Tag: reformer

Junckers Dilemma og den nye reformforskning

Overskriften Junckers Dilemma er også overskriften på en kronik af Otto Brøns-Petersen og overtegnede, som Weekendavisen bragte i fredags (kan læses her; kræver muligvis abonnement). Dilemmaet er kendt blandt politikere, der gerne vil indføre større reformer, men også genvælges. Som Luxembourgs daværende premierminister Jean-Claude Juncker – den senere kommissionsformand – formulerede det for år tilbage, kan man ikke begge dele. Otto og jeg spørger i kronikken, hvornår lande da faktisk indfører reformer, og om Juncker havde ret.

Vores svar er baseret på nye forskning og kronikken er således i høj grad en præsentation af den nyeste forskning i reformprocesser i public choice og institutionel økonomi. To relativt nye bøger opsummerer fornemt, hvad den nye forskning viser om reformer og hvornår man faktisk kan komme ud over den ofte velorganiserede modstand mod reformerne fra særinteresser. Eller som vi opsummerer, hvad Wayne Leighton og Edward Lopéz finder:

Som [Leighton og Lopéz] understreger i deres prisbelønnede Madmen, Intellectuals & Academic Scribblers, har public choice-teori siden 1960erne bidraget til en forståelse af, hvorfor reformer er så svære at gennemføre. Organiserede særinteresser har ofte langt mere indflydelse end vælgere og kan således blokere reformer og forhindre, at de overhovedet diskuteres. I Danmark gælder det dele af fagbevægelsen, men også dele af erhvervslivet.

I et omhyggeligt case study af australske og svenske reformer – Nils Karlssons ligeledes fine Statecraft and Liberal Reform in Advanced Democracies – er indsigten:

Som modtræk besluttede en kreds af svenske erhvervsfolk sig allerede fra slutningen af 1960erne for at tage et principielt og intellektuelt baseret opgør med denne udvikling. Karlsson viser, hvordan man satsede betydelige ressourcer på at opbygge tænketanke og forskningsinstitutioner med et langt bredere sigte end snævre erhvervsinteresser. Opgøret kulminerede i kampen om fondssocialisme, men denne intellektuelle infrastruktur var også vigtig for at have et vidensgrundlag på plads, da Sverige blev ramt af flere alvorlige økonomiske kriser i løbet af 1980erne og 1990erne. Helt frem til i dag er Sverige et godt eksempel på, hvad en principfast og fremsynet indsats kan udrette på det lange sigt.

Den sidste hurdle mod reformer er Junckers Dilemma, men er dilemmaet virkeligt? Som Niclas Berggren og jeg viser i det seneste nummer af Journal of Institutional Economics (læs tidligere omtale her), er der typisk intet dilemma. Vælgernes reaktioner, her vurderet via deres svar på, hvorvidt de er tilfredse med den måde, demokratiet fungerer på i deres land, er faktisk positivt påvirkede af større, liberaliserende reformer. Nok advarer kommentatorer jævnligt mod reformer, men det ville være en noget speciel situation, hvis reformer er upopulære på samme tid som de gør vælgerne mere tilfredse med demokratiet. Den brede modstand mod reformer eksisterer ofte udelukkende i politikernes hoveder.

Mens man venter på reformer, er Brasiliens økonomi gået i stå.

Langt om længe er forslaget til en gennemgribende og nødvendig pensionsreform nået frem til kongressens to kamre. Desværre i en udvandet version. Oprindelig var der lagt op til besparelser på omkring 1.600 mia. BRL (ca. 400 mia. USD i dagens kurser), og reform af pensionssystemerne gældende for både privat-, statslig, delstatslig og kommunalt ansatte, hvoraf besparelsen ved en reform alene i delstater og kommuner indebar en besparelse på ca. 400 mia. BRL over de kommende 10 år.

Delstaterne og kommuner er dog pillet ud af det forslag som kongressen nu diskuterer. Angiveligt fordi medlemmerne af de to kamre ikke mener der har været tilstrækkelig opbakning til en reform fra delstaternes guvernører. Det har ikke nogen umiddelbar konsekvens for de statslige finanser, men givet den finansielle tilstand i mange delstater er omend endnu værre end på føderalt niveau, ender det nok med at blive et føderalt problem alligevel på et eller andet tidspunkt.

Lovgivning omkring pension er en del af forfatningen og i regeringens oprindelige forslag ville man løfte dele af lovgivningen ud, så fremtidige ændringer nemmere kunne gennemføres. Dette er også fjernet fra de forslag som kongressens to kamre skal debattere.

Det har ingen (beregningsmæssige) økonomiske konksekvenser, men vil besværliggøre senere (nødvendige) reformer. Ændringer i forfatningen kræver et kvalificeret flertal på 60 procent af stemmerne i de to kamre. Formentlig indebærer det også at regeringens oprindelige ønske om at lave et pensionssystem med en højere grad af selvfinansiering i modsætning til det nuværende pay-as-you-go system, ikke kan gennemføres.

Økonomien står bomstille

For første gang siden 2016 mindskedes Brasiliens økonomi i 1. kvartal, målt i forhold til kvartalet før og flere økonomer forventer nu at økonomien vil vokse med under 1 procent i indeværende år. Så sent som i januar var forventningen at økonomien ville vokse med ca. 2,2 procent i indeværende år.

Ifølge tal for 1. kvartal 2019, faldt BNP (BIP på portugisisk) med 0,2 procent i forhold til 4. kvartal 2018, se figur nedenform, mens væksten set i forhold til 1. semester året før var på 0,5 procent og den akkumulerede vækst de seneste 4 kvartaler endte på 0,9 procent.

Målt på BNP per indbygger ser det endnu værre ud. Mens BNP per indbygger har ligget fladt de seneste år, er den fortsat ca. 8 procent lavere end for 5 år siden.

En del af årsagerne til nedjusteringen af den forventede vækst i indeværende år skyldes udefrakommende faktorer, ikke mindst krisen i Argentina, men den afgørende faktor er dog den fortsatte usikkerhed omkring den helt afgørende pensionsreform, som fortsat lader vente på sig.

Pensionsreformen er lakmus testen, men det er ikke nok

En reform af Brasiliens pensionsreform har været del af den offentlige debat lige siden man vedtog en ny forfatning i 1988, som indbefattede et pensionssystem, man allerede på daværende tidspunkt var økonomisk uholdbart og der har efterfølgende været adskillige på at reformere systemet under alle præsidenter, hvor ingen desværre er lykkedes med at komme igennem med andet end mindre tilpasninger.

Resultatet er at Brasilien har verdens dyreste offentlige pensionssystem, målt i forhold til andelen af befolkningen over 64 år, når man ser på omkostninger i forhold til BNP.

Selv om andelen over 64 år er under halvdelen af Spaniens, så udgør pensionsudbetalingerne ca. det samme, nemlig næsten 12 procent af BNP, hvilket fremgår af nedenstående graf.

Det er fuldkommen uholdbart på sigt, idet også Brasilien oplever en hastig aldring af befolkningen de kommende årtier. Frem mod 2060 forventes antallet af pensionister at stige med 260 procent (med mindre der gennemføres reformer), mens den erhvervsaktive del af befolkningen forventes at falde med mellem 6 og 7 procent.

Ligesom i det meste af det øvrige Latinamerika er fødselsraten faldet drastisk gennem det seneste halve århundrede. Fødselsraten er i Brasilien faldet fra 6 børn per kvinde i 1960 til i dag 1,7 barn per kvinde. Til sammenligning er antallet af børn per kvinde i Danmark 1,8.

Udviklingen indebærer, at uden reformer vil pensionsystemet koste svarende til ca. 25 procent af BNP i midten af det 21. århundrede.

Allerede i dag er der et underskud på pensions systemet svarende til ca. 5 procent af BNP, mens pensioner alene udgør 45 procent af det føderale budget. Når dertil lægges off. lønninger (som i lighed med pensioner er meget høje, op til 50 pct. højere end tilsvarende i den private sektor) og rentebetalinger på offentlig gæld (ca. 7 procent af BNP), levner det meget lidt plads til øvrige forpligtigelser og stort set ingen plads til f. eks. (meget) tiltrængte investeringer i infrastruktur mv.

Kilde: IBGE (2019)

Det nuværende pensionssystem

Brasiliens pensionssystem er nok svær at forstå for mange mennesker på vores breddegrader. Det er meget komplekst, økonomisk uholdbart og set med fordelingsmæssige briller vel også hvad de fleste vil opfatte som dybt uretfærdigt.

Selv om der formelt er tale om at den enkelte lønmodtager (i den formelle sektor – ved siden af eksisterer en meget stor uformel sektor, ligesom i andre latinske lande) betaler en hvis procentdel (ca. 11 procent) af sin løn ind til et pensionsystem, er der ingen sammenhæng mellem indbetalinger og efterfølgende pensionsudbetalinger. Det er i den grad tale om et “pay-as-you-go” system, hvor især pensionerne til offentligt ansatte, især statsansatte, er absurd høje. Under det nuværende system svarer pensionen til den sidste løn – og reguleres herefter i takt med den efterfølgende lønudvikling.

Offentligt ansatte er voldsomt overrepræsenterede blandt de 15 procent højeste indkomster (både beskæftigede og pensionister) og helt fraværende blandt de laveste indkomster.

Som lovgivningen er i dag, kan man gå på pension enten baseret på hvor mange år man har arbejdet eller minimumsalder. Pensionsalderen er 65 år for mænd og 60 år for kvinder i den private sektor og 60 år for mænd og 55 år for kvinder i den offentlige sektor.

Men man kan også gå på pension baseret på antal år man har “bidraget” via sin løn. Her gælder, at man skal bidrage 35 år for mænd og 30 år for kvinder. For bestemte grupper i det offentlige er der tale om færre år. Det gælder bl. a. militæret, politi, brandmænd og undervisere, hvor kvindelige lærere kan nøjes med 25 år, hvilket indebærer at de kan gå på pension, når de er i 40erne – og det med fuld løn!

Eet meget forskellige vilkår og lønniveau indebærer, at mens ca. 3 procent af samtlige pensionister kommer fra den offentlige sektor, generer de ca. 35 procent af det samlede underskud i pensionssystemet, der som nævnt udgør ca. 5 procent af BNP, med pil opad.

I gennemsnit modtager offentligt ansatte mere end 6 gange så meget i pension som privat ansatte, mens ca. 41 procent af pensionsudbetalingerne går til de 20 procent højeste indkomster. Omvendt står de 20 procent fattigste kun for ca. 3 procent af pensionsudbetalingerne.

Pensionsreform

Kort fortalt går regeringens forslag bl.a. ud på at der indføres en generel minimumsalder på 65 år for mænd og 62 år for kvinder ( med få undtagelser), mens man ikke længere kan gå på pension baseret på hvor længe man har bidraget. dog har antal år man har bidraget betydning for hvor høj en pension man kan modtage. At man fastholder differentieret pensionsalder på baggrund af køn er forøvrigt ikke økonomiminister Paulo Guedes ide. Han ønskede ens alder (65 år)

Det forslag der nu behandles i kongressens to kamre indebærer herefter en række modifikationer, hvoraf nogle har stor økonomisk betydning, mens andre ikke umiddelbart ændrer på den forventede besparelse de kommende 10 år.

Pensionssystemet vil således fortsat være bestemt ved forfatningen, ligesom bl.a regeringens planer om at gå fra et “pay as you go” mod et system, hvor pensionen i højere grad afhænger af den enkeltes opsparing. Der vil fortsat være forskel mellem offentlig og privat ansatte, og vilkårene for visse grupper, som bl. a. det føderale politi og militæret vil fortsat være meget favorable.

Ifølge regeringens oprindelige beregninger vil reformen indebære en statslig besparelse på ca. 1200 mia. BRL (svarende til ca. 310 mia. USD i dagens kurser) over de kommende 10 år – ca. 1600 BRL, hvis man regnede delstater og kommuner med.

Den besparelse var allerede langt fra en endelig løsning. Alene i 2018 var underskuddet i pensionssystemet små 200 mia. BRL.

Kilde: Økonomiministeriet, Brasilien (2019)

Ovenstående estimater fra økonomiministeriet er baseret på det oprindelige forslag, og derfor allerede forældede. Ikke kun fordi det nuværende forslag indebærer en væsentlig lavere besparelse over de kommende år, men også fordi de indbyggede forventninger til den økonomiske vækst i både indeværende og kommende år siden hen er revideret betydeligt ned.

Den forventede vækst for i år, da man lavede beregningerne var over 2 procent, mens den forventede vækst i BNP nu er nede på 1 procent – med risiko for at den bliver endnu lavere.

Vi kan således allerede nu konstatere, at både vækst og besparelse bliver betydeligt lavere end oprindeligt forventet.

Mens det oprindelige forslag indebar en forventet besparelse på ca. 1.200 mia. BRL på de føderale budgetter over de kommende 10 år, forventes der med de reviderede forslag kun at være tale om en besparelse på ca. 870 mia. BRL, svarende til et fald på ca. 30 procent.

Som tidligere nævnt er delstater og kommuner samtidig pillet ud (for nuværende), hvorved den samlede besparelse over de kommende 10 år er 45 procent mindre end ved regeringens oprindelige forslag.

Det skal holdes op mod, at de forventede underskud (uden reform) over de kommende 10 år er på ca. 2.000 mia. BRL.

Væsentligste årsager til den lavere besparelse er at foreslåede ændringer for førtidspensionister samt såkaldte “aposentadoria rural” (særlig kategori for personer i bestemte primære erhverv) bliver mindre end oprindeligt foreslået. I modsætning til regeringens oprindelige forslag fastholdes en lavere aldersgrænse. Desuden havde regeringen foreslået at afskaffe den såkaldte “Abono salarial”. Det reviderede forslag bibeholder dette system.

“Abono Salarial” er en ydelse man kan modtage hvis man tjener under to minimumslønninger i gennemsnit om mdr. og kan dokumentere at man har været i arbejde i minimum 5 år (hvilket udelukker de lavest lønnede, da de typisk er ansat i den uformelle sektor og derfor ikke har den fornødne dokumentation).

Selv om det oprindelige forslag indeholdt, at bl.a. undervisere – både privat og off. ansat havde en lavere pensionsalder end den generelle på 65 år for mænd og 62 år for kvinder – indeholder det nye forslag en endnu lavere pensionsalder for kvinder på 57 år i modsætning til de foreslåede 60 år, mens mænd også i det nye forslag tidligst kan gå på pension som 60-årige.

Hvordan den endelige reform kommer til at se ud, er ikke godt at vide. Det kan sagtens ende med yderligere udhuling. “Markedets forventning” (baseret på diverse spørgeundersøgelser i foråret blandt analytikere o.a.) tyder på at markedet forventer en reform som medfører besparelser for ca. 6-700 mia. BRL. Hvilket er alt for lidt og kun køber (lidt) tid.

Pensionsreform er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig, forudsætning

Hvis det nuværende forslag vedtages er det trods alt bedre end markedet forventer og bedre end det forslag den tidligere regering ikke kunne få igennem. Det ligger også over hvad økonomiminister Paulo Guedes har angivet som “smertegrænsen” (han har sagt, at han træder tilbage, hvis den forventede besparelse for de kommende 10 år kommer under 800 mia. BRL). Men en pensionsreform er i sig selv langt fra tilstrækkeligt. Heller ikke planlagte privatiseringer – som i indeværende år gerne skulle bidrage med ca. 20 mia. BRL er tilstrækkelig, hvis man for alvor skal øge væksten de kommende år.

Nedenstående er et estimat for fremtidige vækst ved gennemførelse af en ambitiøs reformplan (der er ikke taget højde for en pensionsreform), se også noter til figur.

Problemet er grundlæggende, at nok kan regeringen gøre en del uden at gå til kongressen – det gjorde man også i den tidligere regering – men alle væsentlige ændringer kræver kongressens samtykke, og ofte også ændringer i forfatningen, hvilket indebærer at der skal være 3/5 flertal i kongressens to kamre.

Og udfordringerne er enorme. F. eks. har Brasilien formentlig verdens mest komplicerede skattesystem, ligesom der er forskelle fra delstat til delstat. Skatterne er generelt meget høje, mens der eksisterer et hav af undtagelser for udvalgte sektorer.

Det er mere end 60 år siden, at det økonomiske team bestående af Gustavo Bulhões og (Brasiliens fremmeste økonom gennem tiderne), Roberto Campos, mislykkedes med at gennemføre reformer, som kunne sikre en mere effektiv og markedsbaseret kreditgivning, baseret på private aktører. Mindre end 10 procent af Langfristede kredit/låntagning (løbetid over et år) kommer fra private aktører. Bl. a. et resultat af den førte pengepolitik og et meget højt renteniveau koblet med udbredt brug af subsidieret kreditgivning til udvalgte sektorer (og virksomheder). Skulle det endelig lykkes at etablere et mere moderne og markedsbaseret finansielt system (Guedes ønsker bl. a. at privatisere de store statsejede aktører i den finansielle sektor), vil det have stor positiv betydning for den interne ressourceallokering. MEn men men. Det er prøvet før og det er aldrig lykkedes, men måske denne gang?

Magten ligger i kongressen

Mens Paulo Guedes og hans team nok har de rigtige ideer, står det mere sløjt til med regeringens evne til at skabe flertal for sine reformer i kongressens to kamre.

Brasiliens præsident har en relativt begrænset magt. Alle væsentlige ændringer kræver kongressens ( og højesterets) opbakning. Ligesom i bl. a. USA har præsidenten godt nok muligheden for i et vist omfang at udstede dekreter. De kan dog – og bliver ofte – efterfølgende afvist af enten kongressen eller højesteret.

Indtil videre har præsident Bolsonaro vist sig som både uvillig til (og groft sagt inkompetent) at sikre sig en solid opbakning i kongressens to kamre, som ellers efter det seneste valg er relativt højreorienteret efter brasilianske forhold.

Med 17 partier i senatet og 26 partier i deputeretkammeret er det bestemt heller ikke nogen let opgave. Præsidentens eget (og seneste) parti, PSL, som han blev medlem af så sent som i 2017, sidder kun på 4 ud af Senatets 81 pladser og 55 ud af Deputeretkammerets 513 pladser.

Bolsonaro’s tilgang har bestemt heller ikke hjulpet. Således har han i flere tilfælde i stedet for at forhandle med kongressen, satset på at mobilisere opbakning i befolkningen. En taktik vi har set tidligere i Brasiliens historie – og som plejer at ende galt for den siddende præsident.

Den reelle magt ligger i en gruppe af centrum-højre partier (Núcleo duro), under ledelse af Deputeretkammerets magtfulde præsident, Rodrigo Maia, fra partiet DEM, som har rødder tilbage til Arena, som blev dannet i militærstyrets (naive) forsøg på at skabe et to-parti system, hvor Arena var på regimets side og MDP repræsenterede opposition.

Disse partier sidder på 149 af kammerets 513 pladser, og regner man mulige allierede partier med, 279 pladser. Heri er IKKE medregnet Bolsonaros parti PSL. (ja det er kompliceret).

Uden støtte fra Maia og rækken af centrum-højre partier, er Bolsonaros regeringstid dømt til fiasko (på det væsentligste område, nemlig økonomien). Og det er der en meget reel risiko for bliver resultatet.

Dermed er risikoen for at Brasilien fortsætter sin ringe økonomiske udvikling overhængende. Som det fremgår af nedenstående figur, har Brasilien siden begyndelsen af 1980erne været karakteriseret ved lav økonomisk vækst. Fra en gennemsnitlig vækst på 3, 6 procent per indbygger i perioden 1964-1985, har den siden 1989, kun været 1,2 procent om året.

Før nogen nu får den ide, at man ville være bedre stillet, hvis man afskaffede demokratiet og genindførte militærdiktatur – og det er der (desværre) en mindre del af den brasilianske befolkning som mener (inkl. præsident Bolsonaro) – så skal man være opmærksom på (mindst) to forhold:

1. Det er i høj grad både den økonomiske model (importsubstitution, statslig ejede virksomheder og manglende frie markeder) og det håbløse politiske system, hvor hver delstat er en valgkreds, , som er årsagen til den efterfølgende ringe udvikling.

2. Den økonomiske vækst som man oplevede op gennem 1970erne var i stigende grad baseret på ekstern finansiering (låntagning), og brød sammen i begyndelsen af 1980erne, samtidig med at inflationen steg markant.

Det skal også medtages at med demokratiets genindførelse fulgte også absolut nødvendige reformer, økonomi blev mere åben (oemnd den fortsat er relativt lukket), der gennemførtes privatisering i et vist omfang og ikke mindst medførte “plano Real” i 1994, at det lykkedes at komme den meget høje inflation til livs.

Desværre var man bedre til at øge skatteprovenuet end til at få styr på de offentlige udgifter, som ikke mindst steg kraftigt under råvarer-boomet i nullerne, hvor Brasilien meget fejlagtigt blev fremhævet for dets økonomiske udvikling.

Det er kun Venezuela som har haft en ringere økonomisk udvikling siden årtusindeskiftet i Sydamerika, og sammenligner man med resten af regionen var der intet spektakulært ved de sociale fremskridt som blev berømmet dengang i medier over hele verden. Andre lande i regionen klarede sig væsentligt bedre på bl. a. reduktion af fattigdom osv. Og et endda mens man rent faktisk investerede i at sikre den fremtidige produktionskapacitet – hvilket man fuldkommen negligerede under den populære præsident Lula, hvorfor den meget ringe økonomiske vækst i indeværende årti – og den største økonomiske krise i 100 år fra 2014 til 2017, i høj grad skyldes den førte politik i årtiet før.

Måske er den bedste illustrition af Brasiliens realative deroute gennem de seneste 30 år, at sammenligne med Chile, Peru og Colombia (de tre mest markedsorienterede Sydamerikanske økonomier)

Som det fremgår var Brasilien, målt på BNP per indbygger den rigeste af de 4 for 30 år siden. I dag er Chile markant rigere, mens både Colombia og Peru haler ind på Brasilien. Fortsætter den nuværende udvikling i blot få år endnu, vil Brasilien være det fattigste af de 4 lande.

Desværre et meget sandsynlig scenarie.


Brasilien rammer bunden, men fremtiden ser lys ud

Christian beskrev forleden hvorledes Venezuela fortsætter sin ubegribelige vej ud i kaos, med hastigt stigende inflation og en fuldkommen ødelagt økonomi. En tragedie af næsten ubeskrivelige dimensioner. Hvad der for blot et halvt århundrede siden var Sydamerikas rigeste land er i dag et land præget af vold, fattigdom, sult og mangel på selv de mest elementære nødvendigheder.

Heldigvis ser det noget anderledes ud i Latinamerikas største økonomi, der som bekendt har haft nogle hårde år, med faldende BNP, stigende inflation og arbejdsløshed, en kæmpe korruptionsskandale, som langt fra er ovre, samt politisk kaos, der sidste år kostede den socialistiske præsident Dilma Rousseff præsidentposten.

(PIB = BNP)

Hendes arvtager og tidligere vice-præsident Temer partiet PMDB – der i den udstrækning man kan tale om at det har en ideologi, må betegnes som en blanding af social-konservatisme og socialdemokratisme – har siden været en ganske upopulær præsident. Både på grund af den måde han kom til magten og fordi korruptionsanklager, der også har kostet flere ministre posten, fortsætter med at klistre til ham.

Temer går næppe over i den folkelige historie, som en af de store populære præsidenter. Men det kan meget vel være, at den mere seriøse historieskrivning i eftertiden vil karakterisere hans regeringsperiode som en af de mest afgørende i nyere brasiliansk historie.

Efter perioden under den folkekære præsident  (og fortsat populær blandt mange brasilianere trods anklager om korruption) Lula – især fra hans 2. valgperiode –  og efterfølgeren Dilma Rousseff markerede en tilbagevenden til tidligere tiders nationalistisk og statscentrerede økonomiske politik, der på mange måder mindede om den politik militæret førte i 70erne, markerer Temers regering en tilbagevenden til reformkursen i 90erne, og en betydelig større vægtning af markedskonform økonomisk politik og orienteering mod en mere åben økonomi.

Sidste år  fik man gennemført en forfatningsændring, der indebærer at de føderale budgetter ikke må stige mere end inflationen de kommende 20 år, dog med en revision om 10 år og her i april vedtages muligvis den største ændring i det brasilianske pensionssystem i mands minde. Det vender jeg tilbage til indenfor de kommende uger.

 kilde: Global rates.com

Faldet i inflationen er fulgt op af et betragteligt fald i renterne de seneste måneder og der er en spirende optimisme omkring den fremtidige økonomiske udvikling. Nok forventer man fortsat stigende arbejdsløshed hen over året, før den igen begynder at falde, mens BNP muligvis vil stige minimalt (BNP per indbygger vil fortsat falde). Men bunden ser ud til at være nået og hvis man lykkes med at gennemføre hovedparten af de reformer, som regeringen arbejder for, vil Brasilien for alvor være en økonomi man igen skal regne med. Der er naturligvis mange hvis’er i denne ligning. Men 2016-2017 kan meget vel komme til at gå over i historiebøgerne, som de år der kommer til at definere den økonomiske politik i mange år fremover. Hvis altså………. Men det vender vi tilbage til i kommende indlæg.

Presset til reformer

Der er meget langt mellem de gode nyheder fra Venezuela, men forleden bragte Wall Street Journal en af dem. Uden nogen egentlig annoncering og uden at ændre loven, har Maduro-regimet i Caracas valgt at opgive de statslige priskontroller i indtil videre seks delstater. De militært håndhævede maksimalpriser har bidraget til at skabe voldsomme mangelsituationer, som vi tidligere har skrevet om her på stedet. Den morsomt ildelugtende side er, at en lang række hoteller i Venezuela anbefaler deres udenlandske gæster, at de selv tager sæbe og toiletpapir med. Som i alle kommunistiske lande, er Venezuela også for længst løbet tør for toiletpapir. Den mere tragiske side af priskontrollerne er, at der også for længst er skabt omfattende mangel på mælk, majsmel og mange andre basale fødevarer (læs f.eks. her og her). Som WSJ skriver, er de problemer ved at lette:

“Ending price controls has started to ease the chronic shortages that have resulted in more than half of Venezuelan families skipping meals, according to recent polls. In cities where the controls have been lifted, including Maracaibo and Puerto Ordaz, the long lines of shoppers that snaked outside every store have shortened. Looting of markets and food trucks—a daily occurrence just a few months ago—were down one-third nationwide in August from a May high, according to the Venezuelan Observatory of Social Conflict, a nonprofit group.”

Dermed er Venezuelas kvaler ikke ovre. Den delvise frigørelse af priserne, der sandsynligvis bliver udbredt til hovedstaden relativt snart, bidrager også til at hæve den allerede tårnhøje inflation, der plager landet. Uofficielle estimater peger på, at den årlige inflation nu er over 500 %, og stigende. Og intet godt kommer uden en bagside i Maduros Venezuela. Regimet er allerede i gang med at købe stemmer til næste valg med den mad, der nu kan komme ind fra Brasilien, Colombia og endda fra Trinidad og Tobago:

“As it ends price controls in the provinces, the government is also playing favorites by handing out subsidized food to ruling-party loyalists. About 15% of Venezuelan families get a plastic bag filled with products hand delivered every 45 days, say officials and pollsters.”

Maduro og hans kumpaner reagerer dermed præcist som public choice-teori siger. De har opgivet en del af deres politik for at undgå voldsomme optøjer og plyndring – det er et fint eksempel på Acemoglu og Robinsons ’replacement effect’ – men sørger stadig for at fordærve politikken direkte at købe stemmer og loyalitet.  Plus ca change…

Mistillid til politikere er en god ting

Der har på det sidste stået en debat om den lave tillid til regering og politikere. Vi har tidligere skrevet om emnet her og her, men forleden blussede debatten op igen. Det skete da en ny undersøgelse og en bog af Jørgen Goul Andersen, professor ved Aalborg Universitet, endnu en gang pegede på, at danskernes tillid til politikerne er på et historisk meget lavt niveau. Goul gik dog et skridt videre og hævdede, at  faldet skyldes, at politikerne ikke beskytter den socialdemokratiske velfærdsstat nok. TV2 opsummerede hans påstand således: ”Reformer af efterløn, dagpenge, kontanthjælp, førtidspension og andet har skabt større utryghed blandt en stor gruppe af vælgere.”

Både Goul og Mark Ørsten fra RUC mener, interviewet i Kristeligt Dagblad, at der i særlig grad mangler kommunikation. Grunden til mistillid er således, at mangel på kommunikation betyder, at politikerne ikke altid er informeret klart om, hvad borgerne gerne vil, og borgerne ofte ikke ser rationalitet og storheden i politikernes handlinger. For en samfundsforsker med baggrund i public choice er det et i særgrad mærkværdigt synspunkt.

Debatten har to separate aspekter: 1) Hvad er den ’optimale’ grad af tillid til politikere; og 2) er Gouls påstand om årsagerne korrekt? Nummer 2) er sjældent et element i den offentlige debat – evidens er så forstyrrende for politiske postulater – og 1) har manglet helt. Spørgsmålet, der mangler i debatten er derfor, om tillid til regering og politikere er godt. Mit argument her er, at det er det ikke.

Den amerikanske magiker og libertarianske intellektuelle Penn Jillette diskuterer her en intuitivt public choice-position til spørgsmålet. Jillette opsummerer sin – og min – holdning til spørgsmålet ved at “the last thing we want is a government that can get things done.” I stedet er hans ønske, at ”we want a clunky, sloppy, slow-moving, small, insignificant, weak government.” Grunden er,at politikeres incitamenter til at gennemføre noget som helst i første omgang er, at blive valgt og genvalgt. Årsag nummer 1 til politik er popularitetshensyn. Derefter har de fleste særinteresser, de repræsenterer og som støtter politikerne eller deres parti, og naturligvis kræver de en vis modydelse. Kun derefter kan man forestille sig, at nogle politikeres incitamenter kan formes af et ærligt ønske om at gøre det rigtige – hvis det overhovedet kan defineres, og hvis politikerne i øvrigt ved hvordan samfundet fungerer og er kompetente på andre måder. At have tillid til politikere er derfor lidt ligesom at give børnehavebørn ansvar for egen læring.

Vender man sig mod empirien, udgav jeg sidste år sammen med Niclas Berggren og David Lipka en artikel i Public Choice, hvor vi undersøgte om legitimitet – i høj grad formet af folks tillid til politikere – medierer effekten af den offentlige sektor på den økonomiske vækst (gated version her; gratis tidligere version her). Vi fandt, at en stor offentlig sektor er forbundet med lavere vækst, men også at virkningen var meget mere negativ, når folk opfattede staten som mere legitim – dvs. når de havde høj tillid til politikere.

Det sidste empiriske spørgsmål er, om Goul har ret: Falder folks tillid til politikerne, hvis de reformerer velfærdsstatspolitiker? Vi tillader os i dag, at præsentere konkret evidens fra en empirisk analyse lavet direkte til bloggen. Vi har brugt data fra Eurobarometer-undersøgelserne, der siden 1995 har spurgt borgerne om deres tillid til politikere, politiske partier og regeringen. At faldet er virkeligt, kan ses i figuren nedenfor, der plotter tillid til Folketing og regering siden 1995.

Politisk tillid, 1994-2016

Politisk tillid, 1994-2016

Kombinerer man det med købekraftsjusterede data på gennemsnitsindkomst og Heritage Foundations Index of Economic Freedom, kan man direkte teste Gouls påstand. Heritage-indeksene måler nemlig meget direkte de aspekter, Goul henviser til: Statslige reguleringer i bl.a. arbejdsmarkedet, den offentlige sektors størrelse, og markedsregulerende politiker. Vi har derfor kørt en række regressionsanalyser med år- og lande-fixed effects for de 30 europæiske lande, der dækkes af datakilderne. Hele datasættet er naturligvis tilgængeligt for vores læsere, så vi opsummerer blot kort hvad der kommer ud af det.

Med lande-fixed effects er alle resultater identificeret af ændringer over tid indenfor et land: Hvordan ændrer folks tillid til politikerne sig, når de ændrer på den økonomiske frihed. Har Goul ret, bør der være et helt generelt billede på tværs af de 30 lande, hvor politisk tillid er negativt forbundet med økonomisk frihed. Men det, der kommer ud af analyserne er faktisk, at hvis den økonomiske frihed hæves, stiger folks tillid til politikerne. Bruger man delen af Heritage-indekset, der måler størrelsen af den offentlige sektor, er en 10 % ændring i indekset forbundet med en 10 % højere tillid til politikerne.

Analysen er således ikke ligefrem konsistent med et politisk populært argument om, at vælgerne ikke kan lide reformer af velfærdsstaten. På tværs af Europa, det omvendte ser ud til at gøre sig gældende. Søndagsanalysens konklusioner således (lidt firkantet), at man ikke bør have tillid til politikere, der vil meget, og at folk heller ikke har det. Kunne det måske være værdifuldt at vide for politikerne selv, eller foretrækker de at leve i deres politiske boble?

Obama i Cuba – Han kom, så og talte…og det var godt

Som den første præsident i mere end 80 år, var Obama på et 2 dages besøg i Cuba i begyndelsen af denne uge. Besøget er naturligvis del af forsøget på en  normalisering i forholdet med de to lande, som er fundet sted sted de senere år.

At konflikten mellem USA og Cuba fylder langt mindre i mediebilledet end tidligere ses tydeligt af den relativt moderate dækning i amerikanske medier. Tirsdagens terrorangreb i Bruxelles har naturligvis også haft betydning.

Også i forhold til USA’s forhold til Latinamerika er der grund til ikke at overdrive betydningen af den igangværende proces. Antiamerikanisme i Latinamerika er behersket og faldende (figur nedenfor) og i en gallup foretaget af Latinobarometro i 2011 kom Obama ud som den mest populære udenlandske statsleder, mens de mest upopulære var Castro og Chavez.

20160319_AMM920

Overordnet må Obamas rejse til Cuba nok primært vurderes at have symbolsk betydning, og dog……

De to dage i Cuba kan kort beskrives som “han kom, han så og han talte”……..og det er ikke så skidt endda.

Således livetransmitterede Cubansk TV Obamas tale tirsdag. Og kan man være uenig om dele af ræsonnementerne og den underliggende historiske opfattelse af forholdet mellem de to lande og Cubansk historie, indeholder den en række bemærkelsesværdige afsnit – ikke mindst fra ca. 18 minutter inde i talen, hvor Obama forsvarer ytringsfrihed og demokrati. Eller i de afsnit hor han kommer ind på de ca. 2 mio. amerikanere af cubansk oprindelse. Som han siger på et tidspunkt tidligt i talen:

In the United States, there is a clear monument to what the Cuban people can build. It’s called Miami

Det udløste ingen klapsalver i salen. Det gjorde det til gengæld, da Obama opfordrer til en ophævelse af USA’s handelsembargo, som nu har eksisteret i næsten 56 år.

“As President of the United States, I’ve called on our Congress to lift the embargo. It is an outdated burden on the Cuban people. It’s a burden on the Americans who want to work and do business or invest here in Cuba. It’s time to lift the embargo.

Efter klapsalverne fortsatte Obama dog med, at

But even if we lifted the embargo tomorrow, Cubans would not realize their potential without continued change here in Cuba. It should be easier to open a business here in Cuba. A worker should be able to get a job directly with companies who invest here in Cuba. Two currencies shouldn’t separate the type of salaries that Cubans can earn. The Internet should be available across the island, so that Cubans can connect to the wider world and to one of the greatest engines of growth in human history”.

[youtube]https://www.youtube.com/watch?v=-9FqF6eOmro[/youtube]

Desværre – for Obama – kræver en ophævelse af embargoen tilslutning fra både kongressen og senatet. Selv om 2/3 af den amerikanske befolkning er tilhængere af en ophævelse, afspejler det sig ikke i holdningen hos de folkevalgte i kongressens to kamre.

En ophævelse, hvor glædelig den end ville være, har desværre lange udsigter, med mindre der sker et radikalt skift i den førte politik i Cuba.

Embargoen reguleres gennem flere love, og en ophævelse kræver:

  1. (Gen)indførelse af demokrati og overholdelse af menneskerettighederne i Cuba
  2. Erstatning for nationaliseret amerikansk ejet ejendom

Som et kuriosum kan nævnes at USA trods handelsembargoen er Cubas 6. største handelspartner og står for lidt mindre end 7 procent af Cubas import. Der er primært tale om fødevarer og medicin. USA’s eksport til Cuba sker mod kontant betaling på grund af udestående krav mod den cubanske stat, som følge af nationaliseringerne for 56 år siden.

Punditokraterne er helt enige med Obama i, at det er på tide at ophæve handelsembargoen overfor Cuba. Den har – set fra amerikansk synspunkt – været en total fiasko, eller Bloomberg skrev i december 2014:

”If the embargo of Cuba had been aimed at keeping the Castro brothers in power, it might be judged today as the most successful foreign policy in the history of the U.S”

Den har været et effektivt propagandaværktøj for Castro brødrene, som naturligvis bevidst har overdrevet effekten.

Vurdering af betydningen af amerikanske sanktioner

Som det fremgår af ovenstående figur som er hentet fra Ernesto Hernández-Catá’s “A Brief Comparative History of Gross Domestic Production in “Revolutionary” Cuba, er den aboslut væsentligste forklaringsvariable “politikfejl”.

Det har man også været klar over før Obama regeringen. Under Bush-regeringen forsvarede embargoen finansierede man samtidig et analyse af, hvorledes man evt. kunne finde en løsning på de amerikanske krav om erstatning for den konfiskerede ejendom.  En løsning af denne konflikt er helt central for en reel normalisering i forholdet mellem de to lande. Nemt bliver det ikke.

Derfor er Obamas besøg vigtigt

Men selv om det muligvis kan have lange udsigter for en endelig normalisering af forholdet mellem USA og Cuba, skal man ikke undervurdere betydningen internt i Cuba. Den halve time Obama talte til det cubanske folk, ikke mindst den sidste halvdel, bringer minder frem om Ronald Reagans “Tear down this wall” tale. Obama insisterede også på og mødtes med kritikere af regimet (billed nedenfor).

Barack Obama sits at a table with a group of Cuban dissidents.

At den cubanske regering går med til dette – og en live transmitteret tale -viser om noget hvor presset regimet reelt er – og hvor alene Cuba efterhånden står i regionen.

I forhold til tidligere har man ingen sugar-daddy til at holde hånden under økonomien, og  reformprocessen er både langsom og yderst mangelfuld. Og først og fremmest drevet af desperation, snarere end et dybtfølt ønske om at forbedre den menige cubaners levevilkår.

For regimet og dets ledelse handler det om at sikre sig en plads i fremtidens Cuba.
Mens vi venter på at Castro brødrene forlader scenen

Selv om de fleste efterhånden har erkendt at det cubanske eksperiment er endt i fiasko – Cuba var blandt Latinamerikas rigeste lande før Castro’s magtovertagelse – er det alligevel bemærkelsesværdigt at følge hvorledes man på venstrefløjen dels overdriver reformer og fremtidsudsigter ( bl.a. Ole Sohn) og hvor dybt angsten for en “amerikanisering” af Cuba sidder.

Som når Julie Wetterslev i en kronik i Raeson sidste sommer, “Kan Cuba forblive Cuba” stiller spørgsmålet om hvorvidt Cuba kan åbne sig for nordamerikanske interesser, uden helt at opgive idealismen? for derefter stort set at gentage hele den propagandasmøre af misinformation, som Castro regimet har forstået at bilde folk ind igennem årtier.

Som vi har påpeget før her på bloggen er hele fortællingen om de store sociale fremskridt i Cuba grundlæggende noget vrøvl. Ser man på udviklingen før og efter Castro’s magtovertagelse, er Cuba blandt de lande i verden, som har oplevet de mindste fremstridt målt på sundhed og uddannelse de sidste 50 år. Før Castro regimet var børnedødeligheden f. eks. lavere i Cuba end i bl.a. Japan, Spanien og Belgien. I dag er den væsentlig højere.

Uanset hvilken indikator vi bruger har Cuba klaret sig relativt ringe de seneste 56 år.

Afsluttende bemærkninger om reformprocessen.

Som allerede nævnt er formålet med reformerne primært at sikre den nuværende elite, det vil sige kommunistpartiets top og militæret – som kontrollerer ca. 60 procent af Cuba’s økonomi – det fortsatte magtmonopol. Det fremgår da også meget klart af ”Lineamientos”, som man vedtog på partikongressen i 2011, at der ikke er tale om fundamentalt at ændre den cubanske model, men ”blot ” at den skal opdateres. Der vil fortsat være tale om en central statslig styret økonomi

Selv om hverken omfang eller hastighed kan sammenlignes med reformer andre steder, er der sket ændringer. Spørgsmålet er blot hvor langt de rækker. Carmelo Mesa-Logo konkluderer således i en artikel i Americas Quarterly, “Can Cuba’s Economic Reforms Succeed?“, at

Raúl has declared that the reforms are quite complex, must be tested by experiment and should not be hurried so as to avoid costly error. His motto is “slowly but without pause.” But time and age (Raúl has promised to retire in 2018 at the age of 86) conspire against such an attitude. “Updating the model,” as the government is attempting to do, while retaining central planning and the predominance of state property over the market and non-state property, has not succeeded in Cuba. Nor has it succeeded anywhere else.

Ifølge estimater foretaget af ASCE (The Association for the Study of the Cuban Economy), indebærer de nuværende amerikanske tiltag, at BNP potentielt kan øges med mere end 0,6 procent per år i de kommende år – primært drevet af turisme og øgede pengeoverførsler fra amerikanere med cubanske rødder. Det er bestemt ikke uvæsentligt, men næppe heller tilstrækkeligt på sigt. En fuld ophævelse af alle restriktioner vil naturligvis øge betydningen yderligere, men som ASCE pointerer:

A key element for the longer term is the impact on foreign investment.  This in turn will depend on prospects for implementation of policies in Cuba that improve substantially the operating environment for foreign firms.  Today such changes are not evident in spite of revised legislation enacted in early 2014, and foreign direct investment is placed at around 1% of GDP.   It is estimated that to reach government growth targets foreign direct investment will have to increase to at least 3.5% of GDP.

The recent measures announced by Obama are not sufficient to accomplish this.  Further easing of US restrictions could generate sizable investments in sectors such as tourism and mining that can operate in relative isolation from domestic markets.  However  the economy remains distorted by central planning, pervasive controls on prices and wages and discretionary regulations that hit large and medium sized enterprises.  Foreign investment in sectors such as tourism and mining will likely yield a growth upsurge but not sustained expansion in the absence of broad reforms to establish working product and labor markets and a balanced regulatory framework.

Med andre ord – som Obama pointere i sin tale i tirsdags. Grundlæggende ligger bolden på cubansk banehalvdel. Med andre ord: er reformerne grundlæggende drevet at en ønske om et mere velstående Cuba – ikke mindst en mere velstående befolkning – er man nød til at gennemføre reelle markedsøkonomiske reformer. Altså mere USA og mindre Cuba.

Kommunisme er ikke hvad det plejede at være…

Det er en af beskederne i Michael Tottens formidable beskrivelse i City Journal af hans besøg i Hanoi tidligere i år. De rå nationalregnskabstal taler i og for sig for sig selv. Ifølge FN levede 3.8 % af befolkningen i 2008 (det sidste år med data) for under 1.25 dollars om dagen, mod 24 % i starten af 90erne. Den årlige vækstrate i real BNP de sidste 20 år har været godt 5 %, og 4 % målt i arbejdskraftproduktivitet (tal fra Penn World Tables, 8.1). med et CIA-estimat for gennemsnitsindkomsten på 5.600 købekraftskorrigerede dollars er landet nu på linje med Indien eller Uzbekistan og rigere end Pakistan og Moldova. Udviklingen er illustreret i figuren nedenfor.

Tottens essay giver dog et helt anderledes dækkende indtryk af, hvad Vietnams Doi Moi-reformer, der startede i 1986, har gjort ved landet. Nogle pluk om, hvad der sker når man opgiver kommunisme:

The city is extremely business-friendly. I asked a local man who works for an American company how hard it is for foreigners to invest and go into business in Hanoi. “The Vietnamese government makes it easy,” he says. “Just present them with a business plan, tell them what you want to do, and you’re good to go.” The same goes for small businesses. All you have to do, he says, “is rent the space, pay the taxes, and that’s it.”

Not just the ideology but the state itself feels almost irrelevant to anyone who isn’t an outspoken dissident. Controlling Vietnam’s people and imposing order on its freewheeling chaos is an exercise in futility.

Stærkt anbefalet!

VTN udvikling

Følger lande OECDs anbefalinger?

OECD kommer jævnligt med anbefalinger til økonomisk politik og reformer. Spørgsmålet er dog, hvad de generelt anbefaler, og om lande faktisk følger anbefalingerne. Svaret på det sidste spørgsmål i ny forskning er et rungende nej. I papiret ”What policies does the OECD recommend to its members, and does it make a difference? Evidence from a new database” viser Andreas Bergh, Margareta Dackehag og Martin Rode at mens anbefalingerne giver god mening fra et nationaløkonomisk synspunkt – de ligner i høj grad anbefalinger, der ville øge landets økonomiske frihed og er dermed konsistente med f.eks. Fraser Instituttets reformagenda – er der intet der tyder på, at lande følger dem.

Hvis man skulle være i Aarhus-området med lidt tid i dag, holder Martin Rode seminar i Tuborg Centeret klokken 13-14. Annonceringen er her; seminaret foregår på Fuglesangs Allé i lokale L161.

Er demokratisering godt for reformchancer?

Det arabiske forår skabte en masse optimisme efter det virkelig så ud som, at om nogle af landene ville blive demokratiske. Mange kommentatorer synes også at regne med, at landene nu kommer i gang økonomisk. Det vil nødvendigvis indebære, at de først gennemfører vidtgående reformer, der liberaliserer deres i dag stærkt statsstyrede økonomier. Den bagvedliggende idé, som kommentatorerne synes at dele, er således at demokratisering markant øger chancerne for at sådanne reformer gennemføres.

Er den antagelse berettiget? Det svarer en artikel i det nye nummer af European Journal of Political Economy på. Martin Rode, der til december forsvarer sin PhD-afhandling om økonomisk frihed ved Universidad de Cantabria i Santander, har brugt et år af sin studietid på Florida State University. Ud af dt ophold er der kommet en fællesartikel med James Gwartney – en af hovedmændene bag Fraser Instituttes Economic Freedom of the World projekt. I artiklen ”Does Democratization Facilitate Economic Liberalization?” finder de to forskere, at i 48 transitioner til demokrati mellem 1975 og 2009 resulterede demokratisering generelt i klar økonomisk liberaliseringer i de første ti år.

Der er dog to kvalifikationer. For det første finder Rode og Gwartney, at efter den første tiårsperiode er der en tendens til, at man igen begynder at regulere mere. For det andet gælder det, at de ustabile demokratiseringer – defineret ved en demokratiseringsepisode der efterfølges af mindst ét kup indenfor de første ti år – som oftest gennemfører strammere regulering.

Med andre ord er det kun lande, hvor et nyt demokrati tydeligvis er kommet for at blive, der liberaliserer. Hvad betyder det så for de arabiske lande? En forsigtig tolkning er vel, at juryen stadig voterer på det spørgsmål. Et andet element, som Rode og Gwartney ikke ser på, er Friedman-Hayek-hypotesen, der siger at økonomisk frihed og et uafhængig retsvæsen er en forudsætning for stabilt demokrati. Der er mere at undersøge, men det tysk-amerikanske samarbejde er vel værd at læse.

Inspiration fra 2020 Tax Commission

I følge TV2 News’ program om politisk kommunikation, Mogensen & Christiansen, har RAF-regeringen tilrettelagt den indeværende weekend/miniferie ned i mindste detalje, forstået således, at væsentlige dele af den skattelovspakke, regeringen fremlægger på tirsdag, vil blive offentligt kendt før offentliggørelsestidspunktet.

At dømme ud fra dagens skatte-overskrifter, er der dog ikke meget at komme efter (som skatteyder): Berlingskes Nyhedsbureau skriver, at mennesker i arbejde, efter planen, skal fratages DKK 4100 mindre p.a., medens skatteministeren i Politiken gentager, hvad mange andre har sagt i (næsten) generationer. Det var vel også pointen i dét den tidligere statsminister sagde på YouTube, den anden dag, da han annoncererede sit partis hovedpunkter i skattereformen: Regeringens reformplan er ikke andet end paper-pushing.

Men når nu RAF-regeringens udspil offentliggøres på tirsdag, hvorfor så bruge tiden indtil da på at spekulere over, hvad det indeholder. Særligt, når tiden f.eks. kan bruges på at kigge over på bare den anden side af Nordsøen.

Illustration af 2020 Tax Commission's forslag

Illustration af 2020 Tax Commission's forslag

I UK har 2020 Tax Commission udsendt sin endelige rapport (her som pdf og her i flash) om det engelske skattesystem og den indeholder, så sandt som det er sagt, idéer, der burde give stof til eftertanke i Danmark. – Også selvom der er strukturelle forskelle i skattesystemernes opbygning.

Rapporten, der er fyldig og (mere vigtigt) veldokumenteret, konkluderer, at et mål om vækstskabelse kun nås, hvis parlamentet og regeringen reformerer skattesystemet, så skattesatserne sættes lavere og systemet i sig selv bliver mere simpelt og gennemsigtigt. Dét, mener 2020 Tax Commission, kan opnås således:

1. Taxes should be cut to 33 per cent of national income
2. Marginal tax rates should not exceed 30 per cent, and the personal allowance should rise to £10,000
3. Taxes on capital and labour income disguised as business taxes should be abolished, and replaced with a tax on distributed income
4. Transaction, wealth and inheritance taxes should be abolished
5. Other consumption taxes need to stay for now, but transport taxes should be cut
6. Local authorities should raise half of their spending power from local taxes

2020 Tax Commission eksemplificerer selv resultatet af en realisernig af de seks punkter således:

The proposals would result in substantial tax cuts for households across the income distribution. A two earner household, with an income of around £28,000, would receive a tax cut of around £3,400, for example. They would also provide a significant boost to economic growth. The increase in GDP after 15 years would be 8.4 per cent – this is equivalent to an additional £5,000 per family in 2012 –13.

For at gøre det hele lidt lettere at forstå markedsføre, har 2020 Tax Commission lavet en video i OK-længde, som forklarer planen. Videoen, som denne blogs læsere selvsagt gerne må dele på sociale medier, er her:

[vimeo width=”550″ height=”330″]http://vimeo.com/42499528[/vimeo]

Så skulle weekendlæsningen være på plads.

Opdatering 28. maj 2012: Rapporten er nu omtalt hos Cobden CentreInstitute of Economic Affairs og The Spectator

Hvilke reformer inspirerer resten af Norden?

I den forgangne uge havde jeg en kronik i Børsen om hvad vi kan lære af de andre nordiske lande. Kronikken var baseret på et notat, som Cepos forskningschef Henrik Christoffersen og jeg har udarbejdet, baseret på Fraser Instituttets økonomiske frihedsindeks. Vores udgangspunkt var påstanden, at ”det danske samfund er så anderledes, at erfaringer fra Chile, New Zealand eller Taiwan slet ikke kan bruges herhjemme”. Så tanken var at se på, hvad man kunne lære af de andre nordiske lande, der jo om nogen er direkte sammenlignelige.

Først viser vi i notatet, at der er masser at lære: Som illustreret i figuren nedenfor, ville en kombination af de frieste politikker og praksisser – dvs. områder, hvor der er mindst offentligt indblanding – give en nordisk best-practice model en status som det fjerdefrieste land i verden.

For den andet viser vi i notatet, hvor det store læringspotentiale synes at ligge for hvert af de nordiske lande. Figur nummer to illustrerer dette. Overraskelsen? Dansk faktisk handelspolitik! Som jeg skrev i kronikken – med betragtelig bekymring:

Sammenligninger med de andre nordiske lande afslører også, at Danmark har et andet og relativt nyt problem. Sidst i 1990erne var Danmark, ligesom Sverige, en af de mest åbne økonomier i verden, når Fraser Instituttet vurderede de såkaldte ”non-tariff barriers” – handelsbarrierer i form af særlige standarder, krav og bureaukratiske omkostninger. I dag er instituttets vurdering faldet med mere end ti procent mens Sveriges indeks er uændret. Mens de formelle regler, der dikteres af EU, er uændrede, har danske politikere indført så meget bureaukrati og detailregulering, at den danske økonomi de facto langsomt lukker sig overfor udlandet.

 

The Global Commision On Drug Policy anbefaler legalisering af cannabis, coca-blade og ecstasy

Som jeg skrev i en klumme på 180grader og et indlæg her på bloggen for et par dage siden, var der en rapport fra “The Global Commision On Drug Policy” på vej. Rapporten er nu offentliggjort og kan læses her.

Der har været en kort omtale af rapporten i en række aviser og på DR og TV2’s hjemmesider i dag. Typisk med en overskrift i retning af “Toppolitikere vil lovliggøre Marihuana“. Hvorefter det kort nævnes i selve teksten, at også andre stoffer kan komme på tale. Rent faktisk bruges marihuana/cannabis primært som et eksempel. I selve rapporten peges også på bl.a. coca-blade (hvis forhold til kokain er nogenlunde som at sammenligne det at drikke en lys øl med at skylle en flaske snaps ned) og MDMA (Ecstasy).

Review the scheduling of drugs that has resulted in obvious anomalies like the flawed categorization of cannabis, coca leaf and MDMA. Ensure that the international conventions are interpreted and/or revised to accommodate robust experimentation with harm reduction, decriminalization and legal regulatory policies

Udgangspunktet er en risikovurdering, men reelt lægges der i rapporten op til at alle former for rusmidler kan legaliseres – se også punkt 3-5 nedenfor i oversigten over kommisionens anbefalinger.

  1. Break the taboo. Pursue an open debate and promote policies that effectively reduce consumption, and that prevent and reduce harms related to drug use and drug control policies. Increase investment in research and analysis into the impact of different policies and programs.
  2. Replace the criminalization and punishment of people who use drugs with the offer of health and treatment services to those who need them.
  3. Encourage experimentation by governments with models of legal regulation of drugs (with cannabis, for example) that are designed to undermine the power of organized crime and safeguard the health and security of their citizens.
  4. Establish better metrics, indicators and goals to measure progress.
  5. Challenge, rather than reinforce, common misconceptions about drug markets, drug use and drug dependence.
  6. Countries that continue to invest mostly in a law enforcement approach (despite the evidence) should focus their repressive actions on violent organized crime and drug traffickers, in order to reduce the harms associated with the illicit drug market.
  7. Promote alternative sentences for small-scale and first-time drug dealers.
  8. Invest more resources in evidence-based prevention, with a special focus on youth.
  9. Offer a wide and easily accessible range of options for treatment and care for drug dependence, including substitution and heroin-assisted treatment, with special attention to those most at risk, including those in prisons and other custodial settings.
  10. The United Nations system must provide leadership in the reform of global drug policy. This means promoting an effective approach based on evidence, supporting countries to develop drug policies that suit their context and meet their needs, and ensuring coherence among various UN agencies, policies and conventions.
  11. Act urgently: the war on drugs has failed, and policies need to change now.

Der er ingen tvivl om, at i forhold til den nuværende narkotikapolitik, vil der være tale om et stort fremskridt, hvis de 11 anbefalinger bliver fulgt.

Som det fremgår af ovenstående anbefalinger er der IKKE tale om, at man foreslår en generel legalisering, hvilket ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt elers ville være at foretrække (set med en økonomis øjne), men det kan jo komme.

Anbefalinger bygger i første omgang på, at narkotikapolitikken skal tage udgangspunkt i en reel risikovurdering af rusmidlerne, se også figur nedenfor.

Reel og potentiel “samfundsfare” og FN’s klassificering over farlighed

Det er overordentlig vigtigt, at tage ovenstående figur med et vist forbehold, hvilket også fremgår af teksten. Nedenfor er vurdering af 20 rusmidler publiceret i “The Lancet” i 2010.

Bag ovenstående står bl.a. den tidligere engelske chefrådgiver for den engelske regering, professor David Nutt, der blev sat fra bestillingen delvist på grund af hans vurdering af faren ved de forskellige rusmidler.

Når der tales om risikovurdering af rusmidler er det væsentligt at holde sig for øje, at man ikke begrænser sig til at se på skadesvirkningerne for den enkelte, men inddrager virkninger på hele samfundet. Hermed er man nød til at indrage skadevirkningerne af den førte politik. Et emne vi har skrevet en del om her på bloggen før. Det nævnes således eksplicit, at det bør være et mål i sig selv at begrænse kriminelle organisationers indflydelse (indtægtsmuligheder) – det indebærer at en regulering kan og bør tage højde for hvorledes man mest effektivt begrænser disse.

Som økonom er ligger svaret selvfølgelig snublende nær – legaliser alle rusmidler – det indebærer også maksimale muligheder for at regulere kvaliteten af stofferne og hvem der har adgang til dem.

Der er næppe tvivl om at denne rapport i sig selv er en milepæl, givet hvem der har lagt navn til rapportens anbefalinger.

Man kunne dog have ønsket, at flere nuværende politiske ledere havde lagt navn til ønsket om en ændring i den førte narkotikapolitik, i lighed med Colombias præsident Manuel Santos.

Man kunne måske også have ønsket sig, at der var blevet talt mere lige ud af posen. Men at der lægges op til, at der skal ses på legalisering som muligt middel på linje med andre tiltag, er et enormt fremskrift i forhold til i dag. Ligesom kravet om en målbar og evidensbaseret politik i sig selv indebærer en helt anden debat om narkotika, end den vi kender f.eks. herhjemme fra.

Hvem står bag rapporten?:

  • Asma Jahangir, human rights activist, former  UN Special Rapporteur on Arbitrary, Extrajudicial and Summary Executions, Pakistan
  • Carlos Fuentes, writer and public intellectual, Mexico
  • César Gaviria, former President of ColombiaErnesto Zedillo, former President of Mexico
  • Fernando Henrique Cardoso, former President of  Brazil (chair)
  • George Papandreou, Prime Minister of Greece
  • George P. Shultz, former Secretary of State, United States (honorary chair)
  • Javier Solana, former European Union High Representative for the Common Foreign and Security Policy, Spain
  • John Whitehead, banker and civil servant, chair of the World Trade Center Memorial Foundation, United States
  • Kofi Annan, former Secretary General of the United Nations, Ghana
  • Louise Arbour, former UN High Commissioner for Human Rights, President of the International Crisis Group, Canada
  • Maria Cattaui, Petroplus Holdings Board member, former Secretary-General of the International Chamber of Commerce, Switzerland
  • Mario Vargas Llosa, writer and public intellectual, Peru
  • Marion Caspers-Merk, former State Secretary at the German Federal Ministry of Health
  • Michel Kazatchkine, executive director of the Global Fund to Fight AIDS, Tuberculosis and Malaria, France
  • Paul Volcker, former Chairman of the United States  Federal Reserve and of the Economic Recovery Board
  • Richard Branson, entrepreneur, advocate for  social causes, founder of the Virgin Group, co-founder  of The Elders, United Kingdom
  • Ruth Dreifuss, former President of Switzerland and  Minister of Home Affairs
  • Thorvald Stoltenberg, former Minister of Foreign Affairs and UN High Commissioner for Refugees, Norway

Følgende har fungeret som rådgivere for kommisonen:

  • Dr. Alex Wodak, Australian Drug Law  Reform Foundation www.adlrf.org.au
  • Ethan Nadelmann, Drug Policy Alliance www.drugpolicy.org
  • Martin Jelsma, Transnational Institute www.tni.org/drugs
  • Mike Trace, International Drug Policy Consortium www.idpc.net

 

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑