Tag-arkiv: rangliste

Hvem er de ’bedste’ danske økonomer i 2020?

Som trofaste læsere vil vide, bringer vi hvert år nogle empiriske overvejelser over, hvem der er de bedste danske (national)økonomer. Traditionen startede for 11 år siden med den hovedpointe, at det er forbløffende svært at opgøre, men også at meget forskellige måder at gøre det på, ofte ender med at vise relativt ens mønstre. Hvert år varierer vi derfor måden, vi opgør det på, og hvilke elementer, vi fokuserer på. Sidste års diskussion fokuserede således på aktivitet i forhold til, hvor mange år forskerne havde været aktive, mens tidligere år for eksempel har set på kvaliteten af de tidsskrifter, de typisk udgives i.

I år bruger vi en sammenvægtning af to simple forhold på tværs af alle økonomiprofessorer i Danmark. For det første har vi beregnet det gennemsnitlige antal af citationer, som vores professorgruppe har fået til forskning, de har udgivet de sidste fem år. Fokus i år er derfor på folks nyere forskning i stedet for på deres fulde karriereforløb. Vi supplerer citationstallet med en indikator, der fanger om forskerne har udgivet en artikel i et af supertidsskrifterne: De fem A+ journals i nationaløkonomi, American Economic Review, Quarterly Journal of Economics, Econometrica, Journal of Political Economy og Review of Economic Studies, samt de lige så prestigiøse American Political Science Review, American Journal of Political Science og Journal of Politics fra statskundskab og Academy of Management Review og Academy of Management Journal fra managementstudier. Grunden til at tage to områder udenfor nationaløkonomi med er, at det de senere år er blevet mere almindeligt, at økonomer publicerer udenfor deres snævert definerede område, og at det ofte er umuligt at se forskel på både emner og forskeres titel i de fineste tidsskrifter. Denne indikator får den halve vægt af citationstallet og opfanger, om forskere de sidste fem år har præsteret helt særlig kvalitet.

Vi supplerer disse mål i et alternativt indeks med folks H-score, der fanger bredden af deres citationer. H-scoren er x, hvis en forsker har x artikler der er citeret mindst x gange. Forestiller man sig for eksempel, at en forsker har en artikel med 1000 citationer, en med 3 citationer, og ingen andre citerede artikler, vil hun således kun have en H-score på 2, da nummer tre artikel har færre end tre citationer. Martin Paldam (28) og Nicolai Foss (50) er eksempler på forskere med høje H-scorer. Vores alternativ tager således højde for forskningsbredde og fanger også elementer af folks længere karriereforløb.

Resultaterne viser med al ønskelig tydelighed, at Nicolai Foss – der i sommers flyttede tilbage til CBS efter flere år på Bocconi-universitetet i Milano – er den ubestridte nummer et. Nicolai er sammen med sin CBS-kollega Lasse Heje Pedersen i særklasse, når det gælder citationer: De to har henholdsvis 23 og 25 citationer i gennemsnit til deres nye artikler de sidste fem år. Hvis man ikke synes, det er meget, skal man huske at det ofte tager et års tid eller længere at få en artikel parat og et par år før den bliver udgivet. De to bliver derfor ikke blot citeret ofte, men citeres også meget hurtigt af andre forskere. Nicolai er også blandt de forskere, der helt jævnligt udgives i supertidsskrifterne, og er en af de meget få, der på samme tid er et internationalt topnavn i managementstudier og blandt nationaløkonomer.

Ser man længere ned over listen, er diversiteten i emner et af de interessante forhold. Årets nummer 3, Peter Normann Sørensen, er specialiseret i finansiel økonomi, mens overvismanden Carl-Johan Dalgaard (4) og Thomas Barnebeck Andersen (6) tager økonomisk historie alvorligt, Niels Johannesen (8) og Claus Thustrup Kreiner (9) mest beskæftiger sig med public economics, den højest placerede kvindelige økonom, Helena Skyt Nielsen (12), er arbejdsmarkedsøkonom, og både David Dreyer Lassen (5) og undertegnede (7) primært bevæger sig i politisk økonomi og public choice.

Vores alternative mål giver, som det kan ses, ikke nogen videre forskel: Det er den præcist samme gruppe professorer, der er med på den alternative side. Det er dog også tankevækkende at notere, at Martin Paldam er på nippet til at komme ind på listen på trods af, at han har været professor emeritus de sidste syv år. En anden mulig indvending gælder det faktum, at vi i år af praktiske grunde kun har set på professorer. Begrænsningen til professorer er naturligvis en smule tilfældig, og indebærer at vi risikerer at overse lektorer, der er eller burde være på nippet til at blive professorer. Sammenholder man med tidligere års lister, drejer problemet sig dog primært om to danske lektorer: Astrid Würtz Rasmussen i Aarhus og Torben Heien Nielsen på Københavns Universitet. Med scorer på henholdsvis 0,36 og 0,34 ville de to placere sig på plads nummer 11 og 14, hvis vi inkluderede lektorerne. Det samme gælder danske økonomer i udlandet, hvor helt særligt den fremragende Toke Aidt på Cambridge ville have placeret sig som årets nummer tre med en score på 0,59, hvis han havde valgt at være på et af de (noget mindre prestigiøse) danske universiteter.

Som alle andre år er pointen igen i år, at det på ingen måde er enkelt at ’måle’ hvor dygtige forskere er, eller kvaliteten af deres arbejde. Det er dog en vigtig diskussion at tage, da mange ellers vil regne med, at de dygtigste også er dem, der interviewes i Politiken og på TV2 News. Listen her på stedet indikerer, at det bestemt ikke altid er tilfældet. Mens overvismanden Carl-Johan Dalgaard naturligvis ofte er i medierne – og gør det virkeligt godt – og Niels Johannesens forskning i skattely har været omhyggeligt dækket, er flere af forskerne på listen næppe navne de fleste kender. Her på stedet gør vi derfor gerne en indsats for både at brede diskussionen ud og at gøre nogle forskere en lille anelse mere kendte i offentligheden.

Hvem er de bedste danske økonomer, 2018-udgave?

Hvert år ved denne tid poster vi en af vores traditionelle diskussioner: Hvem er de bedste danske økonomer – og hvordan kan man måle det? Vi har gjort det i snart ti år (se f.eks. udgaverne fra 2017, 2016, 2015, og 2014), og sørger – hvis nogen skulle være i tvivl – at variere metoden hvert år. Udover det indlysende at prøve at sige noget om, hvem der er de virkeligt dygtige, er fokus i år på at fange kvalitet på en anden måde end tidligere år, og på de forskelle, der kan skyldes forskellige kilder til opgørelser af f.eks. citationer. Som Simon Ek og Magnus Henrekson understregede tidligere i år i Ekonomisk Debatt, har Scopus en tendens til at undervurdere ældre forskere og Google Scholar overvurderer meget policy-orienterede forskere. Scopus tæller kun citationer i artikler, der er publiceret, mens Google Scholar tæller revl og krat, inklusive citationer i ikke-videnskabelige outlets. Vi bringer derfor i år to lister – en baseret på citationstal fra Scopus, og en anden baseret på Google Scholar.

Som tidligere år ser vi kun på forskere, der bidrager til nationaløkonomi. De mange meget dygtige danske økonometrikere figurerer derfor kun i indekset i det omfang, at de laver forskning hvor udviklingen af metoder ikke er en hovedpointe. Det samme gælder forskere i ’ren’ finansiering, mens vi tager dem med, der forsker i såkaldt ’financial economics’. Det betyder dog, at enkelte af forskerne måske ikke kan sammenlignes perfekt med nationaløkonomerne, da der ganske enkelt er anderledes citationspraksis i finansiering – der er generelt flere citationer, og dermed også højere impact factors i f.eks. Journal of Financial Economics end en ellers sammenlignelig leading field journal et andet sted i nationaløkonomi.

Indekset i år består af to elementer. Det første er en kvalitetsvægtet citationsscore per år for de fem mest citerede artikler for hver forsker. Som eksempel er min mest citerede artikel fra Public Choice, og citeret 657 gange (i Google Scholar, dvs. 36,5 gange) siden udgivelsen i 2007. Public Choice har en SJR-score på 1,184, så rå-indekset her bliver 657 / 11 * 1,184 = 43,216. Første element er summen af disse scorer for de fem mest citerede artikler. Det er dog ikke alle publikationer der tæller, da vi ikke kan tage dem med, der enten er publiceret steder uden et SJR-indeks (bøger, working papers etc.), eller dem der er helt udenfor samfundsvidenskaberne. Det trækker således ned for f.eks. min tidligere kollega Niels Westergård-Nielsen, der har været medforfatter på flere velciterede artikler i psykologi.

Det andet element er forskerens H-indeks, der er X når man har X artikler, der er citeret mindst X gange. Som eksempel er mit H-indeks i Google Scholar 36 – jeg har 36 artikler, der er citeret mindst 36 gange. Når man inkluderer H-indekset er det en måde at undgå indflydelsen fra enlige svaler, dvs. hvis en forsker har én enkelt godt publiceret og meget citeret artikel, men ikke har formået at gentage succesen. Hele indekset, når man tager et gennemsnit af de to indeks er derfor en kombination af kvaliteten af ens publikationer og bredden af publikationer.

Resultaterne af øvelsen kan ses i tabellen nedenfor, der viser Top-20 for hver af de to opgørelser. V1 er version 1, baseret på citationstal fra Scopus og impact faktorer for journals fra Scimago; V2 er citationstal fra Google Scholar og impacts fra Scimago; V3 er citationstal fra Google Scholar og impacts fra JCR. Som man kan se, gør det en lille forskel, da Scimago giver større forskelle i impact-scorerne, mens der ikke er den helt store forskel mellem resultaterne afhængig af om man tager citationer fra Scopus eller Google Scholar (som cirka giver tre gange så høje tal, men samme fordeling).

Resultatet i år er ligesom sidste år, at Lasse Heje Pedersen er Danmarks bedste nationaløkonom. Hans fem mest citerede artikler er samlet citeret mere end 2400 gange (i V1) og de er udkommet i tidsskrifter som Econometrica, Review of Financial Studies og American Economic Journal: Macroeconomics siden 2005. Hans forskningsbredde er også fin med et H-indeks på 22 i Scopus. Han følges af sine Keld Laursen, David Lando og Morten Lau fra CBS, der sidder tungt på de første fem pladser på årets liste.

Der er dog også andre forhold, der værd at lægge mærke til. For det første er de bedste kvinder på listen igen er Aarhus-forskerne Helena Skyt Nielsen, Marianne Simonsen og den formidable Nina Smith, mens de bedste forskere udenfor de tre store universiteter er Rockwolls forskningschef Jan Rose Skaksen (nr. 26) og SDUs økonomiske historiker Jacob Louis Weisdorf (nr. 30). Sidst er det værd at bemærke, at min gode kollega Martin Paldam – den ældste aktive i vores sample – stadig er at finde som nummer syv. Det sker på trods af, at vi ser på citationer per år, og i høj grad på grund af Martins imponerende H-indeks på 27 i Scopus og den forskningsbredde, det afspejler.

Man må også spørge, hvor stor en forskel det gør, hvilke specifikke kilder man bruger. Svaret er, at det generelt ikke gør så stor forskel, men kan rykke enkelte forskere. Bruger man V2 og V3 rykker Martin Paldam således op som nummer 4, jeg rykker et par pladser op, og Claus Thustrup Kreiner rykker ned til nummer 10. Den største forskel gælder for Henrik Hansen, der i V2 bliver nummer 6 og i V3 er nummer 7. Grunden er simpel: V1 belønner i højere grad meget høj kvalitet i hvor man har publiceret, og vægter ikke-videnskabelige outlets og relativt ny forskning lavere.

Som altid er der dog også grund til at sammenligne med økonomer udenfor Danmark som en slags ’smell test’. To af de absolut fineste er Nicolai Foss fra Bocconi i Milano og Toke Aidt fra Cambridge University. Med et indeks på 3,41 ville Nicolai være nummer tre med sin enorme forskningsbredde (et H-indeks på 43), hvis han var blevet på CBS. Toke repræsenterer en anden approach med et indeks på 2,44 (nr. 11), der skyldes en balance mellem relativt mange citationer og en række højt profilerede artikler. De internationale sammenligninger er også ganske gode, når man noterer sig at min nominelle ’chef’ ved universitetet i Heidelberg Axel Dreher – kendt som en af de yngre stjerner i Tyskland, ender med et indeks på 2,94, og IFN-chefen Magnus Henrekson er på 2,66. Havde de været danskere, ville de meget naturligt have ligget på Danmarks Top 10 i år.

Som hvert år kan man klage over de elementer, vi lægger til grund for årets list over de dygtigste danske nationaløkonomer. Man må dog også pege på, hvor konsistent toppen af listen er fra år til år. Mens forskellige opgørelsesmetoder og forskellig vægtning af f.eks. kvaliteten af de journals, man publicerer i versus hvor mange andre, der faktisk bruger ens forskning, gør en vis forskel, er de 15-20 bedste de samme år efter år. Men de er ikke nødvendigvis dem, medierne bruger til daglig.

Bedste danske økonomer 2014

Det er blevet tid til en af de tilbagevendende begivenheder her på bloggen: Den årlige diskussion af hvem der er de bedste danske økonomer. Som det vil være trofaste læsere bekendt, gør vi det lidt anderledes fra år til år, men altid med samme basale udgangspunkt (2013 her, 2012 her og 2010 her). Der kan sagtens være glimrende økonomer derude, mens hvis de ikke dokumenterer deres fortræffeligheder, kan vi ikke inkludere dem. Enhver diskussion om emnet tager derfor udgangspunkt i forskeres præstation gennem international, fagfællebedømt (peer-reviewed) publiceret forskning. Aviskronikker, bøger og udvalgsarbejde tæller således ikke. Vi har også, som tidligere år, valgt ikke at tage rene økonometrikere med, da de færdes i et noget andet felt. Listen omfatter således kun folk, der bedriver primær forskning i nationaløkonomi. Og som sædvanligt garanterer vi ikke, at vi ikke har glemt nogen.

Årets mål består af to ting: Den gennemsnitlige impact factor på de tidsskrifter, man har publiceret i 2005-2014, og antallet af citationer, man har fået i samme tiårsperiode. Den første er et almindeligt mål for, hvor kræsent tidsskriftet er, og altså hvor høj kvaliteten af forskningen er bedømt fra redaktørens side. Den andet er et mål for, hvor mange der efterfølgende har ’brugt’ folks artikler i deres egen forskning, dvs. også en slags alternativt mål for kvalitet, men observeret i forskningsmarkedet. De to er i en vis forstand også udtryk for to forskellige publikationsstrategier – vil man publicere relativt mindre, men satse på de fineste tidsskrifter, eller publicere mere og nogle gange i lidt mindre prestigiøse tidsskrifter?

Igen i år er der en klar vinder, og igen i år er vinderen Nicolai Juul Foss, mens hans CBS-kolleger Keld Laursen og David Lando besætter de næste pladser. Nummer fire er – vel at mærke bedømt på de sidste ti års præstationer – 71-årige Martin Paldam. Listen omfatter også en nuværende og to tidligere vismænd – Claus Thustrup Kreiner, Michael Rosholm og Nina Smith – og David Dreyer Lassen, der endelig er ved at blive mere kendt i offentligheden gennem en serie glimrende klummer i Børsen. Der er dog også flere, som Helena Skyt Nielsen og Thomas Barnebeck, der ikke er kendt udenfor økonomkredse, men stadig fremragende på deres område og anerkendt internt i miljøet.

Sammenligningerne viser sjovt nok også ganske klart, hvordan der ikke er en generel sammenhæng i det mellem-til-pæne område. De ganske mange økonomer, der ikke er med, vil typisk ligge med lave impacts og få citationer, mens en meget lille gruppe – stort set kun Nicolai Foss, Keld Laursen og David Lando – ligger med høje gennemsnitsimpacts og mange citationer. Tager man dem ud, er det tydeligt, at der næsten ingen sammenhæng er mellem de to mål; korrelationen skifter endda fortegn. Sammenligningerne viser dog også en anden ting ganske klart: At der er fire forskere, der skiller sig ud ved at have mere end 1000 citationer de sidste ti år: Nicolai Foss, Keld Laursen, David Lando og Martin Paldam. De ligger således i samme lag som f.eks. den tyske superøkonom Axel Dreher, som ville have været nummer tre i Danmark (med 1493 citationer og en gennemsnitsimpact på 1,1).

Top-20 er her, taget ud af et sample på 35 kandidater. Først tal er gennemsnitlig impact score og andet tal citationer. De næste er placeringen på enten det ene eller andet index. Det sidste er forskernes H-scorer, som er et andet mål for kvalitet. Som hvert år er pointen, at toppen forbliver den samme, mens resten afhænger af præcist hvordan man vælger at måle.

1. Nicolai Foss (CBS) 3,07 2404 1 1 28
2. Keld Laursen (CBS) 2,25 1490 2 2 14
3. David Lando (CBS) 2,01 1103 4 3 10
4. Martin Paldam (AU) 0,91 1072 26 4 16
5. Finn Tarp (KU / WIDER) 1,02 811 23 5 12
6. Henrik Hansen (KU) 0,99 791 24 6 8
7. Peter Bogetoft (CBS) 1,83 495 8 8 15
8. Morten Bennedsen (CBS/ INSEAD) 1,89 437 7 10 7
9. Christian Bjørnskov (AU) 1,05 696 21 7 14
10. David Dreyer Lassen (KU) 2,05 292 3 15 7
11. Steffen Andersen (CBS) 1,95 275 6 19 7
12. Tor Eriksson (AU) 1,11 540 21 8 14
13. Carl-Johan Dalgaard (KU) 1,47 391 12 12 8
14. Claus Thustrup Kreiner (KU) 1,95 225 5 21 7
15. Peter Norman Sørensen (KU) 1,57 329 10 13 7
16. Søren Bo Nielsen (CBS) 1,03 471 22 9 12
17. Helena Skyt Nielsen (AU) 1,46 291 13 16 10
18. Michael Rosholm (AU) 1,19 283 20 18 10
19. Nina Smith (AU) 0,80 408 27 11 12
20. Thomas Barnebeck Andersen (SDU) 1,67 102 9 28 5