Tag-arkiv: Punditokraterne

Masser af Machiavelli

Her til morgen folder hele to Punditokrater sig ud i dagens Berlingske Tidende med indlæg om gode gamle Niccoló M.  Først er det vores egen Jørgen Møller, der her på stedet tidligere har berørt manden og emnet, og som har forfattet dagens kronik.  I sidstnævnte hedder det bl.a.:

“‘Machiavellisme’ kom … til at stå som noget af det værste, en politiker kunne tilbyde sine medmennesker. Men eftertiden, og i særdeleshed 1800-tallets englændere, misforstod Machiavelli. Hans ærinde var ikke at bistå tyrannerne med at træde individets rettigheder under fode, så tværtimod.

Den florentinske statsmand var af natur liberal. Han ønskede gennem sit politiske virke og sit forfatterskab at sikre individet imod vilkårlige overgreb.

Men han afviste enhver form for abstrakte rettigheder, for han var nu engang realist. Og han blotlagde med et hidtil uset klarsyn to praktiske sammenhænge, der endnu i dag burde være børnelærdom for enhver med et liberalt sind: At frihedsrettigheder kun kan sikres ved at skabe en gunstig styreform, og at en sådan styreform kun kan indføres under bestemte omstændigheder.”

To sider længere inde er det vores egen Mikael Jalving, som i Groft Sagt siger bl.a.:

“Den gamle mester … foretrak [offentlig] sparsommelighed frem for gavmildhed. Sidstnævnte vil nemlig enten ruinere fyrsten eller ruinere folket med risiko for opstand. Fyrsten skal derfor ikke bekymre sig synderligt om at blive kaldt nærig, for efterhånden vil han blive anset for at være stadig mere gavmild, når folket ser, at fyrsten gennemfører sin politik uden at bebyrde folket. »I vor tid har vi kun set udført store ting af dem, som er blevet anset for at være nærige; de andre er blevet ødelagt,« konkluderer Machiavelli.

Man må håbe, han også får ret med hensyn til vor tids gavmilde politikere, og at de vil vide at forstå, at mens nærighed er en privat last, er den en politisk dyd. Ved at være sparsommelige er politikerne i realiteten gavmilde overfor alle dem, som de ikke tager noget fra, hvorfor den politiske nærighed er et gode for almenheden, mens gavmildhed på andres regning forbliver et onde.”

PS. Hvis ingen skulle have bemærket det, hvad har disse to skribenter så til fælles andet end at være mænd med interesse for liberale ideer og Punditokrater?  Svar: Et ph.d. forløb ved et af Europas absolut bedste universiteter (ihvertfald indenfor statskundskab) og bestemt et af de mest behageligt placerede sådanne.

Punditokrater i medierne (igen)

Punditokraterne gør sig p.t. i medierne–og vi tænker her ikke kun på Mr. Laws alter ego, som jævnligt optræder som ekspert udi TDC-sagen.

Næ, i dagens Berlingske har Jacob Mchangama en kronik om forslaget om et FN-menneskerettighedsråd, samt nogle forslag til hvordan dette kunne gøres bedre ved at gøre et sådant mere eksklusivt.  Det hedder bl.a.:

“Et andet eksempel på relativiseringen af menneskerettigheder på FN-niveau er, at de 56 islamiske lande i OIC med udgangspunkt i Muhammed-striden fremlagde et forslag om, at det ny Menneskerettighedsråd skulle »forhindre tilfælde af intolerance, diskrimination og opfordringer til had med udgangspunkt i handlinger rettet mod religioner, profeter og trosretninger«. Med andre ord skulle Menneskerettighedsrådet begrænse snarere end beskytte ytringsfriheden. Den slags kompromiser ville ikke være nødvendige i en ny organisation af stater, der alle – om end i varierende grad – bekendte sig til og respekterede en kerne af basale borgerlige og politiske rettigheder. En kerne af rettigheder der udgør det nødvendige fundament for, at det liberale demokrati er funktionsdygtigt og legitimt. Man ville dermed kunne skære den svulstige og til tider nærmest religiøse menneskerettighedsretorik, der dominerer FN, væk og fokusere på rettigheder, der med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols ord er »praktiske og effektive« frem for »teoretiske og illusoriske«.

Og i tirsdags optrådte Mikael Jalving i DR2 Deadline som debattør overfor Morten Albæk m.h.t. Muhammed-krisens betydning for det borgerligt-liberale Danmark, herunder hvorvidt V og K bør samarbejde med De Radikale eller med Dansk Folkeparti.

Sidste lørdag havde Peter Kurrild-Klitgaard sin lørdags-klumme i Berlingske.  Denne er ikke tilgængelig på nettet, men traditionen tro gengiver vi den her lidt forsinket:

Om får, bukke og opportunister

Berlingske Tidende 4. marts 2006, 2 sektion, magasin, side 19

Muhammed-sagen har gjort det lettere at gennemskue, hvem der er hvad

Af Peter Kurrild-Klitgaard Professor, ph.d.

De fleste værdsætter frihed. I hvert fald deres egen. Sågar tyve insisterer ofte på, at de selv har ret til ikke at blive bestjålet, og mordere på, at de har en ret til ikke at blive slået ihjel. Der er med andre ord ofte langt fra, hvad mennesker mener, når de taler om generelle principper, til hvordan de vurderer egne handlinger eller andres handlinger mod dem.

I al enkelhed var det vel dét, statsministeren forsøgte at sige i sit nu berygtede interview om »får og bukke«. Men der har på kort tid dannet sig en række myter om, hvad statsministeren faktisk sagde.

Så lad os lige slå fast: Han sagde ikke, at alle danskere skulle smide alt, hvad de havde i hænderne, og kaste sig ind med fuld kraft i kampen for ytringsfrihed. Han sagde i særdeleshed ikke, at erhvervsvirksomheder skulle gøre det.

Dét statsministeren sagde var, at visse kredse i erhvervslivet og i kultur- og medielivet var principløse, fordi de nyder godt af ytringsfriheden, men samtidigt vil gå på kompromis med denne, når det strider med deres egeninteresse eller øvrige holdninger. At dét forholder sig sådan er svært at modsige. Torsdag blev det f.eks. uddybet, at der tilsyneladende har været erhvervskredse, som har lagt et decideret pres på regeringen for at få denne til at opføre sig på en anden måde i denne sag – herunder at give dén undskyldning, som den hverken kan eller bør give.

Og fra de personer på venstrefløjen, som i 1970erne syntes, at det var fint nok at anvende deres ytringsfrihed til at håne kristendommen og traditionelle normer og værdier, har der været en blanding af tavshed og tvetydig afstandtagen fra »tonen«. Hvor har de været nu, når selv samme ytringsfrihed bliver truet af en ideologi, der i dens frihedsfjendtlighed tangerer fascismen og kommunismen? Har man brugt lige så mange kræfter på at fordømme angreb på ytringsfriheden som på at kritisere »tonen«?

Har man i denne sag hørt et ord til f.eks. venstresocialisten Preben Wilhjelm, som ellers gerne fremstår som en forkæmper for borgerlige frihedsrettigheder? Til gengæld nåede man at høre noget fra den i den forgangne uge afdøde stalinist, komponisten Thomas Koppel. Denne – som i årevis aktivt støttede det marxistisk-leninistiske tyranni i Albanien, forfægtede kort før sin død på Al-Jazeeras hjemmeside, at ytringsfriheden skal kunne bruges til at samle penge ind til terrorbevægelser som PFLP og FARC og fysisk angreb på virksomheder, man ikke kan lide. Samtidig sammenlignede han Jyllands-Posten med Hitler og opfordrede »ofrene« til ikke at respektere »aggressorernes« ytringsfrihed.

Fra regeringens kritikere i medie- og kulturlivet har man derimod næsten dagligt gentaget en myte om, at der »jo aldrig er nogen, der har villet begrænse Jyllands-Postens ytringsfrihed«. Her må man uvilkårligt undre sig, hvor de pågældende har været det sidste halve år. Hele sagen begyndte med, at tegnere ikke ville illustrere en børnebog om Muhammed – ikke ud fra et moralsk ønske om selvcensur af hensyn til andre, men fordi man var bange for repressalier fra dem, som mener, at enhver portrættering af profeten er en dødssynd. Så bad man tegnere om at påtage sig opgaven for derved at markere, at man som avis ikke fandt det acceptabelt, at mennesker end ikke kunne tegne noget uden at frygte for deres eget liv. Konsekvenserne? At fremmede landes regeringer og politikere har insisteret på, at den danske stat skulle retsforfølge avisen, selvom den offentlige anklager ikke havde fundet grund dertil. At Jyllands-Posten er blevet udsat for adskillige bombetrusler. At avisen har fået sin hjemmeside angrebet. At der er udsat dusører på tegnernes og redaktørernes hoveder. At der er udsendt fatwaer og trusler i massevis, og for at pointere meningen med disse har organiserede pøbelmasser angrebet og brændt danske ejendomme i udlandet. Og at uskyldige kristne præster er blevet myrdet i flere lande.

Herhjemme har imam Abu Laban og de endnu mere radikale islamister vedvarende villet begrænse både Jyllands-Postens ytringsfrihed og andres om muligt med vidtgående fortolkninger af blasfemiparagraffen, men ellers ved at stramme lovgivningen. Noget lignende har jura-professorer som Eva Smith, Henning Koch og Gorm Toftegaard Nielsen været inde på. Enkelte medlemmer af PEN forfægter utvetydigt censur. Ved et heldags-debatmøde på Københavns Universitet for nylig var der stort set ingen, der forfægtede Jyllands-Postens ret til at offentliggøre tegningerne.

Som statsministeren sagde, så har denne sag gjort det lettere at se, hvem der er hvad.

Tillykke til os …

I denne uge er det et år siden, at nærværende blog gik i luften for første gang.  Siden hen er det blevet til 443 poster (inkl. denne) og 1.583 kommentarer (ekskl. nogle, som privatcensuren saksede).  Det er i den periode blevet til mere end 86.000 “unikke” besøgende og knap 200.000 sidevisninger.  De seneste uger har vi ligget på 450-500 besøg pr. dag, hvilket er nr. 4 på chart.dk’s liste over politiske websites og foran andre, mere etablerede “old boys”-sites som Liberator, Faklen og Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister …

Vi er blevet omtalt–overvejende positivt (hvilket altid må fremkalde nervøsitet) i MS-medier som Berlingske Tidende, Weekendavisen, Information og Danmarks Radio, og netop i dag såmænd også i Jydske Vestkysten.  Rygter vil vide, at JP kommer med noget en af dagene.

Så tillykke til os.  Men til skribenterne: Se at få skrevet noget mere!  Og til læserne: Kom endelig tilbage–dette er et “public good” …

Punditokraterne i medierne

Denne blog var forleden omtalt i en længere artikel i Information om den danske blogosfære, og der var–måske lidt overraskende–overvejende pæne ord med på vejen.  Den fulde artikeltekst findes hos forfatteren her, men her er den for os centrale passage:

“Ingen af disse bloggere [Uriasposten m.fl., red.] er tilsyneladende politisk aktive i gængs forstand. Og ikke alle er lige velartikulerede eller høflige i tonen.

Et mere gennemarbejdet bud på en decideret politisk blog i polemik med sin omverden, er den fritænkende Punditokraterne.dk, der virker inspireret af den amerikanske Instapundit (nr. 7 på top 50) og den britiske Samizdata.net.

Punditokraterne er blandt andre folk fra Copenhagen Business School, jurister og en Groft Sagt skribent fra Berlingske forsamlet for at skyde med meget liberale, verbale skarpskud. En velargumenteret og belæst flok, der stadig savner kvalificeret modstand fra deres politiske modfløj. Til gengæld ser de ikke ud til at kunne levere et gennembrud i form af en markant selvstændig historie, fordi de ikke oplever verden, men snarere fortolker den fra et skrivebord.”

Det er sådan set i orden, som de ville sige i Århus.  Vi skal i fremtiden bestræbe os på også at komme med en selvstændig historie, så vi kan få et gennembrud …

Rich Miniter om terror, krig & Punditokraterne

Den amerikanske journalist og forfatter Rich Miniter er tidligere Bruxelles-korrespondent og lederskribent for Wall Street Journal Europe og nu forfatter til flere bestseller-bøger om terrorisme.  Han har fornylig lanceret sin egen hjemmeside, www.richardminiter.com, med en slags blog–og sørme om han ikke promoverer bl.a. Punditokraterne.  Og man må jo sige, at manden har en fin dømmekraft …

Punditokraterne udvider – igen

Så er der igen forstærkninger på broen mellem de to hjernehalvdele: Punditokraterne udvider med to nye stærke skribenter, Jørgen Møller, ph.d. stipendiat og cand.scient.pol., og erhvervsmanden “Ex Column”.  Velkommen til–og knæk & bræk.

Punditokrater og andet godtfolk

Vores med-punditokrat Mikael Jalving var fredag i P1 hos Poul Friis for at diskutere lighed/ulighed (lyt her).  Aftenen før var CEPOS’ Martin Ågerup og Mads Lundby Hansen overalt på DRTV–d.v.s. henholdsvis i Debatten og Deadline.

Kan vi ikke gøre det lidt bedre …?

Punditokraterne har nu eksisteret i nøjagtigt et halvt år.  Besætningen har været svagt skiftende, men med en enkelt undtagelse kun i form af udvidelser.

Produktet synes generelt at være vellidt–omend ikke af alle (f.eks. ikke alle højreorienterede danskere eller venstreorienterede amerikanere), så dog af mange.  Vi har siden april haft lidt over 28.000 “unikke” besøgende (opgjort som unikke pr. dag), og det har resulteret i lidt over 50.000 klik med musene.  Vi ligger p.t. med et dagligt gennemsnit på blot lidt under 250 “unikke” besøgende, men har da været oppe på knap 300 på enkelte dage.

På chart.dk ligger vi nu generelt nr. 4–og nr. 3 hvis man ser bort fra Statsamternes website, og de har jo unægtelig en særlig markedsposition.  (Hvor er Konkurrencestyrelsen, når man virkelig har brug for dem?)

Så alt i alt, er vi meget godt selvtilfredse.

Men–som sagt af en ypperlig repræsentant for politisk tænkning, når den er bedst–“kan vi ikke gøre det lidt bedre”?  Skal vi dække flere områder?  Færre?  Være mere akademisk orienterede (og mindre polemiske)?  Eller det modsatte?  Altså, er der for meget Hayek eller for lidt Hayek?  Mere dansk-orienterede?  Mindre?

Af alle mennesker skulle vi vel nok overlade den slags til markedet.  Men omvendt kender vi ikke vore læsere særligt godt, og en prismekanisme findes jo heller ikke rigtigt.

Nu er bolden givet op.  Det er ikke sikkert I får chancen igen.

Punditokraterne udvider & flytter

Efter et succesrigt halvt år hos Blogspot.com/Blogger.com med ca. 25.000 unikke besøgende og en placering som en af de mest læste politiske weblogs i Danmark, er Punditokraterne nu flyttet til denne adresse.  Det nye og forbedrerede design (som dog endnu har lidt skævheder hist og pist) er resultatet af flittigt og frivilligt (og ulønnet) arbejde foretaget af Lasse B. Olesen, samt Morten Blinksbjerg Nielsen og Jacob Bøtter fra Smartlog.  En stor tak for det til dem.

Derudover skal vi byde velkommen til vores nye bidragyder: adjunkt, ph.d. Christian Bjørnskov fra Aarhus Handelshøjskole–en ung, fremadstormende forsker med speciale i bl.a. globalisering og “social kapital”.  Vi ser frem til at læse dine tanker.

Velkommen til Dr. Mephisto

Punditokraterne er glade for–og stolte over–at kunne byde velkommen til en ny skribent, “Dr. Mephisto”. Den gode doktor er en kendt og velskrivende dansk akademiker, som ganske vist har valgt at skrive under et pseudonym, men som givetvis hurtigt vil gøre dette til en kendt liberal person i egen ret. Og hvilken bedre dag at debutere som liberal skribent end denne?

Vi skåler for vore venner …

Om ca. to dage runder Punditokraterne ca. 10.000 unikke besøgende–og det efter kun to måneders eksistens. Det er vi ganske godt tilfredse med.Noget af dette skyldes, at folk er begyndt at linke til os. Det er jo pænt af dem. Så her gør vi lidt gengæld:

Danskere:
Hairpin-Bend
Ernst Hansen
Mranderson/Holocaust-Info
Raapil-Unplugged
Liberator/bRog
Uriasposten
Nina Højland
Danske Forskerblogs (klastrup.dk)
Lars Hvidberg
Kasper Kyndsberg
Hilli.dk
Liberalisten (velkommen til!)
Konservativ Ungdom
FinlandForThought
Kyssehund
VU Aarhus
Inklusiv os selv:
Nicolai Foss
Peter Kurrild-Klitgaard
Jesper Lau Hansen

Udland:
Adam Smith Blog
Tom G. Palmer Blog
Cafe Hayek Blog
Jacob Christensens blog
Johan Norberg
OnFocus.com
MungowitzEnd
Og selvfølgelig, ikke at forglemme:
?????????

Update:Derivatives Math (Lars Tyge Nielsen)

Punditokraterne i Weekendavisen

Denne nye blog er omtalt i dagens udgave af Weekendavisen:

“DEN elektroniske krigsførelse i Socialdemokratiets sjæl var endnu et eksempel på, at internettets weblogs har vundet indpas som et medie, der betyder noget i politik. Nu melder en ny borgerlig-liberal weblog sig på nettet, styret af en række markante debattører blandt andre professorerne Nicolai Juul Foss og Jesper Lau Hansen, samt den ansvarlige redaktør lektor Peter Kurrild-Klitgaard.
På hjemmesiden med det lidt højtidelige navn
http://www.punditokraterne.blogspot.com/ kan man få serveret alternative nyheder med liberal vinkel. Det vil sige kritisk over for offentlig regulering og høje skatter. Punditokraterne lægger ikke skjul på, at deres inspirationskilde blandt andet er den såkaldte Becker-Posner blog. Det er en seriøs – men skarp – amerikansk hjemmeside drevet af Nobelpristageren i økonomi Gary Becker og den kendte dommer Richard Posner, som har været en af hovedmændene bag den nye studieretning »law and economics«, hvor økonomisk og juridisk analyse beriger hinanden. Indtil videre har de fleste af indlæggene på hjemmesiden været kommentarer af Mikael Bonde Nielsen. Han er kendt i liberale kredse som en kritiker af Venstres uvilje mod at diskutere velfærdsreformer, og han optrådte blandt andet i Weekendavisens artikel »Borgerlige ser rødt« den 28. januar 2005. Mikael Bonde Nielsens forbindelser ind i Venstres bagland, hans fornemmelse for partiets strategier og hans uforfærdethed i det hele taget kan gøre det til en interessant side at følge. Så længe det varer. MEN så kan andre jo tage stafetten op. Læs hvordan på http://www.blogger.com/. For de gamle, der faldt, er der ny overalt.”

Vi takker for interessen og omtalen men skal ikke undlade at bemærke, at vi egentlig synes, at “Weekendavisen” er en lidt højtidelig betegnelse for et (indtil videre) statssubsidieret ugeblad, der udkommer sidst på ugens hverdage og som regel er passé allerede inden weekenden. Men tager man ikke navnet for højtideligt, er den da meget god … 😉

Hvad er punditokraterne …?

pun·di·to·cra·cy Listen: [ p n d -t k r -s ]n. pl. pun·di·toc·ra·cies: A group of pundits who wield great political influence.

The American Heritage ® Dictionary of the English Language, Fourth Edition

OK, og hvad betyder det så? Og hvem er vi? Vi er–ihvertfald til at begynde med–Nicolai Foss, Jesper Lau Hansen (“Mr. Law”), Mikael Jalving, Mikael Bonde Nielsen, et par studerende, samt undertegnede. Måske vi bliver flere, måske færre.

Har vi så vitterligt “great political influence”? Naaahhh, ikke så meget som det kunne være sjovt at få (så man kunne blive af med den igen!). Men vi tror måske nok, at vi med kombinationen af en solid akademisk/samfundsvidenskabelig baggrund, et generelt ønske om større personlig og økonomisk frihed for menneskeheden, og en til tider politisk ukorrekt vinkling på tingene nok kan have noget at sige, som få eller ingen andre får sagt herhjemme.  Vi tror også, at vi kan give debatterne et vist internationalt “pift”.

Vi er ikke indbyrdes enige om alt: Vi har ingen fælles “-isme”, ikke noget “program”, intet “manifest”, intet parti–ikke engang nogen hatte eller sange. De enkelte punditokrater skriver, hvad de har lyst til–og læserne kan lade være med at læse, hvad de ikke har lyst til at læse.  Så alt står for de enkelte skribenters personlige regning–no more, no less.

God fornøjelse.