Tag: religion (side 2 af 2)

Rigsadvokatens afgørelse

Rigsadvokaten har truffet afgørelse om ikke at rejse tiltale mod Jyllands-Posten for profettegningerne efter straffelovens §§ 140 og 266b om hhv. blasfemi og racediskrimination. Afgørelsen kan læses her.

Begrundelsen er, at tegningerne ligger inden for de grænser for ytringsfriheden, som gælder i Danmark.

Statsministeren havde ret i sin status over debatten. At være personligt imod disse tegninger, ligger klart inden for ytringsfriheden. Ytringsfriheden omfatter også retten til at ytre sig kritisk om andre, der benytter deres ytringsfrihed. Men når nogle er gået det skridt videre at foreslå, at den slags respektløse tegninger ikke skulle kunne forekomme i danske aviser, så har de altså ønsket at begrænse ytringsfriheden i forhold til den udstrækning, den havde før. Det er de får og bukke, som statsministeren talte om. Det må kræve en næsten invaliderende abstraktionsevne at hævde, “At ingen seriøse kræfter i dette land har ønsket at begrænse nogens ytringsfrihed”, som chefredaktøren for Berlingske fik udtrykt det. Åh jo, det var der, og vi er nu blevet mindet om, hvor grænsen går, og hvem de var.

Det er formodentlig risikoen for ny uro, der får rigsadvokaten til at komme med følgende afsluttende bemærkning:

Det er således ikke en rigtig gengivelse af gældende ret, når det i artiklen i Jyllands-Posten anføres, at det er uforeneligt med ytringsfriheden at gøre krav på hensyntagen til religiøse følelser, og at man må være rede til at finde sig i “hån, spot og latterliggørelse”.

Hvis bemærkningen kan hindre yderligere blodsudgydelse og glæde Politiken i nederlagets stund, så bør vi ikke dvæle ved, at den angivne passus ikke passer med den foregående analyse, der jo netop viser, at tegninger, som diverse imamer fandt krænkende, alligevel var inden for ytringsfrihedens grænser. Bemærkningen er jo rigtig i mere abstrakt forstand: der gælder grænser for ytringsfriheden, og selvom landet er lille, er de vide.

Et stærkt bidrag

Danmark er foreningernes land, og vi er nu også beriget med foreningen Danskere imod Blasfemi. Formanden Jakob Erle, der (naturligvis) også er folketingskandidat for Radikale, har i landets bedste avis Weekendavisen ydet et stærkt bidrag til at vinde vores citatfuskkonkurrence.

Ifølge formand Erle lød den centrale passage i Flemming Roses tekst til profettegningerne (anførelsestegnene er formandens egne):

“(..) muslimer (..) gør krav på en særstilling, når de insisterer på en særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse.”

Det er sjældent, at man ser så amputeret et citat. Tænk, at man kan nænne at skære så meget i så kort en tekst, og at gøre det så klodset. Prøv at se teksten uden de 2 x (..) her.

Man kan undre sig over, hvorfor formand Erle overhovedet gør sig den ulejlighed at citere, når han er nødt til at klippe så tydeligt, men han har formodentlig følt, at den fremstormende Khader-fløj kun kunne stoppes med anførelsestegn.

Vi har allerede modtaget flere gode bidrag til konkurrencen, men dette er et stærkt bidrag, fordi det på en og samme gang kombinerer en formel respekt for god citeringsskik med en tedentiøs beskæring, hvilket gør det til et af de mest ekvivokke eksempler, vi har set længe.

Men giv ikke op. Bunden er måske nok nået, men der er plads til flere. Vi tager stadig imod bidrag til konkurrencen.

Karikatur

Det er da utroligt med Uffe Ellemann-Jensen. Som udenrigsminister var han forbilledlig; som forhenværende udenrigsminister danner han bagtrop med de mest naive typer, ingen nævnt, ingen glemt. Der er sket det, at også han er blevet en karikatur – på sig selv.

Tag nu bare et par af hans seneste bonmots, f.eks.: “Der er forskel på en tegning og en karikatur”. Korrekt, men hvad kommer det sagen ved? Der er også forskel på en spade og en skovl, og de er begge anvendelige i haven. På samme måde kan både en tegning og en karikatur bruges i avisen – og det bliver de sjovt nok også. Eller tag denne sproglige perle fra Ellemann: “Humor skal forsone, ikke såre”. Forkert igen. Humor er andet end bonede gulve og rene negle, humor er både sort og hvid, hård og blød og skal ikke partout noget bestemt.

Det, der kommer ud af munden på den forhenværende udenrigsminister, er lyden af en spilledåse, det er tirader, det er Emma Gad for viderekomne, hvis ikke en slags middelalderlig skolastik eller fraser fra de udenrigsministerielle gange, hvor den slags trives, fordi ingen tør sige platituderne imod.

Den tidligere udenrigsminister udtaler tillige, at “vi” har startet sagen. Hvem er “vi”? Der er tale om en avis, ikke om nogen regering eller noget Udenrigsministerium. Er Ellemann blevet ansat på Jyllands-Posten? Det nægter jeg at tro. Ikke mindst fordi han runder en kommentar i Politiken af med at mene, at selve udtrykket “islamismen” er “et lidt farligt udtryk”, hvilket måske lyder meget sødt og demokratisk, men samtidig minder os om den franske forfatter Jean-Francois Revels ord om, at demokratiet er den første civilisation nogensinde, som bebrejder sig selv at bekæmpe sine fjender. I stedet tyer mange erklærede demokrater til at bedømme politiske udsagn ud fra en æstetisk eller retorisk synsvinkel – og det er og bliver pop.

Problemet med Uffe Ellemann-Jensen er, at han tillader sine holdninger – til regeringen, til Jyllands-Posten, til Dansk Folkeparti – at aflive princippet om ytringsfrihed. Holdninger er ikke vigtigere end principper. Principper er vigtigere end holdninger. Og princippet ytringsfrihed står ikke til diskussion, det gjaldt – indtil for nylig – for lav såvel som for høj.

Det er ikke blot et problem for Ellemann, at han ikke evner at se betydningen heraf. Det er også et problem for det borgerlige Danmark, fordi det borgerlige Danmark lægger øre til en karikatur af en tidligere udenrigsminister.

Hvordan er danskerne – egentlig?

Som nævnt før er det gode ved JP-balladen, at den viser, hvem der står hvor og for hvad.

Midt i glæden over, at langt hovedparten af danske muslimer opfører sig civiliseret og som gode danske borgere i et velfungerende demokrati, kan man beklage, at nogle danskere bruger anledningen til selvhad.

Det er der ikke noget nyt i. Under Den Kolde Krig kæmpede vi ligeledes med en dødvægt af såkaldte intellektuelle, der langt hellere ville kritisere vores egne små fejl eller tage stilling mod den totalitære trussel. Det var de færreste, som direkte støttede de fjendtlige diktaturer. Langt de fleste led bare af det selvhad, som Karl Popper så levende har beskrevet, og som fremkaldes af frygten for at leve i et åbent samfund, hvor man er tvunget til at tænke selv, og tvunget til at høre og forholde sig til meninger, man ikke bryder sig om. Uanset denne dødvægt vandt vi alligevel, og alt tyder på, at det gør det åbne samfund også i denne omgang.

Dagens kronik i Berlingeren af Hans Jørgen Nielsen indeholder et velgørende opgør med dette selvhad. Han gengiver resultaterne af de seneste undersøgelser af danskernes holdninger til fremmede, og vi har intet at skamme os over. Kun synd at Berlingeren ikke bragte kronikken i går søndag, hvor læserkredsen er større.

Danskerne er tolerante over for fremmede, og vi ønsker dem integreret i vores samfund, så de kan deltage på lige fod med os både i det civile samfund og i det politiske, med samme rettigheder og pligter. Man kan konstatere, at langt de fleste af de danske muslimer har vist sig tilliden værdig.

Kun på et punkt synes danskerne at være, som kritikerne tror: vi er ikke meget for multikulturalisme. Men det er der heller ikke mange andre europæere, der er. I betragtning af undersøgelsernes øvrige resultater, der ikke viser tegn på xenofobi, er det nærliggende, at modviljen mod multikulturalisme ikke skyldes ønsket om en ensretning, men skyldes en bestemt fortolkning af begrebet, nemlig den fortolkning, som selvhaderne har givet det: en værdirelativisme, hvor man f.eks. vægrer sig ved at konfrontere kvindeundertrykkelse og racisme, hvis overgrebene udspiller sig i andre grupper end lyserøde danskere. Med en lille omskrivning fra 1970erne: et eksotisk folk har altid ret.

Nej, det har de ikke nødvendigvis. Og at gøre opmærksom på det, er ikke racisme, men en fortsat kamp for det åbne samfund.

Set udefra

Midt i balladen er det nyttigt at læse udenlandske medier for at få et billede af situationen set ude fra.

Her til morgen faldt jeg over dette referat fra New York Times af statsministerens seneste tale.

Mange læsere af denne blog vil sikkert være uenige, men for mig er den slags taler med til at give ekstra tålmodighed med en regering, som på andre langt mere trivielle punkter synes at savne mod og visioner.

Balladen har været nyttig. Den har vist, hvor folk står. Den har lært os nok engang, hvor forkert det er at fordømme folk under henvisning til fællesnævnere som danskere eller muslimer. Ethvert menneske er et individ og bør bedømmes for sine egne handlinger.

For mig at se har sagen fastslået, at ytringsfriheden har grænser, at disse grænser fastsættes af domstolene, at disse grænser bør være vide, og at domstolene ved fastsættelsen af disse grænser skal vise samme respekt for islam som for kristendommen, hverken mere eller mindre.

Lad os så komme videre.

Fjodor Dostojevskij og reaktionens faldgrube

Fra tid til anden er det lærerigt at se verden gennem litteraturen. I dag – den 9. februar – udgør en passende anledning. På denne dato for 125 år siden afgik Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij ved døden. Han er altid et besøg værd. Men han er i særdeleshed et besøg værd for en tid, der søger at finde en sikker sejlrende gennem religiøst oprørte vande. Dostojevskij pløjede disse vande tynde sit liv og sit forfatterskab, og man bliver klogere på menneskelivet ved at tage på strejftog i hans univers. Den store forfatter fortæller, uden omsvøb, sit publikum, at mennesket er i sine lidenskabers vold – og at fornuften sjældent kan byde følelserne trods. Mennesket har brug for at være bundet, moralsk set. Kun sådan kan dets fordærvelse holdes i ave, lyder hans budskab. Det er bestemt værd at lytte til. Men lige så uovertrufne, hans kritiske tanker er, lige så hult klinger hans alternativ. Dostojevskij var – sin blændende forståelse for menneskets begrænsninger til trods – et barn af Ruslands store ‘messianske’ tradition. Han var opflasket med troen på et kommende Utopia, og den dåbsgave kastede han aldrig på flammerne.

‘Dostojevskij’. Ordet har en dyster klang. Det fremmaner et billede af noget mørkt, noget ildevarslende. Årsagen skal ikke blot findes i det fonetiske. For eftertiden står Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij som selve legemliggørelsen af den ‘byzantinske’ virkelighedsopfattelse. I Dostojevskijs univers hersker sammensværgelserne, dunkle rænkesmede lader tilværelsens fjedre snurre mellem deres fingre, og de få af sjælen og hjertet rene kan intet stille op imod overflødighedshornet af mesalliancer, menedere og maskepier.

Men Dostojevskij har også et andet ansigt. Naturen havde forlenet ham med en nærmest uhyggelig indsigt i det menneskelige sind. I sine store romaner tager han temperaturen på de indre lidenskaber – på frygt, afmagt, foragt og fortabelse – som ingen anden, før eller siden. Mennesket er af natur uforudsigeligt, irrationelt, uansvarligt og lunefuldt, fortæller han os.

Den menneskeopfattelse førte ham ad åre frem til et voldsomt angreb på de franske oplysningsfilosoffer, og deres liberale og socialistiske afkoms, fornuftsdyrkelse. I det, der givetvis er forfatterskabets mest berømte kapitler, beretningen om Den Store Inkvisitor i Brødrene Karamazov, leverer Dostojevskij et imponerende forsvar for hiin enkelte – en advarsel imod alle de selvoptagne politikere, der, ganske som Den Store Inkvisitor, bruger deres liv på at tvinge andre til at leve på en bestemt måde. I den lille historie, der bliver fortalt af Ivan Karamazov, vender Jesus for en stund tilbage til Jorden, eller nærmere bestemt til Inkvisitionens Sevilla. Ingen, heller ikke Inkvisitoren, er i tvivl om, at dette er Menneskesønnen. Men netop derfor bliver han prompte pågrebet. Inkvisitoren skoser ham for at have ledet mennesket på afveje, at have opfordret det til at leve af tro og menneskekærlighed alene. Mennesket har brug for at blive dirigeret af de vidende på alle kanter og leder, ikke selv at finde vejen frem, får Jesus læst og påskrevet.

Det er ikke tilfældigt, at Dostojevskij bruger en religiøs allegori til at illustrere sin pointe. Hans advarsel imod fornuftsdyrkelsen hænger intimt sammen med hans kristne trosbekendelse. Kun gudstroen kan løse alle de problemer, der ligger uden for fornuftens anvendelsesområde. Det er netop det, de franske oplysningsfilosoffer og deres socialistiske arvtagere aldrig forstod, forkynder Dostojevskij igen og igen, både i sine romaner og i sine journalistiske skriblerier. I Brødrene Karamazov fortæller selveste Djævlen Ivan Karmazov, hvorfor ateisten er hans naturlige allierede:

“I denne betydning er ‘alt tilladt’ for ham. Og ikke nok med det; selv om denne periode aldrig indtræder, så har det nye menneske, da Gud og udødeligheden alligevel ikke eksisterer, lov til at opkaste sig til menneskegud – om så bare den eneste i hele verden – og har da naturligvis i sin nye rang lov til med let hjerte at springe over enhver tidligere moralsk forhindring stammende fra det tidligere slavemenneske, om det skulle blive nødvendigt. For Gud eksisterer ingen lov! Hvor der kommer en Gud – der er pladsen Guds!”.

Djævlen sætter her ord på den overmenneskelære, Nietzsche næsten samtidig gjorde berømt i Vesteuropa. Gud er død, lyder budskabet, og dermed står alle hidtidige sandheder og værdier for fald. Samfundsmoralen – der udspringer af den kristne etik, slaveetikken – har ganske og aldeles mistet sin gyldighed. Intet er sand, alt er tilladt, som himmelstormeren Nietzsche formulerer det.

Nietzsche lovpriser denne udvikling, og han ønsker at se det nye ‘overmenneske’ afløse det kristne ‘slavemenneske’. Dostojevskij er helt enig i diagnosen, men han finder resultatet skræmmende ud over alle grænser. Vor russiske ven afviser ligeså de liberales tro på, at det fornuftstro menneske skulle kunne udfylde sig i Guds tomme trone. At dyrke en idé – det væres sig herremoralen eller fornuften – er for ham at tilbede djævlen.

Dostojevskijs kritik af forestillingen om, at den menneskelige fornuft kan gøre os i stand til at skabe et perfekt samfund er al ære værd. Tænk blot på den række af udskejelser, der i det 20. århundrede blev retfærdiggjort i den ‘videnskabelige socialismes’ navn – på Lenins, Stalins, Maos og Pol Pots forsøg på at skabe et nyt menneske, et homo novus. Men Dostojevskijs reaktion bragte ham langt ud på overdrevet. Efter at have forkastet sin ungdoms radikalisme – der blandt andet førte til en periode i sibirisk fangenskab og efterfølgende eksil – valgte han at omfavne en sværmerisk modpol.

Den ældre Fjodor Mikhajlovitj sprang med tiden ud som fuldblods utopiker. Den slaviske – eller ortodokse – idé var, hvad han havde at tilbyde sine tørstende disciple. Rusland skulle lære Europa næstekærlighed og derved berede vejen for et kommende kristent tusindårsrige, lyder det igen og igen i En forfatters dagbog, hans store journalistiske kommentar til egen samtid. Og Dostojevskij deltog ikke bare i dansen om Utopia, hans Utopia havde en meget følelig natside.

“Idoliseringen af krig, ævlet om et stort folks skæbne, den store territoriale appetit akkompagneret af fredselskende budskaber og frem for alt den opstemte, hysteriske og nogle gange modsætningsfyldte skrivestil – alle disse kendetegn placerer En forfatter dagbog i kategori med Hitlers Mein Kampf.”

Ordene stammer fra Ronald Hingleys Dostojevskij-biografi, og der er noget om snakken. Fjodor Mikhajlovitjs budskab om et kommende universelt broderskab ytrede sig igen og igen på en meget grim måde. Den venlige udlægning af teksten lyder, at Dostojevskij ikke så nogen modsætning mellem at ophidse til krig og forlange territoriale udvidelser på den ene side og forkynde det kristne kærlighedsbudskab og menneskelig ydmyghed på den anden side. For de kristne værdier kunne kun komme til ære og værdighed, når Rusland stod alene tilbage på valen.

Der er næppe tvivl om, at Dostojevksij så sådan på sagen. Men det gør ikke hans svadaer mindre modbydelige, og det er ikke en formildende omstændighed. Det er tværtimod et soleklart eksempel på, at en sværmen for absolutte sociale sandheder, i dette tilfælde et kristent tusindårsrige, må føre til noget meget grimt, hvor ‘næstekærlig’ hensigten end måtte være.

Dostojevskijs opfordring til krig imod tyrkerne i 1870erne er således præget af absurde løgne, fordrejninger af halve sandheder og generel galmandssnak. Rusland kan ikke længere lægge bånd på sin “Drang nach Osten” uden at forråde sig selv, lyder det igen og igen i Dagbogen. Ved en anden lejlighed er det jøderne, Dostojevskij lader sin galde gå ud over. Ruslands tre millioner jøder er nedrige blodsugere, parasitter der
lever på deres værts bek
ostning. Ved første øjekast er de fleste af dem nok fattige og isolerede. Men i virkeligheden indgår de, alle til hobe, i én og samme verdensomspændende sammensværgelse.

Dostojevskijs store alternativ til fornuftsdyrkelsen – den kristne fordring – indeholder altså en betydelig natside, når den bliver overført fra den abstrakte til den konkrete sfære. De praktiske anbefalinger har karakter af ren russisk chauvinisme og xenofobi. Dostojevskij forvandler, i en højere idés navn, det kristne næstekærligheds budskab til en opfordring til krig og ødelæggelse; han forvandler noget meget smukt til noget meget grimt. Hvor efterlader det os?

Aben er stadig hos os, vil jeg sige. For nok kan vi afvise Dostojevskijs alternativ, men det gør selvsagt ikke hans tanker om det nødvendige i den moralske binding og hans fornuftskritik mindre væsentlig. Lad os tage dem efter tur.

Hvis Gud er død, er alt så ikke tilladt? Hvad sørger for, at mennesket ikke sætter kurs imod stjernerne, når den religiøse bundethed er kastet overbord? Ved første øjekast har Dostojevskij en stærk sag. Men vor russiske ven begår sin idelige fejl. Han fører tanken til en ekstrem konklusion, som den ikke kan bære. Det er simpelthen forkert, at det eneste, der binder os, er den religiøse fordring. Vi bliver – som venner, familiemedlemmer, kolleger og landsmænd – bundet af vores egen empati. Selv hvis vi ikke føler os ansvarlige egne handlinger, så føler vi os som regel ansvarlige for vore nærmestes ve og vel. Og sådan er det, uanset om vi er ateister eller gudfrygtige.

Anderledes med fornuftsdyrkelsen. Her har Dostojevskij helt klart fat i den lange ende. Knap halvandet århundrede efter han skrev, er det svært ikke at blive slået af den forudseenhed, men hvilken han diagnosticerer ‘hyperrationalismens’ elendighed. Det kan ikke gentages for ofte: ønsket om med fornuften som vejviser at skabe et perfekt samfund er den sikre vej til trældom. Ja, vi kan – med Rusland under Lenin og Stalin som eksempel – gå et skridt videre end det. Den overdrevne fornuftsdyrkelse er en opskrift på at nedsænke mennesket til helvedes lavere cirkler.

Den store russiske forfatter lagde kort sagt pen til samtidens klareste undsigelse af de kræfter, der i 1917 skulle føre Rusland i afgrunden. Han forudså, og han advarede imod, den kommende russiske tragedie. Men – og det er det forstemmende ved beretningen – han pustede samtidig til ilden. Hans alternativ var skåret over samme ham, som det han kæmpede imod. Hans sværmeriske evangelium styrkede blot den store utopiske tanke, der samlede kræfter i Rusland i hine tider: til stor fortræd for de kommende generationer af russere.

Så selv om Dostojevskij bestemt en læsning værd, i dag såvel som i slutningen af 1800-tallet, så behøver vi ikke at købe hele pakken. Vi behøver ikke – som Dostojevskij – at vade lige lukt i reaktionens faldgrube. Eller for at sige det på en anden måde: at give plads til religion er en sund øvelse, også i et moderne samfund, men at udlede absolutte (og dermed kollektivt bindende) politiske eller sociale retningslinier fra det religiøse tankegods er noget, vi bør advare imod. Det er værd at erindre lige for tiden.

Hvem sagde hykleri…

De bemærkelsesværdige og frihedselskende egyptiske blogs www.egyptiansandmonkey.blogspot.com og www.freedomforegyptians.blogspot.com (der er blevet lidt af et tilløbsstykke for danskere inklusiv en del trofaste læsere af Punditokraterne), kan nu afsløre, at den egyptiske avis Al-Faqr, i oktober 2005 optrykte de i JP-bragte tegninger af Mohammed til larmende tavshed i hele den muslimske verden.

 

Noget tyder på, at vanviddet vi ser i den muslimske verden har mere karakter af centraliseret dirigisme end spontan (u)orden…

 

Brændemærket

Professor i international politik ved Københavns Universitet Ole Wæver mener, at Danmark vil være brændemærket i lang tid på grund af de 12 karikaturer. Han mener også, at der er en snæver sammenhæng mellem den danske debat og muslimernes trusler. “Hvis tegningerne blev set som noget atypisk for Danmark, ville det have set anderledes ud”, analyserer professoren knivskarpt og fortsætter: “Men for dem, der ser nærmere efter, passer det ind i deres billede af Danmark”. Nu er det nok lidt naivt at tro, at flertallet af de muslimer, der i øjeblikket truer Danmark og danskere på livet, ulejliger sig med at “se nærmere efter”, ligesom det kan synes tvivlsomt, at de har ligeså god tid som professoren til at læse de daglige aviser eller korrespondere med kolleger kloden over. De truende masser har måske også andet at tænke på end lige at downloade det seneste nummer af New Republic eller at blive interviewet til Politiken. Det er måske at overvurdere de truende massers rationalitet. Bare en lille smule. Det er måske også at tillægge debatten i Danmark lidt for megen vægt. At Jyllands-Posten skulle have været en international avis før karikaturerne kommer nok som en overraskelse for de fleste læsere.

Men Wæver taler for en tættere alliance mellem religion og politik, og man kommer ufrivilligt til at tænke på den franske filosof Michel Foucaults fascination af Khomeinis revolution i Iran. Her fandt filosoffen endelig, hvad han havde søgt efter hele sit liv: “politisk spiritualitet”. I oktober 1978 skrev Foucault om Iran, at landet mindede ham det det, “Vesten havde glemt siden renæssancens og kristendommens store kriser, nemlig muligheden af en politisk spiritualitet”.

Kære professor, er du endt derude?

Den omvendte verden

Enhver, der bruger den komparative metode som hjælpemiddel, kender følelsen af at skue ud over verden og undre sig. Det skal man ikke være ked af, for det er på den måde, man bliver klogere (eller i hvert fald har en chance for at blive det). I disse dage er jeg blevet ramt af en sådan undren. Den stammer fra en ganske bestemt kløft i de internationale reaktioner på Muhammed-sagen.

For at gøre sagen helt enkel, så har de store kontinentaleuropæiske lande ret utvetydigt markeret, at det er i orden at gøre grin med den gode profet og hans skæg – eller at ytringsfriheden i hvert fald står over hensynet til religiøse ligtorne. Betydningsfulde franske og tyske aviser har været hurtige til at vise tegningerne, og reaktionen på det politiske niveau har ikke været meget anderledes. Det første udenlandske politiske parti af betydning, der bakkede op om Jyllandsposten, var de franske socialister – mere sigende kan det næsten ikke blive. Senere har den franske indenrigsminister og den tyske udenrigsminister fulgt trop.

Fra de to store angelsaksiske lande har tonen derimod – så vidt jeg kan fornemme – været en anden. Den engelske udenrigsminister har fordømt tegningerne, og den amerikanske regering er på linie med denne udmelding. Begrundelsen har været den samme: at ytringsfrihed ikke giver ret til at spotte en religion.

Det mønster er vi ikke ligefrem vant til herhjemme. Det plejer at være Storbritannien og USA, der rager kastanierne ud af ilden, når vi er i udenrigspolitiske problemer. Og holdningsmæssigt plejer afstanden over Nordsøen at være mindre end afstanden over den nordtyske hede og Vogeserne.

Hvorfor er det anderledes denne gang? Hvorfor denne omvendte verden? Jeg er meget interesseret i at høre nogle bud. For at åbne ballet vil jeg lægge for med den forklaring, jeg selv greb til, da det beskrevne mønster begyndte at stå klart.

Jeg tror, vi skal søge i hvert fald en del af svaret i ideernes verden. Det synes – meget forsimplet – at være skellet mellem den radikale franske og den skeptiske skotske oplysningstid, der spøger. De franske oplysningsfilosoffer, anført af Voltaire, havde kun hån til overs for religion. For dem var der ingen tvivl – der kunne og skulle aldrig være en balancegang mellem ytringsfrihed og religiøse tabuer. Ja, vi kan gå endnu længere. Religion, det bras, skulle kasseres, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Fornuften skulle så sætte sig i den gamle overtros sted, og dermed ville en ny og smuk tidsalder indvarsle sig.

I Frankrig står den overbevisning meget stærkt den dag i dag. Det er ikke tilfældigt, at de franske aviser har været hurtige til at kalde Voltaire til undsætning. Men vi kender også synspunktet herhjemmefra – det gennemsyrer eksempelvis Ralf Pittelkows analyser af den igangværende dyst mellem det moderne og det traditionelle, mellem det sekulære demokrati og den islamiske lovreligion.

De skotske oplysningsfilosoffer valgte et andet spor. Lad os holde os til Hume, for hans synspunkter og person er meget sigende. Selv var han, efter al sandsynlighed, ateist, men han tordnede aldrig imod religion. Det var der en grund til. Hume nærede nemlig ikke Voltaires tillid til den menneskelige fornuft. Han anerkendte, at en stor del af den menneskelige verden ligger uden for fornuftens anvendelsesområde. “Fornuften er altid følelserne slave”, som hans erkendelsesteoretiske diktum lyder. I forlængelse heraf gav det heller ingen mening at ville afvise religion. For det er ikke rationelt muligt at bevise, at det guddommelige ikke eksisterer – ganske som det ikke er muligt at levere et rationelt gudsbevis.

I samtidens øjne var Hume lidt af en hedning, men det er samtidigt klart, at hans tankegods giver meget mere plads til religion, end tilfældet er for Voltaires. Den læsning af teksten har holdt sig stærk i specielt USA, men også i Storbritannien. Og hermed er vi fremme ved mit bud på det identificerede paradoks: hvor franskmændene (og til dels tyskerne) ikke er parat til at lave en konkret afvejning mellem hensynet til religionen og hensynet til ytringsfriheden (fornuftens tro væbner), så er de angelsaksiske lande langt mere tøvende på dette punkt.

Hvis denne forklaring er rigtigt – og det er bestemt ikke sikkert – så maner det til omtanke. For Voltaires synspunkt er ekstremt, og ekstreme synspunkter skal man normalt vare sig for. Jeg synes ikke, at Jyllandsposten er gået over grænsen i den konkrete sag. Det er på sin plads at få sat spørgsmålstegn ved en lovreligions anvendelsesområde i et moderne demokrati. Jack Straw og co. har, med andre ord, ikke været i stand til at holde vægten lige.

Men jeg mener, at man skal vare sig for at drage den konklusion, at religion skal ned med nakken i et moderne samfund (som jeg synes, Pittelkow er på grænsen til at gøre af og til). For så bevæger man sig ud på tynd is, al den stund at fornuften ikke er en gangbar erstatning. Hvis den var det, så ville kommunismens færd mod det forjættede land ikke være endt i et Dysterland – det er altid værd at erindre sig.

Men lad os komme tilbage til paradokset. Hvilke forklaringer på kløften mellem den kontinentaleuropæiske og den angelsaksiske reaktion har I andre på lager? Og er der overhovedet tale om en kløft? Lad høre, lad høre.

Frihed og så … de dersens tegninger, I ved … III

Jeg kom lige i tanke om denne, nu sørgeligt aktuelle, klumme, som jeg havde i Berlingske Tidende for kun lidt mere end et år siden.

Ja!

Berlingske Tidende 4.  december  2004, 2 sektion, magasin, side 19

Bør ytringsfriheden være absolut og ukrænkelig? Svaret er kort, enkelt og principielt.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, kommentator, ph.d.

Imam Abu Laban spurgte for to uger siden retorisk sin menighed og journalisterne i moskeen, om det virkeligt kan være sådan i Danmark, at man har ret til at fornærme mennesker ved at tale grimt om ting, de tror på?

Ja. Så enkelt, og netop i Grundtvigs fædreland kan det i disse dage – i mere end én forstand – være værd at holde sig for øje, at frihed er en ret for såvel Loke som Tor. Altså både for de »pæne« og for de »grimme«.

Men, siger nogen, vi har jo allerede begrænsninger af ytringsfriheden: Der er forbud mod blasfemi, racisme, bagvaskelse, injurier o.l. Det er sandt, men at der allerede eksisterer begrænsninger af ytringsfriheden, er jo ikke et argument for yderligere begrænsninger. At mange lande forbyder narkotika betyder jo heller ikke, at alt, som mennesker kan skade sig selv med, skal forbydes. Om noget burde inkonsekvens komme friheden til gunst.

Men hvad så nu, når f.eks. troende muslimer pointerer, at de føler sig stødt? Det er bare ikke nok, for alt kan være stødende og sårende. Jeg bliver i dårligt humør, når jeg udsættes for en Rainer Werner Fassbinder-film. Jeg mener, at Klaus Rifbjerg og Carsten Jensen ofte er urimeligt grove i deres verbale behandling af folk, der tør mene noget andet. Jeg får det næsten fysisk dårligt af tolvtonemusik. Jeg mener, at astrologi, numerologi og de fleste TV2-programmer er en fornærmelse mod folks intelligens.

Men hvilket samfund ville vi have, hvis man skulle forbyde alle ytringer, der ville kunne fornærme, støde eller på anden vis genere mennesker? Så skal man have lov til at sige selv ting, der kan gøre andre mennesker gale, kede af det, sårede osv.? Ja. Det er en af de grundpiller, som den vestlige, liberal-demokratiske tradition hviler på.

Skal en ikke-muslim have ret til at citere Koranen og fortælle vitser om profeten? Ja. Har vi andre ret til at sige, at vi synes, at han skal lade være, hvis formålet er at genere troende? Ja.

Skal Andres Serrano have ret til at nedsænke et krucifiks i urin og blod, kalde det kunst, betegne det »Piss Christ« og udstille det på et museum? Ja. Har vi andre ret til at udtrykke vores forargelse og lade være med at gå ind på dét museum igen? Ja.

Men hvad med respekten for autoriteterne? Imam Laban spurgte, om det f.eks. er i orden at gøre grin med dronningen. Ja. Ikke fordi det er anstændigt at håne mennesker, der ikke kan tillade sig at svare igen, men fordi retten til at kritisere autoriteter uden at skulle bede om lov er noget, millioner er døde for.

Skal kiosker have lov til at sælge porno? Og skal feministerne, der småsurt harcelerer for »pornofrit miljø«, have samme ytringsfrihed som de kioskejere, som de vil forbyde at sælge blade? Ja. Ingen har tvungent feministerne til at handle i kiosken, men skal de også have ret til at lade være med at gøre det og opfordre andre til at gøre det samme? Ja.

Skal virksomheder have lov til at anvende nøgne kvinde- eller mandekroppe og alt muligt andet som reklameblikfang, bare for at sælge et produkt? Ja. Kan forbrugerombudsmanden og alle andre så se den anden vej og lade være med at købe varen? Ja.

Ytringsfrihed er ikke, at alle altid og hvor som helst og når som helst kan sige alt, uden konsekvenser. Ingen mennesker har et krav på, at andre mennesker skal lytte til dem eller skal tage sig tid til dem eller skal sørge for, at de kan ytre sig på enhver måde. Har jeg til et middagsselskab fortalt værten, at han er en idiot, må han så godt smide mig ud af sit hjem? Ja. Har debatredaktøren på Berlingske (eller ethvert andet medie) ret til at nægte at videreformidle hver eneste tanke, der måtte falde mig ind? Ja.

Men alle mennesker har et fundamentalt krav på ikke at blive censureret, fængslet, eller skudt, få halsen skåret over og en kniv plantet i brystet, blot fordi nogen ikke kan lide, hvad de siger. Som et britisk børnerim siger: »Stokke og sten kan brække mine ben, men ord kan aldrig skade mig«.

Nogle spørgsmål er komplicerede, men har enkle svar. Ytringsfrihed er et af dem.

Frihed og så … de dersens tegninger, I ved … II

Lidt round-up og spredt fægtning om denne uges–i mere end én forstand–brandvarme emne:

  • En af verdens absolut mest læste bloggere, Instapundit (Glen Reynolds), havde onsdag denne fine, lidt spilteoretisk indforståede, kommentar til Muhammed-tegningerne:
    • “The lesson is that if you want your religion not to be mocked, it helps to have a reputation for senseless violence. Is this the incentive structure we want?”
  • Sagen blev også omtalt på den lige så læste blog PowerLine.
  • Super-bloggeren Andrew Sullivan fortæller, at sagen nu breder sig til radikale islamisters angreb på Wikipedia.  Han har selv denne korte kommentar til debatten (som også er relevant for en anden debat på denne blog): “Thank God for the free speech advocates. But notice also the creepy alliance between the Islamic far right and the post-modern sensitivity police on the far left. The only extremist religious groups the far left won’t find an excuse for are the nutty Christianists. That tells you something, I think.”.
  • Jawa Report fortæller om trusler om selvmordsbomber mod danskere og har denne dagsaktuelle amerikanske vinkel:
  • Michelle Malkin, amerikansk konservativ kommentator, siger, at denne er en meget vigtig sag: “Something very important is happening in Denmark — a showdown over freedom, tolerance, and their wolfish menaces in religious clothing. So, please, turn off “American Idol,” put down the Game Boy for a moment, and pay attention. This does affect you. … Rasmussen, in a rare show of European spine, steadfastly refused to appease the howlers.” Hun siger: “Buy Danish”.  Det samme gør History News Network.  Ok, så gør vi det–for en gangs skyld.
  • Og en god post fra britiske, libertarianske Samizdata.net.  En af deres læsere giver i en debat med en anderledes tænkende denne fortolkning, som er noget mere positiv og optimistisk, end hvad der umiddelbart falder undertegnede ind (men lad os håbe, at vedkommende har ret):
    • “The truth is that what Jyllands-Posten did was intended to prove that secular western value in Denmark have not been eroded by alien Islamic values. It worked and they won and by not letting it drop, muslims around the world are well on the way to turning a tactical success by an obscure danish newspaper into a glorious triumph for enlightenment values. It was an act of will by which these Danes defended their values against yours. That you cannot even see you have fallen into a trap that bites harder the more you fight against it is a measure of the irrationality of your position.”
  • Vi plejer (bl.a. af ophavsretshensyn) ikke at gengive vor kære med-Punditokrat Mikael Jalvings mange fine “Groft Sagt”-kommentarer i Berlingske Tidende, men her kan vi dårligt lade være, idet han onsdag sådan set sagde, hvad der burde siges om de seneste dages udvikling:
    • Og det var Danmark
      “Så vandt de: Islamisk Trossamfund, Dansk Industri, regimet i Saudi-Arabien, Tøger Seidenfaden, Villy Søvndal, Hans Klingenberg, Abu Laban, Hans Skov Christensen, Uffe Ellemann, Arla Foods, Udenrigsministeriet, Politiken, dem alle sammen. Kampagnen virkede, både fordi pression over lang tid ligesom moderat fysisk pres har det med at virke, og fordi modstanden ikke var større, end tilfældet var. Med statsministerens og Jyllands-Postens hele, halve eller kvarte undskyldning er sagen om de 12 satiretegninger hermed afsluttet. Danmark tabte. Moralsk. Men også politisk. Nu véd de, der måtte have gavn deraf – og de findes – at Danmark er til salg, hvis de da ikke allerede havde det på fornemmelsen. Tryk hende lidt på maven, og hun kommer til fornuft. Nok siger hun, at ytringsfriheden er uantastelig, men det er kun, indtil tilstrækkelig mange antaster den kraftigt nok. Den højt besungne danske ytringsfrihed gælder ikke, når den virkelig skal gælde, dvs. når den er truet. Omvendt er den forbilledlig ved festlige lejligheder, blandt diplomater, kræmmere og i den snakkende klasse, så længe ingen risikerer noget og d’herrer og damer kan varme sig ved deres trygge ansættelser og pensionsordninger. Nuvel, det danske nederlag skal nok blive fremlagt som en sejr for samarbejdet. Det er korrekt. Hvis der er noget, danskerne elsker for alt i verden, så er det at samarbejde. Om hvad som helst. Med hvem som helst. Når som helst.”

Frihed og så … de dersens tegninger, I ved …

Jeg har indtil videre stort set afholdt mig fra at kommentere hele den dag for dag stadigt mere bizarre historie om Jyllands-Posten og … de dersens tegninger, I ved.  Ikke fordi lysten har manglet, men nok dels fordi hvis jeg vitterligt havde skrevet, hvad jeg havde på hjerte i den sag, så ville jeg let komme til at lyde som én, jeg egentlig ikke ville lyde som …  Så er jeg en forskræmt intellektuel?  Måske.

Så er det godt, at der er andre, der kan og vil.  Én af dem er min tidligere kollega fra Statskundskab på Aarhus Universitet, professor Mehdi Mozzafari, som er specialist i politiske forhold i Mellemøsten, et ualmindeligt sympatisk menneske og så en af den type forskere, der faktisk bruges for lidt af medierne i.f.t. vedkommendes evner.  (Ingen andre nævnt eller glemt.)  Mozzafari, der selv personligt har oplevet radikale islamister up-close-and-personal, havde forleden et–synes jeg–virkeligt godt læserbrev i Berlingske, og selvom jeg tvivler noget på, at han er en læser af denne blog, håber jeg, at han vil synes, at det er acceptabelt, at jeg citerer in extenso:

“De mennesker, der har skuffet mig mest i denne polemik, er hverken Islamisk Trossamfund eller den nervøse Arla- direktion. Det er de tavse danske intellektuelle. Nogle få har reageret, men med en kritik af detaljer i regeringens håndtering af sagen. Det er bare slet ikke dér, den virkelige udfordring ligger. Om statsministeren havde accepteret et møde med 11 ambassadører eller ej, det havde ikke ændret noget i forhold til sagens kerne. Vi har at gøre med organisationer, hvis mål ligger langt ud over at opnå en undskyldning. Tegningerne i Jyllands-Posten er kun en etape, et påskud blandt mange andre mulige til at teste et europæisk demokratis modstandskraft over for despoter og religiøs censur. Det eneste, vi ville få ud af at bakke ud nu, er at opmuntre nye krav fra mennesker, der ønsker at forvanske demokratiets spilleregler. Og det er ikke kun danskerne, som vil være ofre, hvis man giver efter, men også danske virksomheders kunder i den muslimske verden. Hvordan kan det være, at danske virksomheder i dag kan tilbyde saudi-araberne de bedste produkter til den bedste pris? Fordi danskerne engang gjorde op med de eksisterende autoriteter, afskaffede feudalsamfundet, stiftede andelsbevægelser og opmuntrede den frie forskning. Den slags fremskridt kan man kun gennemføre, hvis man har absolut frihed til at forholde sig kritisk, eventuelt ironisk, til de eksisterende politiske og religiøse autoriteter. Hvis saudi-araberne vil have en fremtid, når olien engang slipper op, så må de lære af den danske tradition for at sætte spørgsmålstegn ved autoriteterne. I deres blindhed anstrenger de sig i stedet for at svække det fundament, som har gjort det muligt at udvikle det frie danske samfund, og altså også udvikle produkter til glæde for den muslimske forbruger. Ytringsfriheden hører til blandt de værdier, som er usynlige, men som er forudsætningen for at kunne udvikle de synlige materielle værdier. Danskerne vil bære den første pind til deres egen økonomiske ligkiste, hvis de begynder at sælge ud af de usynlige værdier, som er med til at sikre, at de kan klare sig så flot på det internationale marked.

Jeg har selv i Iran prøvet, hvad det vil sige at leve i et samfund uden ytringsfrihed. Og jeg har fra mit tilflugtssted i Danmark observeret, hvordan præstestyret har kørt den iranske økonomi i sænk, selv om landet bugner med rigdomme. Jeg er ikke tvivl om, at sagen om Muhammed-tegningerne kun er en etape ud af mange. Derfor kan vi lige så godt reagere fremsynet med det samme og signalere klart, at man ikke gennem økonomiske sanktioner kan gennemtvinge religiøst betingede begrænsninger af ytringsfriheden. Muslimske borgere her i landet kan være med til at bløde fronterne op over for den muslimske verden og forklare, hvorfor ytringsfrihed er et vigtigt element, når man skal sikre et samfunds velstand.”

Hvorfor har Danmark en statsreligion?

Umiddelbart efter jul kørte en kortlivet debat i de danske medier om de rimelige i, at vi har en statsreligion. Efter at en række danske præster havde brugt prædikestolen julen over til at udbrede deres politiske argumenter mod regeringen, og især dens udlændingepolitik, meldte Jens Rohde sig nemlig ud af folkekirken i protest. Selvom han fik en del støtte og en enkelt biskop irrettesatte en af præsterne, var udmeldingerne fra regeringen noget blandede. Bertel Harder, som ellers er et af dens relativt tænksomme medlemmer, leverede et passioneret forsvar for folkekirken på Deadline og så var det emne ligesom taget af bordet.

Jeg mener blot ikke, at det bør være slut med den diskussion. For hvorfor har vi overhovedet en statsreligion i Danmark? Eller med andre ord, hvorfor mener et flertal af Folketingets medlemmer, at staten bør have monopol på markedet for tro? Når man ser bort fra forhold på arbejdsmarkedet, har frihedsrettighederne i mange år overordnet set haft det ganske godt i vores land når vi sammenligner med store dele af resten af verden. Så hvorfor dette specielle område, hvor man træder almindelig konkurrence og åndsfrihed under fode?

Der er to ting, der gør det mere end en principiel diskussion om frihed. For det første er folkekirken under pres, hvilket internt i kirken har ført til, at et ganske betydeligt mindretal mener, man bør missionere noget mere. For det andet fordi langt de fleste danskere både betaler kirkeskat og gennem de generelle skatter yderligere subsidierer foretagendet. Nu er jeg ikke medlem af folkekirken, så jeg slipper for at betale den lille procent af min indkomst til en virksomhed, hvis produkt jeg ikke bruger, men det gælder ikke for størstedelen af befolkningen. Og den yderligere finansiering kan man ikke slippe for, hvadenten man er ikke-troende, muslim eller tror på Zeus!

Cirka 2% af danskerne går jævnligt i kirke, så vis mig den økonom der kan argumentere for, at subsidierne til ‘vores’ statsreligion ikke fører til en massiv overproduktionaf kirkelig service. Vis mig argumenterne for, at foretagendet giver den almindelige borger så store gevinster, selvom han eller hun ikke bruger det, at det kan retfærdiggøre at sluge næsten en hel procent af BNP. Og vis mig argumenterne for, at et monopol skal holdes i live, selvom det producerer en service på samme måde som det gjorde på Grundtvigs tid.

Bundlinien er vel, at der absolut ingen økonomiske argumenter er for at blive ved med at subsidiere en religion, som størstedelen af befolkningen ikke har konkret kontakt med. Det er blot særbehandling af en organisation, der har vist sig at være særdeles dygtig til at få politisk opmærkomhed. Hvad værre er, er eksistensen af en statsreligion vel et da facto brud på menneskers basale religionsfrihed? For hvordan kan man elelrs karakterisere det?

Gennem mange år har danskerne åbenbart accepteret ordningen på den basis, at folkekirken holdt sig til bekendelsen og dens andre kerneopgaver. Med den senere tids debat, der blev startet af præster, der ytrede sig politik gennem deres embede – og kirkens egen insisteren på ikke at holde orden i egne rækker – har den danske folkekirke brudt med den ordning. Det gør den også ved at (i det mindste dele af den) ønsker at missionere mere, og dermed bruge de statslige subsidier til at blande sig i folks religionsfrihed. Under alle omstændigheder er monopoler, hvadenten de hedder POst- og Telegrafvæsenet, DSB, eller Folkekirken, åbenlyst velfærdsreducerence. Når de ikke engang kan holde sig inden for de grænser, de selv har defineret – at give Gud, havd Guds er, og Cæsar hvad Cæsars er – er der kun en logisk ting at gøre: Byrd monopolet og sig farvel til folkekirken.

Ugens citat: B.-H. Lévy om USA, Frankrig og integration

Wall Street Journal havde lørdag et interview med den franske filosof fra det man ca. 1980 kaldte “det nye højre”, Bernard-Henri Lévy.  Lévy har i de seneste måneder haft en artikelserie om USA i det fortrinlige Atlantic Monthly (som ethvert begavet menneske burde læse), og denne kommer nu kommer i bogformat.  I den forbindelse dette interessante interview, hvori Lévy bl.a. forsvarede USA og kritiserede Irak-krigen:

“Mr. Lévy regards his own criticism of America not as anti-Americanism, but as tough love. He is an assiduous believer in America’s “manifest destiny,” and expects this country, clearly, to uphold the highest standards–as he sees them. Some of these standards he would prescribe to France, in particular the American approach to citizenship. He contrasts the “model of Dearborn”–the Detroit suburb, home to significant numbers of contented Arab-Americans–with the “model of St. Denis,” the Parisian banlieu where discontented Arab immigrants (never referred to as Arab-Frenchman) ran riot late last year. “What is good about America is that in order to be a citizen, you are not asked to resign from your former identity. You cannot tell Varadarajan or Lévy, ‘You have to erase from your mind the ancestors you had.’ In France, we erase.”

America, Mr. Lévy concludes, “is a factory of citizens, which has some defects, some problems, but the country works, not too badly. Better, I think, than mine.””

Borgerlig-liberal optimisme vs. kultur-konservativ pessimisme

Mark Steyns pessimistiske artikel som den ansvarshavende Punditokrat Kurrild-Klitgaard refererede synes jeg fortjener et modspil.

I en række amerikanske konservative aviser har man på det seneste kunne læse artikler, der har et langt mere positivt og ikke mindst konstruktivt syn på kampen om muslimers sjæl, som Mark Steyn og andre kultur konservative mener er tabt på forhånd.

I tirsdags Opinion Journal havde Michael Totten en artikel, hvori han fremhæver Libanon som en oase i Mellemøsten og en rollemodel for de øvrige stater i regionen:

Lebanon, though, is an inspiration already–despite the assassinations and the car bombs that have shaken the country since February. I have an apartment in Beirut, and I recently travelled to Cairo. Arriving back here was like returning to the U.S. from Mexico. Almost everyone I met in Egypt–from taxi drivers all the way up to the elite–was profoundly envious when I said I live in Beirut. “It is a free and open city,” I told them, but they knew that already. Many Americans and Europeans still think of Beirut as a hollowed-out, mortar-shattered necropolis where visitors are well-advised to bring a flak jacket. Egyptians, though–at least the ones I talked to during my stay–know the truth.
Beirut is where the taboos in the region–against alcohol, dating, sex, scandalous clothing, homosexuality, body modification, free speech and dissident politics–break down. Its culture is liberal and tolerant, even anarchic and libertarian. The state barely exists. The city’s pleasures are physical and decadent. Beirut is where American and European tourists used to go to loosen up, gamble, drink booze and pick up women–and that was in the 1950s. Today it is where Saudis and other Gulf Arabs like to vacation because they can do, think, wear, and say whatever they want.
Last month the Economist Intelligence Unit’s Index of Political Freedom ranked Lebanon the freest Arab country, followed by Morocco. Iraq came in third. (Libya brought up the rear, below even Syria and Saudi Arabia.) Lebanon’s Cedar Revolution peacefully ousted the Syrian military, which had ruled the country as a raw imperial power since the end of the civil war in 1990. Free and orderly elections promptly followed. If Iraq becomes a success in the end, it won’t be the first Arab democracy. It will be the second.

[…]From a distance Lebanon may look like a typical Middle East country racked with the usual chaos, but it isn’t. What makes this place unique is that the Lebanese political system is nearly incapable of producing dictatorship. The three main sects in this country–Christian, Sunni, and Shiite–do not share the same political ideals and values. They do, however, share power, since every group here is a minority. By tradition, the president is always a Christian, the prime minister a Sunni, and the speaker of Parliament a Shiite. Parliament decides who fills the top three government posts, and members of Parliament are elected by the people of Lebanon. Each sect’s parliamentary bloc keeps the others in check. The result is a weak state and a de facto near-libertarianism. Syria and Iraq, which also are composed of rival ethnic-religious sects, may do well under a similar system.
Even so, Lebanon inspires Egyptians in ways that Iraq doesn’t and perhaps can’t. Iraqi freedom is being born in blood, fire and mayhem. Sometimes that’s what it takes. America’s freedom didn’t come peacefully, and neither did Western Europe’s. But because Iraqi freedom is seen as violently imposed from the outside, a huge number of Egyptians, along with plenty of other Arabs in the neighboring states in the region, dismiss it as an imperial sham.
No one thinks Lebanese freedom is a sham. This country would not be even a ramshackle sort-of democracy if the people who live here had not demanded that much for themselves. The March 14 revolt, in which almost one in three Lebanese demonstrated in Martyr’s Square for freedom and independence, reverberated powerfully throughout the Middle East. Iraq still makes most Arabs shudder. Lebanon, though, is genuinely inspiring.

[…]Oppressed Arabs need an inspiring country of their own that they can look up to. And right now, they have one. Lebanon is not just a country with an elected government. It seduces the region with its culture as well.
Beirut has more in common with raucous freewheeling precommunist Hong Kong than with drab Amman, Damascus and Cairo. The nightclubs, the shopping, the restaurants, the bookstores, the intellectual cafés–these things are all world-class in Beirut. The sight of Lebanon’s famously beautiful unveiled Arab women makes a lasting impression on men who travel here from neighboring countries.
Freedom means more than just relieving the boot from your neck. Freedom also means fun and the pursuit of happiness. That’s why so many Arabs come here on holiday, and why so many would rather live here. Never forget: demand for Levi’s and rock ‘n’ roll did as much to bring down the Soviet Union as the yearning for Western-style democracy did.
Lebanon is a special place, and the U.S. should treat it accordingly. It is already what we hope Iraq someday will be.

I sidste fredags Opinion Journal havde den tidligere indonesiske præsident Abdurrahman Wahid et indlæg, der anerkender, omfanget og alvorligheden af den internationale islamistiske terrorisme og peger på, at løsningen i høj grad ligger hos muslimer selv:

News organizations report that Osama bin Laden has obtained a religious edict from a misguided Saudi cleric, justifying the use of nuclear weapons against America and the infliction of mass casualties. It requires great emotional strength to confront the potential ramifications of this fact. Yet can anyone doubt that those who joyfully incinerate the occupants of office buildings, commuter trains, hotels and nightclubs would leap at the chance to magnify their damage a thousandfold?
Imagine the impact of a single nuclear bomb detonated in New York, London, Paris, Sydney or L.A.! What about two or three? The entire edifice of modern civilization is built on economic and technological foundations that terrorists hope to collapse with nuclear attacks like so many fishing huts in the wake of a tsunami.

[…]It is time for people of good will from every faith and nation to recognize that a terrible danger threatens humanity. We cannot afford to continue “business as usual” in the face of this existential threat. Rather, we must set aside our international and partisan bickering, and join to confront the danger that lies before us.

[..]The armed ghazis (Islamic warriors) raiding from New York to Jakarta, Istanbul, Baghdad, London and Madrid are only the tip of the iceberg, forerunners of a vast and growing population that shares their radical views and ultimate objectives.
[…]These strengths not only are assets in the struggle with religious extremism, but in their mirror form they point to the weakness at the heart of fundamentalist ideology. They are:
1) Human dignity, which demands freedom of conscience and rejects the forced imposition of religious views; 2) the ability to mobilize immense resources to bring to bear on this problem, once it is identified and a global commitment is made to solve it; 3) the ability to leverage resources by supporting individuals and organizations that truly embrace a peaceful and tolerant Islam; 4) nearly 1,400 years of Islamic traditions and spirituality, which are inimical to fundamentalist ideology; 5) appeals to local a
nd national–as well as Is
lamic–culture/traditions/pride; 6) the power of the feminine spirit, and the fact that half of humanity consists of women, who have an inherent stake in the outcome of this struggle; 7) traditional and Sufi leadership and masses, who are not yet radicalized (strong numeric advantage: 85% to 90% of the world’s 1.3 billion Muslims); 8) the ability to harness networks of Islamic schools to propagate a peaceful and tolerant Islam; 9) the natural tendency of like-minded people to work together when alerted to a common danger; 10) the ability to form a global network of like-minded individuals, organizations and opinion leaders to promote moderate and progressive ideas throughout the Muslim world; 11) the existence of a counterideology, in the form of traditional, Sufi and modern Islamic teachings, and the ability to translate such works into key languages; 12) the benefits of modernity, for all its flaws, and the widespread appeal of popular culture; 13) the ability to cross national and cultural borders in the name of religion; 14) Internet communications, to disseminate progressive views–linking and inspiring like-minded individuals and organizations throughout the world; 15) the nation-state; and 16) the universal human desire for freedom, justice and a better life for oneself and loved ones.

Indlæggene følger en række andre indlæg bragt i bl.a. National Review og Weekly Standard, der giver et noget mere perspektivrigt syn end den sort/hvide version som kultur-konservative a la Mark Steyn forfalder til. Det er endvidere kendetegnende for artiklerne, at de anser frihed som helt centralt for kampen mod fundamentalismen. Artiklerne artikulerer en tro på, at (vestlige) frihedsidealer er den fundamentalistiske islam så indlysende overlegen i både teori og praksis, at almindelige muslimer i totalitære lande vil tage disse idealer til sig, og at der derfor i det lange løb kun kan blive én vinder af denne ideologiske styrkeprøve. Den samme tro som modige og fremsynede mennesker havde på, at Japan og Tyskland kunne blive liberale demokratier på trods af disse landes blodige historie, og på at vestens frihed og markedsøkonomi ville køre kommunismens diktatur og planøkonomi i sænk.

De kultur-konservative derimod taler meget om vestlig civilization og frihed, men når de endelig besværer sig med at komme med løsningsforslag er de alle hentet i kollektivismen: repatrieringer, hermetisk lukkede grænser, overvågning, tortur. De kultur-konservative har i virkeligheden mistet troen på den frihed som de udadtil hylder og friheden kan altid ofres i nødvendighedens navn. Når de kulturkonservative er værst lyder de som den yderste venstrefløjs evindelige dommedagsprofeter, når disse i antikapitalismens navn lover klodens undergang på grund af forurening, kløften mellem udbyttede fattige og udbyttende rige, eller overbefolkning.

Truslen fra islamismen skal naturligvis tages alvorligt og hårdt skal sættes mod hårdt når påkrævet såsom f.eks. med invasionen af Afghanistan (og der skal heller ikke meget mere til før jeg ville støtte et taktisk angreb på Iran). Men den endelige sejr kan kun vindes ved at insistere på den frihed, der gør vesten unik.

Ugens citat: Steyn om relativistisk multikulturalisme

Den velskrivende Mark Steyn har onsdag et længere indlæg i Wall Street Journal.  Det er som helhed en anelse mere deprimerende, end jeg foretrækker, men så længe det er så velformuleret og tankevækkende som dette, går det nok:

“The progressive agenda–lavish social welfare, abortion, secularism, multiculturalism–is collectively the real suicide bomb. Take multiculturalism. The great thing about multiculturalism is that it doesn’t involve knowing anything about other cultures–the capital of Bhutan, the principal exports of Malawi, who cares? All it requires is feeling good about other cultures. It’s fundamentally a fraud, and I would argue was subliminally accepted on that basis. Most adherents to the idea that all cultures are equal don’t want to live in anything but an advanced Western society. Multiculturalism means your kid has to learn some wretched native dirge for the school holiday concert instead of getting to sing “Rudolph the Red-Nosed Reindeer” or that your holistic masseuse uses techniques developed from Native American spirituality, but not that you or anyone you care about should have to live in an African or Native American society. It’s a quintessential piece of progressive humbug.

Then September 11 happened. And bizarrely the reaction of just about every prominent Western leader was to visit a mosque: President Bush did, the prince of Wales did, the prime minister of the United Kingdom did, the prime minister of Canada did . . . The premier of Ontario didn’t, and so 20 Muslim community leaders had a big summit to denounce him for failing to visit a mosque. I don’t know why he didn’t. Maybe there was a big backlog, it was mosque drive time, prime ministers in gridlock up and down the freeway trying to get to the Sword of the Infidel-Slayer Mosque on Elm Street. But for whatever reason he couldn’t fit it into his hectic schedule. …

In most circumstances, it would be considered appallingly bad taste to deflect attention from an actual “hate crime” by scaremongering about a purely hypothetical one. Needless to say, there is no campaign of Islamophobic hate crimes. If anything, the West is awash in an epidemic of self-hate crimes. A commenter on Tim Blair’s Web site in Australia summed it up in a note-perfect parody of a Guardian headline: “Muslim Community Leaders Warn of Backlash from Tomorrow Morning’s Terrorist Attack.” Those community leaders have the measure of us.

Radical Islam is what multiculturalism has been waiting for all along. In “The Survival of Culture,” I quoted the eminent British barrister Helena Kennedy, Queen’s Counsel. Shortly after September 11, Baroness Kennedy argued on a BBC show that it was too easy to disparage “Islamic fundamentalists.” “We as Western liberals too often are fundamentalist ourselves,” she complained. “We don’t look at our own fundamentalisms.”

Well, said the interviewer, what exactly would those Western liberal fundamentalisms be? “One of the things that we are too ready to insist upon is that we are the tolerant people and that the intolerance is something that belongs to other countries like Islam. And I’m not sure that’s true.”

Hmm. Lady Kennedy was arguing that our tolerance of our own tolerance is making us intolerant of other people’s intolerance, which is intolerable. And, unlikely as it sounds, this has now become the highest, most rarefied form of multiculturalism. So you’re nice to gays and the Inuit? Big deal. Anyone can be tolerant of fellows like that, but tolerance of intolerance gives an even more intense frisson of pleasure to the multiculti masochists. In other words, just as the AIDS pandemic greatly facilitated societal surrender to the gay agenda, so 9/11 is greatly facilitating our surrender to the most extreme aspects of the multicultural agenda.

FN og ytringsfriheden

I dagens Berlingske kan man læse, at FNs højkommisær for menneskerettigheder Louise Arbour er gået ind i sagen vedrørende de tegninger af Mohammed JP har bragt. Louise Arbour har dog ikke valgt at rose Danmark for at have en udstrakt grad af ytringsfrihed. Istedet har hun efter en protest fra 56 muslimske stater udtalt, at hun deler deres bekymring, idet tegningerne muligvis er udtryk for manglende respekt for andres religion. Louise Arbour har sendt sagen videre til en af de utallige FN-menneskerettighedsrapportører som vil granske om JPs handling overskred grænserne for ytringsfrihed og dermed om den danske stat skulle have grebet ind.

Dette uagtet, at JP er en privatejet avis, der netop skal nyde godt af ytringsfriheden og statens manglende indblanding heri. Dette må også gælde selvom billederne utvivlsomt var provokerende og havde provokationen som sit eneste formål. Desværre bekræfter affæren, at FN på menneskerettighedsområdet er gennemsyret af politisk korrekthed og at respekten for de negative frihedsrettigheder er mindre vigtige end realiseringen af de idealer som FNs embedsmænd og kvinder finder særlige ophøjede. Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig, hvordan en pligt til at beskytte dette eller hint mindretal eller særskilt interesse fra sårende udtalelser kan misbruges af alverdens stater til at indskrænke kritiske mediers ytringsfrihed, og så endda med FNs moralske blåstempling. At Amnesty International og Institut for Menneskerettigheder støtter op om Louise Arbour demonstrerer, at menneskerettighedsbevægelsen har mistet sin retningssans og nu i mange tilfælde øver mere skade end gavn for den frihed de ellers påstår at ville beskytte.

Skulle FN endelig blande sig i hvad alverdens aviser skriver og bringer af billeder kunne man passende have startet med at bede lande som Saudi Arabien og Egypten, hvis aviser i modsætning til de danske de facto er styret af staten, om at rydde op i eget hus. Her, her og her er nogle tegninger fra disse landes aviser som utvivlsomt må kategoriseres som langt grovere angreb på jøder end JPs tegninger var på Islam. Teksten der ledsager billederne taler deres eget sprog om den anti-semitisme der gennemsyrer mange muslimske landes officielle propaganda. Når hertil lægges, at ytringsfriheden i disse lande er stærkt begrænset eller ikke eksisterende, hvorfor alternative fremstillinger af Israel/jøder ikke kommer frem er effekten af propagandaen desto mere giftig og dødbringende. Det ved vi vist et eller andet om her i Europa.

Tegningerne i de arabiske medier har i øvrigt en slående lighed med propagandategningerne i Nazityskland og det gamle Sovjetunionen (hvoraf der er glimrende eksempler i Bent Jensens Gulag og Glemsel).

På denne baggrund er de 56 landes henvendelse et udtryk for groft hykleri og et godt bevis på det skrigende behov for forandring og nye ideer der er brug for i mange af disse lande.

Franske tilstande II

Min post om de franske optøjer og forskellene på amerikanske og franske tilstande for muslimske indvandrere har afstedkommet en større debat her på bloggen.  Meget passende har det altid spændende amerikanske tidsskrift The New Republic i sit kommende nummer en ganske velskrevet artikel om netop det emne med titlen “Religious Protection”.  TNR kan næppe anklages for just at være en del af Bush-administrationens bagland, men kan omvendt heller ikke entydigt klassificeres som doktrinært venstreorienteret og politisk korrekt.  Netop derfor kan det måske være interessant at se på, hvad artiklen siger–uden at man iøvrigt behøver at være enig i alle dens fortolkninger eller forudsigelser.

Kort fortalt mener forfatteren, Spencer Ackerman, at, ja, amerikanske muslimer generelt er mindre radikale end de tilsvarende europæiske, og at de generelt er bedre integrerede.  Årsagen er to-foldig: For det første har de bedre økonomiske muligheder end i Europa, og for det andet gør der vidtstrakte grad af religiøsitet-cum-religionsfrihed i USA, at de på den ene side ikke bliver opfattet som “nuts”, blot fordi de er religiøse, og på den anden side at debatten ikke så meget bliver én om sekularisme vs. religion.

Her er nogle smagsprøver fra artiklen, som også indeholder interessante faktuelle oplysninger:

“[The] British and American cases are not the same. It’s true that extremist messages exist in American Muslim communities, and there have been a few instances of American Muslims becoming terrorists. Those extremely rare cases, however, are far better explained by individual pathology than by rising Islamic militancy due to group disaffection. Europe’s growing Muslim culture of alienation, marginalization, and jihad isn’t taking root here. As a result, one senior administration official contends, “Al Qaeda finds greater support among European Muslim communities than in the U.S.”–meaning that the self-activated jihadists that Europe is witnessing are less likely to appear in America. In part, the United States is protected because it offers better social and economic opportunities to its Muslim citizens, while Europe’s inability to accommodate its growing Muslim underclass led to rioting that spread from the Paris suburbs across France. But economics alone can’t explain the more fluid integration of Muslims into American life. That, in large part, is a function of America’s ability to accommodate Islam itself.

French political theorist Olivier Roy argues that jihadism stems from a violent identity crisis felt acutely among Muslims in the West. But, ironically, that search for identity is far less of a crisis for Muslims in the United States–the supposed oppressor of Muslims, in bin Laden’s telling–because of a fundamentally American attribute: the mutually reinforcing creeds of pluralism and religiosity. “When I go out to Bush Country,” says Eboo Patel of Chicago’s Interfaith Youth Core, “it is true that, for some people, the way I pray is peculiar. But they don’t think I’m hallucinating when I say, ‘It’s prayer time.'” In other words, if the United States is looking for a way to win the hearts and minds of Muslims worldwide, it ought to first look at what it has accomplished at home. …

There’s no doubt that, as Patel puts it, “extreme messages are out there.” … [But] given the availability of extremist messages to American Muslims–who live in the country that’s supposedly the premier enemy of Islam–it’s startling how few American Muslim extremists there actually are. The Justice Department’s record on counterterrorism post-September 11 suggests little appetite among American Muslims for the jihadist agenda. Though, in June, President Bush boasted of investigating more than 400 terrorism suspects and winning convictions of “more than half of those charged,” an analysis by The Washington Post found that only 39 of the convictions could be considered at all terrorism-related, and only 14 of those prosecuted had links to Al Qaeda.  … What’s more, despite intimations that Islamic preaching in the United States is breeding terrorism, evidence suggests that the few Americans who picked up jihadism in the United States were primed for violence by psychological disturbance or past criminal activity–not the call of an imam. …

Indeed, counterterrorism experts are taking notice of the relative absence of American Muslims in the global jihadist movement. In a September talk, former White House counterterrorism czar Richard Clarke observed, “Al Qaeda’s usual strategy is … to rely on indigenous populations, and maybe bring in a few operatives, but that indigenous population may not be here in the numbers necessary.” (Considering that September 11 was executed by only 19 men, that’s quite a statement about millions of American Muslims.) Some in the Bush administration concur. “An Al Qaeda-like attack–well-coordinated, in sequence, causing significant casualties–is less likely to come from a native American Muslim population,” says the senior official. “Countervailing factors make it less likely for sleeper cells to germinate among the native American Muslim population.” Those factors, according to the official, are fundamental: “It’s the American dream. American Muslims are living that dream.” Even that may be an understatement. For a variety of reasons, the United States has successfully created the model for a Western Muslim identity.

The most obvious reasons for that success are social and economic. As the riots in France highlighted, Muslims in Europe face severe levels of unemployment, few professional prospects, and social isolation. When Eboo Patel studied at Oxford University in the late ’90s, his American youth had left him thoroughly unprepared for what Muslims like himself had to endure in Britain. The economic options for his co-religionists were largely limited to working at “the fish and chips store, where racist insults were thrown at them by drunks on Friday nights.” It was an alien experience: “In America, my dad would go off to a corporate office for his job, and my mom was in advertising.” Patel’s shock is as illuminating as it should be unsurprising. Since Muslims began coming to the United States in appreciable numbers after the immigration reforms of 1965–around the same time that an African American Muslim community began to flourish–they have found a socially and economically hospitable environment.

It’s difficult to document trends among American Muslims, since census data do not track religion. Yet, in 2003, John R. Logan, a sociologist now affiliated with Brown University’s American Communities Project, used ancestry and place-of-birth information to conduct perhaps the most comprehensive demographic study to date of the American Muslim population. (Accordingly, Logan couldn’t track African American Muslims, believed to comprise one-third of all American Muslims.) That population increased by about 85 percent since 1990 and now totals nearly 3 million Americans, though some Muslim organizations claim the figure is too low. Even accepting the blurred edges of his report, Logan found several surprising facts about the American Muslim population: Unlike other recent immigrant groups, and distinctly unlike Muslims in Europe, American Muslims are solidly middle-class and solidly integrated with their non-Muslim neighbors.
60;

America
n Muslims tend to live in a few population centers, along the coasts and around Midwestern and Southern cities like Detroit, Chicago, and Houston. But, inside those metropolitan areas, enclaves–homogenous population clusters historically favored by recent immigrant groups–are surprisingly few. The ten metropolitan regions with the greatest concentration of Muslims tend to be ethnically integrated. With Detroit as the only exception, in both 1990 and 2000, every neighborhood with notable concentrations of Muslims was at least 60 percent white and only around 5 percent Muslim.

Within those neighborhoods, American Muslims display healthy indications of upward social mobility. The median household income of American Muslims in 2000 was over $52,000, nearly the $53,000 reported by the median white household. Even the poorest households among American Muslim groups, North Africans, earned $40,000 on average in 2000–$6,000 more than blacks. The typical American Muslim in 2000 possessed 14 years of education (more than whites, Latinos, blacks, and Asians); and American Muslims of Middle Eastern descent, who possess the lowest levels of education, still record higher levels of education than whites, blacks, and Latinos. American Muslims are presently living in census tracts where nearly 60 percent of residents own their homes and over 35 percent of residents have college educations. “Overall,” writes Logan, “the Muslim-origin population is characterized by high education and income with low unemployment.” “

Ytringsfrihed og religion

I tirsdags afsagde den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) dom i sagen I.A. mod Tyrkiet (dommen er kun tilgængelig på fransk men en engelsk pressemeddelelse kan ses her). Sagen handler om hvor grænserne for ytringsfrihed går når det gælder blasfemi. Kort fortalt havde en tyrkisk forlægger udgivet en bog der bl.a. indeholdt følgende passager:

"Some of these words were, moreover, inspired in a surge of exultation, in Aisha's arms … God's messenger broke his fast through sexual intercourse, after dinner and before prayer. Muhammad did not forbid sexual intercourse with a dead person or a living animal."

Den tyrkiske forlægger blev herefter idømt 2 års fængsel, der dog blev nedsat til en symbolsk bøde på ca. 100 kr. Spørgsmålet for EMD var således, om bøden udgjorde en overtrædelse af den tyrkiske forlæggers ytringsfrihed (artikel 10 i EMRK). Det var uproblematisk for EMD at konstatere, at bøden udgjorde et indgreb i ytringsfriheden. Da der var den fornødne lovhjemmel til indgrebet, var spørgsmålet nu om det var "necessary in a democratic society". Denne test involverer, kort fortalt, en proportionalitetstest, hvor EMD vurderer om indgrebets intensitet overfor individet, står mål med det samfundsmæssige beskyttelseshensyn indgrebet er begrundet i, herunder om der består et "pressing social need" for indgrebet.

4 ud af 7 dommere fandt at:

"those who chose to exercise the freedom to manifest their religion,  irrespective of whether they did so as members of a religious majority or a minority, could not reasonably expect to be exempt from all criticism. They had to tolerate and accept the denial by others of their religious beliefs and even the propagation by others of doctrines hostile to their faith.

However, the present case concerned not only comments that were   disturbing or shocking or a "provocative" opinion but an abusive attack on the Prophet of Islam. Notwithstanding the fact that there was a certain tolerance of criticism of religious doctrine within Turkish society, which was deeply attached to the principle of secularity, believers could legitimately feel that certain passages of the book in question constituted an unwarranted and offensive attack on them.

In those circumstances, the Court considered that the measure in question had been intended to provide protection against offensive attacks on matters regarded as sacred by Muslims and had therefore met a "pressing social need". It also took into account the fact that the Turkish courts had not decided to seize the book in question, and consequently held that the insignificant fine imposed had been proportionate to the aims pursued by the measure in question."

EMD har tidligere nået til samme resultat i lignende domme f.eks. i Wingrove og Otto Preminger, der begge omhandlede censur af film, der gjorde grin med eller kritiserede kristne bibelske personer (Lars Hedegaard og Helle Merete Brix behøver således ikke bekymre sig om at EMD nu har lagt sig på maven for Islam).

Dommens snævre flertal opretholder dermed EMDs hidtige praksis på dette område og lader Europarådsstaterne nyde en vid skønsmargin, når det kommer til regulering af religiøse og moralske spørgsmål. Det er stærkt bekymrende, at EMD på denne måde undergraver ytringsfriheden, der i min optik bør være så nær absolut som mulig. Jeg ser ingen presserende grund til, at (grovkornet) kritik, satire eller endog forhånelse af religiøse figurer bør indskrænkes i højere grad end grovkornet satire, kritik eller forhånelse af f.eks. Karl Marx, Adam Smith eller andre. Man kan håbe, at afgørelsen bliver appelleret til og antaget af EMDs Grand Chamber, hvor 17 dommere i så fald vil have mulighed for at tilsidesætte den.

Nyere indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑