Tag: religion (side 1 af 4)

Mistakes about Denmark: Religiosity edition

One of the features of Danish society that often sits most uncomfortably with Americans of either political conviction is this: Denmark is known as a publicly virtuous society in most ways – high trust levels, little crime, strong civil society etc. – but it is also one of the least religious societies in the world. Our tolerant views of sex before marriage, homosexuality, divorce and other lifestyles is not a ‘problem’ because those are considered highly secular views. But a majority of Americans believe that moral behaviour and public virtue is associated with religion – that it is belief that the threat of divine retribution is what keeps people from committing crimes and harming other people. For those people, secular virtue cannot exist.

The feature that creates cognitive dissonance among Americans who are sufficiently informed is that Denmark is both a ‘virtuous’ society and an extremely secular one. Some people are clearly religious, of course, but Danes in general frown upon very public displays of religiosity. Religion and religiosity is private and not something you impose on other people. Put another way: You can’t be elected President of the United States if you don’t declare publicly that you’re religious, and you can’t be Prime Minister of Denmark if you do.

Nominally, Danes perhaps don’t seem less religious than most other Europeans. 62 % of the respondents in the 2012 European Social Survey stated that they belonged to “a particular religion or denomination” whereas the same number in Denmark was only slightly lower at 56 %. Yet, when asked how religious they actually are, 22 % of Europeans stated that they are very religious (8, 9 or 10 on a 0-10 scale) while it was only 11 % of Danes (and Estonians) who claimed to be very religious. Likewise, while 15 % of Europeans go to church or other religious service at least once a week, only 2.4 % do so in Denmark (and 3.4 % in Estonia) and 93 % (92 % in Estonia) only come there on special holidays, if at all. If one instead uses Gallup’s question if religion is important in people’s daily life, the picture is very much the same. Less than one in five in Denmark, Sweden and Estonia claim that religion is important whereas the corresponding percentage among Americans is a whopping 65 %.

The problem for many Americans – and people from the Middle East, India and parts of Africa – is therefore that when secular virtue is considered a contradiction in terms, Denmark and the rest of the Nordic countries must be insecure, crime-ridden and potentially violent societies where people are dishonest and have little trust in each other. What they expect from a religious-ideological point of view is thus an Anti-Scandinavia – the exact opposite of the Nordic countries. When there is no moral or virtue without a god, the Nordic countries cannot exist.

But they do. Trust levels approach 70 % in the Scandinavian monarchies, corruption levels are among the lowest in the world – Transparency International places the Nordics at places 1 (Denmark), 3-5 (Finland, Sweden and Norway), 12 (Iceland) and 26 (Estonia, the post-communist Nordic) – and homicide rates are a fourth of the US level and about half of those in even Maine and Minnesota. People are rich, happy, extremely virtuous – and pretty indifferent to the church. The Nordic countries do not defy logic. It’s the assumption that virtue derives from religion that is illogical.

Religion og udvikling

Jeg havde forleden en kronik i Jyllandsposten, der opsummerede den nye forskning omkring forholdet mellem religion og udvikling. Under overskriften ”Religion blokerer for udvikling” forsøgte jeg forsigtigt at udlægge nye samfundsvidenskabelige studier, der har set på effekten af religion på langsigtede udviklingsforhold. Den nye forskning finder helt overordnet, at stærk tro er skadelig for udvikling, uanset hvilken religion man tror på. Dette sidste forhold er faldet en række kommentatorer for brystet.

Under overskriften ”Religion bestemmer alt” forsøger den ellers glimrende Henrik Gade Jensen i JP at gå i rette med mig. Han sekunderes af Mikael Jalving, der også er blevet ganske fornærmet over, at netop hans tro er ligesom alle de andres. Henrik skriver blandt andet:

”Da Bjørnskov er økonom og ikke religionsforsker eller teolog, er det måske forståeligt nok, at alt med tro og religion sættes i samme bå, selvom man måske nok kunne forvente lidt sund fornuft, skønt Bjørnskov nu er blevet professor. Han kommer trods alt fra provinsen.”

” Fornuftsmæssigt er der intet argument mod religiøse mørkemænd, der vil stene utro kvinder, dræbe konvertitter og lade al lov og ret være guddommeligt bestemt. Der findes kun en erkendelse af, at religioner er forskellige og virker vidt forskelligt i deres samfundsmæssige, sekulære konsekvenser.”

Hans og andres argument er, at kristendommen er helt anderledes end andre religioner, og at jeg (og andre) fuldstændigt ignorerer, at der er forskelle på religioner. Kritikken er dog skudt meget langt over målet. Hvis de kritiske kommentatorer, der næsten uden undtagelse er uddannet på humaniora, ville give sig tid til at læse den bagvedliggende videnskabelige litteratur, ville de vide at deres argument er faktuelt forkert.

Niclas Berggren (IFN, Stockholm) og jeg har foreløbig forfattet to studier, hvor vi omhyggeligt har håndteret virkningen af religiøsitet og af forskellige religioner. Vores hovedfund – og grunden til at vi netop ikke diskuterer de forskellige hensigter med forskellige religioner – er at vi ikke finder forskelle på deres konsekvenser. Med andre ord er de to studier anskuelighedsundervisning i et hoveddiktum i al empirisk forskning i samfundsvidenskaberne: Man kan aldrig antage, at bestemte hensigter fører til tilsvarende konsekvenser!

Der er således hverken i vores studie af tillid og religion eller i studiet af forholdet mellem regeringsførelse og religion nogen forskel i virkningen af religiøsitet i kristne, muslimske eller lande med andre dominerende religioner. Der er heller ingen forskel på protestantisme eller katolicisme. Og sidst, men ikke mindst, finder vi absolut ingen tegn på, at religiøsitet på nogen måde er anderledes i Skandinavien.

Jeg beskyldes blandt andet for at være historieløs, men må konstatere, at den ellers så vidende Henrik Gade Jensen måske ignorerer sin egen væsentlige historiske viden til fordel for sin tro. For hvordan i alverden kan man glemme de kristne fundamentalister i Indre Mission i Vestjylland, og hvordan de tegnede området? Hvordan glemmer man rædslerne i visse dele af England under Henrik den 8.s reformation? Vi har opført os meget ligesom muslimer gør i stærkt muslimske lande nu. Forskellen er, at de færreste danskere tror særligt meget længere. Fra først i 1800-tallet begyndte vi at blive mindre troende, og fra midten tog det danske samfund fart mod at blive moderne.

For de faktisk interesserede er referencerne:

Niclas Berggren og Christian Bjørnskov. 2011. Is the Importance of Religion in Daily Life Related to Social Trust? Cross-Country and Cross-State Comparisons.  (i Journal of Economic Behavior & Organization, WP-version fra 2009 her)

Niclas Berggren og Christian Bjørnskov. 2013. 11.      Does Religiosity Promote Property Rights and the Rule of Law? (i Journal of Institutional Economics, WP-version fra 2012 her)

Andrew Young og Travis Wiseman (i Journal of Institutional Economics, WP-version fra i år her)

Religiøsitet og ejendomsrettigheder

Sammen med min ven og kollega Niclas Berggren, der fornylig skiftede arbejdsplads til IFN, er jeg i gang med et lille forskningsprojekt om sammenhængen mellem religion og samfundets institutioner. Vores første artikel, hvor vi dokumenterer en klart negativ effekt af religiøsitet (uanset hvad folk lige tror på) på folks tillid til hinanden er nu på vej ud i Journal of Economic Behavior & Organization, og næste bid er klar i første udkast. Det nye papir hedder ”Does Religiosity Promote Property Rights and the Rule of Law?” og skal præsenteres om en lille måned på den årlige konference i the American Political Science Association i Seattle.

Vores resultater kan opsummeres i det simple plot i figuren nedenfor. Mens man fra teoretisk hold kan argumentere for, at religion og religiøsitet – hvor intenst folk tror – kunne være både godt og skidt for den effektive håndhævelse af den private ejendomsret, er det empiriske billede ret klart. Hvis landet ikke har tilstrækkeligt demokratiske institutioner (de runde observationer), er der ingen sammenhæng. Hvis ens land derimod er demokratisk og vælgernes præferencer derfor i en vis grad påvirker den førte politik (de firkantede observationer), er religiøsitet en negativ indflydelse. På tværs af op til 112 lande, med et batteri af kontrolvariable og i en kausalitetsanalyse (IV) finder vi konsistent, at jo mere religiøs befolkningen er, jo ringere er beskyttelsen af ejendomsrettigheder. Niclas og jeg konkluderer igen, at selvom stort set alle religioner sigter mod at få folk til at opføre sig moralsk, så gælder det engelske diktum: Actions speak louder than words.

Blasfemi forbydes i Irland

180 Grader bringer i dag den rystende nyhed, at Irland netop har vedtaget en ny lov mod blasfemi (læs her). Dagens leder lægger afstand til loven, der ret præcist karakteriseres som middelalderlig, og skitserer fint hvorfor vi aldrig må gøre noget lignende i Danmark (her). Ytringsfriheden er ikke blot et økonomisk, politisk og socialt fundament for den vestlige verden (læs f.eks. min gamle post om emnet her), men også et ubetinget gode. Et forbud mod blasfemiske ytringer er den direkte vej til trældom, som også Hayek vidste.

Hvis, for eksempel, en særinteresse – jo lille den end måtte være – er ’ramt’ af en ytring, kan de blot påberåbe sig en religiøs fornærmelse, og så er ytringen potentielt ulovlig og strafbar. Læg mærke til, at ytringer slet ikke behøver at have noget med religion at gøre – som man så det i Muhammed-affæren, kan både stater og enkeltstående interesser have markant interesse i forbud mod bestemte ytringer. Og en ’blasfemisk’ ytring behøver ikke føre til domsfældelse, for at et forbud skader. Den blotte mulighed påfører de mange af os, der ytrer os frit, en potentielt meget stor udgift. Det ville blive lidt ligesom at køre på en vej, hvor fartgrænsen er hemmelig. Sidst, men ikke mindst, ville internationale data om religiøsitet være ulovlige? I så fald ville denne spændende post fra min ven Niclas Berggren – som i forbifarten har ført til et fælles projekt om religiøsitet – måske være ulovlig? Med en parafrase af the Beach Boys: God only knows.

Drop økologiske varer og kræv mere GMO

Denne weekends klumme i 180grader er skrevet af undertegnede. Som overskriften indikerer er budskabet, at man bør droppe økologien – og det af lige præcis de årsager, som dens fortalere ellers anvender til at fortælle os, hvorfor vi netop bør købe økologisk. Et budskab, der hvis det skal formuleres på samme måde som øko- og ulandsflipperne holder af at promovere deres produkter, kunne lyde noget i retning af:

“Tænker du på andet end dig selv når du fortager dine daglige indkøb? Synes du også at jordens fattige bør kunne spise sig mætte? Ønsker du også det bedste for miljøet? Så drop de økologiske gulerødder og efterspørg flere genmodificerede fødevarer.”

En interessant diskussion med samme tema findes i to artikler i The Independent her i foråret. I “The great organic myths: Why organic foods are an indulgence the world can’t afford ” ,skrevet af Rob Johnston, søges en række myter om økologiens mange fremragende egenskaber demonteret. Den efterfølgende replik, The great organic myths rebutted, skrevet af en økologisk talsmand, Peter Melchett, har mere end svært ved at tilbagevise en del af Rob Johnstons pointer.Til gengæld gør Peter Melchett brug af et gammelkendt trick, nemlig kun at skrive om de stoffer der er gode for mennesker, men undlade at gøre opmærksom på de negative sundhedseffekter ved økologiske fødevarer. Eller som en af Danmarks fremmeste forskere, Birger Lindberg Møller siger i et interview;

”Økologisk producerede produkter indeholder generelt større mængder af farlige svampetoxiner, fordi der netop ikke er sprøjtet mod svampeangreb. Vi ved også kun meget lidt om giftigheden af de forsvarsstoffer – naturlige pesticider – som planter danner, hver gang de angribes af svampe. Det er et felt, vi burde koncentrere os mere om. Husk på, at planten ikke kan løbe sin vej som et dyr eller menneske, når der opstår fare. Den er bundet til det sted, hvor frøet tilfældigt slog rod. For at undgå at blive ædt, danner den i stedet giftstoffer – og det sker i øgede mængder for hver gang, den bliver angrebet. Det er en romantisk drøm at tro, naturen er god. Planter forsvarer sig selv, og ofte med uheldige følger for den mad, vi skal spise.” (hele interviewet findes her.

At Birger Lindberg Møller rammer plet, når han siger, ”det er en romantisk drøm at tro, naturen er god”, kan man forvisse sig om, når man bl.a. læser Landsforeningen Praktisk Økologis forslag til argumenter mod brugen af GMO.

Her kan man bl.a. læse, at GMO er noget skidt fordi, ” Enhver art er per definition sund. Den er i stand til at modstå det meste. Derfor eksisterer den fortsat. ” – Men indebærer det så, at man heller ikke må gøre noget for at redde dyrearter der er i fare for at uddø? – og hvor går grænsen for naturlighed? er moderne lægevidenskab også noget skidt?

Men det bliver endnu mere grotesk.

Et andet argument i mod GMO er som de selv skriver, at GMO er angestprovokerende, fordi:

”I alle folk og kulturer lurer der en angst for det ukendte. Alle de mest mareridtsagtige scenarier er digte om væsener, som har udviklet sig til ukontrollable livsformer. Psykologisk er mange følsomme overfor truslen om at forrykke den genetiske balance, der kontrollerer de enkelte arters udtryk. Svaret på denne angst er at holde sig fra at eksperimentere med indgreb i livets kode – DNA – udover hvad der kan gøres med kendte, nedarvede forplantningsmetoder. GMO er netop grænseoverskridende for vores bevidsthed om regulering af arveligheden. Derfor er GMO angstprovokerende.”

Det er jo velkendt, at folk gennem tiderne har været bange for alverdens ting; bange for natten, bange for solformørkelser, måneformørkelser, andres seksualitet – men først og fremmest har deres angst formentlig været drevet af deres uvidenhed. Noget der jo som bekendt har været til stor gavn for både politikere, magthavere og ikke mindst religiøse bevægelser gennem tiderne

Det er sigende, at man på den ene side fuldt ud accepterer brugen af fremavlede afgrøder, mens man på den anden side afviser brugen af moderne teknologi, der både kan øge fødevaresundheden, produktiviteten og samtidig mindske de negative effekter af vores landbrugsproduktion (økologisk eller ej) – og hvis vi i løbet af de næste 20 år skal kunne øge produktionen af korn med 40% og kød med 60% (hvilket er nødvendigt for at følge med efterspørgslen), kommer vi næppe ud over, at vi er nød til at bruge dén egenskab der mere end noget andet adskiller os fra resten af planetens arter, nemlig evnen til at bruge det der sidder mellem ørerne.

Og som det vist tydeligt fremgår af følgende svada fra Landsforeningen af Praktiske Økologer, skal man vist ikke forvente nytænkning fra den kant, for som de skriver,

”Blandt økologisk tænkende mennesker har der i mange år været en god tradition for, at vi er FOR, det vi GØR, og det er derfor vi er IMOD det, vi ikke vil.” – ja det skriver de skam.

(endnu) Mere om FN og ytringsfrihed

Undertegnede var i aftes i DR Udland (23 minutter inde i udsendelsen) for at kommentere på et initiativ fra FNs såkaldt alliancefri stater. Disse stater har oprettet et center for “Menneskerettigheder og Kulturel Diversitet” i Teheran. Som man kan forestille sig er det ikke en styrkelse men derimod en indskrænkelse af ytringsfriheden dette center skal beskæftige sig med. De Alliancefri stater søger nu FN organisationen UNESCOs støtte til dette center, hvilket skal ses i sammenhæng med de alliancefri staters (ledet af de muslimske stater i OIC) bestræbelser på at relativisere ytringsfriheden i FNs Menneskerettighedsråd, som vi har behandlet indgående på denne side. 

 

Var vi nogensinde så religiøse?

For det meste er vores indlæg her på stedet en slags svar eller kommentarer på aktuelle begivenheder, men enkelte gange er de mere spørgsmål til læserskaren. Dette indlæg er mest spørgsmål, så hvis du vil have svar, kan du stoppe med at læse nu. Dem, der er interesseret i spørgsmål, kan forhåbentlig med fordel læse videre.

Baggrunde for spørgsmålene er, at man skal være overordentlig blind for ikke at opdage, at der er tilbagevendende spændinger mellem den arabisk-muslimske verden og vesten. En af årsagerne er uden tvivl den særlige religiøsitet i den arabiske verden, der var så tydelig i Muhammed-krisen. Når mange arabere tror brændende på Allah og forguder profeten Muhammed, giver det hel- og halvtotalitære regeringer helt specielle muligheder for at bortforklare fejl og mangler, og mange af dem griber de chancer med kyshånd: Egypten flyttede fokus væk fra landets mange problemer under Muhammed-krisen, Syrien har kontrolleret Libanon i mange år med påskud af at hjælpe den fattige muslimske befolkning, og den arabiske verdens nærmest altomfattende had til Israel er svært ikke at se som misundelse over et rigt, demokratisk land midt i en rådden region med foragt for menneskerettighederne, i stedet for et Huntingtonsk religiøst sammenstød.

Men argumentet lurer alligevel altid lige rundt om hjørnet, og kommer til syne en gang i mellem i debatten. Ifølge det, kan vi ikke ’dømme’ muslimsk religiøsitet (og fundamentalisme), men må acceptere den, fordi ”sådan var vi også engang”. Man trækker derefter eksempler som Indre Missionske områder i 1800-tallets Vestjylland frem, eller forskellige tekster og historiske tilfælde frem som bevis på, at vi også opførte os sådan engang, og at det nok skal gå over og i hvert fald ikke har noget med Islam at gøre. Men jeg er kommet mere og mere i tvivl om argumentet overhovedet holder vand, i det mindste i Nordeuropa.

Danskerne har naturligvis været mere religiøse end de er nu – vi er faktisk et af de mest sekulære og areligiøse folk overhovedet. Kirkerne var faktisk fulde engang, men om de kom for prædikenen og den evige frelse, eller om folk også i høj grad – som det er tilfældet mange steder i nutidens USA – kom fordi kirken var det naturlige sociale samlingssted, er uvist. Når man oveni lægger mere nutidig historieforskning, der har understreget hvor upopulær reformationens religiøse mani var hos den brede befolkning, bliver jeg i tvivl. Og i dag styrkedes tvivlen endnu mere af følgende historie, som jeg stødte på i N.A.M. Rodgers forrygende ’The Safeguard of the Seas’, der fortæller Storbritanniens flådehistorie indtil 1649.

I august 1573 stod Francis Drake, der kombinerede sørøveri med at tjene dronning Elizabeth I, ind i havnen i Plymouth. Drake havde været i Latinamerika for at forstyrre Spaniens sølvtransporter fra dets kolonier, og havde held til at finde en af dem i det nuværende Panama. Drakes hjemkomst med en ladning sølv, der gjorde ham til en af Englands mest berømte og rigeste mænd, gik ikke uhørt hen. En samtidig kilde skrev, at Drake kom til Plymouth søndag formiddag omkring kirketid, og ”the news of our captain’s return did so speedily pass over all the church that very few or none remained with the preacher”. Lyder det som en befolkning, der er opfyldt af religiøse følelser? Som sagt har jeg mine tvivl, men jeg er i højeste grad interesseret i at høre fra Punditokraternes historiekyndige læsere.

Og hvad har det så med nutiden at gøre? Jo, hvis det er korrekt at vi også har været religiøse på samme måde som Mellemøsten er det i dag, er det ’blot’ et spørgsmål om tid og økonomisk udvikling, før de arabiske samfund bliver sekulariseret som vores. Hvis den særlige religiøsitet, der blandt andet forhindrer en separation af kirke, retsvæsen og politik, er af anderledes karakter, er det ikke helt forkert at tro, at der er mere grundlæggende problemer med de mellemøstlige samfund, og at de skal håndteres meget anderledes. I det tilfælde – som læserne vel kan regne ud at jeg overvejende tror på – kommer moderne bankvæsen ikke bare af sig selv ligesom i Europa, da 1400-tallets innovationer i bankteknologi i Norditalien simpelthen skubbede Bibelens forbud mod at tage renter ud af folks liv. Dé innovationer åbnede op for, at man kunne investere i langt større foretagender, og banede dermed på et tidligt stadie vejen for den industrielle revolution, der startede et par hundrede år senere. Min fornemmelse – og modsig mig endelig hvis jeg tager fejl – siger at den glødende religiøsitet i Mellemøsten er den bremse på regionens sociale, politiske og økonomiske udvikling som vi aldrig har haft i samme omfang. Tænk hvis vi pludselig skulle begynde at bøje os for den?

Drop minaretforskrækkelsen

I Århus har en gruppe af driftige og engagerede samfundsborgere organiseret sig for at forhindre danske muslimer i at opføre en moské i smilets by. ”Århus Mod Moskéen”, som gruppen kalder sig, er ifølge foretagendets hjemmeside, en ”tværpolitisk forening bestående af borgerlige, socialdemokrater, venstrefløjsfolk og traditionelt upolitiske, der er samlet om én fælles sag – et Århus uden minareter…”. En stormoske vil nemlig – stadig ifølge hjemmesiden – ”forandre Østjylland for altid”. Og, forstår man, ikke al forandring fryder.

Nu kan enhver jo tænke sit om den slags foreninger, men de minaret-skeptiske århusianere står langtfra alene med deres forsøg på at forpurre foretagsomme muslimers bestræbelser på at bygge moskéer. I en stribe europæiske og amerikanske storbyer er planer om at opføre moskéer blevet mødt med lignende – og ofte skarpere – protester indenfor de seneste måneder. Blandt andet Köln, Marseille, Berlin, Duisburg, London, Rom, Boston, San Francisco og Chicago har således været skueplads for sammenstød mellem minarettilhængere og -modstandere. I Schweiz har en række politikere fra to af landets største partier sågar forsøgt at vinde opbakning til en ”konstitutionstilføjelse”, der – hvis vedtaget – forbyder opførelsen af minareter i Alpelandet, og i Kärnten har Jörg Haider stillet forslag om et generelt forbud mod anlæggelsen af moskéer og minareter. Så meget for religionstolerancen!

Selvom modstanden mod at lade muslimer etablere sig i større moskéer trives på begge sider af Atlanten, er der imidlertid noget, der tyder på, at religionsfriheden har bedre kår i USA. I hvert fald hvis man skal tro forrige nummer af The Economist. På lederpladsen giver det britiske tidsskrift således følgende vurdering:

But there is a big differnce in the way such disputes are handled. Although America has plenty of Islam-bashers ready to play on people’s fears, it offers better protection to the mosque builders. In particular, its constitution, legal systems and political culture all generally take the side of religious liberty. America’s tradition of freedom is rooted in the First Amendment, and its stipulation that ‘Congress shall make no law respecting an establishment of religion, or prohibiting the free exercise thereof…

More important that the letter of the law is an ethos that leans in favour of religious communities which are ‘new’ (to neighbours) and simply want to practise their faith in a way that harms nobody. In America the tone of disputes over religious buildings (or cultural centres or cemeteries) is affected by everyone’s presumption that if the issue went to the highest level, the cause of liberty would probably prevail.

Af flere årsager burde europæiske minaret-skeptikere tage ved lære af forholdene hinsides Atlanten og droppe moskéforskrækkelsen. Der er for det første det helt principielle aspekt: Religionsfriheden er en fundamental negativ frihedsrettighed, og den gælder naturligvis også for folk, der ønsker at opføre moskéer, synagoger eller rigssale. ”Frihed for Loke såvel som for Thor”. Der er for det andet en mere pragmatisk årsag til at europæere burde byde stormoskéerne velkomne. Som The Economist argumenterede i forrige uge:

Most mosques in the Western world pose not threat to non-Muslims citizens; but a few do pose such a danger, because of the hatred that is preached in them. In such cases police forces generally have the legal armoury they need to step in and make arrests in necessary. Quashing extremism will surely be easer in an atmosphere where the founding and running of mosques is an open transparent business. As Nicolas Sarkozy, the French president, once said: ‘It is not minarets which are dangerous; it is the basements and garages which hide secret places of worships’

Endelig – og for det tredje – er det nok på tide at se i øjnene, at de efterhånden ganske store muslimske mindretal i Europa ikke emigrerer til Mellemøsten eller Asien i løbet af de førstkommende fjorten dage. De er kommet for at blive, og intet tyder på, at de begynder at spise frikadeller og gå i kirke juleaften indenfor den nærmeste fremtid. Der er derfor ingen grund til at grave grøfterne dybere end højst nødvendigt. Heller ikke i Århus.

Muslimer i USA

Pew Research Center har foretaget den hidtil mest omfattende meningsmåling blandt amerikanske muslimer til dato, hvilken undersøgelse viser en lang række positive og nogle få bekymrende tendenser.

Undersøgelsen (som jeg i dette indlæg har behandlet relativt selektivt) bekræfter, at amerikanske muslimer er langt bedre integreret (og måske endda i et vist omfang assimileret), mindre fundamentalistiske, mere patriotiske, veluddannede, velstillede og positivt indstillet overfor hårdt arbejde og at klare dem selv end europæiske muslimer. Nedenstående er lidt citater fra undersøgelsen:

Overall, Muslim Americans have a generally positive view of the larger society. Most say their communities are excellent or good places to live. As many Muslim Americans as members of the general public express satisfaction with the state of the nation. Moreover, 71% of Muslim Americans agree that most people who want to get ahead in the U.S. can make it if they are willing to work hard.

The poll reveals that Muslims in the United States reject Islamic extremism by larger margins than do Muslim minorities in Western European countries, when compared with results from a 2006 Pew Global Attitudes Project survey. However, there is somewhat more acceptance of Islamic extremism in some segments of the U.S. Muslim public than others. Fewer native-born African American Muslims than others completely condemn al Qaeda. In addition, younger Muslims in the U.S. are more likely than older Muslim Americans to express a strong sense of Muslim identity, and are much more likely to say that suicide bombing in the defense of Islam can be at least sometimes justified. Nonetheless, absolute levels of support for Islamic extremism among Muslim Americans are quite low, especially when compared with Muslims around the world.

[…]About half of Muslim Americans have attended college, which is somewhat lower than college attendance among the general public. However, Muslims’ annual incomes – and perceptions of personal finances – are fairly comparable with those of the public. Notably, more Muslim immigrants than native-born Muslims see themselves as well-off financially.

[…] Economically, family income among Muslim Americans is roughly comparable with that of the population as a whole.

The extent to which Muslims are integrated into the economic mainstream in America is in stark contrast to the position of Muslims living in four
major Western European nations. Surveys of Muslim populations in Great Britain, France, Germany and Spain conducted in 2006 as part of the Pew Global Attitudes Project found Muslims to be much less affluent relative to the general populations of those nations.

Et særligt interessant fænomen er, at indfødte amerikanske muslimer (hovedsaligt sorte) er langt mindre glade for USA og mindre tolerante end muslimske immigranter det være sig fra den arabiske verden, Asien, Afrika m.v. 71% af de adspurgte muslimer gav udtryk for at hårdt arbejde betaler sig i USA. Men 74% af de muslimske immigranter kunne støtte dette udsagn mod kun 64% af de indfødte (hvilket svarer til den amerikanske befolkning som helhed). 76% af de muslimske immigranter bedømmer deres lokalsamfund som excellent/good mod kun 65% af de indfødte muslimer (82% i den amerikanske befolkning som helhed).

Mest bemærkelsesværdigt blandt de positive tendenser er nok at 38% af amerikanske muslimer er tilfredse med tingenes tilstand i USA mod kun 32% i befolkningen som helhed. Heraf er 45% af de muslimske immigranter tilfredse og ligger således 13 procentpoint over den amerikanske befolkning som helhed, hvis undersøgelsens resultater står til troende. 47% af de muslimske immigranter mener man skal tilvænne sig amerikanske normer mens 21% mener man skal holde fast i egne værdier. For de indfødte amerikanske muslimer er tallene henholdsvis 37% og 38%.

Under halvdelen af amerikanske muslimer (47%) mener deres religion kommer før deres nationalitet mod 81% i Storbritannien (men 46% i Frankrig).

Det er også interessant at en større andel af amerikanske muslimer tager afstand fra, at moskeer skal give udtryk for politiske og sociale holdninger end amerikanske kristne mener at kirker skal give udtryk for ditto (49% mod 43%). Ligeledes går kristne amerikanere oftere i kirke end amerikanske muslimer går i moske (45% mod 40%).

Når det kommer til muslimsk ekstremisme giver 61% af amerikanske muslimer udtryk for bekymring. 60% blandt immigranter 66% blandt indfødte, men interessant nok giver 72% af de adspurgte arabiske immigranter udtryk for bekymring over muslimsk ekstremisme. Arabiske immigranter har dig en lidt højere tolerancetærskel overfor selvmordattentater end øvrige muslimer ”kun” 78% af arabiske muslimske immigranter mener at selvmordsangreb sjældent eller aldrig kan retfærdiggøres, mens tallet for samtlige amerikanske muslimer er 83% med 87% blandt indfødte.

Heller ikke Al-Qaeda kan regne med støtte blandt amerikanske muslimer, som kun 5% af disse har et positivt syn på mens 58% har et stærkt negativt syn og 10% har et noget negativt syn på. Det er også her interessant 63% af de muslimske immigranter har et stærkt negativt syn på Al-Qaeda mens kun 51% (36% blandt sorte!) har et stærkt negativt syn på Al-Qaeda.

De områder, hvor amerikanske muslimer afviger mest fra øvrige amerikanske befolkningsgrupper er krigen mod terror inklusiv krigene i Irak og Afghanistan. Kun henholdsvis 12 og 26% af amerikanske muslimer støtter op om krigene i henholdsvis Irak og Afghanistan mod 45% og 61% i befolkningen som helhed. Endvidere mener kun 26% af amerikanske muslimer, at krigen mod terror er udtryk for en ægte bestræbelse på at bekæmpe terrorisme. Tallet for den øvrige befolkning ligger på 67%. Mest bekymrende er dog at kun 40% af amerikanske muslimer mener, at arabere udførte terrorangrebet 11. september. Denne skræmmende statistik skal dog sammenlignes med at 1/3 af den amerikanske befolkning som helhed tilsyneladende mener, at regeringen enten udførte eller undlod at forhindre terrorangrebene 11. september.

Også når det kommer til synet på den rette størrelse af staten og støtte til demokraterne henholdsvis republikanerne afviger amerikanske muslimer fra den øvrige befolkning. Generelt ser amerikanske muslimer mere positivt på en større rolle for staten end den amerikanske befolkning som helhed (21% mod 45%), mens støtten til det demokratiske parti også er udtalt (63% mod 51%). Dette skal dog givetvis ses i lyset af krigen i Irak, idet 42% af de amerikanske muslimer i 2000 stemte på Præsident Bush.

Alt i alt synes undersøgelsen at give grobund for optimisme med hensyn til mulighederne for at integrere muslimer i liberale demokratier og undersøgelsen rokker kraftigt ved de deterministiske katastrofescenarier, som trives så vel i visse kredse. Når Mogens Camre udtaler, at ”forestillingen om ’fornuftige muslimer’, der støtter demokrati og menneskerettigheder, er en illusion”, skal han således ikke stoppes med strafferetlige sanktioner, men blot konfronteres med virkeligheden.

Spørg Atilla II

Vi har tidligere beskrevet de trængsler, som den tyrkiske liberale professor Atilla Yayla har måttet gennemgå, fordi han i vinter kom til at sige politisk ukorrekte ting om “Kemalismen” og Tyrkiets evne til at tilpasse sig vestlige værdier om frihed, konstitutionalisme og markedsøkonomi.  Nu er der lidt nyt i sagen.  Her er en artikel fra den amerikanske Chronicle of Higher Education:

Friday, March 16, 2007

Turkish Professor Faces Charges for Cmments About the Nation’s Founder

By AISHA LABI

Turkish professor faces charges for comments about the nation’s founder.

A professor of politics and political theory at Gazi University, in Ankara, Turkey, was charged on Wednesday with insulting the legacy of Mustafa Kemal Atatürk, the founder of the modern Turkish republic.

The charge follows comments made by the professor, Atilla Yayla, during a public panel discussion in November in which he referred to Atatürk as “that man.”

If convicted, the professor could be sentenced to up to three years in prison.

In a telephone interview on Thursday, Mr. Yayla said he had spoken at the November gathering, in the coastal city of Izmir, about his view of civilization as a unifying and universal principle, and had questioned official descriptions of modern Turkey’s early, single-party period from 1925 to 1945 as “very progressive.”

He had commented, he said, that according to his research, “the first period is not as progressive as it is claimed to be.”

“‘In what respects?’ I was asked. I said in respect to freedom of opposition, of association, religious freedom, and other freedoms, it was not as progressive as some people have claimed.”

Mr. Yayla courted further controversy with his observation that, especially as Turkey pursues membership in the European Union, the country’s iconographic fixation on Atatürk might seem puzzling. “Europeans will ask us why everywhere there are statues of this man and in every state office we have the same man’s photos,” he told the panel.

A local newspaper billed those comments as traitorous, and the matter gathered steam as national news outlets picked up the story.

Administrators at Gazi University began an investigation of Mr. Yayla, both for the content of his comments in Izmir and for having attended the conference without first seeking permission to travel. “We are required to take permission when we leave Ankara,” Mr. Yayla said, although he explained that such leave is usually sought and granted informally. He did not miss any classes as a result of the weekend trip, he said.

While it investigated, the university temporarily suspended him and cut his salary by one-third.

Aybar Ertepinar, the vice president of the Turkish Council of Higher Education, a government-financed body that oversees the country’s universities, said that while he thought the university’s actions against Mr. Yayla might have been “overdone,” those steps were within the scope of the rector’s authority.

“The rector has the right to suspend a person about whom there is an investigation going on,” Mr. Ertepinar said.

He said he thought Mr. Yayla’s comments had been inappropriate, but added, “I also consider it as his freedom of speech to say what he did.”

As far as the council is concerned, Mr. Ertepinar said, the issue has been resolved. “The university has closed the matter, Professor Yayla is back to his office, teaching and doing research, and academically there is nothing, I believe, following the present situation.”

Mr. Yayla said he still feared that he would lose his job, especially if convicted. He said he has been told his trial is scheduled to begin on April 30.

Turkish prosecutors have pursued similar charges against other writers and academics in recent years and, although those cases have not resulted in prison sentences, they have fueled an atmosphere in which extremist nationalists enjoy disproportionate influence in public discourse.

Ozlem Caglar-Yilmaz is the general coordinator at the Association for Liberal Thinking, a think tank in Ankara that Mr. Yayla helped to found. Ms. Caglar-Yilmaz thinks that Mr. Yayla’s trial could prove an important turning point for Turkey. “There are already many academics who have been severely critical of this era and Atatürk,” she said. If the prosecution fails, she said, popular opinion could follow: “People would feel more free to question this era.”

Jo, jo, Tyrkiet er helt klar til EU …

Ældre indlæg

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑