Tag: retssikkerhed (side 2 af 2)

"Gratis" offentlige ydelser i retsvæsenet

Justitsministeriet har efter et forsøg med mediation (retsmægling) ved domstolene lagt op til at, ordningen med offentligt betalt mediation indføres permanent i By- og Landsretssager. Der er meget godt at sige om mediation der med den rette mediator kan medføre konstruktive løsninger på stridigheder der ellers er gået i hårdknude. Derved kan begge parter i en strid i mange tilfælde få en tilfredsstillende løsning på stridighederne, i modsætning til når stridigheden fører til en dom, hvor den ene part typisk vil få medhold mens den anden vil stå tilbage som taber. Endvidere er systemet procesomkostningsbesparende og hurtigere end domstolene, hvor der endvidere er appelmulighed efter 1. instans.

Men, spørger advokat Claus Kaare Petersen meget fornuftigt, hvorfor skal staten påtage sig opgaven mediation når nu en hel række advokater (og andre faggrupper) har specialiseret sig i det?

Claus Kaare Petersens kritik af Justitsministeriets forslag om at lade (en lille gruppe) dommere stå for mediation er overbevisende:

Heroverfor står praktiserende mediatorer i det private erhvervsliv. Der er her tale om mange forskellige faggrupper, men alene blandt advokaterne er der i dag ca. 180 mediatorer, som alle har gennemført uddannelsen – naturligvis for egen regning. Der eksisterer altså allerede i dag et privat marked, hvor udbydere af mediation kan udføre den retsmægling, som Justitsministeriet nu ønsker at gøre til en offentlig ydelse.

I Justitsministeriets skitse omtales den foreslåede permanente ordning som gratis retsmægling. Det er naturligvis en sandhed med modifikationer, idet det reelt blot betyder en retsmægling, der betales af staten. Men hvorfor skal staten konkurrere med det private erhvervsliv ved at betale og stille retsmægling gratis til rådighed? Det er i hvert fald en konkurrence, hvor det private erhvervsliv vil få vanskeligheder ved at hævde sig.

Det kan godt undre, at det er gået på den måde, når man tænker på de overvejelser og bestræbelser, der i øvrigt har været gennemført med henblik på at overføre opgaver fra det offentlige regi til det private, når disse opgaver lige så godt kan udføres i det private erhvervsliv. Mantraet har hidtil været, at det ikke er en statslig opgave at drive forretningsmæssig virksomhed på konkurrenceudsatte markeder, medmindre der er særlige grunde hertil. Der kan eksempelvis henvises til Regeringsgrundlaget fra februar 2005 i forbindelse med overvejelser om statslige aktieposter. Justitsministerens initiativ går i den stik modsatte retning, når hun nu ønsker, at danske domstole skal påtage sig en ny opgave, som allerede løses af det private erhvervsliv, og netop på et tidspunkt, hvor dommerne klager over manglende tid til at udføre deres egentlige arbejde, nemlig »den gode retsledelse« og at skrive »den gode dom«.

De økonomiske aspekter ved denne udvidelse af det offentliges virksomhed har kun sporadisk været overvejet. Antagelsen er, at meromkostningerne vil blive opvejet af besparelser i de sager, hvor mediationen fører til, at der indgås en aftale. Men det har tilsyneladende ikke været overvejet, om denne besparelse også kan opnås, hvis mediationen overlades til det private erhvervsliv. Og det har slet ikke været overvejet, om det ud fra en samlet samfundsøkonomisk betragtning overhovedet kan betale sig, at staten påtager sig denne opgave.

Inspirationskilden i Justitsministeriet er tydeligvis den mæglingsordning, der er gennemført i Norge, og som netop går ud på statslig mediation i domstolenes regi. Det er imidlertid et mærkværdigt sted at søge inspiration.

For det første fordi den norske ordning i faglig henseende forekommer at være bagud i forhold til udviklingen flere andre steder, herunder Danmark. På en konference afholdt af Justitsministeriet og Nordisk Råd den 14. og 15. november 2005 fremgik det, at de norske dommere, der virker som retsmæglere, kun har en sporadisk uddannelse i form af et kursus på to-tre dage, at der endnu ikke foreligger etiske regler for udøvelsen af retsmæglingen, og at dommerne er mere evaluerende i mediationen i forhold til det koncept, som den danske ordning bygger på. Den norske retsmægling svarer således nærmere til traditionel forligsmægling, som danske dommere allerede kan tilbyde parterne, og der er vist ingen, der ønsker denne mulighed fjernet fra domstolene.

For det andet fordi det ville være betydeligt mere relevant at søge inspiration andre steder, f.eks. i det europæiske land, der klart er længst fremme i udviklingen af mediation, nemlig England. Efter en retsplejereform i 1999 går den engelske ordning nu i korte træk ud på, at dommeren i en sag, der er anlagt ved domstolene, kan henstille til parterne at søge mediation, hvis dommeren skønner, at sagen er egnet hertil. Herefter er det op til parterne selv at engagere og honorere en mediator. Mediatoren kan være en advokat, en forhenværende dommer eller en mediator med en helt anden faglig baggrund.

Hvis en af parterne vægrer sig ved at følge dommerens henstilling, f.eks. fordi parten vurderer, at han/hun har en meget god sag, og derfor hellere vil gennemføre retssagen, indebærer vægringen, at parterne ikke tilkendes omkostninger, selvom parten vinder retssagen. Reglen har betydet, at dommerens henstilling i praksis følges stort set altid. Og det har vel at mærke ikke haft indflydelse på antallet af mediationer, der slutter med en frivillig aftale mellem parterne. I England ligger succesraten på omkring 70 procent, altså en smule højere end i Danmark, og inden for særlige retsområder endda højere. Generelt er der i England udbredt tilfredshed med ordningen.[…]

Mediation er et fantastisk konfliktløsningsredskab, som har gået sin sejrsgang i navnlig USA, England og andre engelsksprogede lande. Det er derfor trist, at metoden skal udvandes, fordi Justitsministeriet er optaget af, at retsmægling skal være en statslig tjenesteydelse på trods af, at der allerede findes et stort antal entusiastiske og dygtige privatpraktiserende mediatorer, som imidlertid ikke har en jordisk chance for at konkurrere med et statsligt system, der tilbyder »gratis« mediation for skatteborgernes regning.

Claus Kaare Pedersens indlæg er befriende klar og bramfri kritik af statens tiltagende sig et de facto monopol på et område, der i den grad vil være bedre tjent med en markedsløsning. At forslaget om offentlig mediation kommer fra den siddende regering kan desværre ikke overraske.

Moderne Machiavelli

Her midt under optøjer mod staten i Frankrig, en almindelig tro på den offentlige sektors forjættelser i Vesteuropa og en vedvarende anklage om, at de udviklede lande holder deres mindre udviklede slægtninge nede, er det på sin plads at drage på en lille strejftur i vor egen fortid. Vi skal godt 500 år tilbage for at være helt præcis. I 1469 kom en dreng til verden i Firenze, datidens europæiske kulturcentrum. Den lille purk, der blev døbt Niccoló Machiavelli, skulle komme til at sætte sig markante spor i Vesteuropas politiske tænkning. Af sind var han liberal, af natur var han nøgtern. Som noget ganske uhørt skelnede han mellem mennesket, som det burde være, og mennesket som det er. Dermed frigjorde han sig fra sin samtids intellektuelle skønmaleri. Han brugte sit klarsyn til at nedfælde en række betragtninger om samfundet, der i små femhundrede år har givet anledning til ubehag. Men som ret beset er lige så vedkommende for os, som de var for 1500-tallets europæere.

Niccoló Machiavelli var en af de meget få politiske tænkere, der slog sine folder som statsmand, inden han vendte sig mod de intellektuelle sysler. Som højtstående florentinsk embedsmand med ansvar for det, vi i dag ville kalde udenrigspolitiske anliggender, var han dybt involveret i 1500-tallets komplicerede italienske magtspil. Efter at han i 1512, ved begivenhedernes ugunst, fandt sig selv sat for indflydelse, fordrev han tiden med at omsætte sine praktiske erfaringer til politiske lærerbøger. Det kom ikke til at gå stille af.

Udgangspunktet for Machiavellis politiske tænkning var, at mennesket var ondt, og at det til alle tider havde de samme behov. Da behov ifølge Machiavelli drev handlinger, var historien bestandigt underlagt den samme logik. Det lyder unægteligt noget forstemmende, ikke mindst når man tager det sekstende århundredes virkelighed i betragtning. Sådan så Machiavelli ikke på det. Han afviste – som noget ganske uhørt – enhver form for idealistisk tankespind, det være sig af religiøs eller filosofisk karakter. Men netop derfor følte han sig i stand til at besvare det helt væsentlige spørgsmål: hvordan kan tingenes sørgelige tilstand forbedres?

For at løse denne gordiske knude måtte Machiavelli lægge vejen over et par indviklede mellemregninger. For det første tog han livtag med de omstændigheder, der gjorde, at menneskets destruktive kræfter kom til udløsning. For selv om virkeligheden ikke kunne forvandles – kun guder kunne skabe et perfekt samfund – så kunne den forandres. Menneskenaturen ændrede sig ikke. Men politiske institutioner kunne dæmpe menneskets skadelige tilbøjeligheder til gavn for almenvellet. Loven kunne gøre de onde menneskers handlinger gode.

For det andet gjorde Machiavelli op med samtidens moralforestillinger. Han skelnede benhård mellem personlig moral og offentlig moral. Hvad der var dyd for den enkelte, kunne meget let vise sig at våre dårskab for et samfund, påpegede han. Hvis regenter, monarkiske så vel som republikanske, lod sig lede af en nytestamentlig etik – behandlede andre som de selv gerne ville behandles – så kunne de let komme til at føre samfundet i uføre. Den ‘gode’ hersker måtte bære ansvarets åg, han måtte være i stand til at træde i karakter som nøgent magtmenneske.

Sondringen mellem den private og den offentlige moral faldt ikke i god jord i Machiavellis samtid. ‘Kyniker’ lød beskrivelsen fra de øvrige renæssancehumanisters side. Og Machiavellis eftermæle blev ikke blive bedre med tiden. Helt galt gik det i 17- og 1800-tallet, da oplysningsfilosofferne og victorianerne samstemmende erklærede krig mod den indsigtsfulde florentiner.

Inspireret af Voltaire skrev Frederik, preussisk tronarving, i første halvdel af 1700-tallet en ‘Anti-Machiavelli’, en afvisning af den gamle italieners advarsel mod at lade idealistiske hensyn præge politikken. At Frederiks senere karriere – han fik ikke tilnavnet Den Store for at vende den anden kind til – blot bekræftede Machiavellis beskrivelse af den kyniske regent, siger en del om lødigheden af den tidligere statsmands politiske insiderviden.

Victorianerne var ikke mere overbærende. ‘Machiavellisme’ kom i Storbritannien til at stå som noget af det værste, en politiker kunne tilbyde sine medmennesker. Men eftertiden, og i særdeleshed 1800-tallets englændere, misforstod Machiavelli. Hans ærinde var ikke at bistå tyrannerne med at træde individets rettigheder under fode, så tværtimod.

Den florentinske statsmand var af natur liberal, han ønskede gennem sit politiske virke og sit forfatterskab at sikre individet imod vilkårlige overgreb. Men han afviste enhver form for abstrakte rettigheder, for han var nu engang realist. Og han blotlagde med et hidtil uset klarsyn to praktiske sammenhænge, der endnu i dag burde være børnelærdom for enhver med et liberalt sind: at frihedsrettigheder kun kan sikres ved at skabe en gunstig styreform, og at en sådan styreform kun kan indføres under bestemte omstændigheder.

Hvad angår styreformens indretning, gjorde Machiavelli sin samtid, det vil sige de republikanske kræfter i de trængte italienske republikker, opmærksomme på det lysende eksempel på dyd, virtú, der var at finde i det gamle Roms politiske institutioner. Den romerske republik udmærkede sig ved sin effektive magtdeling. Forfatningen delte sol og vind lige mellem konsulernes monarkiske embeder, senatorernes aristokratiske embeder og tribunernes folkelige embeder. De tre led holdt hinanden i skak, og de skærmede borgerne mod magthavernes luner. Dermed foregreb Machiavelli, uden dog at skelne mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, den magtdelingslære, som Montesquieu godt to århundreder senere skulle gøre berømt.

Så langt, så godt. Desværre indfører en sådan frihedsvenlig forfatning i sagens natur ikke sig selv: en liberal styreform er historisk set undtagelsen frem for reglen, også i Europa. Årsagen er ligetil. Magthaverne har til alle tider haft en interesse i at skabe juridisk vilkårlighed for at knægte undersåtternes modstandsvilje. Men, påpegede Machiavelli, fra tid til anden kan selv en tyran blive afhængige af undersåtternes samarbejdsvilje. Regenten kan have behov for at rejse en folkehær, han kan have brug for en lind strøm af skattekroner, eller magtfulde rivaler kan true ham. Og her er det så, at han vil være parat til at indføre et juridisk system, der begrænser hans egen magt, og som sikrer borgernes rettigheder. Ikke for sine blå øjnes skyld men for at sikre sig befolkningens loyalitet. Eller med andre ord: rettigheder er ikke et filosofisk anliggende, de udgår af konkrete magtforhold.

Den forklaring lyder måske ikke særlig imponerende. Men der er ret beset få, der siden har lagt vejen omkring emnet. Det kan forekomme lettere paradoksalt, men juristerne beskæftiger sig ikke synderligt med, under hvilke omstændigheder en effektiv magtdeling kan stables på benene. Lidt groft sagt synes de ofte at antage, at lovhåndhævelsen – skrankerne imod vilkårlig magtudøvelse – dumpede ned fra himlen, ganske som Moses i hine tider hentede de 10 bud på Sinai-bjerget. Hvis vi ønsker at forlade den abstrakte rettighedstænknings højere luftlag, så kan Machiavelli hjælpe os, endnu i dag.

Det er der en grund til. Niccoló Machiavelli er en af de meget få politiske tænkere, der var i stand til række ud over sin tid. Hans kolde analyse af magtens væsen har gennem tiden fået hårene til at rejse sig på mangen en læsers arme. Når det er tilfældet, så skyldes det givetvis, at de har kunnet genkende den virkelighed, han beskriver. De har ved selvsyn måttet konstatere, at mennesket sjældent har englesind, at højere principper ikke kan sikre den enkelte mod overgreb fra andre.

Den indsigt er tung at bære. Det er fristende at lukke øjnene og lade sig forføre af idealistisk tankespind, at slå budbringeren – i dette tilfælde en allerede død florentiner – ihjel,
fordi budskabet er forstem
mende. Men det ville være en stor fejl. For derved overser man den lærde italieners helt afgørende fortjeneste. Han opgav ikke ævred, blot fordi udgangspunktet var dårligt. Han gav sig den forstemmende virkelighed i hu. Og han viste sig i stand til at forklare, hvordan menneskets uvaner kan tøjles – ikke ved at lægge magten i hænderne på filosofkonger eller salvede kejsere, men gennem magtdeling, gennem lov og ret.

Hvad kan den lille beretning om Machiavelli så at fortælle os i dag? Jo, radikale samfundskritikere (som Georg Metz, jf. franske tilstande) bør betænke, at størstedelen af menneskehedens historie har været præget af de fire apokalyptiske rytteres stormløb, af pest, krig, sult og død. Deres ideal, det være sig det klasseløse samfund, en verden fri for magtanvendelse, eller et globalt menneskeligt fællesskab, er en utopi, der aldrig nogensinde haft sin gang her på Jorden. I stedet for at væve sådanne luftkasteller burde de gøre deres for at udbrede den liberale statsform til de dele af vor verden, der stadig er fanget mellem anarkiets Skylla og tyranniets Karabis. Og derfor ville det være dem en god ting at læse Machiavelli.

Bushs borgerkrig

Hermed en lidt lang “round-up” for, hvordan Republikanerne i den forgangne uge har været i borgerkrig—eller rettere: bombning af hovedkvarteret:

Mange har—med en vis ret—set de muligheder for udnævnelser af nye højesteretsdommere, som præsident George W. Bush har kunnet disponere over, som hans måske væsentligste mulighed for at påvirke amerikansk indenrigspolitik på langt sigt. Og netop derfor er store dele af den amerikanske højrefløj nu i fuld udblæsning med en endog meget skarp og skrap kritik af Bush—ikke kun for hans udgiftspolitik men også—og i særdeleshed—for netop nomineringen af White House Counsel Harriet Miers til Associate Justice ved US Supreme Court.  Og i modsætning til, hvad danske medier får det til at lyde som, så har kritikken meget lidt at gøre med abort.

Kritikken har derimod alt at gøre med, at man på den amerikanske højrefløj (bredt forstået) i et par årtier har set frem til at kunne brudt med +70 års brug af Højesteret til at udvide forbundsregeringens opgaver.  Det var, hvad Rehnquists “New Federalism” gik ud på, og det er, hvad man nu mener, Bush har set stort på ved at nominere sin egen advokat—en person, der tilsyneladende er uden andre bemærkelsesværdige kvalifikationer end at Bush har talt religion med hende og har “set ind i hendes hjerte”.

Kritikken er ved at nå sådanne højder, at man formodentlig skal tilbage til George H.W. Bushs brud på sit løfte om “No New Taxes” for at finde lignende kritik fra baglandet af en Republikansk leder. Den eklektisk-konservative britiske kommentator og super-blogger Andrew Sullivan har i London Times meget fint sammenfattet problematikken på denne måde:

She has never been a judge and has never, to anyone’s knowledge, even proffered an opinion about the fundamental constitutional issues with which the Supreme Court grapples daily. But last Monday Harriet Miers was nominated to be one of only nine justices on the Supreme Court of the United States. She was, in President Bush’s words, “the best person I could find.” …

Why the outrage on the right?  It’s explicable for both short-term and long-term reasons.  In the short term this president has betrayed every conservative principle with regard to public spending.  Most conservatives bottled up their dyspepsia before the election for partisan reasons, or because they believed that the war on terror was too important to be left to John Kerry. But now that spending is spiralling up again, and Bush seems utterly unconcerned, they’re angry. … Bush blew it. He bypassed any number of superb judges to place his personal lawyer on the court. Hence the explosion of anger.”

Og derfor f.eks. på tirsdagens pressemøde dette overraskende spørgsmål til Bush fra en journalist: “Are you still a conservative?”.

Vores ærede med-Punditokrat Mchangama har allerede forleden skrevet om emnet med henvisning til de første kommentarer fra konservative kommentatorer, men her er nogle flere klip og en delvis round-up:

  • George F. Will, fremtrædende og frygtløs konservativ kommentator (som i 1988 sammenlignede daværende vicepræsident George H.W. Bush med en skødehund), skrev (som jeg selv nævnte forleden) en intet mindre end syrlig klumme.  Den har nu gjort Will så ildeset i Det Hvide Hus, at Bush ved et offentligt arrangement forleden nidstirrede ham.  Will spørger: Kan nomineringen af Miers retfærdiggøres?  Han giver svaret allerede i indledningen: “Senators beginning what ought to be a protracted and exacting scrutiny of Harriet Miers should be guided by three rules. First, it is not important that she be confirmed. Second, it might be very important that she not be. Third, the presumption—perhaps rebuttable but certainly in need of rebutting—should be that her nomination is not a defensible exercise of presidential discretion to which senatorial deference is due. It is not important that she be confirmed because there is no evidence that she is among the leading lights of American jurisprudence, or that she possesses talents commensurate with the Supreme Court’s tasks. The president’s “argument” for her amounts to: Trust me. There is no reason to … He has neither the inclination nor the ability to make sophisticated judgments about competing approaches to construing the Constitution. Few presidents acquire such abilities in the course of their pre-presidential careers, and this president particularly is not disposed to such reflections.”
  • Randy Barnett, juraprofessor og ledende klassisk-liberal retsfilosof, kalder i en kommentar i Wall Street Journal nomineringen for det værst tænkelige eksempel på den type “cronyism”, som forfatningens “founding fathers” advarede imod.
  • Rush Limbaugh, den mest lyttede til talk-radiovært i amerikansk radio, sagde i sit program: “There was an opportunity here to show strength and confidence, and I don’t think this is it … It seems to me from the outset that this is a pick that was made from weakness. … There are plenty of known quantities out there who would be superb for the Court. This is a nominee that we don’t know anything about. It makes her less of a target, but also doesn’t show a position of strength.”
  • Dommer Robert Bork, den fremtrædende jurist som Reagan i 1987 nominerede til SCOTUS, men som blev nedstemt i senatet (og som dermed lagde grunden for det amerikansk verbum “at blive ‘borked’“), kalder i et interview Miers-nomineringen “a disaster on every level … It’s a little late to develop a constitutional philosophy or begin to work it out when you’re on the court already … It’s kind of a slap in the face to the conservatives who’ve been building up a conservative legal movement for the last 20 years.
  • Charles Krauthammer, Pulitzer Pris-vindende konservativ kommentator ved Washington Post, skriver i sin klumme, at nomineringen er intet mindre end skandaløs og opfordrer direkte Bush til at trække nomineringen tilbage: “[N]ominating a constitutional tabula rasa to sit on what is America’s constitutional court is an exercise of regal authority with the arbitrariness of a king giving his favorite general a particularly plush dukedom. The only advance we’ve made since then is that Supreme Court dukedoms are not hereditary. It is particularly dismaying that this act should have been perpetrated by the conservative party. For half a century, liberals have corrupted the courts by turning them into an instrument of radical social change on questions—school prayer, abortion, busing, death penalty—that properly belong to the elected b
    ranches of government. Con
    servatives have opposed this arrogation of the legislative role and called for the restoration of the purely interpretive role of the court. To nominate someone whose adult life reveals no record of even participation in debates about constitutional interpretation is an insult to the institution, and to that vision of the institution. There are 1,084,504 lawyers in the U.S. What distinguishes Harriet Miers from any of them other than her connection with the president? To have selected her, when conservative jurisprudence has J. Harvie Wilkinson, Michael Luttig, Michael McConnell and at least a dozen others on a bench deeper than that of the New York Yankees, is scandalous. … [The] president has ducked a fight on the most important domestic question dividing liberals from conservatives: the principles by which one should read and interpret the Constitution. For a man whose presidency is marked by a courageous willingness to think and do big things, this nomination is a sorry retreat into smallness.
  • John Fund, politisk redaktør ved Wall Street Journal og som sådan noget af en big-shot i amerikanske medier, har i den forgangne uge ændret holdning. Først var han ikke begejstret for Miers-nomineringen, men mente hun skulle have en chance; nu mener han kun det første: “[That] was before I interviewed more than a dozen of her friends and colleagues along with political players in Texas. I came away convinced that questions about Ms. Miers should be raised now—and loudly—because she has spent her entire life avoiding giving a clear picture of herself. “She is unrevealing to the point that it’s an obsession,” says one of her close colleagues at her law firm. … Harriet Miers is unquestionably a fine lawyer and a woman of great character. But her record on constitutional issues is nil, and it is therefore understandable that conservatives, having been burned at least seven times in the past 50 years, would be hesitant about supporting her nomination.”
  • William Kristol, neo-konservativ chef-ideolog og redaktør ved Weekly Standard, siger træk nomineringen tilbage eller gå selv“President Bush’s nomination of Harriet Miers was an out-of-the-blue act of loyalty to a longtime staffer. Is it too much to hope that she might reciprocate by withdrawing, thereby sparing her boss the chance of lasting damage to his legacy that her appointment to the Supreme Court may well represent?”
  • Peggy Noonan, taleskriver for Reagan, Bush 41 m.fl. og skribent ved Wall Street Journal siger, at det er svært at forstå, hvad Bush tænkte på“[The] Miers pick was another administration misstep. The president misread the field, the players, their mood and attitude. He called the play, they looked up from the huddle and balked. And debated. And dissed. Momentum was lost. The quarterback looked foolish. The president would have been politically better served by what Pat Buchanan called a bench-clearing brawl. A fractious and sparring base would have come together arm in arm to fight for something all believe in: the beginning of the end of command-and-control liberalism on the U.S. Supreme Court. Senate Democrats, forced to confront a serious and principled conservative of known stature, would have damaged themselves in the fight. If in the end President Bush lost, he’d lose while advancing a cause that is right and doing serious damage to the other side. Then he could come back to win with the next nominee. And if he won he’d have won, rousing his base and reminding them why they’re Republicans. He didn’t do that. Why didn’t he? Old standard answer: In time of war he didn’t want to pick a fight with Congress that he didn’t have to pick. Obvious reply: So in time of war he picks a fight with his base? Also: The Supreme Court isn’t the kind of fight you “don’t have to pick.” History picks it for you. You fight.”
  • Den konservative forfatter og journalist Rich Miniter foretog først på sin egen hjemmeside og derefter i National Review en morsom punkt-for-punkt sammenligning af kvalifikationerne hos Harriet Miers og hos … den konservative talk-show vært Laura Ingraham.  Sammenligningen var utvetydigt til Ingrahams fordel (og det endda uden at inddrage mere åbenlyse, om end irrelevante, parametre).
  • Fhv. Bush-taleskriver David Frum (som formulerede “Axis of Evil”), hvis kritiserede Miers-udnævnelsen (som Jacob Mchangama omtalte forleden), hvilket har givet ham selv megen kritik fra Det Hvide Hus.  Han forklarer i en post, at han bare simpelthen finder kandidaten … dårlig: “So if I don’t dislike Miers and want the president to succeed, why am I speaking out? Aside from all the substantial reasons I have cited to date, I am speaking out because there are so many others who want to speak but cannot. I have spent hours over the past three days listening to conservative jurists on this topic—people who have devoted their lives to fighting battles for constitutionalism, for tort reform, for color-blind justice, people who fought the good fight to get Bork, Scalia, Thomas, and now Roberts onto the high Court. Their reaction to the nomination has been almost perfectly unanimous: Disappointment at best, dismay and anger at worst. Here’s the tough truth, and it will become more and more important as the debate continues: There is scarcely a single knowledgeable legal conservative in Washington who supports this nomination. There are many who are prepared to accept her, reluctantly, as the president’s choice. Some still hope that maybe it won’t turn out as bad as it looks. But ask them: “Well what if the president had consulted you on this choice,” and the answer is almost always some version of: “I would have thought he was joking.” … The woman is 60 years old, a lawyer for more than three decades. Can you see any instance in this long life and career where Miers ever took a risk on behalf of conservative principle? Can you see any indication of intellectual excellence? Did she ever do anything brave, anything that took backbone? Did anyone before this week ever describe her as oustanding in any way at all? If the answers to these questions is No, as it is, then you have to ask yourself: Why is a Republican president bypassing so many dozens of superb legal conservatives to choose Harriet Miers for the highest court in the land? “
  • James Taranto, redaktør for Wall Street Journals OpinionJournal.com, skriver i en kommentar om, hvordan amerikanske konservative har modtaget nomineringen: When President Bush nominated Harriet Miers on Monday, we saw it as a missed opportunity. It left us underwhelmed, not appalled. But having spent last evening communing here with some 1,000 conservatives at National Review’s 50th anniversary dinner, we see a political disaster in the making.  We talked to quite a few people, a

    nd we heard not a single kind word about the nomination from anyone who wasn’t on the White House staff. … Conventional wisdom still has it that Miers is a shoo-in for confirmation. We’re not so sure. From what we saw last night, the right is furious at President Bush for appointing someone they see as manifestly underqualified and for ducking a fight with the Democratic left.”

  • Den konservative kommentator Michelle Malkin kalder sin blog-round-up om emnet “Utterly underwhelmed”.  Den fremtrædende liberalistisk-konservative politolog-blogger Dan Drezner forholder sig til Bushs anbefaling af Miers’ kvalifikationer: “Whoa, hold the phone—she was a fair and honest Lottery Commissioner? Put this woman on the bench right away!!!”

Det interessante at bemærke her er (bl.a.), at ingen af disse kommentatorer er “evangelske kristne” eller tilhører, hvad der normalt ville blive opfattet som det “kristne højre”; det er derimod, som omtalt i Berlingske Søndag, faktisk blandt den sidstnævnte gruppe, at man finder flest, der støtter nomineringen—og formodentlig fordi hun er imod abort.  I bund og grund skyldes utilfredsheden, at én born-again Christian har udpeget en anden born-again Christian til et af nationens mest betydningsfulde embeder—og uden anden grund.  Derved har han for alvor vist, hvad han er, nemlig som Mark Steyn har udtrykt det: “The president is a religio-cultural conservative who believes in big government and big spending and paternalistic federal intervention in areas where few conservatives have ever previously thought it wise”.

Og hvad med de andre, man kunne have forventet ville støtte Miers-nomineringen?

  • Robert Novak, konservativ journalist og kommentator extraordinaire, fortæller i sin klumme, at Det Hvide Hus og partiledelsen har bedt Republikanske senatorer om at tage ordet i Senatet og støtte Miers.  Det har de generelt nægtet.
  • Den Republikanske formand for Senatets Retsudvalg, Arlen Specter (som skal lede behandlingen af nomineringen), har udtalt, at Miers har brug for et “crash course” i forfatningsret, og at hun ikke vil få svære spørgsmål til at begynde med …
  • Her er en udtalelse (via New York Times) fra en af dem, som Bush administrationen har hyret til at promovere Miers: “Sean Rushton, executive director of the Committee for Justice, said generating enthusiasm for Ms. Miers was proving difficult because “anytime we put out something positive about her it gets shot to pieces by all our allies and the blogs.””

Ouch, ouch, ouch! Med den slags venner … Noget tyder på, at Bush har lagt sig ud med en pæn del af de 45 pct. af amerikanerne, der godt kunne lide ham—og så er der ikke så mange tilbage.

PS. George Will har i øvrigt opsummeret, hvad konservative bør være utilfredse med m.h.t. Buh og Republikanerne i sin artikel i denne uges Newsweek.

Subjektiv livskvalitet og staten

Sidste torsdag holdt jeg en præsentation på CEPOS, baseret på et notat skrevet for dem (kan downloades på http://www.cepos.dk) På opfordring er her et indlæg om, hvad vi kan lære ved at se på folks subjektive livskvalitet – altså deres opfattelse af deres egen situation – i stedet for den objektive kvalitet målt på indkomst osv. som vi altid diskuterer.

Man har gennem mange år stillet spørgsmål som “Generelt set, hvor tilfreds er du med dit liv for tiden” i en lang række undersøgelser. Det er svarene på den type spørgsmål der henvises til, når medierne rapporterer, at danskerne er de mest tilfredse mennesker i verden. Det er selvfølgelig dejligt når vi nu bor i Danmark, men potentielt problematisk for mange af os på grund af et andet forhold i undersøgelserne: Folks tilfredshed med livet er ret konstant over tid.  Med andre ord bliver vi rigere og rigere, men ikke mere tilfredse med vores liv. Det interessante er altså, hvad de stabile forskelle mellem lande skyldes, i stedet for at se på en dynamik, der ikke er der.Det interessante er altså, hvad de stabile forskelle mellem lande skyldes, i stedet for at se på en dynamik, der ikke er der.

Det er blandt andet derfor, at folk som den engelske økonom og Labour-politiker Richard Layard er begyndt at argumentere for, at man bør føre offentlig politik efter, hvad der gør de fleste lykkelige i stedet for hvad der gør os rigere. Pudsigt nok kommer Layard i sin horribelt manipulerende bog til den konklusion, at lykke-maksimerende politik er det, han de sidste 30 år har arbejdet for, nemlig traditionel, før-Blair Labour-politik. Layard arbejder altså for, at man bør beskatte de rige hårdere, øge mængden af offentlige goder, regulere arbejdsmarkedet tættere, og lave mere velfærdsstat. Denne konklusion er blevet bakket op af en række andre økonomer, der ofte synes at have det tilfælles, at deres økonomiske vurderinger er blevet afvist i de senere års forskning.

Deres indflydelse på den førte politik er desværre ved at kunne mærkes. Sammen med to tyske kolleger – Axel Dreher og Justina Fischer – satte jeg mig derfor for at undersøge, om Layards konklusioner, sammen med en lang række andre påstande i litteraturen, virkelig holder vand. Det er konklusionerne fra den undersøgelse, som Cepos-notatet opsummerer. Og for punditokrater og ligesindede giver det meget overraskende, men gode nyheder!

Vi finder, at forskellene mellem folks tilfredshed med livet på tværs af verdens lande afhænger af forbløffende få forhold: National indkomst er ikke vigtig, men graden af handel med udlandet  – altså globalisering – er en positiv faktor, ligesom et sundt erhversklima og en høj grad af tillid er vigtigt. På minussiden optræder to stærke faktorer: Kommunisme og aktiv offentlig indblanding i økonomien. Hvis Danmark for eksempel var endt bag Jerntæppet efter anden verdenskrig, ville en million mennesker færre være overordnet tilfredse med deres liv. Der er på den anden side ingen effekter af offentlig velfærd, demokrati, retsstat (desværre), reguleringer, dagpengesatser osv. Mht. den just overståede diskussion af lighed, er det værd at notere, at ulighed heller ikke fører til mindre tilfredshed med livet. Hvis der er noget som helst at komme efter i data, er det, at ulighed synes at være positivt forbundet med de fattigstes livskvalitet! Når Mette Frederiksen og andre danske politikere fra begge sider af Folketinget lufter deres sociale indignation over uligheden, gør de det derfor stik imod fakta fra den virkelige verden.

Stillet lidt skarpt op må man sige at resultaterne fra undersøgelsen, der er den suverænt største hidtil – vi baserer vores fund på cirka 4½ millioner regressioner – støtter almindelige liberale grundregler for offentlig politik: Åben samfundet, giv individer maksimal kontrol over deres egne midler, og sørg for dynamik i stedet for misundelsesdrevne interventioner. Offentlig velfærd fører i hvert fald ikke til personlig velfærd.

Med den slags allierede …

Mens Bush-regeringen–med en vis ræson–argumenterer, at det gælder om at skabe mere frihed i verden, fordi kun mere frihed i længden vil mindske vold og terror, står det fortsat skidt til med friheden i nogle af de lande, der er … USA's allierede. Jeg tænker her ikke så meget på det danske skattetryk, men f.eks. på Pakistan, hvor lovgivningen og retssikkerheden tilsyneladende fortsat er en by i … Baluchistan.

Nicholas D. Kristof har i denne uge i New York Times to klummer (her og her) om Dr. Shazia Khalid fra Pakistan, hvor en voldtægt skønnes at finde sted hver anden time. Hun blev et offer for den særlige pakistanske "hudood"-lovgivning:

"Under Pakistan's hudood laws, a woman who reports that she has been raped is liable to be arrested for adultery or fornication – since she admits to sex outside of marriage – unless she can provide four male eyewitnesses to the rape."

Man er, med andre ord, selv skyldig i den kriminelle handling, man er blevet udsat for, indtil det er bevist, at man ikke er! Q.E.D. Den 32-årige kvindelige doktor fik sig en ordentlig tur: først af en voldtægtsmand og så af den pakistanske stat, der spærrede hende inde på sindssygehospital–hvorefter hun forsøgte selvmord. For lige at sætte trumf på fik hendes mand husarrest. Og så antydede regeringen, at hun nok var prostitueret–hvorefter svigerfamilien forberedte at begå æresdrab på Shazia. Da Musharraf-regeringen efterhånden syntes at ægteparret var ved at blive lidt irriterende, beordrede man hende ud af landet–ellers ville hun, og måske hendes familie, blive myrdet. Det er skræmmende læsning, som–i bedste fald–får det til at løbe koldt ned af ryggen på én.

Man får lyst til at betegne den slags som "middelalderligt", men det ville være særdeles unfair … overfor middelalderen.

Hårdt at være undertrykker

Det er ikke noget let job at være fængselschef i Den Islamiske Republik Iran. Fængslerne bugner med indsatte, allehånde undergravende og fredsforstyrende elementer, f.eks. den iranske journalist Akbar Ganji, der på fjerde år sidder indespærret for sine kritiske artikler om præstestyret. Præstestyret kan nemlig ikke lide journalister – særligt ikke de kritiske af slagsen – ligesom det af princip er afmålt i forhold til forfattere, videnskabsfolk eller kvinder for at nævne et par af de mest berygtede eksempler – og i løbet af bare fem år har regimet lukket over 100 aviser på grund af “blasfemi” og “fornærmelser” imod styret.

Nu forlyder det, at Akbar Ganji er døden nær efter at have sultestrejket for sin frihed i en måned, og flere personer, herunder den amerikanske præsident, kræver Ganji løsladt. Chefen for Teherans juridiske myndighed slår sig i tøjret. “Vi er ikke ligeglade med Ganjis situation”, forsikrer han, “men hvis vi accepterer hans løsladelse, vil vi ikke længere være i stand til at drive fængslerne”. Og det ville jo være en katastrofe. Manden fortsætter: “Hvad vil folk tro, hvis Ganji siger noget, Bush støtter ham, og vi derefter bøjer os?”. Nej, hverken rart eller opbyggeligt. At blive klogere er at tabe, og at tabe er at dø, vel at mærke uden de 77 ventende jomfruer. Det er i sandhed hårdt at være undertrykker.

Samfund eller sandkasse?

Diverse eksperter står nærmest på skuldrene af hinanden for at kritisere dommen på 3 års fængsel til den unge mand, der sidste år kørte dødskørsel på Frederiksundsvej og nu har flere liv på samvittigheden.

F.eks. vurderer cand.mag. Kevin Mogensen fra Roskilde Universitetscenter, at dommen ikke vil få de mange unge med kubik i blodet til at kører en dyt pænere. Cand.mag.’en udtaler til Berlingske: “De kan altså slet ikke identificere sig med den, der kører galt og er skyld i ulykken”.

Til dette er et par ting eller tre at sige. Den dom, der faldt forleden, skal ikke få folk til at køre pænere. Vi befinder os ikke på det instrumentelle plan, men på det principelle. Dommen henvender sig heller ikke til alverdens fartgale, gamle som unge, kvinder som mænd, der ikke engang behøver at “identificere” sig med nogen. De kan ganske roligt være sig selv – og så tage konsekvenserne. Dommen udmåler en straf, læs igen, straf for en forseelse, som samfundet ikke bare kan lade passere. Når nogen bliver dræbt, må de levende tage affære. Straffen – eller for min skyld gerne – hævnen udgør et forsøg på at sone det skete. Uden straf, ingen soning; uden hævn, heller ingen heling. Et samfund, der alene vil helbrede, men knap nok straffe – og slet ikke vil kendes ved hævn, er ikke noget samfund.

Det er en sandkasse.

Ejendomsrettigheder er menneskerettigheder

USAs forbundshøjesteret afsagde for nogle få uger siden en dom, der med rette vil gå ned i amerikansk retshistorie som en af de–fra et frihedsorienteret synspunkt–mere katastrofale.

Det var i den såkaldte Kelo v. New London-sag, hvor nogle lokale myndigheder i delstaten Connecticut lod sig lokke af en stor koncern, som mente, at den ville kunne skabe nye arbejdspladser ved at få lov til at bygge på nogle jordarealer, der lå praktisk. Problemet var bare, at der allerede boede nogle mennesker der, og de havde ikke lyst til at sælge. Delstaten var på koncernens side, også selv om dennes argumenter med henvisning til "almenvellets bedste" var noget spekulative, og sagen endte i US Supreme Court. Det skete med henvisning til 5. forfatningstillæg, der siger, at "nor shall private property be taken for public use without just compensation", og sågar Connecticuts egen forfatning stipulerer, at "The property of no person shall be taken for public use, without just compensation…." Altså: det kan ske, hvis det går til "public use" (="almenvellet"), men der siges intet steds, at man kan tage fra nogle ejere og give til nogle andre, private ejere, som hellere vil have jorden, men altså ikke ønsker at betale (nok) for den.

I US Supreme Court støttede et snævert flertal 5-4 delstaten–med den aktuelle Sandra Day O'Connor (som i økonomiske spørgsmål generelt har været ganske liberal) i mindretallet, sammen med højesteretspræsident William Rehnquist og dommerne Antonin Scalia og Clarence Thomas. O'Connor skrev i sin dissens, at:

"all private property is now vulnerable to being taken and transferred to another private owner, so long as it might be upgraded. … [It will] wash out any distinction between private and public use of property–and thereby effectively to delete the words 'for public use' from the Takings Clause of the Fifth Amendment."

Med dommen har amerikanske delstater altså nu reelt frie hænder til at gennemføre "tvangssalg" af privat ejendom mod ejernes ønske, selvom forbundsforfatningen ellers stipulerer, at det kun kan ske, når det er til offentligt brug–og reelt uden at kunne dokumentere at der vil være en samfundsmæssig gevinst derved.

Det er ikke gået stille af–især ikke i disse uger, hvor fokus netop er flyttet på evt. kommende højesteretsdommeres ideologiske orientering. Den altid fortrinlige John Fund fra Wall Street Journal har i dagens avis en klumme om emnet med den passende overskrift "Property Rights are Civil Rights" og en usædvanlig "twist", der kobler ejendomsrettigheder sammen med borgerrettigheder. Her er et uddrag:

"In 1954 the Supreme Court declared in Brown v. Board of Education that racial segregation in public schools was unconstitutional. But that same year it also ruled in Berman v. Parker that government's power of eminent domain could be used to seize property in order to tear down "blighted" areas.

It soon became clear that too often urban renewal really meant "Negro removal," as cities increasingly razed stable neighborhoods to benefit powerful interests. That helps explain why 50 years later so many minority groups are furious at the Supreme Court's decision last month to build on the Berman precedent and give government a green light to take private property that isn't "blighted" if it can be justified in the name of economic development. …

Many Democrats who used to scoff at conservative fears about activist judges are now joining their barricades when it comes to eminent domain. "In a way this ruling is about civil rights because it interferes with your right to own and keep your property," says Wilhelmina Leigh, a research analyst with the Joint Center for Political and Economic Studies in Washington. "It means you have to hope and trust in the goodness of other human beings that if you buy real estate that you will be allowed to keep it." Few appear to be willing to trust government on this issue, which is why the Kelo decision has touched off such a populist reaction against it.

Martin Luther King III, a former president of the Southern Christian Leadership Conference, says that "eminent domain should only be used for true public projects, not to take from one private owner to give to another wealthier private owner." In 2001 he joined with the free-market Institute for Justice (which represented the Kelo plaintiffs) to stop the state of Mississippi from uprooting homeowners to make room for a Nissan truck factory. After he compared the state's actions to "a giant stepping on a grasshopper," public opposition to the taking mounted. The state finally announced that Nissan had come up with a way to redesign its facility so that the homeowners wouldn't have to leave.

… Before the 1954 Berman decision, with some exceptions, private property could be taken through eminent domain only for public uses. In Berman, however, the court declared the words "public use" to mean "public purpose," as defined by local officials. Soon the definition of "blight" became highly elastic, as governments began condemning working- and middle-class neighborhoods simply because they were desired by private interests. As Justice Clarence Thomas noted in his dissent in Kelo: "Of all the families displaced by urban renewal from 1949 through 1963, 63 percent of those whose race was known were nonwhite, and of these families, 56 percent of nonwhites and 38 percent of whites had incomes low enough to qualify for public housing, which, however, was seldom available to them."

The definition of a "blighted" area eventually became so expansive that it 1981 the Michigan Supreme Court allowed the city of Detroit to raze a stable neighborhood called Poletown to make way for a General Motors plant. The Michigan Supreme Court finally repudiated that decision last year, in a ruling that noted that property rights would no longer exist in America if cities could simply take property when they found a use that yielded higher taxes or other benefits.

By contrast, the U.S. Supreme Court has now decided not to overturn its Berman precedent and indeed has expanded the deference it gives to local governments to determine what "public use" means. But states and localities are free to take their own steps to preserve private property rights. Nine states–Arkansas, Florida, Illinois, Kentucky, Maine, Michigan, Montana, South Carolina and Washington–already forbid the use of eminent domain for economic development except in narrow circumstances. The Institute for Justice has launched a $3 million "Hands Off My Home" campaign to convince other states to join them. In Georgia, Gov. Sonny Perdue is demanding a full review of eminent domain. The Texas Legislature has already debated a constitutional amendment that would ban the use of eminent domain solely for economic purposes. No one argues that struggling cities or states don't have a right to improve themselves through redevelopment. But the new civil-rights coalition forming in reaction to the Kelo decision says that need can't justify land seizures from which politically connected players stand to gain at the expense of individual civil rights. If the half-century since Brown v. Board of Education has taught us anything, it is that some rights are and must remain nonnegotiable."

En af de centrale dommer i flertallet i Kelo v. New London var højesteretsdommer David H. Souter–som blev udnævnt af præsident George H.W. Bush i formodning om, at han var "konservativ" (hvilket ha
n hurtigt viste sig ikke a
t være). Souter kan nu gå hen og komme til at føle dommens konsekvenser på egen krop–eller rettere: egen ejendom. En forretningsmand, Logan Darrow Clements, har kontaktet de lokale myndigheder i Weare, New Hampshire, og foreslået, at disse overtager adressen 34 Cilley Hill Road–hvor investoren så tilgengæld gerne vil bygge et hotel.

Det er så ganske vist Souters private hjem, men et princip er vel et princip … "The justification for such an eminent domain action is that our hotel will better serve the public interest as it will bring in economic development and higher tax revenue to Weare," siger Clements. Når det lige skal ligge dér, er det fordi grunden er unik, "being the home of someone largely responsible for destroying property rights for all Americans."

Hotellet skal iøvrigt hedde "The Lost Liberty Hotel", vil have en "Just Desserts Café", samt et offentligt tilgængeligt museum "featuring a permanent exhibit on the loss of freedom in America." Hotelværelsernes natbordsskuffer vil ikke indeholde den sædvanlige Bibel, men derimod et gratis eksemplar Ayn Rands roman Atlas Shrugged.

Det giver jo en vis inspiration for, hvad man kunne foreslå af danske lokalplaner …

Economic growth 101

En god anekdote, jeg ofte fortæller mine statskundskabsstuderende på grunduddannelsen (og som jeg har fået fortalt fra det dengang eneste overlevende øjenvidne), involverer den eklektiske, flamboyante og lettere opportunistiske østrigske økonom Joseph Schumpeter og den kedelige, men idealistiske tyske sociolog, Max Weber, da de to mødtes for første og eneste gang. Mødet endte med, at Weber indigneret forlod den viennesiske café og råbte, at han aldrig nogensinde ønskede at tale med dén mand, Dr. Schumpeter, igen. Årsagen? Schumpeter havde rost den russiske revolution–ikke fordi han var enig med kommunisterne, ikke fordi han syntes at den havde gode konsekvenser, men fordi den var et fantastisk eksperiment. "Som havde vi et laboratorium!" "Men" skal Weber have sagt, "der dør jo millioner!". "Ja, er det ikke fantastisk!" skal Schumpeter have sagt. Eller noget i den stil.

Joseph (der som bekendt var både en stor økonom og en stor elsker, men knap så god en rytter) ville have haft stor fornøjelse af at studere, hvad der p.t. foregår i Zimbabwe. Landet, der indtil for et kvart århundrede siden var blandt de bedre fungerende og knap så dårligt økonomisk kørende i Afrika (ikke at det siger så meget), har under Robert Mugabes ledelse givet et illustrativt crash-course i, hvorledes man kan køre et land i sænk–og på en måde, hvor det virkeligt er noget, man kan tage at føle på. Man har tilsyneladende ræsonneret, at man har drevet det vidt, når får har for meget, og rigtigt mange har rigtigt, rigtigt lidt. Og det mål har man så efterstræbt ganske systematisk.

Man har hidtil–stik imod forfatning, domstole og retsorden–vilkårligt stjålet privat ejendom fra ejerne med den konsekvens, at landets økonomi er gået helt i fløjten–med deraf følgende krise, arbejdsløshed og hungersnød. Eller sagt med et spørgsmål: Hvor meget vil du betale for at købe retten til at investere i en privat virksomhed i Zimbabwe? Fraser Institute og Economic Freedom Network (hvoraf CEPOS er den danske danske deltager) ratede for 2003 Zimbabwe til 3,4 på en 1-10 punkts skala over økonomisk frihed–hvor 1 er ca. = Stalingrad og 10 er = Hayekland.

Men, som antydet, har Mugabe spurgt sig selv på ægte Nyrupsk facon: "Kan vi ikke gøre det lidt bedre?" Og svaret er ifølge en artikel i New York Times, at det kan man tilsyneladende godt:

"The government abruptly began demolishing shanties and roadside markets here three weeks ago, evicting thousands of people and bulldozing homes or burning them to the ground, in what officials call a cleanup of illegal slums and black-market vendors. Their homes destroyed in a campaign Zimbabwe's government says addresses illegal housing, residents of Mbare loaded their property Friday.

But as the campaign, directed at as many as 1.5 million members of Zimbabwe's vast underclass, spreads beyond Harare, it is quickly evolving into a sweeping recasting of society, a forced uprooting of the very poorest city dwellers, who have become President Robert G. Mugabe's most hardened opponents.By scattering them to rural areas, Mr. Mugabe, re-elected to another five-year term in 2002, seems intent on dispersing the biggest threat to his 25-year autocratic rule as poverty and unemployment approach record levels and mass hunger and the potential for unrest loom.

The United Nations estimates that the campaign, Operation Murambatsvina, using a Shona word meaning "drive out the rubbish," has so far left 200,000 people homeless and 30,000 vendors jobless."

Tilbage til frihedens forfatning

Denne uges New York Times' Sunday Magazine har en lang og absolut fortræffelig artikel, "The Unregulated Offensive", om den gruppe af amerikanske liberale jurister, økonomer og rettighedsteoretikere, der i de seneste år har arbejdet systematisk for at få drejet fortolkningen af USA's forfatning tilbage til, hvad den var før 1930erne. D.v.s., at forbundsstatens magt skal være konstitutionelt begrænset til de opgaver, der ifølge forfatningen er eksplicit tillagt den. I praksis vil det sige, at forbundsstaten vil være forhindret i at foretage en række reguleringer og udføre en række aktiviteter–eller ihvertfald at gøre det uden at give økonomisk kompensation til de borgere, hvis ejendomsrettigheder aktiviteterne krænker.

Artiklen (der er skrevet af jura-professoren Jeffrey Rosen–ikke en sympatisør) kommer godt rundt om prominente nulevende klassisk-liberale rettighedsfilosoffer som Richard Epstein (University of Chicago) og Randy Barnett (Boston University), men tillige om det netværk af tænketanke og borgerretsorganisationer, der de seneste 20-30 år har forsøgt at benytte retssystemet selv til at "roll back the state", bl.a. Institute for Justice. Her er en rimelig fair opsummering af Epsteins ræsonnement:

"… Epstein was promoting a legal philosophy far more radical in its implications than anything entertained by Antonin Scalia, then, as now, the court's most irascible conservative. As Epstein sees it, all individuals have certain inherent rights and liberties, including ''economic'' liberties, like the right to property and, more crucially, the right to part with it only voluntarily. These rights are violated any time an individual is deprived of his property without compensation — when it is stolen, for example, but also when it is subjected to governmental regulation that reduces its value or when a government fails to provide greater security in exchange for the property it seizes. In Epstein's view, these libertarian freedoms are not only defensible as a matter of political philosophy but are also protected by the United States Constitution. Any government that violates them is, by his lights, repressive. One such government, in Epstein's worldview, is our government. When Epstein gazes across America, he sees a nation in the chains of minimum-wage laws and zoning regulations. His theory calls for the country to be deregulated in a manner not seen since before Franklin D. Roosevelt's New Deal."

Artiklen får også meget fint vist, hvorledes det langt fra altid er tilfældet, at denne gruppes holdninger falder lige godt i erhvervsinteressers smag–eller det Republikanske Partis Washington establishment.

Meget kunne tyde på, at artiklen er ment som en advarsel–et forsøg på at motivere den amerikanske venstrefløj til at være særligt engageret i at bekæmpe Bushs mulige nomineringer. Men den er velskrevet, informativ og–for nærværende Punditokrat–opmuntrende. Artiklen er meget lang, og det kræver, at man lader sig registrere som bruger ved New York Times–men det er gratis, og det er bestemt umagen værd.

Nyere indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑