Tag-arkiv: Punditokraterne

Året hos punditokraterne

1. januar er det legitimt at se tilbage på det gamle år og vurdere, hvordan det var. Som vi bemærkede i vores julehilsner (her og her) har det besøgsmæssigt været et ganske godt år. Vi endte med et totalt besøgstal på 98.562 – lidt færre end i 2017 og lidt flere end i 2018 – og håber naturligvis, at de alle har læst noget på bloggen. Men alle indlæg læses naturligvis ikke lige meget. Her er derfor de ti indlæg, som folk har besøgt mest i 2019:

Niels post ”Hvordan beskytter det liberale demokrati sig mod sine fjender?” blev den relativt mest besøgte med 661 unikke besøg og dermed flere end 25 per dag siden 5. december. Min egen om ”Grøn grundlov – er det virkelig en god idé?” er i gennemsnit blevet besøgt af 14,7 læsere siden 2. december, og nummer tre, Ottos ”Murens fald var socialismens konkursbegæring” har haft 9,1 læsere om dagen siden 30-årsdagen den 9. november.

Andre poster, der blev læst flittigt i 2019 var (i rækkefølge efter deres besøgstal) ”Er de Radikale blevet kulturfascister?”, ”Alt det Oxfam-Ibis ikke fortæller dig”, ”Hvor stor skal en organisation være?”, den åbenbart evigt populære ”Sundhed i 100 år målt på højde”, ”En lære fra Løkke-tiden”, den vigtige ”Befolkning, vækst og klima 13: Derfor løber vi ikke tør for udtømmelige ressourcer”, og ”Den fejlede idé, der aldrig dør” om Kristian Niemitzs fine bog om socialisme som zombieidé.

Som vi allerede skrev i vores julehilsen, har flere af punditokraterne også markeret sig i de almindelige medier. Ifølge Infomedia blev Otto nævnt 230 gange i medierne i 2019 – én gang mere end mig – mens Niels var mindre i medierne, men igen understregede sin status som en af de mest indsigtsfulde danske kendere af Latinamerika i bl.a. Ræson.

Alt i alt har 2019 derfor været et godt år for punditokraterne, ikke mindst på grund af vores læsere. Vi tager taknemmeligt imod enhver kritik og ethvert forslag til emner, vi kan skrive om. Vi håber bare, at læserne også i 2020 husker, at vi er en lille gruppe individer, der hver har et almindeligt job, og at vi ingen ressourcer har andet end vores fritid. Der bliver derfor – på trods af et par læseres forslag – ikke nogen punditokrat-podcast. Mindre kan forhåbentlig gøre det. Godt Nytår!

Punditokraternes julehilsen 2019

Ude i de små hjem er julen ved at snige sig ind på danskerne, og punditokraternes hjem er ikke anderledes. De sidste gaver er købt (for mit vedkommende omkring klokken to i går), køleskabet er fyldt, og årets portvin er klar. En af de sidste opgaver før julen for alvor starter klokken 16 i dag, er at opsummere året på bloggen og at ønske Punditokraternes læsere en glædelig jul.

Bloggen havde et ganske godt år med knap 97.000 besøg indtil nu. Det er en lille fremgang fra sidste år, og givet hvordan andre blogs har haft det, er vi ganske godt tilfredse. Årets mest besøgte post var Niels glimrende Alt det Oxfam-Ibis ikke fortæller dig fra sidst i januar, som fik 2800 direkte besøg og et uvist antal besøg gennem forsiden. Ligesom tidligere år bliver min Sundhed i 100 år målt på højde på mærkværdig vis ved med at få besøg; i 2019 blev det til flere end 1700. To andre poster fik over 1000 besøg: Vores post om Ulighed i Danmark fra juledagene sidste år blev besøgt og forhåbentlig læst af godt 1300, og Den fejlede idé, der aldrig dør – om Kristian  Niemitzs fremragende bog om socialisme, der også fik sin egen podcast – er  blevet set af lidt flere end 1000. Ser man derimod på antal besøg per dag, posten har været publiceret, er Niels vigtige post om Hvordan beskytter det liberale demokrati sig mod sine fjender den klare topscorer. Og gælder det feedback, har folk åbenbart været tilfredse med vores sommerserie om Befolkning, Klima og Vækst, som Otto opsummerede i en julegave i går.

Udenfor bloggen er vi også stolte af, at punditokraterne en gang imellem sætter sit aftryk på debatten i Danmark. Niels har således også i år markeret sig som en af de førende Latinamerika-eksperter i Danmark, og Otto er en af de skarpeste stemmer i den hjemlige klimadebat. På alle områder har vi igen i år haft stor gavn af vores interesserede og venligt skeptiske læsere, som til tider stiller skarpe spørgsmål, der holder os til ilden. Hvis nogen skulle være i tvivl, er vi taknemmelige for dem!

De næste dage er der stille her på bloggen, ligesom der forhåbentlig er stille i det offentlige Danmark – og tænk, hvis dansk politik var lige så stille udenfor juledagene! I mellemtiden vil vi ønske alle vores faste læsere og tilfældige besøgende en Glædelig Jul og et Godt Nytår. Vi håber I alle får en lige så pragtfuld jul, som Nat King Cole udtrykte (i Mel Tormés ord).

Året hos Punditokraterne

2018 er ovre og både dronningen og statsministeren har holdt hver deres nytårstale, ligesom adskillige aviser har opsummeret året. Det samme gør vi her på stedet, omend med fokus på vores egen lille verden, og hvordan vi ser den virkning, vi måske har på den større verden udenfor.

Læsermæssigt havde Punditokraterne et ganske godt år med en total på lige omkring 90.500 besøg. De mest læste indlæg – eller i det mindste de mest besøgte – i 2018, blev to gamle og et helt nyt. Vores indlæg fra 2013 med titlen Sundhed i 100 år målt på højde blev set 1843 gange, mens The Danish Model – don’t try this at home fra 2015 fik 1493 besøg. Højdespringeren fra i år var Ulighed i Danmark, der siden anden juledag er besøgt 1093 gange. Resten af vores top-10 blev Hvor rige er danskerne egentlig?, Hvad tjener professorer?, Hvad er ideologisk i Danmark?, Muslimske naboer, Israel 70 år, Hvordan ser opsvinget ud?, Er liberale økonomer mere neo-klassiske?, og De rigeste i 50erne.

De mest populære indlæg er således ofte dem, der bekræfter vores læseres verdensbillede. Vi er dog ekstra glade når mange læser indlæg, og deler dem på de sociale medier, som udfordrer læsernes ideer eller stiller spørgsmål, der ellers ikke stilles. Det var netop tilfældet med vores præsentation af Pew-centerets nye spørgeskemaundersøgelse, der udfordrede manges verdensbilede ved at vise, at danskerne er blandt de folk i Europa, der mindst imod muslimer. Det samme, omend på mindre provokerende vis, gjaldt indlæggene om hvor rige danskerne er, og hvilke lande der var de rigeste i 1950erne.

Udover bloggen har flere af os også optrådt i mainstream media i 2018, delvist som konsekvens af bloggen. Der er særligt to områder, hvor vi mener det kan forsvares at vi tager en bid af æren for at ændre debatten. Det første er Latinamerika, hvor mainstream medier i stigende grad bruger Niels Westy som en særligt informeret ekspert. Vi har gennem årene skrevet meget om netop Latinamerika og hvor forskellige, regionens lande er. Vi var også blandt de første medier i Danmark, der klart pegede på Venezuelas kollaps, og understregede at Brasilien faktisk ikke er den økonomiske succes, som mange ellers påstod. Ser man debatten i dag i forhold til 5-6 år siden, er danske journalister nu tvungne til at være mere nuancerede. Det andet område er, at der synes også at være en gryende forståelse for, at Danmarks økonomi udvikler sig langsomt i forhold til nabolandene, og selvom de fleste politikere helst ikke vil tale om det – arbejdsløsheden er jo lav og det statslige budget hænger sammen for tiden – er begreberne vækstkrise og produktivitetsgab ved at snige sig ind i mainstream diskussioner. Vi har over årene gentagne gange skrevet om disse problemre, og vil naturligvis fortsætte med dem.

De næste måneder er der en række emner på vores liste. Der kommer først og fremmest til at være en række valgrelaterede indlæg – både emner fra valgkampen og mere teoretiske indsigter omkring valg og valgkampe. Der er dog også flere konferencer på vej i foråret, inklusive den danske public choice workshop den første februar. Vi forstætter således blandingen af aktuelle emner, teoretiske introduktioner, og ny forskning. Man siger på engelsk Don’t fix it if it ain’t broken, men hvis der er emner, som vores læsere gerne vil have taget op i 2019, modtager vi gerne forslag.

Punditokraternes Jul

Ligesom i resten af Danmark er julen også ved at snige sig ind i de små Punditokrat-hjem. Gaverne er købt, køleskabet er fyldt, og portvinen er klar. En af de sidste opgaver er derfor, at opsummere året på bloggen og at ønske Punditokraternes læsere en glædelig jul.

Alt i alt var det et godt år for Punditokraterne med cirka 92.000 besøg indtil i dag og et gennemsnit på lige omkring 8000 om måneden. De meste populære poster viste sig at være de samme som sidste år: Vores fem år gamle ”Sundhed i 100 år målt på højde” blev besøgt næsten 1800 gange i 2018, mens Ottos glimrende ”The Danish Model – don’t try this at home” fra 2015 genererede næsten 1500 besøg – og det er endda udover, hvad versionen som Cato Economic Development Bulletin giver.

Dette års mest besøgte poster blev også i år en refleksion af, hvad der interesserer danskerne og hvad de kun sjældent hører fra andre sider. ”Hvor rige er danskerne egentlig?” fra 3. november, er indtil nu besøgt 948 gange, mens ”Er liberale økonomer mere neoklassiske?”, ”De rigeste i 50erne”, og ”Muslimske naboer” alle fik mere end 500 besøg.

Vi er således stolte over, at der er diskussioner hvor vi faktiske har en vis indflydelse. Et eksempel er Latinamerika, hvor Niels over årene har etableret sig som en af de mest velinformerede eksperter herhjemme. Men det var aldrig sket uden at have interesserede og venligt skeptiske læsere, som følger Punditokraterne og til tider stiller skarpe spørgsmål, som tvinger os til at blive bedre. Hvis nogen skulle være i tvivl, er vi taknemmelige for dem!

For mit personlige vedkommende ankommer julen den 24. omkring 16.45, når Jesper Fårekylling slutter Disneys Juleshow af med Når du ser et stjerneskud. Med den sang, der om noget illustrerer julens optimisme og evne til at forbinde mennesker på tværs af alder og erfaring – her i Keith Jarretts version – ønsker vi alle vores læsere:

Glædelig Jul og Godt Nytår

2015 hos Punditokraterne

Som altid på dette tidspunkt af året opsummerer man det forgangne år og ser frem til det nye, der begyndte i nat. Og lad os bare være ligefremme: I redaktionen mener vi, at det faktisk går ganske godt. Læserne har taget godt imod de nye skribenter på punditokraterne, vores indlæg giver jævnligt debat, og vores besøgstal har endda været stigende de seneste år.

Punditokraterne havde lige knap 140.000 besøg i 2015, hvoraf halvdelen lå i årets sidste fire måneder. De 7591 var endda på én enkelt dag – 6. november – da Otto Brøns Petersens post på engelsk om den danske velfærdsstat skabte international opmærksomhed. Posten med titlen ”The Danish Model – don’t try this at home” var således den suverænt mest populære post i 2015 på punditokraterne med 15.740 besøg. Den nye punditokrat Karsten Skjalms ”Europas store udfordring” var nummer to med 9005 besøg, mens min post fra 2013 om ”Sundhed i 100 år målt på højde” pudsigt nok blev den tredje mest besøgte i 2015 med 2267 besøg.

Udover dem, der kender og jævnligt besøger bloggen, fik vi næsten 28.000 referrals fra Facebook, 2374 fra Twitter og hele 1567 fra Uriasposten (der i sig selv er et besøg værd). Omvendt ender vi stadig med jævne mellemrum i den almindelige presse, enten med direkte reference eller når emner eller synspunkter, vi bringer op, et par dage senere kan findes i aviserne.

Er der så noget at se frem til i 2016? Det mener vi bestemt, der er. Udover at fortsætte den redaktionelle linje med det opdaterede kommentatorhold og ikke mindst følge op på aktuelle debatter, ny forskning og referencer til andres interessante ting, kan vi love to ’serier’ i løbet af de første halvår. Når vi kommer til juni, regner vi med at bringe den mere eller mindre traditionelle række af forslag til ’sommerlæsning’. Vi starter dog i januar med en anden serie om almindelige fejltagelser i den politiske debat – påstande, antagelser og myter, der for de fleste repræsenterer det farlige problem ”things you know that just ain’t so.” Vi glæder os til 2016 og håber på, at vores højt værdsatte læsere også ser frem til det. Og som altid er alle vores læsere velkomne til at foreslå emner.

Adieu, adieu–igen, igen …

Jeg er nu begyndt at blogge fast på Berlingske, på min egen blog “Magt og Marked”–og dér lægger jeg dd. ud med en kommentar i anledning af Ronald Reagans 100 års fødselsdag søndag.  Jeg vil derudover også fast skrive min egen klumme for Berlingske, fantasiløst kaldet “Kurrilds”.  Den første af disse handlede om Henrik Jensens forslag om at indføre et halvt års tvungen “samfundspligt” for alle–altså en slags velfærds-slaveri.

Når Berlingskes folk ellers husker at “tagge” disse klummer og blog-poster, skulle de sammen med mine “Groft Sagt”-indlæg kunne ses samlet her.

Ved siden af disse vil jeg på min egen personlige hjemmeside/blog fra tid til anden smide forskellige ting af direkte eller indirekte forskningsmæssig relevans, og som ikke rigtigt egner sig til avisernes univers.

Men det betyder så omvendt, at jeg nu desværre, for tredje gang, må melde mig ud af aktiv-blogning her på stedet.  Men jeg holder profil & brugernavn åbent, så hvem ved …?

Flyttedag hos Punditokraterne!

Punditokraterne står foran en større hovedrengøring. Vi har flere kommentatorer, som læserne nok har opdaget har forladt os. Sidst har vi lidt under, at Jacob Mchangama har fået sin egen blog hos Berlingske Tidende, som vi flere gange har refereret til. Heldigvis har flere eks-punditokrater udtrykt vilje til at gæsteblogge hos os, når tid og lejlighed skulle byde sig.

Læs resten

Farvel

Denne punditokrat har – primært på grund af arbejdsbyrder – alt for længe forsømt at poste på denne blog, hvilket bloggens hårdtarbejdende redaktør ikke kan være tjent med.

Jeg er netop tiltrådt en ny stilling, og vil den forbindelse benytte lejligheden til at takke af som punditokrat, da jeg som led i mit nye arbejde fast vil skulle blogge hos et stort dansk dagblad og dermed ikke vil kunne skrive oftere på denne side end det er tilfældet nu.

Det har for en ung jurist, som mig været et privilegie at få lov til frit at at kunne udgyde mine tanker om de emner jeg havde lyst til i selskab med personligheder som de øvrige punditokrater, hvoraf mange har influeret mit syn på verden med deres ideér. Derfor et stort tak til alle nuværende og tidligere punditokrater med et særligt tak til den forhenværende redaktør, som var letsindig nok til at lade mig ind i folden.

Det har også været et privilegie at have en kritisk og velinformeret læserskare, som – ofte med begavede og indsigtsfulde kommentarer – nok skulle lade en vide, hvis de syntes der var huller i ens argumentation. Derfor også et stort tak til bloggens læsere – også de som jeg oftest har været uenig med.

Jeg vil tillade mig at benytte denne lejlighed til at invitere bloggens læsere til det første debatarrangement, jeg har har fornøjelsen af at arrangere i min nye stilling. Her vil jeg debatere domstolenes rolle i en demokratisk retsstat med filosoffen Kai Sørlander – en fortsættelse af en debat, som gav anledning til mange kommentarer her på siden tidligere i år.

Jeg håber således, at de af bloggens læsere der er interesserede i retspolitik vil møde op og deltage i debatten. Det vil også give mig en kærkommen lejlighed til at sætte navn/ansigt på nogle af de læsere som jeg i årenes løb har krydset klinger med og måske til at fortsætte debatten over et glas øl på en af de mange nærliggende beværtninger.

Med tak

Jacob Mchangama

Kulturkamp – et forsvar

Punditokraternes egen Jesper Lau Hansen har i denne weekend en usædvanligt smuk og velskreven klumme om Kulturkamp, hvor han forsvarer Fogh-regeringens indsats på området. Jeg skal ikke gengive den her, blot opfordre læserne til at give den en chance. Og så give en appetitvækker:

Ser vi på kunsten, kan vi konstatere, at myten om den ensomme kunstner, der isoleret på sit utætte kvistværelse og på sultegrænsen skaber sin sublime kunst upåvirket af ussel mammon, er netop det, en myte. Kunstnere er flokdyr, som folk er flest, og trives bedst i konforme flokke med samme holdninger og dresscode. Som alle vi andre påvirkes de af, hvor pengene kommer fra. I Danmark kommer pengene til kunsten fra Staten, og derfor støtter kunstnerne trofast og unisont politiske ideologier, som dyrker Staten. Som hoffets artister i den prægtige enevælde dyrker de en kompliceret etikette, hvis fornemmeste mål er at distingvere dem fra den gemene hob og sikre dem magthavernes gunst. Popularitet i sin egentlige forståelse bliver i denne forfinede verden et giftdryppende skældsord

Mr Laws klumme kan læses her.

De (ca. 20) mest populære, danske politiske blogs

Lille blog på skærmen der …?  Hvilke danske politiske blogs er egentlig de mest “populære”?  Vi har tidligere berørt spørgsmålet her på stedet (og det samme har Mandag Morgen, samt 180Grader og Kasper Hyllested), men det blev lidt aktualiseret fornylig, da en svensk undersøgelse lavet af Primelabs for Kommunikationsbureauet Cision prøvede at rangordne samtlige danske blogs efter, hvor “indflydelsesrige” de er.  Undersøgelsen havde imidlertid en række problemer–for nu at sige det mildt–og har derfor også fået nogle kritiske ord med på vejen (bl.a. her og her).  F.eks. var metoden til rangordning langt fra gennemskuelig, og man havde kun set på halvdelen af de ca. 60.000 danske blogs, man mente, der var–men man havde ikke anlagt nogen systematiske kriterier for, hvordan man udvalgte blogs.  Resultatet blev en liste, som meget få danske bloggere rigtigt kunne forstå (bortset fra nogle oplagte fuldtræffere).  F.eks. figurerede nærværende, lærde og prominente blog slet ikke på listen over top-100 danske blogs, hvilket vi blev noget pikerede over.  Så nu har den gamle redacteur prøvet noget andet ud fra devisen om, at kan man ikke lide andres resultater, kan man altid lave sit eget resultat.

Jeg har set alene på de blogs, der er tilmeldt Chart.dk, og som har klassificeret sig selv i kategorien “Offentlig & Politik”.  Der er enkelte danske blogs, som ikke er med der, og der er sikkert politiske blogs, som har klassificeret sig selv anderledes–men det er så deres eget valg, og skal man have data for antal besøgende, er der næsten ingen anden måde at gøre det på.  Nedenfor angiver den første kolonne fra venstre de undersøgte +20 blog-navne.  Næste kolonne anfører antal besøgende i forgårs (den 8.X.2007) ifølge Chart.dk, mens den tredje kolonne angiver en rangordning af disse ud fra antal besøgende dog er der taget højde for, hvor tæt to blogs ligger på hinanden (her operationaliseret som +/- 10 styk), idet det er et velkendt fænomen, at det specifikke antal besøgende ryger lidt op og ned fra dag til dag.  (Man kunne have valgt mere end +/- 10 styk, men det er næppe så kontroversielt.)  Ligger to eller flere blogs tæt på hinanden, har de fået lov til at dele den højeste rang.

Dernæst har jeg set på, hvilken “authority” Technorati tillægger de samme blogs, baseret på antal indgående links.  De er talt op i fjerde kolonne, og da disse ikke ændrer sig så markant fra dag til dag, har jeg simpelthen taget listen stringent og rangordnet i kolonne 5.  (Ikke alle blogs fra Chart.dk har en Technorati rating, og de er derfor placeret i bunden, sammen med to fra Chart.dk, som reelt ikke er blogs.)

Blog

Dagl. besøg (Chart.dk, “Offentlig & Politik”)

Rang (af undersøgte) (+/-10 = delt plads)

Indg. links (Techno-rati)

Rang (af under-søgte)

Aggre-geret “Score”

“Gennem-snitlig rang”

Uriasposten 1.973 1 98 1 193.354 1
Pundito-kraterne 585 4 96 2 56.160 3
Hodja 893 3 62 4 55.366 3,5
Dansk politik 480 8 75 3 36.000 5,5
Humanisme 582 4 52 6 30.264 5
Snaphanen 1.121 2 24 11 26.904 6,5
Jarls Blog 411 9 60 5 24.660 7
Polemiken 599 4 40 8 23.960 6
Modspil 203 12 51 7 10.353 9,5
Gülay Kocbay 156 14 31 9 4.836 11,5
Monokultur 267 10 18 14 4.806 12
Skattetryk.dk 167 14 19 13 3.173 13,5
En mave-puster 143 14 21 12 3.003 13
Ulla Nørtoft Thomsen 106 20 26 10 2.756 15
Benny Engel-brecht 157 14 15 15 2.355 14,5
Raapil Un-blogged 146 14 13 16 1.898 15
Denmark Online 599 4 3 17 1.797 10,5
Helen Latifs Small Talk 258 10

NA

NA

DKP/ML 193 12

NA

NA

Faklen 152 14

NA

NA

Filtrat 115 20

NA

NA

Frasorterede
Statsamterne 2.600

(ikke blog)

Liberator 124

(ikke blog)

(Data pr. 8.X.2007)

Billedet, der tegner sig på disse to parametre, er, at Uriasposten ligger helt i top på begge, men dernæst kommer der visse forskelle: Snaphanen ligger meget højt besøgsmæssigt, men får relativt færre links fra omverdenen.  Dernæst ligger en lille gruppe af blogs, der både har pænt mange indgående links og mange besøgende (bl.a. denne blog, Hodja, Humanisme, Polemiken, Jarls Blog, samt Dansk Politik). Der er en vis sammenhæng mellem de to mål, men den er langt fra stærk, endsige lineær (R2 = 0,32), så hvis man klarer sig godt på begge kriterier, er der en vis grund til at være tilfreds.

Men for derfor at komme lidt nærmere på et mere “entydigt” billede af det, svenskerne kaldte “indflydelse”, eksperimenterede jeg med to måder at aggregere de to relevante dimensioner på.  Den ene var–inspireret af den såkaldte “Nash metode” indenfor præferenceaggregering–simpelthen at gange de to tal, altså antal besøgende x “authority”.  Det giver (i kolonne 6) et ret entydigt billede af Uriasposten helt i top, fulgt af denne blog og Hodja meget tæt på hinanden, og derefter de førnævnte blogs samt Modspil som de ialt ni politiske blogs i toppen; resten kommer derefter.  (Dette er, som sagt, igen eksklusiv dem, der ikke er tilmeldt både Chart.dk og Technorati, men eftersom begge er gratis, er det bare om at blive registreret der, hvis man er utilfreds!

Det er i denne orden, at de forskellige blogs er rangordnet i sammentællingen.  Jeg har dog (i kolonne 7) også prøvet en alternativ aggregering, som dog er (mindst) lige så dubiøs, nemlig at tage “gennemsnittet” af de to første rangordninger; ret beset kan man ikke særligt godt, meningsfuldt tage en gennemsnitlig rangordning, men lad nu det ligge …  Det giver under alle omstændigheder stort samme overordnede billede af, hvilke ni politiske blogs, der ligger i toppen (om end med små udsving), mens udsvingene længere ned af listen er noget større.

Her fra kan debatten så gå om, hvem der på uretfærdig vis er udeladt, o.s.v., men jeg vil umiddelbart tro, at i fraværet på politiske blogs, som er registreret andre steder på Chart.dk end i “Offentlig & Politik”, at det bliver svært at få nogle meget forskellige resultater.  Hvis mit udvalg og behandling af dette tages seriøst (og jeg skal være den første til at indrømme, at der er alvorlige, metodiske problemer), så er rangordningen nok meget godt dækkende.  Om noget illustrerer resultatet dermed også, at venstrefløjen er ret fraværende i blogosfæren–om det så er, fordi internettet generelt er mere åndeligt kompatibelt med mennesker, der ikke tror på planøkonomi men godt kan lide pluralisme og individualisme, eller det er fordi venstrefløjen får tilfredsstillet sine holdninger via MSM, skal jeg ikke kunne sige.  (Kasper Hyllested har en tredje forklaring.)

PS.  Fejl eller kritik modtages gerne i kommentar-sektionen.

EB's Jeppesen om Punditokraterne

Punditokraterne har fra tid til anden givet vores mening om både Ekstra Bladet og dets medarbejder Jeppesen til kende.  Så meget desto mere “beærede” var vi, da manden forleden fik os blandet ind i en “reportage”, der vist mestendels gik ud på at få sagt grimme ting om jøder, og gerne på en ikke specielt morsom måde.  Her er et klip fra “Jeppesen: Benedikte på plejehjem” (Ekstra Bladet, 20. juni):

Jeppesen har festet med gamle jøder

I begyndelsen sagde den store jødefar, at alle skulle bære hat. Desværre var hårvæksten det eneste, de fik med gennem evolutionen uden varige men, så man indgik et kompromis med Vorherre og opfandt kalotten.

Hvor paranoiaen kommer fra, har jeg ingen anelse om, eller jo det har jeg faktisk, men den første sætning er vist allerede rigeligt til at få punditokraterne til at gå i selvsving, og inden jeg fortsætter, må jeg hellere lige fortælle, hvor jeg er.

… Jeg er til åbningen af et plejehjem på Østerbro i København. Her er nok 100 gamle jøder. Og intet mindre end tre sikkerhedsvagter. … Alle beboerne skal i mødesalen. Prinsesse Benedikte er kommet. Hun har kun taget en lille taske med. Men hun regner måske ikke med at skulle blive her i særlig mange år.

Vi synger en sang på tysk. Og en fin mand med en prægtig hårvækst over hele hovedet holder en tale.

– Det vigtigste i et demokrati er, at det er rummeligt.

Ideologiske taler til åbninger af plejehjem er nok en jødisk ting, men uanset hvad er det rigtigt med rummeligheden. Og her er kongehuset jo et usædvanligt godt eksempel. De har plads til både drukkenbolte, falske grever, ejendomsmæglere og alskens indavl. Og de har aldrig været mere populære.

– At bygge betyder, at vi er levende, at vi ønsker at blive her. Det er meldingen fra det jødiske samfund.

Så skulle du nok have bygget noget andet end et gravmonument, Bernstein. Et plejehjem er en halvdød gravsten med toiletter. Det er ikke bare en fase i vores liv. Vi sætter ikke vores værelse i stand og prøver at sælge det dyrere. Det er endestationen, prisen for at vores børn kan få et ekstra værelse til symaskinen og billardbordet.

Og helt ærligt, et jødisk plejehjem. Hvordan hænger det sammen i et folkefærd, hvor de ligner oldinge, når de er fyldt 13?

…Værløsegarden spiller Abba-potpourri i haven. Benedikte tager en snack med laks og ost og hengiver sig til et glas hvidvin og en Melchior. Herrer med hæklede kalotter i brun og lyseblå og silke mingler med damer i …

Nu ved jeg, hvorfor de går med kalot! Det er for at kunne kende forskel på mænd og damer, når de evigt groende ører og næser til sidst får kønnene til at flyde sammen. Hvor er det smart! De er bare lidt kvikkere end os andre.”

Her på stedet er vi glade for at have så fornemme læsere.

Punditokraterne på P1 IV

Denne blog var igen igen genstand for behandling på P1 i Kaffeklubben, hvor undertegnede debatterede menneskerettigheder, privat ejendomsret og indvandring med Mette Frederiksen (S), Pernille Bagge (SF) og Ellen Trane Nørby (V). Stemningen var vist lidt mere anspændt end konceptet ellers indbyder til og undertegnede fandt ikke meget sympati for mine holdninger fra de øvrige deltagere (og vist heller ikke fra studieværten). At en socialdemokrat og en SF’er ikke kan se det problematiske i positive menneskerettigheder er forventeligt. Men Ellen Trane Nørbys passionerede forsvar derfor var lettere rystende for denne punditokrat og det blev ikke bedre da samme venstrepolitiker gjorde sig til talsmand for ublu flertalsdiktatur uden for mange begrænsninger for landets politikere.

Jeg tror faktisk ikke det lykkedes Trane Nørby at komme med én eneste udmelding der var bare tilnærmelsvist liberal i ordets klassiske forstand, på trods af, at debatemnerne i den grad lagde op til sådanne udmeldinger.

Nye blog-skribenter

Kort tid efter at vi har budt velkommen til Jonny Trapp Steffensen, kan vi nu byde velkommen til yderligere tre nye skribenter på denne blog.

Den ene er økonomen Niels Westy Munch-Holbek , der i række år har markeret sig som en af de mest klare pro-frihandelsfortalere i den danske globaliseringsdebat.  Vi regner med, at Niels–der også er vicepræsident for Akademiet for Fremtidsforskning –vil fortsætte med at holde dén fane højt her på bloggen.

De to andre, nye skribenter er henholdsvis Papillon & Altmann.  De har begge rødderne plantet i det borgerligt-liberale bagland, og de vil fra tid til anden slippe lidt god sladder og andet, der ellers gerne skulle være forblevet i det gedulgte, løs her på stedet.

Punditokraterne på P1

Til dem, der måtte have misset det, så var vores redaktør i går i P1’s nye program “Kaffeklubben”, hvor han skulle fremlægge og forsvare nogle af sine poster her på bloggen overfor en kreds af politikere.  Det var generelt værd at høre på og kan gøres her.

Skat eller kaos

Glædelig jul, godt nytår – måtte det bringe lavere skatter.

Men ikke til Politikens redaktør Tøger Seidenfaden og ikke til Berlingske Tidendes journalist Jakob Weiss. De fortjener det simpelthen ikke.

Denne jul kunne Politiken-læsere opleve Tøger Seidenfadens mærkværdige logik i fri dressur. “Lykken er en høj trækprocent” skrev han i sin jule-klumme den 31. december.

Jo flere penge du tjener, jo mindre lykkelig bliver du af at tjene flere.
Derfor bør skatteprocenten naturligvis stige, jo højere din indtægt er. Ikke af hensyn til den sociale retfærdighed eller dem, der er misundelige på dig. Men for din egen skyld. En meget høj skatteprocent begrænser simpelthen rotteræset. Samtidig gør den det sværere for dig at genere alle dine medmennesker med de gigantiske forbrugsmuligheder, du ville have, hvis skatten var lavere. Den gør det kort sagt mere økonomisk rationelt for dig at vælge at opføre dig på den måde, du alligevel bliver lykkeligere af, selv om du ikke ved det på forhånd, fordi du hidtil ikke har kendt lykkeforskningens nyeste resultater.

Tak for “oplysningen” Seidenfaden. Tak for din ambition om at gøre mig lykkelig ved at tage mine sidst tjente kroner. Men har du overvejet om ikke jeg ville blive mere lykkelig ved selv at bestemme, hvor mine sidst tjente – og dermed angiveligt mindre lykkebringende kroner – skulle havne?

Selv hvis Seidenfaden virkelig havde ret i, at mine sidste tjente kroner var mindre lykkebringende for mig end de først tjente, er det alligevel intet brugbart argument for hans paternalisme. Det er blot et argument for, at jeg ville have lettere ved at skille mig af med de sidst tjente kroner på eget initiativ.

Personligt er jeg nu indrettet således, at jeg bliver stadig lykkeligere af flere penge. Jeg har det ligesom onkel Joakim. Hver eneste af de små pus betyder noget helt særligt for mig.

Og måske er der andre som onkel Joakim og Dr. Mephisto. Vores über-punditokrat Bjørnskov havde i en glimrende kritik af Seidenfaden i dagens Politiken (3. januar):

Problemet for Seidenfaden, Layard og de mange andre, der på dette grundlag argumenterer for stærk udligning gennem skattesystemet er, at moderne lykkeforskning også afviser denne bid økonomisk teori. Nok er relativt rigere mennesker i gennemsnit lykkeligere end fattige, men de sidste 100 kroner betyder generelt ikke mindre end de første.
Mine egne undersøgelser, udført sammen med de tyske økonomer Axel Dreher og Justina Fischer, bekræfter som andre videnskabelige studier, at hverken skat eller ulighed påvirker folks lykke. Forklaringen på den danske lykke er derimod, at danskerne er et af verdens ærligste og mest tillidsfulde folk – noget, som heller ikke har med skat at gøre.

På den anden side viser forskningen, at en uforholdsmæssig stor offentlig sektor under visse betingelser kan være skadelig for nationens lykke ved at umyndiggøre befolkningen. Forklaringen i søndagens Politiken er derfor ikke blot faktuelt forkert, men potentielt skadelig, hvis politikerne skulle tage den alvorligt.

Ikke blot Politiken har fået skatten galt i halsen. Det har Berlingske-journalisten Jakob Weiss også. I sin avis refererer han en Gallup-undersøgelse for, at de konservative vælgere hellere vil have bedre offentlig service end lavere skat. Og dermed skulle det konservative folkepartis politikere angiveligt være på kollisionskurs med deres vælgere.

Men det kan undersøgelsen ikke bruges til at konkludere.

For det første har de konservative politikere primært argumenteret for lavere marginalskat (navnlig topskat). Og kommunerne opkræver mig bekendt ikke topskat – men en temmelig flad kommuneskat.

For det andet er undersøgelsens spørgsmål stillet på en sådan måde, at almindelige mennesker vil blive fristet til at ønske højere kommunal service. Navnlig i en situation, hvor politikerne ikke diskuterer andet.

For det tredje er udnersøgelsen langt mere overraskende for et helt andet parti end de konservative. Det viser sig nemlig, at Dansk Folkepartis vælgere end dem, der allemest ønsker sig skattelettelser. Morsomt, morsomt – i betragtning af, at dette parti blokerer dem gang på gang. Havde det ikke været en ide at spørge Pia Kjærsgaard om dette forhold?

Se selv på: http://images.bm4.metropol.dk//251/251704/251704_original.jpg

Størst i dansk blogosfære?

Selv om denne Punditokrat er blevet “den gamle redacteur”, kan jeg dog ikke lade være med at følge, hvordan det går i blogosfæren–og jeg checker ofte, hvor mange besøgende vi har, og hvem der citerer eller linker til denne blog.

Når det gælder besøgstal, ligger vi ganske godt.  Besøgstallene er, uanset opgørelsesmetoden, stabile og dog jævnt stigende.  Vi havde i oktober og november det største antal unikke besøgende nogensinde: opgjort hos Sitemeter.com havde vi således ca. 17-18.000 unikke besøgende på månedsbasis og knap 45.000 sidevisninger. Det er mere end det dobbelte af, hvad vi havde ved samme tid sidste år. Midt i denne uge havde vi det største antal unikke besøgende på en enkelt dag (800 styk)–med undtagelse af en enkelt dag eller to under Muhammed-krisen.  Det er mindre end f.eks. den fortrinlige en-mands blogger-hær på Uriasposten, som givetvis har to-tre-fire gange flere besøgende pr. dag, end vi har.

Men det er i et komparativt lys slet ikke så skidt–og på Chart.dk’s liste over de mest læste blogs (i kategorien “Blogs”) ligger vi solidt på top-3 (som regel i hård konkurrence med en singlepiges bekendelser og nogle lesbiske fra Århus …).  Havde man fortsat kunne tilmelde sig mere end en kategori hos Chart.dk, og havde vi også tilmeldt os til kategorien “Politik & offentlig”, ville vi givetvis have skubbet Rune Engelbreths Humanisme.dk væk fra 7. pladsen.

Men i den navlebeskuende blogosfære kunne et andet interessant spørgsmål være: Hvem er størst i Danmark efter hvor mange, der linker til bloggen?  Den slags kan Technorati svare på, og jeg har så (ikke helt systematisk) gået en række danske blogs igennem–nogle kendte, andre ukendte–for at få en slags “hitliste” over, hvem der er størst i den danske blogosfære.  Det er ikke umuligt, at der er nogen ganske store blogs, som ikke er med på min hitliste, enten fordi de ikke er tilmeldt Technorati (f.eks. Polemiken og Liberators Brog), eller fordi jeg simpelthen ikke kender dem.  Men her er altså en liste, jeg har samlet over nogle udvalgte blogs, og hvor det første tal er bloggens placering i Technoratis ranking, mens det andet er det antal indgående links, som “rankingen” er baseret i:

  • Punditokraterne: #37.361; 87 blogs
  • Uriasposten: #39.135; 83 blogs
  • Polemiken: #39.555; 83 blogs (update)
  • Hodjas blog: #52.303; 62 blogs
  • Solitude.dk: #56.093; 58 blogs
  • Modspil.dk: #61.005; 54 blogs
  • Dorte’s Smadderkasse: #61.711; 53 blogs
  • Filtrat.dk: #67.487; 49 blogs
  • Minut: #71.488; 46 blogs
  • Humanisme.dk #81.131; 41 blogs
  • Onkel Henning #87.436; 38 blogs
  • Oschlag.dk: #89.914; 37 blogs
  • Mondofunza.com (Henrik Føhns): #93.331 (36 blogs)
  • Luftskibet (Dagbladet Information): #95.592; 35 blogs
  • Raapil Unblogged: #95.592; 35 blogs
  • Lars Hvidberg: #101.804; 33 blogs
  • Singleton: #121.643; 28 blogs
  • Skattetryk.dk: #137.719; 25 blogs
  • Amerikansk politik: #176.025; 20 blogs
  • Hairpin Bend: #186.167; 19 blogs
  • The Citizen: #209.859; 17 blogs
  • Progressivt.dk: # 239.889; 15 blogs
  • COIN Blog (Copenhagen Institute): #258.244; 14 blogs
  • Balder Blog: #279.933; 13 blogs
  • Kimporatoriet: # 330.085; 11 blogs
  • Zurückgeschossen: #451.229; 8 blogs
  • Jarls Blog: #451.229; 8 blogs
  • Reimer Bo Christensen/DR: #451.229; 8 blogs
  • Mandagsbloggen (Lars Hvidberg): #1.495.095; 2 blogs

Nuvel, selvom det ikke er meget at være ca. nr. 37.000 i verden, så giver dette jo dog visse “bragging rights” på hjemmebanen …

PS. Det er særligt værd at bemærke, hvor relativt få (3-4 styk) af disse danske blogs, der kan klassificeres som direkte venstreorienterede–og hvor relativt dårligt, de klarer sig.  Men så har de jo også MSM.

PPS. Sig gerne til, hvis der er nogle store danske blogs, som er tilmeldt Technorati, som jeg har overset.

PPPS. Det er egentligt forbavsende, at vores blog har væsentligt flere indgående links end f.eks. Informations “Luftskibet”–som til gengæld længe gav os den cadeau, at Punditokraterne som den eneste danske blog var taget med i RSS-feed i højre side af deres lay-out, side om side med NYT o.l.  Men så i denne uge eller så røg vi ud–og nu er vi ikke engang med i deres blogroll, som ellers indeholder David Trads og alskens venstreorienterede blogs.  Eller som de skriver derovre hos pluralisterne på Information: “Vi har valgt en række blogs, som vi synes er markante på den ene eller anden måde. Blogs som det er værd at pege på, og sende videre til.”  Sic transit gloria mundi–og værst for dem! 😉

Tillykke til Mr. Pundit!

Det er utroligt, men sandt: Idag for 40 år siden blev Peter Kurrild-Klitgaard født. Utroligt fordi han ikke virker så gammel – måske blot, som en af aviserne skrev igår, lidt gammelklog – men også utroligt fordi hvis man læste hans CV uden at kende hans alder, ville man regne med at møde en noget ældre person.

Uden at ville svælge i PKK’s præstationer, som Berlingske, Jyllandsposten og Politiken alle oplistede i deres omtaler igår, er han jo ikke mindst idemand og grundlægger af Punditokraterne. Han har også været en af bagmændende bag Libertas og CEPOS, og er en af de skæggeste kommentatorer i danske medier. Og nå ja, han er ekspert i heraldik, professor i statskundskab på Københavns Universitet, europæisk redaktør på et af hans forskningsområdes flagskibe, tidsskriftet Public Choice, med-redaktør på Advances in Austrian Economics, og siden eftåret også far.

Hvordan PKK når det hele overstiger min forstand. Herfra skal blot lyde et meget stort tillykke fra samtlige hans med-punditokrater. Vi håber at han for engangs skyld får en rolig dag sammen med dem, han helst vil dele den med!

Punditokraterne i medierne II

Dagens Berlingske Tidende bringer i dag hvad man måske bedst kan beskrive som et ‘portræt’ af Punditokraterne. Under overskriften “Professor-bloggeren” har Bent Blüdnikow interviewet undertegnede redaktør og – synes jeg – givet en positiv og passende indgang til vores blog. Han skriver blandt andet at:

Bloggen »Punditokraterne« havde blandt initiativtagerne tre professorer af borgerlig observans. Men »Punditokraterne« er ikke kun seriøs – den kan tillige være polemisk skarp.

Hele artiklen kan læses her.

MSM om blogs


Information
havde forleden en artikel om bloggosfæren, hvori bl.a. denne Punditokrat blev interviewet.  I denne uge begynder så i Berlingske Tidende Bent Blüdnikows større rundtur blandt en række borgerlige blogs, markeret med dagens to intro-artikler (her og her); senere i serien kommer en artikel om denne ikke specielt ydmyge blog.  Læs mere ovre hos vores ven på Uriasposten.

Skiftedag hos Punditokraterne

Så er det “Store Skiftedag” her på bloggen.  Adskillige småbørnsfædre iblandt os søger mere effektive udnyttelser af deres sparsomme tid:

  • Som allerede omtalt her på stedet, så er Dr. Jalving blevet souschef på Berlingske Tidendes debatredaktion–tillykke med det, også selvom det koster Punditokraterne en skribent, mens Tanten til gengæld får en centralt placeret fuldtids-Punditokrat.
  • Ved samme lejlighed er nærværende Punditokrats kommentator-tilknytning sammesteds blevet udvidet, så jeg udover min faste klumme også overtager Jalvings plads i “Groft Sagt”-panelet.  (Til dem, der endnu ikke har opdaget dét, har jeg til evt. forlystelse eller forargelse nedenfor gengivet mine tre første “grovkorn”.)  Da jeg i forvejen har et fuldtidsjob, samt mindst to-tre arbejdsopgaver af halvtidsjobs-omfang, må noget vige, og jeg synes i den forbindelse, at det også har været tiden at lade nye kræfter kommer til.  Så jeg forlader redaktørposten, men vil fortsætte som menig skribent, omend på kraftigt neddroslet niveau.
  • Samtidigt har den eneste forsker, jeg kender, som har to professorater og to blogs, Nicolai Juul Foss, meddelt, at han også gradvist vil neddrosle sit bloggeri, om end der ikke er sat en endelig dato på.  Så er det nævnt allerede nu.

Men for alle der faldt, er der–som bekendt–ny overalt, og ihvertfald flere end man skulle have troet end for blot et par år siden.  Ny redaktør er vores skattede Jyllands-korrespondent, Christian Bjørnskov fra Handelshøjskolen i Aarhus.  Han får samtidigt to helt nye, men erfarne, skribenter: Vores distingverede gæste-blogger og en af de få danske akademikere af internationalt format, David Gress, og et yngre skud på stammen, ph.d. stipendiat Jens Ringsmose fra Syddansk Universitet.  Velkommen til dem.

Jeg synes, at det har været virkeligt sjovt at lave denne blog og være med til at skrive den.  Jeg kender ikke rigtigt andre danske blogs, der minder om den, og jeg har dagligt glædet mig til at læse med-Punditokraternes indlæg.  Men jeg er også typen, der synes, at det er sjovere at sætte noget i gang end at lege status quo, og når det går så godt, som det p.t. gør–ca. 5-600 unikke besøgende per dag–så er det et godt tidspunkt at sige stop.

Så, “Let the word go forth from this time and place, to friend and foe alike, that the torch has been passed to a new generation …”.  Naah, måske ikke helt, alderen taget i betragtning (og ihvertfald ikke i dén forstand), men der skal dog herfra lyde et passende tak til alle for det forgangne halvandet år, og held og lykke til os alle i fremtiden.

Over and out.

PS.  Og så dog lige, som lovet, lidt fra min nye boldgade:

Tesedrenge og tøsedrenge
Venstre, Danmarks såkaldt Liberale Parti, har kastet sig ud i at skulle revidere sit partiprogram op til efterårets landsmøde, og det tegner til et langtrukkent intellektuelt harakiri. Først fremsatte Søren Pind & Co. for et par år siden ti teser, som de så trak tilbage, fordi statsministeren sagde, de først skulle diskuteres i år. Så fremsatte Pind & lidt mindre Co. i år fire andre teser, som var så snusfornuftige, at ingen ville kunne have noget imod dem, og som de derfor øjeblikkeligt trak tilbage igen, hvorefter de fire øjeblikkeligt blev genfremsat af nogle helt andre tesedrenge.
Hele miseren har dog vist, at der i Venstre er i hvert fald én politiker, der ikke er en tøsedreng, men til gengæld har vid og visioner, nemlig Frederiksbergs rådmand Jan E. Jørgensen. Han har ræsonneret, at hvis man tager en tese og samtidig dens negation, så har man udtømt sættet af logiske muligheder. Så hvad kunne være mere illustrativt for den ideologiske tilstand i Venstre end at fremsætte teser, der siger det stik modsatte af Pind & Co.s? Altså, at det ikke skal kunne betale sig at arbejde. At høje skatter ikke er et problem. At det offentlige gerne skal være (meget) større end det private. At de offentlige udgifter skal stige hurtigere end private indkomster.
Det er da et klart valg! Så kan Venstres landsmødedelegerede for alvor tage stilling: enten de fire teser eller deres anti-teser. Men mon dog, at det går sådan? Næ, et godt tip vil være, at de delegerede forkaster det hele, og så har vi da fået bekræftet, at Venstre er blevet partiet, man overhovedet ikke aner, hvor man har.

Enden er nær
Tirsdag blev det meddelt, at Fidel Castros 53 år lange karriere som
revolutionær nærmer sig enden – eller i hvert fald en tarmoperation, som midlertidigt sætter ham fra den oprejste stilling.
I den forbindelse er det jo pudsigt endnu en gang at kunne bemærke, hvorledes de danske medier titulerer denne kommandant i den ene af verdens to endnu tilbageværende marxistisk-leninistiske koncentrationslejre. Ritzau omtaler ham ærbødigt som Cubas »leder«, så det samme gør naturligvis Radioavisen, Politiken og Berlingske, mens TV2 mere formelt holder sig til »præsident« – og Jyllands-Posten bruger begge betegnelser.
Det er sådan set fint og faktuelt nok, men hvad når farven skifter? Lur mig ikke om mediernes dækning af såkaldt »højreorienterede« figurer som Pinochet, Salazar, Franco og Mussolini givetvis ville inkludere anvendelsen af arbejdstitlen »diktator«. Men hvorfor er en venstreorienteret diktator for medierne altid en »stor leder«, mens en ikke-venstreorienteret ditto – passende nok – bare er en fæl diktator? Det kan vel næppe være freudianske fortalelser? Mens journaliststanden filosoferer over det, kan vi andre så skænke os selv en Cuba Libre og fryde os over, at enden for Cubas regime nu i mere end én forstand formodentlig er ganske nær.

Pias fornemmelser i hovedet
I B.T. fortæller lederen af regeringens støtteparti, Pia Kjærsgaard, at hun i krisesituationer får støtte af sin mormor – som ganske vist døde for ti år siden. »Jeg har en følelse af en gang imellem at have kontakt med et menneske, som ikke er her mere. Og så kan det give et ryk. Jeg oplever hende meget intenst. Jeg kan høre hendes stemme og se hende foran mig i bestemte situationer. (…) Det har været en støtte at fornemme hende igen. (…) jo, jeg tror, der er noget mellem himmel og jord, som jeg ikke kan formulere.« Vi er til gengæld nogle, der synes, det forklarer en hel del. F.eks. dybden i partiets finans- og velfærdspolitiske overvejelser. Eller at man nu vil have, at socialminister Eva Kjer Hansen skal have en mere synlig profil – efter at man ellers sidste år forlangte hendes afgang, da hun højt profileret sagde noget, der måtte være den logiske konsekvens af, hvad der står på henholdsvis første og sidste side i Dansk Folkepartis principprogram fra 2002. Kan logikken skyldes »fornemmelser« fra … hinsides? Vi kan lige høre det for os: »Lille Momse-mor, skal ham Flemming Hansen ha’ et mistillidsvotum? Bank én gang for ja, og to gange for nej«. »Skal vi lette skatten i toppen eller i bunden? Bank på loftet for toppen og i gulvet for bunden.« Men hvorfor ikke blive et gennemført New Age-parti? I stedet for at lege »den som flaskehalsen peger på« på næste sommergruppemøde kan aftenunderholdningen klares med en gang »Ånden i glasset«. Søren Espersens presseanalyser kan udskiftes med kabbala-horoskoper. Thulesen Dahls valgstrategi klares med numerologiske analyser af kandidaternes navne. Det vil næppe glæde partiets præster, men det vil være folkeligt.