligheden ser ethvert muligt tegn på skatteundvigelse som moralsk forkasteligt og økonomisk skadeligt. Vi er – ikke overraskende – uenige i udgangspunktet. Det første indlæg i en lille serie om ’kontrære idéer’ handler derfor om, hvorfor den vestlige verden har brug for flere skattely.

Argumentet imod skattely hviler på den korrekte idé om, at eksistensen af skattely begrænser de fleste staters evne til at opkræve personlige skatter og selskabsskatter. Denne begrænsning i evnen til at finansiere det offentlige budget betyder således, at enhver regering vil have en række politiske planer, der ikke kan føres ud i livet, da de ikke kan finansieres.

Der er dog to elementer i dette argument, som stort set alle enten overser eller villigt ignorerer. Det første er, at de planer, som regeringen ikke kan gennemføre på grund af den indtægtsbegrænsning, som skattelyene skaber, er marginale tiltag. Med andre ord er der absolut ingen grund til at tro, at skattely begrænser statens evne til at finansiere offentlige kerneydelser, såsom sygehuse, politi og retsvæsen, eller uddannelse og forskning. Den eneste grund til, at man fra politisk side ville skære i disse ydelser, når statens ’indtægtsevne’ begrænses, ville være at regeringen og dens eventuelle støttepartier ganske enkelt ikke prioriterer dem over andre tiltag. Som enhver almindelig dansker ved, skærer man først i de udgifter, der gør mindst ondt – luksusting og unødvendig overflade – hvis ens indkomst falder. Man skærer med andre ord i de marginale udgifter, men bibeholder kerneforbruget. Det samme gælder enhver regering, der står overfor en budgetbegrænsning.

Det andet element er, at enhver påstand om at indtægtsbegrænsningen er skadelig, hviler på en forestilling om, at regeringen er fuldt benevolent. Med andre ord er den indtægtsbegrænsning, som skabes af skattely, kun skadelig når regeringen kun gennemfører politik, der er til samfundets gevinst, og at de marginale tiltag er tydeligt vigtige. Enhver, der har fulgt politik i længere tid, kender til public choice-forskning (eller blot har set ”Yes Minister”) ved, at denne antagelse bogstaveligt talt er helt ude i hampen. Politikere bekymrer sig først og fremmest om at blive genvalgt og få / bibeholde magt, og indretter deres politiske forslag derefter. At deres prioritering af mere marginale politiske tiltag skulle være tydeligt benevolent og rimelig, er derfor en ganske mærkværdig forestilling.

Argumentet om at der er behov for flere skattely er således ganske simpelt og handler om de relative omkostninger og gevinster ved at kunne opkræve større skatteindtægter. Regeringer og stater bruger pengene, som i sidste ende altid betales af borgerne. Hvis de store partier, som i Danmark, konkurrerer om medianvælgerens stemme ved at tilbyde flere såkaldte velfærdsydelser eller effektiv omfordeling til medianen, kræver det i sagens natur flere indtægter. Der er derfor et politisk pres på at skabe så store indtægter til staten som muligt.

Problemet, som skattely afhjælper, er at det ganske enkelt er blevet for let at tvinge flere skatter ud af befolkningen. Med danske registre, moderne teknologi og den overvågning der følger, er de eneste egentlige begrænsninger derfor medianvælgernes modvilje mod højere skatter, og de direkte skadevirkninger, som høje skatter medfører. Det er ikke mindst disse skadevirkninger, som mange politikere på begge sider af Folketinget enten benægter eksisterer, underdriver eller nægter at tale om. Omvendt har man i årevis fået danskere til at tale en slags newspeak, hvor ordet velfærd pludselig har ændret betydning og nu de facto betyder offentlige udgifter.

Der er derfor brug for flere skattely for at opveje, at det af flere grunde er blevet for nemt for politikerne at finansiere elendige politiske tiltag, der både er dyre, økonomisk skadelige og moralsk tvivlsomme, men som køber dem popularitet og genvalg for dem selv eller deres parti. Der er en virkelig og væsentlig værdi i at prioritere, og eksistensen af skattely, der giver mulighed for at flygte fra den mest voldsomme udbytning af borgere uden politisk værdi – de mange, der tilstrækkeligt langt fra medianen – tvinger politikerne til at prioritere bedre. Dansk politik er bedre, når Panama, Bermuda og the Caymans eksisterer.

Anthony Jay 1930-2016

Nogle gange flyver nyheder under radaren fordi der sker alt for meget andet. Det skete forleden for os her på Punditokraterne, ligesom det skete for adskillige andre medier (inklusive New York Times). Nyheden var, at Anthony Jay var død den 21. august. Det er næppe mange danskere, der helt umiddelbart genkender navnet, men en stor skare vil huske hans ’crowning achievement’ med et lille grin: Jay dannede sammen med Cambridge-kollegaen Jonathan Lynn holdet, der skabte den britiske TV-klassiker Yes Minister.

Jay blev født i London og tog efter endt militærtjeneste en honours’ degree i Cambridge. Hans interesse og generelle afsky for politikere startede sandsynligvis der, hvor han var på årgang og læste med adskillige fremtidige politikere, inklusive fire mænd der senere blev ministre. Han arbejde derefter nogle år for BBC, inden han besluttede sig for at blive freelancer. Mens han arbejde med David Frost for BBC, fandt Jay også tid til at skrive den fine Management and Machiavelli, der både provokerede men også fik strålende anmeldelser.

Det blev dog Yes Minister, der kørte på BBC fra 1980-84, og efterfølgeren Yes Prime Minister i årene 1986-88, der blev Jays claim to fame. Det særlige magtspil mellem ministeren Jim Hacker, hans departementschef Sir Humphrey Appleby og ministersekretæren Bernard Woolley resulterede i ofte ubetaleligt morsomme episoder, der alle illustrerede hvor absurd politik ofte er. Yes Minister var på samme tid så præcis i sin karakteristik, at adskillige politikere følte sig mindre underholdt. Jay og Lynn lod for eksempel i episoden The Economy Drive Sir Humphrey forklare Bernard, at “Politicians like to panic, they need activity. It’s their substitute for achievement.” Yes Minister var ikke blot Margaret Thatchers ynglingsserie, men vandt også adskillige BAFTAs og andre priser.

Hvad de færreste ved er dog, at både Jay og Lynn var stærkt inspirerede af public choice teori i et sådant omfang, at Jay senere indrømmede, at “public choice economics […] was at the root of almost every episode of Yes Minister.” Programmet var både morsomt, men også en måde at popularisere public choice. For mig personligt var det et af de sjoveste programmer, mens jeg var barn, men tydeligt også noget, der senere formede mit og mange andres syn på politik. Kritikeres angreb på Yes Minister som særligt ideologisk var dog både tågede og mærkværdige: Mens Jay var tydeligt liberal, var hans medforfatter og livslangt nære ven Lynn ganske venstreorienteret, og deres mål var – ligesom public choice teori generelt – i Buchanans ord at vise ”Politics without Romance.” At resultatet blev så morsomt, kunne man næppe have forudset – men se for eksempel episoden nedenfor! Yes Ministers indflydelse og popularitet viste sig også sidste uge i de mange nekrologer i f.eks. New York Times, the Independent, the Daily Mail og the Telegraph.

Rige hovedstæder

I Danmark har vi gennem mange år haft den debat om forskellene i indtægter og levestandard i de større byer og resten af landet. Kommer man til København, og til en vis grad også Aarhus, er mange synligt rigere end i resten af landet. Det er også her, landets koncentration af Porscher, strandvejsvillaer og Botox-behandlinger ligger. Weekendens spørgsmål er, hvor stor denne forskel faktisk er, hvor stor den er i forhold til andre hovedstadsregioner i Europa, og hvor disse forskelle kan tænkes at komme fra.

Et først skridt er, at få konkrete tal på forskellene. Tager man Eurostats regionale BNP-tal på NUTS2-niveau – det er i Danmark de fem regioner – er hovedstadsregionen cirka 24 % rigere end resten af landet. Enhver københavner eller aarhusianer vil dog med det samme påpege, at de større byer også er dyrere: For værdien af min lejlighed på 55 kvadratmeter i Aarhus kunne jeg f.eks. købe et 130-kvadrameter byhus i Haderslev. Bruger man derfor Numbeos opgørelse af leveomkostninger i byer rundt omkring i verden, viser København sig at være cirka 6 % dyrere end resten af landet. Så reelt er den danske hovedstadsregion rundt regnet 18 % rigere end resten af landet.

Næste skridt i en minianalyse af spørgsmålet er, at sammenholde dette med resten af Europa. Laver man samme beregning for 25 hovedstadsregioner, får man figuren nedenfor. De sorte søjler er de ’rene’ tal på regionens gennemsnitsindkomst relativt til hele landets, mens de røde søjler er korrigeret for forskelle i leveomkostninger. Figuren omfatter også de tre regioner, der har lignende status som hovedstæder: Barcelona i Spanien, og München og Hamborg i Tyskland.

Indkomst i hovedstadsregion relativt til hele landet

Indkomst i hovedstadsregion relativt til hele landet

Sammenligningen viser, at København ikke er specielt rigere end resten af landet. Forskellen er ligesom Rom, Wien eller Oslo på de cirka 20 %. Berlin er, som de fleste har oplevet, faktisk ikke rigere end resten af Tyskland. Det samme gælder for Dublin og Amsterdam, mens Oslo kun umiddelbart ser lige ud. Tager man højde for de enorme omkostninger i f.eks. Kristianssand og Bergen, er Oslo faktisk en del rigere. I Tyskland peger sammenligningen også på, at det ikke er Berlin, men derimod Hamborg og München, der har en økonomisk hovedstadsstatus: Korrigeret for omkostningsforskelle er München cirka 30 % rigere end resten af Tyskland, mens Hamborg er hele 60 % rigere.

Det interessante, set fra en politisk-økonomisk vinkel, er at de virkelige store forskelle alle findes i Centraleuropa og stærkt centraliserede lande i vest. Både Bratislava og Bukarest er enorme 150 % rigere end resten af Slovakiet og Rumænien, og Prag – meget synligt for de mange danske turister – er 120 % rigere. Sofia, Warszawa og Budapest ligger også over gennemsnittet, ligesom Paris og Bruxelles – de centraliserede magtcentre for henholdsvis Frankrig og EU – ligner østeuropæiske hovedstadsregioner ved at være henh. 70 og 81 % rigere end omgivelserne. London, derimod, ser kun rent umiddelbart voldsomt rig ud, men som enhver, der kender byen ved, er den også voldsomt dyr at bo i. Uden omkostningskorrektion ser London 66 % rigere end resten af Storbritannien, mens en faktisk sammenligning peger på, at den priskorrigerede forskel kun er 27 %.

Hvor fører disse sammenligninger så hen – hvad er pointen? Min personlige interesse blev vakt af diskussionerne om Udkantsdanmark, forfordeling af København og hovedstadsbias, og hvor parallelle de er til de britiske diskussioner om London. Konkrete tal viser, at hovedstæderne er rigere end resten af landet, men fortæller intet om hvorfor. Det er et spørgsmål, man slås med i økonomisk geografi, men som i det store og hele har været ignoreret i politisk økonomi og public choice. Forskellen på de to vinkler er, at mens den første kigger efter naturlige økonomiske processer, der skaber de store indkomstforskelle vi ser – agglomeration, cluster-fordele osv. – ser den anden efter politiske processer, der skævvrider fordelingen af indkomster og økonomisk aktivitet. Og et hurtigt blik på forskellen på tværs af europæiske lande er i det mindste konsistent med en politisk-økonomisk forklaring hvor interventionistiske og centralistiske traditioner skaber langt rigere hovedstadsregioner, uanset af de også gør hele landet fattigere.

European Public Choice Society 2016

Om en uge er det blevet tid til den årlige konference i det europæiske public choice-selskab, EPCS.  Konferencen, der i år afholdes fra onsdag til lørdag af Walter Eucken Instituttet ved universitetet i Freiburg, har efterhånden vokset sig til at være den vigtigste på området. Den er både en fornøjelse – jeg har som fast deltager siden 2003 fået et ganske stort netværk i forskningsmiljøet omkring EPCS – og en inspiration, da nationaløkonomer og politologer på området traditionelt kommer med deres bedste nye forskning. Som altid er hele programmet frit tilgængeligt – det kan downloades her – og de fleste papirer bliver det også. Så vores sædvanlige spørgsmål her på bloggen er derfor, hvad man kan se frem til i Freiburg. Som altid er udvalget nedenfor fuldstændigt idiosynkratisk mit.

Allerførst skal den nuværende præsident for EPCS, professor Axel Dreher fra universitetet i Heidelberg, give en presidential address. Emnet for den i år er ”The Political Economy of Foreign Aid.” Axel er en ekstremt skarp og skeptisk politisk økonom, og alt peger på et spændende oplæg fra en af de førende tyske forskere på området.

Roland Vaubel (Uni Mannheim) præsenterer et nyt papir om ”The Making of State Religion: Public Choice Theory and Historical Evidence.” Vaubel – pudsigt nok Drehers tidligere PhD-vejleder – spørger hvornår lande har statsreligioner (som folkekirken i Danmark) og præsenterer flere tusinde års evidens. Man skal regne med livlig diskussion!

Martin Rode (Universidad de Navarra) – en af punditokraternes venner – kommer med den nye version af ”Do Federal Arrangements Deter or Spur Secessionist Movements? Empirical Evidence From Europe.” Martin undersøger her, under hvilke omstændigheder uafhængighedsbevægelser i f.eks. Skotland, Flandern og Baskerlandet får flere eller færre stemmer. Spørgsmålet er ikke blot et klassisk public choice-emne, men også ekstremt aktuelt og sprængfarlig i hans adopterede hjemland.

Elie Murard (IZA, Bonn) præsenterer nyt arbejde med titlen ”Less Welfare or Fewer Foreigners? Immigrant Inflows and Public Opinion Towards Redistribution and Migration Policy.” Spørgsmålet kunne næppe være mere aktuelt i Danmark og Sverige.

Cameron Shelton (Claremont McKenna College) tager turen over Atlanten for at præsentere “Estimating the Productivity Cost of Crony Capitalism.” Crony capitalism er blevet et vigtigt begreb, ikke mindst siden Luigi Zingales introducerede det til en bredere offentlighed. Ved at være et mix af kapitalisme med reguleringer, der gavner politisk indflydelsesrige særinteresser – pro-business i stedet for pro-market policies – er det  også en glimrende beskrivelse af Donald Trumps kampagneprogram og status i adskillige europæiske lande. At se et analytisk bud på omkostningerne bliver interessant.

Lørdag morgen starter for mit vedkommende med Ekaterina Borisova (Higher School of Economics, Moskva), der præsenterer ”Elections, Protest and Trust in Government: A Natural Experiment from Russia.” Alt, der kan informere om hvorfor russere stoler på deres regering, har min umiddelbare interesse.

Konferencen slutter for mit vedkommende med min medforfatter Stefan Voigt, der præsenterer vores nye arbejde omkring hvornår regeringer erklærer nødret. I samme session skal Andrea Sáenz de Viteri, der er en kommende PhD-studerende ved Universidad de Navarra præsentere sit første papir, ”Contagious Disease or Genetic Disorder? An Empirical Analysis of a Symptomatology of Violence In Mexico.” Papiret er skrevet sammen med hendes kommende vejleder Martin Rode, og har personlig interesse da jeg bliver tilknyttet som ekstern vejleder.

Årets program til EPCS har dermed præsentationer for enhver smag, og fra et hvert netværk. Og på mange måder er det sjoveste at se, hvordan de nye ansigter klarer sig. Efter konferencen skriver vi naturligvis mere om de præsentationer, der er særligt interessante.

Krisepolitik, ideologi og de permanente midlertidige ændringer

Som jeg skrev forleden, løber årets konference i the Public Choice Society af stablen i denne uge. Jeg tager derfor turen til Fort Lauderdale i morgen og kan se frem til nogle travle dage. Et af to papirer, jeg skal præsentere i en session på fredag, er særligt aktuelt ved at det handler om krisepolitik.

I papiret ”Crisis, Ideology, and Interventionist Policy Ratchets” stiller min gode ven Martin Rode (Uni Navarra) og jeg tre spørgsmål: 1) Fører økonomiske kriser generelt til mere eller mindre interventionistisk politik (mere eller mindre stat)? 2) Er der forskel på, i hvor høj grad ideologisk forskellige regeringer reagerer på økonomiske kriser med interventionistisk politik? Og 3) ruller man politikken tilbage efter krisen er ovre, eller bliver den midlertidige politik permanent? Spørgsmålene er i og for sig ganske enkle, men eksisterende forskning har kun set på 1) som et generelt fænomen og uden at komme til nogen konsensus (se f.eks. Young og Bologna her).

Det generelle billede, der dukker op ved at fokusere på to af de fem områder i Fraser Instituttets Economic Freedom of the World Index – statens størrelse og et reguleringsindeks – er ikke overraskende, at mere venstreorienterede regeringer reagerer på kriser med signifikant mere interventionistisk politik. Resultaterne er drevet af de egentlige kriser – et-årige recessioner gør ingen reel forskel – og mens vi finder en tendens til at alle regeringer uanset partifarve øger de offentlige ’investeringer’, ligger hovedforskellen i, at venstrefløjen øger de offentlige udgifter, offentlige overførsler og markedsreguleringer langt mere end højrefløjen. Fokuserer vi på de mest liberale regeringer, finder vi faktisk ikke meget evidens for, at de øger interventionerne.

Mens Martin og jeg dermed dokumenterer, hvad mange af os nok har haft en stærk formodning om, ligger den egentlige overraskelse i det sidste spørgsmål. Vi finder ganske enkelt ingen evidens for, at krisepolitikken bliver systematisk rullet tilbage når krisen er ovre: Som Milton Friedman engang sagde, er der intet så permanent som et midlertidigt statsligt program. Mens det nok næppe heller er en overraskelse, er det særlige, at vores non-resultat gælder uanset regeringens ideologi. Så uanset at krisepolitikken ikke har virket efter hensigten, er liberale regeringer lige så utilbøjelige til at afskaffe den som socialistiske. Så i post-krisesituationer, er langt de fleste regeringer måske socialdemokrater, uanset hvad de påstår?

Older posts Newer posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑