Tag: rettigheder

Menneskets og borgerens rettigheder – gæsteindlæg i anledning af Bastilledagen


Menneskets og borgerens rettigheder

af Peter Bjerregaard og Andreas Paulsen

”Tag flagene fra dem, kom!” Sådan lød ordren over politiradioen for nogle år siden på Christiansborgs slotplads. Kort efter fik demonstranter frataget deres Tibet-flag og deres grundlovsfæstede ret til fredelig protest.

Tibet-sagen har rystet mange som et eklatant, men enkeltstående eksempel på teknokratisme af værste skuffe og betjentes blinde lydighed, der tilsidesætter grundlæggende borgerlige rettigheder. Efterfølgende undersøgelser har dog afsløret en langt mere dyster virkelighed. Visse statslige bureaukraters og politifolks manglende respekt for retsstatens fundament stikker dybt og vidner om en udbredt demokratisk analfabetisme, der skyldes årtiers ringeagt for folkestyrets ophav.

I dag, den 14. juli, er en kærkommen anledning til at fejre netop dette ophav. Bastilledagen symboliserer overgangen fra middelalder, hvor magt var ret, til den tidlige modernitet, hvor ret gradvist blev til magt. Vi bør minde os selv og hinanden om, at det moderne, borgerlige Danmark er antitesen til ”den stærkes ret”. Statslige myndigheders legitimitet og autoritet begrundes således her med deres respekt for menneskets iboende værdighed og borgerens umistelige rettigheder.

14. juli markerer parisernes angreb på feudalmagtens forhadte Bastille-fængsel i 1789 og – endnu vigtigere – Kong Ludvig XVI’s accept af grundlæggende menneske- og borgerrettigheder den 14. juli 1790. Begivenheden var kulminationen på de borgerlige revolutioner, der udløste det 19. århundredes bølge af frie forfatninger på tværs af Europa – inklusiv Danmark i 1848–1849.

Den moderne samfundsfrihed

”Skal jeg gøre rede for, hvorfor jeg elsker Grundloven,” forklarede Danmarks grundlovsfar, Orla Lehmann, i Vejle i 1860, ”da vil jeg først og fremmest nævne, at det er den, som har hævet os til den høje værdighed at være en fri stats frie borgere. Skulle jeg tænke mig muligheden af at vende tilbage under enevælden, da ville jeg skamme mig (…) som var jeg blevet til en ussel træl”.

I sin Vejle-tale beskriver Lehmann forudsætningerne for den moderne samfundsorden, som voksede frem i Danmark med indførelsen af liberale borgerrettigheder, folkestyre og markedsøkonomi. Lehmanns demokratiske præmisser omhandler de værdier, principper og derpå byggende normer, hvormed vi som samfundsborgere omgår hinanden, vælger vores politiske repræsentanter og indretter vores offentlige myndigheder. I Lehmanns optik er disse borgerlige normer fundamentet under den demokratiske ånd i Grundloven og den eneste langsigtede garant for samfundsfriheden.

Den første af disse forudsætninger er samfundspagten mellem borger og stat, hvorved statens myndighedsudøvelse legitimeres gennem dens respekt for borgerens frihed. Således udøver politibetjenten i den danske retsstat sin autoritet med udgangspunkt i sit demokratiske mandat – og ikke i vilkårlig fysisk overlegenhed eller ”den stærkes ret” som under et tyrannisk regime.

Foruden samfundspagten beskriver Lehmann meritokratiet og rollen som samfundsborger som forudsætninger. I et frit samfund er det afgørende, at alle indbyggere møder hinanden som ligebyrdige borgere, hvis frihed alene afgrænses af forfatningens borgerlige rettigheder og pligter. Denne borger-lighed er grundlag for samfundets vækst, udvikling og begavede ledelse, idet individuelle meritter frem for vilkårligt ophav baner flittige talenters vej til samfundets topposter.

Samtidig pålægger denne borger-lighed, der vel at mærke er modsætning til misundelsens og flertalstyranniets ligemageri, hver samfundsborger – med eller uden offentligt embede – at drage omsorg for sit samfund og i særdeleshed for samfundets frihed: ”Det er de frie forfatningers inderste væsen, at hver mand er medansvarlig for landets skæbne”, understregede Lehmann.

I vores hænder

Tibet-sagens afdækning af hjerteskærende mangel på respekt for Grundloven og dens ånd hos dele af Udenrigsministeriet og Politiet er udtryk for, at vi som samfund har forsømt den folkelige kultivering af det, Lehmann kaldte frihedsbevidsthed. Som logisk følge lider landet under udbredt demokratisk analfabetisme. I folkeskoler, gymnasier og på videregående uddannelser – inkl. naturligvis Politiskolen – bør vi sikre, at de eviggyldige forudsætninger for folkestyret kendes, så Grundlovens ånd rodfæstes i vores daglige normer. Både i og uden for statens embedsværk.

Præamblet til Erklæringen om Menneskets og Borgerens Rettigheder fra 1789, som fejres 14. juli, beskriver, at ”uvidenhed om, forglemmelse af og foragt for menneskets ret” er årsagen til samfunds elendighed og regeringers korruption. Vores fortsatte eksperiment med frihed og folkestyre er i vores, borgernes, hænder. Nu som for to hundrede år siden. Glædelig 14. juli!

 

Peter Bjerregaard er uddannet sociolog og arbejder i energisektoren. Han har tidligere været klimaredaktør på RÆSON, chefredaktør på det internationale energi- og klimamagasin FORESIGHT og højskolelærer på Grundtvigs Højskole.

Andreas Paulsen er cand.mag. i europæiske studier, entreprenør i den private sundhedssektor og underviser i politisk filosofi. Andreas har som foredragsholder og kender af franske samfundsforhold bl.a. behandlet franskmændenes respons til de seneste års terrorangreb.

Minoritetsrettigheder og majoritetens tilfredshed

Sidste år udgav mine IFN-kolleger og venner Niclas Berggren, Therese Nilsson og jeg en artikel i Social Indicators Research om homoseksuelle mænds tilfredshed med livet (endelig gated version her; tidligere wp-version her; vores omtale her). Som mange læsere vil vide, har jeg brugt en del tid siden min PhD-afhandling på at forske i, hvorfor nogle lande og nogle mennesker er lykkeligere / mere tilfredse med deres liv end andre (se f.eks. det første bud her). Den litteratur er kommet ganske langt med at forstå, hvordan almindelige mennesker opfatter deres liv, men har haft en blind vinkel i forhold til minoriteter. Vi viste, at retslig anerkendelse af lige rettigheder – ikke særrettigheder, som man til tider hører særligt aggressive eksponenter for LGBT-miljøet argumentere for – er særdeles vigtige for disse mænds tilfredshed.

Spørgsmålet, der næsten stiller sig selv, er derfor hvorfor så mange lande ikke har lige rettigheder, og særligt om det (formodentlig heteroseksuelle) flertals tilfredshed på nogen måde skades af, at andre tilbydes de præcist samme rettigheder. Niclas, Therese og jeg besluttede derfor at se på, om indførelsen af disse rettigheder påvirker flertallets tilfredshed. Det er der kommet en ny artikel ud af, som forleden dag udkom i the Journal of Happiness Studies (endelig gated version her; tidligere wp-version her; vores omtale her).

Det robuste svar på spørgsmålet er nej: Som generelt fænomen er flertallets tilfredshed helt upåvirket af, om homoseksuelle borgere får samme rettigheder til at gifte sig, adoptere osv. som de har. Mens vi for eksempel ikke kan afvise, at det kunne påvirke tilfredsheden hos et lille, stærkt religiøst mindretal, ser vi ingen indikationer på nogen negative effekter for de fleste.

Det måske mest interessante er, at vi kan se en statistisk signifikant og ganske pæn positiv effekt på flertallet i lande med særligt lav økonomisk frihed. Mens det er tvivlsomt, om din tilfredshed påvirkes af, at din homoseksuelle nabo får samme rettigheder som du har, er der faktisk en positiv sammenhæng mellem din tilfredshed og hans ret til at gifte sig i de tilfælde, dit lands politik væsentligt indskrænker både din og hans økonomiske frihed!. Mens der næppe er direkte effekter på spil, er det sandsynligt, at vores fund er en refleksion af andre politikændringer, som vi ikke ser eller ved hvad er. Med andre ord er vores tolkning af hovedresultaterne, at indførslen af lige rettigheder for homoseksuelle i lande, der indskrænker befolkningens økonomiske frihed, ofte er en del af en større ’pakke’ politiske ændringer – eller måske et signal om andre politiske ændringer – der øger alles personlige frihed.

Er disse rettigheder da ligegyldige, hvis man er en del af flertallet og ikke lige har nære, homoseksuelle venner? Hvis vores fortolkning er korrekt, er det bestemt ikke. Præsident Musevenis insisteren på, at homoseksualitet skal straffes med henrettelse i Uganda, er ikke blot et signal om, at denne bestemte minoritet ingen rettigheder har – det er også et signal om at den aldrende præsident har meget lidt respekt for andre uganderes rettigheder, og om hans vilje til at knægte disse rettigheder. I en dansk eller svensk andedam kan vi være ligeglade, men bor man i et af de mange lande i verden, hvor ens økonomiske frihed er begrænset, er der god mening i at være interesseret i minoritetsrettigheder. Det er i det mindste vores fortolkning, men som joken ofte er: Resultaterne skaber behov for mere forskning.

Skattekontrol

En af Morten Østergaards vigtigste beslutninger, som minister, var, da han i Skatteministeriet gav ordre om at modernisere skattekontrolloven. Det førte til en offentlig høring om et forslag til blandt andet en ny skattekontrollov og en ny skatteindberetningslov, som led i lanceringen af den såkaldte Retssikkerhedspakke III.

Der har tidligere på året været en rumsteren om de foreslåede reglers vidtgående karakter, og i dag lancerer Tænketanken Justitia en analyse om told- og skatteforvaltningens adgang til teleoplysninger. Det er til tider komplicerede sager, men analysen er klar og anbefalingsværdig.

Der er også en ledsagende video:

Den i vor tid så klassiske sammenligning imellem på den ene side skattevæsnets kontroladgang og den anden ide Politiets, er selvfølgelig med, selvom undersøgelsen af ulovlige skatteforhold og straffelovsovertrædelser ikke er to sider af samme sag. Men den illustrerer så fint, at teknisk set lige forhold – hvordan man får adgang til oplysninger – ikke behandles lige i Danmark:

Den nye bestemmelse i § 56 er i det væsentlige en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 8D, og der er således fortsat tale om en generel oplysningspligt, hvor SKAT i vidt omfang selv kan indhente personfølsomme oplysninger, når blot oplysningerne efter SKATs skøn er nødvendige for skattekontrollen.  Set i forhold til politiets begrænsede adgang til at indhente personfølsomme oplysninger hjemler skattekontrolloven således fortsat SKAT en vid adgang til oplysninger, som politiet skal bruge en dommerkendelse for at få adgang til.

Den offentlige debat kommer tit til at handle om såkaldt skattemoral. Det vil sige en slags særlig moralsk egenskab, velfærdssamfundet efter nogens mening fordrer af personer og virksomheder, når det kommer til overholdelsen af intentionen med skattelovgivningen.

I det omfang skattedebatten bør handle om moral – og det bør den vel – må det være naturligt, at man stiller de højeste krav til skattevæsnets udviste dydighed, og siger klart fra lovgivningsmæssigt, når ministeren beder om så vidtgående beføjelser.

Den nye skattekontrollovgivning er således en oplagt mulighed for at folketinget viser, at det er folkets – og ikke regeringens – repræsentant.

Minoritetsrettigheder og majoritetstilfredshed

Mens de absolut færreste bekymrer sig om den slags i Danmark, er der store diskussioner i resten af verden om minoritetsrettigheder. Særligt har der de seneste år været heftige diskussioner i USA og andre steder om bøsser og lesbiske, og om de skal have særlige rettigheder eller måske simpelthen de samme rettigheder som alle andre. Modstandernes argumenter hviler ofte på en eller anden version af, at majoriteten – heteroseksuelle i dette tilfælde – skades af at man udbreder rettigheder til minoriteten eller tillader dem at leve mere ligesom majoriteten.

Men er det rigtigt at almindelige mennesker skades af at give bøsser og lesbiske tilsvarende rettigheder? I et nyt papir med mine kolleger Niclas Berggren og Therese Nilsson ved Instituttet för Näringslivsforskning i Stockholm ser vi på spørgsmålet. Vores studie “Do Equal Rights for a Minority Affect General Life Satisfaction?” er indtil videre tilgængeligt som working paper fra IFN. Ved at kode homoseksuelles retsstilling i tre typer – recognition, persecution og protection – og føre kodningen tilbage til 1980, kan vi matche gennemsnittets svar fra tilfredshedsspørgsmålene i World Values Survey og European Values Study med minoritetens rettigheder.

Vi finder, at i lande som Danmark og Sverige, der har relativt udbredt økonomisk frihed, er der ingen forbindelse. Men i lande med økonomisk frihed under det globale gennemsnit observerer vi en statistisk sikker og ganske tydelig positiv effekt af at udbrede almindelige rettigheder til bøsser og lesbiske. Hvorfor vi observerer den sammenhæng er det store spørgsmål, som vi ikke kan svare på. Det kunne være, at folk er mere empatiske end vi normalt tror. Vi tror dog, at det er mere sandsynligt at folk i relativt ufrie lande tager denne type retslig ændring som et signal om, at andre socialt liberaliserende reformer også er sandsynlige. Uanset fortolkningen kan vi skyde ideen ned, at retslig ligestilling af synlige minoriteter er skadelig for andre end de allermest bigotte.

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑