Tag: religion (page 2 of 4)

Secular Islam Summit

Den 4 og 5 marts i år afholdtes en særdeles bemærkelsesværdig begivenhed i St. Petersburg, Florida; nemlig "Secular Islam Summit". Konferencen havde deltagelse af prominente navne som Ibn Warraq, Amir Taheri,  Shaker Al-Nabulsi,  Tawfik Hamid,  Irshad Manji og Wafa Sultan (hele deltagerlisten kan læses her) og havde reformation af Islam som emne.

 

Videodækning fra konferencens debatter kan ses her, og her kan ses en række interviews med bl.a. Irshad Manji, Ibn Warrag (og Michael Ledeen).

 

Konferencen mundede ud i en erklæring underskrevet af deltagerne (samt Ayaan Hirsi Ali) (Ibn Warraq kan ses læse erklæringen op her):

 

We are secular Muslims, and secular persons of Muslim societies. We are believers, doubters, and unbelievers, brought together by a great struggle, not between the West and Islam, but between the free and the unfree.

We affirm the inviolable freedom of the individual conscience. We believe in the equality of all human persons.

We insist upon the separation of religion from state and the observance of universal human rights.

We find traditions of liberty, rationality, and tolerance in the rich histories of pre-Islamic and Islamic societies. These values do not belong to the West or the East; they are the common moral heritage of humankind.

We see no colonialism, racism, or so-called "Islamaphobia" in submitting Islamic practices to criticism or condemnation when they violate human reason or rights.

We call on the governments of the world to

reject Sharia law, fatwa courts, clerical rule, and state-sanctioned religion in all their forms; oppose all penalties for blasphemy and apostacy, in accordance with Article 18 of the Universal Declaration of Human rights;

eliminate practices, such as female circumcision, honor killing, forced veiling, and forced marriage, that further the oppression of women;

protect sexual and gender minorities from persecution and violence;

reform sectarian education that teaches intolerance and bigotry towards non-Muslims;

and foster an open public sphere in which all matters may be discussed without coercion or intimidation.

We demand the release of Islam from its captivity to the totalitarian ambitions of power-hungry men and the rigid strictures of orthodoxy.

We enjoin academics and thinkers everywhere to embark on a fearless examination of the origins and sources of Islam, and to promulgate the ideals of free scientific and spiritual inquiry through cross-cultural translation, publishing, and the mass media.

We say to Muslim believers: there is a noble future for Islam as a personal faith, not a political doctrine;

to Christians, Jews, Buddhists, Hindus, Baha'is, and all members of non-Muslim faith communities: we stand with you as free and equal citizens;

and to nonbelievers: we defend your unqualified liberty to question and dissent.

Before any of us is a member of the Umma, the Body of Christ, or the Chosen People, we are all members of the community of conscience, the people who must chose for themselves.

Konferencen fik i øvrigt dækning af Wall Street Journal, CNN, Times of London og måske endnu mere væsentligt af muslimske medier som Al-Arabiya, Kuwaiti News Agency og Muslim World Today.

 

 

 

 

 

 

Sine qua non

En britisk domstol har fundet Umran Javed skyldig i racehad og opfordring til drab–specifikt for under Muhammed-krisen sidste år at have opfordret til, at muslimer bombede Danmark.  Det skete under en demonstration, hvor han var taler, og som Berlingske Tidende beskriver således:

"Dannebrog blev brændt af til taktfaste skældsord, da omkring 350 demonstranter samlede sig foran den danske ambassade i februar sidste år for at vise præcis, hvad de mente om tegningerne af profeten Muhammed, der bl.a. var blevet offentliggjort i Jyllands-Posten. Bannere, der hyldede de fire selvmordsbombere fra Londons angreb i undergrunden og lovede Europa, at mujahedin-krigerne var på vej, blev holdt i vejret, mens taktfaste råb mod Vesten, USA og især den danske regering forsøgte at finde vej op mod ambassadens lukkede vinduer. Enkelte kom udklædt som selvmordsbombere for at vise deres holdning over for Danmark."

Vi skal ikke her indlede en diskussion af, om det nu er passende, at man straffer en person for udtalelser snarere end gerninger–selvom den diskussion da iøvrigt altid er værd at tage.  Nej, snarere vil vi blot gengive den fulde transkription af, hvad manden faktisk sagde in extenso, idet den ganske godt illustrerer, hvad hele balladen handlede om: Ikke blot noget om, at nogen var "stødt" på manchetterne, eller "krænket" på deres religiøse følelser e.l., men derimod om selve grundpillerne for hvorledes et samfund skal være indrettet, og hvem der skal stå til ansvar for hvad:

"Mine kære muslimske brødre og søstre, vi må forstå, hvorfor vi er her i dag. For at erklære at vi ikke vil finde os i, hvad Danmark gjorde … Vi vil ikke finde os i, hvad Frankrig, hvad Europa, hvad alle verdens vantro og den vestlige verden står samlet om.

I har erklæret krig mod Allah og hans budbringer. I har erklæret krig mod det muslimske samfund, og det kommer I til at betale en høj pris for. Tag ved lære af Theo van Gogh. Tag ved lære af jøderne i Khaybar. Tag ved lære af hvad I kan se, for I kommer til at betale med jeres blod. Danmark, I kommer til at betale. Danmark, I kommer til at betale, I kommer til at betale. Med jeres blod, med jeres blod, med jeres blod. Bomb, Bomb Danmark. Jihad er en del af Gud.

Demokrati, hykleri. Til helvede med demokrati. Til helvede med Danmark. Til helvede med frihed. Bomb, bomb Danmark. Danmark, vær på vagt. Zarqawi kommer tilbage. Bomb, Bom USA. Bomb, bomb Danmark."

PS.  Umran skal nu angiveligt–lige inden strafudmålingen–have sagt, at han fortrød sine udtalelser.  Det bliver spændende at se, om den fortrydelse holder lige så længe som Zacharias Mousawis anger.

Muslimer i Frankrig: Integration eller Intifada?

Den aldrig sluttende debat her på bloggen vedrørende Islam, som særligt synes at optage denne punditokrat og vores trofaste og – trods den til tider hårde meningsudveksling – værdsatte læsere JR og Niels A. Nielsen, får nu næring af både Wall Street Journal, the Economist og Foreign Affairs. De nævnte blade har alle artikler som giver anledning til behersket optimisme på vegne af det europæiske land mange, inklusiv mig selv, har troet ville opleve de værste konsekvenser af muslimsk indvandring: Frankrig.

Artiklerne peger på, at det rent faktisk går bedre med integrationen af muslimer i Frankrig end hidtil antaget. Først Wall Street Journal, der på trods af at muslimer generelt ligger tungt til i kriminalitets og arbejdsløshedsstatistikker synes at konkludere, at det går i den rigtige retning:

At the moment French Muslims, like Muslims elsewhere in Europe, exhibit the pathologies that have long characterized the American underclass. Nearly a fifth of French residents with immigrant origins–a group dominated by North Africans–don't have jobs. Unemployment among young people in the projects runs as high as 50%. Muslims make up a majority of the French prison population, and in jails near urban areas their numbers approach 70% or 80%. It requires only a short commuter train trip from central Paris or Lyon to come across a culture of drugs, welfare dependency and crime.

France touts Europe's highest rate of intermarriage between Muslims and non-Muslims. In the realm of popular culture, its most beloved sports star (Zinédine Zidane) and comic (Jamal Debbouze) hail from Algerian Berber families. Though immigrant birth rates are high, they tend to slow down with each succeeding generation, approaching that of the general French population. A Muslim middle class is tiny but emerging.

An assimilationist outlook may be emerging as well. According to a Pew Global Attitudes survey published in July, 42% of French Muslims consider themselves French first; 47%, Muslim first. (In Britain, the numbers are 7% British first; 81%, Muslim first.)

In the same poll, 78% of French Muslims say that they want to adapt to French customs. Another recent survey, this one for La Vie, a Catholic monthly, appears to show that French Muslims aren't averse to "French" values: 91% of those interviewed approved of gender equality, 73% of the separation of church and state; 69% said that they don't oppose Muslim women marrying outside the faith. […]Messrs. Laurence and Vaisse argue that French Muslims are a diverse and fast-changing group, in many respects moderate.

WSJ er dog ikke blind overfor faren fra Islamismen:

Sounds good. So why are so many French citizens convinced that relations between Muslims and Christians will get worse and not better? The warning signs go beyond the delinquents who grab headlines by burning cars. The Pew survey also shows that Islamism–the militant, fundamentalist form of the religion–is putting down roots in France, as it is elsewhere in Europe.

The group that seems most susceptible to radicalization is the young who were born in France but feel at home neither in the West nor in the birthplace of their immigrant parents. Zacarias Moussaoui, the convicted 9/11 terrorist and a French citizen, is the most prominent example of this cohort. The authors note that up to 200 French Muslims trained in al Qaeda's Afghan camps. The Islamist Muslim Brotherhood is certainly active in Frances's suburban projects.

Artiklen udfordrer også klassik liberale holdninger til vidtgående anti-terror lovgivning, som får en stor del af æren for, at der ikke har været alvorlige terror angreb i Frankrig i lang tid:

It matters, then, that France's anti-terrorism laws are the toughest anywhere in the Western world. French prosecutors can hold terror suspects for years without charge; the definition of "links to terrorism" is loose. Every mosque in France is monitored. Since 9/11, the government has cracked down on foreign financing and moved to train "French imams." All this–more than the slow integrationist trend that Messrs. Laurence and Vaisse celebrate–may be the reason why France hasn't been hit by terrorism since a wave of subway bombings in 1995.

The French approach to assimilation, with its insistence on strict secularism and its dirigiste firmness, does not make for an American-style melting pot. But it may well carve a better path to civil peace, over time, than the policies of Europe's other Muslim-populated countries. The path would run smoother if France could undertake a major economic reform. Remarkably little has been done, even in the year since the riots, to loosen up the restrictive labor codes that do so much to keep poor immigrants–not least poor Muslim immigrants–from finding work and integrating themselves into French life.

WSJs artikel understøttes af en artikel i Foreign Affairs (hele artiklen kan læses her på Realclearpolitics) som også giver et mere nuanceret billede af, hvorledes det går med integration af muslimer i Frankrig. I artiklen hedder det bl.a:

The status of Muslims in France is at once much healthier and more problematic than most recent commentary lets on. France's experience with integration has been shaped by a unique combination of history, philosophy, and contemporary concerns, which together have produced a stop-and-start immigration policy and a wariness about Islam. Still, French sociologists agree that the integration of Muslims into French society has proceeded fairly well. Most Muslims in France — half to three-fifths of whom are believed to be French citizens — have adopted French cultural norms; they enthusiastically endorse republican values, including laïcité (the French state's aggressive official secularism).

They tend to vote somewhat less often and somewhat more to the left than most of the French population, but socioeconomic variables, not religion, account for the differences. Their desire to assimilate has sometimes been met with a form of discrimination fuelled by nativism and a deep distrust of Islam that has made it harder for them to find homes and jobs. But what has turned such vexing problems into crushing burdens is the economic stagnation that has afflicted the whole country and defied reform efforts for three decades.

Også the Economist har beskæftiget sig med Frankrig og dets muslimske indvandrere. Om sidste års voldelige uroligheder hedder det (kræver abonnement):

When the riots started, they were treated in some quarters as a "suburban intifada". "Jihad comes home", ran one newspaper headline. Some American observers regarded the uprising as further proof of Europe's inability to control the spread of radical Islam. France has Europe's biggest Muslim population—an estimated 5m, or 8% of France's inhabitants—so it comes under special scrutiny.

A report into the riots by the French Renseignements Généraux, the domestic intelligence-gathering service, however, found the opposite. Islamists had "no role in setting off the violence or in fanning it," it concluded.

Sammenlign ovenstående artikler med indholdet af a
rtikler om samme emne af R
obert Spencer i Front Page Magazine, og døm selv hvor lødigheden og troværdigheden er størst.

Hvis det kan lægges til grund, at Frankrigs hårdhændede fremfærd i kampen mod terrorisme og fundamentalisme, er spørgsmålet om en sådan fremfærd er nødvendig i velfærdstunge lande med muslimsk indvandring. Det er jo netop i disse lande indvandrere – særligt de muslimske af slagsen – samlet set nærmest undtagelsesfrit klarer sig markant dårligere end den øvrige befolkning. En sådan konklusion er dog ikke tvingende al den stund, at Danmark ikke – endnu – har været udsat for alvorlig terrorisme og at islamismen herhjemme ikke synes at have så fast et greb i de muslimske indvandrere, som i visse steder i f.eks. England.

Hvorom alt er synes den bedste opskrift på succesfuld integration af muslimer stadig at være den amerikanske med en mindre stat, lav eller ingen offentlig forsørgelse af indvandrere og en tradition for religiøs tolerance, faktorer, der synes at fremme en frivillig assimilationsproces med hensyn til demokratiske kerneprincipper. Resultater heraf er, at muslimer i USA klarer sig bedre end den gennemsnitlige befolkning og langt bedre end f.eks. den sorte og overvejende kristne del af befolkningen. Et eksempel de mest islamskeptiske debattører på mærkværdigvis konsekvent nægter at forholde sig til eller tage ved lære af.  

En Europæisk Massakre

Dette indlæg skulle egentligt være bragt den 24. august. Men i lyset af den her på stedet vedgående og, synes jeg, spændende debat vedrørende, hvorvidt Islam er uforenelig med det vestlige åbne samfund, har jeg valgt at bringe det i dag.

Stærkt forsimplet kan man sige, at denne debat står mellem pessimister og optimister. Pessimisterne gør gældende, at Islam som sådan er uforenelig med vestligt demokrati, og at Vesten er i gang med en civilisationskrig, som bør føre Vesten til at i højere grad tager forholsregler overfor den "muslimske verden".

Det ville være forkert at affærdige pessimisterne uden videre. De seneste 10-15 års begivenheder retfærdiggør meget af den vrede/frygt/bekymring, som pessimisternes holdninger er udtryk for. Det er uomgængeligt, at der i mange islamiske lande hersker forhold der er lodret i strid med Vestlige frihedsidealer.

Endvidere virker det som om denne tilstand har en vis folkelig forankring, som demokratiske valg i Algeriet, Egypten og Palæstina har vist. Pessimisterne vil også med rette kunne pege på, at den globale terrortrussel, der har kostet tusinder af uskyldige liv (dog nok flere muslimske end ikke-muslimske), i altovervejende grad udgår fra muslimer.

Pessimisterne kan i den forbindelse pege på, at en stor andel af muslimer i Vesten tilsyneladende ikke tager utvetydig afstand fra den ufrihed, der hersker i deres oprindelige lande og ej heller fra den terrortrussel der udgår fra islamistiske fanatikere, som det kan læses her og her.

Optimisterne peger på, at det er nødvendigt at skelne mellem individer og at der findes masser af muslimer (dog på nuværende tidspunkt næppe et flertal på verdensplan), der støtter op om Vestlige frihedsidealer. Endvidere kan optimisterne pege på, at der findes muslimsk dominerede stater såsom Indonesien, Senegal og Tyrkiet, der er friere og mere demokratiske end mange kristent dominerede afrikanske og visse latin-amerikanske stater. Men først og fremmest må optimisterne anlægge en historisk tilgangsvinkel, som undertegnede forsøgte i "Luthers rene lære". Den historiske tilgangsvinkel viser nemlig, at meget af det vi med rette forfærdes over i den muslimske verden, inklusiv det religiøse vanvid, også har fundet sted i Vesten.

Det bringer mig tilbage til datoen den 24. august. For på denne dato i 1572 skete en skelsættende begivenhed i Frankrig, kendt som St. Bartholomæus massakren. I mange år havde forholdet mellem Frankrigs katolikker og protestanter (huguenotter) været på kollisionskurs, og disse to kristne trosretninger havde alene i Frankrig udkæmpet tre religiøse borgerkrige. På grund af stridighederne havde (den katolske) Catherine de Medici, moder til den franske konge Charles IX, besluttet at lade sin datter gifte med en protestantisk prins. Til brylluppet var inviteret store dele af den protestantiske adel, inklusiv Admiral De Coligny, som blev forsøgt myrdet. Dette drabsforsøg resulterede i en massakre på huguenotter, der bredte sig fra Paris til provinsen med deltagelse af almindelige franske katolikker og kostede tusinder af huguenotter livet.

Det skal understreges, at det er omstridt, hvor mange huguenotter, der blev massakreret, (fra 4.000 – 100.000), ligesom det er omstridt præcist hvem der stod bag massakren, hvorvidt den var nøje planlagt eller mere spontan, og om Vatikanet havde givet sin velsignelse eller ej (en katolsk version af begivenhederne findes her, mens en protestantisk version kan læses her).

Under alle omstændigheder er massakrens omfang er bemærkelsesværdig den lave teknologiske udvikling taget i betragtning. Og den folkelige opbakning til og aktive deltagelse deri, siger meget om, hvor forpestet forholdet var mellem mange katolikker og protestanter i Europa, om end de krige der opstod som følge deraf ofte også havde andre forklaringer end rent religiøse.

Massakren blev i øvrigt fejret i Vatikanet af pave Gregor XIII, der tillige lod en medaljon og et vægmaleri udforme til at udødeliggøre begivenheden. Vægmaleriet kan stadig ses i Vatikanet.

St. Bartholomæus massakren, de mange religiøse europæiske krige og det had der fandtes mellem protestanter og katolikker, viser, at hvor Islam næppe kan kategoriseres som fredens religion, er Kristendommen ej heller nogen oplagt kandidat. Men vigtigere endnu viser disse historiske begivenheder, at grupperinger, som anser hinanden for dødelige fjender og hinandens diametrale modsætninger ikke behøver leve i splid for altid og at spændingerne kan mindskes og endog forsvinde med tiden. Det betyder i min optik ikke at Vesten skal vende den anden kind til, når terrororganisationer sponsoreret af islamistiske stater dræber uskyldige mennesker. Det betyder heller ikke, at man skal acceptere muslimske dogmer i dansk retspleje m.v. Men historien understreger det formålsløse i at prøve at karakterisere, forstå og imødegå, en hel religion ud fra deterministiske forestillinger, som sandsynligvis vil vise sig uholdbare.   

 

Katrine Winkel Holm i Djævelens Advokat

Djævelens Advokat er efter en længere pause tilbage med en debat om "Kristendommen som frihedens religion?".  Udsendelsens gæst er teolog og debattør Katrine Winkel Holm. Debatten omhandler ikke overraskende samme emne, som denne punditokrats sidste post om "Luthers rene lære".

Luthers rene lære

Siden den islamiske revolution i 1979 er vi i Vesten i stigende grad blevet konfronteret med, i hvor fundamental grad den islamistiske version af det gode samfund, baseret på en streng fortolkning af Koranen, strider imod den moderne vestlige version af det gode samfund i form af det liberale demokrati. Det er endvidere et uomgængeligt faktum, at den langt overvejende del af verdens muslimske lande er udemokratiske og uden basale frihedsrettigheder, mens kristne vestlige lande i overvejende grad respekterer og bygger på det liberale demokrati. Dette har herhjemme fået en række kristne og/eller konservative debattører til at fremhæve kristendommens, nærmere bestemt den lutherske protestantismes, afgørende betydning for den frihed der hersker i Danmark i dag. Man kan måske endda sige, at denne gruppe af kristne og/eller konservative debattører har lagt kimen til en dansk luthersk-evangelisk version, af hvad David Gress har kaldt "The Grand Narrative".

Kasper Støvring skrev for nyligt i Berlingske et indlæg, hvor han gik i rette med de der kritiserer religionens indflydelse på samfundsforhold, der på fin vis fanger indholdet i den dansk luthersk-evangeliske version af The Grand Narrative.

"Men de principfaste kritikere ser dermed bort fra den betydning, religionen har som kulturel faktor. Det gælder for Danmarks vedkommende, at landet historisk set har haft en protestantisk kernekultur. Og denne kultur er bevaringsværdig af især tre grunde.
– Den ene er hensynet til sekularismen. Den bedste måde at sikre sekularismen på er ikke nødvendigvis gennem en formel, organisatorisk adskillelse af stat og kirke. […] I Danmark har den protestantiske religion derfor været præget af og har selv præget en kultur, der er positiv over for oplysning, erhvervsliv, kvinders ligestilling samt kønslige og religiøse minoriteter. Så sekularismen sikres bedst som et liberalt gode, hvis folkekirken fortsat nyder særlig status og særlige privilegier. For dermed understøtter staten den religion, nemlig protestantismen, som selv anerkender adskillelsen mellem religion og politik. Staten og politikerne behøver ikke hele tiden at gribe ind over for den dominerende religion. For protestantismen gør netop adskillelsen mellem de to regimenter til en bærende del af selve den kirkelige forkyndelse.

Det er forskellen på de protestantiske kirker og den romersk-katolske kirke. Velstående og demokratiske lande med høj grad af tillid mellem borgerne bygger altså historisk på den protestantiske kristendom med dens høje arbejdsmoral og tro på privat initiativ. Hertil hører også en udbredt tro på individets frihed kombineret med en sund skepsis angående dets naturlige tilbøjeligheder".

Hvor Kasper Støvring tilbyder en mere sociologisk forklaring på sammenhængen mellem protestantismen og frihed, fremkommer Søren Krarup ikke overraskende med en teologisk forklaring derpå:

"Fordi kristendom altid er for troen, dvs. har at gøre med forholdet til dette forkyndte, utrolige ord, derfor er kristendommen i modsætning til de fundamentalistiske religioner og ideologier ikke en lære, der kan opbygges hellige samfund på eller opstilles hellige bud og love ud fra.

[..] Af den grund kan der ikke laves kristelige samfund. Af den grund kan der ikke gives kristelige love. Af den grund kan der ikke føres kristelig politik. Kristendom er forkyndelse af og fordring om tro på den korsfæstede Kristus, og således kan kristendommen aldrig tages til indtægt og gøres til en isme, ideologi eller fundamentalisme.

På den anden side er det den kristne forkyndelse, der sætter samfundet, lovgivningen og politikken på plads, for denne forkyndelse gør samfund, lovgivning og politik til jordiske og relative ting. Kristendommen afviser al jordisk hellighed – hvad enten man bygger denne på fremskridtstroen eller Koranen. Kristendommen kender kun syndere på denne jord. Helligheden er alene hos Gud i himlen, hvis søn og ord vi bare kan tro, ikke sætte på paragraffer og efterplapre og føre hellig krig på.

Denne relativering af det menneskelige og samfundsmæssige – det er frihedens forudsætning og mulighed. Det er slet ingen tilfældighed, at åndsfrihed og borgerlige frihedsrettigheder kun kendes i lande, hvor evangeliet er blevet forkynd"…

Da konservatismen jo roser sig selv for at være konkret forankret frem for abstrakt, flyvsk og virkelighedsbaseret frem for idealistisk (og ideologisk) er det interessant at foretage et historisk tilbageblik og se, hvor solidt båndet mellem den lutherske protestantisme og friheden egentligt er.

Den danske reformation fandt som bekendt sted i 1536. Skal den protestantiske forklaring, om protestantismen, som frihedens forudsætning lægges til grund, skulle man derfor forvente, at reformation betød en højere grad af frihed for danske borgere, end de havde været vant til i godt 536 år som katolikker. Men Danmarkshistorien fortæller om en helt anden virkelighed. Rent faktisk blev reformationen indledningen til en periode i Danmarkshistorien præget af en streng luthersk ortodoksi.

Af stor betydning var det, at der blev indført konfessionstvang og statsligt opsyn på universiteterne, der med Professor i retshistorie Ditlev Tamm's ord dermed blev til præsteskoler bundet til en bestemt religiøs bekendelse. Det er i den forbindelse interessant, at Københavns Universitets statut i 1539 udtrykkeligt fastslog, at der ikke måtte fremføres kritik af øvrigheden, hvilket dårligt kan karakteriseres, som et udtryk for den kritik og begrænsning af magten, som er så fremherskende i den klassiske liberalisme. Også strafferetten blev markant berørt af reformationen. Det var et udslag af Guds befaling når Kongen, der jo besad sin position ved Guds nåde, straffede de onde. Den gammeltestamentlige mosaiske ret, herunder de ti bud, blev således inspirationskilden til reformationens strafferetlige reformer med blandt andet en markant stigning indførslen af dødsstraf til følge.

Historikeren Alex Wittendorf peger på, at den lutherske ortodoksi blev systematiseret med Christian Friis' udnævnelse som kansler i 1596. Friis skriver i 1599:

"Fra den første dag jeg tiltrådte dette embede, som jeg nu indtager, har det været min højeste bestræbelse, at religionen i disse berømmelige riger kunne fremmes så troligt og retteligt som muligt af Ordets tjenere ved lærdom såvel som ved levned. Hvem der arbejdede i denne retning, har jeg søgt at hædre og forfremme, så vidt det stod til mig".

For Friis var den lutherske evangelisme "den rene lære" og Christian Friis foranledigede en udrensning blandt teologer, der ikke delte denne strenge lutherske fortolkning af bibelen. Vigtigst af alt var det Christian Friis der forfremmede Hans Poulsen Resen til datidens teologiske chefideolog, hvilket skulle få store konsekvenser for den danske befolkning. Wittendorf beskriver kernen i den lutherske ortodoksi således:

"Substansen i det kan vel siges at være dette, at mens de humanistisk prægede filipistiske teologer betragtede åbenbaring og fornuft som ligeberettigede størrelser og mente, at den genfødte fornuft godt kunne have en vis selvstændig dømmekraft, også i religiøse spørgsmål, så mente Resen og andre ortodokse lutheranere, at troen er væsensforskellig fr
a fornuften, og at troen b
lot kan henholde sig til de aldeles ubegribelige mysterier, som er kristendommens væsen, og som er åbenbaret i Skriften. Alle transcendente ting er dækket af et uigennemtrængeligt slør. Fornuften er den store fjende, Satans mest virksomme redskab til at lede menneskene bort fra troen".

En anden af Resens kongstanker var djævleuddrivelsen ved barnedåben. For Resen og de ortodokse lutheranere var mennesket født i synd, hvorfor djævleuddrivelse ved dåben ikke blot var en symbolsk handling. Det nyfødte barn var ved fødslen således besat af Djævelen og "Åndeligen, idet det anses og actes, som uden Guds nåde efter sin egen fordærvelige natur under mørkheds magt." Der er således en afgrundsdyb forskel mellem Resens ortodokse tro og den klassiske liberalismes opfattelse af mennesket som værende født som frit og med naturlige rettigheder.

Resen nød som nævnt Christian Friis' nåde, men også Christian IV havde stor tillid til Resen. I 1615 blev Resen udnævnt til Biskop for Sjælland og en periode af, hvad Ditlev Tamm kalder en "socialdisciplinering" af det danske samfund begyndte for alvor. Året 1617 var jubilæet for Luthers opslåen af sine 95 teser i Wittenberg i oktober 1517. Den rette tros sejr skulle både fejres og cementeres, så man kunne demonstrere, "at man mente det alvorligt med den rene lære", som Tamm skriver. I oktober 1617 blev således udstedt forordninger, der skulle modvirke løsagtighed, overdådighed, luksus, og andre uvaner der kunne fremkalde "Guds fortørnelse". Men mest interessant er udstedelsen af trolddomsforordningen, som systematiserede kriminalisering af trolddomsvirksomhed og medførte en markant stigning i antallet af kvinder, der blev brændt på bålet som hekse. Trolddomsforordningen var klar religiøst inspireret (af mosaisk ret).

Det er interessant, at trolddomsforordningen blev indført på et tidspunkt, hvor man andre steder i Europa havde begrænset hekseprocesserne. Når vi i Danmark forsikrer os selv om at de brutale uskikke, der stadig hersker i mange muslimske lande (og også i visse muslimske parallesamfund), hører middelalderen til, er dette således ikke korrekt. Mange af disse skikke kulminerede herhjemme i renæssancen, med udspring i reformationen og vores egen officielle statsreligion.

1600 tallets religiøse ortodoksi, der mere end flirtede med kristendommen som lovreligion, må siges at være en særdeles effektiv historisk tilbagevisning af den krarupske påstand. En påstand som hævder at der ikke kan føres kristen politik, indføres kristne love og at kristendommen i sin natur står i modsætning til fundamentalisme. Denne epoke må endvidere også i bredere forstand siges, at rokke alvorligt ved den danske luthersk-evangeliske version af The Grand Narrative. Protestantismen var ved dens indførsel således ikke venligt stemt overfor "oplysning, erhvervsliv, kvinders ligestilling samt kønslige og religiøse minoriteter", som Kasper Støvring gør gældende. På mange områder var protestantismen direkte fjendtligt indstillet heroverfor (med Luthers stærke anti-semitisme og modvilje mod homoseksuelle som et andet godt eksempel). Ligeledes må der sættes alvorligt spørgsmålstegn ved påstanden om, at protestantismen har en iboende skepsis overfor autoriteter. For rigtigt nok gjorde man med reformationen op med Pavens ufejlbarlige magt, men samtidig konsoliderede man kongens magt kulminerende med indførslen af enevælden i 1660. Den katolske kultur-sociolog Jakob Munck går endog så langt, som at tale om, at reformationen har medført, at vi i Danmark i dag stadig lever i en Luthersk formynderstat. Med udgangspunkt i Luthers ord om, at "evangeliet heller ikke (lærer) noget om hvordan man skal indrette og udøve det verdslige regimente, ud over at det er påbudt, at man skal ære det og at man ikke skal sætte sig imod det", konkluderer Munck, at der:

"for den verdslige statsmagt eller konge altså er mange muligheder for at styre, og ingen af disse er i modstrid med Guds vilje eller Evangeliet ord. Det er derfor, for den troende lutheraner, ikke legitimt at gøre oprør mod de verdslige magtudøvere, uanset hvordan de udøver denne magt, for disse herskere har – af Gud selv – fået overdraget myndigheden til at styre denne verden efter deres egen vilje. Enevælde, diktatur og formynderisme er altså ikke på nogen måde i modstrid med den lutherske lære".

Muncks citat er efter min smag for hård en dom over nutidens Danmark, men mere korrekt i forhold til perioden fra reformationen og en lang periode frem måske endda helt frem til 1800 tallet.

At protestantismen indeholder en kim af totalitarisme bekræftes i øvrigt af protestantismens anden store skikkelse Calvin, som i to omgange indførte en streng kristen teokratisk bystat i Geneve. Denne var baseret på en rigoristisk ordlyds fortolkning af bibelens ord med en omklamrende og undertrykkende regulering af borgernes liv, heksebrændinger og dødsstraf for blasfemi til følge.

Ovenstående skal selvfølgelig ikke underkende kristendommens og protestantismens betydning for vestlig civilisation, herunder hævdvundne frihedsrettigheder, som man kan læse mere om her. Den lutherske evangelisme spiller efter min opfattelse en overvejende positiv rolle i dagens Danmark og det kan være bevægende at iagttage, hvorledes særligt den ældre generation har en oplevelse af fællesskab ved kirkegang, salmesang m.v. Men det kræver en mere end almindelig revisionistisk historisk tilgang at påstå, at der går en snorlige vej fra kristendom, og i Danmarks tilfælde reformationen, til det liberale demokrati og respekten for individuelle frihedsrettigheder. Vejen fra kristendom, og særligt protestantismen med dens to regimentelære, til frihed er ganske givet kortere end fra Islam (og Jødedom?) til frihed, Men vejen er stadig lang, kroget og fyldt med farlige afkørsler, der ender i undertrykkende og kvælende blindgyder.

Ugens citat: Krasnik & Rushdie om ytringsfrihed

De, der endnu ikke har læst sidste uges Weekendavisen, bør hastigt læse Martrin Krasniks meget morsomme og velskrevne artikel om sin jagt på Salman Rushdie for at få et interview med denne om Muhammed-tegningerne.  Med fare for at ødelægge “punch line”, så kommer her den mest interessante passage:

“Jeg mønstrer en helt uforklarlig energi og går lige til sagen. Jeg siger, at vi sagtens kan droppe det store interview, jeg har forstået det, men jeg bare må vide en eneste ting, have svar på ét eneste spørgsmål. Han ser ikke ligefrem begejstret ud, det gør han ikke, men han siger i det mindste ikke nej. Så jeg forklarer, at jeg er besat af Muhammed-tegningerne, at alle danskere, uanset deres holdning, har haft en mening om Rushdie, og nu vil jeg vide, hvad han selv mener om dem.

»Øhm,« siger han, mens larmen synes at forstumme og hele universet trækker sig sammen om bord fire i Gotham Hall. »Den dér med profeten, der siger, at der ikke er flere jomfruer, den er ret sjov…« mumler han.

»Men er profet-sagen det samme som din egen sag?« spørger jeg. »Nogle mener, at dine motiver var finere…«

»Jeg er fuldkommen ligeglad med motiver,« siger han og ser på mig.

»Jyllands-Posten ville bare håne…«

»Hvem skal afgøre, hvad der er ædle motiver?« spørger Rushdie.
»Ja, hvem skal det?« spørger jeg.

»Jeg er i hvert fald ligeglad med motiverne,« gentager han. »Og det er islamisterne også. De er fuldkommen ligeglade. Det handler om, at alle skal have lov til at udtrykke sig og sige, hvad de mener om hvad som helst. Og det vil de ikke have.«

»Men er karikaturerne ikke stødende og fornærmende?« prøver jeg.

»Politiske karikaturer skal være stødende og fornærmende. De skal støde, og de skal fornærme. Ellers kan man lige så godt lade være med at have dem. Så kan man altid diskutere, om de er sjove eller ej. Til helvede med motiverne!«

»Er de sjove så…?

»Som sagt: Den der med jomfruerne…«

Tag dén, Tøger Seidenfaden, Georg Metz et al.!

Gæsteindlæg: Limagolf om ægyptiske bloggere & kampen for frihed

Denne blogs jævnligt kommenterende læser “Limagolf” har sendt os følgende gæsteindlæg, som vi er glade for at viderebringe:

Egyptiske bloggere fængslet, Sandmonkey beder om hjælp!

Under den knapt nok overståede Muhammedkrise blev en del danskere opmærksomme på, at der i Mellemøsten florerer en undergrund af vestligt orienterede bloggere. Blandt andet Punditokraterne linkede til flere af dem, deriblandt Egyptian Sandmonkey.

Sandmonkey stillede sig sammen med en del andre Mellemøstlige bloggere på ytringsfrihedens og modernitetens side. Hvor vi hjemme i Danmark nok kunne gyse over, hvor lidt der skal til for at antænde et tilsyneladende ustoppeligt bål, var vi dog generelt aldrig i rigtig fare. Det vidste vi vist egentlig også godt, selvom det kildrede underligt i maven de uger.

Imens lever moderne indstillede personer i Mellemøsten et liv fanget mellem religiøs intolerance på den ene side og brutal politistat på den anden. For dem er kampen for ytringsfrihed daglig og ikke uden alvorlige omkostninger.

Det viste sig da de egyptiske autoriteter i søndags arresterede 48 personer, deriblandt en række prominente egyptiske bloggere, under en fredelig demonstration i Cairo.Derfor beder Sandmonkey, der som sagt nok er en del af Punditokraternes læsere bekendt, om hjælp. Læs først historien på hans weblog, sandmonkey.org og gør derefter som han beder om:

“E-mail them, send them letters, harrass them. The last time you did that we got Abdel Karim released. I am not joking when I tell you that I had information from a source inside that this is the only reason they released him. Too much pressure by the average american and european. The egyptian government is cowardly, they will sucumb to pressure. Tell them that you find his detainment and arrest unacceptable. That you will not set foot in this country, and will tell every friend of yours never to visit Egypt, unless Alaa and the other detainees are released immedietly. That a government that throws people in jail for freedom of speech is not one that will get your money. Tell everyone you know and spread the word. In the words of Tigerhawk: Release the Hounds.”

Vi skal naturligvis altid arbejde imod undertrykkelse. Men i dette tilfælde er det vigtigt af flere grunde:

  1. Internettet er et medie, der kan hjælpe med til at sprede idéen om frihed, som intet andet medie har kunnet før, men kun hvis despoter ikke har held til at skræmme folk fra at bruge det – send en klar besked om, at dette er uacceptabelt.
  2. Under Muhammed krisen var der folk i Mellemøsten, der, ikke uden personlig risiko, stillede sig på vores side (ikke Danmarks, men modernitetens og frihedens) – lad os betale dem tilbage ved at gøre deres undertrykkere opmærksomme på, at ytringsfrihed er en alvorlig realitet i vores hjørne af verden.

Dette er en enestående lejlighed til at demonstrere, hvordan man fredeligt protesterer over urimelige overgreb mod den personlige frihed. Personligt har jeg tænkt mig at sende et brev til Ægyptens ambassade i Danmark. Det vil andre af Punditokraternes læsere forhåbentlig også overveje.  Adressen er:

Ægyptens Ambassade

Kristianiagade 19

2100 København Ø

Dave Allen RIP

Det måtte jo komme.

Tyske katolikker har startet en kamp for at få forbudt den satiriske tegnefilm Popetown, der er, æhm, mindre end respektfuld over for pavestaten. (Se her og her, og begrundelsen her).

I dansk oversættelse forklarer kampagnelederen det troskyldigt sådan:

Efter det, der skete med Muhammed-karikaturerne, troede vi, at der var enighed om, at medierne skulle tage hensyn til de troendes følelser — uanset om de er muslimer, jøder, buddhister eller kristne.

At de ikke helt har fattet mekanikken fremgår dog af, at kampagnen opfordrer til modstand med “argumenter, men ikke med vold”. Men undskyld, sådan får man altså ikke respekt hos MSM, og Berlingske bringer da også et stort billede af The Pope himself.

Tja, mon ikke snart det begynder at dæmre for nogle af debattens stridsmænd og -damer, at det ikke er en farbar strategi i kampen for ytringsfriheden at svigte dem, man er politisk uenige med såsom JP, og så tro, at man kan bevare ytringsfriheden for sig selv og dem, man kan li’?

Debatten har, som nævnt flere gange, herunder af statsministeren til flere meningsmageres store fortørnelse, trukket nogle interessante fronter op. En af disse brudflader løber ned igennem det befolkningsudsnit, man med lidt godt vilje kan kalde de intellektuelle. Her er en lille hurtig opstilling over nogle af kombattanterne, fortsæt gerne selv:

Mario Vargas Llosa vs. Klaus Rifbjerg

André Glucksman vs. Carsten Jensen

Salman Rushdie vs. Ib Michael

Ayaan Hirsi Ali vs. Mette Winge

Ak ja, da Bob Simons satte sig for at nedgøre Danmark som et provinsielt hul, havde han mere ret, end han selv anede.

Godt at gamle Dave Allen blev forskånet for disse tider.

Burka Band – tekno undercover

Burka bassistI Danmark handler kulturkamp i høj grad om vrede venstreorienterede kunstnere, der føler sig kaldet til at kritisere den borgerlige regerings politik.

I andre lande er det anderledes vigtige ting, der står på spil. I Afghanistan er det stadig svært for kvinder at bevæge sig rundt uden deres blå burka. Og at forestille sig kvinder, der spiller musik (endsige rockmusik)… Blasfemi!

Ikke desto mindre kan det lader det sig gøre. Tre afghanske piger dannede for to år siden "The Burka Band", og optræder iført Burka, dækkede fra top til tå. End ikke deres ansigter er synlige.

 

Indtil videre har de kun optrådt i Tyskland, og efter sigende er de blevet et hit i tekno-kredse. Navnlig for deres ironiske "Burka Blue":

My mother wears a burka, I must wear a burka too. We all wear a burka, we don't know who is who. Blueee, burka blue

De tre pigers identitet er hemmelig. Men det deres musik ikke. Sangen "Burka Blue" kan dowloades her: http://www.saskia-von-klitzing.de/Projekte/burka_band-M.html

 

Burka Band

Older posts Newer posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑