Tag: religion (side 1 af 2)

Mistakes about Denmark: Religiosity edition

One of the features of Danish society that often sits most uncomfortably with Americans of either political conviction is this: Denmark is known as a publicly virtuous society in most ways – high trust levels, little crime, strong civil society etc. – but it is also one of the least religious societies in the world. Our tolerant views of sex before marriage, homosexuality, divorce and other lifestyles is not a ‘problem’ because those are considered highly secular views. But a majority of Americans believe that moral behaviour and public virtue is associated with religion – that it is belief that the threat of divine retribution is what keeps people from committing crimes and harming other people. For those people, secular virtue cannot exist.

The feature that creates cognitive dissonance among Americans who are sufficiently informed is that Denmark is both a ‘virtuous’ society and an extremely secular one. Some people are clearly religious, of course, but Danes in general frown upon very public displays of religiosity. Religion and religiosity is private and not something you impose on other people. Put another way: You can’t be elected President of the United States if you don’t declare publicly that you’re religious, and you can’t be Prime Minister of Denmark if you do.

Nominally, Danes perhaps don’t seem less religious than most other Europeans. 62 % of the respondents in the 2012 European Social Survey stated that they belonged to “a particular religion or denomination” whereas the same number in Denmark was only slightly lower at 56 %. Yet, when asked how religious they actually are, 22 % of Europeans stated that they are very religious (8, 9 or 10 on a 0-10 scale) while it was only 11 % of Danes (and Estonians) who claimed to be very religious. Likewise, while 15 % of Europeans go to church or other religious service at least once a week, only 2.4 % do so in Denmark (and 3.4 % in Estonia) and 93 % (92 % in Estonia) only come there on special holidays, if at all. If one instead uses Gallup’s question if religion is important in people’s daily life, the picture is very much the same. Less than one in five in Denmark, Sweden and Estonia claim that religion is important whereas the corresponding percentage among Americans is a whopping 65 %.

The problem for many Americans – and people from the Middle East, India and parts of Africa – is therefore that when secular virtue is considered a contradiction in terms, Denmark and the rest of the Nordic countries must be insecure, crime-ridden and potentially violent societies where people are dishonest and have little trust in each other. What they expect from a religious-ideological point of view is thus an Anti-Scandinavia – the exact opposite of the Nordic countries. When there is no moral or virtue without a god, the Nordic countries cannot exist.

But they do. Trust levels approach 70 % in the Scandinavian monarchies, corruption levels are among the lowest in the world – Transparency International places the Nordics at places 1 (Denmark), 3-5 (Finland, Sweden and Norway), 12 (Iceland) and 26 (Estonia, the post-communist Nordic) – and homicide rates are a fourth of the US level and about half of those in even Maine and Minnesota. People are rich, happy, extremely virtuous – and pretty indifferent to the church. The Nordic countries do not defy logic. It’s the assumption that virtue derives from religion that is illogical.

Religion og udvikling

Jeg havde forleden en kronik i Jyllandsposten, der opsummerede den nye forskning omkring forholdet mellem religion og udvikling. Under overskriften ”Religion blokerer for udvikling” forsøgte jeg forsigtigt at udlægge nye samfundsvidenskabelige studier, der har set på effekten af religion på langsigtede udviklingsforhold. Den nye forskning finder helt overordnet, at stærk tro er skadelig for udvikling, uanset hvilken religion man tror på. Dette sidste forhold er faldet en række kommentatorer for brystet.

Under overskriften ”Religion bestemmer alt” forsøger den ellers glimrende Henrik Gade Jensen i JP at gå i rette med mig. Han sekunderes af Mikael Jalving, der også er blevet ganske fornærmet over, at netop hans tro er ligesom alle de andres. Henrik skriver blandt andet:

”Da Bjørnskov er økonom og ikke religionsforsker eller teolog, er det måske forståeligt nok, at alt med tro og religion sættes i samme bå, selvom man måske nok kunne forvente lidt sund fornuft, skønt Bjørnskov nu er blevet professor. Han kommer trods alt fra provinsen.”

” Fornuftsmæssigt er der intet argument mod religiøse mørkemænd, der vil stene utro kvinder, dræbe konvertitter og lade al lov og ret være guddommeligt bestemt. Der findes kun en erkendelse af, at religioner er forskellige og virker vidt forskelligt i deres samfundsmæssige, sekulære konsekvenser.”

Hans og andres argument er, at kristendommen er helt anderledes end andre religioner, og at jeg (og andre) fuldstændigt ignorerer, at der er forskelle på religioner. Kritikken er dog skudt meget langt over målet. Hvis de kritiske kommentatorer, der næsten uden undtagelse er uddannet på humaniora, ville give sig tid til at læse den bagvedliggende videnskabelige litteratur, ville de vide at deres argument er faktuelt forkert.

Niclas Berggren (IFN, Stockholm) og jeg har foreløbig forfattet to studier, hvor vi omhyggeligt har håndteret virkningen af religiøsitet og af forskellige religioner. Vores hovedfund – og grunden til at vi netop ikke diskuterer de forskellige hensigter med forskellige religioner – er at vi ikke finder forskelle på deres konsekvenser. Med andre ord er de to studier anskuelighedsundervisning i et hoveddiktum i al empirisk forskning i samfundsvidenskaberne: Man kan aldrig antage, at bestemte hensigter fører til tilsvarende konsekvenser!

Der er således hverken i vores studie af tillid og religion eller i studiet af forholdet mellem regeringsførelse og religion nogen forskel i virkningen af religiøsitet i kristne, muslimske eller lande med andre dominerende religioner. Der er heller ingen forskel på protestantisme eller katolicisme. Og sidst, men ikke mindst, finder vi absolut ingen tegn på, at religiøsitet på nogen måde er anderledes i Skandinavien.

Jeg beskyldes blandt andet for at være historieløs, men må konstatere, at den ellers så vidende Henrik Gade Jensen måske ignorerer sin egen væsentlige historiske viden til fordel for sin tro. For hvordan i alverden kan man glemme de kristne fundamentalister i Indre Mission i Vestjylland, og hvordan de tegnede området? Hvordan glemmer man rædslerne i visse dele af England under Henrik den 8.s reformation? Vi har opført os meget ligesom muslimer gør i stærkt muslimske lande nu. Forskellen er, at de færreste danskere tror særligt meget længere. Fra først i 1800-tallet begyndte vi at blive mindre troende, og fra midten tog det danske samfund fart mod at blive moderne.

For de faktisk interesserede er referencerne:

Niclas Berggren og Christian Bjørnskov. 2011. Is the Importance of Religion in Daily Life Related to Social Trust? Cross-Country and Cross-State Comparisons.  (i Journal of Economic Behavior & Organization, WP-version fra 2009 her)

Niclas Berggren og Christian Bjørnskov. 2013. 11.      Does Religiosity Promote Property Rights and the Rule of Law? (i Journal of Institutional Economics, WP-version fra 2012 her)

Andrew Young og Travis Wiseman (i Journal of Institutional Economics, WP-version fra i år her)

Religiøsitet og ejendomsrettigheder

Sammen med min ven og kollega Niclas Berggren, der fornylig skiftede arbejdsplads til IFN, er jeg i gang med et lille forskningsprojekt om sammenhængen mellem religion og samfundets institutioner. Vores første artikel, hvor vi dokumenterer en klart negativ effekt af religiøsitet (uanset hvad folk lige tror på) på folks tillid til hinanden er nu på vej ud i Journal of Economic Behavior & Organization, og næste bid er klar i første udkast. Det nye papir hedder ”Does Religiosity Promote Property Rights and the Rule of Law?” og skal præsenteres om en lille måned på den årlige konference i the American Political Science Association i Seattle.

Vores resultater kan opsummeres i det simple plot i figuren nedenfor. Mens man fra teoretisk hold kan argumentere for, at religion og religiøsitet – hvor intenst folk tror – kunne være både godt og skidt for den effektive håndhævelse af den private ejendomsret, er det empiriske billede ret klart. Hvis landet ikke har tilstrækkeligt demokratiske institutioner (de runde observationer), er der ingen sammenhæng. Hvis ens land derimod er demokratisk og vælgernes præferencer derfor i en vis grad påvirker den førte politik (de firkantede observationer), er religiøsitet en negativ indflydelse. På tværs af op til 112 lande, med et batteri af kontrolvariable og i en kausalitetsanalyse (IV) finder vi konsistent, at jo mere religiøs befolkningen er, jo ringere er beskyttelsen af ejendomsrettigheder. Niclas og jeg konkluderer igen, at selvom stort set alle religioner sigter mod at få folk til at opføre sig moralsk, så gælder det engelske diktum: Actions speak louder than words.

Blasfemi forbydes i Irland

180 Grader bringer i dag den rystende nyhed, at Irland netop har vedtaget en ny lov mod blasfemi (læs her). Dagens leder lægger afstand til loven, der ret præcist karakteriseres som middelalderlig, og skitserer fint hvorfor vi aldrig må gøre noget lignende i Danmark (her). Ytringsfriheden er ikke blot et økonomisk, politisk og socialt fundament for den vestlige verden (læs f.eks. min gamle post om emnet her), men også et ubetinget gode. Et forbud mod blasfemiske ytringer er den direkte vej til trældom, som også Hayek vidste.

Hvis, for eksempel, en særinteresse – jo lille den end måtte være – er ’ramt’ af en ytring, kan de blot påberåbe sig en religiøs fornærmelse, og så er ytringen potentielt ulovlig og strafbar. Læg mærke til, at ytringer slet ikke behøver at have noget med religion at gøre – som man så det i Muhammed-affæren, kan både stater og enkeltstående interesser have markant interesse i forbud mod bestemte ytringer. Og en ’blasfemisk’ ytring behøver ikke føre til domsfældelse, for at et forbud skader. Den blotte mulighed påfører de mange af os, der ytrer os frit, en potentielt meget stor udgift. Det ville blive lidt ligesom at køre på en vej, hvor fartgrænsen er hemmelig. Sidst, men ikke mindst, ville internationale data om religiøsitet være ulovlige? I så fald ville denne spændende post fra min ven Niclas Berggren – som i forbifarten har ført til et fælles projekt om religiøsitet – måske være ulovlig? Med en parafrase af the Beach Boys: God only knows.

Drop økologiske varer og kræv mere GMO

Denne weekends klumme i 180grader er skrevet af undertegnede. Som overskriften indikerer er budskabet, at man bør droppe økologien – og det af lige præcis de årsager, som dens fortalere ellers anvender til at fortælle os, hvorfor vi netop bør købe økologisk. Et budskab, der hvis det skal formuleres på samme måde som øko- og ulandsflipperne holder af at promovere deres produkter, kunne lyde noget i retning af:

“Tænker du på andet end dig selv når du fortager dine daglige indkøb? Synes du også at jordens fattige bør kunne spise sig mætte? Ønsker du også det bedste for miljøet? Så drop de økologiske gulerødder og efterspørg flere genmodificerede fødevarer.”

En interessant diskussion med samme tema findes i to artikler i The Independent her i foråret. I “The great organic myths: Why organic foods are an indulgence the world can’t afford ” ,skrevet af Rob Johnston, søges en række myter om økologiens mange fremragende egenskaber demonteret. Den efterfølgende replik, The great organic myths rebutted, skrevet af en økologisk talsmand, Peter Melchett, har mere end svært ved at tilbagevise en del af Rob Johnstons pointer.Til gengæld gør Peter Melchett brug af et gammelkendt trick, nemlig kun at skrive om de stoffer der er gode for mennesker, men undlade at gøre opmærksom på de negative sundhedseffekter ved økologiske fødevarer. Eller som en af Danmarks fremmeste forskere, Birger Lindberg Møller siger i et interview;

”Økologisk producerede produkter indeholder generelt større mængder af farlige svampetoxiner, fordi der netop ikke er sprøjtet mod svampeangreb. Vi ved også kun meget lidt om giftigheden af de forsvarsstoffer – naturlige pesticider – som planter danner, hver gang de angribes af svampe. Det er et felt, vi burde koncentrere os mere om. Husk på, at planten ikke kan løbe sin vej som et dyr eller menneske, når der opstår fare. Den er bundet til det sted, hvor frøet tilfældigt slog rod. For at undgå at blive ædt, danner den i stedet giftstoffer – og det sker i øgede mængder for hver gang, den bliver angrebet. Det er en romantisk drøm at tro, naturen er god. Planter forsvarer sig selv, og ofte med uheldige følger for den mad, vi skal spise.” (hele interviewet findes her.

At Birger Lindberg Møller rammer plet, når han siger, ”det er en romantisk drøm at tro, naturen er god”, kan man forvisse sig om, når man bl.a. læser Landsforeningen Praktisk Økologis forslag til argumenter mod brugen af GMO.

Her kan man bl.a. læse, at GMO er noget skidt fordi, ” Enhver art er per definition sund. Den er i stand til at modstå det meste. Derfor eksisterer den fortsat. ” – Men indebærer det så, at man heller ikke må gøre noget for at redde dyrearter der er i fare for at uddø? – og hvor går grænsen for naturlighed? er moderne lægevidenskab også noget skidt?

Men det bliver endnu mere grotesk.

Et andet argument i mod GMO er som de selv skriver, at GMO er angestprovokerende, fordi:

”I alle folk og kulturer lurer der en angst for det ukendte. Alle de mest mareridtsagtige scenarier er digte om væsener, som har udviklet sig til ukontrollable livsformer. Psykologisk er mange følsomme overfor truslen om at forrykke den genetiske balance, der kontrollerer de enkelte arters udtryk. Svaret på denne angst er at holde sig fra at eksperimentere med indgreb i livets kode – DNA – udover hvad der kan gøres med kendte, nedarvede forplantningsmetoder. GMO er netop grænseoverskridende for vores bevidsthed om regulering af arveligheden. Derfor er GMO angstprovokerende.”

Det er jo velkendt, at folk gennem tiderne har været bange for alverdens ting; bange for natten, bange for solformørkelser, måneformørkelser, andres seksualitet – men først og fremmest har deres angst formentlig været drevet af deres uvidenhed. Noget der jo som bekendt har været til stor gavn for både politikere, magthavere og ikke mindst religiøse bevægelser gennem tiderne

Det er sigende, at man på den ene side fuldt ud accepterer brugen af fremavlede afgrøder, mens man på den anden side afviser brugen af moderne teknologi, der både kan øge fødevaresundheden, produktiviteten og samtidig mindske de negative effekter af vores landbrugsproduktion (økologisk eller ej) – og hvis vi i løbet af de næste 20 år skal kunne øge produktionen af korn med 40% og kød med 60% (hvilket er nødvendigt for at følge med efterspørgslen), kommer vi næppe ud over, at vi er nød til at bruge dén egenskab der mere end noget andet adskiller os fra resten af planetens arter, nemlig evnen til at bruge det der sidder mellem ørerne.

Og som det vist tydeligt fremgår af følgende svada fra Landsforeningen af Praktiske Økologer, skal man vist ikke forvente nytænkning fra den kant, for som de skriver,

”Blandt økologisk tænkende mennesker har der i mange år været en god tradition for, at vi er FOR, det vi GØR, og det er derfor vi er IMOD det, vi ikke vil.” – ja det skriver de skam.

(endnu) Mere om FN og ytringsfrihed

Undertegnede var i aftes i DR Udland (23 minutter inde i udsendelsen) for at kommentere på et initiativ fra FNs såkaldt alliancefri stater. Disse stater har oprettet et center for “Menneskerettigheder og Kulturel Diversitet” i Teheran. Som man kan forestille sig er det ikke en styrkelse men derimod en indskrænkelse af ytringsfriheden dette center skal beskæftige sig med. De Alliancefri stater søger nu FN organisationen UNESCOs støtte til dette center, hvilket skal ses i sammenhæng med de alliancefri staters (ledet af de muslimske stater i OIC) bestræbelser på at relativisere ytringsfriheden i FNs Menneskerettighedsråd, som vi har behandlet indgående på denne side. 

 

Var vi nogensinde så religiøse?

For det meste er vores indlæg her på stedet en slags svar eller kommentarer på aktuelle begivenheder, men enkelte gange er de mere spørgsmål til læserskaren. Dette indlæg er mest spørgsmål, så hvis du vil have svar, kan du stoppe med at læse nu. Dem, der er interesseret i spørgsmål, kan forhåbentlig med fordel læse videre.

Baggrunde for spørgsmålene er, at man skal være overordentlig blind for ikke at opdage, at der er tilbagevendende spændinger mellem den arabisk-muslimske verden og vesten. En af årsagerne er uden tvivl den særlige religiøsitet i den arabiske verden, der var så tydelig i Muhammed-krisen. Når mange arabere tror brændende på Allah og forguder profeten Muhammed, giver det hel- og halvtotalitære regeringer helt specielle muligheder for at bortforklare fejl og mangler, og mange af dem griber de chancer med kyshånd: Egypten flyttede fokus væk fra landets mange problemer under Muhammed-krisen, Syrien har kontrolleret Libanon i mange år med påskud af at hjælpe den fattige muslimske befolkning, og den arabiske verdens nærmest altomfattende had til Israel er svært ikke at se som misundelse over et rigt, demokratisk land midt i en rådden region med foragt for menneskerettighederne, i stedet for et Huntingtonsk religiøst sammenstød.

Men argumentet lurer alligevel altid lige rundt om hjørnet, og kommer til syne en gang i mellem i debatten. Ifølge det, kan vi ikke ’dømme’ muslimsk religiøsitet (og fundamentalisme), men må acceptere den, fordi ”sådan var vi også engang”. Man trækker derefter eksempler som Indre Missionske områder i 1800-tallets Vestjylland frem, eller forskellige tekster og historiske tilfælde frem som bevis på, at vi også opførte os sådan engang, og at det nok skal gå over og i hvert fald ikke har noget med Islam at gøre. Men jeg er kommet mere og mere i tvivl om argumentet overhovedet holder vand, i det mindste i Nordeuropa.

Danskerne har naturligvis været mere religiøse end de er nu – vi er faktisk et af de mest sekulære og areligiøse folk overhovedet. Kirkerne var faktisk fulde engang, men om de kom for prædikenen og den evige frelse, eller om folk også i høj grad – som det er tilfældet mange steder i nutidens USA – kom fordi kirken var det naturlige sociale samlingssted, er uvist. Når man oveni lægger mere nutidig historieforskning, der har understreget hvor upopulær reformationens religiøse mani var hos den brede befolkning, bliver jeg i tvivl. Og i dag styrkedes tvivlen endnu mere af følgende historie, som jeg stødte på i N.A.M. Rodgers forrygende ’The Safeguard of the Seas’, der fortæller Storbritanniens flådehistorie indtil 1649.

I august 1573 stod Francis Drake, der kombinerede sørøveri med at tjene dronning Elizabeth I, ind i havnen i Plymouth. Drake havde været i Latinamerika for at forstyrre Spaniens sølvtransporter fra dets kolonier, og havde held til at finde en af dem i det nuværende Panama. Drakes hjemkomst med en ladning sølv, der gjorde ham til en af Englands mest berømte og rigeste mænd, gik ikke uhørt hen. En samtidig kilde skrev, at Drake kom til Plymouth søndag formiddag omkring kirketid, og ”the news of our captain’s return did so speedily pass over all the church that very few or none remained with the preacher”. Lyder det som en befolkning, der er opfyldt af religiøse følelser? Som sagt har jeg mine tvivl, men jeg er i højeste grad interesseret i at høre fra Punditokraternes historiekyndige læsere.

Og hvad har det så med nutiden at gøre? Jo, hvis det er korrekt at vi også har været religiøse på samme måde som Mellemøsten er det i dag, er det ’blot’ et spørgsmål om tid og økonomisk udvikling, før de arabiske samfund bliver sekulariseret som vores. Hvis den særlige religiøsitet, der blandt andet forhindrer en separation af kirke, retsvæsen og politik, er af anderledes karakter, er det ikke helt forkert at tro, at der er mere grundlæggende problemer med de mellemøstlige samfund, og at de skal håndteres meget anderledes. I det tilfælde – som læserne vel kan regne ud at jeg overvejende tror på – kommer moderne bankvæsen ikke bare af sig selv ligesom i Europa, da 1400-tallets innovationer i bankteknologi i Norditalien simpelthen skubbede Bibelens forbud mod at tage renter ud af folks liv. Dé innovationer åbnede op for, at man kunne investere i langt større foretagender, og banede dermed på et tidligt stadie vejen for den industrielle revolution, der startede et par hundrede år senere. Min fornemmelse – og modsig mig endelig hvis jeg tager fejl – siger at den glødende religiøsitet i Mellemøsten er den bremse på regionens sociale, politiske og økonomiske udvikling som vi aldrig har haft i samme omfang. Tænk hvis vi pludselig skulle begynde at bøje os for den?

Drop minaretforskrækkelsen

I Århus har en gruppe af driftige og engagerede samfundsborgere organiseret sig for at forhindre danske muslimer i at opføre en moské i smilets by. ”Århus Mod Moskéen”, som gruppen kalder sig, er ifølge foretagendets hjemmeside, en ”tværpolitisk forening bestående af borgerlige, socialdemokrater, venstrefløjsfolk og traditionelt upolitiske, der er samlet om én fælles sag – et Århus uden minareter…”. En stormoske vil nemlig – stadig ifølge hjemmesiden – ”forandre Østjylland for altid”. Og, forstår man, ikke al forandring fryder.

Nu kan enhver jo tænke sit om den slags foreninger, men de minaret-skeptiske århusianere står langtfra alene med deres forsøg på at forpurre foretagsomme muslimers bestræbelser på at bygge moskéer. I en stribe europæiske og amerikanske storbyer er planer om at opføre moskéer blevet mødt med lignende – og ofte skarpere – protester indenfor de seneste måneder. Blandt andet Köln, Marseille, Berlin, Duisburg, London, Rom, Boston, San Francisco og Chicago har således været skueplads for sammenstød mellem minarettilhængere og -modstandere. I Schweiz har en række politikere fra to af landets største partier sågar forsøgt at vinde opbakning til en ”konstitutionstilføjelse”, der – hvis vedtaget – forbyder opførelsen af minareter i Alpelandet, og i Kärnten har Jörg Haider stillet forslag om et generelt forbud mod anlæggelsen af moskéer og minareter. Så meget for religionstolerancen!

Selvom modstanden mod at lade muslimer etablere sig i større moskéer trives på begge sider af Atlanten, er der imidlertid noget, der tyder på, at religionsfriheden har bedre kår i USA. I hvert fald hvis man skal tro forrige nummer af The Economist. På lederpladsen giver det britiske tidsskrift således følgende vurdering:

But there is a big differnce in the way such disputes are handled. Although America has plenty of Islam-bashers ready to play on people’s fears, it offers better protection to the mosque builders. In particular, its constitution, legal systems and political culture all generally take the side of religious liberty. America’s tradition of freedom is rooted in the First Amendment, and its stipulation that ‘Congress shall make no law respecting an establishment of religion, or prohibiting the free exercise thereof…

More important that the letter of the law is an ethos that leans in favour of religious communities which are ‘new’ (to neighbours) and simply want to practise their faith in a way that harms nobody. In America the tone of disputes over religious buildings (or cultural centres or cemeteries) is affected by everyone’s presumption that if the issue went to the highest level, the cause of liberty would probably prevail.

Af flere årsager burde europæiske minaret-skeptikere tage ved lære af forholdene hinsides Atlanten og droppe moskéforskrækkelsen. Der er for det første det helt principielle aspekt: Religionsfriheden er en fundamental negativ frihedsrettighed, og den gælder naturligvis også for folk, der ønsker at opføre moskéer, synagoger eller rigssale. ”Frihed for Loke såvel som for Thor”. Der er for det andet en mere pragmatisk årsag til at europæere burde byde stormoskéerne velkomne. Som The Economist argumenterede i forrige uge:

Most mosques in the Western world pose not threat to non-Muslims citizens; but a few do pose such a danger, because of the hatred that is preached in them. In such cases police forces generally have the legal armoury they need to step in and make arrests in necessary. Quashing extremism will surely be easer in an atmosphere where the founding and running of mosques is an open transparent business. As Nicolas Sarkozy, the French president, once said: ‘It is not minarets which are dangerous; it is the basements and garages which hide secret places of worships’

Endelig – og for det tredje – er det nok på tide at se i øjnene, at de efterhånden ganske store muslimske mindretal i Europa ikke emigrerer til Mellemøsten eller Asien i løbet af de førstkommende fjorten dage. De er kommet for at blive, og intet tyder på, at de begynder at spise frikadeller og gå i kirke juleaften indenfor den nærmeste fremtid. Der er derfor ingen grund til at grave grøfterne dybere end højst nødvendigt. Heller ikke i Århus.

Muslimer i USA

Pew Research Center har foretaget den hidtil mest omfattende meningsmåling blandt amerikanske muslimer til dato, hvilken undersøgelse viser en lang række positive og nogle få bekymrende tendenser.

Undersøgelsen (som jeg i dette indlæg har behandlet relativt selektivt) bekræfter, at amerikanske muslimer er langt bedre integreret (og måske endda i et vist omfang assimileret), mindre fundamentalistiske, mere patriotiske, veluddannede, velstillede og positivt indstillet overfor hårdt arbejde og at klare dem selv end europæiske muslimer. Nedenstående er lidt citater fra undersøgelsen:

Overall, Muslim Americans have a generally positive view of the larger society. Most say their communities are excellent or good places to live. As many Muslim Americans as members of the general public express satisfaction with the state of the nation. Moreover, 71% of Muslim Americans agree that most people who want to get ahead in the U.S. can make it if they are willing to work hard.

The poll reveals that Muslims in the United States reject Islamic extremism by larger margins than do Muslim minorities in Western European countries, when compared with results from a 2006 Pew Global Attitudes Project survey. However, there is somewhat more acceptance of Islamic extremism in some segments of the U.S. Muslim public than others. Fewer native-born African American Muslims than others completely condemn al Qaeda. In addition, younger Muslims in the U.S. are more likely than older Muslim Americans to express a strong sense of Muslim identity, and are much more likely to say that suicide bombing in the defense of Islam can be at least sometimes justified. Nonetheless, absolute levels of support for Islamic extremism among Muslim Americans are quite low, especially when compared with Muslims around the world.

[…]About half of Muslim Americans have attended college, which is somewhat lower than college attendance among the general public. However, Muslims’ annual incomes – and perceptions of personal finances – are fairly comparable with those of the public. Notably, more Muslim immigrants than native-born Muslims see themselves as well-off financially.

[…] Economically, family income among Muslim Americans is roughly comparable with that of the population as a whole.

The extent to which Muslims are integrated into the economic mainstream in America is in stark contrast to the position of Muslims living in four
major Western European nations. Surveys of Muslim populations in Great Britain, France, Germany and Spain conducted in 2006 as part of the Pew Global Attitudes Project found Muslims to be much less affluent relative to the general populations of those nations.

Et særligt interessant fænomen er, at indfødte amerikanske muslimer (hovedsaligt sorte) er langt mindre glade for USA og mindre tolerante end muslimske immigranter det være sig fra den arabiske verden, Asien, Afrika m.v. 71% af de adspurgte muslimer gav udtryk for at hårdt arbejde betaler sig i USA. Men 74% af de muslimske immigranter kunne støtte dette udsagn mod kun 64% af de indfødte (hvilket svarer til den amerikanske befolkning som helhed). 76% af de muslimske immigranter bedømmer deres lokalsamfund som excellent/good mod kun 65% af de indfødte muslimer (82% i den amerikanske befolkning som helhed).

Mest bemærkelsesværdigt blandt de positive tendenser er nok at 38% af amerikanske muslimer er tilfredse med tingenes tilstand i USA mod kun 32% i befolkningen som helhed. Heraf er 45% af de muslimske immigranter tilfredse og ligger således 13 procentpoint over den amerikanske befolkning som helhed, hvis undersøgelsens resultater står til troende. 47% af de muslimske immigranter mener man skal tilvænne sig amerikanske normer mens 21% mener man skal holde fast i egne værdier. For de indfødte amerikanske muslimer er tallene henholdsvis 37% og 38%.

Under halvdelen af amerikanske muslimer (47%) mener deres religion kommer før deres nationalitet mod 81% i Storbritannien (men 46% i Frankrig).

Det er også interessant at en større andel af amerikanske muslimer tager afstand fra, at moskeer skal give udtryk for politiske og sociale holdninger end amerikanske kristne mener at kirker skal give udtryk for ditto (49% mod 43%). Ligeledes går kristne amerikanere oftere i kirke end amerikanske muslimer går i moske (45% mod 40%).

Når det kommer til muslimsk ekstremisme giver 61% af amerikanske muslimer udtryk for bekymring. 60% blandt immigranter 66% blandt indfødte, men interessant nok giver 72% af de adspurgte arabiske immigranter udtryk for bekymring over muslimsk ekstremisme. Arabiske immigranter har dig en lidt højere tolerancetærskel overfor selvmordattentater end øvrige muslimer ”kun” 78% af arabiske muslimske immigranter mener at selvmordsangreb sjældent eller aldrig kan retfærdiggøres, mens tallet for samtlige amerikanske muslimer er 83% med 87% blandt indfødte.

Heller ikke Al-Qaeda kan regne med støtte blandt amerikanske muslimer, som kun 5% af disse har et positivt syn på mens 58% har et stærkt negativt syn og 10% har et noget negativt syn på. Det er også her interessant 63% af de muslimske immigranter har et stærkt negativt syn på Al-Qaeda mens kun 51% (36% blandt sorte!) har et stærkt negativt syn på Al-Qaeda.

De områder, hvor amerikanske muslimer afviger mest fra øvrige amerikanske befolkningsgrupper er krigen mod terror inklusiv krigene i Irak og Afghanistan. Kun henholdsvis 12 og 26% af amerikanske muslimer støtter op om krigene i henholdsvis Irak og Afghanistan mod 45% og 61% i befolkningen som helhed. Endvidere mener kun 26% af amerikanske muslimer, at krigen mod terror er udtryk for en ægte bestræbelse på at bekæmpe terrorisme. Tallet for den øvrige befolkning ligger på 67%. Mest bekymrende er dog at kun 40% af amerikanske muslimer mener, at arabere udførte terrorangrebet 11. september. Denne skræmmende statistik skal dog sammenlignes med at 1/3 af den amerikanske befolkning som helhed tilsyneladende mener, at regeringen enten udførte eller undlod at forhindre terrorangrebene 11. september.

Også når det kommer til synet på den rette størrelse af staten og støtte til demokraterne henholdsvis republikanerne afviger amerikanske muslimer fra den øvrige befolkning. Generelt ser amerikanske muslimer mere positivt på en større rolle for staten end den amerikanske befolkning som helhed (21% mod 45%), mens støtten til det demokratiske parti også er udtalt (63% mod 51%). Dette skal dog givetvis ses i lyset af krigen i Irak, idet 42% af de amerikanske muslimer i 2000 stemte på Præsident Bush.

Alt i alt synes undersøgelsen at give grobund for optimisme med hensyn til mulighederne for at integrere muslimer i liberale demokratier og undersøgelsen rokker kraftigt ved de deterministiske katastrofescenarier, som trives så vel i visse kredse. Når Mogens Camre udtaler, at ”forestillingen om ’fornuftige muslimer’, der støtter demokrati og menneskerettigheder, er en illusion”, skal han således ikke stoppes med strafferetlige sanktioner, men blot konfronteres med virkeligheden.

Spørg Atilla II

Vi har tidligere beskrevet de trængsler, som den tyrkiske liberale professor Atilla Yayla har måttet gennemgå, fordi han i vinter kom til at sige politisk ukorrekte ting om “Kemalismen” og Tyrkiets evne til at tilpasse sig vestlige værdier om frihed, konstitutionalisme og markedsøkonomi.  Nu er der lidt nyt i sagen.  Her er en artikel fra den amerikanske Chronicle of Higher Education:

Friday, March 16, 2007

Turkish Professor Faces Charges for Cmments About the Nation’s Founder

By AISHA LABI

Turkish professor faces charges for comments about the nation’s founder.

A professor of politics and political theory at Gazi University, in Ankara, Turkey, was charged on Wednesday with insulting the legacy of Mustafa Kemal Atatürk, the founder of the modern Turkish republic.

The charge follows comments made by the professor, Atilla Yayla, during a public panel discussion in November in which he referred to Atatürk as “that man.”

If convicted, the professor could be sentenced to up to three years in prison.

In a telephone interview on Thursday, Mr. Yayla said he had spoken at the November gathering, in the coastal city of Izmir, about his view of civilization as a unifying and universal principle, and had questioned official descriptions of modern Turkey’s early, single-party period from 1925 to 1945 as “very progressive.”

He had commented, he said, that according to his research, “the first period is not as progressive as it is claimed to be.”

“‘In what respects?’ I was asked. I said in respect to freedom of opposition, of association, religious freedom, and other freedoms, it was not as progressive as some people have claimed.”

Mr. Yayla courted further controversy with his observation that, especially as Turkey pursues membership in the European Union, the country’s iconographic fixation on Atatürk might seem puzzling. “Europeans will ask us why everywhere there are statues of this man and in every state office we have the same man’s photos,” he told the panel.

A local newspaper billed those comments as traitorous, and the matter gathered steam as national news outlets picked up the story.

Administrators at Gazi University began an investigation of Mr. Yayla, both for the content of his comments in Izmir and for having attended the conference without first seeking permission to travel. “We are required to take permission when we leave Ankara,” Mr. Yayla said, although he explained that such leave is usually sought and granted informally. He did not miss any classes as a result of the weekend trip, he said.

While it investigated, the university temporarily suspended him and cut his salary by one-third.

Aybar Ertepinar, the vice president of the Turkish Council of Higher Education, a government-financed body that oversees the country’s universities, said that while he thought the university’s actions against Mr. Yayla might have been “overdone,” those steps were within the scope of the rector’s authority.

“The rector has the right to suspend a person about whom there is an investigation going on,” Mr. Ertepinar said.

He said he thought Mr. Yayla’s comments had been inappropriate, but added, “I also consider it as his freedom of speech to say what he did.”

As far as the council is concerned, Mr. Ertepinar said, the issue has been resolved. “The university has closed the matter, Professor Yayla is back to his office, teaching and doing research, and academically there is nothing, I believe, following the present situation.”

Mr. Yayla said he still feared that he would lose his job, especially if convicted. He said he has been told his trial is scheduled to begin on April 30.

Turkish prosecutors have pursued similar charges against other writers and academics in recent years and, although those cases have not resulted in prison sentences, they have fueled an atmosphere in which extremist nationalists enjoy disproportionate influence in public discourse.

Ozlem Caglar-Yilmaz is the general coordinator at the Association for Liberal Thinking, a think tank in Ankara that Mr. Yayla helped to found. Ms. Caglar-Yilmaz thinks that Mr. Yayla’s trial could prove an important turning point for Turkey. “There are already many academics who have been severely critical of this era and Atatürk,” she said. If the prosecution fails, she said, popular opinion could follow: “People would feel more free to question this era.”

Jo, jo, Tyrkiet er helt klar til EU …

Secular Islam Summit

Den 4 og 5 marts i år afholdtes en særdeles bemærkelsesværdig begivenhed i St. Petersburg, Florida; nemlig "Secular Islam Summit". Konferencen havde deltagelse af prominente navne som Ibn Warraq, Amir Taheri,  Shaker Al-Nabulsi,  Tawfik Hamid,  Irshad Manji og Wafa Sultan (hele deltagerlisten kan læses her) og havde reformation af Islam som emne.

 

Videodækning fra konferencens debatter kan ses her, og her kan ses en række interviews med bl.a. Irshad Manji, Ibn Warrag (og Michael Ledeen).

 

Konferencen mundede ud i en erklæring underskrevet af deltagerne (samt Ayaan Hirsi Ali) (Ibn Warraq kan ses læse erklæringen op her):

 

We are secular Muslims, and secular persons of Muslim societies. We are believers, doubters, and unbelievers, brought together by a great struggle, not between the West and Islam, but between the free and the unfree.

We affirm the inviolable freedom of the individual conscience. We believe in the equality of all human persons.

We insist upon the separation of religion from state and the observance of universal human rights.

We find traditions of liberty, rationality, and tolerance in the rich histories of pre-Islamic and Islamic societies. These values do not belong to the West or the East; they are the common moral heritage of humankind.

We see no colonialism, racism, or so-called "Islamaphobia" in submitting Islamic practices to criticism or condemnation when they violate human reason or rights.

We call on the governments of the world to

reject Sharia law, fatwa courts, clerical rule, and state-sanctioned religion in all their forms; oppose all penalties for blasphemy and apostacy, in accordance with Article 18 of the Universal Declaration of Human rights;

eliminate practices, such as female circumcision, honor killing, forced veiling, and forced marriage, that further the oppression of women;

protect sexual and gender minorities from persecution and violence;

reform sectarian education that teaches intolerance and bigotry towards non-Muslims;

and foster an open public sphere in which all matters may be discussed without coercion or intimidation.

We demand the release of Islam from its captivity to the totalitarian ambitions of power-hungry men and the rigid strictures of orthodoxy.

We enjoin academics and thinkers everywhere to embark on a fearless examination of the origins and sources of Islam, and to promulgate the ideals of free scientific and spiritual inquiry through cross-cultural translation, publishing, and the mass media.

We say to Muslim believers: there is a noble future for Islam as a personal faith, not a political doctrine;

to Christians, Jews, Buddhists, Hindus, Baha'is, and all members of non-Muslim faith communities: we stand with you as free and equal citizens;

and to nonbelievers: we defend your unqualified liberty to question and dissent.

Before any of us is a member of the Umma, the Body of Christ, or the Chosen People, we are all members of the community of conscience, the people who must chose for themselves.

Konferencen fik i øvrigt dækning af Wall Street Journal, CNN, Times of London og måske endnu mere væsentligt af muslimske medier som Al-Arabiya, Kuwaiti News Agency og Muslim World Today.

 

 

 

 

 

 

Sine qua non

En britisk domstol har fundet Umran Javed skyldig i racehad og opfordring til drab–specifikt for under Muhammed-krisen sidste år at have opfordret til, at muslimer bombede Danmark.  Det skete under en demonstration, hvor han var taler, og som Berlingske Tidende beskriver således:

"Dannebrog blev brændt af til taktfaste skældsord, da omkring 350 demonstranter samlede sig foran den danske ambassade i februar sidste år for at vise præcis, hvad de mente om tegningerne af profeten Muhammed, der bl.a. var blevet offentliggjort i Jyllands-Posten. Bannere, der hyldede de fire selvmordsbombere fra Londons angreb i undergrunden og lovede Europa, at mujahedin-krigerne var på vej, blev holdt i vejret, mens taktfaste råb mod Vesten, USA og især den danske regering forsøgte at finde vej op mod ambassadens lukkede vinduer. Enkelte kom udklædt som selvmordsbombere for at vise deres holdning over for Danmark."

Vi skal ikke her indlede en diskussion af, om det nu er passende, at man straffer en person for udtalelser snarere end gerninger–selvom den diskussion da iøvrigt altid er værd at tage.  Nej, snarere vil vi blot gengive den fulde transkription af, hvad manden faktisk sagde in extenso, idet den ganske godt illustrerer, hvad hele balladen handlede om: Ikke blot noget om, at nogen var "stødt" på manchetterne, eller "krænket" på deres religiøse følelser e.l., men derimod om selve grundpillerne for hvorledes et samfund skal være indrettet, og hvem der skal stå til ansvar for hvad:

"Mine kære muslimske brødre og søstre, vi må forstå, hvorfor vi er her i dag. For at erklære at vi ikke vil finde os i, hvad Danmark gjorde … Vi vil ikke finde os i, hvad Frankrig, hvad Europa, hvad alle verdens vantro og den vestlige verden står samlet om.

I har erklæret krig mod Allah og hans budbringer. I har erklæret krig mod det muslimske samfund, og det kommer I til at betale en høj pris for. Tag ved lære af Theo van Gogh. Tag ved lære af jøderne i Khaybar. Tag ved lære af hvad I kan se, for I kommer til at betale med jeres blod. Danmark, I kommer til at betale. Danmark, I kommer til at betale, I kommer til at betale. Med jeres blod, med jeres blod, med jeres blod. Bomb, Bomb Danmark. Jihad er en del af Gud.

Demokrati, hykleri. Til helvede med demokrati. Til helvede med Danmark. Til helvede med frihed. Bomb, bomb Danmark. Danmark, vær på vagt. Zarqawi kommer tilbage. Bomb, Bom USA. Bomb, bomb Danmark."

PS.  Umran skal nu angiveligt–lige inden strafudmålingen–have sagt, at han fortrød sine udtalelser.  Det bliver spændende at se, om den fortrydelse holder lige så længe som Zacharias Mousawis anger.

Muslimer i Frankrig: Integration eller Intifada?

Den aldrig sluttende debat her på bloggen vedrørende Islam, som særligt synes at optage denne punditokrat og vores trofaste og – trods den til tider hårde meningsudveksling – værdsatte læsere JR og Niels A. Nielsen, får nu næring af både Wall Street Journal, the Economist og Foreign Affairs. De nævnte blade har alle artikler som giver anledning til behersket optimisme på vegne af det europæiske land mange, inklusiv mig selv, har troet ville opleve de værste konsekvenser af muslimsk indvandring: Frankrig.

Artiklerne peger på, at det rent faktisk går bedre med integrationen af muslimer i Frankrig end hidtil antaget. Først Wall Street Journal, der på trods af at muslimer generelt ligger tungt til i kriminalitets og arbejdsløshedsstatistikker synes at konkludere, at det går i den rigtige retning:

At the moment French Muslims, like Muslims elsewhere in Europe, exhibit the pathologies that have long characterized the American underclass. Nearly a fifth of French residents with immigrant origins–a group dominated by North Africans–don't have jobs. Unemployment among young people in the projects runs as high as 50%. Muslims make up a majority of the French prison population, and in jails near urban areas their numbers approach 70% or 80%. It requires only a short commuter train trip from central Paris or Lyon to come across a culture of drugs, welfare dependency and crime.

France touts Europe's highest rate of intermarriage between Muslims and non-Muslims. In the realm of popular culture, its most beloved sports star (Zinédine Zidane) and comic (Jamal Debbouze) hail from Algerian Berber families. Though immigrant birth rates are high, they tend to slow down with each succeeding generation, approaching that of the general French population. A Muslim middle class is tiny but emerging.

An assimilationist outlook may be emerging as well. According to a Pew Global Attitudes survey published in July, 42% of French Muslims consider themselves French first; 47%, Muslim first. (In Britain, the numbers are 7% British first; 81%, Muslim first.)

In the same poll, 78% of French Muslims say that they want to adapt to French customs. Another recent survey, this one for La Vie, a Catholic monthly, appears to show that French Muslims aren't averse to "French" values: 91% of those interviewed approved of gender equality, 73% of the separation of church and state; 69% said that they don't oppose Muslim women marrying outside the faith. […]Messrs. Laurence and Vaisse argue that French Muslims are a diverse and fast-changing group, in many respects moderate.

WSJ er dog ikke blind overfor faren fra Islamismen:

Sounds good. So why are so many French citizens convinced that relations between Muslims and Christians will get worse and not better? The warning signs go beyond the delinquents who grab headlines by burning cars. The Pew survey also shows that Islamism–the militant, fundamentalist form of the religion–is putting down roots in France, as it is elsewhere in Europe.

The group that seems most susceptible to radicalization is the young who were born in France but feel at home neither in the West nor in the birthplace of their immigrant parents. Zacarias Moussaoui, the convicted 9/11 terrorist and a French citizen, is the most prominent example of this cohort. The authors note that up to 200 French Muslims trained in al Qaeda's Afghan camps. The Islamist Muslim Brotherhood is certainly active in Frances's suburban projects.

Artiklen udfordrer også klassik liberale holdninger til vidtgående anti-terror lovgivning, som får en stor del af æren for, at der ikke har været alvorlige terror angreb i Frankrig i lang tid:

It matters, then, that France's anti-terrorism laws are the toughest anywhere in the Western world. French prosecutors can hold terror suspects for years without charge; the definition of "links to terrorism" is loose. Every mosque in France is monitored. Since 9/11, the government has cracked down on foreign financing and moved to train "French imams." All this–more than the slow integrationist trend that Messrs. Laurence and Vaisse celebrate–may be the reason why France hasn't been hit by terrorism since a wave of subway bombings in 1995.

The French approach to assimilation, with its insistence on strict secularism and its dirigiste firmness, does not make for an American-style melting pot. But it may well carve a better path to civil peace, over time, than the policies of Europe's other Muslim-populated countries. The path would run smoother if France could undertake a major economic reform. Remarkably little has been done, even in the year since the riots, to loosen up the restrictive labor codes that do so much to keep poor immigrants–not least poor Muslim immigrants–from finding work and integrating themselves into French life.

WSJs artikel understøttes af en artikel i Foreign Affairs (hele artiklen kan læses her på Realclearpolitics) som også giver et mere nuanceret billede af, hvorledes det går med integration af muslimer i Frankrig. I artiklen hedder det bl.a:

The status of Muslims in France is at once much healthier and more problematic than most recent commentary lets on. France's experience with integration has been shaped by a unique combination of history, philosophy, and contemporary concerns, which together have produced a stop-and-start immigration policy and a wariness about Islam. Still, French sociologists agree that the integration of Muslims into French society has proceeded fairly well. Most Muslims in France — half to three-fifths of whom are believed to be French citizens — have adopted French cultural norms; they enthusiastically endorse republican values, including laïcité (the French state's aggressive official secularism).

They tend to vote somewhat less often and somewhat more to the left than most of the French population, but socioeconomic variables, not religion, account for the differences. Their desire to assimilate has sometimes been met with a form of discrimination fuelled by nativism and a deep distrust of Islam that has made it harder for them to find homes and jobs. But what has turned such vexing problems into crushing burdens is the economic stagnation that has afflicted the whole country and defied reform efforts for three decades.

Også the Economist har beskæftiget sig med Frankrig og dets muslimske indvandrere. Om sidste års voldelige uroligheder hedder det (kræver abonnement):

When the riots started, they were treated in some quarters as a "suburban intifada". "Jihad comes home", ran one newspaper headline. Some American observers regarded the uprising as further proof of Europe's inability to control the spread of radical Islam. France has Europe's biggest Muslim population—an estimated 5m, or 8% of France's inhabitants—so it comes under special scrutiny.

A report into the riots by the French Renseignements Généraux, the domestic intelligence-gathering service, however, found the opposite. Islamists had "no role in setting off the violence or in fanning it," it concluded.

Sammenlign ovenstående artikler med indholdet af a
rtikler om samme emne af R
obert Spencer i Front Page Magazine, og døm selv hvor lødigheden og troværdigheden er størst.

Hvis det kan lægges til grund, at Frankrigs hårdhændede fremfærd i kampen mod terrorisme og fundamentalisme, er spørgsmålet om en sådan fremfærd er nødvendig i velfærdstunge lande med muslimsk indvandring. Det er jo netop i disse lande indvandrere – særligt de muslimske af slagsen – samlet set nærmest undtagelsesfrit klarer sig markant dårligere end den øvrige befolkning. En sådan konklusion er dog ikke tvingende al den stund, at Danmark ikke – endnu – har været udsat for alvorlig terrorisme og at islamismen herhjemme ikke synes at have så fast et greb i de muslimske indvandrere, som i visse steder i f.eks. England.

Hvorom alt er synes den bedste opskrift på succesfuld integration af muslimer stadig at være den amerikanske med en mindre stat, lav eller ingen offentlig forsørgelse af indvandrere og en tradition for religiøs tolerance, faktorer, der synes at fremme en frivillig assimilationsproces med hensyn til demokratiske kerneprincipper. Resultater heraf er, at muslimer i USA klarer sig bedre end den gennemsnitlige befolkning og langt bedre end f.eks. den sorte og overvejende kristne del af befolkningen. Et eksempel de mest islamskeptiske debattører på mærkværdigvis konsekvent nægter at forholde sig til eller tage ved lære af.  

En Europæisk Massakre

Dette indlæg skulle egentligt være bragt den 24. august. Men i lyset af den her på stedet vedgående og, synes jeg, spændende debat vedrørende, hvorvidt Islam er uforenelig med det vestlige åbne samfund, har jeg valgt at bringe det i dag.

Stærkt forsimplet kan man sige, at denne debat står mellem pessimister og optimister. Pessimisterne gør gældende, at Islam som sådan er uforenelig med vestligt demokrati, og at Vesten er i gang med en civilisationskrig, som bør føre Vesten til at i højere grad tager forholsregler overfor den "muslimske verden".

Det ville være forkert at affærdige pessimisterne uden videre. De seneste 10-15 års begivenheder retfærdiggør meget af den vrede/frygt/bekymring, som pessimisternes holdninger er udtryk for. Det er uomgængeligt, at der i mange islamiske lande hersker forhold der er lodret i strid med Vestlige frihedsidealer.

Endvidere virker det som om denne tilstand har en vis folkelig forankring, som demokratiske valg i Algeriet, Egypten og Palæstina har vist. Pessimisterne vil også med rette kunne pege på, at den globale terrortrussel, der har kostet tusinder af uskyldige liv (dog nok flere muslimske end ikke-muslimske), i altovervejende grad udgår fra muslimer.

Pessimisterne kan i den forbindelse pege på, at en stor andel af muslimer i Vesten tilsyneladende ikke tager utvetydig afstand fra den ufrihed, der hersker i deres oprindelige lande og ej heller fra den terrortrussel der udgår fra islamistiske fanatikere, som det kan læses her og her.

Optimisterne peger på, at det er nødvendigt at skelne mellem individer og at der findes masser af muslimer (dog på nuværende tidspunkt næppe et flertal på verdensplan), der støtter op om Vestlige frihedsidealer. Endvidere kan optimisterne pege på, at der findes muslimsk dominerede stater såsom Indonesien, Senegal og Tyrkiet, der er friere og mere demokratiske end mange kristent dominerede afrikanske og visse latin-amerikanske stater. Men først og fremmest må optimisterne anlægge en historisk tilgangsvinkel, som undertegnede forsøgte i "Luthers rene lære". Den historiske tilgangsvinkel viser nemlig, at meget af det vi med rette forfærdes over i den muslimske verden, inklusiv det religiøse vanvid, også har fundet sted i Vesten.

Det bringer mig tilbage til datoen den 24. august. For på denne dato i 1572 skete en skelsættende begivenhed i Frankrig, kendt som St. Bartholomæus massakren. I mange år havde forholdet mellem Frankrigs katolikker og protestanter (huguenotter) været på kollisionskurs, og disse to kristne trosretninger havde alene i Frankrig udkæmpet tre religiøse borgerkrige. På grund af stridighederne havde (den katolske) Catherine de Medici, moder til den franske konge Charles IX, besluttet at lade sin datter gifte med en protestantisk prins. Til brylluppet var inviteret store dele af den protestantiske adel, inklusiv Admiral De Coligny, som blev forsøgt myrdet. Dette drabsforsøg resulterede i en massakre på huguenotter, der bredte sig fra Paris til provinsen med deltagelse af almindelige franske katolikker og kostede tusinder af huguenotter livet.

Det skal understreges, at det er omstridt, hvor mange huguenotter, der blev massakreret, (fra 4.000 – 100.000), ligesom det er omstridt præcist hvem der stod bag massakren, hvorvidt den var nøje planlagt eller mere spontan, og om Vatikanet havde givet sin velsignelse eller ej (en katolsk version af begivenhederne findes her, mens en protestantisk version kan læses her).

Under alle omstændigheder er massakrens omfang er bemærkelsesværdig den lave teknologiske udvikling taget i betragtning. Og den folkelige opbakning til og aktive deltagelse deri, siger meget om, hvor forpestet forholdet var mellem mange katolikker og protestanter i Europa, om end de krige der opstod som følge deraf ofte også havde andre forklaringer end rent religiøse.

Massakren blev i øvrigt fejret i Vatikanet af pave Gregor XIII, der tillige lod en medaljon og et vægmaleri udforme til at udødeliggøre begivenheden. Vægmaleriet kan stadig ses i Vatikanet.

St. Bartholomæus massakren, de mange religiøse europæiske krige og det had der fandtes mellem protestanter og katolikker, viser, at hvor Islam næppe kan kategoriseres som fredens religion, er Kristendommen ej heller nogen oplagt kandidat. Men vigtigere endnu viser disse historiske begivenheder, at grupperinger, som anser hinanden for dødelige fjender og hinandens diametrale modsætninger ikke behøver leve i splid for altid og at spændingerne kan mindskes og endog forsvinde med tiden. Det betyder i min optik ikke at Vesten skal vende den anden kind til, når terrororganisationer sponsoreret af islamistiske stater dræber uskyldige mennesker. Det betyder heller ikke, at man skal acceptere muslimske dogmer i dansk retspleje m.v. Men historien understreger det formålsløse i at prøve at karakterisere, forstå og imødegå, en hel religion ud fra deterministiske forestillinger, som sandsynligvis vil vise sig uholdbare.   

 

Katrine Winkel Holm i Djævelens Advokat

Djævelens Advokat er efter en længere pause tilbage med en debat om "Kristendommen som frihedens religion?".  Udsendelsens gæst er teolog og debattør Katrine Winkel Holm. Debatten omhandler ikke overraskende samme emne, som denne punditokrats sidste post om "Luthers rene lære".

Luthers rene lære

Siden den islamiske revolution i 1979 er vi i Vesten i stigende grad blevet konfronteret med, i hvor fundamental grad den islamistiske version af det gode samfund, baseret på en streng fortolkning af Koranen, strider imod den moderne vestlige version af det gode samfund i form af det liberale demokrati. Det er endvidere et uomgængeligt faktum, at den langt overvejende del af verdens muslimske lande er udemokratiske og uden basale frihedsrettigheder, mens kristne vestlige lande i overvejende grad respekterer og bygger på det liberale demokrati. Dette har herhjemme fået en række kristne og/eller konservative debattører til at fremhæve kristendommens, nærmere bestemt den lutherske protestantismes, afgørende betydning for den frihed der hersker i Danmark i dag. Man kan måske endda sige, at denne gruppe af kristne og/eller konservative debattører har lagt kimen til en dansk luthersk-evangelisk version, af hvad David Gress har kaldt "The Grand Narrative".

Kasper Støvring skrev for nyligt i Berlingske et indlæg, hvor han gik i rette med de der kritiserer religionens indflydelse på samfundsforhold, der på fin vis fanger indholdet i den dansk luthersk-evangeliske version af The Grand Narrative.

"Men de principfaste kritikere ser dermed bort fra den betydning, religionen har som kulturel faktor. Det gælder for Danmarks vedkommende, at landet historisk set har haft en protestantisk kernekultur. Og denne kultur er bevaringsværdig af især tre grunde.
– Den ene er hensynet til sekularismen. Den bedste måde at sikre sekularismen på er ikke nødvendigvis gennem en formel, organisatorisk adskillelse af stat og kirke. […] I Danmark har den protestantiske religion derfor været præget af og har selv præget en kultur, der er positiv over for oplysning, erhvervsliv, kvinders ligestilling samt kønslige og religiøse minoriteter. Så sekularismen sikres bedst som et liberalt gode, hvis folkekirken fortsat nyder særlig status og særlige privilegier. For dermed understøtter staten den religion, nemlig protestantismen, som selv anerkender adskillelsen mellem religion og politik. Staten og politikerne behøver ikke hele tiden at gribe ind over for den dominerende religion. For protestantismen gør netop adskillelsen mellem de to regimenter til en bærende del af selve den kirkelige forkyndelse.

Det er forskellen på de protestantiske kirker og den romersk-katolske kirke. Velstående og demokratiske lande med høj grad af tillid mellem borgerne bygger altså historisk på den protestantiske kristendom med dens høje arbejdsmoral og tro på privat initiativ. Hertil hører også en udbredt tro på individets frihed kombineret med en sund skepsis angående dets naturlige tilbøjeligheder".

Hvor Kasper Støvring tilbyder en mere sociologisk forklaring på sammenhængen mellem protestantismen og frihed, fremkommer Søren Krarup ikke overraskende med en teologisk forklaring derpå:

"Fordi kristendom altid er for troen, dvs. har at gøre med forholdet til dette forkyndte, utrolige ord, derfor er kristendommen i modsætning til de fundamentalistiske religioner og ideologier ikke en lære, der kan opbygges hellige samfund på eller opstilles hellige bud og love ud fra.

[..] Af den grund kan der ikke laves kristelige samfund. Af den grund kan der ikke gives kristelige love. Af den grund kan der ikke føres kristelig politik. Kristendom er forkyndelse af og fordring om tro på den korsfæstede Kristus, og således kan kristendommen aldrig tages til indtægt og gøres til en isme, ideologi eller fundamentalisme.

På den anden side er det den kristne forkyndelse, der sætter samfundet, lovgivningen og politikken på plads, for denne forkyndelse gør samfund, lovgivning og politik til jordiske og relative ting. Kristendommen afviser al jordisk hellighed – hvad enten man bygger denne på fremskridtstroen eller Koranen. Kristendommen kender kun syndere på denne jord. Helligheden er alene hos Gud i himlen, hvis søn og ord vi bare kan tro, ikke sætte på paragraffer og efterplapre og føre hellig krig på.

Denne relativering af det menneskelige og samfundsmæssige – det er frihedens forudsætning og mulighed. Det er slet ingen tilfældighed, at åndsfrihed og borgerlige frihedsrettigheder kun kendes i lande, hvor evangeliet er blevet forkynd"…

Da konservatismen jo roser sig selv for at være konkret forankret frem for abstrakt, flyvsk og virkelighedsbaseret frem for idealistisk (og ideologisk) er det interessant at foretage et historisk tilbageblik og se, hvor solidt båndet mellem den lutherske protestantisme og friheden egentligt er.

Den danske reformation fandt som bekendt sted i 1536. Skal den protestantiske forklaring, om protestantismen, som frihedens forudsætning lægges til grund, skulle man derfor forvente, at reformation betød en højere grad af frihed for danske borgere, end de havde været vant til i godt 536 år som katolikker. Men Danmarkshistorien fortæller om en helt anden virkelighed. Rent faktisk blev reformationen indledningen til en periode i Danmarkshistorien præget af en streng luthersk ortodoksi.

Af stor betydning var det, at der blev indført konfessionstvang og statsligt opsyn på universiteterne, der med Professor i retshistorie Ditlev Tamm's ord dermed blev til præsteskoler bundet til en bestemt religiøs bekendelse. Det er i den forbindelse interessant, at Københavns Universitets statut i 1539 udtrykkeligt fastslog, at der ikke måtte fremføres kritik af øvrigheden, hvilket dårligt kan karakteriseres, som et udtryk for den kritik og begrænsning af magten, som er så fremherskende i den klassiske liberalisme. Også strafferetten blev markant berørt af reformationen. Det var et udslag af Guds befaling når Kongen, der jo besad sin position ved Guds nåde, straffede de onde. Den gammeltestamentlige mosaiske ret, herunder de ti bud, blev således inspirationskilden til reformationens strafferetlige reformer med blandt andet en markant stigning indførslen af dødsstraf til følge.

Historikeren Alex Wittendorf peger på, at den lutherske ortodoksi blev systematiseret med Christian Friis' udnævnelse som kansler i 1596. Friis skriver i 1599:

"Fra den første dag jeg tiltrådte dette embede, som jeg nu indtager, har det været min højeste bestræbelse, at religionen i disse berømmelige riger kunne fremmes så troligt og retteligt som muligt af Ordets tjenere ved lærdom såvel som ved levned. Hvem der arbejdede i denne retning, har jeg søgt at hædre og forfremme, så vidt det stod til mig".

For Friis var den lutherske evangelisme "den rene lære" og Christian Friis foranledigede en udrensning blandt teologer, der ikke delte denne strenge lutherske fortolkning af bibelen. Vigtigst af alt var det Christian Friis der forfremmede Hans Poulsen Resen til datidens teologiske chefideolog, hvilket skulle få store konsekvenser for den danske befolkning. Wittendorf beskriver kernen i den lutherske ortodoksi således:

"Substansen i det kan vel siges at være dette, at mens de humanistisk prægede filipistiske teologer betragtede åbenbaring og fornuft som ligeberettigede størrelser og mente, at den genfødte fornuft godt kunne have en vis selvstændig dømmekraft, også i religiøse spørgsmål, så mente Resen og andre ortodokse lutheranere, at troen er væsensforskellig fr
a fornuften, og at troen b
lot kan henholde sig til de aldeles ubegribelige mysterier, som er kristendommens væsen, og som er åbenbaret i Skriften. Alle transcendente ting er dækket af et uigennemtrængeligt slør. Fornuften er den store fjende, Satans mest virksomme redskab til at lede menneskene bort fra troen".

En anden af Resens kongstanker var djævleuddrivelsen ved barnedåben. For Resen og de ortodokse lutheranere var mennesket født i synd, hvorfor djævleuddrivelse ved dåben ikke blot var en symbolsk handling. Det nyfødte barn var ved fødslen således besat af Djævelen og "Åndeligen, idet det anses og actes, som uden Guds nåde efter sin egen fordærvelige natur under mørkheds magt." Der er således en afgrundsdyb forskel mellem Resens ortodokse tro og den klassiske liberalismes opfattelse af mennesket som værende født som frit og med naturlige rettigheder.

Resen nød som nævnt Christian Friis' nåde, men også Christian IV havde stor tillid til Resen. I 1615 blev Resen udnævnt til Biskop for Sjælland og en periode af, hvad Ditlev Tamm kalder en "socialdisciplinering" af det danske samfund begyndte for alvor. Året 1617 var jubilæet for Luthers opslåen af sine 95 teser i Wittenberg i oktober 1517. Den rette tros sejr skulle både fejres og cementeres, så man kunne demonstrere, "at man mente det alvorligt med den rene lære", som Tamm skriver. I oktober 1617 blev således udstedt forordninger, der skulle modvirke løsagtighed, overdådighed, luksus, og andre uvaner der kunne fremkalde "Guds fortørnelse". Men mest interessant er udstedelsen af trolddomsforordningen, som systematiserede kriminalisering af trolddomsvirksomhed og medførte en markant stigning i antallet af kvinder, der blev brændt på bålet som hekse. Trolddomsforordningen var klar religiøst inspireret (af mosaisk ret).

Det er interessant, at trolddomsforordningen blev indført på et tidspunkt, hvor man andre steder i Europa havde begrænset hekseprocesserne. Når vi i Danmark forsikrer os selv om at de brutale uskikke, der stadig hersker i mange muslimske lande (og også i visse muslimske parallesamfund), hører middelalderen til, er dette således ikke korrekt. Mange af disse skikke kulminerede herhjemme i renæssancen, med udspring i reformationen og vores egen officielle statsreligion.

1600 tallets religiøse ortodoksi, der mere end flirtede med kristendommen som lovreligion, må siges at være en særdeles effektiv historisk tilbagevisning af den krarupske påstand. En påstand som hævder at der ikke kan føres kristen politik, indføres kristne love og at kristendommen i sin natur står i modsætning til fundamentalisme. Denne epoke må endvidere også i bredere forstand siges, at rokke alvorligt ved den danske luthersk-evangeliske version af The Grand Narrative. Protestantismen var ved dens indførsel således ikke venligt stemt overfor "oplysning, erhvervsliv, kvinders ligestilling samt kønslige og religiøse minoriteter", som Kasper Støvring gør gældende. På mange områder var protestantismen direkte fjendtligt indstillet heroverfor (med Luthers stærke anti-semitisme og modvilje mod homoseksuelle som et andet godt eksempel). Ligeledes må der sættes alvorligt spørgsmålstegn ved påstanden om, at protestantismen har en iboende skepsis overfor autoriteter. For rigtigt nok gjorde man med reformationen op med Pavens ufejlbarlige magt, men samtidig konsoliderede man kongens magt kulminerende med indførslen af enevælden i 1660. Den katolske kultur-sociolog Jakob Munck går endog så langt, som at tale om, at reformationen har medført, at vi i Danmark i dag stadig lever i en Luthersk formynderstat. Med udgangspunkt i Luthers ord om, at "evangeliet heller ikke (lærer) noget om hvordan man skal indrette og udøve det verdslige regimente, ud over at det er påbudt, at man skal ære det og at man ikke skal sætte sig imod det", konkluderer Munck, at der:

"for den verdslige statsmagt eller konge altså er mange muligheder for at styre, og ingen af disse er i modstrid med Guds vilje eller Evangeliet ord. Det er derfor, for den troende lutheraner, ikke legitimt at gøre oprør mod de verdslige magtudøvere, uanset hvordan de udøver denne magt, for disse herskere har – af Gud selv – fået overdraget myndigheden til at styre denne verden efter deres egen vilje. Enevælde, diktatur og formynderisme er altså ikke på nogen måde i modstrid med den lutherske lære".

Muncks citat er efter min smag for hård en dom over nutidens Danmark, men mere korrekt i forhold til perioden fra reformationen og en lang periode frem måske endda helt frem til 1800 tallet.

At protestantismen indeholder en kim af totalitarisme bekræftes i øvrigt af protestantismens anden store skikkelse Calvin, som i to omgange indførte en streng kristen teokratisk bystat i Geneve. Denne var baseret på en rigoristisk ordlyds fortolkning af bibelens ord med en omklamrende og undertrykkende regulering af borgernes liv, heksebrændinger og dødsstraf for blasfemi til følge.

Ovenstående skal selvfølgelig ikke underkende kristendommens og protestantismens betydning for vestlig civilisation, herunder hævdvundne frihedsrettigheder, som man kan læse mere om her. Den lutherske evangelisme spiller efter min opfattelse en overvejende positiv rolle i dagens Danmark og det kan være bevægende at iagttage, hvorledes særligt den ældre generation har en oplevelse af fællesskab ved kirkegang, salmesang m.v. Men det kræver en mere end almindelig revisionistisk historisk tilgang at påstå, at der går en snorlige vej fra kristendom, og i Danmarks tilfælde reformationen, til det liberale demokrati og respekten for individuelle frihedsrettigheder. Vejen fra kristendom, og særligt protestantismen med dens to regimentelære, til frihed er ganske givet kortere end fra Islam (og Jødedom?) til frihed, Men vejen er stadig lang, kroget og fyldt med farlige afkørsler, der ender i undertrykkende og kvælende blindgyder.

Ugens citat: Krasnik & Rushdie om ytringsfrihed

De, der endnu ikke har læst sidste uges Weekendavisen, bør hastigt læse Martrin Krasniks meget morsomme og velskrevne artikel om sin jagt på Salman Rushdie for at få et interview med denne om Muhammed-tegningerne.  Med fare for at ødelægge “punch line”, så kommer her den mest interessante passage:

“Jeg mønstrer en helt uforklarlig energi og går lige til sagen. Jeg siger, at vi sagtens kan droppe det store interview, jeg har forstået det, men jeg bare må vide en eneste ting, have svar på ét eneste spørgsmål. Han ser ikke ligefrem begejstret ud, det gør han ikke, men han siger i det mindste ikke nej. Så jeg forklarer, at jeg er besat af Muhammed-tegningerne, at alle danskere, uanset deres holdning, har haft en mening om Rushdie, og nu vil jeg vide, hvad han selv mener om dem.

»Øhm,« siger han, mens larmen synes at forstumme og hele universet trækker sig sammen om bord fire i Gotham Hall. »Den dér med profeten, der siger, at der ikke er flere jomfruer, den er ret sjov…« mumler han.

»Men er profet-sagen det samme som din egen sag?« spørger jeg. »Nogle mener, at dine motiver var finere…«

»Jeg er fuldkommen ligeglad med motiver,« siger han og ser på mig.

»Jyllands-Posten ville bare håne…«

»Hvem skal afgøre, hvad der er ædle motiver?« spørger Rushdie.
»Ja, hvem skal det?« spørger jeg.

»Jeg er i hvert fald ligeglad med motiverne,« gentager han. »Og det er islamisterne også. De er fuldkommen ligeglade. Det handler om, at alle skal have lov til at udtrykke sig og sige, hvad de mener om hvad som helst. Og det vil de ikke have.«

»Men er karikaturerne ikke stødende og fornærmende?« prøver jeg.

»Politiske karikaturer skal være stødende og fornærmende. De skal støde, og de skal fornærme. Ellers kan man lige så godt lade være med at have dem. Så kan man altid diskutere, om de er sjove eller ej. Til helvede med motiverne!«

»Er de sjove så…?

»Som sagt: Den der med jomfruerne…«

Tag dén, Tøger Seidenfaden, Georg Metz et al.!

Gæsteindlæg: Limagolf om ægyptiske bloggere & kampen for frihed

Denne blogs jævnligt kommenterende læser “Limagolf” har sendt os følgende gæsteindlæg, som vi er glade for at viderebringe:

Egyptiske bloggere fængslet, Sandmonkey beder om hjælp!

Under den knapt nok overståede Muhammedkrise blev en del danskere opmærksomme på, at der i Mellemøsten florerer en undergrund af vestligt orienterede bloggere. Blandt andet Punditokraterne linkede til flere af dem, deriblandt Egyptian Sandmonkey.

Sandmonkey stillede sig sammen med en del andre Mellemøstlige bloggere på ytringsfrihedens og modernitetens side. Hvor vi hjemme i Danmark nok kunne gyse over, hvor lidt der skal til for at antænde et tilsyneladende ustoppeligt bål, var vi dog generelt aldrig i rigtig fare. Det vidste vi vist egentlig også godt, selvom det kildrede underligt i maven de uger.

Imens lever moderne indstillede personer i Mellemøsten et liv fanget mellem religiøs intolerance på den ene side og brutal politistat på den anden. For dem er kampen for ytringsfrihed daglig og ikke uden alvorlige omkostninger.

Det viste sig da de egyptiske autoriteter i søndags arresterede 48 personer, deriblandt en række prominente egyptiske bloggere, under en fredelig demonstration i Cairo.Derfor beder Sandmonkey, der som sagt nok er en del af Punditokraternes læsere bekendt, om hjælp. Læs først historien på hans weblog, sandmonkey.org og gør derefter som han beder om:

“E-mail them, send them letters, harrass them. The last time you did that we got Abdel Karim released. I am not joking when I tell you that I had information from a source inside that this is the only reason they released him. Too much pressure by the average american and european. The egyptian government is cowardly, they will sucumb to pressure. Tell them that you find his detainment and arrest unacceptable. That you will not set foot in this country, and will tell every friend of yours never to visit Egypt, unless Alaa and the other detainees are released immedietly. That a government that throws people in jail for freedom of speech is not one that will get your money. Tell everyone you know and spread the word. In the words of Tigerhawk: Release the Hounds.”

Vi skal naturligvis altid arbejde imod undertrykkelse. Men i dette tilfælde er det vigtigt af flere grunde:

  1. Internettet er et medie, der kan hjælpe med til at sprede idéen om frihed, som intet andet medie har kunnet før, men kun hvis despoter ikke har held til at skræmme folk fra at bruge det – send en klar besked om, at dette er uacceptabelt.
  2. Under Muhammed krisen var der folk i Mellemøsten, der, ikke uden personlig risiko, stillede sig på vores side (ikke Danmarks, men modernitetens og frihedens) – lad os betale dem tilbage ved at gøre deres undertrykkere opmærksomme på, at ytringsfrihed er en alvorlig realitet i vores hjørne af verden.

Dette er en enestående lejlighed til at demonstrere, hvordan man fredeligt protesterer over urimelige overgreb mod den personlige frihed. Personligt har jeg tænkt mig at sende et brev til Ægyptens ambassade i Danmark. Det vil andre af Punditokraternes læsere forhåbentlig også overveje.  Adressen er:

Ægyptens Ambassade

Kristianiagade 19

2100 København Ø

Dave Allen RIP

Det måtte jo komme.

Tyske katolikker har startet en kamp for at få forbudt den satiriske tegnefilm Popetown, der er, æhm, mindre end respektfuld over for pavestaten. (Se her og her, og begrundelsen her).

I dansk oversættelse forklarer kampagnelederen det troskyldigt sådan:

Efter det, der skete med Muhammed-karikaturerne, troede vi, at der var enighed om, at medierne skulle tage hensyn til de troendes følelser — uanset om de er muslimer, jøder, buddhister eller kristne.

At de ikke helt har fattet mekanikken fremgår dog af, at kampagnen opfordrer til modstand med “argumenter, men ikke med vold”. Men undskyld, sådan får man altså ikke respekt hos MSM, og Berlingske bringer da også et stort billede af The Pope himself.

Tja, mon ikke snart det begynder at dæmre for nogle af debattens stridsmænd og -damer, at det ikke er en farbar strategi i kampen for ytringsfriheden at svigte dem, man er politisk uenige med såsom JP, og så tro, at man kan bevare ytringsfriheden for sig selv og dem, man kan li’?

Debatten har, som nævnt flere gange, herunder af statsministeren til flere meningsmageres store fortørnelse, trukket nogle interessante fronter op. En af disse brudflader løber ned igennem det befolkningsudsnit, man med lidt godt vilje kan kalde de intellektuelle. Her er en lille hurtig opstilling over nogle af kombattanterne, fortsæt gerne selv:

Mario Vargas Llosa vs. Klaus Rifbjerg

André Glucksman vs. Carsten Jensen

Salman Rushdie vs. Ib Michael

Ayaan Hirsi Ali vs. Mette Winge

Ak ja, da Bob Simons satte sig for at nedgøre Danmark som et provinsielt hul, havde han mere ret, end han selv anede.

Godt at gamle Dave Allen blev forskånet for disse tider.

Burka Band – tekno undercover

Burka bassistI Danmark handler kulturkamp i høj grad om vrede venstreorienterede kunstnere, der føler sig kaldet til at kritisere den borgerlige regerings politik.

I andre lande er det anderledes vigtige ting, der står på spil. I Afghanistan er det stadig svært for kvinder at bevæge sig rundt uden deres blå burka. Og at forestille sig kvinder, der spiller musik (endsige rockmusik)… Blasfemi!

Ikke desto mindre kan det lader det sig gøre. Tre afghanske piger dannede for to år siden "The Burka Band", og optræder iført Burka, dækkede fra top til tå. End ikke deres ansigter er synlige.

 

Indtil videre har de kun optrådt i Tyskland, og efter sigende er de blevet et hit i tekno-kredse. Navnlig for deres ironiske "Burka Blue":

My mother wears a burka, I must wear a burka too. We all wear a burka, we don't know who is who. Blueee, burka blue

De tre pigers identitet er hemmelig. Men det deres musik ikke. Sangen "Burka Blue" kan dowloades her: http://www.saskia-von-klitzing.de/Projekte/burka_band-M.html

 

Burka Band

Ældre indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑