180 Grader bringer i dag den rystende nyhed, at Irland netop har vedtaget en ny lov mod blasfemi (læs her). Dagens leder lægger afstand til loven, der ret præcist karakteriseres som middelalderlig, og skitserer fint hvorfor vi aldrig må gøre noget lignende i Danmark (her). Ytringsfriheden er ikke blot et økonomisk, politisk og socialt fundament for den vestlige verden (læs f.eks. min gamle post om emnet her), men også et ubetinget gode. Et forbud mod blasfemiske ytringer er den direkte vej til trældom, som også Hayek vidste.

Hvis, for eksempel, en særinteresse – jo lille den end måtte være – er ’ramt’ af en ytring, kan de blot påberåbe sig en religiøs fornærmelse, og så er ytringen potentielt ulovlig og strafbar. Læg mærke til, at ytringer slet ikke behøver at have noget med religion at gøre – som man så det i Muhammed-affæren, kan både stater og enkeltstående interesser have markant interesse i forbud mod bestemte ytringer. Og en ’blasfemisk’ ytring behøver ikke føre til domsfældelse, for at et forbud skader. Den blotte mulighed påfører de mange af os, der ytrer os frit, en potentielt meget stor udgift. Det ville blive lidt ligesom at køre på en vej, hvor fartgrænsen er hemmelig. Sidst, men ikke mindst, ville internationale data om religiøsitet være ulovlige? I så fald ville denne spændende post fra min ven Niclas Berggren – som i forbifarten har ført til et fælles projekt om religiøsitet – måske være ulovlig? Med en parafrase af the Beach Boys: God only knows.

For det meste er vores indlæg her på stedet en slags svar eller kommentarer på aktuelle begivenheder, men enkelte gange er de mere spørgsmål til læserskaren. Dette indlæg er mest spørgsmål, så hvis du vil have svar, kan du stoppe med at læse nu. Dem, der er interesseret i spørgsmål, kan forhåbentlig med fordel læse videre.

Baggrunde for spørgsmålene er, at man skal være overordentlig blind for ikke at opdage, at der er tilbagevendende spændinger mellem den arabisk-muslimske verden og vesten. En af årsagerne er uden tvivl den særlige religiøsitet i den arabiske verden, der var så tydelig i Muhammed-krisen. Når mange arabere tror brændende på Allah og forguder profeten Muhammed, giver det hel- og halvtotalitære regeringer helt specielle muligheder for at bortforklare fejl og mangler, og mange af dem griber de chancer med kyshånd: Egypten flyttede fokus væk fra landets mange problemer under Muhammed-krisen, Syrien har kontrolleret Libanon i mange år med påskud af at hjælpe den fattige muslimske befolkning, og den arabiske verdens nærmest altomfattende had til Israel er svært ikke at se som misundelse over et rigt, demokratisk land midt i en rådden region med foragt for menneskerettighederne, i stedet for et Huntingtonsk religiøst sammenstød.

Men argumentet lurer alligevel altid lige rundt om hjørnet, og kommer til syne en gang i mellem i debatten. Ifølge det, kan vi ikke ’dømme’ muslimsk religiøsitet (og fundamentalisme), men må acceptere den, fordi ”sådan var vi også engang”. Man trækker derefter eksempler som Indre Missionske områder i 1800-tallets Vestjylland frem, eller forskellige tekster og historiske tilfælde frem som bevis på, at vi også opførte os sådan engang, og at det nok skal gå over og i hvert fald ikke har noget med Islam at gøre. Men jeg er kommet mere og mere i tvivl om argumentet overhovedet holder vand, i det mindste i Nordeuropa.

Danskerne har naturligvis været mere religiøse end de er nu – vi er faktisk et af de mest sekulære og areligiøse folk overhovedet. Kirkerne var faktisk fulde engang, men om de kom for prædikenen og den evige frelse, eller om folk også i høj grad – som det er tilfældet mange steder i nutidens USA – kom fordi kirken var det naturlige sociale samlingssted, er uvist. Når man oveni lægger mere nutidig historieforskning, der har understreget hvor upopulær reformationens religiøse mani var hos den brede befolkning, bliver jeg i tvivl. Og i dag styrkedes tvivlen endnu mere af følgende historie, som jeg stødte på i N.A.M. Rodgers forrygende ’The Safeguard of the Seas’, der fortæller Storbritanniens flådehistorie indtil 1649.

I august 1573 stod Francis Drake, der kombinerede sørøveri med at tjene dronning Elizabeth I, ind i havnen i Plymouth. Drake havde været i Latinamerika for at forstyrre Spaniens sølvtransporter fra dets kolonier, og havde held til at finde en af dem i det nuværende Panama. Drakes hjemkomst med en ladning sølv, der gjorde ham til en af Englands mest berømte og rigeste mænd, gik ikke uhørt hen. En samtidig kilde skrev, at Drake kom til Plymouth søndag formiddag omkring kirketid, og ”the news of our captain’s return did so speedily pass over all the church that very few or none remained with the preacher”. Lyder det som en befolkning, der er opfyldt af religiøse følelser? Som sagt har jeg mine tvivl, men jeg er i højeste grad interesseret i at høre fra Punditokraternes historiekyndige læsere.

Og hvad har det så med nutiden at gøre? Jo, hvis det er korrekt at vi også har været religiøse på samme måde som Mellemøsten er det i dag, er det ’blot’ et spørgsmål om tid og økonomisk udvikling, før de arabiske samfund bliver sekulariseret som vores. Hvis den særlige religiøsitet, der blandt andet forhindrer en separation af kirke, retsvæsen og politik, er af anderledes karakter, er det ikke helt forkert at tro, at der er mere grundlæggende problemer med de mellemøstlige samfund, og at de skal håndteres meget anderledes. I det tilfælde – som læserne vel kan regne ud at jeg overvejende tror på – kommer moderne bankvæsen ikke bare af sig selv ligesom i Europa, da 1400-tallets innovationer i bankteknologi i Norditalien simpelthen skubbede Bibelens forbud mod at tage renter ud af folks liv. Dé innovationer åbnede op for, at man kunne investere i langt større foretagender, og banede dermed på et tidligt stadie vejen for den industrielle revolution, der startede et par hundrede år senere. Min fornemmelse – og modsig mig endelig hvis jeg tager fejl – siger at den glødende religiøsitet i Mellemøsten er den bremse på regionens sociale, politiske og økonomiske udvikling som vi aldrig har haft i samme omfang. Tænk hvis vi pludselig skulle begynde at bøje os for den?