FN anslår at det globale marked for illegal narkotika har en værdi på omkring 320 mia. USD., de amerikanske myndigheder anslår at der omsættes for omkring 60 mia. USD på det amerikanske marked alene, mens myndighederne herhjemme regner med at der omsættes for omkring 3 mia. danske kroner i Danmark om året, hvilket er mere end værdien af den årlige omsætning af kaffe herhjemme.
Nu er det af indlysende grunde vanskeligt at sige noget præcist om omsætningen på et illegalt marked, og måske er FNs lige en tak i overkanten. Til gengæld kan vi være sikker på at profitmagen er ganske betragtelig, hvorfor der er tale om et yderst lukrativt marked.
Jeg har tidligere her på bloggen argumenteret for, at den nuværende forbudspolitik, ikke kun i Danmark, men globalt bør afskaffes. Det er jeg bestemt ikke ene om. Fremtrædende internationale aviser og tidsskrifter, som bl.a. Finansial Times og The Economist har i årtier argumenteret for en afkriminalisering af narkotikamarkedet. I USA og Canada findes flere organisationer der aktivt arbejder for legalisering, bl.a. LEAP (Law Enforcement Against Prohibition), bestående af nuværende og tidligere politifolk, som f.eks. Seatles tidligere politchef, Norm Stamper, se interview med ham her.
Den mest fremtrædende organisation der arbejder for en legalisering er nok Drug Policy Alliance, hvor bl.a. Paul Volker, nuværende økonomisk rådgiver for Obama og tidligere nationabankdirektør, og George P. Shultz, tidligere finans- og udenrigsminister under henholdsvis Nixon og Reagan, for blot at nævne et par stykker, gerne lægger deres gode navn og rygte til en bevægelse hvis endemål som sagt er en eller anden form for legalisering af narkotika.
I Latinamerika, står bl.a. de tidligere præsidenter for henholdsvis Colombia, Brasilien og Meksiko; César Gaviria, Fernando Henrique Cardoso og Ernesto Zedillo bag en opfordring til et paradigmeskifte fra aggressiv indsats mod udbudet af narkotika (der ikke har været i stand til at mindske dette alligevel) til at fokusere på at mindske efterspørgslen via oplysningskampanger osv. Og omend den senere tids skyderier er ubehagelige for borgerne i København, er det intet at regne for, sammenlignet med konsekvenserne i netop bl.a. Meksiko, Colombia og Brasilien.
Tragedien, som den udfolder sig i Mexiko i disse år, og som har fået nogle til at tale om Meksiko som en failed state er som bekendt drevet dels af narkobandernes indbyrdes rivaliseren og dels kampen mellem myndighederne og de pågældende bander.
For Colombias vedkommende ville FARC formentlig have været besejret for mange år siden, hvis ikke det havde været for den FN sanktionerede og amerikansk ledede war on Drugs, mens Brasilien i årtier har lidt under, at store områder i storbyer som f.eks. Sao Paulo og Rio de Janeiro fuldstændig kontrolleres af kriminelle organisationer, hvis hovedindtægt stammer fra narkotika. Kontrollen er så total, at enhver politiaktion i de pågældende slumkvaterer mest af alt minder om borgerkrigslignende tilstande, hvor de kriminelle ofte er langt bedre bevæbnet end politiet.
Fælles for de tre lande er selvfølgelig også den medfølgende korruption ikke mindst indenfor politiet (et problem der formentlig også eksisterer i mindre udstrækning i Danmark).
Nu er det som antydet næppe de nuværende kampe mellem rivaliserende kriminelle bander og deres kamp om det danske marked der skaber overskrifter internationale. Ej heller er det årsag til at hovedhistorien i denne uges Economist var How to stop the drug wars. Ikke desto mindre er også det blodige opgør herhjemme led i en udvikling, som man ser over hele verden.
Lad mig her med det samme erkende, at det for mig er en forudsætning, hvis man vil kalde sig selv liberal, at man frasiger sig retten til at afgøre og berstemme over hvad andre mennesker vil gøre med sig selv og deres krop. Men det er selvfølgelig også kun et problem for de der gerne vil se sig selv som liberal, eller som The Economist skriver:
“There are two main reasons for arguing that prohibition should be scrapped all the same. The first is one of liberal principle. Although some illegal drugs are extremely dangerous to some people, most are not especially harmful. (Tobacco is more addictive than virtually all of them.) Most consumers of illegal drugs, including cocaine and even heroin, take them only occasionally. They do so because they derive enjoyment from them (as they do from whisky or a Marlboro Light). It is not the states job to stop them from doing so.“
I denne uge mødes ministre fra hele verden i Wien for at diskutere den internationale narkotikapolitik i årene fremover. Som The Economist bemærker, vil mange af dem som generaler fra første verdenskrig claim that all that is needed is more of the same.
Men fakta er at den førte politik har været en fiasko af gigantiske dimensioner, Udbuddet af narkotika har aldrig været større, priserne er faldet og forbruget er stort set det samme.
Som Economist konstaterer i samme leder; Nowadays the UN Office on Drugs and Crime no longer talks about a drug-free world. Its boast is that the drug market has stabilised, meaning that more than 200m people, or almost 5% of the worlds adult population, still take illegal drugsroughly the same proportion as a decade ago. (Like most purported drug facts, this one is just an educated guess: evidential rigour is another casualty of illegality.) The production of cocaine and opium is probably about the same as it was a decade ago; that of cannabis is higher. Consumption of cocaine has declined gradually in the United States from its peak in the early 1980s, but the path is uneven (it remains higher than in the mid-1990s), and it is rising in many places, including Europe.
Og målt på menneskelige og økonomiske omkostninger, har den førte politik været langt langt værre end de negative konsekvenser en legalisering eventuelt måtte have.
Mens dele af FN ufortrødent fortsat støtter en videreførelse af den nuværende politik (der er jo også en del der får deres daglige udkomme af at udføre den meningsløse politik i praksis), kommer andre dele af organisationen frem til et helt andet resultat.
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen understreger således overfor Ritzaus sin og regeringens modstand mod fixerum, og spørger retorisk Hvordan undgår vi, at børn og unge bliver narkomaner sådan nogle steder, og hvordan undgår vi, at banderne udnytter fixerummene til at sælge narko og hverve prostituerede? Tilsyneladende lider han under under den vrangforestilling at lovgivning, i den udstrækning af fixerum kan anses for en afkriminaliserring, har nogen nævneværdig indflydelse på befolkningens brug af narkotika. Det til trods for, at der ikke eksisterer imperisk bevis for denne holdning, tværtimod. Sammenligner man f.eks. Norge og Sverige, har de nogenlunde samme forbrug af narkotika, på trods af at man i Sverige fører en langt mere restriktiv politik.
En undersøgelse af WHO konkluderede sidste år, at “Globally, drug use is not distributed evenly and is not simply related to drug policy, since countries with stringent user-level illegal drug policies did not have lower levels of use than countries with liberal ones. Sex differences were consistently documented, but are decreasing in more recent cohorts, who also have higher levels of illegal drug use and extensions in the period of risk for initiation.
F.eks. var andelen i USA der havde prøvet cocain ca. 8 gange større i USA end i Holland, på trods af at USA er et af de lande hvor man fører den mest restriktive narkotikapolitik og Holland er berømt/berygtet for det modsatte.
En legalisering af handel med hash er kun et skridt i den rigtige retning.
Det er væsentligt at skelne mellem de forskellige typer af kriminalitet, som den gældende narkotikalovgivning afstedkommer. Ét er kampen om at kontrollere markedet, som den manifesterer sig for tiden med knivstikkerier og skyderier Københavnsområdet. Noget andet er den kriminalitet, som de rigtige narkomaners jagt på penge til stoffer er skyld i og som er baggrunden for en meget stor andel muligvis halvdelen eller mere af berigelseskriminaliteten i Danmark. Sidstnævnte problem vil næppe påvirkes nævneværdigt af en legalisering af hashhandlen.
Hvad angår det første problem vil en legalisering af handlen med hash være en del af løsningen, af den simple grund, at hashhandlen i sig selv står for en meget betydelig del af omsætning og profit, – Københavns politi anslår at omsætningen i hovedstadsregionen alene er op mod 1 mia. kroner om året. Men selv om man legaliserer hash, vil der fortsat være et yderst lukrativt marked for andre former for illegale narkotika, som der selvfølgelig fortsat vil blive kæmpet om.
På langt sigt vil det gøre markedet mindre attraktivt, omend det på kort sigt formentlig ville øge konflikten mellem markedsdeltagerne, i og med at de nu ville kæmpe om et mindre marked. Dog en pris der uden tvivl er værd at betale for at få de langsigtede gevinster.
Forskellen på legale og illegale markeder og effekten af regeringens tiltag.
På trods af, at jeg som nævnt ganske enkelt ikke mener, at jeg kan tillade mig at forbyde mine medmennesker at foretage sig noget som helst, uanset hvor tosset jeg så finder det, så længe de ikke skader andre end sig selv, så håber jeg at selv sundhedsministeren, der som konservativ selvfølgelig ikke behøver at forholde sig til det fundamentale krav til ens holdning til andre menneskers gøre og laden, som det at kalde sig liberal kræver af en vil kunne forså følgende argumentation for hvorfor den eneste løsning er en afskaffelse af gældende narkotikalovgivning. Jeg kan selvfølgelig ikke være sikker, andre ledende konservatives udmeldinger i lyset af den økonomiske krise kunne tyde på, at der er en del i de konservative, der endog ganske store problemer med at forstå hvordan markedet fungerer. Men jeg vil prøve alligevel.
Lad mig starte med et lille spørgsmål; Hvor mange mon ville holde op med at drikke kaffe, hvis det blev forbudt? Nej vel, hvis vi nogenlunde let kunne få fat i det til en pris vi var villige til at betale ville vi fortsætte med at drikke kaffe. Det afgørende ville ikke være lovgivningen, men tilgængelighed og pris samt muligvis konsekvenserne ved at blive taget med det nu forbudte stof. Ville betydningen for vores forbrug være minimalt, ville selve markedet til gengæld ændre sig dramatisk, og udbyderne ville ændre radikalt karakter. Det der er afgørende er i denne sammenhæng ikke hvilket produkt der sælges, men hvorvidt det er illegalt at sælge og hvor stor avancen er.
Når konkurrence på pris og kvalitet afløses af konkurrence på brutalitet.
Vi er vant til at producenterne konkurrerer på pris og kvalitet. I tilfælde af, at en eller flere sælgere skulle finde på at bruge ufine metoder, har man muligheden for at gå til politiet, ligesom der over tid normalt er en fin sammenhæng mellem et produkts pris og dets egenskaber (reelle eller indbildte hos forbrugeren). Sådan er det ikke når et produkt er illegalt. Hvis efterspørgslen er til stede, og det er den jo helt åbentlyst i forbindelse med brugen af narkotika det anslås at ca. 5% af jordens befolkning jævnligt indtager et eller flere illegale stoffer, vil der selvfølgelig også være de der er parat til at imødekomme denne efterspørgsel. Til gengæld kan man glemme alt om beskyttelse mod konkurrenter der bruger ufine metoder. Det er jo vanskeligt at gå til politiet uden selv at komme i fedtefadet, hvis man som pusher bliver jagtet af andre pushere. Alt efter hvor lukrativt et marked der er tale om, vil
der altid være de der mod en pris er villig til at løbe en given risiko. Og vi kan rolig gå ud fra at jo højere gevinst og risiko er jo mere vil de spidskompetencer som det vidst hedder i konsulentjargon, der afgør kampen om markedet være evnen til at gå det skridt længere i brutalitet og afstumpethed der skal til for at sætte sig på markedet. Dette er i sig selv både logisk og er også hvad den historiske udvikling af det danske narkotikamarked (ligesom andre lande) demonstrerer.
Og hvad indebærer dette så i forhold til politikernes ønske om at skærpe straffene for bandekriminalitet?
Nu skal jeg erkende, at jeg intet problem har med at man smider kriminelle, der ikke er danske statsborgere ud af landet, men denne holdning uafhængig af den pågående kamp om narkotikamarkedet, og selvfølgelig hænger sammen med at jeg er ganske indifferent med hvad man gør med tyveknægte og voldsforbrydere. for mit vedkommende kan man bure dem inde ligeså lang tid man lyster, og jeg er altså enig i at banditterne i det mindste ikke kan gøre noget, så længe de er indespæret omend det formentlig er en sandhed med modifikationer, med mindre man hindrer enhver form for kommunikation mellem dem og det omgivende samfund – hvilket jeg heller intet vile have at indvende imod.
Dog synes det at være en mangel på konsekvens i argumentet fra politisk hold. For hvis indespærring af voldsforbrydere mindsker volden, mon så ikke indespærring af cykeltyve gør det samme for antallet af cykeltyverier? Ja formentlig vil indespæring af cykeltyve også mindske antallet af voldstilfælde.
Hvad angår argumentet om den afskrækkende effekt af højere straffe er politikerne ude på gyngende grund, eller rettere, de hæver straffene på de forkerte ting. Det er formentlig de færreste af de involverede der tidligere har været lovlydige borgere, hvilket også er en af de grundlæggende antagelser for den relativt succesfulde zero-tollerence politik i New York. Den anden del er selvfølgelig at man skal være parat til at acceptere og betale for at mange gange flere end for indeværende sidder i fængsel.
Hvad angår udvisningstruslen, også for f.eks. våbenbesiddelse – rammer det først og fremmest indvandrerbanderne og er dermed en konkurrencefordel for rockerne. Men da løsningen, set fra bandernes side er ganske enkel, nemlig at lade bandemedlemmer der har dansk statsborgerskab holde våbnene, skal man næppe overvurdere denne konkurrencefordel for meget.
Men det ville selvfølgelig være en løsning at satse på den ene part i konflikten. Det løser godt nok ikke alle de andre former for kriminalitet og den generelle forråelse, som eksistensen af illegale markeder fremmer i sig selv, men kan selvfølgelig ses som en løsning i en konflikt, hvor man ikke kan gøre som under 90erne rockerkrig hvor der grundlæggende kun var to letidentifiserbare parter, og hvor politiets fornemmeste opgave tilsyneladende var at faciliteterer en våbenhvile, det vil sige aktivt sikre en markedsdeling.
Men en sådan løsning er altid kun midlertidig, hvilket de seneste års accelererende konflikter jo er bevis for. Problemet er at der ikke eksisterer stabile løsninger (bortset fra legalisering) hvis vi ser bort fra den utopiske forestilling, at politiet kan fange og få dømt alle involverede. Tværtimod vil nye markedsdeltagere, først og fremmest blive belønnet for at udvise yderligere brutalitet. Et godt bud er, at der altid vil være tilstrækkeligt med afstumpede individer til at sikre fødekæden, hvorfor det er en konflikt der (med pauser) vil være uendelig.
Nu kunne man jo få den ide, med tanke på at flere har været ude med ideen om legalisering af hash heriblandt en enkelt Københavnsk borgmester, og at der blandt befolkningen er et komfortabelt flertal for både fixerum og frigivelse af hash, at der måske er lys for enden af tunnelen – at man endelig er klar til at tage konsekvensen af en politik der så åbentlyst er fejlet.
Desværre tror jeg at det er mere realistisk at vi kommer til at leve med periodevise skyderier i særligt belastede boligområder og at det der i dag fylder godt op i medierne om kort tid blot vil blive nævnt i forbifarten.
Dette har været udviklingen indtil nu. Vi har for længst lært at leve med en indbrudsfrekvens, der for blot få årtier siden ville blive anset for ubærlig. Vi har stort set vænnet os til at det er forbundet med en hvis risiko at færdes på f.eks. strøget i København om natten, mens vores børn har lært at en hvis agtpågivenhed er nødvendigt når de færdes i det offentlige rum, hvis de gerne vil have deres penge og mobiltelefon med hjem igen.
Sådan kommer det også til at gå med bandekrigen – især hvis den begrænser sig til særlige kvarterer i København. Vi vænner os til det, og lærer at leve med det – hvilket for alle os der ikke lever i de pågældende områder jo også er relativt nemt. Til de der lever på f.eks. Nørrebro og har råd til det, vil jeg anbefale dem at flytte, hvilket en del af utivvlsomt også vil gøre – også selv om den reelle risiko for selv at blive udsat for noget ubehageligt måske fortsat er ganske ringe.
