Tag: rationalitet

Individuel- og gruppe-rationalitet

En læser undrede sig forleden over, hvordan vi kunne påstå, at grækerne opfører sig individuelt rationelt. Hvordan kan rationel adfærd føre til så absurde og destruktive konsekvenser for et helt samfund? Tanken var, som mange før vores læser har argumenteret, at hvis man ser åbenbart irrationelle eller skadelige konsekvenser på gruppeplan, må de skyldes irrationel adfærd på det individuelle plan. Økonomisk og politologisk teori har dog særligt siden 1950erne vist, hvordan den populære ide ikke passer. Elendige udfald på gruppe- og samfundsplan kan sagtens skyldes fuldstændigt rationel adfærd på individplan.

John Nash formulerede i Fangernes Dilemma en situation, som David Hume havde peget på allerede i 1740. To røvere er blevet fanget af politiet og sat i separate celler. De får at vide, at hvis de holder mund, får de hver to måneder i fængsel. Hvis de begge fortæller sandheden, får de hver ni måneder, mens hvis én af dem sladrer, mens den anden ikke gør, får sladrehanken kun én måned mens den anden får ti måneder. Det er tydeligvis grupperationelt at begge holder mund, så ’skaden’ begrænses til to gange to måneder; men for fangerne er det ikke individuelt rationelt. Hvis den ene holder mund, er det rationelt for den anden at sladre – sladrehanken slipper med én i stedet for to måneder. Hvis man tror, den anden sladrer, vil man begrænse sin skade til de ni måneder, man får hvis begge sladrer. Under alle omstændigheder er den ’dominerende strategi’ at sladre.

Situationen, der beskrives i Fangernes Dilemma, er således en hvor det ikke er rationelt for de to fanger at koordinere deres adfærd. Hæver man sig op på samfundsplan, ligner mange problemer Fangernes Dilemma, men et med mange i stedet for blot to individer. Man får dermed det, der kaldes Kollektive Handlingsproblemer – situationer, hvor alle sådan set kender den bedste løsning, men hvor individuelt rationel adfærd hurtigt kan forhindre alle i at nå den. Problemet er ’free-riding’- på dansk kaldet gratistadfærd. Alle ved for eksempel, at det er ubehageligt, hvis midtbyen i Aarhus lugter af urin (ikke mindst hvis man har tømmermænd og skal gå gennem lugten). Men når Egon går hjem, betyder det stort set intet, at han – isoleret set – tisser i en port. Det gør hverken fra eller til fordi hans tis er en dråbe i havet. Det kan derfor sagtens være individuelt rationelt for ham at tisse, men fordi alle andre tænker på helt samme måde, kommer Aarhus til at stinke søndag morgen.

I hvilket omfang individuelt rationel adfærd fører til gruppe-rationel adfærd afhænger derfor af, i hvor høj grad samfundet kan løse dets kollektive handlingsproblemer. Som Mancur Olson indså i 1960erne, gælder de samme problemer nemlig civilsamfundets organisationer. Har folk samme mål og er de ikke alt for mange, er det ikke svært at koordinere dem – de betaler til organisationen, eller bidrager på anden vis. Olsons indsigt var dog, at jo større gruppen bliver og jo mere forskelligartet, jo sværere er det at begrænse free-riding, så en for stor og / eller forskelligartet organisation kan ikke fungere: Den kan ikke løse det kollektive handlingsproblem. Fagforeninger og andre forsøger derfor at fastholde medlemmer ved at tilbyde dem noget andet de kun kan få gennem foreningen andet end det kollektive gode.

Ser man ud over samfundet, er der en lang række kollektive handlingsproblemer, som skal løses før man med rette kan kalde sig et ordentligt ’samfund’. En stor del af den ideologiske diskussion de sidste 150 år har i et vist omfang handlet om, hvem der skal håndtere disse problemer – markedet, staten eller civilsamfundet (i Ostromske, private løsninger). Men et definerende karakteristika ved de nordeuropæiske samfund og deres børn – Australien, Canada, New Zealand og USA – er hvor godt de løses. Skatteopkrævning er for eksempel et kollektivt handlingsproblem, ligesom et velfungerende retsvæsen er det. De løses glimrende i Sverige og Storbritannien, men nærmest ikke i Grækenland. I alle landene opfører folk sig tilnærmelsesvist individuelt rationelt, men hvordan dén rationalitet i samspillet mellem mennesker fører til kollektiv rationalitet eller absurditeter som Grækenland, Rusland eller Congo, skyldes noget helt andet. Meget mere om det en anden dag.

Når jeg ser et rødt flag sole sig …

I anledning af arbejdernes internationale kampdag i dag har jeg skrevet en kronik i Berlingske Tidende, “Når jeg ser et rødt flag sole sig”, der opsummerer hovedpunkterne i et lille studie, jeg har puslet med on/off i et par år, men som jeg nu har færdigt i en foreløbig arbejdspapir-udgave (“It’s the weather, stupid! Individual participation in collective May Day demonstrations”). Kronikken er her, og essensen er:

“Den ene ting, der betyder mest for, om københavnske lønmodtagere gider markere arbejdernes internationale kampdag og derigennem kæmpe for det, der ifølge venstrefløjen er et bedre samfund, er …vejret. På tværs af et utal af statistiske analyser er der således kun tre faktorer, der virkelig betyder noget, og den ene af disse er den daglige minimumstemperatur i København og den anden er antallet af soltimer. Tilsammen kan de to vejr-størrelser forklare noget i retning af næsten en tredjedel af variationen i, hvor mange mennesker der møder op i Fælledparken. Lidt groft forenklet kan man sige, at for hver grad celsius minimumstemperaturen stiger, kommer der ca. 5.-8.000 flere mennesker på gaden, og for hver time mere med sol kommer der ca. 4.-5.000 flere til kampdag. I 1990 med en kvart million deltagere havde man periodens bedste vejr: Solen skinnede i 13,9 timer, og minimumstemperaturen var 22,3 grader. I 2003, med kun 0 så mange deltagere, var dagen grå og lunken: Solen skinnede i én time, og minimumstemperaturen var 12,2 grader. …

Men er der slet ingen af de andre »politiske« forhold, der påvirker, hvor mange mennesker der går med under venstrefløjens paroler? Måske nogle – men man kan ikke få øje på nogen, der gør det i større grad, eller systematisk når andre forhold også tages med i betragtning. Noget tyder på, at det, at en regering er ikke-socialistisk, får flere socialister på gaden 1. maj – givetvis fordi det er lettere at mobilisere folk mod noget end for noget. Ligeså synes 1. maj talmæssigt aldrig rigtig at være kommet sig over Sovjetunionens fald. Men i det store billede er effekterne usikre.

Venstrefløjens støtte blandt vælgerne, antallet af venstrefløjspartier og omfanget af konflikt på arbejdsmarkedet betyder ikke noget systematisk. Fagbevægelsens styrke har heller ikke nogen betydning, selvom man ellers kunne tro, at flere medlemmer ville betyde flere demonstranter på bevægelsens årlige festdag. Tværtimod tyder noget svagt på det omvendte forhold: At flere LO-medlemmer giver færre til 1. maj, hvilket man næppe kan udlægge som, at solidariteten er udpræget. Arbejdsløshed, levestandard, økonomisk vækst osv., udviser heller ingen robuste sammenhænge med, hvor mange der vil marchere under socialismens bannere.”

For de meget statistisk-interesserede er her nogle partielle korrelationer for variablerne i model 13: Læs mere

Rationel adfærd

Whaddayaknow! Næste gang vores læseres undervisere, medstuderende, kolleger eller familiemedlemmer siger, at mennesker ikke handler rationelt og ikke reagerer på incitamenter–herunder f.eks. at der aldrig er nogen, der er ledige frivilligt–så giv dem en kopi af denne dags artikel fra Jyllands-Posten, “Sanktioner over for ledige virker”. Den har sågar været omtalt af Danmarks Radio og fortæller om en undersøgelse af arbejdsmarkedsforskeren, lektor Michael Svarer fra Aarhus Universitet .

Han har gennemgået 220.000 ledighedsforløb i årene 2003-2005. Af disse endte ca. 5.400 med, at den ledige blev påført en “sanktion”, fordi vedkommende ikke havde overholdt rådighedsreglerne. Denne bestod i et træk i dagpengene i fra to-tre dage og op til tre uger. Undersøgelsen viser, at der for kvinder, som fik en sanktion, var næsten 100 pct. større jobeffekt end for gennemsnittet af ledige; for mændene øgedes jobeffekten med 50 pct. i forhold til gennemsnittet af ledige. Michael Svarer siger i JP:

“Undersøgelsen viser, at sanktioner har en effekt. Sandsynligheden for at finde job i en bestemt uge steg fra 3 pct. til næsten 6 pct. for kvinder og fra 4 pct. til 6 pct. for mænd for de ledige, der havde oplevet sanktioner.”

Formanden for Arbejdsløshedskassernes Samvirke, Morten Kaspersen, er ifølge JP imod stramninger, men siger dog: “Jeg vil ikke afvise, at sanktioner kan have en effekt.” Mærk lige dagen af i kalenderen.

PS. Nu vi er i gang: Michael Svarer har iøvrigt tidligere forsket i bl.a. rationalitet i forbindelse med ægteskaber.

R = BP – C + D

Til dem, der (som jeg selv!) var nede at stemme ved kommunalvalget og regionsrådsvalget i dag, har jeg kun én ting at sige–og det sagde William H. Riker og Peter C. Ordeshook allerede i 1968, og det står i ligningen ovenfor.  (Og de var til orientering ikke enige med Louise Gade fra Århus, som i går sagde, at “Hver eneste stemme er afgørende!”.  Det var den så tilsyneladende heller ikke rigtig i Århus.)

PS. For en kort biografi af den store “Commander Riker” (1920-93), læs her.

PPS. Det var selvfølgelig Anthony Downs, som først var på sporet af ligningen.  Interesserede kan også læse Dennis Muellers Public Choice III.

Rationel 1. maj

Danmarks Radio oplyste søndag den 1. maj, at der havde været ca. 15.000 til at festligholde arbejdernes internationale kampdag i Fælledparken. Det lød af lidt “lidt” i.f.t., hvad jeg syntes at huske fra mine yngre år–men det var godt i overensstemmelse med en meningsmåling, der siger, at 1. maj er noget, danskerne finder hører fortiden til.

Men hvad er årsagen? Kunne der være tale om et drastisk fald i antallet af medlemmer af sultens slavehær? Eller kunne der være noget andet på spil?

Her er (med hjælp fra Infomedias database med avisartikler) en lille optælling over udviklingen i antallet af deltagere i 1. maj i Fælledparken de seneste ti år:

  • 2005 (søndag): 15.000 (ifølge www.dr.dk 1.5. 2005)
  • 2004 (lørdag): 25.000 (ifølge Jyllands-Posten 3.5. 2004)
  • 2003 (torsdag) (regnvejr!): 10.000-20.000 (ifølge Jyllands-Posten 2.5. 2003)
  • 2002 (onsdag): 75.000 (ifølge B.T. 2.5. 2002)
  • 2001 (tirsdag): 100.000 (ifølge Jyllands-Posten og Ekstra Bladet 2.5. 2001)
  • 2000 (mandag): 100.000 (ifølge Ekstra Bladet 2.5. 2000 og Weekendavisen 5.5. 2000)
  • 1999 (lørdag): 100.000 (ifølge Politiken 3.5. 1999)
  • 1998 (fredag): 100.000 (ifølge Jyllands-Posten 2.5. 1998)
  • 1997 (torsdag): 100.000 (ifølge Jyllands-Posten 2.5. 1997)
  • 1996 (onsdag): 100.000 (ifølge Berlingske Tidende 2.5. 1996)

Noget tyder på, at det ikke just går frem med mobiliseringen af klassebevidstheden. På ti år er deltagerantallet faldet fra ca. 100.000 til nu ca. 20.000 de sidste tre år. Man skal godt nok have en meget optimistisk udlægning af den historisk-materialistiske historieopfattelse for at se revolutionen som værende noget, der er lige om hjørnet og båret frem af ungdommen.

Men noget kunne også antyde, at deltagelsen falder, når “fridagen” falder udenfor den normale arbejdstid–eller når det er dårligt vejr.

Alt sammen får det Punditokraterne til at spørge: Er revolutionens fortrop ved at blive rationel? Eftersom enhver rationel aktør ved, at den typiske deltagers indflydelse på en kollektiv handling, der kræver et stort antal deltagere, er så lille, at den går mod nul, så ved vedkommende også, at den forventede nytte af at deltage i fraværet på pisk eller gulerod er lig nul. Så det rationelle er at være ?free-rider?.

Økonomen Gordon Tullock har tidligere estimeret, at aktører i gennemsnit opfører sig snævert egoistisk i ca. 95 pct. af tiden, og indenfor studiet af deltagelsen i kollektive oprørsaktiviteter taler man da også om den såkaldte “5 pct. regel”, d.v.s., at der generelt maks. er 5 pct. af de relevante potentielle deltagere, som rent faktisk er med til oprørsaktiviteter, mens de resterende 95 pct. er passive (enten free-ridere eller personer, der lider af “falsk klassebevidsthed”).

Der var ved folketingsvalget i februar ca. 1,2 mio. vælgere, der satte deres kryds ved et såkaldt “arbejderparti”. Af disse er formodentlig mindst en halv mio. bosiddende i relativ nærhed af hovedstadsområdet. Skulle Tullock og 5 pct. reglen have ret, skulle der være maks. ca. 25.000 deltagere. Så det begynder jo at ligne noget.

Problemet er naturligvis: Hvis flere arbejdere er ved at blive rationelle free-ridere, hvad er så tilfældet for de sølle rester, der har været tilbage de seneste år? Har de ikke opdaget, at 1. maj faldt på en fridag? Læste de ikke vejrudsigten? Eller er de bare dybt irrationelle?

Svaret flyver–som fanerne–i vinden ?

Gevinst non habemus: Markedskræfterne tabte (sådan da)

Som Punditokrater har vi set på rationaliteten i pavevalgsprocessen, og så kan vi jo lige så godt også kaste et blik på selve udfaldet?altså markedets og den usynlige hånds rolle i at hjælpe HH Benedictus XVI på vej.

Danmarks ellers bedste avis, Berlingske Tidende, proklamerede onsdag, at bookmakerne fik ret, da de forudså, at det var den tyske Kardinal Ratzinger, der ville blive nye pave. Men her er faktisk tale om en dobbelt fejl, gentaget hele to gange. For faktum er, at bookmakerne og de elektroniske markeder faktisk ikke forudså, at det ville blive Ratzinger?og derfor heller ikke fik ret. Stort set alle gamblede på en italiener (først og fremmest Dionigi Tettamanzi) eller på–undskyld udtrykket–“the dark horse”, Francis Arinze fra Nigeria. Her er et blik på sidste dags tal for de markeder, hvor man enten kunne handle futures-kontrakter på udfaldet eller indgå væddemål:

Tradesports:
· Tettamanzi: 20.0
· Arinze: 14.0
· Rodriguez-Maradiaga: 9.1
· Ratzinger: 8.0
· Hummes: 7.1
Intrade:
· Tettamanzi: 19.1
· Arinze: 14.0
· Rodriguez-Maradiaga: 11.0
· Ratzinger: 8.0
· Hummes: 7.1
· Field (anyone else): 19.9
Betfair:
· Tettamanzi: 4.8/$25
· Arinze: 6.4/$29
· Hummes: 9/$19
· Rodriguez-Maradiaga: 9.8/$75
· Maradiaga 9.8/$75
· Ratzinger: 12.5/$3
Pinnacle Sports (odds):
· Tettamanzi: +384
· Arinze: +541
· Rodriguez-Maradiaga: +748
· Ratzinger: +508
· Hummes: +711

Det irske spillested, som blev fremhævet som særligt pålideligt, Paddypower.com, havde på selve dagen faktisk Arinze som vinderen.

OK, det hører også med til historien, at Ratzingers status blev forbedret i løbet af den sidste dag–formodentlig efter en International Herald Tribune artikel, der fortalte, at rygter ville vide, at tyskeren nu sad på over halvdelen af stemmerne. Men selv umiddelbart inden annonceringen lå Ratzinger på under 20 hos Intrade, hvilket nok var bedre end alle andre navne, men dårligere end “alle andre”!

De elektroniske markeder har ellers vundet gevaldigt frem i de senere år. De har vist sig at være langt de bedste prognoser af f.eks. valg–langt bedre og præcise end f.eks. meningsmålingerne. Særlig stor succes har de såkaldte Iowa Electronic Markets haft ved de seneste amerikanske præsident- og kongresvalg.

Men når markederne denne gang rammer forbi, er det måske netop fordi “pavemarkedet” er en lidt anden type end f.eks. “præsidentmarkedet”. Der er langt færre markedsaktører–både blandt beslutningstagerne (kardinaler i.f.t. vælgere) og blandt investorer med pålidelig viden. En lignende pointe lavede John Tierney allerede i sidste uge i sin klumme i New York Times (samme Tierney som Punditokraterne omtalte i en af vores første poster).

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑