Warning: Use of undefined constant W3TC_POWERED_BY - assumed 'W3TC_POWERED_BY' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/punditokraterne.dk/public_html/wp-content/plugins/google-webfont-optimizer/google-webfont-optimizer.php on line 342
regulering – Punditokraterne

Tag: regulering

Tre artikler om regulering

De sidste par uger har jeg sammen med to af mine faste medforfattere fået to artikler accepteret i videnskabelige tidsskrifter. Det er naturligvis i sig selv grund til fejring – forskning er den centrale del af ethvert professorjob og giver ikke meget mening, medmindre man også får den udgivet så andre kan læse den – og det er særligt festligt, når det er med to så værdsatte kolleger som Martin Rode og Niclas Berggren. Men der er også den særlige grund, at de to artikler sammen med en tredje, der blev publiceret for et par år siden, tegner et særligt billede af, hvad offentlig regulering risikerer at gøre ved økonomien.

De nye artikler handler om henholdsvis sammenhængen mellem markedsregulering og den offentlige gældsudvikling, og om hvilke typer økonomisk politik, regeringer typisk indfører som reaktion på kriser. Den første artikel, skrevet sammen med Niclas Berggren, hedder meget enkelt ”Regulation and Government Debt” og er under udgivelse i Public Choice. Den anden, med titlen ”Crisis, Ideology, and Interventionist Policy Ratchets”, er fælles arbejde med Martin Rode og udkommer i Political Studies. De hænger emnemæssigt og konceptuelt sammen med min egen artikel ”Economic Freedom and Economic Crises,” der udkom i European Journal of Political Economy for to år siden, Vi har tidligere skrevet om gældsartiklen her og kriseartiklerne her og her, og working paper-versioner kan læses her, her og her.

Det samlende tema er offentlig regulering, men set fra tre vinkler. I mit arbejde med Niclas Berggren undersøger vi, om den offentlige reguleringsbyrde hænger sammen med udviklingen i den offentlige gæld. Svaret er ja: Jo mere, staten vælger at regulere arbejds-, kredit, og produktmarkeder, jo større bliver den offentlige gæld (alt andet lige). Der kan være flere grunde til denne sammenhæng, men vi hælder mod to forklaringer: Reguleringspolitik er ofte forbundet med andre typer økonomisk politik, der ikke altid er lige ansvarlige, så reguleringerne blot reflekterer andre typer politik. Vi bemærker dog, at vi faktisk ikke kan se nogen virkning på det offentlige forbrug, så denne type mekanisme må løbe gennem andre typer politik en rene udgifter. Den anden mulige forklaring, vi ser som sandsynlig, er at reguleringerne forsinker markedsjusteringer og således gør hele økonomien mere ’sluggish’, som udtrykket er på engelsk: Arbejdsløshedsproblemer bliver længerevarende, virksomheder kan pga. reguleringer ikke omstille sig hurtigt, og kreditgivningen bliver strammere og muligvis også mere politiseret. Alle tre forhold kan bidrage til, at staten i sidste ende får gæld pga. de væsentligt større og mere permanente socialudgifter.

Denne fortolkning bliver bakket op af den to år gamle artikel om kriser og økonomisk frihed (som kan læses i sin endelig version her). Jeg undersøgte dengang, om økonomisk frihed påvirker risikoen for at få en økonomisk krise, og om den påvirker hvordan krisen udspiller sig. Svaret viste sig at være, at der ingen klar sammenhæng er med kriserisikoen – lande med større økonomisk frihed og dermed en mindre reguleringsbyrde er hverken mere eller mindre tilbøjelige til at få kriser – men i lande med færre og lettere reguleringer varer de økonomiske kriser væsentligt mindre tid. Med andre ord var konklusionen dengang, at en tungere reguleringsbyrde betyder, at når man først har fået en krise, varer krisen væsentligt længere tid og indebærer et klart større samlet økonomisk tab. Fortolkningen af disse effekter er ganske klart, at reguleringsbyrden forhindrer økonomien i at flytte ressourcer fra virksomheder, der skærer ned eller går konkurs, til andre områder, og holder folk og kapital længere i arbejdsløshed. Det er således den samme type mekanisme, som Niclas Berggren og jeg ser som en af de mulige forklaringer på reguleringernes gældseffekt.

Hvorfor i alverden indfører politikere så tunge reguleringer, må man spørge. Mens der er gode grunde til at tro, at de er skabt af særinteresser – Mancur Olsons særinteresseteori har for eksempel vist sig meget holdbar – tager Martin Rode og jeg et skridt imod en ekstra forklaring. Vi har undersøgt det åbne spørgsmål om, hvad økonomiske kriser gør ved den økonomiske politik. Som vi noterede, da vi skrev om den oprindelige working paper-version her på stedet, er der gode grunde til at tro, at politikere øger det offentlige forbrug og strammer reguleringerne som svar på en krise. Der er dog også gode grunde til at tro, at kriser er særlige events, der tillader at politikerne indfører faktiske reformer fordi særinteresserne re svækkede og krisen demonstrerer, at man må gøre noget andet end tidligere.

Vores innovation er den – i øvrigt ret indlysende – at vi ikke antager, at alle regeringer gør det samme. Det har den tidligere litteratur ellers gjort, men Martin Rode og jeg finder, at det er vigtigt at undgå det. Vores studier af 69 mere eller mindre vestlige lande siden 1975 viser, at venstreorienterede regeringer i særlig grad øger det offentlige forbrug og indfører tungere markedsreguleringer, mens der ikke er evidens for, at højreorienterede regeringer i gennemsnit gør det samme. Kriser er således events, hvor regeringens politiske ideologi bliver meget tydeligt udslagsgivende for, hvilken politik der føres.

Det særlige problem viser sig i, at vi ikke finder nogen evidens for, at reguleringerne lettes efter krisen er ovre. Med andre ord bekræfter vi Milton Friedmans diktum, at Nothing is so permanent as a temporary government program. Og her ligger den deprimerende forbindelse mellem de tre artikler. Særligt venstreorienterede regeringer reagerer på økonomiske kriser ved at regulere markederne væsentligt mere. Disse reguleringer bliver ikke lettet efter krisen er ovre, uanset hvilken regering man får, og kommer dermed til at bidrage til, at de næste kriser bliver dybere, og at den offentlige gæld stiger. På den måde må man derfor konstatere, at de faktiske omkostninger ved markedsreguleringer, som ofte indføres i kriser, kan være langt større og permanente end de fleste forestiller sig. Om det så vil få politikere til at tænke sig om en ekstra gang, er et spørgsmål vi lader blæse i vinden.

Kurrild-Klitgaard om Bastiat om det man ikke ser

“Statens indgreb i marked og civilsamfund har altid to “sider”: Den man ser, og den man ikke ser.” Således starter Peter Kurrild-Klitgaard et indlæg i dagens Børsen, med reference til Frédéric Bastiat og dennes liberale essay om “Hvad man ser, og hvad man ikke ser.”

Det handler om utilsigtede konsekvenser af selv velment regulering, og er bestemt læseværdigt, ligesom Bastiats essay er det.

Essayen kan hentes kvit og frit her, mens Kurrild-Klitgaards indlæg kan læses her.

 

Årsager og løsninger på høje boligpriser i de store byer

Den nybagte cand. merc. Mathias Falkenberg har skrevet nedenstående indlæg, hvor han giver en analyse af de store problemer i boligmarkedet i København og Aarhus.

De høje boligpriser og boligmangel i de store byer, som gør livet surt for tusindvis af unge studerende, lejere og andre tilflyttere, har stået på i så mange år, at man skulle tro, at der er tale om en uundgåelig tilstand, der ikke kan laves om på. Det ville da også være naivt at forvente en bedring i forholdene, hvis vi fortsætter med at lytte til forslag fra personer, som intet forsøg gør på enten at forstå eller forklare, hvad årsagen til problemerne er.

Fælles for stortset alle forslagene er, at staten skal spille en større rolle og sørge for at flere boliger bliver bygget – typisk med det ønske, at boligerne skal subsidieres af skatteyderne, så huslejen kan bringes ned til et niveau langt under markedsprisen. Men sjældent bliver der gjort overvejelser om retfærdigheden i, at det ofte bliver dem med de gode kontakter, der får adgang til boligerne, når andre ikke har mulighed for at konkurrere med dem på markedsvilkår ved at byde en højere pris.

Et andet eksempel er den lov, der giver kommunerne ret til at kræve, at 25 procent af nye lokalplaner skal være almene boliger. Kaldt for billig boligloven – som om, at det er givet, at det vil være resultatet. Det vil det ikke. Loven vil blot bidrage til at gøre byggeri til en endnu mere uattraktiv investering, end det er i forvejen. Så selv hvis flere almene boliger bliver bygget, så vil der blive færre af andre slags bygninger, herunder beboelse, som der også er efterspørgsel på.

Eftersom de fleste mennesker ikke har meget forstand på hvordan det frie marked fungerer, så er det forventeligt, at de hælder til statslige løsninger. For selvom de måske ikke ved meget mere om, hvordan det forholder sig, når staten træffer økonomiske beslutninger, så ved de trods alt, at staten har magt til at beskatte, subsidiere, forbyde og påbyde. I kombination med disse værktøjer, og en evne til at træffe overlegne moralske beslutninger, er de overbevist om, at de er i stand til at reallokere samfundets ressourcer til formål, som vil skabe et mere socialt optimalt udfald. Eller i hvert fald et mere socialt retfærdigt udfald – hvordan de end definerer det. Men selvfølgelig er det umuligt for dem at opnå mere viden, end aktørerne i markedet kollektivt besidder, for at træffe beslutninger, der er kompetente nok til at opnå dette udfald.

Sandheden er, at problemerne på det danske boligmarked ikke skyldes en mangel af statslige indgreb eller regulering – tværtimod. Det er allerede den sektor i økonomien med den strammeste regulering – måske lige med undtagelse af finanssektoren. Kigger man f.eks. ud over København er det tydeligt at se, at bygningsmassen ikke har været et resultat af et frit marked. Den ensartede højde på omkring seks etager skyldes ikke et tilfælde, men fordi der er restriktioner på, at det ikke være højere end dette. Der er dog kommet lempelser de senere år, men det er stadig ikke muligt at bygge høje beboelsesejendomme for at tilfredsstille efterspørgslen fra de tusindvis af mennesker, som ønsker at bo centralt.

Reguleringen af boligsektoren er et virvar af lovgivning, som kun de færreste personer i landet har det fulde kendskab til. Selvom der er gode intentioner bagved, så gør det i mange tilfælde mere skade end gavn, når byggeri bliver mere besværligt, mere restriktivt og dermed mere omkosteligt, end hvad ellers vil være tilfældet, og som i sidste ende er nødt til at blive dækket af den pris, der tilbydes til køberne og lejerne.

Men hvor det er huslejereguleringen, der er årsagen til manglen på markedet for lejeboliger, så er det restriktionen på bygningernes højde, og fredning af ”bevaringsværdige” historiske bygninger, som er den primære årsag til høje boligpriser i de store byer. Byggehøjderestriktionen forhindrer udbuddet i at følge med den kraftigt stigende efterspørgsel, når området i syv etagers højde og derover erklæres for lukket land. På steder hvor byggegrunden er meget dyr, kan det let resultere i en mangedobling af prisen per lejlighed, hvis der bygges lavt fremfor højt, når omkostningen fra grunden skal spredes ud på færre beboere.

Det er ikke et spørgsmål om fattigdom, at mange folk ikke kan få deres drøm opfyldt om at bo i København – men fordi byggehøjderestriktionen sætter en fysisk begrænsning på, hvor mange der er plads til. De høje priser, som er en reflektion af den virkelighed, er den mekanisme, som begrænser antallet af beboere i København ved at sortere de mennesker fra, der ikke kan eller er villige til at betale nok.

Det vil sandsynligvis være en øvelse i nyttesløshed at forsøge at overbevise danskerne om vigtigheden ved at respektere den private ejendomsret, da de fleste desværre har et meget afslappet forhold til den slags fundamentale frihedsrettigheder. I stedet bør man spørge det store antal af mennesker, der foretrækker, at København forbliver ubeskæmmet af højhuse og skyskrabere, hvorvidt de syntes det er værd at betale den store omkostning, der er ved at begrænse højden og bevare historiske bygninger. For det er ikke gratis at pålægge markedet den slags restriktioner – ligesom det ikke er gratis at indføre restriktioner på brugen af kul til elproduktion, eller på handel med udlandet.

Hvor mange milliarder af kroner i velstand, der går tabt ved misallokeringen af knappe ressourcer, som restriktionen skaber, er i sidste ende et empirisk spørgsmål. Hvad der kan svares på er, at denne omkostning ikke er båret ligeligt af alle – tværtimod. Det er indflytterne og lejerne, der betaler de høje priser for at kunne bo i de store byer. Boligejerne, derimod, har vundet ved, at værdien af deres ejendomme er steget eksplosivt. Denne ejendomsejende klasse af storbybeboere har altså både fornøjelsen af den tilsyneladende store lyksagelighed ved den lave bebyggelse, og de høje boligpriser. Det kan nok også tænkes, at de heller ikke begræder konsekvensen ved, at de lavere sociale klasser er blevet forvist til udkanten af de store byer, hvor priserne er lavere. Det er iøvrigt svært at se det moralske i, at en gruppe mennesker, som bliver pålægt en så stor del af omkostningen ved byggehøjderestriktionen, ikke har råd til at bo der, hvor de kan have glæde af den.

Hvad enten man mener, at byggehøjderestriktionen, og andre slags reguleringer af den art, er omkostningen værd eller ej, så er det vigtigt, at der kan opstå enighed om, at det er det dette, som er årsagen til de høje boligpriser i de store byer. For uanset hvor snedig udtænkt en regulering og statslig subsidiering, vi forsøger os med, så er lave bygninger og lave boligpriser ikke foreneligt i en storby, fordi det strider imod de økonomiske love om udbud og efterspørgsel.

Slutteligt er det også vigtigt at understrege, at deregulering på der her område bør være det sande liberale standpunkt, i stedet for, at vi fremstår usympatisk ved at hævde, at det ikke er en menneskeret at bo i København, og at de studerende skal holde op med at brokke sig.

Ekonomisk Debatt om boligmarkedet

Det nye nummer af det fremragende svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt er på gaden i denne uge. Emnet i dette års temanummer er boligmarkedet – et emne der har speciel relevans for Danmark. Begge vores lande har nemlig udviklet nærmest byzantinske reguleringer og har voldsomme priser i de største byer.

Mens der er en række artikler – Harry Flam om hvorvidt Sverige har en boligboble, Mikael Elinder og Lovisa Persson om virkningerne af Sveriges 2008-reform og en diskussion udenfor temadelen af Fredrik Andersson og Lars Jonung om hvor stor gæld er acceptabel for Sverige – var højdepunktet for mig Roland Anderssons analytiske ’bøn’ om at liberalisere huslejerne. Som sædvanlig er hele tidsskriftet eminent læseværdigt og dygtigt redigeret, og af lige så stor relevans for danske som svenske diskussioner.

Nej, Obama ændrer ikke våbenlovgivningen pr. dekret

Våbenhistorier fra USA fylder uforholdsmæssigt meget i de danske medier. Det er i sig selv ikke et problem, da emnet, for mange, er interessant. Om ikke andet kan de være en oplagt mulighed for at få bekræftet nogle dårlige fordomme.

Præsident Obamas seneste våbeninitiativ er dog blevet drastisk overdrevet i de danske medier. Da jeg tjekkede dr.dk i morges stod der på forsiden, at præsidenten havde udstedt et ”dekret” og at han ”strammer våbenlovgivningen. ” Lignende meldinger, i samme bastante tone, kunne ses på alle større danske mediers Facebook-sider. Beskrivelsen er imidlertid ikke rigtig.

Præsident Obama har ikke udstedt noget dekret, og han ændrer ikke våbenlovgivningen. Han har således ikke udstedt nogen såkaldt excecutive order, men har alene truffet nogle excecutive actions og udstedt nogle memoranda. Der er en forskel imellem disse ting, og forskellene er beskrevet glimrende her: http://uspolitics.about.com/od/Gun-Control/a/Executive-Actions-Versus-Executive-Orders.htm

Alle handlingerne er indenfor rammerne af den eksisterende lovgivning og ikke mindst retspraksis. Derfor ændres våbenlovgivningen ikke. Desuden kan præsidenten heller ikke bare af egen drift ændre våbenlovgivningen, sådan som nogle borgerlige har frygtet og andre ikke-borgerlige har hyldet. USA er en retsstat og der er en lovgivningsproces.

I stedet for tale om en lovændring, skal man i stedet betragte præsidentens tiltag som en samling nye tjenesteordre til de føderale myndigheder om at justere praksis og rette ind. I respekt for den etablerede lovgivning og retspraksis. Som en kommentator (se link nr. 3 nedenfor) har bemærket om et af tiltagene:

”Taken at face value, the new ATF guidance is thus nothing more than a restatement of existing legal requirements. Put another way, it merely identifies those who are already subject to the relevant federal requirements and does not in any way expand the universe of those gun sellers who are required to obtain a license and perform background checks. In other words, it is — as the document says — a guidance, and not a substantive rule. It has no legal effect.”

I det hele taget kan den juridiske analyse hos Volokh Conspiracy (verdens bedste blog om jura og amerikanske forhold, efter min mening) anbefales: Obama’s executive actions on guns: Legal analysis.

Så, til de danske medier: Ro på.


Dette indlæg er en omskrevet FB-status, som jeg bringer efter opfordring fra Punditokraternes tidligere redaktør. En lettere omskrevet version er også at finde hos Dagbladet Børsen.

Gemte Detaljer II – Hvem husker den globale finanskrise i 1857?

Det andet indlæg i vores mini serie, “Gemte detaljer”, burde måske i virkeligheden hedde “glemte detaljer”.

Dette indlæg trækker kraftigt på sidste uges “The Economist”, hvor man havde “finansielle kriser” som tema. Overskriften kunne også have været at der er “intet nyt under solen”. Vi har både oplevet globale finansielle kriser før, og oplevet hvorledes markedet ofte har fået skylden. Det gælder ikke mindst den seneste finansielle krise, hvor et bredt udsnit af de politiske aktører, herhjemme bl.a. Per Stig Møller fra det konservative folkeparti, benyttede lejligheden til at angribe det frie marked.

Problemet er naturligvis bare, at den finansielle sektor langt fra kan karakteriseres som at fungere på almindelige markedsvilkår. Det er en historie der går langt tilbage og der er god grund til at mene, at ligesom tidligere tiders kriser i vid udstrækning har været resultatet af tiltag, hvis formål var at undgå nye kriser, er sandsynligheden stor for, at man i disse år lægger grunden til kommende finansielle kriser.

Derfor er her en lille gennemgang af et par af de mange historiske kriser man har oplevet. Ja, man kan vel egentlig godt tale om at vi “stavrer fra krise til krise”. Det interessante er så, at set over tid oplever vi fortsat stigende levestandard – ikke lige den udvikling Karl Marx forudså 🙂

hammiltons bailoutAllerede i 1792, blev USA kastet ud i sin første finansielle krise i kølvandet på, at finansminister Alexander Hamilton ønskede at skabe et effektivt marked for statsobligationer og oprettede USA’s første nationalbank efter engelsk og hollandsk forbilede. USA havde på daværende tidspunkt kun få banker og forsikringsselskaber. Det endte i en boble, en skandale (datidens fæle fyr hed William Duer) og en bail-out (se figur).

Banken blev solgt i 1795 og i 1811 udløb dens koncession.

Den første latinamerikanske gældskrise i 1825 

Som ung polit-studerende i 1980erne beskæftigede vi os naturligvis med Latinamerikas gældskrise. Allerede dengang slog det mig i hvilken grad undervisningen undlod at tage stilling til det vel ikke helt ligegyldige spørgsmål, hvorfor i alverden man var parat til at låne massivt ud til lande, der var kendt for at misligeholde deres gældsaftaler? Når jeg spurgte til det, gik det hurtigt op for mig, at det netop ikke var almindeligt kendt. Det har ellers været et særtræk for en række latinamerikanske lande siden deres uafhængighed fra Spanien.

Monroe doktrinen fra 1823, som siger, at Nord- og Sydamerika skal være fri for ydre (Europæisk) indblanding, var bl.a. foranlediget af europæiske långivere, der søgte kompensation for forfalden gæld i Sydamerika.

Det gik galt fra starten og af flere grunde. Køb af statsobligationer fra Latinamerika var populært fra det øjeblik de enkelte lande løsrev sig fra Spanien, ikke mindst blandt velstående englændere i takt med at renten på engelske statsparirer faldt. Renten faldt således fra 5 procent lige efter Napoleonskrigene til 3,3 provent i 1824. I forhold til en inflation på 1 procent mellem 1820 og 1825, efterlod det en meget beskeden omend sikker realforrentning.

Det nye obligationsmarked udviklede sig meget hurtigt. Fra at der i 1820 blev udbudt én udenlandsk statsobligation på markedet i London, som overtog Amsterdams rolle som det vigtigste finansielle centrum, blev der i 1826 handlet 23 udenlandske papirer. De gav generelt et højere afkast, og bl.a. gæld udstedt af Rusland, Preussen og Danmark var populært.

Det var investeringer i Latinamerika også i den grad. De tidligere kolonier Colombia, Chile, Peru, Mexico og Guatemala solgte med stor succes solgt obligationer. og så var der “Poyais”, som efter sigende skulle være beliggende i Mellemamerika. Desværre viste det sig for investorerne, at Poyais slet ikke eksisterede. Skandalen omkring Poyais illustrerer, hvor ringe information investorerne agerede på.

I det hele taget var udviklingen i markedet for latinamerikanske statsobligationer en opvisning i besynderlige antagelser. F. eks. troede mange investorer, at man fra engelsk side ville støtte de nye lande finansielt på grund af rivaliseringen mellem Spanien og Storbritannien. Den deraf manglende erkendelse af den virkelige risiko ved de udstedte obligationer ramte mange hårdt. Samtidig blev det populært at investere i engelske mineselskaber med interesser i Latinamerika, og en veritabel aktieboble blev opbygget på baggrund af helt urealistiske forventninger.

Fra 1823 kollapsede først obligationsmarkedet og ved udgangen af 1825 var kursen på f.eks. Peruvianske obligationer faldet til 40 procent af deres pålydende værdi. Kombinationen af sammenbruddet i obligationsmarkedet for Latinamerikanske statspapirer og mineselskabernes manglende indtjening ramte bankerne hårdt.  Det blev fulgt op af stormløb mod bankerne af folk der ville hæve deres kontanter i december 1825, hvorefter Bank of England så sig nødsaget til at yde midler til både långivere og virksomheder. På trods af denne bail-out, måtte 10 procent af alle banker i England og Wales lukke i løbet af 1826.

Den første globale finanskrise 1857

I 1857 var det så tid til verdens første globale finanskrise, som blev beskrevet som en “en krise mere alvorlig og mere omfattende end nogen, der var gået forud for denne” af The Economist samme år.

Udgangspunktet var, at USA kørte med store betalingsbalanceunderskud overfor Storbritannien, som blev finansieret af et stadigt engelsk opkøb af amerikanske aktiver. Ikke mindst var jernbaneselskaber en populær investering. Værdiansættelsen var høj og baseret på (overdrevne) forventninger til deres fremtidige indtægter, ligesom spekulation i hvor jernbanerne ville blive anlagt medførte hastigt stigende jordpriser i USA. Samtidig spillede finansiel innovation en ikke ubetydelig rolle. 

As Britain’s aggressive joint-stock banks gobbled up rivals, deposits grew by almost 400% between 1847 and 1857. And a new type of lender—the discount house—was mushrooming in London. These outfits started out as middlemen, matching investors with firms that needed cash. But as finance flowered the discount houses morphed, taking in investors’ cash with the promise that it could be withdrawn at will, and hunting for firms to lend to. In short, they were banks in all but name.

Competition was fierce. Because joint-stock banks paid depositors the Bank of England’s rate less one percentage point, any discount house paying less than this would fail to attract funds. But because the central bank was also an active lender, discounting the best bills, its rate put a cap on what the discount houses could charge borrowers. With just one percentage point to play with, the discount houses had to be lean. Since cash paid zero interest, they cut their reserves close to zero, relying on the fact that they could always borrow from the Bank of England if they faced large depositor withdrawals. Perennially facing the squeeze, London’s new financiers trimmed away their capital buffers.

Det hele endte med at markedet faldt sammen. Det startede i USA og spredte sig derefter via England til bl.a. Paris, København og Wien. Dennistoun, Cross og Co, en amerikansk bank, der havde filialer i Liverpool, Glasgow, New York og New Orleans, kollapsede den 7. november og rev Western Bank of Scotland, er havde 98 filialer med. Det gjorde den britiske krise systemisk.

Krisen spredte sig herefter til bl.a. Paris, Wien og København. Den resulterede dog i en meget vigtig erkendelse, som desværre senere delvist synes glemt igen og er blevet en af de gemte og glemte detaljer: Et finansielt sikkerhedsnet kan skabe overdreven risikotagning. Risikabel långivning, få likvide aktiver og en meget lille kapitalbuffer, der kan ses som konsekvensen af Bank of Englands udlånspolitik, indebar at man forventede at kunne skaffe offentlige midler i en krisesituation. Den erkendelse medførte, at Banken ændrede sin politik i 1858, hvorefter “Discount Houses” var nødt til at være selvforsikrede og øge deres likvide beholdning i stedet for at satse på centralbanken.

Det var absolut ikke populært i samtiden, at Bank of England skruede ned for tilskudene og den blev anset for at være “besat” af den måde discount husene opererede. Mange tvivlede også på hvorvidt man ville fastholde den ny hårde linje. De tog fejl. I 1866 kom Overend & Gurney i vanskeligheder, men Bank of England nægtede at træde til. At Storbritannien derefter ikke oplevede finansielle kriser gennem et halvt århundrede er derfor blevet tolket som at Bank of Englands hårde linje mindskede moral hazard problemerne.

Og hvad kan vi så lære af det?

Det er bemærkelsesværdigt, at trods tilbagevende finansielle kriser gennem flere hundrede år, fortsætter vi med at blive overrasket. Det virker næsten, som om vi ikke vil lære af historien. Det er ikke fordi der ikke er skrevet om finansielle kriser gennem tiden. Hvis man er interesseret i at læse mere, er det bare at klikke her. Der er vist litteratur nok til en rum tids læsning.

Vi så således, hvordan USA allerede få år efter uafhængigheden, lavede sin første bail-out. Og det er sket igen og igen siden. Enhver krise har også sine skurke fra et private erhvervsliv og finanssektoren. Og hver krise har indebåret reguleringstiltag som skulle forhindre kommende kriser. Spørgsmålet er nok snarere om de ikke fremmer dem. Om krisen i 1929 og frem skriver The Economist i sit tema nummer:

But as the 1920s wore on the young Federal Reserve faced a conundrum: share prices and prices in the shops started to move in opposite directions. Markets were booming, with the shares of firms exploiting new technologies—radios, aluminium and aeroplanes—particularly popular. But few of these new outfits had any record of dividend payments, and investors piled into their shares in the hope that they would continue to increase in value. At the same time established businesses were looking weaker as consumer prices fell. For a time the puzzle—whether to raise rates to slow markets, or cut them to help the economy—paralysed the Fed. In the end the market-watchers won and the central bank raised rates in 1928.

It was a catastrophic error. The increase, from 3.5% to 5%, was too small to blunt the market rally: share prices soared until September 1929, with the Dow Jones index hitting a high of 381. But it hurt America’s flagging industries. By late summer industrial production was falling at an annualised rate of 45%. Adding to the domestic woes came bad news from abroad. In September the London Stock Exchange crashed when Clarence Hatry, a fraudulent financier, was arrested. A sell-off was coming. It was huge: over just two days, October 28th and 29th, the Dow lost close to 25%. By November 13th it was at 198, down 45% in two months.

Worse was to come. Bank failures came in waves. The first, in 1930, began with bank runs in agricultural states such as Arkansas, Illinois and Missouri. A total of 1,350 banks failed that year. Then a second wave hit Chicago, Cleveland and Philadelphia in April 1931. External pressure worsened the domestic worries. As Britain dumped the Gold Standard its exchange rate dropped, putting pressure on American exporters. There were banking panics in Austria and Germany. As public confidence evaporated, Americans again began to hoard currency. A bond-buying campaign by the Federal Reserve brought only temporary respite, because the surviving banks were in such bad shape.

This became clear in February 1933. A final panic, this time national, began to force more emergency bank holidays, with lenders in Nevada, Iowa, Louisiana and Michigan the first to shut their doors. The inland banks called in inter-bank deposits placed with New York lenders, stripping them of $760m in February 1933 alone. Naturally the city bankers turned to their new backstop, the Federal Reserve. But the unthinkable happened. On March 4th the central bank did exactly what it had been set up to prevent. It refused to lend and shut its doors. In its mission to act as a source of funds in all emergencies, the Federal Reserve had failed. A week-long bank holiday was called across the nation.

It was the blackest week in the darkest period of American finance. Regulators examined banks’ books, and more than 2,000 banks that closed that week never opened again. After this low, things started to improve. Nearly 11,000 banks had failed between 1929 and 1933, and the money supply dropped by over 30%. Unemployment, just 3.2% on the eve of the crisis, rose to more than 25%; it would not return to its previous lows until the early 1940s. It took more than 25 years for the Dow to reclaim its peak in 1929.

Selv om der er ligheder, er der naturligvis også store forskelle fra krisen i 1929 og frem og så krisen fra 07 og frem. Lighederne er dog meget synlige, ikke mindst at begge startede med en periode med meget lave renter, som afløstes af for hurtigt stigende renter. I begge tilfælde forsøgte man at forhindre fremtidige kriser ved regulering. Men måske var det på tide at man prøvede noget andet, som f.eks. et finansmarked der fungerede på almindelige markedsvilkår?

Kapitalisme uden konkurs svarer jo lidt til kristendom uden synd.

 

Dynamisk konkurrence

Det kommer vel ikke som den største overraskelse, at borgerligt-liberale mennesker ser forskelligt på gavnligheden af lovgivning. Nogen af os er rimelig fortrøstningsfulde, mens andre har en noget mere anarkistisk indstilling. Sådan må det nu og engang være.

Konkurrenceretten er et af de område, hvor liberale internt kan komme til, at debattere langt og længe, om såvel nuancer som helt grundlæggende antagelser. Nogen mener således, at der slet ikke bør være regler om misbrug af monopolmagt, fordi ingen monopolist kan være monopolist for evigt. Andre ville heroverfor, mere pragmatisk, hævde, at visse regler om monopolmisbrug kan modvirke nogle uønskede handlinger her og nu.

Der kunne skrives lange indlæg om hvorvidt i de gældende konkurrencereglers udtalte formål, og forestillingen om, at man ad reguleringens vej kan opnå “effektiv konkurrence”, er hensigtsmæssige. Men hér på bloggen vil jeg nøjes med blot, at henvise til nobelprisøkonomen Gary Becker’s afsluttende ord i et nyt indlæg om netop konkurrenceregulering, som jeg mener rammer plet og – hvis dette havde været Twitter – fortjener hashtagget #FoodForThought:

Anti trust policy should recognize that dynamic competition is often a powerful force when static competition is weak. The big policy question then is whether it is worthwhile to bring expensive and time consuming anti trust cases against still innovating firms that have considerable profits and monopoly power, given the significant probability that new competitors will before long greatly erode this power through different products? I believe the answer to that is no, and that policy should often rely on dynamic competition, even when that allows dominant firms only temporarily to enjoy economic power.

Steen Leth Jeppesen’s klarsyn i Børsen

Steen Leth Jeppesen’s dagsaktuelle leder i Børsen om de danske regel- og sektortilsyn sidder, som man siger, lige i skabet og den vidner om, at dele af den danske mediebranche har klarsyn nok til at kunne se – og efterfølgende slå ned på – de rigtige problemer. Her et par fyldige uddrag, med mine fremhævninger; jeg håber Børsens ophavsretsafdeling vil være overbærende:

Som bekendt går det dårligt for mange statskontrollerede virksomheder. F.eks. Dong, DSB, Post Danmark og SAS. Hvordan det reelt forholder sig med andre statsaktiviteter under mere eller mindre autonome ledelser fortaber sig derimod i det uvisse. Det gælder således regulerende direktorater – i medierne betegnet “vagthunde”: Forbruger- og Konkurrencestyrelsen, Finanstilsynet, Energitilsynet, Arbejdstilsynet osv. …

[Direktør for Konkurrencestyrelsen Agnete Gersing] påpeger, at råd og ankenævn er garanti for lovmedholdeligheden. Uden at tage stilling til [kritikken af Konkurrencestyrelsen] er der da grund til at tro, at Gersing administrerer lovgivningen “efter bogen”. Noget andet er så, om den indsats altid fremmer effektiv konkurrence. Det går man bare ud fra, fordi det politisk er besluttet at være tilfældet.

Konkurrencestyrelsens markedsafgrænsninger kan i den sammenhæng godt siges at være arbitrære, uanset om de er “efter bogen”. Direkte offentlig virksomhed er i øvrigt undtaget, ligesom f.eks. apoteker, Danmarks Radio, kommunal forvaltning og fagforeningsvirksomhed. Meget skyldes selve lovgivningen, men en del også den måde styrelsen fungerer på “efter bogen”

…Finanskrisen og politikeres behov for at afstraffe banker – herhjemme såvel som i EU – giver tilsynet flere og flere opgaver og magtmidler. I første halvdel af 1990’erne var smidig tilsynsadministration hjælpsom under en dansk bankkrise. Det førte til en 5000 sider lang kritisk rapport fra en såkaldt ekspertgruppe, hvis forvaltningsretlige flueknepperier har kyst embedsværket. Et efterhånden meget magtfuldt tilsyn – der reelt selv laver regler, administrerer og pådømmer overtrædelser – har siden nidkært arbejdet “efter bogen”.

Kolossal ekspertise er åbenbart samlet i Århusgade, hvor man både har viden om lokale grund- og ejendomsværdier, forretningsmodeller og ledelseskompetencer. Senest har direktør Per Grønborg fra Danske Markets i Berlingske rejst spørgsmålet om det rimelige i særlig skrap dansk tilsynspraksis, og Nordeas topchef Christian Clausen har kritiseret tilsynets “ekstreme” nedskrivningsregler. Men kritikken afvises, tilsynet alene vide.

Der mangler helt klart en slags kritisk revision af, hvordan disse og andre “vagthunde” reelt fungerer, eller om de snarere har udviklet sig til “jagthunde”? Hvor mange ansatte har de, og hvordan agerer de sammenlignet med lignende organer i andre lande?

Men hvis man ønsker at afskaffe unødige særbyrder på dansk erhvervsliv, er det ikke nok vedblivende blot at fodre de bureaukratiske “vagthunde” med mere eller mindre uklare lovbestemmelser og store personaleressourcer.

Tobaksregulering i EU: Kommissionens udspil og markedsføring

Europa-Kommissionen offentliggjorde den 19. sit forslag til et nyt direktiv (KOM/2012/788/FINAL – med henvisning til TEUF art. 114), der skal regulere produktion, markedsføring, præsentation og salg af tobak og tobaksrelaterede produkter.

Det er et stykke regulering, som Kommissionen går meget op i. Derfor har man samtidig med offentliggørelsen af forslaget udsendt en sværm af oplysningsmateriale af varierende karakter; alt sammen ganske normativt:

  • Der er den obligatoriske pressemeddelelse; et memorandum; et diasshow med grafiske illustrationer; en af de så populære infographics; endnu et memorandum med den lidt nedladende titel “Citizen’s Summary“; en embedsmandsvurdering af direktivets effekt, samt et resume af sidstnævnte.
     
  • Men teksterne skal selvfølgelig ikke stå alene. Derfor lancerede Kommissionen i ugen op til offentliggørelsen en særlig hjemmeside, hvor man akkompagneret af sød juleagtig musik og til synet af et mangfoldigt-ikke-julet-juletræ, kan sende feelgood-kort til venner og familiemedlemmer, som har droppet rygevanen. Se således dette kort jeg har sendt til Punditokraterne – er det ikke henrivende?
     
  • Dertil har Kommissionen allieret sig med en den spanske fodboldklub F.C. Barcelona for at lave projektet: Quit Smoking with Barca… Jeg tror ikke man skal forvente, at kampagnen har den helt store effekt på die hard-supportere af andre klubber; særligt ikke når EU siger, at F.C. Barcelona er “unstoppable“.

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=g5Baz0TU12k width=100%][/youtube]

Jeg har ikke fået læst det hele igennem og kommer nok heller ikke til det. Men jeg kan dog se, at Kommissionen bl.a. mener, at røgfri “tobak” (en nikotinholdig væske, der indåndes gennem en inhalator) skal mærkes, som var der tale om faktisk tobak. (Dermed er EU’s udøvende magt på linje med sundhedsmyndighederne i Nordjylland, som har forbudt ikke-cigaretten på sygehusene dér – af princip: “Det kan på afstand være svært at skelne e-cigaretter fra almindelige cigaretter. Derfor sender det et uheldigt signal.”)

Hvad blev der egentlig af subsidiaritetsprincippet?

Refleksioner over en valgkamp og Radikale Venstres uhyggelige menneskesyn

Så er valgdagen kommet, vælgermøderne overstået og tilbage står kun at vente på resultatet. Men for mit vedkommende er det også tid til at reflektere lidt over den valgkamp – min første – som jeg har været en aktiv del af.  Egentlig har kun lidt overrasket mig. Venstrefløjens kandidater har ved alle de møder jeg har deltaget i – alle som en – udvist en ufattelig mangel på viden og forståelse for økonomiske sammenhænge. Det er som bekendt lig med en manglende forståelse for menneskelig adfærd.

Det samme kan man måske ikke beskylde Radikale Venstre for. Til gengæld er deres syn på “almindelige” mennesker udtryk for en uhyggelig mangel på respekt for sine medmennesker. Læs mere

Er dansk politik blevet hyperpuritansk?

Cafe Hayek linker i dag til et indlæg af den glimrende George Wills i Washington Post. Wills tager udgangspunkt i en verserende sag i Californien, hvor en borgergruppe vil have en række computerspil forbudt for børn. Deres påstand er, at børnene bliver voldelige af de kaotisk underholdende spil. Wills tager derfor læserne på en tur gennem amerikansk historie for at vise, hvordan man i amerikansk politik har haft tilbagevendende puritanske tilbøjeligheder gennem det tyvende århundrede. I 1940 spillede NBC for eksempel kun instrumentalversioner af Cole Porters paradoksalt smukke sang om prostitution, Love for Sale (se og lyt her!) – lytterne måtte for guds skyld ikke kende teksten som opfordrede til ”disrespect for virginity”!

Jeg kunne ikke lade være med at sammenligne med dagens Danmark og strømninger i dansk politik. Et næsten samlet Folketing fører korstog mod rygning og det nyeste er fedtskatten, der officielt er til for at gøre danskerne ’sundere’, men uofficielt er så håbløst designet, at dens eneste formål er at skrabe indtægter ind til statskassen. Men udover det problem er der et andet forhold, der i princippet gør de danske politiske tanker mere puritanske end de amerikanske forbudsidéer.

Forskellen ligger i reguleringens objekt. De amerikanske reguleringer og forbudsforslag sigter – i det mindste officielt – efter at regulere, hvordan en part påvirker en andens adfærd. Der er dermed et skin af eksternalitet over det, og dermed noget der ligner en klar og formel forklaring på, hvorfor man kan overveje at regulere en aktivitet. De danske reguleringer og forbudsdrift sigter derimod primært efter at regulere hvordan vi agerer for os selv. Medmindre man udvander og banaliserer eksternalitetsbegrebet til ukendelighed, er der ingen videnskabelig eller blot quasi-videnskabelig basis for reguleringen. En fedtskat er ment som en regulering af en rent privat adfærd, som ikke påvirker andre, udover dens potentielle virkning på de offentlige finanser. Og hvis folk er usunde og derfor lever kortere, er det ikke en gang sikkert, at påvirkningen på de offentlige finanser er negativ!

Der er, med andre ord, absolut intet formelt, entydigt argument for den type reguleringer. Sundhedsapostlenes angreb på almindelige danskeres informerede private valg er udelukkende puritanske, og i deres natur langt mere rendyrket puritanske end de usympatiske amerikanske reguleringsforslag. Hvordan i alverden er vi endt der?

En modig mand II

Forleden havde jeg – ganske uvant – en posting om den anden del af mit liv, om juraen (her).

Postingen angik Kommissionens forsøg på at forbyde brugen af aktier med forskellig stemmeret, ofte kaldt A- og B-aktier. Det har altid været en dårlig idé, fordi der er fuld åbenhed omkring disse aktier. Selskabet skal nøje redegøre i sine vedtægter om aktiernes retsstilling, herunder deres stemmerettigheder, og vedtægterne er offentligt tilgængelige. Hvis aktierne udbydes til offentligheden, skal de ledsages af et prospekt, hvor det ligeledes skæres ud i pap, hvilke rettigheder de har. Beslutningen om at udstede aktier skal træffes af de eksisterende aktionærer. Det er – så at sige – deres selskab, og det er derfor op til dem at bestemme, om de ønsker at afgive kontrol over det som led i at tiltrække finansiering og i givet fald, hvor meget kontrol de ønsker at afgive. Da der er fuld åbenhed, vil det endvidere være muligt for investorerne at beslutte, om de vil købe de udbudte aktier med de pågældende stemmerettigheder. Man ved, hvad man køber, og man får det, man har betalt for.

Kort sagt, spørgsmålet om A- og B-aktier er et typisk eksempel på noget, hvor det ikke er muligt at sige, om det er godt eller skidt, men man kan roligt gå ud fra, at når de er fuld åbenhed, så vil de fleste træffe nogle rimeligt fornuftige valg.

Nu har “leave it to the market” jo ikke ligefrem været EU’s kampråb, og det var derfor med en vis skepsis, at den nytiltrådte kommissær McCreeveys påstand om ikke at lave flere, men bedre regler, blev modtaget.

Men se nu bare her.

McCreevey hævdede, at han kun ville gribe ind over for virksomhedernes frie ret til selv at tilrettelægge deres forhold, hvis der kunne påvises saglige grunde til det. Det er der så mange politikere, der siger.

Men McCreevey bestilte en kæmpe undersøgelse af, hvordan selskaberne klarede sig i Europa for at se, om foranstaltninger om kontrol, f.eks. A- og B-aktier, påvirkede deres drift. Det er der så mange politikere, der gør.

Men da rapporten kom og viste, at der ikke var nogen sammenhæng mellem selskabernes resultater og deres finansiering, sagde McCreevey, at han nøje ville overveje rapportens resultater. Det er der så mange politikere, der siger.

Men da McCreevey havde læst rapporten, sagde han i onsdags, at da der ikke var noget sagligt grundlag for at gribe ind på området, ville han lade være med det. Det er der godt ikke mange politikere, som tør.

Det er utroligt positivt, at vi her har en politiker, som faktisk tør sige, at han ikke vil foretage sig noget. Bare vi kunne få flere af den slags både i EU og herhjemme.

Og så skal begejstringen da heller ikke overskygge, at McCreevey stadig kan finde på at foretage sig noget, blot på andre områder, hvor der ikke er tilstrækkelig åbenhed. Men det er en anden sag, og kan i øvrigt være en god idé.

Alt i alt, en sjælden god dag for tilliden til EU.

Corporate governance – en juridisk udflugt

Denne blog promoverer sig selv ganske skamløst som en professorblog, formodentlig i den tro, at det opfattes positivt.

Den skal handle om politik, og det gør det ærlig talt svært for en juraprofessor at være med. For jurister, i hvert fald ordentlige jurister, forsøger at sondre mellem at beskrive juraen, som den nok er, og som vi personligt ønsker, at den burde være. Kun det sidste er åbenlyst politik.

Det lyder positivistisk, men er det nu ikke helt, og så alligevel. Vi foretrækker at kalde det retsrealisme, hvor realismen angår en erkendelse af, at det ikke er op til jurister at skabe retten, men at befolkningen vist også har en rolle at spilde i et demokrati som vores. Pøbel jo vist, men ikke helt ligegyldige.

Den holdning blev naturligvis uhyre upopulær i kølvandet på det store tilbagefald i 1970’erne, hvor en uhyggelig stor del af den danske ungdom i reaktion mod en stadig stigende velstand gik tilbage til den marxisme, som havde haft sin storhedstid i 1930’erne, indtil dens forbrydelser og idioti blev erkendt efter af-Staliniseringen i 1950’erne. Da området for retsfilosofi er en af de mere træge discipliner i juraen, isoleret fra det omgivne samfund som den er, er det fortsat en ikke videre populær holdning. Men pyt. Jeg har forsøgt at skrive et forsvar for retsrealismen i Ugeskrift for Retsvæsen 1998 (Autoritetstab? Retsfilosofisk atavisme ved udgangen af det 20. århundrede. Indrømmet, det er ikke en titel, der giver forventning om en snarlig filmatisering, end ikke med svensk filmstøtte).

Jeg har derfor ikke bidraget meget med jura på denne blog, da min tid hovedsageligt bruges på at halse efter retsudviklingen, der tordner af sted.

Men nu og da lykkes det at fyre lidt retspolitik af. Det handler denne posting om.

Kommissionen har fået en fiks idé for snart meget længe siden om, at stemmeretsforskelle i aktieselskaber er noget skidt. Det er en simplistisk forestilling, som ikke burde have gang på jorden, for der er fuld åbenhed omkring aktiers retsstilling, og folk kan derfor frit vælge, hvad de ønskser. Men sådan er der jo så meget, og tilliden til markedet er desværre ikke lige stor alle steder, og da slet ikke i EU.

Den nye, og i øvrigt meget lovende kommissær McCreevy, har fornuftigt nok ønsket en undersøgelse af, om det faktisk skader selskabers resultater at have den slags konstruktioner. Rapporten kom i begyndelsen af juni, men er blevet forholdsvis overset i den danske debat. Den ligger her. Rapporten kan ikke påvise en sammenhæng mellem kapitalstruktur og resultater. Formodenntlig er der andet, som er vigtigere, ledelse og produkter for eksempel.

Der var i tirsdags en særdeles god konference på vores naboinstitution CBS (læs her). Samme dag fik jeg optaget et lille indlæg i Financial Times (overskriften er som sædvanligt ikke min egen og indeholder her en lille fejl: det angår ikke kun non-voting shares, men alle aktier med forskellige eller slet ingen stemmerettigheder. Men korthed og overfladiskhed er nu en gang prisen for at nå et større publikum):

Leave non-voting shares to the real experts

From prof. Jesper Lau Hansen
Sir, sometimes it is more courageous to do nothing than to act. Charlie McCreevey, European Commissioner for the Internal Market, has inherited a grudge which the Commission has nurtured for years, against shares with different voting rights.
Upon taking office Mr McCreevey sensibly stated: ‘Any future initiative in the area of financial services will be evidence based. Moreover, no new initiatives will be launched unless their economic value is clearly proven.’ True to this, he commissioned a study to investigate whether deviations from strict proportionality between votes and capital were harmful to the European economy. The report published on June 4th found no conclusive evidence of a causal link between such deviations and companies’ performance. But Mr McCreevey’s only response so far has been: ‘Now that these facts are on the table we will examine with an open mind the question of whether there is a need for Commission action in this field.’
There would seem to be little for the Commissioner to ponder. Vote differentiation is perfectly transparent; investors know exactly what they are buying. In a market where financial instruments of mind-numbing complexity are peddled to the public, it is implausible to argue that vote differentiation is too difficult to understand. Nor are shares with multiple votes an obstacle to takeovers. If a company has controlling shareholders, it is their privilege to decide on a bid irrespective of the kind of shares they hold. The very argument that holders of shares with multiple votes may not be able to govern the company as well as other shareholders is deeply disturbing. Are we really going to make ownership depend on how efficiently we use our property? Are we not free to plant roses rather than cabbages in our gardens?
Mr McCreevey should show courage and do nothing. Once the necessary transparency is in place, the decision about which shares to issue is best left to the real experts – the company and its investors. To paraphrase Milton Friedman: the business of a business is nobody else’s business.

Dr Jesper Lau Hansen
University of Copenhagen
Denmark

Nu venter vi blot på, hvad Kommissionen kan finde på. Som altid i det politiske system er det vanskeligt at forestille sig, at de virkelig bare kan holde sig i ro. Det er mere nærliggende, at de laver en henstilling (recommendation), hvilket er en ikke-forpligtende retsakt.

Hvis bare den handler om øget offentlighed, selvom der allerede er tilstrækkeligt på området, og vi i Danmark husker, at en henstilling faktisk ikke er forpligtende, men netop kun en henstilling, så er det nu heller ikke så galt.

Så du røgen…?

Da The Economist i november bragte en nekrolog over Ralph Harris – den tidligere general director for the Institute of Economic Affairs – lagde tidsskriftet ud med at fortælle en lille anekdote fra National No-Smoking Day den 8. marts 2000. På denne dag kunne man uden for Westminster se to personer med hver sin pibe. Den ene var Baroness Trumpington, den anden Lord Harris. Harris elskede at ryge. Men der var mere i fremmødet end som så. For at citere:

‘[…] as the years passed he loved smoking less for the tang of the tobacco, or its stimulus to thought, than for its defiance of the nanny-hand of the state. As smokers were increasingly repressed and made outcasts by the “authoritarian itch” of governments, so he all the more fiercely took their side.’

Da jeg læste nekrologen tilbage i november, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt overbærende af Harris’ stilfærdige protest foran parlamentet. Men siden er jeg begyndt at forstå, hvad der drev ham. Her i Italien har det i snart længere tid været ulovligt at ryge på restauranter og barer – og nu er turen så også kommet til Danmark. Per 1. april 2007 bliver rygning forbudt på såvel offentlige som private arbejdspladser, undtagen i dertil indrettede rygelokaler. Det samme gælder restauranter (med mindre der oprettes adskilte rygerum) og udskænkningssteder over 40 kvadratmeter. Endelig forbydes rygning i enhver form for offentlige transportmidler samt lokaler med offentlig adgang.

Hvorfor dette meget vidtgående indgreb i den personlige frihed, både forstået som friheden til at ryge og friheden til at tillade rygning i sin private restaurant, bar eller hvad ved jeg. Jo, den officielle begrundelse er den klassiske, at rygernes frihed begrænser ikke-rygernes frihed, fordi sidstnævnte udsættes for passiv rygning.

Men Mill ville givetvis vende sig i sin grav ved den argumentation. For det står jo enhver frit for at lade være med at gå på en pub eller restaurant, hvor der er røg. Og hvis man mente argumentet alvorligt, så kunne man have ladet rygeforbud være op til den enkelte restauratør – det er trods alt hans geschæft – og så lade kunderne vælge mellem steder med og uden rygning. Det er med kort sagt ikke valgfriheden, der har ligget politikerne på sinde.

Ret beset handler det her da heller ikke om at fremme nogen form for frihed (undtagen den meget betænkelige form Isaiah Berlin kaldte ‘positiv frihed’). Til trods for henvisningerne til ikke-rygernes ret til at kunne gå uden for en dør uden at frygte den visse død, så synes der at være en anden ting på spil her. Det er sundhedssektorens helbred, der spøger.

De danske politikere har i deres vildrede over de løbske udgifter, der følger af en gratis adgang til sundhedsydelser, grebet fat om forebyggelsen. I takt med at vi bliver mere velhavende stiger efterspørgslen efter livsforlængelse nemlig eksplosivt – indkomstelasticiteten for sundhedsydelser er meget høj, som økonomerne siger.

Rygeforbuddet er et barn af disse bekymringer, og det er givetvis ikke det sidste tiltag, vi kommer til at opleve. De nye storkommuner skal – har jeg forstået – lægge ekstra stor vægt på forebyggelse, netop fordi det danske sundhedssystem ikke er økonomisk holdbart på længere sigt. Motion og kost er de oftest nævnte indsatspunkter, for fedme belaster som bekendt også sundhedssystemet. I indeværende uge blev det forskruede i hele tankegangen udstillet, da man kunne høre den nye konservative sundhedsminister forslå – i ramme alvor – at slik ved lov skal væk fra børnehøjde, ja helst “ned i et hjørne af butikken, hvor kunderne ikke kommer så tit”.

Nu skulle man synes, at der var en ret enkel løsning på den offentlige udgiftseksplosion, der følger af rygning og usund kost. Man kunne jo overveje at indføre brugerbetaling på dette område, så den enkelte ryger, chokolademisbruger eller motionsnægter bar den økonomiske byrde ved sin adfærd. Lade såvel kompetence som ansvar ligge hos individet og så ellers blande sig uden om. Lige nu tilskynder sundhedssektoren faktisk folk til at leve usundt, fordi de ikke selv skal betale regningen – brugerbetaling kunne med andre ord også have velfærdsfremmende virkninger (i økonomisk optik).

Men nej. Den slags tanker er så ildesete, at de end ikke har været oppe at vende – jeg har i hvert fald ikke set dem forslået fra politisk hold. I stedet er vi øjensynligt i færd med at lægge selve ansvaret for forebyggelse væk fra den enkelte og over på fællesskabet. Det er for det første skruen uden ende, og for det andet er det en ret sikker måde at underminere den enkeltes ansvar for egen sundhed. Og så har jeg end ikke nævnt den personlige frihed.

Og hvor skal det her egentlig ende? Målet retfærdiggør tydeligvis midlet, og den slags er altid bekymrende. Er det en lovpligtig morgenløbetur, der er næste programpunkt? Eller hvad med de anbefalede 600 gram frugt og grønt om dagen – er der bøder i vente, hvis man kun når 300 gram?

Nu skal man selvfølgelig være varsom med at male fanden på væggen, men Lord Harris gjorde nok ret i at stå med sin merskumspibe foran parlamentet hin martsdag i 2000. Skade kun, at forebyggelsespolitikken har sejret ad helvede til lige siden.

Selektive frihedskæmpere III

Apropos de seneste dages debat på bloggen (her og her) om, hvorledes en del såkaldt borgerligt-liberale i praksis er ganske selektive, når det gælder deres forsvar for friheden, så kunne det måske interessere nogle af Punditokraternes læsere at se det notat, som jeg præsenterede på CEPOS’ årsdag mandag i sidste uge.  I det har jeg som en pilotundersøgelse i.f.t. et større projekt kodet knap 775 pressemeddelelser fra fem partier (Socialdemokraterne, Konservative, Dansk Folkeparti, Venstre, Enhedslisten) m.h.t., hvorvidt de i deres kommentarer/udspil advokerer mere statsstyring/mindre frihed eller mindre statsstyring/mere frihed.  Jeg har endvidere gjort det i to dimensioner–personlig frihed og økonomisk frihed.  Der er naturligvis kun tale om tendenser i udspil, men resultaterne giver et billede af partierne, som i deres indbyrdes rangordning svarer meget godt til en commonsense opfattelse–og samtidigt ét, som er fundamentalt i strid med de billeder af sig selv, som partierne fremstiller i deres respektive partiprogrammer.

Skulle man være i tvivl om, hvorledes de borgerlige partier ofte mangler forståelse for, hvorledes markedet fungerer (og potentialet for reformer), eller egentlig vilje til at ville ændre på tingene, behøver man ikke se længere tilbage end denne uge, hvor partiernes ordførere udtalte sig om en mulig privatisering af vandværkerne–sådan som ellers intet mindre end et embedsmandsudvag havde foreslået!  Her er uddrag af et Ritzau telegram (21.III) om regeringens holdning om, at “Private skal ikke score profit på drikkevandet”:

“Private selskaber kommer ikke til at tjene penge på det danske drikkevand.

Det står klart oven på de første politiske forhandlinger tirsdag om vandsektorens fremtid. En embedsmandsrapport anbefalede i efteråret at lade markedskræfterne gøre deres indtog i forsyningen med drikkevand.

Den radikale Johs. Poulsen siger efter et møde mellem partiernes miljøordførere og miljøminister Connie Hedegaard (K), at regeringen reelt har begravet tanken om at sælge de kommunale vandforsyninger til private aktieselskaber. …

– Jeg har hele tiden sagt, at når både Det Økonomiske Råd og et udvalg af embedsmænd fastslår, at der kan effektiviseres i vandsektoren for op mod en milliard kroner, ville det være dumt ikke at hente den gevinst. Jeg ønsker, at de penge skal blive i sektoren og bruges til fremadrettede investeringer som nye rør eller kloakker, siger miljøministeren.

Den model, som regeringspartierne V og K er enige om, vil fastholde hvile-i-sig-selv-princippet, men kombineret med et prisloft, sådan at det centrale vandtilsyn holder øje med, at forbrugerne ikke betaler mere for vandet end nødvendigt. De kommunale vandforsyninger skal omdannes til kommunalt ejede aktieselskaber for at få adskilt myndighedsansvaret fra driften. Og Vandtilsynet er ikke tænkt som en stor bureaukratisk kolos, forsikrer Connie Hedegaard. …

Det anslås, at der kan spares en milliard kroner årligt i den danske vandsektor gennem modernisering og effektivisering. Rapporten anbefaler at omdanne de kommunale vandforsyninger til aktieselskaber, der i modsætning til i dag skal have lov at optjene et overskud mod at betale skat af det. …

Eyvind Vesselbo (V) oplyser efter mødet, at Venstre vil arbejde videre med hvile-i-sig-selv-princippet, dog kombineret med et prisloft. Ved at gøre vandforsyningerne til aktieselskaber bliver myndighedsansvar og udførelse adskilt, fremhæver han.”

Berlingske Tidende havde (20.III.) også denne interessante afdækning:

  • Danmarks Liberale Parti: “Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo, ønsker ikke før forhandlingerne at løfte sløret for Venstres position. Han har tidligere talt for at bevare »hvile-i-sig-selv«-princippet, samtidig med at private selskaber skal kunne drive vandværkerne. »Men vi har nu fået en lang række uddybninger af efterårets rapport, og jeg ved ikke rigtig, hvor vi ender,« siger han.”
  • Dansk Folkeparti: “[Partiets] Jørn Dohrmann har kategorisk advaret mod tanken om at indføre fortjeneste på vand. »Vores drikkevand er et område, som vi skal være meget påpasselige med at åbne for profit på grund af et ideologisk korstog,« understreger han.”
  • De Konservative: “Også den konservative Christian Wedell-Neergaard har advaret: »Vandsektoren skal hvile i sig selv, hvis ikke sektoren skal sættes under pres til skade for både vandpriser og miljø. Vi ønsker ikke en privatisering af vandsektoren, hvor forbrugerne jo ikke kan opsøge en alternativ leverandør,« udtalte han for nylig.

Det er da godt at vide, at de borgerligt-liberale står sammen!

PS. CEPOS’ årsdag fik iøvrigt en ganske god dækning.  Se klip og mere her.

Den rette medicin

Hvordan kan det være, at USA oplever en højere vækst en EU? Det er der som bekendt adskillige forklaringer på; nogle mere overbevisende end andre. Professor Alberto Alesina m.fl. præsenterede dog for nogle år siden det helt plausible synspunkt, at graden af erhvervsregulering er en afgørende faktor. I Regulation and Investment argumenterer de således for, at forskellene mellem amerikansk og europæisk vækst bl.a. skyldes, at USA har et forspring i liberaliseringskapløbet.

Som et ganske jordnært eksempel på dette, vil jeg henvise til dagens kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten. Her forsøger jeg i al beskedenhed at give et vink om, at adgangen til at reklamere for receptpligtige lægemidler har givet amerikanske medicinalvirksomheder et forspring i forhold til deres europæiske konkurrenter. Derfor er det ikke så overraskende, at 8 ud af 10 nye lægemidler i dag kommer fra USA. For mindre end 25 år kom 8 ud af 10 nye lægemidler fra Europa. Sådan kan det gå!

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑


Warning: Use of undefined constant W3TC_POWERED_BY - assumed 'W3TC_POWERED_BY' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/punditokraterne.dk/public_html/wp-content/plugins/google-webfont-optimizer/google-webfont-optimizer.php on line 342